Rillesten 4: Sjællandske sten med riller og kilehuller

© Carsten Carstensen

Artikel nr. 33.

Carsten Carstensen er skovløber på Frederiksborg statsskovdistrikt, som især består af Grib Skov og Store Dyrehave. En væsentlig del af hans arbejde består i at tage vare på de gamle fortidsminder i skovene. I midten af 1990'erne blev Carsten Carstensen involveret i hele postyret om rillestenene, og i denne artikel giver han sit bud på, hvordan rillestenene skal tolkes - og kommenterer den arkæoastronomiske debat om rillestenene. Vi har tidligere bragt tre artikler om de drilagtige rillesten. Nederst i artiklen er der links til disse artikler.

Redaktør og ansvarshavende: Rud Kjems.

rudkjems@gmail.com

RILLESTEN OG KILEHULLER

Inde i skovene er menneskets aktiviteter langt mindre omfattende end andre steder i landet. Dette gør, at de spor, som vi afsætter i skovbunden, kan bevares langt op i tiden. Derfor kan en skov bruges som et arkæologisk arkiv. Har man først fået øje for de utallige kulturspor, som findes i skovbunden, kan en skovtur få helt nye dimensioner. Mange fortidsminder er repræsenteret i skovene - bl.a. dysser, gravhøje, gamle marksystemer og rillesten, som det i denne sammenhæng drejer sig om.

Det var bl.a. på baggrund af de meget store koncentrationer af disse sten bestemte steder på Frederiksborg skovdistrikt (i Store Dyrehave), at vi fik ideen til at lave en samlet registrering af stenene på distriktet. Ialt blev der registreret 289 sten med kløvemærker i Gribskov, Store Dyrehave, Brøde skov, Tirsdagskoven og Selskov. Langt de fleste af disse sten er færdigkløvet, og i mange tilfælde er det frakløvede modstykke fjernet.

Kløvemærkerne kan være kilehuller. Det er rækkevis indhuggede huller, som er ca. 4-7 cm dybe og 4-5 cm "lange." (målt i forhold til kilehulrækkens retning.) De typiske kilehuller er som nævnt 4-5 cm lange, men man kan også finde længder på 8, 14 eller 24 cm. De kan blive så lange, at der kun er plads til to eller tre stk. hen over stenen. Når de har disse længder, kalder vi dem ikke længere kilehuller men riller. (Se fig. 1)

Fig. 1: Til venstre ses en ukløvet sten med lang rille, og til højre en ukløvet sten med kilehuller. De ukløvede sten med kløvemærker er i absolut mindretal, og alle de ukløvede riller har tydelige spor på kanterne af rillerne efter forgæves sprængningsforsøg. Stenen med lang rille til venstre er den eneste, vi har set med rille helt uden spor efter kilepres (foto: © Carsten Carstensen).

En rille er med andre ord et aflangt kilehul. En rille og et kilehul har den samme udformning i dybden. De er begge koniske (V-formede). De har samme variation fra sten til sten i dybde og bredde. Og ikke mindst: begge ses sjældent tættere end femten cm fra stenens kanter. Disse kløvemærker er sporene efter stenhuggernes arbejde i de sidste 900 år og vidner om de tusinder af sten, der er hugget til kvadre eller kløvet kamp, og som i dag indgår i vores slotte og kirker og i almindelige staldbygninger, broer, stenkister og fundamenter til huse.

Op gennem middelalder og nyere tid kløvede man sten med jernkiler (kiler af tørt træ har også været anvendt) spændt op i disse riller eller kilehuller. Mellem rillens eller kilehullets væg og kilen placeredes et tyndt, blødt stykke jern kaldet blikkers. Ved at slå med en hammer spændtes kilerne lige meget op. Trykket skulle være sideværts og ikke i top og bund, og processen måtte ikke forceres. Således kløvedes stenen (se fig. 2).

Fig.2: Fra D. Gilly: "Håndbog i bygningskunst". Første, anden og tredje udgave udkom 1797,1798 og 1811. Tegningen viser kløveprocessen og redskaberne, der blev brugt. Fig. 1 - en biggert. Fig. 2 - en kile. Fig. 3 - en hammer. Fig. 4 - et par blikkers. Fig. 5 - med biggerten laver man den lange rille ved at slå med biggerten på langs ad rillens retning. Fig. 6 - rillen får sin korrekte koniske udformning i dybden ved at der slåes på tværs af rillens retning. Fig. 7 - kilerne sættes og slåes fast med hammeren. Fig. 8 - viser hvorledes kile og blikkers skal sidde i rillen. Fig. 9 og 10 - disse kløvede stykker kamp skal indgå i en stenkiste til vand-underførsel, som det fremgår på billedet.


OM AT SE PÅ KLØVESPOR I GAMLE BYGNINGER

Undersøger man gamle bygninger rundt om i landet, som helt eller delvis indeholder kløvede sten, vil man af og til eller ofte kunne finde sporene efter kløvningen på stenenes kanter. Her vil man opdage, at der er et sammenfald mellem de forskellige bygningers alder og kløvemærkernes udseende. Man vil opdage, at kløveriller ikke indgår i bygninger eller dele af bygninger, der er ældre end 1530'erne. Man ser, at stenkløvningen dukker op med de store kirkebyggerier i den tidlige middelalder, men i disse bygninger finder vi kun kilehuller.

I 1500-tallet var mursten den højeste mode, og her finder vi næsten kun uforarbejdede sten, når kampesten blev brugt i bygninger. De ses især i fundamenter under de kirketårne, som blev bygget i den periode. Herefter kommer perioden fra 1570-erne til et godt stykke op i 1600-tallet. I denne periode opførtes f.eks. Kronborg, Børsen, Frederiksborg slot og en lang række herregårde. Disse bygninger hviler på fundamenter, som består af tilhuggede sten. Disse sten er kløvet ved hjælp af lange riller. I bygninger, som blev opført efter denne periode, finder man kun undtagelsesvis de lange riller. I starten af forrige århundrede begynder man at kløve stenene ved at bore hullerne til kilerne. Det ses som rækker af lange tynde spor efter bor.

Når en kløvet sten skal anbringes i et murværk, er det så godt som altid med kløvefladen udad. Som regel er råmaterialet en marksten, som kløves midt over. Dermed har man to halvdele. Ønsker man ikke at forarbejde dem yderligere, men benytter dem i bygningen som de er, kaldes det kløvet kamp. Disse vil blive anbragt med kløvefladen udad i murværket (fig. 3).

Fig. 3: Murværk af kløvede kampesten, hvor stenene er kløvet ved hjælp af kilehuller og lagt ind i murværket med den kløvede side udad. Kilehullerne er de "hvide" lettere koniske mærker i forlængelse af hinanden på stenenes kanter. Tjæreby kirke (foto: © Carsten Carstensen).

En "kvadersten" er den bearbejdede udgave. Her ville man efter kløvningen hugge hver af de 2 halvdele ud i en afgrænset retvinklet form. Disse sten placeredes ligeledes i bygningen med kløvefladen udad og med den uforarbejdede bagside indad. Når en kvadersten efter at være kløvet skulle hugges til firkant, skete det bid for bid med enten en hulsleben hammer kaldet et "sættejern," hammer og mejsel, eller en biggert. Tilhugningen fortsatte, indtil stenen var helt retvinklet og glat på alle sider undtagen bagsiden (fig 4).

Fig. 4: Fra marksten til kvader:
  1. Spalteretningen findes.
  2. Kilehullerne laves.
  3. Kilerne drives i, og spændingen øges, indtil stenen flækker.
  4. Skiftehøjden afsættes.
  5. Overflødigt materiale fjernes.
  6. Længden afgøres.
  7. Endefladerne tildannes.

Fra Knud Østergårds artikel "Kvaderstensteknik" (Årbøger for nordisk oldkyndighed", 1962).

.

Når man ser et murværk af kvadersten eller kløvet kamp, er det som sagt kløvefladen, der vender udad. Det vil sige, at man altid har muligheden for at se, om sporene efter kløvningen er bevaret. Består murværket af firkanter, bortset fra "bagsiden" (altså modsat kløvefladen), som bevarer sin oprindelige rå og runde form, så finder man dem ikke så tit. Det skyldes selvfølgelig, at kløvesporene er forsvundet, efter at stenen blev hugget til. Særlig svært er det at finde kløvemærker, hvis kvaderen er lavet af en rund sten. Det samme gør sig ikke gældende, når det drejer sig om kløvet kamp. Her vil man som regel altid finde kløvemærkerne. Når man leder efter kløvespor på et murværk af disse meget firkantede kvadersten, bør man huske på, at kløvesporene kun kan optræde på den ene af siderne. Stenen er i sin tid kløvet, men de øvrige 3 sider er fremkommet ved tilhugning.

Det er altså ikke på hver sten, man kan genfinde kløvespor. De er sværest at finde på de ekstremt smukt tilhuggede jyske kvaderstens-kirker. Her vil man kun finde dem på to eller tre kvadre pr. kirke. Der er naturligvis en del spændende undtagelser. Til gengæld kan man finde afslagene fra tilhugningen i kirkegårdsdigerne! Kløvesporene fra dengang, man kløvede med lange riller, er nemmere at genfinde, da kløvefladerne ofte er mindre forarbejdede. I nogle tilfælde ser det ud til, at det er de rå kløveflader, der er lagt ind i murværket.


"SAKRALE" OG TEKNISKE RILLER

De lange riller blev første gang beskrevet i 1970'erne. Det var den daværende skovridder på Københavns distrikt, E. Laumann Jørgensen, der fattede interesse for rillestenene i hans skove. I forvejen havde han en stor viden om skovhistorie og fortidsminderne på hans distrikt.

Den teori, han udkastede, var at rillestenene var tildannet i oldtiden. I bøgerne: "Rillesten, Nerthusfolkeslagenes symbolverden og deres gravpladser" og "Stjerner, støv og stænger, arkæo-astronomi i Danmark" kan man læse, at rillestenene er tildannet i jernalderen, og at de har været anvendt som en slags oldtidsastronomiske observatorier. Ifølge ham er rillerne lavet, så de peger mod solens opgangspunkt på bestemte datoer, så som vinter- og sommersolhverv, jævndøgn osv. Han beskriver, hvorledes han ved private undersøgelser har fundet hele anlæg i form af stokkehuller og sorte firkanter under og ved rillestenene, som ligeledes står i forhold til himmellegmerne. Disse bøger udkom dog først i 1994.

Men allerede i begyndelsen af 80-erne havde Nationalmuseet i samarbejde med Laumann Jørgensen foranstaltet en række arkæologiske undersøgelser omkring rillestenene, især i skovene på Københavns skovdistrikt. Tre af de formodede rillestensanlæg, som skulle være genstand for undersøgelsen, var faktisk fredede og registrerede som stendysser; det drejede sig om lokaliteterne Trekroner, Tingstedet og Kælderen. De pågældende anlæg er meget typiske for de dysse-tomter, man støder på i skovene. Halvstore sten danner en ikke helt sammenhængende randstenskæde, og inden for randstenskæden ses mere eller mindre tydelige spor efter gravkamre eller dæksten. Disse sten, hvoraf nogle ligger helt oven på jorden, er næsten alle behuggede, sprængte, halve eller kvarte sten i forhold til, da de i sin tid blev anbragt der. På disse sprængte sten findes kløvemærkerne i form af lange riller, men også som kilehuller og borehuller. Disse anlæg har tydeligvis været anvendt som stenbrud og dermed ødelagt. Senere blev anlæggene mere eller mindre nødtørftigt restaureret.

Ved gravning på lokaliteterne fandt arkæologerne også alle de karakteristika, som dysser og jættestuer skal indeholde - f.eks: randsten, tørmurspakning af flint og sten og lag med knust flint. I Tingstedet fandt man godt nede i højfylden en koncentration af dyreknogler. Disse blev C14-dateret til perioden 1710-1850. I sognebeskrivelsen er der bevaret et udsagn fra en bonde, der i 1889 fortæller, at dette fortidsminde først for nylig er ødelagt, og at stenene er borttaget og kløvet.

Under udgravningen af anlægget Trekroner stødte arkæologerne på dyssens gravlag, som bestod af skeletdele af ikke færre end ti forskellige individer. En af knoglestumperne blev C14-dateret til 3280 f.Kr., som jo netop er tiden for dysser og jættestuer. Der blev også gravet under enlige rillesten, som ikke var sat i forbindelse med fortidsminder. Men her fandt man intet daterbart.

Samtidig begyndte de forskellige involverede at lægge mærke til bygningsværkerne, hvis sten tilsyneladende var kløvet ved hjælp af lange riller. Man var også begyndt at få øje for de sten, som var kløvet ved hjælp af en lang rille og derefter forsynet med en ny rille i den kløveflade, som den forgående rille havde skabt! Her var rillen tilsyneladende ikke en "dekoration" på en overflade, men del af den leddelte kløveproces (fig.5).

Fig. 5: På denne sten ses på stenens kanter 3 lange riller, som alle har kløvet stenen. De 3 synlige, store flader på stenen er altså kløveflader. Mindst 2 gange i træk er denne sten kløvet, hvorefter man har hugget en ny rille ind i den forrige rilles kløveflade for at kløve stenen på ny. Man kan sige, at stenen er kløvet bid for bid hele vejen rundt på samme måde som man spiser et æble. Et klart eksempel på, at rillerne ikke er en "dekoration" på en overflade, men spor af den trinvise kløveproces (foto: © Carsten Carstensen).

I 1990 udkom Flemming Kaul og Knud Krogh´s artikel "En liden påagtet stenkløvningsteknik- og om oldtidsminder som stenbrud" i "Årbøger for nordisk oldkyndighed". Artiklen skal nok ses som et resultat af undersøgelserne i forbindelse med rillestenssagen. Her beskriver de to arkæologer resultaterne af de arkæologiske undersøgelser omkring rillestenene og kløvesporene i form af langriller på bygninger, hvorved de daterer kløvesporene til de pågældende bygningers alder. Man kan undre sig over, at vi skulle helt op i 1970'erne, før man begyndte at beskrive riller som kløvemærker i bygningsværker.

Den første, som beskriver, hvorledes man kløver en sten og hugger den til kvadre, er Knud Høgsbro-Østergård i artiklen "Kvaderstens Teknik" (Årbog for nordisk oldkyndighed, 1962. (se fig. 4)). Baggrunden for hans undersøgelser er de jyske kvaderstenskirker og specifikt en undersøgelse af Brørup kirke i slutningen af 1950`erne. Her fandt man ved arkæologiske gravninger under kirken eksemplarer af sten, som var kløvet, men endnu ikke hugget til kvadre. Han beskriver en "Josef Røder", som har undersøgt de gamle romerske stenbrud. Romerne kløvede sten med næsten samme værktøj som middelalderens kirkebyggere, og de kløvede ligeledes stenene med en række koniske kilehuller i forlængelse af hinanden. Det får Høgsbro-Østergård til at konkludere, at stenkløvningsteknikken har været uændret lige siden. Havde han ikke set de lange riller i renæssancebyggerierne?

Fra den tid, hvor Nationalmuseet foretog systematiske berejsninger for at registrere vore fortidsminder i perioden 1873-1930, og fra rapporter om restaurering af fortidsminder op gennem første halvdel af forrige århundrede, kan man af og til finde nogle beskrivelser af stendysser, hvis store sten er kløvet i stykker ved hjælp af lange riller. De er kaldt kløvefurer og kløvesprækker. Under restaureringen har man ofte taget de efterladte kløvede og fejlkløvede sten og så godt som muligt genplaceret dem på deres oprindelige plads. Et konkret eksempel er en restaureret runddysse i Brøde Skov på Frederiksborg statsskovdistrikt (se fig 6), som jo indgår i vores registrering. Runddyssen består af tre bæresten og en overligger. Hen over overliggeren er der hugget en lang rille på 128 cm, som går over i to kilehuller, der er forbundet med sporeriller. I Nationalmuseets topografiske arkiv fandt jeg en beskrivelse af arkæologen Raklev, som i 1939 stod for restaureringen af en hel del anlæg på egnen. Fra missionshotellet i Hillerød skriver han den 23. april 1939: "Runddyssens ene sidesten er væltet, og en anden samt tærskelstenen mangler, desuden er dækstenen afvæltet. Sidstnævnte har man forsøgt at kløve, thi hen over dens midte er hugget en flækkerende…"

Fig 6: Runddyssen, som Raklev restaurerede. "Kløvesprækken" ses på overliggeren (foto: © Carsten Carstensen).

Det skal i øvrigt bemærkes, at der knytter sig en stor mængde sagn og historier til vore store sten i det danske landskab. De er undersøgt og beskrevet siden de første folkeminde-samlere. Der er beskrevet en hel del om sten med naturskabte fordybninger, som efter overleveringen skyldes hekse og troldes kast og tumlen med disse sten, men det er ikke lykkedes at finde sagn, der knytter sig til menneskeskabte riller på sten. I sin bog "Sten i sagn og tro" fra 1994, har forfatteren Mads Lidegård beskrevet 550 sten, hvortil der er knyttet sagn. Han fandt dog ingen sagn eller overleveringer om rillesten. Der findes derimod nogle enkelte ukløvede sten med kilehuller, hvortil der er knyttet sagn. En af disse sten er "Karl Gustav Stenen" som i dag er opstillet på Torvet ved Roskilde Domkirke. "Bagsiden" er en kløveflade. Her kan man se en række halve kilehuller på stenens lodrette kant . Midt på "forsiden" ses en lodret række på 5 kilehuller, hvor kilerne stadig sidder (fig. 7).

Figur 7: Sagnet siger, at det var Kong Karl Gustav, der i 1659 slog disse kiler i stenen med ordene: "Så vidt som denne sten skal flække, skal København blive indtaget og Danmark tilhøre Sverige." Men som vi ser i dag, lod stenen sig ikke flække, og København blev ikke indtaget. Tegningen er fra August F. Schmidts bog "Danmarks Kæmpesten" (1933).

Et spørgsmål, jeg ofte får stillet, er dette: Hvorfor ligger alle disse mange sten med lange riller i Store dyrehave? Hvorfor er de aldrig blevet anvendt? Her bør det erindres, at der spredt i landskabet omkring Frederiksborg slot ligger sten med både kilehuller og borehuller, som er forarbejdet indenfor de sidste hundrede år. De er jo heller ikke blevet hentet. På samme måde skal man betragte de mange sten med riller i Store dyrehave. De er resterne efter de enorme byggerier, der stod på omkring slottet i mere end hundrede år.

Det er muligt, eller ligefrem sandsynligt, at nogle af fortidens anlæg er konstrueret således, at de har relation til himmellegemerne eller årstidernes skiften. Oltidsastronomi er en genre, som fascinerer. I den sidste tid har den ligefrem udviklet sig til en videnskabelig disciplin i England og Tyskland. Men når det drejer sig om rillerne i rillestenene, så kan jeg kun se dem som spor efter stenkløvning. Men rillesten som arkæo-astronomiske kultsten er åbenbart mere spændende. Jeg erkender, at det "sælger" bedre. Jeg har ofte mødt den opfattelse, at hvis rillesten ikke er noget "kultisk", men bare "stenhugningsaffald", så er det ingenting.

Men disse kløvesten fortæller historie. Det er interessant, at man i skovene kan finde disse sten efterladt midt i forskellige kløveprocesser, hvor kløvningen enten er lykkedes eller mislykkedes, eller hvor den ikke er gjort færdigt. Og ekstra interessant bliver det, når man så genfinder kløvemærkerne i forskellige bygninger rundt omkring. Alt dette betyder, at man efter min mening bør opfatte disse sten som vigtige kulturhistoriske minder.


RILLERNES ASTRONOMISKE ORIENTERING

Da mange mennesker har den opfattelse, at rillestenenes riller peger mod solens opgang på bestemte forhistoriske "mærkedage", så besluttede vi i forbindelse med registreringen af rillestenene at måle de lange rillers orientering. Her skal det bemærkes, at skovridder E. Laumann Jørgensen aldrig har hævdet, hverken overfor mig eller i sine bøger, at rillerne systematisk var vendt mod himmellegemerne. Det var de strukturelle anlæg under stenene, der var det. Vi foretog målingerne med kompas, og målingerne kom til at omfatte størsteparten af denne type rillesten. Vi bestemte os for at undersøge, om der var noget sammenfald med følgende interessante orienteringer:

  • 44 grader - solopgang den 21. juni. Midsommer.
  • 57 grader - solopgang den 1. august, som er en af de gamle kelteres fire årlige højtider (lysgudens festdag).
  • 63 grader - solopgang den 1. maj, kelternes forårsfest.
  • 90 grader - solopgang den 21. marts op den 21. september (jævndøgn).
  • 117 grader - solopgang den 1. november. Det er det keltiske nytår og i dag allehelgenes aften.
  • 120 grader - stjernen Sirius heliakiske opgang om efteråret.
  • 122 grader - solopgang den 1. februar. En af kelternes højtider og i dag fejret som kyndelmisse.
  • 136 grader - solopgang den 21. december. Midvinter.

En lang rille peger jo i 2 retninger, men vi har kun målt orienteringen af den ende, der peger mod den østlige halvcirkel. Resultatet fremgår af tabellen nedenunder. De firkantede felter indrammer de orienteringer, som falder udenfor det afsnit af horisonten, hvor solen står op. I Nordsjælland falder solopgangene mellem azimuth-værdierne 44 ° og 136°. Gradtallene skrevet med "fed" er de orienteringer, som har ramt solens opgang på en af de ovenfor nævnte "forhistoriske mærkedage". Midsommer, 44°, er godt repræsenteret med 6 træffere, og hvis man medtager de tre på 45°, så når vi op på 9. Sirius heliakiske opgang er markeret med 12 træffere. Med hvad repræsenterer så de 11 orienteringer på 155° - og de 12 på 165°? De ligger jo uden for det udsnit af horisonten, hvor solen står op?

Jeg påpege, at der er megen usikkerhed forbundet med målingen af dissse riller. De fleste af rillerne slingrer op til flere grader fra side til side, 5 til 10 grader er nærmest ingenting for en grovkornet rille, der måske hælder adskillige grader.


LITTERATURFORSLAG

  • Francis Beckett: "Frederiksborg slot"
  • Arne Noe Nygård: "Kirkekvadre og kløvet kamp"
  • Flemming Kaul og Knud Krogh: "En liden påagtet stenkløvningsteknik- og om oldtidsminder som stenbrud" (Årbøger for nordisk oldkyndighed, 1990)
  • Knud Høgsbro Østergård: "Kvaderstensteknik" (Årbøger for nordisk oldkyndighed, 1962)
  • Kancelliets brevbøger: 1596- 1623.
  • Jørgen Birkedal Hartmann: "Dansk arkitektur"
  • Mads lidegård: "Sten i sagn og tro"
  • Dansk kulturhistorisk centralregister: Nationalmuseets fortidsminderegistrering på internettet
  • Inge Mette Kirkeby (red.): "Sandstensportaler"
  • F. R. Fris: "Samlinger af dansk bygningskunst"
  • E. Laumann Jørgensen: "Nerthusfolkene og deres symbolverden og deres grave"
  • E. Laumann Jørgensen: "Stjerner og Stænger"
  • Axel Smith Petersen: "Rillesten" (Nomus, Hillerød folkemuseums medlemsblad)

TIDLIGERE ARTIKLER OM RILLESTENENE:

 


KIK I ARKIVET

Vil du læse flere spændende artikler? Så KIK I ARKIVET!