Men så anmeldte socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen os til politiet. Hun siger selv på den båndede samtale med mig, som blev fremlagt i retten, at denne politianmelmeldelse skete ved en privat middag, hvor hun, som øvreste inden for socialforvaltningen på Frederiksberg  anmeldte os til politimesteren på Frederiksberg. Hun var hans borddame. Han havde hende til bords. Hun spillede dobbelt. Båndet blev afspillet i retten under hendes påhør og hun anerkendte, at det var hendes stemme..

Og så den !8.3.1992 kom  så  Frederiksberg politi og ud i vor lægepraksis, igen lige midt i konsultationstiden. Voldumvej blev afspærret i begge retninger. De slog mig bevidstløs og bar mig ud i en ventende politibil- en kassevogn og lagde mig i bunden af denne bil og kørte mig under udrykning til Frederiksberg hospital.
Når en patient køres under udrykning til hospital, skal der køres til en af de nærmeste hospitaler. Men det gjode Frederiksberg politi ikke.
Man arresterede også min 67 årige syge mand, der to gange har haft blodprop i hjernestammen og havde meget højt blodtryk. Ham satte man i isolation.
Og man arresterede både vor mandlige sekretær, som man lænkde sammen med en voken datter, der var på besøg. De to blev fastgjort til hinanden så håndjernet blev låst med på højre håndled af begge, således at de måtte snurre rundt omkring hinanden, da de blev gennet ud i en af de mange politibiler, der var kommet til stede.

Patienterne der var i venteværelset og de, der var på vej til os fik besked om at gå hjem og finde en anden læge, for vi kom ikke tilbage som praktiserende læger.-

Vores egen lille 8-årige .datter blev derefter gennet ud på gaden og efterladt frysende og grædende på vejen, for hun var blevet jaget ud, da der nu efterfølgende skulle foregå ransagning af hele huset på Voldumvej. Man ledte slet ikke efter børn, men var kun interesseret i, hvad vi havde om sagen. De medtog kasettebånd, videobånd, billeder fotos af børnene, der hang på væggen  og sagsakter. Som vi kun fik en meget lille del tilbage af.

Der var ingen dommerkendelse hverken til anholdelserne eller til den nye ransagning..

Denne blev så efterfølgende givet af Frederiksberg dommeren., hvor der har været afholdt hemmelige retsmøder, hvor hverken vi eller vor advokat var tilsagt. Tværtimod var der kendelser, at advokaten ikke måtte adviseres.

Bilag 9. De talrige politirazziaer hos os, vore voksne børn, naboer og venner..

Bilag 7 Samarbejdet mellem ménédersken , Grethe Schack Nielsen og Frederiksberg kommune. Dette bilag hørte til blandt de i kommunen makulerede bilag. Det er overgivet os fra den biologiske mor.

Komplotsagen ikke den eneste i Danmark.- Ikke  den første og ikke den sidste. Men en typpisk dansk sag.
Hovedsædet for sagen er den topstyrede konservative kommune, Frederiksberg.

En sag, hvor alt var aftalt spil- alt var planeret i mindste detalje.
Kommunen ville af med mig, der havde kritiseret deres korrupte børnepolitik .

Et lille eksempel:   

Medlem af Europaparlamentet Mogens Camre::
” ………………………………………….”
Bilag:

Sagen: Hovededderkoppen er rektor Inger Bek, der vil skaffe sine venner gennem 40 år, som hun står i taknemmelighedsgæld til” en indtægt de skal hjælpes med økonomien.. de skal have  to intelligente, flittige og rare børn.i pleje.
Afsløret af Slangerup ved et stort møde i Frederikssund.

”I er for gamle til at passe to ekstra børn, vi skal have disse i pleje og have  vor økonomi i orden”  ”Først kommer børnene i en midlertid pleje hos et lærerpar på Ingers skole, så annonceres de ud og vi søger om plejetilladelsen og får den, fordi inger anbefaler os. ( rektor Inger Bek) I må gerne fungere som en slags bedsteforældre, sagde hendes nære ven WS fra Slangerup i telefonen den - dagen efter vi var kommet ud af fængslet-  Inger Bek var en meget fed pædagog.
Jeg blev bange og aftalte et møde i Slangerup, og inviterede en lang række kendte mennesker til mødet

Desværre kom Alt i denne plan  til at passe. Efter 14 dage  gav lærerfamilien op og børnene blev annonceret ud.
              
”Var i slet ikke bange for at skjule børnene, det er jo strafbart” spurgte medlem af europaparlamentet Mogens Camre og læge Torsten Ishøj fru Whita buch, som sad i midten af forsamlingen.:  Whita Sjøsten Slangerup svarede højt og tydeligt, så alle klart kunne høre det,
”:Nej overhovedet ikke- vi havde fået ”frit Lejde””
Vidner :
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.

Dette var rektor Inger Beks rolle og plan. Hun spillede dobbelt, møder op i vor lejlighed  med dyre gave r til EG og blomster, bøger osv. Og beder os om at holde op med at informere pressen, for hun samarbejder med kommunen.
Vidner:
Og bøgerne

Inger Bek kommer til hemmelige møder på Frederiksberg kommune. Mens vi sad i fængsel.
 Det vides gennem politiafhøringen af Inger Bek.
Samtlige akter i sagen på kommunen fra den dag, børnene forsvandt til den dag de kom frem er forsvundet
Makuleret som  sagde i båndet telefonsamtale  med EG.

Dobbelt spillede også Socialudvalgsformanden og samarbejdspartneren med rektoren Inger Bek, er socialudvalgsformanden Birgit Bogh- Andersen på Frederiksberg kommune. Hvilket klart og tydeligt fremgåe af alle de båndede telefonsamtaler hun fører med mig- og som er blevet fremlagt i retten.

Hun sørger for at sagsbehandler, overassistenten Dorte Hendriksen på Frederiksberg kommune kommer  sammen med Frederiksberg politi ud i vore lægekonsultation i Rødovre- Til trods for, at Frederiksberg politi og kommune INTET har i en lægekonsultation i Rødovre at gøre. Og den løgnagtige GEDERAPPORT bliver produceret. for at fratage os vor bestalling som læger i Danmark
Bilag
Hvorefter Dorte Hendriksen blev forfremmet til fuldmægtig ved  familieafdelingen på Frederiksberg rådhus, hvilket hun stadigt er-

Ligesom det helt ulovligt og konsekvent blev nægtet os at få hende afhørt i vidneskranken i retten Vi blev præsenteret for Gedesagen af dommeren i retten, da vi sad i isolationsfængsel.

Da Gedehistorien ikke førte til at vi mistede vort arbejde som praktiserende læger , fandt man på en ny historie, som den… blev sendt til Den Almindelige Danske lægeforening
Bilag.

Til vores store held, kunne denne nye opdigtede løgnehistorie i lighed med gedesagen afsløres som usand, fordi der sad folk i vort venteværelse, der både optog samtalen og fotograferede parret, og dermed kunne bevise, at alt var opdigtet- og stedet, hvor optrinnet fandt sted. Billederne viste, at dette fandt sted i vort venteværelse og ikke i vor private bolig.
Så Den Alm. Danske Lægeforening afviste Kommunen.

WS skulle ringe og kun tale med Mulle- og det gjorde hun. WS sagde hun ville hjælpe dem til at blive i plejefamilien- og Mulle tager af sted og får sekretæren til at køre dem.

WS løgne. Sekretæren var kørt  min bil-
”hvorfor skulle jeg det, spurgte den tidligere sekretær Helge Røpke i retten. ”Jeg kører kun i min egen bil- og lægerne låner ikke deres bil ud. Mulle forbød mig at sladre om, hvor jeg har kørt børnene hen”- Det gjorde jeg den næste dag- men da vidste lægerne allerede, hvor børnene var, idet en mand, der havde kaldt sig lærer havde været hos disse for at de skulle komme ud til den ulykkelige pige”
Det blev til i domsudskriftet, at dette vidneudsagn kunne man ikke regne med, fordi H R på den tid, han aflade vidnesbyrdet var ansat hos lægerne.
Det var helge Røpke IKKE. Jeg blev i retten spurgt om, han var vores sekretær, og svarede, at det var han ikke mere, han var blevet afskediget et års tid tidligere.

Politianmeldelsen af os fandt sted ved en privat middag, hvor Birgit Fogh Andersen havde politimesteren til bords
Jf båndet samtale med socialudvalgsformanden


Skolen sendte en lærer ud og bad os tage på sygebesøg hos børnene på deres skjulested, fordi Mulle havde truet med selvmord. Hun havde tidligere forsøgt- og efter at hun og lillesøsteren var blevet flyttet fra os forsøgte hun igen selvmord. Det var en søn, der er læge , der på akut modtagning tog imod den ulykkelige pige.

Men socialudvalgsformanden nærmest skreg i telefonen : ”Eva jeg vil ikke vide, hvor børnene er.”
Afsplillet i retten under påhør af Birgit Fogh Andersen

Ved første retsmøde, hvor kun min 67 årige mand var, der havde meget højt blodtryk og havde haft to blodpropper i hjernestammen, fordi jeg lå på intensiv afdeling på Frederiksberg hospital- ( Til Trods for, at en patient altid når der indlægges under udrykning skulle på det nærmeste hospital)
Var ménédersken til stede. Karl kunne kun sige, at hendes forklaring ikke var sand. Han blev spurgt om, hvor vi var på sygebesøg, den nat natten mellem den 2.og 3 februar fordi Børnene havde det psykisk så dårligt og Mulle havde truet med selvmord, svarede min mand.
 ” Det var i Slangerup”
Bilag:

Og Ménédersken fortalte, at hun var vælgerforeningsveninde med socialudvalgsformanden på Frederiksberg Rådhus, dette undlod dommeren også at skrive i retsbogen- men blev ved et senere retsmøde tvunget til at notere dette.

 Da jeg senere kom til  grundlovsforhør den….Blev jeg slet ikke spurgt om, hvor vi var det såkaldte Grundlovsforhør, fik jeg at vide, at vi var fængslet på Grete SN udsagn såvel til politiet, som i retten ved afhøring af min mand. Jeg kunne høre, at alt var opdigtet og forlangte, at få hende afhørt under påhør af mig, idet jeg kunne modbevise ALT, bl. A. at var min søn Martin, som vi har adopteret fra korea, der havde kørt bilen, Da hun ”så os komme med de forsvundne børn- Han var i Miami.
Og jeg ville have kunnet modbevise ALT.
Mine advokater forlangte også denne dame afhørt under mit påhør, men dommeren nægtede og han fremkom med en kendelse.
At jeg gentog at fjernelsen af de børn, det var gået så godt mens vi havde dem, var ulovligt, fordi kun  Børne- og ungeudvalget kan træffe en sådan beslutning, glemte dommeren at nedskrive- men hun citerede dog i retsbogen et andet udsagn fra mig, Løgnen løber jorden rundt 7 gange, før sandheden får sko på. Men den får sko på fru dommer.” før hun idømte mig isolationsfængsel.
Bilag

Der blev foranstaltet mange flere ydmygende razziaer, end der var dommerkendelse for.
Ved razziaerne blev der fjernet en stor mængde bevismateriale.
Bilag

Som vi kun fik en lille del af og dette var blevet manipuleret og påskrevet ”Frederiksberg politis bevismateriale.”


Der blev foretaget hemmelige retsmøder i Frederiksberg ret.

Ménéderskens samarbejde med Frederiksberg kommune fremgår af nogle sagsakter, som den biologiskle mor, vor patient Mette Haugaard Hansen” har overgivet os
Bilag

Af ovenstående bilag fremgår det også, hvordan det kan gå til, at TV pludseligt den dag en udsendelse i programmet-      ….pludseligt udgik. ”Der er kommet så mange nye ting frem, bl. A. om griseri i jeres praksis, s hvor der er børn, sagde man til mig.
Så vi har slettet denne .

Ad Mogens Camre. ----

Efter 14 dage, sagde lærerparret, som var blevet mere eller mindre tvunget af deres rektor til at tage børnene midlertidigt i pleje, at nu kunne de ikke mere have de børn, der kun ville være hos graungaard, og så
Kom annoncen i avisen.

Som aftalt med rektor Bek, og nu skulle så hendes venner i Slangerup ansøge om plejetilladelsen vedlagt hendes vægtige anbefaling.
MEN NU VAR DER SKET SÅ MEGET. Det var kommet frem, At DET VAR DEM DER HAVDE HAFT BØRNENE SKJULT- AT DISSE HAVDE BRAGT børnene til et nyt skjulested, dagen efter at vi var isolatinsfængslet. Et sted i nordsjælland - hed skjulestedet  i retten længe efter, at det for længst var blevet politiet bekendt, hvem dette var:

På det store Frederikssundmøde, hvor Whita Sjøsten havde placeret sig siddende på en stol, i midten af stuen med alle de andre tilstedeværende i en rundkreds uden om. De tilstedeværende stillede spørgsmål og Whita svarede.
Mogens Camre stillede således hende spørgsmålet om, hvor børnene havde været, efter at de skulle have været på børnehjem, specielt, hvor var de den 11.marts. Whita svarede: Det var godt nok noget svineri, at din nabo anmeldte dig for den dag, at have haft børnene. Den 11. marts, dagene derop til og de følgende dage var børnene i9nden for hos is i Slangerup..  Det samme gentog hun i retten. Børnene har været hos os hele tiden indtil dagen efter at Eva Og Karl Kom i fængsel. Og Inger har besøgt dem hver uge. Men hun skal holdes uden for. At Inger ( rektor In ger Bek)
Skulle holdes udenfor gentog hun flere gange.
Mogens Camre fortsatte med at spørge: Det var jo kriminelt at skjule de børn, for de var jo politianmeldte.vari ikke bange?. NEJ svarede Whita Sjøsten. Vi var ikke bange, for vi havde fået  FRIT LEJDE.
Og vi havde fået garanti for, at vejen var fri for politi.
 Hvor gemte I børnene da Eva og kark kom i fængsel?, spurgte Mogens camre videre..
Et sted i Nordsjælland. Men jeg vil ikke sige hvor. Men de mennesker havde også fået frit lejd

Bevidnet i  retten under strafansvar af:.
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.

Vi skulle gå i mere end 9 år som praktiserende læger dømt som kriminelle, før vi den 11.maj 1999 blev frikendt.

Dette skete den 11. maj 1999:
”Landsretten skrev: at jeg på eget initiativ foranledigede børnene bragt til Slangerup, og landsretten lægger herved navnlig vægt på Whita Sjøstens forklaring om, at hun i en telefonsamtale med tiltalte Eva Graungaard tilbød sin hjælp og at tiltalte hertil sagde, at hun ville høre nærmere, hvorefter Whita Sjøsten modtog  børnene ca. 1½ time senere. Og så videre.”
”Vi alene havde børnene boende på de tiltaltes opfordring, sagde hun og fortsatte med at lyve og sige, at  vi har ydet disse betydelig bistand med penge og tøj- og at vi bistod disse med at holde børnene skjult for vidnerne.

Såfremt Whita  Sjøsten og Niels Lykke Nielsen virkeligt var vore venner, hvorfor kom de os så ikke til hjælp og lod børnene komme frem, så vi kunne komme ud. Isolationsfængslingen kunne have kostet os livet.?  

--------------

Dette er en lang og opdigtet historie i lighed med alle de andre historier som W. S har fabrikeret i denne sag, og som alle er afsløret i selve retten- ligesom grete Schack nielsens historie blev afsløret i retten.

Men dommeren skrev i  Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført i byretten, at karl Somogyi og Eva Graungaard selv har givet anledning til varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor ikke har krav på erstatning.

Whita Sjøsten:

!. Dømt til ubetinget fængselsstraf mens hun boede i Rødovre og var min patient- en straf, som jeg på grund af hendes helbred fik gjort betinget- det vidste retten.
Dette rokker ikke ved tilliden til Whita Sjøsten.

2.Taxachafføren Poul Weibel Larsen, som vi havde fundet frem til via Øbro bilen kom i retten med en ligeså lang og detaljeret historie om, hvordan han havde kørt en kunde til Roskilde og ----
Endelig kom senere sandheden frem i retten, idet børnene fortalte til advokat HansHelmer Jensen, så fortalte denne taxachauffør i retten:
 at WS og NLN, at disse havde hentet børnene i Hørsholm og kørt dem først til deres bopæl og derfra til Slagslundeskoven, hvor Øbro-taxaen holdt og de blev føørt over i denne taxa og kørt til skolegården, hvor kommunen og rektor bek stod og ventede disse og betalte en forud pproduceret taxabon lydende på 306 kr fra banegården i Roskilde til skolegården.
På dommerens spørgsmål om hvem der havde fundet på denne historie , svarede taxachaufføren: ”Det har Whita og Niels-”
Heller ikke dette rokker ved dommerens tillid til Whita Sjøstens sandfærdighed.

WS fortalte en lang og udpenslet historie om, hvordan jeg var kommet med børnene sammen med filmfootografen, Otto Jonasen, en ganske bestemt da, efter at disse havde optrådt i en TV udsendelse Schratch- og fortalte hvad den ene havde sagt og hvad den anden havde sagt og at Lisbeth havde pruttet osv, hvorefter Otto Jonasen blev sigtet.
Dette blev ligeledes afsløret som opspind i selve retten , fordi Otto Jonasen kunne fremlægge bevis på, at han den dag havde været i Jylland og optaget en fodboldkamp for DR1, og derfor ikke kunne have ret i Slangerup den dag..
Heller ikke dette rokkede ved dommerens tillid til WS’s historier.

Hun ville gerne have Otto og Harly Foged dømt, fordi de havde afsløret, at parret skjulte børnene i Hørsholm, så disse skulle stå som tiltalte
Harly Foged fik hun tiltalt med sine historier.- også han kunne fremlægge bevis på, at hun var digter

TV- folkene

Læge Georg Somogyi, Karls bror, at en ganske bestemt dag var kommet op til Slangerup og havde hentet børnene for at køre disse til os
Mengeorg havde deltaget i et lægemøde, så den historie blev afkræftet

Men heller ikke dette kunne rokke ved dommerens tillid til WS

ViI SKULLE DØMMES:..

Helge Røpke var ikke ansat hos os da han afgav sin forklaring  u7n der vidneansvar i retten - og han har ALDRIG været dømt

I øvrigt går hele sagen på EG- Hvorfor skal KS ikke have erstatning  Dommeren i  Landsretten tiltrådte af de grunde, der er anført i byretten, at Karl Somogyi og Eva Graungaard selv har givet anledning til varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor ikke har krav på erstatning.
Men dommeren skrev i  Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført i byretten, at Karl Somogyi og Eva Graungaard selv har givet anledning til varetægtsfængslingen og ransagningerne, og at de derfor ikke har krav på erstatning.

Hanne Birgit Jensen Danmarks Radio.


I vores sag blev nedennævnte artikler overtrådt i Behandlingen af os af danske myndigheder på Frederiksberg:

1.Art 3: .
 vi var udsat for tortur.
Jeg blev ved  anholdelsen den 18. marts 1992 slået bevidstløs i min lægepraksis af vicekriminalassistent bved Frederiksberg  politi og båret ud og anbragt i bunden af en af politiets biler og under udrykning kørt ikke til det nærmeste hospital, som alle, der indlægges under udrykning skal i Danmark.

Sagen, som undertegnede læge Eva Graungaard og læge Karl Somogyi ønsker at indbringe for Conseil de l´ Europe, grunder sig på en anklage fra Frederiksberg kommune til den stedlige politimester angående to plejebørn, Lisbeth og Anne-Marie Haugaard Hansen, som man påstod, at vi skjulte for myndighederne og den biologiske moder. Vi ønsker at klage over, at sagen den 18/3 1992 blev rejst og over hele forløbet af den deraf følgende retssag, uagtet at vi i sidste instans den 11/5 l999 blev frikendt. Vi klager desuden over, at myndighederne, trods frifindelsen, nægter os erstatning, idet de i realiteten anvender de samme anklagepunkter, som vi er blevt frikendt for, som begrundelse.

Officielt førte Frederiksberg kommune sagen mod os på den biologiske moders vegne. Som det demonstreres i det efterfølgende,  krænker hele forløbet af retssagen de menneskerettigheder, som Conseil de l´Europe er oprettet for at beskytte.
Det begyndte i 1990, men for at holde os til nogle enkelte klagepunkter i denne indviklede sag vil vi begrænse os til den sag, som begyndte den 18/3 l992 klokken 9 00, da jeg og min mand Karl Somogyi på foranledning af Frederiksberg kommune uden varsel og uden dommerkendelse ved et indbrud i vores lægekonsultation ved hjælp af en politili-låsesmed blev anholdt  under behandling af vores patienter og i tilstedeværelse af ventende patienter. Disse blev af  poltifolkene informeret om at søge en anden læge, fordi vi ikke ville komme tilbage.  Jeg og min mand satte os ikke til modværge ved anholdelsen, som blev videofilmet. Alligevel blev jeg, en  kvinde på 63 år med insulinkrævende diabetes, slået bevidstløs af vicekriminalkommissær Lau Friis. Denne kunne ikke senere give en rimelig forklaring på sit overfald på mig.
Dette er en overtrædelse af artikel 3 stk.1
Derefter foretoges en ransagning uden dommerkendelse. Man undersøgte vores patientkartotek og tog dokumenter og ting med sig uden at redegøre for disse i en detailleret fortegnelse. Desuden brød politiet med låsesmed ind hos en lejer. som havde en selvstændig bolig. Her fjernede man nogle af hans personlige ejendele. Kun en lille del af mine værdier fik jeg tilbage efter mange henvendelser fra min advokat så sent som 1999,  idet advokaten direkte fjernede sagerne fra statsadvokatens kontor uden tilladelse. Dette betyder, at det danske retsvæsen godtager, at en overordnet repræsentant for ordensmagten kan udøve uprovokeret  vold og under en ransagning uden dommerkendelse kan tage dokumenter og andre værdier uden kvittering.
Dette er i strid med artikel 3.´s stk. 1 ord om forbud mod umenneskelig og vanærende behandling.

Jeg blev i bevidstløse tilstand båret ud og lagt i bunden af en ventende polititransportvogn.  Med udrykning blev jeg kørt til Frederiksberg hospital, skønt loven foreskriver, at en bevidstløs person, der transporteres med udrykning, skal køres til det nærmeste hospital, som i dette tilfælde var  KASGlostrup. Jeg blev indlagt på intensiv afdeling. Her blev jeg bevogtet af bevæbnet politi, skønt anklagen imod mig ikke lød på voldelig adfærd. Dette var ligeledes en klar overtrædelse af  Artikel 3 stk 1.

Karl Somogyi var syg af forhøjet blodtryk, hjertesygdom og følgerne efter en blodprop i hjernestammen. Inden retsmødet forlangte forsvareren  at få kontrolleret Karls blodtryk. Den første tilkaldte læge afviste dette.
Under retsmødet den 18/3  klokken 14 00 fremstilles alene Karl Somogyi, idet Eva Graungaard er indlagt på+ Frederiksberg hospital for sine kvæstelser fra anholdelsen. Han udspørges om de to børns skjulested og oplyser, at han 3/2 1992 klokken 23 00 havde kørt Eva til et sygebesøg i Slangerup. Dette var foranlediget af en privat henvendelse fra en ”lærer”, som kaldte sig Ole. Han fortalte, at børnene var i Slangerup, og at den store  pige, Mulle havde det dårlig og havde truet med selvmord. Desuden havde  han den 20/2 set børnene på Johannesskolen.
Karl Somogyi var ved fængslingen syg af forhøjet blodtryk, hjertesygdom og følgerne efter en blodprop i hjernestammen. Trods den dårlige helbredstilstand blev retsmødet gennemført. Efter retsmødet blev der tilkaldt en ny læge. Denne kontrollerede Karls blodtryk, som Var 260/140, dvs en truende situation, som medførte en overhængende fare for hjerneblødning og evt, død. Den tilkaldte læge nægtede at behandle tilstanden. Først ved forsvarsadvokatens mellemkomst blev Karl indlagt på Vestre fængsels sygeafdeling. Her undlod man at behandle det forhøjede blodtryk. Under hele fængslingen.
Dette er en overtrædelse af artikel 3.

Dagen efter dette, dvs. 19/3 1992 blev jeg, Eva Gravngaard, fra hospitalet klokken 17 00 ført til Vestre fængsel. Her blev jeg klædt nøgen og indsat i isolationscelle. Jeg kunne derfor ikke være til stede i Retten på Frederiksberg denne dag  19/3 1992 klokken 9 00, da jeg på dette tidspunkt  stadig var indlagt på intensiv afdeling på grund af min medtagne tilstand efter den voldelige anholdelse. Der blev i retten afsagt kendelse om varetægtsfængsling over os begge. Alligevel oplyser retsbogsudkriftet fra denne dag, at jeg har nægtet mig skyldig på trods af, at jeg ikke var til stede. Dette er dokumentfalsk og en klar overtrædelse af afsnit 6 stk 1.

Denne bevidst falske angivelse af min tilstedeværelse bruger man desuden til at påstå, at jeg har hørt Grethe Schack-Nielsen,  hovedvidnets  forklaring i retten. Med denne bevidst falske begrundelse nægter man mig og min advokat under hvert eneste  retsmøde  adgang til at udspørge dette vidne,  hvilket var af afgørende betydning for forløbet. Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk. 3 b. Dokumentation for kendelsen vedlagt.

Samme dag, den 19/3 1992 udtaler socialudvalgsformanden. Birgith Fogh-Andersen i lokalradioen, at socialforvaltningen har samarbejdet med Johannesskolen i sagen, dvs. at rektor Inger Bek fra de to omtalte plejebørns skole var informeret om børnenes opholdssted, ja at hun ligefrem besøgte dem her.
Retsmødet den 19/3 1992 blev holdt for lukkede døre, dvs. at intet fra retsmødet måtte videregives. Alligevel kunne en repræsentant fra Frederiksberg kommune, Bill Jahnsen  og en repræsentant for Johannesskolen, Leif Iversen deltage og referere , hvad der blev sagt i retten. Derimod blev den biologiske moder med magt ført ud af retssalen og brutalt trukket langt væk fra retsbygningen.  Dette blev videofilmet og vist i Danmarks fjernsyn, kanal 2  Denne begivenhed var absurd, fordi moderen var direkte part i sagen. Dermed afsløres det, at Frederiksberg kommune ikke fører sagen på den biologiske moders vegne, ikke for de to børns skyld,  men som et påskud for at ramme mig. Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk. 1. Dokumentation vedlægges.
I retsbogsudskrift fra denne dag 19/3 fremgår det, at jeg tidligere, den 28/2 1992, skulle have sagt, at jeg ikke kunne huske, hvor børnene opholdt sig. Dette er i direkte strid med retsbogsudskrift fra dette retsmøde, med den hensigt at fremstille mig i rollen som bevidst modarbejdende opklaring af børnenes opholdssted. Som det fremgår af referatet fra retsmødet den 28/2 1992 har jeg afslået at oplyse om mit sygebesøg 3/2  1992 klokken 23 00,fordi jeg havde tavshedspligt som læge. Desuden undlader man at oplyse, at jeg næste dag ringede til socialudvalgsformanden og fortalte hende, hvor børnene opholdt sig for at hun skulle tage med mig for at opsøge dem.
Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk 1.


Først den 20/3 1992 blev jeg som arrestant fremstillet i Retten på Frederiksberg. Dommeren bestemte her,  at retsmødet skal holdes for lukkede døre. Alligevel blev det tilladt en repræsentant for Frederiksberg kommune at overvære og referere fra retsmødet. Igen bliver den biologiske moder forment adgang til retssalen, skønt hun var part i sagen; Det var jo på hendes vegne, at Frederiksberg kommune førte sagen imod min mand og mig. Anklageren fremhævede, at dette var et grundlovsforhør, dvs første retsmøde i sagen. Men et grundlovsforhør skulle være afholdt inden 24 timer efter anholdelsen den 18/3 1992 klokken 9 00, dvs senest den 19/3 1992 klokken 9 00. Det var en overtrædelse af selve forfatningens retsgaranti. Desuden havde man i retsbogsudskriftet fra den 19/3 1992 påstået, at jeg skulle have været til stede og her havde nægtet mig skyldig. Efter dette skulle den 19/3 være dagen for det første retsmøde Dette var en direkte usandhed, som det fremgår af forannævnte  Med den usaglige begrundelse, at man ikke behøvede at afhøre vidner i et grundlovsforhør, nægtede man min advokat og mig at afhøre hovedvidnet under mit påhør.  Under hele den følgende restssag, under ethvert retsmøde, blev vi nægtet mulighed for at afhøre  hovedvidnet, Grethe Schack-Nielsen, skønt vi hver gang forlangte dette i retten.
Dette  var en overtrædelse af artikel 6 stk.3b.

Efter retsmødet den 20/3 1992 blev jeg ført tilbage til en isolationscelle. Jeg havde oplyst myndighederne om min diabetes, men først nu ville man i fængslet kontrollere mit blodsukker. Som bekendt er der i et fængsel en ophobning af H.I.V. positive personer. Derfor ville jeg sikre mig, at nålen til at prikke hul på min hud ved blodsukkertagningen blev pakket sterilt ud under mit påsyn. Det var ikke et krav, som kunne volde besvær eller anses for urimeligt, men dette blev mig nægtet.  Jeg kan ikke tro andet, end at myndighederne ikke havde noget imod, at jeg blev smittet med en blodoverført sygdom.
Dette var en overtrædelse af artikel 5 stk. 1.

Derefter nægtede man at foretage blodsukkerkontrol. Fordi jeg frygtede for at få et forhøjet blodsukker, hvis jeg ikke blev behandlet med min insulin, undlod jeg at indtage føde. Dette affandt man sig med.

Samme dag 20/3  1992 samme retsmøde nægtede dommeren min forsvarer og mig adgang til at afhøre hovedvidnet. Man nøjedes med at læse hendes vidneforklaring op i retten.Det var dog kun en lille del af forklaringen, der blev læst op for mig. Havde jeg fået den fulde ordlyd, kunne jeg have afvist samtlige punkter på stedet. Til eksempel hævdede hun, at vi var flyttet ind i lejligheden ved siden af hende for mange måneder siden. Sagen var, at vi først flyttede ind den 15/2 1992, dvs 12 dage efter at børnene var forsvundet, og sagen begyndte. Hun har således aldrig set disse børn, som hun ikke desto mindre beskriver med flere detailler. Dette er typisk for en mytoman  Desuden beskriver hun, at en af vores sønner, Martin kørte vores bil. Han var fra Korea. Dette havde hun fået oplyst, hvorefter hun beskriver ham som typisk koreaner eller thailænder. Men på det tidspunkt var han beviseligt i Miami. Vores anden søn Emil bevidnede i retten, at hovedvidnets, Grethe Schack-Nielsens forklaringer var pure opspind, som det også senere viste sig at være. Han blev afvist som utroværdig, men ikke anklaget for falsk vidneforklaring. Hvorfor? Derimod  bemærkedce dommeren, at hovedvidnets forklaring forekom præsis og yderst troværdig. Ved sagens behandling senere i Østre landsret afsløredes det, at dette hovedvidne, Grethe Schack-Nielsen, som hele sagen byggede på, var mytoman. Hele hendes forklaring med et væld af detailler, en myldrende mangfoldighed af omstændigheder og vidtløftige beretninger, som hele tiden indrettede sig efter indvendinger, var så typisk for en mytoman, at det kan undre, at de implicerede ikke begyndte at tvivle. Eller måske ønskede de at foregive at tro på vidnet som en bekvem mulighed for at ramme os. Det kan desuden være et moment, at retten var kommet så langt ud i utroværdighed, at en afsløring af dens godtroenhed ville latterliggøre den.
Samme dag 20/3 1992 efter retsmødets slutning gør forsvareren opmærksom på, at der er fejl i retsbogstilførslen, med en bemærkning om, at dommeren er partisk. Ved at konferere med den håndskrevne retsbog erkendes det, at hovedvidnet Grethe Schack-Nielsen har oplyst, at hun har haft telefonkontakt flere gange med socialudvalgsformanden, som hun for øvrigt kender gennem en fælles vælgerforening. Dette betyder, at de to implicerede har diskuteret sagen uden for retten og derved kunnet afstemme deres vidneforklaringer. Dermed kan det forklare, hvordan samme socialudvalgsformand har kunnet anmelde os under en privat middag, til politimesteren som var hendes bordherre.  Allerede på dette indledende trin har hun kunnet viderebringe alle de opdigtede oplysninger, som stammede fra Grethe Schack-Nielsen, og som senere afsløredes i selve Østre landsret som opdigtede.
Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk.1.

Dette var ikke den eneste udeladelse i retsbogsudskriftet. Man havde også udeladt oplysningen om, at Karl Somogyi under et tidligere retsmøde havde fortalt, at Eva Graundals sygebesøg var i Slangerup 3/2 1992 klokken 23 00. Dette blev gentaget under et senere retsmøde 7/5 1999 i Østre landsret  Den fængslede Karl Somogyi blev under hele fængslingen hverken kontrolleret eller behandlet for sit forhøjede blodtryk eller sin hjertesygdom.
Dette er en overtrædelse af artikel 3.

Den 21/3  1992, da jeg ikke har  været behandlet for min diabetes i to dage, skulle jeg på toilettet. Jeg måtte vente, ril gangen udenfor var fri for andre fængslede, idet jeg stadig var i isolation. Da jeg endelig kom ind på toilettet, glemte fængselsbetjentene mig, trods min gentagne ringning. Endelig kom dedr en fængselsbetjent, som opdagede, at jeg var meget syg.. Derefter blev jeg i ambulance kørt til Hvidovre hospital, hvor jeg blev indlagt på hjerteafdelingen med stærke smerter i brystet. Jeg blev behandlet med ilt på næsekateter. Trods min meget skrøbelige tilstand blev jeg bevogtet døgnet rundt af skiftende fængselsbetjente, som stod inde på min sygestue og røg cigaretter uden at tage hensyn til min svage tilstand og iltbehandlingen. Først den 23/3  1992 om aftenen kunne jeg rejse mig og gå hen imod vinduet for at få frisk luft i det røgfyldte lokale. Dette opfattedes åbenbart som et forsøg på at undvige gennem et vindue på 3. sal. To fængselsbetjente ilede efter mig, overrmandede mig, smed mig ned på gulvet og vred min arm om på ryggen. Jeg kan kun se det som et påskud til at mishandle mig. Der var intet rimeligt forhold mellem magtanvendelsen og min svage tilstand som en 63-årig hjertesvækket og diabetisk kvinde, som vejede under 50 kg. Store blodunderløbne mærker på overarmen efter den anvendte vold dokumenteres af fotos, taget af min advokat, Efter overfaldet rev betjentene iltslangen bort og slæbte mig ud i en politibil, trods mine protester og mine råb om at ville tale med overlægen. I denne tilstand blev jeg overført til Vestre fængsels sygeafdeling. Jeg fik ingen behandling for min hjertesygdom eller min diabetes.Den ansvarlige læge her greb ikke ind over for tegnene på  mishandlingen og nægtede mig både undersøgelse og behandling. Han ville end ikke oplyse sit navn. Mit krav på at blive undersøgt og behandlet af egen læge blev afvist imod alle regler, som foreskriver, at frihedsberøvelse under varetægt skal begrænses til det absolut nødvendige, idet enhver er at betragte som uskyldig, indtil han/hun er blevet endeligt dømt ved en domstol. Jeg var så medtaget af min hjertesygdom

og ubehandlede diabetes, at jeg ikke troede, at jeg kunne overleve. Derfor tilkaldte jeg en præst. Dette blev mig nægtet.
Dette var en overtrædelse af artikel 3. og af artikel 6 stk2.

Den 25/3 1992 klokken 9 00 er det angivet, at der er afholdt et retsmøde i Retten på Frederiksberg. som ikke er medtaget i sagsakterne. Imidlertid har man overset et enkelt referat, som på uautoriseret måde har overlevet. Jeg blev i en cellevogn kørt til retsmødet, som formede sig som en afvisning af de negative og urigtige vidneudsagn , som tidligere var fremsat i retten. Alt dette positive skulle åbenbart undertrykkes ved at lade referaterne af dagens udsagn forsvinde.
Under et af de første retsmøder i sagen træder redaktør Harly Foged frem i domstolen og forklarer, at vi, dvs Eva Graungaard og Karl Somogyi ikke ved, hvor de to eftersøgte børn opholder sig. Det hævder han, at han kan fortælle. Inden han når at sige mere, bliver han ved politiets foranstaltning  tvunget ud af retslokalet.
Dette er en overtrædelse af artikel 6 stk 1.

Efter retsmødet bliver jeg på grund af min medtagne almentilstand båret ind og ud af retslokalet. Jeg bliver låst inde i en celle under politistationen. Den indeholder kun en snavset madras, hvorpå jeg bliver lagt. Jeg er faldet i søvn, da jeg bliver vækket af 4 fængselsbetjente, som kommanderer mig op. Da jeg ikke kunne  rejse mig hurtigt nok op på grund af min fysiske svaghed, sparkede en fængselsbetjent Erik Staal mig i ansigtet med sin bestøvlede fod to gange, så at blodet vældede ud fra næsen og ned over mit ansigt og min krop. Samtidig fik Erik Staal blod på tøjet. Traumet er dokumenteret af fotografier, optaget af min forsvarsadvokat og bevidnet af en læge, Torben Ishøj.

DE MANGE OG LANGE SKOLEPAUSER, SOM Frederiksberg kommune tvang det ulykkelige barn Lisbeth til at tage- var det var direkte diktat, som rektor Inger Bek ulovligt  accepterede..
Ulovlige- fordi der i Danmark er undervisningspligt. Barnet blev ikke undervist, men måtte gå rundt alene uden at forstå noget som helst på børnehjemmet på Frederiksberg.
Alene kun fordi hun gik i klasse med Ditte og ikke måtte snakke med Ditte og fordi lægerne ikke helt kunne  udelukkes for at komme i Dittes klasse, trods forbud, fordi klasselæreren, overlærer Lise Kjær-Rasmussen nægtede at stille sig hindrende i vejen i døren, hvis lægerne kom med noget til Ditte..
Bilag. Kommunens dekret til Lægerne, og overlærer Lise kjær Rasmussens skrivelse til retten .
 
Lisbeth gik i stå
Bilag
Og kom aldrig mere op igen

Billederne

Mulle ville være advokat og Lisbeth sygeplejerske
Sitte var ulykkelig
Hun blev dog student i 2002

Lovlydighed, etik og moral og børnsenes tarv, har myndighederne i denne sag ladet hånt om..
Lisbeth, der havde meget svært ved at tale, da hun som 6-årig kom til lægerne, men som rettede sig utroligt og kom fuldstændig på højde med klassekammeraterne, fik helt ulovligt påbudtb  skolepauser af længere varighed, fordi hun gik i klasse med lægernes eget barn Ditte, og klasselæreren overlærer Lise Kjær Rasmussen nægtede at stille sig i døren og hindre lægerne adgang til klassen, hvor begge børnene, Ditte og Lisbeth gik, når lægerne for eksempel bragte Ditte eller bragte Ditte en glemt madkasse o0g. lignende.
Skoleerklæringerne:
!  Barnets Lisbeths situation før hun kom til  lægerne..
BILAG.
2 Skoleerklæring vedr. Lisbeth i børnehaveklassen,  da hun var kommet og boede hos lægerne.
BILAG Skoleerklæringer og fotos.
Skoleerklæringerne vedr. Lisbeth i 1. og 2. klasse sammen med  Ditte..
BILAG, skoleerklæring og fotos.
Skoleerklæring vedr. Lisbeth, da hun af kommunen var flyttet på børnehjem.
BILAG erklæring fra børnehjemmet, fotos, politiefterlysning og udannoncering efter plejehjem...

Ditte gik, så lille hun var,  ind i en reel depression, efter at Mulle og Lisbeth var ”borte”. Men hun blev dog student i 2003, og læser nu til dyrlæge. Fotos.

De to andre gik det ikke godt.

Danske myndigheders forbrydelser er ikke ANSVARSPÅDRAGENDE. De kan vidne falsk, de kan se geder, de kan  påbyde ulovlige skolepauser,  endeligt har de ubegrænset adgang til penge og advokatbistand. Frederiksberg kommune bbetalte således for Gederapporten, de betalte hendes advokat og de 5000 kr hun skulle betale, for produktionen af Gederapporten var jo sket ”i embeds medfør”
Denne sag  drejede sig om at ramme mig som samfundskritiker- at man så også tog min mand med og også satte ham i isolationsfængsel, det generede heller ikke myndighederne.. På grund af denne sag, som gik verden rundt, blev jeg og min mand kaldt til Sri lanka, hvor jeg blev tildelt Albert Schweitzer prisen.
Kopi.


Lovlydighed,  etil og moral tynger hverken domstolene eller myndighederne i Danmark

Skolepauser.
  ikke i Danmark ansvarspådragensde





KOMMENTAR TIL BØRNESAGEN.

Af Frederiksberg kommune kaldet "Graungaard-sagen”.  Af pressen kaldet ”Gedesagen”..


Af sagsakterne fremgår:

Hele sagens grundlag var opholdsstedet for de to omtalte børn, Lisbeth og Anne Marie Haugaard Hansen - kaldet Mulle, og deres relationer til deres biologiske moder, Mette Haugaard Hansen.

Frederiksberg kommune førte hele sagen under påskud af, at repræsentere den biologiske moder, som den ældste af børnene, Anne Marie kaldet Mulle, ikke længere ville møde, blandt andet på grund af moderens kriminalitet, narkomani og prostitution. ” Alt er stjålet hos Mette”, sagde  Mulle.

Det groteske i sagen var, at moderen med magt blev holdt ude fra retssagens behandling, Hun blev direkte med magt trukket ud af retssalen og trukket væk fra retsbygningen af en af  Frederiksberg kommunes ansatte, hvilket ses på en videooptagelse, der blev vist i TV. Dette var helt ulovligt, dels fordi Frederiksbergs embedsmænd ikke havde politimyndighed og også fordi, denne moder jo var part i sagen.
Bilag: Moderens breve.

Samt, at det oprindelige sigte med gennemførelsen af sagen, aldrig blev ført til ende:

Samt at børnenes tarv på intet tidspunkt blev indraget i overvejelserne om deres anbringelse eller deres forhold.

Det var den biologiske mor, der selv havde anbragt sine døtre hos de to læger, der havde haft hende som patient siden 1985, og som konstant havde forsøgt at hjælpe hende og børnene.. Og det var Frederiksberg kommune, der efter mere end 6 uger havde udstedt en udateret plejetilladelse, efter at være blevet ringet op næsten dagligt af læge Graungaard
Bilag.

Og det var barnet Mulle, der havde anmodet om at få plejeforældrene med til mødet i Den Sociale ankestyrelse.  Og da dette blev afslået, havde hun anmodet om at få sin klasselærer med som bisidder ved mødet. Dette blev også afslået.
Barnet Mulle måtte sidde helt alene i Den Sociale Ankestyrelse, og forklare, at hun og søsteren ville blive hos lægerne og ville blive i deres skole.
Hun kom højt-grædende ud fra dette stormøde, hvor kommunens advokat, kommunens folk, og en 8- 10 andre mennesker var tilstede- deriblandt en dommer.. Kommunens advokat, skulle forestille at være den biologiske mors advokat.
Mulle havde følt, at forsamlingen ønskede, at hun og søsteren skulle væk fra lægerne, og væk fra deres børn, som de nu betragtede som deres søskende.
Hvorom alt er, så fik Mulle denne Ankestyrelse overtalt til, at hun og lillesøsteren kunne blive hos lægerne.  Den Sociale Ankestyrelse stadfæstede plejetilladelsen hos lægerne, og denne plejetilladelse blev aldrig retsgyldigt ophævet..
Bilag:
Moderens skrivelser:  at hun selv har anbragt sine børn hos lægeægteparret.
Og at hun var blevet brugt af kommunen i dens kamp mod lægerne.

Myndighederne ønskede med magt og tvang at gennemføre behandling af børnene for deres sindelag. Aldrig mere at se den biologiske mor. Men børnene skulle lære at elske deres mor. De ville ikke,  men de skulle lære at ville se den biologiske mor, skrev og sagde socialudvalgsformanden Birgit Fogh-Andersen. og lære at ville besøge hende i hendes lejlighed.
Dette var sindelagskontrol.
Bilag:
Socialudvalgsformandens skrivelse i anklageskriftet og  i TV udsendelser.
Samt udtalelser i retten, jf. retsbogsudskriftet og psykologbehandling..

Sindelagskontrol er Danmark én gang af Menneskerettighedsdomstolen blevet dømt for. Dette skete i den såkaldte ”Jon-sag”, hvor barnet Jon, der ikke ville se sin mor, blev holdt indespærret i mere end  6 mmåneder på Rigshospitalets psykiatriske  afdeling og behandlet for sin holdning for faderen og mod sin mor.. Han skulle lære at elske sin mor.
Det var læge Graungaard, der var Jons og Jons fars læge dengang, og hende, der sendte  prof. ved Rigshospitalets psykiatriske afdeling, Tolstrups brev til menneskerettighedsdomstolen, så hun er ikke ligefrem populær i danske myndighedskredse.
Bilag.:
Professor Tolstrups skrivelse.  årstal
Plejetilladelsen af …, i hvilken kommunen skriver: ”Meget uheldige optræden i medierne”………………………



Da der den 31.1.1992 kom en deputation ud i lægekonsultationens venteværelse med budskabet til lægerne, at socialforvaltningen har bestemt,- ganske vist ikke enstemmigt, at børnene skulle tvangsflyttes til børnehjemmet på Frederiksberg den 3.2.1992 kl 15, gjorde læge Graungaard øjeblikkeligt denne deputation opmærksom på, at en sådan bestemmelse kan kun Børne- og Unge udvalget træffe, således som loven er i Danmark er udformet.

Dette gjorde intet indtryk på budbringerne, hvoraf den ene havde præsenteret sig som jurist. Og læge Graungaard gentog den samme oplysning til dommeren ved grundlovsforhøret af hende den 20.3.1992. – som ikke var et grundlovsforhør, da der i retsbogsudskriftet den 19.3.1992 står, at Eva Graungaard nægter sig skyldig, selv om hun lå på intensiv afdeling på Frederiksberg hospital, derfor kan retsmødet den 20.3.1992 ikke også være et grundlovsforhør.
Heller ikke på denne dommer, Dorte Sylvest Nielsen i retten på Frederiksberg, gjorde denne oplysning noget indtryk. I stedet noterede hun, at Graungaard havde sagt: ”At dommeren havde mere grund til at være bange, end hun havde, fordi løgnen løber jorden rundt 7 gange før sandheden får sko på. Men sandheden får sko på- også i denne sag.”

Efter at børnene af socialforvaltningen havde fået beskeden, den  31 jan 1992, at de to dage  senere skulle flyttes til et børnehjem, og efter at rektor Beks s venner i Slangerup i telefonen havde ringet Mulle op og tilbudt hende, mens læge Graungaard havde patienter i konsultationen, at hun og lillesøsteren kunne gemme sig hos disse et stykke tid for så  igen en dag at kunne komme hjem til lægerne, hvor de så gerne ville være,- og hvor alt gik utroligt godt for børnene,  så blev disse stakkels børn dirigeret fra sted til sted.

Til sidst, da de stakkels værgeløse børn alligevel begge var havnet på børnehjemmet på Frederiksberg, flygtede de fra dette børnehjem, som de kendte fra tidligere anbringelser, og så gik de i tilsammen i ca. 2 år  på gaden.  ”under jorden”, som det kaldes i Danmark, uden mad. Uden at komme i skole, og uden at få den lovpligtige undervisning., og uden at dette tilsyneladende generede Frederiksberg politi og Frederiksberg kommune.
Bilag
Politiefterlysningen, der hang på politistationerne, uden at der tilsyneladende skete noget
Avisartiklerne.

I sagen er anbringelsen af børnene, efter at læge Graungaards fjender på Frederiksberg kommune den 31.jan.1992  havde meddelt, at de skulle flyttes til et børnehjem den 3.2,1992 sket uden de  rette myndigheders lovlige godkendelse, endsige stillingtagen til de nævnte forhold,  således som loven kræver.
Opmærksom på dette forhold gjorde læge Graungaard som nævnt allerede den første dag, den 31.1.1992, da deputationen fra Frederiksberg kommune, ankom til lægernes venteværelse med budskabet, at børnene den 3.2.1992 kl 15. skulle afleveres på et børnehjem på Frederiksberg.  Graungaard gjorde øjeblikkeligt opmærksom på, at en sådan beslutning ikke er lovmedholdelig således, som den danske lov er udformet.
Bilag:
Børnenes situation før de kom til lægerne,
mens de var hos lægerne
og efter at de var blevet tvunget bort fra lægerne- og deres mange børn, som de anså for deres søskende.

Fjernelse af to børn, som klarer sig godt og der ikke er klager på, kun klasselærernes rosende ord om, hvor glade, børnene er, hvor godt det går og hvor store fremskridt, børnene har gjort i  den tid, de har været i pleje hos lægerne, er moralsk forkert. Det er  udelukkende Børn-og Ungeudvalget , der kan tvangsflytte, således som den danske lov er udformet..

Mulle og hendes advokat, som lægerne selv betalte, anmodede om at få tilsendt alle sagsakter som Mulle ønskede. Dette blev nægtet disse ulovligt.
Bilag:

Mulle var kun et barn, hævdede kommunen. Men loven siger, at et barn fra 12-års-alderen skal spørges om fremtiden.
Men Mulle var på den anden side gammel nok til at sidde helt alene i Den Sociale Ankestyrelse. Mod ca. ti mennesker, deriblandt kommunens advokat og en dommer.

Mulle blev nægtet at få lægerne med som bisiddere, og nægtet at få sin klasselærer med som bisidder. Hun havde betinget sig, at den biologiske mor ikke måtte komme på den Sociale Ankestyrelse, den dag, hun skulle komme der og alene forsvare sin sag
Alligevel sad den biologiske mor uden for døren til Den Sociale Ankestyrelse..

Mulle kom højt grædende ud fra dette retsmøde i Den Sociale Ankestyrelse, fordi kommunens advokat havde været til stede og havde været meget aggressiv over for Mulle, så hun følte, at hensigten var at fjerne hende og lillesøsteren fra lægerne.
Alligevel stadfæstede Den Sociale Ankestyrelsen lægernes plejetilladelse, som aldrig blev retsmæssigt ophævet..
Bilag.

De forskellige anbringelser af børnene efter Frederiksberg Kommunes dekret af 31.1.1992, synes at ske ved rene tilfældigheder.
Anbringelsen i Slangerup hos rektor Beks nære venner var sket efter en nøje udtænkt plan, hvor aftalen, ifølge Whita Sjøstens forklaring ved et stort møde i Frederikssund den 28.3.1992:, ”at børnene skulle være i Slangerup, mens  der i hast kunne ordnes et midlertidigt, 14 dages ophold hos et  lærerpar på rektor Beks skole, hvorfra børnene så af Frederiksberg kommune skulle annonceres ud i dagspressen. Derefter skulle parret i Slangerup skulle om plejetilladelsen, og deres nære ven, rektor Bek, som den vægtige pædagog, hun var, så skulle skrive en sådan anbefaling, så disse var sikre på at få plejetilladelsen- således at de kunne betale deres terminer.  ”Lægerne kunne så være en slags bedsteforældre, hvis de insisterede”, sluttede Whita Sjøsten.

Det hele gik ud på at skaffe plejetilladelse til rektor Beks lærerpar, som boede i Københavns kommune,. Dette lærerpar skulle kun have børnene i 14 dage. Men plejetilladelsen skulle skaffes både fra Frederiksberg og fra København, da parret boede i Københavns kommune..

Anbringelsen i Hørsholm var således sket ifølge Mulle ved, at hun , da hun i TV så, at lægerne var blevet fængslet, grædende var løbet væk fra rektor Beks venners hus i Slangerup for at opsøge politistationen og melde sig selv,  så lægerne, som kaldte far og mor, kunne løslades.

Men hun var blevet indfanget af Niels Lykke Nielsen, som løb efter hende og bragte hende tilbage med magt til deres hus, og derpå den følgende dag flyttet til en for hende og søsteren helt ukendt sted i Nordsjælland hos for børnene helt fremmede mennesker.

Børnene måtte end ikke få at vide, hvilken by, de  var blevet skjult i.  Børnene fandt sig i det hele, fordi de af Slangerupfolkene var blevet lovet, at de ville slippe for den biologiske mor, og  at de ville komme tilbage til lægerne og til deres skole.
Mulle havde fået rektor Inger Beks hemmelige telefonnummer, således, at de dagligt kunne kunne komme stod i kontakt med rektor Bek.
Mulle viste stolt forsamlingen ved Karl Somogyis fødselsdag den 2.4.1992, at hun i sin inderlomme havde rektor Inger Beks hemmelige telefornummer. Blandt gæsterne, der talte med Mulle og Lisbeth var Mogens Camre, læge Torben Ishøj, filmfotograferne Svend pedrsen og Otto Jonasen.  

At børnene blev anbragt ”et ukendt sted i Nordsjælland, begrundede Slangerupparret i retten med, at de var bange for at lægerne skulle røbe dem. Lægerne havde jo været på sygebesøg natten mellem den 3 og 4. marts.

Denne frygt kunne disse have været foruden, for havde socialforvaltningen eller dommeren og  politiet på Frederiksberg villet finde børnene havde de kunnet dette allerede dagen efter, at børnene var forsvundet, idet Eva Graungaard allerede den 4.3.92 om morgenen  havde ringet til den øverste inden for Frederiksberg socialkontor, socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen og fortalt hende, hvor børnene var og anmodet hende om at følge med til Slangerup for at overtale børnene til  roligt og stille at tage med tilbage til det børnehjem, som kommunen , nu havde bestemt, de skulle være på, så de undgik psykisk ophidsende politijagt og anholdelse.
Bilag
Domsudskriftet og dommen den.
Eva Graungaard burde have været klar over, at osv. --------------------------
Politiafhøringen af ægteparret i Hørsholm
Skrivelsen til retten af  medlem af Europaparlamentet, Mogens Camre, TV-fotograf Otto Jonasen, redaktør Harly Foged, overlærer Lise Kjær-Rasmussen.

Da lægeægteparret blev anholdt den 18.3.1992, blev Karl Somogyi spurgt om, hvor der om natten mellem den 3.2.92 og den 4.3.92  blev aflagt sygebesøg, fordi Mulle havde truet med selvmord, svarede denne læge: ”Det var i Slangerup”. Men til trods for, at forsvarsadvokaterne anmodede både dommer og politi om at efterforske denne oplysning, skete der intet.
Bilag
Advokat hans Helmer Jensens vidneudsagn og skrivelse.

Ved. tvangsflytningen til Hørsholm, blev børnene således ikke oplyst om stedets forhold, eller i det mindste stedets adresse. Både navne og adresse på ægteparret, hvor børnene blev anbragt blev holdt strengt hemmeligt for børnene.
Mulle blev ført til den nærmeste telefonboks, hvorfra hun dagligt talte med rektor Inger Bek.
.  
Det var da TV-filmfotograf Otto Jonasen af Slangerupparret var blevet anbragt i bunden af deres bil med bind for øjnene den 20.3.1992, at det var lykkedes for ham at løfte lige netop så meget på bindet, at han kunne se bynavnet Hørsholm.  Ved en dåbsfest den 15.9.1992, hos en af lægernes døtre, fortalte han Mulle, at det var i Hørsholm, hun og søsteren blev holdt skjult. Derfor bad Mulle en af lægernes sønner, læge Ben Kristian Graungaard om at køre sig til Hørsholm.  
I Hørsholm kørte Ben Kristian og Mulle gade op og gade ned for at finde skjulestedet. Og pludseligt fik Mulle øje på den telefonboks, hvorfra hun næsten dagligt ringede til rektor Inger Bek.. - Og derfra fandt parret  huset, børnene blev holdt skjult i.

Senere på dagen kørte læge Ben Kristian Graungaard  filmfotografen, Otto Jonasen  til samme adresse, og Jonasen bekræftede, at dette var huset, som han genkendte på  gardinerne, han blev ført til med bind for øjnene.
Samme dag den 15.9.1992 blev både politiet og kommunen underrettet om navne og adresse på det de kaldte ”Et ukendt sted i Nordsjælland”
Bilag
Filmfotograf Jonasens  skrivelse, som har været fremlagt i retten.

Både lægerne og den biologiske mor anmeldte parret til politiet allerede den 15.9.92.
Men det tog politiet mere end et år, før det på grund af pres fra alle siden afhørte parret.
Bilag
Politiafhøringen af Hørsholmparret, ole og Birthe Andersen, Alsvej 97 i Hørsholm.
Men mere skete der ikke . Parret blev ganske vist sigtet, men aldrig tiltalt eller på anden måde straffet

Retten blev underrettet, og ved hvert eneste retsmøde efter den 15.9.1992 blev ægteparret Ole og Birthe Andersen Alsvej 97 i Hørsholm begæret afhørt i retten- og hver gang er dette afslået af dommerne.
End ikke navne og adresse er nogensinde blevet nævnt i udskrifter eller domme på det ægtepar i Hørsholm, der kynisk skjulte børnene, vel vidende, at børnene var politiefterlyste, og at der sad to uskyldige og gamle læger i isolationsfængsel og at de ikke ville komme ud, før de børn, som de skjulte, var kommet frem.. Men de gjorde denne forbrydelse, kidnapning ifølge politirapporten: ” fordi der stod en rektor bag”. Jf. § 215 i straffeloven.

Ikke engang i slutdommen i maj 1999. blev deres identitet afsløret. De omtales konstant som: ”Et ukendt sted i Nordsjælland.”
Èn af  Hemmelighederne ved denne nænsomme behandling var sikkert, at parret i lighed med parret i slangerup havde fået ”frit lejde”. Det sagde Ole Andersen til læge Graungaard og TV-fotograf Svend Pedersen, da disse filmede huset, hvor børnene blev holdt skjult i  under lægernes fængsling.  Filmfotograf Svend Pedersens hensigt med at fotografere dette hus, var, at han vil bruge det til  film.
Bilag: Videooptagelsen.

”Frit Lejde” havde parret i Slangerup også fået af Frederiksberg kommune. Dette blev fortalt af Whita Sjøsten den 28.3.1992 til en stor forsamling hos redaktør Harly Foged i Slangerup.- Og dette er under vidneansvar bevidnet i retten af en hel række personer, deriblandt daværende medlem af Folketinget, Mogens Camre, læge Torben Ishøj, sektionsleder i K.T.A.S., Agnethe Ishøj, redaktør Harly Foged med flere .  
Ligesom  vejene fra Hørsholm til Slangerup og fra Slangerup til skolegården den 28.3.1992 var garanteret ”politifri”. Dette fortalte Whita Sjøsten såmænd i selve retten, da hun under vidneansvar blev afhørt.- Men dommeren glemte, sædvanen tro, at skrive dette i retsbogsudskriften.
Det var et lukket retsmøde- men der findes en kassetteoptagelse af retssagen.

Det varede mere end et år, før politiet efter massivt pres afhørte ægteparret i Hørsholm..

Ved den lejlighed råbte Ole Andersen, at sagen er helt afsluttet for deres vedkommende.  De har frit lejde. Det er lovet dem..
Bilag Politiafhøringen.
Videooptagelsen.
 
Skønt det ægtepar, som skjulte børnene ifølge politirapporten, Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97 i Hørsholm, hverken kendte børnene eller lægerne, så vidste de dog, at der sad to ældre læger i isolationsfængsel som ikke ville komme ud, før børnene, som de skjulte, var kommet frem.  De var vidende om, ifølge politirapportenat de derved udførte en strafbar handling.  Men de gjorde dette ifølge  politirapporten ”fordi der stod en rektor bag”.  

Dette ægtepars identitet blev konstant holdt skjult af  retten til trods for, at såvel retten, ligesom både kommunen og politiet allerede i midten af september måned 1992 blev oplyst derom.. Dette efter lægernes mening direkte forbryderiske  ægtepar, blev hverken tiltalt eller straffet  De havde fået ”frit lejde”, sagde de til en TV-footograf, Svend Pedersen, da han fotograferede huset i Hørsholm, børnene blev skjult i. Begge lægers liv var direkte i fare. Fordi de blev nægtet behandling af hjertesygdom, sukkersyge og højt blodtryk.. Desuden blev de mishandlet, b. a. blev læge Graungaard sparket i hovedet. Hendes helbredstilstand var så dårlig, at hun to gange under udrykning måtte føres til hospital.

Det blev kontant nægtet lægerne og deres advokater at få ægteparret fra Hørsholm ført i retten..
Og de  Hørsholm ægteparret undgik en tiltale efter både § 215 i straffeloven og § 23 i bistandslove. Til trods for ”at lov er lov, og lov skal holdes.”.

Ægteparret i Slangerup, havde det klare formål, at få en plejeindtægt.
Ægteparret i Hørsholm sagde i politirapporten,, at de ”tog en chance”-, med deres handling, som de vidste var ulovlig.. Hvad mon det var for en chance?

Rektor Inger Beks rolle er ligeså uforståelig, og efter lægernes mening også direkte kriminel
.
Rektor Bek blev underrettet om børnenes forsvinden, samme dag, de var forsvundet den 3.2.92
Rektor Inger Bek blev underettet om, hvem der skjulte børnene, allerede den 4.2.1992.  hendes reaktion: ” Det ved jeg da godt”
2. Rektor Bek så børnene  jævnligt på hendes skole, mens de var ”forsvundet”.
3..Rektor Bek blev underrettet om politianmeldelsen af børnene
4. Den 2.3 92  var børnene med til fastelavnsfest og børnene slog ”Katten af Tønden” på              hendes skole.. Børnenes klasselærer, Lise Kjær-Rasmussen fortalte dette i vidneskranken i retten og hun blev af dommeren alvorligt bebrejdet, at hun ikke straks ringede til politiet, da hun jo vidste, at børnene  var politieftersøgte.. Overlæreren fortsatte med at sige, at det vidste hun udmærket, hvilket var årsagen til, at hun gik bag efter Mulle, og så at pigen gik ind på rektor Beks kontor og lukkede døren efter sig, og så mente hun, at rektoren jo var hendes principal, og hun vidste, at også rektoren vidste, at børnene var politieftersøgte, så mente hun, at det så måtte være principalen, rektor Inger Bek, der skulle ringe til politiet. Og så gjorde hun ikke mere. Og dommeren spurgte ikke om mere.
Rektor Bek besøgte børnene jævnligt hos sine venner i Slangerup- efter begge børns udsagn til Mogens Camre den 2.9.92 og til de mennesker, der var med til karl Somogyis fødselsdag den 2.4.1992..
Rektor Bek deltog i møde på borgmesterkontoret den 6.3.92, 12 dage før lægerne fængsles., hvor socialdirektør Bjarne Busk også var til stede, vedr. børnenes fremtid, hvor hun fortalte, at hun jævnligt så børnene , Bjarne Busk gik direkte hjem og politianmeldte hende.- men så blev han kaldt op på borgmesterkontoret til samtale. Og så skete der ikke mere.
Rektor Bek sagde i retten, at der den 19.3.92, lå en stor seddel på hendes skrivebord om at hun skulle kontakte Frederiksberg kommune--------------
Rektor Bek holdt møde på kommunen på borgmesterkontoret vedr. børnenes fremtid. Den 20.3.92 og den 23.3.92 vedr. børnene, som hun vidste, hvor var. Hun ville skaffe et midlertidigt plejehjem til disse efter aftale med kommunen. - mens begge læger var isolationsfængslet.
Rektor Bek var til møde på borgmesterkontoret vedr. Mødet var en fortsættelse af mødet den 20.3..
Der var konstant en observator fra Frederiksberg socialforvaltning, Bille Jahnsen---- tittel--- der trods lukkede døre alligevel sad i retten ved hvert eneste retsmøde.     Denne


Frederiksberg kommunes observatør, Bill Jahnsen kunne således gå direkte fra det ”lukkede” retsmøde, hvor moderen var forment adgang, til møde med rektor Bek og de øvrige på Frederiksberg socialforvaltning på borgmesterkontoret den 26..3.1992 og fortælle, at dommeren havde idømt lægerne yderligere 14 dages isolationsfængsel.- Han skulle skynde sig så meget, at han ikke hørte, at en af lægernes advokater, der var klar over, at frederiksbergdommeren var forudindtaget og  fortsat ville idømme de uskyldige læger fortsat isolationsfængsel, efter domsafsigelsen gik direkte op til dommeren og afleverede et på forhånd udarbejdet kæreskrift, dateret samme dag til Landsretten.
     Dommeren, der blev meget ilde berørt, spurgte dirrende og irriteret: ” hvor kan De vide,                                                                  at jeg ville dømme fortsat isolation”, svarede advokaten: ”Det var let at vide med den forudfattede mening, De konstant har givet til kende under samtlige retsmøder, Men tillad mig at rette i ankeskriftet, datoen fra 8 dage til 14 dage, da vi i vores vildeste fantasi ikke kunne forestille os, at De ville være så fræk, at give lægerne 14 dage mere, det kan koste dem livet”

Rektor Bek havde travlt under lægernes isolationsfængsel. Hun ordnede, at børnene midlertid skulle flyttes fra det såkaldte ” ukendtee sted i Nordsjælland” til et lærerægtepar på hendes skole, som kun skulle have disse i 14 dage. De havde kun et børneværelse.  Der skulle lærerparrets egen datter og begge de fremmede børn bo. Men hun skulle skaffe plejetilladelse fra både Københavns kommune og fra Frederiksberg kommune., således, at børnene fik et legalt opholdssted, hvorfra de kunne annonceres ud til en plejefamilie i dagbladene. Hendes venner i Slangerup, skulle søge denne plejetilladelse, og hun som den vægtige pædagog hun var, kraftigt anbefale disse som plejefamilie, hvorved de kunne være sikre på at få plejetilladelsen- og kunne betale dere sterminer.
Hun skaffede virkeligt denne plejetilladelse til lærerfamilien på hendes skole. det skete hurtigt ! Og hun kontaktede Slangerup, som igen kontaktede Hørsholm familien og fortalte, ”At nu var sagen i orden.”
Det var en lørdag morgen, at der på Inger Beks skolegård ”tilfældigt” stod en modtagelseskomite, som skulle modtage de ”forsvundne børn” En forsamling, bestående af en af Frederiksberg kommunes embedsmænd, der”tilfældigt” stod parat på skolegården sammen med rektor Inger Beks  lærerægtepar, der var ansat på hendes skole. Og som hun havde skaffet plejetilladelse, som også var der ”tilfældigt”, som rektoren havde fået overtalt til i 14 dage at være plejeforældre for de ”forsvundne” børn  
Og det var ”tilfældigt”, at rektor Bek, der boede i Hillerød, netop den lørdag morgen, stod i et vindue over det legestativ, hvor det var aftalt, at taxachaufføren, Poul Weibel Larsen,  skulle aflevere børnene.  Poul Weibel Larsen har tidligere har været ansat hos Whita Sjøsten  dengang hun blev dømt i Rødovre til ubetinget fængsel for bedrageri, han var nu ansat i Øbro Bilen. Han afleverede efter aftale børnene ved skolens legestativ. Rektor Bek, som ”tilfældigt” var på skolen, skulle betale, ligeledes efter aftale.  Hun betalte for en taxakørsel fra Roskilde banegård til skolegården, ifølge en forud fabrikeret falsk taxabon lydende på ------ . Hun betalte over skolens giro.
Ved alle forbrydelser, sker der en eller anden lille fejl. Giro bonen afslørede forehavendet.

Rektor Bek betalte taxaregningen, lydende på kørsel fra Roskilde banegård til Johannesskolen, vel vidende, at  børnene kom direkte fra hendes venner i Slangerup, hvortil Niels Lykke Nielsen havde hentet dem om morgenen fra Hørsholm.


 
Det første absurde punkt er, at det er  åbenbart, at Frederiksberg kommune ikke førte sagen for den biologiske moder eller for de to omtalte børn, Lisbeth og Anne Marie, kaldet Mulle, idet kommunen efter retssagens afslutning ikke fulgte udfaldet af sagen op i praktisk gerning. Det hele var konstrueret for at ramme lægerne, Eva Graungaard og Karl Somogyi, som tidligere havde irriteret Frederiksberg kommune ved at kritisere dens børnepolitik, og samtidigt hjalp man rektor Bek med at skaffe plejeløn til hendes ”nære bekendte i Slangerup, hvis familie hun stod i taknemmelighedsgæld til”.
.
Børnene blev flyttet som var de en pakke.
Bilag

Eksempelvis gik disse ulykkelige børn på gaden i to omgange i tilsammen ca. 2 år  De flygtede fra børnehjemmet. De var  såkaldt ”under jorden” i Frederiksbergs narkokvarter uden at komme i skole, uden undervisning og uden hjælp, - uden mad.  De var henvist til selv at skaffe sig mad.- og Frederiksberg kommune og politi gjorde intet.
Bilag
Billedet, på politistationerne af de eftersøgte børn.
Avisartikler vedr. børnene.

Hvor ulykkelige børnene var, viser det faktum, at den rare og højt intelligente 14-årige Mulle, havde før hun kom til lægerne forsøgt selvmord, og truede med selvmord, da hun blev tvunget bort fra plejehjemmet hos lægerne og  blev holdt skjult hos rektor Inger Beks venner i Slangerup den 3.2.92, hvilket var årsagen til at lægerne natten mellem den 3.2.92 og den 4.2.92  af en lærer blev tilkaldt og på hastebesøg, da han kom til deres dør, og fortalte, hvor børnene var og bad lægerne tage af sted og besøge disse på grund af Mulles selvmordstrusler- og lægerne tog afsted, og de ringede allerede tidligt den følgende morgen til den øverste på socialforvaltningen og fortalte hende, hvor børnene var og tiggede socialudvalgsformanden om at tage med til Slangerup for at berolige børnene og få disse til stille og roligt at følge med tilbage. Men hun skreg i telefonen, at hun slet ikke ville vide, hvor børnene var.- Det vidste hun jo.
Bilag:
Retsbogsudskriftet.

Denne ulykkelige pige forsøgte selvmord, mens hun var på børnehjemmet. Hun blev akut indbragt for selvmordsforsøg netop til det hospital, hvor en af lægernes børn, læge Ben Kristian havde vagt.  Mulle blev reddet..
Bilag:
Båndoptagelse af samtalen med den øverste ansvarlige ionden for børneforsorgen på Frederiksberg,  og personen, der senere ved en privat middag, hvor hun havde politimesteren til bords, anmeldte lægerne.- og dommeren i  retten på Frederiksberg kommentar dertil:.
Bilag:
Båndene og udskrift deraf, som har været fremlagt i retten og afspillet i retten

14
Det næste absurde punkt i sagen er, at Eva Graungaards og Karl Somogyis plejetilladelse for børnene ikke, som fejlagtigt hævdet i retten, var ophævet, således som loven er udformet. Det blev ikke alene nævnt i retten af læge Graungaard. Det blev allerede påpeget den allerførste dag,  den 31.1.1992, at sagen ikke havde været forelagt Børne-og Unge udvalget, som loven altså kræver og derfor ingen retsgyldighed havde, og som allerede den 31.1.1992 blev gjort opmærksom på, og som  dommeren i Frederiksberg Ret blev gjort opmærksom på ved grundlovsforhøret af læge Somogyi den 18 og 19. marts 1992. -  Plejetilladelsen eksisterer således stadig den dag i dag.
Dermed er hele retsgrundlaget for sagen bortfaldet.



15
Det tredje absurde forhold er, at der ved sidste retsmøde i Landsretten skulle gennemføres to store retssager. Den ene erstatningssag fra 1988,  hvor læge Graungaards lovligt lejede blev stormet af politiet, som tog hendes indbo og papirer, som hun aldrig genså. Undskyldningen var, at man troede, at det var ejeren af lejligheden, der boede der. Læge Graungaard blev ved en voldelig aktion dengang væltet omkuld på gulvet og lagt i håndjern, låst på ryggen af lægen, der har gigtsvage arme fra modstandskampen mod besættelsestiden. Hun er på grund af hendes kamp mod nazismen blevet tildelt, den såkaldte ”Hædersgave”, der er en pengegave, der udbetales hver tredje måned, skattefrit og livslangt. Hun blev ved den lejlighed anklaget for at ville lægge politi og flyttefolk hindringer i vejen for deres forehavende,  at rydde hendes lejlighed. I håndjern låst med brug af magt på ryggen b, blev hun ført ud i en ventende politibil forbi patienter og andre nysgerrige mennesker og kørt ,først til Rødovre politistation og indsat i en kældercelle, den såkaldte ”Pipcelle”, hvor der var cementgulv, en madras på gulvet, der lugtede af opkast og urin. Derefter, kom jeg til Hvidovre politistation og efter et par år frikendt uden retssag.. Og søgte erstatning. Dette var årsagen til, at der nu samme dag i maj 1999, samme dag skulle procederes to retssager- en erstatningssagen fra 1988 og straffesagen fra 1992.

Den ene  sag skulle procederes om formiddagen og den anden om eftermiddagen med kun en times mellemrum. Til frokost. (der blev kun 40 minutters pause.) Det kunne hendes advokat, Jytte Thorbek af helbredsmæssige grunde ikke. Hun søgte om at få den ene retssag udsat. Det fik hun ikke, hvilket blev meddelt få dage før retssagen, at hendes ønske var afslået, og hun   beholdt den ældste sag., - og der stod så Graungaard uden advokat i den aktuelle sag.
Den 11.5.199 blev der afsagt dom i begge sager. I erstatningssagen fra 1988, blev erstatning afslået . Læge Graungaard genså aldrig hverken effekterne eller  papirer, som politiet havde beslaglagt i store kasser, og hhv solgt og brændt. Hun mistede manuskript til sin bog ”Akupunkturens gåde”- og måtte skrive denne  om. I Danmark gør myndigheder og politi ikke noget forkert..  I den anden sag, den aktuelle sag, blev jeg frikendt efter at have siddet isolationsfængslet, sparket i ansigtet i fængslet under Frederiksberg politistation og efter at have  gået dømt som kriminel i mere end 7 år, som praktiserende læge.

Dommen i begge sager blev afsagt samme dag, den 11.5.1999. Læge Graungaard fik ikke erstatning i sagen fra 1988 og hendes advokat Holger Lindholt indbragte  denne sag for
domstolen i Strassbourg. Men så døde den advokat, der havde sendt sagen til Strasbourg...- .



16.
Læge Graungaard fik i allersidste øjeblik tilsagn fra en advokat i Jylland, Holger Lindholt, der øjeblikkeligt kom til København og erklærede sig villig til at tage sagen. Han kom til Østre Landsret den 3.5.1999, og bad om at måtte blive beskikket. Det måtte han ikke ifølge dommerne i landsretten. Disse havde allerede bestemt og beskikket, hvem, læge Graungaard skulle bruge..
Det sagde Graungaard NEJ TAK til. Så afsagde dommerne kendelsen, at hun skulle bruge den advokat, de havde bestemt efter indbyrdes aftale.
Eva Graungaard sagde igen NEJ og tilbød selv at betale den advokat, som nu var kommet den lange vej helt fra  Jylland og som hun havde tillid til. Så forlod dommerne igen retssalen og kom tilbage og afsagde kendelsen:
At Graungaard godt kunne få beskikket den advokat, hun ønskede, men kun på betingelse af, at sagen blev procederet straks, det var Graungaard tvunget til at acceptere..
Så anmodede hendes advokat, om at få en uge til at sætte sig ind i sagen, da han ikke havde set et eneste akt papir i sagen.
Dommerne gik igen og kom tilbage og afsagde kendelsen:.: Retssagen skal starte NU,  hvorefter sagen startede.

Dette er i strid med menneskerettighederne, som siger, at en anklagetskal have tid til at forberede sit forsvar.
Og det eneste denne advokat kunne fremføre var spørgsmålet: ”Hvad er retsgrundlaget, lovmedholdeligheden, for  sagen?”, hvilket spørgsmål, han ved hvert eneste retsmøde  både startede og afsluttede med, da han aldrig fik noget svar  af dommerne i Danmarks Landsret.

Det næste groteske punkt i retssagen er, at Eva Graungaard og Karl Somogyi påstås, at anke Retten på Frederiksbergs dom efter § 23 og § 24. De er ikke dømt efter § 24 og kan derfor heller ikke anke en dom, som ikke er afsagt.

Advokat Holger Lindholt fik ved slutningen af 4. retsdag udleveret et ganske lille bundt sagsakter. Han forlangte at få alle sagsakter. Og han forlangte at få udleveret alle de sagsakter, der var blevet beslaglagt ved ransagningerne hos lægerne, hos ugebladet ”Ude og Hjemme”. Til sidst fik han tilladelse til at gennemse de beslaglagte effekter på statsadvokatens kontor.  Advokat Lindholt to helt enkelt de effekter, der blev lagt på bordet foran ham, lagde disse i sin mappe, og sagde, de tilhører hans klient. Et videobånd med . anholdelsen  af lægerne  tilhørende lægerne var skrevet, Frederiksberg politis sagsmateriale fik denne advokat afspillet i retten og kunnen dokumentere, at der var fusket i dette, og han råbte ”FUSK,FUSK; FUSK, dommeren gentog ordet fusk. Efter retssagen gav han lægerne materialet, efter at have konstateret, at der var vigtige sagsakter iblandt samt at mere end  halvdelen af  de beslaglagte effekter, hvilket han i retten kaldte for myndighedstyveri.

Yderligere et uforklarlige grotesk punkt er, at det blev nægtet lægerne og deres advokater at afhøre sagens vigtigste vidner i retten. vidner, som lægeparret og deres advokater  konstant begærede afhørt i retten
Dette er heller ikke lovmedholdelig.

Det drejede sig om:
Overassistenten ved Frederiksberg kommune, Dorte Hendriksen, der blev forfremmet fra overassistent til fuldmægtig ved familieafdelingen ved Frederiksberg kommune, efter at have forfattet ”Gederapporten”, hvorefter, der havde stået en levende ged i et undersøgelseslokale, hvor der var tre patienter foruden hende selv, og den ged havde haft afføring, mens hun og patienterne var tilstede i rummet. Denne løgnehistorie blev brugt af Frederiksberg kommune i hensigt at tage autorisationen som praktiserende læger fra lægeparret Graungaard Somogyi og sværte disse i folketinget og i pressen, og standse planlagte TV udsendelser, som alle fik denne opdigtede Gederapport tilsendt.  Denne historieforfatter er fortsat ansat som fuldmægtig på Frederiksberg rådhus. Det blev nægtet lægerne, og deres advokater at føre dette vidne i retten- hver gang. Hun måtte ikke trods konstant begæring derom , høres i vidneskranken i retten.
Bilag: tilbagetrækningen af Gederapporten.
 
Borgmester John Winther, der var den øverst ansvarlige på Frederiksberg kommune, som både før og under lægernes isolationsfængsling, holdt det ene møde på rådhuset efter det andet i den af Frederiksberg kommune kaldt: ”Graungaard-sag”, for i stilhed at ordne anbringelsen af børnene først midlertidig hos et af rektor Beks lærerægtepar, der var ansat på hendes skole, hvorved børnene kunne få en legal adresse, og hvorfra børnene kunne annonceres ud, og hendes nære venner i Slangerup kunne  søge plejetilladelsen og få denne ved hjælp af en god anbefaling fra hende, den vægtige pædagog.
Desuden har han indkaldt socialdirektøren, der havde politianmeldt rektor Bek til  samtale, hvorefter denne sag synes at være droppet.
Da alle sagsakter på Frederiksberg kommune er ”forsvundet” i hele den tid, hvor børnene har været ”forsvundet” og referaterne af de mange møder, der har været afholdt på borgmesterkontoret dermed er forsvundet. Det drejer sig bl. a. om mødet på hans kontor den 6.3.1992, den 20.3.1992, den 23.3.1992 samt den 26.3.1992.  Denne e borgmester kunne oplyse retten om, hvad der skete på disse møder. Både lægerne, lægernes advokater har under påberåbelse om loven om offentlighed i forvaltningen  begæret aktindsigt, men ikke fået et eneste akt papir udleveret. Sagsakterne er forsvundet fra den 4.2.1992 til den 27.3.1992, siger embedsmændene på kommunekontoret.. At disse møder har været afholdt vides dels fra afhøringen af rektor Bek i retten og fra politiafhøringerne, samt fra akter, som den biologiske mor har ovrgivet til lægerne.  

Grete Schack Nielsen, der sammen med socialudvalgsformanden, Birgit Fogh-Andersen havde brygget historien, som socialudvalgsformanden politianmeldte ved en privat middag, da hun havde politimesteren til bords, ifølge eget udsagn på båndet telefonsamtale, der har været fremlagt i retten og som madskribenten Grete Schack-Nielsen den 19.3.1992 under vidneansvar  kom i retten og fortalte. En historie, et falskt opdigtet vidnesbyrd, der alene var årsag til at lægerne blev isolationsfængslet. Både Lægerne og deres advokater har konstant begæret denne ménéderske afhørt i retten under Graungaards påhør.

4.) Ægteparret Ole og Birthe Andersen, Alsvej 97 i Hørsholm måtte ej heller høres i retten, trods konstant begæring derom både af lægerne og af deres advokater

Og Grete Schack Nielsen, som løj så åbenlyst i retten ved grundlovsforhøret af Karl Somogyi,  at alle kunne høre dette. Hun sagde eksempelvist, at overboen Hetland havde set det samme som hende. Ved politiafhøring af Hetland benægtede Hetland at have set noget som helst.  Det vidste politiet jo og dommeren.
Desuden beskrives et af lægernes børn, som en ung mand, en koreaner eller japaner, der skulle have kørt bilen, som lægerne og de forsvundne børn  kom i. Lægerne har en søn, Martin, som vidnet nok er bekendt med, han er ergoterapeut, adopteret fra Korea. Men han var i Miami på det tidspunkt. Det vidste jo moderen, Eva Graungaard, men hun læste først senere, hvad denne dame havde fremført i retten, som  lægerne blev isolationsfængslet på.
 .

Det femte uforklarlige punkt i retssagen er, at de vidner, der i selve retsalen blev afsløret som løgnere,  ikke blev tiltalt. Dette gjalt både Slangerupfolkene, Whita Sjøsten, Niels Lykke Nielsen og Grete Schack Nielsen, hvis ménéd alene blev angivet som årsag til lægernes isolationsfængsling..

Endelig aflagde taxachaufføren, Poul Weibel Larsen det ene opdigtede udpenslede detaljerede vidnesbyrd efter det andet, og  som havde fået betalt en forud fabrikeret falsk taxabon lydende fra Roskilde banegård til Skolegården på Frederiksberg.
Og da dommeren spurgte ham, hvem der havde lavet taxabonen, og hvem har fundet på historien om Roskilde sygehus og Roskilde banegård, o.s.v. svarede dette falske vidne:: ” ”Det har Whita og  Niels”
Whita er Whita Sjøsten - og alligevel anså dommeren udelukkende Whita og Niels vidnesbyrd, for det eneste troværdige. Og afviste sande vidnesbyrd eksempelvist Helge Røpkes vidnesbyrd med en usandhed, at han var ansat hos lægerne, hvilket ikke var sandt, og hvilket var oplyst dommeren.   Andre vidnesbyrd blev negligeret.

Det samme var tilfældet, da ægteparret fra Slangerup, Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen  med deres mange direkte opdigtede historier både til politiet og i retten fik sigtet:
1. Læge Georg  Somogyi.- der dog havde et vidnefast alibi.
TV fotografen Otto Jonasen, der den dag, som Slangerupparret  angav med lange indviklede og detaljeret historie.  Han var kommet en bestemt dag efter en  tvudsendelse med børnene, og Lisbeth havde pruttet, osv – Hele den dag  optog hele den dag en fodboldkamp i Jylland, og deres vidnesbyrd blev derfor afsløret som falsk, og tiltalen ”glemt”
En TV journalist:
Redaktør Harly Foged fik det opfindsomme, par, Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen i Slangerup med en ligeså indviklet og detaljeret historie – også han havde et vidnefast alibi og parret afsløredes atter som løgnere i retten.  Fru Whita Sjøsten havde ved vidneafhøringen et forud forfattet manuskripi foran sig, som hun læste op af. Hun havde åbenbart svært ved at huske parrets sammenbryggede historier. Det generede ikke dommeren.
Om TV-fotografen Otto Jonasen fortalte parret en ligeså lang og detaljeret historie, der gik ud på, at læge graungaard var kommet med børnene en bestemt dag, og den lille  lisbeth havde pruttet, da vi kom og fik kaffe, og så videre om, så også han blev tiltalt, og tiltalen frafaldet, da hans alibi afslørede deres løgnagtighed mytomani. Han havde på det tidspunkt været i Jylland og optaget en fodboldkamp, og parret blev afsløret som løgnere. osv..
At Whita Sjøsten, der i retten fik tilladelse til at læse op af et forud opdigtet manuskript, har været dømt til ubetinget fængselstraf for svindel, betød heller ikke noget for dommeren.

Ingen af de personer, der i retten  under vidneansvar afgav falske vidnesbyrd, der i selve retten blev afsløret som opdigtede og falske , blev  tiltalt eller straffet.

Østre Landsret indkaldte Helge Røpke som vidne. Men tager ikke hans sandfærdige vidne til efterretning under det bevidst usande påskud, at han er ansat hos lægerne som lægesekretær. Dette var han ikke. Dette havde han gjort helt klart for dommeren. De er ansat hos lægerne som lægesekretær . NEJ sagde han og fortalte, at han var ansat andet steds som IT medhjælper.

Østre Landsret afviser sande vidneforklaringerne, som er afgivet i retten, som utroværdige og betydningsløse for det endelige udfald af dommen.
Det drejer sig således om stud med Emil Graungaards vidneforklaring. Han blev truet med 60 dages fængsel, hvis han ikke talte sandt,
og Helge Røpkes forklaring. Han talte også sandt. Der opfandt dommeren selv mod bedre viden en usand undskyldning for ikke at tillægge hans forklaring betydning.

Og dommeren kaldte usande opdigtede og i selve retten afsløret falsk vidneforklaring for ikke alene præcis og troværdigt- men præcis og yderst troværdig. i retsbogsudskriftet

Og undlader at notere de vigtigste oplysninger, som for eksempel, at læge Somogyi i retten sagde,  at hans kone aflagde sygebesøg hos børnene natten mellem 2.3.2 og 4.2.1992, samt at det falske vidne, Grete Schack Nielsen kendte Birgit Fogh Andersen og havde talt med hende flere gange  og at det var socialudvalgsformanden, der havde politianmeldt hendes historie..   Dommeren blev dog en dag tvunget til at tilfæje en udeladelse i den næstfølgende retssag den 20.3.1992.
For øvrigt vidste eller burde dommeren have vidst dette, da det fremgik af politirapporten, at det var socialudvalgsformanden, der havde politianmeldt Grete Schack Nielsens løgnehistorie den 11.3.1992
Bilag
venindeforholdet med socialforvaltningen
retsbogsudskriftet
Advokat Hans Helmer Jensens vidnesbyrd i retten.

Ganske vist godtager Østre Landsret,  Retten på Frederiksbergs vurdering af vidneførelsen, hvor selvmodsigende den end må forekomme, men retten vil alligevel ikke lægge den til grund for en dom.

Derfor frikender Østre Landsret Eva Graungaard og Karl Somogyi med en henvisning til en ”rettergangsfejl”, således beskrevet, at de ”ikke kunne dømmes, således som anklageskriftet var formuleret”. For offentligheden betød det, at de fra første færd var blevet anklaget med en fejlagtig anklage. Deres ydmygende fænsling i isolation i 10 dage, overgrebene mod deres helbred, Mere end 50 ringbind sagsakter, utallige retsmøder med dommere, domsmænd, vidner, advokater, politiindgreb, ransagninger, etc. etc. havde fra begyndelsen  beroet på en fejl- og kostet milioner af kroner.
.
Nægtelse af tid til at graungaards forsvarer kunne sætte sig ind i sagen , hvorfor han kun kunne stille et eneste spørgsmål

Alle sagsakter i tiden den 3.2.92 til den 27.3.92 er ”forsvundet”, hævder embedsmændene på Frederiksberg rådhus.  Loven om offentlighed i forvaltningen krænkes.
De få akter, som lægerne er i besiddelse af, har de fået af den biologiske mor..


Det sidste uforståelige punkt er, at retten nægter Eva Graungaard og Karl Somogyi erstatning, skønt retten erkender, at hele sagen har beroet på en ”rettergangsfejl”. Dermed påtager Østre Landsret sig skylden for hele sagen, men undskylder sig med, at de to frikendte selv har været ude om det og derfor ikke skal have erstatning. De skal derfor betale retsomkostningerne ved erstatningssagen under den usande påstand, at de selv har givet anledning til den behandling de fik, isolationsfængsling m.m..

Endelig er selve gennemførelsen af retssagen en skandale. Retsplejeloven bliver gang på gang overtrådt. Således nægter retten de anklagede lejlighed til at afhøre vidner, som anklageren havde brugt og bygget sin anklage på.

Alle disse misforhold kunne fejes af bordet med en to liniers henvisning til en ”rettergangsfejl”.

Landsretten i 1999 ændrede Landsrettens afgørelse i 1997, efter hvilken lægerne blev dømt som skyldige på grund af udeblivelse fra retten, da læge Graungaard blev syg under selve retssagen og indlagt.på hospital, hvor overlægen skrev, at hun har været i direkte livsfare på grund af hjerteanfald med alvorlig forandring i EKG.
Bilag.

ukendskab til loven diskulperer  ikke.
Hele grundlaget for retssagen var forkert
Jon- sagen har ikke belært danske myndigheder. De fremturer fortsat med sindelagskontrol.

Endeligt er det uforståeligt, at rektor Inger Bek, som arbejder sammen med socialudvalgsformanden, og borgmesteren ikke bliver udsat for de samme ransagninger og isolationsfængsling, som lægeparret, da hun selv allerede den 6. marts ved møde på Frederiksberg rådhus på borgmesterkontoret har opgivet ,at børnene kommer hos hende og hun ser disse meget ofte, at de var på skolen fastelavnsmandag og slog katten af tønden, og at hun havde Mulle på sit kontor på skolen den 2.3.1992. , og derfor blev politianmeldt af socialdirektør Bjarne Busk

Lægerne blev isolationsfængslet den 18.3.92..  Rektor Inger Bek, som selv opgav ved et møde på borgmesterens kontor, at børnene jævnligt kom hos hende, - og blev politianmeldt derfor 12 dage før lægerne blev brutalt anholdt og fængslet på en opdigtet løgnehistorie, blev hverken udsat for ransagninger eller fængsling.  

Efter at rektor Inger Bek selv havde fortalt om sit samkvem med børnene ved et af de mange møder, der blev holdt på kommunen, blev hun direkte politianmeldt af socialdirektør Bjarne Busk.  Mere skete der ikke i hendes sag.
Der skete hende intet til trods for, at hun var hovedpersonen sammen med socialudvalgsformanden på Frederiksberg rådhus., Birgit Fogh- Andersen .
Lægerne blev fængslet på et vidnesbyrd, der i retten blev afsløret som falsk.- rektor Inger

Den person, der vidnede falsk mod lægerne, Grete Schack Nielsen, og som også blev afsløret i selve retten, og hvis vidnesbyrd betegnedes af dommeren ikke blot som præcist og troværdigt, men som præcist og yderst troværdigt, og bragte lægerne i fængsel., skete der heller ikke noget.
Med lethed kunne  læge Graungaard have tilbagevist hendes sammenbryggede falske vidneudsagn, såfremt dommeren havde  tilladt, at vidnet måtte afhøres under påhør af læge Graungaard..

Og ægteparret i Hørsholm,, der bevidst skjulte de politieftersøgte børn, skete der heller ikke noget.

Myndighederne- domstolen har selv erkendt skylden ved, at man har glemt at ophæve plejetilladelsen lovmæssigt.
Lægerne kan da ikke være skyld i, at myndighederne laver en rettergangsfejl, for så er der jo ingen sag.
Det kan ikke være lægernes skyld, at der rejses en forkert sag., og kommer med en forkert anklage.  Og påfører lægerne en sag, der er rejst på et forkert grundlag.

Sagen var en katastrofe for de stakkels børn, det gik mest ud over, og hvis fremtid blev ødelagt. Mulle ville være advokat og Lisbeth ville være sygeplejerske. Det blev de aldrig.

Myndighederne fejer det hele af bordet
Lægerne kan da ikke være skyld i at myndighederne laver en rettergangsfejl., så er der jo ingen sag. At lægerne skal betale sagsomkostningerne, og ikke have erstatning, når danske myndigheder rejser en forkert sag, der har fået katastrofale følger, kan ikke være regtigt.

Myndighederne kommer med en forkert anklage. Og påfører borgere en sag på et forker tgrundlag, ved en fejl, og så feje det hele af bordet ved at skrive, at det var en rettergangsfejl, er uhørt.

Børnene bør have erstatning for en tabt barndom og en god uddannelse.

Det var ikke alene parret fra Slangerup, der beviseligt løj i retten. Det gjorde den private gymnasieskole på Frederiksberg, Johannesskolens  rektor, Inger Bek også.

Lægernes plejetilladelse for de to børn, Mulle og Lisbeth blev aldrig retsgyldigt ophævet.

For læge Karl Somogyis vedkommende har sagen været helt uforståelig. Læge Somogyis største skyld var, at han var gift med Eva Graungaard. Det mener man er hans egen skyld.
Men kollektiv straf er ulovlig.

Læge Somogyi tog helbredsmæssigt skade af den hårde isolationsfængsling og angsten for familien.  Hvad sker der med parrets egne børn og med lægekonsultationen?. Lægeparret har tolv egne børn og det yngste, Ditte var kun 8 år, da moderen bevidstløs blev båret ud forbi hende og lagt i bunden af en af politiets kassevogne og kørt bort under udrykning, og faderen ført ud af to betjente, og en storesøster lænket i håndjern til den mandlige sekretær blev ført ud i en tredje bil, alle blev ført forbi hende, en lille pige, stående frysende og grædende ude på gaden, jaget ud af huset og låst ude af et talstærkt politi.

” Mitgegangen, mitgefangen und mitgehangen”, sagde man, da man hørte om sagen i Østrig, hvorfra Karl Somogyi flygtede i 1938.   

Det var ikke det Danmark vi kæmpede for under besættelasen, og som mine venner døde for

Madskribenten, Vidnet Grethe Schack Nielsens vidnesbyrd, der af Frederiksberg dommeren blev kaldt  ”præcist og yderst troværdigt”.blev afsløret i retten, som rent opspind- ligesom Gedehistorien var opspind.  Og Whita Sjøstens vidneforklaring, som i retten læstes op af et manuskript var troværdigt.-Men det var Whita sjøsten ikke:
Dømt for
Afsløret i retten for. Opfindsomhed. For øvrigt var hun sigtet og måtte lyve i etten, hvilket hun gjorde
Mens  Hhelge Røpkes vidnesbyrd, som var sand, af dommeren blev kaldt utroværdigt, ”fordi han var ansat hos læger”, skrev dommeren mod bedre vidende i retsbogsudskriftet.
Helge havde klart svaret på dommerens spørgsmål om han var ansat hos lægerne. NEJ ikke mere.- jeg arbejder andet sted--------

Og Emil Graungaard Somogyis vidneudsagn i retten ligeledes blev kaædt utroværdigt trods for, at han talte sandt.

Whita Sjøstens løgnehistorier blev også TV-fotografen Svend Pedersen sigtet .

Plejetilladelsen blev aldrig retsgyldigt trukket tilbage fra lægerne.

retsgyldigt tilbagekaldt


DISPOSIITION
………………..

Dorte Hendriksen.s tilbagetrækning af gederapporten.

I Danmark har der været 3 storfamilier. Buxbum, Brems og----
Nu har vi fået skovlen under de to- og mangler bare den tredje.

Sagen: Kort resume.

Dommene.:
Retten på Frederikeberg  den. …..,
Østre Landsret den …1997.

Børnene.

De enkeltes roller

6. ”Tages ikke til følge” Afvisning af de vigtigste vidner.

7. Retternes roller.

8. ”Der lægges vægt på:”

Dette er de to par fra Slangerup, som Retten lægger særlig vægt på.
Whita Sjøsten og Niels Lykke Nielsen, samt forældreparret til et multihandicappet barn, som parret WS og NLN har i dagpleje.

N.L.N.. og W.S. s taxachauffør

10 De mennesker dette Slangeruppar fik sigtet med deres opdigtede historier.

11. Ole og Birthe Andersen i Hørsholm, Alsgade 97.

Hvis børnene kommer frem. Når børnene kommer frem.
Forsamlingen på skolegården lørdag den 28. marts 1992.

Børnene
Den biologiske mor.
14. Overlæge Rønnaus erklæring.
15, Genoptagelsen

Dommen den 11.maj 1999. Kattelemmen.

Erstatningssagen:

Dommene.”Der lægges vægt på”.

Børnenes skæbne.


























Til Europadomstolen i Strasbuourg.


Som kollega til lægerne Eva Graungaard og Karl Somogyi har jeg fået udleveret kopi af sagsakterne i en kæmpesag, som fandt sted i Danmark i tiden 1992 til 2002, som vakte røre i befolkningen, hvor mere end 1000 borgere med deres underskrift protesterede mod myndighedernes behandling af to ældre læger, hvor alt syntes at være aftalt spil, derfor vil gerne kommentere denne typpiske danske sag, som bestemt ikke er et enestående tilfælde her i landet.

Forudgående modsætningsforhold mellem lægeparret, Eva Graungaard og danske myndigheder var grunden til hele denne kæmpesag, som især skyldtes ægteparrets livsstil, og parrets hjælp til samfundets svageste, som for eksempel narkomaner, åndssvage og omsorg for hjælpeløse børn.  Ægteparret havde selv 12 børn, hvoraf  6 var biologiske børn og 6 var adopterede forældreløse børn fra Sydkorea, hvoraf de fleste var ret stærkt handicappede, og som de reddede fra en krank skæbne. Dermed anviste de en anden og bedre vej til at løse sociale problemer end den sociale statslige industri.- Desuden havde Eva  Graungaard bragt den såkaldte ”Jon-sag” op for menneskerettighedsdomstolen og fået Danmark dømt i 1984, og hjulpet talrige forældre med tvangsfjernede børn.  

Derfor lurede myndighederne på en lejlighed, hvor de kunne ramme lægeparret, helst i en sag, der angik deres uegennyttige omsorg for børn.  Da man så troede, at man havde fanget dem i et net af uklare regler og love, slog man til med en brutalitet som gjalt det en farlig forbrydelse.

Påskuddet var en foregiven bekymring for 2 plejebørns forhold til deres biologiske moder, som var en stakkels HIV-positiv prostitueret og kriminel narkoman, som selv havde overgivet sine børn til lægerne, da hun en dag i påsken 1990 blev indlagt meget syg og højfebril på hospital efter et fejlfix i lysken. Lægerne fik plejetilladelse og denne blev stadfæstet i Den Sociale Ankestyrelse. Børnene blev sammen med lægeparrets egen yngste datter indmeldt på en privat gymnasieskole, hvor de blomstrede op og blev dygtigere for hver dag. Jf. skoleudtalelserne. Da moderen kom hjem fra hospitalet ville børnene ikke se hende, hvilket de skulle lære, sagde den ansvarshavende socialudvalgsformand på kommunen, så bestemte kommunen, at børnene derfor skulle på børnehjem.. Det ville børnene ikke. Den dag, den 3.2.92, hvor lægerne havde fået besked fra kommunen, at børnene skulle afleveres til børnehjemmet, flygtede de til slangerup til rektoren Inger Beks nære venner der, efter en opringning til det ældste af børnene, Mulle. Ifølge sagsakterne blev der i retten afspillet en telefonsamtale, hvor Eva Graungaard  fortalte den ansvarshavende på Frederiksberg kommune, hvor børnene gemte sig. Hun kendte stedet fra sagsakterne. Men skreg i telefonen den 4.3.92, at hun IKKE VILLE vide, hvor børnene gemte sig  Politiet kom talstærkt ud den 18.3.92 til lægeparrets villa, og afspærrede vejen i begge retninger, og jog kommende patienter ud med ordene, at de skulle gå tilbage, for nu skulle lægeparret i fængsel, og de kunne søge anden læge. Lægeparret blev på ydmygende måde fængslet midt under deres lægekonsultation under nærvær af deres patienter. Eva Graungaard var dengang 63 år og syg af hjerteproblemer. I TV udsendelse ses, at hun blev slået bevidstløs og båret ud og lagt i bunden af en af de  mange politibiler, der blev brugt til afspærring af vejen i begge retninger, og under udrykning kørt direkte til Frederiksberg hospital og indlagt på intensiv afdeling. Og Karl Somogyi på 67 år, der havde haft to tilfælde af  blodpropper i hjernen og havde meget stærkt forhøjet blodtryk blev nægtet behandling derfor. En af parrets døtre blev i håndjern lænket til den mandlige sekretær gennet ud i en anden politibil, under påsyn af mange patienter og nysgerrige forbipasserende. Parrets yngste datter, Ditte på bare  8 år, blev jaget ud på gaden, hvor hun så stod uden overtøj, frysende og grædende og så på at politiet kørte med forældrene og søster og sekretær. og døren låst for hende, mens politiet uden dommerkendelse ransagede lægeparrets konsultations villa. Ved grundlovsforhøret af læge Somogyi fortalte Somogyi i retten straks denne dag ifølge sagsakterne, at det var i Slangerup, han og hans kone var tilkaldt om natten til sygebesøg hos børnene, fordi den ældste pige havde truet med selvmord, hvis hun ikke kom tilbage til ”far og mor”som børnene kaldte lægeægteparret. Begge læger blev holdt isolationsfængslede i 10 dage, under direkte torturlignende forhold.

Retssagen blev en offentlig skandale med afsløring af det ene falske vidne efter det andet. Blandt andet i dansk TV. Endeligt lykkedes det det danske system, at få skovlen under lægeparret og få disse dømt i 1997, hvor Eva Graungaard i selve retssalen fik et meget alvorligt hjertetilfælde og bad om at måtte blive kørt til hospitalet, hvilket dommerne nægtede. Da hun var meget dårlig tilbød en af dommerne hende en sukkerknald, som han havde i lommen, da der kunne være tale om hypoglykæmi, for lavt blodsukker, mente han. Og dommerne  gav hende 10 minutter til at gå uden for retssalen og måle blodsukker.  Men, gentog disse dommere, hvis hun forlod retssalen , ville hun få en udeblivelsesdom. Derfor blev læge Graungaard i retssalen. Men i frokostpausen, var der kommet tre andre læger til stede. De så, hvor dårlig Eva Graungaard havde det, og de kørte helt enkelt Eva Graungaard til Rigshospitalet. Men da lægen med rette frygtede, at den danske landsret ville dømme hende forlod hun hospitalet mod givet råd for at komme tilbage til retssalen. Men da hun fortsat blev dårligere blev en overlæge tilkaldt. Han indlagde øjeblikkeligt Eva Graungaard, og skrev i en erklæring, at hun havde  fået svære forandringer i EKGet og det ville have været forbundet med livsfare, om hun var blevet i retssalen. Der blev ringet til landsretten. Alligevel stadfæstede Østre Landsret læge Gaungaard, hvorefter hun fik …….. Og alle danske retsinstanser, ------- nægtede genoptagelse af sagen.- selv det danske  Justitsministerium nægtede genoptagelse. ”Hun havde jo forladt retssalen”. Og det danske system havde igen vundet.

Overlægen skrev så, at lægen havde været i livsfare, såfremt hun var blevet i retssalen. ”       ”- og så måtte hele retssystemet bøje sig og sagen blev genoptaget

For at komme ud af klemmen med de mange falske vidner, den brutale fængsling, den livstruende nægtelse af behandling af sygdom, den vanvittige argumentation, de utallige retsmøder, og utallige ransagninger i lægernes private hjem, hos deres voksne børn, hos naboer og bekendte , hvor de bemægtigede sig sagsakter, fotos, selv billeder, der hang på væggen  tog de med sig, kasettebånd og videobånd  som de i øvrigt kun fik en brøkdel af tilbageleveret, frikendte Østre landsret til sidst lægeparret  med henvisning til en rettergangsfejl: ”Lægeægteparret kunne ikke dømmes, således som anklageskriftet var udformet”.- For øvrigt, hævdes det i dommen, at de frikendte selv havde været ude om det, så de  ikke skulle have erstatning. Det er ubegribeligt at så mange års retsopgør i Danmark kan slås hen med et skuldertræk med og en henvisning til en formuleringsfejl.

I al tumulten glemte man , hvad sagens påskud var. De to plejebørn, som skulle ”hjælpes” af den statslige socialindustri til at ville se deres biologiske mor, og som derefter blev kastebold fra sted til sted og derefter igen levede under kummerlige kår. Det lykkedes aldrig for magthaverne, at få den store pige til at ville se den biologiske mor. Børnene blev kastet hid og did og levede således bl. andet ialt derefter ca. 2 år på gaden uden skolegang og uden undervisning, og uden at de sociale myndigheder rakte dem en hjælpende hånd.

Resultatet af talrige retsmøder, falske vidner, brutal isolationsfængsling, politi, dommere, statsadvokat, rigsadvokat, justitsministerium, dynger af papirer, og retsmøder deriblandt ulovlige retsmøder, hvor dommeren afsagde kendelsen, at hverken lægerne eller deres advokater må underrettes om retsmøderne, svimlende milionsummer. Resultatet :  at lægeparrets helbred blev ødelagt, deres hjem udplyndret,, deres egne 12 børn blev medinddraget i katastrofen, men først og fremmest, at de to plejebørn, som  hele sagen handlede om, blev ødelagt og deres fremtid knust. Den lille ville være sygeplejerske og den store advokat. Begge ville være studenter. Ingen af de skyldige i denne sag, som grundede sig på en formuleringsfejl, blev stillet til regnskab.  Men ægteparret og deres børn måtte betale med deres smerte, deres helbred, deres tab, og de to plejebørn måtte  betale med deres fortabte barndom og ungdom og fremtid, fordi myndighederne i virkeligheden var ligeglade med  børnenes skæbne,- ligesom i Jon-sagen., hvor lægerne også under stor brutalitet uskyldigt blev anholdt i deres lægekonsultation.

Der vedlægges kopi af et enkelt sagsakt, der demonstrerer danske myndigheders fremgangsmåde, - og fremgangsmåder,  ”Gederapporten”, der i folkemunde og i pressen gav sagen navnet ”Gedesagen”. En rapport, der blev sendt til--- og som skulle fratage lægerne deres levebrød som praktiserende læger i Danmark, og  nedsætte deres omdømme i befolkningen, og som kommunen betalte dens ansatte overassistent Dorte hendriksen for, betalte hendes advokat, og betalte hendes bøde på 5000 kr, og forfremmede hende fra overassistent til fuldmægtig på Frederiksberg kommunes familieafdeling, hvilken stilling, hun endnu besidder- og kommunen foranstaltede, at hun ikke måtte afhøres i retten, som lægerne og deres advokater konstant har begæret. Ved disse begæringer af hende og de øvrige for sagen vigtigste vidner, skrev dommerne: ” tages ikke til følge”

EFTERTANKE:
Kunne disse millioner, som denne sag har kostet borgerne i Danmark, været brugt til noget bedre.?   Hvad opnåede man?   Hvem fik gavn af sagen?
Som konklusion må man slutte:
At lægerne, Eva Graungaard og Karl Somogyi  blev bragt i livsfare og udplyndret.    Deres anseelse som læger blev skadet   Deres egne 12 børn blev inddraget i forvirringen
Deres to plejebørn, der havde rettet sig så utroligt og var blevet glade og velfungerende. blev berøvet deres barndom og ungdom.  Og deres fremtid blev ødelagt.
Retten på Frederikeberg og Østre Landsret blev afsløret som både dilektantisk og inkompetent i en grad, der fremkaldte dyb forargelse- og foragt.
Reaktionerne fra befolkningen efter TV-udsendelser fra dele af sagen var vantro, hovedrysten og derefter en dyb mistillid til dansk retsvæsen.   
Næsten 2000 borgere skrev under på en protest.
Sagen har kastet skam over de offentlige myndigheder i Danmark.
Det hele var unødvendigt og for to børn dybt tragisk. Ingen fik andet end lidelser og mistillid ud af denne langvarige forestilling.
Det må ærgre almindelige borgere, at så store summer blev ødslet på en så tåbelig måde.
Tænk hvor meget godt man kunne have gjort for de samme penge.


Danmark og danske retstilstande.
Ikke noget at være stolt over .
For i Danmark fejes alle fejltrin ind under gulvtæppet. Der sker ikke noget forkert i Danmark


Eva Graungaard er kendt for sin kritik af systemets overgreb på den svageste del af befolkningen. Tvangsfjernelser af børn og lignende. De mest kendte sager, hvor hun er trådt op mod det danske system er:
 
JON-SAGEN: -
Prof. Tolstrup til samarbejdspartneren, Glostrup politi:
Den sag sendte hun til Strasbourg og Danmark blev dømt.
Bilag:
I den sag blev lægerne Graungaard og Somogyis lægekonsultation oversvømmet af ca. 70 væbnede politibetjente, der stormede lægernes praksis. og anholdt lægeparret, og førte disse i håndjern til Glostrup politi og plyndrede  deres praksis for  lægejournaler og. meget mere. En lille brøkdel blev tilbageleveret flere år senere.
Bilag: dokumentet, som en behjertet politimand lagde i hendes postkasse, og som Eva offentliggjorde og sendte til Strasbourg, hvor Danmark blev dømt.:  
EMIL:

BRYSTKRÆFTSAGEN. eller EKSKLUSIONSSAGEN.
Om danske overlægers hemmelige forsøg med kvinder med brystkræft hos kvinder:
hvor hendes patienter med næsten nyopdaget brystkræft, bare døde.. og hvor hendes mand Karl Somogyi ved en fejltagelse fik et brev vedr. en af de døde i hvilket der stod:
For at få dette svineri / myrderi stoppet , gik hun med dette brev till embedslægerne, der intet ønskede at gøre ved sagen, men advarede læge Graungaard, så gik hun til ministeriet, hvor hun direkte blev advaret med ordene: Du stikker dit hoved i en myretue, hold op. Så gik hun til presse og TV og blev ekskluderet af  Den Danske Lægeforening, idet man sagde, at hun nedsatte danske patienters tillid til lægestande.- Hun havde på dette tidspunkt 11 uforsørgede skolesøgende børn.- Da hun både er dansk læge og svensk læge, idet hun har bestået eksamen i både, København og i Stockholm, søgte hun om en stilling som overlæge i Sverige, da hun også er svensk leg. läkare og har arbejdet som afdelingslæge i Sverige i 5 år.-
Men vandt helt overraskende i retten idet en højesteretsdommer, Topsøe Jensen frikendte hende idet han undskyldende sagde til modparten- Den Danske lægeforening: ” hendes patienter døde jo”
Bilag:
EMIL:
Derefter fortsatte hun som praktiserende læge i Danmark, et arbejde, som hun fortsat bestrider i en alder af 75 år. Og med tolv børn, hvoraf det yngste her i sommer den 19-årige Ditte blev student.
 .
Disse eksempler er bare to af de mest kendte sager, hvormed ”Det Danske Ufejlbare System” har forsøgt at stoppe munden på dette lægepar, hvis kritik først og fremmest har drejet sig om overgreb mod danske borgere.
Karl Somogyi,  er flygtning fra nazismen i 2. verdenskrig.  Han flygtede først til Danmark, senere i 1938 til Sverige, og Eva Graungaard oppebærer den livslange skattefrie Hæderspris for hendes indsats mod den nazistiske besættelsesmagt., og pension som en af besættelsestidens ofre. Hun og hendes mand, der er 75 og 78 år, arbejder fortsat som praktiserende, speciallæger i almen medicin i Danmark.. De har sammen 12 børn,- 6  såkaldte ”hjemmelavede”, som de kalder disse, og 6 udvalgte- adopterede, hvoraf flere er handicappede.

GEDESAGEN:
Den nuværende. sag har befolkningen døbt ”GEDESAGEN”, efter den af Frederiksberg kommunes overassistent Dorte Hendriksens vanvittige erklæring om, at der i et af lægernes  undersøgelseslokaler, foruden 3 patienter, der var lagt op på et leje, og overassistenten, også stod en levende ged. Og at denne ged havde afføring midt blandt patienterne. Historien, der var beregnet på at tage levebrødet fra lægerne, blev i den hensigt  sendt til embedslægerne, og til alle medlemmer af det sociale udvalg i Folketinget og til pressen.
En anden ligeså usand historie blev sendt til lægeforeningen i samme hensigt. Efter at overassistenten skriftligt havde trukket sin løgnehistorie tilbage, blev hun forfremmet til fuldmægtig ved familieafdelingen på Frederiksberg kommune.- og kommunen  betalte såvel for hendes advokater, som de 5000 kr. hun skulle betale til  lægernes advokat.
Bilag:
Tilbagetrækningen.

Efter at Dorte Hendriksen havde trukket sin løgnehistorie tilbage, blev hun forfremmet fra overassistent til fuldmægtig ved Frederiksberg kommunes familieafdeling.- en stilling hun bestrider den dag i dag.

Den opdigtede usande erklæring vedr. geden i lægepraksis sendes desuden til lægeforening og sundhedsstyrelsen  i samme hensigt- at tage bestallingen som læger fra Graungaard Somogyi. At fratage dem deres levebrød  i Danmark. De havde 12 børn.
Bilag:


GEDESAGEN:

I denne Gedesag. som det konservative Frederiksberg kommune førte mod lægerne Graungaard og Somogyi., hvor begge lægerne den 18.marts 1992 blev overfaldet i deres lægepraksis af et stort antal politibetjente, lige midt i deres konsultationstid. fik stjålet familiebilleder, sagsakter m.m., som de i lighed med tidligere lignende overfald i deres lægepraksis, kun fik en brøkdel tilbage af.
Eva blev slået så groft under anholdelsen, så hun i bevidstløs tilstand måtte bæres ud og lagt i bunden af en af de mange ventende politibiler og køres udrykning køres til hospitalet. ikke til det nærmeste hospital, som man skal i Danmark- men til Frederiksberg hospital.
Begge læger blev isolationsfængslet i en alder af hhv. 64 og 67 år. og totalt isoleret i fængslet. Eva blev sparket i hovedet af en fængselsbetjent ved navn Erik Staal under Frederiksberg politistation.
Bilag: fotos taget af  forsvarsadvokaten.

Begge fik et fuldstændigt ødelagt helbred,
For så til sidst, efter at have gået i mere end 9 år som dømte kriminelle, bare blev frikendt- men uden nogen form for erstatning. Man brugte en ny gedeløgn:. ” De havde selv været ude om det.”

Endeligt i 1997:

Fik lægerne deres endelige dom.- troede systemet i Danmark.. troede Frederiksberg kommune, troede dommerne, troede politiet, troede statsadvokaten, troede rigsadvokaten, troede højesteret.
Karl Somogyi, der havde alt for højt blodtryk og lige havde haft  en ny blodprop i hjernen og  derfor ikke kunne møde op i retten, og en speciallæge i neurologi sendte en lægeerklæring, Og Eva Graungaard, der  i Fængslet har dårligt hjerte og i isolationsfængslingen fik  insulinkrævende diabetes, blev pludseligt meget syg under retshandlingen, og bad om at måtte gå. Nej sagde dommerne. Hvis hun har insulinshock kan hun få en sukkerknald, som han havde i lommen. En tilkaldt læge sagde til dommeren, at det var uforsvarligt, at læge Graungaard ikke kunne komme på hospitalet, hvortil dommeren sagde, at såfremt Graungaard forlod retten ville han give en udeblivelsesdom. Lægen blev i retssalen til middagspausen, tre læger, der var mødt op kørte Eva Graungaard til hospitalet. Hun blev indlagt på intensiv afdeling. Og lægerne fik en udeblivelsesdom.
Dermed var alle klagemuligheder udtømte i danmark- og lægerne endegyldigt dømt.

Men så skrev en overlæge på den medicinske afdeling, som læge graungaard blev indlagt på et brev til retslægerådet, i hvilket han skre v, at det ville have været forbundet med livsfare, om læge Graungaard var blevet i retssalen.   

Bilag:
Udeblivelsesdommen.
Overlægens skrivelse.

Og retssagen i landsretten blev nødtvunget genoptaget.
 I den nuværende GEDESAG optræder først:

1.Dorte Hendriksen-
Geden, blev sendt til i hensigt at tage bestallingen som læger fra os og til alle medlemmer
Skæbne, blev forfremmet til fuldmægtig ved samme kommune, hvilken stilling hun betræder den dag i dag.

Frederiksberg kommune – Borgerne på Frederiksberg – betalte hendes både hendes og lægernes advokat- og 5000 kr til lægerne. Hun blev ikke afskediget men forfremmet.
Og Hun blev begæret afhørt i retten af både lægerne og af deres advokater, men Frederiksberg kommune nægtede at hun måtte høres i retten. Dette var ulovligt- men dommerne rettede sig derefter og så nægtede disse ulovligt at afhøre denne embedsmand ved Frederiksberg kommune.

2.Borgmesteren på Frederiksberg.
Blev nægtet at  blive afhørt som vidne


3. Ny borgmester.
Naturligvis var det kommunen dvs borgerne, der betalte..
Bilag.




Den biologiske mor, Mette Haugaard Hansen.,
Hvis interesser Frederiksberg kommune, dens advokat og politiet angav at repræsentere i sagen mod lægerne.
Mette Haugaard  Hansen er en stakkels syg kvinde, der har været på hårde stoffer siden 16-års alderen,  som har været Eva Graungaards patient siden 1985. og som stadigt er patient i læge Graungaards lægepraksis. Hun var allerede i 1985 HIV-positiv. Ikke dessto mindre havde hun 4 mindreårige børn i ”hjemmet” og var plejemor for sin lillebror Anders, som hun fik ansvaret for fra denne 11. år.- Og som døde i 1991 den--- i hjemmet hos plejemoderen Mette. Han var også patient hos Eva Graungaard lige til sin død. Han fortalte, at han var blevet smittet derved, at mette havde stukket ham med metadon i en halsåre med sin egen brugte kanyle.
Mette, som jo ifølge kommunen og politiet på den måde var ”part” i sagen, måtte  ikke overvære nogen mod lægerne retssag vedr. hendes børn. Hun forsøgte en dag at komme i8nd i retssalen, men blev af en af kommunens ansatte med magt trukket ud af retssalen, Hun måtte end ikke opholde sig i nærheden af retsbygningen. På videofilm, vist i TV , og forlangt afspillet i retten ses, hvordan hun med magt bliver trukket bort fra retsbygningen på Frederiksberg.
Hun skrev til lægerne, at hun var blevet brugt imod lægerne, et bre v, der blev sendt til retten Aldrig aldrig har hun anmeldt lægerne skriver hun. Og fortsætter, at kommunen har brugt hende.- og tvangsflyttet hende fra sin lejlighed, som man angav skulle renoveres. Huset denne familie boede i, blev hurtigt nedrevet. Så kunne det ikke bevises hvilke forfærdende denne stakkels mor med 4 egne børn og et plejebarn boede i...
Bilag:

Ikke alene kommunens folk men også andre af kommunens observatører fik helt ulovligt tilladelse til at overvære de lukkede retsmøder.- Bl. a. en ansat på Inger Beks skole, så disse kunne referere .


Børnene.
Børnene Anne Marie Haugaard Hansen- kaldet Mulle.:
Lisbeth Haugaard Hansen,
Maria Haugaard Hansen
Robert Haugaard Hansen.
Plejebarnet, Anders Haugaard Hansen

Plejebarnet Anders døde i 1991. Han var blevet HIV positiv.

Lisbeth: født   et af  lægernes plejebørn. Var HIV-positiv, da lægerne i 1990 fik hende i pleje.

Anne Haugaard Hansen  Kaldet Mulle, født.  Det andet af lægernes plejebørn, er født i og døbt i vestre Fængsel. Hun pjækkede fra skolen i månedsvis, var henvist til at stjæle til føden til sig og søskende, når moderen sad i fængsel. Hun var meget langsynet, men havde aldrig fået briller.
Bilag:
Børnenes situation før de kom i pleje hos lægerne.
Situationen mens de var hos lægerne.
Senere..


5. Madskribenten Grete Schack Nielsen
Ovennævnte dame boede i lægeparrets nabolejlighed på Frederiksberg.
Hun havde aftalt med Frederiksberg kommune, at hun skulle standse en TV-udsendelse, som var optaget, og at hun skulle gå til politiet med en løgnehistorie om, at hun kendte vore lægernes  egne 12 børn og de to fremmede plejebørn, fra trappeopgangen, og at hun den 11.3.1992  havde  set læge Graungaard komme med et af  de to fremmede børn komme i lægernes bil ført af en mand, hvis udseende modsvarer vor ældste søn, Martins udseende.. Hun kan kun have set de fremmede børn i TV, da lægeparret først flyttede ind i hendes
nabolejlighed den 15.3.1992, hvor de byttede lejlighed med deres søn, læge ben Graungaard, som flyttede ind i deres lejlighed den 15.3..1992.
Denne Ménéderske måtte ej heller afhøres under mit påhør, til trods for at det 100 % var på grund af hendes opdigtede usande historie, vi kom i fængsel. Afhøring af hende blev begæret af både læge Graungaard og to forsvarsadvokater, men det blev ulovligt nægtet af dommeren.
Og ved hvert eneste efterfølgende retsmøde blev hun af lægerne og deres forsvarsadvokater begæret afhørt i retten- og dette blev af dommerne nægtet ulovligt hver eneste gang

Og da hendes vidnesbyrd i selve retten den---- blev afsløret som ménéd, blev hun ikke straffet, hvilket loven kræver- Dommeren nøjedes med at smile undskyldende. hun blev end ikke tiltalt. Dommerne i landsretten trak bare på smilebåndet og sagde. ” det skal vi ikke snakke om”
Blev afsløret i selve landsretten

Emil. Der på sin 18 års fødselsdag vidnede i retten blev truet af dommer Sylvest Nielsen med fængselsstraf, hvis han ikke talte sandt. Emil talte sandt. Men hans vidnesbyrd glemte man hele vejen igenem i de godt 9 lange år vi gik anklaget som forbrydere.


6. Dommeren på Frederiksberg Dorte Sylvest Nielsen.
:Denne dommer udelod alt i retsbogen, hvad der ikke passede i komplottets interesser- og tilføjede selv udtalelser, der aldrig blev sagt. Hun nægtede Eva Graungaard at overhøre Grete Schacks vidnesbyrd., det vidnesbyrd, der alene ifølge dommeren bragte ægteparret i fængsel- Afhøring i retten under Graungaards påhør, begærede både Graungaard og to forsvarsadvokater, da dette er hendes grundlovssikrede ret. Det nægtede dommeren.
Da hendes mand, der havde livstruende højt blodtryk og netop havde overstået en blodprop i hjernen var i grundlovsforhør, fremsatte Grete Schack Nielsen sit konstruerede vidnesbyrd., som Graungaard af mange grunde kunne have tilintetgjort. Bl a. havde denne ménéderske fortalt, at det var ægteparrets mørke, asiatisk udseende søn, der havde ført bilen- Ægteparret har kun én søn af det beskrevne udseende, og han var i Miami på det tidspunkt. Ligesom Graungaard kunne havde
Ménederskens vidnesbyrd kaldte hun  ” præcist og troværdigt”.
Eva gentog og gentog i retten ved grundlovsforhøret, at de to plejebørn, Mulle og lisbeth, som jo rejste sig og klarede sig så godt, slet ikke kunne fjernes fra os af et sammenrend af vore fjender og at det kun var Børn- og Ungeudvalget, der kunne gøre dette in Danmark, tog dommeren sig ikke af..
Og KS fortalte denne dommer, at han og Eva Graungaard allerede den første nat, efter at børnene, der ikke ville på børnehjem, var flygtet, havde været på sygebesøg hos disse i Slangerup, efter at den store pige Mulle havde truet med selvmord, hvis hun skulle bort fra lægerne og på børnehjem.. Det skrev dommeren slat ikke ned. Ligesom hun ej heller skrev ned i retsbogen, at Ménédesken sagde, at hun var veninde med socialudvalgsformanden på Frederiksberg kommune.- dette blev denne dommer dog ved et senere retsmøde tvunget til at tilføje.
Bilag1: dommeren tvinges til at tilføre det af hende ”glemte”
Bilag 2: Adv. Hans Helmer jensens vidnesbyrd.

Ménédesken, der havde bragt lægerne i fængsel ved en opdigtet historie både til politiet og i selve retten, blev  hverken anklaget eller straffet. Dommerne fnisede bare og sagde. Det skal vi ikke tale om.

Og lægerne  kom i isolationsfængsel- tortur, blev hånet, slået og sparket

Og måtte ikke afhøres i retten under E:G: påhør.

Måtte ikke trods begæring ved hvert eneste retssag i de 9 lange år afhøres


Rektor Inger Bek på Johannesskolen.
Den største løgner efter vor mening og den centrale ”edderkop”
der ville skaffe penge til hendes nære venner i Slangerup, hvis familie hun stod i taknemmelighedsgæld til, efter eget udsagn..
Børnene.
Hendes relationenr til Slangerupparret.



Socialudvalgsformanden Birgit Fogh- Andersen.

Medlem af Folketinget Arne Melchior og Jytte Andersen.
Bilag:



Slangerupparret og deres hjælpere
.
Tidligere dømt for bedrageri til ubetinget fængsel.
Alle deres falske anmeldelser.
Inclusiv taxachaufføren  Poul Weibel larsen

Hvem har digtet alle de andre historier. Det har Whita og Niels
Alligevel var deres forskellige løgnagtige vidnesbyrd i lighed med Ménéderskens ménéd det neste der blev Lagt til grund for dommernes samstemmende domme.
Bilag

Taxachauffør Poul Weibel Larsen
Bilag

.
Helge Røpke:
Bilag


dommerløgnen
 trods protest både i selve retten og senere. Hans vidneudsagn glemmes.

7 Læge Aanna Kristine Graungaard Somogyi glemmes.

Humanbiologen Peter Billesskov sheldes
vidnesbyrd glemmes.

Mogens Camres
vidnesbyrd.
Bilag

vidnesbyrd.
Bilag
jornalist og forfatter Harly Fogeds
vidnesbyrd
Advokat Hans Helmer Jensens
 vidnesbyrd.
Bilag.

Frit lejde::
Mogens Camre, Torben Ishøj. Og alle de øvrige vidnesbyrd glemmes.


allerværst glemmes Harly Fogeds  
vidnesbyrd. Han bliver med politiet jaget ud af retten
den biologiske mor, hvis sag Frederiksberg kommune påberåbte sig at føre. Bliver med magt ikke alene trukket ud fra retssalen. Hun bliver også trukket væk fra retsbygningen, hvilket ses på video optaget og vist i TV kanal 3.

Familien Andersen i Hørsholm.

Bilag politiafhøringen

Borgmesteren

De stjålne sagsakter- kaldet kostervarer.
De forsvundne sagsakter.


Advokat Hans Helmer Jensen, der i lighed med Holger Lindholt, råbte i retten. og gentog gang på gang ved grundlovsforhøret, at lægerne var udsat for et komplot. Komplot gentog han- og da han sidst blev afhørt som vidne, gentog han ordet komplot.
Og gentog,  at selv dommerne måtte være med i komplottet.


Advokaten Holger Lindholt. Den næstsidste forbrydelse i denne sag.
Ulovligt  Mod dansk lov. Blev nægtet sagsakterne. Og kunne derfor udelukkende gentage spørgsmålet: Med hvilken ret lovparagraf er denne sag startet, efter hvilken lov er de børn, der klarede sig så godt blevet fjernet.

Snor sig uden om og  må indrømme. At grundlaget efter dansk lov ikke var overholdt- at vi havde plejetilladelsen endnu- en ny direkte opfundet

Børnenes skæbne. Ingen uddannelse. Mulle, der var den dygtigste i sin klasse ville være student og derefter advokat
Lisbeth ville være sygeplejerske.
Ditte Den største glæde i denne sag- hun blev student i år i 2003 19 år gammel- og vi på universitetet.
Lisbeth og Mulle og deres papirer.
Fotos
Sagsakter.
Under jorden
Fik ikke 9 klasse

Gik i stå.

Disse stakkels børn ønskede en uddannelse som de aldrig fik.
En evt. erstatning skal deles mellem de tre børn, Mulle Lisbeth og Ditte- som denne Gedesag gik allermest ud over.















                                            Hensigten helliger midlet.



l
Vedr. Frederiksberg kommunes  behandling af to børn.
…………………………………………………………..

1500–tallets aggressive munkeorden, Jesuiterne blev kendt for deres hensynsløshed, idet de som valgsprog havde: ”Hensigten helliger midlet”. Deres hensigt var med alle midler at styrke og bevare den Katolske kirke. Siden har man refereret til dette valgsprog for at karakterisere en særlig fanatisk og hensynsløs organisation eller gruppe.
 
I ovennævnte sag, som er indleveret til Domstolen i Strasbourg, er det påvist og dokumenteret, at menneskerettighedslovene, de nationale love og den almindelige anstændigheds uskrevne love i Danmark er blevet overtrådt, ikke på grund af uvidenhed eller misforståelser, men helt overlagt.

Man kan spørge sig selv, hvad der var så vigtigt at gennemføre, at myndighederne så sig nødsaget til at bryde egne love. Med andre ord, bruge nødretten.
Officielt var forklaringen omsorgen for to plejebørn, som var anbragt hos lægeparret Eva Graungaard og Karl Somogyi, på den biologiske mors foranledning og ønske.  

På den biologiske moders vegne ville man så gennemtvinge samkvem med hende, skønt den ældste datter Mulle på det bestemteste modsatte sig dette. Det lød jo rørende, at man ikke ville lade den biologiske moder i stikken, skønt hun som HIV smittet, prostitueret stiknarkoman havde vanrøgtet sine børn på det groveste.

Dette var sagens kerne. To plejebørn skulle tvinges til samkvem med deres biologiske moder ved Frederiksberg kommunes foranstaltning. For at gennemtvinge dette, ville man have lægeparret til at udlevere de to børn til en børneinstitution. Imidlertid var børnene  i mellemtiden flygtet. Man beskyldte lægerne for at skjule børnene, skønt der intet bevis fandtes for dette. Desuden behøvede lægerne ikke at skjule børnene, da de havde plejetilladelsen.

Ingen kunne forestille sig, at dette enkle spørgsmål kunne udvikle sig til en sag, som begyndte i 1992, og som endnu ikke er afsluttet. Hele forløbet med dets svimlende omkostninger, både menneskeligt og økonomisk, må betegnes som nærmest forrykt,  især når man ser, at resultat blev, at de to børn blev flyttet rundt, holdt indespærret og forsøgt hjernevasket af behandlere, indtil de begge flygtede og forsvandt i Frederiksbergs narkomiljø, hvor de i to omgange uden skolegang som gadebørn opretholdt livet i to år.

Man skulle tro, hvis man ikke vidste bedre, at de sociale myndigheder, som havde foranlediget fængsling af de ældre læger, som blev direkte mishandlet i sagsforløbet, var så målrettede i deres iver efter at ”redde” de to plejebørns samkvem med den biologiske mor, at de ville sætte alt ind på at finde de to mindreårige piger og sørge for, at de fik et hjem og en normal skoleundervisning, således som loven kræver.

Danmark regner sig selv for et civiliseret land, så det burde være utænkeligt, at de ansvarlige myndigheder ville acceptere et sådant udfald af alle anstrengelserne: At de to børn endte som gadebørn i et narkomiljø.
Man skulle tro så meget -, men sandheden var, at der ikke blev iværksat et opsøgende arbejde for at finde børnene, der næppe kunne være umulige at opspore på Frederiksbergs 8 kvadrat km.s areal.

Lægeparret blev som nævnt fængslet ved sagens begyndelse og mishandlet i fængslet. Deres omdømme som læger blev besudlet, deres helbred blev skadet for bestandigt, deres økonomi blev ødelagt – og alt dette skulle være nødvendigt for, mod børnenes ønske, at gennemtvinge et samkvem med en moder, som groft havde svigtet dem.

Men nu kommer det mest forrykte. Det viste sig, at hele grundlaget for sagen var forkert. Lægeægteparret havde plejetilladelse og kunne derfor ikke beskyldes for at have gemt børnene eller unddraget dem de sociale myndigheders bestemmelser, fordi de stadig havde plejetilladelsen.

Ret beset var Frederiksberg kommunes anbringelse af børnene og børnenes indespærring, mens lægerne sad i fængsel, hos en ”anonym” familie, ulovlig frihedsberøvelse og krænkelse af den officielle plejefamilies ansvarsudøvelse over børnene. Tilsyneladende med Frederiksberg kommunes vidende, da begge familier i flere vidners nærvær har hævdet, at have såkaldt. ”Frit Lejde”.    

Det vil sige, at hele sagen med alle dens menneskelige og økonomiske omkostninger fra første færd hvilede på en fejl. Man havde ikke gjort sig den ulejlighed at sørge for, at lægernes plejetilladelse blev ophævet. Ganske vist skrev man, at den ”skulle” ophæves, det vil sige forelægges Børne-og  Ungeudvalget til vedtagelse, men dette skete aldrig.

Dette er blot et eksempel på, hvor ligeglad man er med borgernes retsstilling, hvor overfladisk og dilettantisk det hele fungerer, hvor vant man er til at gøre, hvad man har lyst til i  Danmark  Hvorfor?

Fordi der aldrig i Danmark sker den eller de skyldige myndigheder noget. Ellers ville man næppe vove at overtræde lovene eller ødsle svimlende summer ud på et så vanvittigt projekt, som, undskyld jeg gentager det, førte til at to pigers barndom blev ødelagt, at de endte som gadebørn i et narkomiljø, og at deres lovende fremtid blev knust.  

At to idealistiske læger på 63 og 65 år, blev fængslet, mishandlet, smædet og ruineret. Hvem er stillet til ansvar for alle disse menneskelige og økonomiske omkostninger? Ingen!

Det gik også ud over lægernes egne 12 børn,  hvoraf 6 var biologiske og 6 adopterede.  Deres yngste  datter  på kun 8 år,  som ikke forstod noget som helst af alt det onde, der skete, blev ydermere bare bortvist fra skolen  med begrundelsen, at hendes forældre bragte skolens rektor i de offentlige medier. Rektoren arbejdede tæt sammen med Frederiksberg kommune..

Den kommunale overassistent, som efter at hun sammen med politiet havde ransaget lægekonsultationen, skrev, at hun havde set en levende ged stå og have afføring i lægernes konsultationsrum, hvor der var patienter på lejet i en skrivelse, der blev sendt til embedslæger, til alle medlemmer af Folketingets sociale udvalg og til dele af pressen for at tage tilladelsen til at arbejde som praktiserende læger fra lægerne Graungaard og Somogyi,  og  dermed fratage disse læger deres  levebrød, - som til sidst måtte indrømme, at det var løgn, burde være straffet for falsk forklaring.

I stedet for straf betalte Frederiksberg kommune, og dermed borgerne på Frederiksberg, hendes retssag, og betalte hendes advokat og 5000 kr. til lægernes advokat, Søren Søltoft Madsen.
Ikke nok med dette, men man forfremmede hende fra overassistent ved familieafdelingen på Frederiksberg rådhus til fuldmægtig ved familieafdelingen på Frederiksberg Rådhus. Et betroet arbejde, som hun bestrider den dag i dag..
I andre lande ville man kalde dette korruption.

Hensigten helliger midlet!
Men hvad var hensigten?
Som det fremgår af forløbet kunne hensigten næppe være hensynet til børnene. De endte jo som gadebørn i et narkomiljø uden skolegang og uden uddannelse.
 
Hensigten kunne heller ikke være hensynet til den biologiske moder, for hvis skyld man førte sagen. Hun blev magt ført ud af retssalen under sagsbehandlingen, og med magt ført helt bort fra retsbygningen, helt ud på gaden af en ansat på Frederiksberg kommune. Det ses på tv udsendelsen.

Hvad var så hensigten?
Hensigten var at få ram på de to læger, som havde irriteret myndighederne ved at tage sager op, i hvilke de svageste af vore medmennesker var udsat for myndighedernes overgreb.
Der lå ingen politisk ideologi bag lægernes uegennyttige indsats for at hjælpe og beskytte. Det er usselt, at danske myndigheder bruger et par plejebørn som påskud til at få ram på to læger, der i myndighedernes øjne har været ”genstridige”, og det er usselt, at danske myndigheder i deres hævntogt er villige til at begå overgreb på to mindreårige børn, som til sidst ender med børnenes ødelagte barndom og knust fremtid.
Var det virkeligt så vigtigt at nå dette mål, at få ram på lægerne?

Desværre må mit svar være : Ja!   Så hensynsløse og magtsyge er disse mennesker, når de handler på magtens vegne. De tåler ikke modsigelser. De vil ikke indrømme fejl. De vil ikke undskylde eller give erstatning. De føler sig som ufejlbarlige. Kort sagt: De lider af storhedsvanvid. Der findes åbenbaret ingen med ansvarsfølelse, der kan gribe ind med fornuft. Hvor er vores politikere henne, som i sidste ende har ansvaret?

Sagen har skabt mistillid til offentlige myndigheder og til vores retssikkerhed og kastet skam over Danmark. Jeg håber, at Domstolen i Strasbourg vil dømme Danmark og dermed sætte en norm for, hvor grænserne går i et europæisk, civiliseret land for offentlige myndigheders  magtudøvelse over for sine borgere..
























                                                           Udtalelse.

            Til embedslægeinstitutionen.


Angående Erik Kurt Christiansen, 250932 –  0589

Ovennævnte patient er i dag tilset af undertegnede læge Finn Buxbom i anledning af, at patienten af sin værge, læge Eva Graungaard den 6/12 2003 klokken 21 blev besøgt på Københavns amtssygehus i Herlev og derefter af værgen blev taget med hjem. Det var meningen, at patienten skulle på plejehjem, hviket værgen havde givet sin tilladelse til. Patienten er oligofren, og som sådan har han været anbragt på institution. I 1970 flygtede han fra institutionsanbringelsenpå grund af vanrøgt til en ”nabo”, som var folketingsmedlem.. Læge Eva Graungaard blev tilkaldt af denne for at behandle ham for en akut luftvejsinfektion. Efter at have fået kendskab til patientens meget ringe kår på institutionen tog lægen sig af patienten. I de næste 33 år har han boet hos lægen og er blevet passet i sin næsten hjælpeløse tilstand uden vederlag fra det offentlige.
Den seneste tid er han blevet yderligere medtaget. Han kan ikke spise selv, han kan ikke tale, og han har ikke kontrol over urin og afføring. I denne meget uoverskuelige situation  blev han indlagt af mig på Herlev amtssygehus, reumatologisk - medicinsk afdeling med henblik på senere overførsel til plejehjem.
Ved besøget den 6/12 2003 klokken 21 fandt læge Eva Graungaard Kurt i en elendig tilstand. Han virkede alment medtaget og forsømt. Han havde tabt sig, havde uplejet skæg, lange fingernegle med rester af afføring og snavset hud. Eva Graungaard blev meget berørt af hans tilstand, som hun tilskrev mangel på pleje. Kurt løb efter Eva Graungaard og modsatte sig voldsomt at blive på hospitalet. Det endte med, at hun insisterede på at tage ham med sig hjem i venten på en plejehjemsplads.
I dag den 7/12 2003 klokken 12  har jeg tilset ham efter at være tilkaldt af Eva Graungaard som en uvildig part i sagen. Jeg har ved adskillige tilfælde set patienten og drøftet mulighederne for plejeanbringelse med hende, fordi hans forværrede tilstand medførte et så øget plejebehov, at jeg skønnede, at det ville overstige Eva Graungaards kræfter som 75 årig læge.
Ved indlæggelsen foretaget af mig den 2/11 2003 på amtssygehuset var han fuldt soigneret, men i dårlig almentilstand. Som jeg i dag ser ham, virker han meget forsømt med lange fingernegle, nu renset for afføringsrester, afpillet og nærmest miseriespræget. Efter min opfattelse er der sket en meget tydelig forværring i hans i forvejen skrøbelige tilstand siden indlæggelsen. Jeg vil anbefale, at man søger at løse plejeproblemet på en anden og midlertidig måde, idet jeg må tillægge patientens tilkendegivne rædsel for at vende tilbage til hospitalet en afgørende betydning, også med hans oligofreni taget i betragtning.


                                                                                           Finn Buxbom
                                                                                           Læge
                                                                                           Godthåbsvej 87  3 th.
                                                                                           2000 F.  Frederiksberg.
                                                                                           Telefon 38117275.
                                                                                     






FULDMAGT:

Hermed giver jeg læge Finn Buxbum fuldmagt til at handle i mit sted i sagen mod Danmark ved Menneskerettihedsdomstolen i Strassbourg, idet jeg giver ham adgang til alle nødvendige dokumenter i sagen i tilfælde af, at min sygdom, insulin afhængig diabetes med cirkulationsforstyrrelse i benene, forhindrer mig i at forfølge sagen.. Og denne fuldmagt gælder indtil den ophæves ved ny skrivelse.


Rødovre den 8. december 2003.









Klage over så alvorlig svigt og fejlvurdering af min mands sygdom, at dette medførte hans pludselige og uventede død på hospitalet.



Min mand, Erling Jepsen, cpr: 13.11.37-1465 blev indlagt tre gange lige efter hinanden  for stærke mavesmerter med mistanke på blindtarmsbetændelse. Han blev ikke opereret, bare to gange sendt hjem. Og tredje gang, hvor jeg sad ude hos ham, var han fuldstændig normal, rolig og klar, og da det var ved at blive mørkt, aftalte vi, at jeg bare skulle tage hjem, og at vi så senere skulle tale sammen i telefonen.

1½ time senere, ringede telefonen og jeg troede, at det var min mand, der ringede,
som aftalt, men det var Herlev sygehus, der ringede og chokerende fortalte, at min mand pludseligt var blevet meget dårlig med hjertestop.

Erling havde nu fået en byld under leveren, sagde man i telefonen. Senere forklarede man, at dette havde ført til blodforgiftning, hjertestop, hjerneskade og til sidst til hans død.

Det er min overbevisning, at dette kunne være undgået. Dette sagde også de læger, der til sidst kæmpede for hans liv.

Jeg hørte, at kirurgen, der observerede, at der var kommet en byld, sagde, at dette kunne være undgået, og  spurgte en kollega om, hvorfor den mand ikke var sendt videre i forløbet
Og de måtte tage til efterretning, at der skulle være bedre samarbejde.

Jeg mener, at det først var på intensiv afdeling, at Erling fik den optimale behandling. Men da var det for sent. Erlings liv var da ødelagt . for hjernen havde taget skade af  iltmangel.

19./1 2003..
Den første gang, Erling blev indlagt var på Herlev sygehus.. Da var der ingen tvivl hos den kvindelige læge, der undersøgte min mand. Erling skulle opereres, sagde hun. Men hun blev underkendt af bag-vagten, hvorefter Erling bare kom i medicinsk behandling.
Havde denne kvindelige læge fået lov til at indstille min mand til operation, havde min mand levet i dag.

7/6 2003.
Vi var i sommerhuset, da Erlings smerter i maven blev s

å voldsomme, at vi måtte bede en bekendt køre os på  Slagelse sygehus. Erling var da så forpint, at han ikke kunne stå og gå oprejst. Den kvindelige læge, der undersøgte ham, men alligevel ikke, at det kunne være noget alvorligt. Hun sagde, at han bare skulle gå hjem og drikke rigeligt vand, så skulle det nok gå over. Dertil sagde Erling, at han de sidste ti år havde drukket 3 liter vand dagligt. Lægen sagde så, at kunne han gå på en bestemt måde, var det ikke blindtarmsbetændelse, og desuden hørte han under Herlev sygehus, og der kunne vi jo henvende os. Vi kørte så hjem.

9/6 2003.
Vi kørte så tilbage til sommerhuset og derfra til hjemmet. Men min mand var så fat vi følte, det var totalt uforsvarlig at køre, Og smerterne tiltog, hvorfor vi den følgende dag  tilkaldte vagtlægen. Denne vagtlæge sagde, at det jo var 2. pinsedag, så det kunne jo være lige meget med en indlæggelse, der ville alligevel ikke blive gjort noget, og han opfordrede os til at kontakte egen læge.

10/6 2003.
Egen læge, Eva Graungaard undersøgte og gav ham penicillin, som ikke hjalp.

12/6 2003.
Erling blev igen dårlig, så vi tilkaldte vagtlægen, som ikke gjorde andet, en at opfordre os til at søge egen læge.

13/6 2003.
Eva Graungaard indlagde straks Erling på Herlev sygehus.
Vi spurgte på Herlev sygehus, om der kunne være noget galt med Erlings nyrer eller lever, fordi han nu fik blod i urinen og blev gul farve af huden og et stort vægttab. Men man skønnede på hospitalet, at Erling havde det godt, og så blev han igen sendt hjem. Vi var meget utrygge ved at forlade hospitalet. Vi havde jo ikke noget valg, så vi var nødt til at tage hjem.

196 2003.
Den dag fik Erling foretaget en kikkertundersøgelse. En coloskopi. Der blev fjernet to polypper, som vi senere fik besked på var ufarlige.

19/7 2003.
Erling blev pludseligt mere dårlig og fik meget høj feber, 40,5.
Og igen blev Erling indlagt. Denne gang håbede vi, at de nu ville tage Erlings sygdom alvorlig..
Der blev da også taget mange blodprøver, og Erling skulle i CT-scanner, før man  kunne operere, forklarede man mig..
Erling blev indlagt kl. 19.30. jeg forlod hospitalet kl 22.45 på min mands opfordring, og så ville han ringe, når han var blevet skannet. Vi følte os nu mere trygge.

Kl. 0.15 blev jeg ringet op. Jeg troede naturligvis, at det var min mand, for det var jo en aftale mellem os. Men det var en sygeplejerske, der fortalte, at min mand havde fået hjertestop, og de var bange for, at hans hjerne havde taget .skade.  Hun fortalte, at han pludseligt var blevet underlig og havde sagt, at de da bare kunne give ham noget formaldehyd.
De havde fundet ham på toilettet eller på vej fra toilettet.
Hvordan har de kunnet forlade en patient, der pludseligt havde skiftet karakter?

Det er mig helt uforståeligt, hvad der er sket på den korte tid. Erling har altid tidligere været sund og rask.
Vores yngste søn og svigerdatter ankom til sygehuset kl 1.00 i dyb shock, og vi forstår i Dag slet ikke , at dette kunne ske. Vi føler ikke, at man har taget Erlings sygdom alvorlig.

Ved samtale med lægerne, Claus Rønholt og Jørgen Wiis, sagde man til os, at vi jo kunne henvende os til læge eller sygehus når som helst.
Det er, hvad vi har gjort 9 gange fra den 19/1.03 til den 19/7 o3 uden at få den hjælp, der kunne have reddet Erlings liv.

Jeg har anmodet om at få SAMTLIGE akter tilsendt i fotokopi i denne sag, Jeg har  fået en lille smule, der er sendt til vores læge, men der mangler rigtigt meget. Bl. a. mangler indlæggelsessedlerne, scanningssvar m.m.
Jeg vil supplere sagen, så snart, jeg får resten tilsendt.


Solveig  Jepsen