Dorrit Worm:

Kroppens Sang om Kærlighe

Dorrit Worms skulpturelle univers er en verden, hvor især kvindekroppens mange udtryk fra ungdom til modenhed er det helt centrale billede, der møder beskueren. Manden optræder kun som en del af en ren fysisk kærlighedsproces i det magiske øjeblik, hvor kroppenes naturlige sprog taler, og al fornuft og logik er gået under i en brusende og glohed seksualitet. Worms kvinder udfolder en stærk og varm sensualitet i deres gøremål som skulptur løsrevet fra verdens distraherende mangfoldighed. Her er kvinder, der udfolder deres ungdom i en atletisk eksponering af nydelse ved at strække kroppens muligheder helt ud til den yderste grænse. Der er andre kvinder, som i de ”Krukkede Koner”, hvor alderen og erfaringen har fyldt kroppen ud, og som er blevet mere stille og meditative i deres attituder til livet. Hele tiden kan man se og mærke den levende optagethed af kroppens nydelse som udtryk for selve livets grundlæggende vilkår, at krop og kærlighed er bundet uløseligt sammen. Man må elske sin krop på dens egne vilkår og udtryk for at kunne elske betingelsesløst med et andet menneske. Kun gennem kroppens kærlighed kan man nå over i en anden virkelighed og betydning. Dorrit Worm forvandler generøst lerets mørke farve til et skinnende og glødende bronzeagtigt skær, der får selv søjlen, der bærer den nu hvilende og reflekterende kvinde, til at være en betydende del af lysets og rummets verden her hos os.

Tekst af kunstanmelder Erik Meistrup

September 2001

Dorrit Worm:

Love Songs of the Body

The sculptural universe of Dorrit Worm is a realm, where in particular the female body with its multiple expressions ranging from youth into maturity, is the central image confronting the viewer.

The male only appear as a part of a purely physical love process in the magical moment where all that remains is the archetypal language of the body and all which is rational and logical has drowned in an intoxicating and burning love. The women of Dorrit Worm express a strong and fervent sensuality as beings detached from the distracting multiplicity of the world. These are women expressing their youth in an athletic exposure of pleasure; pushing their bodies to and beyond the limit. Other women, such as the soulful women, where age and experience have filled the bodies, express a more quiet and meditative attitude towards life. At all times a vibrant attention is paid to the pleasures of the body. Taken as the most basic condition of human life: the fact that body and love are invariably bound to each other. You have to love your own body to be able to surrender to another person. Only through the love of the body can you transcend the world and obtain a higher meaning. Dorrit Worm generously transforms the dark colours of the clay into a shinning bronze-like glow, which makes even the column that carries the contemplative female a significant part of our world of light and space.