En mor elsker altid sine børn betingelsesløst. En anden mor elsker sine børn betingelsesløst, så længe de kun leger indenfor hendes usagte forventningers elhegn. En tredje mor ser børnefødsel som sit adgangskort til at eje andre mennesker, så hun kan torturere dem for sjov bag lukkede døre. Mor er det altid brændende ildsted, hvor du kan genopvarme din frosne sjæl. Eller hun er en kasse, du stikker din hånd ind i uden at vide, om du denne gang får en chokoladebar eller stød. Eller hun er en stalker, som du ikke kan politianmelde. Mors frikadeller smager bedst, eller mors frikadeller er straffen for at være sulten, eller mors frikadeller smager af hengemt pap og kærlighed, så du spiser dem med kvalme og performativ glæde. En mor vil gøre alt for, mod eller vedrørende sine børn. Eller også vil hun ikke. Hun er et lotteri, som du ikke kan undgå at købe et lod til. Hun trækker tæppet op om dit hoved og ser ned på dig med sigende øjne. Hvilken mor har du fået? Du er lige blevet født, men du ved det sikkert allerede.

Når jeg dør, så begrav mig under et træ i fattig jord. Et sultent træ spiser gerne de dyr, der dør i dets skygge. Rødderne gror hen til og ind igennem lemmerne, så de kan optage de næringsstoffer, der frigives, efterhånden som dyret forfalder. I Finland har man fundet en birk, hvis rodsystem efter at have levet af en død elg i mange år nu perfekt markerede dens forsvundne form. Sådan og på ingen anden måde vil jeg udødeliggøres: Ved langsomt at blive tegnet med en anden organismes livsblod.

Kamæleonen har verdens dårligste balance. Det skyldes dens øjne, der bevæger sig uafhængigt af hinanden. For når øjnene ikke er kædet sammen, er det sværere at vurdere, hvad der er op og ned, og så mister dyret fornemmelsen af sit eget tyngdepunkt. Sådan har kamæleonen fået sin særegne gang, der ligner ubeslutsomhed, men faktisk er konstante rekalibreringer af, hvordan den skal stå for ikke at falde ned fra grenen. Og sådan er kamæleonen – uden selv at vide det – blevet en mester udi camouflage. For når den smalle, høje, grønne krop konstant vipper frem og tilbage i små bevægelser, ligner dyret ganske præcist et blad, der svajer i vinden. Og så kan hverken byttedyr eller rovdyr finde det i træets duvende landskab. Dermed minder kamæleonen os om, at livets sejre ikke altid opnås gennem forbedringer eller overhovedet en bevidst indsats. Nogle gange er et handicap den hurtigste vej til succes.