Epilepsi er en sygdom som bygger på unormale udladninger i hjernen, hvilket giver symptomer i form af epileptiske anfald. Foruden regulære kramper kan epileptiske anfald ytre sig i form af øjeblikke med fravær og/eller adfærdsforandringer hos hunden. Man plejer at inddele epilepsi i to former. Den mest almindelige er primær (idiopatisk) epilepsi, som ikke har nogen påviselig grund. Den menes at være arvelig. Ved den anden form, sekundær epilepsi, findes der en grund til anfaldene, såsom f.eks. hjerneskade, vand i hovedet, hjernehindebetændelse, glykosebrist, forgiftning, skader i lever eller nyrer etc.

Der kan være en mængde forskellige årsager til, at en hund får epileptiske anfald. Det vanskelige ligger i at afgøre, om det drejer sig om primær (arvelig) epilepsi eller om anfaldene skyldes skade eller sygdom. Diagnosen primær epilepsi stilles ved at udelukke alle andre mulige grunde.

Der findes dog visse kendetegn på primær epilepsi, så som at den oftest starter mellem 6 måneder og 3 års alderen, samt at hanhunde oftere rammes end tæver. Desuden kommer anfaldene sædvanligvis, når hunden er rolig og hviler ud efter anstrengelser. Hos tæver kommer anfaldene ofte før og under løbetiden,

I antalsmæssigt små racer gælder det, at jeg ikke jager anlægsbærerne og udelukker hunde fra avlen. Sådanne begrænsninger fører bare til, at avlsbasen bliver mindre. I stedet gælder det om at øge avlsbredden, undgå "matadoravl" og sprede risici ved at bruge forskellige avlshunde. Det var, hvad man besluttede at gøre inden for Curly coated Retriever. Det er en antalsmæssig lille race, (11, 34,19, 28 og 62 registreringer i årene 1988-1992), som har haft problemer med epilepsi.

De blev kort og godt rådet til

Disse enkle, generelle anbefalinger er lempelige at indsætte som retningslinjer for avlere, så snart man mener at have fået epilepsi i en race (og mens man forsøger at finde grunden (se tilfælde II). Udgangspunktet er, at selv om man ikke ved, om epilepsien er af primær (formodet arvelig) eller sekundær (opstået) type, må man gå ud fra, at det ramte dyr ikke er velegnet til avl. Anbefalingerne til Curly coated Retriever førte til en markant forbedring, dvs. færre ramte individer.

Model til sygdomsbekæmpelse (Tilfælde II)

Veterinær Eva von Celsing og jeg selv gennemførte i midten af: 1980-tallet en undersøgelse om epilepsi hos Golden Retriever. Undersøgelsen kan beskrives i følgende delmoment:

* At være opmærksom på problemet

* At præsentere fakta om sygdommen

* At samle information om smittede individer i racen

* At bearbejde informationen

* Avlsråd

Opmærksomhed på problemet

I begyndelsen af 1980-erne spredtes det rygte blandt opdrætterne, at usædvanligt mange unge golden var ramt af kraftige epileptiske anfald. Det sværeste var det dog at afgøre, hvor vidt det virkelig var et problem indenfor racen eller bare drejede sig om nogle få tilfælde, man var blevet opmærksom på.

Når det gælder HD og øjendefekter tilgår resultaterne SKK (Svensk Kennelklub) der fører statistik for at se, om en defekt er blevet hyppigere. Racens status, hvad gælder andre sygdomme og defekter kan til en vis grad ud læses af forsikringsselskabet Agrias skadestatistik. Denne viser antallet af tilfælde p.gr.a. sygdom eller dødsfald per 10.000 forsikrede hunde. Der er så muligheden for at jævnføre en race med andre racer samt at følge udviklingen indenfor en race gennem flere år. Ud fra skadestatistikken kunne vi konstatere, at epilepsi var blevet mere almindeligt gennem de senere år, samt at golden lå højere end gennemsnittet. Epilepsi var faktisk blevet den mest almindelige årsag til at erstatning blev udbetalt ved dødsfald.

Præsenter fakta for opdrætterne

Da disse oplysninger blev præsenteret på et opdrættermøde, fik vi til opgave at forklare problemet nærmere. Først studerede vi al tilgængelig litteratur over emnet epilepsi hos hund og skrev flere faktuelle artikler i racens klubblad. Derefter begyndte vi tænke på at forsøge at indsamle oplysninger om golden med epilepsi. Eftersom epilepsi kan være af såvel arvelig natur (primær) samt udspringe af andre årsager (sekundær) ønskede vi at klarlægge, hvilken form der var den mest almindelige indenfor racen. Da forsikringsselskabets statistik ikke omfattede detaljerede beskrivelser af hvert enkelt tilfælde, var det eneste vi kunne gøre at henvende os til opdrætterne og de enkelte hundeejere for at få information.

Indsamling af oplysninger

Der blev fremstillet en blanket hvorpå de indsamlede oplysninger skulle kunne give svar på, hvilken form for epilepsi man mente det var. Denne blanket blev, sammen med et følgebrev som beskrev formålet med indsamlingen af oplysninger, sendt til alle opdrættere som havde registreret et hvalpekuld 4 år tidligere. Denne tidsperiode blev valgt med henblik på, at primær epilepsi optræder mellem ½-3 års alderen. Samme blanket blev publiceret i racens klubblad sammen med en opfordring til opdrættere, hanhundeejere og andre om at forsyne os med oplysninger.

Problemet med at få oplysninger

Disse anstrengelser resulterede i, at 30 tilfælde af epilepsi blev indrapporteret. De fleste, som fremsendte disse oplysninger, var almindelige hundeejere, hvis hund var ramt af epilepsi. Til trods for, at man på opdrættermødet kun et år tidligere anså det for relevant at indsamle kendskab om epilepsi hos racen, var det nu kun få opdrættere, som var villige til at dele ud af deres erfaringer. Først efter personlig kontakt med opdrætteme og med løfte om hemmeligholdelse af navneoplysninger på ramte individer, begyndte der at indkomme materiale. Totalt blev der indsendt oplysninger om 130 tilfælde.

Bearbejdning

Nu var der et tilstækkeligt stort materiale at bearbejde og sammenligne for at ud rede, hvorvidt golden som race kunne vare ramt af primær epilepsi eller om anfaldene muligvis beroede på andre årsager. Vi studerede bl.a. nedenstående forhold:

* Kønsfordeling

* Debutalder

* Type af anfald

* Årsag til anfald (veterinærdiagnose)

* Søskendestatus

* Slægtskab

På baggrund af sammenligningerne kunne man konstatere at:

* Epilepsi var dobbelt så almindeligt hos hanhunde som hos tæver

* Debutalderen var i 80% af tilfældene længere end 3 år

* I de fleste tilfælde kunne veterinærdiagnosen ikke angive en årsag til epilepsien.

I mange tilfælde var der slægtskab mellem de angrebne individer. Eksempelvis kan nævnes at:

* 8 søskendepar var med i materialet

* I ca. 25% af tilfældene havde en af forældrene helsøskende med epilepsi.

Afsluttende anbefalinger

Man opfordrede landets opdrættere til at søge efter mulige årsager til epilepsi i opdrættet, frem for at søge efter andre årsager. Man advarede også mod at jage tænkbare anlægsbærere og henstillede i stedet til sund fornuft. Dette indebar, at man ikke skulle avle på syge hunde og ikke at gentage en kombination, som havde givet epilepsi. Kuldsøskende til epileptikere bør benyttes med stor forsigtighed, og man bør vente med deres avlsdebut til de er 3-4 år gamle. Arvelighedsgangen for primær epilepsi er ikke klarlagt og kan desuden variere fra race til race. I vort materiale var der intet der modbeviste en recessiv arvegang.

Resultatet præsenteres

Resultatet af undersøgelsen blev publiceret i SSRK:special, Spaniel og Retrieverklubbens årlige "avlsnummer" af klubavisen 1985 (udgivet 1986). Den vakte stormende følelser til live hos mange opdrættere. Årsagen var ikke de fakta, der blev præsenteret. Tværtimod, man blev oprørt over det, der IKKE blev publiceret, dvs. navnene på de angrebne individer. Dette til trods for, at alle kendte til besværet med at få indsamlet materiale, indtil vi lovede anonymitet.

Anonymitet eller ej?

Efterfølgende kan man tænke over, hvor vidt der skal være anonymitet, når materialet skal indsamles, eller om navnene altid bør være offentlige. Dette spørgsmål er blevet diskuteret livligt i mange sammenhænge. Meningerne er delte. Man kunne godt ønske, at åbenheden og tilliden, opdrætterne imellem, var så stor, at det var muligt at indsamle oplysninger om hunde, som er angrebet og mistænkt for arvelige defekter og sygdomme. Desværre er det kun indenfor få racer, man er nået så langt med samarbejdet opdrætterne imellem. Det er stadig nødvendigt at love anonymitet for at få oplysninger. Man kunne også ønske, at betydningen af kendskabet til enkelte individer blev afdramatiseret. Som opdrætter burde man i stedet påskønne den information og de generelle anbefalinger, som kan læses ud af sammenligninger af større materiale. Oplysninger om individer kan føre til en unuanceret heksejagt på tænkbare anlægsbærere. Dette kan medvirke til, at mange hunde udelukkes af avlen på alt for svagt grundlag og at avlsbasen mindskes unødigt. Det er i stedet ønskværdigt, at opdrætterne er med til at sprede risikoen, anvende forskellige hanhunde og dermed øge avlsbredden.

Information er vigtig

Meget taler for, at den bedste måde at få kontrol over en tænkelig arvelig defekt er at informere om problemet. Jo flere facts, der bliver præsenteret for opdrættere, hanhundeejere og den almindelige hundeejer, jo bedre. Avlsrådene bør aktivt informere via specialklubber, opdrættermøder, årsmøder m.m. Man bør opmuntre til diskussioner, indbyde fagfolk (veterinærer og genetikere) og opdrættere med erfaring med problemet og informere i forskellige sammenhænge. Der er ingen, der skal kunne sige. at de ikke er blevet informeret. Og ingen skal være uvidende om problemet!

Gælder det ansvaret for bekæmpelse af defekter, mener jeg, det bør overlades til opdrætterne.

Hver især må tage ansvar for sin egen avl!