Bornholmer-Uhrets Historie 1745-1923

af K. Thorsen

Af de forskellige bornholmske Haandværk og Industrier blev næppe nogen saa populær som det gamle Bornholmeruhr.

"Bornholmeren" er i den danske Novelle-Literatur bleven Devisen for det stille Hjems Hygge. Pendulets rolige - Tik - Tak og Slagværkets fyldige Klang - præcist som selve Døgnskiftet - føles som et levende Væsen, en trofast Ven ved Hjemmets Arne.

Og mærkeligst blandt bornholmsk Snille er Slagklokken i sin Oprindelse og Fremkomst. Fajancen, Terracotta'en, Granitten, Sandstenen, Kaolinen o. s. v. er Frugter af den bornholmske Jordbunds Rigdomsskød, og Skibsbyggeriet fremstod som en Følge af den fortrinlige bornholmske Eg; men Bornholmeruhret fik i sin sindrige Mekanisme og monumentale Ydre intet Materiale af særlig bornholmsk Art, eller som ikke lige saa let kunde skaffes et hvilket som helst andet Sted i Danmark.

Var det da en ren Tilfældighed, at netop Bornholm blev Sædet for denne Industri, der ved sin efterhaanden højnede Standard kunde tage Konkurrencen op i den Grad, at Produktet blev en endog betydelig Eksportartikel ? Nej, vistnok ikke. Dog var det ikke Landet Bornholm, dets Jord og Flora, men Folket. Bornholmerne, deres Karakter, Gemyt og egenartede Aandsgaver, der blev den lille Fjeder i det skønne Tidemaal: Bornholmeruhrets Historie.

I Aarhundreder havde Bornholmerne i Sommertiden sejlet paa de store Have, besøgende fremmede Lande, iagttagende Verdensstædernes Undere; i Vintertiden havde de siddet hjemme, i Tanken reperterende det sete og, med rigelig Tid og Trang til Virke, forsøgt sig i Husflid og Haandværk. Som det stadige Regndryp huler Stenen, satte denne Vekselvirkning sit egenartede Præg i de gamle Bornholmeres Karakter. Udadtil en skarp iagttagelsesevne forenet med anvendt Snille til Haandens Arbejde indenfor egne Vægge.

Intelligensen blandt "de førde" (dem fra det øvrige Danmark tilflyttede) undredes over og beskrev de indfødte Bornholmeres i saa Henseende uventet mærkelige Dygtighed. Ved Midten af 1700-Tallet skriver en Forfatter: "Bornholmerne ere, i Almindelighed at tale, snilde i deres Adfærd, klygtige og beqveme til at udfinde adskillige Ting, og tillige behændige at fuldføre dem; Der findes unge Drenge, som af egen naturlig Drift og Paafund, have beflittet sig paa at skære ud i Træ, og have bragt det saa vidt, at man skulde af deres Arbejde slutte, at de virkelig havde lært Billedhugger Professionen; Andre gjøre Tømmermands- Snedker- Muur- og andet Arbejde, som de have lært sig selv til, aleneste ved deres eget gode Nemme, og ved Opagtning, hvorledes de have seet et og andet af deslige Arbejde, at være bleven forfærdiget; Blandt andre, findes unge Mennesker, som ved egen Flid og Drift have giort sig særdeles habile i Uhrmager Konsten, da de først af Træ, siden af jern har bragt skiønne Uhrverker tilveie, og paa det sidste ere komne saa vidt, at de har forfærdiget de skiønneste accurateste Stue-Uhrer af Jern, Staal og Messing, af det allerfineste og netteste Arbejde."¹⁾

At de unge bornholmske Uhrmagere her sigtes til, er de to Brødre Otto og Peter Arboe, ses af I. C. Urnes (Amtmand over Bornholm 1740-78) Optegnelser, hvori bl. a. nævnes: "Borger og Snedker Poul Ottesen Arboe endnu (1750) boende i Rønne, hvor 2 Sønner ere blevne navnkundige ved det, de have selv lært sig Drejer- og Uhrmagerkonsten, saa at mange Stue-Uhrer af deres Arbejde forsendes til Kiøbenhavn og andre Steder."²⁾

I disse Linier omtales det bornholmske Uhrmageri med begyndende Eksport for første Gang. Historiens Muse har saaledes hædret Brødrene Arboe som dets Grundlæggere. En Undersøgelse af de to Brødres Slægtregister lader ane, at det ikke beroede paa en Tilfældighed, naar deres Livsopgave udløste sig i den navnkundige Rolle som Skabere af en i hundrede Aar livskraftig og i kulturel Henseende betydelig Erhvervsgren, hvorom endnu i Dag Tusinde smukke Minder er bevaret. Thi som et Plus til deres bornholmske Naturel skænkede Naturen dem i Vuggegave - en Frugt af deres Stamtræ, en opsparet Slægtarv af kunstnerisk og teknisk Formaaenhed. Om deres Fars Morfar Sten- og Billedhugger i Rønne Esber Larsen, hedder det bl. a.: "Denne Esber Larsen med Tilnavn Onsbjerg (efter hans Fødested Onsbjerggaard, 8. Vdg. i Klemensker) var i Printzenskjolds Tid (1658) blandt andre Landets unge Mænd bleven overført til Pommern (til svensk Krigstjeneste); der lærte han i Stettin i sit Qvarter sig selv til, da han saa sin Vært arbejde i at udhugge meget kunstigt i Træ og Sten. Efter sluttet Fred kom han over til sit Fødeland igen og blev der gift i Rønne d. l. April 1666 med Karen Pedersdatter. Han døde 19. Juli 1713. Flere skiønne Ligstene findes her af ham."³⁾

Dette Ægtepars Datter, Karen Esbersdatter Onsbjerg, indgik 24. September 1689 et hæderligt Ægteskab med ingen ringere end kongelig Fæstningsbygmester Otto Johan Poulsen Arboe, der tilligemed Broderen, Generalkvartermester Løjtnant Peter Poulsen Arboe, i 1688 var kommet til Bornholm for at bygge Kastellet og anlægge Voldene omkring Rønne. Konduktør Otto Arboe blev ved dette Giftermaal Stamfader til den bomholmske Arboe-Slægt, idet hans Hustru d. 5. Januar 1691 fødte ham Enestesønnen Poul Ottesen Arboe, den førnævnte Borger og Snedker i Rønne, Fader til Uhrmageriets Grundlæggere, Otto og Peter Poulsen Arboe.

De to Drenge, fødte henholdsvis 3. April 1719 og 19. April 1726, blev ikke blot opkaldte efter deres Bedstefader og Grandonkel, men synes ogsaa at have arvet noget af de to højtstaaende Officerers tekniske Snille. Allerede i den nordiske Oldtids Hedenskab øste en Fader Vand over sit Barn og gav det Navn helst efter en af Forfædrene, hvis Lykke og gode Egenskaber det derved fik i Arv⁴⁾. Særlig mente man, at Bedstefaderens Naturel nedarvedes paa Sønnesønnerne, et Forhold, der har sat Skik paa Navngivningen til langt op i det 19. Aarh. og endnu ikke er gaaet helt af Brug. Man mene nu om dette. hvad man vil; interessant er det dog at spore Esber Larsens Billedhuggerkunst og Officererne Arboes tekniske Dygtighed "nedarvet" i Bornholmeruhrets smukke Udstyr og fine Mekanik.

Efter Beretningen om, hvem Historien har udpeget som de navnkundige Grundlæggere af den bornholmske Uhrfabrikation, skal meddeles, hvor i Rønne Otto og Peter Arboe grundede det første Værksted til Bygning af Stueuhre.

II. AASTEDET

Spørgsmaalet, hvor i Rønne Fabrikationen af de første Bornholmeruhre fandt Sted, er hidtil ikke fremsat paa Tryk, og om saa var, havde man ikke kunnet besvare det; thi herom har - indtil for faa Maaneder siden - ingen skrevne Kilder eller mundtlig Tradition været at opdrive. Men ved en ren Tilfældighed kom sidste Efteraar en gammel Protokol for Dagen⁵⁾ bærende Titlen: "den saakaldte Byens Bog". Den viste sig at indeholde Rønne Købstads Kæmnerregnskaber for Aarene 1710-73, og, omend yderst defekt begrundet i mange udrevne Blade, dog indeholdende topografiske og kommunale Oplysninger af Værdi. Blandt Bogens talrige Indførsler om Salg af Bygrunde til Bebyggelse nævnes under 1721: "Den 1ste Septbr. haver Povl Ottos en kiøbt en Platz synden for Christian Leegaards, hvilken Platz er udi sin Brede paa den østre Side 24 Skret, paa Syndre Side 28 Skret og paa den vestre Side 27 Skret, paa den Nøre Side 23 Skret, hvilken Platz blef af 2 Borgere vorderet 1 Sld. 4 Sk.".

Christian Leergaard var Købmand og Stempelpapirforhandler; hans store Gaard strakte sig fra daværende Skidenstræde (Krystalgade) langs Leegaards Plads (Store Torv) om ad Antoniestræde til Bundstrædet, den samme Grund der nu udgør Handelsbankens og Fotograf Yhrs Ejendomme. Den solgte Plads "syd for Christian Leegaards", der udmaaltes paa hidtil ubebygget Bygrund i "Skridt" (a 3 Fod), er den nu anselige, fritliggende Ejendom, der, tilhørende Bornholms Spare- og Laanekasse, huser ikke blot denne Institution, men tillige Rønne Telegrafstation og Fritz Sørensens Boghandel; den har i de to forløbne Aarhundreder været Genstand for adskillig Regulering, men har dog beholdt sin oprindelige Hovedform. I den omtalte Køber, Poul Ottosen, finder vi Faderen til de to Grundlæggere af Uhrmageriet nævnt første Gang. Han omtales ialt en halv Snes Gange i Kæmnerbogen dels som Byens Vurderingsmand dels som "Qvarterformand" (Rodemester). Selvom Slægtstilnavnet Arboe ikke altid er tilført, er det bevislig dog den samme Mand. Ved en senere Omtale af Ejendommen hedder det saaledes : "1757, d. 19. April, efter Befalning af Velædle Hr. Byfoged Selmer til os undertegnede Byens brøgelige Vurderingsmend her af Rønne ifølge en skriftlig Begiering af Poul Ottesen Arboe vare vi i Overværelse af velbemeldte Hr. Byfoged med Byens Kiemner Jens Viol og nogle af Byens undertegnede Formend forsamlet hos ovenmelte Arboe, hvor hannem Væsten sin nordre Ladelenges Gavl blev udvist en liden strimling Jord til hielp op til hans Hauge til at bygge Huus paa o. s. v.)".

Denne Arboes Ejendom kan med temmelig Sikkerhed fastslaas som Arnestedet for den begyndende Uhrfabrikation. Thi af de 6 Børn, P. Arboe havde med sin Hustru Barbra Jensdatter; ses den ældste Søn, Uhrmager Otto Arboe, at have boet i Forældrenes Ejendom ikke blot i Barndommen, men ogsaa fra 1740erne til han døde ugift i sit 54. Aar d. 19. Aug. 1773 (et Dødsfald dette Skrift saaledes bliver et 150-Aars Minde om). Et Skøde af 8-12-1759, tinglæst 8-9-1767, forklarer Forholdet nøjere. Ved dette sælger Poul Ottosen Arboe til sin Søn, Otto Poulsen Arboe, for 406 Slettedaler denne sin, i Byens østre Kvarter (øst for Storegade) beliggende, Gaard bestaaende af 11 Fag Stuehus med Gaard og Haugeplads. "Dog ved dette Kiøbe Brevs Accordt er herved at agte, at i Fald bemeldte Vores Søn fik i Sinde, imedens vi lever, at begive sig i Ægtestanden, og vi paa enten af Siderne ikke fandt os tilfreds med at være tilsammen, da skal bemeldte Vores Søn Otto Poulsen Arboe være forpligtiget til at forfærdige 4 Stolperum i brugbar Stand til Stue, Spiisekammer og Kiøkken med behørig Skorsten i dend østre Ende af den Længe, Som staaer i Øster og Vester, Sønden for Christian Leegaards, hvilket altsammen skal giøres paa hands, nemlig Vor Søns egen Bekostning, og iligemaade aarligen, naar det behøves, at lade reparere og i Stand holde for mig og min Hustru saalænge vi lever. Og Som bemeldte Længe i Øster og Vester, bestaaende af 9 Stolperum Sønden for Christ. Leeg., er opbygt af ernevnte Vores Søn Otto Arboe paa hans egen Bekostning saa er og skal dend efter min Hustrus Død og Afgang være ham tilligemed fornævnte Huus, Gaard og Plads tilhørende efter forbemeldte Kiøbe Brevs Summa uden nogen af Vore andre Børns Anger og Paatale o. s. v. ..".⁶⁾

At denne Længe, bekostet af Otto Arboe, har været opført allerede i 1740erne, viser et paalideligt samtidigt Rønnekort,⁷⁾ og der er ingen Tvivl om, at den har rummet det første Værksted til det samtidigt opstaaede Klokkebyggeri, rimeligvis i Gavlfaget Øst ud til den store Plads; heri nævnes ved Otto Arboes Dødsbo-Skifte - foruden den langs Torvet liggende 11 Fag lange Stuelænge - 2 Fag indrettet til Stuehus, medens Resten af Nordre Længe bestod af 7 Fag Tørve- og Ladehus. Peter Poulsen Arboe, der født 1726 var 7 Aar yngre end Broderen Otto, maa, i hvert Fald inden han 1748 indgik Ægteskab, have delt Værksted og arbejdet i Kompagni med denne, hvad I. C. Urnes forannævnte Udtryk ogsaa lader formode. Men senere oprettede Peter Arboe i nykøbt Ejendom sit eget Værksted, hvorom mere i det følgende.

At den her omskrevne Arboeske Gaard virkelig er identisk med Sparekassens Ejendom skal endnu underbygges med et Bevis, som kan tages fra den til Ejendoms-Brandforsikringen senere knyttede Matrikulering. Af Rønne Købstads Brandtaxation 1781 ses Matrikel No.245 at have en Bebyggelse nøjagtig svarende til den Arboeske Gaard. Det hedder:⁸⁾ "En Gaard af 2 Længder Bindingsværk, overalt klinede Vægge nemlig:

1. Den østre Længde, af 11ve Fag med Tegl Tag, indrettet til, Stuehus	160 Rdr.
2. Den nordre Længde, af 9 Fag med Portrum, indrettet fem Fag til Stue og Resten Ladehus, med Steen Tag over 5 Fag og Straa Tag Resten.	90 Rdr.
	Ialt 250 Rdr.

Men den nuværende Sparekasseejendom havde indtil Ommatrikuleringen i 1850erne just Matr. No. 245. En Forveksling er saaledes udelukket.

Med god Føje vil man da til Ejendommens Facade mod Store Torv - nærmere betegnet omtrent ved Indgangen til Boghandelen - kunde knytte Devisen: "Her begyndte Brødrene Otto og Peter Arboe ca. 1745 den bornholmske Uhrfabrikation."

III. STARTEN

Beretningen om Brødrene Arboe som det bornholmske Uhrmageris Grundlæggere maa dog - som sket er - ikke misforstaas derhen, at der ikke før deres Tid skulde have eksisteret Uhrværker paa Bornholm, eller de til disses Pasning og Reparation nødvendige "Klokkemagere". Foruden Timeglas og Soluhre fandtes paa Bornholm allerede i 1600-Tallet "Sejerværker". (Taarnuhre). 1671 nævnes saadanne ved Rønne og Nøxe Kirker;⁹⁾ ligeledes havde Hammershus sit "Sejerværk". Dette gamle danske Ord for Uhr eller Klokke skal stamme fra det tyske "Segher" eller "Seygher", der egentlig var Navnet paa Timeglasset, som viger Tiden ved, at Sandet synker eller siver ned i Glasset. Det tyske "Zeiger" betyder derfor ogsaa en Viser.¹⁰⁾ Af bornholmske Soluhre nævnes to indhuggede paa lodretstaaende Stene paa Pedersker Kirkegaard. Aar 1585 og Initialerne H. H. lader formode, at de skyldes Hans Henrichsen, Kirkens Præst, død 1587.¹¹⁾ Mer almenkendt er Solskiven, indhugget paa en Klippeflade i Hammershus' ydre Slotsgaard.

At Solskiverne, - hvoraf adskillige findes i Bornholms Museum - har været i Brug langt op i det 18. Aarhundrede ses af samtidige Dokumenter. I Klemens Kirkes Regnskabsbog findes 1748-49 nævnt: "For Solskiverne at omstryge og forgylde Tallene, 3 Daler, 1 Mark", samt 1765 atter et Beløb "til Maleren for Solskiven". Det samme gælder Timeglassene. 1766 reparerer "Jørn Henrichsen for 10 Skilling et Timeglas til Rønne Borgervagt efter Capitejn Stenders Befaling",¹²⁾ og endnu 1797 betaler Ny Kirke 1 Rigsdaler "for et Timeglas at istandsætte".¹³⁾ Præstens Tale udmaaltes, og Borgerskabets Vagtskifte inddeltes efter Timeglassets rindende Sand, men, fortrængt af Uhrene fra det praktiske Liv, blev det i vor Tid kun levnet at spille Rollen i Symbolik.

At man ikke blot havde Taarnuhre paa Bornholm, men ogsaa i velhavende bornholmske Hjem endog 8 Dages Stueuhre forinden Brødrene Arboe optog Uhrfabrikationen, ses bl. a. af samtidige Skifte-Dokumenter. Ved Registreringen i den 1736 afdøde Amtsforvalter Christopher Horns Bo nævnes saaledes: "1 Uhrværk med grønmalet Kasse, 22 Slettedaler 2 Mark", samt "et lille Uhr med grønmalet Uhrkasse, som repeterer, er sat for 30 Slettedaler".¹⁴⁾ Mærkelig er den høje Prisvurdering, idet Amtsforvalterens 4 Køer tilsammen kun er vurderet til 18 Slettedaler og hans 8 Heste ialt kun til 55 Slettedalers Værdi. Et Stueuhr paa den Tid maa saaledes have været en Luxusgenstand omtrent som et kostbart Flygel i vore Dage. Værdien af disse indførte Uhre kunde nok være egnet til at vække Interesse hos den rette Mand for at optage en lignende Fabrikation, og allerede i 1740erne har Otto Arboe paabegyndt en saadan.

Det nøjagtige Aar kendes desværre ikke. I et Haandskrift (Kgl. Bibl. Kalls Saml., Folio Nr. 53) meddeler Amtmand I. C. Urne om de to Brødre Arboe: "Her findes og paa denne Tid synderlig et Par saadanne unge Mennesker, hvilke udi Uhrmager-Konsten haver ved egen Øvelse først udi Træe, dernest i Jern bragt det saa vit, at de nu af Messing forferdiger stoere Stue-Urer med Klokkeslag og Minuteviiser heell nætte og accurate". Dette Haandskrift er dateret 17. April 1745, men det er ikke sikkert, at det er helt afsluttet denne Dag. Notitsen om Arboerne kan være tilføjet lidt senere. Peter Arboe fik først sit Borgerskab 24 Aar gammel, 17/11 1750,¹⁵⁾ men maa før den Tid have bistaaet Broderen, der som fuldmyndig 1744 antagelig ved den Tid har erhvervet Borgerskab (som Drejer og Uhrmager). At Eksporten af Bornholmeruhre har været i Gang i 1740ernes sidste Aar ses af Toldlisterne,¹⁶⁾ og er, som foran nævnt, ogsaa omtalt af Urne ca. 1750. I. C. Urnes Udtryk, at Brødrene "ved egen Øvelse have selv lært sig" Uhrmagerkunsten, er god Hjemmel for, at de ikke har været i Lære hos nogen Mester. Men Forbilleder at tage Maal efter og prøve sig frem paa maa de dog have haft. Her maa de gamle Sejerværker og de hos enkelte rige Folk forekommende Stueuhre have været det eftertragtede Prøvemateriale. Thi den ofte fremførte Beretning om nogle med Stueuhre ladede indstrandede engelske Skibe, hvis bjærgede Last skulde have givet Stedet til og været Forbillederne for det bornholmske Uhrmageri, er desværre saa svagt underbygget, at man kan tvivle om dens Paalidelighed. Frederik Thaarup, Amtmand paa Bornholm 1804-1809, meddeler i sin 1810 trykte: "Kort Oversigt over Bornholms Amt" følgende om nævnte Stranding: "Omtrent 1750 strandede nogle engelske Skibe, der havde endeel Uhre inde; disse bleve bjergede, man skulde have dem tørrede, rensede og indsmurte. Man leverede dem i denne Hensigt til Rokkedrejere og andre Personer, som ansaaes dertil beqvemme. Disse Folk tog Modeller af Indretningen og lagde sig efterhaanden efter Uhres Forarbejdelse, og vare derved tvende Brødre Peter og Otto Arboe de første, som naaede Færdighed i denne Industrie".

Thaarups Kilde maa være det kgl. Kommercekollegiums Indstilling 28. April 1795 til Kongen om at lønne en Uhrmager Armand som Oplærer af de bornholmske Uhrmagere; heri nævnes det nemlig for første Gang, at et engelsk Skibs Stranding - Aarstal nævnes ikke - har der paa Bornholm været den første Anledning til Uhrindustrien. Vi er saaledes naaet et halvt Aarhundrede frem, siden Uhrbyggeriet paa Bornholm tog sin Begyndelse, inden den paastaaede Strandings Betydning som dettes Oprindelseskilde nævnes. Den omhyggelige, i smaat og stort pertentlige, Optegner I. C. Urne er tavs herom, ligesom hverken L. de Thura i sin Beskrivelse over Bornholm 1756 eller E. Pontoppidan i Danske Atlas 1760 mæler et eneste Ord om hin Stranding, der, om den har fundet Sted, i hvert Fald ikke har haft den vidtrækkende Betydning som Enekilde til Uhrindustrien paa Bornholm, hvor der i Forvejen var saavel "Sejerværker" som Stueuhre - offentlige og i Privateje. Det er troligt, som en anerkendt Historiker nyligt har antydet det,¹⁷⁾ at nævnte Uhrmager I. V. Armand i 1795 har grebet et løst Rygte om hin Stranding og formet det efter sit eget Hoved for i Reklama-Øjemed at tilraade Regeringen at sende ham som velkendt med den finere Uhrfabrikation til Bomholm for at skabe og udvikle de derboende Uhrmageres efter de engelske Uhr-Forbilleder mangelfuldt optagne Teknik. Thi "alt hvad der foreligger sikkert og fast, taler for, at Uhrmageriet paa Bornholm ikke er tilfældigt indstrandet her, men er vokset frem af Bornholmernes hjemlige Snille og Arbejdsmod fra en ringe Begyndelse i 1745 til i halvandet Hundred Aar at fostre og føde en egen, dygtig Haandværkerstand" (Zahrtmann). Alene dette, at Thaarups Beretning i Omtalen af de to Brødre Arboe sætter Peter foran Otto, tyder paa en mindre grundig Undersøgelse af den hele Sag. Men mange senere Forfattere har fulgt ham saavel heri som i Historien om den mystiske, hidtil ubeviste, engelske Stranding.

IV. PETER ARBOE OG HANS SLÆGT

Peter Arboe var ikke blot syv Aar yngre end Broderen Otto, men døde tillige syv Aar før denne - i 1766, kun 40 Aar gammel.

Ejere af de ældste Bornholmeruhre - de nu ret sjældne Antikviteter med et af de to Brødres Navnetræk - kan altsaa anslaa saadanne Uhre til at være fabrikerede henholdsvis inden Aarene 1766 og 1773.

Til Trods for sin korte Karriere blev Peter Arboe i Modsætning til sin ugifte Broder den hvorved Uhrmageriet som Slægtstradition blev fortsat i adskillige Led. I Decbr. 1748 havde han ægtet Dorthea Magdalene Jørgensdatter {Datter af Jørgen Andersen og Dorthea Magdalene Madsdatter Høg). Hendes Morfar, Mads Pedersen Høg, nævnes 1714 i "Byens Bog" som Vurderingsmand og boende i en Ejendom ved det nordre Byled i Rønne, hvilket dengang stod i den senere Nørregade ved Rolighedsgade. Den "Hejdegaard", Peter Arboe ejede, og som han ifølge Skøde af 3. Februar 1752 solgte for 500 Daler, maa anses at være hans Hustrus Arvegaard - Mads "Høys" Gaard i Nørregade. Samme Aars 3. Septbr. købte Peter Arboe en Gaard paa Storegades Østside (uvist hvor), 15 Fag teglhængt Stuehus og to straatækte Længer, 9 og 4 Fag, samt Haveplads syd og øst for Gaarden.¹⁸⁾

I "Hejdegaarden" fødtes 1749 Peter Arboes ældste Søn, Jørgen Peter Arboe, en meget kendt Uhrmager i Rønne, hvorom mere i det følgende, samt 1751 en Datter, Barbara Arboe. I Storegadegaarden forøgedes Børneflokken med en Datter, Karen Arboe, f. 1754, og to Sønner, Poul Petersen Arboe, f. 1757, død 1809 som Uhrmager i Rønne, samt Mads Høg Petersen Arboe (opkaldt efter Oldefaderen) f. 1759. d. 1827, Kancelliraad, Byfoged i Hasle, Herredsfoged i Nørre Herred, Birkedommer i Hammershus Birk gift med Anna Dorthea Bidstrup, Enke efter Forgængeren i Embedet, Byfoged Prahl. Af dette Ægtepars 3 Børn var Sønnen Niels Peter Arboe, f. ; Hasle 1791, død som Etatsraad i København 1867, og Datteren Dorthea Magdalene Arboe, gift 1812 med Kancelliraad, Toldinspekter for Bornholm, Ejer af Rabekkegaard og Vibegaard ved Rønne, Chr. G. D. Lohmann. Endnu skal nævnes Peter Arboes Søn, Mathias Ipsen Arboe, f. 1764 (af dennes anden Hustu Kirstine Mathiasdatter Ipsen). Han var Snedker, senere Farver. i Nexø, og blev i Ægteskabet med Anne Marie Prahl Fader til Kirstine Margrethe Arboe, der ægtede Borgerkaptejn og Snedker i Nexø, Lass Mahler Sonne (fra Risegaard i Aaker). Dette Ægtepar var Forældre til den kendte, mangeaarige Rigsdagsmand, Stenbrudsejer, Borgerkaptejn Ole Edvard Sonne (1821-1910).¹⁹⁾

Jørgen Peter Arboe (1749-1820) var en af sin Samtids betydeligste Uhrmagere; han hævede det fra Faderen nedarvede Haandværk til en høj Fuldkommenhed. Hans Anseelse i Rønne maales bl. a. med, at han i en lang Aarrække var Borgerkaptejn, Chef for et af Byens to Borgerkompagnier. 1771 (Skøde af 8/8) købte J. P. Arboe en Gaard ved "Leegaards Plads" (Store Torv) i Nørre Kvarter. Den bestod af ikke mindre end 17 Fag Stuehus og 10 Fag Ladehus med Have og Løkke. Da Nørre Kvarter begrænsedes mod Syd af de nuværende Gader, Krystalgade og St. Mortensgade, maa nævnte Gaard med den lange Stuelænge være den langs Torvet Nordside liggende nu Købmand Sillehoved tilhørende Ejendom. I 1781, 11/10 solgte Arboe imidlertid denne Gaard for den i Datiden høje Sum 1450 Daler og købte en anden Gaard (Skøde 1782 1/4), Matr. No.373 i Vester Kvarter, Hjørnestedet paa det sydlige Hjørne af Grønnegade og Lille Søstræde. Den var udstykket fra Nabogaarden mod Syd, den bornholmske Slægt Rasch's Stamgaard (nuværende Missionshotel), og betaltes med 700 Daler . Her boede I. P. Arboe i henved 40 Aar til sin Død; og Gaarden staar saavel i det Indre som i sin ydre Arkitektur den Dag i Dag som paa Arboes Tid, om end den i det sidste Aarhundrede ret ofte har skiftet Ejer. Fra den lille Købmandsbod, hvor der nu drives Detailhandel, udgik nogle af de smukkeste Eksemplarer af de berømte 8 Dages Uhre; thi her havde I. P. Arboe sit Værksted. "Det bornholmske Patriotselskab", stiftet 1788 med Amtmand Hejberg, Kommandant Undahl og Provst Hjorth som Præsidenter, Landsdommer Rogert som Vicepræsident, Prokurator Schouboe som Kasserer og Rektor Magister Andresen som Sekretær, havde til Formaal ved Præmiering at støtte det bornholmske Erhvervsliv, specielt Husflid og Kunsthaandværk. Selskabet fik ca. 70 Medlemmer, men opløstes allerede 1792. Blandt de udsatte Præmier fik Jørgen Peter Arboe en for et fint udført Stueuhr. Den gamle Gaard er i Forening med de to syd for liggende Gaarde i Grønnegade beskyttet af Loven af 12. Marts 1918 om Bygningsfredning, hvorved Undervisningsministeriet har Adgang til at bevare Bygninger, der har kunstnerisk eller historisk Værdi og er over 100 Aar gamle.

Jørgen Peter Arboe ægtede 1774 Marie Sophie From (1756-1818), Datter af Sognepræst i Klemensker, Thomas Jacobsen From og Margrethe Sophie Riegelsen. I Ægteskabet var 12 Børn. Her skal blot nævnes Thomas Arboe (1776-1836), Skibskaptajn, Skibsreder, Medbestyrer af "Bombebøssen" i København, Margrethe Arboe (1780-1830), gift med Uhrmager og Løjtnant Niels Sonne i Rønne, Otto Henrik Arboe (1785-1853), Konsul, Købmand og Strandingskommissær i Rønne, samt Peter Christian Arboe (1791- 1840), Skibsfører i København. I. P. Arboes Broder, Povl Petersen Arboe (1757-1809), er ogsaa at regne blandt de dygtigste af de bornholmske Uhrmagere. Som Eksempel paa de nu ret sjældne Arboe-Uhre skal nævnes følgende:

I Dansk Folkemuseum i København er et Bornholmeruhr (Katalognr. 736) mærket "Otthe" Arboe. Uden anført Aarstal stammer det altsaa fra Tiden mellem 1745 og 1773. I Fiskerlejet Bølshavn paa Bornholm findes et lignende. Bornholms Museum ejer et smukt Originaluhr mærket "Peter Arboe, No.283". I Blyskivens Inderkreds er malet en Sol og en galende Hane. Timetallene er Romertal; udenom disse er Minuttal i Arabercifre. Den oprindelige Maling fremstiller paa Klokkehusdøren Christi Fødselsscene. Dette Uhr har staaet paa Store Myregaard i Nylars og kan altsaa ifølge Navnemærket fastslaas at være fabrikeret før Aar 1766. Et meget smukt, velbevaret Uhr med oprindelig Maling paa en original Uhrkasse samt mærket paa Metalskiven "I P. Arboe 1794" ejes af M. Møller i Arnager, en Mand, der hidtil vidste at vaage over den af Opkøbere eftertragtede Skat. Et Uhr med original Metalskive, ligeledes mærket "I. P. Arboe", men uden Aarstal, stod forhen paa Bakkegaard i Nyker , tilhørende Gaardejer Riis, nu boende ved Nyker St. Men det ældste "I. C. Arboe"-Uhrværk, man hidtil har observeret, ejes af Rentier Ambrosen i Rønne. Skiven er forsynet med Viser til Vækkemekanisme og bærer foruden Navnet Aarstallet 1774, Aaret, da I. P. Arboe naaede Fuldmyndighedsalderen - 25 Aar. Desværre er det meget høje (2,30 m) Uhrhus ikke samtidigt med Værket. Af Poul Arboes Fabrikata ejes et Uhr, med Navn og Aarstal 1796 indgraveret i Metalskiven, af en Haandværker i Hasle.

Dette er Enkelteksempler; men forhaabentlig findes endnu adskillige Arboe-Uhre bevaret rundt i Landet som Minde om Grundlæggernes Teknik og Kunst.

V. UDVIKLINGEN 1750-1800.

Omend Slægten Arboes Navn uløseligt er knyttet til Grundlæggelsen af den bornholmske Uhrfabrikation, maa det dog ikke glemmes, at andre Navne og Hænder hurtig fulgte Eksempelet og heraf adskillige, der saavel ved Fabrikatets Kvalitet som ved Mængden af fabrikerede Uhre ikke gav hine meget efter.

Allerede 1753 nævnes i Rønne "unge Ole Henrichsen", boende paa det søndre Hjørne af Provstegade og Ruden, nuværende Matr. Nr. 902.²⁰⁾ Den "Jørn Henriksen", der, som foran nævnt, 1766 reparerede Borgervagtens Timeglas, maa ligeledes anses at have været Uhrmager. Disse to nævnes dog ikke som Uhrbyggere, hvad der derimod er bevist om en Del andre bornholmske Uhrmagere i 1700-Tallets sidste Halvdel. I Bornholms Museum findes et Originaluhr med Metalskive uden Aarstal, men med Navnemærket "Hans Marcher". Dette maa være den Hans Jensen Marcher, Uhrmager, der 3/11 1571 ægtede Bodil Kierstine Madvig af Svaneke, en Grandtante til den berømte Videnskabsmand Johan Nicolai Madvig. ²¹⁾ Uhrmager P. Hermansen, Stavsdal, ejer et Bornholmeruhr med Tinskive, mærket "Eric Due Nr. 1530", samt derunder "Anno 1784". Dette smukke Uhr er for mange Aar siden købt af Ejerens Bedstefader paa Børsen i København. Kristian IV byggede Børsen, ikke som et Hus for Jobbere, men for at Kræmmerne kunde have et bestemt Sted at mødes til en bestemt Tid og et Sted til at opslaa deres Boder for det købende Publikum. Paa den Maade blev Børsen en Markedsplads under Tag. I den store Sal laa Boder med Silketøjer og Isenkramvarer, Kister og Sukkerstads, en Boghandel ved Siden af en Møbelforretning, her forhandledes de sjældne Rariteter fra Ostindien og Kina, her mødte Nürnbergerne med deres Kram. Her var, Datidens københavnske Forretnings-"Strøg". Kongen gik der op med Prinserne for at købe Gaver; fornemme Tilrejsende besøgte Børsen som en Seværdighed; her var endogsaa en Tombola. Naar Bønderne kom til Byen, naar Skipperne kom i Havnen, gik Turen til Kramboderne. Der eksisterer endnu et gammelt Børnerim: "Far og Mor har givet os Lov til at gaa paa Børsen". I et Billede af disse Kramboder ca. Aar 1800, indtager Bornholmeruhrene en dominerende Plads i Forgrunden. De bornholmske "Klokkeskippere" sejlede deres kostbare Last i de Smaajagter, der fortøjede i Børskanalen, og saaledes havde Afsætningsmarkedet paa nærmeste Haand. Her skete Afregningen i Kontanter eller ved Bytte med Klipfisk og andre Hørkramvarer. Børsen har saaledes spillet en betydelig Rolle i Bornholmeruhrets Historie.

At nævnte Eric Due allede i 1784 havde naaet at fabrikere halvandet Tusinde Uhre, er ikke blot Maalestok for denne Enkeltmandspræstation, men for Industriens Blomstring i sin Helhed. Et andet bornholmsk Uhrmagernavn fra denne Periode er Christian Ipsen. Et Originaluhr med hans Navn og Aarstal 1789 ejes af en Husmand i Nyker Sogn. Haagen Funch er ogsaa et kendt Uhrmagernavn fra hin Tid. Et Uhr mrk. Navnet og Aar 1793 bærer Nr. 413. Dette smukke Uhr ejes af Rentier Kure, Nyker St.

Men den Slægt i Rønne, der næst efter Arboerne maa nævnes som Uhrindustriens dygtigste Udøvere i 1700-Tallet er den, der bærer Navnet Sonne. Den ældste Rønne-Uhrmager af dette Slægtnavn er Edvard Sonne (1741-1802).²²⁾ Han var Søn af Guldsmed i Rønne Hans Edvardsen Sonne (f. ca. 1712 og 1735 gift med Cathrine Pedersdatter Harding); en Broder til ham, Peter Harding Sonne, f.1736, var ogsaa Guldsmed. Der var saaledes fint Haandværkerblod i Slægten, et Forhold der kom de fra dennes Værksteder udgaaede Bornholmeruhre tilgode. Med sin Hustru, Karen Nielsdatter Gummeløs, havde Edvard Sonne 9 Børn, hvoraf den ældste Søn, Borgerløjtnant Niels Sonne, (1768-1839), fortsatte Uhrmageriet og skal omtales nærmere i det følgende. Om Edvard Sonne har ejet og beboet Faderens anselige Ejendom paa det nordlige Hjørne af Snellemark og Storegade (de nuværende Matr. Nr. 1026, 1027, 1062 og 1063), eller hans Værksted har været andensteds, er uvist. Blandt hans Arbejder kan nævnes et Uhr til St. Klemens Kirke 1788. Foruden de her nævnte Uhrmagere møder os i 1794 endvidere følgende Navne knyttet til Uhrmageriet i Rønne: Balzer, Christian Bistrup, Dreyer, Claus Michael og I. Michelsen.

Ved den Tid var en ung københavnsk Uhrmagersøn kommet til Rønne. Johan Vilhelm Armand hed han, var født 1762, Søn af Hofuhrmager Jean Abraham Armand (1732-1819) og selvoplært i Faget. Han plejede Raad med Uhrmagerne i Rønne og fik dem til at indsende en Ansøgning til Regeringen om paa Statens Bekostning at faa ham til Lærer i den fuldkomnere Uhrteknik. Bønskriftet, dateret 5. Oktober 1794 og stilet til Kongen, er underskrevet af ni Rønne-Uhrmagere, hvoriblandt Jørgen Peter Arboe. De beder om Støtte til fri Oplæring i Kunstens Theori og Praxis hos Armand. Under 28. April 1795 foreligger det kgl. Kommercekollegiums anbefalende Indstilling til Kongen om at lade Armand lønne som Oplærer af de bornholmske Uhrmagere, og 6. Maj falder den kongelige Resolution, der bevilger Uhrmager Armand jun. 200 Rigsdaler i 2 Aar for at give de nationale Uhrmagere paa Bornholm "den tiltrængende Undervisning og Vejledning til en rigtig Teori og bedre Arbejdsmaade af alle Slags Uhre".

Denne kongelige Bevaagenhed fik Betydning for Rønne-Uhrmagerne; specielt virkede det som en god Reklame, og nogen haandværksmæssig Gavn havde Bornholmerne vel ogsaa af Armand, skønt hans Renomé som Uhrmager blandt de københavnske Dygtigheder ikke var det bedste. Men til en Forklejnelse af det hidtidige nationale Uhrbyggeri kan Resolutionen af 1795 næppe benyttes; thi det fremgaar tydeligt af dens Ordlyd "alle Slags Uhre", at Armands fornemste Opgave var at være Lærer i det da for Bornholmerne nye "Taffeluhrmageri". De dygtigste Skabere af de bornholmske 8-Dages Slaguhre paa hin Tid viste i al Fald en teknisk Duelighed, der endnu i halvandet Aarhundrede har staaet sin Prøve.

Blandt de forbedrede Arbejdsmetoder, Resolutionen tilsigter, var en af Kongen (i Schweitz) indkøbt lnddelingsmaskine, som samme Aar skænkedes Rønne-Uhrmagerne til fælles Brug. Hidtil havde disse inddelt Hjulene til et Uhrværk med Passer, hvilket var et sent og vanskeligt Arbejde, f. Eks. at inddele et lille Hjul i nøjagtig 60 Dele og derefter nedfile det inddelte. Den skænkede Maskine var saaledes indrettet, at man kunde tage et støbt Uhrhjul af en hvilken som helst Størrelse, stille det ind i Maskinen og derefter stille denne paa et bestemt Punkt, saaledes at den bestemt skar netop det ønskede Antal Tænder med største Akkurratesse.

1797 støttede Kongen atter Uhrmageriet ved Indkøb af Værktøj, og 1799 18/12 bevilgedes de unge Uhrmagere Niels Sonne og Lars Funch 200 Rigsdaler til Undervisning paa Urban Jørgensens Værksteder i København.²³⁾

VI. TIDEN 1800-1835

Ved Aarhundredskiftet stod den bornholmske Uhrindustri som et frodigt nationalt Erhverv, hvis relativ høje Standard var lige saa mærkelig som dets pludselige Opdukken et Par Menneskealdre tidligere. Af de ca. 30 Uhrmagere, der Aar 1800 fandtes alene i Rønne, foruden at hver Smaaby og hvert Sogn havde en á to Repræsentanter for Faget, maa man dog skelne mellem de dygtige Mestre, de middelmaadige og - Fuskerne. Som det skal ses i det følgende, søgte man med mer eller mindre Held at komme disse sidste til Livs. Læremesteren, Uhrmager Armand, fortsatte sin Virksomhed og fik de 200 Rigsdaler i aarlig Understøttelse indtil 1804; senere fik han af Amtet et aarligt Forskud paa 100 Rigsdaler indtil 1808, da det ved Skrivelse af 12/2 inddroges, "eftersom han har indstillet Arbejdet, og Undervisningen for andre nu er overflødig". I 1803 ydede Staten atter 200 Rdl. til Niels Sonnes og Lars Funchs Oplæring i København.

En Mand, der maa nævnes i taknemlig Erindring for, hvad han ofrede af Tid og Penge paa Uhrmageriets Fremme i Rønne, er den i Kristiania fødte Peter Henrik Barcley, der 1796-1815 var By- og Herredsskriver i Rønne og Vester Herred. Han virkede gavnligt ved at yde dygtige Uhrmagere Forskud, vist ogsaa Præmier, til at bringe dem i Vej. 1805 18. April siges Armands Lærlinge Funch og Hartvig at være i Kompagni sammen og siden 1804 1. Juli at have forarbejdet 12 Taffeluhre efter Byskriver Barcleys Tilskyndelse. 1807 22. Juni opgøres Barcleys Udlæg til Funch og dennes Lærling Niels Espersen o. fl. til 825 Rigsd. 80 Skill. samt til Værktøj 100 Rdl. 88 Skl.

Barcley stod 1808 i Forskud med omtrent 2000 Rdl. og havde 32 Taffeluhre staaende i Rønne for sin Regning. Det var saaledes særlig Taffeluhrene, Barcley yar interesseret i.

Et Bilede af Uhrmageriets Betydning for Rønne i disse Aar har man af Udførselslisterne:
1801 udførtes fra Rønne Uhre til en Værdi af 9660 Rdlr.
1802 for 10784 Rdlr.
1803 for 12416 Rdlr.
1804 for 13536 Rdlr.
1805 for 13344 Rdlr.
1806 for 14160 Rdlr.
1807 for 7664 Rdlr.
1808 for 1424 Rdlr.

Den store Nedgangskurve, de sidste to Aar udviser, er en sørgelig Følge af Krigen med England, der gjorde Havene usikre og virkede forstyrrende paa mange Maader til Skade for den blomstrende Industri. Saaledes indforskrev man Fjedre og Skiver etc. fra Udlandet, men Krigen standsede Tilførslen saaledes, at man f. Eks. i Nødsfald maatte sætte "en Skive med Espersens Navn paa et Uhr af Fr. Sonne !" Prisen for et 8 Dages Stueuhr var paa den Tid ca. 40 Rigsdaler (a ca. 3 Kr. 20 Øre). Allerede 1796 betaler St. Klemens Kirke 42 Rigsdaler for "et Slag- og Reperteruhr" til Kirken.

1807 opgør Fr. Sonne Omkostningerne paa et Uhr saaledes: "Værket 20 Rdl., Snedkeren for Kassen 10 Rdl., Maleren 2 Rdl. 64 Skl., Smeden 48 Skl., Skiven 5 Rdl."

Regner man med Gennemsnitspris 40 Rdl. pr. Uhr, faar man følgende Antal ifl. Eksportværdien: 1801 241 Stk., 1802 269 Stk., 1803 310 Stk., 1804 338 Stk., 1805 333 Stk., 1806 352 Stk., 1807 191 Stk., 1808 35 Stk., eller ialt i de 8 Aar 2069 Stk. eksporterede Uhre.²⁴⁾

I Krisetiden under den syvaarige Kaperkrig 1807-14 søgte Regeringen paa forskellig Maade at mildne de bornholmske Uhrmageres Kaar. Under 15/7 1809 stiller General Landøkonomi- og Kommerce-Kollegiet 1000 Rdl. til Amtets Disposition til Indkøb af Uhre og Støtte af Uhrmageriets Fortsættelse. Men Pengekrisen, Statsbankerotten 1813 og den deraf flydende almindelige Fattigdom lagde i de næstfølgende Aar ogsaa sin klamme Haand hæmmende paa Fabrikationen. Dog udførtes der atter i 1814 299 Uhre fra Bomholm, deraf 27 til Udlandet.

Et lyst Enkeltminde fra Krigstiden, visende, at de bornholmske Uhrmageres gode Haandværkernavn allerede dengang var anerkendt i ret vide Kredse, er Rønne-Uhrmageren Frederik Sonnes Leverance af et Taarnuhr til Stillinge Kirke ved Slagelse. Det leveredes i Foraaret 1809, og Prisen var 80 Rigsdaler. Frederik Sonne var født 1775, Søn af Peter Harding Sonne og Sønnesøn af Hans Edvardsen Sonne, begge Guldsmede i Rønne. Han var Fætter til den før omtalte Uhrmager Niels Sonne, og blev 1801 gift med dennes Søster, Cathrine Sonne. 1826 indgik F. Sonne nyt Ægteskab med Anna Cathrine Marcher (Datter af Løjtn. Lars Monsen Marcher i Vesterm.). Med hende havde han bl. a. de to Sønner Laurits Peter Sonne, f. 9/12 1827, Symaskinefabrikant i København, og Frederik Martin Sonne (1829-1877), Terrakottafabrikant samme Sted.

Krigen med Englænderne drog Frederik Sonne ind paa Militærvejen. Han avancerede til Officer i Bornholms Væbnings Artilleri og maa have været overmaade afholdt som saadan; thi et ret enestaaende Vidnesbyrd herom er den Sten af huggen Granit, der staar tæt vest for Rønne gamle Kastel. Stenens Indskrift lyder: "Minde om Capt. Sonnes Afsked med Rønne Artil-Post Constable 1832". Det er intet Gravminde, thi Sonne levede endnu 17 Aar til 26/11 1849. Som Artilleriløjtnant havde F. Sonne i 1813 Overtilsynet med Vejanlæg fra Rønne mod Hasle. Ligesom Artillerikaptajn Hoffmann i 1820erne var banebrydende for en rationel Udnyttelse og Eksport af Granitten, var de to Brødre, Officererne N. og F. Sonne, blandt de Uhrmagere, der paa hin Tid betød mest indenfor den efterhaanden talrige Flok af Klokkebyggere i Rønne.

En anden betydelig bornholmsk Uhrmagerslægt fremstod samtidig knyttet til Navnet Espersen, om end den i sit Fabrikata svigtede det nationale 8 Dages Stueuhr til Fordel for de efterhaanden moderne Taffeluhre (Borduhre). Senioren er den foran nævnte N. Espersen, der 1804 anføres som Uhrmager Lars Funchs Lærling, og 1807 som selvstændig Mester. Niels Espersen var født 1786 og gift med Anne Viol. Allerede i 1820erne blev hans Fortjenester som Taffel-uhrfabrikant vurderet paa højeste Sted, idet han modtog Udnævnelsen til Dannebrogsmand, en dengang sjælden Udmærkelse. 1823 er han Aktionær i det nybyggede Teater²⁵⁾ og 1831 i Bestyrelsen for den af Major Petersen i 1825 oprettede Tegneskole i Rønne. En af Skolens Elever var Niels Espersens Søn, Johan Nielsen Espersen (Hustru Mine Kirstine Engell), der, førende Faderens Forretning videre, i 1862 tiltraadte den nystiftede Rønne Haandværker og Industriforenings Skoleudvalg.²⁶⁾ Det vil føre for vidt at opridse de enkelte Uhrmageres Biografi. Kun de betydeligste kan Teksten omtale; den øvrige Mængde Navne maa nøjes med en Plads i det alfabetisk ordnede Register bag i Bogen, hvor saa vidt muligt de vigtigste Data er tilført.

Da Professor H. C. Ørsted og Justitsraad L. Esmark fra 13. Septbr. til 16. Oktbr. 1818 besøgte Bornholm og foretog en Undersøgelse af Øens Mineralier, sluttede de deres Indberetning til Regeringen med en Omtale af det bornholmske Uhrmageri, om end dette Emne laa udenfor deres Rejses oprindelige Formaal. De anførte Uhrmageriet som et Bevis for Beboernes Nemme og Virkelyst og meddelte, at Uhrmagerne udgjorde en talrig Borgerklasse i Rønne, hvorfor de indtrængende anbefalede Regeringen at understøtte en eller to Uhrmagere til et Ophold i København, hvor det kunde gøres dem til Pligt at lære noget af Matematiken og Mekaniken. Samtidig forhandlede Professor Ørsted med de Rønne-Uhrmagere og raadede dem indtrængende til at danne en Forening af alle dertil villige Medlemmer af Standen for at underkaste deres Arbejder en Besigtigelse af selvvalgte Formænd, hvormed skulde følge en Tilladelse til at forsyne alle saaledes prøvede Fabrikata med et autoriseret Stempel. Da Ørsted og Esmark Aaret efter fortsatte deres Undersøgelser paa Bornholm, havde Uhrmagerne fulgt det givne Raad og nedsat et Udvalg af 3 Mestre til Uhrenes Prøvelse. Alle de Uhre, der fandtes gode, blev stemplede, men "Uhre uden Stempel maatte dog enhver sælge efter eget Tykke". Et godt, stemplet Uhr kostede paa den Tid en gros til Købmænd og Skippere 18 Rbd. Sedler, men paa "Møbelmagasinet" paa Børsen og andensteds, hvor de forhandledes, var Prisen for et første Klasses, stemplet Uhr 30 Rbd. Sedler. Men et saadant var da ogsaa fabrikeret med Halvtime- og Qvarterslag, Sekund- og Datoviser, Vækker o. s. v.²⁷⁾ Ringere Uhre kunde købes for 17 Rbd. Sedler. Et Taffel-Uhr kostede i Udsalg 47 Rbdl. Samme Aar -1819 - udtalte Professor Ørsted, "at da vor allernaadigste Konge allerede før har bevilliget Summer til Uhrmageriets Opkomst paa Bornholm, hvoraf Frugterne er adskillige gode Uhrmagerredskaber og mere Oplysning i Faget hos adskillige af Standens Medlemmer" -- saa vilde han foreslaa yderligere Hjælp til Uhrmagerne i Rønne, eftersom de fleste var fattige. Der blev derefter af Kongen bevilget: "at et passende Beløb af den kongelige Kasse maa anvendes til en forskudsvis Betaling for Uhrværker, som forfærdiges paa Bornholm, dog ikkun for dem der som meldt ere undersøgte og stemplede, hvormed Opsynet føres af de Mænd, som dertil af Rentekammeret er beskikkede".

Til den i 1795 af Kong Chr. VII skænkede Inddelingsmaskine fulgte nu en i 1813, skænket af Frederik VI, og No.3 endelig en Gave fra Prins Christian (senere Kong Christian VIII). To af disse Maskiner - en til at skære Drev og en til at skære Tandhjul - findes nu paa Bornholms Museum. De skænkedes Museet af Uhrmagerforeningen ved Museets Start i 1894 tilligemed Uhrmagernes gamle Laugs-Fane. I Fanens Midte er malet en Uhr-Skive, omkring denne en Krans af Grønt med Devisen: "Kongen leve !., Enighed Triumph, og Indskrift: "Uhrmager Foreningen Rønne Bornholm".

Da Prins Christian i Dagene 12.-25. juli 1824 besøgte Bornholm, var Uhrmagerværkstederne i Rønne noget af det, der interesserede den kongelige Protektor mest. Man ved endnu at fortælle om Prinsens timelange Ophold hos Uhrmager Niels Beth i Klokkegade, en dygtig Fagmand, der maatte demonstrere alt Fabrikationen vedrørende for den høje Gæst, der tidligere havde taget Undervisning i Uhrmageri. Beth var, som Navnet viser, ikke af bornholmsk Slægt. Troligvis var han en Efterkommer af den Jens Nielsen "Baht", hvis Navn findes paa et Uhr i Dansk Folkemuseum, mrk. "Copenhagen 1776". Niels Beths Ejendom laa midtvejs i Klokkegades Nordside. Gadens Navn bleven Overgang i Folkemunde forvansket til "Kokkegade" ; men at Klokkegade er det rigtige, ses af det ældste Bykort med Gadenavne, det fra Aar 1818. Navnet stammer rimeligvis ogsaa fra det derværende ansete Klokkemageri, der nød den Ære at have en Prins til Studerende.

VII. TIDEN 1835-1900

I Aaret 1835 opgav Byfogden i Rønne Antallet af Uhrmagere at være 38 og Svende og Lærlinge 40. Antallet af fabrikerede Uhre dette Aar 1100. Af Materiale var brugt 6600 Pund (a 1/2 Kilog.) Messing, 650 Pund Jernplader, 960 Pund Staal og Jern, 550 Pund Bly og Tin, 225 Pund Jerntraad, 76 Tdr. engelske Kul og 650 Digler.²⁸⁾

I 1850-55 synes Uhrfabrikationen at have naaet sit, Højdepunkt, men nøjagtige statistiske Oplysninger om Aarsproduktionen foreligger ikke. Vel anfører Trap i sin Beskrivelse over Bornholm, at der 1854 fabrikeredes 1470 Uhre til en Værdi af 18,571 Rdl. og i 1855 1490 Uhre til Værdi 18,785 Rdl.; men Trap erkender selv, at Tallene kan sættes temmelig højere. De er nemlig baseret paa Uhrmagernes egen skønsmæssige Opgivende, og saadanne sættes ofte for lavt, fordi man nærede Frygt for at komme til at svare Skat efter Fabrikationens Størrelse. De 40 Mestre med ca. 20 Svende og l5 Lærlinge, der da fandtes i Rønne, kunde lettelig producere ca. 60 Uhre om Ugen; dette giver over 3000 pr. Aar; men regner man 1/3 af Arbejdskraften bundet ved Reparationsarbejde, maa dog ca. 2000 Uhre være fabrikeret aarlig. Arbejdstiden for Mester, Svend og Lærling var aldeles ens. Man mødte paa Værkstedet, Sommer og Vinter, præcis Kl.5 Morgen, og kun afbrudt af de nødvendige Spisepavser arbejdede alle som en til Kl. 10 Aften. Man kom sjælden i Seng før henad Kl. 11, og da Lærlingen om Vinteren skulde have Kakkelovnen varm til Kl. 5 Morgen, vil man forstaa, at der ikke blev mange Timer for ham til Søvn og Hvile. En Svend havde i Akkord 8 Mark (2 Kr. 64 Øre) for at bygge et Uhrværk; des uden fik han Kost og Logi hos Mesteren. Lærlingen, der sædvanlig stod i Lære 5 Aar , fik kun Kost og Logi, men tog han tillige et 6te Læreaar, fik han for dette en saakaldt Svendeklædning. Naar Lærlingen skulde lave sit Svendestykke - et almindeligt Stueuhr - maatte han ikke benytte nogen som helst Hjælp; der fordredes megen Akkuratesse, og der medgik som Regel 2 a 3 Uger dertil. Et Mesterstykke var et Kvarter-Reperter-Uhr (slaar hver 1/4 Time); dette blev ordentlig efterset i Sømmene, og undertiden kunde et saadant Mesterværk blive kasseret tre Gange.

Sagen var den, at med den store Tilgang til Faget og den derved stigende Masseproduktion, dalede i samme Forhold Fabrikatets Kvalitet. Et hastigt Akkordarbejde fremtvunget ved den nævnte lave Løn maatte løbe den Fare at blive et anden Rangs Produkt. Og dette blev ikke blot Resultatet i teknisk Henseende, men ogsaa - og nok saa meget - i den kunstneriske, dekorative Udvikling. Den høje kunst-industrielle Standard, der prægede Bornholmeruhret i det 18. og Begyndelsen af 19. Aarhundrede, hvor de lueforgyldte med Graverarbejde smykkede Metalskiver og Uhrhusets Udsmykning med malede bibelske og nordisk-mytologiske Emner omgivet af Blomster- og Engledekoration - alt ganske vist udført i en naiv, men tilforladelig Maner - stod som en sidste Hymne til den glade, farverige Rokokotid, en Udløber nærmest knyttet til Ludvig XVI.-Stilen, men omformet og uddybet paa et sundt, nationalt, hjemligt Grundlag.

Men denne hjemlige, solide og hjertevindende Hygge fejede Napoleonstiden bort til Fordel for Empirestilen (Kejserstilen), hvori Tandsnittet og Sejerskransen blev det dominerende dekorative Moment. Denne Stil blev omplantet paa dansk Grund og, præget af Tidens Fattigdom, i sit spidsborgerlige og snobbede Sneversyn, kaldet den borgerlige Empire. Ogsaa Bornholmeruhret blev beæret med dens parveneu-agtige Forlorenhed. Uhrskiven skulde nu være cirkelrund - en passende Basis for den napoleonske Laurbærkrans - og hertil kom ofte en tilsvarende Udrunding af Uhrhusets øverste Del. De strengt gennemførte lodrette Linier, der udmærkede de ældste Bornholmeruhres Huse, forrykkede ogsaa den nye Mode for Husets Underdels Vedkommende. Dennes Sider gaves en skraa - opad sammenmenløbende - Retning, et stiliseret Minde om, at Soldaterkejseren havde skuet Ægyptens Pyramider, og for at gøre Billedet fuldkomment anbragtes paa Underdelens Forside et "dekorativt" Laurbærdraperi til Minde om Sejren i den fjerne Orient. Forlorenhed kan det vel nok kaldes at optage en Slig Stil, der intet havde med Bornholm eller Bornholmerne at gøre, og, selvom en af Kunstens Grundsætninger er den Sandhed, at ethvert Kulturfremskridt opstaar ved, at det hjemlige paavirkes af det fremmede, har denne Stil ingen naturlig, hjemlig Jordbund, der berettiger dens Kultus, allermindst til "Udsmykning" af Bornholmeruhrene. Thi, som det i det foregaaende er nævnt, vort Lands Forbund med Napoleon, den syvaarige Krig, Statsbankerotten og Tabet af Norge m. m. bevirkede en aarelang Ødelæggelse af den bornholmske Uhreksport, for hvilket der sandelig var ringe Grund til at opsætte Sejrherrens Symbol, Laurbærkransen, som et i de følgende Aartier misforstaaet Dekorationstræk paa de national-bornholmske Uhre. Forlorenhedens Følgesvend i Kunsten -Tarveligheden - fremstod da ogsaa i det hele Fabrikat. Uhrskivens hidtil gedigne Metalarbejde med dets Gravørkunst afløstes af et fabrikmæssigt drevet Malerarbejde -køn-røgsorte Tal paa hvid Bund. Trængt af en daarlig Samvittighed opfandt man den latterlige Grund, at det var, fordi gamle Folk ikke paa Metalskiverne kunde se, hvad Klokken var. Nej, Blindheden havde en ganske anden Adresse - De i Træskærerarbejde, over en og samme Skabelon, udførte Kranse og Hængedrapperier med den paamalede, dystre, monoton, Strøgfarve, kunde paa langt nær ikke erstatte 4 gamle Slagklokkers morsomt varierede, personligtprægede - om Kærlighed til Opgaven vidnende -haandmalede og i klare Farver anlagte Dekoration, der ej blot ikke anvendtes i den nye Epoke, men endog maatte lide den Tort i mange Tilfælde at blive overmalet, kvalt af den dystre Smørefarve.

Den nye Tids Løsen var, at alt, selv paa Bekostning af Ægtheden, skulde være billigt; den demokratiserende Luftning, der, styrtende Enevælden, blæste gennem Landene og satte sine Spor i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, kom ogsaa i stigende Grad til at præge Livsvilkaar og Erhvervsliv. I det her behandlede Emne blev Slagordet: "Hvert Hjem sit Bornholmeruhr". Men desværre udartede dette i sig selv smukke Formaal sig til den foran skildrede Nedgangsperiode, hvori Aarsfabrikatet, der oprindelig var resulteret i nogle Hundrede ægte og ædelt skabte Patriciere i Kunstindustriens Samfund, nu repræsenterede lige saa mange Tusinde forlorent udstyrede Plebejere. Og netop dette Forhold, den billige Masseproduktion, slog det bornholmske Uhrbyggeri ihjel; thi her kunde Udlandets Fabriker gennemføre deres langt bedre økonomisk grundfæstede Konkurrence. Afsætningsforholdene for den bornholmske Uhrindustri i 1850eme var almindelig saaledes, at den ofte fattige Uhrmager maatte sælge sit Produkt, saasnart det blev færdigt, og fik af Købmanden eller Skipperen 7 a 8 Rdl. for et Stueuhr med "Futteral" (Uhrhus); men der skulde tages Varer for mindst det halve Beløb. Skipperen kunde da i København afsætte Uhret for ca. 11 Rdlr., men ligeledes for en stor Del paa Byttehandel. Da de europæiske Stormagter i 1855 indvikledes i den saakaldte Krimkrig, og Danmark i de nærmest følgende Aar fik sin Landbrugs- og Pengekrise, gav dette den bornholmske Uhrindustri Dødsstødet. Endnu 1857 meddeler en Bornholmsbeskrivelse,²⁹⁾ at "ca. 50 Personer tilvirker Uhre", men i 1858 bekendtgør "flere Rønneuhrmagere" i den stedlige Avis, at de "ophører med Uhrmageriet paa Grund af de daarlige Tider". Og i de følgende Aar fulgte de fleste nationale Uhrbyggere disses Eksempel.

Kun ganske enkelte - og betegnende nok de dygtigste - holdt endnu den gode Tradition fra Bornholmeruhrets Glansperiode vedlige. Her skal særlig mindes Hans Peter Ipsen. Han var født i Rønne 22. Januar 1811 og ægtede, 22. Juni 1841, Karen Holm (1804-1863), en Datter af Skipper i Rønne, Jørgen Peter Holm. Ved sit Svogerskab med Snedkermester Hans Peter Bidstrup (Grundlæggeren af det ansete Byggefirma, der havde ægtet Søsteren, Karen Elisabeth Ipsen, traadte han ind i en Kreds af dygtige og formaaende Haandværkere, hvori han smukt hævdede sin specielle Branche. Hans med teknisk Fuldkommenhed opbyggede Uhrværker, 8 Dages Stueuhre med Kvarterslag, Minutviser og andre mekaniske Finesser, eksporteredes ikke blot til København, men ogsaa til Flensborg og Hamborg, indtil Krigen 1864 ødelagde denne Chance. Men Erstatning herfor fik H. P. Ipsen i de indenrigske Autoriteters Anerkendelse. Som Taarnuhrfabrikant samarbejdede han med den kendte Bertram Larsen i København og udførte bl. a. et Taarnuhr med fire Skiver til Sorø Akademi. H. P. Ipsen, der boede i Bakkestræde, døde 5. Maj 1874. Et af hans smukke Stueuhre er endnu 1 Slægtens Eje, tilhørende Jernstøber Karl Bidstrup. Uhrmager Chr. Jensen i Larsegade lavede ogsaa paa hin Tid adskillige Taarnuhre. Meget kendt blev Uhrmager Findanus Petersen, f. 1818, Folketingsmand for Bornh. l. Valgkreds 1851-55, boede først i Rønne, senere i Nexø og København, hvor han døde Aar 1900.

En Mand, der maa nævnes paa dette Sted, er Skoleinspektør A. Hjorth, Rønne Haandværker- og Industriforenings første Formand (fra 29. Juni 1862 til 31. Oktober 1867) og senere Viceformand (fra 31. Oktober 1867 til 26. Marts 1868) samt i 17 Aar Medlem af Bestyrelsen. Hjorth virkede meget for Uhrmagerne som en Slags teknisk Konsulent lærende dem Physik og Mekanik, og til Genrejsning af den nationale Industri foreslog han Dannelsen af et Andelsselskab, der skulde anlægge Fabrikslokale og indkøbe Maskiner m. m. Men Uhrmagerne, der hver i sin Stue altid havde drevet Uhrmageriet som en Hjemmeindustri, kunde ikke gøre sig fortrolig med Hjorths Plan, der saaledes blev skrinlagt. Men Mindet om Hjorth bør ikke savnes i denne Bog. Han døde 1904 og er begravet paa Rønne Kirkegaard, hvor taknemlige Elever og Venner har rejst et anseligt Mindesmærke paa hans Grav.

I 1894 skrives, at der nu kun er en eneste Mand tilbage, som befatter sig lidt med Klokkebyggeri. Det eneste Livstegn, denne synes at mærke, er, at der i den seneste Tid har været "et forholdsvis stærkt Begær efter Stueuhre efter Model og Udstyrelse af ældgammel Oprindelse. Der er saaledes fremkommet Forespørgsler og Bestillinger paa saadanne Stue-Uhre fra forskellige Steder i Danmark og Udlandet, særlig fra Amerika, hvorhen der ogsaa er sendt nogle Stykker, som synes at vække en Del Opmærksomhed".³⁰⁾

Den allersidste Udøver af Klokkebyggeriet i forrige Aarhundrede var Uhrmager H. P. Dam i Skarpegade. Muligvis kan følgende lille sandfærdige Solstraalefortælling, oplevet og genfortalt i Erindringen af Kunstneren Kr. Zahrtmann, knyttes til Dams Navn. Her er den: Første Juleskib, 22. eller 23. Decbr., fra København mødte - en Gang i 1890erne - ved Udløbet af Sundet en Storm og maatte søge ind i Trelleborg Havn. Det blev saa stærkt Lavvande, at. det maatte ligge her som i en Fælde til l. Juledag og se Juleaftenskibet dampe forbi Havnen hjem til Bornholm. Ombord var en Rønneuhrmager, og han benyttede Fængselstiden i Trelleborg saa godt, at han fik sig en Bestilling paa et Kirkeuhr til en af de svenske Kirker der paa Egnen.

Bornholmerdamperens ufrivillige Fængsel i den grunde Havn kan yde Symbolik til det Lavvande, den bornholmske Uhrindustri da var inde i. En enlig Svale var dens Udøver, langt fra at varsle nogen Sommer, og i Offentlighedens Bevidsthed brillerede den ikke. Museumsiespektør P. Haubergs iøvrigt udmærkede Bog "Bornholm" - den er i Dagspressen karakteriseret som en af de fortrinligste Rejsebøger, der overhovedet er skrevet paa Dansk - udkom første Gang i 1879 og i tredie Oplag 1894; den nævner blot den nøgne Kendsgerning: "Tidligere var Fabrikationen af de saakaldte "bornholmske Uhre" af ikke ringe Betydning, men har tildels tabt sig i Tidens Løb".

Uhrmager H. P. Dam er Mester for det Luksusuhr, der, skænket af Dr. Kabell, findes paa Bornholms Museum. I Karakter og Udstyr ligner dette Uhr dog ikke det gamle Bornholmeruhr, men er et Eksempel paa forsøgsvis at samstemme noget af den gamle Stil med det moderne, polerede og med Billedskærerarbejde prydede Møblement - et Forsøg, der ikke synes at falde heldigt ud.

Bornholmeruhrets gedigne Metalskive og hele rolige, vel afstemte Fremtoning føles nu engang ikke i godt Selskab med skulpturoverlæsset Snedkerarbejde, Glasdøre osv. Men i sin fine Udførelse og højt udviklede Uhrteknik er nævnte Stykke Kunsthaandværk alene af den Grund en Seværdighed.

H. P. Dam levede endnu langt op i 1900-Tallet. Om hans Betydning som Bindeled mellem Fortid og Fremtid skal følgende, sidste Afsnit fortælle.

Men ogsaa udenfor Rønne fostrede Bornholm adskillige Klokkebyggere, hvoraf her blot skal nævnes enkelte. I Dansk Folkemuseum findes et bornholmsk Væguhr mærket "Søren Høg No.2" ; det opgives at stamme fra Rø Sogn. (Paa Bornholms Museum findes flere lignende Væguhre fabrikerede paa Bornholm.) Blandt dygtige Landuhrmagere i forrige Aarhundrede var Holst i Vestermarie og Beth i Klemensker. I sidstnævnte Sogn maa ogsaa i vor Tid nævnes Uhrmager Hans Sonne som mangeaarig Reparatør og Samler af bornholmske Uhre; han er en øvet Kender af de gamle Uhres tekniske Historie.

Kendt i videre Kredse blev Uhrmager Jens Peter Møller i Allinge (1818-1891). Foruden sin Virksomhed med Istandsættelse af gamle 8 Dages Uhre og Bygning af enkelte nye (bl. a. udførte Møller Taarnuhret til Allinge Kirke), plejede han sin digteriske Aare. Blandt hans trykte Sange er: "Velkomsthilsen til Studenterforeningen ved Ankomsten til Hammershus d. 19. juni 1866", "Hilsen fra Hammershus til Christian IX og Dronning Louise ved deres Besøg den 23. Aug. 1873" samt en Sang i 1858 " Til 200 Aars Dagen for Printzenskjolds Drab". I 1867 udgav Møller en Samling "Folkesagn og andre mundtlige Minder fra Bornholm".

Det var I. P. Møller, der i 1868 fandt den Runesten - Bornholms smukkeste - der nu staar ved Brogaardsbroen paa Rønne-Hasle-Vejen.

VIII. BORNHOLMER-UHRET I NUTIDEN

Da den gamle Uhrmager H. P. Dam som den sidste paa Skansen af de gamle Uhrbyggere i Rønne træt af Alderdom havde nedlagt Hvervet, var Bestyrelsen for Bornholms Museum opmærksom paa Betydningen af at sikre sig de til den minderige Hjemmeindustri knyttede Redskaber og Maskiner. Ved Aar 1907 skete en Henvendelse til Dam herom, og Mekaniker Marcus Larsen, der siden sin tidligste Ungdom havde repareret og renset gamle Bornholmeruhre, foretog en Registrering og sagkyndig Gennemgang af de mange Enkeltgenstande samt var Museet behjælpelig med Udstillingen heraf. Men Museets mangeaarige Formand, Professor Mathias Bidstrup, tog Anledning heraf til at opfordre Mekaniker Larsen til forsøgsvis at genoptage det nedlagte Uhrbyggeri. Som Betingelse stillede denne bl. a. at faa til Laans en af Museets Inddelings- og Fræsemaskiner, hvilket tilstodes, da Nyanskaffelse af Maskiner og Redskaber var ret kostbart. Nu søgte Marcus Larsen Undervisning hos gamle Dam, lærte bl. a. at støbe de forskellige Dele af Uhrmekanismen, til en Begyndelse ikke helt tilfredsstillende, men senere, efter at have modtaget yderligere Undervisning af en Metalstøber paa Bornholms Maskinfabrik, saa godt, som det kan ønskes. I Løbet af en halv Snes Aar har Hr. Larsen fabrikeret 17 nye Uhrværker af samme Teknik og Stil som de gode gamle Bornholmeruhre, og de er alle solgte. Prisen for et Værk med Metalskive har været 200 Kr., med malet Skive 150 Kr. Et Uhrhus overlader han Publikum selv at skaffe - alt efter Smag og Behag. Tilmed har Marcus Larsen foretaget enkelte Forbedringer i Uhrværkets Teknik. I de fleste gamle Bornholmeruhre er Gangværket saaledes indrettet, at Uhret standser, medens man trækker det op. Værket staar stille saa længe. Dette ikke videre heldige System er i de nye Larsen-Værker forbedret ved, at et saakaldet "Kontraspær" efter tysk Forbillede er indsat, saaledes at Værkets Gang ikke kan standses af Optrækningen. Ligeledes findes Valserne i de gamle Uhre ofte at være af Træ, kun beklædt med en tynd Skal, "Folio", af Messing, hvilket ikke er i Stand til at bevare den nødvendige, nøjagtige Cirkelform. Valserne i disse nye Værker er imidlertid udelukkende af Messing, saa svært, at det umuligt kan forandre sin Form. Hr. Larsen har for Tiden flere nye Uhrværker under Arbejde. 3 af disse vil blive udstillet paa den fra 29. Juni til 29. Juli planlagte Haandværks- og Industriudstilling i Rønne, de to i Uhrhuse, forarbejdet af Snedkerfirmaet Jespersen & Nielsen, det tredie Værk anbragt i en Glasmontre, saaledes at Publikum kan følge Mekanismens Gang. Foruden almindelige Tidsvisere er nogle af Larsen-Uhrene fabrikeret med Kvarterslag, Dato, Ugedag, Maanedsviser (Nymaane, første Kvarter, Fuldmaane, sidste Kvarter), Sekundviser, Vækker osv.

Her bør ogsaa nævnes et andet Bornholmeruhr af Nutidsfabrikat, der vil blive at se paa den kommende Udstilling. Det er et overordentligt smukt og sindrigt Stykke Husflidsarbejde, udført af Smed ved "De forenede Granitbrud" Aug. Nielsen. Dette Fritidsarbejde, paabegyndt for en Snes Aar siden og fuldført i Løbet af et Tiaar, har foruden Time-, Minut- og Sekundviser tillige Mekanismer, hvorved kan aflæses Dato, Maaned, Ugedag, Dagens Numertal af Aarets 365 eller 396 ! (Skudaar) Dage, Aarstal samt Maanens forskellige Facer m. m.

Ogsaa Maskinfabrikant I. V. Ancher i Hasle har i de senere Aar med stor Dygtighed optaget Fabrikation af Bornholmeruhre efter original Model, hvilket Publikum paa den kommende Udstilling vil faa Lejlighed at se.

FORTEGNELSE OVER BORNHOLMSKE UHRMAGERE
(Hvor intet andet bemærkes er Hjemstedet Rønne).
()Aar, hvor vedkommende vides nævnt. De øvrige Tal: Fødsels- og Dødsaar.

NOTER OG LITERATURKILDER

1. L. de Thura: Bornholms Beskrivelse 1756, S. 40.
2. Manuskript i Bornholms Museum; optrykt i Bornholmske Samlinger III Bind, 1908, S. 174.
3. Samme Sted, S. 136.
4. Johan Ottosen: Vor Historie, 1901, S. 103.
5. Fundet af Amtslæge Giese (hos den 93-aarige nu afdøde Enke efter Kæmner Chr. Hoffmann) og afleveret til Rønne Borgmesterkontor.
6. Rønne Skifteprotokol 1753-80, Fol. 370 a, i Landsarkivet for Sjælland m. m.
7. Konduktør Hammers store Bornholmskort udarbejdet efter kongelig Ordre i Aarene 1746-50.
8. Rønne Købstads Taxationsprotokol i Landsarkivet.
9. Rasmus Rauffn: Chronica Boringiaca, Manuskrpft 1671; det kgl. Bibliotek.
10. I. I. Kronstrøm: Uhrets Historie gennem Tiderne, Hus og Hjem, 20. Aarg. No.32; O. Lutken: Menneskeaandens Sejre, 1904.
11. L. de Thura: Bornh. Beskr. 1756, S. 97.
12. Rønne Kæmnerregnskab (Byens Bog).
13. Ny Kirkes Regnskabsbog.
14. Rønne Skifteprotokol 1736-1754, Landsarkivet for Sjælland m. m,; Bornholmske Samlinger II Bind, 1907, S.41.
15. Julius Bidstrup: Stamtavle over Familierne Hauberg og Arboe.
16. I Landsarkivet for Sjælland m. m.
17. Dr. M. K. Zartmann: Det bornholmske Uhrmageris første Oprindelse, .Bornholms Social-Demokrat. 11/2 1923.
18. Jul. Bidstrup: Stamtavle over Familier Hauberg og Arboe.
19. Kapt. O. E. Sonnes Optegnelser, Bornh. Saml. VII Bind, 1912, S. 113.
20. Rønne Kæmnerregnskab (Byens Bog).
21. Jul. Bidstp.: Stamtavle over Familien Madvig, 1884, S. 13.
22. Jul. Bidstp.: Stamtavle over Familien Kofoed A, 1886, S.142.
23. F. Thaarup: Bornholms Amt, 1810 og 1839.
24. Rawert og Garlieb nævner 1819, at de 14160 Rdlr. Eksportsum før 1806 repræsenterer 885 Uhre. Dette passer ikke med de anførte Priser og er mulig en Trykfejl.
25. S. Kabell: Rønne Dilettantkomedie de første 75 Aar, Bornh. Saml. I Bind, 1906, S. 101.
26. Rønne Haandværker- og Industriforenings Jubilæumsskrift, 1912, S. 5-9.
27. F. Thaarup: Bornholms Amt, 1839, S. 292 fg.
28. Samme Kilde.
29. C. Brunnius: Konstantekninger under en Resa til Born. holm.
30. Ifølge en i Bornholms Museum værende optrykt Dagbladsartikel.