Forskningsbaseret viden i massemedierne
– et bidrag til demokratiet?
En analyse af PISA 2003 i den trykte dagspresse
Bente Kristiansen
Ph.d.-afhandling
Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier,
RUC
August 2007
Vejleder: Birgitte Ravn Olesen
Forskningsbaseret viden i massemedierne – et
bidrag til demokratiet?
En analyse af PISA 2003 i den trykte dagspresse
Forord ..........................................................................................................................5
1. Kapitel: Afhandlingens problemstilling................................................................7
Folkelig opbakning til forskning...........................................................................8
Viden som forudsætning for demokrati ..............................................................10
Spredning af viden ..............................................................................................12
Universiteternes interesse for forskningskommunikation ..................................12
Afhandlingens forskningsspørgsmål...................................................................15
Afhandlingens opbygning...................................................................................18
2. Kapitel: Idealer om samfundsmæssig kommunikation.....................................21
Idealet om et offentligt ræsonnement..................................................................22
Habermas om offentlighed og medier.................................................................24
Demokrati-forståelser...........................................................................................28
Det deliberative demokrati..................................................................................30
Beslutnings- eller deltagelsesdemokrati .............................................................31
Den danske demokrati-tradition..........................................................................32
Flere offentlighedstyper ......................................................................................34
Mediernes funktioner ...........................................................................................35
Officielle normer.................................................................................................36
Videnskab og rationalitet .....................................................................................39
3. Kapitel: Forskningskommunikation som forskningsfelt...................................41
Et kontinuum.........................................................................................................42
Formidlingsparadigmet .......................................................................................43
Udfordring af formidlingsparadigmet.................................................................45
Videnskab som konstruktion...............................................................................45
Demokrati ...........................................................................................................47
Deltagelsesparadigmet ........................................................................................47
Popularisering .......................................................................................................48
Kontinuitetsmodellen..........................................................................................50
Et samspil............................................................................................................52
Forskere som aktører i offentligheden ................................................................53
Modus 2 viden.....................................................................................................54
Brugsværdi..........................................................................................................55
Tilgange til forskningskommunikation...............................................................58
1
4. Kapitel: Mediemæssig praksis .............................................................................65
Medierne som institution......................................................................................66
Medierne som selvstændig politisk institution ...................................................66
Den danske nyhedsinstitution .............................................................................69
Dagsordenen .......................................................................................................71
Dagsordensteoriens andet niveau........................................................................73
Undersøgelser af forskningsstof i medierne .......................................................75
Mediernes dagsorden – og forskningens.............................................................76
Modsætninger .....................................................................................................78
Teoretiske udgangspunkter .................................................................................79
Forskningsstof er ikke anderledes.......................................................................80
Valg af perspektiv ...............................................................................................81
Journalistiske fortællemåder ...............................................................................83
Nyhedshistorier ...................................................................................................84
Den sensationelle nyhedshistorie........................................................................85
Baggrund og analyse...........................................................................................85
Den menneskelige vinkel....................................................................................87
Journalistik contra videnskab..............................................................................88
Præcision.............................................................................................................89
Drama..................................................................................................................90
Resultater før processer.......................................................................................91
5. Kapitel: En opsummering og et afsæt.................................................................93
Opsummering........................................................................................................94
Demokratiteoretisk tilgang..................................................................................94
Videnskabsteoretisk tilgang ................................................................................95
Mediesociologisk tilgang ....................................................................................96
Analytisk afsæt ......................................................................................................97
Analysens opbygning..........................................................................................98
Det empiriske grundlag.......................................................................................99
Afgrænsninger...................................................................................................100
6. Kapitel: PISA i kontekst.....................................................................................102
Konteksten for PISA-undersøgelserne..............................................................103
PISA-undersøgelserne.......................................................................................103
De politiske forhandlinger om folkeskolen.......................................................104
Begivenheder knyttet til PISA ..........................................................................105
PISA 2000 ............................................................................................................106
Mediedækningen af PISA 2000 ........................................................................107
Pressemateriale 2000 ........................................................................................109
PISA-rapporten 2003..........................................................................................110
Temaer i rapporten............................................................................................111
Pressematerialet 2003 .........................................................................................114
Ritzaus dækning af PISA 2003 ..........................................................................115
Ritzaus dækning den første dag ........................................................................116
2
PISAs relevans som case.....................................................................................118
7. Kapitel: PISA 2003 i nyhedsmedierne - en kvantitativ beskrivelse ...............121
Kvantitativ indholdsanalyse som metode .........................................................123
Valgene bag denne analyse...............................................................................125
Valg af medier...................................................................................................125
Kodning af materialet .......................................................................................127
Temaer ..............................................................................................................128
Udtalelser ..........................................................................................................130
Fremskaffelse af materialet...............................................................................131
En kontrast ..........................................................................................................131
Forløbere til PISA ...............................................................................................132
Mediedækningens kronologiske forløb .............................................................134
Nyhedsartiklerne ...............................................................................................134
Temaer i mediedækningen .................................................................................135
De afledte temaer ..............................................................................................137
Temaer i læserstoffet.........................................................................................139
Forskellen i temaer............................................................................................140
Aktørerne.............................................................................................................142
Forskning som anledning..................................................................................145
8. Kapitel: Forståelsesrammer...............................................................................148
Frames..................................................................................................................149
Det empiriske materiale ....................................................................................151
De enkelte mediers dækning af PISA-undersøgelsen ......................................151
Jyllands-Posten .................................................................................................151
Løsninger ..........................................................................................................155
Berlingske Tidende ...........................................................................................157
Politiken ............................................................................................................162
Information .......................................................................................................167
BT .....................................................................................................................171
Radioavisen.......................................................................................................172
URBAN – ren Ritzau ........................................................................................173
Jyske Vestkysten...............................................................................................174
Karakteristika ved mediedækningen ................................................................174
PISA i andre medier ...........................................................................................176
Folkeskolen.dk ..................................................................................................177
Mandag Morgen................................................................................................179
Forskelle på forståelsesrammer.........................................................................181
9. Kapitel: Mediedækningens karakteristika .......................................................182
Analysens elementer ...........................................................................................183
Forskelle mellem rapport og mediedækning.....................................................183
Ensartethed i forståelsesrammer .......................................................................185
Den journalistiske fremstilling...........................................................................186
3
Forskning som argument...................................................................................186
Disciplin............................................................................................................187
Signifikans ........................................................................................................189
Vinkling ............................................................................................................190
Forskningens placering og funktion..................................................................191
Brugsværdi........................................................................................................191
Casen PISA .......................................................................................................192
10. Kapitel: Konklusion.........................................................................................194
Casens begrænsninger.......................................................................................195
Analysens pointer..............................................................................................196
Vidensbegrebets betydning...............................................................................198
Den mediemæssige praksis ...............................................................................199
Demokrati og offentlighed................................................................................200
Begrebet forskningskommunikation.................................................................203
Summary..................................................................................................................205
Litteratur .................................................................................................................207
BILAG 1 Optællinger, mediedækningen PISA 2000...........................................219
BILAG 2 Kodemanual............................................................................................220
4
Forord
Denne afhandling er en undersøgelse af, hvordan forskningsbaseret viden indgår i
den nyhedsorienterede massekommunikation. Arbejdet har været drevet af et
personligt ønske om at forstå en mangfoldighed af erhvervserfaringer i et større
perspektiv. Ja, faktisk ikke bare at forstå dem, men også at få inspiration til normer
for arbejdet med at kommunikere forskning i en bredere offentlighed.
I mit arbejde som ansvarshavende redaktør af det forskningsformidlende magasin
Humaniora, som udgives af Forskningsrådet for Kommunikation og Kultur, oplevede
jeg mange ønsker om at øse af forskningsbaseret viden. Men også et stort ønske om
at markere nytteværdien af humanistisk forskning offentligt. Hvordan skal en
professionel kommunikatør navigere her? Skal man på pædagogisk vis hjælpe med at
‘oversætte’, med at forenkle og gøre kompliceret forskning til noget begribeligt for
den interesserede mediebruger? Skal man få kompliceret forskning i grammatiske
regler til at være vedkommende for hr. Hansen i Haurum? Eller skal man lede efter
de mest farverige eksempler på humanistisk forskning, fx dueller i renæssancen, og få
aviserne til at skrive om dem og dermed måske få eksponeret værdien af humanistisk
forskning? Hvad har forskersamfundene brug for – og hvad har samfundet brug for?
Jeg har altid betragtet kommunikation som kernen i et demokratisk samfund. Men
mine erfaringer som et kommunikerende hjul i samfundet gjorde mig i tvivl om de
valg, jeg traf og den professionalisme, jeg havde. Var jeg ikke en form for gatekeeper
mellem forskningsverdenen og offentligheden? Hvilke forpligtelser havde jeg så,
udover hvad min arbejdsgiver bad om? Havde jeg en forpligtelse i forhold til
offentligheden, i forhold til demokratiet? Burde jeg ikke have en professionel etisk
norm, der kunne retlede mit arbejde? Muligvis. Men det havde jeg ikke, og jeg kunne
ikke slå den op noget sted. Pragmatisk prøvede jeg derfor lidt af det hele, og jeg
udviklede langsomt, men sikkert, en udpræget mangelfornemmelse: Jeg manglede en
normativ rettesnor for mit arbejde, for hvad forskningsbaseret viden kan, skal og bør i
den bredere offentlighed. Denne afhandling afspejler min søgeproces - og heldigvis
også min erkendelsesproces - i dette arbejde.
Det er meget, meget sjældent, man får tre år og et universitetsmiljø til at lede efter
svar på spørgsmål, man undrer sig over. Det er et privilegium, som jeg er SÅ glad for
at have fået. I den forstand har det været tre fantastiske år. Men sådan en jagt efter
erkendelse og forståelse er som enhver anden jagt ikke kun frydefuld; den er også
fuld af farer og uforudsete forhindringer. Det kan være svært at lade sig lede af en
problemstilling. Problemstillinger har det jo med at ændre sig, når man arbejder med
dem. De viser sig ofte at være lidt forkert formuleret, når man først har gravet lidt i
empirien og teorien. Så min problemstilling har drillet mig - den har ændret karakter,
og indimellem er den næsten smuttet ud af syne - eller jeg har bare ikke kunnet
5
genkende den. Jeg har tumlet med et puslespil med mange brikker, som jeg
forfærdelig gerne ville samle, så der kunne blive pæn orden i mit univers.
Og så meget klogere er jeg da blevet: Der kommer ikke fuldstændig orden i mit
univers. Puslespillet bliver aldrig færdigt. Der er altid et par brikker, der mangler, og
det vil altid kunne diskuteres, hvor man skal lede efter dem. Men jeg er glad for disse
tre år, jeg er glad for have at fået syn for flere brikker end tidligere samt øje på nye
konturer i puslespillet. Jeg håber, at de læsere, der orker at gå med rundt og lede efter
puslespilsbrikker, også vil få øje på nye konturer.
Og så vil jeg gerne takke alle dem, der har stået bi i min jagt efter puslespilsbrikker.
Først og fremmest til min vejleder, Birgitte Ravn Olesen, der med stor åbenhed har
fulgt og støttet mig i min proces. Til min bivejleder Mark Ørsten, der blev inviteret
ind sent i processen, men alligevel gik ind med konstruktive ideer. Til medstuderende
på kurser og seminarer, der villigt har diskuteret, specielt til Gitte Gravengård, som
har givet grundig respons på dele af afhandlingen. Til mine kolleger på
Kommunikationsuddannelsen, der har bidraget med interessante diskussioner og
opbakning. Men også en stor tak til Frank Wagner, som har gjort det muligt at
behandle kodningerne og omsætte dem til en kvantitativ indholdsanalyse med tabeller
og grafer, og til Karina Raun Riiskær som har læst korrektur.
RUC, august 2007
6
1. Kapitel:
Afhandlingens problemstilling
Der er stor politisk interesse for forskningsformidling for tiden. Især for, at forskning
bliver formidlet i massemedier og den brede offentlighed. Det ses i flere politiske
initiativer på såvel nationalt som europæisk plan. Det måske mest markante udtryk
for de politiske krav om forskningskommunikation ses i den nye universitetslovs krav
om, at forskere skal opfordres til at markere sig i den offentlige debat1. Og de
politiske krav bærer frugt i den forstand, at der tages mange nye initiativer på
formidlings- og kommunikationsområdet i forskningsverdenen.
Hvordan der kommunikeres mellem forskningsverdenen og øvrige dele af samfundet,
er meget væsentligt. Ikke bare for den professionelle kommunikatør, der er ansat til at
initiere kommunikationen. Ikke bare for forskeren, der pålægges nye krav i sit
arbejde. Men også for statsborgeren i et demokrati, hvor begreber som viden,
oplysning og deltagelse er grundlæggende værdier.
I dette kapitel beskriver jeg de politiske krav om forskningskommunikation og nogle
af de initiativer, som forskningsverdenen tager for at leve op til kravene. På den
baggrund præciserer jeg det aktuelle udgangspunkt for denne afhandling og
præsenterer den problemstilling, afhandlingen analyserer.
1
“Stk. 3. Universitetet skal samarbejde med det omgivende samfund og bidrage til udvikling af det internationale
samarbejde. Universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og
udvikling i samfundet. Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og
kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat. ”
(Lov nr. 403 af 28. maj 2003).
7
Folkelig opbakning til forskning
På europæisk plan viser den politiske interesse sig bl.a. i Forskningsprogrammet
Science and Society, som i den seneste indkaldelse af forskningsansøgninger skriver:
‘The European Commission wants to improve public awareness of science among the
largest number of European citizens possible, including young people, and mass
media are an important tool in achieving this goal. Various public opinion polls, such
as the different Euro barometers, show that efforts undertaken in the past years have
been effective in reducing the public's scepticism of some politically contentious
research areas, and have restored a degree of confidence in European research and
research policy makers.’
(http://ec.europa.eu/research/infocentre/)
Her fremgår det klart, at målet med forskningskommunikation er en bredere accept af
forskningen og en øget tilgang af unge talenter til forskningen. Det er vigtigt set med
EU-øjne, fordi man anser de europæiske landes muligheder for at udvikle sig i en
positiv og bæredygtig retning (‘in a positive and sustainable way’) som uløseligt
sammenknyttet med evnen til innovation og muligheden for at udvikle og udnytte
viden. Målet er at bygge et effektivt og demokratisk, europæisk og vidensbaseret
samfund gennem at stimulere en harmonisk integration af videnskabelige og
teknologiske bestræbelser samt tilknyttede forskningspolitikker i det europæiske
samfund. Derfor ønsker man også at fremme debatten om videnskab og teknologi og
relationen til samfund og kultur i hele Europa.
Sagt med andre ord: Baggrunden for ønsket om at kommunikere forskning er en EUpolitik om, at EU skal være den førende vidensbaserede økonomi i verden. Og det
forudsætter øgede forskningsmidler. Det kræver folkelig opbakning til forskningen,
rekruttering af flere gode talenter til forskningen samt et bredt samarbejde mellem
universitet og erhvervsliv. Alle tre dele kræver formidling og vidensdeling.
(Kjærgaard, 2006: 24).
Philippe Busquin, tidligere EU-kommissær for videnskab og forskning, tog allerede i
2000 initiativ til en tænketank for forskningsformidling, og der er nu afholdt to
konferencer om forskningskommunikation, senest i Bruxelles november 2005. På
hjemmesiden for ‘Science and Society’-forskningsprogrammet findes flere
publikationer med gode råd og vejledning i kommunikation for forskere.
I Danmark viser politikernes interesse for forskningskommunikation sig bl.a. i, at
videnskabsminister Helge Sander i maj 2003 nedsatte ‘Tænketank for forståelse af
forskning’. Tænketanken bestod af 26 mediefolk med daværende chef for
Forbrugerrådet Christine Antorini som formand. Tænketankens arbejde resulterede i
8
en politik for forskningsformidling, som fremgår af rapporten ’Forsk og fortæl’
(Videnskabsministeriet 2004).
Rapporten pointerer, at der allerede er store mængder af forskningsformidling, så det
handler ikke om mere, men om bedre forskningskommunikation. Derfor ønsker
Tænketanken at erstatte formidlingsbegrebet med kommunikationsbegrebet
(Videnskabsministeriet, 2004: 9). Tænketanken giver 27 anbefalinger til initiativer,
der skal sikre ‘bedre forsknings-kommunikation’. Anbefalingerne retter sig dels mod
at ‘give den nysgerrige borger mulighed for at deltage i flere spændende aktiviteter om
forskning og videnskab’ (ibid.: 9), dels mod mødet mellem forskere og journalister.
Forskerne skal have større kendskab til pressens arbejdsmetoder, og journalisterne
skal have bedre forståelse for forskernes arbejdsmetoder.
Om årsagerne til behovet for bedre forskningskommunikation, peger Tænketanken
på, at i det moderne videnssamfund har vi brug for at forholde os til forskning – både
som borgere, vælgere og forbrugere, siges det (Videnskabsministeriet, 2004: 10).
Bl.a. peger Tænketanken på, at
‘Hvis samfundet skal investere store beløb i forskning, har borgerne et berettiget krav på
dokumentation for at investeringen giver afkast .... i et bredt velfærdsperspektiv.’
(Videnskabsministeriet, 2004:10)
Hvor EU har en målsætning om at kunne aflæse borgernes øgede accept af forskning
og forskningsudgifter på Eurobarometeret, har Tænketanken her en mere forbrugerorienteret formulering af samme mål: ‘… borgerne har et berettiget krav på dokumentation
for at investeringen giver afkast …’. Men argumentationen er den samme: Borgerne skal
have mere viden om forskning for at kunne acceptere de nødvendige udgifter til
forskningen. Og investeringerne i forskningen er nødvendige, fordi samfundet bygger
på viden. Forskning anses for en væsentlig drivkraft i samfundets økonomiske
udvikling og internationale konkurrenceevne.
Skiftende forskningsministre har da også appelleret til forskerne om at ‘komme ud i
forsamlingshusene’. Da Birthe Weiss var forskningsminister, opfordrede hun til det,
og den efterfølgende minister for teknologi, videnskab og innovation, Helge Sander,
appellerer også til, at forskerne hjælper ham med at ‘få folk i forsamlingshusene til at
forstå nødvendigheden af øgede bevillinger’ (sagt ved ForskerForums
Forskningspolitiske Årsmøde d. 24/2-03, refereret i Politiken d. 25/2-03).
At målet med forskningskommunikation bl.a. er at sikre folkelig opbakning til
forskning, er ikke noget nyt fænomen. Begrebet ‘Public Understanding of Science’,
PUS, opstod som et policybegreb allerede efter 2. verdenskrig (Aagaard og
Mejlgaard, 2003: 4; Elam og Bertilsson, 2003 ; Lewenstein, 1992: 45). PUS kan ses
som et resultat af en politisk opmærksomhed på, at forskning og teknologisk
9
udvikling var afgørende for samfundets muligheder for at sikre velfærden, forstået
både sikkerhedspolitisk og i forhold til økonomisk velfærd (Aagaard og Mejlgaard,
2003).
De politiske initiativer i forlængelse af PUS har gået på at bygge bro mellem
offentligheden og ekspertviden i videnskaben. En bro med to dele: ‘policy for
science’, dvs. sikre folkelig opbakning til forskning, og ‘science for policy’, dvs.
indarbejde de nødvendige hensyn til den folkelig skepsis i grundlaget for forskningen, fx i forhold til bioetik (Aagaard og Mejlgaard, 2003: 4). Den grundlæggende
antagelse har været, at hvis blot folk får mere viden, vil de også blive mere forstående
og accepterende over for videnskabelig og teknologisk udvikling (Aagaard og
Mejlgaard, 2003:5).
En væsentlig del af den politiske interesse for forskningskommunikation bunder kort
sagt i ønsket om at legitimere forskningen i befolkningens øjne. Og når det politisk
anses for vigtigt, at befolkningen accepterer forskningen og udgifterne til forskningen, hænger det sammen med en overbevisning om, at vores samfunds velstand og
fortsatte økonomiske rigdom er baseret på viden, forskning og teknologisk udvikling.
Denne overbevisning ses bl.a. udtrykt i regeringens baggrundsrapport: ‘Regeringens
vidensstrategi – viden i vækst’ (Videnskabsministeriet 2003).
Viden som forudsætning for demokrati
Den politiske interesse for forskningsformidling kædes imidlertid også sammen med
demokrati. Tænketanken beskæftiger sig med kommunikation af forskning til den
brede offentlighed og definerer det som kommunikation af
‘videnskabelige resultater, arbejdsmåder og holdninger inden for et specialiseret
forskningsfelt til personer uden for feltet samt forskeres deltagelse i samfundsdebatten
med forskningsbaseret argumentation.’ (Videnskabsministeriet, 2004: 9).
Samfundsdebatten anses for en af hjørnestenene i vores demokrati, så det er dybest
set forskernes bidrag til en demokratisk hjørnesten, der her efterlyses. Efterlysningen
skyldes, at forskerne kan noget særligt i samfundsdebatten, nemlig argumentere på
baggrund af forskning. Den forskningsbaserede viden anses åbenbart af Tænketanken
for at besidde en særlig kvalitet i debatten. Kort sagt: Forskerne har noget viden, som
vi alle har brug for at kende til af hensyn til de demokratiske processer.
Faktisk er Tænketanken meget tæt på at skrive, at viden om forskning er en
forudsætning for at deltage i samfundsdebatten:
‘I sidste instans er målet med god forskningskommunikation at sikre, at de forskellige
grupper i vores samfund fortsat kan forstå hinanden i fremtiden, og at give alle
forudsætninger for at deltage i samfundsdebatten.’ (Videnskabsministeriet,
2004:11).
10
Tænketankens medlemmer vil næppe sige direkte, at synspunkter eller argumenter,
der ikke er forskningsmæssigt belæg for, ikke kan tages alvorligt i den offentlige
debat. Men de siger dog her helt tydeligt, at målet med forskningskommunikation er
at give alle – dvs. også ikke-forskere - mulighed for at deltage i samfundsdebatten.
Der er kort sagt en meget stor vægt på forskningsbaseret viden som input til en
demokratisk samfundsdebat.
Fremhævelsen af viden og oplysning som input til demokratiet præger meget af den
offentlige diskussion om forskningskommunikation. Ofte er det en indiskutabel
præmis, at formidlet forskning bidrager til demokratiet.
Denne antagelse med rod i oplysningstidens oplysningsideal er dog ikke indiskutabel.
Faktisk er det et helt centralt diskussionsemne i forskningen om forskningskommunikation. Det vil jeg komme ind på i kapitel 2.
Tænketanken beskriver også forskningskommunikation som ‘det aktive bindeled
mellem videnskab og samfund’. Et alment kendskab til forskningsbaseret viden er
ikke bare en væsentlig forudsætning for deltagelse i samfundsdebatten, det er også en
forudsætning for at have en demokratisk styring af forskningen:
‘I videnssamfundet har vi brug for en forskningskommunikation, der giver borgerne den
fornødne indsigt til at deltage i en åben demokratisk dialog om forskningen, om
forskningens resultater og processer, dens fordele og muligheder, dens konsekvenser,
dilemmaer og risici’ (Videnskabsministeriet, 2004:11).
Igen skildres forskningsbaseret viden som en forudsætning for demokrati. Begrebet
‘åben demokratisk dialog’ åbner for en demokrati-teoretisk diskussion, som jeg vil
tage i kapitel 2. Her vil jeg blot nævne, at man kan foretage en grov skelnen mellem
de demokrati-forståelser, der lægger vægten på beslutningsprocedurerne og de
demokrati-forståelser, der lægger vægten på deltagelse i debatten (Loftager, 2004).
Umiddelbart lægger begrebet ‘åben demokratisk dialog’ mest op til en demokratiopfattelse, som har vægt på deltagelse i debat.
For Tænketanken kædes debatten så yderligere sammen med videnskabelig,
forskningsbaseret argumentation. Det åbner for spørgsmål om, hvad videnskab er –
hvilken rationalitet ligger der i videnskab? Hvilke typer af argumenter og hvilken
type rationalitet er væsentlig i den offentlige debat i et demokratisk samfund? Hvad
er ‘den fornødne indsigt til at kunne deltage i en demokratisk dialog’? Hvad er
videnskabens rolle?
Her åbnes for en væsentlig diskussion inden for forskningen i forskningskommunikation. Dybest set er det en videnskabsteoretisk diskussion, der kan
beskrives som et kontinuum, hvor det positivistiske videnskabsbegreb om objektiv
forskning, der leverer sand viden, er den ene pol, og hvor det socialkonstruktivistiske
syn på videnskabelig viden som et resultat af forhandlinger, er den modsatte pol. Jeg
vil præsentere forskellige positioner inden for dette kontinuum i kapitel 3. Her vil jeg
11
blot konstatere, at Tænketanken – og en væsentlig del af den offentlige debat om
forskningskommunikation – ligger meget tæt op ad de præmisser, som den
positivistiske pol repræsenterer.
Spredning af viden
Tænketanken skriver i sin rapport, ‘Forsk og Fortæl’:
‘Vores nutidige samfund hviler på et fundament af viden og teknologi, som forskningen
har bragt os. Som moderne mennesker har vi forskning tæt inde på kroppen hele
tiden. Det betyder, at vi har et behov for at forstå og forholde os til forskning - både
som borgere, vælgere og forbrugere.’ (Videnskabsministeriet, 2004: 10).
Tænketanken ser altså forskningen som den helt fundamentale udvikler af viden i
vores samfund. Den samfundsmæssigt vigtige viden sættes her lig med den viden,
forskningen udvikler. Det er den forskningsbaserede viden, der omtales som hele det
‘fundament’, samfundet hviler på. Hvis det er vigtigt som borger at forstå det
fundament, samfundet hviler på, bliver indsigt i forskningsbaseret viden følgelig
meget væsentlig. Her ligger implicit en top-down tilgang, hvor forskningen er toppen.
Forskningen leverer det fundament af viden, som vi alle bygger vores daglige,
samfundsmæssige liv på. Den tilgang betegnes inden for forskningen i forskningskommunikation som ‘spredningsmodellen’ (jf. kapitel 3). Forskere betragtes her som
leverandører af objektiv viden, som bør spredes til de uvidende borgere. Derfor
anvendes også betegnelsen ‘deficit-modellen’ – borgerne har en deficit; de mangler
den viden, som forskerne har (Hornmoen, 2003).
Ønsket om viden knyttes ganske vist her sammen med et behov for at legitimere
forskningen. Forskningen har nemlig også brug for dialogen, skriver Tænketanken.
Men forskningens behov for dialogen skyldes, at der er
‘ … behov for en bred accept af forskning og forskningens rolle, for at forskningen
kan stå distancen ved prioritering af ressourcer sammenlignet med andre vigtige
samfundsområder.’ (Videnskabsministeriet, 2004: 11).
Denne sammenhæng mellem forståelse og accept er et gennemgående tema i
forskningen i forskningskommunikation, og det vil blive uddybet i kapitel 3.
Universiteternes interesse for forskningskommunikation
De politiske intentioner om bedre forskningskommunikation er manifesteret som
lovkrav i Universitetsloven fra maj 2003:
‘Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og
kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i
den offentlige debat.’ (Lov nr. 403 af 28. maj 2003).
12
Universiteterne har da også øget deres fokus på formidling og kommunikation af
forskning på universiteterne. Det fremgår bl.a. af rapporten ‘Jagten på det troværdige
universitet’ fra Mandag Morgen og DPU, at kommunikationsafdelingerne på
universiteterne opruster. Halvdelen af landets (på det tidspunkt 12) universiteter har
øget antallet af kommunikationsansatte i perioden 2003-2005. Samtidig sker der en
professionalisering af kommunikationen, forstået på den måde, at universiteterne nu
arbejder med pressehåndtering, markedsføring, strategisk rådgivning, kommunikationspolitikker og -strategier (Danmarks Pædagogiske Universitet og Huset Mandag
Morgen, 2005: 17).
Der kommer også helt nye typer af stillinger på universiteterne. Fx har både
Københavns Universitet og Danmarks Pædagogiske Universitet ansat en prodekan
for ‘vidensspredning’.
Københavns Universitet har endvidere vedtaget en ‘Strategi for forsknings- og
vidensformidling’ (www.ku.dk). Her skitseres de tre vigtigste mål for formidlingen af
forskning og viden som 1. ‘At imødekomme en øget efterspørgsel efter viden fra ‘den
nysgerrige borger’, 2. at kvalificere den demokratiske debat, og 3. at overføre generel
viden om aktuel forskning til miljøer og professionsområder.
Det ser nu ud til, at universiteternes bestræbelser på at komme i medierne bærer frugt.
Ifølge rapporten ‘Det troværdige universitet’ fra Danmarks Pædagogiske Universitet
og Huset Mandag Morgen er avisernes omtale af danske universiteter steget med en
tredjedel i perioden 2000 til 2004 (Danmarks Pædagogiske Universitet og Huset
Mandag Morgen, 2005: 15).
Der kan imidlertid ligge nogle demokratiske problemstillinger i forskernes øgede
synlighed i medierne. I forbindelse med Magtudredningen har Togeby et al. (2002)
undersøgt, hvordan forskere optræder i massemedierne. Der er tale om et studie med
punktnedslag i mediernes brug af eksperter fra 1960 og frem til i dag. De kan
konstatere, at den mest udbredte brug af eksperter tidligere var den naturvidenskabelige ekspert, der kunne fortælle om egen forskning, mens den mest udbredte
brug af eksperter i medierne i dag er den samfundsvidenskabelige ekspert, der
kommenterer på aktuelle begivenheder.
I forlængelse af disse resultater peger forfatterne på, hvad de betegner som tre
væsentlige, demokratiske problemer. Det ene er risikoen for sammenblanding af
forskerrollen og borgerrollen. Det er problematisk, når en person bidrager til den
offentlige debat og præsenteres med forskertitel og ansættelsessted, hvis det ikke er
som forsker og med baggrund i forskningsbaseret viden, men som borger,
vedkommende udtaler sig.
13
Det andet problem, Magtudredningen nævner, er, at når medierne i så høj grad bruger
forskere til at belyse politiske spørgsmål, kan offentligheden får det indtryk, at
interessekonflikter og holdningsspørgsmål kan afgøres på et videnskabeligt grundlag.
Det tredje problem er, hvis offentligheden får det indtryk, at man skal være forsker
for at kunne udtale sig om væsentlige samfundsproblemer – altså hvis videnskaben
inddrages ud over dens legitime grundlag. Hvor bliver ‘den frie udveksling af
synspunkter mellem alle borgere’ så af?, spørger de.
Universiteterne søger med den stigende intensitet i kommunikationen at svare på de
politiske ønsker, der synes at være magt bag. Dels har universiteterne tilsyneladende
taget en del initiativer til at formidle mere, dels kan forskningsformidlingen blive en
udløsende faktor i forhold til universiteternes basisbevillinger. Det fremgår af endnu
en undersøgelse fra Mandag Morgen (Mandag Morgen, 15. 01. 2007), at de
samfundsvidenskabelige forskere ‘vender ryggen til samfundet. I hvert fald når det
drejer sig om at formidle deres forskning og viden til danskerne.’ Mandag Morgen
har søgt i InfoMedia og Børsens artikelarkiv og på den baggrund produceret en liste
over de 50 mest citerede samfundsforskere. Samtidig opgør Mandag Morgen, at de
forskere, der er mest i medierne, så også er meget aktive: 3 % af de forskere, der er
mest i medierne, står tilsammen for lidt over 40 % af den samlede omtale (Mandag
Morgen, 15.01. 2007; Kyvik, 2002).
Denne undersøgelse viste bl.a., at RUC kun har 3 forskere på listen over de 50 mest
omtalte forskere. Det gav anledning til et notat på RUC, som blev rundsendt til
samtlige medarbejdere. Heraf fremgik det, at der er nogle metodiske problemer i
undersøgelsen, som giver en skævvridning, og at det faktisk slet ikke står så galt til
med RUC-forskeres synlighed. MEN det væsentlige er, at undersøgelsen betegnes
som vigtig, fordi Rektorkollegiet har peget på, at omtaler i Infomedia kan blive en
indikator for, hvor godt et universitet lever op til kravene om ‘vidensspredning’. Det
er altså ikke utænkeligt – selvom det jo ikke er besluttet - at kæde omfanget af
omtaler i massemedierne sammen med bevillingerne til forskningen. Så det kan
komme til at koste forskningsbevillinger, hvis ikke forskerne viser sig i
massemedierne.
Den aktuelle situation er kort sagt, at der er stor politisk bevågenhed omkring
forskningskommunikation. Denne interesse hænger bl.a. sammen med, at forskning
og teknologi ses som en væsentlig økonomisk drivkraft og et internationalt
konkurrenceparameter. Men interessen kædes også sammen med forestillinger om
videnskabelig viden og forskningsbaseret argumentation som væsentlige drivkræfter i
samfundsdebatten og i demokratiet. Forskning og formidling/kommunikation af
forskning anses som forudsætninger, ikke bare for den økonomiske udvikling, men
også for den demokratiske udvikling. Denne forståelse af at mere/bedre
forskningskommunikation er nødvendig af hensyn til demokratiet ligger i grundlaget
14
for forskellige policydokumenter som fx Tænketankens rapport, EU's opslag om
forskningsmidler samt i egentlig lovgivning som Universitetsloven.
De politiske ønsker imødekommes i relativt stort omfang af forskningsverdenen.
Denne beredvillighed fra forskningsverdenen hænger muligvis sammen med et
økonomisk pres. Det tyder den universitetsinterne udmelding på RUC i hvert fald på.
Her kan bibliotekschefen på den ene side kritisere grundlaget for en undersøgelse fra
Mandag Morgen om samfundsvidenskabelige forskeres synlighed i massemedierne,
men på den anden side erklærer han, at en sådan undersøgelse – uanset validitet! –
kan blive afgørende for bevillingerne til universitetet.
Der er naturligvis ikke kun beredvillighed fra forskningsverdenen. Der er ganske
givet interne diskussioner, men her hæfter jeg mig ved de officielle initiativer fra
universiteterne. Og de præsenteres - lige som de politiske ønsker – ud fra den
underliggende antagelse, at der produceres viden på universiteterne, som har særlige
kvaliteter at bidrage med i forhold til den offentlige og demokratiske debat. Der er
nogle implicitte forestillinger om viden og videnskabelighed på spil her, ligesom der
er nogle implicitte forestillinger om demokrati og offentlighed på spil.
Afhandlingens forskningsspørgsmål
Det er mit mål med denne afhandling at afdække teoretiske og empiriske diskussioner
af forskningskommunikation med henblik på at bidrage til at kvalificere diskussionen
om forskningskommunikation i massemedierne. Jeg søger at væve et tæppe - måske
et kludetæppe - som kan bidrage til en reflekteret indtræden i diskussionen om, hvilke
kvaliteter der knytter sig til forskningskommunikation i massemedierne.
Jeg ser tre teoretiske felter som centrale i diskussionen om forskningskommunikation.
Det ene er forståelsen af, hvad videnskab er. Hvad er det særegne ved forskning i
forhold til andre stofområder? Har videnskabelig forskningsbaseret viden en
anderledes karakter end andre stofområder? Med et positivistisk videnskabssyn vil
forståelsen af videnskab betyde, at kravene til mediernes dækning af videnskab vil
handle om objektivitet og nøjagtighed. Med et socialkonstruktivistisk videnskabssyn
vil mediernes dækning repræsentere en ny, forhandlet viden. Jeg ser disse to
positioner som poler i et kontinuum, og jeg undersøger teoretiske forståelser af,
hvordan man inden for dette kontinuum kan forholde sig til formidling og
popularisering.
Det andet teoretiske felt er idealer for offentlighed og samfundsmæssig
kommunikation i et demokrati. Afhandlingen har det udgangspunkt, at
massemedierne i praksis betragtes af såvel politikere som universiteter som
væsentlige og demokratisk nyttige kanaler for kommunikation af forskningsbaseret
15
viden. Jeg betragter disse idealer som rammesættende for konkrete initiativer om
kommunikation af forskning, inden for såvel den politiske, den mediemæssige som
den universitære praksis.
Derfor er det væsentligt at undersøge disse ideal-forestillinger om offentlighed og
demokrati nærmere. Der er flere demokratiforståelser på spil, men også idealer om
rationalitet og videnskab. Den videnskabelige rationalitet har en særlig placering i
kraft af en kombination af videnssamfundets forestilling om videnskaben som
drivkraft i udviklingen og et offentlighedsteoretisk ideal om rationalitet i offentlig
deliberation og demokratisk debat. Disse forestillinger ligger bag mange
hensigtserklæringer og initiativer omkring forskningskommunikation og udgør derfor
en væsentlig ramme for den praksis, der er omkring forskningskommunikation.
Forestillingerne kan i øvrigt genfindes i de videnskabsteoretiske positioner i den
videnskabelige diskussion om forskningskommunikation. Jeg søger altså at beskrive
nogle af de implicitte forestillinger, der gør sig gældende for såvel den politiske som
den videnskabelige diskussion af forskningskommunikation.
Det tredje felt er den mediemæssige praksis. Massemedierne er væsentlige, fordi der
er stor interesse for at bruge dem i forskningsformidlingen, men de er også
væsentlige, fordi de underliggende antagelser om demokrati og oplysning er koblet til
massemedierne og offentligheden – til ‘samfundsdebatten’. Den mediesociologiske
forskning peger på, at medierne efter løsrivelsen fra partipressen har udviklet sig til
en selvstændig institution i samfundet med egne logikker, som har betydning for,
hvordan medierne arbejder, udvælger stof, fortæller de journalistiske historier etc.
Som resultat af den redaktionelle udvælgelsesproces fremstår en mediedagsorden
med prioritering af emner. Man kan kort sagt tale om en mediemæssig praksis, som
bl.a. viser sig i, hvilke emner der kommer på mediernes dagsorden, og i hvordan
disse emner beskrives eller frames. Forståelsen af, hvordan forskningsbaseret viden
indgår i medierne og offentligheden, må derfor også inddrage en forståelse af den
mediemæssige praksis. Hvordan harmonerer de implicitte ideale forestillinger om
massemedierne som et forum for demokrati og oplysning med den mediemæssige
praksis? Hvilken betydning kan den mediemæssige praksis have for mulighederne for
at kommunikere forskning?
Det er en teoretisk ambition i afhandlingen at yde et bidrag til den forskningsmæssige
tilgang til forskningskommunikation ved at anlægge såvel demokrati- og
offentlighedsteoretiske perspektiver som mediesociologiske og videnskabssociologiske perspektiver på forskningskommunikation. Målet er at udforske en
teoretisk/analytisk ramme for forskningskommunikation i massemedierne og relatere
disse til et casestudie.
Det er yderligere en empirisk ambition i afhandlingen at udfolde diskussionen om
forskningskommunikation i massemedierne gennem en analyse af en specifik case.
Det gør jeg ved at sammenligne mediedækningen af PISA 2003 med den rapport om
16
PISA 2003, hvor undersøgelsens resultater blev offentliggjort. Afhandlingens
empiriske fokus er på nyhedsmediernes dækning – på hvad der gøres umiddelbart
tilgængeligt for mediebrugerne i medierne. Det empiriske materiale er derfor
medietekster og baggrundsmateriale for medietekster.
Analysen sigter mod at beskrive forskelle mellem forskningsrapport og
mediedækningen. Hvad sker der indholdsmæssigt fra forskningsrapport over
pressearbejde til mediedækning? Hvilke historier fortæller forskningen, og hvilke
fortæller medierne? Hvordan kan forskellene perspektiveres teoretisk?
Selve analysen fokuserer derfor på den viden om PISA 2003, der stilles til rådighed
for den nyhedsforbrugende borger i Danmark i mediedækningen, og hvordan denne
viden adskiller sig fra den viden, der ligger i forskernes rapport om PISA 2003. Med
henblik på at kunne foretage en sammenligning beskrives mediedækningen dels i en
kvantitativ indholdsanalyse, dels i en kvalitativ analyse af de forståelsesrammer, der
etableres i teksterne.
Det kan ikke overraske, at der vil være væsentlige forskelle på medieindhold og
rapportens indhold. Men den præcise beskrivelse af forskellene og forståelsen af de
rammer, der betinger forskellene, er interessant i forhold til intentionerne om at
kommunikere forskning i massemedierne.
Dette fokus på forskellene mellem rapport og mediedækning er relevant, fordi de
politiske ønsker om forskningsformidling i massemedierne bygger på en antagelse
om, at massemedierne kan bidrage med oplysning og forskningsbaseret viden, som
kvalificerer borgerne til at deltage i samfundsdebatten. Forudsætningen for at
prioritere massemedierne i kommunikationen om forskning er derfor, at den proces er
brugbar for borgerne i samfundsdebatten og i et bredere demokratisk sigte. Derfor
fokuserer denne afhandling på, hvilken viden og forståelse om PISA 2003
nyhedsmedierne stiller til rådighed for mediebrugerne. Jeg inddrager ikke et
receptionsstudie, hvor jeg ville kunne sige noget om, hvilke mediebrugere der
forholder sig hvordan til mediernes PISA-omtale.
Den empiriske undersøgelse omfatter heller ikke produktionsprocessen. Jeg
undersøger ikke, hvordan aktørerne handler, interagerer eller ræsonnerer omkring
produktionen af medieteksterne. En empirisk undersøgelse af aktørernes valg kunne
have tilføjet interessante aspekter til afhandlingens problemstilling, men ville have
betydet, at det empiriske materiale til analysen af mediedækningen havde været
mindre omfattende. Jeg valgte derfor at afgrænse analysen til den faktiske
mediedækning og de tilbud om viden vedrørende PISA, den giver den interesserede
bruger af nyhedsmedierne.
Det centrale forskningsspørgsmål for afhandlingen er:
17
Hvordan kan kommunikationen af forskning i massemedierne forstås i lyset af
videnskabsbegreber, demokrati- og offentlighedsforståelser samt mediemæssig
praksis?
Afhandlingen søger altså at indkredse teoretiske forudsætninger for at diskutere
forskningskommunikation. Det sker gennem en undersøgelse af de teoretiske
grundlag for tre antagelser, som står centralt i den aktuelle praksis i forhold til
forskningskommunikation i massemedierne. Det er for det første forståelsen af
forskningskommunikation som en diffusion af viden fra forskere til lægfolk. For det
andet forståelsen af massemedierne som adækvate formidlere af forskningsbaseret
viden. For det tredje betydningen af forskningskommunikation som et væsentligt
bidrag til et demokrati. Disse teoretiske spørgsmål udfoldes i hvert sit kapitel i
afhandlingens første del.
Spørgsmålene danner grundlag for en empirisk analyse af massemedieret
forskningskommunikation. Jeg har valgt at analysere, hvordan PISA-undersøgelsen
2003 om 15-årige skoleelevers kompetencer er kommunikeret i massemedierne. Med
valget af denne case afgrænses problemstillingen til, hvordan forskningsbaseret viden
indgår i den nyhedsorienterede massekommunikation.
Analysen tager teoretisk udgangspunkt i dagsordensteorien (McCombs, 2004).
Dagsordensteoriens 1. niveau har vægten på, hvad der siges, altså hvilke temaer der
er fremtrædende i dækningen, mens dagsordensteoriens 2. niveau har vægten på,
hvordan det siges (McCombs 1997). Disse to spørgsmål belyses metodisk gennem
henholdsvis en kvantitativ indholdsanalyse af mediedækningen og en kvalitativ
analyse af, hvilke forståelsesrammer udvalgte nyhedstekster tilbyder mediebrugerne.
I afhandlingens tredje del diskuteres, dels på hvilke måder PISA-dækningen kan
forstås som forskningskommunikation inden for afhandlingens teoretiske afsæt, dels
hvordan PISA-dækningen kan vurderes som forskningskommunikation i forhold til
demokratiske og videnskabsteoretiske forståelser.
Afhandlingens opbygning
Afhandlingen er disponeret i tre dele. Første del består af kapitlerne 1- 5, hvori jeg
undersøger de nævnte tre teoretiske felter og hvilke rammer, de sætter for forståelsen
af forskningskommunikation i massemedierne. Afhandlingens 2. del er analyse af
mediedækningen af PISA-rapporten, og i afhandlingens sidste kapitel diskuteres og
perspektiveres afhandlingens empiriske fund og teoretiske ambition.
I dette kapitel har jeg skitseret hovedlinier i den aktuelle debat om
forskningskommunikation. Der har været mange politiske initiativer, både på
nationalt og på europæisk plan inden for de sidste 10 år, og forskningsinstitutionerne
har også taget mange initiativer de senere år. Det er præmisserne for denne forståelse,
18
jeg er interesseret i at undersøge i afhandlingen, specielt den store interesse for
massemedierne som kanal for forskningskommunikation og de demokratiske
overvejelser i denne sammenhæng.
I 2. kapitel beskriver jeg de offentlighedsteoretiske og demokratiteoretiske idealer,
som ligger til grund for aktuelle policy-dokumenter om såvel forskningskommunikation som mediemæssig praksis.
I 3. kapitel fokuserer jeg på forskningskommunikation som forskningsfelt. Jeg
beskriver forskningsfeltet som et kontinuum mellem to paradigmer; et
formidlingsparadigme og et deltagelsesparadigme, som bygger på forskellige
videnskabsteoretiske grundsyn.
I 4. kapitel vender jeg blikket mod de specifikke vilkår, der er for massemediernes
nyhedsproduktion. Her redegør jeg for empiriske undersøgelser af mediernes
fremstilling af forskning, og disse undersøgelsers teoretiske udgangspunkter
diskuteres i forhold til en teoretisk forståelse af medierne som selvstændig institution
i samfundet. På denne baggrund præciserer jeg afhandlingens teoretiske grundlag og
den analytiske ramme for afhandlingens undersøgelse af mediernes PISA-dækning.
I 5. kapitel opsummerer jeg de første kapitlers teoretiske pointer og beskriver på den
baggrund den analytiske ramme for undersøgelsen af mediernes dækning af PISA
2003.
Afhandlingens 2. del er selve analysen. Det centrale spørgsmål i afhandlingen er,
hvad der sker med forskningsbaseret viden i en massemedieret kontekst. Det belyses
gennem en sammenligning af mediedækningen af PISA-rapporten med selve PISArapporten. Med bagggrund i en kvantitativ indholdsanalyse af mediedækningen
beskriver jeg den forståelsesramme, de frames, der repræsenteres i medierne
vedrørende PISA. Disse frames sammenlignes med de forståelser af PISAundersøgelsen, der præsenteres i rapporten.
Flere, nyere danske undersøgelser har undersøgt generelle træk ved mediedækningen
af forskningsbaseret viden, bl.a. Arnoldi (2005), Togeby (2002), Albæk (2004) samt
en række kvantitative rapporter fra Analyseinstitut for forskning. Det fælles træk ved
disse undersøgelser er, at de har karakteriseret mediedækningens brug af eksperter,
eller tematiske eller genremæssige karakteristika over en periode – altså hvordan
medierne omtaler forskning eller fremstiller forskere. Undersøgelsen i denne
afhandling tager derimod udgangspunkt i, hvordan en specifik forskningsbaseret
viden transformeres fra rapport til mediedækning. Det er således nogle andre aspekter
af den massemedierede fremstilling af forskningen, min undersøgelse kan belyse.
Det empiriske materiale omfatter samtlige artikler, som omtaler PISA i perioden lige
efter offentliggørelsen af rapporten. Derved giver det indblik i den samlede dækning
19
af det specifikke emne – både hvordan og i hvilket omfang forskningen omtales, og
hvad den forskningsbaserede viden sættes i relation ti, samt hvilken funktion den får i
offentligheden. Derved giver undersøgelsen indblik i den position, forskningsbaseret
viden får i en massemedieret sammenhæng.
I den forstand er undersøgelsen et casestudie. I kapitel 6 redegør jeg for de specifikke
forhold omkring PISA-undersøgelsen, hvilken kontekst den indgår i, og hvordan jeg
ser PISA som case.
I 7. kapitel redegør jeg for metodikken i en kvantitativ indholdsanalyse og specifikt
for opbygningen af denne indholdsanalyse, herunder de valg, jeg har truffet med
hensyn til såvel det empiriske grundlag som kodning. Og jeg redegør på baggrund af
indholdsanalysen for, hvordan PISA-undersøgelsen er repræsenteret i
nyhedsmedierne. Her fokuserer jeg på hvilke temaer, der fremhæves, hvilke aktører
der ytrer sig samt dækningens kronologiske forløb.
I 8. kapitel undersøger jeg med baggrund i dagsordensteorien og framing-begrebet,
hvilke forståelsesrammer der præger mediedækningen af PISA-undersøgelsen. Her
sammenligner jeg med, hvordan PISA-rapporten er dækket i andre medier end
nyhedsmedierne. Jeg undersøger et lille udvalg af medier, som henvender sig til
professionelle, enten lærere eller beslutningstagere, altså hvad man kan kalde en
professionel offentlighed som modsætning til den brede offentlighed, som
nyhedsmedierne henvender sig til. Jeg er interesseret i, i hvilket omfang der er
forskelle mellem repræsentationen i de medier, der henvender sig til professionelle og
dem, der henvender sig til den brede offentlighed.
Kapitel 9 og 10 udgør afhandlingens sidste del, hvor de teoretiske og empiriske tråde
samles. I kapitel 9 opsummerer jeg de forskellige elementer i analysen og
konkluderer, hvordan denne empiri kan perspektivere afhandlingens
forskningsspørgsmål. I kapitel 10 diskuterer jeg på baggrund af afhandlingens
teoretiske og empiriske indsigter nogle begrænsninger og muligheder for
forskningskommunikation i massemedierne.
20
2. Kapitel:
Idealer om samfundsmæssig kommunikation
Som påpeget i kapitel 1, ligger der flere idealistiske forestillinger gemt i aktuelle
diskussioner og tiltag om forskningskommunikation. Forestillinger om hvad medier
kan og bør i et demokrati. Forestillinger om kommunikation i et demokrati. Og
forestillinger om hvordan forskning og videnskab beriger og bidrager til demokratisk
udvikling.
Afhandlingens udgangspunkt er som nævnt, at nyhedsmediernes dækning af
forskning må forstås både i forhold til, hvordan videnskab og forskning forstås, og i
forhold til de særlige vilkår, der er gældende for den mediemæssige praksis, for
massemediernes nyhedsproduktion. Disse to spørgsmål behandles i de to næste
kapitler, mens dette kapitel handler om de idealer for samfundsmæssig kommunikation, der ligger som normative rammer for såvel forskningskommunikationen som
nyhedsproduktionen.
Jeg søger at stille skarpt på essensen i de idealistiske forestillinger og normer for
samfundsmæssig kommunikation. Afsættet er Jürgen Habermas’ beskrivelse af den
borgerlige offentlighed, fordi de forståelser, der ligger her, af offentlighedens
funktion i et demokrati ligger dybt forankret i vores vestlige samfund. Offentlighedsidealet ligger som påpeget i kapitel 1 som grundlag for normer omkring
forskningskommunikation i medierne, og jeg antager – ligesom Anker Brink Lund
(Lund, 2002) - at den også ligger som et væsentligt normativt grundlag for
journalistisk praksis. Dernæst redegør jeg for dominerende demokratiforståelser og
de konsekvenser, disse har for normative forventninger til medierne, herunder den
plads som kommunikation af forskning ideelt set tildeles.
21
Idealet om et offentligt ræsonnement
Den grundlæggende idé i teorien om den borgerlige offentlighed er, at offentligheden
skal være et sted for borgernes offentlige og rationelle samtale om fælles
problemstillinger:
‘Med den borgerlige offentlighed forstås først og fremmest den sfære, der privatfolk
samles til publikum. Denne offentlighed – som er reglementert av øvrigheden –gjør
publikum straks krav på for å bruke den til en konfrontasjon med de offentlige
myndigheter om de almene regler for samkvem i den fundamentalt privatiserte,men
offentligt relevante sfære for varesamkvem og samfunnsmessig arbeid. Mediet for
denne politiske konfrontasjon er eiendommelig og uden historisk forbilde: det
offentlige resonnement.’ (Habermas, 1980: 25).
Habermas betragter offentligheden som et væsentligt organisationsprincip i vores
samfund (Habermas, 1980: 4) og gennem analysen af, hvordan dette begreb i dets
forskellige varianter har været brugt gennem tiderne, ønsker han at få en mere
systematisk forståelse af det nutidige samfund. Selvom man kan sige, at hans analyse
af offentligheden er en skildring af, hvordan idealet om en rationel drøftelse i
offentligheden netop ikke realiseres, er det stadig dette ideal, som tæt knyttet til den
liberale demokratiopfattelse præger alment accepterede ideer om mediernes funktion
i et demokrati. Det er også dette ideal, Habermas søger efter i sit videre forfatterskab
og udfolder gennem diskursteorien og sine tanker om et deliberativt demokrati.2
Idealet hænger sammen med forestillingen om magtforholdene. I det feudale
samfund var magt knyttet til (medfødt) status, hvorimod der i det borgerlige samfund
ligger en idé om ophævelse af magt og herredømme.
Denne ophævelse af magt og herredømme hænger sammen med, at det borgerlige
samfund skelner mellem stat og samfund. Samfundet er i princippet afpolitiseret,
fordi
‘… dets tvister og interessekonflikter bliver afgjort ved markedsmekanismens
magtfri, upolitiske hjælp. Under den fuldkomne konkurrences betingelser sørger
den usynlige hånd for opretholdelsen af en både rationel, magtfri og retfærdig
social orden.’ (Loftager, 1994: 154).
Den politiske myndighed, staten, knytter sig til almene interesser, og staten er
forbundet med samfundet gennem offentligheden. Offentligheden er altså det sted,
hvor det civile samfund er koblet sammen med statens magtstruktur (Eriksen, 2003:
2
Den følgende gennemgang af Habermas’ ideer bygger – hvor intet andet er nævnt - på den
Habermas-tolkning, som Erik Oddvar Eriksen og Jarle Weigaard præsenterer i bogen ”Kommunikativ
handling og deliberativt demokrati” (1999).
22
290). Det er her, magten må retfærdiggøre sig selv. Det er her, bindende beslutninger
begrundes over for de borgere, der bindes af dem. Det er her, borgerne kan stille
politikerne til ansvar. Det er dermed ikke længere magten, som er grundlaget for
lovgivning – det er ‘sandheden’, altså den rationelle konsensus, der kan skabes i
offentligheden, der er grundlaget. Lovenes legitimitet sikres således gennem debatten
i offentligheden.
Den borgerlige offentlighed bliver dermed den sfære, hvor (ligeværdige)
privatmennesker samles til publikum og skaber deres egen dagsorden gennem fri
kommunikation. Det primære i idealet om en borgerlig offentlighed er det
publicistiske princip. Altså at publikum samles i en offentlighed for at diskutere
fælles anliggender. (Eriksen og Weigaard, 1999).
Offentligheden er således en kritisk instans, der giver borgerne mulighed for at
forsamle sig og stille magthaverne til ansvar. Magthaverne tvinges ud på en offentlig
arena for at begrunde beslutninger og skabe tilslutning. I offentligheden er det muligt
at tilvejebringe en argumentationsproces om det, der skal gælde. Og det er
forudsætningen for rationel menings- og viljesdannelse.
Ideen om den rationelle konsensus, der skabes i offentligheden, bygger imidlertid på
nogle præmisser, der historisk set ikke holder. Den ene præmis er, at publikum ikke
har uforligelige særinteresser, for interessekonflikter skal kunne løses ved hjælp af
neutrale markedsmekanismer (Loftager, 1994:156). Men efter 1830’erne, hvor
arbejderklassen organiserer sig og formulerer interessemodsætninger, bliver det
tydeligt, at præmissen om, at der ikke er uforligelige interesser i offentligheden, får et
grundstød.
Den anden præmis for ideen om den borgerlige offentlighed er, at deltagerne i den
offentlige debat er uafhængige, dannede og debatterer rationelt (Loftager, 1994: 155).
Uafhængig i betydningen økonomisk uafhængig. Det udelukkede jo på det tidspunkt
samtlige kvinder og en hel del mænd. Det er derfor i direkte modstrid med den tredje
præmis, nemlig lige adgang for alle. Denne modsætning kunne dog – i princippet ophæves, hvis blot alle blev småproducenter og dermed ejendomsbesiddere
(Loftager, 2004: 17).
I præmissen om rationalitet ligger, at ingen dogmer skal forsvares, og at man ikke
kan appellere til nogen dogmer i tilfælde af konflikt. Man må søge tilslutning til sine
synspunkter på et bredt grundlag og på tværs af etablerede trosretninger og
statushierarkier. Derfor er offentligheden sekulær, den udgår ikke fra nogen bestemt
verdensanskuelse eller livsform. Idealet er, at offentligheden kan sikre konfliktløsning gennem debat (Eriksen og Weigaard, 1999).
Men statens afgrænsede rolle som garant for sammenhængen mellem offentlig
mening og lov kan ikke opretholdes. Staten bliver nødt til at intervenere på markedet
23
med lovgivning for at regulere private aktørers virksomhed. Staten kompletterer med
offentlig vare- og tjenesteproduktion og kompenserer for markedsøkonomien med
socialpolitik. Staten bliver velfærdsproducent, og offentligheden bliver arena for
propaganda og interessekamp snarere end arena for rationel meningsudveksling
(Habermas, 1980).
Den offentlige samtale bryder sammen pga. presset fra stridende grupper. Den
læsende offentlighed degenerer, den moderne journalistik kobles med kommercielle
interesser, med massekonsumtion og underholdning, og politiske afgørelser træffes i
lukkede fora, der er partikonkurrence, og pressen bliver partitro (Habermas, 1980).
I og med at der bliver opbygget et forvaltningsapparat, og politikken er blevet
instrumentaliseret pga. konkurrence mellem partierne, er det ikke længere muligt at
opretholde ideen om demokratisk viljesdannelse gennem offentligt ræsonnement.
Offentlig politik kan ikke forstås som refleks af den offentlige mening. Den
borgerlige offentlighed og den rationelle konsensus degenererede i en ung alder, og
Habermas konkluderede, at den borgerlige offentlighed blev refeudaliseret
(Habermas, 1980).
Habermas om offentlighed og medier
Habermas’ beskrivelse af offentlighedens forfald har været genstand for megen
diskussion og kritik (Outwhaite, 1994). Væsentlige dele af kritikken har Habermas
taget til sig, og nogle år senere skriver han ‘Between Facts and Norms’ (Habermas,
1996), hvor han faktisk giver afkald på forestillingen om styring via det offentlige
ræsonnement, fordi samfundet er så pluralistisk og komplekst, og fordi retsstaten er
uomgængelig (Eriksen og Weigaard, 1999). Opgaven må nu bestå i at oprette en
demokratisk barriere mod pengenes og bureaukratiets kolonisering af de civile
samfund. Det er så, hvad Habermas mener at have det teoretiske grundlag for i
diskursteorien, som danner baggrund for hans begreb om et deliberativt demokrati. I
den forstand fastholder og udvikler han ideen om fora, hvor det er muligt at
deliberere på et rationelt grundlag. Han ser stadig offentlige kommunikationsprocesser som betingelse for solidarisk politik i et parlamentarisk demokrati
(Outhwaite, 1994).
Habermas anskuer offentligheden som en kommunikationsstruktur, der har rødder i
livsverdenen og er forbundet med netværk i civilsamfundet. Det særlige ved
offentligheden er, at den hverken refererer til funktioner eller indhold i hverdagslivets
kommunikation, men til det sociale rum, der skabes i kommunikativ handlen. Et af
kendetegnene ved offentligheden er, at deltagerne i debatterne ikke er bundet til at
skulle træffe beslutninger. Beslutningerne træffes først senere i det institutionaliserede politiske beslutningssystem (Habermas, 1996: 362). Set i det perspektiv
fungerer offentligheden som et varslingssystem med sensorer vidt forgrenet i
samfundet, et varslingssystem, der peger på samfundsmæssige problemer.
24
I et demokratiteoretisk perspektiv, mener Habermas, skal offentligheden dog ikke
kun pege på problemer, men
‘... also convincingly and influentially thematize them, furnish them with possible
solutions, and dramatize them in such a way that they are taken up and dealt
with by parliamentary complexes. Besides the ‘signal function’ there must be an
effective problematization.’ (Habermas, 1996: 359)
I offentligheden skal problemer altså ikke bare ‘registreres’, men også kunne
tematiseres på en måde, som gør det muligt at gå videre med en politisk
problemløsning. I hvilken grad dette er muligt, belyser Habermas kun i brede
penselstrøg, men på baggrund af en diskussion af begreberne offentlighed og
civilsamfund skitserer han magtstrukturer i offentligheden og barrierer for
offentlighedens ideale funktion. Disse barrierer, pointerer han dog, er ikke
uovervindelige, men kan ændres. Det er fx sket i forbindelse med større sociale
bevægelser, som fag-, kvinde-, miljø, anti-atomkraftbevægelser etc., der netop har
brugt offentlighedens virkemidler til at mobilisere. Disse bevægelsers gennemslagskraft kan ikke forklares alene ud fra aktørernes egeninteresse eller stærke magtgruppers strategier. Gennemslagskraften skyldes, at de udtrykker noget alment, som
har motiveret andre grupper til solidarisk handling. Set i et større tidsperspektiv, har
offentligheden altså fungeret som følsom sensor/antenne over for nye problemstillinger. Fx er det udenomsparlamentariske grupper, der har taget spørgsmål som
afspænding, minoriteters rettigheder og tredjeverdensproblemer op – ikke det
etablerede apparat. Offentlighedens evne til at påvirke politikken gør, at vi ikke kun
kan se offentligheden som et varslingssystem, men også som et indflydelsessystem.
Offentlig debat kan derfor opfattes som opdagelseskontekst, hvor sociale problemer
identificeres og fortolkes, hvor der er nyskabende og opmærksomhedsskabende
meningsdannelsesprocesser. Parlamentariske, institutionaliserede diskussioner
bidrager til at filtrere og prioritere mellem krav ud fra mere kontante fordringer til
retfærdiggørelse, der opstår, når resurserne er begrænsede, og beslutningerne skal
tages – en retfærdiggørelseskontekst. I dette samspil mellem institutionaliserede og
ikke-institutionaliserede diskurser kan en kollektiv selvforståelse tage form, og her
har en deliberativ politik sin plads.
Offentligheden består af en triade af taler, adressat og tilhører – derfor vil talerne
være henvist til at argumentere med henblik på at opnå tilhørernes støtte –
almenheden fungerer som opmand i forhold til de stridende parter. Og her handler det
om argumenter – uselviske og rigtige argumenter har størst kraft. .… idealtypisk!
Testen på, om offentligheden fungerer, er, om politiske beslutninger ikke kun er
resultat af stærke gruppers indflydelse, strategiske aktørers dispositioner eller
politikeres forsøg på at tækkes vælgerne, men snarere bygger på gode argumenter.
25
Offentligheden står ikke til ansvar for de praktiske følger af meningsudvekslingen,
dvs. aktørerne behøver ikke at tage stilling til praktiske problemer, til resurseproblemer, til sædvaner og præcedens – sådan som det formelle magtapparat må
gøre. Det moralske perspektiv i debatten dannes, når man ser tingene fra et offentligt
ståsted, fra et neutralt og upartisk ståsted, hvor man sætter sig over alle hensyn og
interesser. Selve ammunitionen for den offentlige debat er, at den henleder opmærksomheden på og mobiliserer i forhold til skævheder, der ellers ikke vies opmærksomhed. Derfor har særlige grupper med særlige menneskelige behov så nemt ved at slå
igennem over for politiske organer via offentligheden.
Offentligheden i dag har nye og mere frie kommunikationsformer – flere og
ligestillede kommunikationsformer udfordrer hinanden, udvikles og forfines.
Offentligheden er blevet anarkisk, den er et medie for ubegrænset kommunikation, og
dermed er den også mere følsom over for samfundsmæssige patologier, mener
Habermas (Habermas, 1996).
Politisk indflydelse støttet af offentlig mening kan omsættes i politisk magt, men kun
i det omfang, autoriserede medlemmer af det politiske system og embedsapparatet er
overbevist og lader deres beslutninger påvirke. Indflydelse udvikles i offentligheden
og bliver genstand for kamp der (Habermas, 1996:363). De forskellige aktører i
offentligheden har forskellige muligheder for at udøve indflydelse. Men den
indflydelse, man kan få gennem offentlig kommunikation, afhænger i sidste instans
af den accept, man får fra publikum.
Habermas skelner mellem tre typer af aktører i offentligheden. De, der allerede er
identificeret som nogle, der repræsenterer bestemte interesser, fx politiske partier,
pressionsgrupper, fagforeninger m.m. Andre aktører skal derimod skabe deres
identitet. Det er fx sociale bevægelser, som hele tiden skal forklare, hvad de står for.
Den tredje gruppe er de professionelle; journalisterne, PR-agenter m.m. Med
mediernes stigende kompleksitet bliver udvælgelsen af stoffet i offentligheden mere
og mere en kilde til magt. I det hele taget ser Habermas en tendens til en
depolitisering af den offentlige kommunikation. Samtidig gør han dog opmærksom
på, at medieforskningen har punkteret forestillingen om passive medieforbrugere, så
han ender med ikke at ville sige noget om, hvordan massemedierne påvirker det
diffuse kredsløb af politisk kommunikation i offentligheden (Habermas, 1996: 378).
Derimod forholder han sig til normative reaktioner på mediernes magtfulde position.
Med henvisning til de amerikanske medieforskere, Blumler og Gurevitch, beskriver
Habermas de funktioner, medierne bør opfylde i et politisk demokratisk system:
-
rapportere om den socialpolitiske udvikling af betydning for borgernes
velfærd
sætte en meningsfuld dagsorden, som identificerer aktuelle samfundsmæssige
spørgsmål
levere platform for politikere og interessegrupper
26
-
sikre dialog i bredt spektrum af synspunkter mellem magthavere og
massepublikum
- holde magthavere ansvarlige
- give borgerne mulighed for at lære, vælge samt involveres i den politiske
proces
- fastholde mediernes integritet
- bevare respekten for publikum
(Habermas, 1996: 378)
I forlængelse af ideen om det deliberative demokrati udtrykker disse krav til
medierne en simpel ide, mener Habermas:
‘The mass media ought to understand them selves as the mandatory of an
enlightened public whose willingness to be receptive to the public's concerns
and proposals, take up these issues and contributions impartially, augment
criticisms, and confront the political process with articulate demands for
legitimation.’ (Habermas, 1996: 378)
Det kan diskuteres, hvor simpelt dette ideal egentlig er i forhold til en mediemæssig
praksis, men det er egentlig ikke så langt fra de officielle danske idealer om medier
og demokrati, som udtrykkes i Betænkning om medierne i demokratiet
(Medieudvalget, 1996)3. Bortset fra, at Habermas måske lægger lidt mere vægt på
mediernes seismografiske rolle i forhold til borgerne, genkendes da også i dette
Habermas-citat flere grundlæggende ideer, som knytter sig til et liberalt grundsyn.
Nemlig ideen om medierne som en kritisk instans, en ’vagthund’, der varetager
borgernes rettigheder i forhold til staten/magthavere. Mens ideen om medierne om
det oplyste publikum, der har et forum for debat om samfundsmæssige problemer,
knytter sig til forestillingen om det offentlige ræsonnement.
Den amerikanske demokratiforsker, Joshua Cohen, beskriver sin idé om deliberation
sådan:
‘It comes from the idea of democracy that power is supposed to belong to
everybody, Well, one interpretation of it is that everyone has equal vote. But
there is another interpretation of the idea which is that the power of all of us is
used in a certain way. What I owe to you – because it's going to used in your
name too – what I owe to you is some explanation of why that is the right thing
to do. That's what my conception of what the idea of deliberative democracy is
really about….It's some kind of common reason about why the power of
everybody is being used in a certain way. It is not that you expect everybody to
agree, I don't think you can really expect there to be consensus, but I think you
want there to be something more at the end of the day than: Ah, I won, you lost.
We took a vote, too bad for you.’
3
Se kapitel 2 for en nærmere beskrivelse af disse idealer.
27
(fra eget interview med Joshua Cohen, maj 2004, på Massachusetts
Institute of Technology)
Når Cohen skal relatere denne forståelse til medierne, slår han fast, at han ikke
mener, at medierne spiller nogen særlig rolle i forhold til deliberative processer. Han
overvejer i stedet, om de kan forhindre deliberative processer. Han mener ikke, at
medierne nødvendigvis er hindrende for deliberation, men han ser alligevel nogle
negative tendenser, fx at medierne ikke forholder sig til det substantielle indhold,
men er personfikserede og sensationshungrende (eget interview med Cohen, maj
2004).
I forhold til problemstillingen i denne afhandling er det væsentligste ved Habermas’
analyse af den borgerlige offentlighed netop idealet om et offentligt ræsonnement.
Det er her, der sker en kobling mellem demokrati og kommunikation. Med den
borgerlige offentlighed sker ideelt set en sammenkædning af offentligt ræsonnement
og magt – det er ‘det bedre argument’, der skal være afgørende for beslutningerne.
Med det borgerlige samfund kan magtudøvelse ikke længere legitimeres med Gud
eller medfødte privilegier, magtudøvelsen skal nu legitimeres gennem det offentlige
ræsonnement, via kommunikation. Det, denne afhandling fokuserer på, er, hvordan
forskningsbaseret viden indgår i den offentlige kommunikation.
Det offentlige ræsonnement er ideelt set et grundlag for at træffe samfundsmæssige
beslutninger og er snævert knyttet til opfattelsen af demokrati. Men demokrati er ikke
et entydigt begreb, og jeg opridser i det følgende nogle få centrale distinktioner
mellem forskellige demokratiforståelser med henblik på at beskrive sammenhænge
mellem demokratiforståelser og forståelser af den samfundsmæssige kommunikation
og mediernes rolle heri.
Demokrati-forståelser
Ideen om den borgerlige offentlighed er knyttet til en liberal demokrati-forståelse.
Det centrale i den liberale demokrati-forståelse er en politisk filosofi, der sætter
individets frihed højest. Det væsentligste er borgernes behov for beskyttelse mod
staten og opfattelsen af, at konkurrence mellem interessegrupper er en nødvendig,
regulerende faktor i demokratiet (Held 1996: 99).
Opgaven bliver derfor at udvikle en styreform, der sikrer borgerne mod overgreb og
mod indgreb i borgernes privatsfære. Statens eksistensberettigelse er at beskytte
borgernes negativt definerede frihed. Normative kontrolforordninger som
magtfordeling, kataloger over rettigheder og konstitutionel binding bliver helt
centrale, og den demokratiske proces ses som en aggregeringsproces, hvor politik
handler om at finde kompromisser mellem konkurrerende private interesser, og det
gøres ved hjælp af formelle voteringsarrangementer. Legitimiteten af de kollektive
beslutningsprocesser sikres ved at summere borgernes præferencer, sådan som de
28
kommer til udtryk i afstemninger og valg. Demokratiet anskues kort sagt som en
beslutningsmetode.
Da individets frihed har højeste prioritet, har individerne rettigheder forud for staten.
Der er ikke noget grundlag for at skelne mellem forskellige interesser på et normativt
grundlag. Den politiske orden beror på en kontrakt, som lige og frie individer har
indgået på frivillig basis for at beskytte deres respektive interesser.
Denne idé er tæt på en moderne forståelse af politik som en proces, hvor aktørerne
presser myndighederne for at sikre sig mest muligt af de resurser, der er til deling –
konkurrencedemokratiet (Eriksen og Weigaaard, 2003). Partierne konkurrerer om
vælgerne, borgerne er passive konsumenter, den politiske proces er en kamp mellem
konkurrerende interesser. Forhandling og strategisk interaktion – ikke argumentation
– forklarer adfærd og beslutningsresultater. De formelle procedurer regulerer
interessekampen. Samfundet forstås som individer, der ikke er knyttet sammen af
nogen særlige sociale bånd.
Over for den liberale demokratiforståelse står den anden klassiske demokratiforståelse, den republikanske (Held 1996, Eriksen og Weigaard, 2003, Loftager
2004). Den stammer fra Aristoteles og den italienske renæssance. Res publica –
modsat af res privata. Rødderne går tilbage til den græske bystat og Rousseau's
forestillinger om almenviljen. En væsentlig forskel til den liberale forståelse er, at her
ses samfundet som bestående af statsborgere med dyder, snarere end af borgere med
rettigheder.
Den republikanske tradition lægger i modsætning til liberalismen vægt på borgernes
deltagelse i formelle og uformelle fora, hvor de har mulighed for at tage stilling til
kollektive anliggender. Denne kommunikation anses for lige så vigtig som
afstemninger. Folket må samle sig og give sig selv love, og de skaber identitet
gennem diskussioner. Demokrati handler i denne forståelse ikke kun om
konfliktløsning, men også om oplysning, udvikling og dannelse af borgerne.
Hvor den moderne liberalisme giver rettigheder og retfærdighed højeste prioritet,
giver republikanerne ideen om det fælles bedste højeste prioritet. Hvor de liberale
fremhæver konstitutionen, menneskerettighederne og neutrale principper til afgørelse
af konflikter, fremhæver republikanerne, at rettigheder er politisk skabte (ikke
naturskabte) og at demokratiet er det højeste gode. For republikanerne bliver
rettigheder og beslutninger gjort forpligtende gennem kollektive vedtagelser, og
borgerne er selv suveræne til at bestemme deres kommunikationsbetingelser i
demokratiske fora.
I liberalismen har individerne ret til frihed forud for kravet om politisk frihed.
Demokratiet er derfor bundet og begrænset af visse individuelle rettigheder, som er
grundlovsfæstet. Republikanerne ser derimod muligheden for at deltage i den
29
politiske proces som en frihed i sig selv. Politik ses som en fortsættelse af etikken –
hvis et politisk fællesskab kun er et retsfællesskab, kan det ikke genere den type bånd
og forpligtelser, som er nødvendige for, at staten kan overleve på lang sigt. Staten må
være et værdifællesskab.
Det deliberative demokrati
Habermas ser flere problemer i såvel republikanismen som liberalismen og udvikler
med baggrund i diskursetikken den deliberative demokratimodel i et forsøg på at tage
højde for de problemer, han mener, knytter sig til begge demokratisyn (Eriksen og
Weigaard, 1999).
I republikanismen forstås politik som en form for overvejelse i særligt integrerede
grupper. Det er kun borgerne, der har rettigheder, ikke mennesker i al almindelighed.
Folkeviljen opstår, når borgerne er samlet, kan deliberere frit og kun adlyder de love,
de selv har givet. Menneskerettighederne får derfor ikke en ukrænkelig status. Der
mangler blik for differentieringer i den politiske beslutningsproces. Der mangler
distinktion mellem politisk og kulturel integration som to forskellige former for
social integration. Der mangler sondring mellem den type enighed, der er nødvendig i
en politisk kontekst, og den, der er nødvendig i en samfundsmæssig kontekst, hvor en
gruppe har kollektiv identitet. (Eriksen og Weigaard, 1999).
Heraf følger tre problemer: For det første tager den republikanske forståelse ikke
højde for, at der må skelnes mellem udenomsparlamentarisk debat i offentligheden og
institutionaliserede procedurer for beslutningstagning i formelle politiske organer.
Den udenomsparlamentariske offentlighed er bl.a. nødvendig, fordi borgerne har
politiske rettigheder, der kan vendes mod staten. Skillelinjen mellem stat og
civilsamfund betyder, at en del af folkestyrets betingelser hører til i ikke-statslige
sfærer.
For det andet betragtes mange almindelige former for politisk beslutningstagen som
illegitim, fx forhandlingssystemet, hvor det er resurser og ikke argumenter, der styrer
beslutningerne. Habermas påpeger, at strategisk handling i nogle tilfælde kan være
både legitim og nødvendig, men det er ikke accepteret i republikanismen.
For det tredje, hvis den politiske enighed beror på et fællesskab af interesser og
verdensbilleder og er målestok for det gode samfund – hvordan kan man så forstå
beslutninger taget i et komplekst og pluralistisk samfund med interessemodsætninger? Her kan ikke forudsættes fælles værdier og fælles interesser. Moderne
demokratier er netop grundlagt på ideen om at kunne leve med forskellighed og
anderledeshed.
Liberalismen anser Habermas også for problematisk. Den megen vægt på
præferenceaggregering og på de procedurer, der styrer den, er problematisk, fordi
30
selv retfærdige procedurer kan skabe uretfærdige resultater, og fordi procedurer ikke
kan legitimere beslutninger – beslutninger må retfærdiggøres i en deliberation, som
fokuserer på sagens indhold.
Med den deliberative demokratimodel søger Habermas mod en styreform, hvor
borgerne styrer sig selv ved at deltage i retsligt institutionaliserede
lovgivningsprocesser, og hvor kun resultater, der kan få alles samtykke i en fri debat,
er legitime. Lovenes legitimitet sikres ikke af vedtagelsen i folkevalgte forsamlinger,
men af procedurer, der sikrer en fri og kontinuerlig diskussion om, hvilke love der
skal gælde.
Her er ingen forestilling om en fælles vilje eller almen vilje. Enighed må skabes med
argumenter. Det repræsentative demokrati ses som betingelse for at skabe den
nødvendige overskuelighed og rationalitet i beslutningstagning og afviger dermed fra
deltagerdemokratiet, men det deliberative demokrati fastholder, at den demokratiske
legitimitet afhænger af, hvorvidt politisk magt kan begrundes i forhold til borgernes
interesser (Eriksen og Weigaard, 1999).
Beslutnings- eller deltagelsesdemokrati
Disse forskellige forståelser af, hvad der konstituerer et demokrati, giver forskellige
forståelser af, hvad der er legitime demokratiske beslutningsprocesser. De betyder
derfor også forskellige normer for kommunikationsprocesser i offentligheden, og de
medfører forskellige normer for mediernes funktion i et demokrati.
I det omfang målet er at aggregere interesser, at vinde gehør for sine synspunkter i
offentligheden og sikre dem i forskellige afstemningsprocedurer, får massemedierne
en legitim og væsentlig rolle som det sted, hvor interesser fremføres. Hvis målet
derimod er at skabe identitet og sociale bånd mellem borgerne og at skabe
forpligtende fællesskab omkring beslutninger, stilles andre krav til den samfundsmæssige kommunikation.
Denne forskel beskrives af den norske idehistoriker, Hans Frederik Dahl, i en skelnen
mellem beslutningsdemokrati og deltagelsesdemokrati (Dahl i: Andersen, 1996: 79).
Hans Frederik Dahl placerer Habermas’ beskrivelse af det deliberative demokrati
som en tredje demokratiteori med elementer fra begge de to andre.
Dahl har den pointe, at den trykte presse passede godt til beslutningsdemokratiet. Han
henviser til, hvordan de politiske partier havde hver deres avis, som redegjorde for
partiets politiske synspunkter. Historisk vinder de elektroniske medier frem, og med
dem de tekniske muligheder for mere deltagelse fra publikum. Dette falder sammen
med et generelt opgør med autoriteterne, som også er en forudsætning for
journalisternes mulighed for at agere som andet end mikrofonholdere i forhold til
31
politikere og magthavere, og dermed banes i princippet vejen for mediernes bidrag til
deltagelsesdemokratiet, mener han.
Denne skelnen mellem et demokrati med vægt på deltagelse og et demokrati med
vægt på beslutninger har ligheder med den skelnen, som den danske politolog, Erik
Albæk, foretager mellem samtaledemokrati og forhandlingsdemokrati (Albæk, 2004).
Albæk refererer til diskussionen i Danmark i efterkrigsårene mellem Hal Koch og Alf
Ross. Hal Koch argumenterede for, at samtalen er det essentielle i demokratiet, mens
Alf Ross argumenterede for, at der kan være uenigheder, som ikke kan afgøres af
fornuftsmæssige argumenter, men bunder i forskellige interesser og forskellige
vurderinger (Albæk, 2004: 8). Albæks pointe er, at begge synspunkter er repræsenteret i dansk, demokratisk praksis: man både samtaler og forhandler (ibid.: 9).
Det giver en dobbelthed i forståelsen af demokrati og sagkundskab, som fx viser sig i
den ambivalente holdning i offentligheden til eksperter – ekspertvældet er et negativt
ord, men samtidig tillægges ekspertudsagn stor betydning. Denne dobbelthed hænger
sammen med, mener Albæk, at vores demokratiforståelse prøver at kombinere et
samtaledemokrati og et forhandlingsdemokrati. Det repræsentative demokrati har
rødder i oplysningstiden, hvor det at styrke den menneskelige fornuft var det samme
som at frisætte mennesket. I vor tid er det så blevet til, at vi søger at få mere viden og
fornuft ind i beslutningsprocesserne ved at indføre råd og nævn, som har ekspertise
inden for de pågældende områder. I idégrundlaget for den borgerlige offentlighed er
det muligt at afveje politisk fornuftige argumenter, at argumentation og brydning af
meninger er idealet. Men samtidig ligger der i demokratiet en anerkendelse af, at der
er forskellige interesser, en anerkendelse af uenigheder, og at man derfor ikke
udelukkende kan samtale sig til enighed. Man må også forhandle, hvilket indebærer
procedurer.
Den danske demokrati-tradition
Den deliberative forståelse af demokrati siges at have en særlig central placering i
dansk tradition (Loftager, 2004). Loftager analyserer demokratiets historiske
udvikling i Danmark, hvor han går tilbage til enevældens tid og konkluderer, at
‘… den danske demokratitradition i både teori og praksis er klart præget af deliberative
elementer.’ (Loftager, 2004: 84).
I sit bidrag til den danske magtudredning søger Jørn Loftager at måle temperaturen
på det danske demokrati her og nu, netop i forhold til det deliberative ideal (Loftager
2004). Loftager forholder sig dog først og fremmest til modstillingen mellem den
liberale – eller med hans terminologi: den økonomiske - demokratiforståelse og den
deliberative.
Loftager anfører tre årsager til at beskæftige sig med det deliberative demokrati: Den
ene er en stigende interesse inden for det sidste tiårs faglitteratur (Loftager, 2004:10),
32
som han mener, hænger sammen med de meget omfattende forandringer af det
sociale og politiske system i den refleksive modernitets periode. Der er kommet nye
politiske spørgsmål til, som ikke kan besvares med baggrund i gamle læresætninger,
så der er ‘groft sagt blevet mere at snakke om.’ (Loftager 2004:10).
Den anden grund er, at den deliberative forestilling er i god overensstemmelse med
udbredte værdier og idealer (et synspunkt, som Anker Brink Lund også giver udtryk
for i sit bidrag til magtudredningen, Lund, 2002). Endelig som den tredje grund
nævner Loftager, at specielt i den danske tradition har - med Hal Kochs ord - ‘ordet
snarere end sværdet’ været politikkens centrale motto. (Loftager, 2004:10).
For Loftager ligger den væsentlige forskel på demokratiforståelser mellem en
økonomisk demokratiforståelse og en deliberativ (Loftager, 2004). Det, som Loftager
kalder den økonomiske demokratiforståelse, er, hvad der almindeligvis betegnes som
det liberale demokrati. Når Loftager insisterer på at bruge betegnelsen økonomisk og
ikke liberal, skyldes det, at han mener, det deliberative demokrati dybest set også er
liberalt. Så i Loftagers øjne er den væsentligste forskel mellem demokratiforståelserne, hvorvidt man har en rational choice tilgang eller ej. Den ‘økonomiske’
demokratiforståelse har en rational choice tilgang, hvor det antages, at menneskers
handlinger er motiveret af ønsket om at maksimere egne interesser (ibid.: 30), og at
handlingerne baseres på rationelle overvejelser om den mest effektive
interessevaretagelse. I en rational choice tilgang forstås politik derfor som et
strategisk magtfordelingsspil.
Loftager ser fire problemer ved at opfatte politik som et strategisk magtspil. For det
første er det i praksis ikke muligt, at folkets vilje kan ‘afspejles’ i afstemninger. Bare
diskussioner om udformningen af valgsystemer viser, at det i praksis er umuligt at
sikre en præcis afspejling af vælgernes præferencer. For det andet kan det diskuteres,
om det overhovedet er en dyd, at beslutningstagerne følger flertallets vilje. For det
tredje er præferencer ikke en statisk størrelse; de dannes, og de udvikles gennem
politiske diskussioner og offentlig meningsdannelse. For det fjerde levner den
økonomiske demokratiforståelse ikke plads til ‘alvorlig ment saglig diskussion’
(ibid.: 339).
Loftager påpeger en modsætning mellem på den ene side almindeligt udbredte idealer
om offentlig samtale og diskussion, og på den anden side en ‘økonomisk forestilling om
demokratiet, der synes at opløses grundlaget for den praktiske realisering af disse idealer.’
(Loftager, 2004: 33). Derfor mener han, det er væsentligt at forholde sig til en
deliberativ demokratiopfattelse. For Loftager er det afgørende, at den deliberative
demokratiforståelse i modsætning til den økonomiske, giver plads til saglig og
rationel politisk argumentation og kommunikation.
33
Flere offentlighedstyper
Loftager påpeger elementer af såvel den deliberative demokratiforståelse som den
økonomiske demokratiforståelse i konkrete og aktuelle politiske handlinger
(Loftager, 2004). Tilsvarende beskriver danske medieforskere, Anker Brink Lund og
Maja Horst, i debatbogen ‘Den offentlige debat – mål, middel eller mantra?’ (1999),
hvordan aktuelle debatter i den danske offentlighed har bidrag, der trækker tråde
tilbage til såvel Alf Ross som Hal Kochs forskellige demokratiforståelser.
Ideen om, at flere demokratiforståelser trives som samtidige og overlappende ideer i
offentligheden, udfoldes også i en afrapportering fra det danske forskningsrådsfinansierede og tværvidenskabelige forskningsprojekt ‘Media and Democracy in the
Network Society’, Modinet, 2002-06. Anker Brink Lund relaterer empiriske
undersøgelser fra Modinet til en beskrivelse af offentlighedsformer, som den
amerikanske medieforsker Michael Schudson har udarbejdet (Lund, 2006).
Schudsons pointe er, at der aldrig har eksisteret den form for offentlighed, som
Habermas beskriver som den borgerlige offentlighed. Schudson har som en kritik af
Habermas beskrevet, hvordan den amerikanske offentlighed historisk har udviklet sig
(Schudson, 1992). Denne beskrivelse har Schudson senere arbejdet videre med, og
han identificerer fire forskellige offentlighedstyper som historiske faser i den
amerikanske offentlighed. Disse beskriver han (meget formidlingsvenligt!) som fire
figurer i den populære amerikanske tegneserie, The Simpsons (Schudson, 2006).
Anker Brink Lund bygger så videre på Schudsons analyse ved at relatere nogle
empiriske undersøgelser fra Modinet vedrørende demokratiske kerneværdier i den
danske befolkning. Selvom der er kulturelle og politiske forskelle mellem Danmark
og USA, kan Lund konkludere, at de fire Simpsons figurer faktisk kan identificeres i
Modinets materiale.
Marge (31 % af Modinets sample) repræsenterer den tidlige, tillidsbaserede
offentlighed. Ifølge Lund var denne fase karakteriseret af den kommunitaristiske
borger, som havde få rettigheder og mange forpligtelser. De folkevalgte blev valgt på
tillid, og borgerne forventedes ikke at forholde sig kritisk, men tillidsfuldt til, at de
folkevalgte passede deres hverv. Herfra voksede i Danmark bl.a. grundtvigianismen
med oplysningsideen, men demokratisk samtale og konsensus var knyttet til
lokalområdet, ikke til den nationale politik.
Homer (24 % af Modinets sample) repræsenterer den partibaserede offentlighed. I
denne periode bliver borgernes organisering betydningsfuld - partitilhørsforhold og
interesseorganisering bliver væsentlige for identiteten, og partipressen dominerer,
men den journalistiske skelnen mellem nyhedsstof og meningsstof begynder så småt
at udvikles.
34
Lisa (25 % af Modinets sample) repræsenterer den informerede borger, der er
bekendt med politiske emner og forventer politiske beslutninger, baseret på et
rationelt grundlag. I Danmark blev tv og radio som public service medier anset for
væsentlige kilder til borgernes oplysning.
Bart (15 % af Modinets sample) repræsenterer den libertære borger – den
rettighedsorienterede borger. Ungdomsoprørets slogan om at offentliggøre det private
var med til at øge journalistikkens orientering mod det individuelle, den
menneskelige vinkel. Den individualiserede udvikling fortsættes med den stigende
brug af Internettet.
Lund konkluderer, at disse fire borgertyper eller offentlighedsformer, lever i
sameksistens i den danske aktuelle offentlighed:
‘Articulate Barts challenge the authoritative consensus by rights-based
activism. Informed Lisas influence political agendas with rational arguments
changing priorities – mediated by monitoring journalists. Negotiated order is
maintained by political compromise … (…) In Denmark, the Marges and
Homers constitute influential premises of political stability be reinforcing
associational welfare state norms. Political legitimacy can hardly be obtained
without nursing the trust-based values of public life saluted by a majority of
voters. (…) And despite the fact that monitorial journalists primarily focus on the
libertarian Barts and informed Lisas, no political niche can operate effectively
without some support from Marges and Homers who may not mediate a lot of
noise, but who do critically judge the image and reputation of the competing
elites.’ (Lund, 2006: 24-25).
Lund peger således ligesom Loftager og Albæk på, at flere offentlighedsformer og
flere demokratiforståelser i praksis fungerer side om side i den aktuelle danske
offentlighed. Hvor Lund og Albæk på hvert deres grundlag konkluderer, at det netop
er en styrke ved dansk demokratisk praksis, ønsker Loftager at diskutere, hvordan det
deliberative aspekt af dansk demokratisk praksis kan styrkes.
Så bredt er spørgsmålet dog ikke i denne afhandling. Her er fokus på mediernes
bidrag til offentlig kommunikation og demokratisk praksis, men medierne er jo kun
et blandt flere fora for samfundsmæssig kommunikation af betydning for
demokratiet.
Mediernes funktioner
Den svenske demokratiforsker, Jesper Strömbäck (2005), relaterer forskellige
demokratiforståelser til, de funktioner medierne forventes at varetage. Strömbäck
differentierer mellem flere demokratiforståelser, men her samler jeg dem i to
kategorier, svarende til de tidligere nævnte med vægt på henholdsvis beslutning eller
samtale.
35
I beslutningsdemokratiet er borgernes væsentligste opgave at vælge mellem politiske
alternativer, at vælge politikere. Beslutningsdemokratiet forventer ikke andet af
borgerne, end at de respekterer demokratiets regler og procedurer. Hvorvidt borgerne
deltager eller ej, er ikke væsentligt, bare de ikke obstruerer demokratiet. Friheden til
at stemme, friheden til at ytre sig og pressefriheden er de fundamentale rettigheder.
Hvorvidt borgerne deltager i debatter, deltager i valg, eller søger information om
samfundsmæssige forhold er ikke væsentligt. Det væsentlige i forhold til medierne er,
at de ikke undergraver de demokratiske spilleregler. Den stærke liberale tiltro til
markedsmekanismerne betyder også tiltro til, at borgernes efterspørgsel vil sikre, at
borgerne får den nødvendige information via medierne.
I beslutningsdemokratiet ligger ingen normative forventninger om borgernes
deltagelse i den offentlige debat. Det gør der derimod i deltagelsesdemokratiet og i
det deliberative demokrati. Her stilles derfor i højere grad krav til medierne om at
fokusere på politik som en proces, der i princippet er åben for alle og inddrager
borgerne som aktive subjekter, linker dem sammen. Demokrati ses ikke som et
spørgsmål om blot at stemme ja eller nej. Demokratiet styrkes netop gennem det
folkelige engagement i det politiske liv og i offentligheden. Derfor må demokrati
også næres nedefra, ikke være et elitært fænomen. Det betyder, borgerne har brug for
viden, som muliggør kollektive handlinger, deltagelse og engagement. Viden om
muligheder for indflydelse, viden om samfundsmæssige problemer og om politiske
alternativer. Mediernes informative rolle bliver derfor meget væsentlig. Og det er
væsentligt, at mediernes informationer er troværdige. Medierne skal også give
borgerne mulighed for at sætte dagsordenen for mediedækningen, så borgerne kan
komme til orde. Politik ses som problemstillinger, åbne for offentlig deliberation, og
politik skal derfor ikke dækkes i medierne som et strategisk spil. Men mediernes
allervæsentligste rolle er at mobilisere borgernes interesse for og deltagelse i det
politiske liv. Public journalism er i Strömbäcks øjne et konkret bud på en journalistik,
der gør netop dette.4
Officielle normer
I Danmark udtrykkes den officielle opfattelse af mediernes funktion i et demokrati
bl.a. i ‘Betænkning om medierne i demokratiet’ (Medieudvalget, 1996). I kommissoriet for betænkningsarbejdet slås det fast, at:
‘Medierne udgør en uundværlig del af ethvert demokratisk samfund. Medierne
må dække behovet for alsidige og engagerende oplevelser og højne
informationsniveauet. Ytringsfriheden og informationsfriheden er fundamentet
for folkestyret.’
4
Dette synspunkt imødegås af Karl Knapskog i den norske magtudredning netop med udgangspunkt i
Habermas (Eide, 2004)
36
Men udgangspunktet for betænkningen er en bekymring for, om medierne stadig kan
spille denne konstruktive rolle i demokratiet. Bekymringen skyldes, at ‘traditionelle
værdier og beslutningsprocesser i det folkestyrede samfund er under pres’, bl.a.
stigende skepsis over for en række organisationer, decentralisering, udvidelse af EUsamarbejdet, at tidligere private områder som fx etiske spørgsmål bliver genstand for
offentlig debat. Alt i alt må verden opleves fragmenteret af borgerne, samtidig med at
medieudviklingen betyder, at borgerne kan være mere selektive i deres udvælgelse af
medier, fastslås det i betænkningen.
I betænkningen fremhæves fire funktioner som særligt væsentlige for medierne i et
demokrati. Den første er:
1. Formidling af nyheder og andre informationer af almen eller speciel interesse.
Her tænkes på, at nyhedsformidlingen neutralt og nøgternt oplyser om anliggender af
samfundsmæssig betydning og på den måde giver borgerne mulighed for at deltage
aktivt i samfundets beslutningsprocesser. Altså en reference til idealet om den
borgerlige offentlighed, hvor det er en implicit forudsætning for, at borgerne kan
samles som publikum, at information og nyheder er offentligt tilgængelige. Uden
offentlige informationer, ingen offentlige diskussioner. Den informations- og
nyhedsformidlende funktion refererer også til et liberalt demokratisk ideal om, at
vælgerne træffer deres beslutninger om stemmeafgivning på et informeret grundlag.
Den anden funktion, betænkningen fremhæver, er:
2. Fremdragelse af diskutable forhold i samfundets politiske og administrative strukturer
såvel som i organisations- og erhvervslivet.
Her tænkes på ‘kritisk journalistisk årvågenhed’, og det er således en direkte reference til
idealet om, at offentligheden er en kritisk instans, hvor magten skal retfærdiggøre sig,
og hvor bindende beslutninger skal begrundes. Denne funktion benævnes ofte
‘vagthunden’, og den anses for helt central i en liberal demokratiforståelse (Curran
2006).
Den tredje funktion er:
3. Kontrol- og klageinstans på læsernes, lytternes og seernes vegne over for offentlige
og private institutioner og virksomheder.
I dette ligger, at ‘medierne også opfattes som en klage- og kontrolinstans. …. Ved at udøve
denne kontrolfunktion bidrager medierne aktivt til at styrke det demokratiske princip om, at
den, der forvalter magt og indflydelse, også skal stå til ansvar for sine dispositioner.’
Det er en central ide i liberalismen, at det politiske system konstitueres af regeringen
og af individuelle borgere. Det giver medierne den rolle at beskytte, informere, samle
og repræsentere private borgere. Derved kan medierne afspejle den offentlige mening
og fungere som rapportør af den offentlige mening i forhold til regeringen (Curran,
37
2006: 134-135). Det er denne ide, der ofte betegnes som ‘den fjerde statsmagt’
(ibid..: 227).
Og endelig som den fjerde funktion, fremhæver betænkningen:
4. Forum for debat af samfundsmæssig betydning.
Her udtrykkes en mere republikansk forståelse af den samfundsmæssige
kommunikation. Betænkningen peger på, at denne funktion faktisk slet ikke kan
opfyldes uden massemedierne: ‘Den daglige udveksling af meninger og synspunkter om
aktuelle spørgsmål kan kun nå ud til en bredere offentlighed i kraft af massemedierne.’
De liberale demokratiidealer, som offentlighedsteorien bunder i, danner kort sagt
baggrund for officiel mediepolitik. Meget medieforskning har imidlertid påpeget det
illusoriske i, at medierne skulle varetage disse ideelle funktioner. I de senere år
kommer kritikken især fra forskere, som eksplicit tager afstand til
offentlighedsteorien som teoretisk udgangspunkt. Dette synspunkt udfoldes bl.a. i
bogen ’Politisk Journalistik’ (Pedersen, 2000). Andre medieforskere påpeger på et
kritisk teoretisk grundlag og med udgangspunkt i offentlighedsteorien som bl.a.
Curran (2006), hvordan den liberale tiltro til det frie marked i praksis ikke
harmonerer med de liberale offentlighedsidealer.
Curran (2000) har fire argumenter imod den liberale tro på det frie marked. For det
første er der ikke reel frihed for alle til at komme til orde. Der er ikke adgang for alle
i den centrale del af offentligheden. Det koster penge at publicere, det koster penge at
drive medier. For det andet reducerer det frie marked i realiteten informationsniveauet. De historier, der er god økonomi i at publicere, er nemlig ikke de historier,
som er mest informative. De poppede historier vinder frem på bekostning af de
politiske historier. For det tredje betyder det frie marked reelt en begrænsning i
deltagelsen i den offentlige debat. Det frie marked udvikler informationsrige medier
for eliten og informationsfattige medier for den generelle offentlighed. Informationskløften øges, og det frie marked forstærker denne tendens i stedet for at bygge bro.
For det fjerde, siger Curran, underminerer det frie marked en informeret og rationel
debat, fordi markedsorienteringen resulterer i mere simplificeret og person-fikseret
journalistik og mere fokus på handling end på proces.
Den liberale grundtanke, at sandheden automatisk vil afsløre sig i en fri og åben
debat, afviser Curran også. Det bedste argument, forstået som det argument, der
baseres på mest evidens og logik, vinder ikke nødvendigvis over det argument, som
baserer sig på den største popularitet og passer bedst i magthavernes interesse. Men,
pointerer Curran, det kuldkaster ikke den liberale idé om, at en pluralitet af
synspunkter er essentiel i et demokrati. Ikke som en måde at finde sandheden på, men
som en måde at fremme offentlig rationalitet, baseret på dialog.
38
Videnskab og rationalitet
Hvordan passer forskningen ind i dette komplekse forhold mellem demokratiske
idealer, medieidealer, oplysningsidealer, offentlighedsformer og demokratiske
praksisser?
Ideen om, at videnskaben har et særligt bidrag til den offentlige debat, bunder i
oplysningstidens tro på rationalismen, på den logiske positivisme som udtryk for:
‘dyrkningen af det rasjonalistiske idealet, bygd på det matematiske formspråket
og naturvitenskapens tilnærmningsmåte til sine studieobjekter.’ (Eriksen og
Weigaard, 1999: 9).
Altså hvad jeg tidligere i kapitel 1 og senere i kapitel 3 omtaler som den positivistiske
pol, hørende til formidlingsparadigmet.
Men den rationalitet, Habermas beskriver som en del af ideen om den borgerlige
offentlighed, er ikke denne videnskabelig rationalitet. Og det er ikke det ideal, han
viderefører i sit deliberative ideal. Habermas er kritisk rationalist. Han tager afstand
fra den logiske positivisme, men viderefører rationalitetens ide i den forstand, at han
mener, der er en alternativ tolkning af rationaliteten. Ligesom han afviser
positivismen, afviser han postmodernismens påstand om, at fornuftsevnen ikke skulle
kunne bidrage til at etablere holdbare standarder og svare på vanskelige spørgsmål.
Problemet med den traditionelle videnskabelige rationalitetsforståelse er, at den
ensidigt lægger vægt på fornuftens kognitive aspekter. Det har ledt til en instrumentel
rationalitetsforståelse, hvor rationaliteten bliver et mål for, hvor godt individet
tilpasser sig eller manipulerer sine omgivelser for at realisere subjektive præferencer.
Altså en rational choice forståelse (Eriksen og Weigaard, 1999: 10).
Ifølge Habermas har fornuften også en kommunikativ rationalitet, som realiseres i
mellemmenneskelig kommunikation, i subjekt-subjekt relationer. Det er dette aspekt
af rationaliteten, som er en nødvendig del af den samfundsmæssige
sammenhængskraft, det sociale ‘bindevæv’ i et samfund. Fornuften giver ikke kun
svar på fakta, men også på praktiske spørgsmål, på etiske og moralske
problemstillinger.
For Habermas er aktørerne er ikke rationelle, når de vælger de bedste midler for at
opnå deres mål, kun når de kan give grunde for deres valg og forsvare deres
handlinger mod kritik. Private motiver er ikke nok. Kun i det omfang, man kan gøre
en fælles standard gældende, kan man gøre sig håb om tilslutning. Det er ifølge
Habermas dette rationalitetsgrundlag, der forklarer diskussionens evne til at ændre
individers standpunkter og handlingsplaner (Eriksen og Weigaard, 1999).
Når rationalitet forstås som viden i en ikke kognitiv-analytisk forstand, betyder det, at
videnskabelig rationalitet ikke tildeles en særlig placering i offentligheden.
39
Kort sagt, ideen om at forskerne har særlige værdifulde bidrag til offentligheden,
bygger ikke på det borgerlige liberale offentlighedsideal. Ifølge Habermas har
videnskabelig rationalitet heller ikke forrang i en deliberativ demokratiforståelse.
Ønsket om videnskabelig rationalitet i offentligheden har sit udspring i
oplysningstidens rationalisme, og kommunikationen af forskning får en kompliceret
placering mellem to forskellige roller i henholdsvis forhandlingsdemokratiet og
samtaledemokratiet – eller mellem beslutningsdemokratiet og samtaledemokratiet.
Forskningens rolle bliver ikke mindre kompliceret af, at videnskabens grundlag står
til diskussion. Den problematik handler næste kapitel om.
40
3. Kapitel:
Forskningskommunikation som forskningsfelt
Denne afhandling bygger på den antagelse, at dækningen af forskning i
massemedierne må forstås både i forhold til de særlige kommunikationsmæssige
forhold, der er gældende for at bringe specialiseret, videnskabelig viden uden for
egen videnskabelig kreds, og i forhold til de politiske og institutionelle vilkår, der er
gældende for mediernes praksis som nyhedsinstitution (Cook 2005, Pedersen 2000).
Det er det første forhold, som er fokus for dette kapitel. Jeg undersøger forskellige
forståelser af forskningskommunikation, og hvordan disse forståelser hænger
sammen med forskellige forståelser af, hvad videnskabelig viden er.
Jeg beskriver nogle centrale diskussioner inden for forskningen i
forskningskommunikation. Her ser jeg et kontinuum med en positivistisk
videnskabsforståelse i den ene pol, og en radikal socialkonstruktivistisk
videnskabsforståelse i den anden pol. Jeg sætter disse to paradigmer op over for
hinanden og undersøger, hvordan deres opfattelse af formålet med
forskningskommunikation adskiller sig på tre væsentlige områder:
videnskabsteoretisk forståelse, kommunikationsforståelse og demokratiforståelse.
41
Et kontinuum
Forskningen i forskningskommunikation kan lidt firkantet karakteriseres som et
kontinuum mellem to poler. Den ene pol er en ‘pædagogisk’ og formidlende tradition
med udspring i en positivistisk videnskabsforståelse (Bucchi, 1998), hvor fokus er på,
hvordan lægfolk kan bringes til at forstå videnskaben bedre. Den anden pol er en
‘interaktiv’, deltagelsesorienteret tradition med udspring i konstruktivismen (Slayton,
2005), hvor fokus er på samspillet mellem videnskab og lægfolk.
Begreberne ‘pædagogisk’ og ‘interaktiv’ er inspireret af Rebecca Slayton, 2007, men
andre forskere anvender en lignende opdeling. De danske forskere Nielsen, Kjaer og
Dahlgaard (2007) har undersøgt videnskabsfolks holdning til videnskabskommunikation. I den sammenhæng skelner de mellem den kanoniske model5 og den
interaktive model.
Den kanoniske model betegner en opfattelse, hvor:
‘Videnskabsfolk alene producerer videnskabelig viden, som derefter udbredes
med henblik på at oplyse, måske endda underholde den bredere befolkning,
men også for at legitimere videnskaben socialt.’ (Nielsen, Kjaer og
Dahlgaard, 2007).
Som Nielsen, Kjaer og Dahlgaard skriver, er der en voksende erkendelse af, at den
forståelse hverken kan forklare eller komme med tilstrækkelige retningslinier for
kommunikationen mellem videnskabsfolk og offentligheden. Men alligevel er der
mange, også videnskabsfolk, der betragter den kanoniske model som en passende
beskrivelse af, hvad god forskningskommunikation er.
Faktisk betragter Nielsen, Kjaer og Dahlgaard betydningen af den kanoniske model
som så væsentlig, at deres undersøgelse af, hvordan universitetsansatte
naturvidenskabelige forskere forholder sig til forskningskommunikation, tager
udgangspunkt i den kanoniske model. Den anden forståelse, den interaktive eller
refleksive model, som tilskynder til større indflydelse på videnskaben, har ikke nær
så stor udbredelse. Nielsen, Kjaer og Dahlgaard mener dog, at begge disse forståelser
kan ses i den nye universitetslov (Nielsen, Kjaer og Dahlgaard, 2007: 2).
Begreberne pædagogisk og interaktiv illustrerer ganske godt polerne i det kontinuum,
jeg ser forskningsfeltet inden for, og som jeg vil skitsere her.
Udgangspunktet for den pædagogiske tradition (eller den kanoniske model) er ønsket
om at formidle videnskabelig viden, om at uddanne offentligheden (Slayton, 2007).
5
Betegnelsen den kanoniske model bruges også af Massimiano Bucchi (1998) og Stephen Hillgartner
(1990).
42
Som sådan har denne tradition ideologiske rødder i oplysningstiden med en opfattelse
af, at samfundets økonomiske, tekniske, sociale og kulturelle udvikling forudsætter
ikke bare et velfungerende uddannelsessystem, men også almen viden om videnskab i
samfundet (Kyvik, 2005).
Den forskningstradition, der betegnes Public Understanding of Science, PUS, kan ses
i denne sammenhæng. Grundlaget for PUS er en opmærksomhed på, at forskning og
teknologisk udvikling er afgørende for samfundets muligheder for at sikre velfærden,
forstået både sikkerhedspolitisk og i forhold til økonomisk velfærd (Aagaard og
Mejlgaard, 2003). PUS er derfor ikke bare en forskningstradition, men også et
policybegreb, hvor de politiske initiativer i forlængelse af PUS går på at bygge bro
mellem offentligheden og ekspertviden inden for videnskaben (Aagaard og
Mejlgaard, 2003: 4; Elam og Bertilsson, 2003; Lewenstein, 1992: 45).
At begrebet ‘Public understanding’ egentlig dækker over ‘public appriciation’,
argumenterer bl.a. Bruce V. Lewenstein for i artiklen ‘The meaning of ‘public
understanding of science’ in the United States after World War II’ (Lewenstein,
1992). Her giver Lewenstein en historisk beskrivelse af, hvordan videnskabsjournalister, bladudgivere samt private og offentlige videnskabelige organisationer
har samarbejdet om udbredelse af teknisk information om videnskabelige opdagelser.
De bruger alle begrebet ‘public understanding of science’, men det, de i realiteten
arbejder for, er accept af videnskaben; ‘public appreciation of science’.
Opfattelsen af, at samfundets økonomiske udvikling er tæt forbundet med dets
videnskabelige og teknologiske udvikling, ligger også i EU's aktuelle
forskningspolitik, bl.a. udmøntet i Science and Society programmet, hvor
udbredelsen af videnskabelig viden beskrives som nøglen til international
konkurrenceevne (jf. kapitel 1).
Formidlingsparadigmet
Som forskningstradition har PUS imidlertid også arbejdet med, hvordan man bedst
kan øge befolkningens forståelse af forskning. Altså den pædagogiske og kognitive
vinkel med fokus på, hvordan man bedst kan overføre budskaber fra videnskab til
lægfolk (Slayton, 2005).
Den bagvedliggende videnskabsteoretiske forståelse er grundlæggende positivistisk:
Der findes en objektiv viden om verden, som videnskaben kan beskrive. Det er den
moderne verdens rationalistiske syn. Og den bagvedliggende kommunikationsforståelse er den klassiske envejskommunikationsmodel, hvor en afsender meddeler
sig via et medie til en modtager, som så tager imod budskabet nogenlunde i
overensstemmelse med afsenders hensigt. Hvis modtageren ikke modtager i
overensstemmelse med hensigten, kan det skyldes ‘støj’ på kommunikationslinjen
43
(Slayton, 2005). Kommunikation forstås altså som en lineær proces, og viden forstås
som noget, der overføres fra videnskaben til samfundet.
Denne kommunikationsforståelse betegnes også formidlingsparadigmet, fordi fokus
er på formidling frem for kommunikation. Formidlingsparadigmet hænger sammen
med ‘deficitmodellen’ (Aagaard og Mejlgaard, 2003: 5). Betegnelsen deficitmodellen
understreger, at forskerne betragtes som nogle, der har noget, som andre (lægfolk)
mangler. Den grundlæggende antagelse her er, at hvis blot folk får mere viden, vil de
også blive mere forstående og accepterende over for videnskabelig og teknologisk
udvikling ( Aagaard og Mejlgaard, 2003: 5). Meget forskning om forskningskommunikation har bygget på denne forståelse og drejet sig om at finde metoder til at
måle folks viden om videnskab, ‘scientific literacy’. Denne forskning har primært
været kvantitativt orienteret, rettet enten mod kognitiv forståelse af videnskab eller
mod holdninger til videnskab (Wynne, 1995: 365).
Den italienske sociolog, Massimiano Bucchi (1998), beskriver formidlingsparadigmet som ‘the canonical account’ (Bucchi, 1998: 5) og mener, at det har været
totalt dominerende i forskningen indtil 1970erne. Forskningsmæssigt har det givet sig
udslag i, at videnskabsfolk har dokumenteret ukorrektheder i ikke-videnskabelige
tekster om videnskab, og at medieforskere har analyseret de forhold i medieverdenen,
som har gjort det umuligt at give korrekte beskrivelser af videnskaben (ibid.:4).
Receptionsstudier har ligget under for samme forståelse, fortsætter Bucchi, med deres
fokus på at måle, i hvor høj grad mediebrugerne har forstået videnskabeligt stof
korrekt.
I min læsning af Tænketankens rapport og af universitetsloven ligger disse danske
policy-dokumenter primært inden for det kanoniske eller pædagogiske paradigme.
Nielsen, Kjaer og Dahlgaard (2007) læser dog som nævnt universitetsloven sådan, at
der både tænkes i pædagogisk forskningsformidling og i dialogisk eller interaktiv
forskningskommunikation. Den kanoniske forpligtelse ser de i forpligtelsen til at
udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater. Den interaktive forpligtelse
ser de i, at universitetet skal udveksle viden og kompetencer med det omgivende
samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat.
Når jeg ikke tolker kravene om videns- og kompetenceudveksling samt deltagelse i
den offentlige debat som krav om interaktivitet, hænger det sammen med min
argumentation i kapitel 1. Her beskriver jeg, hvordan jeg tolker bl.a. Tænketankens
rapport som udtryk for et ønske om, at forskere skal blive bedre til at forklare folk,
hvad forskningen kan. Tænketanken skriver, at borgerne har et ‘berettiget krav på
dokumentation for at investeringen (i forskning) giver afkast’, og EU-kommissionen
vil gerne ‘improve public awareness of science’. For mig at se lægger dette mere op
til en pædagogisk, måske endda en ‘showbizz’, tilgang til forskningskommunikation
frem for en interaktiv.
44
Udfordring af formidlingsparadigmet
Formidlingsparadigmet er udfordret af forskningsbaserede indsigter fra flere felter.
Bl.a. blev forståelsen af kommunikationsprocessen som en lineær transmission
udfordret i slutningen af 1970’erne af bl.a. den såkaldte Birminghamskole med Stuart
Hall i spidsen (Fenton, 1998: 2). Hall argumenterede for, at en tekst har en
‘foretrukken læsning’, dvs. den mening, som tekstens forfatter har lagt i den, men at
denne mening ikke nødvendigvis er den mening, som læseren lægger i teksten. Dette
‘active audience perspective’ kan ses som en reaktion mod den stærke ideologikritiske tradition, der søgte tekstens skjulte mening og skjulte ideologiske påvirkning.
Det blev på en måde en modstilling af det pessimistiske synspunkt, hvor læseren ses
som offer for ideologisk mediepåvirkning over for det optimistiske synspunkt, hvor
tekstens mening ligger hos læseren, og der ikke er en bestemt indforskrevet mening i
teksten (Fenton, 1998: 3). Magten flyttes hermed fra teksten til læseren, fra mediet til
publikum.
Denne opfattelse er blevet nuanceret af empiriske undersøgelser af bl.a. Condit
(Fenton, 1998: 5), der har påvist, at der er forskel på, om publikum aflæser
teksterne/medierne forskelligt, eller om de har forskellige synspunkter på dem.
Fenton et al. konkluderer, at publikum nok er aktivt, men kun til et vist punkt
(Fenton, 1998: 7). Diskussionerne og nuancerne inden for receptionsforskningen er
dog ikke ærindet her. Det afgørende er, at forskningen hamrer en pæl gennem troen
på, at man kan ‘fylde på tomme kar’.
Specifikt inden for PUS-traditionen peger den empiriske forskning på, at borgerne
ikke bliver mere positivt stemt over for forskning og teknologi, blot fordi de har mere
viden (Aagaard og Mejlgaard, 2003:5). Det blev erkendt, at mange andre faktorer end
viden påvirker folks holdninger, bl.a. opfattelse af nytte og risiko ved forskningen,
tillid til forskere og forskningspolitikere – samt øvrige holdninger til samfund og
politik.
Den generelle udvikling inden for medie- og kommunikationsforskningen betyder
kort sagt, at den lineære forståelse af kommunikationsprocessen viger for en
væsentlig mere kompleks forståelse af kommunikationsprocesser, og af mediebrugernes reception i forhold til kulturelle og sociale forhold. Den pædagogiske
tilgang til forskningskommunikation, formidlingsparadigmet, er hermed udfordret af
kommunikationsforskningen.
Videnskab som konstruktion
Det er ikke kun i forhold til forståelsen af kommunikationsprocessen, at
formidlingsparadigmet udfordres. Det er i selve forståelsen af, hvad videnskabelig
viden er.
45
Den engelske forsker, Brian Wynne (Wynne, 1995), inddeler forskningen i
forskningskommunikation i tre kategorier:
Den ene er kvantitative undersøgelser af forståelser af og holdninger til videnskab og
teknologi. Den anden er kognitive tilgange, hvor intentionen er at beskrive de
mentale modeller, lægfolk forstår videnskab inden for. De to tilgange problematiserer
ikke videnskaben. De tager videnskaben for givet, og undersøger lægfolks forståelser,
holdninger, brug af videnskaben, og ligger i den forstand i forlængelse af
formidlingsparadigmet.
Den tredje tilgang er kvalitativ forskning i, hvordan videnskabelig viden
kontekstualiseres i offentligheden, og hvordan mennesker i forskellige sociale
sammenhænge konstruerer videnskabelig mening (Wynne, 1995: 364). Denne tredje
tilgang bygger på en konstruktivistisk videnskabsforståelse og tager hverken
videnskaben eller forståelser af videnskab for givet:
‘Scientific meaning can not be taken for granted as if deterministically provided
by nature or some other privileged authority. …’understanding’ is a function,
inter alia, of social identification with scientific institutions, and these processes
of identification or alienation are multiplex, often fractured and chronically open
to redefinition.’ (Wynne, 1995: 364)
Den konstruktivistiske tilgang, som Wynne selv ligger inden for, repræsenteres bl.a.
af forskningen inden for SSK, Sociology of Scientific Knowledge. Den
konstruktivistiske tilgang er mangfoldig, men det fælles udgangspunkt er at undgå
antagelser om, hvad der er ‘proper science’ (Wynne, 1995: 375), og i stedet
undersøge, hvordan sociale kontekster og sociale relationer influerer på opfattelser af,
hvad ‘videnskab’ er.
Science and Technology Studies, STS, er en anden væsentlig forskningstradition i
forbindelse med forskningskommunikation. Indtil 1970'erne er STS også præget af
formidlingsparadigmet, peger den tyske STS-forsker Ulrike Felt på (Felt, 2003: 15). I
slutningen af 70'erne skifter det forskningsmæssige fokus imidlertid. Flere STSforskere undersøger videnskabelige kontroverser og undersøger, hvordan viden
forhandles og konstrueres i videnskabelige sammenhænge.
Ulrike Felt (2003) ser dette skift i sammenhæng med andre samfundsmæssige
forandringer som bl.a. kvindebevægelsen og miljøbevægelsen, som på forskellige
måder satte spørgsmålstegn ved videnskaben som autoritet (Felt, 2003: 16). I forhold
til relationen mellem videnskab og samfund, havde STS-forskerne havde dog stadig
mest fokus på videnskaben, på hvordan information blev konstrueret, distribueret
samt på selve medieprodukterne. Forskningen havde dermed stadig fokus på
videnskaben, på hvordan videnskaben kontrollerede og strukturerede
kommunikationen med borgerne/publikum.
46
Demokrati
I midten af 80'erne manifesteres et stærkt politisk krav om ‘public understanding of
science’ med henblik på bredere offentlig støtte til videnskab og teknologi (Felt,
2003: 18), og der blev givet penge til forskning i ‘best practise’ og ‘scientific
litteracy’. STS-forskningen går i to retninger: Dels kritik af det metodiske grundlag
for undersøgelser af befolkningens forståelse af videnskab, dels udvikling af
kvalitative metoder til undersøgelse af, hvordan folk bruger information om
videnskab. I erkendelse af, at forståelsen af og holdningen til videnskab og teknologi
hænger sammen med tidligere erfaringer, den sociale kontekst etc., går forskningsinteressen nu i retning af, hvad der er konstituerende for tillid, frem for hvad der
kvalificerer forståelse (Felt, 2003: 20). STS øger fokus på, hvordan befolkningen kan
inddrages i forskningspolitiske diskussioner forud for forskningspolitiske beslutninger. Den øgede offentlige bevidsthed om risici ved dele af den naturvidenskabelige forskning giver også anledning til flere diskussioner om, hvordan
befolkningen inddrages i forskningspolitiske beslutninger. Meget forskning om
risikokommunikation, fx Ulrick Beck, har netop dette perspektiv (Beck, 1997; Breck,
2001).
Erkendelsen af, at mere viden om forskning ikke nødvendigvis giver mere positiv
holdning til forskning, betyder, at PUS som policy-begreb udviklede sig til en to-delt
bro: dels en ‘policy for science’, dvs. sikring af folkelig opbakning til forskning, dels
‘science for policy’, dvs. indarbejdning af de nødvendige hensyn til den folkelige
skepsis i grundlaget for forskning, fx i forhold til bio-etik (Aagaard og Mejlgaard,
2003: 4).
Deltagelsesparadigmet
Formidlingsparadigmet står hermed over for den anden pol i kontinuumet, et ‘dialogog deltagelses-paradigme’ (Aagaard og Mejlgaard, 2003: 5), hvor der lægges vægt på
dialogen mellem borgerne og forskerne. Her er det i mine øjne helt centralt, hvad
hensigten med dialogen er. Hensigten kan fx være uændret: ‘at mobilisere folkelig
opbakning til forskning’ (Aagaard og Mejlgaard, 2003: 5) og at ‘imødekomme en
række normative hensyn for en demokratisk organisering af videnskaben i
samfundet’.
Hvor formidlingsparadigmet knytter demokrati sammen med adgang til viden og
oplysning, knytter deltagelsesparadigmet demokrati sammen med deltagelse. Altså en
bevægelse fra en liberal demokratiforståelse mod en deliberativ demokratiforståelse.
Det sker parallelt med en udvikling inden for demokratiteorien, hvor den deliberative
forståelse bliver stærkt fremtrædende (Dryzek, 2002).
Sociologerne Margaretha Bertilson og Mark Elam (Bertilsson and Elam, 2003)
beskriver denne udvikling fra ‘public understanding’ til ‘public engagement’ i
sammenhæng med, at den politiske bevægelse i 90'erne gik i retning af deltagelse og
47
deliberation. PUS tager det deliberative ideal til sig og går mere i retning af
‘engagement’. Før 1990 blev begrebet deliberativt demokrati kun brugt lejlighedsvis,
men i de sene 1990'ere var deliberativt demokrati det væsentlige omdrejningspunkt i
meget, om ikke det meste, demokrati-teori (Dryzek, 2000: 2).
Formidlingsparadigmet udfordres både på policy-niveau og på forskningsfronten af et
deltagelsesparadigme, eller hvad Slayton kalder et ‘interaktivt paradigme’. Deltagelse
er imidlertid heller ikke et entydigt begreb. Medieforskeren Louise Philips (Philips,
2007), redegør for tre forskellige forståelser af begrebet deltagelse i forbindelse med
forskningskommunikation. Den ene er de stigende offentlige krav om forskeres
kommunikation med offentligheden, der oftest bliver til (lidt upræcise) krav om
dialog. Som eksempel nævner Philips den danske Tænketanks rapport med tilhørende
bilag samt rapport fra det britiske forskningsråd (Philips, 2007: 234).
Den anden form for deltagelse er baseret på deltagelses- eller deliberative demokratiforståelser og tilstræber at inddrage befolkningen i beslutningsprocesser. Det gælder
fx konsensuskonferencer, som Danmark og Holland er internationalt kendte for. Men
det kan også være mere ustrukturerede initiativer som fx videnskabscafeer. Den
tredje form for deltagelse er i selve forskningsprocessen. Det er forskningsmetoder
som fx dialogisk forskning, deltagelsesorienteret aktionsforskning, auto-etnografi etc.
Der er således flere forståelser af selve formålet med forskningskommunikation på
spil. De forskellige forståelser relaterer alle til demokratibegrebet. I en forståelse,
hvor demokrati forudsætter en generelt vidende befolkning, bliver formålet med
forskningskommunikation at øge folks viden, at formidle forskningsbaseret viden så
akkurat som muligt, altså formidlingsparadigmet. Så selvom formidlingsparadigmet
går i retning af et deltagelsesparadigme, er der flere afgørende forskellige forståelser
af, hvad deltagelse er. Afgørende, fordi de bygger på forskellige videnskabsteoretiske
forudsætninger, og fordi de har forskellige normative demokrati-forståelser.
Popularisering
Begrebet popularisering beskriver ideen om, at kompliceret videnskabelig viden kan
forenkles og gøres levende og interessant på en måde, så lægfolk fatter interesse for
den og forstår den. At popularisering er både muligt og ønskeligt var en af
præmisserne for oprettelsen af kommunikationsuddannelsen på RUC. De oprindelige
intentioner med uddannelsen, som de blev beskrevet i studievejledningen, var:
‘De videnskabelige resultater, teorier og metoder har direkte og indirekte
virkning på alle menneskers arbejdsforhold og levevilkår. Og det hænger
sammen med at mængden af information om ny videnskab og teknologi vokser
eksplosivt. Der er behov for akademikere som er specialister i at indsamle,
bearbejde og videregive faglig information til en bestemt målgruppe.’ (citeret
efter Wille, 2003: 132)
48
I sin analyse af uddannelsens udvikling peger Niels Erik Wille (selv mangeårig
underviser på uddannelsen) imidlertid på, at der sker et skred fra det oprindelige
fokus på informationsprodukter til et nyt fokus på informationsprocesser med den
nye studieordning fra 2000 (Wille, 2003: 134). Her ses således en parallel bevægelse
fra den kanoniske (pædagogiske) model med vægt på envejskommunikation og
produkter til det interaktive fokus på dialog og tovejskommunikation. Samtidig
bevæger uddannelsen sig dog også væk fra det faglige/ videnskabelige indhold til
kommunikationsprocesser med bredere indhold, fx i organisationer.
Begrebet popularisering ligger tæt på formidlingsparadigmet, på det pædagogiske
paradigme. Og med et konstruktivistisk udgangspunkt som fx sociologen Stephen
Hilgartner (Hilgartner, 1990) har, er hele ideen om popularisering grundlæggende
forkert. Hilgartner argumenterer for, at ideen om popularisering bygger på to
præmisser, som ikke holder. Den ene præmis er, at der findes objektiv, genuin
videnskabelig viden. Den anden præmis er, at denne viden kan ‘oversættes’ til
populær viden, som er adskilt fra den videnskabelige verden. Hilgartner påviser, bl.a.
med henvisning til Bruno Latours og Steve Woolgars studie af laboratorieliv (Latour
and Woolgar, 1979), at videnskabelig viden konstrueres i kollektive forhandlinger og
transformationer af synspunkter, og at disse derfor hverken er genuine eller objektive.
Dernæst peger Hilgartner på, at produktionen af videnskabelig viden er stærkt
influeret af den populære viden, af lægmandsviden, hverdagsviden. Dels henter
forskere viden om andre forskningsfelter end deres eget fra populære kilder, dels er
forenklingsprocesser en væsentlig del af den videnskabelige proces, både som den
indgår i undervisning og i samtaler med andre forskere.
Hilgartner trækker også konsekvenser i forhold til analyser af videnskabspopulariseringer. Eftersom populariseringen er en integreret del af den
videnskabelige proces, kan man ikke trække en klar grænse mellem, hvad der er
populariseret viden, og hvad der er videnskabelig viden. Videnskab og popularisering
er to yderpunkter på en skala, men der er ingen klar grænse mellem de to typer af
fremtrædelsesformer (Hilgartner, 1990: 524). Hvis man fx vil analysere på baggrund
af den kontekst, viden optræder i, må man definere, hvornår konteksten er
videnskabelig eller ej. Er det fx kun, når det er de førende eksperter på området, der
udtaler sig, eller er det også, når medlemmer af en videnskabelig sammenslutning,
der hver for sig har anden specifik forskningsbaseret viden, udtaler sig?
Et lignende definitionsproblem opstår, hvis man tager udgangspunkt i indholdet.
Påstande, der ytres i videnskabelige kredse, har ganske vist tendens til at blive
udtrykt med større præcision end påstande i populære tekster, men hvilken præcision
der kræves, er et spørgsmål om enighed i den aktuelle situation, og dermed ikke et
klart kendetegn for skelnen mellem videnskabelig viden og populær viden.
49
Endelig kan man søge at identificere den ‘oprindelige’ viden og skelne strengt
mellem den og alle andre udgaver af den. Men denne ‘oprindelighed’ findes ikke i
den videnskabelige verden, siger Hilgartner, for alle videnskabelige tekster har først
været diskuteret og rettet til i forhold til kollegial kritik.
Det andet problem med popularisering handler om, hvordan man skelner mellem god
og dårlig popularisering, mellem rigtig og misledende popularisering. Denne grænse
er endnu mere fleksibel og kontekstafhængig, mener Hilgartner. Der vil altid, mener
han, ske ændringer med et udsagn, når det gengives. Og af mange forskellige grunde
har videnskabelige udsagn/tekster en stærk tendens til at blive simplificerede, dvs.
kortere, mindre tekniske, mindre detaljerede i repræsentationen (Hilgartner, 1990:
529). Derfor vil der altid være forskelle mellem forskellige udgaver af den samme
videnskabelige viden. Og hvilke forskelle kan så karakteriseres som signifikante,
spørger Hilgartner retorisk.
Konsekvensen af populariseringstankegangen er, at forskere får stor magt, mener
Hilgartner. Eftersom der ikke kan defineres klare grænser mellem videnskabelig
viden og ikke-videnskabelig viden, og det heller ikke kan defineres, hvornår en
popularisering er dækkende, og hvornår den er misledende, bliver det forskerne, som
får retten til at definere videnskab/ikke-videnskab og god/dårlig popularisering. Det
giver forskerne en stor frihed i offentligheden til at popularisere, når de vil, og som
de vil og til at underkende populariseringer, som de af forskellige grunde ikke synes
om. Og det giver individuelle eksperter mulighed for at pleje egne interesser i den
offentlige debat. Med denne ‘fleksibilitet’ er det ikke underligt, hvis forskere klandrer
medierne for mis-repræsentation af videnskabelig viden. Det kræver ikke nær så
mange resurser at kritisere mediernes behandling af et emne, som det gør at kritisere
kollegers forskning, påpeger Hilgartner.
Dette vidensociologiske fokus på, at populariseringsbegrebet tjener til at legitimere
videnskabens autoritet, bliver kritiseret af den italienske sociolog Massimiano
Bucchi. Han klandrer videnssociologien og videnskabshistorien for ikke at have
interesseret sig for videnskaben i offentligheden (Bucchi, 1998: 8). Det videnssociologiske fokus har højst været, at hele populariseringsbegrebet tjente til at
legitimere videnskabens autoritet. Bucchi lancerer den tanke, at videnssociologerne
måske har været sofistikerede ofre for formidlings-paradigmet. De har set offentlig
formidling af videnskab som helt adskilt fra den videnskabelige produktion, lagt i
hænderne på helt andre sociale aktører. Dermed har de afskåret sig selv fra at få øje
på, hvordan sociale faktorer indvirker på den videnskabelige produktion. Bucchi er
netop interesseret i, hvordan den populære diskurs virker ind på den videnskabelige.
Kontinuitetsmodellen
Et bud på at se videnskabelig vidensproduktion og offentlighed i sammenhæng er at
se forskningskommunikation som et kontinuum, som bl.a. Cloître og Shinn gør
50
(Bucchi, 1998: 9). Cloître og Shinn identificerer fire niveauer for, hvordan
videnskabelige indsigter spredes. Der er et intraspecialist-niveau, det er fx artikler i
videnskabelige tidsskrifter. Her er typisk fokus på empiriske data, referencer til
eksperimentelle aktiviteter osv. Dernæst et interspecialist-niveau, som er
tværdisciplinært. I forhold til intraspecialist-niveauet er her mere vægt på
teoridannelser. Det tredje niveau er det pædagogiske. Det er fx lærebøger, hvor det
teoretiske fundament er veletableret, og fokus er på præsentationen af historiske
perspektiver m.m. Endelig er der det populære niveau, som inkluderer præsentationer
i dagspressen, tv-dokumentarudsendelser m.m. Her er tekstlige karakteristika som
metaforer, eksplicitte relationer til økonomi, teknologi og sundhed (Cloître and
Shinn, 1985).
De forskelle, man kan konstatere i kommunikationen af videnskabelige ideer på disse
fire forskellige niveauer, skyldes forskelle i konteksterne, mener Cloître og Shinn
(1985). Men der er ikke tale om stadier, der følger naturligt efter hinanden. Nogle
ideer kan eksponeres i nogle kontekster, men ikke i andre. Nogle ideer kan fx få
offentlig opmærksomhed uden først at have fået opmærksomhed i videnskabelige
miljøer. Som eksempel refererer Bucchi til en undersøgelse om særlig blodsygdom,
der ramte hvert femte barn blandt den afro-amerikanske befolkning (Bucchi, 1998:
10). Enkelte forskere havde identificeret sygdommen, den kunne diagnosticeres og
behandles allerede i 1957. Men først i midten af 70’erne blev denne sygdom – som jo
faktisk ramte en stor del af befolkningen - omtalt i lærebøgerne. Det skete efter nogle
tv-dokumentarudsendelser og efter, at Nixon havde nævnt sygdommen i en tv-tale.
Så blev forskningsmidlerne til denne specifikke sygdom øget fra en til ti millioner
dollars, hvilket gjorde det muligt at screene den relevante befolkningsgruppe og
udvikle behandlingsmetoderne.
For Bucchi er popularisering kort sagt en del af forskningsprocessen, fordi populære
og offentlige diskurser virker tilbage på forskningsprocesserne. Bucchi mener fx, at
der kan være situationer, hvor det videnskabelige samfund har vanskeligt ved at løse
konflikter internt, og at det faktisk kræver en offentlig intervention at afklare
spørgsmålet. Men han mener også, at forskere oftere og oftere bruger pressen til at
offentliggøre forskningsresultater, bl.a. fordi det tager lang tid at offentliggøre i de
videnskabelige tidsskrifter, og denne’ ventetid’ øger risikoen for, at andre forskere
plagierer ens forskning (Bucchi, 1998: 14).
Det er en praksis, som strider mod idealet om, at den videnskabelige kvalitet sikres
ved, at videnskabelige ideer først offentliggøres og kritiseres i forskersamfundet
gennem peer review processen i videnskabelige tidsskrifter. Statistikeren Inge
Henningsen fra Københavns Universitet har peget på flere fejl i PISA-undersøgelsen,
bl.a. i forbindelse med opgaveformuleringer. Hun mener, at PISA-undersøgelsen ikke
har været igennem tilstrækkelig, kollegial kritik og dermed kvalitetssikring, og det
mener hun, hænger sammen med, at den er rekvireret forskning:
‘…den rekvirerede forskning finansieres og organiseres på en måde, som
dårligt levner plads til en kritisk faglig diskussion. Der er ikke tradition for
51
indbygget kvalitetssikring i form af uafhængige vurderinger af resultater og
metoder. Der er heller ikke faglige fora, hvor en eventuel kritik af metoder og
resultater kan fremføres på en måde, der forpligter forskerne til at forholde sig
til den. Dette skyldes først og fremmest, at der i forbindelse med projekterne
sjældent er afsat resurser til uafhængige vurderinger, og at de ansatte i
sektorforskningen ikke er sikret tid til at forholde sig til deres forskningsområde
som helhed. Resultatet er et svagt system for kvalitetssikring.’ (Folkeskolen,
15. april, 2005)
Hvor Inge Henningsen ser manglende eller ‘svag’ kvalitetssikring i sammenhæng
med, om forskningen er rekvireret eller ej, ser Bucchi, at forskere får mere og mere
brug for offentligheden i kampen om den akademiske karriere.
Bucchi nævner også andre eksempler på offentlighedens indflydelse på den
videnskabelige produktion, bl.a. studier af hvordan metaforer, der starter som
populariseringsteknikker, bliver indarbejdet som begreber i den videnskabelige
verden (Bucchi, 1998: 11).6 Et andet eksempel er, at artikler i det medicinske
tidsskrift The New England Journal of Medicine bliver citeret dobbelt så tit i andre
videnskabelige sammenhænge, hvis de først er nævnt i dagspressen (ibid.).
Et samspil
Bucchi mener, der er en parallel mellem politisk kommunikation og forskningskommunikation. Ligesom dele af den massemedierede politiske kommunikation
egentlig ikke henvender sig til offentligheden, men er kommunikation og forhandling
mellem politiske parter, er dele af den massemedierede kommunikation om forskning
slet ikke henvendt til den brede offentlighed, men er kommunikation forskerne
imellem. Fordelen ved den offentlige kommunikation frem for kommunikationen i
videnskabelige kommunikationskanaler er at undgå de tidsmæssige og andre
begrænsninger, der ligger her. Netop i forhold til kontroversielle spørgsmål, kan det
sætte skub i videnskabelige diskussioner, at visse vinkler dømmes ude eller inde og
fx kan tildeles eller ikke tildeles forskningsmidler. Men offentlighedsarbejdet
opfylder også et behov for at komme i dialog med forskere fra andre felter og med
praktikere.
Bucchi skelner mellem de normale former for forskningskommunikation og
afvigelserne. Det normale er fx, når nye videnskabelige indsigter formidles i
populærvidenskabelige magasiner. Her mener Bucchi, at kontinuitetsmodellen som
Cloître og Shinn har beskrevet den, udmærket forklarer processen.
Det, som især interesserer Bucchi, er imidlertid afvigelserne, de ekstreme tilfælde. De
forekommer især, når der er kritiske situationer, som ikke kan afklares inden for det
videnskabelige samfund. Det kan fx være i relation til grænsedragninger – dels
6
For en beskrivelsen af ,hvordan metaforer indgår i forskeres i erkendelsesprocesser undervejs i
forskningsprocesen, se Sanne Knudsens artikel i antologien ”Faglig formidling” (Knudsen, 2003).
52
mellem videnskab og ikke-videnskab, dels mellem forskellige videnskabelige
områder og forskellige discipliner. Men det er især i relation til konstitueringen af
videnskabelige områder, at videnskabsfolk har brug for offentligheden. Det er
nødvendigt at overbevise offentligheden om nytten af det nye videnskabelige område
for at kunne konstituere det. Dette behov eksisterede ikke bare i starten af dette
århundrede, hvor mange nye videnskabelige discipliner voksede frem. Det eksisterer
også i dag, hvor nye forskningsområder vokser frem, fx miljø, kommunikation, køn
etc.
Bucchi fremhæver, at når videnskab kommer i medierne, udelukker det visse aktører,
visse indsigter og visse diskussioner, præcis på samme måde som det udelukker visse
aktører, indsigter og diskussioner, når videnskabelige diskussioner holdes i
forskersamfundene (Bucchi, 1998: 20).
For Bucchi er formidlingsparadigmet og kontinuitetsmodellen begge begrænsede i
forhold til at beskrive og forklare det komplekse samspil og den gensidige påvirkning
mellem forskning og samfund. Kontiniutetsmodellen kan bruges til at beskrive en
almindelig populariseringsproces, men kompleksiteten i det gensidige samspil kan
bedst begribes ved at studere afvigelserne fra de ‘almindelige populariseringsprocesser’. Bucchis konklusion er, at offentlig kommunikation om videnskab i disse
‘afvigende tilfælde’ handler om grænsedragninger. Han identificerer tre
grænsedragninger i sine cases: mellem videnskab og ikke-videnskab, mellem
forskellige discipliner og omkring grænserne i forbindelse med et paradigme.
Bucchi ser således også den offentlige debat vedrørende videnskabelige emner som
en kamp. En kamp om grænsedragninger i forhold til professioner (‘videnskab eller
ej’) samt ‘disciplin-grænser’ og i forhold til tolkninger af verden (paradigmer).
Den øgede andel af kommunikationsmedarbejdere på universiteter og lignende steder
forstår han også i denne sammenhæng. Kommunikationsmedarbejdernes funktion er
at udvide det videnskabelige samfunds genkendelse af de specielle situationer, som
udfoldes uden for den gængse populariseringsproces i populærvidenskabelige
magasiner. Bucchis syn på forskningskommunikation som en sofistikeret form for
territorieafmærkning er således et andet udtryk for at se forskere som aktører i
offentligheden.
Forskere som aktører i offentligheden
Et lignende synspunkt repræsenteres i den svenske antologi, ‘Den mediala
vetenskapen’. Den svenske idehistoriker Anders Ekström har her samlet en række
artikler, som netop forholder sig til relationen mellem samfund og videnskab.
Artiklerne belyser, hvordan videnskaben historisk set har været både afhængig af og
influeret af offentligheden. Antologien er resultatet af et forskningsprojekt, hvor den
grundlæggende antagelse er, at:
53
‘... Kommunikationen av vetenskap i olika medier är en integrerad del av det
forskningspolitiska fältet i vid mening; förmedlarna - vetenskapsjournalister,
informatörer, forskarna själva - är forskningspolitiska aktörer.’ (Ekström,
2004,: 10).
Det fælles udgangspunkt for alle analyserne er derfor, at den offentlige videnskab
bliver analyseret som gensidigt udbytte mellem medier og forskersamfund snarere
end et spørgsmål om, hvordan forskningen spredes eller formidles. De offentlige
relationer ses derfor ikke som eksterne i forhold til den videnskabelige
vidensproduktion, men som en grundlæggende del af videnskabens sociale og
epistemologiske organisation (Ekström, 2004: 11).
Som et bidrag til forskningsfeltet videnskab og medier introducerer antologien
forskning, der kombinerer de historiske og sociologiske perspektiver fra Science and
Technology Studies, STS, med mere kulturteoretisk mediehistorie.
Anders Ekström peger på, at de seneste årtiers videnskabshistoriske forskning
entydigt viser, at båndene mellem politik, økonomi og videnskab altid har været
stærke. Nye forskningsområder blev etableret i begyndelsen af 1900-tallet, netop i tæt
alliance med stat og industri, og hvor krigen fungerede som motor for teknisk og
videnskabelig udvikling (Ekström, 2004, p. 12).
Ekströms konklusion er, at publikum/offentligheden var lige så vigtig en resurse for
videnskaben, som videnskaben var for offentligheden. Dermed er distinktionen
mellem indre videnskabsproduktion og kommunikation af videnskabens resultater
ikke længere en selvfølge.
Følgen af dette perspektiv er, at forskningskommunikation involverer stærke,
politiske kræfter; ikke bare i forhold til at udfordre viden, synspunkter og
argumentation i offentligheden, men også i forhold til den indre videnskabsprodution.
Grænsefeltet mellem ‘den frie forskning’ i forskningsverdenen og samfundet i øvrigt
bliver derfor vanskelig at definere præcist.
Modus 2 viden
I bogen ‘Re-thinking science: knowledge and the public in an age of uncertainty’
problematiserer Helga Nowotny, Peter Scott og Michael Gibbons (Nowotny et al.,
2001) også grænsefeltet mellem samfund og videnskab. Nowotny et al. mener, at
vidensproduktionen i den vestlige verden har udviklet sig fra den klassiske ’modus 1’
vidensproduktion på universiteterne til en ’modus 2’ vidensproduktion, som foregår i
mange sammenhænge. I det ligger, at viden nu produceres mange steder i samfundet,
og at viden produceret på universitetet ikke længere automatisk har større legitimitet
eller troværdighed i samfundet end andre former for viden. Kravene til
54
vidensproduktionen er derfor ikke længere pålidelighed, men social robusthed.
Videnskabelig viden kan ikke bevises, den skal overbevise, være socialt robust, og
det bliver den gennem inddragelse af relevante aktører.
At dette skulle være en radikalt ny historisk situation, er blevet problematiseret af
bl.a. Dominique Pestre (Pestre, 2003). Pestre skriver, at modus 1 vidensproduktion
aldrig har eksisteret i ren form. Moderne videnskab som social institution har altid
været genstand for økonomiske og politiske interesser, og viden er altid blevet
produceret i mange forskellige sociale sammenhænge. Pestre medgiver dog Nowotny
et al., at der er tale om betydningsfulde ændringer inden for de sidste 20-30 år, men
at det væsentlige er at beskrive de ‘vidensregimer’, der har udviklet sig de sidste 4500 år. Med dette længere historiske perspektiv ønsker Pestre at beskrive udviklingen
som konfliktende sociale, politiske og økonomiske kræfter.
Fælles for Hilgartner, Bucchi, Ekström, Nowotny og Pestre er, at de alle peger på, at
kommunikationen af forskning foregår i et kompliceret samspil med politiske og
forskningspolitiske betydninger. Den ‘rene’ formidling af videnskabelige facts
eksisterer ikke. Videnskaben er ikke en selvstændig, uafhængig institution i
samfundet. Videnskaben påvirkes af samfundet i lige så høj grad, som den påvirker
samfundet. Kommunikationen om forskning og forskningsbaseret viden indgår i dette
komplicerede netværk.
Formidlingsparadigmet udfordres altså ikke blot af medie- og
kommunikationsteoretiske forståelser, men også af videnssociologiske forståelser af
samspillet mellem politiske aktører og samfundsmæssige institutioner, bl.a. i
offentligheden.
Det er ikke ærindet i denne afhandling at søge en mere præcis forståelse af dette
samspil, men afhandlingen bygger videre på den grundlæggende antagelse, der er
præsenteret her: at kommunikation af og om forskning indgår i komplekse politiske
samspil. I den forstand betragter jeg den ‘rene’ formidling af forskning som en
illusion. Forskningskommunikation vil altid være indlejret i politiske kontekster. De
kan så være mere eller mindre tydelige.
Brugsværdi
Den østrigske socialpsykolog, Wolfgang Wagner, føjer nye begreber til diskussionen
om popularisering, nemlig folkelig videnskab og brugsværdi (Wagner, 2007).
Wagner kritiserer såvel formidlingsparadigmet med deficitmodellen som den
konstruktivistiske mere kontekst-orienterede model for ikke at beskæftige sig med
spørgsmålet: hvorfor lægfolk overhovedet skulle interessere sig for videnskab?
Wagners pointe er, at folk kun tilegner sig videnskabelig viden i det omfang, denne
viden har en brugsværdi i hverdagslivet. Han foreslår fem mulige brugsværdier: En
kan være evnen til at bruge tekniske hjælpemidler i hverdagen. Den affærdiger
Wagner nu hurtigt igen, for det kræver jo ikke videnskabelig forståelse af teknikken
55
at bruge teknik i hverdagen. Den anden er en grundlæggende interesse i eller
nysgerrighed for at forstå teknologi og videnskab. Hvorvidt denne er en drivkraft i
forhold til et ønske om at forstå videnskab, lader Wagner stå åbent. Den tredje
brugsværdi er et behov for at komme usikkerhed i forhold til videnskab og teknologi
til livs. Den fjerde er den sociale værdi, den sociale kapital, der ligger i at besidde
litterær, videnskabelig, politisk og anden viden som symbolsk magt i en social verden
i Bourdieus forstand.
Den femte motivation er den, som Wagner især udfolder, nemlig behovet for at
kunne deltage i sociale udvekslinger:
‘… perhaps the most dominant motivation for people to stay somehow
connected to science is related to their participation in the web of generalized
social exchange and discourse.’ (Wagner, 2007:10).
Kommunikation, hvad enten den er passiv medieforbrug eller aktiv interpersonel
kommunikation forudsætter fælles baggrundsviden. Og hvis man mangler denne
viden, kommer man i en ubehagelig social situation. Andre kan i så fald udøve
symbolsk magt i i Bourdieus forstand i kraft af deres større sociale kapital.
Wagner refererer til nogle empiriske undersøgelser, foretaget på grundlag af ‘social
representation theory’, hvis udgangspunkt er, at sociale repræsentationer og deres
genstande er kollektivt udviklet med henblik på adfærd og kommunikation (Wagner,
2007: 11; efter Moscovici, 1963: 251). Undersøgelserne handler om den viden, folk
har omkring bl.a. genmodificerede grønsager. Konkrete, falske udsagn blev testet tre
gange i et forløb: før medieomtale, når medieomtalen var på sit højeste, og endelig i
en senere fase. I undersøgelsen identificeres tre stadier for udviklingen af viden. I det
første stadie må nye fænomener fremtræde som relevante på den sociale dagsorden.
Det kræver, at de udfordrer den givne livsform. Her har medierne en stor betydning.7
I denne fase er det socialt acceptabelt at være uvidende. Men i næste fase er der en
social tilskyndelse til at gøre det nye fænomen forståeligt. For at indpasse det nye
fænomen i den eksisterende, sociale viden, må det optræde i medier og i personlig
interaktion. Her udvikler det sig til få spredte forståelser, som sammenbinder nogle få
distinkte træk ved fænomenet til den aktuelle kulturelle ramme. I tredje fase
konsolideres forståelsen eller rettere: der gives plads til flere videnskabelige
nuanceringer. Uvidenhed erstattes af forestillinger og metaforiske repræsentationer,
som tjener kommunikative formål. Uvidenhed erstattes af en kommunikativ viden.
Kommunikativ viden består af en serie af overbevisninger, forestillinger og
metaforer, som former en social repræsentation omkring et emne. Det er den
prosaiske form for tænkning om relativt fjerne og generelle facts og om noget, som
ikke har direkte forbindelse med ens eget liv. Den kommunikative viden har
7
Sensationelle historier kan ses som en udfordring af den givne livsform.
56
tilstrækkelig forklaringskraft for hverdagsforståelsen. Den giver folk mulighed for
selv at blive forstået og for at forstå andre menneskers udtalelser om emnet.
Studier af offentlig perception af bioteknologi viser, at medier og folk kreativt
applicerer eksisterende litterære, populære og i det hele taget fiktive og kulturelle
resurser i deres forsøg på at forstå og kommunikere ideer og forestillinger fra ny
biologisk videnskab på en meningsfuld måde. Wagner kalder denne form for viden
for folkelig videnskab, ’vernacular science’. Den er forskellig fra den viden, amatørarkæologer, -ornitologer etc. har.
Det er væsentligt i forhold til diskussionen med den socialkonstruktivistiske position,
at Wagner ikke mener, at grænserne for folkelig viden indikerer en deficit i forhold til
videnskabelig viden. Folkelig viden er ikke mangelfuld, den tjener simpelthen et
andet formål end det, som Wagner kalder ’ægte populariseret videnskab’. I moderne
samfund er vejen fra videnskabelig innovation til offentlig forståelse/udbredelse ikke
en direkte top-down vej fra uvidenhed til videnskabelig litteracy. Folkelig
videnskabelig viden udvikles gennem et langt træk i skoler, uddannelser og
velinformerede medier. ’Social representation Theory’ anerkender den lokale værdi
og kommunikative funktion, af uanset hvilke forestillinger, metaforer eller
repræsentationer, folk producerer og kollektivt ’validerer’ i deres forsøg på at komme
på kommunikativ omgangshøjde med den moderne verden.
Commonsense og hverdagstænkning indeholder ofte modsætningsfyldte meninger.
Det fungerer imidlertid fint, så længe de er lokalt konsistente og ikke udtrykkes på
samme tid i diskurserne. Mennesker lever i flere sociale verdener, og det, der
repræsenteres, er ikke facts, men repræsentationer der giver mening i forhold til
stabiliteten af en social verden.
Wagner konkluderer, at:
‘The public’s understanding of science is embedded in the web of individual,
collective and political processes of communication. Public discourse makes
science more than, and at the same time, less than a stripped down version of
the original. In the present model, the route scientific information takes from the
laboratories to the public does not resemble an error-prone conduit but more a
meat grinder mincing the chunks of scientific “meat’ and seasoning it with
various cultural and imaginary spices. Vernacular and communicative
knowledge resembles science knowledge as much as a hamburger resembles
the original filet; and, just as a hamburger is tastier than the original
unseasoned meat, everyday science is popular and good to talk about even
though it reflects little if anything of its original scientific shape.’
(Wagner, 2007: 19).
57
Dette synspunkt, at populære diskurser om videnskab svarer lige så nøje til videnskab
som en hakkebøf svarer til en engelsk bøf, betyder, at det ikke giver mening at
vurdere den populære diskurs ud fra videnskabelige kriterier. Men det betyder jo
ikke, at hakkebøffen ikke er interessant at studere. Og når jeg i analysen af mediernes
PISA-dækning sammenligner PISA-rapporten og mediedækningen, er det på en
måde, hvad jeg gør. PISA-rapporten kan ganske vist ikke helt sammenlignes med den
’engelske bøf’, for den er beregnet til at blive brugt også uden for videnskabelige
sammenhænge. Men metaforen hakkebøf er til gengæld meget passende for
mediedækningen.
Tilgange til forskningskommunikation
Denne tilgang til at undersøge forskningskommunikation kan placeres i forhold til
øvrige forskningsmæssige tilgange inden for feltet. Brian Wynne beskriver som
nævnt tre forskningsmæssige tilgange til forskningskommunikation: Der er de
kvantitative og de kognitive undersøgelser af forståelser og holdninger til videnskab,
som begge er knyttede til formidlingsparadigmet, og der er de konstruktivistiske
tilgange, der i stedet har vægt på, hvordan viden kontekstualiseres i offentligheden.
Teorien om sociale repræsentationer placerer Wynne som en fjerde position mellem
den kognitive psykologi og den konstruktivistiske forståelse (Wynne, 1995: 364).
Det var Sergei Moscovi, der formulerede teorien om sociale repræsentationer i
1960erne. Begrebet sociale repræsentationer er en socialpsykologisk ramme for
studiet af socialpsykologiske fænomener i moderne samfund (Wagner et al, 1999:
95). Teorien om sociale repræsentationer fastholder, at socialpsykologiske
fænomener og processer må forstås i forhold til deres historiske, kulturelle og
makrosociale forhold.
Sociale repræsentationer forstås som den kollektive udvikling af sociale objekter i
fællesskabet med henblik på adfærd og kommunikation (Wagner, 1999: 96/
Moscovici, 1963: 251). Sociale repræsentationer er et kollektivt fænomen, som
konstrueres af individer i fællesskaber i daglig tale og handling. Repræsentationerne
forstås ikke som repræsentationer i individernes tænkning, men som repræsentationer, der udveksles mellem mennesker:
‘In summary, a social representation is the ensemble of thoughts and feelings
being expressed in verbal and overt behaviour of actors which constitutes an
object for a social group.’ (Wagner et al., 1999: 96).
Wagner et al. beskriver, at sociale grupper indoptager ny viden gennem flere
processer. De nye fænomener forstyrrer en eksisterende forestilling om verden, en
eksisterende social verden, og for at håndtere det, må de først forankres og forstås i
forhold til kendte begreber og forståelser, som måske ud fra en videnskabelig
58
betragtning er misvisende. Gennem fortsatte kommunikationsprocesser bliver disse
til en objektiveret repræsentation i form af billeder, metaforer eller symboler.
Efterhånden bliver fænomenet velkendt og en del af den social gruppes
commonsense viden, og det påvirker gruppens sociale identitet og omverdensforståelse.
Massemedierne forstås som en del af den proces, hvor forstyrrende ny viden må
indsættes og forstås i forhold til velkendte rammer, repræsentationer. Massemedierne
indgår også i den videre proces mod en objektiveret repræsentation i form af billeder,
metaforer eller symboler. Så bliver den nye viden, det nye fænomen, en del af
commonsense og indgår i fællesskabets sociale identitet.
Det er i forlængelse af teorien om sociale repræsentationer, at Wagner (2007)
indfører begrebet folkelig videnskab. Wagner argumenterer for, at hvis man vil
forstå, hvordan folk forstår videnskab, er man nødt til at inddrage hvorfor, under
hvilke omstændigheder, og i hvilke former offentligheden optager videnskabelig
viden (Wagner, 2007). I hverdagslivet er det tilstrækkeligt for lægpersonen at have
metaforisk og ikonisk repræsentation af videnskabelig viden, såkaldt folkelig
videnskabelig viden. Det afgørende er, at denne viden fungerer som acceptable
forståelsesrammer i de sociale sammenhænge, man færdes i.
Wagner peger på, at de fleste sociale situationer er præget af ‘fuzziness’ (Wagner,
2007: 9), dvs. der sjældent kun er én mulig måde at handle på. Hvis en social
situation skal klares succesfyldt, er der næsten altid flere, mulige handlinger. Han
identificerer tre forhold, som er karakteristiske ved tænkning og handling i
hverdagen:
•
•
•
Direkte påvirkning: Uanset hvad en person gør, er vedkommende direkte
påvirket af den sociale handling, vedkommende foretager sig. Folk er direkte
afhængige af, hvad der sker i deres sociale omgivelser. Hverdagshandlinger
har derfor at gøre med følelsen af identitet og social overlevelse for de sociale
aktører.
Handling: Hverdagslivet stiller os konstant over for nødvendigheden af at
handle – og ofte er det bedre at handle på ufuldstændig viden end at undlade
at handle.
Socialt situeret: Hverdagstænkning og –handling sker altid i en konkret social
sammenhæng, der er påvirket af de konkrete personer, de aktuelle
forventninger og muligheder.
Hverdagen er kort sagt karakteriseret ved, at man er direkte påvirket, man er nødt til
at handle, og kompleksiteten i de sociale situationer betyder, at man har brug for at
tænke konkret. Tilsvarende er metaforer og analogier de foretrukne kognitive
værktøjer til at drage slutninger i hverdagen. Disse hverdagsbehov har betydning for
59
den måde, folk er villige til at indoptage videnskabelig viden på. Og dermed for
mulighederne for popularisering.
Jeg ser Wagners begreb om folkelig videnskab og hans ide om brugsværdi som en
bro til forståelsen af medierne. Ligesom man tilegner sig (videnskabelig) viden i det
omfang, den har en brugsværdi, sådan bruger man medierne i det omfang, de har en
brugsværdi i ens hverdagsliv. Den journalistiske praksis med overvejelserne om
nyhedskriterier, relevans etc. er jo også overvejelser over, hvad medieprodukterne
kan bruges til af mediebrugerne. Udviklingen af servicejournalistikken kan fx også
ses som en orientering mod brugsværdi. Mediernes udvælgelse af temaer og vinkler i
forhold til PISA-undersøgelsen kan også tolkes i dette lys: Journalisterne vælger ud
fra en forståelse af, hvad mediebrugerne har brug for i sociale kontekster, dvs. en
forståelse af, hvilken viden der fungerer som en acceptabel forståelsesramme i de
sociale kontekster, man færdes i.
Afhandlingens udgangspunkt
Jeg har nu beskrevet forskningen i forskningskommunikationen som et kontinuum
med to poler. I den ene pol, den pædagogiske eller kanoniske model, anskues
videnskabelig viden som objektiv og sand viden, i den anden pol, den interaktive
model, anskues videnskabelig viden som en social konstruktion. Disse to
videnskabsteoretiske poler dækker over to væsensforskellige synspunkter på
præmisserne for og formålene med at kommunikere forskning uden for snævre
faglige kredse.
Det helt centrale spørgsmål, der adskiller de to poler i forhold til begrebet
forskningskommunikation er, hvilken karakter videnskabelig viden har i forhold til
viden frembragt i massemedierne. Hvis videnskabelig viden anses for objektiv og
sand viden, følger det, at denne viden kan spredes videre fra vidensproducenterne,
typisk universitetsforskerne, til befolkningen via relevante kanaler. Det kan være
uddannelse, foredrag, lærebøger, museer, populærvidenskabelige medier og
massemedier. Denne tankegang ligger tæt på oplysningsidealet. Formidling af
forskning anses her for et gode, fordi videnskabelig viden om verden giver indsigt i
og magt til at kontrollere såvel naturprocesser som sociale og kulturelle processer (jf.
side 43, Kyvik 2005).
Denne position kritiseres af den socialkonstruktivistiske position for at ignorere, at
enhver form for viden produceres i en specifik historisk og social sammenhæng og ud
fra specifikke præmisser. Ingen viden vil derfor kunne gøre krav på at repræsentere
den absolutte sandhed om virkeligheden8, og det giver derfor ingen mening at
8
Bevidstheden om at kultur og tænkemåde ændrer sig historisk, udvikledes imidlertid allerede i
romantikken (Pahuus, 2003). Hermeneutikken repræsenterer netop et opgør med den
naturvidenskabelige positivisme med sit fokus på fortolkning og på betydningen af konteksten for
fortolkningen. Såvel forskerens historiske og sociale forudsætninger (forforståelse) som betydningen
60
formidle videnskabelig viden i en lineær kommunikation. Forskningskommunikation
handler i den socialkonstruktivistiske position derfor ikke om formidling af viden,
men om produktion af viden, om deltagelse i vidensproduktion. Derfor ville
problemstillingen i denne afhandling være anderledes formuleret i et rent
socialkonstruktivistisk lys. Som den ser ud nu, ligger den tættere på den kanoniske
forståelse, hvor forskelle mellem videnskabeligt indhold og medierepræsentation
anses for forvrængning af videnskaben.
Imidlertid bygger afhandlingen ikke udelukkende på et formidlingsparadigme, men
trækker på elementer fra begge forståelser af forskningskommunikation. Med denne
position trækker jeg på en række videnskabsteoretiske rødder og kilder, herunder
Habermas 1980, 1996; Nørager 1985; Collin 1998; Eriksen og Weigaard 1999;
Börjesson 2003; Pahuus, 2003).
Figur 1 nedenfor er en skematisk fremstilling af de to positioner. Med baggrund i den
vil jeg gennemgå centrale forskelle og præcisere, hvordan jeg trækker på begge
positioner.
Figur 1: To positioner i forståelsen af forskningskommunikation
Kanonisk/pædagogisk forståelse
- formidlingsparadigme
Interaktiv forståelse
- deltagelsesparadigme
Positivistisk videnskabsforståelse
Konstruktivistisk videnskabsforståelse
Forvrængning
Divergens
Envejs kommunikation
Dialog
Passiv modtager
Aktiv modtager
Den kanoniske model trækker som nævnt (s. 42) på et positivistisk videnskabssyn. I
denne forståelse er det forskernes privilegium at producere videnskabelig viden, og
eventuelle uoverensstemmelser mellem forskningsindhold og medierepræsentation
vil blive betragtet som en forvrænget fremstilling af forskningen. Her kan altså ikke
være tale om divergerende fremstillinger, men om en korrekt videnskabelig
af de specifikke historiske og sociale sammenhænge, som forskningsobjektet indgår i, tillægges
afgørende betydning i hermeneutikken. (Pahuus, 2003). Så det socialkonstruktivistiske opgør med
naturvidenskabelig positivisme er sådan set blot en videreførsel af en videnskabsteoretisk udvikling,
som startede med hermeneutikken.
61
fremstilling og fremstillinger, som er mere eller mindre forvrængede i forhold til den
objektive videnskabelige fremstilling.
Den interaktive forståelse af forskningskommunikation trækker på en
socialkonstruktivistisk position. I denne forståelse anerkendes, at der er tale om
divergens mellem forskningsindhold og andre repræsentationer, fx i medierne. Men
det afvises, at der er tale om forvrængning, for videnskabelig viden tillægges ikke en
større sandhedsværdi end andre udgaver af viden. Det grundlæggende ontologiske
spørgsmål, der skiller de to poler, er, hvorvidt virkeligheden eksisterer uafhængigt af
og forud for menneskers bestræbelser på at beskrive og erkende den. I den radikale
socialkonstruktivistiske position hævdes, at virkeligheden ikke eksisterer, før den
konstrueres af den menneskelige tanke og virksomhed (Collin, 1998). Og derfor kan
der i denne forståelse ikke være tale om forvrængning, men derimod om divergenser
mellem viden produceret i forskellige kommunikationssammenhænge. Begreberne
forvrængning og divergens er derfor centrale for forskellen mellem henholdsvis den
pædagogiske/kanoniske forståelse og den interaktive forståelse af
forskningskommunikation.
Den socialkonstruktivistiske opfattelse finder vi blandt andet hos Louise Philips, som
fremfører det synspunkt, at videnskabelig viden er en sandhed, som kan diskuteres.
(Philips, 2006: 243). Det, der gør videnskabelig viden særlig, er dens eksplicitte
natur og argumentationen for de regler, som videnskabsproduktionen er foregået
under. Forskellen mellem videnskabelig viden og hverdagsviden eller
lægmandsviden bliver hermed vanskelig at definere som andet og mere end et
spørgsmål om divergens.
Konsekvensen af det socialkonstruktivistiske udgangspunkt er en interesse for den
interaktive dimension i vidensproduktionen, og den analytiske interesse knytter sig
derfor ofte til de processer, hvor (videnskabelig) viden konstrueres, altså dialogiske
processer, fx i forskningssamarbejder eller i processer hvor forskere og journalister
forhandler om et givent medieudtryk. Deltagelse er således et centralt begreb. En
anden måde at beskrive de to poler på, er derfor som henholdsvis formidlingsparadigmet og deltagelsesparadigmet.
Deltagelsesparadigmet åbner for mindst tre former for deltagelse, som Philips (2006)
nævner: dialogisk orienteret kommunikation i offentligheden, deltagelse i
beslutningsprocesser som fx konsensuskonferencer samt lægfolks deltagelse i selve
forskningsprocessen. Hermed lægger deltagelsesparadigmet op til, at formålet med
forskningskommunikation er inddragelse på forskellige niveauer og med forskellige
formål: at inddrage lægfolk i hvordan forskning bedst kommunikeres, at inddrage
lægfolk i beslutningsprocesser vedrørende forskning samt at inddrage lægfolk i
produktionen af videnskab.
62
Inden for formidlingsparadigmet er formålet med forskningskommunikation derimod
primært at distribuere så meget som muligt af den videnskabelige viden ‘videre ud’ i
samfundet. Her er en tæt tilknytning til oplysningsidealets ide om viden som
grundlag for demokrati, hvilket igen knytter sig til det liberale demokrati-ideal og
ideen om en borgerlig offentlighed. (Se nærmere argumentation i kap. 2). Men som
de videnssociologiske studier, jeg har refereret i dette kapitel, peger på, er der en
ganske omfattende interaktivitet mellem forskningsverdenen og det øvrige samfund.
Forskningen lever ikke et isoleret liv, hvor objektiv viden om verden udvikles uden
udefra kommende påvirkninger, og denne gensidige udveksling mellem forskningen
og øvrige dele af samfundet overses i den kanoniske eller pædagogiske position. Jeg
trækker derfor på deltagelsesparadigmets forståelse af forskningen som en social
aktivitet og på de videnssociologiske studier af, hvordan forskningen både påvirker
og påvirkes af det øvrige samfund.
I min forståelse af PISA-rapporten som tekst trækker jeg på det konstruktivistiske
udgangspunkt i den forstand, at såvel PISA-rapporten som mediedækningen af
rapporten anses for konstruktioner af viden om folkeskolen. PISA-rapporten betragtes
ikke som en objektiv beskrivelse af folkeskolen, men som en beskrivelse, der er
blevet til på bestemte præmisser og inden for bestemte rammer. Den er derfor en
blandt mange mulige beskrivelser af den danske folkeskole.9
Men jeg adskiller mig fra den rene socialkonstruktivistiske position ved at lægge
vægt på, at videnskabelige udsagn (i dette tilfælde PISA-rapporten) ikke kan
ligestilles med andre vidensproduktioner. Jeg betragter PISA-rapporten som et
udsagn baseret på anerkendte videnskabelige metoder og som sådan i princippet også
et relevant bidrag til den offentlige deliberation vedrørende folkeskolen.
PISA mellem forvrængning og divergens
Når det er interessant at sammenligne PISA-rapporten med mediedækningen af
PISA-rapporten er det netop fordi, PISA-rapporten som forskningsrapport
repræsenterer et udsagn fra videnskabelige institutioner. Den repræsenterer på den
måde - i det mindste noget af det - der efterlyses i den nye universitetslov, nemlig
mere forskningsbaseret viden i massemedierne. Jeg ønsker at analysere, hvordan
9
Som filosoffen Finn Collin peger på, er det dog et ganske ukontroversielt samfundsvidenskabeligt
standpunkt, som gælder for al samfundsvidenskabelig vidensproduktion på tværs af
videnskabsteoretiske positioner, at både vores videnskabelige og vores hverdagslige viden om den
samfundsmæssige og menneskelige virkelighed er en konstruktion (Collin, 2004). Og
socialkonstruktivismen er, mener Collin, i virkeligheden kun et opgør – som allerede blev taget af
hermeneutikken – med ideen om, at der findes én og kun én beskrivelse af virkeligheden. Også
sociologen Mats Borjesson peger på, at denne diskussion går tilbage til Durkheims
videnskabssociologi (Borjesson, 2003: 40).
63
dette udsagn om forskningsbaseret viden dækkes i massemedierne og belyse hvilken
position dette udsagn får i mediedækningen af PISA.
Jeg insisterer altså på at sætte mediedækningens indhold i relation til indholdet i det
forskningsbaserede udsagn. I den forstand tillægger jeg ‘forvrængningen’ af det
forskningsbaserede udsagn betydning. Det gør jeg, fordi analysens mål er at belyse,
hvordan videnskabelige udsagn indgår i en mediemæssig kontekst. Analysen handler
om kommunikation – om hvordan et udsagn (PISA-rapporten) omformes og
anvendes i den mediemæssige kontekst. Det spørgsmål er interessant, fordi der er
politiske krav om, at forskere skal udtrykke sig i en mediemæssig kontekst. Men
hvad sker der i den kontekst? Hvad er relationen mellem det oprindelige
forskningsbaserede udsagn og det massemedierede udsagn?
Denne betragtningsmåde adskiller sig dog fra det rene forvrængningsperspektiv ved,
at målet med analysen ikke er at beskrive, hvordan medierne fremstiller et forvrænget
billede af videnskaben. Andre undersøgelser med vægt på forvrængningsperspektivet,
som fx Weiss og Singers undersøgelse (1988) sammenligner generelle træk ved
medierepræsentationer med generelle træk ved videnskabelige repræsentationer.
Herved kommer fokus på mediernes forvrængning af videnskabens oprindelige
indhold og på hvordan de specifikke genretræk i henholdsvis videnskabelige genrer
og mediegenrer er forskellige. Det empiriske mål i denne afhandling er ikke at
undersøge generelle genretræk, men at undersøge hvordan et specifikt forskningsbaseret udsagn ændres i medierepræsentationen. Ikke for at hævde det oprindelige
udsagn som den objektive sandhed eller for at hævde den videnskabelige institution,
men for at undersøge hvordan et forskningsbaseret udsagn indgår i den del af den
offentlige deliberation som den mediemæssige kontekst udgør. Det er med andre ord
ikke forvrængning af videnskab, men forvrængning af et udsagn, der er i fokus for
afhandlingens analyse.
Som jeg her har redegjort for, er der mange aspekter inden for det interaktive
paradigme, som må medtænkes i forhold til forskningskommunikation. Men det er
forvrængningsperspektivet, der kan belyse, om kommunikationen er en ‘god dag
mand økseskaft’-kommunikation. Og det spørgsmål er relevant i forhold til et begreb
om deliberation og om mediernes funktion som arena for demokratiske debatter, hvor
også forskningsbaseret viden indgår.
Jeg antager, at medierne etablerer væsentlige rammer for en offentlig deliberation og
meningsdannelse. Derfor er det interessant at analysere, hvordan det
forskningsbaserede udsagn indgår i mediernes repræsentation – hvordan indgår det
forskningsbaserede udsagn i den kommunikation som foregår i medierne? Det
spørgsmål handler imidlertid ikke kun om formidlingsparadigme contra
deltagelsesparadigme, men også om mediernes funktioner i forhold til den
samfundsmæssige kommunikation.
64
4. Kapitel:
Mediemæssig praksis
I kapitel 2 redegjorde jeg for afhandlingens ene teoretiske felt: idealer for
offentlighed og samfundsmæssig kommunikation. I kapitel 3 redegjorde jeg for
afhandlingens andet teoretiske felt: forståelser af, hvad videnskab og forskning er. Nu
vender jeg blikket mod afhandlingens tredje teoretiske felt: den mediemæssige
praksis og dens betydning for kommunikation af forskning.
Afhandlingens teoretiske forståelse af mediemæssig praksis bygger på nyere
medieforsknings teoridannelser om medierne som selvstændig institution i samfundet
og det synspunkt, at mediernes produktion af nyheder må forstås inden for rammerne
af en institutionel teori. Et væsentligt element her er de institutionelt betingede
medielogikker, som mediernes praksis forstås i forhold til, dvs. de fælles idealer,
normer og rutiner for nyhedsproduktionen. Disse giver sig bl.a. udtryk i
nyhedskriterier (Ørsten, 2007, Hjarvard, 1995) og journalistiske fortælleformer. Den
analytiske interesse i denne afhandling er centreret om de journalistiske
fortælleformer som det konkrete udtryk for, hvilke informationer og hvilken viden
der stilles til rådighed for mediebrugerne vedrørende PISA.
Det ligger i opfattelsen af medierne som en selvstændig institution, at medierne har
en væsentlig politisk betydning gennem deres fastsættelse af en dagsorden (Hjarvard,
2004). Mediedagsordnen bliver derfor et centralt element i såvel analyse som
diskussion af kommunikation af forskning i massemedierne. Afhandlingens analyse
af, hvordan medierne dækker PISA-undersøgelsen, sigter derfor mod at karakterisere
den dagsorden, medierne sætter for PISA-undersøgelsen, og jeg redegør kort for det
teoretiske afsæt i teorien om mediernes dagsordensættende funktion (MacCombs,
2004).
Kapitlet fortsætter med en redegørelse for empiriske undersøgelser af mediernes
dækning af forskningsstof. På baggrund af en redegørelse for disse undersøgelsers
empiriske fund og teoretiske grundlag, præciserer jeg det teoretiske grundlag, som
denne afhandling bygger på i sin forståelse af den mediemæssige praksis.
65
Medierne som institution
Den institutionelle teori har stor betydning for medieforskningen. Empirisk
medieforskning peger på, at medierne har udviklet sig til en selvstændig
nyhedsinstitution (se bl.a. Pedersen et al., 2000; Ørsten, 2006; Lund, 2002), hvilket
betyder, at produktionen af nyheder styres af ‘professionelle kriterier for
nyhedsværdi, ubundet af de politiske institutioners formelle regelsæt, dagsorden,
tidsrytmer og aktørkreds.’ (Pedersen et al., 2000: 281).
Ideen om medierne som selvstændig social institution blev formuleret i 1978 af Gaye
Tuchmann (Ørsten 2007). Tuchman beskriver medierne som en social institution, idet
hun peger på, at nyheder produceres af nyhedsarbejdere gennem institutionelle
processer og tilpasset institutionelle praksisser.10
Disse fælles professionelle journalistiske kriterier og den fælles institutionelle praksis
kan beskrives som mediernes logik, der er ‘et grundvilkår i mediernes måde at berette
om virkeligheden på.’ (Hjarvard, 1995: 11). Begrebet medielogik er egentlig udviklet
af Altheide og Snow i 1979 i bogen ‘Media Logic’. I Altheide og Snows definition er
medielogik den proces, hvor igennem medier præsenterer og overfører information
(Altheide og Snow, 1991: ix). 11
Altheide og Snow mener, at medielogikken sætter sig igennem også uden for
medierne i andre sociale sfærer. At andre institutioner så overtager medielogikken,
dvs. spiller med på mediernes præmisser for at kunne komme til orde i medierne. Stig
Hjarvard peger på, at mediernes logik derved kan få betydning for, hvordan politik
organiseres i både indhold og form. Et lovforslag skal ikke bare være velgennemtænkt, det skal også være muligt at sælge til medierne (Hjarvard, 1995).
Men Hjarvard mener, at udviklingen også har positive aspekter: Den selvstændige
journalistiske behandling, uafhængig af partipolitiske tilhørsforhold, kan betragtes
som en demokratisk gevinst. Et andet positivt aspekt er, at medielogikken også
handler om at gøre den politiske virkelighed forståelig for befolkningen.
Medielogikken forstået som særlige journalistiske fortællemåder ‘tilfredsstiller tillige
nogle basale kognitive træk i menneskers måde at bearbejde sansning og sprog på.’
(Hjarvard, 1995).
Medierne som selvstændig politisk institution
Den amerikanske medieforsker Timothy Cook (Cook, 2005 (1998)) mener, at
medierne fungerer som en selvstændig politisk institution. Cook er inspireret af
10
Se Tuchman: ”Making News by Doing Work in: Berkowitch, 1997, for en analyse af hvordan
medieorganisationer netop gennem institutionelle rutiner tackler det uventede.
11
Se Ørsten, 2006, for en redegørelse for forskellige opfattelser af begrebet medielogik.
66
nyinstitutionalismen (Cook, 2005/1998:14), hvor vægten ligger på institutionernes
praksis, på de uformelle strukturer og rutiner, som udspilles i hverdagens praksis.
Cook pointerer, at der er forskel på at se medierne som organisationer og som
institution. Hvis medierne anskues som en række af organisationer, overser man
deres politiske magt. For hvis medierne som forskellige organisationer har forskellige
forståelser af nyheder og forskellige måder at henvende sig til offentligheden på,
repræsenterer de ikke en politisk magt. Det er netop i ensartetheden, i det at medierne
i praksis arbejder på nogenlunde ens måder og producerer nogenlunde det samme
indhold, at medierne repræsenterer en politisk magt:
‘The news media, despite different technologies, deadlines, and audiences, are
structured similarly in their internal organisation, the way they interact with
sources, the formats they use, and in the content they provide. (…) This
transorganizational agreement on news processes and content suggests that
we should think of the news media not as a set of diverse organisations, or
even a batch of individual institutions, but collectively as a single social
institution.’ (ibid.: 64).
Cook undersøger tre kriterier, der er centrale i definitionen af en institution. Det ene
er, at der er fælles procedurer, rutiner og normer. Her henviser Cook til en række
undersøgelser af nyhedsproduktionen, som peger på dens karakter af kollektivitet og
på nødvendigheden af fælles normer for, hvad der er nyheder, hvis der skal
produceres et dagligt medie fyldt af nyheder. Hvis ikke redaktører og journalister
arbejder inden for fælles rutiner og normer, ville denne daglige produktivitet ikke
kunne lade sig gøre (ibid.: 72).
Dette betyder dog ikke, at de enkelte journalister ikke har valgmuligheder. I den
institutionelle optik arbejder journalister i højere grad som kollektive aktører på
baggrund af fælles normer og rutiner, end som selvstændige individer (Cook, 2005,
Ørsten, 2006). Cook beskriver, hvordan de enkelte aktører inden for institutionens
rammer kan træffe individuelle valg, der adskiller sig fra institutionens sædvanlige
rutiner, men at det er vanskeligt, fordi den institutionaliserede praksis betragtes som
den naturlige og rigtige måde at gøre tingene på – ikke bare inden for institutionen,
men også udenfor (Cook, 2005: 71).
Det andet kriterium for at kunne definere medierne som en institution er, at disse
normer og rutiner ikke blot gør sig gældende inden for enkelte medier, men er fælles
på tværs af nyhedsmedierne, og at de er vedvarende over tid. Derved udgør medierne
samlet set en institution med fælles normer og rutiner.
Det tredje kriterium er, at der er forventninger fra både det politiske system,
embedsapparatet og borgerne til medierne om, at en væsentlig del af den samfundsmæssige kommunikation foregår gennem medierne.
67
Cooks argumentation er, at medierne i kraft af disse tre kriterier kan betegnes som en
social institution. Dertil lægger han, at medierne udgør en politisk institution. Cook
peger på et tæt samarbejdende netværk mellem myndigheder og politikere på den ene
side, og medier på den anden. Fx presselogerne i de parlamentariske institutioner. Og
det, at medierne har et stærkt indholdsmæssigt fokus på initiativer netop fra officiel
side. Der er dog ikke tale om et ensidigt forhold:
‘The authority of officials, as represented in the news, depends, in no small
part, on the ability and willingness of those political actors to fit their activities to
the production values of the news.’ (Cook, 2005: 111).
Denne konklusion følger Cook op i sit efterord til andenudgaven af bogen (2005).
Her skriver han, at nyhedsmedierne er en integreret del af den offentlige styring på to
måder. Dels i kraft af nyhedsmediernes indflydelse på den politikskabende proces,
dels i kraft af den måde, officielle aktører inkorporerer medierne i deres handlinger
for at opnå politiske mål. Det bliver derfor sværere og sværere at adskille
nyhedsproduktion fra politikdannelse. (ibid.: 196).
Det er en forståelse af medierne, som ligger et stykke væk fra de liberale ideer om
medierne som informationsformidlere og ‘vagthund’, jf. kapitel 2. For Cook ligger
det centrale spørgsmål imidlertid ikke i, at dette ‘samarbejde’, denne gensidige
afhængighed, eksisterer, men i præmisserne for dette gensidige engagement, ikke
mindst i ensartetheden i det samlede udbud af nyheder:
‘… this kind of coverage is not troubling unless and until it is widely reproduced
in one news outlet after another. Perhaps it is too much to ask for any news
organisation to represent accurately the full diversity of options and range of
opinions in a policy debate, and to do so in a way that engages a public that
often has other things to do besides pay close attention to politics. Instead, we
can aim at a more realistic possibility by shifting our examination away from the
performance of individual news outlets to the news media system as a whole.’
(ibid.: 208).
Det er nyhedsværdiernes dominans, der giver denne ensartethed i dækningen, og
nyhedsværdier sikrer ikke nuanceret debat eller deliberation i forhold til at inkludere
borgernes synspunkter eller at beskytte offentlige interesser.
Faktisk slutter Cook sit efterord med forhåbninger om, at ‘meningspressen’ kunne
vende tilbage. Diversiteten i mediedækningen ville være større, mener Cook, hvis de
enkelte medier bestræbte sig på at skabe nyheder baseret på politiske værdier frem
for på nyhedsværdier. Det ville betyde repræsentation af flere forskellige
synspunkter, og diskussionerne af mediernes indhold ville ikke handle om, hvorvidt
68
det enkelte medie var alsidig i sin dækning, men om hvorvidt der fandtes et medie
med ideologisk modvægt. 12
Den danske nyhedsinstitution
Hvor Cook altså konkluderer, at institutionaliseringen af nyhedsmedierne fører til
ensartethed, når Ove Kaj Pedersen m.fl. (2000) i en analyse af den danske politiske
journalistik i bogen ‘Politisk Journalistik’ til en anden konklusion, Nemlig at
udviklingen mod mediernes selvstændiggørelse betyder mere pluralisme og på mange
måder en demokratisering af samfundet.
Erik Meier Carlsen konkluderer i bogens forord på baggrund af analyserne, at:
‘Det billede, der tegnes, er en dansk politisk kultur ‘uden filter’, hvor
professionaliseringen, spin doctor-virksomhed, lobbyisme og talsmænd er
stærkt begrænset udviklet, og hvor politikere stadig meget direkte møder
offentligheden i ‘dialog-journalistikken’. (Carlsen, 2000: 22).13
Pedersen m.fl. (2000) beskriver, hvordan medierne specifikt i Danmark gradvist er
blevet mere og mere selvstændige, politiske institutioner. Processen ses som et
samspil mellem politikkens tilbagetrækning fra mediepolitikken og journalistikkens
selvstændiggørelse i forhold til de politiske institutioner. Denne proces beskriver
Pedersen et al. som foregået i fire faser.
Den første ligger i perioden 1945-55, hvor pressens selvstændighed problematiseres.
Den betegnes som ‘den demokratiske presse’ (Carlsen, 2000: 18). I denne periode
peges på, at ytringsfrihed og pressefrihed også indebærer en forpligtelse til
selvstændig funktion i forhold til den demokratiske proces. I de kommende år tages
de første initiativer til at organisere pressen på tværs af partitilhørsforhold. Det får
bl.a. sit udtryk i etableringen af interesseorganisationer som fx journalisternes
fagforening, Dansk Journalistforbund, og Danske Dagblades Udgiverforening, men
også etableringen af et pressenævn, den formaliserede journalistuddannelse og et
institut for presseforskning (Pedersen, 2000: 283).
12
I denne sammenhæng diskuterer Cook betingelserne for deliberation. Han peger på, at deliberation
forudsætter et vist mål af fælles præmisser og forståelser, og at konfrontation mellem for mange
synspunkter gør folk ambivalente og mindre villige til at deltage i debatter (Cook, 2005: 209). Denne
diskussion tager jeg op i afhandlingens sidste kapitel.
13
I Anker Brink Lunds næsten samtidige analyse for Magtudredningen (Lund 2002), konkluderer
Lund - på et andet teoretisk og empirisk grundlag – tilsvarende, at:
”… nyhedsinstitutionens politiske indflydelse (hviler) tilsvarende på usikre forudsigelser, indirekte rådgivning og
mere eller mindre velbegrundede advarsler. Det står altid autoriteter og publikum frit for at handle anderledes end
foreskrevet. Og det gør de da også i høj grad. Nyhedsinstitutionen magter altså kun undtagelsesvist at kontrollere
reaktionerne i det omgivende samfund.” (Lund, 2002: 216).
69
Den anden fase er perioden 1950erne til 1970erne, hvor journalistikken som
profession knyttes til journalisten som person og til udøvelsen af et bestemt sæt
kompetencer, som bl.a. objektivitet. Den betegnes som ’den journalistiske presse’.
Den tredje fase er perioden 1965 til 1975, hvor medierne betragtes som
markedsdrevne virksomheder, der nødvendigvis må drives effektivt for at sikre
selvstændighed (økonomisk uafhængighed) og et pluralistisk medieudbud.
Mediepolitiske initiativer regulerer den politiske journalistik i denne periode, der
betegnes som præget af ’politisk kommunikation’.
Den fjerde fase er perioden 1970erne til1990erne, hvor politiske og journalistiske
aktører konkurrerer om indflydelse på dagsordenen. Den betegnes som
’kommunikationsfællesskabet’. Markedsreguleringen bliver mere fremtrædende,
Danmarks Radios monopol brydes, kravet om alsidighed modificeres, og det
diskuteres, hvad der egentlig ligger i public service. Der sker kort sagt en gradvis
tilbagetrækning af politikken fra journalistikken.
Samtidig udvikles journalistikken, de journalistiske fortællemåder, mere og mere
selvstændigt, mener Pedersen. Han lægger her vægt på to faser. Den første er
perioden 1950erne – 1980erne, hvor begivenheder bliver mere væsentlige for
beskrivelsen af den politiske nyhed, og hvor den refererende journalistik nedtones til
fordel for ’dialogjournalistikken’, dvs., en journalistik hvor ‘journalisten bliver
mødeleder for en dialog mellem citater’ (Pedersen, 2000: 284). Der introduceres
selvstændige journalistiske nyhedskriterier, den politiske nyhed bliver et journalistisk
produkt – ikke et politisk. Og politikere bliver subjekter i den politiske nyhed som
aldrig før.
Den anden fase er perioden 1980erne til 1990erne, hvor der sker en produktudvikling
af den politiske nyhed. Nyhedskriterierne bliver mere fælles, og enkeltsagen bliver en
ny type af nyhedshistorie. Nyhedskriteriet udvides ved, at der skabes nye fortællemåder med vægt på det dramatiske, det tragiske og det episke.
Pedersen konkluderer, at denne udvikling mod journalistikken og den politiske
dagsorden som en selvstændig institution betyder en demokratisering af medierne.
Den konklusion drager han på baggrund af det, forfatterne betegner som tre
autoritative konventioner om, hvad der bør ligge i den parlamentariske styreform
(Pedersen m.fl., 2000).
For det første identitet. Her peger Pedersen på, den store ensartethed i den nationale
mediedækning, og at politiske nyheder præsenteres med nationale briller, dvs.
gennem brugen af nationale politikere, og at medierne derved skaber grundlag for
national identitet.
70
For det andet pluralisme. Her lægger Pedersen vægt på, at nyhederne er eksplicit
politiske, og at der derfor er mange flere, ‘der inviteres ind som deltagere i den
politiske nyhed’ (Pedersen, 2000: 314), og at mange flere aktører betragtes som
relevante kilder i forhold til historierne. Pluralismen ligger også i konkurrencemomentet: mediernes konkurrence om at levere dagens politiske nyhed, og
konkurrencen om indflydelse på den politiske dagsorden.
For det tredje deliberation. Her peges dels på dialogjournalistikken, dels på at
aviserne er åbnet for læserdebat, og at den almindelige borger er blevet en væsentlig
og højt prioriteret kilde i nyhedsdækningen.
Pedersens konklusion er, at der har fundet en demokratisering sted. Det betyder dog
ikke, at der ikke er væsentlige demokratiske udfordringer i den aktuelle situation.
Bl.a. er der politiske beslutningsprocesser og aktører, som har væsentlig
samfundsmæssig betydning, men som ikke inddrages i den politiske nyhed. Der er
også spørgsmålet om, hvor meget journalisterne blander sig i det politiske spil, og
hvordan medierne fungerer som et samfundsmæssigt kommunikationssystem: er
ensartetheden for stor, er der for få fortællemåder i journalistikken, og er fødekæden
for homogen?
De demokratiske implikationer af nyhedsmediernes selvstændiggørelse tager jeg op i
afhandlingens sidste kapitel. Her hæfter jeg mig ved de faktorer, som både Cook og
Pedersen m.fl. peger på som væsentlige i forståelsen af den mediemæssige praksis.
Nemlig hvordan institutionaliseringen og de fælles idealer, normer og rutiner i
nyhedsmedierne har betydning for den faktiske mediedækning, for de konkrete
medieprodukter. Afhandlingens analytiske interesse ligger her: Hvilke journalistiske
fortælleformer præger mediedækningen af forskningsstof?
Dette institutionelle udgangspunkt betyder, at jeg analyserer de journalistiske
fortælleformer som udtryk for medielogikker, og ikke som udtryk for ’dårlig
journalistik’ eller som udtryk for individuelle journalisters forståelse af PISAundersøgelsen, eller som forvrænget forskningsformidling.
Dagsordenen
Den institutionelle teori peger på, at medierne har udviklet sig til en selvstændig
politisk institution med politisk betydning. En væsentlig del af mediernes politiske
betydning ligger i deres fastsættelse af en dagsorden for den offentlige
kommunikation.
Hvor offentlighedsteorien lægger op til, at medierne ideelt set skal fungere som
loyale referenter, der på vegne af borgerne sætter en politisk dagsorden, som
magthaverne forholder sig til, påviser empirisk forskning inden for den
dagsordensættende teori, agenda setting-teorien, at dagsordenen ofte sættes af
71
embedsapparatet, og at politikerne så gennem medierne må sælge denne dagsorden til
borgerne (Lund, 2002: 14). Denne kamp om mediedagsordenen omfatter naturligvis
også forskningsstoffet. Som omtalt i kapitel 1 og 2 er der mange aktører med
forskellige interesser på spil i diskussionen om forskningskommunikation.
Agenda setting som teoridannelse startede i slutningen af 1960erne med det berømte
Chapel Hill Studie af mediernes indflydelse på vælgere, der ikke var fast besluttet på,
hvem de ville stemme på i forbindelse med præsidentvalg (McCombs, 2004). Agenda
Setting er i dag studiet af mediernes dagsordensættende funktion, altså studiet af
mediernes evne til at influere på, hvilke emner der kommer på den offentlige
dagsorden (McCombs, 2004: 1). I dag skelnes dog typisk mellem tre dagsordener:
mediernes, befolkningens og den politiske dagsorden. Dearing og Rogers (1996)
mener, at den dagsordensættende proces består af disse tre dagsordener og deres
indbyrdes forhold. Alle tre dagsordener påvirkes af personlige erfaringer og
interpersonel kommunikation samt ‘real-world indicators of the importance of an
agenda issue or event’ (Dearing and Rogers, 1997: 5). Fokus i denne afhandling er
dog ikke på selve den dagsordensættende proces eller på forholdet mellem de tre
dagsordener, men kun på en beskrivelse af mediedagsordenen.
Et af de teoretiske udgangspunkter for agenda setting er Walter Lippmans forståelse
af, at nyhedsmedierne som vores vindue til den verden, vi ikke umiddelbart sanser,
bestemmer vores kognitive billede af verden. Den forståelse er gennem agenda
setting studier bekræftet af empirisk materiale (MacCombs, 2004).
Agenda setting processen er egentlig et biprodukt af den nødvendige udvælgelse af
stof i medierne (MacCombs, 2004: 19). Der er ganske enkelt ikke plads eller tid i
nyhedsmedierne til det totale udbud af politisk stof, og derfor må journalisterne
prioritere, dvs. udøve redigerende magt, som Anker Brink Lund udtrykker det (Lund,
2002). Denne dagsordensættende proces foregår overalt, hvor der er rimeligt åbne
politiske systemer og rimeligt åbne mediesystemer (McCombs, 2004: 36-37).
I sin beskrivelse af, hvem der sætter mediedagsordenen, refererer McCombs til et løg.
Med den metafor ønsker han at anskueliggøre, at der er tale om mange
indflydelseskanaler til mediedagsordenen. Det er ikke et enkelt billede. Han vil dog
alligevel gerne udpege eksterne nyhedskilder og intermedial indflydelse som helt
fundamentale indflydelseskanaler (McCombs, 2004: 99-100). Disse filtreres gennem
journalistiske normer og traditioner, som derfor udgør væsentlige filtre for kildernes
indflydelse. Anker Brink Lund peger i sin undersøgelse af ‘Den redigerende magt’
(Lund, 2002) på præcis samme empiriske iagttagelse: Journalisternes professionelle
normer har væsentlig indflydelse på, hvad forskellige aktører, der forsøger at påvirke
mediedagsordenen, kan komme igennem med.
72
Dagsordensteoriens andet niveau
Dagsordensteorien er en almindelig anvendt teoretisk baggrund for empiriske studier
af mediedækning (se fx Hjarvard et al., 2004, Laursen, 2001). Dagsordensteorien
startede som effektmåling af, hvordan medierne influerer på mediebrugernes
præferencer. Derfor var fokus på, hvilke emner der var på mediernes dagsorden, og
hvordan der prioriteres mellem dem. Det er dagsordensteoriens første niveau
(Hjarvard et al., 2004: 2).
Ligeledes undersøger jeg, hvilke temaer der kommer på dagsordenen i mediernes
dækning af PISA-undersøgelsen i en afgrænset periode. Så hvor dagsordensteorien
‘med mediedagsordnen som udgangspunkt ideelt set giver et øjebliksbillede af
hvilke problemer, samfundet prioriterer’ (Hjarvard m.fl., 2004: 3)
søger jeg i min analyse af PISA-dækningen at give et øjebliksbillede af, hvilke
problemer vedrørende PISA-undersøgelsen samfundet prioriterer. Ved at
sammenligne denne mediedagsorden med PISA-rapporten belyser jeg, i hvilket
omfang forskningsrapportens indhold præger mediedagsordenen.
Inden for dagsordensteorien arbejdes der med ’dagsordensteoriens andet niveau’,
hvor fokus er på, hvordan temaerne beskrives i medierne (Ghanem, 1997):
‘Agenda setting is now detailing a second level of effects that examine how
media coverage affects both what the public thinks about and how the public
thinks about it. This second level of agenda setting deals with the specific
attributes of a topic and how this agenda of attributes also influences public
opinion.’ (Ghanem, 1997: 4)
Til analysen af, hvordan temaerne beskrives i medierne, bruger agenda setting teorien
begrebet frames. Der er forskellige definitioner af frames (se fx Reese, Gandy and
Grant, 2001 for diskussioner af forskellige teoretiske tilgange til begrebet, samt en
beskrivelse af begrebets selvstændige teoretiske oprindelse, uafhængig af
dagsordensteorien).
Begrebet frames har rødder i både sociologien og i psykologien. Sociologen Erving
Goffman har beskrevet, hvordan frames gør det muligt at forholde sig til uventede
hændelser ved at forstå dem i forhold til kendte frames. Psykologerne Kahneman og
Tversky har beskrevet, hvordan frames har betydning for, om og hvordan et problem
bliver forstået (de Vreese, 2001).
Her tager jeg udgangspunkt i den amerikanske medieforsker, Robert M. Entmans
forståelse af frame (Entman, 1993):
73
‘To frame is to select some aspects of a perceived reality and make them more
salient in a communicating text in such a way as to promote a particular
problem definition, casual interpretation, moral evaluation, and/or treatment
recommendation for the item described.’ (Entman, 1993: 52).
Gennem frames fremhæves altså nogle aspekter af en sag frem for andre. Framing
betegner den proces, hvor et problem defineres, den såkaldte vinkling af historien. En
frame er den centrale, organiserende idé for nyhedsindholdet, der støtter en kontekst
og foreslår, hvordan et emne forstås.
Framingen sker ifølge Entman fire steder i kommunikationsprocessen. For det første
hos afsenderen, der foretager bevidste eller ubevidste valg om tekstens indhold og i
den proces er guided af de frames, der ligger i hendes egen forståelse af verden. For
det andet manifesteres frames i teksten gennem valg af ord, fraser, stereotype
forestillinger og informationskilder samt sætninger, grupperinger af facts eller
vurderinger inden for bestemte temaer. For det tredje hos mediebrugeren, hvis
tænkning og vurdering af emnet muligvis er anderledes end den, der fremstår i
teksten og den, afsenderen intenderede. Entman understreger, at det ligger i
forståelsen af framingbegrebet, at frames antages at have en effekt på størstedelen af
publikum, men ikke en universel effekt på alle (ibid.: 54). For det fjerde i kulturen,
som Entman beskriver som et lager af fælles frames, der kan aktiveres (Entman,
1993: 52-53).
I min analyse af mediedækningen fokuserer jeg på de frames, som manifesterer sig i
teksten, og jeg anvender derfor frames som en måde at beskrive nogle karakteristika
for, hvordan et emne præsenteres i medierne. En måde, som både inddrager såvel
kognitive som affektive sider af mediedækningen. Specielt i forhold til omtale af
forskningsstof er den kognitive dimension relevant at undersøge, fordi det i
modsætning til stofområder som fx livsstilsstof eller kriminalstof i højere grad
involverer kognitive aspekter.
Som tidligere nævnt giver mediernes institutionelle praksis sig bl.a. udtryk i en række
fælles træk i de journalistiske fortælleformer. Derfor vender jeg nu blikket mod en
række empiriske undersøgelser af, hvordan forskningsstof præsenteres i medierne. De
har ikke egentlige analyser af frames, men de beskriver generelle træk ved
journalistiske fortællinger om forskning, både indholdsmæssigt og formmæssigt, og
er derfor relevant empirisk materiale at sammenligne min undersøgelse med.
I min gennemgang af undersøgelserne fokuserer jeg dels på beskrivelserne af de
journalistiske fortælleformer, dels på de teoretiske udgangspunkter for disse
beskrivelser.
74
Undersøgelser af forskningsstof i medierne
Inden for medieforskningen har flere undersøgelser fokuseret på, hvordan forskning
fremtræder i massemedierne. De fleste undersøgelser fokuserer imidlertid på
naturvidenskab og teknologi (Weiss and Singer, 1988). Som Fenton et al. bemærker,
er der relativt lidt forskning i, hvordan specifikt samfundsvidenskab (og humaniora)
optræder i medierne, ikke mindst når man tager i betragtning, at samfundsvidenskabelig forskning faktisk fylder en del i massemedierne (Fenton et al, 1998:16).
To større internationale undersøgelser har beskæftiget sig med samfundsvidenskab i
medierne. Den ene er Weiss og Singers undersøgelse fra 1988, ‘Reporting of Social
Science in the National Media’, der undersøger amerikanske medier. Den anden
undersøgelse er fra 1998 og omhandler britiske medier. Det er ‘Mediating Social
Science’, skrevet af Fenton et al.
De empiriske undersøgelser i Danmark beskæftiger sig hovedsageligt med eksperter i
medierne. Først og fremmest har Magtudredningen undersøgt brugen af eksperter i
medierne, og de har i den sammenhæng en række overvejelser, der specifikt forholder
sig til samfundsvidenskab. To publikationer er her relevante, dels Togeby m.fl. 2002,
dels Albæk, 2004. Togeby et al. undersøger dagspressens omtale af forskere og
konstaterer, at den politiske offentlighed til en vis grad er videnskabeliggjort. Albæk
fokuserer på, hvordan eksperter øver indflydelse på de politiske beslutninger og
inddrager i den sammenhæng en undersøgelse af, hvordan eksperter fremstår i
medierne. Jakob Arnoldi (2005) har med teoretisk afsæt i Bourdieu undersøgt,
hvordan massemedierne udvælger og bruger ekspertkilder. Arnoldi mener, at
medierne er med til at skabe ekspertise og den magt, der ligger i ekspertisen.
Specifikt om forskning i danske medier er der tillige kvantitative undersøgelser fra
det daværende Analyseinstitut for Forskning (nu: Dansk Center for Forskningsanalyse). Der er en kvantitativ indholdsanalyse af avisernes omtale af forskning og
udviklingsarbejde (Siune og Vinther, 1998), og der er tilsvarende en undersøgelse af
de danske tv-nyheder, som bygger på både en kvantitativ indholdsanalyse og en
kvalitativ analyse af de frames, der anvendes i indslagene (Vinther, 2000). Begge
undersøgelser viser en overvejende positiv og ukritisk omtale af forskning i de
danske medier. Specielt de naturvidenskabelige områder omtales positivt.
I aviserne er det samfundsvidenskab, der dominerer, når samtlige artikler, hvor
forskere optræder, tælles med. Men hvis man kun ser på de artikler, hvor forskning
og udviklingsarbejde er hovedindholdet i artiklerne, er det faktisk humaniora, der
fylder mest i medierne. Der er således tilsyneladende en tendens til, at samfundsvidenskab fylder mere som en ‘kommenterende ekspertise’, mens humaniora får
mere plads på egne præmisser.
Den kvalitative analyse af, hvordan der fortælles om forskning i tv-nyhederne, viser
en tendens til, at naturvidenskabelig forskning primært præsenteres inden for ‘den
75
intentionelle årsagshistorie’, dvs. hvor handlinger er udført bevidst med henblik på at
opnå bestemte konsekvenser (Vinther, 2000: 53-54). Indslagene om humaniora og
samfundsvidenskab er dels mindre positive, dels er de mere ‘kuriøse’ (ibid.: 54), fx
ved at skildre forskeren som en pudsig person eller ved at lave interview med
mennesker, som ‘modbeviser’ undersøgelser.14
Kort sagt viser denne undersøgelse af, hvordan forskning frames i tv-nyhederne, at
naturvidenskabelig forskning skildres som intenderet og rationel videnskabelig
forskning, der leder frem til resultater. Humaniora og samfundsvidenskab bliver ikke
skildret på samme måde og kan tilsyneladende ikke helt passes ind i klassiske
nyhedskriterier. Deres funktion i den samlede nyhedsudsendelse bliver i stedet at
balancere ‘hårde’ og ‘bløde’ nyheder (Vinther, 2000: 56).
Mediernes dagsorden – og forskningens
Der er en undersøgelse af naturvidenskabelig forskning i massemedierne, som især
har præget feltet. Det er Dorothy Nelkins undersøgelse, ‘Selling Science. How the
press covers science and technology’, der udkom første gang i 1987 og blev opdateret
i 1994 (Nelkin, 1995). Selvom Nelkins undersøgelse forholder sig til naturvidenskab
og teknologi, har den flere ligheder med Weiss og Singers undersøgelse.
Såvel Nelkins som Weiss og Singers undersøgelser fokuserer på, hvad medierne
vælger at bringe om (samfunds)videnskab, og hvordan mediebilledet forholder sig til
videnskabens indhold, som forskerne opfatter det. Eller som Weiss og Singer
formulerer det: ‘What the media choose to report and how well they report it.’ (Weiss and
Singer, 1987: 1). Begge undersøgelser begrunder deres interesse for dette spørgsmål
med, at det har stor politiske betydning, hvad medierne bringer. Og begge forholder
sig til betydningen af samspillet mellem den videnskabelige profession og den
journalistiske.
Weiss og Singer skriver:
“It was the realization of the media’s importance that provoked the inquery
reported here. If the mass media have the capacity to capture the attention for
social science, it becomes important to find out which social science the media
report.’ (Weiss and Singer, 1988: 2).
14
Som eksempel nævnes en undersøgelse (fra privat forskningsinstitut), der viser, at der er en
sammenhæng mellem danskernes uddannelse og deres valg af biler. Indslaget har interview med
forskellige danskere ved siden af deres biler og sammenligner disse eksempler med undersøgelsens
resultater. Et andet kuriøst indslag handler om Pil Dahlerup, der på det tidspunkt netop var i gang med
at skrive en ny, dansk litteraturhistorie. Indgangen til indslaget er, at der normalt skal flere mænd til at
skrive en stor, dansk litteraturhistorie, men ”… nu tager en kvinde fat på det helt alene.” (Vinther,
2002:55). Og indslaget handler så i øvrigt mere om personen Pil Dahlerup end om forskningsarbejdet
bag litteraturhistorien.
76
Weiss og Singer beskriver videre massemedierne som en væsentlig – og ofte den
eneste - kilde for politikere og beslutningstagere.15 Medierne etablerer en dagsorden
for, hvilke spørgsmål der er samfundsmæssigt vigtige, og de er desuden
beslutningstageres væsentligste kilde til information (Weiss and Singer, 1988: 1-2).
Der er således to metaforer som ledetråde for undersøgelsen. For det første filteret,
dvs. hvordan udvælgelsen af de forholdsvis små mængder af samfundsvidenskabeligt
stof foregår, hvad der er selektionskriterierne. For det andet transformationen, altså
hvad der sker med samfundsvidenskabelig viden, når den tages ud af den
videnskabelige kontekst og ind i den journalistiske kontekst (Weiss and Singer, 1988:
3).
Nelkins ærinde er tilsvarende at undersøge den måde, videnskab og teknologi
repræsenteres på i medierne. Hendes interesse for dette spørgsmål blev vakt, fordi
videnskabsfolk generelt var utilfredse med mediedækningen af videnskabeligt stof,
men ude af stand til at beskrive, hvorfor de var utilfredse. Hun ønsker derfor at
beskrive, hvordan såvel videnskab som journalistik er med til at forme
mediebillederne. Det er oplagt, siger hun, at kontrol over information, image,
værdier, synspunkter og symboler, der bibringes offentligheden, er et meget følsomt
emne. Alle ønsker at styre, hvad der bringes ind i den kulturelle arena gennem
uddannelse, underholdning og ikke mindst gennem medierne (Nelkin, 1995: 13).
Forskere er ingen undtagelse.
‘Analyzing their [forskernes] relationship with the press is thus a means of shedding
light on problems that are of concern to scientists in their quest for improved public
understanding of science and greater public support, to journalists in their difficult and
important profession, and to those of us who want to be fairly and accurately informed
about complex technical matters that affect our lives.’ (Nelkin 1995:13)
Det fremgår af citatet, at Nelkin ser massemedierne som en arena, hvor
videnskabsfolk kæmper for udbredelse af viden og større offentlig støtte til
forskningen. Men også som et sted, hvor borgerne søger pålidelig viden om
komplicerede, tekniske spørgsmål af betydning for hverdagslivet. Journalisterne
beskrives som nogle, der har en svær og vigtig funktion i denne arena. Og Nelkins
formål med at analysere problemstillingen er at kaste lys på de problemer,
videnskabsfolk møder i deres forsøg på at udbrede viden og søge offentlig
anerkendelse. Hendes tilgang til at analysere forskningsjournalistik bygger på den
antagelse, at kommunikation i offentligheden skabes i samarbejde – og konflikt –
mellem flere samfundsgrupper, der hver for sig handler i forhold til egne behov,
motiver og begrænsninger (Nelkin, 1995: 11).
15
Medieforskningen i dag giver et noget mere nuanceret billede af det gensidige udvekslingsforhold
mellem politikere og medier, jf. beskrivelsen af institutionel teori i dette kapitel, samt bl.a. Lund,
2002, Cook, 2004 samt Pedersen m.fl. 2000.
77
Nelkin påviser, hvordan indholdet i videnskabsjournalistikken gennem de sidste 100
år har passet med skiftende, ideologiske strømninger (Nelkin, 1995: 63). Men hvad er
årsag og virkning, spørger hun. Er det journalistikken, der skaber holdninger, eller er
det holdningerne, der afspejles i medierne? Gennem en historisk gennemgang af
medieforskningens gradvist voksende erkendelse af, at mediebrugere ikke er tomme
kar, men at de aktivt tolker mediebudskaber i forhold til normer, værdier og viden
erhvervet i andre sammenhænge, konkluderer Nelkin, at medierne har en
dagsordensættende funktion, som i sidste ende får betydning for de politiske
beslutninger:
‘It is the media that create the reality and set the public agenda, directly influencing
policy decisions.’ (Nelkin, 1995:. 72)
Det er gennem journalisternes udvælgelse af nyhedsrelevant stof, at det defineres,
hvad der er presserende, samfundsmæssige problemer. Det er gennem deres fokus på
kontroversielle problemer, at journalisterne stimulerer krav om pålidelighed og
tvinger politikerne til at retfærdiggøre deres handlinger i forhold til offentligheden.
Det er gennem mediernes fremstillinger, at journalisterne skaber grundlaget for de
vurderinger, der ligger implicit i offentlig politik (Nelkin, 1995: 73).
Modsætninger
Nelkins undersøgelse fokuserer derfor dels på, hvordan videnskaben repræsenteres i
medierne, dels på det samarbejde mellem videnskabsfolk og journalister, der er
grundlaget for mediernes fremstilling. Hun tager udgangspunkt i nogle enkeltsager,
der har fået bred mediedækning, og analyserer, hvordan de er blevet dækket i
landsdækkende presse, i lokalaviser, i populær-magasiner og i mere
nyhedsorienterede landsdækkende, periodiske magasiner. Derudover har hun
interviewet forskere og journalister, deltaget i konferencer, uformelle samtaler m.m.
Nelkin finder her to modsætninger. Den ene handler om den måde, videnskab
fremstår på i offentligheden. På den ene side er der en væsentlig stigning i mediernes
dækning af videnskab, og på den anden side bliver fremstillingen af videnskaben
mere og mere ødelagt. Ødelagt i den forstand, at videnskab i højere og højere grad
bliver forbundet med mystik og magi, hvor videnskaben ellers var den rationelle
kerne i videnssamfundet (Nelkin, 1995: 7). Og hvor videnskaben tidligere blev
betragtet som nøglen til fremskridt, samles den offentlige interesse nu mere og mere
om risici ved videnskaben.
Den anden modsætning ligger i videnskabens forhold til pressen. Det er måske knapt
så meget en modsætning som et modsætningsfyldt forhold. På den ene side udvikler
forskerne mere og mere avancerede PR-strategier. Det er nødvendigt på grund af den
måde, forskningen organiseres på, hvor forskningsprojekterne bliver større og større,
finansieringer bliver mere og mere usikre, og samtidig er offentlighedens krav om
78
pålidelighed stadigt voksende. På den anden side bliver forskerne mere og mere
mistænksomme over for mediernes dækning af forskningen. Så der er en stigende
interesse for mediedækning fra forskernes side, men samtidig bliver forskerne mere
og mere frustrerede over den mediedækning, de faktisk får. Der bliver derfor en
stigende spænding mellem forskere og journalister, mener Nelkin (Nelkin, 1995: 8).
Teoretiske udgangspunkter
Der er flere ligheder mellem Weiss og Singers undersøgelse og Nelkins. Begge
forudsætter, at massemedierne har en dagsordensættende funktion, og at det er af
væsentlig politisk betydning, hvad og hvordan medierne bringer om forskning, og det
er netop denne politiske betydning, der i begge undersøgelser er baggrunden for
interessen. Weiss og Singer fokuserer i højere grad end Nelkin på en sammenligning
af mediedækning og forskningsmæssigt indhold, men i begge undersøgelser vurderes
mediedækningen i forhold til videnskaben – i forhold til videnskabelige kriterier for,
hvad der er væsentligt ved viden, og i forhold til den ‘sandhed’, videnskaben kan
bidrage med.
Der er et par mere tekniske forskelle mellem de to undersøgelser, nemlig at de
undersøger mediedækningen i forholdt til hvert sit videnskabelige stofområde,
henholdsvis samfundsvidenskab og naturvidenskab, og at Nelkin primært arbejder
med casestudier, mens Weiss og Singer primært arbejder med kvantitative
undersøgelser.
Fenton et al. har to ankepunkter mod forskningen i forskningskommunikation i
massemedierne, som den er repræsenteret i Nelkins og i Weiss og Singers
undersøgelser. For det første mener de, at den er meget isoleret fra den generelle
teoretiske udvikling inden for medie- og kommunikationsforskningen (Fenton et al.:
18). Fx tager den ikke højde for formidlingen af forskning via internettet, og selvom
begreber som agendasetting og framing har vundet indpas i medieforskningen, er
forskningen i massemedieret forskningskommunikation stadig primært orienteret
mod at finde facts. Forskningens sigte bliver primært, hvordan man kan ‘forbedre’
kommunikationen, hvordan man kan træne journalister til at blive bedre
videnskabsjournalister, og hvordan man kan træne forskere til at blive bedre
kommunikatører. Disse betragtninger hænger sammen med den optagethed, der er af,
hvordan mediedækningen afspejler forskningen, hvor præcis den er i forhold til den
videnskabelige viden, mener Fenton et al.
Deres andet ankepunkt er, at denne måde at anskue forskningskommunikation på,
kun er fra videnskabens perspektiv. Det bliver videnskaben, der kan stå som dommer
over, hvad der er rigtigt og forkert i mediernes fremstillinger. Her er Fenton et al. på
linje med Hilgartners kritik af populariseringsbegrebet (Hilgartner, 1990). Ironien i
dommerrollen er, som Fenton et al. bemærker, at forskere jo netop ikke er enige om,
hvad der er ‘sandt’. Der diskuteres metoder, dataindsamling, teorier etc. i det
79
videnskabelige samfund. Ydermere er det faktisk ikke sjældent, at forskere mistolker
hinandens arbejde (Fenton et al., 1998: 19), så journalister har ikke patent på at
misforstå.
Derudover påpeger Fenton et al., at forskningen viser, at journalistikken generelt er
ukritisk over for forskningen. Forskeren er ‘i førersædet’ (ibid.: 20):
‘Consequently, the frequently mentioned reason for carrying out research on
science in the mass media - that it will enlighten and inform an otherwise
ignorant polity – has to be taken with the proverbial pinch of salt since the
perspective taken on such research is from the standpoint of the scientific
establishment.’ (Fenton et al., 1998: 21).
De mener, at spørgsmålet om magt og kontrol skal stå centralt i udforskningen af
forskningskommunikation, ikke mindst, når forskerne har en stigende erkendelse af,
hvordan medierne kan bruges til at fremme deres egne interesser. Deres
forskningsstrategiske konklusion er at tilrettelægge et holistisk studie. De ser magten
delt mellem encoder og decoder, mellem producent og publikum.
Publikums/receptionsforskningen har påpeget, at mediebrugerne har magt til at
fravriste meninger fra medieprodukter og passe dem ind i egne forståelser, men den
magt er begrænset af de mulige læsninger af medieprodukterne. Og lige præcis derfor
skal analyserne af medieprodukterne ikke adskilles fra receptionsanalyserne (Fenton
et al., 1998: 21).
Derfor arbejder Fenton et al. på en holistisk medieanalyse, som søger at få fat i alle
aspekter i produktionen og receptionen af et medieindhold. Undersøgelsen omfatter
en kvantitativ og kvalitativ indholdsanalyse af samfundsvidenskab i massemedierne,
interview med forskere og journalister samt receptionsstudier.
Forskningsstof er ikke anderledes
De empiriske fund, Fenton et al. gør, er dog på mange måder i god overensstemmelse
med Nelkins samt Weiss og Singers. Fenton et al.’s kvantitative indholdsanalyse
bygger på 6 omnibus-aviser (broad-sheet) og 6 frokostaviser (tabloid) over en periode
på i alt 81 dage jævnt fordelt over 8 måneder. I optællingen indgår samtlige enheder,
der omtaler original forskning, foretaget af samfundsvidenskabelige forskere eller
samfundsvidenskabelige forskningsinstitutioner. Desuden indgår samtlige enheder,
hvor samfundsvidenskabelige forskere bidrager med kommentarer (Fenton et al.,
1998: 25 ff).
Denne optælling viser, at det er omnibus-aviserne, der bringer mest stof om
samfundsvidenskabelig forskning. Over halvdelen af dækningen bringes som feature,
altså ikke som nyhedsstof. Samfundsvidenskabelig forskning er sjældent forsidestof,
80
men bringes primært i andre sammenhænge, fx generelle nyheder, økonomisk stof og
mere ‘bløde’ nyheder. Samfundsvidenskabelig forskning er sjældent den primære
vinkel, dvs. samfundsvidenskabelig forskning bringes ikke i kraft af sin egen ret, men
i relation til andet stof. Det er den samme konklusion, som Analyseinstitut for
Forskning (nu: Dansk Center for Forskningsanalyse) når i sine undersøgelser af
danske nyheder.
Her refererer Fenton et al. til Deacon og Goldings skelnen mellem advocates og
arbiters, talsmænd og dommere, og påpeger, at forskere oftere optræder som
dommere end som advokater. For selvom forskere er proaktive i forhold til medierne,
er det ikke forskerne, der sætter dagsordenen. De spiller med på journalisternes
dagsorden. Samfundsvidenskabelige forskere og forskning har ingen nyhedsværdi i
sig selv, så når de kommer i medierne, er det i kraft af deres bidrag til den
journalistiske dagsorden. Og her optræder de oftest i den rådgivende rolle, især når de
optræder som eksperter (Fenton et al, 1998: 29). Forskernes rolle i offentligheden
bliver kort sagt at understøtte den journalistiske dagsorden.
Den indholdsanalyse, Fenton et al. Foretager, viser, at den journalistiske dækning af
samfundsvidenskabelig forskning overvejende er ukritisk (ibid.: 30). Men de har dog
også eksempler på, at forskning, der påviser, hvad i forvejen er almindelig antaget
common sense, bliver latterliggjort, mens forskning, der modsiger almindelige
antagelser, skildres som utroværdig.
Som Fenton et al. påpeger, er det lige så interessant, hvad der ikke kommer i
medierne, som hvad der kommer i medierne. Her lægger de vægt på, at medierne
sjældent har fokus på forskeren eller på finansieringen af forskningen – hverken
bevillingens størrelse, eller hvor den kommer fra. Endelig er der sjældent beskrivelse
af forskningsmetoder, og når det sker, er det i meget upræcise termer, fx blot i
kategorier som kvantitative eller kvalitative undersøgelser. Altså svarende til såvel
Nelkins som Weiss og Singers konstatering af de manglende facts.
Såvel Fenton som Nelkin samt Weiss og Singer konkluderer, at skildringen af
(samfunds)videnskab i massemedierne passes ind i almindelige journalistiske
fortællemåder. Der er nyhedsgenren, der er eksemplificering, der er sensation, der er
den menneskelige vinkel osv. At denne iagttagelse er generel for studier af
mediedækningen af videnskab, påpeges også af den portugisiske medieforsker,
Anabela Carvalho (2007), i forbindelse med hendes undersøgelse af mediedækningen
af klimaændringer.
Valg af perspektiv
Når det af fx Weiss og Singers samt Nelkin skildres som problematisk, at forskning
skildres på samme måde som andre stofområder, skyldes det, som Fenton et al.
påpeger, at undersøgelserne er designet fra forskernes perspektiv. Derfor overses to
81
væsentlige spørgsmål vedrørende forskningskommunikation. For det første anskues
spørgsmålet om forskning i massemedierne som en ensidig formidlingsproces fra
forskere til lægfolk via medierne. For det andet undersøger de ikke, hvordan
forskerne selv agerer som aktører i offentligheden med professionelle interesser,
politiske interesser osv.
Som Fenton et al. bemærker, skyldes de generelle ligheder i undersøgelser af
forskningens fremtræden i massemedierne måske, at undersøgelserne i bund og grund
stiller de samme forskningsspørgsmål, nemlig hvor præcist medierne afspejler
forskningen:
‘A striking feature of these findings [Weiss og Singers] is their broad similarity to
those deriving from research on science in the media. This similarity is in large
part due to the examination of similar (and often identical) questions and
issues, such as concerns about the accuracy of reporting and journalist’s news
values. (Fenton et al., 1998:18)
I denne diskussion om, hvilke spørgsmål det er relevant at stille til undersøgelser af
forskningskommunikation i massemedierne, har jeg ligesom Fenton et al. det
udgangspunkt, at det er meningsløst at sammenligne forskningsrapporter med
mediedækning med henblik på at kunne konstatere, at medierne ikke giver præcis
afspejling af forskningsstoffet. Massemedierne udgør en så fundamentalt anderledes
kontekst end den, videnskabelige fremstillinger indgår i, at forskellene må være
betydelige.
At der er tale om to forskellige kontekster, og at disse tjener hvert sit formål i et
demokratisk samfund, udtrykker Nelkins tydeligt i sin beskrivelse af, at forskere og
journalister forhandler den offentlige mening om videnskab og teknologi, og at det
netop er i kraft af forskellene på den journalistiske og den videnskabelige tilgang, at
forskere og journalister opfylder hver deres samfundsmæssige funktion:
‘Scientists and journalists are negotiating the public meaning of science and
technology. This terrain, today more than ever, is contested as journalists
increasingly – and appropriately - probe issues of scientific responsibility and
accountability, questioning the ideologies and social priorities that guide
science policy decisions. The tensions between these two communities are
essential if each community is to fulfill its unique social role.’ (Nelkin, 1995:
170)
Weiss og Singer har ikke den samme distance til forskersamfundet. De vurderer
mediedækningen ud fra videnskabelige kriterier:
‘The good news from this study is that most social scientists were satisfied with
the coverage they received in the national media. And, further, social science in
82
the media is easier to read, and often more interesting, than the social science
research reported in scholarly journals. The bad news is that the readability is
often achieved at a price and that individual satisfaction is no guarantee of
collective quality.’ (Weiss and Singer, 1988: 255)
Den “pris’, der betales, for at forskningsresultaterne bliver mere læsevenlige, er bl.a.,
at mediedækningen ikke præsenterer forskningsresultater i deres forskningsmæssige
sammenhæng, at evt. uenigheder mellem forskningsresultater bliver beskrevet i
forskellige artikler uden at blive set i sammenhæng, at mediernes egne
uvidenskabelige meningsmålinger og undersøgelser præsenteres i samme form som
egentlig videnskabelig forskning, og endelig at mediernes præmisser for, hvilken
forskning der omtales, er mediebrugernes præferencer, og dermed kan det lige så
nemt blive kuriøs forskning som god forskning, der omtales (Weiss and Singer, 1988:
255-57).
Denne afhandling bygger på den præmis, at det ikke giver mening hverken at
undersøge eller at stille normative krav til massemediernes dækning af videnskab
med udgangspunkt i videnskabelige kriterier. Derimod må den måde, forskning
fremstilles i massemedierne på, forstås i lyset af de tre teoretiske felter: mediemæssig
praksis, demokratiske normer samt forståelser af videnskabelighed og videnskabens
placering i samfundet.
Når jeg finder det relevant at beskrive den journalistiske kontekst og de
karakteristika, der ligger i de journalistiske udtryksmåder, er det derfor ikke som
grundlag for at kritisere medierne for ikke at leve op til videnskabelige kriterier, men
som grundlag for at forstå de mediemæssige rammer for at kommunikere om
forskning.
Og da en væsentlig del af disse rammer udgøres af de journalistiske fortællemåder,
frames, vender jeg her blikket mod empiriske undersøgelser af netop journalistiske
fortællemåder.
Journalistiske fortællemåder
De empiriske undersøgelser af mediernes dækning af forskningsstof peger i store
træk på de samme karakteristika. Disse er interessante på to måder. Dels beskriver de
en del af den medielogik, som dækningen af forskningsstof foregår inden for, dels
kan de fungere som et sammenligningsgrundlag for PISA-dækningen.
Weiss og Singer beskriver mediedækningen af samfundsvidenskab i forhold til de
hyppigst anvendte journalistiske fortællemåder, de har fundet i deres empiriske
materiale. Weiss og Singer bruger begrebet ‘frames’ (Weiss and Singer, 1988: 144
ff), men ikke i forhold til dagsordensteorien eller i relation til framing teori i øvrigt.
Weiss og Singer anvender begrebet som betegnelse for de journalistiske
fortællemåder, de har identificeret i undersøgelsens empiri:
83
‘Analysis of stories with social science content shows that reporters use a
series of frames to make a story out of social science. These are the frames
that are most commonly used ….’ (Weiss and Singer, 1988: 144)
De ti journalistiske fortællemåder er:
-
-
at gøre en begivenhed ud af offentliggørelsen af en undersøgelse
at koble en samfundsvidenskabelig undersøgelse eller anden
samfundsvidenskabeligt indhold til en aktuel nyhed
at koble samfundsvidenskabeligt indhold til en cyklisk begivenhed (fx årlige
festdage)
at sætte samfundsvidenskabeligt indhold ind i en konkret, menneskelig
kontekst
at gøre samfundsvidenskabeligt indhold i sig selv til en historie om
mennesker, fx i livsstilsstof, hvor både underholdning og oplysning kan være
til stede
at dramatisere: Den første, den bedste, den største ….
at fremhæve det paradoksale, det ironiske, det uventede
at fokusere på kontroverser og konflikter
at skildre kendte eller farverige personligheder inden for videnskaben
at analysere samfundsmæssige og politiske emner
I langt de fleste af disse ti journalistiske fortællemåder er nyhedsværdien central,
mens andre er mere fokuserede på den menneskelige vinkel.
Nyhedshistorier
Ifølge Weiss og Singer er den mest brugte af de ti journalistiske fortællemåder
offentliggørelsen af en rapport eller bog. Det er offentliggørelsen i sig selv – uanset
om det er pressekonference, pressemeddelelse, videnskabelig konference – der
fungerer som nyheden. Tilsvarende har Analyseinstitut for Forskning (Dansk Center
for Forskningsanalyse) gjort op, at 70% af samtlige artikler i aviser om forskningsog udviklingsarbejde er en præsentation af et forskningsresultat (Siune og Vinther,
1998:17).
Fenton et a. har fundet samme tendens. I deres undersøgelse er det udgivelsen af en
bog eller rapport, der udgør 43 % af de tilfælde, hvor samfundsvidenskabelig
forskning omtales i medierne (Fenton et al., 1998: 27).
En anden type nyhedshistorier, som Weiss og Singer nævner, er, når
samfundsvidenskab knyttes til begivenheder. Det kan være enkeltstående
begivenheder, men det kan også være periodisk tilbagevendende begivenheder, som
fx Mors eller Fars Dag, jubilæer etc. Et andet eksempel kan være undersøgelser om
kvindernes situation på arbejdsmarkedet i forbindelse med Kvindernes Internationale
Kampdag, den 8. marts.
84
Samfundsvidenskab knyttes også til aktuelle ‘hårde nyheder’. Det er en måde, som
Weiss og Singer på den ene side ser positive muligheder i, fordi samfundsvidenskab
så kan bruges til at forklare den politiske, sociale og økonomiske udvikling, men på
den anden side vil det forudsætte, at journalisterne hele tiden er opdaterede på den
relevante forskning (Weiss and Singer, 1988: 145). De konkluderer, at denne form
måske har chancer i nyhedsmagasiner og i søndagsaviser, men de sætter nu mere lid
til, at samfundsvidenskaben kan spille en rolle i baggrunds- og analysestoffet. Der
ligger heri en opfattelse af, at såvel medierne som videnskaben har oplysende
funktioner i samfundet, jf. oplysningsidealet, kapitel 2.
Udgivelser af rapporter er således helt klassiske anledninger til medieomtale af
samfundsvidenskabelig forskning.
Den sensationelle nyhedshistorie
Weiss og Singer nævner også nogle mere sensationssøgende journalistiske
nyhedshistorier. Det er fx historier, der tager udgangspunkt i ekstremerne: det største,
det første, det mindste, det dyreste etc. Her er det det ekstreme i sig selv, der giver
nyhedsværdien, ikke en perspektivering i forhold til en undersøgelses indhold.
Sensationen kan tilsvarende søges i det paradoksale, det ironiske eller det uventede.
Hvad journalister ville kalde ‘mand bider hund-historien’. Eksponering af det
sensationelle kan fx betyde, at medierne lægger meget vægt på sammenligninger
mellem Danmark og lande, vi normalt ikke sammenligner os med. Et er, at et nordisk
broderland som Finland får en bedre placering i læsefærdigheder end Danmark, men
at se en liste, hvor et asiatisk land som Sydkorea bliver nr. 2, og Danmark roder helt
nede ved en 19. plads er et nævestød til dansk stolthed. På den måde kan opbygges en
sensationel historie, hvor forestillingen om Danmark som tilhørende den mest
veluddannede del af verden får en rutschetur.
En tredje sensationel vinkling er fokus på kontroverser. Det kan fx være historier om
konflikter mellem forskere. Og det kan være pro et contra i forhold til et emne (Weiss
and Singer, 1988: 148).
Baggrund og analyse
En del af de artikler, som Weiss og Singer inddrog i undersøgelsen, faldt inden for,
hvad de kalder nyhedsanalyser. Det er historier, hvor journalisten forsøger at beskrive
og analysere et samfundsmæssigt fænomen ved at inddrage samfundsvidenskabelig
forskning. I artikler, hvor samfundsvidenskab inddrages, vil det så typisk være
forskningen eller forskeren, der inddrages i den analyserende og vurderende del.
85
Weiss og Singer ser en fare for, at analysen ikke bliver gjort ordentligt i forhold til
kildematerialet, men generelt er Weiss og Singer meget positive over for
nyhedsanalyser:
‘… when journalists use social science well in analytical stories, they not only
disseminate social science to a wider public (which social scientists are likely to
appreciate), but they also broaden the range of evidence and ideas available to
the public.’ (Weiss and Singer, 1988: 151).
I den sammenhæng er Magtudredningens undersøgelse, af hvordan eksperter bliver
brugt i medierne, interessant. Magtudredningens undersøgelse bygger på optællinger
i 1961, 1971, 1981, 1991 og 2001. Det viser sig, at der er en betydelig vækst i antallet
af artikler, hvor forskere udtaler sig, især samfundsvidenskabelige forskere, særligt
fra 90'erne og frem. Også når man tager højde for, at aviserne er blevet mere
omfangsrige gennem tiden. En anden tydelig tendens er, at det især er
samfundsvidenskabelige, og ikke naturvidenskabelige eller humanistiske forskere,
der udtaler sig.16
I 1960'erne blev ekspertkommentarer mest brugt til at forklare og kommentere egen
og andres forskning. Det gælder sådan set stadig væsentlige dele af de ‘hårde fag’,
som naturvidenskab, jordbrug, sundhed og de tekniske fag. Magtudredningens
undersøgelse viser kort sagt et skred i den journalistiske fremstilling, hvor den
naturvidenskabelige forsker, som formidler nye forskningsbaserede erkendelser,
viger pladsen til fordel for den samfundsvidenskabelige ekspert, der kommenterer
aktuelle politiske begivenheder. De samfundsvidenskabelige og humanistiske
forskere bliver i dag i højere grad end tidligere brugt til at kommentere aktuelle
begivenheder.
Denne tendens understøttes af en undersøgelse fra Analyseinstitut for Forskning
(Dansk Center for Forskningsanalyse), hvor det er gjort op, at i de artikler, hvor
forsknings- og udviklingsarbejde er bi-indhold, er der ikke mindre end 63 % af
artiklerne inden for samfundsvidenskabelige områder, hvor forskningen bruges som
led i en argumentation (Siune og Vinther, 1998). Det ser således ud til, at den
16
Magtudredningen, som jo er et samfundsvidenskabeligt projekt, har indsamlet data, der viser, at de
samfundsvidenskabelige forskere dominerer pressebilledet. Men i undersøgelserne fra Analyseinstitut
for Forskning (Dansk Center for Forskningsanalyse) (Siune og Vinther, 1998) er billedet ikke så
entydigt: I de fem store morgenaviser (Politiken, Jyllandsposten, Information., Berlingske Tidende og
Aktuelt) er det faktisk humaniora, der har det højeste antal spaltemillimeter. Årsagen til forskellene er
forskellige måder at tælle på. Magtudredningen tæller artikler, hvori forskere optræder, mens
Analyseinstituttet tæller artikler, hvor forsknings- og udviklingsarbejde enten er bærende for artiklen,
eller hvor forskere udtaler sig eller nævnes i forbindelse med forsknings- og udviklingsarbejde.
Prognoser, konsulentrapporter, opinionsundersøgelser m.m. er ikke medtaget, dvs. at artikler, hvor fx
en universitetsansat forsker kommenterer statsministerens nytårstale eller et politisk udspil vil tælle
med i Magtudredningens tal, men ikke i Analyseinstituttets.
86
journalistiske fortællemåde, som Weiss og Singer sætter mest lid til, faktisk er tiltaget
i omfang siden Weiss og Singers undersøgelse fra 1988.
Det er altså et typisk træk for medieomtale af samfundsvidenskabelige undersøgelser
og forskningsbaseret viden, at den ikke omtales i sin egen ret. Samfundsvidenskabelig forskning indgår typisk i argumentation omkring samfundsmæssige og
politiske problemstillinger.
Den menneskelige vinkel
Weiss og Singer giver eksempler på to klassiske, journalistiske fortællinger, der
inddrager den menneskelige vinkel, human interest historierne. Det er, fx når et eller
flere konkrete mennesker bliver indgangen til en historie om et mere generelt
fænomen (Weiss and Singer, 1988: 146). Det, man kan kalde konkretisering og
eksemplificering af, hvad forskningen omhandler. Det giver sig fx udtryk i, at
artiklen åbnes in medias res med formuleringer som fx: ‘Se det for dig. Du sidder og
slapper af i sofaen, Det ringer på døren. Det er et meningsmålingsinstitut …’ eller: ‘Som de
fleste andre japanere husker Hiroshi Nakamura stadig tydeligt …’ 17
Ud fra en formidlingsbetragtning illustrerer den menneskelige vinkel forskningens
relevans for almindelige mennesker og deres dagligdag. De konkrete eksempler er
også en almindelig brugt pædagogisk teknik til at beskrive komplicerede
sammenhænge. Det er en anbefalet teknik, ikke blot i indføringer i det journalistiske
håndværk, men også i bøger om formidling af fagligt stof 18.
Som Weiss og Singer skriver:
“They relate to peoples’ everyday lives, and they usually try not only to
entertain, but also enlighten. (Weiss and Singer, 1988: 146).
Det er også, hvad teorien om sociale repræsentationer betegner som ‘objectifying’,
den ene af de to transformationer, som videnskabelig viden undergår i offentligheden:
‘… to turn something abstract into something almost concrete, to transfer what
is in the mind to something existing in the physical world’. (Moscovi, 2001:
42).
17
I PISA-dækningen er der en del eksempler på artikler, der netop har den menneskelige vinkel. Der
er bl.a. reportager fra undervisningssituationer, som illustrerer disciplinære problemer eller beskriver,
hvordan undervisningen i fx naturfag foregår. Der er også portræt-interview med mennesker, som
eksemplificerer nogle af konklusionerne fra PISA-undersøgelsen, fx et portræt af en ung pige – ’et
funktionelt analfabet’ - der ikke lærte nok i skolen, og nu er i gang med folkeskole-stoffet som voksen
(Berlingske Tidende 7.december 2004)
18
Se fx Jensen, Leif Becker (1994): Ud af elfenbenstårnet, Samfundslitteratur, Roskilde
87
Fenton et al. har fundet en tendens til, at kvalitative undersøgelser dækkes mere end
kvantitative (Fenton et al. 1998). Det forklarer Fenton et al. med, at de kvalitative
undersøgelser måske giver bedre muligheder for human interest genren. Lige præcis
på dette punkt er der faktisk uoverensstemmelse mellem de to undersøgelser. Weiss
og Singer finder en journalistisk forkærlighed for kvantitative undersøgelser, hvilket
de kæder sammen med disse undersøgelsers autoritative kraft (Weiss and Singer,
1988: 141). Kvantitet, målinger, er typisk for en logisk rationel tankegang. Når der er
forskel på de to undersøgelser på lige præcis dette område, kan det skyldes ændringer
i journalistikken inden for den 10 års periode, der er mellem undersøgelserne. Eller
måske kan årsagen ligge i forskellige opgørelsesmetoder.
Journalistik contra videnskab
Dorothy Nelkin (Nelkin, 1995) identificerer på baggrund af sine casestudier fire
karakteristiske træk ved mediernes dækning af videnskab og teknologi. Det er
tendensen til at gøre videnskab til noget mystisk, tendensen til dramatisering,
manglen på baggrundsoplysninger og endelig forskernes søgen efter PR gennem
medierne.
Nelkin anvender begrebet karakteristiske træk (‘striking features’). I lighed med
Weiss og Singer bruger Nelkin altså ikke begrebet frames. Men tendenserne til at
gøre videnskab til noget mystisk og til at dramatisere forskningsstoffet kan med en
vis ret betegnes som særlige måder at frame forskningsstoffet på. Derimod har
manglen på baggrundsoplysninger og PR-bestræbelser intet med frames at gøre.
Nelkin ser i sin undersøgelse en tendens til, at forestillinger, ‘imagery’, erstatter
indhold. Det er det fænomen, hun kalder ‘den videnskabelige mystik’:
‘A frequent image is the scientist who spends twelve hours a day, seven days a
week, at his work. Prize-winning scientists are part of “an inner circle of
scientific giants’ who talk about science “the way other people talk about ball
games.’ Being with them is “like sitting in a conversation with angels’.’
(Nelkin,1995: 17)
Der er mange lighedspunkter, mener Nelkin, til skildringen af sportsstjerner. Dog
med den væsentlige forskel, at i forbindelse med dækning af sportsstjerner bringer
medierne tit analyser af, hvordan sportsstjernerne træner, hvilke teknikker de bruger,
og detaljerne i de resultater, de opnår. Videnskabelig forskning bliver derimod
beskrevet som en mystisk aktivitet, der ligger uden for almindelige menneskers
fatteevne. (Nelkin, 1995:16).
Denne glorificering og mystificering af videnskaben og videnskabens udøvere er
også påpeget af andre forskere. Bl.a. af den norske forsker, Harald Hornmoen, der har
88
en fortid som videnskabsjournalist. Hornmoen har i sin doktorafhandling (Hornmoen,
2003) ved brug af kritisk diskursanalyse påpeget, at forskningsjournalistikken bruger
bestemte appelformer, fx appeller om anvendelse af forskningen – ’nyt håb for …’,
hvor forskningen bliver den frelsende engel, der kan kurere sygdomme. Eller
undringsappellen, hvor forskningen bliver omtalt som åbenbarer af det
hemmelighedsfulde, som forskningen der afdækker noget gådefuldt.
Både Nelkin og Hornmoen påpeger, at denne måde at skildre videnskaben på kan
være belejlig for forskerne. Nelkin skriver:
‘This is a convenient image, serving the interests of scientists seeking status
and autonomy, while allowing journalists to present problematic incidents as
significant “news’
(Nelkin, 1995: 30).
Og Hornmoen gør opmærksom på, at forskningen har brug for journalistikken til at
skaffe sig legitimitet, mens journalistikken har brug for forskerne til at give sig selv
autoritet som sandfærdige og ’neutrale’ (Kristiansen, 2002).
Det er det samme synspunkt, som Hilgartner (Hilgartner, 1990. Se også kapitel 3)
udtrykker i sin kritik af populariseringsbegrebet: Forskningsverdenen har en interesse
i at fastholde definitionsmagten i forhold til, hvad der er videnskabeligt korrekt.
Præcision
Weiss og Singer sammenligner medierepræsentationen med normer for videnskabelig
repræsentation af forskning. Hvor den videnskabelige repræsentation altid lægger
vægt på præcise kildeangivelser, er det kun i mindre end halvdelen af de analyserede
artikler, at der var kildeangivelser på den forskning, der blev omtalt (Weiss and
Singer, 1988: 235).
Det er også en videnskabelig dyd at identificere forskeren bag en undersøgelse, både
som en erkendelse af ophavsretten, men også som en erkendelse af, at der faktisk er
en personlig dimension i forskningen: En anden forsker kunne måske have fundet
noget andet (Weiss and Singer, 1988: 237). I mediedækningen er der imidlertid
sjældent identifikation af forskeren. I tre fjerdedele af de artikler, som indgik i Weiss
og Singers undersøgelse var det umuligt at se, hvilke eller hvor mange forskere der
indgik i forskningen. I stedet refereres der oftest til forskningsinstitutioner. Fra et
læsersynspunkt er det fornuftigt: læseren kender næppe den eller de konkrete
forskere. En institution er sandsynligvis bredere kendt og fungerer derudover som en
‘varedeklaration’, en kvalitetetsstempling af forskningen. Men når forskeren ikke
identificeres, når kilderne ikke angives, når forskningsmetoderne ikke omtales, og når
hele den kontekst, forskningen foregår inden for, ignoreres, bliver resultatet uklarhed
89
omkring forskningen. Resultaterne fremstår som ‘objektive kendsgerninger’ uden den
relativitet, som al forskning indeholder.
Pointen er i den forstand den samme, hvad enten der er tale om naturvidenskab eller
samfundsvidenskab: Ved at udelade facts om grundlaget for de forskningsmæssige
udsagn, kommer de til at fremstå i absolut og indiskutabel form, der ikke er
forskningsmæssigt belæg for.
Drama
Angående dramatisering nævner Nelkin, at medierne ofte præsenterer urealistiske
forhåbninger om, at videnskaben kan kurere sygdomme eller løse andre alvorlige
problemer, hvilket hun mener, hænger sammen med stærke interesser i at promovere
forskningsprojekter kombineret med redaktionelle forestillinger om, hvad læserne
ønsker at læse:
‘Just as high technology is a “solution’ to international competition, so medical
technologies are “solutions’ to problems of physical health, mental illness; or
infertility. As we have seen this style of reporting reflects the pressures from
aggressive sources of information, as well as current fashions and editorial
perceptions of what the readers want to hear. Journalists respond to the
interests of academic, industrial and research institutions eager to promote the
latest technologies and therapeutic techniques. But there is a counter side to
these promotional tendencies, for exaggerated promises that dovetail with
prevailing hopes or beliefs pen the way to disillusionment should they falter.
The result is the tendency toward polarized reporting so evident in the coverage
of technological risks.’ (Nelkin, 1995: 46).
Der er ikke de samme forventninger til, at samfundsvidenskaben kan ‘fixe’ alvorlige
samfundsmæssige problemer. Men sensation forekommer som nævnt alligevel i
skildringen af samfundsvidenskab. Det er ikke så underligt, al den stund, at
overraskelse betragtes som et klassisk element i en god historie – også i en god
journalistisk historie, og den rigtig store overraskelse er jo sensationen.
Kaj Asmussen beskriver fem kriterier for en god journalistisk historie:
1. Rummer et element af overraskelse
2. Har en eller anden form for konflikt eller ‘arketype’ indbygget
3. Handler om mennesker eller forhold, læseren kan identificere sig med
4. Skildrer en aktuel begivenhed – helst før den sker
5. Berører flest læsere mest muligt.
(Asmussen, 1992: 23).
Og i det omfang, mediernes opgave ikke er at videreformidle videnskab, men som
Kaj Asmussen skriver, at fortælle gode historier, er det dels forventeligt, dels knapt så
90
problematisk (jf. i øvrigt diskussionen om forventningerne til mediernes rolle som
oplysere og vidensformidlere i kapitel 2).
Resultater før processer
Nelkin påpeger, at medierne fokuserer på den videnskabelige konkurrence.
Videnskabsfolk skildres som nogle, der konkurrerer om at komme først med nye
‘opdagelser’. Det blokerer for at skildre forskningen som en langsom
udviklingsproces med små og gradvise erkendelser. Som eksempel fremdrager
Nelkin dækningen af risici:
“The coverage of controversies over the effect of fluorocarbons on ozone in the
atmosphere, the ban on artificial sweeteners, the health effects of dioxin, and
the risks of biotechnology illustrates several patterns in the reporting of risks.
Attracted to catastrophic incidents, journalists emphasize competing interests,
disputed data and conflicting judgments, end then they turn to science as the
source of authoritative evidence and definitive solutions – as the arbiter of truth.
Trying to balance opposing positions, the media seldom explore the scientific
issues involved in risk disputes or the methods of risk analysis that would
provide a basis for meaningful judgments about competing claims.’ (Nelkin,
1995:48).
I den forstand giver mediedækningen et meget dårligt grundlag for en offentlig debat
i demokratisk forstand, mener Nelkin. Når mediedækningen gengiver uenigheder,
men ikke præmisserne for uenigheden, bliver det vanskeligt for lægfolk at forholde
sig til debatten. I stedet for at åbne for en folkelig debat, fx om hvordan der bør
handles politisk i forhold til ozonlaget, bidrager mediedækningen til at sætte skel
mellem borgerne og videnskaben.
De empiriske undersøgelser, jeg her har beskrevet, peger på, at medieomtalen af
forskning foregår på de samme præmisser som andre stofområder. Forskning giver
sjældent giver anledning til presseomtale i sin egen ret, men i sammenhæng med
aktuelle politiske problemstillinger.
Det centrale i den teoretiske forståelse af mediemæssig praksis, som denne
afhandling bygger på, er, at medierne anskues som en selvstændig politisk institution.
En institution, som i samspil med andre dele af samfundet fastsætter en
mediedagsorden, der har væsentlig indflydelse på, hvilke emner der får politisk
opmærksomhed. Det er også en institution, hvis institutionelle praksis bl.a. giver sig
udslag i en række fælles træk i de journalistiske fortælleformer. Gennem sine
fortælleformer etablerer medierne nogle forståelsesrammer, nogle frames, som har
indflydelse på (men ikke determinerer) mediebrugernes forståelse af ‘virkeligheden’
og dermed også på det sprog, de begreber og forståelsesrammer, som emnerne kan
diskuteres inden for.
91
I næste kapitel gør jeg rede for, hvordan denne teoretiske forståelse udmøntes i en
strategi for analysen af mediernes PISA-dækning.
92
5. Kapitel:
En opsummering og et afsæt
Dette kapitel er en opsamling af pointerne i afhandlingens første del og en
argumentation for, hvordan disse pointer leder frem til rammen for den analyse, som
udfoldes i afhandlingens anden del.
Jeg beskriver, hvordan de tre teoretiske felter – forståelser af, hvad videnskab er,
idealer om samfundsmæssig kommunikation samt forståelser af den mediemæssige
praksis - danner fokus for min undersøgelse af, hvordan medierne dækker PISA
2003.
93
Opsummering
Afhandlingens centrale spørgsmål er, hvordan mediedækning af forskningsbaseret
viden kan forstås i lyset af videnskabsbegreber, demokrati- og offentlighedsforståelser samt mediemæssige praksis. Målet er at udforske en teoretisk analytisk
ramme for forskningskommunikation i masemedierne, og afhandlingens empiriske
ambition er at udfolde denne diskussion i analysen af en specifik case.
I første kapitel beskrev jeg den aktuelle relevans af dette spørgsmål. Jeg tog
udgangspunkt i de aktuelle politiske krav om mere forskningskommunikation, ikke
mindst i massemedierne. Jeg beskrev, hvordan forskningsverdenen inden for de
seneste år har taget nye initiativer for at imødekomme kravene om at kommunikere
forskning mere og bredere.
Jeg argumenterede for, at de politiske forventninger til forskningskommunikationen
er knyttet til tre antagelser: At forskningskommunikation yder et væsentligt bidrag til
de demokratiske debatter i samfundet, at forskningskommunikation primært er en
spredning af viden fra forskere til lægfolk, og at massemedierne er velegnede som
fora for forskningskommunikation. Disse tre antagelser knytter sig til tre forskellige
teoretiske felter, som undersøges i de tre følgende kapitler. Og jeg formulerede
afhandlingens centrale forskningsspørgsmål således: ‘Hvordan kan kommunikationen af forskning i massemedierne forstås i lyset af videnskabsbegreber, demokratiog offentlighedsforståelser samt mediemæssig praksis?’ Denne teoretiske diskussion
udfolder jeg empirisk i afhandlingens anden del i en analyse af, hvordan medierne
dækker PISA-undersøgelsen 2003.
Jeg vil her trække konklusionerne fra de tre teoretiske kapitler op og forklare,
hvordan de danner afsæt for en analyse af, hvordan medierne har dækket PISAundersøgelsen 2003.
Demokratiteoretisk tilgang
I min undersøgelse af demokratibegrebet tager jeg afsæt i idealet om et offentligt
ræsonnement. Habermas beskriver i teorien om den borgerlige offentlighed, hvordan
det feudale samfunds religiøst begrundede magtforhold blev erstattet af det borgerlige
samfunds ideal om ophævelse af magten. Det centrale instrument her er indførelsen
af det offentlige ræsonnement, hvor det er den rationelle argumentation, der skal være
afgørende for, hvad der skal gælde.
Dette ideal er imidlertid ikke en politisk realitet. Men det er et ideal, der har stor
betydning i aktuelle diskussioner om demokratisk praksis. Den grundlæggende ide
om deliberation står centralt i dansk, demokratisk praksis, påpeger tre danske
forskere, Loftager, Albæk og Lund, fra hvert sit udgangspunkt. En væsentlig
distinktion mellem forskellige demokratiforståelser ligger i sondringen mellem
94
beslutningsdemokrati og samtaledemokrati. De er imidlertid begge en integreret del
af dansk, demokratisk praksis, og flere demokratiforståelser realiseres samtidigt i
dansk offentlighed. Der er også flere demokratiforståelser på spil i de formelle
normative forventninger til medierne, som de er formuleret i Betænkning om
medierne i demokratiet (Medieudvalget, 1996).
Der er udtalt bekymring for, om medierne kan leve op til disse forventninger, bl.a. i
den selv samme betænkning, men også inden for medieforskningen. Der er bl.a.
bekymring for mediernes informationsformidlende rolle. Det ses fx i, at dele af
medieforskningen undersøger forskningsformidling i medierne netop ud fra en
antagelse om, at medierne forvrænger forskningen. Der er også bekymring for, at
medierne ikke kan fungere som forum for det offentlige ræsonnement, se fx Loftager,
2007.
Rationalitet har en central placering i det offentlige ræsonnement. Rationalitet i
deliberativ forstand er argumentationen, det bedre argument, det argument der
overbeviser ud fra fælles standarder. I kølvandet af oplysningstidens tro på
videnskabelig rationalitet (positivismen) og sagkundskab, får forskning og det
forskningsbaserede argument imidlertid stor argumentatorisk og overbevisende kraft,
fordi forskningen og den videnskabelige rationalitet repræsenterer en væsentlig
‘fælles standard’.
Videnskabsteoretisk tilgang
I kapitel 3 undersøger jeg derfor, hvad videnskabelig rationalitet er. Jeg beskriver et
kontinuum af videnskabsteoretiske positioner med positivismen i den ene pol, og en
radikal socialkonstruktivisme i den modsatte pol.
Jeg trækker i denne afhandling på begge positioner. Afhandlingens problemstilling
med fokus på sammenligning af en forskningsrapport og dens repræsentation i
medierne er inspireret af den kanoniske forståelse af forskningskommunikation, hvor
fokus er på videnskabens objektive beskrivelse af virkeligheden og, hvordan denne
kan formidles fra den videnskabelige verden til lægmandsverdenen.
Problemstillingen er også inspireret af formidlingsparadigmets ambition om en bred
formidling af forskning.
Afhandlingen trækker dog også på en interaktiv forståelse af forskningskommunikation, hvor forskningen ses som en social aktivitet og en aktiv del af et
samspil med offentligheden. Ligeledes trækkes på den konstruktivistiske position,
hvor vidensproduktion betragtes som en konstruktion og ikke som objektive udsagn
om virkeligheden. I afhandlingen anskues PISA-rapporten som en blandt flere mulige
beskrivelser af den danske folkeskole, ikke som en objektiv beskrivelse. Når PISArapporten alligevel er interessant at sammenligne med mediedækningen, skyldes det,
95
at rapporten kan ses som et udsagn fra forskningens og videnskabens verden - et
udsagn fra ’statsanerkendte’ forskere på ’statsanerkendte’ forskningsinstitutioner.19
Mediesociologisk tilgang
Med det udgangspunkt, at viden er kontekstafhængig, må jeg også undersøge den
mediemæssige praksis, som er en væsentlig, kontekstuel faktor i mediernes PISAdækning.
Tidligere empiriske undersøgelser af forskningsstof i medierne peger på, at den
journalistiske praksis omkring forskningsstof ikke er væsensforskellig fra andre
stofområder. At nogle forskere peger på særlige problemer omkring forskningsstof i
medierne, handler således mere om disse forskeres udgangspunkt, nemlig at
forskning har en særlig sandhedsværdi, end om at forskning får en anderledes
behandling i medierne end andre stofområder. Grundlæggende er forskningsstoffet
underlagt de samme mediemæssige logikker som andre stofområder, og forskning
beskrives på baggrund af de samme journalistiske kriterier som andre stofområder.
Medieteksterne er produkter af en mediemæssig praksis, og teksterne må derfor
forstås i forhold til den kontekst, som den mediemæssige praksis udgør. For at
beskrive og forstå den mediemæssige praksis tager jeg udgangspunkt i nyere
medieforsknings teoridannelser om medierne som selvstændig politisk institution i
samfundet og de institutionelle logikker, som præger mediemæssig praksis.
Mediernes politiske rolle ligger bl.a. i fastsættelsen af en mediedagsorden. Her
interesserer jeg mig for to forhold, dels dagsordensteoriens første niveau, der handler
om, hvilke emner der kommer på mediedagsordenen, dels dagsordensteoriens andet
niveau, der handler om den forståelsesramme, medierne etablerer - hvordan emnerne
frames.
De centrale spørgsmål i analysen er derfor, hvad der fortælles om PISA, og hvordan
det fortælles. Hermed kan jeg belyse, hvordan mediernes dækning af PISA 2003
bidrager til den samfundsmæssige kommunikation om folkeskolen. Hvilken plads og
rolle får den forskningsbaserede viden, som PISA-rapporten repræsenterer, i
medierne? Og hvordan kan dette forstås dels som kommunikation af
forskningsbaseret videnskab, dels som demokratisk praksis?
Med det udgangspunkt, at videnskabelig viden er kontekstafhængig, og altså ikke en
objektiv uafhængig størrelse, er det relevant at inddrage en forståelse af de
præmisser, den massemedierede kontekst sætter for kommunikation af forskning.
19
Hermed er ikke taget stilling til den konkrete videnskabelige kvalitet i PISA-rapporten. Det ligger
uden for denne afhandlings rammer.
96
Analytisk afsæt
Offentlighedsidealet og de demokratiske idealer er væsentlige som implicitte
forudsætninger både for journalistisk praksis (Lund, 2002) og for normative
diskussioner om forskningskommunikation (se kapitel 1). Et samfunds
kommunikative praksis er kort sagt tæt forbundet med dets demokratiske idealer. Og
medierne indgår i denne kommunikative praksis. Men da demokrati ikke er et
entydigt begreb, og da demokratisk praksis dækker over flere forskellige og
samtidige forståelser af demokrati (se kapitel 2) kan en mediedækning af et emne
indgå i demokratisk praksis på flere måder. En analyse af en konkret mediedækning
må derfor have flere demokratiforståelser i spil.
Analysen vil forholde sig til, hvordan den konkrete mediedækning relaterer sig til
idealer om samfundsmæssig kommunikation. Her er flere idealer interessante. For det
første de officielle danske medieidealer. I forhold til de officielle danske
medieidealer, som de udtrykkes i Betænkning om medierne i demokratiet
(Medieudvalget, 1996) skal medierne ‘formidle nyheder og andre informationer af
almen eller speciel interesse’ (se i øvrigt kapitel 2). PISA 2003 har oplagt almen
interesse i den forstand, at PISA undersøger kvaliteten af grunduddannelsen i
landet20. Derved har PISA både generel samfundsmæssig interesse samt interesse for
ansatte og brugere af folkeskolen. Betænkningen lægger vægt på, at denne formidling
er neutral og nøgtern. Begreberne neutral og nøgtern forstår jeg som en formidling,
hvor de centrale pointer fra PISA-rapporten kan genkendes i mediedækningen.
Derfor vil analysen undersøge, i hvor høj grad indholdet i mediedækningen genfindes
i PISA-rapporten. Det gør jeg i første omgang gennem en kvantitativ registrering af
forholdet mellem temaerne i mediedækningen og temaerne i rapporten.
Når en sådan sammenligning er interessant, skyldes det ikke kun idealet om
mediernes neutrale og nøgterne informationsformidling. Det skyldes også, at den
pædagogiske og formidlende tanke er grundlaget for mange initiativer inden for
forskningsformidling. Det gælder fx hele formidlingskonventionen, jf. kapitel 3, og
mange af Tænketankens forslag om forskningsformidling. Ideen om, at medierne kan
afspejle eller transmittere viden, lever både som et ideal om mediernes praksis i et
demokrati og som et ideal om forskningsverdenens kommunikation med lægfolk. Det
er to gode grunde til at analysere, i hvor høj grad dette sker, ved at sammenligne
rapportens historie med mediernes historie.
Der er imidlertid også to gode teoretiske grund til at forvente, at der ikke vil være tale
om en afspejling af PISA-rapporten i medierne. Den ene ligger i den mediemæssige
praksis. Den del af medieforskningen, der beskæftiger sig med mediemæssig praksis,
peger på, at medierne må forstås som en selvstændig politisk institution i samfundet.
Og praksis i denne institution hænger sammen med en række medielogikker, som fx
nyhedskriterier, kommercielle betingelser, tidspres etc. (Ørsten, 2006). Disse
20
Det er i hvert fald den erklærede hensigt med undersøgelsen. I hvor høj grad, det faktisk er det, den
gør, har været genstand for diskussion, jf. bl.a. artikler i dagbladet Information og i Folkeskolen.
97
institutionelle betingelser er mere afgørende for indholdet i medieprodukterne end det
forskningsmæssige indhold i en rapport.
Den anden teoretiske grund til ikke at forvente en afspejling af forskningsindholdet
ligger i forståelsen af, hvad videnskab er. Forestillingen om en direkte afspejling af
det forskningsmæssige indhold er knyttet til et positivistisk videnskabsideal. I det
omfang viden anses for kontekstafhængig, må den mediemæssige kontekst anses for
at ville repræsentere en anden viden, end den som PISA-rapporten præsenterer.
Analysen af PISA-dækningen kan derfor ikke stoppe med en konstatering af, at der er
forskelle. Det var jo kun forventeligt ud fra såvel vidensskabssociologiske som
mediesociologiske teorier. Om det er problematisk ud fra en demokratiteoretisk
betragtning kan også diskuteres. Demokratisk praksis er som påvist i kapitel 1 ikke et
entydigt begreb, og den måde, medierne dækker PISA på, kan have andre
kommunikative funktioner i et demokrati end blot transmission af forskningsbaseret
viden.
Analysen af PISA-dækningen må kort sagt undersøge den kvalitative forskel mellem
rapport og mediedækning. Når det ikke er rapportens indhold, der kommunikeres i
medierne – hvad er det så? Og hvilke kommunikative kvaliteter ligger der her, set i
forhold til demokratiske idealer og set i forhold til kommunikation mellem forskning
og samfund?
Det teoretiske grundlag for at formulere, hvilke spørgsmål det er relevant at stille om
kommunikation af forskning i et demokratisk samfund, er således demokratiteori og
de ideale fordringer, der stilles til medierne. Fortolkningen af analysen bygger på en
vidensskabsteoretisk præmis om, at viden er kontekstafhængig. Forståelsen af, hvad
medierne som kontekst så betyder for kommunikationen af forskningsbaseret viden,
baseres på teoridannelse om medierne som en selvstændig politisk institution.
Analysens opbygning
For at belyse disse spørgsmål om den kvalitative forskel mellem rapport og
mediedækning, opbygger jeg en tredelt analyse. Første del er et kvantitativt baseret
overblik, hvor fokus er på omfanget af mediedækningen i den valgte periode, og
hvordan det tematiske indhold i mediedækningen forholder sig til det tematiske
indhold i PISA-rapporten. I denne kvantitative analyse beskriver jeg primært
temaerne i mediedækningen, samt hvilke aktører der kommer til orde. Jeg er her
inspireret af dagsordensteoriens første niveau, hvor fokus er på, hvad der bringes i
medierne.
Den institutionelle teori peger på, at mediernes selvstændiggørelse betyder, at flere
kommer til orde i medierne, og at der derfor sker en demokratisering. Analysen skal
derfor belyse, hvilke aktører der præger mediedækningen af PISA.
98
Men betyder pluralisme i ‘stemmer’ også pluralisme i synspunkter og i tolkninger af
hændelser? Hvilken betydning har mange stemmer for de deliberative elementer i den
mediemæssige kommunikation – giver flere stemmer også bedre mulighed for, at
synspunkter udveksles og kvalificeres gennem argumentation?
For at belyse det spørgsmål skal analysen yderligere fokusere på indholdet i, hvad der
bliver sagt – hvordan manifesteres ‘det bedre argument’? Det spørgsmål belyser jeg
ved en kvalitativ analyse af de forståelsesrammer, der tilbydes i artiklerne i de første
dage, hvor mediedækningen havde størst fokus på rapporten.
Det spørgsmål er ikke kun interessant, fordi det relaterer til de demokratiske aspekter
af mediernes praksis, men også fordi forventningerne til forskningskommunikation i
massemedierne er en kvalitetsforbedring af den offentlige debat (jf. Tænketanken). I
den sammenhæng er det særligt interessant, hvordan forskningen indgår i
mediedækningen og i argumentationerne.
Analysen har således to hovedelementer. Dels en kvantitativ analyse af, hvilke
temaer og aktører der dominerer mediedækningen, dels en kvalitativ analyse af,
hvilke forståelsesrammer, der kommer til udtryk i mediedækningen.
Udover at den kvantitative analyse besvarer andre spørgsmål end den kvalitative, har
den kvantitative analyse den funktion at give et overblik over den samlede
mediedækning. Det er gennem den kvantitative indholdsanalyse, at de karakteristiske
træk ved den samlede mediedækning, bliver synlige. Den kvantitative analyse
fungerer således som grundlaget for udvælgelse af relevante artikler til den
kvalitative analyse.
Det empiriske grundlag
Mediedækningen af PISA 2003 må forstås i forhold til den kontekst, den indgår i.
Derfor omfatter det samlede empiriske grundlag mere end blot PISA-rapporten og
mediedækningen. Hvilke kontekstuelle forhold jeg forstår PISA-dækningen i forhold
til, gør jeg rede for i kapitel 6.
Her er en oversigt over materialet i den samlede analyse:
1. Mediedækningen af PISA 2003 i 7 dagblade samt nyhedsbureauet Ritzau i 17
dage indgår i en kvantitativ indholdsanalyse. Perioden går fra den omfattende
mediedækning i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten den 6.
december, frem til dækningen bliver mere sporadisk lige før jul. De
elektroniske public service mediers dækning inddrages ikke i den kvantitative
indholdsanalyse, men er gennemset og gennemhørt, og enkelte indslag
inddrages i den kvalitative analyse.
99
2. Rapporten ’PISA 2003 - Danske unge i en international sammenligning’ - i
denne afhandling omtalt som ‘PISA-rapporten’.
3. Undervisningsministeriets pressemateriale om PISA 2003: En
pressemeddelelse, en sammenfatning af rapporten samt de forslag om
politiske tiltag, som regeringen offentliggjorde samtidig, dvs. forslag til fire
ændringer i folkeskoleloven og forslag til profiltest.
4. Indlæg på nyhedstjenesten Folkeskolen.dk i perioden lige efter
offentliggørelsen.
5. Artikler om PISA 2003 i ugebrevet Mandag Morgen. Dette materiale
repræsenterer sammen med Folkeskolen.dk, dele af en særligt informeret og
professionelt interesseret offentlighed for beslutningstagere og praktikere på
feltet. Dette materiale undersøges med henblik på perspektivering af
analyserne af dagspressens dækning.
6. PISA 2000. Her inddrages - også til perspektivering - pressematerialet samt
en optælling af temaer og af, hvem der kommer til orde i de trykte mediers
dækning af PISA 2000 i en tilsvarende periode som PISA 2003 (bilag 1).
Afgrænsninger
Denne undersøgelse giver ikke et fuldstændigt billede af, hvad den danske befolkning
får at vide om PISA 2003. Selvom massemedierne er en væsentlig kilde til
mediebrugernes viden om forskning, er der selvfølgelig også andre kilder. Selve
rapporten er tilgængelig på Internettet, og rapporten er beskrevet og diskuteret i
forskellige, offentligt tilgængelige fora, hvoraf jeg kun inddrager ganske få. Og de er
ikke genstand for en omfattende analyse på niveau med den analyse, selve
mediedækningen får. Det er således nyhedsmedierne, der er i fokus.
Fokus er yderligere, hvilken viden de større danske dagblade stiller til rådighed for
mediebrugerne - ikke hvilken viden mediebrugerne rent faktisk tilegner sig. Jeg
afgrænser derved analysen fra receptionssiden. Det er tidligere – bl.a. i et bidrag til
den danske magtudregning (Phillips og Schrøder, 2004) påvist, at mediebrugerne
inddrager erfaringer fra mange dele af hverdagslivet i refleksionerne over et givent
medieformidlet indhold. Derfor er receptionen naturligvis relevant i forhold til at
vurdere massemediernes indflydelse på meningsdannelsesprocesser. Disse er
imidlertid ikke, hvad afhandlingen handler om. Afhandlingen handler om, hvad
medierne tilbyder mediebrugerne, ikke hvad mediebrugerne gør med medieindholdet.
Medieindholdet er bl.a. interessant, fordi det har betydning for den forståelsesramme,
den offentlige debat vedrørende emnet får (McCombs, 2004).
I tæt relation til teorien om mediernes dagsordensættende funktion, peger agendabuilding teorien (Fenton et al., 1998) på, at kilderne har en stor betydning i
100
fastsættelsen af mediedagsordenen. Kilderelationerne i denne case omfatter ud over
pressematerialet også pressemødet, hvor rapporten offentliggøres, pressemeddelelser
fra interessenter, personlige kontakter etc. Disse omfattende kilderelationer indgår
ikke i min analyse, kun undervisningsministeriets pressemateriale indgår. Når jeg har
valgt denne afgrænsning, er det, fordi analysen ikke skal afdække opbygningen af en
mediedagsorden, men den viden, mediebrugerne tilbydes om PISA. Når pressematerialet indgår i analysen, er det altså ikke som en del af en agendabuilding
analyse, men fordi pressematerialet er en del af den kontekst, PISA-dækningen
forstås inden for.
Fokus er hverken, hvordan nyhederne bliver produceret, eller hvordan de bliver
brugt. Begge disse aspekter er selvfølgelig relevante for at nå en større forståelse af,
hvilken betydning nyheder, i dette tilfælde forskningsnyheder, har i en større
samfundsmæssig kontekst. Imidlertid er det empiriske fokus i denne afhandling kun
den lille puslespilsbrik, der kan kaldes det vidensgrundlag, borgerne - i tilfældet
PISA-undersøgelsen - kan få gennem nyhedsmedierne. Denne puslespilsbrik er
relevant, dels fordi netop denne indfaldsvinkel ikke findes i andre undersøgelser af
massemedieret forskningsstof, dels fordi den kan nuancere forståelsen af hvilken
oplysningsværdi der ligger i, at massemedierne bringer forskningsstof. Analysen er
således udelukkende en analyse af medietekster, ikke en analyse af receptionen af
tekster eller af produktionen af tekster.
101
6. Kapitel:
PISA i kontekst
Dette kapitel beskriver den kontekst, som PISA-undersøgelsen indgår i, og hvordan
PISA kan karakteriseres som case.
De kontekstuelle forhold, jeg beskriver her, er mediedækningen af den tidligere
PISA-undersøgelse fra 2000, PISA-rapporten 2003, pressematerialet, Ritzaus
dækning af PISA samt andre begivenheder af såvel forskningsmæssig som politisk
art, der omtales i medierne i sammenhæng med PISA-rapporten.
På dette grundlag redegør jeg for, hvordan netop denne case placerer sig i forhold til
andre empiriske undersøgelser af, hvordan forskning repræsenteres i medierne, og på
hvilke måder PISA kan anses for en relevant case i forhold til afhandlingens
problemstilling.
102
Konteksten for PISA-undersøgelserne
Min analytiske tilgang til PISA-dækningen er inspireret af den pragmatiske
tekstanalyse, som interesserer sig for teksten i kontekst (Vagle et al., 2004). Inden for
pragmatikken defineres begrebet kontekst som den fysiske, sociale og psykologiske
verden, som sprogbrugerne bevæger sig inden for. Konteksten omfatter to planer: For
det første den umiddelbare situation, som ytringerne er en del af, dvs. tid, rum,
aktivitet, deltagere og forholdet mellem dem. For det andet den mere overgribende
kulturelle og sociale kontekst (Vagle et al., 2004: 34).
‘Den umiddelbare situation’ omfatter i tilfældet PISA-undersøgelsen hele
mediedækningen. Her inddrager jeg som beskrevet i kapitel 5 størstedelen af
mediedækningen i undersøgelsen. Men ytringerne i mediedækningen om PISA
refererer til en række aktiviteter, fx andre forskningsaktiviteter og politiske
aktiviteter. Derfor vælger jeg her at betragte de begivenheder, der refereres til i
mediedækningen af PISA 2003, som en del af konteksten. Disse begivenheder
relateres til PISA og udgør en kobling til ‘den mere overgribende kulturelle og
sociale kontekst’ for PISA.
De forhold, jeg her inddrager i analysen af PISA-dækningen, er begivenheder af såvel
forskningsmæssig som politisk art, der omtales i medierne i sammenhæng med PISArapporten, de politiske forhandlinger om folkeskolen, den tidligere PISAundersøgelse fra 2000 samt PISA-relaterede artikler umiddelbart forud for
offentliggørelsen af PISA. Dem betegner jeg ‘forløbere’.
PISA-undersøgelserne
PISA er en forkortelse for Programme for International Student Assessment.
Hensigten med undersøgelsen er at måle:
‘…hvor godt unge 15-16-årige er forberedt på informationssamfundets
udfordringer med vægt på færdigheder og kompetencer i fagområderne
læsning, matematik og naturvidenskab – samt på personlige og sociale
kompetencer’.
(http://www.uvm.dk/verden/oecd/pisa.html)
PISA er iværksat af Organisation for Economic Co-operation and Development,
OECD. PISA-undersøgelserne er foretaget i 2000, 2003 og den sidste i 2006. Hver
PISA-undersøgelse har et hovedtema. Det var læsefærdigheder i 2000, matematik og
problemløsning i 2003, og naturvidenskab i 2006. Alle felter dækkes dog i samtlige
undersøgelser. PISA-undersøgelserne strækker sig således over mere end 6 år og
dækker flere faglige og sociale aspekter af grundskolen.
103
Der har ikke været lige mange deltagende lande i hver runde, hvilket har givet
anledning til noget forvirring omkring Danmarks placering i forhold til andre lande.
Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, der står for dataindsamlingen i
Danmark, oplyser på deres hjemmeside, at 32 lande deltog i den første runde i år
2000. I anden runde i 2003 var 41 lande med, og i 2006 var 58 lande tilmeldt
(http://www.sfi.dk/sw23239.asp).
I Danmark er det et konsortium bestående af Danmarks Pædagogiske Universitet
(DPU), Anvendt Kommunal Forskning (AKF) samt Det nationale Forskningscenter
for Velfærd (SFI), der står for PISA-undersøgelserne.
De politiske forhandlinger om folkeskolen
OECD’s undersøgelser og rapporter indgår som væsentlige faktorer i de politiske
forhandlinger om folkeskolen. Rapporten om PISA 2000 er en blandt flere rapporter,
som inddrages i det politiske forløb. Undervisningskonsulent Jørn Østergaard fra
Undervisningsministeriet beskriver i en artikel (Østergaard, 2004) i
Undervisningsministeriets tidsskrift Uddannelse21 forløbet omkring et
‘uddannelsesreview’, som OECD gav i perioden mellem de to første PISAundersøgelser.
Østergård forklarer, at OECD har tradition for at udarbejde såkaldte uddannelsesreview. I 2002 lagde OECD op til at revidere sine arbejdsmetoder, og tilbød at
afprøve disse nye metoder på et review om den danske folkeskole. I den
sammenhæng besluttede undervisningsministeren i foråret 2003, at sådan et ville
Danmark gerne have. Det betød et forløb med et 10 dages besøg af udenlandske
‘eksperter’, primært embedsmænd, i november 2003. De udarbejdede et
uddannelsesreview på baggrund af en række møder med Kommunernes
Landsforening (KL), Danmarks Lærerforening, Forældreorganisationen Skole og
Samfund samt interview med lærere, forældre, elever, skoleledere, pædagoger,
kommunalpolitikere og arbejdsmarkedets parter. I foråret 2004 fik ministeriet
forelagt et udkast til rapport med mulighed for at rette faktuelle fejl. Rapporten
beskriver styrker og svagheder ved den danske folkeskole og giver på det grundlag
35 anbefalinger. I juni måned holdt undervisningsministeriet i samarbejde med KL og
Danmarks Lærerforening en konference, hvor rapporten blev diskuteret (Østergaard,
2004).
Herefter blev nedsat en række arbejdsgrupper med repræsentanter fra Kommunernes
Landsforening, Danmarks Lærerforening, Lederforeningen, Danmarks
Skolelederforening, Skole og Samfund samt Børne- og Kulturchefforeningen.
Disse grupper afgav rapport i oktober 2004. Det var planlagt, at regeringen skulle
komme med et udspil om ændringer i folkeskolen i december 2004, at der skulle pågå
21
Tidsskriftet stoppede i følge Undervisningsministeriets hjemmeside i 2005.
104
regeringsforhandlinger med forligspartier 2005-2006 og udbydes evalueringsværktøj
og test 2005-2006 (Østergaard, 2004).
Der har således i tiden op til offentliggørelsen af PISA-undersøgelsen 2003 været
forhandlinger i gang om folkeskolen. I de forhandlinger har OECDs
uddannelsesreview formentlig udgjort et væsentligt grundlag. De anbefalinger,
OECD gav, faldt inden for, hvad Østergaard beskriver som seks brede emner:
•
•
•
•
•
Indlæringsstandarder, evaluering af elevpræstationer og skoleeffektivitet
Skolelederens rolle og kompetencer
Grund- og efteruddannelse af lærere
Den kollektive overenskomst, der fastsætter lærernes opgaver og timetal
Muligheder for tosprogede elever og elever med behov for
specialundervisning
• Andre nødvendige initiativer
(Østergaard, 2004)
Når en fremtrædende embedsmand definerer seks emner, er der grund til at formode,
at netop disse seks emner har haft særlig fokus i det forhandlingsforløb, som fulgte
efter reviewet. Der er også grund til at tro, at netop interessenter på
folkeskoleområdet er velforberedte, har drøftet folkeskolen netop i forhold til disse
emner, og derfor også er velforberedte omkring såvel deres egne krav og ønsker til
folkeskoleområdet som modparternes holdninger. Så det er formentlig ingen
tilfældighed, at disse seks emner kan genkendes i mediedækningen (jf. kapitel 7).
Begivenheder knyttet til PISA
Artiklerne om PISA-undersøgelsen 2003 forholder sig til en række andre aktuelle
begivenheder. Der er fx et kommende folketingsvalg, som betyder, at mange medier
sætter særlig fokus på, hvordan de politiske partier reagerer på PISA-undersøgelsen. I
flere artikler vurderes politikernes reaktioner som mere eller mindre hensigtsmæssige
i forhold til en valgkamp. I Jyske Vestkysten er næsten alle debatindlæg om PISA
indsendt af folketingskandidater. Så der har formentlig også generelt blandt politikere
været fokus på, at en reaktion på PISA kunne betyde noget for stemmetallene.
I denne periode har Kommunernes Landsforening tjenestetidsforhandlinger med
Danmarks Lærerforening. I flere artikler tages dette emne da også op, selvom PISArapporten faktisk ikke forholder sig til lærernes tjenestetid. Men forholdene omkring
lærernes arbejdstidsaftale bliver taget op i OECDs review.
Flere andre forskningsrapporter vedrørende folkeskoleområdet publiceres i perioden:
Undervisningsministeriet udgiver ‘De gode Eksempler’, og Danmarks Evalueringsinstitut udgiver en evalueringsrapport om undervisningsdifferentiering. Derudover
offentliggør Danmarks Lærerforening i denne periode deres egen undersøgelse om
dansklæreres brug af test i folkeskolen. En særlig ‘Københavner-PISA, udarbejdet af
105
DICAR, Dansk Center for Analytisk Journalistik22, offentliggøres d. 19. december.
Og endelig offentliggør Rockwool Fonden den 21. december, at de bevilger penge til
en ny undersøgelse, der skal følge op på særlige aspekter af PISA-undersøgelsen.
PISA 2000
Mediedækningen af PISA 2003 refererer ofte til den tidligere PISA-undersøgelse,
PISA 2000. Den blev gennemført i 2000, og ligesom de øvrige PISA-undersøgelser
blev den offentliggjort i december året efter. Dvs. mediedækningen af PISA 2000
fandt sted i december 2001, mens mediedækningen af PISA 2003 fandt sted i
december 2004. I december 2007 vil PISA 2006 blive omtalt.
I mange af nyhedsartiklerne om PISA 2003 refereres til PISA 2000 som
sammenligningsgrundlag. Fx:
Information d. 7. december:
‘… Den samme tendens gjorde sig gældende for tre år siden (PISA 2000) …’
Politiken d. 7. december:
‘Ifølge den nye PISA-undersøgelse er de danske skoleelever hverken bedre eller værre,
end de var i år 2000.’
Tv-nyhederne d. 6. december kl. 7:
‘… En ny international undersøgelse dumper endnu en gang det danske skolesystem’
TV 2 nyhederne d. 6. december kl. 7:
‘ … Danske elever er faldet tilbage i forhold til for 3 år siden….’
Middagsradioavisen d. 6. december:
‘…. Den såkaldte PISA-undersøgelse viser tilmed, at Danmark er røget længere ned ad
listen…’
PISA 2000 udgør således en væsentlig del af den mediemæssige reference for PISA
2003. Det er ikke underligt, for det er selvfølgelig oplagt at sammenligne to
undersøgelser, som måler de samme forhold med tre års interval. Den enkle
sammenligning: ‘Bedre eller dårligere?’ bliver derved en fremtrædende ramme for
nyhedsdækningen af PISA. Denne sammenligning ligger mere eller mindre indbygget
i undersøgelsens struktur: Alene i sin opbygning med tre undersøgelser over en 9 års
periode lægger PISA op til en mediedækning med et meget PISA-centreret fokus.
Hvis enkeltstående undersøgelser skal sammenlignes med andre undersøgelser, vil
det nødvendigvis blive i forhold til undersøgelser, som er i det mindste lidt
anderledes i grundlag, metode eller empirisk materiale. Men når den samme
undersøgelse gentages med tre års mellemrum, lægger det op til, at disse
22
DICAR lukkede i slutningen af 2006 (http://www.dicar.org/)
106
sammenlignes med hinanden. Derved bliver PISA-undersøgelsen sin egen primære
referenceramme.
Mediedækningen af PISA 2000 er kort sagt en del af referencerammen i medierne for
PISA 2003, men mediedækningen af PISA 2000 er også interessant som komparativt
grundlag for mediedækningen af PISA 2003. Jeg vil derfor kort redegøre for
karakteristiske træk ved mediedækningen af PISA 2000.
Mediedækningen af PISA 2000
Denne undersøgelse af mediedækningen af PISA 2000 er ikke en kodet kvantitativ
indholdsanalyse, som mediedækningen af PISA 2003 er. Metodisk er der derfor ikke
tale om en egentlig komparativ analyse. Men jeg har foretaget en optælling af nogle
specifikke forhold vedrørende mediedækningen af PISA 2000 med henblik på et
empirisk grundlag for at perspektivere visse forhold ved mediernes dækning af PISA
2003.
Undersøgelsen af mediedækningen af PISA 2000 bygger (ligesom undersøgelsen af
mediedækningen af PISA 2003) på en søgning i InfoMedia i december måned, hvor
undersøgelsen offentliggøres. PISA 2000 blev offentliggjort d. 4. december 2001.
Søgningen omfattede de samme medier som for PISA 2003.
Denne InfoMediasøgning viser, at mediedækningen af PISA er væsentlig mindre
omfattende i 2001 end i 2004. I hele december 2001 gav en søgning på InfoMedia
kun 61 hits, hvoraf de 7 er telegrammer fra Ritzaus Bureau, og de 16 er læserindlæg.
Jyske Vestkysten bringer slet ingen artikler, der omtaler i PISA-undersøgelsen, og
gratisavisen Urban eksisterede ikke i 2001. Pudsigt nok giver søgeordet ‘PISA’ ikke
ret mange hits i 2001. Når PISA omtales, er som en OECD-undersøgelse. Det er
åbenbart først i 2004, at begrebet PISA har vundet indpas.
Opgørelsen af, hvordan medierne har dækket PISA 2000, er foretaget alene på
baggrund af InfoMedia. Dvs. at jeg ikke – som for 2003 – har søgt artiklerne i den
originale opsætning i aviserne. Jeg har heller ikke fået artiklerne kodet i SPSS.
Optællingen er foretaget af mig, og alene på baggrund af min læsning. Der er i
forhold til indholdsanalysen af mediedækningen i 2004 derfor større usikkerhed
omkring tolkningen af temaerne, og reliabiliteten i opgørelsen af mediedækningen i
2001 er lidt mindre23.
En optælling af temaerne i disse 45 journalistiske artikler viser en fordeling (se
opgørelsen i bilag 1), hvor 10 artikler primært handler om PISA-undersøgelsen.
Heraf fokuserer de 9 på Danmarks internationale placering, og en enkelt fokuserer på
naturfagskompetencer.
23
Se kapitel 7 for en redegørelse for, hvordan mediedækningen af PISA 2003 er kodet.
107
De øvrige artikler fordeler sig på 12 artikler om disciplin i folkeskolen, 6 om
politiske initiativer i forhold til folkeskolen, bl.a. indførelse af test samt 7 artikler om
læreruddannelsen. Disse temaer er også gennemgående i mediedækningen af PISA
2003, ligesom temaet skolesystemer (2 artikler) og temaet social arv (3 artikler)
behandles i forbindelse med PISA 2003. Disciplin er et tema, der fylder meget i
omtalen af både PISA 2000 og PISA 2003.
Det eneste tema, som er særegent for mediedækningen af PISA 2000, er
offentliggørelse af karakterer. Dette tema får en forholdsvis høj dækning med 5
artikler. Forklaringen på, at dette tema ikke kommer op i forbindelse med PISA 2003,
er formentlig, at der i modsætning til december 2001 nu er truffet beslutninger om, på
hvilke måder karakterer skal offentliggøres, så temaet ikke længere er aktuelt.
Mediedækningen er som nævnt væsentligt mindre omfattende i 2001 end i 2004.
Tilsvarende er der færre aktører, der markerer sig i forbindelse med PISA 2000, og de
fleste interessetilkendegivelser kommer i læserindlæg.
I de journalistiske artikler er det først og fremmest PISA-forskerne, der kommer til
orde. De er meget klart repræsenterede med 18 udtalelser, Danmarks Lærerforening
er også velrepræsenteret med 12 udtalelser. Undervisningsministeren er klart
dårligere repræsenteret end i 2003 med kun 7 udtalelser. I optællingen er der ikke
taget højde for, om udtalelserne er lange eller korte. Derfor kan tallene ikke tages helt
for pålydende, men tendensen er på den anden side så tydelig, at mindre ændringer i
tallene forrykker tendensen til, at PISA-forskerne kommer væsentligt mere til orde i
forbindelse med PISA 2000 end PISA 2003. Det er også markant, at de politiske
udtalelser fylder væsentligt mindre. Dels markerer ministeren sig mindre, dels er der
næsten ingen politiker-udtalelser. Det er en væsentlig forskel i forhold til PISA 2003,
hvor de uddannelsespolitiske ordførere markerer sig meget ofte i medierne.
I det hele taget er der langt flere interessemarkeringer i forbindelse med PISA 2003
end PISA 2000. Det hænger formentlig sammen med, at PISA 2003 offentliggøres
samtidig med regeringens forslag om ændringer af folkeskoleloven. I
pressematerialet for PISA 2003 fylder regeringens forslag om ændringer i
folkeskolen lige så meget som redegørelsen for PISA-undersøgelsen. Her er en klar
forskel til pressematerialet for PISA 2000, hvor flere af PISA-forskerne har vedlagt
redegørelser for deres del af undersøgelsen.
Selvom PISA altså ikke fik lige så omfattende mediedækning i 2001 som i 2004, er
PISA generelt set et emne, som har en meget lang løbetid i medierne. Det er som om,
det aldrig rigtig dør ud. Ved søgninger i InfoMedia på ordet ’PISA’ er der et
væsentligt antal hits, næsten uanset periode. Tilsyneladende er der dog her et mønster
svarende til dækningen umiddelbart efter offentliggørelse af rapporterne, hvor mange
108
af artiklerne ikke handler ikke om PISA, men nævner PISA som referenceramme i
forhold til problemstillinger relateret til folkeskolen.
Pressemateriale 2000
Der er flere væsentlige forskelle mellem pressematerialet for de to PISAundersøgelser. Pressematerialet i 2001 lægger sig meget tættere på PISA-rapporten
end pressematerialet i 2004 gør. I 2001 er der i pressemeddelelsens bilag en
redegørelse fra hver af forskerne bag undersøgelsen, hvor de på mellem to og seks
sider redegør for det kompetenceområde, som de hver især er ansvarlige for
(http://presse.uvm.dk/nyt/pm/pmpisa). Derudover en kort faktuel redegørelse for,
hvad PISA-undersøgelserne går ud på. Der er i modsætning til i 2004 ingen særskilte
politiske handleplaner. Pressematerialet er i sig selv væsentligt mindre omfattende,
og det er i højere grad forskerne og deres individuelle materiale, der præger
materialet. Pressematerialet for PISA 2000 lægger på den måde op til en mere
‘forskningsnær’ dækning, end pressematerialet for PISA 2003 gør.
Undervisningsministeriets pressemeddelelse har overskriften: ‘Danske elever for dårlige
til naturfag’. I første afsnit sættes danske elevers færdigheder i læsning, matematik og
naturfag i relation til gennemsnittet i OECD-landene og i relation til øvrige nordiske
lande. Teksten balancerer positive og negative vurderinger: i naturfag ligger
Danmark under gennemsnittet, i læsefærdigheder på gennemsnittet, i matematik over
gennemsnittet. Næste afsnit fokuserer på de sociale og personlige kompetencer, også
her balanceres: danske elever er glade for samarbejde og konkurrence, de er
interesserede og har tillid til faglig kunnen, men de er ikke vedholdende. Den danske
skole er omsorgsfuld, men tager for let på kravene.
Hermed er bunden gødet for en ministerudtalelse om, at undersøgelsen giver
anledning til både glæde og bekymring. Efter et kort ophold ved de positive
vurderinger af den danske folkeskole, handler den sidste halvdel af
pressemeddelelsen om de negative vurderinger af elevernes faglige kunnen, og den
sidste fjerdedel skriver specifikt om politiske initiativer til at rette op på manglerne:
øget faglig fokusering, en samlet national strategi for naturfag og flere timer i dansk
og matematik.
Der er en logisk selvmodsigelse i at ville give flere timer til matematik, når nu
rapporten ifølge pressemeddelelsen faktisk peger på, at danske elever klarer sig bedre
end OECD-gennemsnittet og endda bedre end Island, Norge og Sverige i matematik.
Denne mangel på logisk sammenhæng mellem undersøgelsesresultater og konkrete
politiske initiativer problematiseres ikke i mediedækningen.
Pressemeddelelsen præsenterer – om end lidt inkonsistent - en overordnet
forståelsesramme, som alle andre oplysninger forstås inden for. Der er et problem:
Danmark klarer sig dårligt i forhold til andre lande. Men der er også en løsning:
109
Regeringen sørger for mere faglighed og disciplin i skolen. Nuancerne omkring
hvordan Danmark klarer sig, og årsagssammenhænge mellem skolepræstationer og
pædagogiske indsatser får ikke rigtigt plads.
PISA-rapporten 2003
Den officielle rapport om danske skoleelevers færdigheder, ‘PISA 2003 – danske
unge i en international sammenligning’, er på i alt 268 sider. Den er udgivet af DPU
og redigeret af Jan Mejding.
Rapporten er i hovedtræk disponeret på samme måde som rapporten om PISA 2000.
Rapporten indledes med et forord, som opridser formalia om PISA:
beslutningstagere, historik, tilknyttede forskere etc. Dernæst en sammenfatning af
rapportens konklusioner på 12 sider, der mest er en gentagelse af de enkelte kapitlers
konklusioner. 2. kapitel er en indføring i PISA-undersøgelsens grundlag og metode
samt overvejelser over, hvad PISA kan bruges til. Kapitlet er identisk med 2. kapitel i
rapporten om PISA 2000.
Rapportens hovedindhold er undersøgelserne af hvert af de kompetenceområder,
PISA skal måle. Hvert kapitel indledes med en definition af de kompetencer, som
måles i undersøgelsen, og i selve redegørelsen beskrives med baggrund i
opgaveeksempler, hvordan de beskrevne kompetencer søges testet i opgaver og målt i
tabeller. Bilag for hvert kapitel viser optællinger, tabeller og procentvise fordelinger
for de enkelte områder.
Der er et forholdsmæssigt langt kapitel (61 sider) om matematikkompetencer, som er
fokus for PISA 2003. Derudover et kapitel på mellem 20-40 sider om hver af de
andre kompetencer, der måles i PISA. Det drejer sig om læsekompetencer (der var
fokus for PISA 2000), naturfaglige kompetencer (der er fokus for PISA 2006),
personlige og sociale kompetencer, problemløsningskompetencer, samt et kapitel om
de unges brug af IT og et kapitel om elevernes hjemmebaggrund, skole- og
læringsmiljø. Hvert af disse kapitler sammenfatter og konkluderer. Derudover har
rapporten et appendiks om metode og datakvalitet.
Rapporten opfylder således i sin opbygning krav til den videnskabelige genre om
refleksioner vedrørende validitet og reliabilitet. Ligeledes holdes videnskabelige
dyder i hævd, når rapporten definerer centrale begreber som fx de faglige
kompetencer inden for fagene. Men den søger samtidig at opfylde nogle mere
anvendelsesorienterede krav ved sammenfatningerne inden for de enkelte
kompetenceområder, hvor der peges på, hvad PISA kan bruges til.
Det er således tydeligt, at rapporten opfylder nogle genrekrav til den videnskabelige
rapportering, men også adskiller sig fra den videnskabelige rapport på afgørende
punkter. De mere konkrete og handlingsanvisende konklusioner kan ses som en
tilnærmelse til den brugssituation, rapporten indgår i, dvs. en undersøgelse bestilt af
110
regeringen, konkret Undervisningsministeriet, og derfor med fokus på, hvordan
undersøgelsesresultater kan omsættes til politiske handlinger.
Temaer i rapporten
PISA-undersøgelsen måler specifikke kompetencer hos skoleelever. Som det er
formuleret på PISA's hjemmeside:
‘Hensigten med dette program er at måle, hvor godt unge 15-16-årige er
forberedt på informationssamfundets udfordringer med vægt på færdigheder og
kompetencer i fagområderne læsning, matematik og naturvidenskab - samt på
personlige og sociale kompetencer.’
(http://www.uvm.dk/verden/oecd/pisa.html)
Rapporten afrapporterer ret præcist i forhold til disse spørgsmål, og bortset fra at
matematikkompetencerne jo er fokus for PISA 2003, og derfor kvantitativt beskrives
mest grundigt, giver rapporten i sin opbygning nogenlunde ligelig prioritet til de
forskellige områder i undersøgelsen.
De 7 temaer, der behandles i rapporten, er:
•
•
•
•
•
•
•
Matematisk kompetence
Kompetence i problemløsning
Læsekompetence
Naturvidenskabelig kompetence
Personlige og sociale kompetencer
Elevernes hjemmebaggrund, skolen og undervisningsmiljøet
De unges forhold til IT med henblik på deres adgang til IT, brug af IT samt
færdigheder
For hvert tema beskriver rapportens forfattere væsentlige resultater, dels i de enkelte
kapitlers sammenfatninger, dels i sammenfatningen af hele rapporten. Rapporten
starter med en sammenfatning (side 9-20), hvor konklusionerne vedrørende de
enkelte kompetencer trækkes op. Da mediedækningen af PISA handler meget om
ændringer af folkeskolen, er det af særlig interesse, hvilke handlingsrettede
konklusioner rapporten fremhæver. De konklusioner, der fremhæves i rapportens
indledende sammenfatning, er:
Matematisk kompetence
‘Resultaterne for de danske elever har samlet set ikke ændret sig fra PISA
2000 til PISA 2003. Hverken når vi ser på gennemsnittet, der ligesom i 2000
ligger på 514, over det internationale gennemsnit på 500, eller når vi ser på
antallet af OECD-lande, der har et højere eller lavere præstationsniveau.’
(Mejding, 2004: 9).
111
Dette samlede resultat nuanceres internationalt, kønsmæssigt og i forhold til en
tredeling af matematik-kompetencerne. Vedrørende matematikkompetencer er
rapportens handlingsrettede konklusioner:
•
•
•
At kun 4 % af de danske elever præsterer på det højeste niveau, men 16 %
på og under det laveste niveau. Det bør være omvendt – altså flere dygtige
og færre dårlige.
At drengenes præstationer er markant højere end pigernes. Sådan er det
ikke i de øvrige nordiske lande, så det bør kunne ændres.
At andengenerationsindvandrere ikke klarer sig bedre end
førstegenerations-indvandrere. Her skiller Danmark sig også ud fra de
øvrige nordiske lande, så det bør også kunne ændres.
Desuden konkluderes i rapporten, at danske elever har et relativt højt ‘selvbillede’,
altså en positiv vurdering af egne kompetencer samt interesse for matematik.
Læsekompetence
Ifølge rapporten placerer Danmark sig på det internationale gennemsnit sammen med
12 andre lande. Også dette resultat har flere nuancer, internationalt, kønsmæssigt og
med hensyn til fordelingen af rigtig gode og rigtig dårlige læsere. Den handlingsrettede konklusion refererer til det fokus, der har været på læseundervisningen i
Danmark i de seneste 10 år, og anbefaler fastholdt fokus på læsning samt en målrettet
indsats, også på de ældre klassetrin.
Naturfaglig kompetence
Det danske gennemsnit på naturfagsskalaen er signifikant lavere end OECDlandenes. Der er vedtaget flere ændringer af folkeskoleloven med henblik på
styrkelse af naturfagene og disse er endnu ikke implementeret, ‘… så man kan derfor
ikke allerede forvente en effekt deraf.’ (ibid.: 13). Umiddelbart modsætningsfuldt
konkluderer rapportens forfattere, at resultaterne må give anledning til grundige
overvejelser af undervisningen (ibid.: 13).
CCC – personlige og sociale kompetencer
På dette område tager rapporten forbehold for internationale sammenligninger pga.
forskelle i kulturelle normer og forskelle i sprogbrug. En nordisk sammenligning
forekommer at være mest relevant. En opsummering af de danske elevers særlige
profil er:
•
•
•
•
•
Ikke styret af instrumentel motivation
Moderat oplevelse af selvtillid
Høj tiltro til egne evner i skolefagene
Omkring middel i anvendelse af læringsstrategier set i forhold til Norden
Ikke anvendelse af stærke kontrolstrategier, indsats eller vedholdenhed
112
•
•
Meget positive over for konkurrence og samarbejde (nr. 2 internationalt i
forhold til samarbejde)
Meget interesserede i skolefagene (ligesom i de øvrige nordiske lande)
På dette område drager rapporten ikke nogen handlingsrettede konklusioner.
Elevernes hjemmebaggrund, skolen og undervisningsmiljøet
Rapporten konstaterer, at der er stor spredning i elevernes færdigheder, og der
nævnes en række faktorer, som kan have indflydelse: familiebaggrund, læringsmiljø i
skolerne, resurser stillet til rådighed i skolerne samt institutionelle forhold i skolerne
som fx test og niveaudeling.
Det konstateres, at den familiemæssige baggrund har betydning for matematikfærdigheder, men det pointeres, at der ikke er en deterministisk sammenhæng. Det
konstateres, at:
‘… følgende samvarierer med elevernes matematikkompetence: skole- og
klassestørrelse, læreruddannelse, skolens uddannelsesressourcer, brug af
standardiserede prøver og disciplinen i matematiktimen på skolen.’ (ibid.: 17).
Af alle disse faktorer, som kan have betydning, er det dog kun en enkelt faktor, som
statistisk kan påvises at have betydning isoleret set, nemlig disciplinen i timen. Men
det pointeres, at man ikke deraf kan slutte, at de andre faktorer ikke har betydning.
Hvis man ser på samtlige lande under ét, viser det sig, at lærernes uddannelsesniveau
har betydning. Det kan bruges som en indikation på, hvordan vi kan forbedre
forholdene i Danmark, konkluderer rapporten. Med hensyn til rapportens handlingsrettede konklusion ligger her altså en implicit opfordring til at gøre noget ved
læreruddannelsen og/eller lærernes efteruddannelse.
Unge og IT: Adgang, brug og færdigheder
Angående brugen af IT, drages ingen handlingsrettede konklusioner. Det konstateres,
at der er store kønsmæssige forskelle, og der er forskellige nuanceringer med hensyn
til familiebaggrund, adgang til pc m.m.
Rapporten lægger - i kraft af de problematiseringer og konklusioner, der findes i
sammenfatningerne - op til en videre debat om en række temaer. De eneste eksplicit
handlingsrettede konklusioner vedrører matematikkompetencerne. Her fremhæves tre
forhold, hvor
‘ ... der er et klart behov for øget opmærksomhed, undersøgelser og initiativer
...’ (ibid.: 10).
Det drejer sig om:
113
•
•
•
At matematikkompetencerne er præget af kønsmæssige skævheder
At der er for mange rigtigt dårlige og for få rigtigt dygtige elever
At den gennemsnitlige præstation blandt indvandrere ikke øges fra generation
til generation
Pressematerialet 2003
Det pressemateriale, som Undervisningsministeriet udsendte den 6. december om
PISA 2003, var omfattende:
•
•
•
•
•
•
•
•
•
En egentlig pressemeddelelse på 2 sider
En side med opremsninger af Danmarks placering internationalt inden for
hvert af de områder, som måles i PISA
En halv sides redegørelse for hvad PISA-undersøgelsen er, og hvordan den er
opbygget
Et 26 siders sammendrag af rapporten med vægt på Danmark
’Fokus på den enkelte elevs indlæring’. Regeringens folkeskoleudspil efter
PISA 2003 (3 sider)
Folkeskolens nye profiltest (4 sider)
Rapporten ‘PISA 2003 – Danske unge i en international sammenligning’ (268
sider)
Rapporten ‘Learning for Tomorrow’s World (OECD’s rapport i engelsk
udgave (471 sider)
Link til den internationale PISA-undersøgelses hjemmeside
Selve pressemeddelelsen har først to korte afsnit om Danmarks internationale
placering inden for de fire kompetenceområder, der måles i PISA. Her slås det fast, at
der ikke er sket væsentlige forandringer siden første PISA-undersøgelse i 2000:
‘Danske elever ligger stort set, hvor de gjorde for tre år siden (….) Der er ikke
sket væsentlige forandringer i Danmarks internationale placering siden første
PISA-undersøgelse i 2003. I den udstrækning, tallene viser en ændring for
Danmarks vedkommende, er der tale om en negativ tendens i læsning og i
naturfag. Danmark ligger under OECD-gennemsnittet i læsning og naturfag og
pænt over OECD-gennemsnittet i matematik samt problemløsning.’
(http://www.uvm.dk/nyheder/pisa2003.htm?menuid=641015)
Denne konstatering af at der egentlig ikke er sket ændringer, og at Danmark ligger
under gennemsnittet på to områder og ‘pænt over’ gennemsnittet på to andre
områder, følges op af en udtalelse fra undervisningsminister Ulla Tørnæs, der ‘ser
alvorligt på resultaterne.’ Ulla Tørnæs peger på, at Danmark ikke er gået frem i så
vigtige discipliner som læsning og matematik, og at Danmark ligger i den tunge ende
i naturfag.
114
Herefter følger to afsnit, hvor ministeren i direkte citater uddyber, hvorfor hun ser
alvorligt på resultaterne. Det gør hun, fordi Danmark ikke er gået frem, og fordi
andre lande er bedre end Danmark, fx vedrørende tosprogedes læsefærdigheder.
Dernæst følger 1½ side med et afsnit med overskriften ‘Faglig opstramning’. Her
redegøres for regeringens forslag til fire ændringer af folkeskoleloven, for en
værktøjskasse til evaluering, for et forslag om ændring i seminariernes linjefag, og
endelig er der et løfte om drøftelser med KL om efteruddannelse af lærerne.
Der er således såvel i pressemeddelelsen som i bilagene lige så stor vægt på
regeringens initiativer som på PISA-undersøgelsen. Det, der sker, er altså i lige så høj
grad en lancering af nogle politiske initiativer som offentliggørelsen af en rapport. De
politiske initiativer begrundes med PISA-rapporten, uden at der dog er en direkte
logisk sammenhæng mellem rapportens konklusioner og argumenterne for de
politiske initiativer.
Faktisk er der ikke så mange argumenter i pressemeddelelsen for radikale ændringer
af folkeskolen. I hvert fald ikke i ministerens udtalelse om regeringens hidtidige
initiativer:
‘Den genopretning af skolen, som regeringen gik i gang med for tre år siden, er ikke
slået igennem endnu. De initiativer, vi fra politisk hold er blevet enige om, er enten først
lige trådt i kraft eller lige ved at træde i kraft, og afspejles derfor ikke i PISA 2003’, siger
undervisningsministeren’.
En nærliggende følgeslutning ville være, at så kunne man jo vente og se effekten af
de igangværende initiativer, men ministeren præsenterer i stedet regeringens fire
forslag til ændringer af folkeskoleloven og en værktøjskasse, som folkeskolerne kan
bruge til evaluering.
Ritzaus dækning af PISA 2003
Ritzaus Bureau er ikke et nyhedsmedie, men en leverandør til nyhedsmedierne og
som sådan en væsentlig del af mediernes fødekæde. I praksis er medierne koblet op
til Ritzaus nyheder døgnet rundt, og journalisterne kan jævnligt orientere sig om,
hvad Ritzau bringer. Aviserne kan frit bringe Ritzaus artikler, men de kan også bruge
Ritzau som kilde i egen journalistisk virksomhed. Den danske medieforsker Anker
Brink Lund har undersøgt, hvordan ‘mediernes fødekæde’ fungerer (Lund, 2000).
Her konkluderer han, at Ritzaus Bureau har nøglepositionen som stedet for fælles
udveksling af nyheder.
Ritzaus Bureau har dækket PISA med i alt 61 artikler i perioden. Den 6. december,
dagen før offentliggørelsen af rapporten, er den enkelte dag med størst dækning,
nemlig 23 enheder, heraf 22 artikler samt en henvisning til PISA i oversigten
’Døgnets vigtigste begivenheder’. Den 7. december bringes også en del telegrammer,
i alt 10, herefter bringes 1-2 artikler om dagen indtil d. 15. og 16. december, hvor
115
Ritzau bringer henholdsvis 4 og 6 artikler. Det er de dage, hvor den politiske
diskussion af test blusser op i samtlige medier. Det sker bl.a. med henvisning til en
undersøgelse, Danmarks Lærerforening har foretaget af dansklæreres brug af test,
men også til møder med politiske forhandlinger vedrørende folkeskoleforliget.
Ritzaus dækning den første dag
Da Ritzaus historier kan genkendes i den øvrige mediedækning, vælger jeg her at
give en kronologisk redegørelse for de historier, Ritzau udsender første dag i
perioden. Det er også relevant at se, hvordan det lykkes forskellige interessenter at
komme til orde i korte telegrammer.
Ritzau bringer 22 historier om PISA d. 6. december. To historier skal ses i
sammenhæng, nemlig en egentlig nyhedshistorie med vægt på, hvordan Danmark
klarer sig i denne nye undersøgelse. Den anden er en rangordning af samtlige lande i
undersøgelsen, det jeg har valgt at betegne som ‘ranglisten’. En tredje historie er
korte, faktuelle oplysninger om PISA: hvor mange lande der deltager, hvor mange
elever fra Danmark, formålet med PISA etc. Det vil sige, Ritzau bringer en
nyhedshistorie og to faktabokse om PISA.
Syv historier er udtalelser fra interessenter på området. Heraf bringes fire historier før
kl. 10, og de er alle enkeltkildehistorier:
•
•
•
•
Undervisningsministeren er bekymret og ønsker flere test
Formanden for de kommunale skolechefer peger på manglende disciplin som
en årsag og vil stille større krav til alle
Dansk Folkepartis uddannelsespolitiske ordfører ønsker mere disciplin, men
ikke flere test
Formanden for KL's Børne- og Kulturudvalg vil gøre op med skolens hellige
køer: metodefrihed, læreruddannelsen og organiseringen af folkeskolen
Kl. 10.01 bringes den første historie, hvor synspunkter konfronteres. Størst vægt
lægges på Socialdemokratiets udsagn om, at undervisningsministerens forslag om
obligatoriske test er forligsbrud, men der er også udsagn fra såvel Dansk Folkeparti
som Venstre. Og Socialdemokratiet forklarer, hvad de ønsker som alternativ til
obligatoriske test: flere frivillige test, bedre efteruddannelse, ny overenskomst med
færre timer til administration. Der suppleres med udtalelser fra de to væsentligste
forligsparter.
Dansk Arbejdsgiverforening kommer en time efter på banen med konstatering af
misforhold mellem udgifter og udbytte. De ønsker mere evaluering i skolen, og at der
bliver gjort ’noget’ for børn midt i skoleforløbet.
Alt i alt bringes syv historier med holdningstilkendegivelser om PISA. Derudover fire
artikler om enkeltresultater fra PISA, som er beskrevet i pressematerialet:
116
•
•
•
•
Piger markant dårligere til matematik
17 % funktionelle analfabeter
Unge endnu dårligere til naturfag
Danske elever glade for at gå i skole
Senere bringes to historier fra udlandet, nemlig fra Tyskland og fra Finland (samt
omtaler af svenske og norske forhold). Historierne fortæller om disse landes
præstationer i PISA og bringer udtalelser fra politikere og eksperter, der vurderer
resultaterne.
Kl. 18.00 kommer dagens eneste kritik af PISA. Det er skolepsykolog, Per Kjeldsen
fra Århus, der betegner PISA som uvederhæftig. Denne kritik fra Per Kjeldsen
genfindes i flere medier, bl.a. gratisavisen Urban.
Kl. 19.09 præsenteres undervisningsministerens nye folkeskoleudspil. Bortset fra en
enkelt artikel om, at pigerne mangler motivation i matematikundervisning, går
dækningen nu over til at behandle den politiske konflikt om folkeskoleforliget, og her
fokuseres især på regeringens forslag om flere obligatoriske test. Kristendemokraterne, De Radikale, Danmarks Lærerforening og Danmarks Skolelederforening
citeres alle fire i samme artikel for, at flere obligatoriske test ikke er vejen frem.
En ny artikel ridser ‘politisk hundeslagsmål’ op, og flere interessenter kommer til
orde. Undervisningsministeren ønsker test, Socialdemokratiet mener, det vil være
forligsbrud. Dansk Folkeparti, Kristendemokraterne, og de Konservative er skeptiske
over for test. Formanden for de kommunale skolechefer peger på manglende disciplin
og på, at forældrene må påtage sig et ansvar. Unavngivne kilder kritiserer PISArapporten og er skeptiske over for test som universalmiddel. De peger desuden på, at
PISA bruges som politisk profilering. Danmarks Lærerforening ser ikke test som
løsningen og peger på naturfag som nationalt indsatsområde.
Senere på aftenen bringes et nyt emne frem: Er lærerne for dårligt uddannede? ‘Flere
forskere’ og ‘flere eksperter’, altså anonyme kilder, citeres for, at årsagen til de
dårlige danske præstationer i PISA skal søges i, at læreruddannelsen ikke ligger på
universitetet. Enkelte navngivne forskere udtrykker samme synspunkt: en tidligere
professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, en professor ved Center for
naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet, samt professor Niels Egelund, DPU.
Formanden for seminarierektorernes rektorforsamling udtaler sig imod dette
synspunkt. Han ønsker i stedet mere efteruddannelse. Undervisningsministeren lover,
at hun vil sikre den fornødne efteruddannelse i forhandlinger med Kommunernes
Landsforening.
Dagens sidste historie fra Ritzau har fokus på disciplin. Ifølge PISA-undersøgelsen
skulle disciplin have direkte indflydelse på, hvor meget børnene lærer. Niels Egelund,
117
DPU, foreslår straffeforanstaltninger, KL efterlyser mere ansvarlige forældre,
skoleledernes formand vil have, at skolelederne skal blande sig mere i metoderne,
Ulla Tørnæs ønsker obligatoriske test fra 2. til 8. skoleår. Danmarks Lærerforening
fremhæver, at danske børn kan lide at gå i skole, og at PISA ikke viser, at test vil
højne kvaliteten.
I denne afhandlings kapitel 8 analyseres de enkelte mediers dækning og her påvises,
hvor Ritzaus historier genfindes, ikke bare som trykning af Ritzau-historier, men
Ritzau genfindes også i valg af vinkler og kilder i mediernes egenproducerede
historier. Det er naturligvis ikke så underligt. Dels kan det være de samme
professionelle vurderinger, der får journalisterne til at vælge de samme kilder og
vinkler. Dels var alle danske dagblade samt DR og TV2 abonnenter hos Ritzau i den
periode, undersøgelsen dækker.24 Den høje grad af genbrug af vinkler og kilder sætter
imidlertid spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem antallet af medier, og hvor
pluralistisk en mediedækning bliver.
Groft sagt kan man sige, at de fleste nyhedsartikler og - indslag - både politiske
nyheder og forskningsnyheder - svarer til, hvad Ritzau har bragt. De andre mediers
selvstændige, journalistiske arbejde ligger primært inden for feature-genren, dvs.
reportager, enqueter og interview. Det er derfor afgørende for den generelle
mediedækning af PISA-undersøgelsen, hvordan Ritzau vælger at dække PISA.
PISAs relevans som case
Som analyseobjekt betragtet har PISA-undersøgelsen den kvalitet, at den blev meget
bredt dækket, dvs. i mange medier, i en længere periode og på mange måder. Den
store mediemæssige interesse for PISA skyldes bl.a., at PISA opfylder mange
traditionelle, journalistiske relevanskriterier (Asmussen og Meilby, 1978; Schultz,
2005). Den har aktualitet, fordi den er en ny undersøgelse. Den har væsentlighed og
samfundsmæssig relevans, fordi folkeskolen er et vigtigt politisk spørgsmål. Den
giver mulighed for identifikation: vi har næsten alle været elever i folkeskolen, og
mange er brugere af eller ansatte i folkeskolen. Stofområdet er spækket med
muligheder for historier med mennesker som indfaldsvinkel.
Den ret omfattende mediedækning, som PISA fik i de fleste nyhedsmedier, betyder,
at der er et omfattende materiale at analysere. Det betyder også, at emnet har haft høj
prioritet på redaktionerne. Det er derfor ikke tale om en tilfældig pressehenvendelse,
som tilfældigvis har givet omtale. Der er tale om et emne, der behandles med stor
seriøsitet af nyhedsmedierne, og den fremstilling, det får i medierne, er derfor ikke
tilfældig. Der er også tale om et emne, som medierne har haft mulighed for at
forberede. PISA-rapporten er ikke pludselig dumpet ned fra himlen, offentliggørelsestidspunktet var kendt længe i forvejen. På grund af en ‘læk’ i Tyskland, skete
24
Ritzaus monopolstatus blev brudt, da TV2 opsagde deres aftale med Ritzau i maj 2006, og
Danmarks Radio begyndte at planlægge egen nyhedstjeneste (Fagbladet Journalisten, 16.maj 2006).
118
offentliggørelsen ganske vist en dag tidligere end planlagt (både ifølge
telefoninterview med Lena Lindenskov og ifølge Rasmussen et al., 2007).
Det er blevet diskuteret25, om PISA-undersøgelsen kan betragtes som forskning. Det
er oplagt, at PISA ikke er grundforskning. PISA er bestilt af OECD og er dermed
defineret inden for en politisk kontekst. Undersøgelsens formål udspringer fra
politikere og af politiske årsager, ikke af forskere af forskningsmæssige årsager. I den
forstand kan man karakterisere PISA som et forskningsbaseret politisk dokument – i
international sammenhæng, hvor PISA udgør en basis for politiske interventioner i
skolesystemerne. Det er derfor oplagt, at der ikke er tale om grundforskning eller “fri
universitetsforskning’, men om rekvireret, anvendt forskning.
Men PISA-undersøgelsen er forskning i den forstand, at den udføres af
samfundsmæssigt anerkendte forskere, og den udføres på samfundsmæssigt
anerkendte forskningsinstitutioner. Den er således samfundsmæssigt anerkendt som
forskning. Medierne omtaler konsekvent PISA som en ‘undersøgelse’ med reference
til autoritative kilder som OECD og anerkendte forskningsinstitutioner som AKF,
DPU og SFI. Det i sig selv gør, at PISA er relevant at analysere som mediedækning
af forskning.
Yderligere vil jeg påpege, at den forskning, der finder vej til en betydelig dækning i
massemedierne, ofte vil være forskning, som har umiddelbar interesse i forhold til
aktuelle samfundsmæssige debatter og politiske beslutninger. Jeg anser derfor ikke
PISAs politiske islæt som et problem, men snarere som det, der gør PISA til en typisk
case i forhold til at belyse nogle forhold omkring, hvordan samfundsvidenskabelig
forskning kommunikeres i massemedierne.
Som den meste anden samfundsvidenskabelige forskning i massemedierne (Weiss
and Singer, 1988: 234; jf. i øvrigt også kap. 4) beskrives PISA ikke primært som
forskning, men skildres i en politisk nyhedskontekst. Derfor kan PISA betragtes som
en typisk case i den forstand, som Robert K. Yin (2003) definerer begrebet:
‘The case study may represent a typical ‘project’ among many different projects, a
manufacturing firm believed to be typical of many other manufacturing firms in the
same industry, a typical urban neighbourhood, or a representative school, as
examples. The lessons learned from these cases are assumed to be informative abut
the experiences of the average person or institution.’ (Yin, 2003: 41)
Jeg betragter dog ikke PISA som en repræsentativ case, der kan belyse, hvordan
samfundsvidenskabelig forskning generelt kommunikeres i massemedierne. Jeg
betragter PISA som en typisk case inden for en af de typiske måder, samfundsvidenskabelig forskning optræder i medierne på. Man vil kunne finde andre måder at
25
Bl.a af Staff Callewert i f.m. konference på Learning Lab Denmark og af Erik Jørgen Hansen i
Information d. 7. dec. 2004.
119
omtale samfundsvidenskabelig forskning i medierne på end dem, der karakteriserer
PISA. Men på baggrund af empiriske undersøgelser (Weiss and Singer, 1988; Fenton
et al., 1998; Albæk et al., 2002; Albæk, 2004; Siune og Vinther, 1998) der har
undersøgt større tekstmængder, kan jeg konkludere, at mange af de træk, disse
undersøgelser påviser, genfindes i mediedækningen af PISA. Det gælder både
journalistiske fortællemåder og det forhold, at forskningen indgår i en eksplicit
politisk sammenhæng. Så PISA er ikke atypisk i forhold til, hvordan samfundsvidenskabelig forskning kommunikeres i medierne.
Der er kort sagt to væsentlige kriterier for at vælge PISA som case. Det ene er, at
PISA er en meget fyldig case, dvs. den har et righoldigt empirisk materiale, som
bidrager til en nuanceret undersøgelse og diskussion.
Det andet kriterium er, at PISAs politiske islæt er så tydeligt og eksplicit. Meget
samfundsvidenskabelig forskning i medierne dækkes netop ikke kun som forskning,
men i relation til aktuelle politiske spørgsmål.
Flere nyere danske undersøgelser har som nævnt undersøgt generelle træk ved
mediedækningen af forskningsbaseret viden, bl.a. Siune og Vinther, 1998; Vinther
2000; Albæk et al. 2002; Albæk 2004; Arnoldi 2005. Det fælles træk ved disse
undersøgelser er, at de har karakteriseret mediedækningens brug af eksperter, eller
tematiske eller genremæssige karakteristika over en periode – altså hvordan medierne
omtaler forskning eller fremstiller forskere. Denne undersøgelse tager derimod
udgangspunkt i, hvordan en specifik, forskningsbaseret viden transformeres fra
rapport til mediedækning. Den empiriske undersøgelse i denne afhandling søger ikke
at bestemme generelle træk ved mediernes dækning af forskning, men at diskutere en
teoretisk forståelse i forhold til en case.
120
7. Kapitel:
PISA 2003 i nyhedsmedierne
- en kvantitativ beskrivelse
Afhandlingens empiriske ambition er at udfolde diskussionen om
forskningskommunikation i massemedierne gennem en analyse af en specifik case.
Denne analyse har som nævnt i kapitel 5 flere led. I dette kapitel præsenteres det ene
led, nemlig en kvantitativ indholdsanalyse af mediernes PISA-dækning.
Den kvantitative analyse har til formål at beskrive kvantitativt, hvilke temaer der
behandles i medierne i forbindelse med PISA 2003. Inspireret af dagsordensteorien
søger jeg gennem en kvantitativ analyse at give et billede af, hvilke temaer der udgør
mediedagsordenen vedrørende PISA 2003. Hvilke temaer er medierne optagede af i
forbindelse med PISA? Og er det de samme temaer, som rapporten fremhæver? Kort
sagt undersøger jeg, hvor stor indflydelse PISA-rapporten har på mediedagsordenen.
Det er et udtryk for, hvor stor betydning den forskningsbaserede viden har for de
temaer, der optager medierne – i denne case.
Dette fokus på i hvor høj grad forskningsrapportens temaer slår igennem i
mediedagsordenen er også interessant, fordi de politiske ønsker om forskningsformidling i massemedierne bygger på en antagelse om, at massemedierne kan
bidrage med oplysning og forskningsbaseret viden, som kvalificerer borgerne til at
deltage i samfundsdebatten.
Jeg inddrager ikke et receptionsstudie, som kunne sige noget om, hvilke mediebrugere der forholder sig hvordan til mediernes PISA-omtale. Det er, hvad
mediebrugerne tilbydes af viden om PISA, der er i fokus for undersøgelsen.
Kapitlet starter med en redegørelse for metodikken i en kvantitativ indholdsanalyse
og mere specifikt for de valg, jeg har truffet i forbindelse med analysen.
Forud for den egentlige indholdsanalyse påpeger jeg en kontrast mellem de typiske
overskrifter i medierne og rapportens konklusion. Dernæst beskriver jeg
mediedækningens kronologiske forløb. I analysen af, hvilke temaer der præger
mediedækningen, skelnes mellem de artikler, som forholder sig til selve
undersøgelsen, og de artikler, der forholder sig til temaer, der er afledt af
undersøgelsen, bl.a. politiske forhandlinger. Herudover undersøges, hvem der
kommer til orde i forbindelse med PISA-undersøgelsen – er det forskere, politikere,
lærere, interesseorganisationer eller andre?
121
Denne analyse af hvad, der kommer på mediernes dagsorden i forbindelse med PISA,
og hvem der kommer til orde, udgør et kvantitativt baseret overblik over
mediedækningen, som gør det muligt at argumentere for et relevant udvalg af artikler
til de efterfølgende kvalitative analyser i kapitel 8 og 9 af, hvordan medierne skriver
om PISA 2003.
122
Kvantitativ indholdsanalyse som metode
Gennem en kvantitativ indholdsanalyse kan jeg producere et systematisk, kvantitativt
baseret overblik over mediedækningen af PISA 2003 – eller som Åsa Nilsson
formulerer det: blotlægge generelle mønstre, der er repræsentative for materialet som
helhed (Nilsson, 2002: 116).
Dette overblik bruger jeg til at beskrive nogle generelle træk ved den måde PISAundersøgelsen repræsenteres på i massemedierne. På dette grundlag sammenligner
jeg mediedækningen med PISA-rapportens indhold. Den kvantitative analyse gør det
muligt at identificere artikler med henholdsvis typiske og atypiske træk, og derved
danner den også grundlag for en systematisk og argumenteret udvælgelse af artikler
til en kvalitativ analyse (Ørsten, 2005).
Den kvantitative indholdsanalyse er således en måde at tilvejebringe en systematisk
beskrivelse af mediedækningen på. En meget citeret (fx Deacon et al.,1998; Nilsson
2000; Ørsten et al., 2005) definition på indholdsanalyse er den, Berelson brugte i sin
bog fra 1952 om kvantitativ indholdsanalyse:
‘Content analysis is a research technique for the objective, systematic and
quantitative description of the manifest contents of communication.’ (Berelson,
1952: 147)
Begreberne i dette citat kræver dog nogle flere ord med på vejen, for i praksis bliver
de alle relativeret. I begrebet objektivitet ligger, at andre forskere med samme metode
og samme udvalg af tekster vil nå samme resultat (Nilsson, 2000). En af forudsætningerne for objektivitet er systematik. Undersøgelsen skal være opbygget sådan, at
man er sikker på, at alle forskere vil finde de samme kendetegn – og finde dem hver
gang, de optræder i materialet (Nilsson, 2000).
I kvantitet ligger, at de variabler, der indgår i undersøgelsen, skal være
kvantificerbare, dvs. mulige at optælle på en måde, som gør det muligt at opstille
statistiske sammenhænge (Nilsson, 2000).
Med manifest indhold mener Berelson, at undersøgelsen skal begrænse sig til det,
som enhver kan læse ud af teksten. Den subjektive tolkning skal minimeres så meget
som muligt.
I hvor høj grad, undersøgelsen lever op til disse objektivitetskrav, er et spørgsmål om
graden af enighed om kodningen mellem forskellige kodere (Bryman, 2004; Østbye
et al., 1997; Krippendorff, 2004).
Så for at kunne vurdere, hvor pålidelig denne undersøgelsen er, har to kodere
uafhængigt af hinanden kodet 30 artikler fra analysematerialet. Det er over 10 % af
123
materialet. Denne kontrolkodning bruger jeg til at vurdere, hvor entydig kodningen af
de enkelte kategorier er, og hvilke betydninger det har for tolkningen.
Materialet til denne analyse er kodet af to specialestuderende. Forud for kodningen
havde vi tre test-kodninger, hvor de to kodere og jeg alle kodede et mindre antal
artikler. Vi gennemgik kodningerne, hvilket gav klarhed over, hvilke kategorier der
ikke var tilstrækkeligt entydige til at give mening som kodningskategorier.
Kodeskemaet blev derfor revideret forud for næste test, og forklaringer til de enkelte
kategorier blev præciseret. Hvad angår temaer, viste det sig fx, at hvis koderne skulle
vælge et enkelt tema, ville det ofte være forskellige temaer, men hvis der var
mulighed for at kode et primært, et sekundært og et tertiært tema, ville der være stort
sammenfald mellem de temaer, der blev valgt, selvom de ikke nødvendigvis fik
samme prioritet.
Kontrolkodningen er blevet anvendt til at belyse hvor entydig, hver enkelt kategori
var. Fx viste det sig ikke muligt at nå tilstrækkelig grad af enighed om kodningen af
genrer. På trods af mange prøvekodninger og præciseringer af forskellige genrer og
tilsyneladende enighed i prøvekodningerne, endte kontrolkodningen alligevel med at
vise store forskelligheder med hensyn til, hvilken journalistisk genre en given tekst
blev kodet som. Der er ingen tvivl om, hvorvidt en tekst er journalistisk stof eller
læserstof, men inden for de journalistiske genrer, kunne den samme artikel blive
kodet som både nyhed, reportage og baggrund. Forklaringen er formentlig, at de
fleste journalistiske nyhedsartikler bevidst søger at indbygge reportage for at gøre
artiklerne levende og bevidst søger at indbygge baggrundsoplysninger for at give
artiklerne tyngde og informationsværdi. Uanset hvad årsagen er, er usikkerheden så
stor, at jeg har valgt ikke at anvende denne kategori i analysen. Jeg skelner således
blot mellem journalistisk stof og læserstof, ikke mellem forskellige journalistiske
genrer.
Med hensyn til kodningen af aktører er der høj grad af enighed mellem koderne om
de overordnede kategorier af aktører. Kontrolkodningen viste nogle få uoverensstemmelser i kodningen af de specifikke underkategorier. Derfor baserer jeg mine
konklusioner på de overordnede kategorier.
Kort sagt vurderer jeg, at reliabiliteten i forhold til de kategorier, jeg bygger analysen
på, nemlig temaer, aktører og journalistiske genrer contra læserstof, ifølge
kontrolkodningen er meget stor, idet der kun er 1-2 uoverensstemmelser mellem
koderne på disse områder.
124
Valgene bag denne analyse
En kvantitativ indholdsanalyse bygger på en lang række valg, både med hensyn til det
udvalg af tekster, som undersøges, og med hensyn til, hvordan det kodes. I det
følgende redegør jeg for de valg, som denne kvantitative indholdsanalyse bygger på.
PISA-undersøgelserne resulterer i tre offentliggjorte rapporter over en 6 års periode (i
2001, i 2004 og igen i 2007). Alene af den grund er omtalen af PISA ikke en isoleret
begivenhed, som kan afgrænses tidsmæssigt præcist. Derudover viser det sig, at
søgninger i InfoMedia efter 2004 i vilkårlige måneder næsten altid viser adskillige
artikler, hvor PISA omtales i et eller andet omfang. Det kan være i forbindelse med
andre emner, hvor fokus ikke er på PISA, men PISA nævnes som eksempel, eller det
kan være enkeltresultater fra PISA, der bruges i en pædagogisk eller politisk
argumentation. PISA har kort sagt haft betydelig gennemslagskraft, ikke bare i den
pædagogiske og politiske debat om folkeskolen, men generelt i den offentlige debat.
Den aktuelle undersøgelse sigter imidlertid ikke på hele den 6 år lange periode, men
koncentrerer sig om en periode umiddelbart efter offentliggørelsen af den anden
PISA-rapport. Perioden dækker de knapt tre uger, efter rapporten om PISA 2003 blev
offentliggjort, dvs. perioden 6. december 2004 til 22. december 2004. Rapporten blev
offentliggjort ved et pressemøde i Undervisningsministeriet d. 7. december. Politiken
og Jyllands-Posten har dog begge en kort omtale d. 6. december, og Ritzaus Bureau
udsender 22 artikler om PISA d. 6. december. Derfor starter min undersøgelse d. 6.
december. Ved søgning i InfoMedia kan man finde nogle forløbere for dækningen af
PISA-undersøgelsen allerede fra slutningen af oktober, og disse artikler vil indgå i
beskrivelsen af mediedækningens kronologiske forløb.
Perioden umiddelbart efter offentliggørelsen af en PISA-rapport er særlig interessant
i forhold til projektets problemstilling, fordi projektet undersøger, hvilket vidensgrundlag mediebrugerne har adgang til via massemedierne. Netop i perioden efter
offentliggørelsen er der nyhedsværdi i rapportens indhold, og denne periode kunne
derfor logisk være den periode, hvor massemedierne har den kvantitativt set
væsentligste formidling af rapportens indhold. Senere indgår PISA som nævnt i
mediernes dækning af mange andre samfundsmæssige spørgsmål, hvor det ikke på
samme måde vil ligge i nyhedsmediernes logik at fokusere indholdsmæssigt på
rapporten.
Valg af medier
I indholdsanalysen indgår følgende 7 aviser: Berlingske Tidende, Jyllands-Posten,
Jyske Vestkysten, Information, Politiken, BT og Urban. Desuden nyhedsbureauet
Ritzau. Den kvantitative undersøgelse omfatter altså et meget bredt udvalg af medier,
som tilsammen dækker det meste af den danske befolkning, såvel geografisk som
uddannelsesmæssigt og holdningsmæssigt.
125
De fleste aviser har ret detaljerede beskrivelser af deres læsere. Beskrivelserne findes
på avisernes hjemmesider og henvender sig til annoncørerne. Min beskrivelse af,
hvilke læsere de enkelte aviser har, bygger på avisernes egne oplysninger.
Berlingske Tidendes og Politikens læserprofiler ligner på en række områder
hinanden. Dels dækker de begge HT-området, dels er beskrivelsen af læsernes
købekraft, uddannelsesniveau og husstandens aldersprofil stort set ens. Men
holdningsmæssigt er der en forskel, idet Politikens læsere i forhold til
segmenteringsmodellen, Kompas, karakteriseres som moderne
fællesskabsorienterede, mens Berlingske Tidende definerer deres målgruppe som
moderne individorienterede.
Berlingske Tidendes læserprofil svarer stort set til Jyllands-Postens, som også er
moderne individorienterede. Jyllands-Posten er samtidig den avis, der dækker det
største geografiske område af Danmark, og den har det største læsertal.
Ingen af disse aviser dækker dog for alvor Vestjylland. Jyllands-Posten læses mest i
Østjylland og i de større byer. Derfor inddrager jeg Jyske Vestkysten, som dækker
Vestjylland, og som har en mindre veluddannet læserskare end de andre aviser. Jyske
Vestkysten har stort set den modsatte læserprofil af Politiken.
Med dette medieudvalg har jeg stort set dækket hele landet og de fleste segmenter i
Kompas, men jeg vil yderligere inddrage nogle mere specialiserede aviser. Dels
gratisavisen Urban, som formentlig læses ret bredt. Ifølge avisens egne oplysninger
læses den især af unge. Jeg finder det relevant at inddrage Urban, fordi den
repræsenterer en nyere avistype. Den anden gratisavis, Metro, er ikke tilgængelig via
InfoMedia, og den er derfor af praktiske årsager fravalgt.
Desuden inddrager jeg BT som repræsentant for den klassiske frokostavis. Den anden
danske frokostavis, Ekstra Bladet, omtaler stort set ikke PISA-undersøgelsen og
inddrages derfor ikke i analysen.
Endelig inddrager jeg dagbladet Information. Den er en intellektuel nicheavis og i
princippet et oplagt medie for formidling af forskningsbaseret viden. Den har ry som
intellektuel og vanskeligt tilgængelig, og med en veluddannet læserskare burde den
have de bedste muligheder blandt danske aviser for at formidle forskningsbaseret
indhold.
Ved gennemlæsning af andre medier, der er tilgængelige via InfoMedia, i den samme
periode, viser det sig, at distriktsblade som Fredericia Dagblad/ Vejle Amts
Folkeblad, Fyens Stiftstidende og de Bergske Blade oftest gengiver Ritzau, evt.
suppleret med lokale vinkler, fx lokale skolefolk, lokal reportage eller lokale
politikere. Indholdet er meget ofte taget fra Ritzaus telegrammer. Da PISA altså
primært er dækket som et nationalt emne, har jeg fravalgt mange lokalblade. Ritzaus
126
Bureau indgår i analysen, da Ritzau som nævnt er en central kilde til de øvrige
medier.
Med valget af de trykte medier dækker jeg en stor del af den danske offentlighed. De
elektroniske medier indgår ikke i den kvantitative indholdsanalyse. Det er der flere
grunde til. For det første var det vanskeligt at foretage en lige så præcis søgning efter
indslag om PISA i de elektroniske medier som de trykte medier. Hvor samtlige de
udvalgte trykte medier er søgbare i InfoMedia, er de elektroniske medier kun søgbare
via stationernes databaser. Radioens database afslørede kun et enkelt indslag om
PISA i perioden, og viste sig dermed upålidelig. De øvrige stationers databaser havde
langt flere hits, men jeg følte mig stadig mindre overbevist om disse databasers
pålidelighed end InfoMedias. Databaserne for de elektroniske medier bygger på
journalisternes indtastninger, hvilket gør dem mere sårbare for fejl og udeladelser end
InfoMedias elektroniske registrering. Selvom der også her viste sig enkelte mangler.
Jeg bestilte derfor fra Statsbiblioteket middagsradioaviserne samt tv-nyhederne fra
DR og TV2 fra de første dage i perioden, samt de udsendelser tv-stationernes
databaser havde fundet. Efter at have hørt middagsradioaviserne og gennemset tvnyhederne fandt jeg ingen påfaldende forskelle mellem de temaer, der blev taget op i
henholdsvis de elektroniske og de trykte medier. De tekniske problemer med at sikre
reliabiliteten blev derfor udslagsgivende for, at jeg fravalgte de elektroniske medier i
den kvantitative indholdsanalyse. Men middagsradioavisen vil blive inddraget i den
kvalitative analyse.
Kodning af materialet
Beskrivelsen af mediedækningen baseres først og fremmest på en optælling af, hvilke
temaer der præger mediedækningen i tiden lige efter offentliggørelsen. Det var
overraskende for mig i min første gennemlæsning, hvor få oplysninger, jeg fik om
selve PISA-undersøgelsen, og hvor mange artikler der tog afsæt i PISA, men faktisk
handlede om noget helt andet.
Denne iagttagelse var relevant at undersøge nærmere i forhold til en antagelse om, at
mediedækningen er en væsentlig kilde til viden om PISA. Jeg arbejder derfor med to
hovedkategorier inden for temaerne, dels enheder som fokuserer på PISAundersøgelsen, dels enheder som forholder sig til ‘afledte’ emner, som fx disciplin,
skolesystemer, politiske forhandlinger om folkeskolen etc. Disse to kategorier er
inddelt i flere underkategorier. Det har været muligt at kode indholdet i forhold til tre
temaer, et primært, et sekundært og et tertiært. De fleste artikler er kodet for højst to
temaer.
Analysen sigter mod en sammenligning af rapportens indhold og mediedækningens
indhold. Derfor kategoriseres mediedækningen i to hovedkategorier: Artikler og
indslag, der forholder sig til direkte til PISA-undersøgelsen (her kaldet ’PISA-
127
artikler’), og artikler/indslag, der forholder sig til temaer og problemstillinger, som er
afledt af PISA-undersøgelsen, men hvor hovedvinklen ikke er PISA. Det er fx
artikler, der fokuserer på politiske forhandlinger om folkeskolen, eller artikler som i
reportageform skildrer problemstillinger, der henføres til temaer i PISA-undersøgelsen, her kaldet ’Afledte artikler’. Inden for hver af disse to hovedkategorier findes
yderligere en række temaer.
Med denne måde at registrere artikler/indslag på, skabes et overblik over omfanget af
artikler, der direkte forholder sig til PISA, og de artikler/indslag, der bruger PISA
som afsæt for behandling af andre emner. Denne registrering giver således et billede
af, hvilke indslag/artikler der kan anskues som formidling af selve rapportens
indhold, og hvilke andre temaer der kan sættes på mediedagsorden med afsæt i PISArapporten. De artikler/indslag, der eksplicit forholder sig til rapportens indhold, kan
sammenlignes med rapporten, mens de øvrige afledte artikler/indslag kan fortælle,
hvilke temaer/diskurser PISA-rapporten har givet anledning til.
Temaer
Der kunne kodes for op til tre temaer26 pr. artikel i prioriteret rækkefølge. Hvis ingen
af de nævnte temaer dækkede artiklens indhold, blev kategorien ’andet’ valgt, men
enten inden for ’PISA-artikler’ eller inden for ’afledte temaer’.
PISA-artiklerne omfatter en række temaer i PISA-rapporten: undersøgelser af de
unges kompetencer på nogle faglige områder: Matematik, naturfag, læsning og IT.
Sociale og personlige kompetencer måles også. Så jeg er interesseret i, hvordan den
hovedkategori af artikler, der omhandler PISA-undersøgelsen, fordeler sig på de
forskellige temaer.
PISA-rapporten omtaler desuden nogle problemstillinger, som undersøgelsen peger
på: Forskelle mellem drenges og pigers kompetencer, disciplin-problemer i skolen
samt hvilken betydning den sociale baggrund har for præstationerne i skolen.
Et tema, der i nogle artikler knyttes til social arv-problematikken, er indvandrere.
Rapporten påviser, at andengenerationsindvandrere ikke klarer sig bedre end
førstegenerationsindvandrere. Det er denne problematik, der ligger i temaet
’Indvandrere’.
’Baggrunden for PISA’ omfatter artikler, der beskriver, hvordan PISA-undersøgelsen
er planlagt, hvad den går ud på, hvem der står bag, hvad forkortelsen PISA dækker,
hvor mange deltagere der er i undersøgelsen, hvilke opgaver der blev stillet etc.
26
Kodeskema findes i bilag.
128
De metoder, der ligger til grund for PISA, blev både beskrevet, kritiseret og forsvaret
i medierne. Det er denne diskussion, der er kodet som ’Diskussion om PISA’s
metoder’.
Sammenligning mellem landene er helt central i PISA, og især i de første dage i
perioden beskrives Danmarks placering i forhold til andre lande. Temaet ’DK’s
internationale placering/rangliste’ omfatter enhver omtale, hvor Danmarks
præstationer i PISA sættes i forhold til andre landes præstationer.
Da mange artikler kun omtaler PISA kort (som anledning eller som argument for at
tage et andet tema op), har jeg en kategori af ’afledte temaer’. Disse artikler kan
beskrive de samme temaer, som ligger i PISA-rapporten (faglige kompetencer,
sociale kompetencer, køn, social arv m.m.), men uden at forholde sig til PISAundersøgelsen, udover som afsæt for artiklen. Så forskellen til PISA-artiklerne ligger
i, om artiklen formidler oplysninger fra PISA-undersøgelsen eller ej.
PISA-undersøgelsen bruges som anledning til at tage en række andre temaer op. Der
er fx mange artikler, som handler om politik. Regeringen offentliggjorde fire forslag
til ændring af folkeskoleloven ved samme pressemøde, hvor de offentliggjorde PISAundersøgelsen. Det betød et potentielt brud med parterne bag folkeskoleforliget,
derfor er der politiske forhandlinger i gang i denne periode, og de fylder meget i
mediedækningen. Temaet ’politiske udmeldinger’ dækker både artikler om politiske
forhandlinger (optakter, selve forhandlingerne samt efterdønninger af forhandlingerne) og markeringer fra politikere om synspunkter på skolepolitik, relateret til
PISA.
Andre forskningsrapporter om folkeskolen får også mediedækning i denne periode.
Og nogle forskere kommer frem med synspunkter om modersmålsundervisning,
lærernes tjenestetid m.m. Temaet ’Anden forskning’ dækker derfor både andre
forskningsrapporter og andre forskere, der bruger PISA som anledning til at pege på
andre emner.
Spørgsmålet, om hvorvidt lærerne er uddannede godt nok, kommer op i flere
sammenhænge. Nogle hæfter sig ved skoleledernes og lærernes efteruddannelse, bl.a.
lederuddannelse og efteruddannelse i naturfag. Andre hæfter sig ved, om lærerne
burde være universitetsuddannede. Det ligger i temaet ’Lærernes uddannelse’.
En række artikler fortæller om ’skolesystemer i andre lande’ – især Finlands
skolesystem bliver beskrevet og sammenlignet med det danske, fordi Finland klarer
sig så godt i PISA-undersøgelserne.
Lærernes tjenestetidsforhandlinger med KL er nært forestående på det tidspunkt,
rapporten offentliggøres, og en række artikler beskriver tjenestetidssystemet, nogle
129
sammenligner også med udlandet på dette punkt. Disse artikler er kodet under
’lærernes tjenestetid’.
’Test’ er et af regeringens forslag til ændringer på folkeskoleområdet, og dette forslag
giver anledning til mange artikler. Nogle forholder sig primært til de politiske
forhandlinger – og de hører ikke til denne kategori. Andre er pædagogiske
argumenter for og imod eller beretninger om erfaringer med test, og det er disse
artikler, som hører under denne kategori.
Udtalelser
Inden for kategorien ’udtalelser’ er kodet, hvem, der udtaler sig i artiklen. Der skal
være tale om egentlige udtalelser fra personer eller organisationer. Dvs. en
henvisning til fx tal fra Danmarks Lærerforening er ikke kodet som om, at Danmarks
Lærerforening har udtalt sig.
Kommunernes Landsforening, KL, er kodet som KL – ikke som kommunalpolitikere,
selvom de jo er det, men i denne sammenhæng repræsenterer de interesseorganisationen, KL.
Der er en række foreninger, som er faglige foreninger i den forstand, at de
repræsenterer bestemte typer af fag/stillinger, fx Dansklærerforeningen, der
repræsenterer dansklærere, Fysik- og kemilærerforeningen, Skole- og
kulturchefforeningen osv. De er ikke kodet som lærere, kommunalpolitikere eller
andet, kun som faglige foreninger, hvis de ikke specifikt er nævnt i kodeskemaet.
’PISA-forskere’ er en kategori. Og der skelnes mellem PISA-forskere og ’andre
forskere’.
Datoen er kodet med henblik på at kortlægge dækningens kronologiske forløb.
Artiklens placering i avisen er noteret med henblik på at se, hvilken prioritering
artiklen har i avisen, om den fx er forsidestof.
Det viste sig, at artiklernes omfang stort set deler sig i tre kategorier: mindre
nyhedstelegrammer (ofte fra Ritzaus Bureau), journalistiske artikler på 4-600 ord
samt ganske få, længere journalistiske artikler. Det kan diskuteres, hvilken betydning
denne form for kvantitet har i analysen, ligesom billedbrugen, billedteksterne og
faktaboksene er vanskelige at kvantificere. Specielt opsætningen i temaer, som er
typisk for dækningen de første dag, gør det svært at finde stringente opgørelsesmetoder. Jeg har derfor valgt ikke at registrere enhedernes kvantitet. Derfor skelner
jeg i analysen ikke mellem kortere og længere artikler.
Avisartiklerne er rubriceret i to genremæssige hovedkategorier: Læserstof og
redaktionelt stof. Læserstoffet omfatter læserbreve, kommentarer samt kronikker.
130
Debat på avisernes hjemmesider indgår ikke i analysen. Redaktionelt stof omfatter
nyhedstelegrammer samt artikler skrevet af avisens journalister, herunder avisledere.
Fremskaffelse af materialet
Artiklerne er fundet ved søgning i Infomedia med søgeordene ’PISA-undersøgelse’
og ’PISA-rapport’. Efterfølgende er artiklerne fundet og kopieret fra bibliotekets
mikrofilm for at se artiklernes placering på siden, illustrationer og opsætning. I denne
proces viste det sig, at Infomedia-søgningen ikke medtager notitser og uredigeret
brug af kortere Ritzau telegrammer. Enkelte artikler viste sig at findes i aviserne, men
ikke i Infomedias registrering. Det skyldes ifølge oplysninger fra Infomedia, enten at
der har været tekniske problemer, eller at den pågældende journalist ikke har givet
avisen rettigheder til at videresende til InfoMedia. Da det kun er ganske få artikler,
primært fra Information samt nogle læserbreve fra forskellige aviser, jeg har fundet
på mikrofilm og ikke i InfoMedia, har jeg valgt at lade undersøgelsen omfatte det
udvalg af tekster, der findes i InfoMedia, som altid kan genfindes.
Desuden viste det sig, at der var en række af såvel debatindlæg som journalistiske
artikler, der indirekte forholdt sig til PISA, fx ved at tage temaer op, som PISAdækningen har peget på, fx tosprogede elever, disciplinproblemer eller kønsforskelle.
Dvs. artikler som formentlig på linje med artikler, der eksplicit referer til PISA, vil
blive læst og tolket i PISA-sammenhæng. Men disse artikler indgår ikke i analysen,
fordi analysens fokus er, hvordan PISA-undersøgelsen formidles, ikke på hvordan
skolepolitiske emner behandles i perioden. I den kvantitative indholdsanalyse indgår i
alt 270 enheder.
En kontrast
Kontrasten mellem de konklusioner fra PISA-rapporten 2003, som avisoverskrifterne
fremhæver, og de konklusioner, PISA-rapporten selv fremfører, er stor:
‘Samlet set klarer danske elever sig således pænt i en international
sammenhæng. Disse resultater bekræfter billedet fra PISA 2000.’
(Mejding, 2004: 10)
‘Danske elever dumper internationalt’
(Ritzau telegram om PISA 2003, d. 6. dec. 2004)
Faktisk bringer de fleste danske nyhedsmedier enten den 6. december eller den 7.
december historier om, at den danske folkeskole ‘dumper’, fx:
‘Dumpekarakter til skolen’
(Temaopslag i Information om PISA 2003, 7. dec. 2004)
131
‘Skolen til eksamen. Hvad skal vi dog gøre? Danmark er uhjælpeligt bagud blandt de
nordiske lande, viser ny international test af skolebørn. Undervisningsministerens plan
er flere test – men det giver voldsom politisk ballade.’.
(Politiken i indledning til temaopslag om PISA 2003, d. 7. dec. 2004)
Dagen efter offentliggørelsen af PISA 200327, udsendte lektor Lena Lindenskov og
professor Niels Egelund, begge forskere bag PISA 2003, en pressemeddelelse, hvori
de giver udtryk for, at mediedækningen af PISA 2003 er misvisende i forhold til
selve undersøgelsen:
‘PISA-forskere beklager konklusionerne af PISA-undersøgelsen. Danske
elevers præstationer ... er ligesom tre år tidligere på det jævne, og det er
selvfølgelig ikke tilfredsstillende. ... Som hovedansvarlig for matematik i
gruppen af danske PISA-forskere hæfter hun (Lena Lindenskov) sig især ved
meldingen om, at de danske elever skulle være gået tilbage i dette fag, således
som det mandag og tirsdag fremgik af en række medier.
- Vores score blev 514, og med det ligger vi pænt over gennemsnittet ligesom
ved den foregående undersøgelse ...’
(Ritzau-telegram d. 7. dec.)
Der sker kort sagt nogle betydningsbærende omformninger af den forskningsbaserede
viden på vejen fra rapport til mediedækning. Tolkningen af undersøgelsens resultat
varierer fra, at Danmark ‘dumper’ til, at Danmark ‘samlet set klarer sig ganske pænt’.
Denne analyse giver en nærmere beskrivelse af de to tilsyneladende meget forskellige
forståelser af PISA-undersøgelsens centrale konklusioner.
Forløbere til PISA
PISA-rapporten 2003 offentliggøres ved et pressemøde i Undervisningsministeriet d.
6. december 2004. Ved søgning i InfoMedia i månederne op til PISA-rapporten viser
der sig at være tre forløbere, som er relateret til PISA-dækningen.
Politiken d. 26. oktober bringer en kronik af professor Erik Jørgen Hansen, DPU,
hvori han kritiserer det metodiske grundlag for PISA-undersøgelserne. Hans
erklærede hensigt er at sikre en kritisk gennemgang af projektet for at ‘sikre os mod
løst funderede angreb på det danske uddannelsessystem.’ – Her er altså tale om et forsøg
på at starte en diskussion af det metodiske grundlag for PISA. Umiddelbart følges
denne kronik ikke op af andre aktører. Den metodiske diskussion af grundlaget for
PISA-undersøgelsen slår kvantitativt målt aldrig rigtigt igennem i den brede
offentlighed, bortset fra et par artikler i Information, men følges op i det, jeg kalder
den professionelle offentlighed, bl.a. i Folkeskolen og Mandag Morgen (se kapitel 8).
27
Forskerne udsendte pressemeddelelsen på baggrund af de elektroniske mediers dækning den 6. dec.
ifølge telefoninterview med Lena Lindenskov.
132
Den anden, væsentlige forløber er offentliggørelsen af forskningsprojektet ’De gode
eksempler’, som AKF, SFI og DPU har udarbejdet for Undervisningsministeriet,
altså de samme forskningsinstitutioner, som har stået for PISA. ‘De gode eksempler’
har til formål:
‘at identificere forhold, der karakteriserer skoler, hvor eleverne dels præsterer
fagligt bedre, og dels har en højere overgangsfrekvens til ungdomsuddannelserne, end man kan forvente, når der tages højde for deres sociale
baggrund.’
(www.sfi.dk)
Det er et formål, som minder meget om PISAs. Offentliggørelsen af ’De gode
eksempler’ sker kort før offentliggørelsen af PISA, nemlig i slutningen af november.
Dækningen er:
D. 22. november bringer Berlingske Tidende en artikel med overskriften: ‘Elever lærer
mest i den gamle skole’, 1. sektion s. 1 (altså en forsidehistorie). Her præsenteres
rapporternes konklusioner kort. Der er udtalelser fra Jill Mehlbye, AKF og fra Anders
Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, samt omtale af
undervisningsministerens initiativ vedrørende offentliggørelse af skolernes
karakterlister.
Samme dag har Berlingske Tidende også en baggrundsartikel, 1. sektion side 8:
‘Gode skoler gør en forskel’. Her omtales forskningsprojektet ’De gode eksempler’
nærmere.
23. november følger Politiken op med en ledende artikel: ‘De gode skoler’, hvor
budskabet er, at rapporterne entydigt viser, skolerne skal lægge vægt på fagligheden
og roen, og avisens leder samme dag kritiserer skarpt formanden for Danmarks
Lærerforening. De følgende tre dage kører en disput om og med Danmarks
Lærerforening: 24. nov. bringer Berlingske Tidende en artikel, hvor kritikken af
formanden, Anders Bondo Christensen kritiseres. 25. november bringer Berlingske
en artikel, hvor Dansk Industri kritiserer Danmarks Lærerforening. 26. november
tager Anders Bondo Christensen tager til genmæle i læserbrev i Berlingske Tidende.
I dagene op til offentliggørelsen af PISA bliver der altså taget hul på diskussionen om
folkeskolen, men på grundlag af en anden undersøgelse, en dansk undersøgelse,
foretaget af de samme forskningsinstitutioner, som står for den danske del af PISA.
Her sker, hvad agenda setting teorien ville kalde framing (McCombs, 2004; JohnsonCartee 2005), hvor forståelsesrammen for PISA-dækningen kridtes op med en
undersøgelse, der har en parallel problemstilling til PISA, og som peger på ro og
faglighed som forudsætninger for indlæring.
133
Som det vil fremgå af den følgende beskrivelse af temaerne i mediedækningen af
PISA, er der faktisk en (i forhold til vægtningen i rapporten) uforholdsmæssig høj
vægtning af disciplinære problemstillinger.
Den tredje forløber er en mere præcis optakt til offentliggørelsen af PISA 2003. Den
bringes d. 2. december i Politiken, hvor en artikel stiller spørgsmålet: Er danske
skoleelever stadig for dårlige til at læse og regne i forhold til de lande, vi normalt
sammenligner os med? Her lægges en ramme for avisens dækning: En sammenligning mellem PISA 2000 og PISA 2003 med fokus på ranglisten.
Mediedækningens kronologiske forløb
I den kvantitative indholdsanalyse indgår artikler fra Berlingske Tidende, Politiken,
Jyllands-Posten, Urban, BT og Jyske Vestkysten samt artikler fra Ritzaus Bureau.
Den periode, der dækkes, går fra offentliggørelsen d. 6. december frem til d. 22.
december, hvor dækningen fader ud. Den 6. december bringer Ritzau 22 telegrammer
om PISA. De trykte medier når naturligt nok først at bringe artikler fra d. 7.
december.
Det gennemgående træk i mediedækningen af PISA 2003 i de større dagblade er, at
offentliggørelsen af PISA-rapporten udløser en nyhedshistorie den 7. december,
oftest på forsiden, og den følges så op med et temaopslag inde i avisen, hvor der
præsenteres forskellige vinkler på PISA-undersøgelsen.
Der er nogle generelle træk ved disse temaopslag. Det er typisk, at der er artikler,
som bringer synspunkter fra interesseorganisationer, politikere, eller direkte berørte
som fx skoleledere, lærere, elever eller forældre om deres holdninger til årsagerne til
Danmarks ‘dårlige placering’ eller deres holdninger til, hvad der bør gøres. Altså
artikler, som sætter fokus på forskellige stakeholderes forståelse af, hvorfor danske
elever scorer dårligt i PISA-undersøgelsen, og/eller hvordan dette problem bør løses.
Et andet typisk træk er, at der er en del artikler inden for human interest-genren, altså
forsøg på at levendegøre ‘menneskene bag tallene’, fx portræt af en ‘funktionel
analfabet’ eller en reportage fra en skole (se kap. 8).
Nyhedsartiklerne
Nyhedsartiklerne er generelt opbygget sådan, at enkelte resultater fra undersøgelsen
fremhæves, oftest i overskrift og manchet. I artiklernes brødtekst belyses som regel to
forhold: forskellige årsager til de opsigtsvækkende resultater samt forskellige forslag
til handlinger, der kan rette op på resultaterne, jf. den kvalitative analyse i kapitel 8.
Dagen efter pressemødet, d. 7. december, er naturligvis er dagen med den absolut
største mediedækning. Den 8. december er dækningen taget noget af, men der er
alligevel stadig adskillige artikler. Karakteren af dækningen ændrer sig i løbet af
134
ugen. De første to dage er artiklerne primært nyhedsartikler, senere kommer flere
human interest historier, og debatstoffet begynder at fylde fra d. 10. december, men
der er faktisk enkelte læserbidrag allerede fra d. 7. december. Samtlige større
dagblade bringer en leder om emnet den 7. december.
Graf 1
Nyhedsmedier
Læserstof
Redaktionelt
40
Antal artikler
30
20
10
0
6
7
8
9
10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22
Dato
Graf 1 viser det samlede antal artikler i de trykte medier, fordelt over undersøgelsens
periode. Søjlernes øverste blå felt markerer, hvor stor en del læserstoffet udgør i
forhold til det redaktionelle stof. Som det ses af grafen, er der ganske få artikler om
PISA i medierne den 6. december. De fungerer som optakter til den egentlige
begivenhed, nemlig offentliggørelsen af rapporten.
Når artiklerne inddeles i kategorierne redaktionelt stof og læserstof, ses det, at der er
klar overvægt af redaktionelt stof på mediedækningens første dage, samt igen d. 15.
december, men den generelle tendens er, at det redaktionelle stof toner ud til fordel
for læserstoffet.
Temaer i mediedækningen
Spørgsmålet om, hvad mediebrugerne får at vide om PISA, belyses kvantitativt ved,
at samtlige artikler er kodet for, hvilke temaer de dækker. De fleste artikler dækker
mere end et tema. Det viste sig som nævnt i en testkodning, at uoverensstemmelsen
135
mellem kodernes kodning blev alt for stor, når der kun var mulighed for at kode et
tema pr. artikel. I stedet er kodet op til tre temaer pr. artikel.
Set i forhold til, at PISA-undersøgelsen repræsenterer forskning, er det interessant,
hvor mange og hvilke oplysninger om PISA-undersøgelsens metoder og resultater,
der stilles til rådighed for mediebrugerne. Derfor skelner jeg i analysen mellem, hvor
mange artikler der primært handler om PISA-undersøgelsens metoder og resultater,
og hvor mange der bruger PISA som afsæt til at behandle andre emner, fx politiske
forhandlinger, læreruddannelsen, test eller lignende.
Det viser sig i denne optælling, at de fleste artikler i perioden ikke primært handler
om PISA-undersøgelsen, men om andre emner, blot med PISA-undersøgelsen som
aktuel anledning. Det er oplagt, at medierne ikke har fokus på at formidle hverken
resultater, metoder, forudsætninger eller lignende fra PISA-undersøgelsen. Det er
kort sagt ikke de forskningsmæssige aspekter af PISA, som præger den samlede
mediedækning.
I den forstand ligner pressedækningen af PISA-undersøgelsen den dækning, som
anden forskning typisk får i medierne. Som beskrevet i kapitel 4 påviser Weiss og
Singer (1988), Nelkin (1995) og Fenton et al. (1998) de samme tendenser til, at
massemedierne kun i begrænset omfang formidler de facts, som er væsentlige ud fra
en forskningsmæssig betragtning.
Graf 2 viser forholdet mellem artikler, hvis primære indhold er selve undersøgelsen
og dens resultater, forudsætninger, metoder m.m. og artikler, som tager afsæt i PISA,
men hvis primære indhold er ’afledte temaer’, fx disciplin, politiske forhandlinger,
andre landes skolesystemer etc. Det ses her, at artikler med fokus på forskningsindholdet i PISA udgør knapt en tredjedel af dækningen i perioden.
136
Graf 2
Hovedtema nyhedsmedier
PISA
Afledt
60
50
Antal
40
30
20
10
0
6
7
8
9
10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22
Dato
Interessen for PISA som forskning har sit højdepunkt d. 7. og 8. december,
umiddelbart efter offentliggørelsen af rapporten. Der er imidlertid et mindretal af
artiklerne, der på selve dagen for offentliggørelsen af rapporten forsøger at give dels
indblik i, dels en forskningsbaseret uddybning af rapportens konklusioner. De øvrige
artikler forholder sig til politiske udspil og uenigheder, enkelte dog også til
sammenligninger med andre lande.
En nærmere redegørelse for indholdet i de første dages artikler findes i den
kvalitative analyse i kapitel 8.
De afledte temaer
Det empiriske materiale for undersøgelsen udgør som nævnt samtlige artikler i
perioden, hvori søgeordet PISA-undersøgelse eller PISA-rapport indgår. Ved at
kategorisere artiklerne i temaer fås et overblik over, hvilke temaer der knyttes
sammen med PISA-undersøgelsen i mediernes dækning. Temaerne er dermed et
udtryk for den mediedagsorden, PISA-undersøgelsen sættes i relation til.
Hvad analysen her viser, er selvfølgelig afhængigt af, hvilke temaer det har været
muligt at kode for. De temaer, jeg har valgt at give mulighed for at kode for, er
137
begrundet i et ønske om at sammenligne rapporten med mediedækningen. Derfor har
jeg valgt at kode for de temaer, som jeg har redegjort for i kapitel 6, at PISArapporten behandler. Jeg er interesseret i, i hvor høj grad medierne dækker de temaer,
som forskerne præsenterer som de vigtigste temaer i rapporten.
Jeg har også valgt at kode for, om artiklerne behandler disse temaer uden at forholde
sig til selve PISA-undersøgelsen, dvs. de resultater og problemstillinger
undersøgelsen peger på i forhold til temaet.
Derudover har jeg ved gentagne læsninger af det empiriske materiale fundet en række
temaer i den del af mediedækningen, som ikke dækker PISA-undersøgelsen, men
tager afsæt i PISA – det, jeg kalder ’afledte’ temaer, dvs. de omhandler temaer, som
er afledt af PISA, uden at artiklerne forholder sig til undersøgelsens indhold. Disse
temaer har jeg samlet i et overskueligt antal kategorier. Det betyder, at temaer som
kun optræder en enkelt eller to gange, ikke vil kunne spores i analysen som andet end
’andre temaer’.
Graf 3
Temaer nyhedsmedier
Matematiske kompetencer
Naturfaglige kompetencer
Læse kompetencer
IT-kompetencer
Sociale og personlige
kompetencer
Kønsforskelle
Disciplin
Social arv
Andet
Baggrunden for PISA
DK's int. placering/ rangliste
Debat om PISA's metoder
Indvandrere
Matematiske kompetencer
Naturfaglige kompetencer
Læsekompetencer
IT-kompetencer
Sociale og personlige
kompetencer
Kønsforskelle
Disciplin
Social arv
Andet
Politiske udmeldinger
Anden forskning end PISA
Læreruddannelse
Skolesystemer
Tjenestetid
Test
300
Antal
200
100
0
PISA
Afledt
Graf 3 viser samtlige kodede temaer i materialet i hele perioden. Grafen virker noget
uoverskuelig, fordi samtlige kodede temaer er med. Og det er temmelig mange. Den
138
har til gengæld den styrke, at den viser den forholdsmæssige andel af temaer. Da der
har været mulighed for at kode op til tre temaer for hver artikel, kan den samme
artikel tælle med op til tre gange.
Det ses af grafen, at nogle få temaer fylder væsentligt mere end andre. Det er således
disse temaer, der dominerer den mediedagsorden, der sættes i forbindelse med PISA.
Det tema, som fylder mest, er temaet ’politiske udmeldinger’. De ændringsforslag til
folkeskoleloven, som regeringen offentliggjorde samtidig med PISA-undersøgelsen
gav anledning til mange artikler. Der optræder derfor mange artikler i den undersøgte
periode, som er artikler om politiske uenigheder, politiske forhandlinger eller
politiske tilkendegivelser om regeringens forslag til ændringer af folkeskoleloven.
Regeringens udspil blev betragtet som brud på folkeskoleforliget af oppositionen.
Alene i den kvantitative opgørelse over temaer er det således tydeligt, at i medierne
er PISA-undersøgelsen i langt højere grad et politisk spørgsmål end et forskningsspørgsmål.
Det andet tema, som fylder meget kvantitativt, er ’test’. Det ene af regeringens
forslag er indførelse af nationale test, og netop dette forslag blev diskuteret intensivt i
perioden, mestendels som politiske spørgsmål, dvs. hvem går ind for hvad,
styrkeforholdet mellem de politiske partier, forhandlingsprocessen omkring test etc. I
den forstand kan man sige, at temaet ’test’ egentlig er en underkategori til kategorien
’politiske udmeldinger’.
I forhold til PISA-rapportens temaer er det bemærkelsesværdigt, at de temaer, som
rapporten peger på, kræver stillingtagen og handling, kun dækkes i ganske få artikler
i medierne. Det er temaet om matematikkompetencerne, der er præget af kønsmæssige skævheder, det er forholdet mellem de rigtigt dårlige og de rigtigt dygtige
elever, og det er andengenerationsindvandreres præstationer i forhold til
førstegenerationsindvandrere.
Temaer i læserstoffet
I graf 4 ses fordelingen mellem læserstof og redaktionelt stof inden for de enkelte
temaer. Som det ses, er der mest læserstof inden for temaet ’politiske udmeldinger’.
Det hænger sammen med, at der er rigtig mange læserbreve i Jyske Vestkysten, som
er skrevet af folketingskandidater. Som nævnt i kapitel 5, varmes der i denne periode
op til folketingsvalg, og især i Jyske Vestkysten bruger folketingskandidater PISArapporten som anledning til at markere synspunkter. Ellers samler læsernes interesse
sig om test, skolesystemer, disciplin samt sociale og personlige kompetencer.
Forskellen på læserinteresse og redaktionel interesse er størst inden for temaet
’Sociale og personlige kompetencer’. Det skyldes muligvis, at netop dette tema i høj
grad lægger op til at fortælle om personlige erfaringer og om moralske vurderinger
139
om børns adfærd i skolen. Der, hvor læserinteressen er mindre end den redaktionelle
interesse, er omkring PISAs metoder. Her er kun lidt læserstof i denne periode. Som
nævnt i kapitel 6 var der forsøg på at starte en debat om metoderne gennem en kronik
inden offentliggørelsen.
Graf 4
Temaer
Matematiske kompetencer
Naturfaglige kompetencer
Læse kompetencer
IT-kompetencer
Sociale og personlige kompetencer
Kønsforskelle
Disciplin
Social arv
Andet
Baggrunden for PISA
DK's int. placering/ rangliste
Debat om PISA's metoder
Indvandrere
Matematiske kompetencer
Naturfaglige kompetencer
Læsekompetencer
IT-kompetencer
Sociale og personlige kompetencer
Kønsforskelle
Disciplin
Social arv
Andet
Politiske udmeldinger
Anden forskning end PISA
Læreruddannelse
Skolesystemer
Tjenestetid
Test
60
50
40
30
20
Redaktionelt
10
0
10
20
30
40
50
60
Læserstof
Forskellen i temaer
De temaer, der præger mediedækningen af PISA, er altså meget forskellige fra de
temaer, der præger indholdet i PISA-rapporten.
Der er stort set ingen artikler, der fortæller om, hvad der står i rapporten. Den viden,
man som mediebruger tilbydes om PISA-undersøgelsen, er ganske sporadisk. Enkelte
endda misvisende. Fx bliver de faktuelle oplysninger om Danmarks internationale
placering misvisende, når landene sættes op i rangorden i stedet inden for i de
grupper, som indbyrdes ikke har statistisk signifikante forskelle, som undersøgelsen
benytter.
140
Der sker desuden en tematisk drejning fra rapport til mediedækning. Hvis man ser
bort fra de artikler, der primært forholder sig til de politiske udmeldinger, viser det
sig, at de dominerende temaer i mediedækningen er test, sammenligning med andre
landes skolesystemer, disciplin, læreruddannelse samt anden forskning. Det er
temaer, som – bortset fra disciplin – ikke nævnes i rapporten. Derved sætter medierne
en helt anden dagsorden for, hvad der anses for de væsentligste problemer i
folkeskolen, end rapporten gør.
De temaer, der dominerer i medierne, svarer til en vis grad til den dagsorden,
regeringen sætter med sine fire forslag til ændring af folkeskoleloven. Regeringens
forslag omfatter obligatoriske profiltest, obligatorisk sprogscreening, skriftlige
elevplaner (skriftlig tilbagemelding til forældrene) og evaluering i forhold til
trinmålene i folkeskoleloven. Altså først og fremmest flere test og mere evaluering.
Derudover ønsker regeringen at styrke lærernes efteruddannelse. Temaerne test og
lærernes uddannelse er således relateret til regeringens dagsorden.
Når man ser på mediernes samlede historie om PISA, er det i høj grad en historie om
politiske diskussioner og forhandlinger om, hvilke politiske krav der skal stilles til
folkeskolen. Den historie er særdeles relevant, fordi regeringen lancerer forslag til
ændringer af folkeskolen netop på dette tidspunkt. Og den historie er journalistisk
relevant at tage op ud fra såvel en liberal forståelse af medierne som formidlere af
politiske beslutninger, som en deliberativ forståelse af medierne som et samtaleforum, hvor væsentlige, samfundsmæssige spørgsmål bliver genstand for offentlighed
(jf. kapitel 2). Ud fra en liberal demokratiforståelse skal medierne synliggøre
politiske diskussioner, mens de ud fra en deliberativ demokratiforståelse, skal
facilitere en debat om politiske spørgsmål.
Men de dominerende temaer i mediedækningen er nogle andre end dem, der er
dominerende i rapporten. Der er generelt ikke tale om, at mediedækningen behandler
rapportens temaer, ikke engang i andre genrer eller ved at sætte andre former for
viden i spil, fx læreres, børns eller forældres. Mediediskussionen kommer simpelthen
til at handle om nogle andre temaer, end dem rapporten peger på. Der er således
meget lidt korrespondens mellem mediedækningen og rapporten.
At der er markante forskelle mellem de temaer, der præger mediedækningen, og de
temaer, der lægges vægt på i rapporten, belyser dog ikke i sig selv, hvordan
forskellene på de dominerende forståelser i mediedækningen og de konkluderende
afsnit i rapporten opstår. Tolkningerne, problemforståelsen, understøttes blot af
valget af temaer. For at undersøge, hvordan medierne bygger op til konklusionen om,
at Danmark er dumpet i PISA-undersøgelsen, analyserer jeg i næste kapitel
forståelsesrammen, framingen, af de bærende nyhedsartikler den 7. og 8. december.
141
Aktørerne
Det er karakteristisk for PISA, at undersøgelsen oftere bruges som anledning til at
tage andre temaer op, end til at fortælle om PISA-undersøgelsen. En del af de
tilgrænsende temaer understøttes af – eller udspringer af – en række forskellige
aktører. Det er derfor interessant, hvilke aktører der sætter hvilke temaer på
mediedagsordenen.
Ligesom jeg har defineret nogle kategorier af temaer gennem læsninger af materialet,
har jeg defineret et antal kategorier af aktører på baggrund af de aktører, jeg kunne
konstatere, der kom til orde i materialet. Der indgår følgende kategorier af aktører i
undersøgelsen: PISA-forskere, andre forskere, politikere, berørte samt
interesseorganisationer.
PISA-forskere omfatter de forskere, der har bidraget til PISA-undersøgelsen, mens
andre forskere omfatter alle andre forskere. Blandt ’andre forskere’ er det
karakteristisk, at nogle markerer sig som kritikere af PISA, mens andre markerer sig
med synspunkter i forhold til PISA-undersøgelsen, med tilgrænsende
forskningsfelter, bl.a. inden for modersmålsundervisning, ordblindhed og læreres
arbejdsvilkår.
Derudover omtaler medierne flere forskningsrapporter, som offentliggøres
nogenlunde samtidig med PISA-rapporten. Der er ’De gode Eksempler’, som er
Evalueringsinstituttets undersøgelse af undervisningsdifferentiering i folkeskolen.
Desuden er der DICARs Københavner-PISA samt Danmarks Lærerforenings egen
undersøgelse af brugen af test i folkeskolen.
142
Graf 5
Udtalelser nyhedsmedier
Læserstof
Redaktionelt
80
Antal
60
40
20
0
PISA forskere
Politikere
Andre forskere
Interesseorganisationer
Berørte
Aktører
Når man ser på, hvem der udtaler sig i medierne om PISA-undersøgelsen, er det
tydeligt, at PISA overvejende behandles som et politisk spørgsmål. Det fremgår af
graf 4, at det er politikerne, der især får ’udtaleret’ i medierne. Dernæst er det
interesseorganisationer. Det svarer til, at de politiske udmeldinger er det dominerende
tema i dækningen.
Det ses også i fordelingen mellem redaktionelt stof og læserstof, at journalisterne
især giver plads til politikere og interesseorganisationer. ’De berørte’, dvs.
skoleelever, lærere, forældre og skoleledere, kommer mestendels til orde i
læserstoffet, men selvfølgelig også gennem deres interesseorganisationer.
PISA-forskerne er i modsætning til mediedækningen af PISA 2000 ikke
fremtrædende i mediedækningen. Forskere er i det hele taget ikke den gruppe af
aktører, der udtaler sig mest. Heller ikke når gruppen af PISA-forskere og ’andre
forskere’ lægges sammen.
De anledninger, hvor forskerne kommer orde er fx, når forskere udtaler sig om
årsager til PISA-resultaterne. Her relateres typisk til andre forskningsområder. Der er
fx en forsker, som forklarer, at problemerne med danske skoleelevers dårlige
præstationer skyldes den dårlige modersmålsundervisning af tosprogede elever. En
143
anden forsker forklarer, at hans undersøgelser viser, at lærernes tjenestetidsaftale er
ødelæggende for lærernes arbejdsglæde. Disse synspunkter kan ses som forskeres
forsøg på at bidrage til den offentlige debat med forskningsbaserede viden, men det
kan også ses som henholdsvis et forsøg på at henlede opmærksomheden på eget
forskningsområder og en håndsrækning til lærerne i deres pågående forhandlinger om
tjenestetid med Kommunernes Landsforening. Temaet om lærernes tjenestetid ligger
ikke i PISA-rapporten.
Flere af de forskere, der kommer til orde i dækningen af PISA, tager således afsæt i
PISA. Men PISA bruges i realiteten blot som legitim anledning til at lede
mediedagsordnen i andre retninger, mod henholdsvis modersmålsundervisning,
lærernes tjenestetidsaftale etc.
Politikere har flere underkategorier: Der er partierne, som primært udtaler sig
gennem de uddannelsespolitiske ordførere, der er repræsentanter for regeringen,
primært undervisningsministeren og statsministeren, der er kommunalpolitikere,
herunder repræsentanter for KL. Endelig er der en gruppe af folketingskandidater. De
er især fremtrædende i Jyske Vestkysten, hvor stort set alle læserbidrag i perioden er
underskrevet af folketingskandidater. De jyske folketingskandidater er en væsentlig
del af den blå del af søjlen med politikere. I den sammenhæng har det selvfølgelig
betydning, at folketingsvalget er nært forestående. Ligesom nogle forskere kan bruge
PISA som anledning til at påpege betydningen af eget forskningsfelt, så kan
folketingskandidater benytte PISA som anledning til at markere partipolitiske
synspunkter.
Kategorien, de berørte, omfatter dem, der er direkte involverede i skolehverdagen:
Skoleledere, lærere, elever samt forældre kommer til orde, fortrinsvis i reportager,
portrætter og enqueter. Det er karakteristisk, at det først og fremmest er i avisernes
egenproducerede artikler, at de direkte berørte kommer til orde.
Interesseorganisationer er den sidste kategori. En række interesseorganisationer
markerer synspunkter i perioden. Ud over den mest fremtrædende
interesseorganisation på området, Danmarks Lærerforening, markerer Dansk
Arbejdsgiverforening sig, Dansk Industri, Kommunernes Landsforening,
forældreorganisationen Skole og Samfund, Skolelevernes organisation og Danmarks
Skolelederforening sig i debatten. Der kommer også aktører til orde, som ikke
repræsenterer interesseorganisationer, men alligevel repræsenterer interesser. Det
gælder fx Naturvidenskabeligt Fakultet på Københavns Universitet, der markerer
behov for mere naturvidenskabelig uddannelse.
Inden for samtlige kategorier er en del af aktørerne fra udlandet. Flere medier har
udtalelser, reportager m.m. fra udlandet, hvor skoleledere, politikere, forskere,
skoleelever og lærere kommer til kommer til orde. Interessen er ikke overraskende
144
størst for de finske skoleforhold, men også skoleforhold i Sverige, Tyskland og
England bliver beskrevet.
Forskning som anledning
Den kvantitative indholdsanalyse viser, at på trods af en omfattende mediedækning af
PISA 2003, er der kun få artikler i nyhedsmedierne, som fortæller om selve PISAundersøgelsen.
Der er således en omfattende mediedækning af PISA-undersøgelsen, men den
omhandler stort set ikke den forskningsbaserede viden, der fortælles om i PISArapporten. I mediedækningen fremstår PISA-undersøgelsen i stedet som en anledning
til at tage andre temaer med tilknytning til folkeskolen op. Trukket skarpt op, er det
ikke det forskningsmæssige indhold i PISA, der har fået plads i medierne. Det
forskningsmæssige indhold i PISA fremstår i stedet som en anledning til at tage andre
temaer op. Forskningen bliver brugt som en anledning.
Dette forhold må både ses i forhold til den specifikke kontekst, PISA indgår i, og i
forhold til generelle forhold omkring repræsentationen af forskning i medierne.
Andre empiriske undersøgelser af, hvordan forskning fremtræder i massemedierne,
viser som omtalt i kapitel 4, at forskning sjældent omtales i sin egen ret, men oftest i
forbindelse med andre aktuelle begivenheder. Det er altså et generelt træk, at
forskning bliver en anledning til at tage andre emner op. Selvom forskningsrapporter
ofte er den konkrete anledning til medieomtale af forskning, sker det oftest, når
rapporten kan sættes i relation til aktuelle begivenheder. I medierne er forskning ikke
interessant i sig selv, forskning er interessant, når den kan relateres til andre aktuelle
spørgsmål, der er på mediernes dagsorden. I den forstand er det ikke atypisk, når den
forskningsbaserede viden i PISA-rapporten stort set ikke omtales i mediedækningen,
og at oplysningerne om selve forskningsprojektet kun er sporadiske.
Men den specifikke kontekst, PISA 2003 indgår i, har også betydning. Det tema, som
er mest fremtrædende i forbindelse med PISA 2003, er de politiske forhandlinger, og
der er flere forhold omkring PISA 2003, som skærper mediernes interesse for de
politiske forhandlingsspil. Der er det nærtstående folketingsvalg, som øger
politikernes behov for at markere partipolitiske synspunkter, og mediernes interesse
for at belyse partipolitiske synspunkter.
Men der er også den politiske forhandlingsproces omkring folkeskolen, som PISA
2003 er en del af. Det uddannelsesreview, som OECD tilbød Danmark, blev fulgt op
af forhandlinger mellem de berørte interesseorganisationer. I lang tid inden
offentliggørelsen af PISA-rapporten har politikere og interesseorganisationerne på
området således forhandlet om ændringer på folkeskoleområdet. Det kan tænkes at
145
influere på mediedækningen på to måder. Dels har aktørerne på området haft en
afklaringsproces forud for offentliggørelsen af PISA omkring holdninger samt en
skærpet bevidsthed omkring andre aktørers holdninger. Dels har disse forhandlinger
forholdt sig til de temaer, som OECD’s uddannelsesreview har peget på, jf
Østergaard, 2004. Det vil sige, at en række aktører på folkeskoleområdet har været
’kørt i stilling’ forud for offentliggørelsen af PISA-rapporten, og at de har været ’kørt
i stilling’ i forhold til de temaer, som OECD’s review har peget på.
Da analysen her ikke forholder sig til agenda building processen (Fenton et al, 1998),
men kun til de medietekster, som er resultatet af processen, giver analysen intet
empirisk belæg for at sige, at der er en sådan årsagssammenhæng. Hvad analysen af
mediedækningen imidlertid peger på, er, at der er meget stort sammenfald mellem de
temaer, der har været politisk drøftet i kølvandet på OECD’s uddannelsesreview, og
så de temaer, som fylder mest i mediedækningen.
Der er kort sagt stort sammenfald mellem temaerne for de politiske forhandlinger og
de temaer, medierne fokuserer på. Og disse temaer er ikke de samme som PISArapporten fokuserer på. Rapporten dokumenterer måling af elevernes faglige og
sociale kompetencer, og selvom dette fokus selvfølgelig er bestemt af den
formålsbeskrivelse for PISA, som OECD har udformet, så etablerer OECD en mere
handlingsorienteret dagsorden med udformningen af et uddannelsesreview. På den
måde har de aktuelle politiske forhandlinger formentlig præget den tolkning, som
interesseorganisationerne har haft af PISA-undersøgelsen.
Det er derfor heller ikke underligt, at de aktører, som kommer mest til orde, er
politikere, primært partiernes uddannelsesordførere samt undervisningsministeren og
(sjældnere) statsministeren. Dernæst interesseorganisationer, især Danmarks
Lærerforening, men også stærke erhvervsinteresser som Dansk Arbejdsgiverforening
og Dansk Industri. ’De berørte’, dvs. lærere, skoleledere, forældre samt elever
kommer næsten lige så meget orde som interesseorganisationerne. Men hvor
interesseorganisationerne først og fremmest kommer til orde i det redaktionelle stof,
kommer de berørte til orde lige ofte i det redaktionelle stof og i læserstoffet.
Den kvantitative indholdsanalyse viser, at der er ganske væsentlige forskelle på, hvad
der er på mediedagsordenen, og hvad der er rapportens væsentligste temaer.
Analysen viser også, at PISA i høj grad behandles som et politisk spørgsmål, og at
det først og fremmest er politikere, der kommer til orde om PISA.
Men det betyder ikke, at PISA kun er et politisk spørgsmål. Artiklerne i hele den
undersøgte periode er netop karakteriseret ved, at de politiske spørgsmål knyttes til
PISA-undersøgelsen. Det er ikke kun politiske spørgsmål, det er politiske spørgsmål
relateret til en forskningsrapport. Det er derfor også interessant, hvordan forskningen
omtales i medierne, og hvordan forskningen knyttes til de politiske spørgsmål.
146
Men det er jo ikke kun sammenhængen mellem temaer, der siger noget om ligheder
og forskelle. Det er nok så meget den forståelsesramme, der tilbydes. Derfor
analyserer jeg i næste kapitel de forståelsesrammer, som fremtræder i
mediedækningen.
147
8. Kapitel:
Forståelsesrammer
I kapitel 7 præsenterede jeg en kvantitativ indholdsanalyse af mediedækningen i de
fleste danske dagblade i perioden fra offentliggørelsen af PISA-rapporten den 6.
december 2004, til mediedækningen fader ud lige før jul. Denne indholdsanalyse
viste bl.a., at størstedelen af mediedækningen ikke forholdt sig til den
forskningsbaserede viden, der er repræsenteret i rapporten om PISA 2003, men først
og fremmest brugte undersøgelsen som anledning til at tage andre temaer op.
Det analytiske fokus er nu på den del af mediedækningen, som faktisk fortæller om
PISA 2003 – hvad fortælles her? Hvilke oplysninger om PISA 2003 stilles til
rådighed for mediebrugerne? Og hvordan fortælles om PISA 2003? Hvilken
forståelse af PISA 2003 lægger teksterne op til? Kort sagt: i det omfang, der sker en
formidling af forskningsbaseret viden, hvad er så karakteristisk for denne formidling?
Disse spørgsmål må besvares med baggrund i mediedækningens allertidligste fase,
fordi den kvantitative indholdsanalyse viste, at de artikler, som forholdt sig mest til
det forskningsbaserede indhold i PISA-rapporten, blev bragt de to dage lige efter
offentliggørelsen. Det empiriske grundlag for denne del af analysen er derfor
mediedækningen den 7. og 8. december.
Det teoretiske grundlag for denne kvalitative del af analysen findes i dagsordensteoriens andet niveau, som har fokus på, hvordan medierne beskriver et givent emne
(kap. 5). Analysens centrale begreb er ’frame’, dvs. den forståelsesramme, som
medierne sætter emnet ind i.
Kapitlet starter med en redegørelse for begrebet frame, og hvordan det anvendes i
analysen. Dernæst beskrives på baggrund af mediedækningen den 7. og 8. december
tre frames, som jeg har identificeret i materialet: ‘dårlig disciplin’, dårlig kvalitet’
samt ‘sædvanlige tabere’.
Men det var jo ikke kun nyhedsmedierne, der skrev om PISA 2003. PISA blev flittigt
debatteret i medier, som henvender sig til de professionelle på området, bl.a.
Lærerforeningens medlemsblad, Folkeskolen, men også fx bladet for
‘beslutningstagere’, Mandag Morgen. Kapitlet slutter derfor med en undersøgelse af
forskelle på forståelsesrammerne i dagspressen og forståelsesrammerne i udvalgte
medier i denne mere professionelle offentlighed.
148
Frames
Analysen tager som nævnt udgangspunkt i dagsordensteorien, som er en almindelig
anvendt teoretisk baggrund for empiriske studier af mediedækning (se fx Hjarvard,
2004; Ørsten, 2004, Laursen, 2001; de Vreese, 2001). I denne kvalitative analyse
tager jeg udgangspunkt i ‘dagsordensteoriens andet niveau’, hvor man beskæftiger
sig med, hvordan temaerne beskrives i medierne (Ghanem, 1997).
Begrebet frames har rødder i både sociologien og i psykologien. Sociologen Erving
Goffmann har beskrevet, hvordan frames gør det muligt at forholde sig til uventede
hændelser ved at forstå dem i forhold til kendte frames. Psykologerne Kahneman og
Tversky har beskrevet, hvordan frames har betydning for, om og hvordan et problem
bliver forstået (de Vreese, 2001). Derfor er frames en relevant indgang til en analyse,
der sigter mod at beskrive den kognitive forståelse, som en tekst tilbyder. Og da
afhandlingens empiriske spørgsmål netop handler om, hvilken viden om PISA 2003
der stilles til rådighed for mediebrugerne, er den samlede forståelse, bl.a. de kognitive
aspekter, vigtige i analysen. Specielt i forhold til omtale af forskningsstof er den
kognitive dimension relevant at undersøge, fordi forskningsstof i højere grad, end fx
livsstilsstof eller kriminalstof, involverer kognitive aspekter.
Jeg tager udgangspunkt i den amerikanske medieforsker, Robert M. Entmans,
forståelse af frame (Entman, 1993), hvor en frame beskrives som den centrale
organiserende idé for nyhedsindholdet. En frame støtter en kontekst og foreslår,
hvordan et emne forstås.
Det sker ved, at frames:
•
•
•
Definerer problemer, dvs. beskriver en årsagssammenhæng, ofte med
cost/benefit beskrivelser i forhold til kulturelle værdier
Diagnosticerer årsager ved at identificere de kræfter, der skaber problemet
Foretager moralske vurderinger ved at evaluere de implicerede handlinger
• Foreslår, hvordan problemet kan afhjælpes
(Entman, 1993: 52).
Framingen sker ifølge Entman fire steder i kommunikationsprocessen. For det første
hos afsenderen, der foretager bevidste eller ubevidste valg om tekstens indhold, og i
den proces er guided af de frames, der ligger i hendes egen forståelse af verden. For
det andet manifesteres frames i teksten gennem valg af ord, fraser, stereotype
forestillinger og informationskilder samt sætninger, grupperinger af facts eller
vurderinger inden for bestemte temaer. For det tredje hos mediebrugeren, hvis
tænkning og vurdering af emnet muligvis er anderledes end den, der fremstår i
149
teksten og den, afsenderen intenderede. Entman understreger, at det ligger i
forståelsen af framingbegrebet, at frames antages at have en effekt på størstedelen af
publikum, men ikke en universel effekt på alle (ibid.: 54). For det fjerde i kulturen,
som Entman beskriver som et lager af fælles frames, der kan aktiveres (ibid.: 52-53).
Materialet for den aktuelle analyse er medietekster, og analysen forholder sig til de
frames, der manifesteres i teksten. Analysen er bygget op om en nærlæsning af
samtlige artikler om PISA i hvert enkelt medie. Fokus er på bestemmelsen af de fire
elementer, Entmann beskriver som definerende for frames. Når man nærlæser de
enkelte medier, hvordan beskriver de så, hvad der er problemet, hvad der er årsagen,
og hvilke handlemuligheder der er?
Derfor stiller jeg følgende spørgsmål til teksten:
•
•
•
•
Hvilke problemer defineres i teksten?
Hvilke årsagssammenhænge præsenteres - hvilke årsager til problemet
diagnosticeres?
Hvilke moralske vurderinger foretages (gennem evaluering af de implicerede
handlinger)?
Hvilke løsninger foreslås – direkte eller indirekte i teksten?
En sådan beskrivelse af forståelsesrammer28 gør det muligt at sammenligne
medieteksterne med PISA-rapporten, fordi PISA-rapporten også er problemorienteret
i sin opbygning. Undersøgelsens primære formål er ganske vist måling af en række
faglige og sociale kompetencer, men i rapportens konkluderende afsnit sættes disse
målinger ind i årsagssammenhænge (hvilke målinger viser problematiske resultater,
hvilke årsager er der til resultaterne) og i handlingsorienterede sammenhænge:
hvordan kan resultaterne forbedres?
Netop med en analyse af de forståelsesrammer, der ligger i mediedækningen, bliver
det muligt at sammenligne med de forståelsesrammer, PISA-rapporten udtrykker, og
at beskrive, hvor tæt rapporten og mediedækningen er på hinanden med hensyn til,
hvordan problemerne defineres og beskrives.
Denne forståelse af frames er især relevant i forhold til journalistiske artikler, som
formidler forskningsbaseret viden, i det omfang forskning er en søgen efter
kausalsammenhænge. Dette kapitel er således en empirisk belysning af afhandlingens
teoretiske spørgsmål om mulighederne for at kommunikere forskning i massemedierne. De ideale fordringer om universiteternes forskningsformidling (som omtalt
i kap. 1) handler bl.a. om forskningen som rationelt grundlag for samfundsmæssig
28
Jeg bruger begrebet frame i den betydning, som Entmann bruger det, og når jeg andre steder i
teksten bruger begrebet forståelsesramme, bruges det i samme betydning. Denne brug af et dansk og et
engelsk begreb i flæng, skyldes, at det nogle steder i teksten forekommer mig mest naturligt at bruge
det danske begreb, andre steder det engelske.
150
debat og politisk beslutningstagen. I hvilket omfang indfries disse forventninger i
denne konkrete case?
Det empiriske materiale
Det empiriske grundlag for denne del af analysen er mediedækningen d. 7. og 8.
december. Det er de to første dage i mediedækningen af PISA-rapporten, og det er de
to dage, der ifølge den kvantitative indholdsanalyse (kap. 7) har flest artikler, der
forholder sig til selve PISA-undersøgelsen. Analysen er foretaget på baggrund af
fotokopier af artiklerne. Ud over de aviser, som indgår i den kvantitative
undersøgelse, inddrager jeg her tillige Middagsradioavisen.
Analysen af de dominerende forståelsesrammer bygger på den totale mediedækning
d. 7. og 8. december. Derudover inddrages til perspektivering nogle medier, der
henvender sig til dem, der er professionelt engagerede i folkeskolen. Hvilke
forståelsesrammer etableres her? Er der forskelle i forhold til dagspressen? De valgte
medier er lærernes fagblad Folkeskolen og dette fagblads internetbaserede
nyhedstjeneste, folkeskolen.dk samt ugebrevet Mandag Morgen.
De enkelte mediers dækning af PISA-undersøgelsen
Den følgende analyse er baseret på en læsning af samtlige artikler i materialet den 7.
og 8. december. Teksterne er analyseret med henblik på at identificere den
forståelsesramme, der præsenteres. Det vil sige, at jeg har ledt efter, hvordan
teksterne definerer problemer, beskriver årsagssammenhænge, foretager moralske
vurderinger og præsenterer løsningsforslag. Dernæst har jeg undersøgt, på hvilke
måder forskningsrapport eller forskere indgår i disse forståelsesrammer.
Fremstillingen af analysen er bygget op om de enkelte mediers dækning og en
afsluttende fremhævelse af de væsentlige karakteristiske træk i den samlede
mediedækning. Endelig perspektiverer jeg denne dækning i nyhedsmedierne ved at
sammenligne den med dækningen i et udvalg af medier, som henvender sig til
professionelle inden folkeskoleområdet.
Jyllands-Posten
Jyllands-Posten er det medie, som bringer mest stof om PISA-undersøgelsen. Med
den høje prioritering undrer det ikke, at undersøgelsen får plads som forsidehistorie i
Jyllands-Posten den 7. december. Det er en illustreret artikel med overskriften:
‘Undersøgelse: Mere disciplin i skolerne’
151
Artiklen fylder ca. halvdelen af forsiden. I overskriften tildeles forskningen29
hovedrollen som den, der kan påpege, at der er behov for mere disciplin i skolerne.
Kolonet efter ‘undersøgelse’ indikerer et udsagn, og at udsagnet stammer fra en
undersøgelse.
I manchetten uddybes, hvad disciplinen skal føre til:
‘Disciplin skal være med til at forbedre danske resultater i internationale
undersøgelser.’
Hermed er præsenteret en løsning: mere disciplin, mens det problem, mere disciplin
skal afhjælpe, først præsenteres i brødteksten. Det er også her, der etableres en
årsagssammenhæng: Eleverne klarer sig dårligt, fordi der er for lidt disciplin i skolen.
Avisen skriver:
‘Disciplinen i danske skoler er for slap, og det går ud over den faglige kunnen.’
De informationer, læseren får om PISA, er altså, at disciplinen i danske skoler er for
slap, og at det går ud over elevernes faglige kunnen. Der er en kraftig styrkemarkør
her: det er nemlig: ‘et klart resultat’.
Der er i alt 3 linier i artiklen, som giver andre faktuelle oplysninger om undersøgelsen: at PISA-undersøgelsen netop er offentliggjort, at undersøgelsen tester
danske elevers færdigheder i matematik, naturfag, læsning og problemløsning, og at
Danmark er fjerdesidst i naturfag blandt OECD-landene.
Resten af artiklen er udtalelser fra politikere, både ministeren og oppositionen samt
PISA-forsker Niels Egelund og forskellige interesseorganisationer: Kommunernes
Landsforening, Danmarks Lærerforening (DLF), Skolelederforeningen under DLF
samt Danske Skoleelever.
Artiklens klare fokus er altså, at der mangler disciplin i folkeskolen, og det er præcis
denne forståelse, der udbygges i den øvrige dækning af PISA i Jyllands-Posten den
dag. Dækningen i øvrigt består af en reportage fra fysikundervisning i en 8. klasse, to
større faktabokse samt to artikler, hvoraf den ene uddyber resultater fra PISA, og den
anden omhandler politisk uenighed.
Den artikel inden i avisen, som uddyber beskrivelsen af undersøgelsens resultater,
appellerer til international kappestrid og angsten for at falde igennem i international
konkurrence:
29
Jeg skelner i denne analyse ikke mellem ”undersøgelse” og ”forskning”. Jeg mener, at begreberne
bruges i flæng i daglig tale og dermed også i medietekster. Distinktionen mellem dem hører til i den
videnskabelige offentlighed (jf. i øvrigt min argumentation i kapitel 6 for, at kommunikation om
PISA-undersøgelserne kan analyseres som kommunikation om forskning).
152
‘Danmark er milevidt fra internationale guldmedaljer, når det gælder
skolekundskaber …’
Problemets alvor – ikke mindst for dansk erhvervsliv - understreges af en udtalelse
fra forskningschefen i Dansk Industri, der kritiserer den nuværende regering for ikke
at have taget fat på de ældre årgange blandt skoleeleverne. Hun er meget bekymret
for Danmarks internationale konkurrenceevne:
‘Hvem skal bygge regeringens vision om det højteknologiske samfund, når
danske elever er på en international 31. plads?’
Problemet er hermed ikke blot defineret, dets alvorlige karakter er præciseret.
Ministeren citeres for, at PISA-resultaterne er en falliterklæring for den skolepolitik,
som Socialdemokratiet førte i 90erne. Så den kritik, Dansk Industri rejser af det
faglige niveau i den danske folkeskole, sender ministeren videre til Socialdemokratiet.
Resten af artiklen beskriver flere af undersøgelsens resultater og uddyber dermed
beskrivelsen af de dårlige PISA-resultater: Danmark er dårlig til at bryde den sociale
arv, pigerne sakker bagud i forhold til drengene i matematik, IT og ikke mindst i
naturfag. Disse oplysninger findes i de korte nyhedstelegrammer, Ritzau udsendte.
Der præsenteres hermed forskningsmæssigt belæg for, at ikke blot manglende
disciplin, men også mange andre forhold i den danske folkeskole er kritisable.
En enkelt årsag, nemlig lærernes faglighed, får særlig vægt, fordi en forsker kommer
på banen og præsenterer den. Forskeren peger på, at lærernes faglighed ikke vægtes i
skemalægningen på skolerne. Derfor får eleverne ikke altid de lærere, der er fagligt
bedst kvalificerede i faget.
En anden artikel handler om de politiske uenigheder om test. Ministerens forslag
beskrives, og modstanden fra de større partier beskrives. Her præsenteres kort sagt en
løsning på problemet med folkeskolens dårlige resultater: Flere test. Men denne
løsning er vanskelig at realiseres på grund af politiske uenigheder.
I faktabokse bringes flere oplysninger om PISA-undersøgelsen. Dels eksempler på to
opgaver fra PISA (der findes i rapporten), dels en rangliste over landenes
præstationer i læsning, matematik og naturfag. I boksen angives med pile, at
Danmark er dumpet ned ad ranglisten siden sidste undersøgelse. Det giver en
overbevisende visuel demonstration af, at det går tilbage for Danmark. Derudover
beskrives meget kort nogle af resultaterne vedr. matematik, læsning, problemløsning
og naturfag. Fx:
153
‘Danske elever klarer sig dårligere i læsning end i 2000.’ …
‘Danmark har store vanskeligheder med at bryde den sociale arv.’
Det er korte udsagn,30 hvor de forudsætninger, de forskningsbaserede konklusioner
bygger på, ikke er med. Andre undersøgelser af forskningsstof i medierne peger på
samme tendens til, at medierne udelader forudsætninger for konklusioner (jf. kap. 4).
Og naturligvis kan teoretiske og metodiske forudsætninger for forskningsbaserede
konklusioner heller ikke beskrives i nyhedsmedierne. Det videnskabelige samfund og
offentligheden er (som beskrevet i kap. 3) to vidt forskellige kontekster, og derfor vil
der også være indholdsmæssige forskelle. Korte statements er formmæssigt
velegnede til den hurtige orientering og overblikket over dagens nyheder, som er en
læserforventning til nyhedsmedierne.
Jyllands-Posten bringer samme dag en reportage, der illustrerer disciplin-problemet.
Det er en reportage, som starter med fysikundervisning i en 8. klasse og fortsætter på
lærerværelset. Reportagen beskriver en udisciplineret 8. klasse, hvor eleverne ikke
tager notits af læreren:
‘… en mindre lydbølge af teenagefnis … Og snakket bliver der også i dag. Eller
rettere sunget, klappet i hænderne og råbt sporadisk efter sidemanden, så
Pernille må gentage sine beskeder igen og igen.’
Læreren, Pernille, beskrives som en ‘28-årig’ lærer, der ‘konstant balancerer mellem en
venlig og bestemt tone.’ Ved at nævne alderen, som i princippet er en irrelevant
oplysning i forhold til hendes funktion som lærer, henledes opmærksomheden på, at
hun er ung og ikke kan have mange års erfaring som lærer. Manglen på disciplin og
seriøsitet er faktisk allerede slået an på forsiden med et billede af Pernille foran tavlen
og en billedtekst, der fortæller, at eleverne spontant synger den kendte børnesang ‘Fy,
fy, skamme …’ Sangens omkvæd ikke blot citeres, det fremhæves som en lille
overskrift. Det er ikke normal praksis at bruge overskrifter i billedtekster.
Reportagen fortsætter på lærerværelset, hvor forskellige lærere citeres for at mene, at
test er en dårlig ide, og at børnene lærer præcis, hvad de skal i forhold til folkeskolens
formålsparagraf, nemlig ‘at tænke selv, at arbejde i netværk og have empati med andre
mennesker …’ og at test blot vil ødelægge elevernes interesse for faget. Eleverne
citeres for gerne at ville have flere test og mere disciplin. I øvrigt mener de, at fysik
er mere kedeligt end de andre fag. Deres interesse for faget er åbenbart ikke så stor,
som deres lærere tror.
Således fremstår lærernes udsagn utroværdige: reportagen viser en undervisning, der
ikke fungerer, fordi børnene er udisciplinerede. Eleverne citeres for at efterlyse mere
disciplin og flere test – stik modsat hvad lærerne giver udtryk for. Så lærerne er
30
Udsagnene bygger på Ritzau-telegrammerne.
154
tilsyneladende ude af stand til at se, hvad der foregår lige for øjnene af dem. Vi har
her en ‘virkelighedsskildring’ af det problem, forsidehistorien fortæller, at
forskningen har påvist. Beskrivelsen af en undervisningssituation, hvor eleverne ikke
tager undervisningen seriøst, anskueliggør og levendegør den forskningsmæssige
pointe om, at manglende disciplin giver dårlige faglige resultater. Det er den
journalistiske ‘Don’t tell it, show it’, der her sætter mennesker og konkrete oplevelser
i spil som argument for mere disciplin og flere test i skolen. At lærerne i artiklen
argumenterer mod test, understreger blot, at de ikke ser elevernes behov.
Set under ét har Jyllands-Posten altså denne første dag en forsidehistorie, hvor
nyheden er, at forskningen har påvist dårlig disciplin som årsag til dårlige
skolepræstationer i Danmark. Alvoren i problemet beskrives i artiklen inden i bladet,
hvor en væsentlig interesseorganisation som Dansk Industri udtrykker sin bekymring.
Dokumentationen for problemet findes i faktabokse med angivelse af talmateriale fra
undersøgelsen, hvor Danmark konkret visuelt er placeret nede på en rangliste, og
endda med en nedadgående retning i forhold til sidste undersøgelse. Enkelte
konklusioner fra rapporten udtrykkes i kort form, som statements om dårlige
resultater i den danske folkeskole, og endelig bringes reportagen som den konkrete,
den oplevede, beskrivelse af problemet.
Forskningsrapporten om PISA er kort sagt anledningen til, at Jyllands-Posten tager
disciplinproblemet op. I forhold til rapporten som helhed, har Jyllands-Posten større
vægt på disciplinspørgsmålet, end rapporten har. Rapporten er primært en anledning
til at tage disciplinspørgsmålet op.
De journalistiske genrer som reportage og interview bidrager både til at gøre
problematikken konkret og vedkommende, og til at argumentere for problemstillingens relevans og ‘sandhed’. Reportagen kan både ses som en måde at
eksemplificere (formidle) et problem – eller et forskningsresultat – på, og som et
argument for, at disciplin er et problem ‘ude i virkeligheden’. Udtalelserne viser, at
vigtige interessenter i samfundet anser dette problem for vigtigt. Set i sammenhæng
udgør artiklerne en argumentation for, at disciplinen i danske skoler skal strammes
kraftigt op.
Løsninger
Dagen efter, den 8. december, bringer Jyllands-Posten fire artikler og to faktabokse.
Denne dag har avisen fokus på læsefærdigheder. Læsefærdigheder var fokus for
sidste PISA-undersøgelse, ikke denne, så i den forstand er emnet et lidt malplaceret
valg i forhold til PISA 2003. På den anden side måles samtlige kompetenceområder i
samtlige PISA-undersøgelser, så der er også en nyhedsvinkel på læsefærdigheder.
Men det er faktisk ikke den, avisen vælger.
155
Avisen fokuserer i stedet på løsninger: hvad man kan gøre ved de dårlige
læsefærdigheder. Den ene artikel har udtalelser fra tre eksperter: en PISA-forsker,
formanden for Dansklærerforeningens Folkeskoleafdeling samt formanden for
Grundskolerådet. De skal alle besvare spørgsmålet om, hvordan danske skoleelever
kan forbedre deres læsefærdigheder. Når artiklen udelukkende fokuserer på
løsningsmuligheder, ligger det implicit i artiklen, at det problem, som løsningsmulighederne omhandler, rent faktisk er en realitet. Det er ikke problemets eksistens
eller karakter, der er til diskussion. Det er udelukkende løsningsmulighederne, der
behandles. To af de adspurgte peger på bedre uddannelse til lærerne, den tredje på
bedre evalueringskultur i skolen. Både lærernes uddannelse og evaluering eller test er
nævnt blandt de seks brede temaer, som anbefalingerne i OECDs uddannelsesreview
er rubriceret i (Østergaard, 2004).
En anden artikel handler om regeringens løsningsmodel, nemlig en national
handlingsplan for læsning, som bl.a. indbefatter test. Her er fokus dog på de politiske
diskussioner, ikke de pædagogiske. Det centrale i artiklen er, at partier uden for
regeringen ikke er imod den nationale handlingsplan, men peger på at sådan en plan
kræver penge.
Et illustreret interview præsenterer en skoleleder, der er imod flere test. Det beskrives
i artiklen, at kommunen stiller krav om jævnlige test, så hun har mange erfaringer på
området. Teksten tillægger hendes argumentation vægt ved at præsentere hende som
en flittig bruger af test; erfaringsgrundlaget er i orden. Vi har altså her en erfaren
praktiker, som taler imod regeringens forslag om flere test. Artiklen kan ses som et
svar på artiklen dagen før, hvor ministeren argumenterede for test. Hvis artiklen ses
på den måde, kan man se de to artikler i sammenhæng etablere en form for dialog,
eller i hvert en modstilling af argumenter omkring test. Det er bemærkelsesværdigt,
fordi synspunkter ellers sjældent kommer i dialog i dækningen af PISA. Det er
selvfølgelig også en dialog med begrænsninger, for skolelederens argumenter bliver
ikke imødegået af ministeren eller andre. Dialogen rækker ikke længere end, at
ministerens synspunkt bliver imødegået af praktikeren – men uden at skolelederen
eksplicit referer til ministerens forslag.
En fjerde artikel udpeger en årsag til de dårlige PISA-præstationer: ‘For lidt fokus på
de ældre skoleelever’. Artiklen udpeger dog også andre årsager: Den negative sociale
arv, og at forældrene ikke følger op med læsning derhjemme. Artiklen ledsages af en
faktaboks med en PISA-opgave i læsning. En anden faktaboks forklarer, hvordan
PISA definerer skalaen for elevernes læsefærdigheder.
Hvor PISA-undersøgelsen den 7. december bruges som anledning til at argumentere
for, at disciplin er skolens største problem, handler dækningen den 8. december mest
om løsninger på skolens problemer. PISA-undersøgelsen fylder endnu mindre i
dækningen denne dag end dagen før. De aktører, der kommer til orde omkring
løsninger, er politikere, praktikere og interesseorganisationer - og en enkelt forsker. I
156
alt citeres to PISA-forskere denne dag. Den ene i forhold til løsninger ved at pege på,
at løsningen på folkeskolens dårlige resultater kunne være mere efteruddannelse af
lærerne. Den anden forsker bidrager til beskrivelsen af problemet med flere generelle
facts om læsefærdigheder, men disse facts stammer ikke fra PISA-undersøgelsen.
Alt i alt kan man sige, at selvom PISA-undersøgelsens afsnit vedrørende disciplin
ikke står centralt i rapporten, står disciplinspørgsmålet centralt i Jyllands-Postens
dækning. Det karakteristiske for måden, disciplinspørgsmålet dækkes på, er, at
hovedhistorien er en argumenterende tekst, og når artiklerne ses i sammenhæng,
fungerer de som en uddybende argumentation for, at disciplinmangel er et stort
problem i folkeskolen.
Berlingske Tidende
I Berlingske Tidende har PISA også en høj prioritet. Avisen bringer ikke mindre end
12 artikler om PISA d. 7. december. Lige som i Jyllands-Posten udpeger
hovedartiklen disciplin-mangel som årsag til, at folkeskolen er ‘dumpet’.
Artiklen i Berlingske Tidende er bygget op ligesom artiklen i Jyllands-Posten, hvor
første afsnit er en uddybning af disciplinproblemet:
‘De larmer og hører ikke efter, hvad læreren siger. Mangel på disciplin er så
stort et problem i skolen, at det har direkte indflydelse på, hvor meget eleverne
lærer. Det viser OECDs internationale PISA-undersøgelse af 15-16 årige
skoleelevers kunnen.’
Brødteksten er en omformulering af manchetten, men bringer dog yderligere to
informationer: Dels at undersøgelsen er OECDs PISA-undersøgelse, dels at den har
undersøgt de 15-16 årige skoleelevers kunnen.
Herefter sammenlignes med PISA 2000: Som i den første undersøgelse for tre år
siden klarer Danmark sig dårligt. Hvor dårligt Danmark klarer sig, uddybes i et typisk
hverdagssprog uden nogen egentlig måling:
‘… nogenlunde i matematik, pænt i tværfaglig problemløsning, sløjt i læsning og
rigtig skidt i naturfag.’
Terminologien kobler her til hverdagslivet med brug af udtrykkene ’nogenlunde’,
’pænt’, ’sløjt’ og ’rigtigt skidt’. Det er udtryk som en (skuffet) forælder kunne
kommentere en karakterbog med.
Artiklens vinkel er heller ikke en minutiøs gengivelse af en videnskabelig rapport –
eller blot PISA-resultaterne generelt. Vinklen er det ene udsagn om disciplin. Det
uddybes med et citat fra rapporten:
157
‘[Disciplin er] en betydningsfuld faktor for elevresultater – og vel at mærke en
faktor, som skoler kan stille noget op over for’, fremgår det af rapporten.’
Hvad skolerne kan stille op med disciplinære problemer, uddybes med to citater. Dels
har PISA-forskeren Niels Egelund en udtalelse, hvor han anviser klare, politiske
handlemuligheder:
‘Hvis reglerne overtrædes, bør man tage straffeforanstaltninger som bortvisning
fra skolen i brug. Jeg mener også, man kan straffe forældrene økonomisk for
børnenes dårlige opførsel på samme måde, som Bendt Bendtsen har foreslået
en straf for pjæk...’
Citatet her er klart handleanvisende: bortvisning fra skolen og økonomisk straf til
forældrene. Begge handlemuligheder ligger egentlig uden for Egelunds
kompetencefelt som forsker i uddannelsesspørgsmål. Det er i hvert fald ikke
handlemuligheder inden for det pædagogiske felt, eller inden for skolens eget
beslutningsområde. Hvis disse handlemuligheder skal realiseres, kræver det politiske
beslutninger. Egelund refererer faktisk også eksplicit til Bendt Bendtsens forslag om
økonomisk straf til forældrene. Han forsøger således ikke at holde sine udtalelser
inden for det område, han har forsket i. Men han får sin forskningsmæssige
troværdighed og autoritet med over i det politiske domæne ved at blive præsenteret
som professor og som ansat på Danmarks Pædagogiske Universitet.
Artiklen underbygger Egelunds forslag ved at følge op med en udtalelse fra Bjørn
Dahl, der er formand for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg. Han
‘efterlyser også mere ansvarlige forældre.’ Med ordet ‘også’ indikeres, at de to citater har
indhold, der ligner hinanden. Strengt taget siger Bjørn Dahls citat intet om Egelunds
politiske forslag:
‘Det er ikke samfundets børn. Det er fars og mors. Børnene skal lære respekt
hjemmefra. Det kan lyde reaktionært og gammeldags, men det er nødvendigt,
samtidigt med at skolerne må indføre ordensregler, der skal overholdes.’
Ligheden mellem Bjørn Dahl og Egelund ligger i, at begge er interesseret i at øge
disciplinen, men Dahl er i modsætning til Egelund ikke handlingsorienteret. Hvor
Egelund boltrer sig på det politiske domæne – med sin forskerautoritet – bevæger
Dahl sig på et ideologisk moralsk domæne. Dahls hovedbudskab er, at forældrene
skal tage ansvar for at opdrage børnene ordentligt. Hvilke midler der skal tages i
brug, nævner Dahl intet om – bortset fra den lidt upræcise udtalelse om, at ‘skolerne
skal indføre ordensregler, som skal overholdes.’
Artiklens budskab om, at disciplin er hovedproblemet, underbygges med en
henvisning til yderligere en forskningsrapport:
158
‘I rapporten ‘De gode eksempler’, som Undervisningsministeriet offentliggjorde
for nylig, blev det ligeledes fremhævet, at skoler med disciplin, orden og ledelse
får de bedste resultater.’
Der er nu to forskningsrapporter, der peger på, at disciplin er den vigtigste
forudsætning for gode skoleresultater. Begge rapporters udsagn beskrives med
kraftige styrkemarkører: PISA påviser, at disciplin har ‘direkte indflydelse’ og
rapporten ‘De gode eksempler’ ‘fremhæver’ sammenhængen mellem disciplin og
gode resultater.
Artiklen har altså fremdraget to forskningsmæssige belæg for, at disciplin er
folkeskolens største problem. Artiklen fortsætter sin argumentation ved at lade
ansvarlige på området udtale sig om, hvordan der nu bør handles. Skoleledernes
formand, Erik Lorentzen, udtaler:
‘Vi er kommet dertil, at skolelederne skal være med til at blande sig i valget af
metode.’
I udtrykket ‘vi er kommet dertil’ ligger, at en proces mod dårligt har været i gang længe,
og at denne proces nu har nået et punkt, hvor der fordres handling.
Og der er handling på vej:
‘Samtidig har undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) bebudet, at hun vil ændre
folkeskoleloven, så der indføres seks obligatoriske, nationale test fra 2. til 8.
skoleår.’
Ved at sætte denne udtalelse fra undervisningsministeren om test umiddelbart efter
Lorentzens udtalelse om, hvor alvorligt problemet er, og ved at knytte de to sætninger
sammen ved brug af ordet ‘samtidig’, bliver problemet disciplin koblet til løsningen
test.
Der er ingen eksplicit argumentation for, at de to forhold har en kausalsammenhæng,
men teksten etablerer alligevel en sammenhæng alene i kraft af sin struktur og
rækkefølgen i udsagnene.
Forsikringen, om at den ansvarlige minister vil gøre noget ved sagen, punkteres dog
straks af en hindring:
‘Lærerne er imod flere test.’
Denne konstatering, af at lærerne er imod test, følges op af en udtalelse fra lærernes
formand, Anders Bondo Christensen, hvor han argumenterer imod test:
159
‘I Danmark er børnene glade for at gå i skole, og det skal vi ikke ødelægge, når
der ikke er noget i undersøgelsen, der sandsynliggør, at test højner kvaliteten.’
Artiklen runder således af med et enkelt modargument i forhold til tekstens
hovedbudskab. Kvantitativt fylder det dog ikke meget. Bondos argumentation fører
tilbage til rapporten med en konstatering af, at rapporten ikke sandsynliggør, at test
højner kvaliteten.31
Som et andet modsynspunkt bringes en enquete med en lærer og fire elever fra 8.
klasse, hvor alle eleverne fortæller, at de lærer meget i skolen, og at disciplinen stort
set er i orden.
Berlingske Tidende har flere internationalt orienterede artikler end de øvrige medier.
I fire artikler fortælles om PISA-undersøgelse og skoleforhold i andre lande. En
artikel fortæller, at tyske elever ikke kan skrive tysk. Tyskerne klarer sig dårligt i
PISA, og artiklen præsenterer forskellige holdninger til årsagerne. En anden
beskriver, at briterne har et benhårdt eksamensræs, og faktisk ikke er tilfredse med
det. En tredje handler om ny skolelov i Sverige, hvor man vil gøre som Ulla Tørnæs
og indføre flere test. En fjerde er en beskrivelse af, at finnerne fører feltet.
Under overskriften ‘I Østen stiger solen op’ beskrives, hvordan mange lande i øst
klarer sig bedre end Danmark. Og selvom de rige lande generelt klarer sig bedre end
de fattige, er der ifølge artiklen ikke direkte sammenhæng mellem udgifterne til
skoleuddannelse og elevernes udbytte af undervisningen.
Den mest detaljerede gengivelse i hele perioden af landenes præstationer i forhold til
hinanden bringes af Berlingske Tidende denne dag. For matematik, læsning, naturfag
og problemløsning angives ikke bare landenes placering i forhold til hinanden, men
også landenes gennemsnitlige scores. I en billedtekst angives, at:
‘Nogle af landenes gennemsnit ligger så tæt på hinanden, at der ikke er
statistisk signifikante forskelle.’
Det er interessant, fordi Berlingske Tidende faktisk er det eneste medie i
undersøgelsen, ud over Folkeskolen, som nævner begrebet signifikans. Netop i en
kvantitativ sammenligning, er det afgørende for tolkningen, hvornår der er tale om
signifikante forskelle eller ej. Mediernes generelle fokus på rangliste og nedadgående
tendenser er derfor en negligering af en væsentlig præmis for PISA-undersøgelsens
konklusioner. Det interessante er, at selvom Berlingske Tidende nævner, at der ikke
31
Strengt taget hænger Bondos argumentation ikke logisk sammen. Der er jo heller intet i rapporten,
der viser, at børnene skulle blive mindre glade for skolen, fordi der kommer flere test. Det postulat
mangler belæg.
160
altid er signifikante forskelle, så bruges den oplysning ikke til noget. Ranglisten
fylder en stor del af siden, og teksterne fortæller intet om, hvilke forskelle der ikke er
statistisk signifikante.
En portrætartikel fortæller om en af de elever, der forlod folkeskolen som ’funktionel
analfabet’. Hendes kamp for at indhente de forsømte skolekundskaber beskrives. Vi
har her igen et eksempel på, at en konklusion fra undersøgelsen illustreres med en
beskrivelse af, hvordan problematikken opleves i praksis.
To artikler forholder sig til løsningsmuligheder. En artikel beskriver ministerens
forslag til ændringer af folkeskoleloven. Hun udpeger 90ernes socialdemokratiske
skolepolitik som årsagen til de dårlige resultater i PISA, og lancerer på den baggrund
sine forslag til ændringer. En anden artikel beskriver de politiske diskussioner om test
i skolen, og faren for at folkeskoleforliget sprænges.
Den 8. december bringer Berlingske Tidende 4 artikler på side 6-7 under temaoverskriften ‘Kritik af skolen’. Den ene artikel handler om regeringens forslag til national
handlingsplan for læsning. I denne artikel præsenteres statsministerens ide, og såvel
den politiske opposition (De Radikale) som Danmarks Lærerforening citeres for også
at ville øge indsatsen på læseområdet. Her er det altså læsning, der defineres som
problemet, mens løsningen ligger i regeringens handleplan. De traditionelle
modstandere er enige med regeringen, så der er tilsyneladende konsensus om
løsningen, men der mangler penge til at realisere den.
En anden artikel tager en af konklusionerne fra undersøgelsen op og fokuserer på
pigerne som ‘PISAs problembørn’. De danske piger ‘skraber bunden’, når det gælder
interesse for IT. En PISA-forsker bekræfter, at det står så slemt til, men hun kan ikke
angive nogen årsag endnu. Her kommer så en praktiker, en skoleleder, på banen med
erfaringer om, at det er en god ide at kønsopdele fysikundervisningen. Næstformanden for de danske skoleelever er dog ikke meget for den ide. En tredje artikel er
et portræt af pige, som faktisk er glad for IT. Her har vi den menneskelige vinkel,
hvor læseren kan få syn for sagen og oplevelse. Ligesom reportagen om den dårlige
fysikundervisning i Jyllands-Posten eksemplificerede udsagnet om disciplinmangel,
har vi her et interview, der eksemplificerer, at piger ikke er glade for IT. Vi
præsenteres for en pige, der kan bekræfte, at hun er meget alene om at være
interesseret i IT. Altså en illustration af det korte statement om, at danske piger ikke
er glade for IT.
Disciplinvinklen tages op igen i tre tekster. Den ene er et interview med lederen af
skolemuseet, som giver et historisk perspektiv på disciplinen i skolen. Han peger på,
at der skete et voldsomt brud i 60erne og 70erne, og at lærerne nu åbenbart har svært
ved at finde et fornuftigt niveau for disciplinen. Han mener, at det især er de svageste
elever, der har svært ved at klare sig, når læreren ikke styrer.
161
Den anden er faktaboks, der opsummerer nogle af de konklusioner, rapporten har
vedrørende sammenhænge mellem elevpræstationer og disciplin samt forældres
erhverv og etniske baggrund. Her slås det fast, at ‘Disciplin påvirker elevers kunnen’.
Den tredje er lederen, der opsummerer problemet, som Berlingske Tidende ser det:
‘Folkeskolen dumper, mens de ansvarlige benægter fakta’.
Af lederen fremgår det, at ’de ansvarlige’ ikke er politikerne, men repræsentanter for
uddannelsessystemet.
Dækningen i Berlingske Tidende har kort sagt mange lighedspunkter med dækningen
i Jyllands-Posten. Begge aviser har forsidehistorier om PISA, og begge artikler er
historier, hvor flere forskellige kilder belyser artiklens emne. Men ingen af artiklerne
giver et indtryk af hovedindholdet i PISA-rapporten. De fremdrager et enkelt aspekt i
rapporten, nemlig sammenhængen mellem disciplin og indlæring. Dette aspekt
fremhæves, som om det var det primære resultat af undersøgelsen, og det belyses ved
at lade forskellige kilder argumentere for det samme grundlæggende synspunkt.
Alle kilderne – på nær en enkelt i Berlingske Tidendes artikel - bruges som led i den
samme argumentation. Jeg vil derfor karakterisere disse to artikler som argumenterende tekster, frem for nyhedsartikler32 om en forskningsrapport. Avisernes øvrige
dækning støtter – med få undtagelser - den samme forståelse af PISA-undersøgelsen.
Politiken
Det tredje store dagblad, Politiken, har også PISA på forsiden den 7. december.
Denne artikel handler dog ikke om selve PISA-undersøgelsen, men om de politiske
diskussioner om regeringens forslag om flere test.
Kravet om test begrundes i PISA-resultaterne, og socialdemokratiet samt De
Radikale citeres for kritik af ministerens udspil. Desuden bringes en faktaboks om
PISA, hvor det grafisk med tre fede pile markeres, at Danmarks placering på
ranglisten er rykket ned fra 2000 til 2003. Forsideartiklen ledsages af et stort foto af
to piger, som er ved at løse en matematikopgave med udgangspunkt i en Tobleroneæske.
Derudover bringer Politiken en leder samt et temaopslag på side 2-3. Temaet har
denne introduktion, der er fremhævet som manchet:
‘Skolen til eksamen. Hvad skal vi dog gøre? Danmark er uhjælpeligt langt
bagud blandt de nordiske lande, viser ny international test af skolebørn.
32
Denne tekst har ikke den hierarkiske struktur, som van Dijk beskriver som karakteristisk for
nyhedsartiklen (van Dijk, 1988).
162
Undervisningsministerens plan er flere test – men det giver voldsom politisk
ballade.’
Hermed er problemet identificeret: Skolen er dumpet. Årsagen beskrives ikke her,
men løsningen præsenteres: det er undervisningsministerens forslag om flere test. Det
giver imidlertid politiske problemer.
Hovedartiklen i temaet fokuserer på selve undersøgelsen med overskriften:
‘PISA-rapporten: Ny nedtur for folkeskolen.’
Manchetten fremhæver, at ti års satsning på læsning ikke har gjort de danske elever
bedre, men at de til gengæld scorer pænt i matematik med en 15. plads, som er over
OECD-gennemsnittet. Selve artiklen adskiller sig fra øvrige artikler ved ikke at
forholde sig til politiske uenigheder, men derimod bringe enkeltresultater fra
rapporten samt uddybende udtalelser fra forskerne bag rapporten. Det er særligt
betydningen af forældrenes baggrund og balancen mellem drenges og pigers
præstationer, der bliver uddybet.
Politikens hovedartikel om PISA adskiller sig fra artiklerne i de øvrige medier ved at
være noget længere og ved at have en meget fyldig faktaboks. Den gennemgående
vinkel i denne artikel er sammenligningen med PISA 2000. Her fokuseres på bristede
forhåbninger:
‘PISA-undersøgelsen 2003 var ventet med ekstra spænding. Mange håbede
nemlig, at i PISA 2003 skulle frugterne af ti års massiv satsning på læsning
høstes. Sådan er det bare ikke gået.’
Artiklen fortæller ikke hvem, der ventede PISA 2003 med ekstra spænding – eller
hvad spændingen er ekstra i forhold til. Artiklen fortæller heller ikke, hvem de
’mange’, der håbede på at høste frugter, er. Men teksten skaber en forestilling om, at
rigtig mange danskere er dybt engagerede i PISA. Skuffelsen er berettiget: ‘ti års
massiv satsning’ uden resultat. På denne måde følger brødtekstens første afsnit op på
det tema, der blev slået an i overskrift og manchet: nedtur.
Inden for denne ramme fortsætter artiklen med nogle oplysninger fra PISAundersøgelsen og præciserer, at eleverne faktisk hverken er værre eller bedre end for
3 år siden. Det forklares, at selvom Danmark rykker ned ad ranglisten, er det ikke
udtryk for, at Danmark klarer sig dårligere, blot at der er flere lande med i
undersøgelsen denne gang. Det bekræftes af et citat af PISA-forskeren, Jan Mejding.
Artiklen fastholder dog skuffelses-temaet: ‘Men det er også slemt nok.’, fastslår artiklen
og underbygger det med, at på trods af en massiv læseindsats siden 1994, er der
alligevel 17% af eleverne, der forlader skolen som funktionelle analfabeter. Og
163
sammenlignet med de nordiske lande har vi færre gode læsere. Pigerne i de andre
lande trækker læseniveauet op, men det gør pigerne ikke i Danmark.
Artiklen har altså præsenteret et problem: Danmarks elever præsterer ikke bedre i
PISA-undersøgelserne, selvom der er sat massivt ind på læsning. Artiklen fortsætter
nu med at undersøge muligheder for handlinger. Først kommer ministeren på banen.
Hun bekræfter artiklens skuffelses-tema ved at være ‘stærkt bekymret’, og konstatere,
at der er behov for handling. Konkretiseringen af, hvordan der skal handles, finder
artiklen dog hos andre.
PISA-forskeren, Helene Sørensen, fortæller, at naturvidenskab sidste år er blevet
styrket, dels med flere timer, dels ved at biologi og geografi er blevet prøvefag, men
hun mener ikke, det er nok. Helene Sørensen refererer strengt taget ikke til PISAundersøgelsen i denne udtalelse. Hun har et synspunkt om, at naturfag bør styrkes
endnu mere, end det er blevet siden sidste år. Det synspunkt søger hun imidlertid ikke
belæg for i PISA. Men når synspunktet står i denne sammenhæng, kommer det i en
umiddelbar læsning til at fremstå, som om der er en sammenhæng til PISA.
I en enkelt sætning konstateres, at de danske elever er over OECD-gennemsnittet i
matematik. I næste sætning konstateres det, at danskerne absolut er bedst til
problemløsning. Det hindrer dog ikke skuffelsestematikken. Artiklen fortsætter med,
at ‘lande som Korea, Hongkong og Japan er bedre til at løse problemer’.33 En anden
oplysning fra rapporten er, at elevernes selvtillid er dalet siden sidste undersøgelse.
En tredje oplysning er, at eleverne ikke læser nok lektier, og at danskerne er blandt
den dårligste fjerdedel til disciplin. PISA-forskeren, Niels Egelund, citeres for, at der
er en stærk sammenhæng mellem det faglige niveau og disciplinen og opfordrer til
opstramning.
Artiklen fortsætter med årsagerne til problemet:
‘…forældrebaggrunden er den afgørende faktor for, hvor godt eleverne klarer
sig. … Det betyder meget mere end forhold som klassestørrelse, og om
læreren har linjefag. Kun disciplin og ro i klassen har afgørende betydning for,
hvor godt eleverne klarer sig.’
Artiklen får her, lidt selvmodsigende, udpeget to årsager, som hver især udpeges som
’afgørende’. Hvis en årsag er afgørende, kan andre årsager jo ikke også være det.
Men artiklen betegner forældrebaggrunden ’den afgørende faktor’, altså i bestemt
form ental. Og samtidig konstateres det, at det er ’kun disciplin og ro i klassen’, der
har afgørende betydning for, hvor godt eleverne klarer sig.
33
Udtrykket ”lande som …” bruges i mange artikler/ indslag. Udtrykket markerer, at det er lande, som
opfattes tilhørende samme kategori – en kategori der er helt anderledes end den, Danmark hører til.
164
En kortere artikel har en overskrift om, at ministeren ‘ikke består’ i Folketinget.
Paradokset, mellem at Danmark har ‘verdens dyreste folkeskole’ og samtidig langt
fra har de bedste præstationer, trækkes op, og såvel opposition som regeringsstøtter
citeres for kritiske udtalelser om ministerens udspil. Denne vinkel er bl.a. udtrykt af
Dansk Arbejdsgiverforening i et Ritzau-telegram.
En enquete lader repræsentanter for forskellige interesseorganisationer komme til
orde med kommentarer om rapporten. Synspunkterne er:
•
•
•
•
•
•
Skole og Samfund: ‘Det er ærgerligt’
Danske Skoleelever: ‘Jeg er overrasket’
Børne- og kulturcheferne: ‘Det er skuffende’
Kommunernes Landsforening: ‘Resultatet er begrædeligt’
Danske Arbejdsgiverforening: ‘Det er uacceptabelt’
Danmarks Lærerforening: ‘Det kommer ikke bag på mig’
Alle vurderer samtidig, hvilke konsekvenser man bør drage af PISA. Denne enquete
demonstrerer, at en forskningsrapport har påvist så store problemer i folkeskolen, at
mange forskellige interesseorganisationer må forholde sig til det. På nær Danmarks
Lærerforening udtrykkes stærke reaktioner og udsagn, der indikerer, at problemet
betragtes som meget alvorligt.
Derudover har temaet en i forhold til de øvrige aviser usædvanlig stor faktaboks
baseret på Ritzau-telegrammer. Her er lidt om baggrunden for PISA, om de seks
resultater fra undersøgelsen, som Ritzau har fokuseret på, samt den fulde rangliste
over OECD-landenes præstationer.
En anden faktaboks viser eksempler på to opgaver fra testen, som findes i rapporten.
Endelig har temaet en reportage fra en matematiktime, hvor der foregår utraditionel
undervisning (‘Lav selv matematikopgaver ud fra en Toblerone-æske’)34. Her
præsenteres vi for en erfaren lærer:
‘Leif Hansen har undervist i over 39 år og er også censor. Han har taget hele
turen fra den Blå Betænkning i 1960erne …’
Han bruger test i sin undervisning, og niveauet i hans klasser er over landsgennemsnittet. Forklaringen kan være, står der i artiklen, at forældrene er engagerede, at
lærerne er erfarne, og at skolen er ‘en gammeldags skole, som vogter over de klassiske
dyder.’ Der er ro og orden med ugentlige elevplaner, og som Leif Hansen siger, er:
‘… lærerne faktisk glade for, at de ikke længere har helt frie hænder til at
tilrettelægge undervisningen.’
34
Forsidebilledet er fra samme undervisningssituation.
165
Reportagen indgår således som et argument for, at test er befordrende for gode
skoleresultater.
I lederen udtrykker avisen da også kritik af socialdemokraternes trussel om at bryde
folkeskoleforliget og argumenterer for, at der skal være flere test i folkeskolen.
Den overordnede forståelsesramme i Politiken den 7. december er, at der er et meget
alvorligt problem i folkeskolen: ‘Danmark er uhjælpeligt bagud’. Beskrivelsen af
problemet uddybes gennem gengivelse af Ritzau-telegrammernes beskrivelse af
enkeltresultater fra rapporten. Der er ikke rigtigt nogen artikler, som forholder sig til
årsagen til dette problem. Derimod er flere artikler optagede af løsningen, test. Ikke
blot i lederen, også i reportagen fra matematikundervisningen samt i artiklen om den
politiske kritik af ministeren.
Den 8. december bringer Politiken en lille forsideartikel med overskriften ‘Timetælling
kvæler skolen’. Her præsenteres en ny årsag til problemerne i folkeskolen:
‘Lærernes minutiøse regler ... blokerer for kvalitet i undervisningen og lærernes
engagement.’
Fokus i artiklen er udtalelser fra en forsker på Danmarks Pædagogiske Universitet,
der forklarer, at hans forskning viser, at lærerne har et dalende engagement på grund
af de stramme arbejdstidsregler. Vi har altså her en forskningsbaseret viden – og en
forskning, der bruges i en argumentation for mere fleksible arbejdstidsregler. Denne
artikel kommer belejligt i forhold til de på det tidspunkt igangværende forhandlinger
om lærernes tjenestetidsaftale mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks
Lærerforening.
Derudover bringer Politiken denne dag fire artikler på side 6 under temaoverskriften
‘PISA-Rapporten’. Den ene artikel er et ‘Partitjek’, som i kort form resumerer, hvilke
handlinger hvert enkelt politisk parti er indstillet på for at højne kvaliteten i
folkeskolen. Hele ideen med at lave et ’partitjek’ hviler på den forudsætning, at der
findes et problem, og at dette problem kræver politisk handling. Kun i beskrivelsen af
De Radikale problematiseres det udgangspunkt, idet det nævnes, at partiet er kritisk
over for undersøgelsen. I beskrivelsen af Socialdemokratiets holdning nævnes, at
partiet mener, årsagen til de dårlige danske resultater skal søges i undervisningen af
tosprogede elever. Men ellers beskrives kun de politiske handlemuligheder.
En anden artikel beskriver regeringens forslag til national handlingsplan og de
politiske reaktioner på planen.
En tredje artikel er et interview med Ulla Tørnæs i avisens faste rubrik ’10 skarpe’
om de forskellige handlemuligheder. Det er primært test, der tales om. Her er altså
166
igen fokus på handlemuligheder. Spørgsmålene sætter dog til en vis grad fokus på
årsager gennem at spørge kritisk ind til handlingsforslagene.
Den fjerde og mest omfangsrige artikel er en uddybning af forsideartiklen om
lærernes arbejdstidsaftale. I manchetten beskrives de minutiøse opgørelser over
lærernes arbejdstid som en årsag til dårlig undervisningskvalitet i folkeskolen:
‘… Alle er enige om, at det går ud over kvaliteten af undervisningen. Alligevel
kan lærere og kommuner ikke blive enige om en ny aftale om arbejdstid.’
Artiklen udpeger altså meget eksplicit en årsag til problemerne i folkeskolen. Denne
årsag beskrives ret præcist ved en stor faktaboks, baseret på en opgørelse fra
Danmarks Lærerforening, over hvordan opgavefordelingen for en typisk lærer ser ud.
Der opstilles her en modsætning mellem lærerne og kommunerne om, hvem der skal
have retten til at lede og fordele arbejdstiden. I denne konflikt kommer en forsker fra
DPU på banen og udtaler med baggrund i sin forskning, at
‘Arbejdstidskulturen skaber en lærerkultur, som ikke er hensigtsmæssig.’
Dermed bidrager han med forskningsbaseret argument for Danmarks Lærerforenings
syn på konflikten.
Politiken vælger her den 8. december at fremhæve én årsag til problemerne i
folkeskolen, nemlig tjenestetidsaftalen. Derudover behandles PISA mest ud fra en
politisk vinkel, hvor partiernes uenighed er det centrale.
Information
Den intellektuelle nicheavis, Information, dækker PISA-rapporten den 7. december
med 3 artikler fordelt på side 3 og 4 samt en leder. Derudover bringes 5 korte Ritzautelegrammer om hver sit resultat fra undersøgelsen.35
Ingen af artiklerne er forsidehistorier. Samtlige artikler, på nær lederen, er placeret i
et tema, med overskriften ‘Dumpekarakter til skolen’. Temaet er fordelt på side 3-4.
Side 3 har det mest nyhedsorienterede stof, dvs. Ritzau-telegrammerne samt en
artikel, som avisen selv betegner som ‘analyse’. Her argumenteres for det synspunkt,
at folkeskolen igen kommer i fokus i ‘værdi- og valgkampen’.36
35
Information bringer desuden en lidt længere Ritzau-artikel, der beskriver den politiske uenighed om
folkeskoleforliget. Denne indgår dog ikke i denne del af analysen, da den udelukkende forholder sig til
politik, ikke til PISA-rapporten.
36
Valgkampen nævnes også i andre artikler og andre medier som en faktor, der præger hele den
politiske debat om PISA. I Jyske Vestkysten ses valgkampens betydning i, at næsten alle læserbidrag
om PISA i denne periode er indsendt af folketingskandidater.
167
Side 4 bringer to artikler. Den ene artikel præsenterer synspunkter fra to kritikere af
PISA-undersøgelsen og dens metoder. Den ene kritiker er DPU-professor Erik Jørgen
Hansen, den anden er lederen af de danske lærerorganisationers repræsentation i
Bruxelles, Birgitte Birkvad. Desuden præsenterer artiklen den liste med rangordning
af lande, som fremgår af PISA-undersøgelsen og af pressematerialet.37
Vinklen i den anden artikel er, at PISAs kritik af den danske folkeskole rejser debat
om læreruddannelsen. Den problemstilling fremhæves ikke i PISA-rapporten, men er
et af de seks emner, som er omtalt i anbefalingerne fra OECDs review. Tre forskere
citeres for synspunkter om, at læreruddannelsen bør flyttes til universiteterne. Lidt
over halvvejs ind i artiklen citeres en skoleleder samt formanden for seminariumrektorernes rektorforsamling for det modsatte synspunkt. Desuden er der en udtalelse
fra Ulla Tørnæs om, at hun vil kontakte KL med henblik på at sikre den fornødne
efteruddannelse for lærerne. Artiklen sluttes af med en faktaboks om, hvor mange
elever der deltog i PISA, og det konstateres, at man ikke kan se, hvordan den enkelte
skole placerer sig i forhold til andre skoler.
De to artikler problematiserer implicit hinanden. Den ene artikel har som udgangspunkt, at PISA har påvist, at der er noget galt i folkeskolen, og det problem
præsenteres der så en løsning på: Læreruddannelsen på universitetet. Den løsning er
anbefalet af flere forskerne. Pudsigt nok præsenterer den anden artikel et problem,
som faktisk demonterer grundlaget for det problem, der præsenteres i den første
artikel: Her er problemet nemlig, at metoden bag PISA betyder, at PISA ‘kan ikke
bruges til noget’.
Den tredje artikel er den artikel, der redaktionelt er karakteriseret som ‘analyse’.
Vinklen er, at folkeskolen nu bliver en del af den valgkamp, som netop da var under
opsejling. Artiklen tegner et billede af en politisk konflikt mellem regeringen og
Socialdemokratiet, samt en konflikt mellem faglige/ professionelle kritikere af
rapporten og regeringen.
Samlet set lægger artiklerne i Information denne dag op til, at rapportens metoder er
stærkt problematiske. Den overordnede forståelse af, at der er noget helt galt i
folkeskolen, fastholdes dog, dels gennem præsentationen af en rangliste, hvor
Danmark ligger langt nede, dels gennem en præsentation af tre forskere, eksperter,
som peger på en ‘løsning’, nemlig læreruddannelsen på universitet. Hvis der er behov
for en løsning, må der jo være et problem.
37
Det er karakteristisk for mediedækningen, at det ikke nævnes, at rapporten inddeler landene i tre
grupper, hvor der ikke er signifikante forskelle mellem landene inden for hver gruppe. Begrebet
signifikans bruges en enkelt gang i Berlingske Tidende, ellers bruges begrebet kun i Folkeskolen.dk.
168
Løsningen problematiseres ved at stille modstridende synspunkter op over for
hinanden. Tre forskere, alle professorer og ansat ved forskellige universiteter, stilles
over for to interessenter på området, nemlig formanden for seminarierektorerne samt
en skoleleder. Artiklen repræsenterer på den måde nogle klassiske journalistiske
dyder ved at præsentere modstridende synspunkter. Selvom personerne ikke er i
direkte dialog, sættes argumenter alligevel op over hinanden. Første halvdel af
artiklen fremfører argumenter for, at lærerne skal uddannes på universitetet, mens
anden halvdel har udtalelser om, hvad der vil mistes, hvis uddannelsen flyttes til
universitetet.
Den ledende artikel (skrevet af den tidligere, socialdemokratiske minister, Birthe
Weiss) fungerer som en opsummering af den forståelsesramme, artiklerne lægger op
til. PISA-rapporten tages til indtægt for, at der er et problem i folkeskolen. Her ser
lederen bort fra de problematiseringer af metoderne i PISA, som er taget op i den ene
artikel. Forståelsen i lederen er, at der er et problem. Undervisningsministerens krav
om flere test, altså en væsentlig del af regeringens handleplan for at ‘løse’ problemet,
kritiseres og i stedet fremhæves en anden løsning, nemlig at flytte lærernes
uddannelse over på universitetet.
På trods af en artikel, der bringer kritik af metoden i PISA, fastholder Information
altså den overordnede forståelsesramme: PISA har påvist alvorlige problemer i
folkeskolen, og der må gøres noget for at løse det problem, nemlig at uddanne
lærerne på universitetet.
Det er en forståelse, som indeholder en logisk selvmodsigelse. Hvis metoderne bag
PISA ikke er pålidelige, hvordan kan man så tage undersøgelsens resultater for
pålydende og foretage drastiske handlinger, som fx at flytte en uddannelse fra
seminarierne til universiteterne, på denne baggrund?
Den 8. december følger Information op med endnu et tema om PISA. Denne gang
under overskriften: ‘Baghjul til folkeskolen’. Avisen konstaterer, at ‘Forskere og
embedsmænd er enige om, at PISA-undersøgelsen har meget stor indflydelse på
dansk skolepolitik’38, og avisen lover at kigge nærmere på PISA i de kommende
dage.
Det sker bl.a. i en artikel om det finske skolesystem. Artiklen lader en svensk
professor i pædagogik pege på tre forskelle mellem det danske og det finske
skolesystem: læreruddannelsen, forældreopbakningen samt et fokus på konservativ
indlæring, og artiklen uddyber disse tre forhold gennem andre forskerudsagn og
henvisninger til undersøgelser. Artiklen illustreres med et foto af en skoleelev, der
sidder i en klasse og hviler sit hoved i hånden med et trist, opgivende blik ud i
rummet. Af billedteksten fremgår det, at finske elever ikke bryder sig om den finske
skole, men at de klarer sig fagligt godt alligevel.
38
Præcis denne pointe er hovedvinklen i Mandag Morgens artikel om PISA d. 6. december.
169
En faktaboks fortæller om, hvad PISA-undersøgelserne er. En mindre faktaboks
nævner Danmarks placering i forhold til det samlede antal OECD-lande i
undersøgelsen og hvilken placering på ranglisten over kønsforskelle, Danmark har på
de pågældende kompetenceområder.
At Danmark er ‘i top på kønsforskelle’, uddybes i en artikel. PISA-forskere, men
også en forsker inden for ligestilling, Karen Sjørup, bekræfter, at der er store
kønsmæssige forskelle, og at der må gøres noget. De løsninger, der præsenteres på
problemet, er overvejende af pædagogisk karakter: inddrage pigerne i beslutninger
om naturvidenskabelige emner samt anspore pigernes interesse for matematik.
Temaets tredje artikel er en Ritzau-artikel, der handler om forskellige politikeres
modargumenter til gårsdagens forslag om at flytte læreruddannelsen til universitetet.
Det problem, der belyses her, er for og imod at flytte læreruddannelsen, dog mest
imod. Artiklen etablerer en modstilling mellem forskere og politikere, fordi forslaget
om at flytte læreruddannelsen er baseret på forskeres vurdering:
‘… flere forskere foreslår at flytte læreruddannelsen fra lærerseminarier til
universiteter ligesom i Finland, hvor skoleelevers færdigheder får en fin
bedømmelse …’
Dette forslag afvises, først af ministeren, der hellere vil afskaffe enhedslæreren, og
resten af artiklen er bygget op om andre politikeres argumenter. Egentlig handler
deres argumenter ikke om, at det er en dårlig ide at flytte læreruddannelsen.
Argumenterne handler om andre ideer til at højne lærernes niveau. Således bliver det
bekræftet, at problemet er kvaliteten af læreruddannelsen. Det, der problematiseres,
er ikke selve problemet: læreruddannelsens kvalitet, men løsninger: hvordan
læreruddannelsens kvalitet kan højnes.
Information bygger således også en del af sin dækning af PISA på Ritzaus Bureau,
nemlig den del af dækningen, der beskriver indholdet i rapporten. Derudover
supplerer Information med egen-producerede artikler. Det er karakteristisk, at
vinklerne i de historier alle kan genfindes i Ritzau-telegrammerne. Information
anvender dog ikke direkte Ritzau-artiklerne, og Information bruger sine egne kilder.
En artikel uddyber et enkelt resultat fra rapporten, nemlig kønsforskellene. En anden
handler om forudsætningerne for PISA, nemlig metoderne. Ligeledes har avisen sine
egne kilder til at belyse forslaget om at flytte læreruddannelsen til universitetet og til
at belyse skoleforhold i Finland.
170
BT
Forventningerne til at blive informeret om forskning i frokostavisen BT er næppe
høje, men faktisk ligger BT i sin dækning tættere på rapporten, end de store seriøse
morgenaviser gør.
BTs hovedartikel fokuserer på de økonomiske forskelle i samfundet med
overskriften:
‘Rige folks børn er klogere.
Danske skoler har svært ved at bryde den sociale arv’
Overskriften er sjælden i den forstand, at den er ironisk. Det er ikke almindeligt, at
medier bruger ironi uden for de dertil indrettede faste rubrikker i aviserne. Ingen i
Danmark tror formentlig på, at rigdom i sig selv resulterer i, at man får klogere børn,
så udsagnet: ‘rige folks børn er klogere’ er ikke blot ironisk, det er også en markering
af, at her præsenteres noget vrøvl. Det blødes dog op allerede i manchetten, hvor der
angives en alment accepteret årsag til, at der kan påvises en sammenhæng mellem
sociale forskelle og skolepræstationer: ‘Danske skoler har svært ved at bryde den sociale
arv’. Hermed udpeges problemet også: det er den sociale arv. Det er opgaven med at
bryde den sociale arv, skolerne ikke magter, hvorfor ‘rige folks børn er klogere’. Her
præsenteres altså en helt anden forståelse af problemet end i de øvrige aviser, ja
faktisk end i samtlige af de øvrige medier i hele perioden. Der angives ikke nogen
løsning på problemet, men i og med den sociale arv beskrives som problemet,
antydes det, at løsningen må være at gøre op med den sociale arv.
BTs artikel har to afsnit i brødteksten. Det første afsnit har fokus på, hvad PISAundersøgelsen viser om den sociale arv. Afsnittet indledes med en omskrivning af et
gammelt mundheld: ’Fortæl mig, hvem dine forældre er, og jeg skal fortælle, hvordan
du klarer dig i skolen.’ I denne sætning bruges direkte henvendelse, en teknik der
etablerer en nærhedsrelation til læseren. Faren ved den direkte henvendelse er, at den
kan virke nedladende, men det undgås her, fordi den er ’pakket ind’ i omskrivning af
et gammelt mundheld.
Afsnittet fortsætter med at erkende, at det er ‘lidt firkantet sagt’. Desuden bliver det
beskrevet som ‘et af resultaterne’ af PISA, dvs. på den måde vægtet som et blandt flere
resultater af en undersøgelse. Der tages altså her nogle forbehold, som muligvis ikke
får den store betydning i læserens læsning, men som er bemærkelsesværdige, fordi de
ikke tages i de store seriøse dagblade. Og egentlig også fordi BT her demonstrerer, at
forskning kan præsenteres med relevante forbehold for sandhedsværdien af
forskningen og samtidig være formuleret kort, klart og let læseligt.
PISA-undersøgelsens hovedformål præsenteres som måling af elevernes kompetencer
i en række lande. Efter således at have præsenteret sammenhængen, vender artiklen
tilbage til det resultat, som BT har valgt at fremhæve, om den sociale arv. Det gør
171
den ved at beskrive konkret, hvordan resultatet er opnået: eleverne har besvaret
spørgeskema om hjemlige og skolemæssige forhold, og disse er så sammenlignet
med de faglige resultater.
Artiklens andet afsnit har fokus på undersøgelsens øvrige resultater. Det gøres ved at
beskrive et udvalg af resultaterne i stikordsagtig form, hvor de får en enkelt sætning
hver.
Det er bemærkelsesværdigt, at hele artiklen forholder sig til PISA som forskning.
Den indeholder ingen udtalelser, ingen politiske udmeldinger, ingen temaer uden
bund i PISA. Denne artikel er formentlig den artikel i hele perioden, der giver flest
oplysninger om PISA-undersøgelsen. Hvilket er interessant, netop fordi BT er en
frokostavis.
Radioavisen
Radioavisen kan som et elektronisk medie være tidligere ude med dækningen, og der
bringes da også den 6. december et indslag om PISA. Indgangen til indslaget er, at
der nu skal være flere test i folkeskolen. Det præsenteres som undervisningsministerens bud på handling efter PISA-rapporten. Det imødegås dog af to lærere, der
argumenterer imod test. Her er samme mønster som i Berlingske Tidende, hvor
ministerens forslag også imødegås af praktikere, og der er en ansats til en dialog
mellem argumenter.
Der er ingen beskrivelse af forskningsresultater. Indslaget fokuserer på for og imod
test. Test er et af de forslag, som ministeren har til løsning af problemet med
folkeskolens dårlige PISA-præstationer.
Den 7. december har radioavisen et indslag om at flytte læreruddannelsen til
universitetet – altså et indslag om et andet løsningsforslag. Dette forslag kommer
ikke fra ministeren, men fra nogle forskere. Forskerne får altså her en rolle som
løsningsmagere, og ikke som problembeskrivere.
Såvel ministeren som nogle seminariestuderende citeres for at være imod. Igen en
form for dialog mellem synspunkter, uden at der dog etableres en egentlig dialog
mellem argumenterne.
Indslaget slutter med, at ministeren mener, at pointen i forskernes ide om at flytte
uddannelsen til universitetet er at højne niveauet, og at det gøres bedre gennem
specialiseringer inden for den nuværende læreruddannelse. Og derfor har ministeren
forslag til ændringer af læreruddannelsen. Sådan – vupti - blev forskernes forslag
vendt til et argument for ministerens forslag.
172
Rollefordelingen kan beskrives kort: Forskere definerer problemet: der er noget galt
med læreruddannelsen. Og de har også løsningen: læreruddannelsen skal på
universitetet. De berørte, dvs. de der netop er i gang med læreruddannelsen, er ikke
enige. Ministeren har den salomoniske løsning: højne niveauet, som forskerne
foreslår og samtidig bibeholde seminarierne, som de lærerstuderende ønsker.
Radioavisen kl. 18.00 d. 7. december bringer et indslag med to pointer. Den første er,
at PISA-forskeren Lena Lindenskov udtaler sig om den misforståelse, der har præget
medierne, at Danmark skulle være gået tilbage i forhold til sidste undersøgelse. Den
andet handler om ‘furore’ i Tyskland, hvor man har postet mange penge i skolesystemet, men stadig klarer sig ‘middelmådigt’.
Radioavisen har altså ikke disciplin-vinklen, der er så fremtrædende i Berlingske
Tidende og Jyllands-Posten. Men såvel test som læreruddannelse er gengangere i de
fleste medier.
URBAN – ren Ritzau
Gratisavisen Urban baserer sin dækning udelukkende på Ritzaus Bureau. Den 7.
december bringer Urban en notits på forsiden samt to artikler inden i bladet på side 4.
Notitsen på forsiden svarer, på nær den sidste sætning, til de første linjer i den ene
artikel.
I notitsen på forsiden står, at ‘skoleelever får dumpekarakter’, og det forklares, at
ministeren nu vil indføre obligatoriske prøver på grund af PISA-rapporten, som viser,
at Danmark ligger under gennemsnittet i læsning og naturfag. Selvom Danmark
ligger over gennemsnittet i matematik og problemløsning, ligger Danmark generelt
‘ret langt nede på listen’, fastslås det.
Der etableres således en forståelse af, at en undersøgelse påviser et problem, nemlig
at danske skolebørn klarer sig dårligt. Der nævnes intet om årsagen til problemet,
men der præsenteres en handling, nemlig at ministeren vil indføre test.
De to artikler, Urban bringer inden i bladet på side 4 er begge fra Ritzau. De
repræsenterer to radikalt forskellige syn på PISA. Den ene artikel har overskriften
‘Skoleelever skal mandsopdækkes’. Det er denne artikel, som notitsen på forsiden
bygger på. Her bringes undervisningsministerens, dvs. den politiske magthavers, den
formelt ansvarliges, vinkel på undersøgelsen. Artiklen refererer ministerens
synspunkter og hendes ønsker om handlinger. Samtlige oplysninger ligger i
ministeriets pressemeddelelse, jf kapitel 6. Den anden artikel er en anelse kortere.
Under overskriften ‘Uvederhæftige undersøgelser’ refereres skolepsykolog Per
Kjeldsens kritiske vurdering af PISA-undersøgelsen.
173
Der er her tale om en modstilling af to divergerende synspunkter: ministerens og en
kritisk eksperts. I og med de to artikler er placeret på samme side, lægges der op til,
at de læses i sammenhæng. Urban præsenterer således to forståelser, stammende fra
hver sin kilde. De to synspunkter står så at sige ‘rent’ ved siden af hinanden. Avisen
har ingen artikler, der sammenligner eller konfronterer synspunkterne. Men artiklen,
der præsenterer ministerens synspunkt får mere opmærksomhed, fordi den bringes
sammen med et foto og en billedtekst.
Artiklen om Ulla Tørnæs’ synspunkt beskriver ministerens bekymring og hendes
ideer om, hvad der kan rette op på danske elevers dårlige resultater. Problemet
identificeres: De danske skolelever klarer sig dårligt. Årsagen nævnes der intet om,
men løsningen præsenteres af ministeren, nemlig flere test.
I den anden artikel udpeges to andre problemer: At PISA-undersøgelserne anvender
uvederhæftige metoder (sammenligning af forskellige lande, som ikke er
sammenlignelige), og at PISA bruges politisk. Her angives hverken årsag eller
handlingsforslag, problemerne identificeres blot.
Den 8. december bringer Urban en kort notits (70 ord) på side 6, der fortæller om
PISA-forskernes påpegning af, at de danske elever ikke klarer sig dårligere end ved
sidste PISA-undersøgelse.
Urbans dækning er altså udelukkende baseret på Ritzaus Bureau. Avisens udvælgelse
af Ritzau-artikler er karakteriseret ved, at Urban har fravalgt de artikler, der fortæller
om resultater og facts om undersøgelsen. I stedet vælges det telegram, der gengiver
regeringens vinkel samt et telegram, der kritiserer hele grundlaget for PISA. På den
måde etableres en klassisk modstilling af synspunkter på dagen for offentliggørelsen
af PISA. Til udgaven den 8. december udvælges det Ritzau-telegram, som har den
mest afgørende nye vending i sagen, nemlig at gårsdagens mediedækning var
fejlagtig. Urbans dækning er kortfattet, hvilket ligger i, at gratisaviser er nyhedsorienterede og kortfattede.
Jyske Vestkysten
Jyske Vestkysten er meget kortfattet de første dage. En notits d. 7. december
fortæller, hvor mange danske elever der deltog i undersøgelsen, hvad PISA er en
forkortelse for, samt hvad formålet med programmet er. Her fremhæves altså tre
faktuelle oplysninger, som ikke omhandler undersøgelsens resultater, men
udelukkende er baggrundsoplysninger om, hvad PISA-undersøgelsen er. Den 8.
december bringes intet journalistisk stof, men to debatartikler.
Karakteristika ved mediedækningen
Denne gennemgang af de enkelte mediers dækning af PISA 2003 viser, at der er en
række fælles træk.
174
Den overordnede forståelsesramme: at det er et alvorligt problem, at de danske elever
præsterer for dårligt i forhold til andre lande, er helt gennemgående i mediernes
dækning. Ikke engang de medier, som forholder sig kritisk til PISA-metoderne, som
fx Information, bryder med denne overordnede ramme.
I min gennemgang af PISA-rapporten i kapitel 6 argumenterer jeg for, at den
forståelse ikke ligger i rapporten. Rapporten peger på nogle problemer, som der bør
tages hånd om, nogle forhold som Danmark kunne gøre bedre, men katastrofeblink
omkring den danske folkeskole generelt er der ikke tale om. Det er bemærkelsesværdigt, at den danske presse så samstemmende leverer en forståelse af, at der er
store problemer i folkeskolen. Der er nuanceforskelle, og der er forskelle, i hvilke
løsninger de enkelte medier fremhæver, men overordnet får man som mediebruger et
billede af en katastroferamt folkeskole med alvorlige disciplinære og faglige
problemer, og hvor radikale løsninger er påkrævede – uanset hvilket medie man
frekventerer.
Nogle forståelsesrammer er gennemgående og meget sejlivede, fx har ideen om at
skoleeleverne scorer dårligt på grund af manglende disciplin også en fremtrædende
plads i mediedækningen af PISA 2000. Det er også en sejlivet forståelsesramme, at
den er helt gal i folkeskolen. Ingen af medierne sætter for alvor spørgsmålstegn ved
dette. Nogle få artikler er kritiske over for PISAs metoder, men ikke så det anfægter
den overordnede forståelsesramme.
Generelt er mediedækningen mere fokuseret på det handlingsorienterede, fx
ændringer i læreruddannelsen og indførelse af test, end på beskrivelse af den
forskningsbaserede viden. Medierne fungerer muligvis som en undersøgelseskontekst, som Habermas ville sige det (jf. kap. 2), men det er løsninger, der
undersøges, ikke problemstillinger.
Og de undersøges ved at stille uenige aktører/interessenter op overfor hinanden, ikke
ved at konfrontere argumenter med modargumenter. Divergerende synspunkter
repræsenteres altså, men ikke så de kommer i dialog.
De løsninger, der tages op i medierne, svarer til de forhandlingspunkter, som
Undervisningsministeriet har taget op i forhold til parterne på folkeskoleområdet. Og
de svarer igen til anbefalingerne fra OECD-s uddannelsesreview, jf. kapitel 6.
Mediedækningen er karakteriseret ved, at den i høj grad er baseret på Ritzaus Bureau.
De faktuelle oplysninger om undersøgelsen er mestendels fra Ritzau, som igen har
dem fra Undervisningsministeriets pressemateriale. Det er derfor centralt for denne
del af mediedækningen, hvilket pressemateriale der udarbejdes.39 Mediernes øvrige
39
I kapitel 6 beskrives sammenhængen mellem pressemateriale og mediedækning for PISA 2000, hvor
såvel pressemateriale som pressedækning var mere orienteret mod undersøgelsen og mindre mod
175
vinkler kan også for det meste spores tilbage til Ritzau. Selvom det ikke er en Ritzauartikel, kan det være en artikel fra Ritzau, som inspirerer til at tage præcis den samme
vinkel, evt. med egne nye kilder.
Genremæssigt er avisernes egne artikler primært enqueter, portrætter og reportager.
Vinklen i disse egenproducerede artikler er ofte understøttende i forhold til den
forståelsesramme, avisen i øvrigt har præsenteret læserne for.
De fleste medier bringer artikler, som illustrerer skolens hverdag. Enten i form af
reportager fra skolehverdagen eller i form af portrætinterview med elever. Det er
også almindeligt at bruge en enquete til at gengive korte synspunkter fra elever,
lærere og skoleledere.
De fleste medier anvender faktabokse til korte statements om rapporten. Disse er i
overensstemmelse med Ritzau telegrammerne, som således har stor indflydelse ikke
bare på, hvilke oplysninger der fremtræder i medierne, men også på hvilke emner der
tages op. Næsten alle medierne omtaler Danmarks internationale placering ved at
bringe en rangliste.
Forskerne optræder på to måder. Den ene er som nogle, der uddyber og dokumenterer
de problemstillinger, der tages op i mediet. Deres autoritet som forskere bruges
således til at understøtte artiklens troværdighed. Her bevæger de sig stadig inden for
det forskningsmæssige felt. Men de forskere kan også træde uden for forskningsfeltet
og gå ind i det politiske domæne og foreslå handlinger – eller evt. komme med
forskningsbaserede statements, der kan fungere som argument for eller i mod andre
aktørers handlingsforslag. Faktisk indeholder materialet flest eksempler på, at
forskere bruges i argumentation for noget.
Flere nyhedsartikler viste sig at være argumenterende tekster, og den samlede
dækning i et medie kan ofte læses som en videre argumentation for det samme
synspunkt.
PISA i andre medier
PISA-undersøgelserne er genstand for journalistik og debat i mange andre medier end
nyhedsmedierne. Så selvom fokus i denne afhandling er forskningskommunikation i
den brede offentlighed, i massemedierne, hører det med til billedet, at der
kommunikeres om PISA i mange andre sammenhænge.
Derudover er det interessant, om de forståelsesrammer, der er karakteristiske for
nyhedsmediernes behandling af PISA, genfindes i medier med smallere målgrupper,
politiske forhandlinger. Men en del af de samme temaer (disciplin, læreruddannelse og test) kommer
dog op begge år.
176
eller del-offentligheder for ‘professionelle målgrupper’ som lærere, skoleledere,
pædagoger, forskere, forældre, politikere og embedsmænd.
Derfor har jeg undersøgt, hvordan Danmarks Lærerforenings blad, Folkeskolen, har
dækket PISA-undersøgelserne. Det viser sig ved elektronisk søgning på Folkeskolens
hjemmeside, at ‘PISA’ har ikke mindre end 425 hits. De fordeler sig over flere år, og
tallet ændres jævnligt. Tallet fortæller derfor (ikke overraskende), at PISA er et
stadigt tilbagevendende emne i lærernes fagblad. Men da bladet er et ugeblad, har
dækningen i undersøgelsesperioden i december 2004 ikke været stor.
Der er mere stof at hente på Folkeskolen.dk, som er Folkeskolens elektroniske
nyhedstjeneste. På Folkeskolens hjemmeside findes flere elektroniske kanaler. Der er
netnyheder, der er weblogs, og der er debatfora. Og der er flittig brug af links til
kilder, bl.a. til PISA-rapport, OECDs hjemmeside, forskellige forskeres hjemmesider,
andre undersøgelser etc. Det betyder, at der er en del tilgængelige kilder (som
selvfølgelig også er tilgængelige uden Folkeskolen) og en del tilgængelig debat.
Der er kort sagt et righoldigt materiale, som med rimelighed kunne indgå i en analyse
af, hvordan PISA kommunikeres uden for nyhedsmedierne. Undersøgelsen her
indskrænkes dog til, hvilke temaer i tilknytning til PISA der behandles i de mest
centrale medier og kun i en kort periode efter offentliggørelsen af PISA. På den måde
kan man sige, at undersøgelsen ikke giver et dækkende billede af, hvordan der
kommunikeres om PISA i den professionelle offentlighed. På den anden side giver
den et billede af kommunikationen i en kort periode, lige efter offentliggørelsen i
såvel nyhedsmedierne som de smallere medier. Helt præcist inddrages:
•
•
Den elektroniske nyhedsdækning på Folkeskolen.dk i perioden 6.december –
20. december 2004.
Mandag Morgen den 6. december og d. 13. december 2004
Hermed har jeg kun et lille udpluk af debatten om PISA i den pædagogiske og
politiske offentlighed. I de udvalgte artikler er der henvisninger til videnskabelige
artikler, til Dansk Pædagogisk Tidsskrift m.m. Der er kort sagt en videnskabelig
offentlighed med diskussion af PISA, som slet ikke er undersøgt. Denne lille,
kvalitative undersøgelse kan derfor blot supplere billedet af PISA i nyhedsmedierne
med en stikprøve på, hvilke temaer der tages op lige omkring offentliggørelsen af
PISA i den offentlighed, som henvender sig til beslutningstagere og praktikere inden
for feltet, med henblik på at se, om de samme forståelser ser ud til at være her eller ej.
Folkeskolen.dk
Folkeskolen.dk er Folkeskolens nyhedstjeneste på hjemmesiden. Jeg har undersøgt
26 nyheder, bragt i perioden 6. december – 20.december 2004. Forud for denne
periode bragte Folkeskolen.dk dog også artikler om PISA, dels metodekritik, hvor
177
PISA-forskere og andre forskere var i disput om videnskabeligheden i PISA og i
kritikken af PISA, dels andre landes resultater i PISA. Jeg har for overskuelighedens
skyld og for at have sammenlignelige perioder dog valgt kun at tage denne korte
periode efter offentliggørelsen. Netnyhederne er et dagligt medie.
Det er karakteristisk, at netnyhederne i langt højere grad end såvel nyhedsmedierne
som det trykte blad Folkeskolen, forholder sig direkte til rapportens resultater. Dels
redegøres der for resultaterne i overensstemmelse med rapportens tekst, dels
anvendes PISA-rapportens konklusioner i politisk argumentation.
Den 6. december bringes fx 8 nyheder, hvoraf de 5 forholder sig til PISA-resultater.
De 3 øvrige er henholdsvis referat af et synspunkt fra KL, referat af Lærerforeningens
kritik af regeringens forslag om test samt en kritisk artikel om regeringens forslag om
test, hvor der argumenteres med baggrund i PISA-rapporten.
Den 7. december bringes 4 artikler, hvoraf de tre forholder sig til PISA-resultater, og
en enkelt refererer et synspunkt fra Danmarks Lærerforening. Herefter kommer
dækningen til at handle mere om politiske uenigheder, både partipolitiske og
interesseorganisationers markeringer.
Danmarks Lærerforening tager i perioden nogle initiativer til at problematisere PISA,
og disse refereres naturligvis i foreningens eget organ. Den 10. december stiller
Danmarks Lærerforening spørgsmålstegn ved PISA-resultaterne på baggrund af
resultaterne fra Folkeskolens Afgangsprøve, hvor pigerne klarer sig bedre end
drengene. I forlængelse af denne mistillid til PISA-undersøgelsen, kræver Danmarks
Lærerforening den 15. december opgaverne fra PISA offentliggjort. Også den 15.
december går de i pressen med deres egen undersøgelse af dansklæreres brug af test i
de yngste klasser. Derudover handler artiklerne dels om de politiske forhandlinger,
dels om initiativer i Norge og Sverige i forbindelse med test samt Danmarks brug af
en anden international test, TIMSS.
Det generelle billede her er altså, at PISA i dette netbaserede nyhedsmedie for en
faglig offentlighed behandles som en forskningsnyhed i den forstand, at de første to
dages dækning overvejende er beskrivelser af rapportens indhold. Oven i købet – og
delvis i modsætning til dagspressen - med en korrekt beskrivelse af rapportens
udsagn. Først derefter kmmer fokus på de politiske forhandlinger. Det er kort sagt
dette medie, hvis forståelsesrammer passer bedst i forhold til rapporten.
En anden interessant iagttagelse er, at Folkeskolen.dk næsten er det eneste medie, der
bruger begrebet signifikans i artikler, hvor der redegøres for resultater fra rapporten.
Ellers er det kun Berlingske Tidende, der anvender udtrykket en enkelt gang i en
billedtekst. Indholdet i signifikans-begrebet er væsentligt i tolkningen af rapporten,
fordi rapporten opererer med tre grupper af lande, hvor der ikke er nogen signifikante
forskelle mellem de enkelte lande inden for hver gruppe. Denne væsentlige pointe for
178
at tolke sammenligningen mellem landene bortfalder, når medierne placerer landene
på en rangliste uden at tage højde for, om der er signifikante forskelle mellem fx land
nr. 5 og land nr. 12.
Folkeskolen.dk præsenterer en anden forståelsesramme end massemediernes. Hvor
massemedierne præsenterer det politiske forslag om test som en løsning, beskriver
Folkeskolen.dk forslaget om test som et problem. Forståelsesrammen i
Folkeskolen.dk er, at test angiveligt skal løse nogle problemer, men at der ikke er
forskningsmæssigt belæg i PISA-rapporten for, at disse problemer er væsentlige eller
for, at test skulle være løsningen. Her er altså en tættere kobling mellem rapport og
mediedækning.
På Folkeskolens hjemmeside er desuden et debatforum, hvor PISA-forskere og andre
forskere samt enkelte lægfolk og skolefolk med udgangspunkt i artikler fra
Folkeskolen og Dansk Pædagogisk Tidsskrift debatterer metoder og grundlag for
PISA-undersøgelsen. Denne debat indgår ikke i min analyse. Debatten strækker sig
over en ret lang tidsperiode og er altså ikke særlig intens. Den føres primært af
forskere og er næppe så central for formidlingen af PISA i den faglige ikkeforskningskyndige offentlighed som henholdsvis Folkeskolen og Folkeskolen.dk.
Mandag Morgen
Mandag Morgen er et interessant medie i denne sammenhæng, fordi det ifølge
ugebrevets hjemmeside henvender sig eksplicit til private og offentlige topledere.
Her inddrages to numre af Mandag Morgen, nemlig det nummer, der udkom d. 6.
december, altså samme dag som PISA-undersøgelsen offentliggøres, og det nummer,
der udkom ugen efter, dvs. d. 13. december. Mandag Morgen har dækket PISA i
andre numre, både før og siden, men disse to numre ligger inden for den periode,
hvor dagspressens dækning også undersøges.
Den 6. december har Mandag Morgen jo ikke haft mulighed for at skrive om selve
PISA-rapporten. Der bringes i stedet en artikel med den vinkel, at PISAundersøgelserne har en stor betydning for dansk skolepolitik, men at ingen sætter
spørgsmålstegn ved PISAs resultater.40 Når denne vinkel er valgt, kan det bl.a.
hænge sammen med, at emnet vurderes som mediemæssigt vigtigt, og derfor skal
dækkes, men samtidig har Mandag Morgen ikke har haft rapporten tidsnok til at
kunne nå at skrive om rapportens resultater, må man finde en alternativ vinkel.
Artiklen er bygget op om udtalelser fra tre embedsmænd og deres erfaringer med
PISA i deres arbejde. Det er tre centrale organisationer i forhandlingerne på
40
Denne vinkel, at forskere og embedsmænd er enige om, at PISA-undersøgelser har stor betydning
for dansk skolepolitik, indgår i Information d. 8. december i indledningsmanchetten til temaopslag om
PISA.
179
folkeskoleområdet, der repræsenteres: Kommunernes Landsforening, Undervisningsministeriet og Danmarks Lærerforening. Desuden er tre forskere blevet bedt om deres
vurdering af PISAs betydning for debatten om folkeskolen.
Artiklen skildrer PISAs betydning for dansk skolepolitik som et problem ud fra den
begrundelse, at undersøgelsernes forskningsmæssige kvalitet ikke er god nok.
Artiklen har således to påstande, den argumenterer for.
Første påstand er, at PISA har afgørende betydning for dansk skolepolitik. Denne
påstand underbygges dels af en enkelt kort udtalelse fra forskerside, nemlig professor
Per Fibæk Laursen, der udtaler, at det er svært at overvurdere betydningen af PISAundersøgelserne. Dels underbygges påstanden med udtalelser fra de tre embedsmænd. Deres troværdighed som vidner underbygges af beskrivelser af deres
placering og funktion i forhold til forhandlinger om og udmøntning af dansk
skolepolitik. Fx:
‘Jeg har været en del af det område i fire år, og i de seneste tre har PISA været
det allestedsnærværende udgangspunkt for de problemstillinger, vi arbejder
med. PISA har ikke givet os svarene, men den har defineret problemerne.’
Og:
‘PISA har udgjort et centralt led i overvejelserne bag såvel revisionen af
folkeskoleloven som andre tiltag, der siden er taget initiativ til, fortæller direktør i
Undervisningsministeriet, Kim Mørch Jakobsen.’
Artiklens anden påstand er, at PISAs forskningsmæssige kvalitet ikke er i orden.
Denne påstand underbygges med professor Erik Jørgen Hansens kritik af PISAmetoderne. Hvor den første påstand ikke blev imødegået af modargumenter, bliver
denne kritik forsøgt imødegået af argumenter fra PISA-forskeren Jan Mejding. Men
artiklen lader altid Erik Jørgen Hansen fremføre det afgørende argument, og derved
står artiklens påstand endnu stærkere: Modargumenterne er imødegået.
Den væsentlige forskel på denne artikel og dagspressens artikler er selvfølgelig
længden, bl.a. i citaterne, men også forsøget på at ‘gå bagom’ nyheden. Mandag
Morgen beskriver PISA i et fugleperspektiv, hvor der ikke er fokus på resultater og
partipolitiske diskussioner, men på hvordan en undersøgelse bruges som grundlag for
realpolitiske forhandlinger, og om dette grundlag så er videnskabeligt i orden.
Her er fokus på rationalitet på flere måder. Artiklen sætter spørgsmålstegn ved, om
den førte politik drives på et videnskabeligt, rationelt grundlag, når den føres på
grundlag af PISA. Og betydningen af rationelle grundlag bekræftes af, at KLs og
ministeriets embedsmænd pointerer, at embedsmænd kun er modtagelige for ‘kolde
facts’:
180
‘Embedsmænd er alle opdraget i en mere eller mindre samfundsvidenskabelig
tradition, og hvis der er en undersøgelse, der kan påvise nogle sammenhænge,
lytter vi. Det er simpelthen den tungeste form for argument, man kan anvende
over for sådan nogle som os. Ideologisk baserede diskussioner om, hvorvidt
der er synd for børnene, at de ikke ved, hvor Nakskov ligger, påvirker ikke
embedsmandssystemer særlig meget’, som Schloss formulerer det.’
Det pudsige her er jo, at hele artiklen handler om, at PISA ikke er videnskabeligt
funderet, og at det derfor ikke er rationelt, når PISA får så afgørende betydning for
politiske beslutninger vedrørende folkeskolen. PISA skildres som et uvidenskabeligt
og irrationelt grundlag for politiske beslutninger. Mens embedsmændenes forståelse
samstemmende er, at de agerer fuldkommen rationelt og på et videnskabeligt
grundlag, når de handler på baggrund af PISA.
Ugen efter bringer Mandag Morgen en artikel om test. Her er overskriften, at ‘Test vil
gavne folkeskolen’. Det fortælles i manchetten, at forskere er positive over for test.
Årsagen til ministerens forslag om obligatoriske test ligger i PISA-rapporten. Og
hvor rapportens forskningsmæssige kvalitet blev betvivlet i artiklen sidste nummer,
tages den i dette nummer for givet. En enkelt forsker bliver citeret for at være kritisk
over for brugen af test, men ellers er det kun PISA-forskere, der citeres. Og deres
eneste forbehold er, om lærerne nu også kan bruge dem ordentligt.
Forskelle på forståelsesrammer
Der er ikke de store forskelle på forståelsesrammerne i dagspressen. Men disse
stikprøver på, hvad der foregår i andre dele af offentligheden, i en mere professionel
offentlighed viser, at Folkeskolen præsenterer et andet problem end dagspressen. Her
er problemet ikke, at skoleeleverne ikke præsterer gode resultater i PISAundersøgelser; her er problemet, at ministeren vil indføre test.
Det er jo ikke underligt, at lærernes faglige organisation definerer problemet
anderledes, og at deres medier derfor også søger at definere andre problemstillinger,
som i højere grad svarer til medlemmernes faglige interesser. Det er heller ikke
overraskende, at debatten her i højere grad er baseret på en mere nuanceret læsning af
rapporten og mindre præget af Ritzau-telegrammer.
Det er også interessant at se, at Mandag Morgens dækning har præget Informations
dækning. At der er meget genbrug inden for medieverdenen, konstaterer Anker Brink
Lund i sin undersøgelse af en nyhedsuge i Danmark (Lund, 2000). Genbrug er en
nødvendighed ifølge Lund. Genbruget er samtidig en gentagelse af bestemte
forståelsesrammer, og det er interessant, hvilke forståelser der gentages, og af hvem.
181
9. Kapitel:
Mediedækningens karakteristika
Med baggrund i en kvantitativ indholdsanalyse af den trykte dagspresses dækning af
PISA 2003 har jeg identificeret forskelle og ligheder mellem dominerende temaer i
henholdsvis rapport og mediedækning: Hvad er på mediernes dagsorden vedrørende
PISA 2003? Og med baggrund i en analyse af de forståelsesrammer, der kendetegner
nyhedsdækningen har jeg beskrevet den placering og funktion, forskningen får i
teksterne: Hvordan forstås PISA 2003 i medierne? Som et perspektiverende element
har jeg analyseret forståelsesrammer i medier, der ikke er nyhedsmedier, men
henvender sig til en mere professionel offentlighed.
I dette kapitel opsummerer jeg konklusionerne fra disse tre delanalyser og diskuterer
på den baggrund, hvilken plads den samlede analyse peger på, at den
forskningsbaserede viden i PISA 2003 har i en massemedieret sammenhæng.
182
Analysens elementer
Analysen undersøger forholdet mellem forskningsbaseret viden og massemedieret
viden. Hvad sker der med den viden, som fremgår af rapporten, når den fremstilles i
massemedierne? Hvilken viden om PISA-undersøgelsen er tilgængelig for
mediebrugere via massemedierne?
Analysen består af to dele:
1. En kvantitativ indholdsanalyse af mediedækningen af PISA i et antal
dagblade samt nyhedstelegrammerne fra nyhedsbureauet Ritzau, en
beskrivelse af indholdet i den danske PISA-rapport samt en analyse af det
danske pressemateriale om PISA 2003.
2. En kvalitativ analyse af forståelsesrammer i mediedækningens første dage.
Forskelle mellem rapport og mediedækning
Den kvantitative analyse af mediedækningen viser væsentlige forskelle mellem,
hvilke temaer der dominerer i henholdsvis rapporten og medierne. Der viser sig også
at være tydelige sammenhænge mellem de temaer, der præger mediedækningen, og
de temaer der har haft politisk interesse, også før rapportens offentliggørelse. Der er
flere sammenhænge mellem mediedækningen og temaerne i OECD-reviewet, end der
er mellem mediedækningen og rapporten. Og de temaer, der behandles i medierne,
dvs. de temaer, der diskuteres i offentligheden, er i højere grad politiske handlinger i
forhold til folkeskolen, end det er forskningsbaseret viden om folkeskolen.
Det er interessant, at der er så væsentlige forskelle mellem de dominerende temaer i
rapporten og i medierne, fordi det giver et indblik i, at de problemstillinger,
forskningsrapporten peger på, ikke er de problemstillinger, der kommer frem i
medierne. Hvor andre undersøgelser (jf. kapitel 4) af forskningsbaseret viden i
massemedierne peger på, at der sker ændringer og udeladelser af den forskningsbaserede viden, når den optræder i medierne, peger denne kvantitative analyse altså
på, at den mediemæssige tematisering er en ganske anden end den forskningsmæssige
tematisering. Der er – firkantet sagt – tale om to forskellige historier.
Forskellene er bl.a. belyst ud fra den kontekstuelle sammenhæng, mediedækningen
indgår i. Kontekstuel sammenhæng forstås her som de tekster, der danner grundlag
for mediedækningen. Det er det pressemateriale, der ligger til grund for mediedækningen samt de nyhedstelegrammer, nyhedsbureauet Ritzau udsendte om PISA
2003. Som et perspektiverende bidrag til analysen er desuden inddraget tekster
vedrørende den tidligere PISA-undersøgelse, PISA 2000. Det drejer sig om
pressemateriale, Ritzau-telegrammer samt en undersøgelse af temaer i pressedækningen for PISA 2000.
183
Der viste sig både ligheder og forskelle her. Mediedækningen af PISA er væsentlig
mindre omfattende i 2001 end i 2004. Begge år beskrives folkeskolen som
mangelfuld, tonen er dog noget skærpet vedrørende PISA 2003. Tendensen til, at
medierne fokuserer på afledte temaer, ses også i 2000. Begge år fylder temaet
disciplin meget. Ligesom temaerne politiske initiativer, test og læreruddannelse alle
er gennemgående temaer begge år. Den væsentlige forskel er, at PISA-forskerne
kommer væsentlig mere til orde om PISA 2000 end om PISA 2003. Det er også
markant, at de politiske udtalelser fylder væsentligt mindre i forbindelse med PISA
2000. Dels markerer ministeren sig mindre, dels er der ganske få politikerudtalelser. I
det hele taget er der langt flere interessemarkeringer i forbindelse med PISA 2003
end PISA 2000.
Det hænger formentlig bl.a. sammen med, at der forud for offentliggørelsen af PISA
2003 har været en mere intensiv, politisk proces, og at regeringen offentliggør forslag
om ændringer i folkeskolen sammen med redegørelsen for PISA-undersøgelsen. Det
er en klar forskel til PISA 2000, hvor pressematerialet var præget af PISA-forskernes
redegørelser for undersøgelsen. Pressematerialet for PISA 2000 lægger på den måde
op til en mere ’forskningsnær’ dækning end pressematerialet for PISA 2003 gør.
Begge år er mediedækningen altså mere præget af politiske diskussioner end af
forskning. De temaer, der optager medierne (ud over de politiske initiativer) er i store
træk de samme begge år: disciplin, lærernes uddannelse og test/evaluering. Det er
temaer, der kun i begrænset omfang har rod i rapporterne, men til gengæld er
orienteret mod handlinger på skoleområdet.
Forskellene på rapportens temaer og mediedækningens må bl.a. ses i lyset af
forskellen på mediernes og forskningens funktioner. Det viser sig meget tydeligt i
den kvalitative analyse, at medierne fokuserer på løsninger, på hvordan der kan
handles politisk i forhold til en problemstilling. Det er en ganske anden vinkel på en
problemstilling end den analytiske, som ligger i en forskningsmæssig tilgang.
Der ses lidt andre tendenser i den mere professionaliserede offentlighed,
repræsenteret ved Folkeskolen.dk og Mandag Morgen. Folkeskolen.dk præsenterer
en forståelsesramme, som ligger tættere på rapportens end nyhedsmediernes. Men
også her er der mere fokus på handling end på analyse. Eller snarere: Fokus på
analyse som forudsætning for handling. Men det er vel også præcis, hvad et organ for
en faglig organisering bør fokusere på.
Mandag Morgen bryder i en artikel med de øvrige mediers forståelsesramme ved at
forsøge at ‘gå bagom’ PISA. Dels ved at belyse PISAs realpolitiske betydning, dels
ved at belyse spørgsmålet om, hvorvidt det er videnskabeligt i orden at bruge PISAundersøgelsen som grundlag for realpolitiske forhandlinger. Artiklen sætter altså
spørgsmålstegn ved, om den førte politik drives på et videnskabeligt, rationelt
184
grundlag. I en anden artikel er der fokus på løsninger, helt specifikt om test kan løse
problemet eller ej.
Ensartethed i forståelsesrammer
Den kvalitative analyse af forståelsesrammerne viser, at alle medierne beskriver
PISA-undersøgelsen og de tilknyttede problematikker ud fra den samme overordnede
forståelsesramme. Ingen af medierne bryder for alvor med den forståelsesramme,
som er politisk defineret i regeringens udspil: At folkeskolen er på katastrofens rand.
I den forstand er dækningen meget ensartet, selvom Information har enkelte artikler,
som sætter spørgsmålstegn ved grundlaget for PISA. Forståelsen af, at den danske
folkeskole har mange mangler, fremstår derfor som en alment accepteret sandhed i
mediedækningen.
Ensartetheden gælder ikke kun den overordnede forståelse af PISA 2003, men også
måden, PISA dækkes på. Det gælder i formen, fx med hensyn til valg af genrer:
reportager, politiske konfrontationer, faktabokse etc. Det gælder også med hensyn til
valg af oplysninger – medierne bygger i deres brug af konkrete oplysninger stort set
alle på telegrammerne fra Ritzau, som igen stammer fra Undervisningsministeriets
pressemateriale. Mediernes egenproducerede artikler er primært reportager og
interview, som illustrerer snarere end undersøger forståelsesrammen. Og her er igen
stor ensartethed med hensyn til, hvilke vinkler og typer af kilder der vælges.
At Ritzaus Bureau har stor betydning for mediedækningen, og at der i øvrigt er stort
sammenfald i mediernes dækning er ikke overraskende i forhold til den analyse af
’mediernes fødekæde’, som Anker Brink Lund (Lund, 2000) har foretaget. Lund
konkluderer, at der er et
‘ … entydigt billede af samspillet mellem fire typer af nyhedsudbydere med
dagbladene som hovedleverandør og det dagbladsejede nyhedsbureau i
orkanens øje. Der lånes og stjæles på kryds og tværs, men Ritzaus Bureau
indtager nøglepositionen som det sted, hvor nyheder transformeres og gøres
fælles.’ (Lund, 2000: 147)41
Det omfattende genbrug kommenterer Lund på den ene side sådan, at vinklerne er
forudsigelige og ensartede, og det ser han som et symptom på, at medierne vælger de
lette løsninger. På den anden side konkluderer han også, at genbruget er en
nødvendighed:
41
I den periode, som afhandlingen undersøger, er Ritzau stadig det nationale nyhedsbureau, men
denne monopolstatus er blevet antastet (jf. side 118), bl.a. ved at TV2 opsagde deres aftale med Ritzau
i maj 2006 og i kraft af Danmarks Radios planer om egen nyhedstjeneste (Fagbladet Journalisten d.
17. maj 2006).
185
‘Uden dette omfattende genbrug ville de journalistiske fødekæder komme til at
lide af alvorlige mangelsygdomme’ (Lund, 2000: 147).
Når man - som i denne afhandling - har fokus på dækningen af et enkelt emne, bliver
det meget påfaldende, hvor ensartet dækningen er. Set i forhold til et ideal om
offentligt ræsonnement, er ensartetheden i vinkler og genrer ikke befordrende. Idealet
om medierne som en vagthund, der forholder sig kritisk til såvel magthavere som
forskere, forudsætter også en vis mangfoldighed i vinkler. Hertil skal siges, at den
aktuelle undersøgelse jo er begrænset til en ret kort periode, umiddelbart efter
offentliggørelsen af PISA-undersøgelsen. Variationen i dækningen ville måske vise
sig at være større over en længere periode.
Den journalistiske fremstilling
Den kvalitative analyse i kapitel 8 peger på nogle karakteristika ved den måde,
medierne dækker PISA-undersøgelsen på. Den journalistiske udtryksform har
betydning for indhold og forståelsesramme. Som beskrevet i kapitel 4 peger andre
undersøgelser (bl.a. Weiss and Singer, 1988; Nelkin, 1995; Fenton et al., 1998) på, at
medierne udelader oplysninger i forbindelse med omtale af forskning, og at forskning
passes ind i de traditionelle journalistiske fortællemåder. Jeg vil her trække de
specifikke fremstillingsmæssige træk for mediernes PISA-dækning frem.
Forskning som argument
Et af disse er brugen af korte statements om undersøgelsens resultater. Korte
statements fremstår bl.a. i faktabokse, men også i teksterne. Korte statements
optræder også i forskningsrapporter. I PISA-rapporten er der flere, korte statements i
opsummeringer og konklusioner på undersøgelsens forskellige dele. Den store forskel
mellem rapporten og mediedækningen er, at når der optræder korte statements i en
forskningsrapport, fremstår det tydeligt, at de er baseret på en række præmisser, fx
udvælgelse af bestemte typer empiri, formulering af bestemte spørgsmål til empirien
og udeladelse af en række faktorer. Genren forskningsrapport markerer tydeligt med
sin opbygning, hvor disse præmisser er beskrevet, at her præsenteres et udsagn, der
bygger på en række forudsætninger, som kan ses i andre dele af rapporten. I en
mediekontekst bliver de korte statements eller konklusioner løsrevet fra deres
præmisser og fremstillet som sande udsagn. Udsagnene fremstår som sande, i det
omfang de er baseret på forskning. Forskning har som beskrevet i kapitel 2 en stærk
troværdighed i vores kultur. Derfor kan disse ‘sande udsagn’ fungere som
overbevisende argumenter. Det fremgik af den kvalitative analyse, at korte statements
om Danmarks præstationer i PISA-undersøgelsen indgår i mediekonteksten som
argumenter. Enten for, at der må handles radikalt og hurtigt eller for, at der må
handles på bestemte måder. Forskningen kommer til at indgå i nogle interessenters
argumentation for bestemte handlinger.
186
Hvor videnskaben fokuserer på problembeskrivelse og problemforståelse, fokuserer
medierne på handlinger og løsninger. Derfor kan de meget korte udsagn om, hvad
forskningen påviser, blive brugt argumenterende i avisens samlede dækning. De
bliver til argumenter i diskussionen om, hvordan der skal handles politisk, fordi
avisernes dækning ikke handler om forskning, men om politik, om løsninger.
Disciplin
Disciplin omtales i flere medier som den væsentligste faktor for børnenes indlæring,
og både Berlingske Tidende og Jyllands-Posten vælger disciplinvinklen i deres
hovedhistorie. At mangel på disciplin er årsag til dårlige skolepræstationer, er en af
de dominerende forståelser i medierne. Det kan undre, når man læser rapporten, for
her fremhæves disciplin ikke. Omtalen af disciplin som problem i forhold til faglige
resultater nævnes i sammenhæng med matematikundervisningen og udgør halvanden
side af rapportens 268 sider. Rapporten skriver:
‘Af de 19 forhold vedrørende skoleressourcer, skolemiljø og skolepolitik og
skolepraksis [som indgår i PISA-undersøgelsen, red.bem.], er kun ét forhold
signifikant korreleret med matematikfærdighederne: indekset for disciplin i
matematiktimerne (se tabel A8.3).’
(Mejding, 2004: 221).
Disciplin er kort sagt et af mange, mulige forhold, men et hvor man kan påvise en
kvantitativ sammenhæng. Derfor tillægges denne ene faktor stor betydning. En af
PISA-forskerne forklarer dette i en e-mail til mig, hvor hun svarer på min undren
over, at noget, der ikke tillægges videre betydning i rapporten, fremføres med så stor
kraft i medierne:
‘Det fremgår af den danske (og den internationale) PISA 2003 (s. 222 i den
danske), at der er en positiv sammenhæng mellem disciplin i matematiktimerne
og elevernes matematikfærdigheder. Denne forskel gælder for Danmark og i de
fleste andre lande, der deltog i PISA (jf. Tb. A8.3; s. 237 i den danske rapport).
Grunden til det er blevet specielt fremhævet ved præsentationen af rapporten
er, at det er (næsten) den eneste skolefaktor, for hvilken der for Danmark
kunne eftervises at være en sammenhæng med elevernes PISA-scores.’
(Beatrice S. Rangvid, AKF, i svarmail til mig).
Citatet peger på dels, at der sker en bevidst ændring i vægtningen fra selve rapporten
til præsentationen af rapporten, dels at der i præsentation (’fremhævet specielt ved
præsentationen’) er lagt vægt på, hvor der kan påvises målbare sammenhænge, på
kvantitative ’beviser’. Det er et eksempel på, at forskerne fokuserer på kvantiteten
som et gyldigt udtryk for tendenser. Deres fokus på kvantitet får betydning i forhold
til offentliggørelsesprocessen, og den kvantitative virkelighedsbeskrivelse får
betydning for mediedækningens fokus. Her er altså et eksempel på, at den
forskningsmæssige tilgang faktisk slår igennem i mediedækningen.
187
Karakteren af mediedækningen hænger sammen med karakteren af undersøgelsens
indhold. PISA-undersøgelsens kvantitative udgangspunkt med fokus på rangordning
af lande og på fremgang/tilbagegang fra 2000 til 2003 afspejles i mediernes ranglister
og ordvalg som fx ’dumpekarakter’. Kvantitativ forskning lægger op til en
mediedækning, der fokuserer på bedst/dårligst, fremgang/tilbagegang. Samtidig er
PISA – både som forskningsrapport og som politisk initiativ betragtet – fokuseret på
handling. På kausalsammenhænge, der kan påvises kvantitativt, så der kan handles
politisk. Det giver forskningen en plads i offentligheden som ’the missing link’ – det
argumentationsled, der mangler mellem ideologiske ønsker og politiske handlinger:
PISA-rapporten påviser, at Danmark klarer sig dårligt og, at det skyldes manglende
disciplin m.m.
Handlingsaspektet spiller også ind. I en artikel i Berlingske Tidende står:
‘(Disciplin er) en betydningsfuld faktor for elevresultater – og vel at mærke en
faktor, som skoler kan stille noget op over for’, fremgår det af rapporten.’
Dette udsagn findes ikke som ordret citat i rapporten, men det er muligvis blevet sagt
ved pressemødet. Grundlaget for citatet er formentlig denne formulering i PISArapporten, side 198:
‘Det kan diskuteres, om elevadfærd i undervisningen skal betragtes som et
CCC-emne, (personlige og social kompetencer, red. bem.) eller om det i
højere grad skal betragtes som en lærerrelateret skolevariabel. Da det
imidlertid er en faktor, der gennem de seneste år har været meget fokus på,
bliver den inddraget under område CCC, vel vidende, at både skolens og
lærernes indsats med hensyn til at etablere det, som i engelsk PISA-terminologi
kaldes ‘disciplinary climate’, er af stor betydning. Netop det, at skolernes og
lærernes indsats har betydning, indikerer at det er et forhold, der i modsætning
til for eksempel elevernes sociale baggrund, er noget, der kan ændres på.’
(Mejding, 2004: 198)
Forskerne giver her udtryk for, at disciplin er en forskningsmæssig interessant faktor,
fordi den er relateret til forhold, man kan ændre på. Handlingsaspektet er således
også centralt for forskerne.42
Både kvantitet og handlingsaspekt er væsentlige forhold i såvel PISA-undersøgelsen
som i medierne, men da disciplinspørgsmålet også var forholdsvis fremtrædende ved
mediedækningen af PISA 2000, skal den store medieinteresse for disciplin måske
42
Det er strengt taget en snæver forståelse af handlemuligheder. For det er handlemuligheder
udelukkende relateret til skoleverdenen. Andre faktorer, som ikke er skole- eller lærerrelaterede, kan
vel i princippet også ændres – blot ikke i skoleverdenen alene.
188
også forklares med baggrund i andre forhold, fx en ideologisk og kulturel interesse
for disciplin.
Signifikans
Et andet af de dominerende temaer i mediedækningen, er Danmarks placering i
forhold til de øvrige lande. Næsten alle medier bragte ranglister, hvor landenes
præstationer kunne ses i forhold til hinanden. I PISA-rapporten findes disse lister,
men rapporten skriver også, at Danmark er placeret i en gruppe af lande, der ikke er
signifikant forskellige fra hinanden. Der er således en gruppe af lande, hvor
forskellene er så små, at det ikke giver mening at placere dem i rækkefølge.
Pressedækningen fremhæver derimod en rangliste over lande, som placerer Danmark
relativt langt nede, og netop ikke skelner mellem betydende og ikke-betydende
forskelle.
Den mest detaljerede gengivelse i hele perioden af landenes præstationer i forhold til
hinanden bringes af Berlingske Tidende. For matematik, læsning, naturfag og
problemløsning angives ikke bare landenes placering i forhold til hinanden, men også
landenes gennemsnitlige scores. I en billedtekst angives, at:
‘Nogle af landenes gennemsnit ligger så tæt på hinanden, at der ikke er
statistisk signifikante forskelle.’
Berlingske Tidende er faktisk det eneste medie i undersøgelsen, ud over
Folkeskolen.dk, som nævner begrebet signifikans. Netop i en kvantitativ
sammenligning, er det afgørende for tolkningen, hvornår der er tale om signifikante
forskelle eller ej. Mediernes generelle fokus på en rangliste, hvor det ikke kan ses,
hvornår der signifikante forskelle, er derfor en negligering af en væsentlig præmis for
PISA-undersøgelsens konklusioner. Det interessante er, at selvom Berlingske
Tidende nævner, at der ikke er signifikante forskelle, så bruges den oplysning ikke til
noget. Ranglisten fylder en stor del af siden, og teksterne fortæller intet om, hvilke
forskelle der ikke er statistisk signifikante.
Det er velkendt i litteraturen om forskningsformidling, at forskere kritiserer
mediernes behandling af de oplysninger og den viden, forskerne videregiver til
journalisterne (Nelkin, 1995). Et aspekt af denne kritik er diskussionen om
journalisternes uddannelse, og flere har stillet krav om, at journalister, der skriver om
forskning, bør have en særlig indsigt i videnskabelige metoder (Hornmoen, 1999).
Spørgsmålet er, om en anderledes uddannelsesmæssig ballast ville have ændret på
avisens fremstilling af landenes præstationer. Når den statistiske signifikans stort set
forsvinder i mediedækningen, skyldes det snarere, at forskningen ikke er i fokus i
mediedækningen. Mediernes interesse er ikke forskningsbaseret viden, men aktuelle
politiske diskussioner, styrkeforhold og forhandlinger.
189
Vinkling
Hvor medieforskningen arbejder med frames, arbejder journalisterne med vinkler. I
bogen ‘Journalistikkens grundtrin’ definerer Mogens Meilby, Danmarks
Journalisthøjskole, begrebet vinkling. Han skriver, at vinkling er:
‘en afgræsning af historien til et overkommeligt udsnit af emnets virkelighed’
(Meilby, 2006: 110).
Analyserne i denne undersøgelse har fokuseret på, netop hvordan de journalistiske
tekster afgrænser historien om PISA til et overkommeligt udsnit af emnets
virkelighed.
I flere undersøgelser om forskningsstof i medierne (jf. kapitel 4) er det et helt centralt
spørgsmål, hvordan medierne udelader væsentlige oplysninger og er upræcise i deres
omtale. Det betragtes så – med forskerøjne – som et problem.
Denne afhandling bidrager med en analyse, der fokuserer på mediernes vinkling
(framing) af forskningsstof. Ved at undersøge, hvordan mediernes valg af vinkler
indvirker på den måde, forskningsbaseret viden indgår i den offentlige, demokratiske
debat på, kommer fokus til at ligge på forholdet mellem medieteksternes vinklinger
og massemediernes funktioner, i stedet for på mediernes ‘forvrængning’ af
forskningen.
Det betyder også, at de fremstillingsmæssige karakteristika ved mediedækningen,
som analysen peger på, må forstås i lyset af den mediemæssige praksis. Medierne er
en institution, der fungerer ud fra logikker (jf. kapitel 4), som ikke handler om
pædagogisk formidling af forskning. Som Kaj Asmussen (1992) meget klart
beskriver det i en lærebog:
‘… aviser er ikke grundbøger i samfundslære. (…) Hovedparten af historierne i
aviserne er variationer over temaer, som læserne kan nynne med på. Det nye
ligger i, hvordan variationen denne gang udspiller sig, og hvem der medvirker.’
(Asmussen, 1992: 17-18).
På grundlag af analysen af PISA-dækningen vil jeg konkludere, at det politiske ønske
om, at der skal kommunikeres mere om forskning i massemedierne, ikke vil føre til
mere viden i offentligheden om forskning. Som Carvalho (2007) skriver i forbindelse
med en undersøgelse af mediernes fremstilling af klimaspørgsmålet, viser flere
undersøgelser, at medierne formidler ideologiske standpunkter, ikke videnskabelig
viden. Ikke fordi der er noget galt med journalisterne, men fordi medierne tjener
andre formål end at højne befolkningens vidensniveau gennem forskningsformidling.
Derfor vil konsekvensen af, at flere forskere bidrager til den offentlige debat i
medierne, formentlig ikke være mere forskningsbaseret viden, men flere argumenter i
190
den offentlige debat. Ikke nødvendigvis forskningsbaserede argumenter, men måske
argumenter som henter legitimitet i forskning.
Forskningens placering og funktion
Min undersøgelse peger på, at forskningen bliver en anledning til, at nogle temaer
tages op. Mediedækningen forholder sig ikke ret meget til indholdet i forskningsrapporten, og bortset fra dagbladet Information slet ikke til forudsætningerne for
rapporten, til de præmisser, den er udarbejdet på. Den problematik, forskningen
arbejder med, nemlig elevernes faglige og sociale kompetencer, behandles egentlig
ikke. Resultaterne beskrives i korte statements, men som problemstillinger behandles
de ikke. Mediedækningen handler langt mere om handling, om hvordan man løser det
problem, rapporten tages til indtægt for omkring de dårlige skolepræstationer.
Forskningen bruges i to funktioner. Denne ene som anledning. Det er PISArapporten, der er den direkte anledning til at tage spørgsmål om læreruddannelse, om
test, om folkeskoleforlig etc. op. Den anden funktion er som argument. De korte
statements og udtalelser fra forskere om resultater fra PISA fungerer i den samlede
mediedækning ofte som led i argumentationer. Det kan være argumentationer for
problemets alvor, men det er tit som argument for nogle af de forslag om handling,
der fremstilles.
Forskningen bliver således led i en argumentation for politiske handlinger, og PISAdækningen bliver domineret af synspunkter, ikke af information eller
forskningsbaseret viden om undersøgelsen. Analysen af nyhedsartiklerne viser
desuden flere eksempler på, at nyhedsartikler i sig selv er opbygget som
argumenterende tekster. I den forstand bliver en forskningsbaseret viden brugt, men
hverken i en oplysende eller en deliberativ sammenhæng.
Brugsværdi
Kan mediedækningen af PISA også tolkes inden for rammerne af Wolfgang Wagners
(2007) forståelse af folkelig videnskab (se kapitel 4)? Wagners pointe er, at viden
tilegnes i det omfang, den har en brugsværdi. Videnskabelig viden antager derfor en
ganske anden form, når den tilegnes i ikke-videnskabelige kredse. Wagner mener, at
videnskabelig viden ligner lægmandsviden lige så meget som en engelsk bøf ligner
en hakkebøf, og i øvrigt ligger der ingen kvalitetsstempling i sammenligningen. En
hakkebøf kan være mere saftig og krydret end en engelsk bøf, pointerer Wagner.
Måske er det lige præcis begrebet brugsværdi, der beskriver, hvad der sker i
mediedækningen af PISA. Medierne er underlagt kommercielle krav, og dermed et
krav om at modsvare publikums behov. En af de vigtige brugsværdier, Wagner
nævner, er behovet for at fungere i sociale situationer, bl.a. at kunne kommunikere
omkring aktuelle emner. Det kan fx være i diskussioner ved frokostbordet på
arbejdspladsen eller ved familiemiddagene. I de sociale sammenhænge, hvor man
191
ikke skal fungere professionelt, men netop som lægmand sammen med andre
lægfolk, er det sjældent forskningsbaseret viden, men snarere synspunkter og
handlingsrelaterede overvejelser, der efterspørges. Tilsvarende er medierne optagede
af handlinger og løsninger, frem for analyser.
Kaj Asmussens præcisering af, at aviser ikke er grundbøger i samfundslære (jf.
tidligere citat) er vel bare et andet udtryk for, at mediernes praksis i høj grad er
bygget op om hensyn til mediebrugernes brugsværdi. Brugsværdibegrebet åbner ikke
for en ny tolkning af analysen, men det åbner for et andet perspektiv på forventninger
til medierne, hvis det, der styrer mediebrugernes medieforbrug, er hvilke
brugsværdier, mediet kan tilbyde.
Casen PISA
I analysen har jeg påvist, at mediedækningen af PISA-undersøgelsen kun i sporadisk
omfang har formidlet forskningsbaseret viden, at der var stor ensartethed i mediernes
dækning, at PISA 2003 i høj grad har været en anledning til at fremføre argumenter
om politiske ønsker, og at medierne generelt var fokuseret på politiske løsninger og
handlinger i forhold til folkeskolen. Jeg har også peget på, at mange aktører har
interesser i emnet og søgt at påvirke mediedagsordenen, og at disse krydser klinger i
offentligheden.
Men i hvor høj grad er disse iagttagelser kun gældende for PISA? I kapitel 6 har jeg
redegjort for, at der er nogle specifikke forhold ved PISA, som ikke er generelt
gældende for forskningsstof i medierne. Der er en større politisk interesse, men
samtidig argumenterer jeg med baggrund i andre undersøgelser af forskningsstof i
medierne for, at der typisk vil være politiske interesser involveret, når forskningsstof
– ikke mindst samfundsvidenskabeligt forskningsstof – kommer i medierne, selvom
der selvfølgelig også er andre typer af forskning og andre typer af mediedækning af
forskning. De fleste undersøgelser, der får mediernes interesse, er imidlertid
væsentlige i forhold til politiske spørgsmål, så i den forstand er PISA snarere typisk
end speciel. Analysen af denne case kan derfor pege på problematikker af generel
interesse.
Fx er denne konklusion relevant i forhold til de politiske ønsker om, at forskere skal
optræde mere i medierne, fordi min undersøgelse antyder, at mere forskningsstof i
medierne ikke betyder mere viden om forskning.
Konklusionen er også relevant i forhold til overvejelser om mediernes funktion i et
demokrati. I forhold til informationsformidling har medierne ikke bidraget væsentligt
i forhold til PISA. Medierne har til gengæld været et forum for interesseartikulation,
hvor forskellige interessenter har bragt deres interesser ind i den offentlige debat.
192
I forhold til et ideal om offentligt ræsonnement og deliberation, kan man sige, at
medierne ikke har bragt synspunkter i dialog med hinanden. Det er ikke deliberativt,
hvis man tager udgangspunkt i Joshua Cohens forståelse af deliberativt demokrati (jf.
kapitel 2), hvor det centrale er, at argumentationen for et synspunkt ikke skal
resultere i enighed, men i en forståelse af argumenterne for de andres synspunkter.
Forståelsen bliver jo begrænset, når et medie stort set kun argumenterer for ét
synspunkt, som fx Jyllands-Posten og Berlingske Tidende i deres dækning, eller når
synspunkter bliver fremført, men ikke konfronteret. På den måde er der ikke
mulighed for afprøvning af ’det bedre argument’.
I forhold til et ideal om oplysning, er mediebrugerne dårligt hjulpet af mediernes
PISA-dækning. Der er ikke meget viden om undersøgelsen, dens forudsætninger og
dens resultater tilgængeligt i medierne. Mediebrugerne er til gengæld godt hjulpet i
forhold til at få oplysninger om politiske synspunkter på, hvordan folkeskolen bør
ændres.
Analysen peger på, at medierne er orienteret mod handlingsaspekter, mod politiske
processer, mod problemløsning og ikke mod analyse. Forskningsbaseret viden får
derfor typisk to funktioner i medierne. Dels som anledning til at tage problemstillinger op, dels som argument for handling.
Analysen af mediedækningen viser, at det faktum, at mange medier og mange aktører
prægede dækningen af PISA, ikke betød pluralisme i dækningen. Tværtimod er
dækningen af PISA karakteriseret ved en stor ensartethed. Det er interessant i forhold
til den institutionelle tilgang til forståelse af nyhedsmedierne. Her er der nemlig
overvejende en vurdering af, at mediernes selvstændiggørelse betyder større
pluralisme i mediedækningen, og at flere aktører kommer til orde (Ørsten, 2006).
Analysen af PISA-dækningen stiller spørgsmålstegn ved graden af pluralisme.
Udover at analysen af mediernes PISA-dækning peger på relevante perspektiver i
forhold til demokrati, påpeger den også relevante forhold i forståelsen af
forskningskommunikation. Hvordan denne analyse bidrager til diskussionen af
forskningskommunikation er emnet for næste kapitel.
193
10. Kapitel:
Konklusion
Det centrale forskningsspørgsmål, jeg har besvaret i denne afhandling er: Hvordan
kan kommunikationen af forskning i massemedierne forstås i lyset af
videnskabsbegreber, demokrati- og offentlighedsforståelser samt mediemæssig
praksis?
Målet var at indkredse teoretiske forudsætninger for at diskutere forskningskommunikation i forhold til idealer om samfundsmæssig kommunikation, i forhold til
forståelser af videnskab og i forhold til den mediemæssige praksis. Afhandlingens
påstand er, at disse tre felter er centrale for den aktuelle praksis vedrørende
forskningskommunikation i massemedierne, og at mange initiativer omkring
forskningskommunikation bygger på tre antagelser. Den ene er forståelsen af
forskningskommunikation som en diffusion af viden fra forskere til lægfolk. Den
anden er forståelsen af massemedierne som adækvate formidlere af forskningsbaseret
viden. Den tredje er forståelsen af forskningskommuni-kation som et væsentligt
bidrag til et demokrati. Efter en undersøgelse af de tre teoretiske felter, analyserede
jeg kvantitativt og kvalitativt med baggrund i dagsordensteorien og framing-begrebet
mediernes dækning af PISA 2003.
Jeg vil nu diskutere, hvordan dette tredelte teoretiske udgangspunkt har kvalificeret
analysen af PISA-dækningen og diskutere, hvordan denne tilgang kan bidrage til at
beskrive begrebet forskningskommunikation.
194
Casens begrænsninger
I dette kapitel vender jeg tilbage til de demokrati- og offentlighedsteoretiske,
videnskabsteoretiske og mediesociologiske diskussioner (kap. 2, 3 og 4), men nu med
PISA-undersøgelsen som en case (kap. 6, 7, 8 og 9), disse diskussioner kan relateres
til. Intentionen med analysen af mediedækningen af PISA er som nævnt ikke at drage
generelle konklusioner vedrørende fremtrædelsesformen for samfundsvidenskabelig
forskningsbaseret viden i massemedierne. Intentionen er, at analysen af mediernes
dækning af PISA skal fungere som en case, afhandlingens tre teoretiske perspektiver
kan diskuteres i forhold til.
Her er det vigtigt at præcisere de specifikke træk ved PISA som case (jf. i øvrigt også
kapitel 6). PISA er for det første en undersøgelse bestilt af den supra-nationale
politiske institution OECD, og som sådan er PISA begrænset af de vilkår, som ligger
i bestillingen. Der er hverken tale om grundforskning eller ’fri forskning’, men bestilt
forskning. For det andet er der stærke politiske interesser i PISA-rapporten. Det viser
sig bl.a. i, at PISA-rapporten blev offentliggjort af regeringen og ikke af forskningsinstitutionerne, og at PISA blev offentliggjort ved samme pressemøde og
pressemateriale som regeringens forslag om ændringer i folkeskoleloven. PISA er
således udsprunget af politiske interesser, og offentliggjort i forbindelse med
varetagelse af politiske interesser.
Det, at PISA-rapporten så eksplicit kobles til politiske interesser, håndteres på
forskellig vis af PISA-forskerne. Det er de færreste PISA-forskere, der udtaler sig i
medierne (jf. graf 5, kap. 7). En enkelt forsker, Niels Egelund, bidrager dog til
mediedækningen. Men som den kvalitative analyse af forståelsesrammerne (kap. 8)
viser, bevæger Egelunds udtalelser sig over i det politiske domæne uden egentlig
relation til forskningsrapporten. Egelund bliver på den måde en deltager i den
politiske debat, uden at bidrage til at belyse sagen med forskningsbaseret viden.
Bortset fra Egelund fremstår PISA-forskerne ikke som markante aktører i denne case.
Som beskrevet i kapitel 3, kan forskere ikke generelt betragtes som svage aktører i
offentligheden. Når forskerne, bortset fra Egelund, markerer sig så svagt i denne case,
kan det hænge sammen med, at PISA 2003 er så eksplicit er knyttet til politiske
interesser i kraft af koblingen til regeringens forslag om ændringer i folkeskoleloven.
Til sammenligning er forskernes deltagelse i mediedækningen af PISA 2000
forholdsmæssigt større (jf. kap. 6). Så selvom begge PISA-undersøgelser er bestilt
forskning, er der stor forskel på, i hvor høj grad forskerne præger mediedækningen af
de to rapporter. Der er muligvis tale om, at de magtfulde politiske interesser i
forbindelse med PISA 2003 både har ledt mediernes fokus til politiske magtforhold,
og afholdt forskerne fra at deltage i så tydelige, politiske diskussioner.
I kapitel 6 angiver jeg to væsentlige kriterier for at anvende PISA-rapporten som case
til at udfolde en diskussion om forskningskommunikation i massemedierne. Det ene
195
kriterium er, at PISA er blevet meget bredt dækket i massemedierne og derfor byder
på et righoldigt empirisk materiale. Det andet kriterium er, at PISA er en typisk case i
den betydning, som Yin bruger begrebet (Yin, 2003), nemlig at casen har nogle
typiske træk, som vil kunne genfindes i mange andre cases. Her er især to forhold
væsentlige. Dels at samfundsvidenskabelig forskning ofte optræder i en eksplicit
politisk sammenhæng, dels at undersøgelser og udgivelser af rapporter er en typisk
anledning til omtale af samfundsvidenskabelig forskning (Weiss and Singer, 1988;
Fenton et al., 1998; Sune og Vinther, 1998; Albæk et al., 2002; Albæk, 2004).
Det er til gengæld specielt for PISA, at denne rapport offentliggøres i sammenhæng
med et lovgivningsinitiativ. Selve offentliggørelsesfasen og det tilhørende
pressearbejde ligger i Undervisningsministeriets regi, og forskning og
lovgivningsforslag kobles sammen. Denne stærke politiske karakter ved PISA er
imidlertid det, som gør den til en særlig interessant, måske særlig tydelig, case i
forhold til at diskutere, hvilken betydning forskningsbaseret viden kan få i en
mediemæssig og demokratisk sammenhæng.
PISA-casen kan altså ikke beskrive generelle træk ved samfundsvidenskabelig
forskning i massemedierne, men jeg bruger her analysen af mediernes dækning af
PISA som et empirisk grundlag for at diskutere nogle problemstillinger, som jeg
argumenterer for, har mere generel relevans i forhold til fremstillingen af
samfundsvidenskabelig forskning i medierne.
Analysens pointer
Min analyse af mediernes dækning af PISA-undersøgelsen peger for det første på, at
mediebrugerne gennem massemedierne kun får adgang til ganske lidt information om
den forskningsbaserede viden, der ligger i PISA-undersøgelsen.
Den kvantitative analyse viser, at PISA-dækningen ikke primært handler om de
temaer, som forskningen og rapporten fokuserer på, men om andre temaer. Medierne
bringer nyhedsartikler om PISA-rapporten, men indholdet i artiklerne præsenterer
kun i ringe grad indholdet i rapporten. Det, der får betydning for mediedagsordenen,
er altså kun i begrænset omfang det faktiske forskningsindhold
Det interessante her er ikke, at medierne ikke beskriver forskningsmetoder, teoretiske
grundlag, detaljer i talmaterialet etc. Den type af oplysninger ligger ikke inden for
nyhedsmediernes genrer. Aktuelle oplysninger og detaljer må søges andre steder, og
ofte bringer medierne da også henvisninger til hjemmesider, hvor man kan søge flere
oplysninger. Det interessante er altså ikke, at medierne ikke afspejler rapportens
indhold.
Det interessante er, at medierne fokuserer på andre temaer end de, der prioriteres i
rapporten. Mediernes stærke fokus på disciplin har kun begrænset belæg i rapporten.
196
Dels behandles den problemstilling kun på halvanden side af rapportens i alt 268
sider, dels knytter rapporten ingen anbefalinger om handlinger til disciplinproblemet.
Rapporten peger på en række andre forhold, som forskerne mener, der bør handles i
forhold til, nemlig de kønsmæssige skævheder i elevernes matematikkompetencer, at
der er for få rigtigt dygtige elever og for mange rigtigt dårlige elever samt, at den
gennemsnitlige præstation blandt indvandrere ikke øges fra generation til generation
(side 112-113). Analysen peger således på, at der sker en forskydning af temaer,
sådan at de temaer, der betegnes som væsentlige i rapporten, faktisk ikke dækkes i
medierne, og at de væsentligste temaer i medierne faktisk ikke er prioriteret i
rapporten. Mediernes dagsorden er kort sagt ikke den samme som den
forskningsmæssige dagsorden, der er repræsenteret i rapporten.
Når det forskningsmæssige indhold i PISA-rapporten ikke bliver en del af mediedækningen, bliver den forskningsbaserede viden i rapporten heller ikke en del af det
offentlige ræsonnement. Dette forhold skyldes muligvis, at de politiske interesser i
netop PISA-undersøgelsen er så stærke, at PISA-rapporten i højere grad end andre
forsknings-rapporter bliver politiseret. Fx vil det at undersøgelsen offentliggøres
samtidigt med politiske handlingsforslag, selvfølgelig være med til at rykke
mediernes interesse fra forskningen til de politiske forhandlinger. Men andre
samfundsvidenskabelige undersøgelser vil også i større eller mindre grad involvere
politiske interesser. Så tendensen til at medierne fokuserer på politiske handlinger
frem for den forsknings-mæssige undersøgelse af en problematik, vil formentlig være
en del af de fleste mediemæssige dækninger af forskningsstof. Det ligger som omtalt
i kapitel 4 også i den mediemæssige praksis, at medierne tematiserer
løsningsmuligheder og handlinger, ikke undersøgelser. Det sætter i sig selv nogle
grænser for at kommunikere forskningsbaseret viden i en massemedieret kontekst.
Jeg mener, således, at analysen af PISA peger på en problemstilling, som det er
relevant at undersøge også i andre analyser af forskningsbaseret viden i
massemedierne
Den kvalitative analyse peger på, at PISA-undersøgelsen bliver brugt som en
anledning til, at interessenter på folkeskoleområdet og uddannelsesområdet
argumenterer for nødvendigheden af forskellige politiske handlinger. Det er den
blotte tilstedeværelse af en undersøgelse, der giver interessenterne legitime grunde til
at markere synspunkter på politiske handlinger. Disse synspunkter bliver koblet til
undersøgelsen, men den kvalitative analyse viser af mediedækningens første dage
viser, at der ikke argumenteres med baggrund i undersøgelsens faktiske indhold. Det
er altså ikke en forskningsbaseret viden, der indgår i argumentationerne.
Forskningen får i stedet en legitimerende funktion i forhold til den politiske
dagsorden. Dels bliver lanceringen af en ny forskningsrapport den legitime grund til
at tage forskellige problemstillinger vedrørende folkeskolen op, dels bruges
rapportens autoritative status som forskning til at markere troværdighed og relevans.
Mange artikler tager afsæt i, at ’PISA-rapporten viser, …’ og så fortsætter de med at
197
beskrive løsninger på det problem, rapporten hævdes at påvise. Igen er det ikke
muligt at slutte fra denne konkrete case til forskningsbaseret viden i massemedierne
generelt, men disse tendenser er meget tydelige i PISA-casen, og jeg antager, at de
peger på en problemstilling af mere generel karakter.
Vidensbegrebets betydning
Som beskrevet i kapitel 3 har forståelsen af vidensbegrebet konsekvenser for, hvilke
problemstillinger, der ses i begrebet forskningskommunikation. Jeg beskrev, hvordan
jeg i denne afhandling trækker på flere positioner i min forståelse af
forskningskommu-nikation. Anskuet fra et rent positivistisk videnskabssyn er
mediernes dækning af PISA en forvrængning af den forskningsbaserede viden, mens
en socialkonstruktivistisk position vil interessere sig for mediediskursen i sig selv og
i øvrigt anskue rapport og mediedækning som divergerende alene i kraft af de
forskellige kontekster med forskellige diskurser.
I denne afhandling insisterer jeg imidlertid på at trække på flere forståelser af
videnskabsbegrebet. Med sammenligningen af rapport og mediedækning betragter
jeg PISA-rapporten som et videnskabeligt udsagn, som det giver mening at
sammenligne med mediedækningen, hvorved det også giver mening at tale om
forvrængning. Samtidig trækker jeg på den socialkonstruktivistiske position, når jeg
anser viden for historisk og kontekstuel betinget, når jeg ikke betragter PISArapporten som udtryk for objektiv viden om den danske folkeskole. Når jeg finder det
nødvendigt at sammenligne rapport og mediedækning, er det med henblik på en
analyse af, hvordan forskningen indgår i mediedækningen. En analyse af hvilken
betydning, den forskningsbaserede viden får i den del af det offentlige ræsonnement,
som foregår i medierne.
Her viser analysen af PISA-casen som nævnt, at selve det forskningsmæssige indhold
næsten ikke er til stede i mediedækningen. Forskningsrapporten er en anledning til, at
medierne tematiserer politiske forhandlinger og forskellige problemstillinger i
folkeskolen, men det er ikke de samme problemstillinger, som forskningen peger på.
Sat på spidsen kan man sige, at forskningen bliver en anledning til, at medierne kan
beskrive problemstillinger og holdninger til folkeskolen, og at forskningen bruges
som led i argumentationer, men stort set ikke kommer til orde som forskningsudsagn.
PISA-rapportens præmisser, indhold eller konklusioner får meget ringe plads i den
samlede mediedækning. Dette forhold har jeg kunnet belyse, fordi jeg sammenligner
såvel temaerne som forståelsesrammerne i henholdsvis rapport og mediedækning.
Denne sammenligning har i mine øjne aktuel relevans, fordi der er stærke politiske
krav og incitamenter til, at forskere skal komme med udsagn i massemedierne (jf.
kap. 1). Forudsat at forskningen har væsentlige bidrag til den offentlige samtale om
samfundsmæssige problemstillinger som fx folkeskolens kvalitet, er det interessant, i
hvilken grad forskningen kommer til orde i medierne. Indgår den forskningsbaserede
198
viden som et bidrag til den offentlige debat om aktuelle samfundsmæssige
problemstillinger, eller er den en anledning til at argumentere for politiske
handlinger?
Det spørgsmål er belyst gennem den kvantitative indholdsanalyse (kap. 7), hvor jeg
undersøgte, hvilke tematikker der kommer op i mediedækningen, altså hvilken
dagsorden, der bliver sat for mediedækningen. Ud fra en konstruktivistisk betragtning
er det muligvis ikke så interessant, al den stund at PISA-rapporten jo ikke
repræsenterer en objektiv viden om folkeskolen, men blot er udtryk for en politisk
forhandlet viden. Så på baggrund af et konstruktivistisk videnskabssyn vil man ofte
vælge at lægge mindre vægt på, hvad der siges, end hvordan det siges. Men set i
forhold til forestillingen om en offentlig debat, er sagen en anden. Hvis mediedækningen af PISA anskues som et blandt flere bidrag til en offentlig deliberation, til det
offentlige ræsonnement, om folkeskolens udvikling, må det være væsentligt, hvordan
mediedækningen af PISA-rapportens indhold forholder sig til rapportens indhold.
Ikke fordi rapporten er udtryk for objektiv viden, men fordi rapporten er et blandt
flere udsagn. Der er risiko for en ’goddag mand økseskaft kommunikation’, hvis
forskningsbaserede udsagn tages til indtægt for andre problematikker end dem, de
peger på.
Den mediemæssige praksis
Når jeg i denne afhandling sammenligner en videnskabelig rapport og
mediedækningen af den, er det altså ikke med henblik på at identificere mangelfulde
beskrivelser af rapporten. Formålet med analysen er i stedet at belyse, hvordan
rapportens indhold indgår i mediedækningen og i et offentligt ræsonnement ved at
sammenligne temaer og forstålsesrammer i henholdsvis den videnskabelige kontekst
og den mediemæssige kontekst.
For at forstå det mediemæssige udtryk som andet end forvrængning eller
popularisering af rapporten, har jeg fokuseret på den mediemæssige praksis som
rammesættende for det mediemæssige udtryk. Ved at tage udgangspunkt i teoridannelser om medierne som en selvstændig politisk institution, blev det muligt at se
rapporten og mediedækningen som udtryk for to forskellige repræsentationer af viden
i to forskellige kontekster. Det mediemæssige udtryk bliver i denne optik ikke en
forvrængning af rapporten, men en anden kontekst, en anden repræsentation. Ved at
inddrage den mediemæssige praksis tager jeg hensyn til den kritik, som bl.a. Fenton
et al (Fenton et al., 1998) retter mod de undersøgelser af forskningskommunikation i
medierne, der tager udgangspunkt i den videnskabelige verdens forståelse (jf. kap. 4).
Når analysen af PISA-dækningen viste, at medierne ikke i særlig høj grad formidler
den forskningsbaserede viden, kunne et rent forvrængningsperspektiv fokusere på
vanskeligheder med at popularisere forskningen, dvs. problemer med at ’oversætte’
videnskabelig viden til alment tilgængelig viden. Men netop ved at inddrage den
199
mediemæssige praksis og forstå medierne som en selvstændig politisk institution,
åbnes for at forstå betydningen af den mediemæssige kontekst, de journalistiske
fortællemåder, de journalistiske kriterier og den fælles institutionelle praksis. De
journalistiske fortællemåder har jo bl.a. deres berettigelse ved, at de forklarer,
konkretiserer og perspektiverer den politiske virkelighed (Hjarvard, 1995). Samtidig
repræsenterer medierne en væsentlig politisk magt. Dels agerer medierne meget
ensartet og dermed fremstår de som en samlet politisk institution (Cook, 2005), dels
bliver nyheds-produktionen sværere og sværere at adskille fra politikdannelsen.
Nyhedsmedierne påvirker politikdannelsen, og de politiske aktører inkorporerer
medierne i politisk-strategiske handlinger.
På baggrund af denne forståelse er det ikke relevant, hvor nøjagtigt medierne
beskriver forskningsbaseret viden. Men det er relevant, hvordan forskningen indgår i
den dagsorden, medierne sætter. Her viste den kvantitative indholdsanalyse, at den
dagsorden, som sættes i medierne, adskiller sig væsentligt fra temaerne i PISArapporten. Så på baggrund af denne case kan man stille spørgsmålstegn ved, om
massemedierne er adækvate formidlere af forskning i den forstand, som de politiske
krav (jf. kap. 1) lægger op til.
Men også med baggrund i en teoretisk forståelse af medierne som en selvstændig
politisk institution kan man stille spørgsmålstegn ved, om massemedierne er et
adækvat forum for forskningskommunikation. Medierne har fokus på løsninger og på
forhandlinger. I det omfang medierne skal være forum for diskussioner om politiske
forhandlinger og løsninger på samfundsmæssige problemstillinger, er det derfor
naturligt, at forsknings-baseret viden først og fremmest inddrages i det omfang, den
kan anvendes i argumentationer.
Jeg konkluderer på denne baggrund, at den mediemæssige kontekst er særdeles
betydningsfuld og har stor betydning for rammerne for, hvordan forskning
kommunikeres. Og ligesom jeg argumenterer for, at forståelsen af videnskabsbegrebet udgør de præmisser, enhver undersøgelse af forskningskommunikation
bygger på, vil jeg argumentere for, at den mediemæssige kontekst, dvs. medielogikker og forståelsen af medierne som en selvstændig politisk institution, er
afgørende for at forstå, hvad der sker i medierne. Forestillinger om at medierne skal
forholde sig fx pædagogisk refererende eller kritisk undersøgende til forskning
risikerer i dette lys at blive løsrevne og naive normative fordringer uden relation til
den mediemæssige praksis.
Demokrati og offentlighed
En række nyere analyser af den danske medieoffentlighed fremhæver, at
nyhedsinstitutionens selvstændiggørelse har bidraget til en øget demokratisering af
det danske samfund (Ørsten 2007). Det ses i bl.a. i Anker Brink Lunds bidrag til
magtudredningen (Lund, 2002), hos Stig Hjarvard (Hjarvard 1995, 1999) samt i den
200
analyse af politisk journalistik, som Ove Kaj Pedersen ledede (Pedersen, 2000).
Analysernes optimistiske vurderinger baserer sig på, at flere og flere almindelige
mennesker kommer til orde i medierne.
Grundlaget for optimismen er bl.a. en opfattelse af, at jo flere deltagere i forskellige
diskussions- og beslutningsfora, jo mere demokratisk. Det synspunkt knytter sig til en
liberal demokratiopfattelse. Hvis udgangspunktet er tættere på en deliberativ
demokratiforståelse, hvor kommunikationens indhold i forhold til et offentligt
ræsonnement er væsentligt, så bliver det mere afgørende at undersøge, hvordan
kommunikationen foregår, og hvad dens indhold er.
Af den kvantitative analyse fremgår det, at mange forskellige aktører kommer til
orde, fx lærere, skoleledere, skoleelever, forældre, politikere, embedsmænd,
interesse-organisationer. Men den kvantitative analyse viste, at flertallet af udtalelser
ligger inden for den samme forståelsesramme om folkeskolen. Mange forskellige
aktører, mange ’almindelige’ mennesker betyder ikke nødvendigvis, at flere
synspunkter kommer til orde. Desuden kommer de mange mennesker til orde med
udtalelser og kommentarer, som ikke sættes i relation til hinanden. Der bliver ingen
dialog. Der fremstilles synspunkter, men der etableres ingen dialog mellem dem,
hvilket er problematisk ud fra en deliberativ demokratiforståelse.
Med baggrund i dagsordensteori og framingteori betragter jeg de frames, medierne
beskriver PISA-rapporten inden for, som væsentlige og rammesættende for den
offentlige diskussion af folkeskolen. Derfor er det også væsentligt, hvor store
variationer, der er i de frames, som medierne tilbyder. Her er det bemærkelsesværdigt, at på trods af den brede mediedækning af PISA, er der ingen større variation
i de forståelsesrammer, medierne tilbyder for tolkning af PISA eller af folkeskolen.
Der er således i denne case ikke noget, der tyder på, at mange medier betyder stor
variation i forståelsesrammerne eller stor variation i udbuddet af informationer.
Tværtimod kan der konstateres en stor ensartethed i mediernes dækning, og dermed
en cementering af en bestemt forståelses-ramme.
Mediernes dagsorden vedrørende PISA-undersøgelsen ligger til gengæld tæt på den
politiske dagsorden, som i forvejen har været diskuteret af interessenter på
folkeskoleområdet (jf. kap. 6). Forudsat at mediedagsordenen har en betydning i
forhold til de demokratiske processer, i forhold til den offentlige meningsdannelse og
i forhold ti de politiske beslutninger, har det også en betydning, hvordan medierne
tematiserer forskningsrapporter. Det er ikke uden betydning, hvilke
mediedagsordener, der sættes for den samfundsmæssige debat, og det er heller ikke
uden betydning, hvilken plads forskningen får heri.
En af analysens pointer er, at medierne har dækket de temaer, som har været politisk
debatterede. Diskussionen i offentligheden er derfor stærkere præget af de temaer,
som er defineret af interessenter og politikere på området end af PISA-rapporten.
201
Enkelte PISA-forskere som fx Niels Egelund har været ganske fremtrædende i
mediedækningen – ikke mindst i forhold til disciplin-spørgsmålet (jf. side 156 ff.).
Men det er netop et tilfælde, hvor han gik fra det forskningsmæssige domæne til det
politiske domæne, og hvor hans konkrete udtalelser ikke havde udgangspunkt i PISArapporten.
Mediedækningen af PISA er hverken en pædagogisk fremstilling eller en kritisk
fremstilling af rapporten, men i medierne bruges rapporten som argumentation i et
politisk projekt om folkeskolen. Hverken forskningen eller forskningens præmisser
sættes til debat. Fokus er på handlingsmuligheder i forhold til folkeskolen.
Argumenterne for, at handlingerne er nødvendige, hævdes at ligge i rapporten, men
det er kun i begrænset omfang tilfældet.
Samlet set viser analysen af mediernes dækning af PISA 2003, at her har forskningen
været brugt som en anledning til, at interessenter på folkeskoleområdet og politikere
har markeret holdninger i offentligheden. Den kvalitative analyse viste, at disse
holdninger begrundes med PISA-rapporten som afsæt. Argumentationen tager
udgangspunkt i korte udsagn om undersøgelsens resultater, og herfra argumenteres
videre for politiske eller pædagogiske tiltag. Det er derfor tvivlsomt, om
forskningsbaseret viden har præget mediedækningen eller den offentlige debat i
forbindelse med PISA-undersøgelserne.
Tilbage står spørgsmålet om forskningskommunikation som bidrag til demokratiet. I
tilfældet PISA kan kommunikationen i massemedierne kritiseres for, at det
forskningsbaserede indhold stort set ikke nåede frem i offentligheden, og dermed
inddrog den massemedierede offentlige debat ikke PISA-rapporten. Man kan også fra
et demokratiteoretisk synspunkt pege på, at de politiske synspunkter aldrig kom i
dialog med hinanden. At politiske synspunkter blev til statements, der aldrig blev
undersøgt, fx i forhold til deres argumentation. De politiske statements blev heller
aldrig holdt op mod hinanden som argumentationer der kan prøves i forhold til
hinanden. Habermas’ og Joshua Cohens begreb om det gode argument (jf. kap. 2)
blev aldrig en del af mediedækningen. Mediernes fokus var på magtforholdene
mellem de forskellige synspunkter, hvor stærke forhandlingspositioner de enkelte
politikere var i. Og desuden gik især Jyllands-Posten ind i deres egen argumentation
for det synspunkt, at der er for lidt disciplin i folkeskolen. I den forstand har
medierne altså ikke bidraget konstruktivt til en deliberativ proces i forhold til PISA.
Men i forhold til demokrati forstået som forhandling mellem interessenter, har
medierne faktisk opfyldt en funktion som arena for interessenternes forhandlinger.
Dog ikke en neutral arena, for medierne overtog langt hen ad vejen den politiske
dagsorden, som var sat af regeringen forud for PISA-rapporten (jf. kap. 6) og som
blev gentaget i regeringens udspil om ændringer af folkeskoleloven.
Netop i relation til et politisk krav om mere forskning i medierne og forskeres
deltagelse i den offentlige debat, er denne analyse interessant. Dels på baggrund af
202
dette casestudie, dels på baggrund af teorien om medierne som en selvstændig
politisk institution, finder jeg det relevant at problematisere, hvordan
samfundsvidenskabelig forskning kommunikeres i medierne, udover som politisk
argumentation. I forlængelse heraf vil jeg pege på, at det er væsentligt at afklare,
hvilke kommunikative forventninger til medierne der ligger i et krav om mere
forskning i massemedierne.
Begrebet forskningskommunikation
Afhandlingens forskningsspørgsmål var, hvordan kommunikationen af forskning i
massemedierne kan forstås i lyset af videnskabsbegreber, demokrati- og
offentlighedsforståelser samt mediemæssig praksis. Jeg har her diskuteret disse tre
teoretiske felter i forhold til PISA-casen, og jeg har argumenteret for, at selvom
PISA-analysen ikke kan generaliseres til at gælde al samfundsvidenskabelig
forskning, er de problemstillinger, som knytter sig til de tre teoretiske felter, ikke kun
relevante i forhold til PISA.
PISA-casen problematiserer tre antagelser, som mange initiativer omkring
forskningskommunikation bygger på. Den ene antagelse er forståelsen af
forskningskommunikation som en diffusion af viden fra forskere til lægfolk. I
diskussionen af vidensbegrebet og dets relation til henholdsvis formidlingsparadigmet og det interaktive paradigme, argumenterede jeg for, at forskningskommunikation ikke udelukkende kan forstås som diffusion af viden, selvom jeg ikke
afviser forestillingen om at videnskabelig viden kan populariseres. I analysen viste
jeg, at i PISA-casen sker der ikke nogen væsentlig formidling af forskningsbaseret
viden gennem massemedierne. Dette forklarer jeg i nogen grad med de stærke
politiske interesser, der knytter sig til PISA, men påpeger samtidig, at samfundsvidenskabelig forskning generelt er knyttet til politiske interesser, og at
problemstillingen derfor har en bredere relevans.
Den anden antagelse er forståelsen af massemedierne som adækvate formidlere af
forskningsbaseret viden. Denne antagelse er problematiseret gennem analysen af
PISA, hvor det er vist, at den forskningsbaserede viden stort set ikke repræsenteres.
Gennem den teoretiske forståelse af medierne som en selvstændig politisk institution
problematiseres, hvordan medieinstitutionen kan indgå i kommunikation om
forskning. Hvis medierne ses som en politisk institution, vil kommunikationen om
forskning først og fremmest være interessant i det omfang, forskningen indgår i de
politiske ’forhand-linger’, som foregår i medierne. I PISA-casen blev forskningen
som nævnt brugt som anledning til at tage bestemte problematikker op og som
autoritative videnskabelige belæg for politiske handlingsforslag.
Hermed er den tredje antagelse, nemlig forståelsen af forskningskommunikation som
et væsentligt bidrag til et demokrati også problematiseret. I forbindelse med PISA er
forskningen primært indgået i en politisk interessevaretagelse i offentligheden. På
203
den måde lever den op til liberale demokratiidealer. De mere deliberative idealer,
hvor argumentationer fremføres og undersøges rationelt med henblik på et offentligt
ræsonnement, hvor de bedste argumenter får mulighed for at blive dagsordensættende, kan PISA-dækningen dog ikke leve op til.
Det er bestemt muligt, at mediedækninger af andre forskningsbaserede udsagn i langt
højere grad levner muligheder for deliberation. Som påpeget af Lund (2006) i
forbindelse med Modinet, eksisterer flere offentlighedsformer samtidigt og side om
side. I lyset af den særlige deliberative tradition i dansk demokrati (Loftager, 2004),
samt i lyset af de politiske krav om forskningskommunikation, er det væsentligt at
forholde sig til, hvad det er, forskningskommunikation i massemedierne bidrager med
i en samfundsmæssig kontekst, og i hvor høj grad der er tale om deliberative
elementer
Jeg konkluderer på denne baggrund, at vidensbegrebet, demokrati- og offentlighedsperspektivet samt den mediemæssige praksis er tre felter relevante i forhold til at
belyse begrebet forskningskommunikation. PISA er en specielt politisk case, og
derfor fremstår analysens konklusioner mere markante end de formentlig vil være i
andre mindre politiske cases. Det ændrer dog ikke ved, at disse problemstillinger
også vil være til stede i andre cases, hvor samfundsvidenskabelig forskning
fremtræder i massemedierne.
204
Summary
The dissertation ‘Research-Based Knowledge in Mass Media- a contribution to
democracy? An Analysis of PISA 2003 in the Printed Daily Press’ is a study of how
scientific and research-based knowledge is communicated in mass media. This
research question is studied from the perspective of three theoretical traditions: public
sphere theory, theories of research-communication and theories about media as an
independent political institution. The dissertation is composed of 3 sections with a
total of 10 chapters.
Section 1 consists of chapters 1-5. In section 1 I reconstruct three theoretical views. It
is discussed how each of those contribute to frame the dissertation’s understanding of
research-based knowledge in mass media. Chapter 1 introduces the research question
and displays the structure of the argument laid out in the following 9 chapters. I draft
the main approaches to research-based communication and how they have appeared
in public debates and policy initiatives within the last 10 years both in Denmark and
on the level of the European Union. Chapter 2 investigates “Ideals about public
communication’, especially those elaborated within a Habermasian framework.
Based upon public sphere theory and democracy theory, the chapter seeks to extract
ideals of public sphere and democracy and relate to mass media. Chapter 3,
“Research Communication as a Research Area’, concentrates on research
communication as a specific field of research. The research area is described as a
continuum between respectively a paradigm of one way communication and a
paradigm of participation that are founded on two different views of science and
research. Chapter 4, “Media Practice’, discusses related research projects on the
specific conditions that determine news production in mass media. Based upon these
channels of theoretical inspiration I finally specify the analytical framework to be
used in the analysis of the media coverage of PISA 2003. PISA is an abbreviation of
Program for International Student Assessment. Chapter 5, “Summary and Starting
Point’, sums up the theoretical approaches and consequences for the analytical
framework to be used for the analysis in section 2.
Section 2 consists of chapters 6-8 and is an analysis of mass media coverage of the
PISA-report 2003. Section 2 investigates and analyses the central research question:
what happens with research-based knowledge in a context of mass media? This is
subject to a critical examination of the relation between the PISA report itself and the
media coverage of the report. Based upon a quantitative content analysis and a
qualitative frame analysis of the media coverage I describe and discuss the frames
that are represented in media about PISA. The media frames are then compared with
the results and presentations from the report itself. The empirical evidence used in
this study consists of all articles that appeared in 17 days immediately after the
publication of PISA, 2003. The media used are Berlingske Tidende, Jyllands-Posten,
205
Politiken, Information, Urban, Jyske Vestkysten, and BT. The news agency Ritzaus
Bureau is also included. The use of such major mass media provides insight in the
total coverage of the specific subject: how and to what degree research is referred and
dealt with; what research-based knowledge is related to and which function it thereby
is given in a context of mass-mediation. In this respect the dissertation is a case
study. Chapter 6, “PISA in Context’, discusses the context of the PISA study, and
how the dissertation frames PISA as a case. Chapter 7, “PISA 2003 in the Media’,
accounts for the method of quantitative content analysis and especially for the content
analysis and the choices made in this study. The content analysis of the representation
of PISA in mass media is accounted for. Chapter 8, “Frames’, uses agenda-setting
theory and the concept of framing for the examination of which frames of
understanding that are characterizing the media coverage of PISA. The mass media
coverage of PISA is compared to the way PISA is communicated in a limited
selection of media targeted professionals and policy makers.
Section 3 summarizes and concludes the study, and puts the findings into perspective.
Chapter 9, ‘Characteristics of Media Coverage’, presents a summary of the various
elements in the analysis and concludes how the empirical evidence provides a basis
for the effort of putting the research question into perspective. Chapter 10,
“Conclusion’, finally gathers the results of the study. It is concluded that in the PISA
case, the research based knowledge is poorly represented in the media. When
research is written about, it appears mainly as an argument, either for certain political
solutions and actions, or for the need to take action on a problem. Based upon the
empirical and theoretical evidence presented in the dissertation some future
perspectives for research communication in mass media are highlighted.
206
Litteratur
Allan, Stuart (2002): Media, Risk and Science. Buckingham and Philadelphia: Open
University Press
Allan, Stuart (2004): News Culture. Maidenhead Berkshire: Open University Press
Altheide, David L. and Robert P. Snow (1991): Media Worlds in the Postjournalism
Era. New York: Aldine de Gruytier
Andersen, Michael Bruun (ed.) 1996: Media and Democracy. IMK-report no. 17,
University of Oslo
Albæk, Erik, Christiansen, Peter Munk and Togeby, Lise (2002): Eksperter i
medierne. Dagspressens brug af forskere 1961-2001. Aarhus: Magtudredningen c/o
Institut for statskundskab Aarhus Universitet
Albæk, Erik (2004): Eksperter kan være gode nok, men … Om fagkundskabens vilkår
i dansk politik. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
Albæk, Erik (2006): Statskundskab og journalistik – et umage par? I: Journalistica.
Tidsskrift for forskning i journalistik. Nr. 3, 2006. Århus: Forlaget Ajour
Arnoldi, Jakob (2005): Den offentlige ekspert. Frederiksberg: Forlaget
Samfundslitteratur
Asmussen, Kaj (1992): En god historie. Grafisk Litteratur. Viborg
Asmussen, Kaj og Mogens Meilby (1980): Før deadline. Institut for
Presseforskning/Danmarks Journalisthøjskole
Bauer, Martin W., Nick Allum and Steve Miller (2007): What can we learn from 25
years of PUS survey research? Liberating and expanding the agenda. I: Public
Understanding of Science, Vol 16 (2007), pp. 79-95. SAGE Publications
Beck, Ulrich (1997): Risikosamfundet – på vej mod en ny modernitet. København:
Hans Reitzels Forlag
Benson, Rodney and Erik Neveu (eds.) (2005): Bourdieu and the Journalistic Field.
Cambridge: Polity Press
207
Berelson, Bernard (1952): Content Analysis in Communication Research. Glencoe:
Free Press
Berkowitz, Dan (ed.) (1997): Social Meanings of News. Thousand Oaks: SAGE
Publications
Bertilsson, Margareta and Mark Elam (2003): The Emerging Dimensions of a
Scientific Citizenship. I: European Journal of Social Theory 6 (2): 233-251. SAGE
Journals
Bohman, James and Rehg, William (ed.) 1997: Deliberative Democracy – Essays on
Reason and Politics. Cambridge, MA: The MIT Press
Bourdieu, Pierre (2005): The Political Field, the Social Field, and the Journalistic
Field. I: Benson, Rodney and Erik Neveu (eds.). Bourdieu and the Journalistic Field.
Cambridge: Polity Press
Breck, Thomas (2001): Dialog om det usikre – nye veje i risikokommunikation.
Viborg: Akademisk Forlag
Bryman, Alan (2004): Social research methods. Oxford University Press
Bucchi, Massimiano (1998): Science and the Media: alternative routes in scientific
communication. London: Routledge
Börjeson, Mats (2003): Diskurser och konstruktioner. En sorts metodbok. Lund:
Studentlitteratur
Calhoun, Craig (ed.) (1992): Habermas and the Public Sphere. Cambridge, MA and
London: The MIT Press
Carvalho, Anabela (2007): Ideological cultures and media discourses on scientific
knowledge: re-reading new son climate change. I: Public Understanding of Science
Vol. 16 (2007), pp. 223-243. SAGE Publications
Carlsen, Erik Meier (2000): Den politiske journalistik. I: Ove Kaj Pedersen m.fl:
Politisk journalistik. Århus: Forlaget Ajour
Chouliaraki, Lilie (2000): Political Discourse in the News: Democratizing
Responsibility or Aesteticising Politics? I: Discourse and Society Vol. 11, no. 3 pp.
293-314. SAGE Publications
Cloître, Michel and Terry Shinn (1985): Expository Practise: Social, Cognitive and
Epistemological Linkage. I: Shinn, Terry and Richard Whitley (eds.). Expository
208
Science: Forms and Functions of Popularisation. Dordrecht/Boston/Lancaster: D.
Deidel Publishing Company
Cohen, Joshua (1997): Deliberation and Democratic Legitimacy. I: Bohman, James
and Rehg, Wiliam (eds.). Deliberative Democracy, Cambridge, MA: The MIT Press
Collin, Finn (1998): Socialonstruktivisme og den sociale virkelighed. I: Järvinen,
Margaretha og Margareta Bertilsson (red.): Socialkonstruktivisme. Bidrag til en
kritisk diskussion. København: Hans Reitzels Forlag
Collin, Finn og Simo Køppe (2003): Humanistisk videnskabsteori. Viborg: DR
Multimedie
Collin, Finn (2004): Konstruktivisme. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag
Cook, Timothy E. (2005): Governing With the News. The News Media as a Political
Institution. Chicago and London: The University of Chicago Press
Cottle, Simon (ed.). 2003: News, public relations and power. London: SAGE
publications
Cottle, Simon and Mugdha Rai (2006): Between display and deliberation: analyzing
TV news as communicative architecture. I: Media, Culture and Society, Vol. 28(2):
163-189 SAGE London
Curran, James and Michael Gurevitch (2000): Mass Media and Society. London/New
York: Oxford University Press
Curran, James (2006): Media and Power. New York: Routledge
Dahlgren, Peter (2005): The Internet, Public Spheres and Political Communication:
Dispersion and deliberation. I: Political Communication, Vol. 22, Number 2/AprilJune 2005, pp. 147-162
Dahlgren, Peter (2006) Civic participation and practices: Beyond ‘deliberative
democracy’: I: Carpentier, Nico et.al. (eds.). Researching media, democracy and
participation: The intellectual work of the 2006 European Media and
Communication Doctoral School. Tartu: Tartu University Press
Danmarks Pædagogiske Universitet og Huset Mandag Morgen (2005): Jagten på det
troværdige universitet. Muligheder og risici i fremtidens forskningskommunikation.
Rapport, 2005. København: Huset Mandag Morgen
209
de Vreese, Claes (2001): Frames in Television News. British, Danish and Dutch
Television Coverage of the Introduction of the Euro. I: Hjarvard, Stig (red.) (2001):
News in a Globalized Society. Göteborg: Nordicom Göteborg University
Dryzek, John S. (2002): Deliberative democracy and beyond: liberals, critics,
contestations. Oxford University Press. Oxford
Eide, Martin (red.) (2004): Til dagsorden! Journalistikk, makt og demokrati, Magtog demokratiudredningen. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag
Ekström, Anders (2003): Vetenskapens allmänhet eller allmännhetens vetenskap? I:
Lillemor, Kim og Pehr Mårtens (red.). Den vildväande högskolan. Swedish Institute
for Studies in Education and Research/SISTER. Skrifte 8. Nora: Bokförlaget Nya
Doxa
Ekström, Anders (red.) (2004): Den mediala vetenskapen. Nora: Bokförlaget Nya
Doxa
Entman, Robert M. (1991): Framing U.S. Coverage of International News: Contrasts
in Narratives of the KAL and Iran Air Incidents. I: Journal of Communication 41(4),
Autumn 1991
Entman, Robert M. (1993): Framing: Toward Clarification of a Fractured Paradigm.
I: Journal of Communication 43(4), Autumn 1993
Eriksen, Erik Oddvar og Jarl Weigård (1999): Kommunikativ handling og deliberativt
demokrati. Bergen: Fagbokforlaget
Esmark, Anders (2000): Offentlighed eller system? I: Ove Kaj Pedersen m.fl.:
Politisk journalistik. Århus: Forlaget Ajour
Esmark, Anders (2006): Funktionel offentlighed? Et systemteoretisk perspektiv på
profesisonaliseringen af den politiske kommunikation. I: Politica, 38(2), 154-172
Fahnestock, Jeanne (1993): Accomodating Science: The Rhetorical Life of Scientific
Facts. I: McRae, Murdo Wiliam (ed.). The literature of Science. Perspectives on
Popular Scientific Writing. Georgia: University of Georgia Press
Fairclough, Norman (1995): Media Discourse. London: Edward Arnold
Fairclough, Norman (2003): Analysing Discourse. Textual Analysis for Social
Research. London: Routledge
210
Fenton, Natalie, Bryman, Alan, Decon, David with Birmingham, Peter (1998):
Mediating Social Science. Thousand Oaks: SAGE
Fenton, Natalie, Bryman, Alan and Deacon, David: From inception to reception: the
natural history of a news item. I: Media, Culture & Society, vol. 21, no. 1, 1999
Fraser, Nancy (1992): Rethinking the Public Sphere: A Contribution to the Critique
of Actually Existing Democracy. I: Craig Calhoun (ed.). Habermas and the Public
Sphere. Cambridge, MA and London: The MIT Press
Ghanem, Salma (1997): Filling in the Tapestry: The Second Level of Agenda Setting.
I: Maxwell McCombs, Donald L. Shaw and David Weaver (eds.). Communication
and Democracy: Exploring the Intellectual Frontiers in Agenda-Setting Theory.
Mahwah, New Jersey: Lawrence Erlbaum Associates
Habermas, Jürgen (1980): Borgerlig offentlighet – dens framvekst og forfall: henimot
en teori om det borgerlige samfunn. København: Fremad
Habermas, Jürgen (1992): Further Reflections on the Public Sphere. I: Craig Calhoun
(ed.). Habermas and the Public Sphere. Cambridge, MA and London: The MIT Press
Habermas, Jürgen (1996): Between Facts and Norms. Cambridge: Polity Press
Habermas, Jürgen (1996): Teorien om den kommunikative handlen. Aalborg: Aalborg
Universitetsforlag
Halliday, Mark A. K. (2006): The Language of Science. London and New York: Continuum
Hallin, Daniel C and Paolo Mancini (2004): Comparing Media Systems: Three Models of
Media and Politics. Cambridge: Cambridge University Press
Haslam, Cheryl and Alan Bryman (eds.) (1994): Social Scientists and the Media. London:
Routledge
Held, David (2003): Models of Democracy, 2nd ed. Cambridge: Polity Press
Hilgartner, Stephen (1990): The Dominant View of Popularization: Conceptual
Problems, Political Uses. I: Social Studies of Science, Vol. 20 (1990), pp. 519-39.
SAGE Social Science Collections
Hjarvard, Stig (1995): Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati.
Statsministeriet: Statsministeriets Medieudvalg
Hjarvard, Stig (1999): Tv-nyheder i konkurrence. Frederiksberg: Samfundslitteratur
211
Hjarvard, Stig, Nete Nørgaard Kristensen, og Mark Ørsten (2004): Mediernes
dækning af invationen i Irak 2003, Modinet working paper no. 13. Copenhagen:
Copenhagen University
Holm, Claus (2006): Forståelsens rasen – Om troværdig forskningsformidling.
København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
Hornmoen, Harald (1999): Vitenskapens vagthunder Vitenskapens vakthunder.
Innføring i forskningsjournalistikk. Oslo: Tano Aschehoug
Hornmoen, Harald (2003): Forskningsjournalistik i en brytningstid. Kritisk
diskursanalyse av amerikansk ‘science journalism’ på 1990-tallet. Unpublished
Järvinen, Margaretha og Margareta Bertilsson (red.). (1998): Socialkonstruktivisme.
Bidrag til en kritisk diskussion. København: Hans Reitzels Forlag
Jensen, Casper Bruun, Peter Lauritsen og Finn Olesen (red.). (2007): Introduktion til
STS: science, technology, society. København: Hans Reitzels Forlag
Jensen, Klaus Bruhn and Henrik Bang (2004): Niche Nursing Political Networks:
Printing and Framing before Spinning. MODINET, Working paper no. 9.
Copenhagen: Copenhagen University
Jensen, Klaus Bruhn (2002): A Handbook of Media and Communication Research.
London and New York: Routledge
Jensen, Leif Becker (1994): Ud af elfenbenstårnet. Roskilde: Samfundslitteratur
Johnson-Cartee, Karen S. (2005): News Narratives and News Framing. Lanham:
Rowman & Littlefield Publishers
Jørgensen, Marianne Winther and Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse som teori
og metode. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag
Kjærgaard, Rikke Schmidt (ed.) (2006): Elfenbenstårnet – Universiteter mellem
forskning og formidling. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
Knapskog, Karl (2004): Journalistikk og Deliberativt Demokrati. I: Marint Eide
(red.). Til dagsorden! Journalistikk, makt og demokrati, Magt- og
demokratiudredningen. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag
Knudsen, Sanne (2003): Tidsler og jazz – metaforer og faglig formidling. I: Fleming,
Leslie og Bruno Ingemann (red.). Faglig Formidling – praksis og konsekvenser.
Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag
212
Krippendorff, Klaus (2004): Content Analysis: An Introduction to its Methodology.
Beverly Hills, CA: SAGE Publications
Kristiansen, Bente (2002): Journalisterne – vagthunde, pædagoger eller PR-folk? I:
magasinet Humaniora nr. 3. Statens Humanistiske Forskningsråd. København
Kyvik, Svein (2005): Popular Science Publishing and Contributions to Public
Discourse among University Faculty. I: Science Communication, Vol. 26 No. 3,
March 2005, pp. 288-311. SAGE Publications
Latour, Bruno and Steve Woolgar (1979): Laboratory life: the social construction of
scientific facts. Sage. Beverly Hills, California
Laursen, Søren (2001): Vold på dagsordenen. Medierne og den politiske proces.
Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
Lewin, Beverly, Jonathan Fine and Lynne Young (2001): Expository discourse,
London: Continuum
Loftager, Jørn (1994): Den politiske offentlighed i teori og praksis. I: Eriksen, Erik
Oddvar (red.). Den politiske orden. Oslo: LOS-senterets TANO-serie
Loftager, Jørn (2004): Politisk offentlighed og demokrati i Danmark. Aarhus: Aarhus
Universitetsforlag
Loftager, Jørn (2006): Medierne, kommunalreformen og ideen om et offentligt
ræsonnement. I: Politica 38(2), 135- 153
Loftager, Jørn (2007): Demokratisk journalistik mellem politisk magt og afmagt. I:
Journalistica. Tidsskrift for forskning i journalistik. Nr. 4, 2007. Århus: Forlaget
Ajour
Lund, Anker Brink og Maja Horst (1999): Den offentlige debat – mål, middel eller
mantra. København: Fremad
Lund, Anker Brink (red.) (2000): Først med det sidste – en nyhedsuge i Danmark.
Århus: Forlaget Ajour
Lund, Anker Brink (2002): Den redigerende magt. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
Lund, Anker Brink (2004): Niche Nursing Political Networks: Priming and Framing
before Spinning, MODINET, Center for Media and Democracy in the Network
Society, Working paper no. 9
213
Lund, Anker Brink (2006): Domesticating the Simpsons – Four Types of Citizenship
in Monitorial Democracy. I: MedieKultur, issue 40, September 2006/ Politik issue 2,
vol. 9: 2006
Marks, Leonie A., Nicholas Kalaitzandonakes, Lee Wilkins and Ludmila Zakharova
(2007): Maas media framing of biotechnology news. I: Public Understanding of
Science, Vol. 16 (2007), pp. 183-203. SAGE Publications
Martin, J.R. and Veel, Robert (ed.) 1998: Reading Science. Critical and Functional
Perspectives on Discourses of Science. London: Routledge
Mazzoleni, G. and Schulz, W. (1999): “Mediatization’ of Politics: A Challenge for
Democracy? I: Political Communication, 1999, vol. 16, p. 247-261, Washington
McCombs, Maxwell (2004): Setting the agenda – the mass media and public opinion.
Cambridge: Polity Press
Medieudvalget (1996): Betænkning om medierne i demokratiet. København:
Statsministeriet. Juni 1996
Meilby, Mogens (2006): Journalistikken grundtrin – Fra ide til artikel. Århus:
Forlaget Ajour
Mejding, Jan (red.) 2004: PISA 2003 – Danske unge i en international
sammenligning. København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
Meyer, Gitte (2005): Hvorfor skulle der ikke være en offentlig fornuft? Odense:
Syddansk Universitetsforlag
Moscovici, Serge and Gerard Duveen (2001): Social Representations. New York:
New York University Press
Nelkin, Dorothy (1995): Selling science: how the press covers science and
technology / - Rev. ed. New York: W.H. Freeman
Nielsen, Kristian Hvidtfelt, Carsten R. Kjaer og Jørgen Dahlgaard (2007):
Videnskabsfolk og videnskabskommunikation: en dansk undersøgelse. I: Journal of
Science Communication 6(1), March 2007
Nilsson, Åsa (2000): Kvantitativ innehållsanalys. I: Ekström, Mats och Larsåke
Larsson (red.): Metoder i kommunikationsvetenskap. Studentlitteratur. Lund
Nowotny, Helga and Peter Scott, Michael Gibbons (2001): Re-thinking science:
knowledge and the public in an age of uncertainty. Polity Press. Oxford
214
Nørager, Troels (1985): System og livsverden. Habermas’ konstruktion af det
moderne. Århus: Forlaget ANIS.
OECD (2004): OECD-rapport om grundskolen i Danmark – 2004.
Baggrundsrapport ved Mats Ekholm. Ekspertrapport ved Peter Mortimore m.fl.
Undervisningsministeriet: Uddannelsesstyrelsens temahæfte nr. 5 - 2004
Outhwaite, William (1997): Habermas. En kritisk introduktion. København: Hans
Reitzels Forlag
Pahuus, Mogens (2003): Hermeneutik. I: Collin, Finn og Simo Køppe (red.).
Humanistisk videnskabsteori. Viborg: DR Multimedie
Pearce, W. Barnett and Kimberly A. Pearce (2000): Extending the theory of the
coordinated management of meaning (‘CMM’) through a community dialogue
process. I: Communication Theory, 10, 405-423. Blackwell Synergy
Pedersen, Ove Kaj m.fl (2000): Politisk journalistik. Århus: Forlaget Ajour
Pedersen, Ove Kaj (2000): Den demokratiske mellemtid. I: Ove Kaj Pedersen m.fl.:
Politisk journalistik. Århus: Forlaget Ajour
Pedersen, Ove Kaj og Horst, Maja (2000): Den selvstændige journalistik. I: Ove Kaj
Pedersen m.fl.: Politisk journalistik. Århus: Forlaget Ajour
Pedersen, Ove Kaj og Horst, Maja (2000): Dialogjournalistikken. I: Ove Kaj
Pedersen m.fl.: Politisk journalistik. Århus: Forlaget Ajour
Pestre, Dominiques (2003): Regimes of Knowledge Production in Society: Towards a
More Political and Social Reading. I: Minerva 41, pp. 245-261. Kluwer Academic
Publishers
Phillips, Louise (2006): Communicating social scientific knowledge dialogically:
Participatory approaches to communication analysis and practice. I: Nico Carpentier
et.al. (eds.). Researching media, democracy and participation: The intellectual work
of the 2006 European Media and Communication Doctoral School. Tartu: Tartu
University Press
Phillips, Louise og Schrøder, Kim (2005): Diskursanalytisk tekstanalyse. I:
Margaretha Järvinen, Allan Madsen og Nanna Mik-Meyer (eds.). Kvalitative metoder
– interviews, feltarbejde, tekstanalyse. København: Hans Reitzels Forlag
Phillips, Louise and Schrøder, Kim (2004): Sådan taler medier og borgere om
politik. En diskursanalytisk undersøgelse af politik i det medialiserede samfund.
Aarhus: Aarhus Universitetsforlag
215
Rasmussen, Jens, Søren Kruse og Claus Holm (2007): Viden om uddannelse.
Uddannelsesforskning, pædagogik og pædagogisk praksis. København: Hans
Reitzels Forlag
Regeringen (2003): Nye veje mellem forskning og erhverv – fra tanke til faktura.
ISBN 87-91258-73-1. Regeringen
Scammel, Margaret and Semetko, Holli (ed.) (2000): The Media, Journalism and
Democracy. Aldershot: Ashgate/Dartmouth Publishing Company
Schudson, Michael (1992): Was There Ever a Public Sphere? If So, When?
Reflections on the American Case. I: Craig Calhoun (ed.). Habermas and the Public
Sphere. Cambridge, MA and London: The MIT Press
Schudson, Michael (1997): The Sociology of News Production. I: Dan Berkowitz
(ed.). Social Meanings of News. Thousand Oaks: SAGE Publications
Schultz, Ida (2005): Bag om nyhedskriterierne. Ph.d.-afhandling. RUC.
Siune, Karen og Thomas Vinther (1998): Aviser om forskning. Rapport fra
Analyseinstitut for Forskning 1998/3. Århus: Analyseinstitut for Forskning
Slaatta, Tore (2004): Den norske medieorden. Posisjoner og privilegier. Makt- og
demokratiudredningen. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag AS
Slayton, Rebecca (2007): Discoursive Choices: Boycotting Star Wars Between
Science and Politics. I: Social Studies of Science 37/1 (February 2007) pp. 27-66.
SAGE Publications
Strömbäck, Jesper (2005): In Search of a Standard: Four models of democracy and
their normative implications for journalism. I: Journalism Studies, Vol. 6, no. 3,
2005, pp 331-345
Svennevig, Jan; Sandvik, Margareth; Vagle, Wenche (1995): Tilnærminger til tekst.
Modeller for språklig tekstanalyse. Oslo: Cappelen Akademisk Forlag
Thompson, John B (2001): Medierne og moderniteten. København: Hans Reitzels
Forlag
Tuchman, Gaye (1997): Making News by Doing Work: Routinizing the Unexpected.
I: Dan Berkowitz (ed.). Social Meanings of News. Thousand Oaks: SAGE
Publications
216
Vagle, Wenche; Sandvik, Margareth; Svennevig, Jan (2004): Tekst og Kontekst. En
innføring i tekstlingvistikk og pragmatikk. Oslo: J.W. Cappelens Forlag
Wagner, Wolfgang et.al. (1999): Theory and method of social representations. I:
Asian Journal of Social Psychology (1999) 2: 95-125. Blackwell Publishers
Wagner, Wolfgang and Nicky Hayes (2005): Everyday Discourse and Common
Sense. Houndsmill and New York: Palgrave Macmillan
Wagner, Wolfgang (2007): Vernacular science knowledge: its role in everyday life
communication. I: Public Understanding of Science 2007; 16; 7. SAGE Publications
van Dijk, T.A (1998): News as Discourse. New Jersey Hove and London: Lawrence
Erlbaum Associates
Weiss, Carol H. and Eleanor Singer (1988): Reporting of Social Science in the
National Media. New York: Russell Sage Foundation
Videnskabsministeriet (2003): Regeringens vidensstrategi – viden i vækst.
Baggrundsrapport januar 2003. Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling
Videnskabsministeriet (2004): Forsk og fortæl. Rapport fra videnskabsministerens
Tænketank vedrørende forståelse for forskning. Ministeriet for Videnskab, Teknologi
og Udvikling
Wille, Niels Erik (2003): Faglig formidling som praksisfelt – om begrebets
oprindelse og baggrund. I: Fleming, Leslie og Bruno Ingemann (red.). Faglig
Formidling – praksis og konsekvenser. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag
Vinther, Thomas (2000): Danske TV-nyheders dækning af forskning og
udviklingsarbejde. Rapport fra Analysesinstitut for Forskning 2000/2. Århus:
Analyseinstitut for Forskning
Wynne, Brian (1992): Misunderstood misunderstanding: social identities and public
uptake of science. I: Public Understanding of Science 1, pp. 281-304
Wynne, Brian (1995): Public Understanding of Science. I: Jasanoff, Sheila, Gerald E.
Markle, James C. Petersen and Trevor Pinch (eds.). Handbook of Science and
Technology Studies. Thousand Oaks, CA & London: Sage/4S: 361-388
Yin, Robert K. (2003): Case study research: design and methods. Sage Publications.
Thousand Oaks California
217
Ørsten, Mark (2004): Transnational politisk journalistik: Dansk EU-journalistik fra
1991-2001. Skriftserie for journalistisk på RUC - Journalistisk Forskning nr. 1.
Roskilde: Roskilde Universitetscenter
Ørsten, Mark (2005): Nyhedsinstitutionen: Et ny-institutionelt perspektiv på den
medierede politiske kommunikation. I: Økonomi & Politik, 78(3), 13-28
Ørsten, Mark et al (2005): Miljøet i medierne: fem casestudier af nyhedsinstitutionens
miljøjournalistik 1997-2003. Roskilde Universitetscenter: Studieserie for journalistik
på RUC
Østbye, Helge, Knut Helland, Karl Knapskog og Terje Hillesund (1997): Metodebog
for mediefag. Bergen-Sandviken: Fagbokforlaget
Østergaard, Jørn (2004): Set fra sidelinjen – OECD-review af den danske grundskole.
I: Undervisningsministeriets tidsskrift Uddannelse, nr. 6, juni 2004. København:
Undervisningsministeriet
Aagaard, Kaare og Niels Mejlgaard (2003): God Praksis for
Forskningskommunikation. Rapport fra Analyseinstitut for Forskning 2003/8. Arhus:
Analyseinstitut for Forskning
Desuden:
Eget interview med Joshua Cohen, Massachusetts Institute of Technology, Boston
maj 2004
218
BILAG 1
Optællinger, mediedækningen PISA 2000
Temaer:
PISA-temaer
9 om Danmarks internationale placering
1 om naturfag
Afledte temaer:
12 om disciplin
5 om offentliggørelse af karakterer
7 om læreruddannelsen
2 om skolesystemer
6 om politiske initiativer
3 om social arv
I alt 45 journalistiske artikler, heraf 3 ledere, desuden16 debatindlæg, i alt 61 artikler
Udtalelser:
PISA-forskere: 18
Danmarks Lærerforening: 12 (heraf Skolelederforeningen: 4)
Undervisningsministeren: 7
Skole og Samfund: 2
KL: 2
Andre forskere: 1
Fysiklærerforeningen: 1
Politikere: 1
Folkeskolernes Landsorganisation: 1
Debatstof:
7 ‘borgere’
5 lærere
1 politiker
1 Dansk Industri
1 Skole og Samfund
1 Jakob Lange
219
BILAG 2
Kodemanual
Kodningskategori
1. Løbenummer
Ritzau:
Politiken:
Jyllands Posten:
Berlingske Tidende:
Information:
Jyske Vestkysten:
Urban:
BT:
Folkeskolen
Folkeskolen net
Forklaring
1100
2100
2200
2300
2400
2500
2600
2700
3100
3200
2. Dato
2004-12-06
2004-12-07
2004-12-08
2004-12-09
2004-12-10
2004-12-11
2004-12-12
2004-12-13
2004-12-14
2004-12-15
2004-12-16
2004-12-17
2004-12-18
2004-12-19
2004-12-20
2004-12-21
2004-12-22
3. Placering
Forside/ Første indslag:
Temaopslag:
Anden
1
2
3
4. Omfang:
notits:
1
Notits: max 10 linier
220
mindre artikel
max 80 linier
større artikel
2
3
Mindre artikel: 1 spalte,
2 spalter, max 40 linier
3 spalter max 27 linier
Større artikel: alle andre
artikler
alle artikler med
faktabokse, illustrationer
m.m.
TV/radio kun 1 eller 3
5. Formidlingsmæssige kendetegn
Hvis ingen kendetegn,
kodes ikke
Hvis flere kendetegn,
kodes for alle
Grafik/ faktabokse
Fotos
Tegninger
1
2
3
6. Genre
Journalistisk stof (1):
Nyhed/aktualitet
111
Baggrund/analyse
Reportage/Interview (mennesker i fokus)
112
113
Opinionsstof (2):
Leder
Kronik
Kommentar
læserbrev
211
221
222
223
7. Udtalelser i artiklen
Vælg 1 genre, angiv evt.
en
sekundær genre, hvis du er
i tvivl.
Ved læserstof: placér om
muligt skribenten i en af
disse kategorier
221
1) Forskere
PISA-forskere
Andre forskere
11
12
2) Politikere:
Ministre
Landspolitikere
Folketingskandidater
Kommunalpolitikere
21
22
23
24
3) Berørte:
forældre
lærere
skoleledere
elever
31
32
33
34
4) Interesseorganisationer:
Skole og Samfund
Danmarks Lærerforening
Danske Elevers Sammenslutning
Danmarks Skolelederforening
KL
Dansk Arbejdsgiverforening
Skole- og Kulturchefforeningen
Andre
41
42
43
44
45
46
47
48
8. Ritzau
Ritzau
0-1
(nej - ja)
tekstfelt til bemærkninger
9. Temaer
Her kan sættes max 3
kodninger og i prioriteret
rækkefølge.
PISA-artikel (fokus på undersøgelsen)(1):
Matematiske kompetencer
Naturfaglige kompetencer
Læsekompetencer
IT-kompetencer
Sociale og personlige kompetencer
111
112
113
114
115
Kønsforskelle
Disciplin
121
122
222
Social arv
Andet
123
124
Baggrunden for PISA
DK's int. placering/ rangliste
Debat om PISA's metoder
Indvandrere
131
132
133
134
Afledte temaer (PISA som afsæt)(2):
Matematiske kompetencer
Naturfaglige kompetencer
Læsekompetencer
IT-kompetencer
Sociale og personlige kompetencer
211
212
213
214
215
Kønsforskelle
Disciplin
Social arv
Andet
221
222
223
224
Politiske udmeldinger
Anden forskning end PISA
Læreruddannelse
Skolesystemer
Tjenestetid
Test
231
232
233
234
235
236
10. Disciplin
Omtaler artikler disciplin?
0-1
(nej - ja)
11. Rangliste
Omtaler artiklen ranglister?
0-1
(nej - ja)
12. Matematiske kompetencer
Omtaler artiklen matematiske kompetencer?
0-1
(nej - ja)
223