Af Allan Loumann Lissau d. 7. februar 1998.
Denne artikel omhandler russisk
reformpolitik fra 1985 til 1998.
I marts 1985 blev Gorbatjov valgt til general sekretær i det
kommunistiske parti. Sovjetunionen var under Bresnev langsomt
gået i stå. Stilstandsperioden kaldes denne tid. Bresnev
afløstes hurtigt af to ligeså gamle mænd Andropov og Tjenenko.
De forsvandt dog hurtigt, som følge af alderdom.
Gorbatjov var yderst bevidst om at der skulle ske forandringer i
det sovjetiske samfund, hvis det skulle overleve. Han iværksatte
derfor forskellige reformer under slagorderne Perestojka
(omskrukturering) og glasnost (åbenhed). Men det blev ikke nogen
nem opgave. Hans mål var at skabe et overlevelsesdygtigt
Sovjetunionen, men de blev begyndelsen til dens kollaps. Det gik
rimeligt godt med at foretage en demokratisering af
Sovjetunionen. Det blev tilladt, at sige sin mening. Men med
Perestrjoka, de økonomiske reformer, gik det yderst skidt.
De økonomiske reformer betød mulighed for privat ejendomsret,
ansættelse af privat ejendomsret og lignende tiltag. Men den
økonomiske vækst kom ikke.
De nye muligheder for at ytringsfrihed og religionsfrihed kom sig
også til udtryk i republikkerne. En lang række frigørelses
bevægelser bla. i Baltikum, begyndte at arbejde. Dette førte
til Lithauns frigørelse i 1990.
En reaktion fra gammel kommunisterne kom i August 1991. De
forsøgte sig med et godt gammeldag kup. Men det kom for sent;
Sovjetunionen var allerede på vej til at blive splittet. De
opnåede ingen støtte til kuppet og måtte hurtigt opgive.
Kuppet blev faktisk en medvirkende faktor til opløsningen.
Jeltzin opnåede herved sit politiske gennembrud, da han gik på
barrikaderne og opfordrede til modstand. Gorbatjovs popularitet
lå på dette tidspunkt på det absolutte nulpunkt. Resultater af
reformerne var udeblevet efter 5 år. Befolkningens tålmodighed
var opbrugt.
Et par måneder senere samme år, i dec. 1991, var det definitivt
forbi med Sovjetunionen. Sovjetunionen opløste sig selv og blev
til en sammeslutning af 11 stater. Boris Jeltzin blev den nye
præsident i Rusland.
I starten af 1992 indførtes for alvor det kapitalistiske system
i Rusland. Bogstaveligt talt fra den ene dag til den anden.
Omlægningen blev foretaget under ledelse af Jegor Gaidar.
Omlægningen var en hård pille at sluge. Kraftig inflation
hærgede Rusland. Senere samme år blev den kraftigt upopulære
Gaidar fyret.
Jeltzin udpegede derefter Viktor Tjernomyrdin til minister
præsident. Udnævnelsen blev først betragtet som et tilbagesalg
for reformerne, men betød i praksis mere en bremse på
reformerne.
I April 1993 foretog man en afstemning vedrørende
reformpolitiken. Man stemte for eller imod yderligere reformer.
Jeltzin vandt folkeafstemningen om støtte til reformpolitiken.
Der er dog fortsat stor uenighed mellem folkekongressen og
præsidenten vedrørende reformerne.
I oktober 1993 forsøgtes et nyt kupforsøg. Denne gang var det
vicepræsident Alesander Rutskoj og parlamentsformand Ruslan
Kaspulatov. De besatte det hvide hus og forlangte Jeltzin afsat.
Men Jeltzin gav ordre til bombardering og angreb på det hvide
hus. Kupmagerne overgav sig til sidst og blev arresteret.
Senere samme år; i december 1993 foretog man det første frie
parlaments valg. Ultra-nationalisten Sirinovskij fik hver 4
stemme, og viste mange russeres utilfredshed med forholdene.
Samtidigt vedtog parlamentet en ny forfatning, som gav
præsidenten udvidede beføjelser.
Samtidigt sendte Jeltzin hæren til Tjetjenien, som havde
erklæret sig uafhængigt af Rusland. En fra starten yderst
upopulær krig, som hurtigt udviklede sig til en meget ydmygende
affære med store menneskelige tab.
Parlamentsvalget i 1995 gav et overvældende flertal til
kommunisterne. Igen klarede Jetzins støtter sig svagt ved
valget. Kommunist lederen Sjuganov fremstod pludselig en seriøs
modstander ved det kommende præsidentvalg i 1996.
Ved præsidentvalget i Juli 1996 vandt Jeltzin første runde over
Sjuganov og Alexander Lebed. Jetzin overtalte Lebed til at
støtte ham ved anden runde mod at blive indlemmet i den kommende
regering. Lebed tog imod tilbudet. Jeltzin vandt herefter anden
runde af valget og udnævnte Lebed til sikkerhed-rådgiver.
Jeltzin sendte herefter Lebed til Tjetjenien for at stoppe
krigen, som udviklede sig yderst dårligt. Lebed stoppede
herefter hurtig krigen efter forhandlinger med ledende oprørere.
Kort tid efter hjemkomsten blev Lebed dog fyret som
sikkerhedsrådgiver. Han blev ofret som syndebuk for de
indrømmelser, der var givet i forbindelse med fredslutningen.
Officielt blev han beskyldt for samarbejdsvanskeligheder, og
afskediget for åben skærm af Jeltzin.
I denne periode var Jeltzin sjældent i Kreml. Han var meget syg
og tydeligt akoholiseret. Han fik foretaget en femdobbelt bypass
operation. Operationen var vellykket, men svækkede kraftigt
tiltroen til hans evner. Dette medførte kraftige magtkampe i
Moskva.
Efter at være kommet nogenlunde til hægterne igen foretog
Jeltzin kraftige udrensninger i regeringen. Gamle folk blev fyret
og erstattet af yngre reformministre. Nye folk som 1. vice
ministerpræsident Tjubajs og 1. vice ministerpræsident Boris
Nemtsov.
I Juni 1997 underskrev Jeltzin en aftale med NATO betegnet som
partnerskab for fred. Han foretog ligeledes rejser til bla.
Sverige. Igen viste Boris Jeltzin tydelige helbredsmæssige
svaghedstegn.
I februar 1998 annoncerede Boris Jeltzin at han ikke stiller op
til næste valg i år 2000. Han udtalte sig ikke direkte om, hvem
han ønsker skal overtage præsidentposten. Men det antages at
Viktor Tjernomyrdin er hans favorit.