Mini er en lille bil, der blev foretaget af British Motor Corporation (BMC) og dets efterfølgere fra 1959 til 2000. Den oprindelige betragtes som en britisk ikon af 1960'erne [3] [4] [5] og dets pladsbesparende front-hjulstræk layout (det er tilladt 80% af arealet af bilens vognbunden, der skal anvendes for passagerer og bagage ) påvirket en hel generation af bil beslutningstagere. [6] Køretøjet er på nogle måder fandt de britiske svarende til sine tyske moderne, Volkswagen Beetle, som nydes lignende popularitet i Nordamerika. I 1999 Mini blev stemt den næstmest indflydelsesrige bil af det 20. århundrede, bag Ford Model T. [redigér]

Dette særprægede todørs bil var konstrueret til BMC af Sir Alec Issigonis. [7] [8] Det blev fremstillet på Longbridge og Cowley planter i England, Victoria Park / Zetland British Motor Corporation (Australien) fabrik i Sydney, Australien, og senere også i Spanien (Authi), Belgien, Chile, Italien (Innocenti), Portugal, Sydafrika, Uruguay, Venezuela og Jugoslavien. Mini Mark, jeg havde tre store britiske opdateringer: Mark II, Clubman og Mark III. Inden for disse var en række variationer bl.a. en stationcar, en pickup truck, en van og Mini Moke-en jeep-lignende buggy. Mini Cooper og Cooper "S" var mere sporty udgaver, der var vellykket som rallybiler, at vinde Monte Carlo Rally fire gange fra 1964 frem til 1967, selv i 1966 Mini blev diskvalificeret efter finish, sammen med seks andre britiske selskaber, der medtaget de første fire biler til slut, i henhold til en tvivlsom kendelse, at bilerne havde brugt en ulovlig forening af forlygter og spotlights. [9] Oprindeligt Minis blev markedsført under Austin og Morris navne, som Austin Seven og Morris Mini Minor, indtil Mini blev en marque i sin egen ret i 1969. [10] [11] Mini var igen markedsføres under Austin navn i 1980'erne.
Design og udvikling
Designet som projektleder ADO15 (Austin tegnestuen projekt nummer 15), kom Mini om på grund af et brændstof mangel skyldes i 1956 Suez Crisis [12]. Benzin blev igen rationeret i UK, salg af store biler faldt, markedet for Tysk Bubble biler toppede. Leonard Lord, den noget autokratiske leder af BMC, angiveligt afskyede disse biler så meget, at han lovede at befri gader af dem, og design et "korrekt miniature bil '. [13] Han er fastsat nogle grundlæggende krav: bilen skal være indeholdt inden for en boks, der målte 10 4 4 ft (3 1,2 1,2 m) og passagerforholdene bør indtage 6 fod (1,8 m) af de 10 ft (3 m) længde og motoren på grund af omkostningerne bør være en eksisterende enhed. Issigonis, som havde arbejdet for Alvis, var blevet ansat tilbage til BMC i 1955, og med sine evner til at designe små biler, var en naturlig for opgaven. Det hold, designet Mini var bemærkelsesværdigt lille: samt Issigonis, var der Jack Daniels (som havde arbejdet med ham om Morris Minor), Chris Kingham (som havde været med ham på Alvis), to ingeniørstuderende og fire tegnere. Sammen senest i oktober 1957, havde de designet og bygget den oprindelige prototype, der blev kærligt kaldt "The Orange Box" på grund af dens farve [3].

Den ADO15 brugte en konventionel BMC A-Series firecylindrede vandkølet motor, [14], men fraveget traditionen ved at montere den tværs med motoren olie-smurt, fire-trins gearkasse i sumpen, og ved at anvende front- hjulstræk. Næsten alle små forhjulstræk-biler udviklet siden har brugt en lignende konfiguration, undtagen med fremsendelse sædvanligvis separat lukket stedet for at bruge motorolie. Radiatoren var monteret på venstre side af bilen, således at motoren er monteret fan kunne bevares, men med omvendt hældning, så det blæste luft ind i naturlige lavtryk under forskærm. Denne placering er gemt ædle køretøjets længde, men havde den ulempe, at fodre radiator med luft, som var blevet opvarmet ved at vælte over motoren. Det er også udsat hele tændingssystemet til direkte indtrængen af regnvand gennem gitteret.

1959 Morris Mini-Minor interiorThe affjedringssystem, designet af Issigonis ven Dr. Alex Moulton i Moulton Developments Limited, brugt kompakt gummi kegler i stedet for konventionelle kilder. Dette geniale pladsbesparende design også featured stigende progressive sats fjedrende af kogler, og leverede nogle naturlig dæmpning. Indbygget i underrammer, gummi kegle system gav en rå og ujævn ride, som blev forstærket af vævet-gjord pladser, men den manglende fleksibilitet i gummi kegler, sammen med hjulene at blive skubbet ud til hjørnerne af bilen, gav Mini gå kart-lignende handling, der ville blive berømt.

Oprindeligt et sammenkoblet væske system var planlagt-ligner den, at Alec Issigonis og Alex Moulton blev arbejdet på i midten af 1950'erne på Alvis. De havde vurderet mekanisk sammenkoblede Citroen 2CV suspension på daværende tidspunkt (i henhold til en samtale med Moulton med bilblad i slutningen af 1990'erne), som inspirerede design af Hydrolastic affjedringssystem for Mini og Morris / Austin 1100, at forsøge at holde fordelene ved 2CV-systemet (ride komfort, body nivellering, holde roadwheel under god kontrol og dæk i kontakt med vejen), men tilsat roll stivhed, at 2CV var meget mangelfuld. Den korte udviklingstid på bilen betød dette ikke var klar til tiden for Mini blev lanceret. Systemet er beregnet til Mini blev yderligere udviklet og hydrolastic system blev første gang brugt om Morris 1100, blev lanceret i 1962; Mini fik senere i 1964. Ti-tommer (254 mm) hjul blev specificeret, så nye dæk måtte blive udviklet, den oprindelige kontrakt vil Dunlop. Issigonis gik til Dunlop, hvorefter han ønskede endnu mindre, 8 i (203 mm) hjul (selv om han allerede havde afgjort på ti-tommer). En aftale blev foretaget på de ti-tommers størrelse, efter Dunlop kvalt på otte tommer proposition.

Sliding vinduer tilladt opbevaring lommer i den hule døre sigende Issigonis mellemstore dem til at passe en flaske Gordon's Gin. [7] bagagerumsklappen var hængslet i bunden, så bilen kunne køres med det åbne for at øge bagage rummet. På tidlige biler nummerpladen var hængslet i toppen, så det kunne svinge ned til at blive synlig, når bagagerumsklappen var åben. Denne funktion blev senere ophørte efter det blev opdaget, at udstødningsgasser kunne sive ind i cockpittet, da den boot var åben.

Mini var udformet som en monocoque shell med svejsede sømme synlig på ydersiden af bilen kører ned A og C-stolper, og mellem krop og vognbund. For yderligere at forenkle konstruktion blev hængsler til døre og bagagerumsklappen monteret eksternt.

Tværsnit viser, hvordan Mini maksimerer passager spaceProduction modeller adskiller sig fra prototyper ved tilsætning af front og bagende underrammer til unibody at tage suspensionen belastninger, og ved at have motoren monteret den anden vej rundt, med karburator på bagsiden i stedet for på forsiden. Dette layout krævede en ekstra gear mellem motor og transmission for at vende rotationsretningen ved indgangen til transmission. At have karburator bag motoren reduceres karburator glasur, men forhandleren var derefter udsat for vand, der kommer ind gennem gitteret. Motorstørrelse blev reduceret fra 948 cc til 848 cc, hvilket, sammen med en lille stigning i bilens bredde, klippe tophastighed fra 90 mph (145 km / t) til en mere rimelig (for tiden) 72 mph ( 116 km / t).

Trods sin utilitaristiske oprindelse, havde den klassiske Mini formen blevet så velkendt, at fra 1990'erne, Rover Group-arvingerne til BMC-var i stand til at registrere sine design som et varemærke i sin egen ret. [15]

Mark I Mini: 1959-1967

Den første Morris Mini-Minor, der sælges i Texas leveres til en familie i Arlington, Texas i 1959.See også: Mark I Mini
Produktionen udgave af Mini blev påvist til pressen i april 1959, og i august flere tusinde biler var blevet fremlagt klar til det første salg [16].

Navnet Mini syntes ikke i sig selv umiddelbart-de første modeller, der markedsføres under to af BMC's varemærker, Austin og Morris. Navnet Austin Seven (undertiden skrevet som Se7en i begyndelsen af reklamemateriale) mindede den populære lille Austin 7 i 1920'erne og 1930'erne. De øvrige anvendte navn frem til 1967 i Det Forenede Kongerige (og i Commonwealth lande som Australien), Morris Mini-mol, synes at have været en spiller på ord. Det Morris Minor var en velkendt og succesfuld bil, med ordet mindre er latin for "mindre", og så en forkortelse af det latinske ord for "mindst"-minimus-blev anvendt for de nye endnu mindre bil. Det var oprindeligt ville blive kaldt Austin Newmarket.

1963 Austin Mini 850 Mark Ione af de allerførste eksempler fra 1959 er nu udstillet på National Motor Museum i Hampshire. [1] Den allerførste eksempel med den nu ikoniske registrering sted "621 AOK", er udstillet på Heritage Motor Centre i Warwickshire. [2]

Indtil 1962, syntes de biler som Austin 850 og Morris 850 i Nordamerika og Frankrig, og i Danmark som Austin Partner (indtil 1964) og Morris Mascot (indtil 1981). Navnet Mini blev første gang brugt på hjemmemarkedet af BMC for Austin's version i 1961, da Austin Seven blev rebranded som Austin Mini, [17] noget til overraskelse for de skarpe genstande Reklamer bil selskab (senere kendt som Bond Cars Ltd), der havde været bruge navnet Minicar for deres tre-hjulede køretøjer siden 1949. Der blev imidlertid retssag eller anden måde afværget, [18] og BMC brugt navnet Mini derefter [19].

I 1964 blev suspensionen af biler erstattes af et andet Moulton design, hydrolastic system. Den nye udsættelse gav en blødere ride, men også øget vægt og produktionsomkostninger og i hovederne på mange entusiaster, forkælet håndtering variabler, for hvilke Mini var så berømt. I 1971, genopstod den oprindelige gummi suspension og blev bibeholdt for de resterende levetid Mini.

Austin Mini Van, The Automobile Association liveryFrom oktober 1965 mulighed for en Automotive Products (AP), der med fire trins automatisk gearkasse blev tilgængelige. Biler udstyret med dette blev Mini-Matic

Langsom i starten, Mark I salg styrket over det meste af modellen linjer i 1960'erne, og produktionen i alt 1.190.000 [20]. Solgt på næsten under kostprisen, foretages grundlæggende Mini meget lidt penge til sine ejere. Men det stadig har foretaget et lille overskud. Ford gang tog en Mini væk og helt demonteret det, eventuelt at se om de kunne tilbyde et alternativ. Det var deres mening om, at de ikke kunne sælge det på BMC's pris. Ford konstateret, at de BMC må have været at miste omkring 30 pounds per bil, og så besluttede at producere en større bil - Cortina, der blev lanceret i 1962 - som sin konkurrent i budgettet markedet.

BMC insisterede på, at den måde, virksomheden generalomkostninger blev delt ud, Mini altid penge [21]. Større overskud kom fra den populære De Luxe modeller og fra ekstraudstyr såsom sikkerhedsseler, sidespejlene, en radiator og en radio, hvilket ville være betragtes fornødenheder på moderne biler, samt de forskellige "Cooper" og "Cooper S" modeller, der skal drøftes senere.

Mini etched sin plads i populærkulturen i 1960'erne med publiceret indkøb af film og musik stjerner. [22]

[Redigér] Mark II Mini: 1967-1973
Mark II
Også kaldet Morris Mini
Austin Mini
Produktion 1967-1973
Forsamlingen Longbridge, Birmingham, West Midlands, England,
Cowley, Oxfordshire, England
Pamplona, Spanien
Seneffe, Belgien
Arica, Chile
Setúbal, Portugal
Cape Town, Sydafrika, Petone, New Zealand
Karrosseriform (r) 2-dørs sedan
2-dørs ejendom

2-dørs van
2-dørs lastbil
Motor (er) 1275 cc I4
998 cc I4
850 cc 14
De Mark II Mini kendetegnet en nydesignet kølergitter, som forblev med bilen fra dette punkt på. Desuden blev en større bagrude og en lang række kosmetiske ændringer. 429.000 Mark II Minis blev foretaget. [20] [23] [24]

En forvirrende vifte af Mini typer blev foretaget i Pamplona, Spanien, ved Authi selskab fra 1968 og fremefter, for det meste under Morris navn.

Mini var nok den stjerne i 1969 filmen The Italian Job, hvilke egenskaber en biljagt, hvor en bande af tyve drive tre Minis ned ad trapper, gennem storm afløb, over bygninger og endelig ind i ryggen af en bevægelse bus. Denne film blev genskabt i 2003 ved hjælp af den nye MINI.


Varianter
Populariteten af den oprindelige Mini opfostrede mange modeller, der målrettet forskellige markeder.

[Redigér] Wolseley Hornet og Riley Elf (1961-1969)
Bygget som mere luksuriøse udgaver af Mini, både Wolseley Hornet og Riley Elf havde længere, lidt ribbede bageste vinger og større støvler, der gav bilerne en mere traditionel tre-boks design. Front-end behandling, som er indarbejdet hver marque traditionelle opretstående kølergitter design, også bidraget til en mindre utilitaristiske udseende. Bilerne havde i større diameter krom fælge end Austin og Morris Minier, og yderligere krom, kofanger overriders og træ-finér dashboards. Det Riley var dyrere af de to biler. [25] Navnet "Wolseley Hornet" blev først brugt på et 1930'erne sportsvogn, mens navnet "Elf" henviste til Riley Sprite og Imp sportsvogne, også i 1930'erne. Den fulde bredde dashboard var en differentiator mellem Elf og Hornet. Denne bedre instrumentbrættet var tanken om Christopher Milner salgsdirektøren for Riley.

Begge biler gik gennem tre versioner. I første omgang brugte de 848 cc motor, skifter til en enkelt karburator version af Cooper's 998 cc motor i Mark II i 1963. Den MKIII ansigtsløftning af 1966 bragte vind-up vinduer og frisk luft fascia væld; også skjulte dørhængsler to år før disse blev set på det almindelige Mini. 30.912 Riley Elfs og 28.455 Wolseley Hornets blev bygget. [20]

Mark II Austin Mini landsmand [redigér] Morris Mini Traveller og Austin Mini landsmand (1961-1969)
To-dørs ejendom biler med dobbelt "lade"-stil bageste døre. Begge var bygget på en lidt længere chassis på 84 tommer (2,14 m) i forhold til 80,25 tommer (2,04 m) for salonen.

Det luksuriøse modeller havde dekorative, ikke-bærende træmaterialer skær i den bageste organ, der gav bilen en lignende udseende til de større Morris Minor ejendom, som havde nogle af udseendet af en amerikansk-stil 1950'erne Woodie. Ca. 108.000 Austin Mini Landsmænd og 99.000 Morris Mini Travellers blev bygget. [20]

[Redigér] Mini Van (1960-1982)
En kommerciel panel van normeret til -ton lasteevne. Bygget på længere Traveller chassis, men uden sideruder, det viste sig populær i 1960'erne Storbritannien som et billigere alternativ til bilen, det var klassificeret som et erhvervskøretøj og som sådan, der ikke omsætningsafgift. Et sæt af simple stemplet stål slots serveret i stedet for en dyrere krom gitter. Mini Van blev omdøbt, da Mini 95 i 1978, er antallet, der repræsenterer totalvægt på 0,95 tons. 521.494 blev bygget. [20] Trods denne omdøbning fortsatte bilkørsel offentlige til at kalde den Mini Van, som bevirker, at [redigér] kredsen af køretøjer kendt som minivans i andre lande er nævnt i Storbritannien som MPV'er.

[Redigér] Mini Moke (1964-1989)
Uddybende artikel: Mini Moke
Et værktøj køretøj beregnet til den britiske hær, for hvem et par tomotores 4-hjuls-drev udgaver blev også bygget. Selv om 4WD Moke kunne forcere en 01:02 gradient, det manglede nok frihøjde til militær brug. [26] enmotorede front-hjulstræk Moke nød en vis popularitet i civil produktion. Omkring 50.000 blev foretaget i alt [20] fra 1964 til 1968 i Storbritannien, fra 1966 til 1982 i Australien og fra 1983 til 1989 i Portugal. [27] Bilen var med i det kult 1967 TV serien Prisoner, og er populær i ferie steder som Barbados og Macau, hvor Mokes blev brugt som politi biler. Mokes blev også til rådighed for leje der så sent som i marts 2006. "Moke" er gammeldags britisk slang for et æsel.

En Mini Pickup. [Redigér] Mini Pick-up (1961-1982)
En pick-up truck, 11 ft (3,4 m) fra næse til hale, som bygger på længere Mini Van platform, med en open-top bageste fragtområdet og en bagklap. Fabrikken er angivet vægten af Pickup som mindre end £ 1.500 (680 kg) med en fuld 6 imperial gallon (27 L; 7 US gal) brændsel.

Som med Van gjorde Pickup ikke har en bekostelig krom gitter. I stedet et simpelt sæt af stemplede metal slots tilladt luftstrømmen ind i motorrummet. Den Pickup var spartansk i grundlæggende form, selv om fabrikken brochure informeret potentielle købere, at "[a] fuldt udstyret Mini Pick-up er også tilgængelig som omfatter en recirculatory vandvarmer." Passager-side solskærm, sikkerhedsseler, lamineret forrude, tilt rør og dækker var tilgængelige på det koster ekstra. [28] Ligesom van blev afhentning omdøbes til Mini 95 i 1978.

I alt 58.179 Mini Transport blev bygget. [20]

[Redigér] Morris Mini K (marts 1969 - august 1971, Australien kun)
Indbygget i den australske British Motor Corporation fabrikken i Zetland, NSW bruger 80% lokalt indhold, var Morris Mini K annonceres som "store spring fremad". [29] Mini K ('K' stående for Kangaroo) havde en 1098 cc motor og var den sidste runde-næse-modellen skal produceres i Australien, oprindeligt prissat til $ 1.780 (AUD).

[Redigér] Mini Cooper og Cooper S: 1961-2000
Issigonis 'ven John Cooper, ejer af Cooper Car Company og designer og producent af Formula One og rallybiler, så potentialet i det Mini for konkurrencen. Issigonis blev oprindeligt tilbageholdende med at se Mini i rollen som en performance bil, men efter John Cooper appellerede til BMC forvaltning, de to mænd sammen om at skabe den Mini Cooper, en adræt, økonomisk og billig bil. Austin Mini Cooper og Morris Mini Cooper debuterede i 1961. [7] [30]

Den oprindelige 848 cc motor fra Morris Mini-Minor fik en længere slagtilfælde at øge kapaciteten til 997 cc, en styrkelse af magt fra 34 hk til 55 hk (25 til 41 kW) [14]. Bilen featured en racing-tunet motor, twin SU karburatorer, en tættere-ratio gearkasse og front skivebremser, ualmindelige dengang i en lille bil. Et tusind enheder af denne version blev bestilt af ledelsen, der er bestemt til og konstrueret til at opfylde godkendelseskravet reglerne i gruppe 2 rally racing. De 997 cc motor blev udskiftet med en kortere slagtilfælde 998 cc enhed i 1964.

1963 Austin Mini Cooper SA kraftigere Mini Cooper, kaldet "S", blev udviklet i tandem og udgivet i 1963. Med en 1071 cc motor med en 70,61 mm boring og nitrided stål krumtapaksel og styrkes nederste ende for at tillade yderligere tuning og større servo-assisteret skivebremser, 4.030 Cooper S biler blev fremstillet og solgt indtil modellen blev opdateret i august 1964. Cooper også produceret to S-modeller specielt til kredsløb væddeløb i henhold til 1000cc og under 1300cc klasser henholdsvis normeret til 970 cc og en 1275 cc, både med 70.61mm boring og som begge også var udbudt til offentligheden. Den mindre motor-modellen blev ikke vel modtaget, og kun 963 var blevet bygget, da modellen blev afbrudt i 1965. Den 1275 cc Cooper S modeller fortsatte i produktion indtil 1971.

Salget af Mini Cooper var som følger: 64.000 Mark I Coopers med 997 cc eller 998 cc motorer; 19.000 Mark I Cooper S med 970 cc, 1071 cc eller 1275 cc motor; 16.000 Mark II Coopers med 998 cc motorer; 6.300 Mark II Cooper S med 1275 cc motor. Der var ingen Mark III Coopers og bare 1.570 Mark III Cooper S '.

Mini Cooper S fortjent anerkendelse med Monte Carlo Rally sejre i 1964, 1965 og 1967. [31] Minis starten var placeret første, andet og tredje i 1966 rally så godt, men blev diskvalificeret efter en kontroversiel beslutning, som den franske dommere. Bortfaldet i forbindelse med brug af en variabel modstand forlygte dæmpning kredsløb i stedet for en dobbelt-glødelampe. [32] Det skal bemærkes, at Citroën DS, som blev til sidst tildelt første sted havde ulovlige hvide forlygter men undslap diskvalifikation. [33] Føreren af Citroën, Pauli Toivonen, var tilbageholdende med at acceptere trofæ og svor, at han aldrig ville race for Citroën igen. [34] BMC sandsynligvis fik mere omtale fra diskvalifikation, end de ville have fået fra en sejr. [35]


Oversættelse fra Engelsk til Dansk
I 1971 blev Mini Cooper design licens i Italien ved Innocenti og i 1973 til Spanien ved Authi (Automóviles de Turismo Hispano-Ingleses), som begyndte at producere Innocenti Mini Cooper 1300, og Authi Mini Cooper 1300, henholdsvis. Det Cooper navn forsvandt fra den britiske Mini række på dette tidspunkt, da British Leyland (som det var da) angiveligt ikke ønsker at betale John Cooper royalties for brugen af hans navn, så det var ikke set igen på Minis i næsten 20 år!

En ny Mini Cooper navngivet RSP (Rover Special Products) blev kort relanceret i 1990-1991, med lidt lavere ydelse end 1960'erne Cooper. Det viste sig så populær, at den nye Cooper-mærket Mini gik i fuld produktion i slutningen af 1991. Fra 1992 var Coopers udstyret med en brændstof-indsprøjtning version af 1275 cc motor, og i 1997 en multi-point indsproejtningsmaengden motor blev introduceret, sammen med en frontmonteret radiator og forskellige forbedringer af sikkerheden. [36]

[Redigér] Mini Clubman og 1275GT: 1969-1980
Mini Clubman
Produktion 1969-1980
Forsamlingen Longbridge, Birmingham, West Midlands, England
Setúbal, Portugal, Porirua, New Zealand
Karrosseriform (r) 2-dørs ejendom
Motor (er) 1275 cc I4
1098 cc I4
998 cc I4
I 1969, under ejerskab af British Leyland var Mini givet en ansigtsløftning af stylist Roy Haynes, der tidligere havde arbejdet for Ford. De nyindrettede version blev kaldt Mini Clubman, og har en firkantede frontal look ved hjælp af den samme indikator / sidelys samling som Austin Maxi. Mini Clubman var bestemt til at erstatte den fine Riley og Wolseley versioner. En ny model, døbt 1275GT, var dømt som erstatning for 998 cc Mini Cooper (den 1275 cc Mini Cooper S fortsatte sammen med 1275GT for to år indtil 1971). Den Clubman Estate overtog hvor bonden og Traveller slap.

Men fortsat British Leyland til at producere det klassiske 1959 "runde-front" design, sammen med de nyere Clubman og 1275GT modeller (der blev erstattet i 1980 af den nye hatchback Austin Metro, mens produktionen af den originale "runde-front" Mini design fortsatte for yderligere 20 år.)

Produktionen af Clubman og 1275GT fik en langsom start fordi bilerne indbygget "masser af produktionsændringer" herunder flytning af værktøj fra fabrikantens Cowley anlæg til Longbridge plante: meget få biler blev udleveret til kunderne, før de første måneder af 1970. [37]

Tidlig hjemmemarkedet Clubmans stadig var leveret på tværs af lag dæk trods af, at I 1970 radials var blevet normen for bilens mainstream konkurrenter [37]. I 1973 nye Minis var som standard, som blev overført med radialdæk, selv på tværs af Lagene kunne specificeres ved speciel ordre, der giver britiske købere en pris besparelse på £ 8 [38].

Det 1275GT er ofte fejlagtigt beskrevet som "Mini Clubman 1275GT". Det officielle navn var altid bare "Mini 1275GT", og det var en separat, adskilt model fra Clubman (omend det delte samme frontal behandling som de Mini Clubman, og blev lanceret på samme tid).

I 1971 blev 1275 cc Mini Cooper S ophørte i Det Forenede Kongerige, forlader Mini 1275GT som den eneste sportslige Mini til salg i resten af dette årti. Innocenti i Italien fortsatte dog med at gøre deres egen version af Mini Cooper i nogen tid. Mens det britiske bygget 1275GT var ikke nær så hurtig som en 1275 Mini Cooper S, var det billigere at købe, køre og forsikre. Det var den første Mini skal være udstyret med en omdrejningstæller. Det er også bød på en standard-fit close-ratio gearkasse. Udfoerelse af 1275GT var livlig for tiden, at opnå 0-60 km / h (97 km / t) på 12,9 sekunder, og den fremragende mellemtone drejningsmoment tilbudt en 30-50 km / h (48-80 km / t) gang i højeste gear på kun ni sekunder. Den bluff front, dog betydet, at den model, kæmpede for at nå op på 90 mph (140 km / t). Den 1275 cc A-serie motor kunne billigt og nemt indstilles, selv om de billige købsprisen og fremtrædende "SideWinder" dør striber betød, at denne model udviklet et ry som noget af en "boy-racer særlig" i 1970'erne og i 1980'erne .

Mini Clubman og 1275GT var ansvarlige for to bilkørsel "firsts": de var de første biler til at bruge en flexi trykt-kredsløb bag instrumentbrættet instrumenter (universel dag, men teknisk avanceret for 1969). For det andet 1275GT var det første køretøj, der skal tilbydes med køre-flade dæk fra 1974 denne model kunne bestilles med valgfri Dunlop Denovo dæk på 12-tommer (300 mm) diameter fælge. I tilfælde af en punktering, vil Dunlop Denovo dæk ikke sprænges og hurtigt deflatere, men fortsat kan anvendes sikkert med hastigheder på op til 50 km / h (80 km / t). Det var en nyttig sikkerhedsfunktion, selvom den øgede vejstøj og relativt dårlige greb dette dæk betød, at mange 1275GT købere ignoreret denne mulighed.

Op gennem 1970'erne fortsatte British Leyland til at producere det klassiske 1959 "runde-front" design, sammen med de nyere Clubman og 1275GT modeller. Den lange-næse Clubman og 1275GT tilbydes bedre kollisionssikkerhed, var bedre udstyret, og havde langt bedre under-motorhjelm adgang, men de var dyrere og aerodynamisk ringere end den oprindelige 1959-design. Mini Clubman og 1275GT blev erstattet i 1980 af den nye hatchback Austin Metro, mens produktionen af den originale "runde-front" Mini design fortsatte i endnu 20 år. Ved udgangen af Clubman og 1275GT produktion, 275.583 Clubman saloons, 197.606 Clubman Estates og 110.673 1275GTs var gjort [20].

[Redigér] Clubman i Australien

Den Leyland Mini LS blev produceret af Leyland Australien fra 1977 til 1978.For det australske marked, fik alle Minis herunder Van den Clubman front i 1971, selv om bilen stadig var dybest set en Mk I bag A-søjlen. [39] The Australian van blev dermed den eneste Clubman Van produceres overalt i verden. [39] Fra midten 1971 til udgangen af 1972, en Clubman GT version af sedan blev produceret. [40] Dette er i realiteten en Cooper S i Clubman krop, udstyret med samme 7,5-tommer (190 mm) skivebremser, twin brændstoftanke, og twin-carb Cooper S 1275 cc motor. Australian Clubman sedans blev markedsført under Morris Mini Clubman navn da den blev indført i august 1971, [41], og som Leyland Mini, uden Clubman navn, fra februar 1973. [42]

[Redigér] Mark III og fremefter: 1970-2000
Mk III
Produktion 1970-1975
Forsamlingen Pamplona, Spanien
Longbridge, Birmingham, West Midlands, England
Zetland, New South Wales, Australien
Seneffe, Belgien
Arica, Chile
Setúbal, Portugal
Cape Town, Sydafrika, Petone, New Zealand
Karrosseriform (r) 2-dørs sedan
2-dørs van
2-dørs lastbil
Motor (er) 1275 cc I4
998 cc I4
850 cc 14
Mk IV
Produktion 1976-1983
Forsamlingen Pamplona, Spanien
Longbridge, Birmingham, West Midlands, England
Zetland, New South Wales, Australien
Seneffe, Belgien
Arica, Chile
Setúbal, Portugal
Cape Town, Sydafrika, Petone, New Zealand
Karrosseriform (r) 2-dørs sedan
2-dørs van
2-dørs lastbil
Motor (er) 1275 cc I4
998 cc I4
1100 cc 14
De Mark III Mini havde en modificeret karrosseri med nok ændringer til at se fabrikken kodeskift fra ADO15 til ADO20 (som den deler med Clubman). De mest åbenlyse ændringer var større døre med skjulte hængsler. Kundernes efterspørgsel førte til skydevinduer blive erstattet med slyngede windows-selvom nogle australske fremstillede Mark I Minis havde vedtaget denne funktion i 1965 (med åbning quarterlight vinduer). Suspensionen tilbage fra Hydrolastic til gummi kegler [43] som en omkostningsbesparende foranstaltning. [44] (Den 1275 GT og Clubman ville bevare hydrolastic system indtil juni 1971, hvor de også skiftes til gummi kegle suspension af den oprindelige Minier [43].)

Produktionen på Cowley anlægget blev afsluttet, og den simple navn Mini fuldstændigt erstattet den separate Austin og Morris mærker. [45]

I slutningen af 1970'erne indførte Innocenti Innocenti 90 og 120, Bertone-designet hatchbacks baseret på Mini-platformen. Bertone har også skabt en Mini Cooper tilsvarende, døbte Innocenti De Tomaso, at sported en 1275 cc motor svarende til MG Metro motor, men med en 11 stud hoved, en speciel manifold indgang og brugte "A" kobling i stedet for "ombyttet" type. Den vigtigste egenskab var udnyttelsen af homokinetic skakter, så man undgår gummi koblinger.

På det tidspunkt var det Mini stadig enormt populær i Storbritannien, men det var på udkig i stigende grad forældet i lyset af nyere og mere praktisk rivaler herunder Ford Fiesta, Vauxhall Chevette, Chrysler Sunbeam, Fiat 127, Volkswagen Polo og Peugeot 104. Siden slutningen af 1960'erne, havde planer været på plads for en nyere og mere praktisk superminier at erstatte den, selv om Mini var stadig den eneste bil af denne størrelse bygget af British Leyland til hjemmemarkedet.

Rapporter fra Mini's forestående bortgang dukkede igen i 1980 med lanceringen af Austin Mini-Metro (badging med ordet mini i alle små bogstaver). I New Zealand i 1981, medvirkede Mini på en biltur film instrueret af Geoff Murphy kaldt Goodbye Pork Pie. Mini var begyndt at falde i unåde i mange eksportmarkeder, med den sydafrikanske, australske og New Zealand var alle indstillede produktionen omkring dette tidspunkt.

Selv om Mini fortsatte efter Metro lancering var produktionsmængderne reduceret som British Leyland og efterfølgende kombinere Rover-koncernen koncentreret om Metro som sine vigtigste SuperMini. Faktisk, 1981 blev Mini sidste år i top ti af Storbritanniens mest solgte biler, da det kom niende og Metro var femte.

Mark III (indført i november 1969) havde vinden op-vinduer med intern dørhængsler undtagen for van og pickup modeller. Bagagerumsklappen mistet den oprindelige hængslede nummerplade og dens fordybning form og en stor bageste farvekodet lampe var monteret i stedet for, sammen med større bageste sideruder.
Mark IV (indført i 1976) havde en front gummi monteret subframe med enkelt tårn bolte og bagramme havde nogle større buske indført. Twin stilk indikatorer blev indført med større mund pedaler. Fra 1977 og fremefter, havde den bageste retningsviserblinklys den omvendte lys indarbejdet i dem.
Mark V (fra 1984): alle biler var 8,4-tommer (210 mm) bremseskiver og plast hjulkasser (mini særlige buer), men beholdt de samme Mark IV karrosseri form.
Mark VI (fra 1990): motoren fastgørelsespunkter blev flyttet frem for at tage 1275 cc kraftenheder, og omfatter HIF carb version, plus det eneste indsproejtningsmaengden bil, der kom ud i 1991. De 998 cc kraftenheder blev indstillet. Intern motorhjelm frigivelse var monteret fra 1992.
Mark VII var den sidste twin punkt injektion med frontmonteret radiator.
Mk V
Produktion 1984-1989
Forsamlingen Longbridge, Birmingham, West Midlands, England
Karrosseriform (r) 2-dørs sedan
Motor (er) 1275 cc I4
998 cc I4
Mk VI
Produktion 1990-1995
Forsamlingen Longbridge, Birmingham, West Midlands, England
Karrosseriform (r) 2-dørs sedan
Motor (er) 1275 cc I4
Mk VII
Produktion 1996-2000
Forsamlingen Longbridge, Birmingham, West Midlands, England
Karrosseriform (r) 2-dørs sedan
Motor (er) 1275 cc I4
[Redigér] Slutningen af produktionen
Gennem 1980'erne og 1990'erne på det britiske marked havde mange "særlige udgaver" af Mini, der skiftede bilen fra et massemarked punkt i et fashionabelt ikon. Det var dette billede, at der måske hjalp Mini bliver sådan et aktiv for BMW, som senere købte resterne af BMC, som Rover-koncernen. Det var endnu mere populært i Japan, hvor det blev betragtet som en retro-cool ikonet, og inspireret mange Efterlignere. ERA Mini Turbo var særlig populær hos japanske købere.

I 1994, under Bernd Pischetsrieder, en kusine, når fjernet af Issigonis BMW overtog kontrollen med Rover-koncernen, som omfattede Mini, montering en airbag til at overholde EU-lovgivningen.

I marts 2000 blev Rover stadig lider massive tab, og BMW har besluttet at afhænde de fleste af selskaberne. Den sell-off blev afsluttet i maj samme år. MG og Rover gik til Phoenix, en ny britisk konsortium og Land Rover blev solgt til Ford Motor Company. BMW beholdt Mini navn og den planlagte nye model, som giver Rover midlertidige rettigheder til varemærket og gør det muligt at fremstille og sælge løbe-out model af den gamle Mini. I april 2000 bestod mellem fire versioner: Mini Classic Syv, Mini Classic Cooper, Mini Classic Cooper Sport og-for oversøiske europæiske markeder-the Mini Knightsbridge. Den sidste Mini (en rød Cooper Sport) blev bygget den 4. oktober 2000 og forelagt for British Motor Industry Heritage Trust i december samme år. [3] I alt 5.387.862 biler var blevet fremstillet [20].

Efter den sidste af Mini produktion var blevet solgt, "Mini" navn tilbage til BMW ejerskab. Den nye 'BMW' MINI er teknisk relateret til den gamle bil, men bevarer den klassiske tværgående 4-cylindret, front-hjulstræk konfiguration og ikoniske "bulldog" holdning af originalen.


Tidslinje
August 1959: Indførelse af Austin Seven, Morris Mini-Minor og Morris Mini-Minor DL 2-dørs saloner, alle med tværgående monteret 848 cc motor og 4-trins manuel gearkasse.
1960: Indførelse af Austin Seven landsmand og Morris Mini-Minor Traveller 3-dørs godser, begge med 848 cc motor fra sedan modeller.
1961: Indførelse af Austin Seven Super og Morris Mini-Minor Super 2-dørs saloner.
1961: Indførelse af Austin Mini Cooper og Morris Mini Cooper 2-dørs sedan, både med større 997 cc 55 hk (41 kW) motor.
Januar 1962: Alle tidligere Austin Seven modeller nu officielt hedder Austin Mini.
Marts 1962: pvc sædebetræk erstattet klud betræk på entry level model ("grundlæggende Mini"). [46]
1962: "De Luxe" og "Super" seponeres betegnelser. "Super de Luxe" udpegelse indført. Modificeret instrument panel nu inkluderet olietryk og vand temperaturmålere. [46]
Marts 1963: Indførelse af Austin Mini Cooper 1071 S og Morris Mini Cooper 1071 S 2-dørs saloons, både med større 1071 cc 70 hk (52 kW) motor.
1964: Indførelse af Mini Moke.
April 1964: Indførelse af Austin og Morris Mini-Cooper 998, Mini-Cooper 970 S og Mini-Cooper 1275 S. 1275 S modeller har 1275 cc 76 hk (57 kW) motor. Automatisk transmission til rådighed som en mulighed for de 998 cc Austin Mini-Cooper 998 og 1275 S. Forrige Mini-Cooper 997 og 1071 S modeller droppet.
1965: Mini Cooper 970 S afbrydes.
Oktober 1965: Automatisk transmission nu tilgængelig som en option på standard Austin / Morris Mini og Morris Mini SDL.
Oktober 1967: Mark 2 række lanceret med facelift og opgraderet udstyr. Austin Mini område som følger: 850, 1000, Cooper 998 og Cooper 1275 S 2-dørs saloons og 1000 landsmand 3-dørs ejendom. Morris Mini område som følger: 850, 850 SDL, 1000 SDL, Cooper 998 og Cooper 1275 S 2-dørs saloons og 1000 Traveller 3-dørs ejendom. Valgfri automatisk transmission til rådighed på alle Austin-modeller (undtagen 850) og Morris Mini 1000 SDL sedan.
September 1968: Manuel fire hastighedskoder gearkasse med synchromesh på alle fire gear til fremadkørsel indført [43].
Marts 1969: Lancering af Morris Mini K en australsk-only model fremstillet i det australske British Motor Corporation fabrikken i Zetland NSW bruger 80% lokalt indhold
Oktober 1969: Adskil Austin og Morris badging nu slået sammen i Mini 850/Mini tusind badging. Range reduceres til: 850, 1000, Clubman, Cooper S og 1275 GT 2-dørs coupéer og Clubman 3-dørs ejendom. Valgfri automatisk transmission til rådighed på alle undtagen 1275 GT.
April 1974: En vandvarmer blev standard udstyr på entry level Mini 850 (der nu allerede er inkluderet i standard specifikationen af de andre modeller i nogen tid) [43].
[Redigér] Limited editions
Uddybende artikel: Liste over Mini begrænset oplag
Fra Mark IV videre, var mange specielle begrænset produktion udgaver af Mini tilbydes. Disse omfattede modeller, der blev oprettet til minde om racing sejre eller at fejre et jubilæum af Mini marque. Limited editions generelt kom udstyret med en unik kombination af indvendige og udvendige trim og særlige decals. Som eksempler kan nævnes Mini 1100 Special, Mini Rio, Mini Mayfair, Mini Park Lane, Mini Italian Job, Mini Cooper RSP, Mini Flame, Mini Racing og Mini Monza som anses for at være en af de mest eftertragtede begrænset oplag nogensinde.

[Redigér] Begreber og uopført prototyper
Fra 1967 til 1979, havde Issigonis været at designe en erstatning for Mini i form af en eksperimentel model kaldet 9X. [7] Det var længere og mere kraftfuld end den Mini, men på grund af politisering inde British Leyland (der nu var blevet dannet ved fusion af BMC's moderselskab British Motor Holdings og Leyland Motor Corporation), har bilen ikke nå produktion. Det var en spændende "kunne-have-været"; bilen var teknologisk avancerede, og mange mener, at det ville have været konkurrencedygtig indtil 1980'erne.

En række prototyper fremstillet til køretøjer på grundlag af Mini, men som aldrig set produktion afvikles, og til tider vises på British Heritage Motor Centre museum på Gaydon, Warwickshire. Disse omfattede Twini, en omlagte fire-hjulstræk Moke med to motorer-en foran og en anden på bagsiden, den Austin Ant, et andet forsøg på at fremstille en fire-hjulstræk køretøj, denne gang med en overførsel sag og en to-sæders cabriolet MG udgave af Mini, aflyst på grund af det at blive opfattet som konkurrence for MG Midget.

I 1992 overvejer et projekt mulige forbedringer til Mini blev startet. Kodenavnet Minki ("Mini" plus K-serie motor), den indeholdt en redesignet dashboard, en to-delt bagklap i stedet for en boot, fold ned bagsæder, Hydragas suspension og en 3-cylindret udgave af K-serien motor med en 5-trins gearkasse. [47]

Imidlertid blev projektet annulleret af ledelsen i Rover, som besluttede, at udgifterne til ingeniørarbejde ændringerne, og opnå overensstemmelse med moderne crash prøvningsstandarder, var for stor for den produktionsmængde, der kan forventes af en ajourført Mini.

I 1995 ideen til at opdatere Mini igen dukket men denne gang med BMW forvaltning. Som en del af processen for at beslutte, hvordan man erstatte Mini, en bil, der repræsenterer det nuværende Mini kunne være blevet, var hvis det var blevet udviklet yderligere i sin produktion historie, bestilt. [47] Dette resulterede i Minki designede II, til at huse 1.4L MPI K-serie motor med en omfattende redesign indeni, men uden den oprindelige Minki's bagklappen. Bilen skulle være udvidet ved 50mm og forlænget med 50 mm til at rumme den nye motor og gearkasse, med Hydragas suspension og dashboard fra en Rover 100. Den Minki-II blev anvendt til Hydragas udviklingsarbejde, idet denne suspension behandles på det tidspunkt for 59 projekt, der senere skulle blive den BMW MINI.

[Redigér] Eksotiske Minier og berømtheder
Mini var en kulturel ikon og dukker op i film som The Italian Job (1969), hvor 3 Mark I Austin Mini Cooper S biler er anvendt i en guld bullion røveri i The Bourne Identity (2002) som et beat-up men overraskende stand køretøj for en biljagt, Goodbye Pork Pie (1981), hvor en gul Mini 1000 er brugt til at rejse længden af New Zealand, eller i Lara Croft: Tomb Raider (2001) som et samlerobjekt modeikon garaged sammen med andre klassiske sportsgrene biler. Det har også beskrevet i tv-shows som f.eks Mr. Bean og (som Mini Moke) i The Prisoner. Madeline Zimmer, i Jean-Luc Godard's maskulin feminin (1966), sagde hun håbede hendes nye single ville være et stort hit, så hun kan købe en Morris Cooper.

I 1960'erne og 1970'erne, også Mini blev en veritabel "fashion statement". Mange berømtheder fra den tid kørte Minis, der var blevet tilpasset ved berømte britiske coachbuilders. Som eksempler kan nævnes Peter Sellers 'flet side-paneler Mini bygget af Hooper (Rolls-Royce karetmager) [48] [49], som udkom i hans film A Shot in the Dark. Ringo Starr's hatchback designet af Radford, der også bygget en Mini de Ville til Britt Ekland, Peter Sellers 'hustru, med en speciel bageste ejendom vogn døren. [50] Radford også indbygget Mini de Villes for John Lennon, Marianne Faithfull og en psykedelisk version der dukkede op i The Beatles filmen Magical Mystery Tour, der ejes af George Harrison, der fastholdt det gennem årene og havde det genoprettes, herunder kunst, før du gør en udseende med den på Goodwood så sent som i juni 1998. [51] Marianne Faithfull kørte hende duo-tone de Ville til lov domstole at høre Mick Jagger's appel af hans stof domfældelse i 1967. [51] Det samme år John Lennon kørte hans de Ville hatchback til Apple Studios efter høring af Brian Epstein's død. På omtrent samme tid, Radford også i vidt omfang tilpasset en 1275 Mini-Cooper S for Abe Michael Nesmith, der gav dramatisk forbedret ydeevne kombineret med luksus og stilhed. [51] Coachbuilders Træ & Pickett også gjort en særlig version kaldet Markgreve og Markgrev SE, [ 49] [52], der sælges af Mayfair forhandlere i mod London og andre steder. Marc Bolan berømt døde, da Mini Clubman GT1275, hvor han var passager ramte et træ i Barnes, London den 16. september 1977. Hjemmesiden er nu officielt anerkendt af den engelske Tourist Board som Bolan's Rock helligdom [53]

I 1980'erne en meget eksklusiv mini forelå med kun 3 gøres. Det var BAC-M30 mini. BAC-M30 featured en 1380 avonbar ændret motor, var udstyret med Recaro sæder og en brugerdefineret instrumentbræt, den ene var mest mærkbart ejet af Bernie Ecclestone, og for nylig bortauktioneret. [54]

[Redigér] Kit biler og tilpasning

En af tre Outspan Orange Minis, fotograferet på Madeira Drive i Brighton.Main artiklen: Liste over Mini baseret biler
Den cheapness, enkelhed og let tilgængelighed af brugte Minier gøre det til en ideel kandidat til kroppen udskiftning. Der er over 120 mini-baserede kit biler fra forskellige små virksomheder og individuelle entusiaster. Der er også talrige dramatisk ændret Minis såsom et sæt af tre gade-juridiske biler frem til at ligne gigant appelsiner som en forfremmelse inden for Outspan selskab, en Mini, der blev lavet til at ligne en bindingsværk sommerhus, komplet med stråtag og vinduer med gardiner. Nogle entusiaster har drastisk forkortet eller sænket deres biler for at gøre dem endnu mindre. Der er også en "sprint shell", som har en lavere tag og en lille krop hugge, som dramatisk reducerer drag. Andre laver små udgaver af strakte limousiner, dobbeltdækker busser, monster trucks, autocampere og mange andre former for køretøjer fra brugte Minier.

År efter Mini endte sin produktion løbe, er der stadig masser af tredjepart dele-både reservedele for restaurering og ydeevne dele til race tuning. [55] [56] [57] [58] [59]

I betragtning af den lave vægt og god håndtering af Mini er det også populært at lave en motor swap sætte i et moderne, højtydende motor som Rover K-serie, en Honda VTEC B16A2, en Suzuki Swift GTi, en bagmonteret Yamaha R1 motorcykel motor eller Vauxhall 16V 2 liter c20 XE "rød top" motor, blandt forskellige alternativer. [60]

[Redigér] Awards
Mini har vundet mange priser i årenes løb, måske det mest bemærkelsesværdige kan nævnes: "Car of the Century" (Autocar Magazine 1995), "Number One Classic Car of All Time" (Classic & Sports Car magazine 1996) og "European Car of the Century "i en verdensomspændende Internet meningsmåling drives af den prestigefyldte Global Automotive Valget Foundation i 1999. Mini lykkedes andenpladsen (bag Model T Ford) for "Global Car of the Century" i den samme meningsmåling.

I slutningen 5.300 tusind Minis blev solgt, hvilket gør det langt den mest populære britiske bil nogensinde er lavet. Tusindvis af disse er stadig på vej, og de resterende pre-1980'erne versioner er fast etableret som samlerobjekter.

[Redigér] Minis i USA

En typisk møde i Mini Ejere af Texas klub i Grapevine, Texas.Between 1960 og 1967, BMC eksporteret omkring 10.000 venstrestyrede BMC Minis til USA. Salget blev afbrudt når strengere føderale sikkerhedsnormer blev indført i 1968; Minis akselafstand var for kort til at overholde. Det A-serie motor, i modsætning til hvad mange tror, var i fuld overensstemmelse med føderale og statslige emissionsstandarder, som det fremgår af Austin America, som blev solgt i USA indtil 1972. Da dette var en større bil, er det mindste akselafstand lovgivning ikke påvirkede dens salgbarhed.

På trods af dette, holde en lille gruppe af entusiaster arven fra den oprindelige bil i live i USA, hvor biler mere end 25 år gamle er generelt fritaget fra emissioner. Minis, der oprindeligt var solgt i USA bliver svære at finde, så de fleste af de restaurerede Minier kører nu i USA er blevet indført af de enkelte entusiaster-typisk fra Australien eller New Zealand, hvor klimaet har begrænset mængden af rust dannelse og biler er til rådighed for relativt lave priser. Der er stigende problemer med at finde biler, der er gamle nok til at opfylde de 25 år emissioner fritagelse, og alligevel stadig er i en fornuftig stand. Dette har medført, at nogle importører at placere køretøjets identifikationsnummer (VIN) plader fra ældre biler på Minis, der er mindre end 25 år gamle påstand om, at bilen var "repareret" ved at erstatte hver enkelt del med undtagelse af VIN pladen. Disse køretøjer kaldes "re-Vins" og er overraskende almindelige. [61] Dette kan lade sådanne importører åben for beskyldninger om en "Ship of Theseus" svig, f.eks ramte den sene Boyd Coddington fra staten Californien.

[Redigér] Popularitet

En Almond Green Mark I Morris Mini MinorAt sit højdepunkt, var Mini en stærk sælger i de fleste af de lande, hvor det blev solgt, med Det Forenede Kongerige uundgåeligt får den højeste mængder.

Det var en stor sælger i mini-bil marked, som det næsten monopoliseret indtil ankomsten af Hillman Imp i 1963. Det omfattende solgte mere af Imp, og det var 16 år, før Mini modtaget en alvorlig trussel mod sin salgssucces. Denne trussel kom i form af den langt mere moderne og praktiske Vauxhall Chevette af 1975, men Mini fortsatte med at sælge i store mængder og var stadig meget populær, da dens "udskiftning"-the Metro-ankom i 1980. På dette tidspunkt havde Mini's design er blevet overhalet af mange mere moderne og praktiske indsats, men det stadig tilbudt spring køreglæde, der blev næsten uovervindelig i denne størrelse bil.

Selv om Metro faktisk aldrig erstattet Mini, tal for produktionen Mini dyppede i 1980'erne, og interessen for den nu ikoniske design var ikke genoplivet, indtil genindførelse af den berømte Mini Cooper i 1989. Dette hjalp bilen bevarer sin ønskeligt og driver appel gennem 1990'erne og helt frem til udgangen af produktionen på 4. oktober 2000. Næsten ti år efter sin død, Mini er stadig et almindeligt syn på Storbritanniens veje, og de mange overlevende pre-1980'erne modeller i særdeleshed er nu i vid udstrækning betragtes som samlerobjekter.

I alt 1.581.887 Minier blev solgt i Storbritannien efter lanceringen i 1959. Den sidste nye en, der skal registreres blev solgt i 2004, der fire år efter afslutningen af produktionen. [3]

[Redigér] Sikkerhed

1974 Mini Clubman Safety Research Vehicle SRV4Issigonis designet Mini med en vægt på aktiv sikkerhed. Spurgte om kollisionssikkerhed af Mini sagde han: "Jeg gør mit biler med sådanne gode bremser, så gode styretøj, at hvis folk kommer i en crash det er deres egen skyld". [62] og "Jeg vil ikke designe mit biler til have uheld ". [63] Det er almindeligt anerkendt, at Mini er designet med fremragende køreegenskaber. [64]

I juli 1965 BMC meddelte, at følgende "kommentarer fra sikkerhedseksperter" om Mini's eksterne doorhandles, vil disse blive ændret på nye biler, således at afstanden mellem håndtaget og døren panel vil være effektivt lukket. [65]

Nicholas Faith anfører i sin bog, at Murray Mackay, en af Storbritanniens førende motorkøretøj krak og sikkerhed forskere [66] var kritisk over for den pre-1967 Mini passive sikkerhedsfunktioner, herunder fremspringende tankdækslet, låsen, og sårbarheden af kabinen plads til motoren indtrængen. [62]

Mini blev trukket tilbage fra det nordamerikanske marked, fordi selskabet ikke kunne opfylde 1968-amerikanske sikkerhedsregler [62] [67] og mere intens emissionsnormer, [68] og blev aldrig ajourført i overensstemmelse med disse regler. [67]

Gennem hele sit liv, var Mini ændret på forskellige måder at forbedre sikkerheden. I 1974 en prototype Mini eksperimenterende sikkerhed køretøj blev bygget (Mini Clubman SRV4), der fremhævede en længere krølle zone, en "fodgængervenlige" front-end, kør-flade dæk, styrket dørtrin, ekstra interne polstring og forsænkede dørhåndtag. [69 ] Jack Daniels, en af de oprindelige Issigonis team, [70] angives at have været i gang med yderligere forbedringer af sikkerheden for Mini, da han gik på pension i 1977. [62] Flere gange blev det mente, at sikkerhedsforskrifter ville stoppe Mini produktion [71 ] Sikkerhed forbedret i 1996, med indførelsen af airbags og sidekollisioner barer. [72] Mini, udfordret af stigende krævende europæiske sikkerheds-og forurening standarder, blev planlagt af British Aerospace, der skal tages ud af produktion i 1996, men BMW har valgt at investere for at holde Mini juridiske indtil lanceringen af BMW MINI. [73]

I januar 2007 Which? magasin opført Mini City i sin "Ti værste biler til sikkerhed (siden 1983)" liste sammen med andre økonomiske, letvægts, brændstoføkonomiske biler som Hyundai Pony 1.2L, Fiat Panda 900 Super, Suzuki Alto GL, Daihatsu Domino, Citroën AX 11 RE, Yugo 45 og 55, Peugeot 205 GL, og Citroën 2CV6 [74].

En britiske ministerium for Transport statistik offentliggørelse, at præsentere beregninger af risikoen for føreren skade i to biler skade kollisioner, baseret på rapporterede trafikuheld data, der anslås at 1990-2000 Mini var en af to små biler (den anden er Hyundai Atoz) , der med en anslået 84% af bilisterne sandsynligvis vil blive skadet, præsenteres den største risiko for førerens skade. Den gennemsnitlige risiko for den lille bil kategori var 76% [75].

[Redigér] Ny MINI

2003 BMW MINI Cooper S og Mark III klassiske Mini.Main artikel: Mini (BMW)
Når produktionen af den klassiske Mini ophørte i 2000, BMW (den nye ejer af varemærket) meddelte efterfølgeren til Mini. Navnet for den nye bil er MINI (skrevet med store bogstaver), [76], og det kaldes normalt "BMW MINI" eller "New MINI".

Den nye MINI er meget større end den oprindelige Mini. Det er omkring 58 centimeter (23 in) længere, 50 cm (20 tommer) bredere, 7 cm (2,8 in) højere, og vejer omkring 1050 kg (2.315 £) snarere end 650 kg (1.433 £). Det er nu klassificeret som kompakt bil i stedet for bybil. [77]

Den 3. april 2007 rullede de en milliontedel MINI ud af Oxford Plant efter seks års produktion, [78] blot en måned længere end det tog den klassiske Mini til at nå samme total i marts 1965.

---

Austin of England