AKT (2008)

Min klasse og jeg har været igennem et fantastisk AKT-forløb med Per Diinhof, som er ansat ved PPR i Århus Kommune. Jeg har lært så utroligt meget af den mand - måske ikke noget, jeg ikke godt kunne i forvejen, men alligevel. Jeg har i den grad fået strammet op på min praksis. Jeg har fået selvtillid omkring de ting jeg gør. Jeg har fået bekræftet, hvad jeg var i tvivl om. Jeg har lært at være mere konsekvent. Jeg er blevet optimist. Jeg har fået masser af guldkorn. Jeg har lært at se efter tegn. Jeg har lært, hvor stor betydning læreren har, for at klassen fungerer.
I gamle dage - altså da jeg var ung og grøn i min lærergerning - adspurgt, hvad der lå til grund for, at en klasse hang i gardinerne, ville jeg straks have svaret: "Det er da fordi eleverne er forkælede, dårligt opdragede osv." Jeg ville uden tvivl have lagt al skyld på eleverne og trukket mig selv ud af ligningen. Jeg gjorde da mit arbejde. Jeg var da forberedt. Det kunne umuligt være min skyld.

MEN - og det vidste jeg også, før Per kom ind i mit liv - selvom vi har elever og forældre, som er håbløse og umulige, så kan vi selv gøre utrolig meget ved at ændre vores praksis - ved at se på os selv og vores forventninger. Og måske er det også helt forkert at tale om SKYLD... Måske skal vi i stedet tale om ANSVAR. For det er da i høj grad mit ansvar at få tingene til at fungere.

Et tankeeksperiment: Jeg har fået en ny klasse. De er alle sammen kinesere. Jeg går ind til dem hver eneste morgen og underviser dem på dansk. Det bedste jeg har lært. De fineste og flotteste forløb. Men det nytter ikke noget. Der sker ingenting. De forstår ikke et hak. Men jeg bliver ved med at undervise dem på MIN måde, for den er der i hvert fald ikke noget galt med. Jeg laver flotte og gennemtænkte forløb og underviser i pensum, men de møg-kinesere forstår ingenting. Så er de også bare selv ude om det. Det er nok deres forældres skyld det hele.

Måske var det ikke det bedste eksempel. MEN når jeg er lærer for en gruppe på cirka 20 børn, og jeg møder op hver dag med min undervisning, som de af en eller anden grund ikke modtager, som jeg har forventet det. Så kan det jo ikke nytte, at jeg bliver ved med at undervise på samme måde, bare fordi jeg mener, det er DEM, der er noget galt med. Så er jeg da også nødt til at tage min egen praksis op til revision og sige, måske skal jeg også ændre holdning / retning.

Så kommer vi tilbage til virkeligheden. Da vi sendte ansøgning til PPR om en AKT-lærer til klassen, var vi ekstremt frustrerede. Vi syntes, vi havde prøvet alt. Masser af klassesamtaler, masser af fællesøvelser, masser af øvelser, der skulle udvikle deres sociale kompetencer - og alligevel fungerede det ikke. Der var stadig elever, vi ikke kunne finde ud af at håndtere, de sprællede og regerede, og vi vidste ikke vores levende råd.

Nu ser situationen anderledes ud. Hvad er der sket?

Jeg vil forsøge at opsummere. Måske glemmer jeg noget, men så må du tilgive mig:

Langt større forældreinformationsniveau. Forældrenes større engagement har stor betydning for klassen. 

Præcisering af problemerne. Før AKT-Per kom, havde vi lærere et billede af, hvori klassens problemer lå, men vi havde alligevel enormt svært ved at definere det klart - og måske også finde ud af HVORDAN vi definerede det. Det har vi fået hjælp til.

Konkret hjælp. AKT-Per kom ikke bare og gav os overordnede betragtninger. Han kom med helt konkrete forløb / idéer / tiltag.

Mine forventninger er blevet positive. Det gør faktisk en kæmpe forskel.