ANIMEREDE KALKMALERIER - Udarbejdet af skole-kirke-samarbejdet.
Et tværkommumalt skole-kirke-projekt for 4.-5.klasse - Foråret 2006

Projekt ”BØRN FORTÆLLER LOKALHISTORIE” i samarbejde med
Rosenholm Billedskole
Animationsværkstedet i Viborg
Skole-kirke-samarbejdet i
Ebeltoft-Rosenholm-Rønde


Projektets idé og mål
Middelalderens mennesker kom fra huse, der indvendig var sodede og tjærede. De kendte ikke til billeder på vægge og lofter. Kun i kirken og på slotte og herregårde var der billeder at se. Når landsbyens mennesker søndag trådte ind i det vældige kirkerum til gudstjeneste, befandt de sig til gengæld midt i et helt billedunivers med himlen og jorden og helvede under jorden, højtidsverdenen med kirken og den bibelske historie og rækken af helgener og dagligverdenen i huset og på marken, natur og overnatur, det gode og det onde, nutid og fremtid og tidens ende.

I kalkmalerierne på vægge og hvælvinger i kirkerummet var det hele til stede. Tilmed i farver og former, som sammen med fakler og tællelysenes flakkende skær på murene gav et nok så levende indtryk. Skrift og læsning var gejstlighedens mulighed. Billeder var og blev fattigmands bibel - og måske også et pædagogisk indslag i hans moralske og åndelige opdragelse. Men billederne var givetvis mere end det. De var sat i glæde og ud af det håb, som kirken og det kristne univers tegnede over livet i verden. Og for menigmand var kalkmalerierne ikke bare illustrationer, men de var historien selv, virkeligheden, som her blev nærværende for den, som så og deltog i kirkens gudstjeneste. Middelaldermenneskets univers til stede i tegning og maling. Angsten, de allesteds lurende farer og kirkens herre og den tro og det håb, han bragte.

Hvis vi skulle tegne livet og vores univers i dag, ville det blive anderledes - og billedernes status vil være en anden. For det første ligger der ud over den historiske udvikling for os et helt andet verdensbillede bag - og sammenhængende med det er vi holdt op med at se alting samlet. Vi anser det simpelthen for umuligt, at alt kan rummes i eet billede. Men måske kunne det være ganske sundt at prøve at tegne et billede af livet og vores univers, hvad vi frygter og tror på og håber på?

Undervisningsprojektet ”Animerede kalkmalerier” vil give eleverne en førstehåndserfaring af det stykke historie og kultur, som kalkmalerierne fra midten af 1000-tallet til omkr. 1500 repræsenterer.

Samtidig åbner projektet for et stykke grundfortælling og en billed-verden, først og fremmest for at eleverne skal have en mulighed for at gribe den og bruge den i deres eget personlige udtryk. Altså:
Levende kalkmalerier 2006 – tilmed animerede til et filmprodukt.

Endelig vil projektet ud over den symbolsk sammenbindende form på tærsklen til en ny storkommune helt konkret bringe eleverne rundt for at opdage betydning og værdi i andre lokalområder – og måske endda skabe kontakter mellem klasser på tværs, formidlet gennem projektets sag.

”Animerede kalkmalerier” er del af børnekulturprojektet ”Børn fortæller lokalhistorie i en ny stor kommune”, som Rosenholm Billedskole og Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder står bag. Baggrundsmaterialet er udarbejdet af Skole-kirke-samarbejdet i Ebeltoft-Rosenholm-Rønde.


Besøg i kirken.

I undervisningsforløbet indgår et kirkebesøg, hvor eleverne oplever kalkmaleriet og hører dets historie. Læreren foretager selv denne ekskursion med klassen. Den lokale præst kan eventuelt kontaktes og være til stede som konsulent.

Baggrundsmaterialet til læreren skulle i øvrigt være tilstrækkeligt til at give eleverne en indføring i kalkmaleriernes historie og teknik, samt den fortælling, der ligger bag det konkrete kalkmaleri.

Projektets fire kalkmaleri-kirker og fortællinger er:
- Marie Magdalene kirke med lignelsen om Verdensdommen.
- Hornslet kirke med fortællingen om jagten på den hellige gral.
- Hyllested kirke med fortællingen om skabelsen og syndefaldet.
- Feldballe kirke med legenden om Sct. Jørgen og dragen.

Ideer til fremgangsmåden ved kirkebesøget.

- Læreren giver en kort introduktion til kalkmalerikunsten.
- Eleverne går derefter på opdagelse i kalkmaleriet. Hvad ser de? Det gælder om at få så mange deltaljer som muligt.
- Eleverne tegner detaljer – fordelt mellem dem, igen så mange som muligt.
- Eleverne prøver sammen med læreren at ”læse” kalkmaleriet – og får til sidst fortalt den fortælling, det vil udtrykke.

KALKMALERIER

Historie og teknik
Først gik murerne og stenhuggerne i gang. Når de havde opført kirken, kom tømmerfolkene og lagde loftsbjælkerne og rejste tagværket. Så blev taget lagt, måske af egespån, måske af stenmateriale, siden bly.

Så ankom kalkmalerne. I begyndelsen har det været håndværkere fra lande syd for Danmark, hvor teknikken havde været kendt i århundreder. Herfra kom også de modelkataloger, som malerne tegnede deres billeder efter. Men efterhånden fik landet sine egne kalkmalerværksteder med hver deres modelkatalog. Det er sådanne værksteder, det handler om, når man taler om "Elmelunde-mesteren" eller "Brarup-mesteren". Mesteren har sikkert virkelig været "mesteren", der udførte de vanskeligste opgaver, men ellers har arbejdet været fordelt mellem værkstedets øvrige håndværkere alt efter deres "speciale". En var måske god til at male dyr, en til at male ansigter, en til at male ornamentik.

Når mureren havde lagt stenene i grov fugemørtel, var den ofte flydt ud over stenene. Denne puds havde man glattet. Oven på den lagde kalkmalerne en grovpuds, som efter let tørring blev forsynet med mange hak med en pikhammer. Det var, for at pudsen kunne binde den fine og tyndt pålagte (½-1 cm) malepuds, intonaco-laget. Malepudsen var en blanding af fint, vasket bakkesand (den måtte ikke indeholde urenheder, mindst af alt salte, som helt kunne spolere maleriet) og en grød af læsket kalk. Når malepudsen var lagt på, blev den glattet og derefter "glittet", dvs. man presser med murskeen på den våde og efterhånden smidige puds, således at de finere sandkorn presses ind mellem de grovere sandkorn, samtidig med at kalkvand presses op i overfladen. Ved gentagen glitning bliver overfladen helt marmoragtig i karakteren og meget fin at male på. Pudslaget kan holde sig velegnet til fresco-maleri i højst fem-seks timer, dvs. det var afgørende, at man kun lagde puds op til et dagsværk. Hvis pudsen blev for tør, kunne farven ikke binde i materialet.

Måske har maleren lavet en skitse, men papiret var endnu ikke kommet til landet, så der var kun stof og det dyre pergament at tegne på. Ofte har skitsen været lavet på væggens grovpuds, inden det blev dækket af den egentlige malepuds. Når det endelige maleri skulle lægges op, tegnede maleren først med en tynd, langhåret pensel konturer op , som derefter blev farvelagt - som i en malebog - med en tættere, rund kost. Det er gået meget hurtigt med at male et billede. Det var nødvendigt. Det krævede simpelthen fresco-teknikken, for at farven kunne binde. Blev pudsen for tør, måtte billedet hugges ned igen, og maleren måtte begynde forfra næste dag.

Farverne var gul okker, rød brændt okker, trækulsort og hvid (kridt eller gips?), allesammen jordfarver, spædet op med kalkvand, altså det vand, der danner sig over den læskede kalk, når den har stået lidt og er blevet mættet. Nogle farver har ikke kunnet bruges på den glittede, våde puds. Det er blåt, fremstillet af lapis lazuli, en halvædelsten, som indtil 1826 (hvor man fandt ud af kemisk fremstilling) kun blev brudt i en bestemt mine i Afghanistan og havde en pris som guld. Desuden grønt, fremstillet af knust malachit, ligeledes en halvædelsten, og mønje og zinnoberrød. Disse farver er rørt op med bindemiddel (sammenpisket æg) og pålagt den tørre puds i en såkaldt secco-teknik. Da de ikke går i forbindelse med pudslaget, men er "limet" til overfladen, er de mere sårbare end de andre farver. Også bladguld har været anvendt til glorier og andet. Farverne, ikke mindst secco-farverne nedbrydes i årenenes løb. Når vi ser kalkmalerierne i dag, har de altså ikke nær den styrke i farverne, som de oprindeligt havde. Samtidig har middelalderkirkens farvede ruder, der brød lyset, yderligere styrket farveoplevelsen.

Romansk stil
Der er blevet malet i de danske kirker lige fra deres opførelse midt i 1100-tallet og til et godt stykke hen over reformationen i 1536. Man kan gå ud fra, at stort set alle kirker havde kalkmalerier, men mange er i dag gået tabt ved ombygninger og overkalkning. Middelalderens kalkmalerier - såvel som arkitektur m.m. - deler man groft op i romansk stil (1100-1250) og gotisk stil (1250-1400).

Den romanske periode fandt sine forbilleder helt tilbage til den tidlige kirkes byzantinsk-italienske mosaikkunst (400-500). Kalkmalerierne blev malet i kraftige blå, grønne og røde farver, ofte på mørkeblå baggrund. Typisk den tronende Kristus på himmelbuen (majestas-motivet). Der var noget ophøjet, evigt over stilen. Personerne er ubevægelige, uden personlige relationer indbyrdes; de ser ikke på hinanden, men frem for sig; deres proportioner i forhold til hinanden er ikke naturtro, men symbolske, udtryk for deres betydning og status, evige. De skal gøre den himmelske verden nærværende for den, som sidder i kirkerummet og ser.

Gotisk stil
Der sker i løbet af middelalderen et paradigmeskift. Det menneskelige rykker ind i centrum. Inkarnationen (at Gud blev et menneske på jorden i Jesus) bliver det centrale dogme. "Imitatio Christi" (at danne sig efter Kristus) bliver målet for menneskers liv, altså at forsøge at følge Kristus efter med sit liv allerede i denne verden. På billedplanet forsvinder det symbolsk-tidløse. Miljø-tegning, menneskelighed, personlige relationer bliver tydeliggjort. Figurerne optræder nu ikke mere på den evige, blå baggrund, men mere som "tegneserie-figurer" i bevægelse mellem hinanden på de nye krydshælvingers hvide baggrund, dog med rosetter, stjerner, blomster og anden ornamentik i det hvide, udsprunget af middelalder-menneskets frygt for det tomme rum (horror vacui). Der bliver sans for klædedragt, detaljer, ansigtsudtryk, dagligliv og moraliteter i den stadige kamp mellem himlen og dens engle og helvede og dets djævle. En lang række gammeltestamentlige motiver bliver tolket allegorisk som "forløbere" for begivenheder i Jesus-historien. Også opbyggelige helgenlegender får plads på kalkmalerierne.

Kalkmaleriernes univers
Der er en række grundmotiver, som kan følges, først og fremmest i den gotiske periode:
- Den bibelske fortælling har tydeligvis været det strukturerende element i det univers, middelalderens mennesker levede i.
- Legenden og dermed helgenerne har spillet en afgørende rolle for menneskers identitetsdannelse og fromhedsliv. Der var jo tale om mennesker og ikke guddommelige væsner. Helgenens måde at integrere kristentroen i sit liv på kunne man forholde sig til og lægge sig efter.
- Dagligdagsmomentet med markarbejde, kvindearbejde osv. er tydeligt markeret i kalkmalerierne. De foregår ikke i et eventyrunivers, men er udtryk for det, som mennesket i middelalderen oplevede som sin virkelighed.
- Skyld og straf optræder markant i kalkmalerierne. De udtrykker i en slags relief noget om, at grundværdien i livsopfattelsen har været det fuldkomne liv, at gøre Guds vilje - og at mennesket i sin afstand fra det var henvist til kirkens tugt og herigennem håbet om Guds nåde.
- Moral har været en af de sammenhænge, hvor det har været enkelt at forstå noget om, hvad kristendommen skulle betyde i dagligdagen - ligesom etikken stadig er det i dag. De mange billeder af dyd og umoral havde en tugtende, opdragende karakter.
- Den gudsskabte verden - og afgrunden/Helvedet er tydeligt de to punkter, som kalkmaleriernes middelalderunivers er spændt ud mellem. Det gode og det onde, frelsen og fortabelsen, himlen og helvede. Det er det samme univers, som er udtrykt i de ældste folkeviser.
- Verdensbilledet afspejles også tydeligt i kalkmaleriet. "At orientere sig" betød at vende sig mod Orienten, altså mod øst, hvor Kristus troner på himmelbuen og kommer tilbage fra ved verdens ende (jfr. også kirkebygningens øst-vest-retning). Den udfyldende ornamentik markerer den ”horror vacui” (angsten for afgrunden og det tomme rum) som middelalderens mennesker besad.
- Håbselementet i kristentroen er det gennemgående træk i kalkmaleriernes univers. Altså kampen mellem himmel og helvede, skyld/straf og nåde, dyd og umoral er ikke uafgjort i middelalderuniverset, men det er båret af en klar bekendelse til Guds kraft og magt til at frelse og genoprette.

Litteratur:
- Hvordan malede man de romanske kalkmalerier? I Ulla Haastrup (red.): Danske Kalkmalerier 1080-1175, s.28-38.
- Ulla Haastrup: Kirkernes billeder i Per Ingesman (red.): Middelalderens Danmark s.274-295
- Om kalkmaleriernes univers: I Politikens Danmarkshistorie 1989 Bd.5 s.323-35 og Bd.7 s.52-70
- Inger Røgild: Middelalderens kalkmalerier i undervisningen. Religionslæreren 4/98.
- Annette Lerche Trolle: Kalkmalerier i Østjylland. Århus Amt.
- Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens Billeder. Romansk kunst i Danmark. Gad 2003.
- Stig Holsting og Henning Nielsen: Hyllested kirke (eget forlag)
- Kirsten Gammelgaard: Ondskabens betvinger. Sct. Georg i de danske kalkmalerier. Akka 2004.
- Jørgen Aabenhus: En kalkmalers bibelhistorie. Religionspædagogisk Forlag 1999.
- Axel Bolvig: Den nye billedbibel. Gyldendal 2003.
- Axel Bolvig: Bondens billeder. Om kirker og kunst i dansk senmiddelalder.
- Axel Bolvig: Kunsten i kalkmaleriet. Gyldendal 2005.
- Broby Johansen: Den danske billedbibel. De middelalderlige kalkmalerier. Nordisk Forlag 1947.
- Dorrit Lundbæk: Fabelvæsener i sengotisk kalkmaleri i Danmark. Århus 1976
- Niels M. Saxtorph: Danmarks Kalkmalerier. Politikens Forlag 1986.
- Morten Maler. Video, DFI 1989.

Der henvises desuden til kalkmalerier på internettet. På www.kalkmalerier.dk kan man søge på de enkelte kirker og finde deres respektive kalkmalerier.

Bøgerne ”Kalkmalerier i Østjylland”, ”Troens Billeder. Romansk kunst i Danmark” og ”Hyllested kirke” står i skole-kirke-samarbejdets materialesamling i Egegård, Rønde. Bogen om Hyllested kirke findes i klassesæt, 25 stk).

I materialesamlingen findes desuden videoen ”Morten Maler”: en lille dukkefilm (var. 11 minutter) om Morten, en af middelalderens billedmagere, der oplever, at en af hans figurer pludselig får liv. Det er Fanden selv, der træder ned fra væggen og går til angreb på ham. Helvede er løs, men som i alle eventyr, hvor det onde er til stede, klarer det gode sagen til sidst.

Artiklen fra Religionslæreren kan rekvireres fra skole-kirke-samarbejdet.

Henvendelse til skole-kirke-projektmedarbejderen:

Annelise Nymark
Glismosevej 30, Hvilsager
8544 Mørke
Telefon 86 99 70 19
E-mail: skole.kirke.err@teliamail.dk
Hjemmeside: www.err.dk


FORTÆLLINGERNE BAG PROJEKTETS FIRE KALKMALERIER

MARIE MAGDALENE KIRKE

Lignelsen om verdensdommen
I Det Nye Testamentes evangelier taler Jesus gang på gang om ”de sidste tider” og ”dommedag”. Men det er ikke for at rette tilhørernes blik mod henholdsvis et helvede eller en paradistilstand i det hinsidige. Hver gang handler det om at skærpe tilhørernes ansvarlighed over for livet, sådan som de lever det nu. Dommedag og de sidste tider giver livet og menneskers handlinger i livet alvor.

I Mattæusevangeliets kapitel 25 finder vi lignelsen om de ti brude- jomfruer og de betroede talenter, der hver på deres måde opfordrer mennesker til at handle efter Guds vilje, mens tiden er. Lignelseskapitlet slutter med lignelsen om verdensdommen, der ligger bag kalkmaleriernes yndede motiv af Jesus som verdensdommeren. Siddende på himmel- eller regnbuen med

fødderne hvilende på jorden, med glorie og iført kongelige klæder fælder Jesus Guds dom over mennesker og verden. Nådens lilje peger til den højre side, dommens straffende flammesværd til den venstre. På den ene side, frelsens side, går Maria i forbøn hos Jesus for mennesker (på tekstbåndet): Ecce ubera mea quae lactasti (Se, mit bryst, som du har diet). På den anden side, dommens side, går Johannes Døberen i forbøn (på tekstbåndet): Juste judex (Retfærdige dommer). Rundt omkring er mennesker i livets kamp med djævle og synden. Én bærer sit afhuggede hoved, en forbryder måske. Nogle beder på gravens rand. Det er i Mattæusevangeliets lignelse fornægtelsen af Jesus, der betyder syndens fortsat herskende magt over et menneske. Hvorimod det at holde sig til Jesus, i lignelsen i de mindste små, peges ud som menneskets frelse og eneste mulighed for at blive kendt retfærdigt over for Gud og have del i Gudsriget.

Mattæusevangeliet kapitel 25, vers 31-46
”Når Menneskesønnen (Guds søn) kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal han sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise; jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort imod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.”


HORNSLET KIRKE
(Rytterbillede i skibets nordvæg).

Fortællingen om jagten på den hellige gral
Djævelen var oprindeligt en af Guds engle, men han handlede i oprør mod Guds vilje. Altid var Djævelen umærkeligt i gang med det, der var modsat Gud. Til sidst besluttede Gud at støde Djævelen ud af himlen. Der opstod en voldsom kamp. Ærkeenglen Mikael var i spidsen for englene mod Djævelen. Med sin lanse lykkedes det ham at støde Djævelen ud. Men en sten fra Djævelens krone blev samtidig stødt ud. I hans fald mod Helvede faldt stenen ned på jorden.

En mand, en hedning, fandt en dag stenen. Aldrig havde han set noget så blændende smukt. Han dannede af den en skål. Funklende var den, kongeligheden værdig. Og en dag kom den virkelig i kongelig besiddelse. Dronningen af Saba, den mægtige, hørte om skålen. Hun opsøgte den og købte den.

Da dronningen siden ville drage til Israel for at møde kong Salomon, kongen, hvis overvældende visdom var rygtedes helt til Afrika, tænkte hun, at hun måtte tage den allerherligste af sine skatte med. Det var skålen. Blandt Salomos uudtømmelige skatte blev skålen stillet hen. Generationer efter plyndrede fremmede konger og deres soldater Jerusalem og tog de kongelige skatte. Alt fjernede de. Men skålen havde kongens skatmester bragt i sikkerhed et skjult sted i Jerusalem.

På Jesu tid var det en af de jødiske rådsherrer, Nikodemus, som havde skålen i sit skjul. En nat kom han til Jesus for at rådføre sig med ham om troen og det evige liv. Med sig bragte han skålen. Da Jesus siden skærtorsdag aften holdt det sidste påskemåltid med sine disciple, stod skålen på bordet med vinen til måltidet. Da tog Jesus under måltidet skålen i sine hænder, rakte den rundt til sine disciple ved bordet og bad dem alle drikke af den. ”Dette er en gave fra mig til jer, der hænger lige så meget sammen med mig selv som mit eget hjerteblod. Derfor siger jeg ”dette er mit blod”.

Så rejste de sig fra måltidet, og nu fulgte den skrækkelige nat, forræderiets, hånens og torturens nat, til Jesus endte på korset på Golgatha dagen efter. Da han var død, stod tilbage kun kvinderne ved korset og Josef af Arimatæa, en anden af de jødiske rådsherrer, som var kommet til tro på Jesus. En soldat havde stukket Jesus i siden, for at sikre sig hans død. Ud fra såret flød blod og vand. Josef af Arimatæa skyndte sig tilbage for at hente skålen fra skærtorsdagsmåltidet, og i den samlede han blodet der flød fra Jesu sår. Snart oplevede han, hvilken undergørende og frelsende kraft skålen, den hellige gral, besad.

Nu var det Josef af Arimatæa, som blev gralens vogter. Han samlede et ridderskab omkring den. De tilbageblevne disciple, som siden blev afløst af andre. Josef rejste vidt omkring i verden med gralen, og overalt viste den sin undergørende og frelsende kraft.

Men intet menneske var værdigt til at eje den underfulde skål. Den blev af englene løftet op til himlen, indtil den fromme Titurel, søn af en af de ældste frankiske konger, blev valgt til vogter for gralen. Han byggede et tempel, farverigt og kostbart, til den i Frelsens Land i en skovtykning, og han dannede et ridderskab, der skulle værne gralen. Denne egn bliver til et paradis: det menneske, der ser på gralen, får evig ungdom, og hver langfredag flyver en snehvid due ned fra himlen og lægger et indviet alterbrød på gralen, så den får fornyede kræfter. At vogte gralen er den højeste salighed for et menneske.

Men kristenfolket bliver mere og mere ugudeligt. Derfor flytter ridderne gralen og templet til et ukendt sted. Det sted er udvalgte mennesker evigt på jagt efter. Ikke mindst kong Arthurs riddere af det runde bord søger forgæves efter gralen. Men det fortælles om den fromme Percival, en af ridderne, at han efter mange og hårde ridderkampe kommer til slottet Monsalvez, Gralsborgen, og endnu efter en lang række prøvelser viser sig værdig til at blive Gralskonge. Litteratur Sir Thomas Malory (ca.1470): Den hellige gral. Grevas forlag 1997.

Tolkningen af rytterfrisen i Hornslet kirke er usikker. Gralsfortællingen er et muligt bud. Den er valgt til det aktuelle projekt, fordi den er en spændende historie, som er velegnet for eleverne at fabulere videre på og danne indre billeder ud fra. Måske kender børnene temaet fra Indiana Jones og lignende eventyrfilm.

HYLLESTED KIRKE
(Billederne i de fire kapper i skibets østfag)

Fortællingen om
skabelsen og syndefaldet
1.Mosebog kapitel 1-3

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Før var der ingenting. Kun tomhed, nat og mørke. Prøv at forestille jer: kun tomhed, nat og mørke! Da kan ingen noget. Så sagde Gud: Lys bliv til! Og med ét var alting anderledes. Nu var der et sted. Et sted, hvor ting kunne være og blive til - midt i mørket. Og Gud satte skel mellem lyset og mørket. Og han så, at det var godt. Det kunne ikke have været bedre.
Nu var alt med ét helt anderledes. Hvor der er lys, kan der også være liv. Og Gud så, at det var godt. Og det blev aften, og det blev morgen, den første dag.

Og Gud skabte himmelhvælvingen, så himlen er dér, og jorden er her, vandet dér og det tørre land her til planter at vokse på. Det var den anden dag. Og Gud skabte alle planter og træer, alt det, der vokser og grønnes på jorden. Og Gud så, at det var godt. Og det blev aften, og det blev morgen den tredje dag.

Og Gud skabte solen og månen og stjernerne, og han kaldte mørket nat og lyset dag, og noget hverdag og noget fest, så der er tid til at arbejde og tid til at sove, tid til at gå i skole og tid til at holde søndag, jul, påske og pinse. Og Gud så, at det var godt. Og det blev aften, og det blev morgen den fjerde dag.

Så lod Gud vandene fyldes med fisk, og luften fyldes med fugle – på den femte dag. Så sagde Gud: Der skal være alle mulige levende væsener på jorden, og kvæg og krybdyr og alle slags vilde dyr sprang rundt i skove og på marker, på bjerge og i dale.

Og Gud fortsatte: Jeg vil også skabe mennesker. De hænger sammen med dyrene, men alligevel er de noget helt andet. De kan se og høre, men de kan også tænke, og de kan selv skabe og sørge for alt det, jeg har skabt. På det punkt ligner de mig. Så skabte Gud mennesket i sit billede. Han skabte dem som mand og kvinde. Adam og Eva var deres navn. Og Gud satte dem til at passe på det hele. Alle træer og planter og dyr skulle være deres. Lyset skulle de nyde, og holde sig fra mørket. Og Gud så, at det var godt. Og det blev aften, og det blev morgen den sjette dag.

På den syvende dag hvilede Gud fra sit arbejde med at skabe verden. Derfor er der en dag, der er anderledes end andre – og som vi kan bruge på en anden måde end alle de andre hverdage. På den syvende dag skal der gerne være meget lys at hente for os alle sammen. Så der er noget til at møde mørket med – men det er desværre ikke altid, at det går sådan. Det er historien med slangen. Den gemmer vi øjeblik.

Bibelen fortæller videre om mennesket, som Gud havde skabt.
Adam havde Gud sat i Paradisets have. Han kunne bare række hånden ud og tage af Livets Træ i midten og leve. Alle havens træer måtte mennesket spise af. Kun træet til kundskab om godt og ondt skulle mennesket holde sig fra. Det havde jo overhovedet ikke brug for en viden om det onde i Paradisets have. Tværtimod, vidste Gud. ”Den dag, du spiser af det træ, skal du dø”, havde han sagt.

Omkring sig havde Adam alle verdens herligheder, træer, planter, fisk, fugle og dyr. Gud havde sat ham til at give navne til det hele: spurv, giraf, hare. Prøv selv at finde på bedre navne.

Alligevel følte Adam sig mellem alle verdens herlige væsner underligt ensom. Da lod Gud - fortælles det - en dyb søvn komme over Adam, og han tog et af hans ribben og skabte Eva, kvinden, deraf. Og Adam vågnede og så pigen, for første gang en pige, som Gud havde skabt hende. Hans hjerte tog til heftigt at slå, som om der virkelig manglede et ribben i brystkassens gitter. Han gned sine øjne, måske havde han drømt, men sandelig - hun stod der endnu lyslevende. Da udbrød Adam - fortælles det: "Hun er kød af mit kød og ben af mine ben." Og denne gang var det virkelig noget særligt. For Gud havde forud sagt til sig selv: "Det er ikke godt for manden at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham." Og Adam skønnede, at han ikke mere var alene i verden. Og han skønnede på pigen, der stod foran ham - og som han kendte igen, skønt han aldrig havde set hende før.

Adam og Eva var nøgne, men de skammede sig ikke.

Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud havde skabt. En dag Eva kom i nærheden af træet til kundskab om godt og ondt, var slangen der, førend end Eva havde bemærket det. ”Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af noget træ i haven?”, spurgte den. ”Nej”, sagde Eva. ”Vi må minsandten spise af alle træerne, bortset fra det træ, du sidder i. Hvis vi spiser af det, skal vi dø, har Gud sagt.”
”I dør ikke”, sagde slangen, ”men Gud ved, at hvis I spiser af det træ, bliver I ligesom Gud selv.”

Nu så Eva pludselig, hvor fristende frugten på træet så ud. Hun tog af træet og spiste og gav også til Adam, og han spiste. Da forvandledes deres verden med ét. Nu var der ikke længere kun det gode, men det onde havde fået fat i dem. De blev bange, syede figenblade sammen for at beskytte deres nøgenhed. Og da Gud kom i haven om aftenen, gemte de sig.

Gud kaldte på Adam: ”Hvor er du?” ”Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jer er nøgen, og så gemte jeg mig.” Gud spurgte: ”Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg sagde, at du ikke måtte spise af?”
”Det var ikke mig, det var kvinden”, sagde Adam. Gud så på Eva. ”Hvad er det, du har gjort?” Men hun svarede: ”Det var ikke mig, det var slangen”.
Da forbandede Gud slangen. ”Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alle dyr. Jeg sætter fjendskab mellem dig og menneskene. Du skal bide dem i hælen, men en dag skal der komme et menneske og knuse dit hoved.”
Også Evas liv blev et andet. ”Du kommer til at føde dine børn med smerte”, sagde Gud til hende, og til Adam sagde han: ”Der bliver arbejde med at rydde tidsel og tjørn af jorden og skaffe afgrøde fra marken. Fra nu af må du slide for føden, indtil du vender tilbage til jorden. For jord er du, og til jord skal du blive.”
Så gav Gud Adam og Eva tøj på kroppen og sendte dem ud af Paradisets have. Tilbage kunne de ikke vende. Gud satte keruberne med lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.

Adam (efter uddrivelsen af paradiset), der i sit ansigts sved fælder træer og opdyrker jorden.

FELDBALLE KIRKE

Legenden om Sct.Jørgen og dragen
Sankt Jørgen eller Georg levede omkring 300 og blev en af de kristne martyrer. Han var højtstående ridder og soldat i kejserens hær, indtil han gik over til den kristne tro. Det var kejser Diokletian, der blev hans modstander, og i hans helgenlegende fortælles, hvordan kejseren måtte bruge mange forskellige, bestialske forsøg, før det til sidst lykkedes ham at få Sct. Jørgen slået ihjel.

Ud af legenderne om Sct. Jørgens tapperhed og ubøjelige kristentro over for kejserens angreb udviklede sig legenden om Sct. Jørgen og dragen, der blev en af de meget populære helgenlegender i Danmark. Den er afbildet i en lang række kirker.

I nærheden af byen Silene i Kappadokien i det sydøstlige Lilleasien var der en stor sø. I søen boede der en giftig drage. Gang på gang havde den drevet hele folket på flugt, når det drog bevæbnet ud for at gøre det af med den. Dragen kom så hen til byens borgmur og forpestede alt med sin giftige ånde, så mange døde af det. Kravet fra dragen for at frede byen var, at borgerne hver dag skulle levere den to får.

Men da fårene begyndte at slippe op, blev man i byen enige om, at man dagligt skulle ofre et menneske og et får til dragen. Altså kastede man lod om, hvem man skulle give til dragen, og ingen kunne slippe udenom.

Da skete det en dag, at loddet faldt på kongens eneste datter Kleodelinde. Kongen blev ude af sig selv og sagde: ”Tag mit guld og mit sølv og det halve af mit kongerige, men lad mig beholde min dattter, så hun ikke skal dø så jammerligt.” Da blev folket ophidset og sagde: ”Konge, du har selv givet den ordre. Vi måtte alle miste vores børn, og du vil beholde din datter? Hvis du ikke opfylder den lov, du selv har givet, ved at ofre hende, brænder vi dig og dit hus.”

Da kongen så deres vrede, sagde han: ”Jeg beder jer, lad mig beholde hende blot otte dage endnu.” Men efter otte dage kom hele folket og råbte fuldt af raseri: ”Hvorfor lader du dit land gå til grunde for din datters skyld? For vi kommer alle til at dø for dragens ånde.” Da indså kongen, at han ikke magtede at redde sin datter. Han lod hende iføre kongelige klæder, omfavnede og kyssede hende, og hun begav sig på vej til søen.

Da kom ridderen Sct. Jørgen ved et tilfælde ridende forbi. Han så, at prinsessen græd, og spurgte hende, hvad der var i vejen. Hun svarede: ”Gode ridder. Flygt så hurtigt, I kan, ellers vil I gå til grunde sammen med mig.” Sct. Jørgen sagde: ”Jeg vil ikke forlade dette sted, før du siger mig, hvad der er i vejen med dig.” Da fortalte Kleodelinde ham alt. Men Sct. Jørgen sagde: ”Kære datter, vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig i Kristi navn.”

I samme øjeblik løftede dragen hovedet op af søen. Jomfruen råbte i skræk: ”Flygt, gode herre, flygt, så hurtigt I kan”. Men Sct. Jørgen sprang på sin hest, gjorde korsets tegn for sig og red mod dragen, der kom lige imod ham. Han svang sin lanse med stor kraft. ”I Guds navn”, råbte han og ramte dragen så hårdt, at den styrtede til jorden.

Så sagde Sct. Jørgen til prinsessen: ”Tag dit bælte og kast det om dragens hals.” Hun gjorde, som han sagde, og dragen fulgte efter hende ind i byen som en lille tam hund. Sct. Jørgen sagde til folket: ”I skal ikke mere være bange. Gud har sendt mig til jer, så jeg kan befri jer fra denne drage. Tro på Kristus og lad jer døbe, så vil jeg slå denne drage ihjel.”

Da lod kongen sig døbe og alt folket med ham. I alt blev 20.000 mennesker den dag døbt. Sct. Jørgen trak sit sværd og slog dragen ihjel.

Kongen lod bygge en smuk kirke til Jomfru Marias og Sct. Jørgens ære, og på alteret udsprang en sprudlende kilde, der helbredte alle de syge, som drak af den. Kongen tilbød Sct. Jørgen umådelige skatte, men han lod dem dele ud til de fattige. Så hilste han kongen og red derfra.

Litteratur:
Kirsten Gammelgaard: Ondskabens betvinger. Sct. Georg i de danske kalkmalerier. Akka 2004.
Birte Andersen: Sankt Georgs kamp. Præsteforeningen Blad 1995/19 s.409-18.