Da Balder levede i min mave

Forhistorien

Balder var et ønskebarn, hele vejen igennem! Jeg har gennem mange år vidst, at jeg havde svært ved at blive gravid (har PCOS), så efter at have smidt p-pillerne i september 2006, ville vi give det godt et halvt år, inden vi søgte fertilitetsbehandling.

Morten og jeg skulle på kærlighedsferie i Spanien midt i juli 2007, og lige inden, skete der noget helt vidunderligt - vi vidste det bare ikke endnu...

Så kom august. 30. august. En af de mest fantastiske dage i vores liv. Kl. 8 om morgenen skulle vi op til gynækologen, hvor vi skulle underskrive fertilitetspapirer og påbegynde hormonbehandlingen. På dette tidspunkt havde jeg ikke haft menstruation siden p-pillestop sept. 2006.

Efter at have kigget på plastikæggeledere m.m. og underskrevet papirer, ville lægen lige scanne mig. Og dér, på skærmen var det smukkeste og mest livsbekræftende syn: Synet af vores kære, kommende barn! 9 uger gammel... Vores kommende Balder... Undfanget ved Årets eneste ægløsning. Hans hjerte blinkede lystigt, og det så ud som om han kiggede lige på os. Vi var dybt, dybt rørte! Vi knuste og kyssede hinanden, og gik ovenud lykkelige ud fra lægens kontor, med det første billede af Balder, kiggende direkte på sine kommende forældre.

Vi skulle desværre på arbejde lige efter, men måtte selvfølgelig finde et sted, hvor vi lige kunne skåle i milkshake for vores kommende baby - og nye liv. Da jeg kom på arbejde, havde jeg lyst til at råbe det ud til alle kolleger: JEG ER GRAVID! Meeen jeg holdt mig - familien ville nok gerne høre det først. Men hver gang jeg var alene, gik jeg rundt med et kæmpe smil på mit ansigt - var meget, meget glad.

Bekymringer

Den 3. Oktober var vi ude på hospitalet til nakkefoldsscanning, hvor vi erfarede at vores kære lille pus havde en nakkefold på 4,4 mm. Risikoen for at vores Baby havde en kromosomfejl, var 1:46. Dagen efter, fik jeg foretaget en moderkageprøve, og efter nogle meget, meget lange uger, fik vi de længe ventede svar. Vores baby havde ingen kromosomfejl, og var en helt perfekt, lille baby :). Retrospektivt virker det helt absurd at vi var så bekymrede nu hvor virkeligheden er en helt anden, men hvem kan spå om fremtiden?

Jeg blev i de efterfølgende uger scannet flere gange, da den store nakkefold også kunne tyde på hjertefejl, men heldigvis erfarede vi blot, at Babys hjerte var helt fint og perfekt, set ud fra scanningsbilledet. Og hold da op hvor fik vi mange billeder - havde til et helt lille album af scanningsbilleder, hvilket vi sætter stor pris på i dag!

Forventninger

Dagene gik, maven voksede og jeg har hele vejen igennem graviditeten været utrolig stolt af min store mave! Utrolig stolt af at være så priviligeret at kunne blive gravid - endda uden behandling. Utrolig taknemmelig for Livet.

Balder fik mig til at blomstre. Aldrig havde jeg været så glad før, som jeg var da han lå i min mave. Han gav mig fysisk som psykisk energi, gjorde mig lykkelig som jeg aldrig har været før, og gav mig en taknemmelighed for livet, som var ny for mig. For HAN lå i min mave, og jeg mente, at livet nu gav mening. Bare tanken om at møde ham og holde ham, gjorde mig usigelig glad for fremtiden.

I starten af december måned, tog Morten og jeg på kærlighedsferie i Paris - romantikkens by. Vi havde ikke været der før, så glædede os, til denne sidste ferie på 2 mands hånd. Vi havde jo rigtig forestillet os, hvordan vores ferier ville se ud i fremtiden, familieferier, med Balder ved vores side. Med Balder i sommerhus, med Balder på besøg hos bedstemor og bedstefar i Varde, med Balder på stranden ved Vesterhavet. Med Balder på et familievenligt sted under sydens sol, eller med Balder til Bornholm at besøge hans fætre og kusine. Med Balder til Norge, at besøge hans 3 store norske fætre. Med Balder...Med Balder til Paris, Kærligheden by...

Da Balder blev født

Kl. 7 onsdag d. 16. april (10 dage over terminen), efter en nat i vågen tilstand med veer, gik turen mod hospitalet. Vi havde kun pakket det allermest nødvendige, for sundhedspersonalet havde varslet strejke, som ville medføre, at vi skulle hjem ca. 4 timer efter fødslen. Vi var spændte! Havde aldrig prøvet det før. Havde aldrig prøvet at føde og havde aldrig prøvet at være forældre. Nu skulle vi snart møde vores kære Balder - og han skulle møde os.

Gennem mine veer, kunne jeg mærke Balder sparke og rumstere. Han arbejdede lystigt med mig.

På et tidspunkt ville jeg helst bare ligge ned i sengen. Der blev snakket om epidural-blokade - den skulle jeg lige tænke over.

Balder var så dygtig og knoklede derudaf, for at komme ud af mig. Vi arbejdede begge, men uden progression.

Der blev sat elektrode på hans hoved, så jordemoderen kunne følge hjertekurven, som så fin ud. Tiden gik efter en del presseveer, men der skete intet. Igen blev der snakket om epidural-blokade, hvilket jeg absolut ikke var helt afvisende overfor -  man har jo et standpunkt til man tager et nyt :).  Lige pludselig forsvandt mine smerter - det var underligt, men meget skønt!

Balders hjerte slog så fint hele vejen igennem fødslen. Han var fysisk en rigtig stærk, lille fyr.

I løbet af fødslen blev der snakket om kejsersnit, for Balder kom bare ikke ud. Jeg var selvfølgelig ikke helt glad ved tanken, for ville jo gerne give ham den bedste start på livet. Spekulerede faktisk ikke på, at han kunne have det dårligt. Hans hjerte blev jo fulgt, og det slog taktfast som det skulle. Men det er jo ingen garanti...

En time inden Balder blev født, kom en fødselslæge ind på fødselsstuen. En læge, som vurderede at han kunne komme ud ved hjælp af en hård sugekop. Det blev forsøgt i 20 minutter, før de opgav og kørte mig ind til akut kejsersnit. Akut kejsersnit, med forventninger om at få en fin og rask Balderdreng ud, Balder, hvis hjerte slog så fint...

Kl. 21.00 onsdag d. 16. april blev Balder født ved akut kejsersnit. Han skreg ikke. Der gik lang tid. Jeg gik ind i mig selv. Ænsede ikke særlig meget. Ænsede at en stemme sagde noget i retning af “Nu trækker han vejret”. Ænsede at en stemme sagde noget i retning af “Jeres søn er genoplivet, og vil måske få en hjerneskade, måske vil han blive helt normal”. Ænsede en stemme som sagde noget i retning af “Vil du se din søn? Kig til højre, og han ligger herovre, på bordet”. Ænsede at jeg ikke kunne få vejret. Ænsede kun mig selv, og fortryder så frygtelig meget at jeg ikke kunne se på ham.

Da Balder levede udenfor min mave

Jeg kom ind på opvågningsstuen, hvor Morten sad sammen med mig. Efterhånden som tiden gik, fik jeg lettere ved at trække vejret. Mærkede efterhånden mig selv lidt igen. Morten gik op på neonatalafdelingen, for at se vores elskede Balder. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte - husker det ikke. Jeg husker dog, at jeg var ret utålmodig og ville gerne snart se ham. Følte mig som en elendig Mor. Endelig blev jeg kørt på hans afdeling! Dér lå han i respirator, fyldt med slanger, dimsedutter og dingenoter i hans hænder, næse og fødder. Han var så stor og fin! 4 kg. og 55 cm.

Jeg turde næsten ikke røre ham, for tænk nu hvis han vågnede og derfor ikke kunne restituere optimalt. Jeg måtte ikke sidde op i sengen på grund af mit kejsersnit, så følte mig langt væk fra ham. Vi blev derefter kørt op til barselsgangen, hvor vi utrolig nok sov til næste morgen.

Så snart vi vågnede, tog vi til ned til ham igen. Der sad 3 læger og var ved at måle hans hjerneaktivitet. Vi ønskede dem langt væk. Ønskede ikke at høre hvad de havde at sige - hvis det nu var dårlige nyheder. Som jeg hørte det, kunne det gå begge veje: Han kunne komme sig, eller han kunne være hjerneskadet. Her var jeg så meget i forsvar, at jeg tolkede det til, at han ville blive helt normal, eller måske få lidt indlæringsvanskeligheder.

Morten og jeg forstod slet ikke, at han kunne dø! Pædiatrilægen spurgte, om vi ville have ham døbt. Underligt spørgsmål! Nej, han skulle da døbes herhjemme. Et vink med en vognstang, men vi fattede virkelig ikke at han kunne dø... (halleluja for forsvarsmekanismer).

Vi gik op på værelset, hvor jeg skulle have instrukser i at malke mælk ud til ham. Jeg nåede ikke så langt. Det bankede  på døren, og lægerne kom ind - de så meget alvorlige ud. Sagde at eeg’en havde vist, at Balders hjerneaktivitet var stort set ikke-eksisterende, at vi kunne vælge at slukke respiratoren og sidde med ham, indtil han så ville udånde.

Verden stod stille... Vandrede grædende rundt på værelset, til lyden af en grædende mor ved siden af, der ikke kunne amme sit barn.

Vi tog ned til ham - ville være sammen med ham så længe det var muligt. Præsten var blevet tilkaldt, for vi ville have ham døbt - ville helgardere os, så han ville blive budt velkommen hvor end han ville ende efter døden. Indtil hun kom, stod vi over ham, kunne ikke komme tæt nok på ham, da han stadig lå i respirator. Præsten kom. Han kom ud af respirator og lagt hos mig, hvor han blev døbt Balder Dyregaard Rabjerg Olsen. Balder har han heddet siden december måned...

Morten sad med ham. Han sov stadig, men efter lidt tid vågnede han. Han blev lagt hos mig, ved mit bryst, hvor vi lå hud mod hud. Hvilken kæmpe lykke! og hvilken kæmpe sorg! At mærke denne gigantiske kærlighed, dufte hans fantastiske hud, se hans smukke øjne og høre hans første - og sidste lyde. Altsammen med visheden om, at det var et spørgsmål om tid før hans krop ville give slip og efterlade os med vores livs tomhed.

Efter 3 timer gav hans lille krop slip.

Bisættelsen

Bisættelsen var meget fin. Vi havde en meget sød bedemand - en kvinde. Den første aftale vi havde med hende, var tirsdagen efter Balders død. Det var hårdt at køre den lange bustur fra Vesterbro til Østerbro - at se hvordan livet gik videre, at se barnevogne komme ind og ud af bussen. At føle sig slået i hovedet med en hammer, på denne første tur ud i virkeligheden...

Bisættelsen blev afholdt lørdag d. 26. april fra Luthers kirke på Randersgade i København Ø.

I alt var vi knap 60 mennesker.

Ceremonien startede kl. 12. Da kirkeklokkerne ringede, tænkte vi at disse klokker skulle vi have hørt til Balders barnedåb, ikke til hans begravelse. Det burde forbydes at overleve sit barn!

Vi havde sat et fint billede af Balder på kisten, så folk kunne se hvem han var - at han var et rigtigt menneske og ikke kun en bule på min mave.

Vi startede med at synge “Se nu stiger solen af havets skød” . Præsten var god. Hun snakkede ud fra salmernes bog, om skabelsens af det lille barn. Det var smukt. Jeg prøvede at koncentrere mig om at lytte, men det var svært.

Sang nr. 2 var  “Nu titte til hinanden”. Hun talte ud fra dåbsevangeliet, og holdt en fin tale om Balder og hans korte liv.

Jeg husker ikke rækkefølgen af hvad der skete - koncentrerede mig mere om bare “at være”. Jeg var fuldstændig i mine følelsers magt - sammen med Balder.

Den sidste sang vi sang, var “solen er så rød mor”.

Organisten spillede Brahms vuggevise, da vi skulle gå ud af kirken. Morten bar kisten, og jeg gik ved siden af.

Bagefter gik vi i samlet flok ned til kirkegården - Holmens kirkegård, hvor vi havde fundet et fint gravsted til Balder. Her lagde folk deres blomster på graven. Bagefter gik vi alle op i Mortens gamle lejlighed, som stod tom.

Folk var indimellem stille, indimellem snakkende, indimellem grædende og indimellem så de på billeder af Balder - billeder, som Morten havde sat i et album, som min mor kunne tage med hjem til Balders bedstefar, som ikke var med til bisættelsen.

Efterhånden gik folk efter nogle timer, og til sidst var vi nogle stykker, som tog hjem til os. Vi fik snakket, grint og grædt - samt spist lidt mad.

Alt i alt var det en god dag, under de sørgeligste omstændigheder vi forhåbentlig har oplevet i hele dette liv, og de 10 næste til...

Præstens tale og prædiken

Uddrag fra Salmernes bog:

Det var dig, der dannede mine nyrer,

du flettede mig sammen i min mors liv.

Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,

underfulde er dine gerninger,

jeg ved det fuldt ud!

Mine knogler var ikke skjult for dig,

da jeg blev formet i det skjulte,

blev vævet i jordens dyb.

Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;

Og uddrag fra dåbsevangeliet:

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem;

disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og

sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem

i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke

modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«

Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Præstens tale om Balder:

Det værste man kan forestille sig, er sket for jer. I har mistet et barn, jeres elskede lille Balder. Men han nåede at vokse sig stor og fin inde i maven på Elsebeth og han har haft det godt derinde.

Han levede i 9 måneder og måske er det en trøst at tænke på, at den tid både var tryg og god. For i mors mave ligger det lille barn varmt og trygt. Det kan høre sin mors hjerte og puls slå, og suset i hendes indre. Og du Elsebeth fortalte mig, at du aldrig har haft det bedre end da du var gravid og bar Balder under dit hjerte. Det var den lykkeligste tid for både dig og Morten.

Balder nåede at høre jeres stemmer og at mærke jeres varme hænder ude på den anden side af maven, også selvom det var svært at få lov til at holde ham rigtigt og røre ved ham sådan som I gerne havde villet. Men det sidste han hørte og mærkede var sin mors trygge hjerteslag og varme favn. Han nåede at mærke jeres kærlighed og omsorg for ham. En kærlighed, der var fuld af håb og forventninger men også med bekymringer om, hvordan fremtiden ville forme sig. Sådan som det er, når man venter et barn. I fostertilstanden lever barnet i en intens tryghed, og sådan har det også været for Balder.

Balder levede også på en anden måde. Han levede som en forventning hos jer om et liv, der skulle blive til noget. Forventningen om et ønskebarn, om en nevø og om et barnebarn. Sammen med forventningerne kom også følelserne for ham, den kærlighed til ham, som han vækkede i jer.

Så man kan sige, at Balder gav jer meget, endnu før han selv kunne være opmærksom på, at han gav noget. Alle de måneders forventning og glæde er ikke gjort til ingenting ved Balders død.

I kraft af jeres kærlighed og forventninger har I et minde som fortæller jer, at Balder har været her. Han har været en del af jeres liv i 9 måneder, og I har noget I kan mindes. I har mange billeder af ham derinde og Morten vil sikkert altid huske de små fødder han legede med gennem maveskindet.

At Balder ikke klarede den, at han døde, er der ingen mening i, men at han levede, er på trods af smerten og sorgen meningsfuldt.

Det gør naturligvis ubeskriveligt ondt, at tage afsked med Balder, og jeres hænder føles pludselig så uendelig tomme. Sorg er altid udtryk for en kærlighed der er blevet hjemløs. Fordi den der skulle modtage ens kærlighed ikke er der mere. I kan ikke længere nå Balder med jeres kærlighed. I dag efterlader I en del af jer selv når I tager afsked med Balder, men minderne om ham og det han gav jer bærer I altid med jer. Han var det smukkeste og skønneste I nogensinde har ejet.

Når vi tager afsked her fra kirken, så er det for at holde fast i, at livet ikke kun er sorg og smerte, men at der også er kærlighed, glæde og håb. Det er så vigtigt at holde hinanden fast på, at livet er værd at leve på trods af stor sorg og ubeskrivelig smerte.

Til alle tider har vi mennesker båret på håbet om, at der må findes et liv, hvor der ikke er smerte, sygdom, sorg og død. Vi håber, at døden ikke skal få det endelige ord, vi håber, at døden ikke er det sidste. Digterpræsten Kaj Munk havde også dette håb. Han håbede på, at der fandtes et paradis og forestillede sig at der var der fred og befrielse. Han skriver om paradiset:

”Der har jeg set et dejligt syn. Det var inderst inde i paradisets have, der hvor der mest er skærmet mod vinde udefra. Det allerinderste sted derinde det var indrettet for de børn fra jorden der havde været noget i vejen med.” Alle verdens syge børn kommer til paradisets have og bliver modtaget af Jesus. Han venter på de syge børn, og når de kommer, må det mørke, der er fulgt med børnene ind i haven vige tilbage. For Jesus tager med åbne arme imod de små, og intet mørkt kan tåle at komme tæt på ham. I stedet kommer de engle frem, der sang på marken julenat for at lege med børnene. Med et er alle de syge børn raske og kan lege med englene dybt inde i paradisets have.

Ved dåben hører vi Jesus love os, at han vil være med os alle dage indtil verdens ende. I dåben lover Gud os, at vi for altid vil være i hans hænder. Vi hviler i hans hænder i både liv og død.

Kristentro er at tro på, at der er noget der er større end os. Det er troen på en Gud der kan tage over, der hvor vi står magtesløse.

Og sådan må det være, hvis al snak om, at Gud er kærlighed, skal have nogen mening. Så må der være et sted, en Himmel, et Paradis, et sted hvor der bliver taget hånd om dem vi mister, når vi ikke længere selv kan gøre det.

Det er i den tro, at vi lægger Balders lille liv i Guds trygge hænder. Guds fred være med Balder. Guds fred være med os alle.

Myten om Balders død - guden fra nordisk mytologi

Balder, Lysets gud og gud for planternes vækst og årstiderne, var søn af Odin og Frigg. Han var gift med Nana der var en af asynjerne. De boede på Brejdablik og havde sønnen Forsæde. På Breidablik fandtes intet ondt eller urent.
Balder var så smuk og lys, at det næsten strålede ud af ham. Han var en af de klogeste og mest veltalende af guderne. Han var venlig og mild og elsket af alle de andre guder - lige med undtagelse af Loke, der var Odins fosterbror og af jætteslægt. Loke var misundelig og irriteret på Balder, fordi han fik al den opmærksomhed. Medens Balder levede var verden lys og varm. Kulde vinter og død eksisterede ikke.

En nat så Balder i drømme at han skulle dø, og hans drøm kom også til at gå i opfyldelse. Han fortalte sin mor om sin drøm og for at der ikke skulle ske Balder noget, tog Frigg rundt til alle guder, jætter, planter og dyr, ja alle ting under solen, og fik dem alle til at love, at de ikke ville gøre Balder ondt. Da Frigg vendte tilbage fra sin rejse fandt guderne på den leg at skyde til måls efter ham for sjov. Alt der blev kastet eller skudt efter ham drejede til side inden det ramte ham, så der skete ham ikke noget, og Balder havde ikke noget imod at være skydeskive.
Loke stod surmulende og så på at de andre skød til måls, men deltog ikke selv i legen. Han gik i stedet hen til Frigg og begyndte at udspørge hende om hun virkelig havde spurgt alt, der kunne tænkes at kunne gøre Balder skade. Frigg svarede, at det eneste hun ikke havde spurgt, var den undseelig lille snylteplante misteltenen, for den kunne umulig gøre Balder ondt. Da Loke hørte det, gik han ud for at finde misteltenen. Da han havde fundet den, lykkedes det ham at lave en pil af den, som han tog med tilbage. Loke skabte sig om til jættekvinden Tøkk og fik fat i Balders bror, den næsten blinde Høder, og spurgte, om han ikke ville være med i legen og skyde til måls efter Balder, så skulle hun nok hjælpe ham. Det ville Høder gerne, og Tøkk lagde så misteltenpilen på buen og hjalp Høder med at skyde.

Der gik et gys gennem guderne da Balder sank død om, og de var straks klar over, at det var Loke der havde været på spil. Balders kone Nana blev så sørgmodig over Balders død, at hendes hjerte bristede, og sammen med Balder blev hun lagt på Balders skib Ringhorn, der var det prægtigste af alle asernes skibe. Thor antændte skibet ved at svinge sin hammer over det. Da skibet skulle skubbes brændende ud på havet, kunne ingen rokke det, og man måtte sendte bud efter troldkvinden Hyrrokken, der ubesværet fik skibet ud på havet. Skibet var rigt udstyret med offergaver. Bl.a. havde Odin givet sin ring Drøpner. Balders hest i fuldt udstyr fulgte også med på bålfærden, der førte Balder og Nana til dødsriget.

Alle sørgede over Balders død og guderne besluttede så at sende Balders bror Hermod ned til Hel i dødsriget for at få Balder tilbage.
Hermod red modigt men forgæves ad den frygtelige Helvej til Hel i Niflheim for at forsøge at få Balder med tilbage. Han red ni døgn på Odins hest Slejpner gennem dybe dale i totalt mørke, til han kom til åen Gjall, hvor han red over Gjallerbroen og fortsatte mod nord til Helslugten, hvor han sporede Slejpner og satte over slugten i et mægtigt spring, så han nåede helt frem til Hels bolig på borgen Eljudne, hvor han tilbragte natten, for at fremlægge sit ærinde næste dag
. Hel ville ikke slippe Balder, men til sidst fik han hende dog til at love, at så fremt alt i hele verden vil græde for Balder, ville hun slippe ham fri. Så gav hun ham Odins ring Drøpner med tilbage og Hermod red tilbage med hendes besked.
Frigg gik nu rundt til alle i hele verden og fik dem til at græde for Balder, og både guder, jætter og mennesker græd, men da hun kom til den gamle jættekvinde Tøkk, fik hun det svar, at Tøkk kun ville græde tørre tårer, og så måtte Balder måtte blive hos Hel. Tøkke var i virkeligheden Loke. Derved udelukkede Loke sig fra gudernes kreds og dømmes til at pines indtil ragnarok. Efter ragnarok vil Balder genopstå.