Michail
Bachtin: Författaren och hjälten i den estetiska verksamheten. Oversat
Kajsa Öberg Lindsten, Anthropos 2000.
Den ufuldendte æstetik
Den russiske litteratur- og sprogteoretiker Michail M. Bachtin (1895-1975)
har en mærkværdig udgivelseshistorie. I 1919 får han trykt en lille avisartikel,
"Kunst og ansvarlighed", og da han i 1924 skulle have haft trykt
essayet "Problemet om indhold, materiale og form i verbal kunst",
men ikke fik det fordi tidsskriftet blev lukket af myndighederne, så går
der ikke mindre end ti år før han i 1929 udsender en bog om Dostojevskij,
Problemer i Dostojevskijs kunstneriske værk. Denne udgivelse falder
imidlertid sammen med at Bachtin bliver arresteret, bl.a. anklaget for
at korrumpere ungdommen ved at tale om religiøse emner, og derfor forsøger
han at tækkes det sovjetiske system ved at skrive to forord til Tolstoj,
et i 1929 og et i 1930, men uden held, og under det indre eksil han dømmes
til, udsender han i 1934 en artikel om noget så særpræget som "Et
forsøg på undersøgelsen af kolkhosbøndernes behov". Herefter varer
det næsten 30 år før Bachtin igen udgiver noget, og da det sker i 1963
er det en revideret udgave af hans bog om Dostojevskij, nu under titlen
Problemer i Dostojevskijs poetik. Denne udgivelse følges allerede
i 1965 op af bogen Francois Rabelais og den folkelige latterkultur
i middelalderen og renæssancen, og med disse to bøger lægges grunden
til Bachtins gryende, men hurtigt voskende nationale og internationale
anerkendelse og berømmelse.
Man kan næsten kun formode, at det er på baggrund af den opmærksomhed
- og tryghed, ikke mindst - som følger med anerkendelsen, at Bachtin i
1972, altså blot tre år før sin død, fortæller den gruppe af unge forskere
som arbejder på at få udgivet hans livsværk, at han har gemt nogle af
sine tidligste manuskripter i Saransk, hovedstaden i provinsen Mordovien,
hvor han tidligere har boet. Med spænding tager de unge forskere afsted
til Saransk og med en vis rædsel finder de manuskripterne gemt væk på
et pulterkammer, hvor rotter og fugt har gjort sit til at gennemgnaske
og nedbryde de kladdehæfter, Bachtin altid skrev sine tekster i.
Men manuskripterne bliver renskrevet - i den udstrækning det overhovedet
er muligt - og afslører sig som fragmenter af det, man må betragte som
Bachtins mest ambitiøse projekt nogensinde: Ansvarlighedens arkitektonik
- som Holquist & Clark har døbt projektet i deres monografi Mikhail
Bakhtin (1984). Indholdet i denne bog skulle være en diskussion af
den etiske dimension i den menneskelige handling, i æstetikken, i politikken
og i religionen med afsæt i intet mindre end grundlæggelsen af en ny prima
philosophia, en ny første filosofi.
Bachtin skriver på dette omfattende projekt i tiden mellem 1920 og 1927,
og mens man må antage, at han aldrig fik skrevet delene om politik og
religion (omend han holdt flere foredrag om religion i samme periode),
så fik han skrevet såvel indledningen til projektet samt ca. 20 sider
af diskussionen af den etiske dimension i den menneskelige handling -
udgivet på engelsk under titlen Toward a Philosophy of the Act
(1994) - som en del af diskussionen af den etiske dimension i æstetikken.
Og det er denne del på ikke mindre end 240 sider som nu foreligger i den
svenske oversættelse: Författaren och hjälten i den estetiska verksamheten.
Det er altså et brudstykke af et større værk, vi møder, men det er et
fascinerende og tankevækkende brudstykke.
Som det således kan forventes er Författaren och hjälten er vanskelig
bog. Den er vanskelig fordi den er fyldt med sprækker og huller, ikke
blot forårsaget af rotter og fugt, men også af at den aldrig blev gennem-
og færdigskrevet. Og det er en vanskelig bog, fordi den er del af et voldsomt
ambitiøst projekt, grundlæggelsen af en første filosofi centreret omkring
en forståelse af væren som en begivenhed der involverer mødet mellem to
subjekter, jeg og den anden. Og det er slutteligt en vanskelig bog, fordi
den er skrevet ind i en tradition, som er præget af den tyske filosofi:
Bachtin er - som de fleste andre i begyndelsen af århundredet - påvirket
af den kantianske og nykantianske tænkning, hvor især Hermann Cohen, Heinrich
Rickert og Ernst Cassirer bør fremhæves ved siden af Kant selv, men sammen
med kantianismen har Bachtin hentet inspiration i fænomenologien, igen
hos mesteren selv, Edmund Husserl, men især hos en af hans efterfølgere,
nemlig Max Scheler, hvis forening af fænomenologi og livsfilosofi i særlig
grad tiltalte Bachtin. Endelig må man ikke overhøre de religiøse undertoner,
som løber gennem hele værket og som Bachtin er blevet inspireret af hos
bl.a. Martin Buber og Søren Kierkegaard samt den russisk ortodokse tro
som er mere eller mindre nærværende i hele Bachtins forfatterskab.
Men man bør ikke lade sig skræmme af vanskeligheder ved at læse Författaren
och hjälten, for selvom man næppe kan drøne den igennem en søndag
eftermiddag i lænestolen, så er den båret frem af et stort og smittende
engagement og en visionær kraft som er fængslende, og samtidig mærker
man i værket begyndelsen til den forførende skrivestil der skal blive
kendetegnende for Bachtin og som med elegance forener århundreder lange
historiske rids med små, detaljerede analyser og kombinerer storladne
filosofiske postulater med fine fænomenologiske iagttagelser af hverdagen.
For Bachtin er - som for så mange andre - begyndelsen imidlertid svær,
og der er næppe tvivl om, at det er det ambitiøse projekt og dets kantianske
grundtone som gør det meget svært for Bachtin. Hans afsæt er, at han vil
have fat om det "almene, principielle grundlag" for forholdet
mellem forfatteren og helten, den æstetiske variation over hans første
filosofiske - eller dialogfilosofiske - diskussion af forholdet mellem
jeg og den anden, og på god kantiansk manér sættes denne æstetiske variation
i forhold til den etiske og videnskabelige variation - det er kort sagt
Kants kritik af drømmekraften, den praktiske og den rene fornuft som er
på spil. Og hos Bachtin er grundpointen, at mens der inden for videnskaben
ikke gives et subjekt, et jeg, fordi det enkelte individ er uden betydning
set ud fra en videnskabelig vinkel, og mens subjektet i den etiske handling
er et uafsluttet, åbent individ, fordi både jeget og den anden er indskrevet
i væren som begivenhed, dvs. en række enkeltstående og uafsluttede begivenheder,
hvor begge er rettet mod fremtiden som indløsningsstedet for mål og mening,
så er det subjekt, det jeg eller den helt, man møder i det æstetiske aktivitet,
et helt, lukket og afsluttet individ. Bachtin skriver direkte, at den
specifikt æstetisk holdning forfatteren indtager over for helten består
i, at han samler "alle erkendelsesmæssigt-etiske bestemmelser og
vurderinger og fuldbyrder dem i en konkret-sanselig, men også meningsmæssig,
helhed".
Ud fra denne grundopfattelse giver Bachtin sig så i kast med systematisk
af afdække forfatterens mulighed for at "fuldbyrde" helten som
en helhed - og det sker ved en lang række fænomenologisk prægede beskrivelser
af, hvorledes jeget i første omgang ikke er i stand til at opfatte sig
selv som en konkret, hel krop i nogle specifikke omgivelser, fordi jeget
kun kan opfatte sin egen ydre fremtrædelse, sin krop og handlinger inde
fra sin egen horisont; hvorledes jeget i anden omgang ikke er i stand
til at opfatte sin egen 'sjæl', sin erfaringsverden, som en helhed, fordi
jeget grundlæggende er afskåret fra erfaringen af nogle af de væsentligste
begivenheder i sit liv, f.eks. sin egen fødsel og død; og hvorledes jeget
i tredje omgang ikke er i stand til at opfatte sig selv som en meningsmæssig
helhed - netop fordi det hverken kan se sig selv som helhed i rumlig eller
tidslig forstand. Hele denne beskrivelse suppleres af beskrivelsen af
hvordan den anden, altså forfatteren, netop er i stand til at anskue helten
som en helhed, fordi forfatteren står uden for helten og således har hvad
Bachtin beskriver som et overskud af syn: Forfatteren kan se helten, hans
fremtrædelse, krop og handlinger i nogle specifikke omgivelser; forfatteren
kan se begyndelsen og afslutningen på heltens liv, og derfor kan forfatteren
skabe en meningsmæssig - og meningsgivende - helhed ud af helten. Og det
er her en pointe at fremhæve det meningsgivende, for Bachtin deler i denne
sammenhæng romantikkens overbevisning - således som man f.eks. møder den
i Schillers Menneskets æstetiske opdragelse - om at fremstillingen
af det hele menneske har mulige dannelseseffekter for læseren.
Således kan man fremstille kerneargumentationen i Författaren och hjälten,
men den er iblandet en mængde æstetisk-filosofiske refleksioner, kritik
af tidligere og samtidige kunstopfattelser, og en litteraturhistorisk
fremstilling som strækker sig fra Plutark til Pusjkin og som afhandler
al litteratur ud fra "det almene, principielle grundlag" for
forholdet mellem forfatter og helt. Dette rejser en lang række spændende
litteraturhistoriske og litteraturteoretiske spørgsmål og diskussioner,
og en af de interessante ting Bachtin hævder i denne sammenhæng er, at
det fra modernismen bryder frem - og det vil hos Bachtin sige fra og med
Dostojevskij - bliver vanskeligt for forfatteren at opnå et synsoverskud
i forhold til helten pga. moderniseringsprocessernes afkast af meningstab,
menneskelig og mellemmenneskelig splittelse og fremmedgørelse. Og da Bachtin
netop har bestemt dette synsoverskud som muligheden for et vellykket æstetisk
værk, nemlig ved dannelsen af den hele helt, så bliver hans bedømmelse
af modernismen i almindelighed og Dostojevskij i særdeleshed hård og negativ.
For Dostojevskij formår ikke at skabe en hel helt - hans helte er altid
uafsluttede, åbne helte.
Når dette er særligt interessant er det fordi Dostojevskij som antydet
få år senere bliver Bachtins helt og netop bliver hyldet pga. de uafsluttede,
åbne helte i sine romaner. Og fordi denne kovending hos Bachtin - fra
at se den hele helt som æstetisk ideal og kritisere Dostojevskij til at
se den uafsluttede helt som æstetisk ideal og hylde Dostojevskij - peger
dirkete ind i hans svære begyndelse samtidig med at den muligvis giver
en forklaring på, hvorfor han aldrig fik færdiggjort sit ambitiøse projekt.
For Bachtin ender i sit projekt med at hævde, at den etisk rigtig handling
er én, hvor både jeget og den anden indgår i en subjekt-subjekt relation
som lader begge forblive åbne, uafsluttede individer, mens den æstetiske
rigtige handling er én, hvor forfatteren kan afslutte og lukke helten
som et subjekt forholder sig til et objekt. Kort sagt: Etik og æstetik
peger på to modsatrettede måder at se det ideale forhold mellem jeg og
den anden - og det er sandsynligvis for at ophæve denne modsætning, at
Bachtin overfører sin etiske grundholdning til sin æstetik i bogen om
Dostojevskij og lader den åbne, dialogiske subjekt-subjekt relation være
et både etisk og æstetisk ideal. Og det er denne etiske eller normative
udlægning af litteraturen, som bliver Bachtins adelsmærke i alt hvad han
skriver netop fra sin bog om Dostojevskij i 1929 til hans sidste, ufærdige
noter fra 1970'erne.
Men det betyder ikke, at man med sindsro kan springe Bachtins tidlige
værker over. I stedet må man glædes over denne glimrende svenske udgivelse,
fordi Författaren och hjälten i den estetiska verksamheten faktisk
udgør et af de mest interessante bud på en nykantiansk, fænomenologisk
æstetik i det 20. århundrede og leverer et perspektiv på litteraturhistorien
som er både spændende og tankevækkende. Og så bør det nævnes, at udgivelsen
afsluttes med et efterord af Gunnar D. Hansson, og selvom det undrer nærværende
anmelder, at Hansson overhovedet ikke nævner essayet "Problemet om
indhold, materiale og form i verbal kunst", som Bachtin skriver i
samme periode, endsige nævner fragmentet Toward a Philosophy of the
Act og blot lader som om Författaren och hjälten er det eneste
manuskript som blev fundet i pulterkammeret i Saransk, og selvom det undrer,
at Hansson stik mod den nyeste Bachtin-forskning hævder, at Bachtin gik
på St. Peterborgs universitet og at han skulle have skrevet bøger om Freud,
sprogfilosofi mv. under sine venners navn, så må man sige, at Hansson
har givet en fin og kyndig afrunding på en vægtig, omend ufuldendt æstetik.
© Jan Lundquist, 2000
|