|
FORSIDEN • OM ELINE • DET LAVER JEG • DEM ARBEJDER JEG FOR • ARTIKLER I venners selskab I aften sendes Forbrydelsen for sidste gang, og vi skal tage afsked med Sarah Lund, familien Birk Larsen og alle de andre karakterer, som vi har lært at kende på skærmen søndag efter søndag. For mange danskere bliver det et sørgmodigt farvel til dem, der nærmest føles som vores TV-venner. Og netop sådan skal det føles, for ellers har vi ikke været ordentligt underholdt. Af Eline Holm Vi elsker dem, og vi hader dem. Vi håber med dem, vi gyser med dem, og vi frydes med dem. Uge efter uge følger vi deres sejre og nederlag, og gennem TV-skærmen kryber de helt ind i stuerne til os. Det føles som om, de ligeså godt kunne sidde lige dér på sofaen ved siden af. Inderst inde ved vi det selvfølgelig godt – at vores TV-venner er resultatet af en forfatters fantasi og i virkeligheden ikke går rundt derude og jagter mordere og fører valgkamp, mens privatlivet skranter. Det gælder Forbrydelsens Sarah Lund, Jan Meyer og Troels Hartmann. Og det gælder Rejseholdets Ingrid Dahl, Matadors Hans Christian Varnæs og utallige andre TV-figurer, hvis liv og kvaler vi har set udspille sig for øjnene af os søndag efter søndag. Netop evnen til at skabe karakterer, vi har lyst til at være sammen med og lære bedre at kende på godt og ondt, er afgørende for, om en TV-serie bliver en succes eller ej. Det mener Lars Chr. Detlefsen, som er faglærer på manuskriptforfatterlinjen på Filmskolen. »Plottet skal selvfølgelig være interessant og fængende, men i virkeligheden er karaktererne det vigtigste. Gennem TV-serien skal vi føle, at vi får en ny ven eller fjende, som vi gerne vil bruge en time af vores tid på hver uge. Vi skal få lyst til at følge med i, hvordan de udvikler sig, og vi skal blive nysgerrige efter at se, hvilke nye situationer de kommer ud i næste gang,« forklarer Lars Chr. Detlefsen, som nævner Mike fra TV-serien Taxa som en af de TV-figurer, som i den grad appellerede til os. Alle faldt for Taxa-Mike Danmark faldt pladask for machomanden, som kvinderne ville have som kæreste, og mændene ville drikke øl med, og skuespilleren Peter Ganztler har aldrig helt kunne rive sig løs fra ”Taxa-Mike”. Lars Chr. Detlefsen mener, at en god TV-karakter som Taxa-Mike er bygget op omkring nogle få, dominerende personlighedstræk. Tag for eksempel Sarah Lund, som i aften i bedste sendetid tager de sidste krampetræk for at fange Nanna Birk Larsens morder. Sarah Lund er modig, intelligent og stædig. Vi beundrer hende for hendes kompromisløshed, og fordi hun nægter at bøje sig, før hun har nået sit mål: At løse mordgåden. Men det, der gør hende stærk, er også hendes svaghed, for på hjemmefronten er det hele ved at falde fra hinanden, fordi hun ikke kan sige stop. Kaosset er efterhånden ved at brede sig til jobbet, hvor hun også kommer under mere og mere pres. Uden modsætninger som denne fungerer det ikke, forklarer Lars Chr. Detlefsen. »Hvis vi ikke ser bagsiden af medaljen, bliver det kedeligt. Så bliver karaktererne til papfigurer, der ikke er troværdige og genkendelige for os. De bliver først menneskelige og levende, når vi har set, at de rummer mere end det, vi først bliver præsenteret for. Nannas far i Forbrydelsen fremstår umiddelbart som en rigtig knudemand, men det er først, da han bryder sammen på badeværelset og græder, at vi begynder at holde af ham,« siger Lars Chr. Detlefsen. De danske nuancer Han mener, at dansk film og TV’s succes både herhjemme og i udlandet blandt andet skal findes i, at vi er gode til at vise et nuanceret billede af virkeligheden og af de karakterer, vi portrætterer. I USA er de onde helt igennem onde, mens de gode sjældent viser deres mørkere sider. Det er sort eller hvidt, som Alexis i 1980’er TV-serien Dollars. Hun var intrigant og udspekuleret hele vejen igennem, og vi elskede at hade hende. Herhjemme er TV-virkeligheden til gengæld flerfarvet, og vi har en lang tradition for at lade selv de mest skravlede TV-karakterer mande sig op. Maud Varnæs i Matador vant for eksempel seernes sympati, da hun rejste sig fra sengen og med uventet beslutsomhed hjalp Hr. Stein med at flygte til Sverige. En anden TV-karakter, der skulle have nogle timer på skærmen, før han vant vores hjerter, er Forbrydelsens Jan Meyer. Sarah Lunds makker, som i starten var småirriterende og overdrevet temperamentsfuld, udviklede sig ligeså stille til en sympatisk figur, som mange seere var kede af at miste. Skuespiller Søren Malling, som for to uger siden afgik ved døden i rollen som Jan Meyer, har fået mange reaktioner på hans rolles exit fra serien. »Både venner og bekendte og tilfældige folk på gaden har sagt til mig, at ”du kan da ikke dø nu”. Først da jeg var væk, fandt de ud af, at de egentlig holdt meget af min karakter,« siger Søren Malling, som mener, at karaktererne i Forbrydelsen bliver interessante på grund af det parløb, de har med hinanden. »Sarah Lund bliver igennem serien mere og mere kynisk. Hun vil bare ind i det pakhus, hvor Jan Meyer ender med at blive skudt. Imens er hans familie kommet på banen, og han er ligeså langsomt blevet mere og mere mild. Til sidst fremstår han som en politimand, der handler fra hjertet. Karaktererne udvikler sig gennem hinanden, og det er dér, det bliver spændende,« mener Søren Malling. »Matador« atypisk Et andet eksempel på et TV-makkerpar, der komplimenterer hinanden godt, er hovedpersonen i Matador, Mads Skjern, og hans kone Ingeborg. Lars Chr. Detlefsen fremhæver, at Matador er atypisk, fordi hovedpersonen ganske enkelt ikke er særlig rar. »Seerne syntes, at Mads Skjern var hård og usympatisk. Ingeborg Skjern står derimod for det varme. I Matador var det bipersonerne, vi faldt for, og det er meget ualmindeligt,« siger Lars Chr. Detlefsen. Samspillet mellem karaktererne er også i fokus, når manuskriptforfatter Mai Brostrøm sætter sig ved tasterne for at puste liv i populære TV-serier som Rejseholdet og Ørnen. Hun forklarer, at noget af det største arbejde forbundet med at skrive et TV-manuskript ligger i at skabe karaktererne. Sammen med medforfatter Peter Thorsboe har hun for eksempel brugt halvandet år på at opbygge et persongalleri og et univers, der kan danne den helt rigtige ramme om plottet til det kommende DR-drama Livvagterne. Forfatterne går helt ned i detaljen med personerne, giver dem en fortid og researcher på virkelighedens Ingrid Dahl’er og Hallgrim’er, før de går de i gang med at skrive det egentlige manuskript. »Karaktererne skal udfordre hinanden, og de skal klinge godt sammen, ligesom mennesker gør i virkeligheden. Til sidst bliver de så levende, at der opstår idéer, man slet ikke havde regnet med. Karaktererne begynder nærmest at snakke til én,« siger Mai Brostrøm. Hun mener ikke, der findes nogen opskrift på en god TV-karakter. For hende er det et spørgsmål om at mærke efter, og så er det som regel et godt tegn, når hun ikke kan stoppe med at tænke på det – når hun vågner op om natten, og det første, der dukker op i hovedet på hende, er den TV-figur, hun arbejder på. Tæt på virkeligheden Desuden lægger hun meget vægt på, at personerne i hendes fiktive universer er virkelighedstro. De skal agere som rigtige mennesker, for ellers tror vi ikke på dem. Dialogen mellem personerne skal være mundret, og karaktererne skal have deres egen måde at tale på. Derfor mener Mai Brostrøm også, det er en fordel at være to forfattere, der skriver sammen, blandt andet fordi de kan spille dialogen igennem for at høre, om den virker. Ghita Nørby i rollen som politimester i Ørnen taler for eksempel helt anderledes end den unge jurist. »Det er en del af kunsten, hvis jeg må bruge det ord, at skrive en virkelighedstro dialog, som passer til karaktererne,« siger Mai Brostrøm. Og hun må gerne bruge det ord for vores skyld. For vi hopper med på vognen gang på gang og venter spændt på, at den næste TV-ven eller –fjende tager plads hjemme i sofaen.
|
||
|
Kontakt
|