David Shepherd (ed.): The Contexts of Bakhtin. Philosophy, Authorship, Aesthetics, Harwood Academic Publishers, 1998.



Bachtin i øst og vest

Bachtin-forskningen - som efterhånden er vokset til en genuin Bachtin-industri - er trådt ud af sine barnesko og kan endelig begynde at se i øjene, at selv Bachtin - ligesom alle andre tænkere - er en dværg, der står på skuldrene af kæmper. Denne erkendelse, som vi betragter som så selvfølgelig for alle mulige andre store tænkere, har af forskellige grunde været specielt længe undervejs i dette forskningsfelt, som uden tvivl er et af de hurtigst voksende indenfor slavisk filologi og moderne litteraturteori i det hele taget. Frem for alt har den specielle og kringlede udgivelseshistorie naturligvis været afgørende i denne forarmede reception, og desuden er en mere eller mindre udtalt øst-vest-konflikt også på spil. Den russiske og østeuropæiske læsning har, alt andet lige, større tilbøjelighed til at understrege Bachtins unikke tanker og dermed genialitet, mens en voksende tendens i dele af den vestlige forskning omvendt betoner Bachtins svagheder og gæld til tidligere tænkning for på den måde - er ideen - at afgrænse Bachtins egentlige styrker (som stadigvæk fremhæves).

Contexts of Bachtin udmærker sig ved i et enkelt bind at repræsentere begge disse traditioner, der ellers ofte står stejlt over for hinanden, og David Shepherd viderefører med det velredigerede bind det store arbejde, han også som leder af Bachtin-centret i Sheffield har været primus motor i. De to parter er dog - næsten som for at skille de to stridende parter i de mest ekstreme versioner - lagt ud i hver sin ende af bindet. Mens de første, russiske bidrag, med basis i forskning i de my(s)tiske Bachtin-arkiver, kan pege på forbindelseslinier mellem Bachtin og hans russiske kontekst, af og til formuleret i en ret patetisk tone, er flere af de sidste, vestlige bidrag i bogen fokuseret på en mere distanceret tilgang til Bachtin, hvilket afspejler sig i en mindre følelsesladet tone, en mere nøgtern vurdering af hans tænkning og en mere uimponeret videreudvikling af hans teorier.

Bindets bidrag - som oprindeligt stammer fra et møde eller næsten et forsoningskonvent mellem det vestbachtinianske og det østbachtinianske rige i 1992 ved en konference i Manchester - er meget forskellige i metode, tone, ambitionsniveau og interesseområder. Der er næsten uendeligt langt fra det første smerteligt smukke erindringsstykke (af Iudif’ Kagan), som formelig råber på at blive taget på ordet som historisk sandhed, over Angela Binacofiores tentative men spændende sammenstilling af Valéry og Bachtin, til de genuine literaturhistoriske bidrag om forfatteren og helten i post-revolutionær prosa (Marietta Chudakova) eller sammenligningen af Vaginov med Bachtin (Tony Anemone), som så kan lede helt frem til Ken Hirschkops funderinger over spørgsmålet ”Is Dialogism for Real?”. For slet ikke at tale om Anthony Walls afsluttende selvrefleksive og bablende bagatel om - netop – babble, sludder eller småsnak. Efter min opfattelse - og interesse og viden - er bindets stærkeste bidrag nok den lille men vigtige skitse til en ny læsning af Bachtins romanteorier af Graham Pechey, Natal’ia Bonetskaias forsøg på at skabe en homogen æstetisk teori ud af Bachtins (tilsyneladende?) modsigelsesfulde korpus, Bernhard F. Sholzs oplysende og kritiske (men vel lange) skitse af kronotopbegrebets kantianske rødder og relation til og fordele i forhold til en strukturalistisk praksis.

Og ud over disse enkeltbidrag bør man desuden - hvis læseren undskylder denne platitude - understrege værdien af bogens nærmest romaneske konstruktion af stærkt divergerende stemmer set som helhed.

Generelt bliver bindets egentlige styrke derfor snarere heterogeniteten end sammenhængen, viften af læsninger og indbyrdes modstridende teser, den udnyttelse af Bachtins mangefacetterede œuvre snarere end eksklusionen i form af stramme læsninger og redigeringer. Det betyder imidlertid også, at nye læsere nok ikke skal starte her. Den mere erfarne Bachtinianer, derimod, som allerede har nogle af de basale fakta på plads, (dvs. nok viden til at kunne genkende en diskutabel påstand når de ser den!) - vil sikkert som denne læser blive stimuleret, irriteret og belært, omtrent i den rækkefølge.

© Jørgen Bruhn, 2002