Niels Bruhn Meredin & Jan Nøhr Christensen: Romanforfatteren Gustav Wied. En analyse med afsæt i Michail Bachtin, Aalborg Universitetsforlag, Aalborg 2000.



Bachtin i Wieds verden

Der har været en årrække hvor man kunne foranlediges til at tro, at de eneste danske forfattere der kunne forbindes med Bachtin og hans særegne teori om romanen og latterkulturen var Svend Aage Madsen og Paul Vad. Vestergård & Wulf, Ove Sylvest, Ib Johansen, Anker Gemzøe og Henk van der Liet har alle anvendt Bachtin på enten Madsen eller Vad eller begge, og da der har været tale om omfattende publikationer, ikke mindst hvad angår Gemzøes og van der Liets doktordisputatser, har de været dominerende og retningsgivende for forbindelsen mellem Bachtin og dansk litteratur. I løbet af 1990'erne har der dog i det små, dvs. i essays, været en række ansatser til at udvide blikket: Gemzøe har skrevet essays om bl.a. Johannes V. Jensen og Helle Helle, van der Liet og Marianne Ping Huang har skrevet om Peer Hultberg, mens Gunhild Agger har skrevet om Carit Etlar og Frederik Tygstrup om Morten Søndergaard. Det er dog først med Niels Bruhn Meredin & Jan Nøhr Christensens Romanforfatteren Gustav Wied. En analyse med afsæt i Michail Bachtin, at der er udkommet en hel bog som er helliget det mål at vise anvendeligheden af Bachtins teorier på et "nyt" dansk forfatterskab. Og i sig selv er det en bedrift man kun kan imødese med glæde og spænding.


Meredin & Christensens hensigt med Romanforfatteren Gustav Wied. En analyse med afsæt i Michail Bachtin er - som også titlen antyder - "ud fra Bachtins romanteori at karakterisere Wied som romanforfatter" (s.7). Hermed angives for det første, at Meredin & Christensen vil koncentere sig om Wieds 5 romaner og se bort fra hans satyrspil (som ellers kunne være ganske sjove at betragte med bachtinianske briller på), og for det andet at Bachtins romanteori skal danne afsættet for analysen. For at indløse dette mål har Meredin & Christensen valgt at dele bogen op i et kort forord som stikordsagtigt peger på Wieds receptionshistorie, et længere teoriafsnit hvor Bachtins romanteori præsenteres, fem kapitler af varierende længde hvor Wieds romaner analyseres, og til sidst en opsamlende konklusion. Der er en klar logik i denne opbygning, og bogen er også skrevet i et klart, ligefremt sprog, som er noget kedeligt og farveløst at læse, men som sikrer en umiddelbar forståelse.

Med bogens forord afmærker Meredin & Christensen altså et par aspekter af Wieds receptionshistorie, ikke mindst kritikken af Wied som sortsynet og misogyn, af hans humor som plat og vulgær og af hans romaner som usammenhængende og uden psykologiske personskildringer. Dette kunne med fordel have været udvidet og nuanceret, men det fungerer dog som baggrund for Meredin & Christensens læsning, og i den på sine steder lidt for vidtgående konklusion modsiges kritikpunkter nærmest et for et - ikke mindst med grundlag i den fremanalyserede karnevalistiske åre i Wieds romanforfatterskab. At konklusionen sine steder er for vidtgående vil jeg vende tilbage til, men først skal vejen frem til konklusionen kortlægges.

Det teoretiske grundlag hos Meredin & Christensen er som nævnt Bachtins romanteori, og i deres fremstilling af Bachtins romanteori leverer de en loyal, til tider lidt selektiv, gennemgang af en lille række af Bachtins tekster, især "Epos og roman", "Kronotopen", "The Problem of Speech Genres" og skemaet over udsigelsesformer i Dostojevskijs poetik. Fremstillingen hviler på Meredin & Christensens opfattelse af Bachtins romanteori, hvor de særligt vægter tre af Bachtins ideer: 1) at en given roman både skal forstås ud fra "den lille tid", dvs. den samtid romanen er blevet til i, og "den store tid", dvs. den tid "der opstår når litteraturens store værker udsættes for århundredernes kulturelle udvikling" (s.9); 2) at romanen har tre store rødder: eposet, karnevallet og retorikken, og alt efter hvilken af disse rødder som dominerer opstår tre udviklingslinjer inden for romanen: den episke, den karnevalistiske og den retoriske; og 3) at kronotopbegrebet pga. dets store betydning for genrebegrebet bør tildeles særlig opmærksomhed.

På den positive side kan man sige, at Meredin & Christensen er meget grundige og loyale i deres gennemgang af Bachtins tekster. Der er kun små fejl - f.eks. skriver de "Folkekulturen er cyklisk" (s.10), hvilket naturligvis er noget vrøvl: folkekulturen opfatter kulturen som cyklisk, men selve folkekulturen er ikke cyklisk, den er (også ifølge Bachtin) en kultur som i stigende grad er blevet opløst. Men denne og lignende små fejl, som har sneget sig ind, er absolut til at leve med.

Værre - omend ikke katastrofalt - er, at Meredin & Christensen skriver at de vil gennemgå romanens tre store rødder, altså eposet, karnevallet og retorikken, og mens det går udmærket med eposet og karnevallet, så indskyder Meredin & Christensen i en parantes, at de forstår det retoriske som "det udsigelsesmæssige" (s.10). Og undervejs afsløres det, at 'det udsigelsesmæssige' dækker over Bachtins ideer om talegenrer, forholdet mellem autor, ytring og adressat samt udsigelsesforhold. Men det har intet at gøre med den retoriske tradition som Bachtin mener danner grundlag for en af romanens tre udviklingslinjer - disse udsigelsesmæssige forhold har jo relevans for enhver tekst (/ytring), om den er episk, karnevalistisk eller retorisk. Så Meredin & Christensen 'snyder' læseren for en linje i Bachtins opfattelse af romanens rødder, og det ville være i orden, hvis de begrundede, at de ikke ønskede at fremstille denne linje - men det er irriterende at de i en parantes sniger sig uden om (for det er svært at forestille sig, at de ikke er bevidste om dette lille trick).

Men lad det så være. Det som bliver et alvorligt problem er, at Meredin & Christensen slet og ret rykker så tæt på Bachtins tekster, at de mister distancen til hans fremstilling. Dette betyder at Meredin & Christensen kommer til - ganske hovedløst - at gentage Bachtins uklarheder - man kan f.eks. pege på den ovenfor anførte definition af "den store tid": hvordan opstår denne tid konkret, hvad skal der konkret forstås ved den mv.? eller man kan pege på gentagelsen af, at sprogets naturlige væsen er dialogisk (jvf. s.41). Meredin & Christensen synes - ligesom Bachtin (sine steder) - at begrunde det med, at sproget udveksles mellem to subjekter i dialog, men det bliver sprogets væsen altså ikke dialogisk af. Muligvis er problemet, at Meredin & Christensen har valgt at se bort fra sekundærlitteraturen om Bachtin - Gemzøe, Sylvest, Helge Nielsen og Jostein Børtnes er de eneste som nævnes og de anvendes i meget begrænset omfang.

Dette forhold er måske også baggrunden for, at Meredin & Christensen kun har en meget, meget begrænset perspektivering af teorien - de peger i spredt fægtning på det danske guldalderkoncept, Lars von Trier og Svend Aage Madsen - og at de ikke udfolder nogen diskussion eller kritik hverken af Bachtins teori set i forhold til andre (roman)teorier eller af Bachtins romanteori i forhold til Bachtins værk som helhed (Bachtin har immervæk flere romanteorier, som ikke understøtter hinanden, f.eks. kan man pege på tankerne i Forfatter og helt over for Dostojevskjis poetik eller Bachtins tale om romanens tre udviklingslinjer i Dostojevskijs poetik og kun to udviklingslinjer i "Discourse in the Novel" osv.).

Det betyder alt i alt at Meredin & Christensen reelt ikke udfolder nogen form for refleksion over den metode de har valgt at anvende. Dette er ikke blot kritisabelt, bl.a. fordi Bachtins teori fremstår i et underligt teori- og perspektivløst tomrum som den lige så lidt som enhver anden teori hører hjemme i, men det er også kedeligt, fordi den danske Bachtin-forskning allerede for længe har befundet sig på et niveau, hvor Bachtins tanker gengives kritikløst (der findes naturligvis undtagelser).

Men må man således konkludere, at Meredin & Christensen giver en rimelig loyal men nærmest referatagtig, kritik- og perspektivløs gennemgang af (en del af) Bachtins romanteori, så ser det en hel del bedre ud i analyserne af Gustav Wieds romaner. De eneste to suk som skal lyde i den forbindelse er for det første, at formidlingsniveauet er for lavt, fordi Wieds romaner slet og ret forudsættes bekendt og der derfor ikke gøres den ringeste indsats for lige at introducere læseren for romanens personer og plot, og for det andet at de intertekstuelle forhold, Meredin & Christensen ønsker at påpege i forbindelse med romanerne bliver alt for begrænset - kun enkelte henvisninger til G. Brandes, J.P. Jakobsen, H.C. Andersen og et par stykker til bliver det til hist og her - men når man tænker på, at Meredin & Christensen trods alt har anvendt Gemzøes doktordisputats, hvor et af de mest originale bud på en differentieret anvendelse af intertekstualitetsbegrebet er givet, så undrer det at de ikke kan få mere ud af det aspekt.

Men bortset fra disse to suk skal analyserne af Wieds romaner klart have topkarakter. Med stor sikkerhed fører Meredin & Christensen os gennem de genremæssige, kronotopiske, karnevalistiske og udsigelsesmæssige forhold i Slægten, Livsens ondskab, Knagsted, Fædrene æde druer-, og Pastor Sørensen & co. Meredin & Christensen har valgt især at analysere Slægten og tildels Livsens ondskab meget omfattende, og det skyldes, at de mener, at Slægten er et overset mesterværk. Personligt ville jeg nok fastholde Livsens ondskab som mester- og hovedværk hos Wied, men Meredin & Christensen argumenterer - gennem den lange analyse - godt og grundigt for deres holdning, og de får perspektiveret deres holdning via analyserne af de andre værker. Man kunne måske synes, at de sidste analyser, især af Pastor Sørensen & co, er lidt kortfattede og ikke helt yder romanerne retfærdighed, men som helhed er analyserne gode og spændende.

Samtidig lykkedes det fint for Meredin & Christensen at få bragt det teoretiske grundlag i anvendelse i analyserne. De arbejder sikkert med de aspekter af Bachtins romanteori, som de har præsenteret, og de får de forskellige forhold - genre, kronotop, udsigelse - til at fungere fint i en sammenhængende analyse.

Hertil kommer, at Meredin & Christensen på virkelig imponerende vis undervejs i deres analyser undgår at forfalde til at se Wieds forfatterskab - eller de enkelte værker - som mere dialogiske eller mere karnevalistiske end værkerne kan holde til: en del af Wieds romaner har klare monologiske træk og hans satiriske holdning falder ikke fuldstændigt sammen med karnevallets altfavnende karakter ( - og især påpeger Meredin & Christensen flere gange, at de karnevalistiske elementer hos Wied mangler karnevallets 'genfødende' princip). Det er godt og det virker overbevisende. Og det er godt, for det modsatte er set for tit.

Desværre - og nu vender jeg tilbage til det forhold, jeg omtalte indledningsvist - "mister" Meredin & Christensen det kolde overblik og den rolige distance til Wied i deres konklusion: her bliver Wieds mere eller mindre monologiske værker indskrevet i "den store tids" evige dialog og de hyldes som romaner, hvis "meningsløsheder og absurditet pga. latterens renselsfunktion bliver et led i karnevalismens evigt genfødende princip" (s.190). Man kan her kun sige, at konklusionen er for vidtgående - i forhold til det som Meredin & Christensen har argumenteret (så godt) for undervejs. Og man kan kun mene at det er ganske synd, at Meredin & Christensen synes at de skal 'redde' Wieds værker ved at indskrive dem i "den store tid", dette ejendommelige konstrukt, når nu de gennem 150 sider har vist, hvorfor det er værd at læse disse værker!

© Jan Lundquist, 2001