Stemningen er i top. Regnen har holdt sig pænt væk. Solen skinner. Alle smiler saligt. Der drikkes øl og vin og spises, spises og spises. Lyttes, danses og joines. Menneskemængden er enorm.

Her deler forfatteren den orange feeling med Julie og Frida. Her er bestemt "the orange feeling"

DER ROCKES i takt, råbes og synes med i takt. På mange sjove måder. Hektisk mumlem. Glædesrus udstrakt og nedsat til slowfoodtempo. Der siddes. Der tænkes. Der stås. Der hoppes. Der danses. Der samtales. Det er lørdag og Roskilde er stadig rimelig ubrugt. I hvert fald er der meget tilbage og meget gang i den. Der er frestivalstemning. Et udtryk, der lyder lidt overfladisk, men som festivalgængere, nye som gamle, vil nikke genkendene til. Det er dejligt. Det er befriende. Oplivende. Oplevende. Her er højt til loftet. Højt højt højt. Et frihedsrum. Lige sådan en oase. Godt for energien. Godt for oplevelsescentrene, der får massser af positivt arkivmateriale. Masse af nye ting, der kan påvirke hele systemet i gunstig retning.

Denne erfarne festivalgænger, hr Ole Dreyer Wogensen, er ekspert i at "share the feeling"

Mads Kastrup skriver i Berlingske, at det særlige ved Roskilde er denne symbiose mellem kirke og kro. “Dens krydsfelt af håb og hærg. Stedet hvor all pæne piger og drenge har kunnet gå at drikke sig ud over kanten og genopstå til en musikalsk messe. Det er renselse”.Det er egentlig smukt udtrykt, men i modsætning til Mass Kastrup synes jeg ikke den orange feeling mangler. Ej heller lysten til at “share the feeling”. Denne følelsesdeling mærkes på kryds og tværs. Båret af venlighed og en god evne til at styre selv den største rus på positiv måde. Det er ikke så ringe.

Jo, ROSKILDE – SÅ KØRER DET!!