Skrevet den 19. april 2008
SÅ er maj på vej

Skrevet den 23. maj 2005
Nu er det et år siden vores lille engel, Edel, blev født. Det er så uendeligt urimeligt at en lille sund og rask pige ikke skulle få lov at opleve verden uden for min mave. Måske kan man lære at leve med det, men forstå og acceptere – det tvivler jeg på. Det har været et langt år, med flere nedture end opture. Det er svært at sætte ord på den sorg man føler, den er så alt omfattende at den er svær at forklare. Savnet, de ikke indfriede forventninger. Det største antiklimaks at nå til mål – og alligevel tabe. Allerede inden Edel blev født kendte vi hende så godt, kendte hendes rytme, vi viste hvordan hun ville se ud, vi var så sikre på at hun ville være en lille klon af Martin - og vi fik ret. Det eneste vi ikke viste med 100% sikkerhed var om hun var en pige eller en dreng, min 6. sans sagde mig at det var en lille pige der gemte sig i maven - og som regel er en gravid kvindes "forudanelser" rigtige - men 100% sikker er man vel aldrig.

Allerede da Edel ”kom ud” var læge og jordemoder overbevist om at vi nok ikke ville få en forklaring. Hun så, så fin og perfekt ud – og de fik ret, obduktionen viste intet. Man gør sig en masse irrationelle tanker om hvad man kunne have gjort, gjort anderledes for at forhindre det. Men der var intet. Var til jordemoder kontrol fredag 1 dag over termin, der var alt i sin fineste orden – 2 dage senere er hun død. Fra den dag er alt forandret, ting får en anden betydning, ting der før har betydet noget bliver ligegyldige, ting der før var lette bliver svære – intet bliver som før.

Edel vil altid leve i vores hjerter og aldrig blive glemt. Hun er vores lille pige, Martins lille søster.

Den 23. maj 2004 - skrevet i april 06
Jeg får veer i løbet af natten - omkring midnat en gang, har glemt præcis hvornår, men det står i min fødselsberetning. Jeg kan nu huske at jeg vågnede på et tidspunkt og vender mig fra side til ryg, maven følger ikke med- dér viste jeg vel at det var sket. Men med veerne forsvinder frygten, adrenalinet slår til og nu drejer det sig bare om at føde. Babysitteren må have kunnet mærke at der er noget i gære for hun ringer meget tidligt og spørger om de skal tage Martin på legeplads - rent faktisk var hun ude i opgangen i løbet af natten fordi hun drømte at jeg stod og bankede på - måske var det der veerne startede? Martin får sin morgenmad og bliver afleveret. Jeg har lyst at gå en tur for at sætte bedre skub i det hele. Jeg ringer til fødegangen for at advisere min ankomst i løbet af formiddagen. Det er min favorit JM der svarer, en af dem der behandlede mig mod migræne i Martins graviditet. Hun siger jeg er sej, da jeg fortæller at jeg lige vil gå ud at gå, men godt vil ind senere for at se om der er skred i tingene. Da vi har gået lidt henter Palle bilen og vi kører det sidste stykke til hospitalet. Jeg er godt 2 cm åben - og så skal de lige lytte efter hjertet. Droptoneren virker ikke, jm (som i øvrigt er en anden, og jeg har alligevel glemt at ”min” JM var der) henter en anden. Kan huske jeg siger til Palle at dette er ikke lige hvad jeg har brug for nu. Den anden virker heller ikke - og så ved jeg hvad klokken har slået. Palle forsøger at overbevise mig om at alt ting sikkert er i orden. Efter 3. droptoner kommer de med det transportable scannings apparat. Der skal endnu en læge til at bekræfte. Hun tvinger mig til at se på hjertet - der ikke slår. Jeg behøver ikke se det, for at tro dem, jeg viste det jo godt. Gik i total panik aftenen før, havde været ude at gå hele dagen og først om eftermiddagen får jeg mulighed for at sidde - dér kommer jeg i tanke om at jeg ikke rigtig har mærket baby siden om morgenen. Vi snakker om at tage på hospitalet, men hvad skal vi så lige gøre med Martin?? jeg er også ret sikker på at jeg skal føde lige om lidt, så vi tror på at det er stilhed før stormen. Men det var det ikke. Bliver spurgt om vi vil gå hjem og komme igen i morgen (totalt sindssygt egentlig, ved jo at jeg føder ret hurtigt, så selvom jeg kun er 2 cm åben, så er der altså ikke lang tid igen) men det spørger jm altså om. Det vil vi ikke. Skal så beslutte hvilken form for smertestillende jeg vil have, om de skal tilkalde en præst osv. Vælger akupunktur, og beder om at få vandet taget og få vedrop for at fremskynde processen. Her er det så min frelsende engel dukker op - min akupunktør jm. Beder hende om at blive hos mig og det gør hun gerne. Hun gør alle de rigtige ting - dvs. ikke ret meget, er der bare nusser mine fødder. Giver mig dyne på når jeg er kold, hjælper mig med at få den af når jeg prøver at sparke dem væk. Støtter mig mod den tåbelige læge der konstant insisterer på at det her vil tage tid og jeg skal have epidural. Ved ikke hvordan jeg havde overlevet hvis jeg havde fået den epidural - smerterne fra veerne hjalp mig med at overleve den psykiske smerte. Efter godt 4 timer kommer vores lille pige ud i 3 presse veer. Smuk og velskabt - blot slår hjertet ikke. De nåede i øvrigt aldrig at skure op for ve droppet og det hele gik lidt i stå da de havde taget vandet, eller var det chokket? – men akupunkturen hjalp!

Præsten kommer efter noget tid, det er den samme som døbte Martin. Han navngiver vores datter, Edel, efter hendes farmor, mens tårerne siler. Præsten hjælper med at klippe en tot af hendes hår og sidder lidt med hende. Vi får lavet hånd og fod aftryk og putter vores lille pige for første og sidste gang. Godt 4 timer efter fødslen kører vi med tomme arme, hjem til vores lille dreng der ligger og sover.

Blomster fra Katja og Brian, Palle og Henriette m. familie