Dilemmaet er, at der i New Zealand findes så meget vi gerne vil se, og mærke, mens tiden til reelt at opleve det, synes at være helt utilstrækkelig. Vi er selv i gang med, at omdanne New Zealands smukke vejnet til en racerbane. ”Vi bliver nødt til at holde”, gisper jeg til Gitte, ”i hvert fald en pause, ikk’ også”?

Ét minut senere er hele flåden i vanskeligheder, uden mulighed for samling. En pludselig vind har grebet os, og pisket det før så fredelige fjordvand op med skummende søer. Nu kræves der vilje og mod. Sam råber et eller andet, og vil tydeligvis have alle over til den modsatte kyst.

Maorierne synger og resonansen dybt i mig svarer. Det er som tonerne formidler
havets bølger, og lader lytteren vugge på en uendelig blå overflade. Jeg vugger og vugger mens saltvand søsættes af mine øjne. Jeg bringes tilbage til et ur-stadie. Det er cellerne der sejler, sætter af og tager sjælen med i kanoer, for at drage ud med både mig selv og maorierne. Vi driver ud på Stillehavet og tilbage til disse folks oprindelige udgangspunkt.

Jeg kan mærke på mine fødder, og på de skridt jeg tager, at vi er på et centralt
sted i historien om New Zealand. Det suger under fodsålerne, jeg hænger i og efterlader aftryk. Sætter det nyeste sandalaftryk ovenpå tidens tand, som har ladet hotellerne forfalde og sjælene dø i Kaikoura. Hvalfangerne hujer under mig og rækker harpunen opad. ”Fortæl fortæl”, synger de, mens de danser deres dødedans på for længst rådnede dæksplanker.

Med ryggen mod havbuerne kommer man fra T & G building direkte ned i hovedgaden, som på en strækning er omdannet til gågade. Det er her, at mange af Napiers berømte Art Deco huse er samlet. Vi finder dem hurtigt, og hele gågaden synes at fremtræde, som befinder man sig i en gangsterfilm der udspilles i 1920 eller 1930’ernes USA. På et sekund er jeg forvandlet og transponeret ned i en tidsalder for snart hundrede år siden. I genskæret fra vinduerne i de fine facader er billedet tydeligt: Det er mig der er Clyde Barrow og Gitte der er Bonnie Parker. Bonnie og Clyde, det er os.

En ung teenager, Duke Kahanamoku og hans venner begyndte at mødes på Waikiki strand. De unge begyndte at surfe, og snart havde de dannet den berømte Hui Nalum (bølgernes klub) også kaldet Beach Boys of Waikiki. Det blev verdens første surfklub - som ikke havde et klubhus, man mødtes under et træ. Klubben satte for alvor genfødelsen af surfing på Hawaii i gang, og snart spredes legen med bølgerne sig atter over øerne.

Man skal hele tiden tænke på, at det er et pokkers nyt land, vi står i. Ganske vist har her været mennesker med maorierne siden år 1300, men den egentlige befolkningstilvækst kom med europæerne. I 1840 var der blot 2000 europæere, som maorierne kaldte Pakeha, flest i det nuværende Russell, som var hovedby. I 1850 havde seks nye bosættelser spredt sig.