Print
Luk vinduet
Jan Lundquist
Den ufuldendte æstetik

 

Michail Bachtin: Författaren och hjälten i den estetiska verksamheten. Oversat Kajsa Öberg Lindsten, Anthropos 2000.



Den ufuldendte æstetik

Den russiske litteratur- og sprogteoretiker Michail M. Bachtin (1895-1975) har en mærkværdig udgivelseshistorie. I 1919 får han trykt en lille avisartikel, "Kunst og ansvarlighed", og da han i 1924 skulle have haft trykt essayet "Problemet om indhold, materiale og form i verbal kunst", men ikke fik det fordi tidsskriftet blev lukket af myndighederne, så går der ikke mindre end ti år før han i 1929 udsender en bog om Dostojevskij, Problemer i Dostojevskijs kunstneriske værk. Denne udgivelse falder imidlertid sammen med at Bachtin bliver arresteret, bl.a. anklaget for at korrumpere ungdommen ved at tale om religiøse emner, og derfor forsøger han at tækkes det sovjetiske system ved at skrive to forord til Tolstoj, et i 1929 og et i 1930, men uden held, og under det indre eksil han dømmes til, udsender han i 1934 en artikel om noget så særpræget som "Et forsøg på undersøgelsen af kolkhosbøndernes behov". Herefter varer det næsten 30 år før Bachtin igen udgiver noget, og da det sker i 1963 er det en revideret udgave af hans bog om Dostojevskij, nu under titlen Problemer i Dostojevskijs poetik. Denne udgivelse følges allerede i 1965 op af bogen Francois Rabelais og den folkelige latterkultur i middelalderen og renæssancen, og med disse to bøger lægges grunden til Bachtins gryende, men hurtigt voskende nationale og internationale anerkendelse og berømmelse.

Man kan næsten kun formode, at det er på baggrund af den opmærksomhed - og tryghed, ikke mindst - som følger med anerkendelsen, at Bachtin i 1972, altså blot tre år før sin død, fortæller den gruppe af unge forskere som arbejder på at få udgivet hans livsværk, at han har gemt nogle af sine tidligste manuskripter i Saransk, hovedstaden i provinsen Mordovien, hvor han tidligere har boet. Med spænding tager de unge forskere afsted til Saransk og med en vis rædsel finder de manuskripterne gemt væk på et pulterkammer, hvor rotter og fugt har gjort sit til at gennemgnaske og nedbryde de kladdehæfter, Bachtin altid skrev sine tekster i.

Men manuskripterne bliver renskrevet - i den udstrækning det overhovedet er muligt - og afslører sig som fragmenter af det, man må betragte som Bachtins mest ambitiøse projekt nogensinde: Ansvarlighedens arkitektonik - som Holquist & Clark har døbt projektet i deres monografi Mikhail Bakhtin (1984). Indholdet i denne bog skulle være en diskussion af den etiske dimension i den menneskelige handling, i æstetikken, i politikken og i religionen med afsæt i intet mindre end grundlæggelsen af en ny prima philosophia, en ny første filosofi.

Bachtin skriver på dette omfattende projekt i tiden mellem 1920 og 1927, og mens man må antage, at han aldrig fik skrevet delene om politik og religion (omend han holdt flere foredrag om religion i samme periode), så fik han skrevet såvel indledningen til projektet samt ca. 20 sider af diskussionen af den etiske dimension i den menneskelige handling - udgivet på engelsk under titlen Toward a Philosophy of the Act (1994) - som en del af diskussionen af den etiske dimension i æstetikken. Og det er denne del på ikke mindre end 240 sider som nu foreligger i den svenske oversættelse: Författaren och hjälten i den estetiska verksamheten. Det er altså et brudstykke af et større værk, vi møder, men det er et fascinerende og tankevækkende brudstykke.

Som det således kan forventes er Författaren och hjälten er vanskelig bog. Den er vanskelig fordi den er fyldt med sprækker og huller, ikke blot forårsaget af rotter og fugt, men også af at den aldrig blev gennem- og færdigskrevet. Og det er en vanskelig bog, fordi den er del af et voldsomt ambitiøst projekt, grundlæggelsen af en første filosofi centreret omkring en forståelse af væren som en begivenhed der involverer mødet mellem to subjekter, jeg og den anden. Og det er slutteligt en vanskelig bog, fordi den er skrevet ind i en tradition, som er præget af den tyske filosofi: Bachtin er - som de fleste andre i begyndelsen af århundredet - påvirket af den kantianske og nykantianske tænkning, hvor især Hermann Cohen, Heinrich Rickert og Ernst Cassirer bør fremhæves ved siden af Kant selv, men sammen med kantianismen har Bachtin hentet inspiration i fænomenologien, igen hos mesteren selv, Edmund Husserl, men især hos en af hans efterfølgere, nemlig Max Scheler, hvis forening af fænomenologi og livsfilosofi i særlig grad tiltalte Bachtin. Endelig må man ikke overhøre de religiøse undertoner, som løber gennem hele værket og som Bachtin er blevet inspireret af hos bl.a. Martin Buber og Søren Kierkegaard samt den russisk ortodokse tro som er mere eller mindre nærværende i hele Bachtins forfatterskab.

Men man bør ikke lade sig skræmme af vanskeligheder ved at læse Författaren och hjälten, for selvom man næppe kan drøne den igennem en søndag eftermiddag i lænestolen, så er den båret frem af et stort og smittende engagement og en visionær kraft som er fængslende, og samtidig mærker man i værket begyndelsen til den forførende skrivestil der skal blive kendetegnende for Bachtin og som med elegance forener århundreder lange historiske rids med små, detaljerede analyser og kombinerer storladne filosofiske postulater med fine fænomenologiske iagttagelser af hverdagen.

For Bachtin er - som for så mange andre - begyndelsen imidlertid svær, og der er næppe tvivl om, at det er det ambitiøse projekt og dets kantianske grundtone som gør det meget svært for Bachtin. Hans afsæt er, at han vil have fat om det "almene, principielle grundlag" for forholdet mellem forfatteren og helten, den æstetiske variation over hans første filosofiske - eller dialogfilosofiske - diskussion af forholdet mellem jeg og den anden, og på god kantiansk manér sættes denne æstetiske variation i forhold til den etiske og videnskabelige variation - det er kort sagt Kants kritik af drømmekraften, den praktiske og den rene fornuft som er på spil. Og hos Bachtin er grundpointen, at mens der inden for videnskaben ikke gives et subjekt, et jeg, fordi det enkelte individ er uden betydning set ud fra en videnskabelig vinkel, og mens subjektet i den etiske handling er et uafsluttet, åbent individ, fordi både jeget og den anden er indskrevet i væren som begivenhed, dvs. en række enkeltstående og uafsluttede begivenheder, hvor begge er rettet mod fremtiden som indløsningsstedet for mål og mening, så er det subjekt, det jeg eller den helt, man møder i det æstetiske aktivitet, et helt, lukket og afsluttet individ. Bachtin skriver direkte, at den specifikt æstetisk holdning forfatteren indtager over for helten består i, at han samler "alle erkendelsesmæssigt-etiske bestemmelser og vurderinger og fuldbyrder dem i en konkret-sanselig, men også meningsmæssig, helhed".

Ud fra denne grundopfattelse giver Bachtin sig så i kast med systematisk af afdække forfatterens mulighed for at "fuldbyrde" helten som en helhed - og det sker ved en lang række fænomenologisk prægede beskrivelser af, hvorledes jeget i første omgang ikke er i stand til at opfatte sig selv som en konkret, hel krop i nogle specifikke omgivelser, fordi jeget kun kan opfatte sin egen ydre fremtrædelse, sin krop og handlinger inde fra sin egen horisont; hvorledes jeget i anden omgang ikke er i stand til at opfatte sin egen 'sjæl', sin erfaringsverden, som en helhed, fordi jeget grundlæggende er afskåret fra erfaringen af nogle af de væsentligste begivenheder i sit liv, f.eks. sin egen fødsel og død; og hvorledes jeget i tredje omgang ikke er i stand til at opfatte sig selv som en meningsmæssig helhed - netop fordi det hverken kan se sig selv som helhed i rumlig eller tidslig forstand. Hele denne beskrivelse suppleres af beskrivelsen af hvordan den anden, altså forfatteren, netop er i stand til at anskue helten som en helhed, fordi forfatteren står uden for helten og således har hvad Bachtin beskriver som et overskud af syn: Forfatteren kan se helten, hans fremtrædelse, krop og handlinger i nogle specifikke omgivelser; forfatteren kan se begyndelsen og afslutningen på heltens liv, og derfor kan forfatteren skabe en meningsmæssig - og meningsgivende - helhed ud af helten. Og det er her en pointe at fremhæve det meningsgivende, for Bachtin deler i denne sammenhæng romantikkens overbevisning - således som man f.eks. møder den i Schillers Menneskets æstetiske opdragelse - om at fremstillingen af det hele menneske har mulige dannelseseffekter for læseren.

Således kan man fremstille kerneargumentationen i Författaren och hjälten, men den er iblandet en mængde æstetisk-filosofiske refleksioner, kritik af tidligere og samtidige kunstopfattelser, og en litteraturhistorisk fremstilling som strækker sig fra Plutark til Pusjkin og som afhandler al litteratur ud fra "det almene, principielle grundlag" for forholdet mellem forfatter og helt. Dette rejser en lang række spændende litteraturhistoriske og litteraturteoretiske spørgsmål og diskussioner, og en af de interessante ting Bachtin hævder i denne sammenhæng er, at det fra modernismen bryder frem - og det vil hos Bachtin sige fra og med Dostojevskij - bliver vanskeligt for forfatteren at opnå et synsoverskud i forhold til helten pga. moderniseringsprocessernes afkast af meningstab, menneskelig og mellemmenneskelig splittelse og fremmedgørelse. Og da Bachtin netop har bestemt dette synsoverskud som muligheden for et vellykket æstetisk værk, nemlig ved dannelsen af den hele helt, så bliver hans bedømmelse af modernismen i almindelighed og Dostojevskij i særdeleshed hård og negativ. For Dostojevskij formår ikke at skabe en hel helt - hans helte er altid uafsluttede, åbne helte.

Når dette er særligt interessant er det fordi Dostojevskij som antydet få år senere bliver Bachtins helt og netop bliver hyldet pga. de uafsluttede, åbne helte i sine romaner. Og fordi denne kovending hos Bachtin - fra at se den hele helt som æstetisk ideal og kritisere Dostojevskij til at se den uafsluttede helt som æstetisk ideal og hylde Dostojevskij - peger dirkete ind i hans svære begyndelse samtidig med at den muligvis giver en forklaring på, hvorfor han aldrig fik færdiggjort sit ambitiøse projekt. For Bachtin ender i sit projekt med at hævde, at den etisk rigtig handling er én, hvor både jeget og den anden indgår i en subjekt-subjekt relation som lader begge forblive åbne, uafsluttede individer, mens den æstetiske rigtige handling er én, hvor forfatteren kan afslutte og lukke helten som et subjekt forholder sig til et objekt. Kort sagt: Etik og æstetik peger på to modsatrettede måder at se det ideale forhold mellem jeg og den anden - og det er sandsynligvis for at ophæve denne modsætning, at Bachtin overfører sin etiske grundholdning til sin æstetik i bogen om Dostojevskij og lader den åbne, dialogiske subjekt-subjekt relation være et både etisk og æstetisk ideal. Og det er denne etiske eller normative udlægning af litteraturen, som bliver Bachtins adelsmærke i alt hvad han skriver netop fra sin bog om Dostojevskij i 1929 til hans sidste, ufærdige noter fra 1970'erne.

Men det betyder ikke, at man med sindsro kan springe Bachtins tidlige værker over. I stedet må man glædes over denne glimrende svenske udgivelse, fordi Författaren och hjälten i den estetiska verksamheten faktisk udgør et af de mest interessante bud på en nykantiansk, fænomenologisk æstetik i det 20. århundrede og leverer et perspektiv på litteraturhistorien som er både spændende og tankevækkende. Og så bør det nævnes, at udgivelsen afsluttes med et efterord af Gunnar D. Hansson, og selvom det undrer nærværende anmelder, at Hansson overhovedet ikke nævner essayet "Problemet om indhold, materiale og form i verbal kunst", som Bachtin skriver i samme periode, endsige nævner fragmentet Toward a Philosophy of the Act og blot lader som om Författaren och hjälten er det eneste manuskript som blev fundet i pulterkammeret i Saransk, og selvom det undrer, at Hansson stik mod den nyeste Bachtin-forskning hævder, at Bachtin gik på St. Peterborgs universitet og at han skulle have skrevet bøger om Freud, sprogfilosofi mv. under sine venners navn, så må man sige, at Hansson har givet en fin og kyndig afrunding på en vægtig, omend ufuldendt æstetik.

© Jan Lundquist, 2000