Både hører til på vandet - artiklen fra Stiften

Rasmus, der har adgang til Infomedia, har været så sød at lave en pdf til mig af artiklen. Dog uden billeder, så dem må I drømme jer til. Eller kigge over til Sister, der har været så sød at tage et billede af avisen.

Fyens Stiftstidende 30.07.2008 SommerFyn Side 2 809 ord artikel-id: e1207c2a

Både hører til på vandet

Lotte Reiter gør klar til at sejle jorden rundt i tre år med sin kæreste - og lave børn undervejs

Af RIKKE HYLDGAARD mailto:rhy@fyens.dk,%20caba@fyens.dk

Lotte tager rorpinden. Hun vender sig og ser tilbage på kølvandsstriben, der forsvinder længere inde mod havnen.
- Det her er essensen af det hele, siger hun.
- Vi flytter os, men efterlader ingen spor. Om lidt kan man slet ikke se, at vi har været her.
Det er aften ud for Ærøskøbing.
Faderens ombyggede kutter " Connie" har kurs mod Hjortø et smut.
Den har bevaret motoren og den pruttende skorsten, men lige nu sejler vi for mægtige sejl.
Solen blænder endnu hvidt på himmel og i hav og skærer små lykkelige rynker ved øjnene.
Den fugtige, salte vind fedter huden. Og bølgerne lyder som en tunge, der begærligt slikker en smeltende is.
Lottes bare tæer griber vant om det hvidmalede dæk, der har vugget hende igennem alle barndommens ferier.
Det er dejligt at være på vandet igen.
Hendes egen båd ligger på land i København, til renovering.
Og sin lille elskede topersoners jolle har hun solgt.
- Den lå i mine forældres have i Ærøskøbing i fem år, og det havde jeg det dårligt med, siger Lotte Reiter .
- Både hører til på vandet.
Som hun selv.
Den 32- årige botaniker er der ikke hele tiden. Lige nu arbejder hun faktisk på kontor i storbyen det meste af tiden.
Men hun er datter af en bådebygger og sejler og opvokset på en ø, så det er vandet - og al lyset og vinden omkring det - som
hun søger til, når endorfi nerne slipper op.
- Der falder ro på i hele mit system, når jeg sidder her, siger hun.
For fem år siden oplevede hun et brud med en kæreste, som hev hende helt ned i dyndet.
Så gav hun sig til at ro.
- Jeg blev eliteroer og trænede ni gange om ugen i to år.
Det lærte mig, at jeg også har en stræber i mig, og at der altid er nye døre at åbne. Men det var også vandet, der gjorde godt.
Altid vandet, fortæller hun.
- Der er noget helende over at kigge på bølger. Bølger er bevægelse, siger hun.
Næste gang, hun selv bevæger sig for alvor, bliver det jorden rundt på eget skib sammen med kæresten.
De skal runde De Kanariske Øer, Brasilien, Sydafrika, Madagaskar... Og når de vender hjem, håber hun, at de er blevet til tre. Eller fire.
- Vi regner med at lave børn undervejs. Kvinder føder overalt i verden, så kan jeg vel også, smiler hun, februarbarnet, der selv er overbevist om, at hun er lavet en lys forsommernat på en båd.
- Jeg har aldrig fået at vide, at noget ikke kunne lade sig gøre, siger hun, mens hendes far kravler rundt på kutteren og af og til kalder myndigt på hendes hjælp.
Efter gymnasiet rejste hun således jorden rundt alene.
Hun syr venindernes brudekjoler.
Blogger på nettet for at finde sit sprog, og hun har lært sig at køre på motorcykel, surfe og elske snedkerarbejde efterhånden, som drømmene bød det.
Da hun spurgte sin far, hvad han mente om, at hun ville sejle jorden rundt, svarede han: - Det ville ikke overraske mig, hvis du sagde, at du ville være astronaut.
Siden har de to foræret hinanden rejsebeskrivelser til hver eneste jul og fødselsdag.
- Jeg ville være rigtig ked af at sidde en dag og ikke have lyst til at lære noget nyt.
Det behøver ikke at være en jordomsejling, det kan også bare været et nyt sprog, siger Lotte.
Normalt bor hun og kæresten på båden i København, når de ikke renoverer den, og mens de tjener penge til rejsen.
- Jeg har ingen Webergrill eller friværdi. Der er ikke noget, der binder mig nogen steder, andet end mennesker. Jeg kan godt lide fornemmelsen af, at vi bare kan kaste fortøjningerne og sejle væk, hvis vi får lyst til det, konstaterer Lotte Reiter .
Hun har sat afrikanske " Hakuna Matata"- frikadeller i ovnen nede i kabyssen, hvor boghylder, kludetæpper og en gammel brændeovn vidner om masser af levede timer med familie og venner.
De krydrede deller begynder at dufte helt op på dækket nu. Vi kravler ned sammen med Søren, der finder Ærøøl frem og en god historie.
Oppe og ude er aftensolen og himlen blevet varm og orange, som den bliver i august. Og vi kan høre jazzmusik fra kajen i Ærøskøbing.
- Jeg elsker troperne, men der er intet, der kan måle sig med en nordisk sommeraften.
Hvis man kunne få lys på pilleform, ville mange slippe for psykofarmaka, tror jeg, siger Lotte.
Selv sidder vi bare og vugger lidt og drømmer.

FAKTA LYKKE OG LYSE NÆTTER
De danske sommernætter er lyse, men flygtige. Som lykken? Det undersøger vi, mens lyset svinder.

FAKTA I NAT
Solen går ned klokken 21.20.
Solen står op klokken 05.23.
Temperatur: 15 grader KILDE: DMI

FAKTA LYKKEN ER
... at forfølge sine drømme.
KILDE: LOTTE REITER

Billedtekster: Himlen over havet, hvor drømmene bor. Og hvor fremtiden skal formes for Lotte Reiter og hendes kæreste. De vil gerne være tre. Eller fire.
- Jeg elsker troperne, men der er intet, der kan måle sig med en nordisk sommeraften, siger Lotte Reiter.
32-årige Lotte Reiter er vokset op på en båd. Bogstaveligt talt. Som 14-årig lå hun på dækket og sov en hel sommerferie, og så var hun vokset ud til sin fulde højde.

FOTO: CARSTEN BUNDGAARD

Film: Activ ankommer til Grønland

Således ankom Activ til isfyldte farvande...

Den hvide dame

Hvide og florlette flaksede kålsommerfuglende rundt mellem de andre sommerfugle, men det var også det eneste hvide og lette jeg så på Hindsgavl Slot. Jeg fik desværre ikke set det lokale spøgelse med det meget fantasifulde og originale navn 'Den hvide dame'. Måske fordi hun, efter sigende, kun viser sig for mænd? Hun holder til i den store, smukke slotspark, hvor hun vandrer hvileløst rundt. Hun gør ikke meget væsen af sig, kommer bare helt tæt på og forsvinder så med et suk.

Hendes historie er tragisk. Hun skulle giftes med en herremand på Hindsgavl og blev kørt i karet op mod slottet. Ud for en dam blev hestene imidlertid skræmt så voldsomt, at kareten væltede i dammen, og den unge brud blev klemt fast og druknede. Historien går, at den ring, hun skulle have haft, stadig findes på slottets grund et sted.

Tror du på spøgelser? (spørger jeg i bedste Madame-stil)

Kleenex moment

Så sidder man dér. Og snøfter og lader dem trille. Over en hel masse ord, man lige har læst. Og fordi man rammes akut af savn og længsel. Og udlængsel. Måske også fordi man også har brugt en del af aftenen på at se en rigtig tøsefilm. Fordi man er alene hjemme og lige syntes, man trængte til en sjælden dosis. Og kærligheden overvinder jo alt og gamle venskaber ruster aldrig.
Sniffff...
Det hænder, at jeg simpelthen er så meget et sentimentalt og rørstrømsk pigebarn, at det kontrasterer grænsende til det komiske med kedeldragten og håndværktøjet, jeg ifører mig det meste af min fritid.
Dualitet?
Det tror jeg nok, vi må se i øjnene.

En tur i avisen - om frihedsfølelse, drømme og sejlads

Jeg blev for et par dage siden interviewet til Fyens Stiftstidende til en artikelserie om lykkefølelse. Artiklen findes i dages udgave af avisen, men er en del af det sommerstof, som avisen desværre ikke lægger på nettet.
Interviewet blev lavet under en sejltur med mine forældres båd (vores egen er jo stadig ikke anvendelig til den slags formål), og vejret var helt eminent til formålet - Varmt og alligevel med en god vind, der fik den gamle skude op på 6 knob på det ene ben. I øvrigt en lidt pudsig oplevelse at have en fotograf til at forevige sejlsætning og -trim, mens der bliver 'kommanderet' rundt med én. Han påstod at have skudt 300 billeder i løbet af de timer, vi tilbragte på vandet. Så skulle der da være lidt at vælge imellem...
Jeg har endnu ikke selv set den trykte artikel, men rygtet vil vide, at jeg har ramt forsiden.
Så har man set det med.

Sommerfuglefornøjelse

I går mødte jeg dette smukke væsen i parken på Hindsgavl Slot. Den var ikke alene, for luften og blomsterfloret var fyldt med dens fæller. Jeg var på endnu en fotosafari i arbejdsøjemed, og bortset fra, at det næsten var for varmt til den slags eventyr, havde jeg en helt igennem herlig dag.

Grønland er nået

Nu varer det ikke længe, før jeg får ham hjem igen!

Cool cat

Her køles poter mod husets sokkel. 28 grader i skyggen betyder at alle har brug for afkøling. Vi mennesker gør det med koldskål om lidt.

Cirkusprinsessen

Cirkus Krone - Danmarks mindste cirkus - er på Ærø.

Gratis yoga

Hvis man er til yoga og befinder sig Københavnsområdet, kan man hver søndag frem til 31. august nyde en times gratis yogaundervisning under åben himmel.
Det sker i Fælledparken fra 10 til 11.

Jeg synes, det lyder som en pragtfuld ting.

Video fra Danmarksekspeditionen

Så har Activ endelig forladt Island (de har måttet vente på, at isen i Scoresbysund ville begynde at bryde op), og kontakten til kæresten er afbrudt indtil der er dækning fra det Grønlandske mobilnet.

Tjek af bryster

Videnskab.dk skriver i dag, at en ny undersøgelse har vist, at det ikke har nogen gavnlig effekt at lave egentjek af sine bryster for at opdage brystkræft. Det eneste man angiveligt får ud af selv at tjekke sine bryster er en øget risiko for unødvendige vævsprøver. Undersøgelsen er godt nok lavet på russiske og kinesiske kvinder, og masser af forskning viser, at hyppigheden af kræft er langt lavere i Asien og Østeuropa end i resten af verden. Det kan måske forklare, hvorfor der ikke er den store forskel mellem gruppen af selvundersøgende kvinder og gruppen af kvinder, der ikke undersøgte sig selv? (Hvilke kvinder vil i øvrigt stille op til en undersøgelse, hvor de får at vide, at de ikke må undersøge sig selv for mulige tegn på en dødelig sygdom?!?!?! Hvis jeg røg i den gruppe, tror jeg, jeg ville snyde....)

For tre år siden var Kræftens Bekæmpelse faktisk også fremme med udtalelser om, at selvundersøgelse ikke mindsker risikoen for at dø af brystkræft. Og at det tilmed giver falsk tryghed at lade sin læge om at stå for undersøgelsen. Den metode til opdagelse af brystkræft, hvor man opdager flest knuder er stadig mammografien, men det er fortsat omdiskuteret, hvorvidt screening reelt redder liv. Peter Gøtzsche, som er leder af Nordisk Cochrane Center på Rigshospitalet, har flere gange påpeget, at der ikke er dokumentation for, at mammografiscreening forhindrer dødsfald ved brystkræft. Hans analyser har dog været til heftig debat og man fortsætter ufortrødent screeningerne, fordi det fortsat er det bedste alternativ, der findes. I USA anbefaler man således mammografiscreeninger helt ned til 40-årsalderen. Mange gange glemmer man dog at oplyse om de risici, der er forbundet med mammografien, som jo er en røngtenstrålebaseret undersøgelsesmetode.

Hmmmm....

Når jeg tænker på at et kvinde som Jane Plant selv opdagede alle sine cancerknuder (hun er blevet behandlet for brystkræft ikke mindre end fem gange!), synes jeg, det er lidt tankevækkende, at anbefalingerne til selvundersøgelse langsomt trækkes tilbage fra så mange fronter. Var Plant bare heldig?

Hvad skal man egentlig tro på?

Udsigt til indsigt

Min bror har lige ringet. Vi skal ses i morgen, når jeg snupper en aften og en overnatning hos den lille familie, så jeg var nysgerrig efter at høre, hvad der mon var så presserende, at det ikke kunne vente indtil da.
Han ville såmænd bare spørge, om jeg havde lyst til at tage treåringen med til Ærø i weekenden.

OM?!?!?
Jeg kan da ikke sige nej til sådan et tilbud!!!


Jeg synes jo, at niecebarnet er den dejligste, sjoveste unge og en skæg og skarp en af slagsen tillige. Jeg elsker at låne hendes optik, at blive hevet tilbage i børnehøjde, at opleve hvordan det er, når mange, mange ting stadig er nye og uprøvede. Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan det var at være tre år. Den alder har jeg selv kun fragmentariske erindringsbilleder fra - men i selskab med niecen smager jeg på essensen af eventyret. Af følelsen af, at alt er muligt, og verden bare er én stor godtepose. Og jeg gemmer disse smagsoplevelser som små skatte og siger til mig selv, at jeg ikke må glemme fornemmelsen. At jeg skal værne om min egen nysgerrighed og lyst til opleve og lære. For der er jo heldigvis stadig så mange ting, steder og oplevelser, der er lige så nye for mig, som de vil være er for hende.

Nu glæder jeg mig bare endnu mere, til at det bliver weekend!

Aftenens udfordring - efter

Med is i maven blev træliste og skinne placeret - der var ét forsøg at gøre godt med - og nu sidder den der og skal forhåbentlig ikke afmonteres igen. Udover fugemasseklisterstadsen (angiveligt et vidundermiddel til formålet - jeg håber meget, at det er sandt) sidder skinnen fast med 8 mm bolte. Nu er der godt nok skåret gevind i dækket, men de steder, hvor det på undersiden var muligt, har jeg tilføjet møtrikker - bare for en sikkerheds skyld. Det kan godt være, det er lidt overkill, men i det her tilfælde ville jeg være meget, meget træt af at skulle lave skidtet om. For når fugemasseklisterstadsen er hærdet, bliver de bolte gemt meget grundigt af vejen bag isolering, dampspærring og garnering.

Med aftenens udfordring vel overstået, kan jeg se frem til næste etape, som er remontering af loftet i bagbord side af salonen og dernæst al aptering i bagbord side. Med andre ord samler jeg lige nu mere, end jeg skiller ad.
Jubiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii!!!!!!!

Aftenens udfordring - under

Jeg tror desværre ikke, at Kagekonen vil være ret stolt af mig. Men hvad jeg mangler i håndelag, når det kommer til håndtering af sprøjtepistol, kompenserer jeg for ved at være (lige lovlig) gavmild med klisterstadsen.
Godt det overskydende kan tørres af igen - hvis bare man er hurtig nok. I vil slet ikke vide, hvor meget toiletpapir og acetone, der lige er blevet brugt i en rivende fart.

Aftenens udfordring - før

Vores skødeblokke til forsejlene løber på skinner.
Den ene skinne måtte afmonteres i forbindelse med noget svejsearbejde, hvorved teaklisten under den gik i stykker. Den var 24 år gammel, så det var vel forventeligt.
Faderen min blev lokket til at lave en ny, og i dag havde jeg så endelig taget tilløb længe nok til at kaste mig ud monteringsprojektet.

Wonderful wellies

Briterne kan bare noget med røjsere (måske fordi nedbørsmængden er ganske betragtelig på de kanter?). Gode, gedigne gummistøvler, der holder facon og farve. Og skotske Hunter, der har lavet gummistøvler siden 1856, er om nogen garant for kvalitet. Selv et modeikon som Kate Moss har fået øjnene op for mærket. Billeder af modellen i sine sorte Hunter wellies til Glastonburyfestivallen gik kloden over sidste år, og siden har Hunter udvidet deres repertoire betragteligt.
De laver bl.a. nogle superfede, højskaftede gummistøvler i de mest funky farver. Hvad med limegrøn, pink eller lavendel - eller solgul? Man kan også få nogle i metallic sølv! Frækt! Og kækt!


Hunter laver selvfølgelig også helt traditionelle gummistøvler i grønne og sorte nuancer, samt børnestøvler med en bred farvepalet.

Hvis ikke jeg i forvejen var den glade ejer af tre par gummistøvler (til forskellige formål selvfølgelig), ville jeg ikke kunne dy mig for at svinge VISA-kortet på nettet (hvilket vi kvinder åbenbart er blevet rigtig gode til inden for det seneste års tid). Måske gør jeg det alligevel og støtter et godt formål samtidig...
For hvis man har brug for nye gummistøvler OG samtidig har lyst til at støtte den internationale organisation for bedre drikkevand, sanitetsforhold og hygiejne, WaterAid, kan man nemlig i en begrænset periode købe et par Hunter Original for WaterAid, hvor 2/3 af de penge, man betaler, går til at skaffe bedre drikkevandsforhold på Madagascar.

Ikke nogen dum tanke, synes jeg.

Rotteræs

Jeg har lige overhalet en rotte på Nordre Ringvej, lige ud for Glostrup Hospital!
Det bette kræ ræsede afsted på kørebanen, inde langs midterrabatten. Mit gæt er, at det var angst der drev den i langt højere grad end ambitionen om at komme i form. Hvordan den har fået forvildet sig ud midt på så befærdet en vej, kan man kun gisne om...

Rita Jokiranta

Forleden lavede Donald et indlæg med et meget smukt og dramatisk billede af himmelen. Det fik mig til at tænke på, at den foranderlighed og dynamik, som man oplever på himlen også er noget af det, der til evighed fascinerer mig ved havet. Nok i endnu højere grad, for en sky kan godt synes at hænge næsten i samme position i lang, lang tid, mens bølger altid er i bevægelse. Ingen bevægelse, ingen bølger. Bølger ER bevægelse.

Jeg har aldrig oplevet, at jeg er blevet træt af at kigge på havet. I timer har jeg siddet, gået og stået og stirret ud på, hen over, ned i blå, grå, grønne, turkise krusninger, kattepoter, brændinger og dønninger. Opslugt af skiftene i farve og form. Og øjnene er ikke blevet mætte endnu. Jeg tør ikke skrive, at jeg aldrig bliver træt af at kigge på havet, for jeg har endnu ikke oplevet at det var det eneste, jeg havde som udsigt. Spørg mig, når jeg har krydset Atlanten, om jeg slet ikke er bare lidt træt af at se på havet.

Selvom intet fotografi til fulde kan fange dynamikken, holder jeg også af at se på billeder af bølger. Og derfor hører Rita Jokirantas bog, Seascape Stories til blandt mine absolutte favorit-fotobøger. Bogen rummer nogle smukke, smukke billeder af havet, og er historien om en imaginær rejse til et sted bag horisonten. En rejse mellem liv og død. En rejse på dette kaoselement i stadig bevægelse.

Jokiranta stiftede jeg bekendtskab med efter i begyndelsen af 90'erne at have arbejdet på Åland, hvor hun kommer fra. Hun er fotograf og har en tilgang til fotografiet som kunstart, som tiltaler mig meget. Hendes billeder har en nordiske kølighed og giver en levende fornemmelse af de elementer, hun fanger i linsen. Desværre udstiller hun ikke ret ofte i Danmark, men er man i nærheden af Gøteborg i september, kan man se hendes billeder på Galleri Thomassen.

Solen sænkes

Kranen på havnen har fået et tillidshverv.

At have eller ikke have päls

Hvad nu, hvis man ikke har barberet ben?

(Jeg er VILD med Sverige!)

Helse med humor

I morgen vil jeg benytte mig af, at jeg er alene på kontoret og tænde for radioen kl. 10.03. Chris MacDonald er nemlig sommergæst på P1, og han plejer at være lytteminutterne værd. Jeg ved af erfaring, at han går rent ind hos mig, for d. 21. maj havde jeg fornøjelsen af ham live og i farver på en aften om sund livsstil i Charlottehaven. Det var et dobbeltforedrag med Claus Meyer, men jeg havde gerne nøjedes med den lille, vævre, topenergiske, superhumoristiske amerikaner. Jeg var udvandret, hvis Meyer havde været på sidst. Så har jeg ikke sagt for meget.

Jeg har gennem årene hørt både (meget) godt og (noget mindre) skidt om Chris MacDonald - fra mennesker, som rent faktisk har konkrete erfaringer med ham, hans træning og coaching - men jeg tror, at han i løbet af sine otte år her i landet har fået modereret sin amerikanske (=urealistiske, i følge ham selv) indstilling til et dansk gennemsnitsmenneskes muligheder mht. træningsindsats etc. Jeg ved jo selv, hvilke omkostninger det har, hvis man vil træne flere timer hver eneste dag året rundt - så ER der bare ikke tid til ret meget andet end at gå på arbejde, spise og sove. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg havde fleksibilitet i mit studie og ikke havde andre end mig selv at tage hensyn til i de år, hvor jeg roede ni gange om ugen.

Chris MacDonald er blevet landskendt med programserierne "Chris på chokoladefabrikken" og "Chris på skolebænken", men han er meget mere end det. Han har en baggrund inden for træningsfysiologi, sportspsykologi og ernæring, og skriver bl.a. hver søndag i Politiken om mentalitet, træning, sundhed og kost - om veje til at få et sundt liv i balance. Og så er han den første fra Danmark, der har kørt verdens hårdeste cykelløb, Race Across America, hvor han vandt sølv. Samtidig er han også manden bag Danmarks første professionelle kvindelige cykelhold. Han har med andre ord noget at have det i, når han udtaler sig om ovennævnte emner.

Og det bedste af det hele er næsten, at han gør det med humor. Under hele foredraget i Charlottehaven havde han samtlige tilhørere i sin hule hånd i to timer, mænd såvel som kvinder, og han kom ud over rampen helt ned til de bagerste stolerækker. Det er længe siden, jeg har lært så meget og leet så meget på samme tid. Meget, meget inspirerende.

Mental memo #4

Man skal huske at tjekke sine ører for maling, når man har malet loft - og ikke vente til man sidder derhjemme mange timer senere. Så er malingen nemlig tør, og grænsende til at være permanent. I hvert fald indtil næste hamskifte...

Prokrastination

Lige så handlekraftig og determineret, jeg kan være, lige så lammet har jeg nu i to måneder været i forhold til en drømmeopgave, som uventet dumpede ned i min turban i maj.
Hvorfor denne stepdans om en grød, som da ikke kan blive ved med at være varm?
Hvorfor ikke bare prikke hul på bylden og springe ud i det?
For store ambitioner?
Eller var det alligevel ikke det, jeg ville, da det endelig kom til stykket?

Jeg stepper videre, mens jeg prioriterer, spekulerer og fylder mine timer med andre gøremål.

Kuldregnede planer

Liselotte bander over regnen. Det gør jeg også. Den oprindelige plan med at bruge en del af weekenden på at få malet de trængende partier på fribordet i styrbord side skred, da jeg opdagede det utætte koøje i går. Nu skrider både maleprojekt og ompakning af koøjet pga. regnen. DMI varsler zigzagløb mellem bygerne lige frem til tirsdag og lige nu er himlen tung af regn og alting er vådt. Suk!
Hvorfor har vi ikke bare en lille jolle, der kan opbevares indendørs, uden at det koster spidsen af en jetjager?

(Jeg er SÅ glad for, at jeg har valgt at udskyde min ferie til en periode med mere gunstigt vejr!!!)

Tillykke Mandela

I dag fylder Nelson Mandela 90.

Han har været en af mine helte, siden jeg i syvende klasse, det år hvor han blev løsladt efter 27 år i fængsel, skrev en dansk stil om ham. Jeg begravede mig i research om ham og skrev en stil, som høstede roser, og som jeg stadig har i mine gemmer et sted. For den blev rigtig god, og jeg holder af at kunne rejse tilbage og hilse på idealisten, der skrev ordene. Jeg var 14 år gammel og med en glødende tro på, at en mand som Mandela – symbolet på frihed og forening af racerne - kunne gøre op med apartheid. Han fik sin sag for, gjorde han.
At kampen for lighed og fred så stadig ikke er slut i Sydafrika, kan man vist ikke klandre ham for.

For mig er han indbegrebet af forsoning og tilgivelse, vedholdenhed og ydmyghed.
Jeg blander mig hermed i det globale kor af lykønskninger.

2½ skridt frem og 4 tilbage

Jeg havde hyret brormand til at komme forbi og svejse lidt på båden i dag. Det var hurtigt gjort og samtidig fik jeg en autoriseret til at montere efterfølgeren til den famøse banjobolt. Brormand havde godt nok forklaret, hvordan jeg skulle undgå at brække den nye også, men nu var han der jo liiiige... Da han var kørt fortsatte jeg med projekt forkøje, hvor jeg har været nødt til at inddele slibningen af loftet i etaper. Mine vingummiarme kan simpelthen ikke klare meget mere end to timer med excentersliber over hovedhøjde. I dag nåede jeg endnu en god bid og jeg tror, jeg kan blive færdig i denne uge, hvis ellers armene vil.
Jeg fik også malet der, hvor jeg fik slebet i mandags og syntes egentlig det gik meget godt med at få sat krydser på doklisten. Lige indtil jeg opdagede en dråbe. På indersiden af det ene koøje!

Sidste år havde vi alle fire koøjer i bagbord side afmonteret, og da slibe- og malearbejdet var overstået, blev ruderne monteret igen efter alle kunstens regler. Vi havde ret godt styr på det, selvom fugemassen var noget fedtet snask at arbejde med. Men jeg tror, jeg udstødte et suk, der kunne høres til Skagen, da det gik op for mig, at vi åbenbart ikke har haft helt så meget styr på det, som vi troede. Altså er der dømt afmontering, afrensning og ompakning. Forhåbentlig kun af det ene koøje, men jeg er jo nødt til at tjekke de andre også.

Den slags tilbageskridt er selvfølgelig ikke katastrofale, men det er ingen hemmelighed, at jeg synes, det er demotiverende at gå og gøre sit eget arbejde om blot et år efter, at man lavede det første gang. Det kan godt være, jeg så alligevel ikke når helt så langt med projektet, som jeg havde håbet på, mens kæresten er væk.
Jeg har besluttet ikke at sige noget til ham om koøjet, før han kommer hjem. Der er ingen grund til at give ham den slags hovedbrud, og han kan heller ingenting stille op, så længe han befinder sig deroppe, nord for polarcirklen. I stedet ringede jeg og rekvirerede lidt opbakning hos ophavet. Tingene blev sat lidt i perspektiv, og jeg fik fokus vendt tilbage til fremskridtene.
Forza!

Vingede væsner på væggen

Rundt omkring i blogland sker det ikke sjældent at flere af indbyggerne anbefaler kunst. Jeg tør godt indrømme, at jeg ofte skøjter lidt let hen over disse indlæg, hvis ikke mit øje liiige fanges af et godt billede. Men jeg er nok heller ikke lige målgruppen for den type indlæg, for jeg er mere typen, der foretrækker at kende kunstneren personligt (min bedstefars malerier, min kærestes akvareller/tegninger/plakater, min fars tush), køber ting på rejser (fx har jeg nogle fantastiske tryk af Ganesh, som jeg erhvervede på Mauritius) og har fotografier på væggene. Og så er jeg til landkort...men det er en helt anden historie og slet ikke den, jeg vil fortælle nu.

Jeg har nemlig også to biller, som - når jeg en dag igen får egne vægge til rådighed (det er en af begrænsningerne ved at bo i en båd) - vil pryde mit hjem. Billerne er fra hagedornhagen og de er vanvittigt smukke. hagedornhagens billeder af biller og sommerfugle er fremstillet som kunsttryk i bare 2000 eksemplarer, og jeg kan lige så godt bruge deres egne ord til at beskrive dem, for de rammer helt plet:

Et hagedornhagen kunsttryk er, kort sagt, gennemtænkt og gennemført ned til den allermindste, lillebitte detalje. Kunsttrykkene er rolige og klassiske i deres udtryk. De ligefrem summer af nostalgi og poesi, og fremmaner associationer til gamle silketrykstavler med lignende naturmotiver. På samme tid er trykkene, i deres forstørrede enkelhed og illustrative skarphed, også et udtryk for nyskabelse og modernitet. Kunsttrykkene passer flot ind i nutidens boligmiljøer, hvor stramme møbelklassikere står side om side med livlige vintagemøbler og tilbehør, og de gør sig også aldeles udmærket på børneværelset med tegnestifter i hjørnerne. Det vrimler med muligheder!

Bloggen yder desværre ikke billederne retfærdighed, men her får I alligevel den ene af mine biller. Jeg er så imponeret over naturen - for billen SER faktisk sådan ud i virkeligheden.

Er den ikke fantastisk?

Spar 0 kr.

Det kan godt være, de er dyre. Til gengæld er de ærlige!

Kivik-Vantalängan-Verkasjön-Agusa-Torparbron

For godt tre år siden fik jeg en sms med ordene: ’Er du sådan et menneske, som kunne finde på at sige ja, hvis man spurgte, om du ville med på vandretur i Grønland?’. Tre måneder senere tilbragte jeg nogle fantastiske uger med telt og vandrestøvler på verdens største ø. For jeg er ’sådan et menneske’. Og da sms’ens afsender, som i dag bor i Malmö og stadig er bidt af en gal vandresko, igen syntes at trænge til at få friluftsgenet luftet, blev vi hurtigt enige om, at anden weekend i juli skulle øremærkes til noget vandring i det svenske. Det er selvfølgelig en helt anden boldgade end Grønland (den historie får I måske en anden dag), men Sverige er så meget lettere tilgængeligt, både tidsmæssigt og økonomisk – og der er godt nok dejligt i broderlandet.

Det tager 35 minutter at komme derover med toget fra Københavns hovedbanegård. Derfra er der fine forbindelser til resten af landet og i særdeleshed rundt i Skåne. Vi hoppede på et af de lilla pågatåg (hvad sker der for farvevalget?! Påg er skånsk for dreng og alle togene har navne efter kendte mandlige skåninger. Lilla var ikke gået i Danmark…) til Simrishamn, og derfra gik det videre med en (rørende billig) lokal bus til Kivik, hvorfra vi havde besluttet at starte vores tur. Kivik ligger nemlig på Österleden, der er en del af Skåneleden.

Skåneleden er et system af vandreruter bestående af over 1000 km afmærket sti fordelt på 78 forskellige dagsetaper. Den svenske stat ser leden som et middel til fremme af folkesundheden og finansierer derfor den løbende vedligeholdelse af afmærkning, små broer og færiste, der gør det muligt for de vandrende at finde vej. Dog anbefales det på det kraftigste at have et kort med. Der er steder, hvor stisystemet deler sig, steder hvor køer har kløet pælene omkuld og steder, hvor man bare ikke kan finde den orange plet eller pil, som skulle fortælle retningen på ens videre færd. Overordnet er leden dog virkelig godt afmærket og der er gode transportforbindelser til og fra rigtig mange af etaperne. Der er gode lejrpladser og ellers er der jo allemandsret. Undervejs er der tilmed flere steder, hvor man kan overnatte i shelters, gå på toilettet, komme af med affald og få frisk vand, hvis man har den slags behov.

På to dage nåede vi igennem fire del-etaper og 7-8 forskellige vegetationstyper. Det kan nok være, biologen fik støvet sin botanik af og min stakkels vandrefælle måtte lægge øre til mangt et ’nææææh’ og ’ihhh’ og ’se der, det er en Aks-Ærenpris/Bredbladet Klokke/Sand-Nellike/jegskalsparejerforfleremendervarmange’. Forbløffende tålmodigt lagde hun næse til fingernulrede blade af alt muligt fra Bakke-Timian (uhmmm) over Gul Snerre (hmmm) til Skov-Galtetand (bwadrrr), men jeg er nu ret sikker på, at min begejstring over botanikken først for alvor smittede, da jeg spottede de første modne blåbær. Og vilde hindbær. Og små aromatiske skovjordbær (jeg elsker det svenske ord, smultron).

Hvis botanikken var lidt støvet, var det ingenting ved siden af ornitologien, men de strålende blå fjer på isfuglen er ikke til at tage fejl af, og de røde glenter husker jeg fra en tidligere biotur i Skåne. Jeg må så til gengæld leve med, at jeg ikke ved, hvilken slags ørn det var, vi så hænge som en flyvende dør over os. Det er også okay, for den var bare smuk og majestætisk.
Der var sommerfugle, mus, frøer og egern, får og kvæg, men ingen af de elge, som nogen gerne ville møde. Vi fik til gengæld selskab af myg og fluer og flåter, hvor især de sidste slet ikke fattede ’adgang forbudt’-skiltet. Men ingen af de ubudne gæster kunne tilnærmelsesvis spolere glæden ved at være naturnære.
Vi kunne faktisk ikke komme meget tættere på og det var s k ø n t!!!

Gevind i panden

Tilbage fra fredfyldte stunder i Skåne meldte hverdagen sig med fuld kraft, da jeg i morges mødte ind til den ene bryn- og panderynkefremstillende opgave efter den anden. Det er ferietid og jeg er konstitueret direktør...lyder meget fint, men er det overhovedet ikke. Der lander de mærkeligste sager på mit bord lige nu, og der har ikke været for fem øres pusterum udover frokostpausen i dag. Nu vil jeg tømme hovedet, drøne på havnen og aflægge det lille skib en fortjent visit.
Beretningen om turen må altså udskydes en stund.

Skåne er ikke flad!!!

Hvis nogen påstår det, skal de gå en tur der, hvor jeg har været i weekenden.

I løbet af de knapt 48 timer der gik, fra vi stod af bussen i Kivik, til vi stod på en ny bus i Brösarp, lykkedes det os at tilbagelægge 59 km i meget varrieret, for det meste seriøst kuperet terræn. Med fuld oppakning på ryggen vel at mærke. Alene i går gik mine fødder over 40.000 skridt, så måske er det egentlig ikke videre besynderligt, hvis jeg er en lille smule dyneklar nu...

Efter sådan en tur er det sagliggørende at sænke sig i et karbad og bagefter lægge sig i en rigtig seng - ren og nyvasket, befriet for flåter, solcreme og jungleolie. Jeg trives med lejrliv og close up naturoplevelser, men jeg holder sørme også af civilisationens goder.

Det har været skønne, skønne dage med masser af point lige ind på karmakontoen - men det må I høre mere om i morgen.

Billedet er fra fredag aften, ved Hanöbugten, på vej ud af Kivik.

Blåbærtræf

Blåbær, vilde hindbær og skovjordbær. Det skorter ikke på vitamintilskuddene her på Skåneleden.

Island om bagbord

Lidt før midnat var der atter hul igennem til kæresten, der havde stået ved roret hele dagen og slet ikke kunne få sig selv til at gå til køjs. Vejret var pragtfuldt og solen var stadig ikke gået ned.

Activ har nu bevæget sig nord for polarcirklen og følges på vej at masser af hvaler og søpapegøjer i store flokke (det kan man så ikke rigtig se på det tilsendte billede, men jeg tror ham).

Telttest

Teltet et blevet testet hjemme på stuegulvet; ingen huller i teltdugen, intakte stænger, rigeligt med pløkke. Vandposen er testet for utætheder, gasbrænderen er testet på altanen. Nu står den færdigpakkede rygsæk bare og venter på, at jeg snører vandrestøvlerne og begiver mig afsted til Skåne efter fyraften i morgen.
Det skal gøre godt med nogle dage i godt selskab og frisk luft blandt granit og blåbær på Skåneleden.

Hindbærhimlen

Vi plukkede og plukkede og plukkede.
Bagefter blev bærrene udvalgt til 1., 2. og 3. sortering - til at spise rå, til coulis til aftenens pandekager og til at putte i fryseren til senere fremstilling af syltetøj og saft.
Når jeg sådan kan gå ud i min barndoms have og hente ind i rå mængder af naturens gaver, kommer jeg til at overveje en ekstra gang, hvorfor i alverden jeg har bosat sig inde midt i landets største by, hvor det ikke kunne falde mig ind at dyrke så meget som en dusk persille i altankassen p.g.a. luftforureningen...
Jeg siger til mig selv, at det ikke er en permanent løsning. En dag bygger jeg min egen hindbærhimmel.

Nyt fra Nordatlanten

Jeg troede jo først, jeg igen skulle høre fra kæresten, når Activ nåede Island, men siden afrejsen er der med spredte mellemrum tikket sms'er, mms'er og videoklip ind på min telefon.

Nu slipper vi Skagen. Der er lidt signal her syd for Norge. Jeg har været i masten i nat - 27 meter oppe i mørket. Vi ligger nu ved Shetlandsøerne. Så er der kuling nord for Færøerne.

Det dersens mobiltelefoni-noget er nu en dejlig opfindelse. Og sørme om han ikke også ringede i dag - bare lige for at sige hej og for at fortælle, at deres blog på politiken.dk nu er aktiv.

Hvis der er andre end mig, der har lyst til at følge med, kan det ske der. Og ellers kommer jeg jo nok til at skrive et indlæg eller to mere om deres færd. Derudover har Grønlandsposten været så betænksom at maile til mig med et link. Jo, jo, på Grønland følger de også med i ekspeditionen.

(Et af de tilsendte fotos, taget 5. juli)

Mentalt opladet

Det har været nogle FANTASTISKE dage! Og afslutningen for sejl til Svendborg var lige prikken over det nok så berømte i. De her dage kommer jeg til at leve højt på længe...

Ø-møde

For tyve år siden kom et samarbejde mellem to folkeskoler i stand. En på min fødeø og en helt oppe i det skumle Jylland. En klasse fra hver skole blev valgt ud og en brevveksling mellem eleverne begyndte. Jeg elskede det og var vist den mest flittige brevskriver og -modtager, landposten længe havde kendt.

Men vi skulle jo ikke kun skrive breve. Vi skulle udveksle. Først besøgte jyderne øboerne (bondeknoldene) og året efter besøgter øboerne jyderne (byboerne). Det var stor succes, og da vi samtidig var tweens going teens, var der uundgåeligt både amoriner, jalousi og store følelser i luften. Vi var alle mere eller mindre under fysisk og hormonel ombygning, og mange af os var vel af den grund nogle små dramadronninger og -konger, men midt i dette stormvejr fødtes også ægte samhørighed på tværs af landeskel.

Efter de to udvekslinger ophørte det officielle samarbejde mellem skolerne, og det var op til os selv at bevare kontakten. For de fleste gled den ud efter relativt kort tid, på trods af intententionerne og håbene og løfterne om venskaber og kærlighed helt ind i evigheden. Jeg ved i dag, at jeg trak vinderloddet, for jeg og to af jyderne har bevaret kontakten lige siden. Hver sommer i mange år kom de to til Ærø i sommerferien og jeg tog til Jylland i påskeferien. Efter endt gymnasietid tog den ene til USA som au pair, hvor jeg besøgte hende på min solojordomrejse. Senere endte vi alle tre med at studere i Århus og to af os delte endda adresse i næsten fire år. De to jyder tog tilmed den samme uddannelse.

Vi er vokset ind i hinandens familier, kender hinandens søskende og forældre, har fulgt hinandens færden trofast gennem alle årene. Vi har taget del i hinandens sejre og nederlag, forhold, børn, forsøg på børn, nedture og opture. I dag er vi spredt ud over landet, og den heftige brevskrivning fra de første år er skrumpet ind til jule- og fødselsdagskort, sporadiske emails og telefonsamtaler. Men vi har det alle tre sådan, at der kan gå måneder uden kontakt, uden at der går skår af vores venskab af den grund. Dertil har vi for solidt et grundlag.

Vores tyveårs jubilæum skal selvfølgelig fejres og vi har valgt at henlægge til øen i det sydfynske, hvor mine forældre i flere måneder har glædet sig rørende meget til at få alle deres tre piger hjem. Min mor har endog sået ærter, så de er timet til at være modne nu – hun har ikke glemt nogens svaghed for de grønne lækkerier.

Børn er blevet afsat, billetter er meldt booket og i morgen er jeg den der står allerforrest nede ved færgelejet, når to fantastiske kvinder atter sætter foden på ønskeøen. Der er dømt nostalgi, latter, godt mad og varmt og hyggeligt samvær i fire dage. På biblioteket har jeg lånt soundtracket til nogle af vores første fantastiske somre sammen (jeg kunne ikke finde kassettebåndene) og jeg har besluttet, at vi absolut må genoptage fordums succeser på minigolfbanen (hvis det ellers er muligt for den enes højgravide mave).

Jeg behøver vist ikke at sige, at jeg glæder mig?

Ugens tema

Ventetid. Denne gang er det DSB, der står for at teste min tålmodighed. Priser mig lykkelig over fortsat at være i rimelig god tid. Det betyder noget, når det er en færge, man skal nå...

Flad tudse

Mariannes indlæg fra hendes sansebombarderede dag i går indeholder bl.a. et billede af en tudse, der har kendt bedre dage. Billedet fik mig straks til at tænke på et at Piet Heins små digte. Et af dem, der åbenbart ikke er så kendte, i hvert fald ikke kendt nok til at nogen har skrevet det på nettet. I får det derfor frit efter hukommelsen.

En lille tudse gik
på sine krumme ben
fire ben
krumme ben
fire krumme tudseben
hen over vejens sten

Da kom en mægtig bil
mægtig bil
vægtig bil
bil i mægtig il
Lige der hvor tudsen sad
- og så var tudsen flad

Voksenvillasæt

Gæt en vare...

Jeg er for tiden i færd med at oprette varer i vores kartotek.
Nogen bud på, hvad varenavnet VOKSENVILLASÆT dækker over?
Jeg ved det godt, men er nysgerrig efter at høre, om der også er andre, som får besynderlige associationer.

I venteposition

Tripper utålmodigt rundt. Sender sms'er med ??? i og prøver at trække vejret stille og afslappet.
Planlægningstrangen bliver virkelig udfordret lige nu, og selvom jeg ved, det er en sund lektion udi tålmod og koldblod, føler jeg mig rastløs og magtesløs - uden for indflydelse.
Lige nu, hvor der officielt er en time til han sejler, er der stadig upakkede ting herhjemme og kæresten er uden for både syns- og hørevidde. Han er nede på Activ, hvor der knokles for at få skuden klar til afgang, men skal jeg være helt ærlig, så tror jeg, de må udskyde til i morgen.
Det er sådan set fint nok, jeg ville bare gerne VIDE det.
Sådan et kvindemenneske er jeg nemlig.


Update: Nu har jeg fået fat i kaptajn Bergsøe og han kunne bekræfte min mistanke - de sejler ikke i aften alligevel. Så NU er jeg den, der har pakket vinkefarvel-lommetørklædet væk og er drønet afsted for at male lidt på vores egen båd.

Wild and Tasty

Vi er midt i en grilltid og gode marinader, pour overs, dressinger og olier har kronede dage. Man kan med fordel lave sine egne, men rækker tid og overskud ikke til det, er der heldigvis hjælp at hente.

Jeg har selv tabt min smagsløgskærlighed til Melanesian Mango pour over fra newzealandske Wild & Tasty, der også fører et hav af andre delikatesser, der nok kan få mundvandet til at løbe. Bl.a. er jeg også ret vild med deres Chili Chocolate (chokoladesovs med grrrrr-bid der er ret fantastisk på is).

Man kan (indtil videre) ikke købe produkterne særlig mange steder herhjemme, men bor man i Københavnsområdet kan man finde (nogle af) dem hos Royal Copenhagen på Amager Torv og Fish & Beer på Amagerbrogade. Bor man i Århus-området kan man finde et bredt udvalg hos Moesgaard Havecenter. Og ellers er der et stort udvalg hos Emmys.dk, som også har alskens lækre produkter inden for økologi og Fair Trade, samt Meyers delikatesser og masser af brugskunst mm. De sender tilmed fragtfrit inden for Danmarks grænser, hvis man køber for mere end 300 kr.