Blogging Åmål

Da der ikke rigtig har været nogen indvendinger, vælger jeg at flytte min blog nu. På den måde kan jeg i morgen starte en helt ny æra på uendelig.dk (hvorfra den bør være at finde allerede nu - eller i hvert fald senest om lidt). Af hensyn til dem der faktisk bruger en RSS-læser, beholder jeg selve site-feedet på algebra.dk (så I slipper for at ændre på noget) - resten vil blive flyttet.

Det er i hvert fald planen. Meget kan gå galt.

Efter en ren helvedesuge sidste uge der var så mange opgaver at rette (2 sæt afleveringsopgaver og en prøve) at det på det nærmeste drev mig til at drikke (det og så det at det er sjovt at drikke engang i mellem (i øvrigt er den sædvanligvis morsomme historie om hvor besværligt det er at komme fuld hjem fra København midt om natten knap så morsom i denne omgang - når klokken først er blevet 6 lørdag morgen, fungerer de almindelige offentlige transportmidler efterhånden nogenlunde igen)), står jeg pludselig, for første gang i denne blok, med en hel uge uden afleveringsopgaver eller andet af den slags.

Jeg kan faktisk sætte tid af til at lave ting. Jeg kan have et liv igen! Altså i en uges tid.

Meget lidt apropos ser jeg at min afstemning indtil videre føres klart (5-3) af uendelig.dk-gruppen. Jeg vælger derfor rent diktatorisk at afslutte den nu og erklære kampen for vundet. Det betyder at jeg snarest (med mindre der er nogen der har et rigtig godt argument for ikke at gøre så) vil flytte hele bloggen over på dens nye, spændende adresse.

Jeg glemte jo helt at nævne at jeg overvejer at flytte min blog fra denne - i sammenhængen - lidt klodsede adresse og til mit andet domæne uendelig.dk hvor den ligefrem ville kunne få forsidepladsen.

Fordelen ved en flytning er en meget bedre adresse. Ulempen er en anden adresse (men det bør stadig være overkommeligt).

Som det gode menneske jeg er, vælger jeg dog at lægge spørgsmålet til afstemning. Jeg retter mig muligvis endda ligefrem efter resultatet.

Som tidligere nævnt er de dage jeg særligt udvalgte (ok, de var tilfældige) til blogning ved skæbnens indgriben netop de dage hvor jeg for tiden har min undervisning (altså der hvor jeg underviser - det kursus jeg følger ligger delvist om onsdagen).

Dette fører til at jeg overraskende ofte skriver om mine små ruspus (men af mystiske årsager knap så meget om dem der på det der andet kursus jeg underviser på). Således osse i dag. Ikke at jeg rigtig har noget at skrive ... hmm ... fordømt!

Nå, men jeg kan da osse bare skrive om andre ting der sker i mit liv. Bortset fra at jeg ikke rigtig lige for tiden har et liv udover undervisningen. Endnu mere fordømt.

Måske noget om hvordan man overkommer en skriveblokering som blogger? Hvis bare jeg vidste noget om det, altså.

Bummelum ...

Sidste tirsdag var det, som I utvivlsomt alle ved, international tal som en pirat-dag. I den anledning var der i lørdags piratfest (altså fest med pirattema, intet med ulovlige festkopier eller hvad man nu kan forestille sig) i Mensa. På forunderlig vis viste der sig ikke at være helt så meget rom som man kunne forestille sig - men stadig rigeligt (især når vi kombinerede det med de andre drikkevarer) til at vi ikke havde de store problemer med at være fulde nok allesammen.

Jeg er - i lighed med værten ved festen - normalt stor ynder af Harvey Wallbanger (en af de drinks der medfører overraskende og pludselig fuldskab efter et par stykker), men med ingredienserne vodka, Galliano og appelsinjuice er det meget lidt en piratdrink. Det fik vi dog rettet op på med vores nye fantastiske Harrrvey - bestående af rom, Galliano og blodappelsinjuice. Blandingen viste sig faktisk smagsmæssigt at overgå de sædvanlige Harveyer - og navnet bliver i øvrigt bedre jo flere man får.

Søndag lavede jeg sjovt nok ikke det store (udover at fjerne det skæg jeg gennem et par uger havde oparbejdet specifikt med henblik på benævnte piratfest).

Mandag, altså i dag (og hvis I betvivler at det er i dag, så se bare hvornår dette indlæg er skrevet - tydeligvis mens det endnu er mandag!), var jeg frisk, veludhvilet og nogenlunde glatbarberet klar til at tage endnu en tørn. Jeg lagde hårdt ud med at sove over mig og dermed (atter) misse de meget tidlige morgentimer på det kursus jeg følger. Derefter var der undervisning på dagens første kursus - hér var der afsat en hel time til ingenting. Dagens program var besvarelse af eventuelle spørgsmål i forbindelse med noget projekthalløj (jeg bør en anden dag skrive lidt om det kursus og alt det kaos der har været med det). Efter ti minutter var der dukket én op, og da han ikke havde noget at spørge om, valgte vi at aflyse.

Men som om det ikke var hårdt nok til en hel dag (det var det ikke), var det nu tid til at jeg skulle passe mine små ruspus. Det kræver jo altid noget arbejde - altså bortset fra i dag, hvor undervisningstiden var sat af til en prøve (multiple choice, så den kunne rettes på ca. 5 minutter). Jeg har med andre ord lavet overordentligt lidt og er ikke nær så udmarvet som jeg plejer at være efter en mandag.

Og så kan jeg passende slutte af med at nævne at jeg ikke har kendt hende siden jeg var 15. Hvis du ikke forstår den sætning, er det fordi den ikke er henvendt til dig, Sara.

Refsvindinges Skibsøl er ikke den værste øl på markedet. Men hvis man har smagt den er der en god chance for at det faktisk er den værste man har smagt. Smagen kan bedst beskrives som en let fortyndet blanding af tjære og spegepølse - og dette er vel at mærke ikke en overdrivelse for effektens skyld.

Jeg var tidligere i dag (dette skrives mens det rent faktisk stadig er torsdag, ganske som min aftale med jer - læserne - foreskriver) ude at drikke noget godt øl med et par af mine matematikervenner. Af forskellige årsager besluttede vi på en fredagsbar for snart et godt stykke tid siden at tage på Den Tatoverede Enke (Københavns bedste bar når det kommer til belgisk øl), og da vi bevidst sørgede for at en af os kom til at skylde en omgang, har vi sidenhen et par gange - senest i dag, altså - sørget for at forsøge at indhente det. På mystisk vis formår vi dog hver gang at ramme en lille smule skævt, så der fortsat mindst vil være en der skylder.

Men hvorom alting er var vi i dag på det hyggelige lille sted i Elmegade (helt uden mareridt) der kort og godt hedder Ølbaren - de kan kendes på et neonskilt med teksten "ØL". Mens vi sad og drak vores forskellige øl dér, kom jeg til at nævne den afskyelige skibsøl, og straks nåede vi i vores ungdommelige kådhed (hvad er ellers tilstrækkelig undskyldning for slige udskejelser?) frem til at vi måtte smage den (eller dvs. de andre nåede konklusionen, men jeg af uransagelige årsager accepterede). Rystende (well, han rystede ikke rigtigt, men af dramatiske årsager vil jeg påstå det) gik Ulrik op til baren, hvor han bestilte én skibsøl og tre glas - og så i øvrigt en gang peanuts. Bartenderen så lettere medlidende på ham, nikkede af visdommen i tre glas og en gang peanuts til en enkelt flaske skibsøl, og gav hvad der var bestilt. Da flasken var kommet ned til bordet, fordelte vi den pænt i de tre glas og gav os stille til at drikke.

Allerede inden øllen nåede vores munde, var lugten af spegepølse og tjære klar. Selve smagen ville, om ikke lugten havde været der til at supplere, ville formentlig være for tynd til at være rigtig fæl. Men eftersmagen, den dér fornemmelse af at have spist lige en spegepølsemad for meget, var under ingen omstændigheder rar.

Vi havde som sådan været snedige nok til, foruden peanuts, at have forsynes os med en imperial russian chocolate stout - alene et af ordene foran "stout" bør overbevise en kender (eller en der kender en kender) om at det faktisk er noget med meget smag. Idéen var selvfølgelig at vi skulle kunne være klar til at vaske spegepølsesmagen bort. Det mest skræmmende ved hele oplevelsen var at det faktisk først lykkedes da vi begyndte at gurgle vores sorte, sorte stout (der i øvrigt var enormt lækker, men det er en anden historie).

Gårsdagens opdatering var aflyst pga. sygdom (eller i hvert fald mave-av).

Det er osse af og til ret svært at finde på noget fornuftigt at skrive. Heldigvis kan man forbløffende ofte bare sætte sig ned og skrive løs uden nogen egentlig retning - eller for den sags skyld uden på nogen måde at nå noget sted hen.

Som fx lige nu, hvor jeg atter er ude i en af den slags opdateringer der mere er et spørgsmål om tvang (altså fra egen side) end at jeg egentlig har noget spændende at skrive om. Jeg kunne selvfølgelig altid fortælle endnu en historie om hvordan jeg atter har skullet passe mine små pus, og om hvor synd det hele er for mig. Imidlertid ville det være en højst urimelig ting at skrive - jeg finder hele førsteårskursusklasselærertingen aldeles hyggelig. Russerne lader i det store hele til at være interesserede i matematikken, og prøver faktisk at lave opgaverne.

Og så er de jo osse så små og søde ("Nååååh, en rus!") - lige til at tage med hjem og gemme i skunken. Problemet hér kommer så selvfølgelig når de om 8 år slipper fri og man bliver nødt til at kaste sig på sit sværd i skam (eller hvad man nu har at kaste sig på).