Men
så anmeldte socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen os til
politiet. Hun siger selv på den båndede samtale med mig, som blev
fremlagt i retten, at denne politianmelmeldelse skete ved en privat
middag, hvor hun, som øvreste inden for socialforvaltningen på
Frederiksberg anmeldte os til politimesteren på Frederiksberg.
Hun var hans borddame. Han havde hende til bords. Hun spillede dobbelt.
Båndet blev afspillet i retten under hendes påhør og hun anerkendte, at
det var hendes stemme..
Og så den !8.3.1992 kom så
Frederiksberg politi og ud i vor lægepraksis, igen lige midt i
konsultationstiden. Voldumvej blev afspærret i begge retninger. De slog
mig bevidstløs og bar mig ud i en ventende politibil- en kassevogn og
lagde mig i bunden af denne bil og kørte mig under udrykning til
Frederiksberg hospital.
Når en patient køres under udrykning til
hospital, skal der køres til en af de nærmeste hospitaler. Men det
gjode Frederiksberg politi ikke.
Man arresterede også min 67 årige
syge mand, der to gange har haft blodprop i hjernestammen og havde
meget højt blodtryk. Ham satte man i isolation.
Og man arresterede
både vor mandlige sekretær, som man lænkde sammen med en voken datter,
der var på besøg. De to blev fastgjort til hinanden så håndjernet blev
låst med på højre håndled af begge, således at de måtte snurre rundt
omkring hinanden, da de blev gennet ud i en af de mange politibiler,
der var kommet til stede.
Patienterne der var i venteværelset
og de, der var på vej til os fik besked om at gå hjem og finde en anden
læge, for vi kom ikke tilbage som praktiserende læger.-
Vores
egen lille 8-årige .datter blev derefter gennet ud på gaden og
efterladt frysende og grædende på vejen, for hun var blevet jaget ud,
da der nu efterfølgende skulle foregå ransagning af hele huset på
Voldumvej. Man ledte slet ikke efter børn, men var kun interesseret i,
hvad vi havde om sagen. De medtog kasettebånd, videobånd, billeder
fotos af børnene, der hang på væggen og sagsakter. Som vi kun fik
en meget lille del tilbage af.
Der var ingen dommerkendelse hverken til anholdelserne eller til den nye ransagning..
Denne
blev så efterfølgende givet af Frederiksberg dommeren., hvor der har
været afholdt hemmelige retsmøder, hvor hverken vi eller vor advokat
var tilsagt. Tværtimod var der kendelser, at advokaten ikke måtte
adviseres.
Bilag 9. De talrige politirazziaer hos os, vore voksne børn, naboer og venner..
Bilag
7 Samarbejdet mellem ménédersken , Grethe Schack Nielsen og
Frederiksberg kommune. Dette bilag hørte til blandt de i kommunen
makulerede bilag. Det er overgivet os fra den biologiske mor.
Komplotsagen ikke den eneste i Danmark.- Ikke den første og ikke den sidste. Men en typpisk dansk sag.
Hovedsædet for sagen er den topstyrede konservative kommune, Frederiksberg.
En sag, hvor alt var aftalt spil- alt var planeret i mindste detalje.
Kommunen ville af med mig, der havde kritiseret deres korrupte børnepolitik .
Et lille eksempel:
Medlem af Europaparlamentet Mogens Camre::
” ………………………………………….”
Bilag:
Sagen:
Hovededderkoppen er rektor Inger Bek, der vil skaffe sine venner gennem
40 år, som hun står i taknemmelighedsgæld til” en indtægt de skal
hjælpes med økonomien.. de skal have to intelligente, flittige og
rare børn.i pleje.
Afsløret af Slangerup ved et stort møde i Frederikssund.
”I
er for gamle til at passe to ekstra børn, vi skal have disse i pleje og
have vor økonomi i orden” ”Først kommer børnene i en
midlertid pleje hos et lærerpar på Ingers skole, så annonceres de ud og
vi søger om plejetilladelsen og får den, fordi inger anbefaler os. (
rektor Inger Bek) I må gerne fungere som en slags bedsteforældre, sagde
hendes nære ven WS fra Slangerup i telefonen den - dagen efter vi var
kommet ud af fængslet- Inger Bek var en meget fed pædagog.
Jeg blev bange og aftalte et møde i Slangerup, og inviterede en lang række kendte mennesker til mødet
Desværre kom Alt i denne plan til at passe. Efter 14 dage gav lærerfamilien op og børnene blev annonceret ud.
”Var
i slet ikke bange for at skjule børnene, det er jo strafbart” spurgte
medlem af europaparlamentet Mogens Camre og læge Torsten Ishøj fru
Whita buch, som sad i midten af forsamlingen.: Whita Sjøsten
Slangerup svarede højt og tydeligt, så alle klart kunne høre det,
”:Nej overhovedet ikke- vi havde fået ”frit Lejde””
Vidner :
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
Dette
var rektor Inger Beks rolle og plan. Hun spillede dobbelt, møder op i
vor lejlighed med dyre gave r til EG og blomster, bøger osv. Og
beder os om at holde op med at informere pressen, for hun samarbejder
med kommunen.
Vidner:
Og bøgerne
Inger Bek kommer til hemmelige møder på Frederiksberg kommune. Mens vi sad i fængsel.
Det vides gennem politiafhøringen af Inger Bek.
Samtlige akter i sagen på kommunen fra den dag, børnene forsvandt til den dag de kom frem er forsvundet
Makuleret som sagde i båndet telefonsamtale med EG.
Dobbelt
spillede også Socialudvalgsformanden og samarbejdspartneren med
rektoren Inger Bek, er socialudvalgsformanden Birgit Bogh- Andersen på
Frederiksberg kommune. Hvilket klart og tydeligt fremgåe af alle de
båndede telefonsamtaler hun fører med mig- og som er blevet fremlagt i
retten.
Hun sørger for at sagsbehandler, overassistenten Dorte
Hendriksen på Frederiksberg kommune kommer sammen med
Frederiksberg politi ud i vore lægekonsultation i Rødovre- Til trods
for, at Frederiksberg politi og kommune INTET har i en lægekonsultation
i Rødovre at gøre. Og den løgnagtige GEDERAPPORT bliver produceret. for
at fratage os vor bestalling som læger i Danmark
Bilag
Hvorefter
Dorte Hendriksen blev forfremmet til fuldmægtig ved
familieafdelingen på Frederiksberg rådhus, hvilket hun stadigt er-
Ligesom
det helt ulovligt og konsekvent blev nægtet os at få hende afhørt i
vidneskranken i retten Vi blev præsenteret for Gedesagen af dommeren i
retten, da vi sad i isolationsfængsel.
Da Gedehistorien ikke
førte til at vi mistede vort arbejde som praktiserende læger , fandt
man på en ny historie, som den… blev sendt til Den Almindelige Danske
lægeforening
Bilag.
Til vores store held, kunne denne nye
opdigtede løgnehistorie i lighed med gedesagen afsløres som usand,
fordi der sad folk i vort venteværelse, der både optog samtalen og
fotograferede parret, og dermed kunne bevise, at alt var opdigtet- og
stedet, hvor optrinnet fandt sted. Billederne viste, at dette fandt
sted i vort venteværelse og ikke i vor private bolig.
Så Den Alm. Danske Lægeforening afviste Kommunen.
WS
skulle ringe og kun tale med Mulle- og det gjorde hun. WS sagde hun
ville hjælpe dem til at blive i plejefamilien- og Mulle tager af sted
og får sekretæren til at køre dem.
WS løgne. Sekretæren var kørt min bil-
”hvorfor
skulle jeg det, spurgte den tidligere sekretær Helge Røpke i retten.
”Jeg kører kun i min egen bil- og lægerne låner ikke deres bil ud.
Mulle forbød mig at sladre om, hvor jeg har kørt børnene hen”- Det
gjorde jeg den næste dag- men da vidste lægerne allerede, hvor børnene
var, idet en mand, der havde kaldt sig lærer havde været hos disse for
at de skulle komme ud til den ulykkelige pige”
Det blev til i
domsudskriftet, at dette vidneudsagn kunne man ikke regne med, fordi H
R på den tid, han aflade vidnesbyrdet var ansat hos lægerne.
Det var
helge Røpke IKKE. Jeg blev i retten spurgt om, han var vores sekretær,
og svarede, at det var han ikke mere, han var blevet afskediget et års
tid tidligere.
Politianmeldelsen af os fandt sted ved en privat middag, hvor Birgit Fogh Andersen havde politimesteren til bords
Jf båndet samtale med socialudvalgsformanden
Skolen
sendte en lærer ud og bad os tage på sygebesøg hos børnene på deres
skjulested, fordi Mulle havde truet med selvmord. Hun havde tidligere
forsøgt- og efter at hun og lillesøsteren var blevet flyttet fra os
forsøgte hun igen selvmord. Det var en søn, der er læge , der på akut
modtagning tog imod den ulykkelige pige.
Men socialudvalgsformanden nærmest skreg i telefonen : ”Eva jeg vil ikke vide, hvor børnene er.”
Afsplillet i retten under påhør af Birgit Fogh Andersen
Ved
første retsmøde, hvor kun min 67 årige mand var, der havde meget højt
blodtryk og havde haft to blodpropper i hjernestammen, fordi jeg lå på
intensiv afdeling på Frederiksberg hospital- ( Til Trods for, at en
patient altid når der indlægges under udrykning skulle på det nærmeste
hospital)
Var ménédersken til stede. Karl kunne kun sige, at
hendes forklaring ikke var sand. Han blev spurgt om, hvor vi var på
sygebesøg, den nat natten mellem den 2.og 3 februar fordi Børnene havde
det psykisk så dårligt og Mulle havde truet med selvmord, svarede min
mand.
” Det var i Slangerup”
Bilag:
Og Ménédersken
fortalte, at hun var vælgerforeningsveninde med socialudvalgsformanden
på Frederiksberg Rådhus, dette undlod dommeren også at skrive i
retsbogen- men blev ved et senere retsmøde tvunget til at notere dette.
Da
jeg senere kom til grundlovsforhør den….Blev jeg slet ikke spurgt
om, hvor vi var det såkaldte Grundlovsforhør, fik jeg at vide, at vi
var fængslet på Grete SN udsagn såvel til politiet, som i retten ved
afhøring af min mand. Jeg kunne høre, at alt var opdigtet og forlangte,
at få hende afhørt under påhør af mig, idet jeg kunne modbevise ALT,
bl. A. at var min søn Martin, som vi har adopteret fra korea, der havde
kørt bilen, Da hun ”så os komme med de forsvundne børn- Han var i Miami.
Og jeg ville have kunnet modbevise ALT.
Mine advokater forlangte også denne dame afhørt under mit påhør, men dommeren nægtede og han fremkom med en kendelse.
At
jeg gentog at fjernelsen af de børn, det var gået så godt mens vi havde
dem, var ulovligt, fordi kun Børne- og ungeudvalget kan træffe en
sådan beslutning, glemte dommeren at nedskrive- men hun citerede dog i
retsbogen et andet udsagn fra mig, Løgnen løber jorden rundt 7 gange,
før sandheden får sko på. Men den får sko på fru dommer.” før hun
idømte mig isolationsfængsel.
Bilag
Der blev foranstaltet mange flere ydmygende razziaer, end der var dommerkendelse for.
Ved razziaerne blev der fjernet en stor mængde bevismateriale.
Bilag
Som vi kun fik en lille del af og dette var blevet manipuleret og påskrevet ”Frederiksberg politis bevismateriale.”
Der blev foretaget hemmelige retsmøder i Frederiksberg ret.
Ménéderskens
samarbejde med Frederiksberg kommune fremgår af nogle sagsakter, som
den biologiskle mor, vor patient Mette Haugaard Hansen” har overgivet os
Bilag
Af
ovenstående bilag fremgår det også, hvordan det kan gå til, at TV
pludseligt den dag en udsendelse i
programmet- ….pludseligt udgik. ”Der er
kommet så mange nye ting frem, bl. A. om griseri i jeres praksis, s
hvor der er børn, sagde man til mig.
Så vi har slettet denne .
Ad Mogens Camre. ----
Efter
14 dage, sagde lærerparret, som var blevet mere eller mindre tvunget af
deres rektor til at tage børnene midlertidigt i pleje, at nu kunne de
ikke mere have de børn, der kun ville være hos graungaard, og så
Kom annoncen i avisen.
Som
aftalt med rektor Bek, og nu skulle så hendes venner i Slangerup ansøge
om plejetilladelsen vedlagt hendes vægtige anbefaling.
MEN NU VAR
DER SKET SÅ MEGET. Det var kommet frem, At DET VAR DEM DER HAVDE HAFT
BØRNENE SKJULT- AT DISSE HAVDE BRAGT børnene til et nyt skjulested,
dagen efter at vi var isolatinsfængslet. Et sted i nordsjælland - hed
skjulestedet i retten længe efter, at det for længst var blevet
politiet bekendt, hvem dette var:
På det store
Frederikssundmøde, hvor Whita Sjøsten havde placeret sig siddende på en
stol, i midten af stuen med alle de andre tilstedeværende i en
rundkreds uden om. De tilstedeværende stillede spørgsmål og Whita
svarede.
Mogens Camre stillede således hende spørgsmålet om, hvor
børnene havde været, efter at de skulle have været på børnehjem,
specielt, hvor var de den 11.marts. Whita svarede: Det var godt nok
noget svineri, at din nabo anmeldte dig for den dag, at have haft
børnene. Den 11. marts, dagene derop til og de følgende dage var
børnene i9nden for hos is i Slangerup.. Det samme gentog hun i
retten. Børnene har været hos os hele tiden indtil dagen efter at Eva
Og Karl Kom i fængsel. Og Inger har besøgt dem hver uge. Men hun skal
holdes uden for. At Inger ( rektor In ger Bek)
Skulle holdes udenfor gentog hun flere gange.
Mogens
Camre fortsatte med at spørge: Det var jo kriminelt at skjule de børn,
for de var jo politianmeldte.vari ikke bange?. NEJ svarede Whita
Sjøsten. Vi var ikke bange, for vi havde fået FRIT LEJDE.
Og vi havde fået garanti for, at vejen var fri for politi.
Hvor gemte I børnene da Eva og kark kom i fængsel?, spurgte Mogens camre videre..
Et sted i Nordsjælland. Men jeg vil ikke sige hvor. Men de mennesker havde også fået frit lejd
Bevidnet i retten under strafansvar af:.
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
Vi skulle gå i mere end 9 år som praktiserende læger dømt som kriminelle, før vi den 11.maj 1999 blev frikendt.
Dette skete den 11. maj 1999:
”Landsretten
skrev: at jeg på eget initiativ foranledigede børnene bragt til
Slangerup, og landsretten lægger herved navnlig vægt på Whita Sjøstens
forklaring om, at hun i en telefonsamtale med tiltalte Eva Graungaard
tilbød sin hjælp og at tiltalte hertil sagde, at hun ville høre
nærmere, hvorefter Whita Sjøsten modtog børnene ca. 1½ time
senere. Og så videre.”
”Vi alene havde børnene boende på de
tiltaltes opfordring, sagde hun og fortsatte med at lyve og sige,
at vi har ydet disse betydelig bistand med penge og tøj- og at vi
bistod disse med at holde børnene skjult for vidnerne.
Såfremt
Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen virkeligt var vore venner,
hvorfor kom de os så ikke til hjælp og lod børnene komme frem, så vi
kunne komme ud. Isolationsfængslingen kunne have kostet os livet.?
--------------
Dette er en lang og opdigtet
historie i lighed med alle de andre historier som W. S har fabrikeret i
denne sag, og som alle er afsløret i selve retten- ligesom grete Schack
nielsens historie blev afsløret i retten.
Men dommeren skrev
i Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført i byretten,
at karl Somogyi og Eva Graungaard selv har givet anledning til
varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor ikke har krav
på erstatning.
Whita Sjøsten:
!. Dømt til ubetinget
fængselsstraf mens hun boede i Rødovre og var min patient- en straf,
som jeg på grund af hendes helbred fik gjort betinget- det vidste
retten.
Dette rokker ikke ved tilliden til Whita Sjøsten.
2.Taxachafføren
Poul Weibel Larsen, som vi havde fundet frem til via Øbro bilen kom i
retten med en ligeså lang og detaljeret historie om, hvordan han havde
kørt en kunde til Roskilde og ----
Endelig kom senere sandheden frem
i retten, idet børnene fortalte til advokat HansHelmer Jensen, så
fortalte denne taxachauffør i retten:
at WS og NLN, at disse
havde hentet børnene i Hørsholm og kørt dem først til deres bopæl og
derfra til Slagslundeskoven, hvor Øbro-taxaen holdt og de blev føørt
over i denne taxa og kørt til skolegården, hvor kommunen og rektor bek
stod og ventede disse og betalte en forud pproduceret taxabon lydende
på 306 kr fra banegården i Roskilde til skolegården.
På dommerens spørgsmål om hvem der havde fundet på denne historie , svarede taxachaufføren: ”Det har Whita og Niels-”
Heller ikke dette rokker ved dommerens tillid til Whita Sjøstens sandfærdighed.
WS
fortalte en lang og udpenslet historie om, hvordan jeg var kommet med
børnene sammen med filmfootografen, Otto Jonasen, en ganske bestemt da,
efter at disse havde optrådt i en TV udsendelse Schratch- og fortalte
hvad den ene havde sagt og hvad den anden havde sagt og at Lisbeth
havde pruttet osv, hvorefter Otto Jonasen blev sigtet.
Dette blev
ligeledes afsløret som opspind i selve retten , fordi Otto Jonasen
kunne fremlægge bevis på, at han den dag havde været i Jylland og
optaget en fodboldkamp for DR1, og derfor ikke kunne have ret i
Slangerup den dag..
Heller ikke dette rokkede ved dommerens tillid til WS’s historier.
Hun
ville gerne have Otto og Harly Foged dømt, fordi de havde afsløret, at
parret skjulte børnene i Hørsholm, så disse skulle stå som tiltalte
Harly Foged fik hun tiltalt med sine historier.- også han kunne fremlægge bevis på, at hun var digter
TV- folkene
Læge
Georg Somogyi, Karls bror, at en ganske bestemt dag var kommet op til
Slangerup og havde hentet børnene for at køre disse til os
Mengeorg havde deltaget i et lægemøde, så den historie blev afkræftet
Men heller ikke dette kunne rokke ved dommerens tillid til WS
ViI SKULLE DØMMES:..
Helge Røpke var ikke ansat hos os da han afgav sin forklaring u7n der vidneansvar i retten - og han har ALDRIG været dømt
I
øvrigt går hele sagen på EG- Hvorfor skal KS ikke have erstatning
Dommeren i Landsretten tiltrådte af de grunde, der er anført i
byretten, at Karl Somogyi og Eva Graungaard selv har givet anledning
til varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor ikke har
krav på erstatning.
Men dommeren skrev i Landsretten tiltræder
af de grunde, der er anført i byretten, at Karl Somogyi og Eva
Graungaard selv har givet anledning til varetægtsfængslingen og
ransagningerne, og at de derfor ikke har krav på erstatning.
Hanne Birgit Jensen Danmarks Radio.
I vores sag blev nedennævnte artikler overtrådt i Behandlingen af os af danske myndigheder på Frederiksberg:
1.Art 3: .
vi var udsat for tortur.
Jeg
blev ved anholdelsen den 18. marts 1992 slået bevidstløs i min
lægepraksis af vicekriminalassistent bved Frederiksberg politi og
båret ud og anbragt i bunden af en af politiets biler og under
udrykning kørt ikke til det nærmeste hospital, som alle, der indlægges
under udrykning skal i Danmark.
Sagen, som undertegnede læge Eva
Graungaard og læge Karl Somogyi ønsker at indbringe for Conseil de l´
Europe, grunder sig på en anklage fra Frederiksberg kommune til den
stedlige politimester angående to plejebørn, Lisbeth og Anne-Marie
Haugaard Hansen, som man påstod, at vi skjulte for myndighederne og den
biologiske moder. Vi ønsker at klage over, at sagen den 18/3 1992 blev
rejst og over hele forløbet af den deraf følgende retssag, uagtet at vi
i sidste instans den 11/5 l999 blev frikendt. Vi klager desuden over,
at myndighederne, trods frifindelsen, nægter os erstatning, idet de i
realiteten anvender de samme anklagepunkter, som vi er blevt frikendt
for, som begrundelse.
Officielt førte Frederiksberg kommune
sagen mod os på den biologiske moders vegne. Som det demonstreres i det
efterfølgende, krænker hele forløbet af retssagen de
menneskerettigheder, som Conseil de l´Europe er oprettet for at
beskytte.
Det begyndte i 1990, men for at holde os til nogle enkelte
klagepunkter i denne indviklede sag vil vi begrænse os til den sag, som
begyndte den 18/3 l992 klokken 9 00, da jeg og min mand Karl Somogyi på
foranledning af Frederiksberg kommune uden varsel og uden
dommerkendelse ved et indbrud i vores lægekonsultation ved hjælp af en
politili-låsesmed blev anholdt under behandling af vores
patienter og i tilstedeværelse af ventende patienter. Disse blev
af poltifolkene informeret om at søge en anden læge, fordi vi
ikke ville komme tilbage. Jeg og min mand satte os ikke til
modværge ved anholdelsen, som blev videofilmet. Alligevel blev jeg,
en kvinde på 63 år med insulinkrævende diabetes, slået bevidstløs
af vicekriminalkommissær Lau Friis. Denne kunne ikke senere give en
rimelig forklaring på sit overfald på mig.
Dette er en overtrædelse af artikel 3 stk.1
Derefter
foretoges en ransagning uden dommerkendelse. Man undersøgte vores
patientkartotek og tog dokumenter og ting med sig uden at redegøre for
disse i en detailleret fortegnelse. Desuden brød politiet med låsesmed
ind hos en lejer. som havde en selvstændig bolig. Her fjernede man
nogle af hans personlige ejendele. Kun en lille del af mine værdier fik
jeg tilbage efter mange henvendelser fra min advokat så sent som
1999, idet advokaten direkte fjernede sagerne fra statsadvokatens
kontor uden tilladelse. Dette betyder, at det danske retsvæsen
godtager, at en overordnet repræsentant for ordensmagten kan udøve
uprovokeret vold og under en ransagning uden dommerkendelse kan
tage dokumenter og andre værdier uden kvittering.
Dette er i strid med artikel 3.´s stk. 1 ord om forbud mod umenneskelig og vanærende behandling.
Jeg
blev i bevidstløse tilstand båret ud og lagt i bunden af en ventende
polititransportvogn. Med udrykning blev jeg kørt til
Frederiksberg hospital, skønt loven foreskriver, at en bevidstløs
person, der transporteres med udrykning, skal køres til det nærmeste
hospital, som i dette tilfælde var KASGlostrup. Jeg blev indlagt
på intensiv afdeling. Her blev jeg bevogtet af bevæbnet politi, skønt
anklagen imod mig ikke lød på voldelig adfærd. Dette var ligeledes en
klar overtrædelse af Artikel 3 stk 1.
Karl Somogyi var syg
af forhøjet blodtryk, hjertesygdom og følgerne efter en blodprop i
hjernestammen. Inden retsmødet forlangte forsvareren at få
kontrolleret Karls blodtryk. Den første tilkaldte læge afviste dette.
Under
retsmødet den 18/3 klokken 14 00 fremstilles alene Karl Somogyi,
idet Eva Graungaard er indlagt på+ Frederiksberg hospital for sine
kvæstelser fra anholdelsen. Han udspørges om de to børns skjulested og
oplyser, at han 3/2 1992 klokken 23 00 havde kørt Eva til et sygebesøg
i Slangerup. Dette var foranlediget af en privat henvendelse fra en
”lærer”, som kaldte sig Ole. Han fortalte, at børnene var i Slangerup,
og at den store pige, Mulle havde det dårlig og havde truet med
selvmord. Desuden havde han den 20/2 set børnene på
Johannesskolen.
Karl Somogyi var ved fængslingen syg af forhøjet
blodtryk, hjertesygdom og følgerne efter en blodprop i hjernestammen.
Trods den dårlige helbredstilstand blev retsmødet gennemført. Efter
retsmødet blev der tilkaldt en ny læge. Denne kontrollerede Karls
blodtryk, som Var 260/140, dvs en truende situation, som medførte en
overhængende fare for hjerneblødning og evt, død. Den tilkaldte læge
nægtede at behandle tilstanden. Først ved forsvarsadvokatens
mellemkomst blev Karl indlagt på Vestre fængsels sygeafdeling. Her
undlod man at behandle det forhøjede blodtryk. Under hele fængslingen.
Dette er en overtrædelse af artikel 3.
Dagen
efter dette, dvs. 19/3 1992 blev jeg, Eva Gravngaard, fra hospitalet
klokken 17 00 ført til Vestre fængsel. Her blev jeg klædt nøgen og
indsat i isolationscelle. Jeg kunne derfor ikke være til stede i Retten
på Frederiksberg denne dag 19/3 1992 klokken 9 00, da jeg på
dette tidspunkt stadig var indlagt på intensiv afdeling på grund
af min medtagne tilstand efter den voldelige anholdelse. Der blev i
retten afsagt kendelse om varetægtsfængsling over os begge. Alligevel
oplyser retsbogsudkriftet fra denne dag, at jeg har nægtet mig skyldig
på trods af, at jeg ikke var til stede. Dette er dokumentfalsk og en
klar overtrædelse af afsnit 6 stk 1.
Denne bevidst falske
angivelse af min tilstedeværelse bruger man desuden til at påstå, at
jeg har hørt Grethe Schack-Nielsen, hovedvidnets forklaring
i retten. Med denne bevidst falske begrundelse nægter man mig og min
advokat under hvert eneste retsmøde adgang til at udspørge
dette vidne, hvilket var af afgørende betydning for forløbet.
Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk. 3 b. Dokumentation for
kendelsen vedlagt.
Samme dag, den 19/3 1992 udtaler
socialudvalgsformanden. Birgith Fogh-Andersen i lokalradioen, at
socialforvaltningen har samarbejdet med Johannesskolen i sagen, dvs. at
rektor Inger Bek fra de to omtalte plejebørns skole var informeret om
børnenes opholdssted, ja at hun ligefrem besøgte dem her.
Retsmødet
den 19/3 1992 blev holdt for lukkede døre, dvs. at intet fra retsmødet
måtte videregives. Alligevel kunne en repræsentant fra Frederiksberg
kommune, Bill Jahnsen og en repræsentant for Johannesskolen, Leif
Iversen deltage og referere , hvad der blev sagt i retten. Derimod blev
den biologiske moder med magt ført ud af retssalen og brutalt trukket
langt væk fra retsbygningen. Dette blev videofilmet og vist i
Danmarks fjernsyn, kanal 2 Denne begivenhed var absurd, fordi
moderen var direkte part i sagen. Dermed afsløres det, at Frederiksberg
kommune ikke fører sagen på den biologiske moders vegne, ikke for de to
børns skyld, men som et påskud for at ramme mig. Dette er en
overtrædelse af artikel 6 stk. 1. Dokumentation vedlægges.
I
retsbogsudskrift fra denne dag 19/3 fremgår det, at jeg tidligere, den
28/2 1992, skulle have sagt, at jeg ikke kunne huske, hvor børnene
opholdt sig. Dette er i direkte strid med retsbogsudskrift fra dette
retsmøde, med den hensigt at fremstille mig i rollen som bevidst
modarbejdende opklaring af børnenes opholdssted. Som det fremgår af
referatet fra retsmødet den 28/2 1992 har jeg afslået at oplyse om mit
sygebesøg 3/2 1992 klokken 23 00,fordi jeg havde tavshedspligt
som læge. Desuden undlader man at oplyse, at jeg næste dag ringede til
socialudvalgsformanden og fortalte hende, hvor børnene opholdt sig for
at hun skulle tage med mig for at opsøge dem.
Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk 1.
Først
den 20/3 1992 blev jeg som arrestant fremstillet i Retten på
Frederiksberg. Dommeren bestemte her, at retsmødet skal holdes
for lukkede døre. Alligevel blev det tilladt en repræsentant for
Frederiksberg kommune at overvære og referere fra retsmødet. Igen
bliver den biologiske moder forment adgang til retssalen, skønt hun var
part i sagen; Det var jo på hendes vegne, at Frederiksberg kommune
førte sagen imod min mand og mig. Anklageren fremhævede, at dette var
et grundlovsforhør, dvs første retsmøde i sagen. Men et grundlovsforhør
skulle være afholdt inden 24 timer efter anholdelsen den 18/3 1992
klokken 9 00, dvs senest den 19/3 1992 klokken 9 00. Det var en
overtrædelse af selve forfatningens retsgaranti. Desuden havde man i
retsbogsudskriftet fra den 19/3 1992 påstået, at jeg skulle have været
til stede og her havde nægtet mig skyldig. Efter dette skulle den 19/3
være dagen for det første retsmøde Dette var en direkte usandhed, som
det fremgår af forannævnte Med den usaglige begrundelse, at man
ikke behøvede at afhøre vidner i et grundlovsforhør, nægtede man min
advokat og mig at afhøre hovedvidnet under mit påhør. Under hele
den følgende restssag, under ethvert retsmøde, blev vi nægtet mulighed
for at afhøre hovedvidnet, Grethe Schack-Nielsen, skønt vi hver
gang forlangte dette i retten.
Dette var en overtrædelse af artikel 6 stk.3b.
Efter
retsmødet den 20/3 1992 blev jeg ført tilbage til en isolationscelle.
Jeg havde oplyst myndighederne om min diabetes, men først nu ville man
i fængslet kontrollere mit blodsukker. Som bekendt er der i et fængsel
en ophobning af H.I.V. positive personer. Derfor ville jeg sikre mig,
at nålen til at prikke hul på min hud ved blodsukkertagningen blev
pakket sterilt ud under mit påsyn. Det var ikke et krav, som kunne
volde besvær eller anses for urimeligt, men dette blev mig
nægtet. Jeg kan ikke tro andet, end at myndighederne ikke havde
noget imod, at jeg blev smittet med en blodoverført sygdom.
Dette var en overtrædelse af artikel 5 stk. 1.
Derefter
nægtede man at foretage blodsukkerkontrol. Fordi jeg frygtede for at få
et forhøjet blodsukker, hvis jeg ikke blev behandlet med min insulin,
undlod jeg at indtage føde. Dette affandt man sig med.
Samme dag
20/3 1992 samme retsmøde nægtede dommeren min forsvarer og mig
adgang til at afhøre hovedvidnet. Man nøjedes med at læse hendes
vidneforklaring op i retten.Det var dog kun en lille del af
forklaringen, der blev læst op for mig. Havde jeg fået den fulde
ordlyd, kunne jeg have afvist samtlige punkter på stedet. Til eksempel
hævdede hun, at vi var flyttet ind i lejligheden ved siden af hende for
mange måneder siden. Sagen var, at vi først flyttede ind den 15/2 1992,
dvs 12 dage efter at børnene var forsvundet, og sagen begyndte. Hun har
således aldrig set disse børn, som hun ikke desto mindre beskriver med
flere detailler. Dette er typisk for en mytoman Desuden beskriver
hun, at en af vores sønner, Martin kørte vores bil. Han var fra Korea.
Dette havde hun fået oplyst, hvorefter hun beskriver ham som typisk
koreaner eller thailænder. Men på det tidspunkt var han beviseligt i
Miami. Vores anden søn Emil bevidnede i retten, at hovedvidnets, Grethe
Schack-Nielsens forklaringer var pure opspind, som det også senere
viste sig at være. Han blev afvist som utroværdig, men ikke anklaget
for falsk vidneforklaring. Hvorfor? Derimod bemærkedce dommeren,
at hovedvidnets forklaring forekom præsis og yderst troværdig. Ved
sagens behandling senere i Østre landsret afsløredes det, at dette
hovedvidne, Grethe Schack-Nielsen, som hele sagen byggede på, var
mytoman. Hele hendes forklaring med et væld af detailler, en myldrende
mangfoldighed af omstændigheder og vidtløftige beretninger, som hele
tiden indrettede sig efter indvendinger, var så typisk for en mytoman,
at det kan undre, at de implicerede ikke begyndte at tvivle. Eller
måske ønskede de at foregive at tro på vidnet som en bekvem mulighed
for at ramme os. Det kan desuden være et moment, at retten var kommet
så langt ud i utroværdighed, at en afsløring af dens godtroenhed ville
latterliggøre den.
Samme dag 20/3 1992 efter retsmødets slutning gør
forsvareren opmærksom på, at der er fejl i retsbogstilførslen, med en
bemærkning om, at dommeren er partisk. Ved at konferere med den
håndskrevne retsbog erkendes det, at hovedvidnet Grethe Schack-Nielsen
har oplyst, at hun har haft telefonkontakt flere gange med
socialudvalgsformanden, som hun for øvrigt kender gennem en fælles
vælgerforening. Dette betyder, at de to implicerede har diskuteret
sagen uden for retten og derved kunnet afstemme deres
vidneforklaringer. Dermed kan det forklare, hvordan samme
socialudvalgsformand har kunnet anmelde os under en privat middag, til
politimesteren som var hendes bordherre. Allerede på dette
indledende trin har hun kunnet viderebringe alle de opdigtede
oplysninger, som stammede fra Grethe Schack-Nielsen, og som senere
afsløredes i selve Østre landsret som opdigtede.
Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk.1.
Dette
var ikke den eneste udeladelse i retsbogsudskriftet. Man havde også
udeladt oplysningen om, at Karl Somogyi under et tidligere retsmøde
havde fortalt, at Eva Graundals sygebesøg var i Slangerup 3/2 1992
klokken 23 00. Dette blev gentaget under et senere retsmøde 7/5 1999 i
Østre landsret Den fængslede Karl Somogyi blev under hele
fængslingen hverken kontrolleret eller behandlet for sit forhøjede
blodtryk eller sin hjertesygdom.
Dette er en overtrædelse af artikel 3.
Den
21/3 1992, da jeg ikke har været behandlet for min diabetes
i to dage, skulle jeg på toilettet. Jeg måtte vente, ril gangen udenfor
var fri for andre fængslede, idet jeg stadig var i isolation. Da jeg
endelig kom ind på toilettet, glemte fængselsbetjentene mig, trods min
gentagne ringning. Endelig kom dedr en fængselsbetjent, som opdagede,
at jeg var meget syg.. Derefter blev jeg i ambulance kørt til Hvidovre
hospital, hvor jeg blev indlagt på hjerteafdelingen med stærke smerter
i brystet. Jeg blev behandlet med ilt på næsekateter. Trods min meget
skrøbelige tilstand blev jeg bevogtet døgnet rundt af skiftende
fængselsbetjente, som stod inde på min sygestue og røg cigaretter uden
at tage hensyn til min svage tilstand og iltbehandlingen. Først den
23/3 1992 om aftenen kunne jeg rejse mig og gå hen imod vinduet
for at få frisk luft i det røgfyldte lokale. Dette opfattedes åbenbart
som et forsøg på at undvige gennem et vindue på 3. sal. To
fængselsbetjente ilede efter mig, overrmandede mig, smed mig ned på
gulvet og vred min arm om på ryggen. Jeg kan kun se det som et påskud
til at mishandle mig. Der var intet rimeligt forhold mellem
magtanvendelsen og min svage tilstand som en 63-årig hjertesvækket og
diabetisk kvinde, som vejede under 50 kg. Store blodunderløbne mærker
på overarmen efter den anvendte vold dokumenteres af fotos, taget af
min advokat, Efter overfaldet rev betjentene iltslangen bort og slæbte
mig ud i en politibil, trods mine protester og mine råb om at ville
tale med overlægen. I denne tilstand blev jeg overført til Vestre
fængsels sygeafdeling. Jeg fik ingen behandling for min hjertesygdom
eller min diabetes.Den ansvarlige læge her greb ikke ind over for
tegnene på mishandlingen og nægtede mig både undersøgelse og
behandling. Han ville end ikke oplyse sit navn. Mit krav på at blive
undersøgt og behandlet af egen læge blev afvist imod alle regler, som
foreskriver, at frihedsberøvelse under varetægt skal begrænses til det
absolut nødvendige, idet enhver er at betragte som uskyldig, indtil
han/hun er blevet endeligt dømt ved en domstol. Jeg var så medtaget af
min hjertesygdom
og ubehandlede diabetes, at jeg ikke troede, at jeg kunne overleve. Derfor tilkaldte jeg en præst. Dette blev mig nægtet.
Dette var en overtrædelse af artikel 3. og af artikel 6 stk2.
Den
25/3 1992 klokken 9 00 er det angivet, at der er afholdt et retsmøde i
Retten på Frederiksberg. som ikke er medtaget i sagsakterne. Imidlertid
har man overset et enkelt referat, som på uautoriseret måde har
overlevet. Jeg blev i en cellevogn kørt til retsmødet, som formede sig
som en afvisning af de negative og urigtige vidneudsagn , som tidligere
var fremsat i retten. Alt dette positive skulle åbenbart undertrykkes
ved at lade referaterne af dagens udsagn forsvinde.
Under et af de
første retsmøder i sagen træder redaktør Harly Foged frem i domstolen
og forklarer, at vi, dvs Eva Graungaard og Karl Somogyi ikke ved, hvor
de to eftersøgte børn opholder sig. Det hævder han, at han kan
fortælle. Inden han når at sige mere, bliver han ved politiets
foranstaltning tvunget ud af retslokalet.
Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk 1.
Efter
retsmødet bliver jeg på grund af min medtagne almentilstand båret ind
og ud af retslokalet. Jeg bliver låst inde i en celle under
politistationen. Den indeholder kun en snavset madras, hvorpå jeg
bliver lagt. Jeg er faldet i søvn, da jeg bliver vækket af 4
fængselsbetjente, som kommanderer mig op. Da jeg ikke kunne rejse
mig hurtigt nok op på grund af min fysiske svaghed, sparkede en
fængselsbetjent Erik Staal mig i ansigtet med sin bestøvlede fod to
gange, så at blodet vældede ud fra næsen og ned over mit ansigt og min
krop. Samtidig fik Erik Staal blod på tøjet. Traumet er dokumenteret af
fotografier, optaget af min forsvarsadvokat og bevidnet af en læge,
Torben Ishøj.
DE MANGE OG LANGE SKOLEPAUSER, SOM Frederiksberg
kommune tvang det ulykkelige barn Lisbeth til at tage- var det var
direkte diktat, som rektor Inger Bek ulovligt accepterede..
Ulovlige-
fordi der i Danmark er undervisningspligt. Barnet blev ikke undervist,
men måtte gå rundt alene uden at forstå noget som helst på børnehjemmet
på Frederiksberg.
Alene kun fordi hun gik i klasse med Ditte og ikke
måtte snakke med Ditte og fordi lægerne ikke helt kunne udelukkes
for at komme i Dittes klasse, trods forbud, fordi klasselæreren,
overlærer Lise Kjær-Rasmussen nægtede at stille sig hindrende i vejen i
døren, hvis lægerne kom med noget til Ditte..
Bilag. Kommunens dekret til Lægerne, og overlærer Lise kjær Rasmussens skrivelse til retten .
Lisbeth gik i stå
Bilag
Og kom aldrig mere op igen
Billederne
Mulle ville være advokat og Lisbeth sygeplejerske
Sitte var ulykkelig
Hun blev dog student i 2002
Lovlydighed, etik og moral og børnsenes tarv, har myndighederne i denne sag ladet hånt om..
Lisbeth,
der havde meget svært ved at tale, da hun som 6-årig kom til lægerne,
men som rettede sig utroligt og kom fuldstændig på højde med
klassekammeraterne, fik helt ulovligt påbudtb skolepauser af
længere varighed, fordi hun gik i klasse med lægernes eget barn Ditte,
og klasselæreren overlærer Lise Kjær Rasmussen nægtede at stille sig i
døren og hindre lægerne adgang til klassen, hvor begge børnene, Ditte
og Lisbeth gik, når lægerne for eksempel bragte Ditte eller bragte
Ditte en glemt madkasse o0g. lignende.
Skoleerklæringerne:
! Barnets Lisbeths situation før hun kom til lægerne..
BILAG.
2 Skoleerklæring vedr. Lisbeth i børnehaveklassen, da hun var kommet og boede hos lægerne.
BILAG Skoleerklæringer og fotos.
Skoleerklæringerne vedr. Lisbeth i 1. og 2. klasse sammen med Ditte..
BILAG, skoleerklæring og fotos.
Skoleerklæring vedr. Lisbeth, da hun af kommunen var flyttet på børnehjem.
BILAG erklæring fra børnehjemmet, fotos, politiefterlysning og udannoncering efter plejehjem...
Ditte
gik, så lille hun var, ind i en reel depression, efter at Mulle
og Lisbeth var ”borte”. Men hun blev dog student i 2003, og læser nu
til dyrlæge. Fotos.
De to andre gik det ikke godt.
Danske
myndigheders forbrydelser er ikke ANSVARSPÅDRAGENDE. De kan vidne
falsk, de kan se geder, de kan påbyde ulovlige skolepauser,
endeligt har de ubegrænset adgang til penge og advokatbistand.
Frederiksberg kommune bbetalte således for Gederapporten, de betalte
hendes advokat og de 5000 kr hun skulle betale, for produktionen af
Gederapporten var jo sket ”i embeds medfør”
Denne sag
drejede sig om at ramme mig som samfundskritiker- at man så også tog
min mand med og også satte ham i isolationsfængsel, det generede heller
ikke myndighederne.. På grund af denne sag, som gik verden rundt, blev
jeg og min mand kaldt til Sri lanka, hvor jeg blev tildelt Albert
Schweitzer prisen.
Kopi.
Lovlydighed, etil og moral tynger hverken domstolene eller myndighederne i Danmark
Skolepauser.
ikke i Danmark ansvarspådragensde
KOMMENTAR TIL BØRNESAGEN.
Af Frederiksberg kommune kaldet "Graungaard-sagen”. Af pressen kaldet ”Gedesagen”..
Af sagsakterne fremgår:
Hele
sagens grundlag var opholdsstedet for de to omtalte børn, Lisbeth og
Anne Marie Haugaard Hansen - kaldet Mulle, og deres relationer til
deres biologiske moder, Mette Haugaard Hansen.
Frederiksberg
kommune førte hele sagen under påskud af, at repræsentere den
biologiske moder, som den ældste af børnene, Anne Marie kaldet Mulle,
ikke længere ville møde, blandt andet på grund af moderens
kriminalitet, narkomani og prostitution. ” Alt er stjålet hos Mette”,
sagde Mulle.
Det groteske i sagen var, at moderen med magt
blev holdt ude fra retssagens behandling, Hun blev direkte med magt
trukket ud af retssalen og trukket væk fra retsbygningen af en af
Frederiksberg kommunes ansatte, hvilket ses på en videooptagelse, der
blev vist i TV. Dette var helt ulovligt, dels fordi Frederiksbergs
embedsmænd ikke havde politimyndighed og også fordi, denne moder jo var
part i sagen.
Bilag: Moderens breve.
Samt, at det oprindelige sigte med gennemførelsen af sagen, aldrig blev ført til ende:
Samt at børnenes tarv på intet tidspunkt blev indraget i overvejelserne om deres anbringelse eller deres forhold.
Det
var den biologiske mor, der selv havde anbragt sine døtre hos de to
læger, der havde haft hende som patient siden 1985, og som konstant
havde forsøgt at hjælpe hende og børnene.. Og det var Frederiksberg
kommune, der efter mere end 6 uger havde udstedt en udateret
plejetilladelse, efter at være blevet ringet op næsten dagligt af læge
Graungaard
Bilag.
Og det var barnet Mulle, der havde anmodet
om at få plejeforældrene med til mødet i Den Sociale
ankestyrelse. Og da dette blev afslået, havde hun anmodet om at
få sin klasselærer med som bisidder ved mødet. Dette blev også afslået.
Barnet Mulle måtte sidde helt alene i Den Sociale Ankestyrelse, og
forklare, at hun og søsteren ville blive hos lægerne og ville blive i
deres skole.
Hun kom højt-grædende ud fra dette stormøde, hvor
kommunens advokat, kommunens folk, og en 8- 10 andre mennesker var
tilstede- deriblandt en dommer.. Kommunens advokat, skulle forestille
at være den biologiske mors advokat.
Mulle havde følt, at
forsamlingen ønskede, at hun og søsteren skulle væk fra lægerne, og væk
fra deres børn, som de nu betragtede som deres søskende.
Hvorom alt
er, så fik Mulle denne Ankestyrelse overtalt til, at hun og
lillesøsteren kunne blive hos lægerne. Den Sociale Ankestyrelse
stadfæstede plejetilladelsen hos lægerne, og denne plejetilladelse blev
aldrig retsgyldigt ophævet..
Bilag:
Moderens skrivelser: at hun selv har anbragt sine børn hos lægeægteparret.
Og at hun var blevet brugt af kommunen i dens kamp mod lægerne.
Myndighederne
ønskede med magt og tvang at gennemføre behandling af børnene for deres
sindelag. Aldrig mere at se den biologiske mor. Men børnene skulle lære
at elske deres mor. De ville ikke, men de skulle lære at ville se
den biologiske mor, skrev og sagde socialudvalgsformanden Birgit
Fogh-Andersen. og lære at ville besøge hende i hendes lejlighed.
Dette var sindelagskontrol.
Bilag:
Socialudvalgsformandens skrivelse i anklageskriftet og i TV udsendelser.
Samt udtalelser i retten, jf. retsbogsudskriftet og psykologbehandling..
Sindelagskontrol
er Danmark én gang af Menneskerettighedsdomstolen blevet dømt for.
Dette skete i den såkaldte ”Jon-sag”, hvor barnet Jon, der ikke ville
se sin mor, blev holdt indespærret i mere end 6 mmåneder på
Rigshospitalets psykiatriske afdeling og behandlet for sin
holdning for faderen og mod sin mor.. Han skulle lære at elske sin mor.
Det var læge Graungaard, der var Jons og Jons fars læge dengang, og
hende, der sendte prof. ved Rigshospitalets psykiatriske
afdeling, Tolstrups brev til menneskerettighedsdomstolen, så hun er
ikke ligefrem populær i danske myndighedskredse.
Bilag.:
Professor Tolstrups skrivelse. årstal
Plejetilladelsen af …, i hvilken kommunen skriver: ”Meget uheldige optræden i medierne”………………………
Da
der den 31.1.1992 kom en deputation ud i lægekonsultationens
venteværelse med budskabet til lægerne, at socialforvaltningen har
bestemt,- ganske vist ikke enstemmigt, at børnene skulle tvangsflyttes
til børnehjemmet på Frederiksberg den 3.2.1992 kl 15, gjorde læge
Graungaard øjeblikkeligt denne deputation opmærksom på, at en sådan
bestemmelse kan kun Børne- og Unge udvalget træffe, således som loven
er i Danmark er udformet.
Dette gjorde intet indtryk på
budbringerne, hvoraf den ene havde præsenteret sig som jurist. Og læge
Graungaard gentog den samme oplysning til dommeren ved
grundlovsforhøret af hende den 20.3.1992. – som ikke var et
grundlovsforhør, da der i retsbogsudskriftet den 19.3.1992 står, at Eva
Graungaard nægter sig skyldig, selv om hun lå på intensiv afdeling på
Frederiksberg hospital, derfor kan retsmødet den 20.3.1992 ikke også
være et grundlovsforhør.
Heller ikke på denne dommer, Dorte Sylvest
Nielsen i retten på Frederiksberg, gjorde denne oplysning noget
indtryk. I stedet noterede hun, at Graungaard havde sagt: ”At dommeren
havde mere grund til at være bange, end hun havde, fordi løgnen løber
jorden rundt 7 gange før sandheden får sko på. Men sandheden får sko
på- også i denne sag.”
Efter at børnene af socialforvaltningen
havde fået beskeden, den 31 jan 1992, at de to dage senere
skulle flyttes til et børnehjem, og efter at rektor Beks s venner i
Slangerup i telefonen havde ringet Mulle op og tilbudt hende, mens læge
Graungaard havde patienter i konsultationen, at hun og lillesøsteren
kunne gemme sig hos disse et stykke tid for så igen en dag at
kunne komme hjem til lægerne, hvor de så gerne ville være,- og hvor alt
gik utroligt godt for børnene, så blev disse stakkels børn
dirigeret fra sted til sted.
Til sidst, da de stakkels
værgeløse børn alligevel begge var havnet på børnehjemmet på
Frederiksberg, flygtede de fra dette børnehjem, som de kendte fra
tidligere anbringelser, og så gik de i tilsammen i ca. 2 år på
gaden. ”under jorden”, som det kaldes i Danmark, uden mad. Uden
at komme i skole, og uden at få den lovpligtige undervisning., og uden
at dette tilsyneladende generede Frederiksberg politi og Frederiksberg
kommune.
Bilag
Politiefterlysningen, der hang på politistationerne, uden at der tilsyneladende skete noget
Avisartiklerne.
I
sagen er anbringelsen af børnene, efter at læge Graungaards fjender på
Frederiksberg kommune den 31.jan.1992 havde meddelt, at de skulle
flyttes til et børnehjem den 3.2,1992 sket uden de rette
myndigheders lovlige godkendelse, endsige stillingtagen til de nævnte
forhold, således som loven kræver.
Opmærksom på dette
forhold gjorde læge Graungaard som nævnt allerede den første dag, den
31.1.1992, da deputationen fra Frederiksberg kommune, ankom til
lægernes venteværelse med budskabet, at børnene den 3.2.1992 kl 15.
skulle afleveres på et børnehjem på Frederiksberg. Graungaard
gjorde øjeblikkeligt opmærksom på, at en sådan beslutning ikke er
lovmedholdelig således, som den danske lov er udformet.
Bilag:
Børnenes situation før de kom til lægerne,
mens de var hos lægerne
og efter at de var blevet tvunget bort fra lægerne- og deres mange børn, som de anså for deres søskende.
Fjernelse
af to børn, som klarer sig godt og der ikke er klager på, kun
klasselærernes rosende ord om, hvor glade, børnene er, hvor godt det
går og hvor store fremskridt, børnene har gjort i den tid, de har
været i pleje hos lægerne, er moralsk forkert. Det er udelukkende
Børn-og Ungeudvalget , der kan tvangsflytte, således som den danske lov
er udformet..
Mulle og hendes advokat, som lægerne selv betalte,
anmodede om at få tilsendt alle sagsakter som Mulle ønskede. Dette blev
nægtet disse ulovligt.
Bilag:
Mulle var kun et barn, hævdede kommunen. Men loven siger, at et barn fra 12-års-alderen skal spørges om fremtiden.
Men
Mulle var på den anden side gammel nok til at sidde helt alene i Den
Sociale Ankestyrelse. Mod ca. ti mennesker, deriblandt kommunens
advokat og en dommer.
Mulle blev nægtet at få lægerne med som
bisiddere, og nægtet at få sin klasselærer med som bisidder. Hun havde
betinget sig, at den biologiske mor ikke måtte komme på den Sociale
Ankestyrelse, den dag, hun skulle komme der og alene forsvare sin sag
Alligevel sad den biologiske mor uden for døren til Den Sociale Ankestyrelse..
Mulle
kom højt grædende ud fra dette retsmøde i Den Sociale Ankestyrelse,
fordi kommunens advokat havde været til stede og havde været meget
aggressiv over for Mulle, så hun følte, at hensigten var at fjerne
hende og lillesøsteren fra lægerne.
Alligevel stadfæstede Den Sociale Ankestyrelsen lægernes plejetilladelse, som aldrig blev retsmæssigt ophævet..
Bilag.
De forskellige anbringelser af børnene efter Frederiksberg Kommunes dekret af 31.1.1992, synes at ske ved rene tilfældigheder.
Anbringelsen
i Slangerup hos rektor Beks nære venner var sket efter en nøje udtænkt
plan, hvor aftalen, ifølge Whita Sjøstens forklaring ved et stort møde
i Frederikssund den 28.3.1992:, ”at børnene skulle være i Slangerup,
mens der i hast kunne ordnes et midlertidigt, 14 dages ophold hos
et lærerpar på rektor Beks skole, hvorfra børnene så af
Frederiksberg kommune skulle annonceres ud i dagspressen. Derefter
skulle parret i Slangerup skulle om plejetilladelsen, og deres nære
ven, rektor Bek, som den vægtige pædagog, hun var, så skulle skrive en
sådan anbefaling, så disse var sikre på at få plejetilladelsen- således
at de kunne betale deres terminer. ”Lægerne kunne så være en
slags bedsteforældre, hvis de insisterede”, sluttede Whita Sjøsten.
Det
hele gik ud på at skaffe plejetilladelse til rektor Beks lærerpar, som
boede i Københavns kommune,. Dette lærerpar skulle kun have børnene i
14 dage. Men plejetilladelsen skulle skaffes både fra Frederiksberg og
fra København, da parret boede i Københavns kommune..
Anbringelsen
i Hørsholm var således sket ifølge Mulle ved, at hun , da hun i TV så,
at lægerne var blevet fængslet, grædende var løbet væk fra rektor Beks
venners hus i Slangerup for at opsøge politistationen og melde sig
selv, så lægerne, som kaldte far og mor, kunne løslades.
Men
hun var blevet indfanget af Niels Lykke Nielsen, som løb efter hende og
bragte hende tilbage med magt til deres hus, og derpå den følgende dag
flyttet til en for hende og søsteren helt ukendt sted i Nordsjælland
hos for børnene helt fremmede mennesker.
Børnene måtte end
ikke få at vide, hvilken by, de var blevet skjult i.
Børnene fandt sig i det hele, fordi de af Slangerupfolkene var blevet
lovet, at de ville slippe for den biologiske mor, og at de ville
komme tilbage til lægerne og til deres skole.
Mulle havde fået
rektor Inger Beks hemmelige telefonnummer, således, at de dagligt kunne
kunne komme stod i kontakt med rektor Bek.
Mulle viste stolt
forsamlingen ved Karl Somogyis fødselsdag den 2.4.1992, at hun i sin
inderlomme havde rektor Inger Beks hemmelige telefornummer. Blandt
gæsterne, der talte med Mulle og Lisbeth var Mogens Camre, læge Torben
Ishøj, filmfotograferne Svend pedrsen og Otto Jonasen.
At
børnene blev anbragt ”et ukendt sted i Nordsjælland, begrundede
Slangerupparret i retten med, at de var bange for at lægerne skulle
røbe dem. Lægerne havde jo været på sygebesøg natten mellem den 3 og 4.
marts.
Denne frygt kunne disse have været foruden, for havde
socialforvaltningen eller dommeren og politiet på Frederiksberg
villet finde børnene havde de kunnet dette allerede dagen efter, at
børnene var forsvundet, idet Eva Graungaard allerede den 4.3.92 om
morgenen havde ringet til den øverste inden for Frederiksberg
socialkontor, socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen og fortalt
hende, hvor børnene var og anmodet hende om at følge med til Slangerup
for at overtale børnene til roligt og stille at tage med tilbage
til det børnehjem, som kommunen , nu havde bestemt, de skulle være på,
så de undgik psykisk ophidsende politijagt og anholdelse.
Bilag
Domsudskriftet og dommen den.
Eva Graungaard burde have været klar over, at osv. --------------------------
Politiafhøringen af ægteparret i Hørsholm
Skrivelsen
til retten af medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre,
TV-fotograf Otto Jonasen, redaktør Harly Foged, overlærer Lise
Kjær-Rasmussen.
Da lægeægteparret blev anholdt den 18.3.1992,
blev Karl Somogyi spurgt om, hvor der om natten mellem den 3.2.92 og
den 4.3.92 blev aflagt sygebesøg, fordi Mulle havde truet med
selvmord, svarede denne læge: ”Det var i Slangerup”. Men til trods for,
at forsvarsadvokaterne anmodede både dommer og politi om at efterforske
denne oplysning, skete der intet.
Bilag
Advokat hans Helmer Jensens vidneudsagn og skrivelse.
Ved.
tvangsflytningen til Hørsholm, blev børnene således ikke oplyst om
stedets forhold, eller i det mindste stedets adresse. Både navne og
adresse på ægteparret, hvor børnene blev anbragt blev holdt strengt
hemmeligt for børnene.
Mulle blev ført til den nærmeste telefonboks, hvorfra hun dagligt talte med rektor Inger Bek.
.
Det
var da TV-filmfotograf Otto Jonasen af Slangerupparret var blevet
anbragt i bunden af deres bil med bind for øjnene den 20.3.1992, at det
var lykkedes for ham at løfte lige netop så meget på bindet, at han
kunne se bynavnet Hørsholm. Ved en dåbsfest den 15.9.1992, hos en
af lægernes døtre, fortalte han Mulle, at det var i Hørsholm, hun og
søsteren blev holdt skjult. Derfor bad Mulle en af lægernes sønner,
læge Ben Kristian Graungaard om at køre sig til Hørsholm.
I
Hørsholm kørte Ben Kristian og Mulle gade op og gade ned for at finde
skjulestedet. Og pludseligt fik Mulle øje på den telefonboks, hvorfra
hun næsten dagligt ringede til rektor Inger Bek.. - Og derfra fandt
parret huset, børnene blev holdt skjult i.
Senere på
dagen kørte læge Ben Kristian Graungaard filmfotografen, Otto
Jonasen til samme adresse, og Jonasen bekræftede, at dette var
huset, som han genkendte på gardinerne, han blev ført til med
bind for øjnene.
Samme dag den 15.9.1992 blev både politiet og
kommunen underrettet om navne og adresse på det de kaldte ”Et ukendt
sted i Nordsjælland”
Bilag
Filmfotograf Jonasens skrivelse, som har været fremlagt i retten.
Både lægerne og den biologiske mor anmeldte parret til politiet allerede den 15.9.92.
Men det tog politiet mere end et år, før det på grund af pres fra alle siden afhørte parret.
Bilag
Politiafhøringen af Hørsholmparret, ole og Birthe Andersen, Alsvej 97 i Hørsholm.
Men mere skete der ikke . Parret blev ganske vist sigtet, men aldrig tiltalt eller på anden måde straffet
Retten
blev underrettet, og ved hvert eneste retsmøde efter den 15.9.1992 blev
ægteparret Ole og Birthe Andersen Alsvej 97 i Hørsholm begæret afhørt i
retten- og hver gang er dette afslået af dommerne.
End ikke navne og
adresse er nogensinde blevet nævnt i udskrifter eller domme på det
ægtepar i Hørsholm, der kynisk skjulte børnene, vel vidende, at børnene
var politiefterlyste, og at der sad to uskyldige og gamle læger i
isolationsfængsel og at de ikke ville komme ud, før de børn, som de
skjulte, var kommet frem.. Men de gjorde denne forbrydelse, kidnapning
ifølge politirapporten: ” fordi der stod en rektor bag”. Jf. § 215 i
straffeloven.
Ikke engang i slutdommen i maj 1999. blev deres identitet afsløret. De omtales konstant som: ”Et ukendt sted i Nordsjælland.”
Èn
af Hemmelighederne ved denne nænsomme behandling var sikkert, at
parret i lighed med parret i slangerup havde fået ”frit lejde”. Det
sagde Ole Andersen til læge Graungaard og TV-fotograf Svend Pedersen,
da disse filmede huset, hvor børnene blev holdt skjult i under
lægernes fængsling. Filmfotograf Svend Pedersens hensigt med at
fotografere dette hus, var, at han vil bruge det til film.
Bilag: Videooptagelsen.
”Frit
Lejde” havde parret i Slangerup også fået af Frederiksberg kommune.
Dette blev fortalt af Whita Sjøsten den 28.3.1992 til en stor
forsamling hos redaktør Harly Foged i Slangerup.- Og dette er under
vidneansvar bevidnet i retten af en hel række personer, deriblandt
daværende medlem af Folketinget, Mogens Camre, læge Torben Ishøj,
sektionsleder i K.T.A.S., Agnethe Ishøj, redaktør Harly Foged med flere
.
Ligesom vejene fra Hørsholm til Slangerup og fra
Slangerup til skolegården den 28.3.1992 var garanteret ”politifri”.
Dette fortalte Whita Sjøsten såmænd i selve retten, da hun under
vidneansvar blev afhørt.- Men dommeren glemte, sædvanen tro, at skrive
dette i retsbogsudskriften.
Det var et lukket retsmøde- men der findes en kassetteoptagelse af retssagen.
Det varede mere end et år, før politiet efter massivt pres afhørte ægteparret i Hørsholm..
Ved
den lejlighed råbte Ole Andersen, at sagen er helt afsluttet for deres
vedkommende. De har frit lejde. Det er lovet dem..
Bilag Politiafhøringen.
Videooptagelsen.
Skønt
det ægtepar, som skjulte børnene ifølge politirapporten, Ole og Birthe
Andersen, Alsvej 97 i Hørsholm, hverken kendte børnene eller lægerne,
så vidste de dog, at der sad to ældre læger i isolationsfængsel som
ikke ville komme ud, før børnene, som de skjulte, var kommet
frem. De var vidende om, ifølge politirapportenat de derved
udførte en strafbar handling. Men de gjorde dette ifølge
politirapporten ”fordi der stod en rektor bag”.
Dette
ægtepars identitet blev konstant holdt skjult af retten til trods
for, at såvel retten, ligesom både kommunen og politiet allerede i
midten af september måned 1992 blev oplyst derom.. Dette efter lægernes
mening direkte forbryderiske ægtepar, blev hverken tiltalt eller
straffet De havde fået ”frit lejde”, sagde de til en
TV-footograf, Svend Pedersen, da han fotograferede huset i Hørsholm,
børnene blev skjult i. Begge lægers liv var direkte i fare. Fordi de
blev nægtet behandling af hjertesygdom, sukkersyge og højt blodtryk..
Desuden blev de mishandlet, b. a. blev læge Graungaard sparket i
hovedet. Hendes helbredstilstand var så dårlig, at hun to gange under
udrykning måtte føres til hospital.
Det blev kontant nægtet lægerne og deres advokater at få ægteparret fra Hørsholm ført i retten..
Og
de Hørsholm ægteparret undgik en tiltale efter både § 215 i
straffeloven og § 23 i bistandslove. Til trods for ”at lov er lov, og
lov skal holdes.”.
Ægteparret i Slangerup, havde det klare formål, at få en plejeindtægt.
Ægteparret
i Hørsholm sagde i politirapporten,, at de ”tog en chance”-, med deres
handling, som de vidste var ulovlig.. Hvad mon det var for en chance?
Rektor Inger Beks rolle er ligeså uforståelig, og efter lægernes mening også direkte kriminel
.
Rektor Bek blev underrettet om børnenes forsvinden, samme dag, de var forsvundet den 3.2.92
Rektor
Inger Bek blev underettet om, hvem der skjulte børnene, allerede den
4.2.1992. hendes reaktion: ” Det ved jeg da godt”
2. Rektor Bek så børnene jævnligt på hendes skole, mens de var ”forsvundet”.
3..Rektor Bek blev underrettet om politianmeldelsen af børnene
4.
Den 2.3 92 var børnene med til fastelavnsfest og børnene slog
”Katten af Tønden”
på
hendes skole.. Børnenes klasselærer, Lise Kjær-Rasmussen fortalte dette
i vidneskranken i retten og hun blev af dommeren alvorligt bebrejdet,
at hun ikke straks ringede til politiet, da hun jo vidste, at
børnene var politieftersøgte.. Overlæreren fortsatte med at sige,
at det vidste hun udmærket, hvilket var årsagen til, at hun gik bag
efter Mulle, og så at pigen gik ind på rektor Beks kontor og lukkede
døren efter sig, og så mente hun, at rektoren jo var hendes principal,
og hun vidste, at også rektoren vidste, at børnene var
politieftersøgte, så mente hun, at det så måtte være principalen,
rektor Inger Bek, der skulle ringe til politiet. Og så gjorde hun ikke
mere. Og dommeren spurgte ikke om mere.
Rektor Bek besøgte børnene
jævnligt hos sine venner i Slangerup- efter begge børns udsagn til
Mogens Camre den 2.9.92 og til de mennesker, der var med til karl
Somogyis fødselsdag den 2.4.1992..
Rektor Bek deltog i møde på
borgmesterkontoret den 6.3.92, 12 dage før lægerne fængsles., hvor
socialdirektør Bjarne Busk også var til stede, vedr. børnenes fremtid,
hvor hun fortalte, at hun jævnligt så børnene , Bjarne Busk gik direkte
hjem og politianmeldte hende.- men så blev han kaldt op på
borgmesterkontoret til samtale. Og så skete der ikke mere.
Rektor
Bek sagde i retten, at der den 19.3.92, lå en stor seddel på hendes
skrivebord om at hun skulle kontakte Frederiksberg kommune--------------
Rektor
Bek holdt møde på kommunen på borgmesterkontoret vedr. børnenes
fremtid. Den 20.3.92 og den 23.3.92 vedr. børnene, som hun vidste, hvor
var. Hun ville skaffe et midlertidigt plejehjem til disse efter aftale
med kommunen. - mens begge læger var isolationsfængslet.
Rektor Bek var til møde på borgmesterkontoret vedr. Mødet var en fortsættelse af mødet den 20.3..
Der
var konstant en observator fra Frederiksberg socialforvaltning, Bille
Jahnsen---- tittel--- der trods lukkede døre alligevel sad i retten ved
hvert eneste retsmøde. Denne
Frederiksberg
kommunes observatør, Bill Jahnsen kunne således gå direkte fra det
”lukkede” retsmøde, hvor moderen var forment adgang, til møde med
rektor Bek og de øvrige på Frederiksberg socialforvaltning på
borgmesterkontoret den 26..3.1992 og fortælle, at dommeren havde idømt
lægerne yderligere 14 dages isolationsfængsel.- Han skulle skynde sig
så meget, at han ikke hørte, at en af lægernes advokater, der var klar
over, at frederiksbergdommeren var forudindtaget og fortsat ville
idømme de uskyldige læger fortsat isolationsfængsel, efter
domsafsigelsen gik direkte op til dommeren og afleverede et på forhånd
udarbejdet kæreskrift, dateret samme dag til Landsretten.
Dommeren, der blev meget ilde berørt, spurgte dirrende og irriteret: ”
hvor kan De
vide,
at jeg ville dømme fortsat isolation”, svarede advokaten: ”Det var let
at vide med den forudfattede mening, De konstant har givet til kende
under samtlige retsmøder, Men tillad mig at rette i ankeskriftet,
datoen fra 8 dage til 14 dage, da vi i vores vildeste fantasi ikke
kunne forestille os, at De ville være så fræk, at give lægerne 14 dage
mere, det kan koste dem livet”
Rektor Bek havde travlt under
lægernes isolationsfængsel. Hun ordnede, at børnene midlertid skulle
flyttes fra det såkaldte ” ukendtee sted i Nordsjælland” til et
lærerægtepar på hendes skole, som kun skulle have disse i 14 dage. De
havde kun et børneværelse. Der skulle lærerparrets egen datter og
begge de fremmede børn bo. Men hun skulle skaffe plejetilladelse fra
både Københavns kommune og fra Frederiksberg kommune., således, at
børnene fik et legalt opholdssted, hvorfra de kunne annonceres ud til
en plejefamilie i dagbladene. Hendes venner i Slangerup, skulle søge
denne plejetilladelse, og hun som den vægtige pædagog hun var, kraftigt
anbefale disse som plejefamilie, hvorved de kunne være sikre på at få
plejetilladelsen- og kunne betale dere sterminer.
Hun skaffede
virkeligt denne plejetilladelse til lærerfamilien på hendes skole. det
skete hurtigt ! Og hun kontaktede Slangerup, som igen kontaktede
Hørsholm familien og fortalte, ”At nu var sagen i orden.”
Det var en
lørdag morgen, at der på Inger Beks skolegård ”tilfældigt” stod en
modtagelseskomite, som skulle modtage de ”forsvundne børn” En
forsamling, bestående af en af Frederiksberg kommunes embedsmænd,
der”tilfældigt” stod parat på skolegården sammen med rektor Inger
Beks lærerægtepar, der var ansat på hendes skole. Og som hun
havde skaffet plejetilladelse, som også var der ”tilfældigt”, som
rektoren havde fået overtalt til i 14 dage at være plejeforældre for de
”forsvundne” børn
Og det var ”tilfældigt”, at rektor Bek, der
boede i Hillerød, netop den lørdag morgen, stod i et vindue over det
legestativ, hvor det var aftalt, at taxachaufføren, Poul Weibel
Larsen, skulle aflevere børnene. Poul Weibel Larsen har
tidligere har været ansat hos Whita Sjøsten dengang hun blev dømt
i Rødovre til ubetinget fængsel for bedrageri, han var nu ansat i Øbro
Bilen. Han afleverede efter aftale børnene ved skolens legestativ.
Rektor Bek, som ”tilfældigt” var på skolen, skulle betale, ligeledes
efter aftale. Hun betalte for en taxakørsel fra Roskilde banegård
til skolegården, ifølge en forud fabrikeret falsk taxabon lydende på
------ . Hun betalte over skolens giro.
Ved alle forbrydelser, sker der en eller anden lille fejl. Giro bonen afslørede forehavendet.
Rektor
Bek betalte taxaregningen, lydende på kørsel fra Roskilde banegård til
Johannesskolen, vel vidende, at børnene kom direkte fra hendes
venner i Slangerup, hvortil Niels Lykke Nielsen havde hentet dem om
morgenen fra Hørsholm.
Det første absurde punkt
er, at det er åbenbart, at Frederiksberg kommune ikke førte sagen
for den biologiske moder eller for de to omtalte børn, Lisbeth og Anne
Marie, kaldet Mulle, idet kommunen efter retssagens afslutning ikke
fulgte udfaldet af sagen op i praktisk gerning. Det hele var
konstrueret for at ramme lægerne, Eva Graungaard og Karl Somogyi, som
tidligere havde irriteret Frederiksberg kommune ved at kritisere dens
børnepolitik, og samtidigt hjalp man rektor Bek med at skaffe plejeløn
til hendes ”nære bekendte i Slangerup, hvis familie hun stod i
taknemmelighedsgæld til”.
.
Børnene blev flyttet som var de en pakke.
Bilag
Eksempelvis
gik disse ulykkelige børn på gaden i to omgange i tilsammen ca. 2
år De flygtede fra børnehjemmet. De var såkaldt ”under
jorden” i Frederiksbergs narkokvarter uden at komme i skole, uden
undervisning og uden hjælp, - uden mad. De var henvist til selv
at skaffe sig mad.- og Frederiksberg kommune og politi gjorde intet.
Bilag
Billedet, på politistationerne af de eftersøgte børn.
Avisartikler vedr. børnene.
Hvor
ulykkelige børnene var, viser det faktum, at den rare og højt
intelligente 14-årige Mulle, havde før hun kom til lægerne forsøgt
selvmord, og truede med selvmord, da hun blev tvunget bort fra
plejehjemmet hos lægerne og blev holdt skjult hos rektor Inger
Beks venner i Slangerup den 3.2.92, hvilket var årsagen til at lægerne
natten mellem den 3.2.92 og den 4.2.92 af en lærer blev tilkaldt
og på hastebesøg, da han kom til deres dør, og fortalte, hvor børnene
var og bad lægerne tage af sted og besøge disse på grund af Mulles
selvmordstrusler- og lægerne tog afsted, og de ringede allerede tidligt
den følgende morgen til den øverste på socialforvaltningen og fortalte
hende, hvor børnene var og tiggede socialudvalgsformanden om at tage
med til Slangerup for at berolige børnene og få disse til stille og
roligt at følge med tilbage. Men hun skreg i telefonen, at hun slet
ikke ville vide, hvor børnene var.- Det vidste hun jo.
Bilag:
Retsbogsudskriftet.
Denne
ulykkelige pige forsøgte selvmord, mens hun var på børnehjemmet. Hun
blev akut indbragt for selvmordsforsøg netop til det hospital, hvor en
af lægernes børn, læge Ben Kristian havde vagt. Mulle blev
reddet..
Bilag:
Båndoptagelse af samtalen med den øverste
ansvarlige ionden for børneforsorgen på Frederiksberg, og
personen, der senere ved en privat middag, hvor hun havde
politimesteren til bords, anmeldte lægerne.- og dommeren i retten
på Frederiksberg kommentar dertil:.
Bilag:
Båndene og udskrift deraf, som har været fremlagt i retten og afspillet i retten
14
Det
næste absurde punkt i sagen er, at Eva Graungaards og Karl Somogyis
plejetilladelse for børnene ikke, som fejlagtigt hævdet i retten, var
ophævet, således som loven er udformet. Det blev ikke alene nævnt i
retten af læge Graungaard. Det blev allerede påpeget den allerførste
dag, den 31.1.1992, at sagen ikke havde været forelagt Børne-og
Unge udvalget, som loven altså kræver og derfor ingen retsgyldighed
havde, og som allerede den 31.1.1992 blev gjort opmærksom på, og
som dommeren i Frederiksberg Ret blev gjort opmærksom på ved
grundlovsforhøret af læge Somogyi den 18 og 19. marts 1992. -
Plejetilladelsen eksisterer således stadig den dag i dag.
Dermed er hele retsgrundlaget for sagen bortfaldet.
15
Det
tredje absurde forhold er, at der ved sidste retsmøde i Landsretten
skulle gennemføres to store retssager. Den ene erstatningssag fra
1988, hvor læge Graungaards lovligt lejede blev stormet af
politiet, som tog hendes indbo og papirer, som hun aldrig genså.
Undskyldningen var, at man troede, at det var ejeren af lejligheden,
der boede der. Læge Graungaard blev ved en voldelig aktion dengang
væltet omkuld på gulvet og lagt i håndjern, låst på ryggen af lægen,
der har gigtsvage arme fra modstandskampen mod besættelsestiden. Hun er
på grund af hendes kamp mod nazismen blevet tildelt, den såkaldte
”Hædersgave”, der er en pengegave, der udbetales hver tredje måned,
skattefrit og livslangt. Hun blev ved den lejlighed anklaget for at
ville lægge politi og flyttefolk hindringer i vejen for deres
forehavende, at rydde hendes lejlighed. I håndjern låst med brug
af magt på ryggen b, blev hun ført ud i en ventende politibil forbi
patienter og andre nysgerrige mennesker og kørt ,først til Rødovre
politistation og indsat i en kældercelle, den såkaldte ”Pipcelle”, hvor
der var cementgulv, en madras på gulvet, der lugtede af opkast og urin.
Derefter, kom jeg til Hvidovre politistation og efter et par år
frikendt uden retssag.. Og søgte erstatning. Dette var årsagen til, at
der nu samme dag i maj 1999, samme dag skulle procederes to retssager-
en erstatningssagen fra 1988 og straffesagen fra 1992.
Den
ene sag skulle procederes om formiddagen og den anden om
eftermiddagen med kun en times mellemrum. Til frokost. (der blev kun 40
minutters pause.) Det kunne hendes advokat, Jytte Thorbek af
helbredsmæssige grunde ikke. Hun søgte om at få den ene retssag udsat.
Det fik hun ikke, hvilket blev meddelt få dage før retssagen, at hendes
ønske var afslået, og hun beholdt den ældste sag., - og der
stod så Graungaard uden advokat i den aktuelle sag.
Den 11.5.199
blev der afsagt dom i begge sager. I erstatningssagen fra 1988, blev
erstatning afslået . Læge Graungaard genså aldrig hverken effekterne
eller papirer, som politiet havde beslaglagt i store kasser, og
hhv solgt og brændt. Hun mistede manuskript til sin bog ”Akupunkturens
gåde”- og måtte skrive denne om. I Danmark gør myndigheder og
politi ikke noget forkert.. I den anden sag, den aktuelle sag,
blev jeg frikendt efter at have siddet isolationsfængslet, sparket i
ansigtet i fængslet under Frederiksberg politistation og efter at
have gået dømt som kriminel i mere end 7 år, som praktiserende
læge.
Dommen i begge sager blev afsagt samme dag, den
11.5.1999. Læge Graungaard fik ikke erstatning i sagen fra 1988 og
hendes advokat Holger Lindholt indbragte denne sag for
domstolen i Strassbourg. Men så døde den advokat, der havde sendt sagen til Strasbourg...- .
16.
Læge
Graungaard fik i allersidste øjeblik tilsagn fra en advokat i Jylland,
Holger Lindholt, der øjeblikkeligt kom til København og erklærede sig
villig til at tage sagen. Han kom til Østre Landsret den 3.5.1999, og
bad om at måtte blive beskikket. Det måtte han ikke ifølge dommerne i
landsretten. Disse havde allerede bestemt og beskikket, hvem, læge
Graungaard skulle bruge..
Det sagde Graungaard NEJ TAK til. Så
afsagde dommerne kendelsen, at hun skulle bruge den advokat, de havde
bestemt efter indbyrdes aftale.
Eva Graungaard sagde igen NEJ og
tilbød selv at betale den advokat, som nu var kommet den lange vej helt
fra Jylland og som hun havde tillid til. Så forlod dommerne igen
retssalen og kom tilbage og afsagde kendelsen:
At Graungaard godt
kunne få beskikket den advokat, hun ønskede, men kun på betingelse af,
at sagen blev procederet straks, det var Graungaard tvunget til at
acceptere..
Så anmodede hendes advokat, om at få en uge til at sætte sig ind i sagen, da han ikke havde set et eneste akt papir i sagen.
Dommerne gik igen og kom tilbage og afsagde kendelsen:.: Retssagen skal starte NU, hvorefter sagen startede.
Dette er i strid med menneskerettighederne, som siger, at en anklagetskal have tid til at forberede sit forsvar.
Og
det eneste denne advokat kunne fremføre var spørgsmålet: ”Hvad er
retsgrundlaget, lovmedholdeligheden, for sagen?”, hvilket
spørgsmål, han ved hvert eneste retsmøde både startede og
afsluttede med, da han aldrig fik noget svar af dommerne i
Danmarks Landsret.
Det næste groteske punkt i retssagen er, at
Eva Graungaard og Karl Somogyi påstås, at anke Retten på Frederiksbergs
dom efter § 23 og § 24. De er ikke dømt efter § 24 og kan derfor heller
ikke anke en dom, som ikke er afsagt.
Advokat Holger Lindholt
fik ved slutningen af 4. retsdag udleveret et ganske lille bundt
sagsakter. Han forlangte at få alle sagsakter. Og han forlangte at få
udleveret alle de sagsakter, der var blevet beslaglagt ved
ransagningerne hos lægerne, hos ugebladet ”Ude og Hjemme”. Til sidst
fik han tilladelse til at gennemse de beslaglagte effekter på
statsadvokatens kontor. Advokat Lindholt to helt enkelt de
effekter, der blev lagt på bordet foran ham, lagde disse i sin mappe,
og sagde, de tilhører hans klient. Et videobånd med . anholdelsen
af lægerne tilhørende lægerne var skrevet, Frederiksberg politis
sagsmateriale fik denne advokat afspillet i retten og kunnen
dokumentere, at der var fusket i dette, og han råbte ”FUSK,FUSK; FUSK,
dommeren gentog ordet fusk. Efter retssagen gav han lægerne materialet,
efter at have konstateret, at der var vigtige sagsakter iblandt samt at
mere end halvdelen af de beslaglagte effekter, hvilket han
i retten kaldte for myndighedstyveri.
Yderligere et uforklarlige
grotesk punkt er, at det blev nægtet lægerne og deres advokater at
afhøre sagens vigtigste vidner i retten. vidner, som lægeparret og
deres advokater konstant begærede afhørt i retten
Dette er heller ikke lovmedholdelig.
Det drejede sig om:
Overassistenten
ved Frederiksberg kommune, Dorte Hendriksen, der blev forfremmet fra
overassistent til fuldmægtig ved familieafdelingen ved Frederiksberg
kommune, efter at have forfattet ”Gederapporten”, hvorefter, der havde
stået en levende ged i et undersøgelseslokale, hvor der var tre
patienter foruden hende selv, og den ged havde haft afføring, mens hun
og patienterne var tilstede i rummet. Denne løgnehistorie blev brugt af
Frederiksberg kommune i hensigt at tage autorisationen som
praktiserende læger fra lægeparret Graungaard Somogyi og sværte disse i
folketinget og i pressen, og standse planlagte TV udsendelser, som alle
fik denne opdigtede Gederapport tilsendt. Denne historieforfatter
er fortsat ansat som fuldmægtig på Frederiksberg rådhus. Det blev
nægtet lægerne, og deres advokater at føre dette vidne i retten- hver
gang. Hun måtte ikke trods konstant begæring derom , høres i
vidneskranken i retten.
Bilag: tilbagetrækningen af Gederapporten.
Borgmester
John Winther, der var den øverst ansvarlige på Frederiksberg kommune,
som både før og under lægernes isolationsfængsling, holdt det ene møde
på rådhuset efter det andet i den af Frederiksberg kommune kaldt:
”Graungaard-sag”, for i stilhed at ordne anbringelsen af børnene først
midlertidig hos et af rektor Beks lærerægtepar, der var ansat på hendes
skole, hvorved børnene kunne få en legal adresse, og hvorfra børnene
kunne annonceres ud, og hendes nære venner i Slangerup kunne søge
plejetilladelsen og få denne ved hjælp af en god anbefaling fra hende,
den vægtige pædagog.
Desuden har han indkaldt socialdirektøren, der
havde politianmeldt rektor Bek til samtale, hvorefter denne sag
synes at være droppet.
Da alle sagsakter på Frederiksberg kommune
er ”forsvundet” i hele den tid, hvor børnene har været ”forsvundet” og
referaterne af de mange møder, der har været afholdt på
borgmesterkontoret dermed er forsvundet. Det drejer sig bl. a. om mødet
på hans kontor den 6.3.1992, den 20.3.1992, den 23.3.1992 samt den
26.3.1992. Denne e borgmester kunne oplyse retten om, hvad der
skete på disse møder. Både lægerne, lægernes advokater har under
påberåbelse om loven om offentlighed i forvaltningen begæret
aktindsigt, men ikke fået et eneste akt papir udleveret. Sagsakterne er
forsvundet fra den 4.2.1992 til den 27.3.1992, siger embedsmændene på
kommunekontoret.. At disse møder har været afholdt vides dels fra
afhøringen af rektor Bek i retten og fra politiafhøringerne, samt fra
akter, som den biologiske mor har ovrgivet til lægerne.
Grete
Schack Nielsen, der sammen med socialudvalgsformanden, Birgit
Fogh-Andersen havde brygget historien, som socialudvalgsformanden
politianmeldte ved en privat middag, da hun havde politimesteren til
bords, ifølge eget udsagn på båndet telefonsamtale, der har været
fremlagt i retten og som madskribenten Grete Schack-Nielsen den
19.3.1992 under vidneansvar kom i retten og fortalte. En
historie, et falskt opdigtet vidnesbyrd, der alene var årsag til at
lægerne blev isolationsfængslet. Både Lægerne og deres advokater har
konstant begæret denne ménéderske afhørt i retten under Graungaards
påhør.
4.) Ægteparret Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97 i
Hørsholm måtte ej heller høres i retten, trods konstant begæring derom
både af lægerne og af deres advokater
Og Grete Schack Nielsen,
som løj så åbenlyst i retten ved grundlovsforhøret af Karl
Somogyi, at alle kunne høre dette. Hun sagde eksempelvist, at
overboen Hetland havde set det samme som hende. Ved politiafhøring af
Hetland benægtede Hetland at have set noget som helst. Det vidste
politiet jo og dommeren.
Desuden beskrives et af lægernes børn, som
en ung mand, en koreaner eller japaner, der skulle have kørt bilen, som
lægerne og de forsvundne børn kom i. Lægerne har en søn, Martin,
som vidnet nok er bekendt med, han er ergoterapeut, adopteret fra
Korea. Men han var i Miami på det tidspunkt. Det vidste jo moderen, Eva
Graungaard, men hun læste først senere, hvad denne dame havde fremført
i retten, som lægerne blev isolationsfængslet på.
.
Det
femte uforklarlige punkt i retssagen er, at de vidner, der i selve
retsalen blev afsløret som løgnere, ikke blev tiltalt. Dette
gjalt både Slangerupfolkene, Whita Sjøsten, Niels Lykke Nielsen og
Grete Schack Nielsen, hvis ménéd alene blev angivet som årsag til
lægernes isolationsfængsling..
Endelig aflagde taxachaufføren,
Poul Weibel Larsen det ene opdigtede udpenslede detaljerede vidnesbyrd
efter det andet, og som havde fået betalt en forud fabrikeret
falsk taxabon lydende fra Roskilde banegård til Skolegården på
Frederiksberg.
Og da dommeren spurgte ham, hvem der havde lavet
taxabonen, og hvem har fundet på historien om Roskilde sygehus og
Roskilde banegård, o.s.v. svarede dette falske vidne:: ” ”Det har Whita
og Niels”
Whita er Whita Sjøsten - og alligevel anså dommeren
udelukkende Whita og Niels vidnesbyrd, for det eneste troværdige. Og
afviste sande vidnesbyrd eksempelvist Helge Røpkes vidnesbyrd med en
usandhed, at han var ansat hos lægerne, hvilket ikke var sandt, og
hvilket var oplyst dommeren. Andre vidnesbyrd blev
negligeret.
Det samme var tilfældet, da ægteparret fra
Slangerup, Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen med deres mange
direkte opdigtede historier både til politiet og i retten fik sigtet:
1. Læge Georg Somogyi.- der dog havde et vidnefast alibi.
TV
fotografen Otto Jonasen, der den dag, som Slangerupparret angav
med lange indviklede og detaljeret historie. Han var kommet en
bestemt dag efter en tvudsendelse med børnene, og Lisbeth havde
pruttet, osv – Hele den dag optog hele den dag en fodboldkamp i
Jylland, og deres vidnesbyrd blev derfor afsløret som falsk, og
tiltalen ”glemt”
En TV journalist:
Redaktør Harly Foged fik det
opfindsomme, par, Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen i Slangerup med
en ligeså indviklet og detaljeret historie – også han havde et
vidnefast alibi og parret afsløredes atter som løgnere i retten.
Fru Whita Sjøsten havde ved vidneafhøringen et forud forfattet
manuskripi foran sig, som hun læste op af. Hun havde åbenbart svært ved
at huske parrets sammenbryggede historier. Det generede ikke dommeren.
Om
TV-fotografen Otto Jonasen fortalte parret en ligeså lang og detaljeret
historie, der gik ud på, at læge graungaard var kommet med børnene en
bestemt dag, og den lille lisbeth havde pruttet, da vi kom og fik
kaffe, og så videre om, så også han blev tiltalt, og tiltalen
frafaldet, da hans alibi afslørede deres løgnagtighed mytomani. Han
havde på det tidspunkt været i Jylland og optaget en fodboldkamp, og
parret blev afsløret som løgnere. osv..
At Whita Sjøsten, der i
retten fik tilladelse til at læse op af et forud opdigtet manuskript,
har været dømt til ubetinget fængselstraf for svindel, betød heller
ikke noget for dommeren.
Ingen af de personer, der i
retten under vidneansvar afgav falske vidnesbyrd, der i selve
retten blev afsløret som opdigtede og falske , blev tiltalt eller
straffet.
Østre Landsret indkaldte Helge Røpke som vidne. Men
tager ikke hans sandfærdige vidne til efterretning under det bevidst
usande påskud, at han er ansat hos lægerne som lægesekretær. Dette var
han ikke. Dette havde han gjort helt klart for dommeren. De er ansat
hos lægerne som lægesekretær . NEJ sagde han og fortalte, at han var
ansat andet steds som IT medhjælper.
Østre Landsret afviser
sande vidneforklaringerne, som er afgivet i retten, som utroværdige og
betydningsløse for det endelige udfald af dommen.
Det drejer sig
således om stud med Emil Graungaards vidneforklaring. Han blev truet
med 60 dages fængsel, hvis han ikke talte sandt,
og Helge Røpkes
forklaring. Han talte også sandt. Der opfandt dommeren selv mod bedre
viden en usand undskyldning for ikke at tillægge hans forklaring
betydning.
Og dommeren kaldte usande opdigtede og i selve retten
afsløret falsk vidneforklaring for ikke alene præcis og troværdigt- men
præcis og yderst troværdig. i retsbogsudskriftet
Og undlader
at notere de vigtigste oplysninger, som for eksempel, at læge Somogyi i
retten sagde, at hans kone aflagde sygebesøg hos børnene natten
mellem 2.3.2 og 4.2.1992, samt at det falske vidne, Grete Schack
Nielsen kendte Birgit Fogh Andersen og havde talt med hende flere
gange og at det var socialudvalgsformanden, der havde
politianmeldt hendes historie.. Dommeren blev dog en dag
tvunget til at tilfæje en udeladelse i den næstfølgende retssag den
20.3.1992.
For øvrigt vidste eller burde dommeren have vidst dette,
da det fremgik af politirapporten, at det var socialudvalgsformanden,
der havde politianmeldt Grete Schack Nielsens løgnehistorie den
11.3.1992
Bilag
venindeforholdet med socialforvaltningen
retsbogsudskriftet
Advokat Hans Helmer Jensens vidnesbyrd i retten.
Ganske
vist godtager Østre Landsret, Retten på Frederiksbergs vurdering
af vidneførelsen, hvor selvmodsigende den end må forekomme, men retten
vil alligevel ikke lægge den til grund for en dom.
Derfor
frikender Østre Landsret Eva Graungaard og Karl Somogyi med en
henvisning til en ”rettergangsfejl”, således beskrevet, at de ”ikke
kunne dømmes, således som anklageskriftet var formuleret”. For
offentligheden betød det, at de fra første færd var blevet anklaget med
en fejlagtig anklage. Deres ydmygende fænsling i isolation i 10 dage,
overgrebene mod deres helbred, Mere end 50 ringbind sagsakter, utallige
retsmøder med dommere, domsmænd, vidner, advokater, politiindgreb,
ransagninger, etc. etc. havde fra begyndelsen beroet på en fejl-
og kostet milioner af kroner.
.
Nægtelse af tid til at graungaards forsvarer kunne sætte sig ind i sagen , hvorfor han kun kunne stille et eneste spørgsmål
Alle
sagsakter i tiden den 3.2.92 til den 27.3.92 er ”forsvundet”, hævder
embedsmændene på Frederiksberg rådhus. Loven om offentlighed i
forvaltningen krænkes.
De få akter, som lægerne er i besiddelse af, har de fået af den biologiske mor..
Det
sidste uforståelige punkt er, at retten nægter Eva Graungaard og Karl
Somogyi erstatning, skønt retten erkender, at hele sagen har beroet på
en ”rettergangsfejl”. Dermed påtager Østre Landsret sig skylden for
hele sagen, men undskylder sig med, at de to frikendte selv har været
ude om det og derfor ikke skal have erstatning. De skal derfor betale
retsomkostningerne ved erstatningssagen under den usande påstand, at de
selv har givet anledning til den behandling de fik, isolationsfængsling
m.m..
Endelig er selve gennemførelsen af retssagen en skandale.
Retsplejeloven bliver gang på gang overtrådt. Således nægter retten de
anklagede lejlighed til at afhøre vidner, som anklageren havde brugt og
bygget sin anklage på.
Alle disse misforhold kunne fejes af bordet med en to liniers henvisning til en ”rettergangsfejl”.
Landsretten
i 1999 ændrede Landsrettens afgørelse i 1997, efter hvilken lægerne
blev dømt som skyldige på grund af udeblivelse fra retten, da læge
Graungaard blev syg under selve retssagen og indlagt.på hospital, hvor
overlægen skrev, at hun har været i direkte livsfare på grund af
hjerteanfald med alvorlig forandring i EKG.
Bilag.
ukendskab til loven diskulperer ikke.
Hele grundlaget for retssagen var forkert
Jon- sagen har ikke belært danske myndigheder. De fremturer fortsat med sindelagskontrol.
Endeligt
er det uforståeligt, at rektor Inger Bek, som arbejder sammen med
socialudvalgsformanden, og borgmesteren ikke bliver udsat for de samme
ransagninger og isolationsfængsling, som lægeparret, da hun selv
allerede den 6. marts ved møde på Frederiksberg rådhus på
borgmesterkontoret har opgivet ,at børnene kommer hos hende og hun ser
disse meget ofte, at de var på skolen fastelavnsmandag og slog katten
af tønden, og at hun havde Mulle på sit kontor på skolen den 2.3.1992.
, og derfor blev politianmeldt af socialdirektør Bjarne Busk
Lægerne
blev isolationsfængslet den 18.3.92.. Rektor Inger Bek, som selv
opgav ved et møde på borgmesterens kontor, at børnene jævnligt kom hos
hende, - og blev politianmeldt derfor 12 dage før lægerne blev brutalt
anholdt og fængslet på en opdigtet løgnehistorie, blev hverken udsat
for ransagninger eller fængsling.
Efter at rektor Inger
Bek selv havde fortalt om sit samkvem med børnene ved et af de mange
møder, der blev holdt på kommunen, blev hun direkte politianmeldt af
socialdirektør Bjarne Busk. Mere skete der ikke i hendes sag.
Der
skete hende intet til trods for, at hun var hovedpersonen sammen med
socialudvalgsformanden på Frederiksberg rådhus., Birgit Fogh- Andersen .
Lægerne blev fængslet på et vidnesbyrd, der i retten blev afsløret som falsk.- rektor Inger
Den
person, der vidnede falsk mod lægerne, Grete Schack Nielsen, og som
også blev afsløret i selve retten, og hvis vidnesbyrd betegnedes af
dommeren ikke blot som præcist og troværdigt, men som præcist og yderst
troværdigt, og bragte lægerne i fængsel., skete der heller ikke noget.
Med
lethed kunne læge Graungaard have tilbagevist hendes
sammenbryggede falske vidneudsagn, såfremt dommeren havde
tilladt, at vidnet måtte afhøres under påhør af læge Graungaard..
Og ægteparret i Hørsholm,, der bevidst skjulte de politieftersøgte børn, skete der heller ikke noget.
Myndighederne- domstolen har selv erkendt skylden ved, at man har glemt at ophæve plejetilladelsen lovmæssigt.
Lægerne kan da ikke være skyld i, at myndighederne laver en rettergangsfejl, for så er der jo ingen sag.
Det
kan ikke være lægernes skyld, at der rejses en forkert sag., og kommer
med en forkert anklage. Og påfører lægerne en sag, der er rejst
på et forkert grundlag.
Sagen var en katastrofe for de stakkels
børn, det gik mest ud over, og hvis fremtid blev ødelagt. Mulle ville
være advokat og Lisbeth ville være sygeplejerske. Det blev de aldrig.
Myndighederne fejer det hele af bordet
Lægerne
kan da ikke være skyld i at myndighederne laver en rettergangsfejl., så
er der jo ingen sag. At lægerne skal betale sagsomkostningerne, og ikke
have erstatning, når danske myndigheder rejser en forkert sag, der har
fået katastrofale følger, kan ikke være regtigt.
Myndighederne
kommer med en forkert anklage. Og påfører borgere en sag på et forker
tgrundlag, ved en fejl, og så feje det hele af bordet ved at skrive, at
det var en rettergangsfejl, er uhørt.
Børnene bør have erstatning for en tabt barndom og en god uddannelse.
Det
var ikke alene parret fra Slangerup, der beviseligt løj i retten. Det
gjorde den private gymnasieskole på Frederiksberg,
Johannesskolens rektor, Inger Bek også.
Lægernes plejetilladelse for de to børn, Mulle og Lisbeth blev aldrig retsgyldigt ophævet.
For
læge Karl Somogyis vedkommende har sagen været helt uforståelig. Læge
Somogyis største skyld var, at han var gift med Eva Graungaard. Det
mener man er hans egen skyld.
Men kollektiv straf er ulovlig.
Læge
Somogyi tog helbredsmæssigt skade af den hårde isolationsfængsling og
angsten for familien. Hvad sker der med parrets egne børn og med
lægekonsultationen?. Lægeparret har tolv egne børn og det yngste, Ditte
var kun 8 år, da moderen bevidstløs blev båret ud forbi hende og lagt i
bunden af en af politiets kassevogne og kørt bort under udrykning, og
faderen ført ud af to betjente, og en storesøster lænket i håndjern til
den mandlige sekretær blev ført ud i en tredje bil, alle blev ført
forbi hende, en lille pige, stående frysende og grædende ude på gaden,
jaget ud af huset og låst ude af et talstærkt politi.
”
Mitgegangen, mitgefangen und mitgehangen”, sagde man, da man hørte om
sagen i Østrig, hvorfra Karl Somogyi flygtede i 1938.
Det var ikke det Danmark vi kæmpede for under besættelasen, og som mine venner døde for
Madskribenten,
Vidnet Grethe Schack Nielsens vidnesbyrd, der af Frederiksberg dommeren
blev kaldt ”præcist og yderst troværdigt”.blev afsløret i retten,
som rent opspind- ligesom Gedehistorien var opspind. Og Whita
Sjøstens vidneforklaring, som i retten læstes op af et manuskript var
troværdigt.-Men det var Whita sjøsten ikke:
Dømt for
Afsløret i retten for. Opfindsomhed. For øvrigt var hun sigtet og måtte lyve i etten, hvilket hun gjorde
Mens
Hhelge Røpkes vidnesbyrd, som var sand, af dommeren blev kaldt
utroværdigt, ”fordi han var ansat hos læger”, skrev dommeren mod bedre
vidende i retsbogsudskriftet.
Helge havde klart svaret på dommerens spørgsmål om han var ansat hos lægerne. NEJ ikke mere.- jeg arbejder andet sted--------
Og Emil Graungaard Somogyis vidneudsagn i retten ligeledes blev kaædt utroværdigt trods for, at han talte sandt.
Whita Sjøstens løgnehistorier blev også TV-fotografen Svend Pedersen sigtet .
Plejetilladelsen blev aldrig retsgyldigt trukket tilbage fra lægerne.
retsgyldigt tilbagekaldt
DISPOSIITION
………………..
Dorte Hendriksen.s tilbagetrækning af gederapporten.
I Danmark har der været 3 storfamilier. Buxbum, Brems og----
Nu har vi fået skovlen under de to- og mangler bare den tredje.
Sagen: Kort resume.
Dommene.:
Retten på Frederikeberg den. …..,
Østre Landsret den …1997.
Børnene.
De enkeltes roller
6. ”Tages ikke til følge” Afvisning af de vigtigste vidner.
7. Retternes roller.
8. ”Der lægges vægt på:”
Dette er de to par fra Slangerup, som Retten lægger særlig vægt på.
Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, samt forældreparret til et multihandicappet barn, som parret WS og NLN har i dagpleje.
N.L.N.. og W.S. s taxachauffør
10 De mennesker dette Slangeruppar fik sigtet med deres opdigtede historier.
11. Ole og Birthe Andersen i Hørsholm, Alsgade 97.
Hvis børnene kommer frem. Når børnene kommer frem.
Forsamlingen på skolegården lørdag den 28. marts 1992.
Børnene
Den biologiske mor.
14. Overlæge Rønnaus erklæring.
15, Genoptagelsen
Dommen den 11.maj 1999. Kattelemmen.
Erstatningssagen:
Dommene.”Der lægges vægt på”.
Børnenes skæbne.
Til Europadomstolen i Strasbuourg.
Som
kollega til lægerne Eva Graungaard og Karl Somogyi har jeg fået
udleveret kopi af sagsakterne i en kæmpesag, som fandt sted i Danmark i
tiden 1992 til 2002, som vakte røre i befolkningen, hvor mere end 1000
borgere med deres underskrift protesterede mod myndighedernes
behandling af to ældre læger, hvor alt syntes at være aftalt spil,
derfor vil gerne kommentere denne typpiske danske sag, som bestemt ikke
er et enestående tilfælde her i landet.
Forudgående
modsætningsforhold mellem lægeparret, Eva Graungaard og danske
myndigheder var grunden til hele denne kæmpesag, som især skyldtes
ægteparrets livsstil, og parrets hjælp til samfundets svageste, som for
eksempel narkomaner, åndssvage og omsorg for hjælpeløse børn.
Ægteparret havde selv 12 børn, hvoraf 6 var biologiske børn og 6
var adopterede forældreløse børn fra Sydkorea, hvoraf de fleste var ret
stærkt handicappede, og som de reddede fra en krank skæbne. Dermed
anviste de en anden og bedre vej til at løse sociale problemer end den
sociale statslige industri.- Desuden havde Eva Graungaard bragt
den såkaldte ”Jon-sag” op for menneskerettighedsdomstolen og fået
Danmark dømt i 1984, og hjulpet talrige forældre med tvangsfjernede
børn.
Derfor lurede myndighederne på en lejlighed, hvor
de kunne ramme lægeparret, helst i en sag, der angik deres uegennyttige
omsorg for børn. Da man så troede, at man havde fanget dem i et
net af uklare regler og love, slog man til med en brutalitet som gjalt
det en farlig forbrydelse.
Påskuddet var en foregiven bekymring
for 2 plejebørns forhold til deres biologiske moder, som var en
stakkels HIV-positiv prostitueret og kriminel narkoman, som selv havde
overgivet sine børn til lægerne, da hun en dag i påsken 1990 blev
indlagt meget syg og højfebril på hospital efter et fejlfix i lysken.
Lægerne fik plejetilladelse og denne blev stadfæstet i Den Sociale
Ankestyrelse. Børnene blev sammen med lægeparrets egen yngste datter
indmeldt på en privat gymnasieskole, hvor de blomstrede op og blev
dygtigere for hver dag. Jf. skoleudtalelserne. Da moderen kom hjem fra
hospitalet ville børnene ikke se hende, hvilket de skulle lære, sagde
den ansvarshavende socialudvalgsformand på kommunen, så bestemte
kommunen, at børnene derfor skulle på børnehjem.. Det ville børnene
ikke. Den dag, den 3.2.92, hvor lægerne havde fået besked fra kommunen,
at børnene skulle afleveres til børnehjemmet, flygtede de til slangerup
til rektoren Inger Beks nære venner der, efter en opringning til det
ældste af børnene, Mulle. Ifølge sagsakterne blev der i retten
afspillet en telefonsamtale, hvor Eva Graungaard fortalte den
ansvarshavende på Frederiksberg kommune, hvor børnene gemte sig. Hun
kendte stedet fra sagsakterne. Men skreg i telefonen den 4.3.92, at hun
IKKE VILLE vide, hvor børnene gemte sig Politiet kom talstærkt ud
den 18.3.92 til lægeparrets villa, og afspærrede vejen i begge
retninger, og jog kommende patienter ud med ordene, at de skulle gå
tilbage, for nu skulle lægeparret i fængsel, og de kunne søge anden
læge. Lægeparret blev på ydmygende måde fængslet midt under deres
lægekonsultation under nærvær af deres patienter. Eva Graungaard var
dengang 63 år og syg af hjerteproblemer. I TV udsendelse ses, at hun
blev slået bevidstløs og båret ud og lagt i bunden af en af de
mange politibiler, der blev brugt til afspærring af vejen i begge
retninger, og under udrykning kørt direkte til Frederiksberg hospital
og indlagt på intensiv afdeling. Og Karl Somogyi på 67 år, der havde
haft to tilfælde af blodpropper i hjernen og havde meget stærkt
forhøjet blodtryk blev nægtet behandling derfor. En af parrets døtre
blev i håndjern lænket til den mandlige sekretær gennet ud i en anden
politibil, under påsyn af mange patienter og nysgerrige
forbipasserende. Parrets yngste datter, Ditte på bare 8 år, blev
jaget ud på gaden, hvor hun så stod uden overtøj, frysende og grædende
og så på at politiet kørte med forældrene og søster og sekretær. og
døren låst for hende, mens politiet uden dommerkendelse ransagede
lægeparrets konsultations villa. Ved grundlovsforhøret af læge Somogyi
fortalte Somogyi i retten straks denne dag ifølge sagsakterne, at det
var i Slangerup, han og hans kone var tilkaldt om natten til sygebesøg
hos børnene, fordi den ældste pige havde truet med selvmord, hvis hun
ikke kom tilbage til ”far og mor”som børnene kaldte lægeægteparret.
Begge læger blev holdt isolationsfængslede i 10 dage, under direkte
torturlignende forhold.
Retssagen blev en offentlig skandale med
afsløring af det ene falske vidne efter det andet. Blandt andet i dansk
TV. Endeligt lykkedes det det danske system, at få skovlen under
lægeparret og få disse dømt i 1997, hvor Eva Graungaard i selve
retssalen fik et meget alvorligt hjertetilfælde og bad om at måtte
blive kørt til hospitalet, hvilket dommerne nægtede. Da hun var meget
dårlig tilbød en af dommerne hende en sukkerknald, som han havde i
lommen, da der kunne være tale om hypoglykæmi, for lavt blodsukker,
mente han. Og dommerne gav hende 10 minutter til at gå uden for
retssalen og måle blodsukker. Men, gentog disse dommere, hvis hun
forlod retssalen , ville hun få en udeblivelsesdom. Derfor blev læge
Graungaard i retssalen. Men i frokostpausen, var der kommet tre andre
læger til stede. De så, hvor dårlig Eva Graungaard havde det, og de
kørte helt enkelt Eva Graungaard til Rigshospitalet. Men da lægen med
rette frygtede, at den danske landsret ville dømme hende forlod hun
hospitalet mod givet råd for at komme tilbage til retssalen. Men da hun
fortsat blev dårligere blev en overlæge tilkaldt. Han indlagde
øjeblikkeligt Eva Graungaard, og skrev i en erklæring, at hun
havde fået svære forandringer i EKGet og det ville have været
forbundet med livsfare, om hun var blevet i retssalen. Der blev ringet
til landsretten. Alligevel stadfæstede Østre Landsret læge Gaungaard,
hvorefter hun fik …….. Og alle danske retsinstanser, ------- nægtede
genoptagelse af sagen.- selv det danske Justitsministerium
nægtede genoptagelse. ”Hun havde jo forladt retssalen”. Og det danske
system havde igen vundet.
Overlægen skrev så, at lægen havde
været i livsfare, såfremt hun var blevet i retssalen.
” ”- og så måtte hele retssystemet
bøje sig og sagen blev genoptaget
For at komme ud af klemmen med
de mange falske vidner, den brutale fængsling, den livstruende nægtelse
af behandling af sygdom, den vanvittige argumentation, de utallige
retsmøder, og utallige ransagninger i lægernes private hjem, hos deres
voksne børn, hos naboer og bekendte , hvor de bemægtigede sig
sagsakter, fotos, selv billeder, der hang på væggen tog de med
sig, kasettebånd og videobånd som de i øvrigt kun fik en brøkdel
af tilbageleveret, frikendte Østre landsret til sidst lægeparret
med henvisning til en rettergangsfejl: ”Lægeægteparret kunne ikke
dømmes, således som anklageskriftet var udformet”.- For øvrigt, hævdes
det i dommen, at de frikendte selv havde været ude om det, så de
ikke skulle have erstatning. Det er ubegribeligt at så mange års
retsopgør i Danmark kan slås hen med et skuldertræk med og en
henvisning til en formuleringsfejl.
I al tumulten glemte man ,
hvad sagens påskud var. De to plejebørn, som skulle ”hjælpes” af den
statslige socialindustri til at ville se deres biologiske mor, og som
derefter blev kastebold fra sted til sted og derefter igen levede under
kummerlige kår. Det lykkedes aldrig for magthaverne, at få den store
pige til at ville se den biologiske mor. Børnene blev kastet hid og did
og levede således bl. andet ialt derefter ca. 2 år på gaden uden
skolegang og uden undervisning, og uden at de sociale myndigheder rakte
dem en hjælpende hånd.
Resultatet af talrige retsmøder, falske
vidner, brutal isolationsfængsling, politi, dommere, statsadvokat,
rigsadvokat, justitsministerium, dynger af papirer, og retsmøder
deriblandt ulovlige retsmøder, hvor dommeren afsagde kendelsen, at
hverken lægerne eller deres advokater må underrettes om retsmøderne,
svimlende milionsummer. Resultatet : at lægeparrets helbred blev
ødelagt, deres hjem udplyndret,, deres egne 12 børn blev medinddraget i
katastrofen, men først og fremmest, at de to plejebørn, som hele
sagen handlede om, blev ødelagt og deres fremtid knust. Den lille ville
være sygeplejerske og den store advokat. Begge ville være studenter.
Ingen af de skyldige i denne sag, som grundede sig på en
formuleringsfejl, blev stillet til regnskab. Men ægteparret og
deres børn måtte betale med deres smerte, deres helbred, deres tab, og
de to plejebørn måtte betale med deres fortabte barndom og ungdom
og fremtid, fordi myndighederne i virkeligheden var ligeglade med
børnenes skæbne,- ligesom i Jon-sagen., hvor lægerne også under stor
brutalitet uskyldigt blev anholdt i deres lægekonsultation.
Der
vedlægges kopi af et enkelt sagsakt, der demonstrerer danske
myndigheders fremgangsmåde, - og fremgangsmåder, ”Gederapporten”,
der i folkemunde og i pressen gav sagen navnet ”Gedesagen”. En rapport,
der blev sendt til--- og som skulle fratage lægerne deres levebrød som
praktiserende læger i Danmark, og nedsætte deres omdømme i
befolkningen, og som kommunen betalte dens ansatte overassistent Dorte
hendriksen for, betalte hendes advokat, og betalte hendes bøde på 5000
kr, og forfremmede hende fra overassistent til fuldmægtig på
Frederiksberg kommunes familieafdeling, hvilken stilling, hun endnu
besidder- og kommunen foranstaltede, at hun ikke måtte afhøres i
retten, som lægerne og deres advokater konstant har begæret. Ved disse
begæringer af hende og de øvrige for sagen vigtigste vidner, skrev
dommerne: ” tages ikke til følge”
EFTERTANKE:
Kunne disse
millioner, som denne sag har kostet borgerne i Danmark, været brugt til
noget bedre.? Hvad opnåede man? Hvem fik gavn
af sagen?
Som konklusion må man slutte:
At lægerne, Eva
Graungaard og Karl Somogyi blev bragt i livsfare og
udplyndret. Deres anseelse som læger blev
skadet Deres egne 12 børn blev inddraget i forvirringen
Deres
to plejebørn, der havde rettet sig så utroligt og var blevet glade og
velfungerende. blev berøvet deres barndom og ungdom. Og deres
fremtid blev ødelagt.
Retten på Frederikeberg og Østre Landsret
blev afsløret som både dilektantisk og inkompetent i en grad, der
fremkaldte dyb forargelse- og foragt.
Reaktionerne fra befolkningen
efter TV-udsendelser fra dele af sagen var vantro, hovedrysten og
derefter en dyb mistillid til dansk retsvæsen.
Næsten 2000 borgere skrev under på en protest.
Sagen har kastet skam over de offentlige myndigheder i Danmark.
Det
hele var unødvendigt og for to børn dybt tragisk. Ingen fik andet end
lidelser og mistillid ud af denne langvarige forestilling.
Det må ærgre almindelige borgere, at så store summer blev ødslet på en så tåbelig måde.
Tænk hvor meget godt man kunne have gjort for de samme penge.
Danmark og danske retstilstande.
Ikke noget at være stolt over .
For i Danmark fejes alle fejltrin ind under gulvtæppet. Der sker ikke noget forkert i Danmark
Eva
Graungaard er kendt for sin kritik af systemets overgreb på den
svageste del af befolkningen. Tvangsfjernelser af børn og lignende. De
mest kendte sager, hvor hun er trådt op mod det danske system er:
JON-SAGEN: -
Prof. Tolstrup til samarbejdspartneren, Glostrup politi:
Den sag sendte hun til Strasbourg og Danmark blev dømt.
Bilag:
I
den sag blev lægerne Graungaard og Somogyis lægekonsultation
oversvømmet af ca. 70 væbnede politibetjente, der stormede lægernes
praksis. og anholdt lægeparret, og førte disse i håndjern til Glostrup
politi og plyndrede deres praksis for lægejournaler og.
meget mere. En lille brøkdel blev tilbageleveret flere år senere.
Bilag:
dokumentet, som en behjertet politimand lagde i hendes postkasse, og
som Eva offentliggjorde og sendte til Strasbourg, hvor Danmark blev
dømt.:
EMIL:
BRYSTKRÆFTSAGEN. eller EKSKLUSIONSSAGEN.
Om danske overlægers hemmelige forsøg med kvinder med brystkræft hos kvinder:
hvor
hendes patienter med næsten nyopdaget brystkræft, bare døde.. og hvor
hendes mand Karl Somogyi ved en fejltagelse fik et brev vedr. en af de
døde i hvilket der stod:
For at få dette svineri / myrderi stoppet ,
gik hun med dette brev till embedslægerne, der intet ønskede at gøre
ved sagen, men advarede læge Graungaard, så gik hun til ministeriet,
hvor hun direkte blev advaret med ordene: Du stikker dit hoved i en
myretue, hold op. Så gik hun til presse og TV og blev ekskluderet
af Den Danske Lægeforening, idet man sagde, at hun nedsatte
danske patienters tillid til lægestande.- Hun havde på dette tidspunkt
11 uforsørgede skolesøgende børn.- Da hun både er dansk læge og svensk
læge, idet hun har bestået eksamen i både, København og i Stockholm,
søgte hun om en stilling som overlæge i Sverige, da hun også er svensk
leg. läkare og har arbejdet som afdelingslæge i Sverige i 5 år.-
Men
vandt helt overraskende i retten idet en højesteretsdommer, Topsøe
Jensen frikendte hende idet han undskyldende sagde til modparten- Den
Danske lægeforening: ” hendes patienter døde jo”
Bilag:
EMIL:
Derefter
fortsatte hun som praktiserende læge i Danmark, et arbejde, som hun
fortsat bestrider i en alder af 75 år. Og med tolv børn, hvoraf det
yngste her i sommer den 19-årige Ditte blev student.
.
Disse
eksempler er bare to af de mest kendte sager, hvormed ”Det Danske
Ufejlbare System” har forsøgt at stoppe munden på dette lægepar, hvis
kritik først og fremmest har drejet sig om overgreb mod danske borgere.
Karl
Somogyi, er flygtning fra nazismen i 2. verdenskrig. Han
flygtede først til Danmark, senere i 1938 til Sverige, og Eva
Graungaard oppebærer den livslange skattefrie Hæderspris for hendes
indsats mod den nazistiske besættelsesmagt., og pension som en af
besættelsestidens ofre. Hun og hendes mand, der er 75 og 78 år,
arbejder fortsat som praktiserende, speciallæger i almen medicin i
Danmark.. De har sammen 12 børn,- 6 såkaldte ”hjemmelavede”, som
de kalder disse, og 6 udvalgte- adopterede, hvoraf flere er
handicappede.
GEDESAGEN:
Den nuværende. sag har befolkningen
døbt ”GEDESAGEN”, efter den af Frederiksberg kommunes overassistent
Dorte Hendriksens vanvittige erklæring om, at der i et af
lægernes undersøgelseslokaler, foruden 3 patienter, der var lagt
op på et leje, og overassistenten, også stod en levende ged. Og at
denne ged havde afføring midt blandt patienterne. Historien, der var
beregnet på at tage levebrødet fra lægerne, blev i den hensigt
sendt til embedslægerne, og til alle medlemmer af det sociale udvalg i
Folketinget og til pressen.
En anden ligeså usand historie blev
sendt til lægeforeningen i samme hensigt. Efter at overassistenten
skriftligt havde trukket sin løgnehistorie tilbage, blev hun forfremmet
til fuldmægtig ved familieafdelingen på Frederiksberg kommune.- og
kommunen betalte såvel for hendes advokater, som de 5000 kr. hun
skulle betale til lægernes advokat.
Bilag:
Tilbagetrækningen.
Efter
at Dorte Hendriksen havde trukket sin løgnehistorie tilbage, blev hun
forfremmet fra overassistent til fuldmægtig ved Frederiksberg kommunes
familieafdeling.- en stilling hun bestrider den dag i dag.
Den
opdigtede usande erklæring vedr. geden i lægepraksis sendes desuden til
lægeforening og sundhedsstyrelsen i samme hensigt- at tage
bestallingen som læger fra Graungaard Somogyi. At fratage dem deres
levebrød i Danmark. De havde 12 børn.
Bilag:
GEDESAGEN:
I
denne Gedesag. som det konservative Frederiksberg kommune førte mod
lægerne Graungaard og Somogyi., hvor begge lægerne den 18.marts 1992
blev overfaldet i deres lægepraksis af et stort antal politibetjente,
lige midt i deres konsultationstid. fik stjålet familiebilleder,
sagsakter m.m., som de i lighed med tidligere lignende overfald i deres
lægepraksis, kun fik en brøkdel tilbage af.
Eva blev slået så groft
under anholdelsen, så hun i bevidstløs tilstand måtte bæres ud og lagt
i bunden af en af de mange ventende politibiler og køres udrykning
køres til hospitalet. ikke til det nærmeste hospital, som man skal i
Danmark- men til Frederiksberg hospital.
Begge læger blev
isolationsfængslet i en alder af hhv. 64 og 67 år. og totalt isoleret i
fængslet. Eva blev sparket i hovedet af en fængselsbetjent ved navn
Erik Staal under Frederiksberg politistation.
Bilag: fotos taget af forsvarsadvokaten.
Begge fik et fuldstændigt ødelagt helbred,
For
så til sidst, efter at have gået i mere end 9 år som dømte kriminelle,
bare blev frikendt- men uden nogen form for erstatning. Man brugte en
ny gedeløgn:. ” De havde selv været ude om det.”
Endeligt i 1997:
Fik
lægerne deres endelige dom.- troede systemet i Danmark.. troede
Frederiksberg kommune, troede dommerne, troede politiet, troede
statsadvokaten, troede rigsadvokaten, troede højesteret.
Karl
Somogyi, der havde alt for højt blodtryk og lige havde haft en ny
blodprop i hjernen og derfor ikke kunne møde op i retten, og en
speciallæge i neurologi sendte en lægeerklæring, Og Eva Graungaard,
der i Fængslet har dårligt hjerte og i isolationsfængslingen
fik insulinkrævende diabetes, blev pludseligt meget syg under
retshandlingen, og bad om at måtte gå. Nej sagde dommerne. Hvis hun har
insulinshock kan hun få en sukkerknald, som han havde i lommen. En
tilkaldt læge sagde til dommeren, at det var uforsvarligt, at læge
Graungaard ikke kunne komme på hospitalet, hvortil dommeren sagde, at
såfremt Graungaard forlod retten ville han give en udeblivelsesdom.
Lægen blev i retssalen til middagspausen, tre læger, der var mødt op
kørte Eva Graungaard til hospitalet. Hun blev indlagt på intensiv
afdeling. Og lægerne fik en udeblivelsesdom.
Dermed var alle klagemuligheder udtømte i danmark- og lægerne endegyldigt dømt.
Men
så skrev en overlæge på den medicinske afdeling, som læge graungaard
blev indlagt på et brev til retslægerådet, i hvilket han skre v, at det
ville have været forbundet med livsfare, om læge Graungaard var blevet
i retssalen.
Bilag:
Udeblivelsesdommen.
Overlægens skrivelse.
Og retssagen i landsretten blev nødtvunget genoptaget.
I den nuværende GEDESAG optræder først:
1.Dorte Hendriksen-
Geden, blev sendt til i hensigt at tage bestallingen som læger fra os og til alle medlemmer
Skæbne, blev forfremmet til fuldmægtig ved samme kommune, hvilken stilling hun betræder den dag i dag.
Frederiksberg
kommune – Borgerne på Frederiksberg – betalte hendes både hendes og
lægernes advokat- og 5000 kr til lægerne. Hun blev ikke afskediget men
forfremmet.
Og Hun blev begæret afhørt i retten af både lægerne og
af deres advokater, men Frederiksberg kommune nægtede at hun måtte
høres i retten. Dette var ulovligt- men dommerne rettede sig derefter
og så nægtede disse ulovligt at afhøre denne embedsmand ved
Frederiksberg kommune.
2.Borgmesteren på Frederiksberg.
Blev nægtet at blive afhørt som vidne
3. Ny borgmester.
Naturligvis var det kommunen dvs borgerne, der betalte..
Bilag.
Den biologiske mor, Mette Haugaard Hansen.,
Hvis interesser Frederiksberg kommune, dens advokat og politiet angav at repræsentere i sagen mod lægerne.
Mette
Haugaard Hansen er en stakkels syg kvinde, der har været på hårde
stoffer siden 16-års alderen, som har været Eva Graungaards
patient siden 1985. og som stadigt er patient i læge Graungaards
lægepraksis. Hun var allerede i 1985 HIV-positiv. Ikke dessto mindre
havde hun 4 mindreårige børn i ”hjemmet” og var plejemor for sin
lillebror Anders, som hun fik ansvaret for fra denne 11. år.- Og som
døde i 1991 den--- i hjemmet hos plejemoderen Mette. Han var også
patient hos Eva Graungaard lige til sin død. Han fortalte, at han var
blevet smittet derved, at mette havde stukket ham med metadon i en
halsåre med sin egen brugte kanyle.
Mette, som jo ifølge kommunen og
politiet på den måde var ”part” i sagen, måtte ikke overvære
nogen mod lægerne retssag vedr. hendes børn. Hun forsøgte en dag at
komme i8nd i retssalen, men blev af en af kommunens ansatte med magt
trukket ud af retssalen, Hun måtte end ikke opholde sig i nærheden af
retsbygningen. På videofilm, vist i TV , og forlangt afspillet i retten
ses, hvordan hun med magt bliver trukket bort fra retsbygningen på
Frederiksberg.
Hun skrev til lægerne, at hun var blevet brugt imod
lægerne, et bre v, der blev sendt til retten Aldrig aldrig har hun
anmeldt lægerne skriver hun. Og fortsætter, at kommunen har brugt
hende.- og tvangsflyttet hende fra sin lejlighed, som man angav skulle
renoveres. Huset denne familie boede i, blev hurtigt nedrevet. Så kunne
det ikke bevises hvilke forfærdende denne stakkels mor med 4 egne børn
og et plejebarn boede i...
Bilag:
Ikke alene kommunens folk
men også andre af kommunens observatører fik helt ulovligt tilladelse
til at overvære de lukkede retsmøder.- Bl. a. en ansat på Inger Beks
skole, så disse kunne referere .
Børnene.
Børnene Anne Marie Haugaard Hansen- kaldet Mulle.:
Lisbeth Haugaard Hansen,
Maria Haugaard Hansen
Robert Haugaard Hansen.
Plejebarnet, Anders Haugaard Hansen
Plejebarnet Anders døde i 1991. Han var blevet HIV positiv.
Lisbeth: født et af lægernes plejebørn. Var HIV-positiv, da lægerne i 1990 fik hende i pleje.
Anne
Haugaard Hansen Kaldet Mulle, født. Det andet af lægernes
plejebørn, er født i og døbt i vestre Fængsel. Hun pjækkede fra skolen
i månedsvis, var henvist til at stjæle til føden til sig og søskende,
når moderen sad i fængsel. Hun var meget langsynet, men havde aldrig
fået briller.
Bilag:
Børnenes situation før de kom i pleje hos lægerne.
Situationen mens de var hos lægerne.
Senere..
5. Madskribenten Grete Schack Nielsen
Ovennævnte dame boede i lægeparrets nabolejlighed på Frederiksberg.
Hun
havde aftalt med Frederiksberg kommune, at hun skulle standse en
TV-udsendelse, som var optaget, og at hun skulle gå til politiet med en
løgnehistorie om, at hun kendte vore lægernes egne 12 børn og de
to fremmede plejebørn, fra trappeopgangen, og at hun den
11.3.1992 havde set læge Graungaard komme med et af
de to fremmede børn komme i lægernes bil ført af en mand, hvis udseende
modsvarer vor ældste søn, Martins udseende.. Hun kan kun have set de
fremmede børn i TV, da lægeparret først flyttede ind i hendes
nabolejlighed
den 15.3.1992, hvor de byttede lejlighed med deres søn, læge ben
Graungaard, som flyttede ind i deres lejlighed den 15.3..1992.
Denne
Ménéderske måtte ej heller afhøres under mit påhør, til trods for at
det 100 % var på grund af hendes opdigtede usande historie, vi kom i
fængsel. Afhøring af hende blev begæret af både læge Graungaard og to
forsvarsadvokater, men det blev ulovligt nægtet af dommeren.
Og
ved hvert eneste efterfølgende retsmøde blev hun af lægerne og deres
forsvarsadvokater begæret afhørt i retten- og dette blev af dommerne
nægtet ulovligt hver eneste gang
Og da hendes vidnesbyrd i selve
retten den---- blev afsløret som ménéd, blev hun ikke straffet, hvilket
loven kræver- Dommeren nøjedes med at smile undskyldende. hun blev end
ikke tiltalt. Dommerne i landsretten trak bare på smilebåndet og sagde.
” det skal vi ikke snakke om”
Blev afsløret i selve landsretten
Emil.
Der på sin 18 års fødselsdag vidnede i retten blev truet af dommer
Sylvest Nielsen med fængselsstraf, hvis han ikke talte sandt. Emil
talte sandt. Men hans vidnesbyrd glemte man hele vejen igenem i de godt
9 lange år vi gik anklaget som forbrydere.
6. Dommeren på Frederiksberg Dorte Sylvest Nielsen.
:Denne
dommer udelod alt i retsbogen, hvad der ikke passede i komplottets
interesser- og tilføjede selv udtalelser, der aldrig blev sagt. Hun
nægtede Eva Graungaard at overhøre Grete Schacks vidnesbyrd., det
vidnesbyrd, der alene ifølge dommeren bragte ægteparret i fængsel-
Afhøring i retten under Graungaards påhør, begærede både Graungaard og
to forsvarsadvokater, da dette er hendes grundlovssikrede ret. Det
nægtede dommeren.
Da hendes mand, der havde livstruende højt
blodtryk og netop havde overstået en blodprop i hjernen var i
grundlovsforhør, fremsatte Grete Schack Nielsen sit konstruerede
vidnesbyrd., som Graungaard af mange grunde kunne have tilintetgjort.
Bl a. havde denne ménéderske fortalt, at det var ægteparrets mørke,
asiatisk udseende søn, der havde ført bilen- Ægteparret har kun én søn
af det beskrevne udseende, og han var i Miami på det tidspunkt. Ligesom
Graungaard kunne havde
Ménederskens vidnesbyrd kaldte hun ” præcist og troværdigt”.
Eva
gentog og gentog i retten ved grundlovsforhøret, at de to plejebørn,
Mulle og lisbeth, som jo rejste sig og klarede sig så godt, slet ikke
kunne fjernes fra os af et sammenrend af vore fjender og at det kun var
Børn- og Ungeudvalget, der kunne gøre dette in Danmark, tog dommeren
sig ikke af..
Og KS fortalte denne dommer, at han og Eva Graungaard
allerede den første nat, efter at børnene, der ikke ville på børnehjem,
var flygtet, havde været på sygebesøg hos disse i Slangerup, efter at
den store pige Mulle havde truet med selvmord, hvis hun skulle bort fra
lægerne og på børnehjem.. Det skrev dommeren slat ikke ned. Ligesom hun
ej heller skrev ned i retsbogen, at Ménédesken sagde, at hun var
veninde med socialudvalgsformanden på Frederiksberg kommune.- dette
blev denne dommer dog ved et senere retsmøde tvunget til at tilføje.
Bilag1: dommeren tvinges til at tilføre det af hende ”glemte”
Bilag 2: Adv. Hans Helmer jensens vidnesbyrd.
Ménédesken,
der havde bragt lægerne i fængsel ved en opdigtet historie både til
politiet og i selve retten, blev hverken anklaget eller straffet.
Dommerne fnisede bare og sagde. Det skal vi ikke tale om.
Og lægerne kom i isolationsfængsel- tortur, blev hånet, slået og sparket
Og måtte ikke afhøres i retten under E:G: påhør.
Måtte ikke trods begæring ved hvert eneste retssag i de 9 lange år afhøres
Rektor Inger Bek på Johannesskolen.
Den største løgner efter vor mening og den centrale ”edderkop”
der ville skaffe penge til hendes nære venner i Slangerup, hvis familie hun stod i taknemmelighedsgæld til, efter eget udsagn..
Børnene.
Hendes relationenr til Slangerupparret.
Socialudvalgsformanden Birgit Fogh- Andersen.
Medlem af Folketinget Arne Melchior og Jytte Andersen.
Bilag:
Slangerupparret og deres hjælpere
.
Tidligere dømt for bedrageri til ubetinget fængsel.
Alle deres falske anmeldelser.
Inclusiv taxachaufføren Poul Weibel larsen
Hvem har digtet alle de andre historier. Det har Whita og Niels
Alligevel
var deres forskellige løgnagtige vidnesbyrd i lighed med Ménéderskens
ménéd det neste der blev Lagt til grund for dommernes samstemmende
domme.
Bilag
Taxachauffør Poul Weibel Larsen
Bilag
.
Helge Røpke:
Bilag
dommerløgnen
trods protest både i selve retten og senere. Hans vidneudsagn glemmes.
7 Læge Aanna Kristine Graungaard Somogyi glemmes.
Humanbiologen Peter Billesskov sheldes
vidnesbyrd glemmes.
Mogens Camres
vidnesbyrd.
Bilag
vidnesbyrd.
Bilag
jornalist og forfatter Harly Fogeds
vidnesbyrd
Advokat Hans Helmer Jensens
vidnesbyrd.
Bilag.
Frit lejde::
Mogens Camre, Torben Ishøj. Og alle de øvrige vidnesbyrd glemmes.
allerværst glemmes Harly Fogeds
vidnesbyrd. Han bliver med politiet jaget ud af retten
den
biologiske mor, hvis sag Frederiksberg kommune påberåbte sig at føre.
Bliver med magt ikke alene trukket ud fra retssalen. Hun bliver også
trukket væk fra retsbygningen, hvilket ses på video optaget og vist i
TV kanal 3.
Familien Andersen i Hørsholm.
Bilag politiafhøringen
Borgmesteren
De stjålne sagsakter- kaldet kostervarer.
De forsvundne sagsakter.
Advokat
Hans Helmer Jensen, der i lighed med Holger Lindholt, råbte i retten.
og gentog gang på gang ved grundlovsforhøret, at lægerne var udsat for
et komplot. Komplot gentog han- og da han sidst blev afhørt som vidne,
gentog han ordet komplot.
Og gentog, at selv dommerne måtte være med i komplottet.
Advokaten Holger Lindholt. Den næstsidste forbrydelse i denne sag.
Ulovligt
Mod dansk lov. Blev nægtet sagsakterne. Og kunne derfor udelukkende
gentage spørgsmålet: Med hvilken ret lovparagraf er denne sag startet,
efter hvilken lov er de børn, der klarede sig så godt blevet fjernet.
Snor
sig uden om og må indrømme. At grundlaget efter dansk lov ikke
var overholdt- at vi havde plejetilladelsen endnu- en ny direkte
opfundet
Børnenes skæbne. Ingen uddannelse. Mulle, der var den dygtigste i sin klasse ville være student og derefter advokat
Lisbeth ville være sygeplejerske.
Ditte Den største glæde i denne sag- hun blev student i år i 2003 19 år gammel- og vi på universitetet.
Lisbeth og Mulle og deres papirer.
Fotos
Sagsakter.
Under jorden
Fik ikke 9 klasse
Gik i stå.
Disse stakkels børn ønskede en uddannelse som de aldrig fik.
En evt. erstatning skal deles mellem de tre børn, Mulle Lisbeth og Ditte- som denne Gedesag gik allermest ud over.
Hensigten helliger midlet.
l
Vedr. Frederiksberg kommunes behandling af to børn.
…………………………………………………………..
1500–tallets
aggressive munkeorden, Jesuiterne blev kendt for deres hensynsløshed,
idet de som valgsprog havde: ”Hensigten helliger midlet”. Deres hensigt
var med alle midler at styrke og bevare den Katolske kirke. Siden har
man refereret til dette valgsprog for at karakterisere en særlig
fanatisk og hensynsløs organisation eller gruppe.
I
ovennævnte sag, som er indleveret til Domstolen i Strasbourg, er det
påvist og dokumenteret, at menneskerettighedslovene, de nationale love
og den almindelige anstændigheds uskrevne love i Danmark er blevet
overtrådt, ikke på grund af uvidenhed eller misforståelser, men helt
overlagt.
Man kan spørge sig selv, hvad der var så vigtigt at
gennemføre, at myndighederne så sig nødsaget til at bryde egne love.
Med andre ord, bruge nødretten.
Officielt var forklaringen
omsorgen for to plejebørn, som var anbragt hos lægeparret Eva
Graungaard og Karl Somogyi, på den biologiske mors foranledning og
ønske.
På den biologiske moders vegne ville man så
gennemtvinge samkvem med hende, skønt den ældste datter Mulle på det
bestemteste modsatte sig dette. Det lød jo rørende, at man ikke ville
lade den biologiske moder i stikken, skønt hun som HIV smittet,
prostitueret stiknarkoman havde vanrøgtet sine børn på det groveste.
Dette
var sagens kerne. To plejebørn skulle tvinges til samkvem med deres
biologiske moder ved Frederiksberg kommunes foranstaltning. For at
gennemtvinge dette, ville man have lægeparret til at udlevere de to
børn til en børneinstitution. Imidlertid var børnene i
mellemtiden flygtet. Man beskyldte lægerne for at skjule børnene, skønt
der intet bevis fandtes for dette. Desuden behøvede lægerne ikke at
skjule børnene, da de havde plejetilladelsen.
Ingen kunne
forestille sig, at dette enkle spørgsmål kunne udvikle sig til en sag,
som begyndte i 1992, og som endnu ikke er afsluttet. Hele forløbet med
dets svimlende omkostninger, både menneskeligt og økonomisk, må
betegnes som nærmest forrykt, især når man ser, at resultat blev,
at de to børn blev flyttet rundt, holdt indespærret og forsøgt
hjernevasket af behandlere, indtil de begge flygtede og forsvandt i
Frederiksbergs narkomiljø, hvor de i to omgange uden skolegang som
gadebørn opretholdt livet i to år.
Man skulle tro, hvis man
ikke vidste bedre, at de sociale myndigheder, som havde foranlediget
fængsling af de ældre læger, som blev direkte mishandlet i
sagsforløbet, var så målrettede i deres iver efter at ”redde” de to
plejebørns samkvem med den biologiske mor, at de ville sætte alt ind på
at finde de to mindreårige piger og sørge for, at de fik et hjem og en
normal skoleundervisning, således som loven kræver.
Danmark
regner sig selv for et civiliseret land, så det burde være utænkeligt,
at de ansvarlige myndigheder ville acceptere et sådant udfald af alle
anstrengelserne: At de to børn endte som gadebørn i et narkomiljø.
Man
skulle tro så meget -, men sandheden var, at der ikke blev iværksat et
opsøgende arbejde for at finde børnene, der næppe kunne være umulige at
opspore på Frederiksbergs 8 kvadrat km.s areal.
Lægeparret blev
som nævnt fængslet ved sagens begyndelse og mishandlet i fængslet.
Deres omdømme som læger blev besudlet, deres helbred blev skadet for
bestandigt, deres økonomi blev ødelagt – og alt dette skulle være
nødvendigt for, mod børnenes ønske, at gennemtvinge et samkvem med en
moder, som groft havde svigtet dem.
Men nu kommer det mest
forrykte. Det viste sig, at hele grundlaget for sagen var forkert.
Lægeægteparret havde plejetilladelse og kunne derfor ikke beskyldes for
at have gemt børnene eller unddraget dem de sociale myndigheders
bestemmelser, fordi de stadig havde plejetilladelsen.
Ret
beset var Frederiksberg kommunes anbringelse af børnene og børnenes
indespærring, mens lægerne sad i fængsel, hos en ”anonym” familie,
ulovlig frihedsberøvelse og krænkelse af den officielle plejefamilies
ansvarsudøvelse over børnene. Tilsyneladende med Frederiksberg kommunes
vidende, da begge familier i flere vidners nærvær har hævdet, at have
såkaldt. ”Frit Lejde”.
Det vil sige, at hele
sagen med alle dens menneskelige og økonomiske omkostninger fra første
færd hvilede på en fejl. Man havde ikke gjort sig den ulejlighed at
sørge for, at lægernes plejetilladelse blev ophævet. Ganske vist skrev
man, at den ”skulle” ophæves, det vil sige forelægges Børne-og
Ungeudvalget til vedtagelse, men dette skete aldrig.
Dette er
blot et eksempel på, hvor ligeglad man er med borgernes retsstilling,
hvor overfladisk og dilettantisk det hele fungerer, hvor vant man er
til at gøre, hvad man har lyst til i Danmark Hvorfor?
Fordi
der aldrig i Danmark sker den eller de skyldige myndigheder noget.
Ellers ville man næppe vove at overtræde lovene eller ødsle svimlende
summer ud på et så vanvittigt projekt, som, undskyld jeg gentager det,
førte til at to pigers barndom blev ødelagt, at de endte som gadebørn i
et narkomiljø, og at deres lovende fremtid blev knust.
At
to idealistiske læger på 63 og 65 år, blev fængslet, mishandlet, smædet
og ruineret. Hvem er stillet til ansvar for alle disse menneskelige og
økonomiske omkostninger? Ingen!
Det gik også ud over lægernes
egne 12 børn, hvoraf 6 var biologiske og 6 adopterede.
Deres yngste datter på kun 8 år, som ikke forstod
noget som helst af alt det onde, der skete, blev ydermere bare bortvist
fra skolen med begrundelsen, at hendes forældre bragte skolens
rektor i de offentlige medier. Rektoren arbejdede tæt sammen med
Frederiksberg kommune..
Den kommunale overassistent, som efter
at hun sammen med politiet havde ransaget lægekonsultationen, skrev, at
hun havde set en levende ged stå og have afføring i lægernes
konsultationsrum, hvor der var patienter på lejet i en skrivelse, der
blev sendt til embedslæger, til alle medlemmer af Folketingets sociale
udvalg og til dele af pressen for at tage tilladelsen til at arbejde
som praktiserende læger fra lægerne Graungaard og Somogyi,
og dermed fratage disse læger deres levebrød, - som til
sidst måtte indrømme, at det var løgn, burde være straffet for falsk
forklaring.
I stedet for straf betalte Frederiksberg kommune,
og dermed borgerne på Frederiksberg, hendes retssag, og betalte hendes
advokat og 5000 kr. til lægernes advokat, Søren Søltoft Madsen.
Ikke
nok med dette, men man forfremmede hende fra overassistent ved
familieafdelingen på Frederiksberg rådhus til fuldmægtig ved
familieafdelingen på Frederiksberg Rådhus. Et betroet arbejde, som hun
bestrider den dag i dag..
I andre lande ville man kalde dette korruption.
Hensigten helliger midlet!
Men hvad var hensigten?
Som
det fremgår af forløbet kunne hensigten næppe være hensynet til
børnene. De endte jo som gadebørn i et narkomiljø uden skolegang og
uden uddannelse.
Hensigten kunne heller ikke være hensynet
til den biologiske moder, for hvis skyld man førte sagen. Hun blev magt
ført ud af retssalen under sagsbehandlingen, og med magt ført helt bort
fra retsbygningen, helt ud på gaden af en ansat på Frederiksberg
kommune. Det ses på tv udsendelsen.
Hvad var så hensigten?
Hensigten
var at få ram på de to læger, som havde irriteret myndighederne ved at
tage sager op, i hvilke de svageste af vore medmennesker var udsat for
myndighedernes overgreb.
Der lå ingen politisk ideologi bag
lægernes uegennyttige indsats for at hjælpe og beskytte. Det er usselt,
at danske myndigheder bruger et par plejebørn som påskud til at få ram
på to læger, der i myndighedernes øjne har været ”genstridige”, og det
er usselt, at danske myndigheder i deres hævntogt er villige til at
begå overgreb på to mindreårige børn, som til sidst ender med børnenes
ødelagte barndom og knust fremtid.
Var det virkeligt så vigtigt at nå dette mål, at få ram på lægerne?
Desværre
må mit svar være : Ja! Så hensynsløse og magtsyge er disse
mennesker, når de handler på magtens vegne. De tåler ikke modsigelser.
De vil ikke indrømme fejl. De vil ikke undskylde eller give erstatning.
De føler sig som ufejlbarlige. Kort sagt: De lider af storhedsvanvid.
Der findes åbenbaret ingen med ansvarsfølelse, der kan gribe ind med
fornuft. Hvor er vores politikere henne, som i sidste ende har
ansvaret?
Sagen har skabt mistillid til offentlige myndigheder
og til vores retssikkerhed og kastet skam over Danmark. Jeg håber, at
Domstolen i Strasbourg vil dømme Danmark og dermed sætte en norm for,
hvor grænserne går i et europæisk, civiliseret land for offentlige
myndigheders magtudøvelse over for sine borgere..
Udtalelse.
Til embedslægeinstitutionen.
Angående Erik Kurt Christiansen, 250932 – 0589
Ovennævnte
patient er i dag tilset af undertegnede læge Finn Buxbom i anledning
af, at patienten af sin værge, læge Eva Graungaard den 6/12 2003
klokken 21 blev besøgt på Københavns amtssygehus i Herlev og derefter
af værgen blev taget med hjem. Det var meningen, at patienten skulle på
plejehjem, hviket værgen havde givet sin tilladelse til. Patienten er
oligofren, og som sådan har han været anbragt på institution. I 1970
flygtede han fra institutionsanbringelsenpå grund af vanrøgt til en
”nabo”, som var folketingsmedlem.. Læge Eva Graungaard blev tilkaldt af
denne for at behandle ham for en akut luftvejsinfektion. Efter at have
fået kendskab til patientens meget ringe kår på institutionen tog lægen
sig af patienten. I de næste 33 år har han boet hos lægen og er blevet
passet i sin næsten hjælpeløse tilstand uden vederlag fra det
offentlige.
Den seneste tid er han blevet yderligere medtaget. Han
kan ikke spise selv, han kan ikke tale, og han har ikke kontrol over
urin og afføring. I denne meget uoverskuelige situation blev han
indlagt af mig på Herlev amtssygehus, reumatologisk - medicinsk
afdeling med henblik på senere overførsel til plejehjem.
Ved besøget
den 6/12 2003 klokken 21 fandt læge Eva Graungaard Kurt i en elendig
tilstand. Han virkede alment medtaget og forsømt. Han havde tabt sig,
havde uplejet skæg, lange fingernegle med rester af afføring og snavset
hud. Eva Graungaard blev meget berørt af hans tilstand, som hun
tilskrev mangel på pleje. Kurt løb efter Eva Graungaard og modsatte sig
voldsomt at blive på hospitalet. Det endte med, at hun insisterede på
at tage ham med sig hjem i venten på en plejehjemsplads.
I dag den
7/12 2003 klokken 12 har jeg tilset ham efter at være tilkaldt af
Eva Graungaard som en uvildig part i sagen. Jeg har ved adskillige
tilfælde set patienten og drøftet mulighederne for plejeanbringelse med
hende, fordi hans forværrede tilstand medførte et så øget plejebehov,
at jeg skønnede, at det ville overstige Eva Graungaards kræfter som 75
årig læge.
Ved indlæggelsen foretaget af mig den 2/11 2003 på
amtssygehuset var han fuldt soigneret, men i dårlig almentilstand. Som
jeg i dag ser ham, virker han meget forsømt med lange fingernegle, nu
renset for afføringsrester, afpillet og nærmest miseriespræget. Efter
min opfattelse er der sket en meget tydelig forværring i hans i
forvejen skrøbelige tilstand siden indlæggelsen. Jeg vil anbefale, at
man søger at løse plejeproblemet på en anden og midlertidig måde, idet
jeg må tillægge patientens tilkendegivne rædsel for at vende tilbage
til hospitalet en afgørende betydning, også med hans oligofreni taget i
betragtning.
Finn Buxbom
Læge
Godthåbsvej 87 3 th.
2000 F. Frederiksberg.
Telefon 38117275.
FULDMAGT:
Hermed giver jeg
læge Finn Buxbum fuldmagt til at handle i mit sted i sagen mod Danmark
ved Menneskerettihedsdomstolen i Strassbourg, idet jeg giver ham adgang
til alle nødvendige dokumenter i sagen i tilfælde af, at min sygdom,
insulin afhængig diabetes med cirkulationsforstyrrelse i benene,
forhindrer mig i at forfølge sagen.. Og denne fuldmagt gælder indtil
den ophæves ved ny skrivelse.
Rødovre den 8. december 2003.
Klage
over så alvorlig svigt og fejlvurdering af min mands sygdom, at dette
medførte hans pludselige og uventede død på hospitalet.
Min
mand, Erling Jepsen, cpr: 13.11.37-1465 blev indlagt tre gange lige
efter hinanden for stærke mavesmerter med mistanke på
blindtarmsbetændelse. Han blev ikke opereret, bare to gange sendt hjem.
Og tredje gang, hvor jeg sad ude hos ham, var han fuldstændig normal,
rolig og klar, og da det var ved at blive mørkt, aftalte vi, at jeg
bare skulle tage hjem, og at vi så senere skulle tale sammen i
telefonen.
1½ time senere, ringede telefonen og jeg troede, at det var min mand, der ringede,
som
aftalt, men det var Herlev sygehus, der ringede og chokerende fortalte,
at min mand pludseligt var blevet meget dårlig med hjertestop.
Erling
havde nu fået en byld under leveren, sagde man i telefonen. Senere
forklarede man, at dette havde ført til blodforgiftning, hjertestop,
hjerneskade og til sidst til hans død.
Det er min overbevisning, at dette kunne være undgået. Dette sagde også de læger, der til sidst kæmpede for hans liv.
Jeg
hørte, at kirurgen, der observerede, at der var kommet en byld, sagde,
at dette kunne være undgået, og spurgte en kollega om, hvorfor
den mand ikke var sendt videre i forløbet
Og de måtte tage til efterretning, at der skulle være bedre samarbejde.
Jeg
mener, at det først var på intensiv afdeling, at Erling fik den
optimale behandling. Men da var det for sent. Erlings liv var da
ødelagt . for hjernen havde taget skade af iltmangel.
19./1 2003..
Den
første gang, Erling blev indlagt var på Herlev sygehus.. Da var der
ingen tvivl hos den kvindelige læge, der undersøgte min mand. Erling
skulle opereres, sagde hun. Men hun blev underkendt af bag-vagten,
hvorefter Erling bare kom i medicinsk behandling.
Havde denne kvindelige læge fået lov til at indstille min mand til operation, havde min mand levet i dag.
7/6 2003.
Vi var i sommerhuset, da Erlings smerter i maven blev s
å
voldsomme, at vi måtte bede en bekendt køre os på Slagelse
sygehus. Erling var da så forpint, at han ikke kunne stå og gå oprejst.
Den kvindelige læge, der undersøgte ham, men alligevel ikke, at det
kunne være noget alvorligt. Hun sagde, at han bare skulle gå hjem og
drikke rigeligt vand, så skulle det nok gå over. Dertil sagde Erling,
at han de sidste ti år havde drukket 3 liter vand dagligt. Lægen sagde
så, at kunne han gå på en bestemt måde, var det ikke
blindtarmsbetændelse, og desuden hørte han under Herlev sygehus, og der
kunne vi jo henvende os. Vi kørte så hjem.
9/6 2003.
Vi kørte
så tilbage til sommerhuset og derfra til hjemmet. Men min mand var så
fat vi følte, det var totalt uforsvarlig at køre, Og smerterne tiltog,
hvorfor vi den følgende dag tilkaldte vagtlægen. Denne vagtlæge
sagde, at det jo var 2. pinsedag, så det kunne jo være lige meget med
en indlæggelse, der ville alligevel ikke blive gjort noget, og han
opfordrede os til at kontakte egen læge.
10/6 2003.
Egen læge, Eva Graungaard undersøgte og gav ham penicillin, som ikke hjalp.
12/6 2003.
Erling blev igen dårlig, så vi tilkaldte vagtlægen, som ikke gjorde andet, en at opfordre os til at søge egen læge.
13/6 2003.
Eva Graungaard indlagde straks Erling på Herlev sygehus.
Vi
spurgte på Herlev sygehus, om der kunne være noget galt med Erlings
nyrer eller lever, fordi han nu fik blod i urinen og blev gul farve af
huden og et stort vægttab. Men man skønnede på hospitalet, at Erling
havde det godt, og så blev han igen sendt hjem. Vi var meget utrygge
ved at forlade hospitalet. Vi havde jo ikke noget valg, så vi var nødt
til at tage hjem.
196 2003.
Den dag fik Erling foretaget en
kikkertundersøgelse. En coloskopi. Der blev fjernet to polypper, som vi
senere fik besked på var ufarlige.
19/7 2003.
Erling blev pludseligt mere dårlig og fik meget høj feber, 40,5.
Og igen blev Erling indlagt. Denne gang håbede vi, at de nu ville tage Erlings sygdom alvorlig..
Der blev da også taget mange blodprøver, og Erling skulle i CT-scanner, før man kunne operere, forklarede man mig..
Erling
blev indlagt kl. 19.30. jeg forlod hospitalet kl 22.45 på min mands
opfordring, og så ville han ringe, når han var blevet skannet. Vi følte
os nu mere trygge.
Kl. 0.15 blev jeg ringet op. Jeg troede
naturligvis, at det var min mand, for det var jo en aftale mellem os.
Men det var en sygeplejerske, der fortalte, at min mand havde fået
hjertestop, og de var bange for, at hans hjerne havde taget
.skade. Hun fortalte, at han pludseligt var blevet underlig og
havde sagt, at de da bare kunne give ham noget formaldehyd.
De havde fundet ham på toilettet eller på vej fra toilettet.
Hvordan har de kunnet forlade en patient, der pludseligt havde skiftet karakter?
Det er mig helt uforståeligt, hvad der er sket på den korte tid. Erling har altid tidligere været sund og rask.
Vores
yngste søn og svigerdatter ankom til sygehuset kl 1.00 i dyb shock, og
vi forstår i Dag slet ikke , at dette kunne ske. Vi føler ikke, at man
har taget Erlings sygdom alvorlig.
Ved samtale med lægerne,
Claus Rønholt og Jørgen Wiis, sagde man til os, at vi jo kunne henvende
os til læge eller sygehus når som helst.
Det er, hvad vi har gjort 9 gange fra den 19/1.03 til den 19/7 o3 uden at få den hjælp, der kunne have reddet Erlings liv.
Jeg
har anmodet om at få SAMTLIGE akter tilsendt i fotokopi i denne sag,
Jeg har fået en lille smule, der er sendt til vores læge, men der
mangler rigtigt meget. Bl. a. mangler indlæggelsessedlerne,
scanningssvar m.m.
Jeg vil supplere sagen, så snart, jeg får resten tilsendt.
Solveig Jepsen