Tanker ved hjemkomst

Vi slutter som vi startede, men et spørgsmål stillet af andre som reaktion på vores rejse.
”Hvordan er det at så at være hjemme igen?” er et spørgsmål vi har hørt en del gange.

Og hvordan er det så?
Jo, altså, man kan jo ikke klage…Først og fremmest er det fantastisk at komme hjem til venner og familie. Derudover er Sommer-Danmark nok noget af det mest idylliske, hyggelige og fredfyldte, så man kan ikke rigtig tillade sig at brokke sig…
Her er rindende vand i hanerne – hele tiden. Her er strøm – hele tiden. Her er vaskemaskine og masser af internet. Alle bilerne i dette land er nye og fine – jeg bemærker dem gang på gang. Og når man kører rundt i København kan man ikke lade være med at blive imponeret over hvor rent og pænt der er. Alle skiltene ser nye ud, træer og buske står på rækker, veje og fortov er fejede – ja selv menneskerne er nydelige og pæne. Det er som at bevæge sig rundt i en modelby.Hvor er alle folk henne?
Apropro bevæge sig rundt, så er det dejligt at cykle igen. Men man skal lige vænne sig til at bilerne ikke dytter hele tiden og til at de rent faktisk holder tilbage for én, når de kommer ud fra en sidevej! Desuden er vejene i Danmark meget tomme, selvfølgelig er det sommerferie, men alligevel – hvor er alle folk henne? Gemmer de sig?

Det er nogle sjove ting man reagerer på efter 5 måneder i Ghana. For eksempel kan det være ganske overvældende at gå ind i et dansk supermarked, der for det meste har flere forskellige varer end der var i hele Sunyani. Man skal også lige vænne sig til at man kan regulere vandtemperaturen, når man tager bad. Og til at små børn langs vejen ikke råber og vinker efter mig!

Hvornår går solen ned?
Endelig kan vi konstatere, at folk i Danmark snakker utrolig meget om vejret. Og at det er meget imponerende, at DMI efter et tordenvejr oplyser om hvor mange lyn, der er slået ned i et område!

Med hensyn til vejret er det også lidt underligt at solen ikke kan finde ud af at gå ned om aftenen – med det resultat, at vi heller ikke kan finde ud af at gå i seng. Og når man så kommer i seng, er det lidt underligt, at der er så stille, der er slet ikke nogen cikader, der larmer…

Alt i alt kan vi konkludere, at Danmark er et dejligt lille land, men også at Ghana er meget mere farvestrålende, overraskende og fuldt af små oplevelser i dagligdagen!

Der kommer nok en lille video eller to mere her på bloggen – og nok også nogle billeder. Men ellers siger vi tak til alle der har fulgt vores blog de sidste fem måneder – om ikke andet hører I jo nok fra os, næste gang vi skal ud på eventyr!

En ghanesisk familie

- vores familie i Akropong

Mads har en meget stor familie i Ghana. Vi plejer at sige der er en fætter i hver en lille by. Det er måske ikke helt rigtig, men det er ikke meget galt. Familie er et meget bredt begreb og ens farmors brors datters mand er således også ens onkel og er man først onkel er man faktisk også bror. Vi har selvfølgelig styr på Mads’ 5 fastre og ene farbror, men resten af familiemedlemmerne plejer vi at omtale som fætre og kusiner.

HUSET i Akropong
En stor del af Mads’ familie bor i Akropong og rigtig mange i huset, hvor hans farmor, indtil januar også boede. Huset består i virkeligheden af flere huse, med en række rum, hvor familien sover, rundt omkring en gård, hvor der vaskes tøj og laves mad. Lige nu bor kun én af Mads tanter, Aunti Efua, der er den ældste i huset. Derudover bor der en masse kvinder, utrolig mange børn og nogle enkelte unge mænd. Jeg har på ingen måde styr på antallet, men måske 8-10 kvinder og deres tilsammen 10-15 børn.

Mercy’s butik
Alle kvinderne i huset, hjulpet af de ældste døtre, tjener penge ved det man kalder ’petty trading’ – altså salg af små ting. Den klart førende er Mads’ kusine Mercy (hun er rent faktisk hans fasters datter), der har en lille butik ud til gaden. Rummet er ca. 2x1,5 m stort og der kan lige akkurat være 1½ person derinde, resten er proppet med varer i ét stort virvar. Til gengæld er der stort set ikke det man ikke kan købe i Mercy’s butik. Vand, brød, bleer og slik er nok blandt topsælgerne, men man kan også få æg, fisk, sukker, olie, alverdens dåsemad, tavlekridt, lynlåse, stof og tusindvis af andre småting. Der er konstant kunder og Mercy har en fyr til at hjælpe sig med at passe butikken, så hun ikke behøver at lukke, hvis hun skal noget.

De andre kvinder sælger primært mad fra små boder på gaden udenfor huset (gaden er primært en gågade). Det er ris, fisk, bønner og spaghetti, som bliver tilberedt fra tidligt om morgenen og solgt blandt andet til skolebørn på vej til skole. I løbet af dagen bliver der desuden friturestegt yams, kartofler, fisk og kogebananer, som ligeledes bliver solgt til forbipasserende.
Og så er der Anitas mormor, der sælger perler (hjulpet af Anita i weekenden) og gamle Auntie Efua har overtaget Mama’s salg af forskellige naturlægemidler og urter.

Børneflokken
Alle de ældste børn i huset går selvfølgelig i skole, de yngste passes derhjemme af kvinderne i fællesskab – det er meget svært at lure præcis, hvem der er hvis børn. Om eftermiddagen, når de store kommer hjem fra skole hjælper de med at hente vand fra pumpen ca. 300 m væk, lave mad og vaske tøj. Men der er også tid til at snakke, lege og se fjernsyn. De ældre passer de yngre og flokken af børn i huset fungerer som én stor søskendeflok. Antallet af børn varierer lidt, hvis det er mere praktisk at et barn bor hos tanten her i huset frem for hos forældrene i Accra flytter barnet ind og hvis der er en skole der er bedre i en anden by flytter barnet til noget familie dér. Men der er også en gruppe der bor i huset og som vi nyder at gense hver gang vi kommer tilbage til huset i Akropong.

Miloparty
Miloparty den sidste aften før man flyver hjem er en mange-årig tradition, startet den gang Mads, Hans og Jens var små og kom til Ghana på sommerferie. Vi har holdt traditionen ved lige og skal således også denne gang afholde Milo-party den sidste aften før flyet afgår. Milo-party betyder at hele familien samles i stuen (før omkring Mama’s stol). Der bliver blandet en stor gryde eller spand med Milo, der er en varm kakaodrik med masser af sukker og mælk. Alle stiller sig op i kø med hver sin plastikkop og får en kop Milo og et stykke brød – børn som voksne. Vi har tit vist nogle billeder og taget en masse billeder med blitz (til stor jubel) og der er tit udbrudt spontan sang og dans akkompagneret af trommen på dåser og vanddunke. Det er en rigtig hyggelig tradition og en god måde at sige farvel på.

Ghana, Burkina Faso, Mali – Afrika er ikke bare ét stort land…

Allerede ved grænseposten mærker vi forskellen: Vi sludrer med vagten på engelsk, mens han stempler vores pas, han bemærker Mads efternavn og vi flasher lidt af vores Twi. Vi er tilbage i Ghana, dejlige, velkendte Ghana.

Vi tillader os at generalisere lidt…
Efter 4 måneder og Ghana 3 uger i Burkina Faso og Mali vil vi tillade os at lave nogle generelle sammenligninger mellem disse tre vestafrikanske lande – for det er ikke som i Strudsen Rasmus og ’det store land AFRIKA’ – der er forskel, men bestemt også ligheder…

I Burkina og Mali snakker de fransk
Den største forskel er nok netop sproget og den franske indflydelse i Burkina og Mali. Der er stort set ingen der kan engelsk i de to lande. Møntfoden hedder cefa-franc, på gaden sælges baguette og madkulturen er anderledes og mere omfattende, bl.a. med brød til maden og olie-eddikedressing på salaten. Og så har de overtaget en skidt vane fra franskmændene: Rygning. Overalt langs vejen er der små kiosker, der sælger cigaretter og der er virkelig mange, især unge fyre, der ryger. I Ghana er rygning nærmest ikke eksisterende.

Benzinen er dobbelt så dyr
I Mali og Burkina er der også pose-vand og det sælges, præcis som i Ghana, overalt fra køletasker langs vejen. Men i de to lande er vandet væsentlig dyrere (50-200 %). Generelt er alting faktisk dyrere i Burkina og Mali, hvilket nok primært skyldes at benzinen er dobbelt så dyr, hvilket både påvirker priserne på transport og varer. Derudover er Mali og Burkina Faso ellers mere fattige end Ghana. Generelt er husene og bilerne i dårligere stand, men overraskende nok er vejene bedre end i Ghana.

Stegt fisk og olie – men ingen bananer
I alle tre lande finder man gadekøkkener langs vejene, hvor de sælger ris, bønner, stegt fisk og olie-sovs med ubestemmelige kødstykker. Alle tre lande har stort set de samme friture-stegte doughnuts, der ligeledes sælges over alt og i alle tre lande sidder man på plastikstole fra Ghana.
For at fortsætte med maden er der sjovt nok ris i alle tre lande og alle har deres version af fufu – en tyk grød, der spises med fingrene. I Burkina og Mali spiser de desuden en del couscous – noget der er total ukendt i Ghana, ligesom grønne bønner er en sjældenhed i Ghana, men meget almindelige i de andre to lande. I Burkina var der stadig Fan-is, men de var ikke til at opdrive i Mali, hvor der stort set heller ikke var nogen bananer – til gengæld var der ufattelig mange mangoer og de smagte fantastisk!

’Obruni’ – ’Toubab’ – ’Le Blanc’
I Mali og Burkina er der stort set ingen taxi’er, til gengæld er der vildt mange små scootere og knallerter. Bilerne er som sagt i endnu dårligere stand end i Ghana og de er endnu gladere for at fylde dem fuldstændigt op med flere passagerer på hvert sæde, og taget stablet med varer, cykler, knallerter og måske lige en flok mennesker (bare rolig, ikke os!).
Endelig er børnene i alle tre lande meget glade for at råbe efter hvide mennesker på gaden, hvad enten de så råber ’Obruni’, ’Toubab’ eller ’Le Blanc’. I Mali var der dog en del arabisk blod, så Mads blev ikke bemærket som værende særlig hvid. Det gjorde jeg til gengæld og i byer som Djenne og Timbuktu, hvor stort set alle er muslimer gik jeg faktisk med tørklæde for ikke at støde nogen.

Alt i alt må vi konkludere, at vi elsker Ghana, men Mali og Burkina har bestemt også utrolig mange spændende ting at byde på som ferie-lande og alle tre lande er fulde af flinke mennesker.

Timbuktu tur-retur

I 1800-tallet udlovede den engelske regering en dusør til den europæer, der først rejste til Timbuktu og vendte levende hjem med beretninger fra byen. Den gang gik der rygter om at gaderne i ørkenbyen var belagt af guld - vi kan nu bekræfte at det er de ikke, men der er masser af sand...

'Kvinden med den store navles brønd'

En gang i 1100-tallet var der en kvinde ved navn 'Bouctou' (kvinden med den store navle), der forlod sin familie fordi hun drømte om at have en brønd i ørkenen. Hun rejste lidt rundt og fandt så et godt sted. Hun fik overtalt en forbipasserende karavane til at holde en pause og grave en brønd for hende til gengæld for lidt guld. Karavanen fortsatte og mødte andre karavaner og hernede starter standardhilsenen med at spørge til vand, hvorefter man spørger til familien og derefter dyrene. Sådan blev Bouctous brønd efterhånden berømt blandt området karavaner. Bouctou solgte vand for salt og blev efterhånden også mellemhandler for flere af saltkaravanerne. En by voksede op omkring brønden og den blev knudepunkt for handel med bl.a. salt guld og slaver - og mødested mellem det arabiske i nord og det afrikanske i syd.
Og sådan blev Timbuktu til - 'Tim' betyder brønd, så byens navn betyder 'kvinden med den store navles brønd'.

Guldbelagte gader

 
I Timbuktus storhedstid boede der ca. 100.000 mennesker i byen (i dag bor der godt 30.000) fra mange forskellige stammer og nationaliteter. Byen havde et universitet med 25.000 studerende og som sagt udlovede den engelske regering en dusør til den europæer, der først kunne bringe beretninger tilbage fra Timbuktu. Rygterne gik om den mystiske by, blandt andet at gaderne var belagt med guld, det var de dog ikke, men guld og salt havde samme værdi, så måske var idéen ikke så fjern... Der var mange der prøvede lykken, men de døde alle - enten af forskellige tropiske sygdomme eller fordi de blev slået ihjel af de meget muslimske tuareg'ger i området. Først i 1828 lykkedes det en franskmand, forklædt som muslim, at komme levende frem og tilbage.

Kamelkaravaner med varer fra Asien

Den dag i dag rejser Tuareg'erne med kæmpe kamelkaravaner på flere hundrede kameler til Mauritanien med blandt andet ris og smykker og vender tilbage med dadler og varer importeret fra Asien med skib til Mauritanien. Når karavanerne vender tilbage til Timbuktu læsser de varerne af ved 'ørkenens port', som netop var den vi red ud til forleden dag på en 2 timers kameltur. Sahara var smukt - og fuldt af sand! Fra Timbuktu og kamelerne bliver varerne læsset på både og sejlet ned af Nigerfloden til resten af Mali. Det er lidt sjovt at tænke på at asiatiske varer bliver solgt i Mali efter en rejse med fragtskib, kamel og træbåd.

P.s. Lonely Planet tager fejl, når de skriver at rejsen til Timbuktu tager 5-8 timer på en god dag. En god dag er nok nærmere 9-10 timer, det tog vores hjemrejse, der gik ret smertefrit i hvert fald - en dårligere dag er 18 timer, det tog vores udrejse, inklusiv en fastsidning i ørkenen og en nat ved færgelejet.

Dogon Country

- Hvor smuk natur møder imponerende traditioner og hvor byerne har en navle...

Vi er begge to vilde med Dogon Country! Det er den perfekte kombination af vandring gennem fantastisk natur, fortællinger om gamle traditioner og et flinkt og stolt folkeslag, der lever i små traditionelle landsbyer. Mennesker og natur, vandring og gode historier - vi elsker Dogon!

Hvad er Dogon Country?
Dogon Country er et klippemassiv i det sydlige Mali. Dogon-stammen bor i landsbyer både oppe på sletten på toppen og for foden af den næsten lodrette klippevæg. Klippemassivet er 200 km langt, 300-600 meter højt og der ligger hundredevis af små landsbyer spredt udover området. Hver landsby består af flere små landsbyer med omkring 200 indbyggere i hver. Husene er bygget af mudder suppleret med sten fra klipperne og indimellem strå som tag. Familierne bor sammen i stor-familier med bedsteforældre, sønnerne og deres koner (gerne 2-3 stykker) og børn. Dogon lever af jagt og landbrug og så har de en meget stærk kultur.

Opfarenhed giver hovedpine
I centrum af landsbyen er et mødested for mændene, i form af et meget lavt halvtag - lavt fordi det lægger en automatisk dæmper på eventuelle konflikter eller vredesudbrud: hvis man farer op slår man hovedet! Tæt ved er byens navle i form af en sten, byen ses som et menneske og det er dermed muligt at bo i højre arm eller maven!
Når man går rundt i de smalle gader hører man gang på gang den traditionelle hilsen, der består af en hel række 'sewa', hvor man spørger til hvordan det går personen, familien, den udvidede familie o.s.v. 'Sewa' gentages nok omkring 20 gange og hilsenen fortsætter ofte efter man har passeret hinanden og er på vej videre ned af gaden.

De flyvende mennesker
Rundt om landsbyerne er naturen. Oppe fra sletten har man den mest fantastiske udsigt udover området, nedenfor er der den stejle klippevæg til den ene side, en flad slette med en masse baobab-træer og bag dem en stor orange-glødende sandbanke.
I klippevæggen kan man se resterne af de gamle Tellem-huse. Tellem er en stamme, der levede her for 600-700 år siden, indtil Dogon kom til området. De levede i lerhytter bygget på små afsatser i klippevæggen. Det er tit umuligt at gennemskue, hvordan man kan komme op til husene og Dogon mener da også at Tellem kunne flyve...

En seng under stjernerne
Livet som turist i Dogon er dejlig simpelt: Efter en hurtig morgenmad med kaffe/the og brød begynder man at gå ca. kl. 7.30. Omkring 10.30 er det ved at være for varmt til at vandre og der er dømt siesta med frokost på et lille hotel indtil ved 4-tiden. Så går turen videre til aftenens hotel, som man når et par timer senere. Aftensmaden er simpel, men lækker, bestående af ris eller couscous, tomatsovs og måske kød eller grønner bønner - der var et par høns, der måtte lade livet i løbet af vores tur. Og overnatningen foregår på taget af hotellet på et par madrasser med myggenet over - under den mest fantastiske stjernehimmel.
Vi var så heldige at komme udenfor turistsæsonen og havde derfor hele Dogon for os selv - i sæsonen er der rutefly fra Paris til Sévaré et par timers kørsel væk og området vrimler efter sigende med franske turister.

Ræven, slangen og alligatorerne
Vores guide, Line (udtales Lynn), var en ung, engelskstuderende Dogon-fyr og han kunne sine historier.
Der var ræven, guden Amma's første barn, der giver svar på alverdens spørgsmål i skæbne-tabeller tegnet af landsbyens vise mænd. Og forfaderen i form af en slange, der om natten, i usynlig tilstand, kommer til landsby-overhovedets hus og vasker ham så han aldrig tager bad med vand og sæbe. I Amani, Line's hjemby, er der alligatorer, der en gang hjalp landsbyens stifter over floden og derfor i dag betragtes som bedstefædre af alle i byen. Og endelig var der skilpadden, der fungerer som mundskænk fordi den aldrig vil spise forgiftet mad.
Line fortalte mens vi gik, stoppede ved forskellige vigtige ting og fortalte om traditioner og levevis.

Måske får I senere én af historierne i sin fulde længde her på bloggen, men ellers må I selv rejse til Dogon - det kan bestemt anbefales!

Fra Sunyani til Sanga

- med 6 forskellige transportmidler

5 nætter (heraf kun 3 på hotel), to grænsekryds og godt 1000 km var der fra Sunyani onsdag d. 2. juni til Sanga mandag d. 7. juni. Rejsen foregik med offentlig transport og dermed med en række forskellige transportmidler, der havde tendens til at blive mindre og mindre - følg med her...


Den store STC-bus (Kumasi til Ouagadougou, ca. 650 km)
Fra vores hjem i Sunyani tog vi en taxa til bus-stationen og derfra en MetroMass-bus til Kumasi, hvor en ved af Mads' fætter Kofi kørte os til STC-busstationen i sin taxi.
STC står for State Transport Company og er generelt det bedste, mest pålidelige (og dyreste) busselskab i Ghana. Vi startede med 2 1/2 times forsinkelse på afgangen fra Kumasi, som vi forlod i øsende regn onsdag aften kl. 19.30. Vi kørte nordpå hele natten, med et enkelt sammenbrud undervejs ( ikke noget, der ikke kunne repareres med en times banken), krydsede torsdag morgen grænsen til Burkina Faso og ankom lidt groggy til Ouagadougou ved to tiden torsdag eftermiddag efter i alt 19 timers busrejse.

Den mindre bus (Ouagadougou til Ouahigouya, ca. 182 km)
I Ouagadougou sov vi to nætter, gik 20-25 km, ventede knapt 5 fimer på Migrationskontoret og spiste fantastisk lækker mad.
Lørdag morgen tog vi en bus mod Ouahigouya. Det var en køretur på 3 timer, der gik helt smertefrit - og bussen kørte endda fra busstationen 2 minutter før tid!

Den ramponerede 'bus' (Ouahigoya til Koro, ca. 120 km)
Således med store forventninger til det Burkinabeske transportsystem fandt vi transport videre mod Koro i Mali. Denne bestod i en gammel ramponeret bus med træbænke rundt langs siderne og vindueshuller uden vinduer - og den kørte mod Koro når den var fuld...

5 timers venten senere var vi 12 personer, en motorcykel samt en farlig masse sække mad og vi var seks passagerer, der betalte lidt ekstra for at komme afsted fra Ouahigouya samme dag.
Med helt fornuftig hastighed kørte vi så endelig afsted af den gode jordvej mod grænsen. Kørt før grænsen satte vi motocyklen og dens ejermand af i en lillebitte landsby bestående af en flok lerhytter, en masse børn, geder og får, samt et par kameler.
Vi forlod Burkina Faso uden problemer og kom lige så let ind i Mali. Men så var det blevet mørkt og chaufføren ville ikke fortsætte til Koro. Derfor tilbragte vi natten på en tynd sivmåtte bagi 'bussen' - heldigvis ved en politipost så vi kunne få vand at drikke.
Næste morgen kørte vi de sidste 20 minutter (!) til Koro.

Bush-taxien (Koro til Bandiagara, ca. 60 km)
I Koro spiste vi nogle meget fedtede klatkager, der vist var bagt på gæret rismel og så gik turen videre med bush-taxi til Bandiagara.
En bush-taxi er en stationcar med 3 rækker sæder og plads til 9 passagerer: 2 på passagersædet, 4 på bagsædet og 3 på bag-bagsædet - samt bagage på taget.
Således godt klemt gik turen af jordveje med nord og op af Dogon Escarpment til Bandiagara, hvor vi ankom efter ca. 3 timers, søndag formiddag.

Landroveren (Bandiagara til 'middle-of-nowhere', ca. 22 km)
Efter et tiltrængt bad, tøjvask, en gåtur i byen og en god nats søvn (under stjernerne på hotellet tag) blev vi samlet op af vores guide, Line, i hans fars landrover. Vi kørte mod Sanga af en bulet, men ganske fin jordvej. Men ak, halvvejs gik Landroveren i stå og hverken kølende vand eller ihærdige skub kunne starte den.

Motorcykler ('middel-of-nowhere' til Sanga, ca. 23 km)
Således uden bil 'in the middle of nowhere' skaffede Line i stedet to motorcykler og så sad vi bagpå hver vores motorcykel resten af vejen til Sanga.
Mandag formiddag, med lidt snurrende fødder og godt gennemrystede ankom vi altså til Sanga - en smuk Dogon landsby. Dogon fortjener et blogindlæg for sig selv, med mere om vores engelsk-studerende guide, fremtidsspående ræve, menneskevaskende slanger, hellige alligatorer, flyvende mennesker og utrolig smuk natur.
Men for nu at runde transport-historien af kan jeg afsløre at vi fortsatte fra Sanga til fods!

Resultater af Ida's undersøgelse

Så er vi draget på ferie, men inden ferien afleverede jeg en rapport med resultater at min undersøgelse til sundhedsadministrationen.

I videoen nedenfor fortæller jeg lidt om resultaterne. I kan downloade hele rapporten her: http://danquah.dk/ida/nutrition/
- Den er på engelsk, men forsøgt skrevet i et nogenlunde let forståeligt sprog, så den burde være læselig også for ikke-statistikere :-)

Forresten fremlagde jeg også resultaterne på et ledelsesmøde. Der er ingen tvivl om at de blev overraskede over hvor mange børn, der har problemer med underernæring, men de lyttede interesseret, stillede kvalificerede spørgsmål, diskuterede en masse gode ting og tog bestemt resultaterne til sig som noget de vil gøre noget ved.

God fornøjelse!

Direkte link til You Tube