CARIBIEN - DANMARK
Bz.: Jeppe Guld, Merete Langwadt, Birgitte Rasmussen,
Stig Adamsen, Dorthe Mortensen, Lea Niemann, Erik
(til Frankrig), Rasmus
Breck og Claus Holm
Af Dorthe Mortensen (rejser i Caribien, før Påstigning)
Sct. Lucia, lørdag den 15.3.1986
Kære . …
Lige nu sidder jeg og venter på, vi skal på markedet. Vi, er mig og
Josie og hendes to børn. Jeg bor nemlig hos en fyr ”Light”, som jeg mødte
på stranden en dag.
Light og Josie bor i træhytte på størrelse med et køkken og det er
sgu trangt. Vi sover alle frm i en seng og det er dødhyggeligt, vi har nogle
herlige pudekampe! Men de har TV, køleskab, gaskomfur og ”anlæg”
Light har langt rastahår og spiller reggaemusik hele dagen. Om aftenen
spiller han i et steelband på forskellige hoteller. I aften skal jeg med ham!
Jeg fordriver dagen med at spille domino med Light's venner og bade! Stranden er
nøjagtig som i Bountyreklamerne wauw!
Ellers er øen begroet med bananpalmer overalt. Der er også kokospalmer.
Uhm sådan en frisk kokosnød og ‑mælk, slår helt sikkert en
”Cognacrulle”!
Befolkningen er sorte og utroligt smukke, især kvinderne, der kan flette
deres hår på tusind forskellige måder.
Men jeg er fandme træt af at blive betragtet som en rig hvid amerikansk
turist og drengene, der konstant siger "psssst" efter mig på gaden,
og man kan ikke gi' dem den finger, da det betyder noget andet her!
Jeg har dog også været på tur. En dag var jeg i Marigot Bay, som
ligger syd for Castries (hovedstaden), hvor jeg bor! Der er en lille bugt
omgivet af palmer, hvor der ligger en masse "fede" både, der tilhører
amerikanere og tyskere. Der var lækkert at være, især vandet var godt. Nå,
nu vil jeg på marked og købe mango, kokos, bananer og lignende.
Af
Merete Langwadt-Guld
Seks ugers sejlads i Det Caribiske Hav går forud for denne 1. maj
morgen.
Jeppe og jeg havde ikke stort besvær med at slippe gennem
immigrationsmyndighederne i St. Lucia lufthavn. Med forhyringskontrakt
og søfartsbog i lommen følte vi os rimeligt garderet. Men tidligere besætninger
har måttet købe returbillet for at få lov til at komme ind i landet
En indfødt kvinde, som vi havde gjort bekendtskab med i flyet, gav os et
lift til hovedstaden Castries. Det blev en uforglemmelig køretur gennem den
sorte caribiske nat med mange nye lyde og dufte
Vi
fik en dejlig uge på St. Lucia og nåede at lære øen godt at kende.
Englænderne har gennem deres tid på øen sat deres præg, men efter at
øen blev selvstændig synes den engelske indflydelse og interesse hurtigt at
være forsvundet. St. Lucia har således kunnet leve efter egen tradition en del
år og adskiller sig derved fra hovedparten af de øer, vi siden har besøgt.
Befolkningen på øen er utrolig smuk. De ”går” ikke, men vugger
afsted i fuldstændig harmoni med kroppen.
Vi har siddet på båden en eftermiddag og betragtet mændenes leg i
vandkanten. Fysisk træning og boldlege er en naturlig del af deres liv. Jo længere
nordpå vi kommer, desto mere forandres livsstilen til det værre!!!
Der er meget smuk, uberørt natur på St. Lucia. Vi havde dejlige
oplevelser, mens vi lå i en lille by, Soufriere. Skibet lå med hækken fortøjet
til en palme på stranden.
Vi havde gjort bekendtskab med en rastafarier, som tog os med på en
vandretur en dag. Dybt inde i skoven badede vi under et vandfald af det klareste
vand. En blanding af det svovlholdige vand oppe fra kilderne og regnvand. Turen
gik videre gennem skoven og op til svovlkilderne. Jorden kogte under os og
lugten var slem. Dagen før havde Erik forbrændt sin fod og måtte til læge.
Vi passede på!! Blot 200 meter derfra var vandet tilstrækkelig køligt til at
vi kunne bade. Vandet var næsten sort, men dejligt varmt. St. Lucia er en fin
ø, men der fulgte mange efter.
Jeg var lidt nervøs, da vi forlod St. Lucia for at sejle til
en ny ø. Vi sejlede nordpå til byen Fort de Franee på den franske ø,
Martinique. På turen beviste Birgitte, Jeppe og Stig deres kunnen, og skønt
jeg og andre måtte bruge en del energi på at holde fast, blev det en god og lærerig
sejlads.
Indsejlingen blev lidt dramatisk, eftersom vi måtte sejle uden motorhjælp.
I en papkasse i agterkahytten stod
en ny gearkasse, som vi håbede, vi kunne få monteret ved kaj. Der skal
god erfaring til at sejle Alotolas 25 ton ind mellem andre sejlskibe og kaste
anker uden motorhjælp. En dags research i byen fulgte, hvorpå Jeppe og jeg fik
en aftale med den franske marine!! En lille slæbebåd derfra trak os ud og
manøvrerede Alotola flot på plads mellem andre skibe på kajen i en lille
industrihavn.
Der tilbragte vi en uge med hårdt arbejde. Stig og Jeppe sad i det
motorrum og arbejdede på at få gearkassen til at fungere med den gamle motor.
Det lykkedes under stor jubel. Samtidig malede vi og lavede småreparationer på
båden.
Der er meget at lave på et gammelt træskib der desværre med årene er
blevet meget slidt. Skibet bærer tydeligt præg af at have været jorden rundt.
Det var en god dag, da vi forlod den larmende by og tog op til en lille
smuk bugt med vajende palmetræer. Vi har alle været i gang med at dykke og er
fascineret af de mange smukke fisk og koraller.
En lille by ‑ St. Pierre ‑ var det næste sted, vi lagde til.
En vulkan rejser sig højt over byen og har i begyndelsen af dette århundrede
lagt stedet i ruiner. Det, der dengang var en levende hovedstad er nu kun en
lille ubetydelig landsby, og Fort‑de-France er siden blevet hovedstad. I
St. Pierre lejede vi biler og tog skiftevis på tur øen rundt. Martinique er en
sprudlende ø med masser af musik og fransk livsstil. Jeg nød at bruge mit
franske, men for mange besætningsmedlemmer var sprogproblemet lidt
frustrerende. Det officielle sprog er fransk, men de fleste indfødte er
to‑sprogede og taler en dialekt, som er ret uforståelig. Franskmændene
har været dygtige. Befolkningen har flere penge mellem hænderne, i
sammenligning med de engelske øer, og synes ikke åbenlyst at være
interesseret i selvstændighed i øjeblikket.
Sejlturen videre nordpå til Iles des Saintes, en gruppe småøer syd for
Guadeloupe, var god. Vi forlod Martinique kl. 17.30 og spiste
”ALO‑gryde”. Jeg gik søvagt sammen med Stig og Rasmus kl. 22.00
‑ 02.00. Der var god vind og fart. I mørket kunne vi se lysene på
Dominique, og vi tog pejlinger hertil.
På Iles des Saintes ligger et stort fort og vidner om de store søslag,
der har fundet sted mellem englændere og franskmænd. De to store europæiske
lande har i årevis bekæmpet hinanden herude.
Den 17. april sejlede vi op til Deshaies, en lille, lidt kedelig by på
nordvestsiden af Guadeloupe. Umiddelbart efter ankomsten fik vi besøg af et
australsk par, der var på jordomsejling. Ud over mange gode historier, kunne de
også fortælle, at et sejlskib var sunket på ca. 100 favne midt mellem øerne.
Lidt grimt at høre samtidig med, at vi på vejen herop opdagede, at vi tog alt
for meget vand ind på bagbord halse.
De følgende to dage havde Jeppe og jeg fri. Mit almindelige bilkørekort
måtte gøre det ud for motorcykelkørekort, som påkræves, og snart susede vi
ud af landevejen. En dejlig fri fornemmelse. Cyklen klarede fint turen over
bjergene, og Jeppe blev hurtigt en habil motorcyklist. Efter mørkets frembrud
fandt vi et lille billigt hotel i byen Bas Terre. Aftenen forløb så romantisk,
som man kunne forestille sig det, når man lever som et par på en overfyldt båd
til daglig.
Under vort fravær havde de andre fundet årsagerne til den megen vand i
skibet. Nogle slemme huller i skroget måtte tætnes.
På Antigua brugte vi et par dage på skibet. Jeppe lå i vandet en dag
og tætnede huller med tjære og værk. En kobberplade blev sal udenpå, nu
virker det.
Ugen på Antigua gik virkelig hurtigt. Der var fest og ballade på grund
af den årlige Raceweek. Alotola så lille ud mellem de store overdådige
sejlskibe. Her så vi en del andre danske skibe, men også tidligere har vi mødt
adskillige. Det blev en lidt "våd" uge, idet der var beach parties
med gratis rum‑punch og levende musik hver aften. Det var slet ikke
planlagt, at opholdet på Antigua skulle blive så langt. Det var der flere årsager
til. Blandt andet en amerikaners uforsigtige manøvrering i den fyldte havn.
Inden nogen kunne nå at forhindre det, ramte han Alo's hæk og trykkede søgelænderet
ind. Det er ikke rigtigt alvorligt, men skaden pynter bestemt ikke på et skib,
der i forvejen ser lidt sigøjneragtig ud.
Antigua er ikke særlig spændende udover English Harbour, hvor de gamle
engelske militærbygninger stadig står. I den gamle bygning, hvor admiral
Nelson boede, er der nu indrettet et museum.
Ud over sejlskibsområdet virkede den tidligere engelske ø fattig og grå
i forhold til de franske øer, vi nu helt har forladt.
Mandag sejlede vi mod St. Kitts. Det blæste, og vi sejlede ud for
stormfok og 2. reb i storsejlet. Vi landede i en øde bugt ved navn Shitten Bay.
Siden hen omdøbte vi den Pelikan Bay. De store smukke fugle sat på klipperne.
Det er fascinerende at se dem styrtdykke efter fisk.
Det er 1. maj i Charlestown, Nevis Island. I aften skal vi feste lidt og
mindes kølige dage i Fælledparken.
Søndag den 11. maj, Charlotte Amalie, St. Thomas. Piskende regn, lyn og
torden. sikke et vejr!
Vejret i dag passer fint til at sidde på en cafe og skrive. I morgen
bliver dette postet og så damper vi af mod Bermuda.
I går delte vi os i to hold, jeg blev i land for at skrive, andre for at
handle og en gruppe på båden. De ville sejle ud af havnen og tage en række
pejlinger for at lave en deviationskurve. I løbet af eftermiddagen sortnedes
himlen og lyn, torden og regn væltede ned. Det blev en våd og kold fornøjelse
i land og meget værre for dem ombord. De målte opgive forehavendet og søge
ind igen. Havnen var oprørt og en dramatisk situation opstod, da ankret ikke
holdt, og de i sidste øjeblik fik startet motoren og undgik de nærmeste både.
Vi andre måtte efter en våd og voldsom oplevelse opgive at sejle ud til
skibet i dinghyen. Senere nåede vi ud ved hjælp af en havnetaxi. Alt på
skibet er vådt. Regnen piblede ind alle steder, til trods for al den fugthærdende
lim, vi har smurt omkring koøjer og lignende steder.
Turen over Atlanten kan let blive meget våd, og uden tvivl vil vi komme
til at bruge lænsepumpen meget men vi er unge og stærke, og problemet er et
magelighedsproblem og ikke et sikkerhedsproblem
Egentlig burde jeg fortælle mere om de tidligere Dansk‑Vestindiske
Øer, men øerne og St.
Croix og St. Thomas har i den grad været et nedslående syn.
Efter et kort besøg på den lille hollandske ø Saba, hvor vi gik tur i
regnskoven, nød roen og oplevede dem gamle forrevne sørøverkyst, er ”The
American Paradise” ‑ i sammenligning hermed ‑ et uudholdeligt
sted.
Vi fik mest ud af St. Croix. Gadenavnene er stadig danske, og husene står
der stadig og vidner om fin dansk arkitektur, men byen Christiansstad er i den
grad "turistet", og priserne er vanvittige. Det vil sige, at
luksusvarer som smykker, kameraer og andet teknisk udstyr er billige, mens nødvendige
varer er dyre.
Jeppe og jeg tog på tur ind på øen og besøgte en af de bedst bevarede
plantager. Overalt på øen ser man gamle vindmøller, der vidner om fortiden.
Hovedbygningen i Whims Plantage, fortæller om utrolig rigdom. Kongeligt dansk
porcelæn, Hornung og Møller flyglet, som alt sammen er fragtet herover fra
Danmark.
En historie fortæller, at en dansk plantageejer var på besøg i København
og satte kongen i forlegenhed ved at føre et for danske forhold overordentligt
rigt følge gennem gaderne og således overgå kongen i pragt og vælde. Herude
svang de pisken over dansk Guinea slaverne og skabte sig utrolig rigdom.
Mange steder har vi set Egernsund‑mursten, som anvendtes til
ballast i sejlskibene og senere som byggemateriale.
Gamle danske gravsten på kirkegården ligger i et stort rod, helt
overbegroede. Amerikanerne bevarer kun det, som turistmæssigt er af værdi.
Helt galt står det til her i Charlotte Amalie. Det gamle fort står i
forfald og er svært at få øje på i det uoverskuelige hav af reklameskilte.
Hveranden butik præsenterer et stort udvalg af guld og juveler. Ellers sælges
der T‑shirts af enhver slags. Hver dag står der op til fem krydstogtskibe
ind og spyr i tusindvis af amerikanere ud. Vi er ved at blive lidt overfølsomme
over for dette folkefærd, der ved deres livsstil har ødelagt smukke steder og
traditioner.
Vestindisk mad er ikke til at opdrive, men burgers, Kentucky fried
Chicken og Coca Cola synes at være blevet nalionalretten ‑ også herude!
To måneder er gået med fantastiske og lærerige oplevelser. De blege
danskere, der for lang tid siden forsigtigt gik rundt på Alo's dæk, er nu
blevet mørkebrune. Hår og øjenbryn er afbleget af sol og saltvand.
Vi lever tæt sammen. Det er ikke altid lige let ‑ men hidtil har
alle været tilstrækkeligt tolerante. I starten var det anstrengende for de
sejlkyndige at lære resten op. Men udfordringen er stadig stor ‑ et
gammelt træskib gør den ikke mindre.
Turen op til Bermuda er på 850 sømil og kursen er 002 grader. Vi skal
navigere ved hjælp af sekstanten. Det bliver spændende, men forhåbentlig får
vi mange skyfri dage Er himlen dækket af skyer, kan vi ikke få en position og
dermed er vi ude af stand til at korrigere vores kurs. Eftersom Bermuda ikke er
særlig stor, ej heller så høj, skal vi ramme ret nøjagtigt.
Solen bager ned over Alotola. Vinden er svag, og det blafrer lidt i
storsejlet og genuaen, der står som sommerfuglevinger, spændt ud til hver sin
side af skibet
Vi er på vej hjem ‑ det faktum er langsomt gået op for os under
disse dage på havet. Vi forlod Charlotte Amalie, St. Thomas, mandag d. 12. maj
og har således brugt mere tid på denne sejletape end planlagt. På disse 11
dage har vi fået lært at sejle. En dejlig ro har sænket sig over skibet. Vi
har delt os i tre hold, og vagterne strækker sig over 4 1/2 time. Således
fordeles ”hundevagterne” og de gode vagter retfærdigt. Ud over vagterne,
som har ansvaret for sejladsen, har vi en del små gøremål, der går på
skift. Små enkle job, der gør livet problemfrit ombord. For en uge frem laver
vi madhold, dvs at vi to og to skiftes til at stå for maden i løbet af en dag.
Derudover er der opvaskehold og endelig bages der brød hver dag. Skibets kabys
er indrettet med to petroleumsblus Herpå foregår al madlavning, inklusive brødbagning.
Metoden er nok lidt utraditionel idet brødet bages i en trykkoger. Resultatet
er forbavsende godt
Under os er det dybblå hav ‑ det er kæmpestort og himlen endnu større.
Skyer kommer og går i forskellige farver og formationer. Ved aftenstid farves
himlen i storslåede farver af solen. Nattevagten er smukkest under en klar måne,
hvor stjernerne dækker himlen. Vi har lært os en del af dem.
En dag, hvor vinden løjede af (som så mange gange!) sprang vi i havet
og spillede vandpolo på 5.000 meters dybde ‑ det var sjovt.
Vi har badet en del og "leget" meget. Forskellige Storm P.
konstruktioner har gjort det muligt at bade, selv når vi sejler. Et reb ophængt
i bommen bliver en fin gynge at bade fra. Kun iklædt livline følger vi vandet
bruse omkring kroppen. Livliner har vi i øvrigt (heldigvis) kun brugt få
gange. Umiddelbart efter St. Thomas løb vi ind i noget dårligt ustabilt vejr.
Et par dage med kraftig blæst, regn og tre koldfrontspassager. Det var
ikke specielt sjovt. Jeg og et par andre led af søsyge, nattevagterne var kolde
og sorte, mens regnen piskede ned og gjorde alting vådt indenbords, inklusive køjer
og soveposer. Det ustabile vejr betød også, at vi hev sejl op og ned utallige
gange ‑ dog blev det nogle gode øvelser og en påmindelse om, hvad der
kan vente os længere nordpå.
Siden har vi dog haft varme solskinsdage, hvor skibet har været dækket
af alskens klude, der hænger til tørre. På vindstille dage lader vi op igen.
Breve bliver genlæst, og nye skrevet, og der er tid nok til bøger og dagbøger.
Det er fantastisk lærerigt at komme den danske dagligdag lidt på
afstand. Her er "oceaner" af tid og intet arbejde, der trænger sig på.
Dårlig samvittighed over ufærdigt arbejde, som man ofte kunne føle i
forbindelse med studier eller andet, er en følelse, der efterhånden rystes
helt af på ALO. Hvornår har man sidst taget sig tid til at sætte sig ned og
fintænke over livet derhjemme?
Herudefra ser vi del fra en noget anden vinkel. Vore tanker krydres af de
mange skæbner, vi møder på rejsen, men også af vore egne personlige
erfaringer og naturoplevelser. En morgen, hvor himlen endnu var farvet af den
opgående sol, så vi en blåhval boltre sig. Et meget smukt syn og delfinernes
leg gør os kåde og glade. Oftest ser vi de venlige dyr i skumringen, hvor
morilden lyser i kølvandet.
Vi nærmer os efterhånden Bermuda og begynder at fable om softice og om
andre goder, der er at finde på land. Turen er gået godt og uden uheld ud aver
en lille flænge i sejlet, som hurtigt blev lappet.
Vi er ni personer samlet her i et lille samfund på et stort hav. Vi
fungerer godt sammen og supplerer hinanden fint. Uoverensstemmelser af
alvorligere art har der ikke været ‑ problemer bliver talt igennem og
sejlmanøvrerne går efterhånden helt godt.
I går 22. maj holdt vi jubilæum ‑ to måneder ombord på Alolola.
Vi fandt det bedste landgangstøj frem. Lagde farver på hinandens øjne, og
madholdet frembragte delikate retter. En glad aften midt på havet. Lea havde i
øvrigt skrevet en sang til lejligheden.
Vi fik landkending tidligt lørdag morgen ‑ en dejlig følelse.
Midt i glæden over indsejlingen og fundet af en god kajplads ved siden
af danske Rune og norske Thøger på skibet "Evergreen" og med et
andet dansk skib "Lord Nelson” på siden af os, indløb tragiske nyheder,
som nok kunne give os eftertanker.
Tilsyneladende lå vi, under det dårlige vejr på turen hertil i udkanten af et regulært stormvejrsområde. Det store flotte skib ”Pride of Baltimore”, som jeg i øvrigt så i København sidste sommer, sank og fire mand druknede. Vi lå tæt på skibet i Charlotte Amalie, og Jeppe fik der korrigeret GMT‑tid, som er uundværlig i forbindelse med astronomisk navigation. Flere skibe havde haft store vanskeligheder, selv i havn var skibe gået tabt. På næsten samme tid forlod vi og "Pride of Baltimore" St. Thomas ‑ lidt uhyggeligt. De var kun 10 mand om at tumle det store 2‑mastede amerikanske skib, der fører flere og større sejl end vi. Vi er jo mange om at klare Alo's to sejl. Vores sejlads har altid været forsigtig og endvidere erkender vi vores uerfarenhed og begrænsninger.
Det var triste og chokerende nyheder, men dog kunne vi improvisere en
fest om bord på Alo samme aften. Efterhånden var båden fuld af snakkende og
drikkende danskere, nordmænd, og svenskere. Der var også noget at fejre
‑ 12 dage i søen var forløbet godt. Vores navigation var korrekt. En fin
debut på havet for os allesammen.
Det er mandag i dag, og Dorthe og Birgitte er på opdagelse på øen.
Stig og Claus er i byen Hamilton for at finde et stykke træ til hullet i lønningslisten
en gammel skade fra vores forgængeres tur ‑ andre mindre reservedele skal
også købes ind. Vi andre har udført almindeligt oprydningsarbejde på skibet
i dag. Onsdag tager Jeppe og jeg rundt til øens interessante steder på lejede
trædecykler.
Inden vi tager herfra på fredag ud på den længste etape til
Azorerne, skal vi købe dieselolie og vand i store mængder. Vi brugte meget
vand undervejs hertil, skønt det kun bruges til madlavning og tandbørstning. På
turen over vil vi koge kartofler og spaghetti i saltvand. Det er jo blot en
vanesag.
Vi er spændte på denne lange tur over havet, hvor vi skal bestå prøven
som "dybtvandssejlere", og skibet skal klare sin sidste etape af
jordomsejlingen. Mange skibe her i havnen skal samme vej. "Evergreen"
tager allerede af sted i aften. Det bliver festligt, når vi igen mødes om
2‑3 uger på Azorerne. 1.800 sømil venter på os, forhåbentlig med godt
sejlvejr....
Faial en ø blandt andre småøer midt i Atlanterhavet – har fortryllet
os med sin charme. Grønne marker, bakkedale, gamle vindmøller, blomster i
farvestrålende flor, venlige portugisere og genfundne sejlervenner. Over for
byen Horta rejser vulkanen Pico sig. Det højeste punkt på Den nordatlantiske Højderyg.
Et geologisk levende område der så sent som i 1950'erne blev ændret på grund
af jordskælv.
Fredag d. 13. juni var en lykkelig dag. Sidst på dagen sejlede vi ind i
Hortas havn og fik en god kajplads. Gamle venner hilste os, og fodboldresultater
indløb. Vi så kampen mod Spanien og så er der vel ikke mere at sige om
den sag
Vi har tilbragt en bevæget uge her. Bådens stand har været så dårlig, at vi var ved at opgive resten af turen! De mange diskussioner, den personlige tvivl og usikkerhed, som prægede den første uge er dog nu afløst a[ ro og arbejdslyst. Alotola står oppe på molen, godt astfivet af trækonstruktioner, og siden i torsdags har skibsværftets folk arbejdet på skroget. Den eneste rigtige og forsvarlige løsning. Råddent træ er fjernet fra stævn og hæk, og to mand hamrer bomuld ind mellem plankerne. Der manglede meget værk, og træet er som "muldjord" mange steder.
Vi fik endelig vished om problemet, da vi ‑ ikke langt fra Azorerne
‑ ville afprøve skibets svageste side. På Antigua lappede vi nogle
huller i styrbords side af stevnen, men på grund af de konstante vind forhold
kunne vi ikke afprøve reparationen. På hele turen herover sejlede vi på
styrbord halse, dvs. vinden kommer fra styrbord side af skibet og krænger den
ned på bagbord side. Gennemsnitligt 100 pumpeslag i timen. Vort forsøg gik ud
på at sejle stik modsat retning et par timer ‑ presse skibet op mod
vinden, mod bølger og dønninger og krænge mest muligt til styrbords side. Det
var lidt voldsomt, men meget kendetegnende for den sejlads, vi kan komme ud for,
når vi nu ændrer kurs og sejler nord pil mod Den engelske Kanal. Vi hev
pladerne op i dørken for at betragte vandet i sumpen. Det var ikke just sjovt
at se vandet fosse ind. De 100 pumpeslag blev til 1200 slag/t.! Det var for
meget og for farligt at basere videre sejlads fra Azorerne på. Skibet måtte
have en større lækage. Vi omregnede den indtrængende vandmængde til 12 tons
pr. døgn! Det var for vildt.
Vi genfandt igen den gamle kurs mod Azorerne og slappede af
i armene, mens vi prøvede at
gennemtænke/diskutere situationen og de muligheder vi havde for reparation på
Azorerne.
Vi reagerede forskelligt, viste mindre eller mere vore følelser/ængstelse
‑og enkelte ville ikke være med længere. Vi har fungeret så godt
sammen, og det er branduretfærdigt at ydre problemer bliver påført os, og at
muligheden for, at vi pludselig måtte sige farvel til hinanden, kunne opstå.
Ingen af os er medejere af båden. Vi har betalt et rimeligt stort beløb for
leje af den, men har fået en båd, der, hvis vi havde forladt den her
i Horta's havn, ville synke i 1øbet
af en uge! Lækagen befinder sig under vandlinien og betyder, at vore om end
godt udstyrede dykkere næppe kunne lave en sikker reparation ‑ endvidere
tvivlede vi på, at vi kunne få det rigtige materiale (epoxy) her på øen. Her
lå vi på en dejlig plads i byen Horta uden rigtig at kunne juble over at
genfinde land. Stig tog dragt og maske på og undersøgte skroget. Han
konstaterede, at kalfatring manglede i ”spunningen” hele vejen rundt.
Peter, en norsk skibstømrer, tegnede og forklarede hele dagen og var os
en god fagmand. De efterfølgende dage blev brugt til research efter epoxy og
telefonopkald til foreningen derhjemme. Stig, Jeppe og jeg tog rundt til
havnemyndighederne og henvistes til en mængde mennesker, før vi endelig fik
kontakt til Lopez, mesteren i fiskerihavnen og over det lille skibsværft.
Marinaen i Horta er først blevet færdig for tre uger siden, og sejlskibe på
bedding ses sjældent. Vi fik dog god tiltro til det lille værfts arbejdere,
eftersom de fleste fiskerbåde er lavet af træ, endvidere så vi folkene
arbejde på en lignende skade på en gammel fiskerbåd
Vi fik grønt lys fra foreningen (de havde jo ikke noget valg) og kunne
endelig få båden op. Kranen var ikke forsikret, så vi måtte selv tage
risikoen for Alotola's ve og vel, indtil hun lå afstivet mellem bukkene.
Havnearbejderne var professionelle og dygtige. Vi havde været lidt bekymrede
for om riggen (mast og stag) kunne lide overlast, men snart hang Alo’s 25 ton
over vore hoveder ‑ et fantastisk og lidt bevægende A af kølen, en
gammel stige lagt op ad skroget, og snart kunne vi kravle op og sidde højt hævet
over havnen og drikke kaffe, mens arbejderne gik i gang.
Til trods for sprogvanskeligheder, ingen af os kan portugisisk, har vi lært
meget ved at iagttage arbejdet. Jeppe, der næste år starter på skibsingeniørstudiet,
kan næsten ikke slippe skibet. Det er spændende, og vort forhold til, og viden
om, skibet bliver bedre dag for dag.
Det er søndag d. 22. juni. Vi er lidt trætte efter ugens arbejde og
natteliv. Vi har delt os i weekenden. Jeppe, Stig, Erik, Dorthe og jeg har været
på båden og på tur med Lopez rundt på øen. De andre har været med færgen
over til Pico og har besteget vulkanen. Jeg sidder nu på den legendariske
sejlercafe "Peter's Bar" og skriver og kan se Alo herfra. Stig og Erik
er ude at dykke, og bjergbestigerne sover på båden. Her er fint og rart at være.
Befolkningen er "ægte" og ”original”.
Det var en længere smøre, der fortæller lidt om en anden side af vores
sejlads og oplevelser. Tilsyneladende skal vi ikke spares for noget. Men ‑
vi har også krydset det meste af Atlanten, og det er gået stærkt. 14 dage tog
det os at sejle 1.800 sømil, det synes vi er godt gået! 14 dage uden
vindstille, flere dage behøvede vi end ikke at ændre på sejlføringen. Mit
vagthold bestod af Erik og Stig foruden mig. Vi har tilbragt mange natte‑
og dagtimer sammen, taget solhøjder og fastlagt position. Jeg har ikke på
noget tidspunkt følt søsyge på dette stræk ‑ så er det jo en stærk
og dejlig oplevelse. Det er dog stadig svært at vænne sig til de pludselige krængninger
(Atlanlerhavets dønninger kan være store), og blå mærker er hverdagssyn. I
forbindelse med udregning af en position, som normalt foregår ved bordet i
salonen, skulle jeg netop hente et kort i skuffen, da en pludselig bølge sendte
mig og skuffen ind mellem værktøj og guitarer. Til tider er det svært at
bevare tålmodigheden! Havet kan også spille en et puds ved at sende pludselige
kaskader ned over cockpit og rorstol ‑ som oftest, når man ikke har regntøj
på.
Vi har igen set mange fisk, og det er endelig lykkedes os at fange en.
Stig stangede en guldmakrel med en fork fra båden ‑ det blev til en
luksusret til trods for, at vi måtte dele den mellem ni kvinder og mænd.
Delfiner i store flokke har fulgt os nat og dag. De har en fantastisk
virkning på os. De krydser frem og tilbage foran stævnen, enkeltvis eller to
og to. Mage til hurtige og præcise dyr har jeg ikke set før. En dag så vi to
kaskelothvaler svømme forbi ‑ det er store flotte dyr. Når først råbet
lyder, ”hvaler!”, farer folk søvndrukne ud af køjerne, og kun rorgængeren
bliver på sin plads. Kameraer klikker, men del er svært at indfange dyrene på
billedet.
Rune og Thøger på Evergreen ventede os på øen Faial, og gensynets glæde
var stor. De er nu taget videre mod Den engelske Kanal, men her ligger stadig
andre danske både, bl.a. Cibec, som imponerer os på grund af besætningens
"voksne" alder. Et ældre ægtepar, som stak af, da deres børn blev
voksne. Nu sejler de over hele jorden.
I morgen fejrer vi Sankt Hans med de øvrige danske både, og vi har lånt
lokale til formålet. Der er nok af fester for tiden! På søndag fylder Erik 30
år, og vi fejrer det lørdag aften.
Kulden tager til, efterhånden som vi kommer nord på. Nætterne på
havet er blevet kolde, og vi må have tøj på om dagen. Klimaet på Azorerne
ligner det danske, og vores caribiske kulør er ved at forsvinde.
Vi nærmer os dansk grund ‑ og det er ikke så dårligt endda
‑ sensommer og Tønder Festival.
Tirsdag den 1. juli forlod vi Horta under mange farvelråb og trutten med
skibshorn. Det må have set smukt ud fra molen: Solen skinnede, og vi krydsede
ud af havnen for sejl.
Alotola har fået det meget bedre. Vandmængden i "sumpen" er
minimal. Dorthe siger, at der nu kun skal pumpes ca. 20 slag hver 5. time!
Herligt, men hun siger også at vores pumpearme visner? De 15 dage på øen
Faial er forløbet herligt, hvoraf de seks gik med administrativt arbejde,
efterfulgt af seks dage på bedding og resten på et par hyggelige dage sammen
med de andre langturssejlere inden afgang. Det lange ophold betød mange venner
(og kærestesorger!), og afskeden med Horta blev den mest gribende hidtil.
De første dage på havet bød på fint vejr ‑ masser af sol. Men
vinden er lige i underkanten af vort behov. I dag fik vi en større
overraskelse, idet to hvaler pludselig viste sig kun få meter fra båden. Stig,
der sad ved roret, prøvede at dreje skibet, mens de fleste af os stod
tryllebundne. Et sammenstød med hvaler kan være særdeles farligt, men dyrene
dykkede ned og kom først op igen flere meter bag båden. Havet er meget dyrerigt
nord for Azorerne. Tun og delfiner har fulgt os i flokke, og frisk tun fra havet
har været på bordet.
Tun på dåse, kogt tun, stegt tun ‑ vi kender snart alle varianter
– men det smager stadig udmærket. (Vi spiser tun hver dag).
Stemningen om bord er lidt mat. Efter en god sejlads i går har vinden
helt svigtet os. Det er overskyet og luftfugtigheden er høj. Vi pakker os godt
ind på nattevagterne, og det er en overvindelse at komme igennem det daglige
bad. En mindre rastløshed melder sig efterhånden, som vi mættes litteraturmæssigt
af boghyldens tilbud. Kort sagt: Vi trænger til at se land igen. Synssansen
underernæres af at spejde ud over den uendelige blågrå flade og trænger til
andre farver.
Højtrykket ligger meget langt nordpå, og vinden har været
utilfredsstillende minimal de sidste dage. I dag går det dog godt fremad. Vi
ligger ca. 200 sømil fra indsejlingen til Den engelske Kanal.
Bastille‑dagen, den franske nationaldag den 14. juli, synes nu desværre
at være uden for vores rækkevidde. Vi havde set frem til at opleve franskmændenes
fest, men naturen er ikke altid samarbejdsvillig og ignorerer roligt vores
skiftevis forhåbningsfulde og skeptiske bemærkninger og blikke mod himlen.
Vi nærmer os kontinentet. Hver dag møder vi europæiske handelsskibe,
ja selv et Mærsk‑skib passerede os, men som vi troede, at vi skulle
snakke dansk, var det filippinere, der svarede os. På de danske skibe
udkonkurreres de danske søfolk lønmæssigt af udlændinge.
Samtalerne med fremmede skibe er en god afveksling i en dagligdag, som
efterhånden keder os lidt, da den øges i antal og forlænger vores ophold på
havet. Den forløbne uge har budt os rigeligt med køligt vejr uden større
mulighed for småaktiviteter på dækket. Forfrosne kravler vi ned i soveposerne
efter overstået vagt. Vi går konstant rundt i flere lag tøj, og vi glæder os
til at nå ind under Europas kyster og tiltuske os lidt varmt vejr.
Men dagen i dag er anderledes end de foregående. Vi har lagt olietøj og
store sweatere, solen har været fremme i korte øjeblikke, en frisk brise fører
varm luft med sig, og vi tror, at Alo har passeret højtrykket.
Om få dage vil vi kunne se kontinentet dukke op af disen, repræsenteret
af Frankrigs kyst. Men først skal vi op og kigge lidt på den engelske. Det
bliver ikke til mange dage i den nordfranske by Boulogne‑sur‑Mer.
Tiden er ved at være knap. Et par af os tager fra Boulogne til Calais for at
hente post. De øvrige køber ny proviant, og så går det ‑ blot efter to
dage ‑ videre ind i Nordsøen. Ca. 550 sømil er den ”lille” strækning,
vi skal tilbagelægge, før Alo står ind i Skagen havn.
Den
engelske Kanal, den 14 juli
Kanalen lever i stor stil op til sit ry: Støvregn og masser af låge. Vi
bevæger os med god vind op mod den engelske kyst. Vores sidste position, som vi
fik af et belgisk skib: 13/7 kl. 23.00 ‑ 5 grader 54' Vlg og 49 grader
16'5 Nbr.
Som vejret er nu, må vi ty til samtaler med handelsskibe, der over deres
satellitnavigator og radar kan give os oplysninger om vores position. Det gjorde
stor lykke, da engelske og franske radiostationer nåede vores transistorradio.
Der lyttes nu til vejrudsigt og radioavis, og de velkendte temaer gør det
klart, at vi er på vej hjem til blandt andet 19.30 tv‑avis og den daglige
indsprøjtning af politisk tomgang, atomulykker m.m. ‑ information, som
vi så lykkeligt har været foruden i fire måneder, men som alligevel er populært
stof på et sejlskib midt i Kanalen.
Navigationen kompliceres nu af strømforholdene i Kanalen, som på grund
af kraftige tidevande ændres fra time til time. Det giver nye udfordringer til
de navigationskyndige og ‑ interesserede.
Endnu kan vi ikke se land, men i nat passerer vi store fyr, og faktisk er
der kun 220 sømil igen til Boulogne‑sur‑Mer. Vi vil følge den
engelske kyst, og så vidt muligt undgå at opholde os i handelsskibsruterne
Den engelske Kanal, den 16. juli
I går, sidst på
eftermiddagen, lettede tågen og glade så vi Isle of Wight dukke op af disen
med masser af fyr opankrede handelsskibe og færger tøffende frem og tilbage.
\len tågen omhyller os snart igen. Iler er tyst og stille. Ingen vind.
Kun tågehornene lyder fra de usynlige skibe. Vores øjne er trætte af
at stirre ud i det hvide ingenting. Vi har måttet tænde motoren og håber, at
dieseloliebeholdningen vil slå til. Vi mangler ea. 50 sømil endnu. Vi
navigerer ved at styre mod lyden af fyrenes tågesignaler. Vi kan ikke engang
kalde andre skibe, idet de holder sig på afstand af os, når vi først er set på
deres radar. Her
er vi 'In the middle of nowhere". Uden kontakt med omverdenen. Ude i stævnen har vi en udkigsmand, der med
det lille horn prøver at gøre skibe uden radar opmærksomme på vores
eksistens. Spændende er det jo faktisk, men også tilstrækkeligt nervepirrende
til, at vi er utålmodige efter at komme i havn og ud af dette uhyggelige vand.
Bunker af skidt af enhver art flyder forbi. Vandet er grumset mørkegrønt og
har ikke noget tilfælles med det stærktblå Caribiske Hav, som vi boltrede os
i for nogen tid siden. Måske i aften når vi Boulogne. Vi er opsat på det, og
motoren arbejder hårdt.
Vi har netop passeret et fyr, som vi, for at få den nøjagtige position,
sejlede tæt op mod. Det blev en kraftig overraskelse, da vi i den tykke tåge
pludselig så en 30 meter høj sokkel dukke op få meter fra os. Huh ‑ vi
ved igen, hvor vi er, og det hjælper på humøret.
Snart har vi nået fyret ved Dungeness i England, som er stedet, hvor vi
ændrer kurs og krydser Kanalen mod Boulogne og Frankrig.
I morgen tidlig venter en cafe au lait og måske en enkelt croissant på
en hyggelig cafe i Boulogne eller Calais, hvor jeg vil hente post.
Torsdag aften er der afskedsmiddag med Erik, der forlader os her, idet
han skal flyve til Indien fra Kastrup d. 30. juli. Det er lidt underligt at måtte
sige farvel til en af os inden rejsen rigtigt er afsluttet, skønt det er den næsten.
Jeg ville gerne have set lidt mere i Frankrig, men tidsplanen presser os
her, som den har gjort det på hele turen. Vi har haft for travlt mange steder.
Meget har vi måttet give afkald på i Caribien. Der er så mange smukke og spændende
steder, ligeledes på Azorerne, hvor vi brugte så meget tid på båden. Vi vil
prøve at få maksimalt udbytte af det halvandet døgn
vi har afsat. Om en uges tid kan vi kalde familien over kystradioen og
sejle ind til Skagen.
Boulogne‑sur‑Mer, d 18. juli
Onsdag den 16. juli
nåede vi til Dungeness/England og startede turen over Kanalen mod den franske
kyst. Vel over den første del af trafiksepareringen væltede tågen ned over os
igen. Klokken var ca. 22. Vi nåede at se en bøje, der afmærker separeringen,
men derefter havde vi intet at navigere efter. Jeg kaldte Boulogne Havn og
henvistes til en radarovervågningsstation lidt nord for Boulogne. Mens de via
min stemme prøvede at lokalisere os på radarskærmen, lød der pludseligt et
bump. Endnu et. Skibet gav sig og tydeligvis stod vi på grund.
Tågen stod tæt om os, mens Stig prøvede at bakke uden held.
Tilsyneladende stod vi helt oppe på kysten, for vi kunne høre brændingen få
meter væk. Situationen var uvirkelig. Som et mareridt Vi var 40 min. fra
maksimalt lavvande, og båden lagde sig langsomt helt om på siden, mens vandet
stod ind over lønningslisten. Herudover tog vi heldigvis ikke vand ind, der var
tilsyneladende ikke sket nogen skade på skroget.
Der stod vi så, havde nået Europa med et bump!
Jeg sad stadig ved
VHFen og kommunikerede med den franske kyststation, som bekymret tilspurgte os
om situationen. En redningsbåd ville blive sendt ud.
I mellemtiden tog Jeppe og Stig plovankeret med sig i jollen, roede ud og
kastede det, for at holde skibet fra at bevæge sig længere ind mod kysten, når
vandet igen ville begynde at stige.
Slæbebåden fandt os omkring en halv time efter, og det lykkedes dem at
gentage successen. De røg også på grund. Situationen var absurd De hjalp os
blot med at sætte det store anker ud, og med højvandets komme rejste Alo sig
og kom fri uden indblanding fra franskmændenes side ‑ de havde nok at gøre
med selv at komme fri.
Vi blev herpå eskorteret af redningsbåden ind til Boulogne. De franske
søfolk var vanskelige at forhandle med. De ville slæbe os med tov, hvilket var
ganske overflødigt. Alo fejlede jo ikke noget. Tværtimod var tovet for kort,
og de var på et tidspunkt ved at støde sammen med os. Senere forstod vi deres
handlemåde. Redningsbåden tilhørte et privat firma og skulle tjene penge på
dette her.
De ville også have os til at dække for en mulig skade på deres skrue,
opstået, da de selv gik på grund. Det fik vi dog afværget.
Vejret er fint i Boulogne og en dejlig middag torsdag aften og lidt søvn
lettede på stemningen. Vi er klar til det sidste stræk og sejler om en time.
Vi har realiseret en
drøm: Sejlet mellem eksotiske øer, set og oplevet meget og genfundet det
velkendte. Festet os igennem den første uge i Danmark.
Efter det noget frustrerende ophold i Frankrig krydsede vi igen kanalen,
denne gang i fint og klart vejr. En problemfri sejlads førte os langs den
danske vestkyst til Skagen.
Vi sejlede igennem et større boreplatformsområde, engelske og
hollandske, men vi passerede også Gormfeltet. Vi mødte mange danske
fiskekuttere, der med deres karakteristiske udseende mindede os om noget
velkendt. Da vi så land første gang, var vi på højde med Thyborøn, og folk
blev selvfølgelig ivrige ved at kunne genkende de første kirker og byer.
Ved første radiokontakt med Thyborøn Radio og siden hen Hanstholm viste
det sig, at vores VHF ikke havde de fornødne "arbejdskanaler", så
telefonopkald til familie var i første omgang udelukket. Skuffelsen forsvandt
dog, da personalet på radiostationen, meget venligt, indvilgede i at ringe tit
vore forældre og meddele dem vore ankomsttidspunkter for henholdsvis Skagen
og Århus.
Vi rundede Grenen på en varm sommerdag, hvor feriegæster myldrede på
stranden. Vi sejlede ind og fik en god plads i den ellers overfyldte Skagen
havn. Her blev jubelen stor, da Stigs forældre dukkede op med rugbrød, sild og
Gammel Dansk.
Omkring os taltes dansk ‑ en ny og uvant oplevelse på vores rejse,
og vi måtte passe på vores interne sprogbrug. Her blev de sidste sparepenge hævet
og danske aviser købt.
Dagen efter fik vi besøg af Jeppes forældre og søskende. og sammen besøgte vi skagensmaleren Michael Anchers hus.
Turen gik snart videre mod Århus, hvor bl.a. mine forældre og en del af Alotolas ejere modtog os med flag. Det var sjovt at se dem stå på molen, da vi nærmede os indsejlingen til havnen. Vi var overraskede og lidt beærede over at flere lokale havde fundet vej til Skagen og Århus ‑ men det var god PR for skibet og bådelauget som nu skal finde nye ejere til Alo.
Vi festede på behørig vis i byen, og drog så ud på den sidste færd mod København. Der var meget hurlumhej omkring os og trætheden var begyndt at melde sig. En god vind bragte os imidlertid hurtigt til Øresund ‑ en sidste god sejloplevelse ‑ og snart så vi Kronborgs bygninger dukke op. Det betød "hjemkomst", slut med at sejle (i denne omgang), denne rejse er slut! Langelinie, Den lille Havfrue, Amalienborg ‑ det lignede alt sammen sig selv.
Foran Amaliehaven var der mange turister, men også en lille flok med
Dannebrogsflag. Her ventede familie, venner og flere bådejere på os.
Champagnepropper sprang og det myldrede med mennesker ombord.
Dette var endestationen. 6.000 sømil havde vi tilbagelagt i de forløbne 4 1/2 måned ‑ omtrent en kvart jordomsejling.
Vi overlod båden
til bådelauget ‑ ikke uden blandede følelser. Vemodige over rejsens
afslutning og over bådens videre skæbne ‑ og dog lettede over at kunne
tage derfra og overdrage ansvaret for båden til andre.
I vores lejlighed på Østerbro holdt vi afskedsmiddag for hinanden lidt underlige til mode. Vi havde været så tæt sammen i en periode uden større indbyrdes problemer. Vi har haft en række fantastiske og bekræftende oplevelser sammen. 600 lysbilleder og alle disse oplevelser ligger nu som basis for en ny tid herhjemme. Den første velkomstrus er ved at have lagt sig. Besætningen vil ofte blive samlet igen og minder vil myldre frem fra dengang vi fandt et skib i Caribien.