Gaffa skrev:
Spillemænd leger popdrenge et sted Jylland Man skal være en ægte tørvetriller for ikke at blive lidt glad i låget af at lytte til Silkeborg Langsø, der er den århusianske sekstets debut. Og her er tale om et ganske uprætentiøst udspil, der ser stort på dybe kunstneriske overvejelser. Silkeborg Langsø er nemlig sådan lidt Thomas Buttenschøn, der møder Thomas Helmig udsat for reggae. Nå ja, og så også lidt folkemusik.
Det er derfor en omgang ganske uformelle sange, som Fodkoldt disker op med, men den gode melodi og den pudsige sang er med på hele albummet. Det er i sandhed den indre spillemand, der er blevet sluppet løs, og kan være ret iørefaldende undervejs.
De uforpligtende popsange boltrer sig godt i de vuggende reggaerytmer, og når det er ved at blive en tand for sødt og nuttet, så kommer de skæve og ligefremme tekster ind og retter skuden op. Der er tale om en såkaldt egenproduktion indspillet med ganske lidt studietid, hvilket også høres, men som spillemænd overlever Fodkoldt denne spartanske produktion.
Af Jan Opstrup Poulsen
Jyske vestkysten skrev:
Fodkoldt: »Silkeborg Langsø«. Forleden kunne man i Politiken læse en analyse af den danske film-høst i 2007. Her kom der mange kloge betragtninger over dansk film. Nærmest i en sidebemærkning gjorde journalisten sig til talsmand for den teori, at film med en intetsigende titel har og får en vanskelig gang på jord. Som eksempel blev nævnt »Hvid nat« og »Daisy Diamond«. Begge to gode film, der slet ikke fik det publikum, de havde fortjent.
Og hvor vil jeg hen med den teori i en anmeldelse af en musik-cd? Lige præcis samme sted. »Fodkoldt: Silkeborg Langsø« udkom officielt i november sidste år.
Og hvorfor bliver den så først anmeldt nu? Egentlig havde den alle chancer for en hurtig og positiv anmeldelse – al den stund, at jeg som barn har trådt min obligatorisk flaskebund op i foden netop i Silkeborg Langsø. Men lige så straks rubricerede jeg den under »noget med folk/spillemandsmusik« – og sandt at sige, er det ikke mine favorit-discipliner. Så den gled hurtigt nederst i bunken. Min fejl. Men til mit forsvar skal det også anføres, at der – nu om stunder – sgu ikke er meget hjælp at hente i de medfølgende pressemeddelelser. »Dansksproget underfundighed og rigt varieret sangskrivning fra debuterende sekstet«. Fodkoldt – som i øvrigt er et Århus-band – spænder faktisk over de nævnte musikgenrer.
Hvorom alting er, så er Fodkoldt et ganske overbevisende bekendtskab med dansksproget rytmisk musik. Uden at byde på det helt oplagte hitmateriale rummer »Silkeborg Langsø« en række velkomponerede sange, der på tekstsiden spænder fra lyrik til flabet poetry slam, der musikalsk bliver båret frem af stor variation, utraditionel instrumentering og et højt professionelt niveau. Fodkoldt kommer vi – forhåbentlig – til at høre meget mere til.
Af Peter Tougaard
Spillemænd leger popdrenge et sted Jylland Man skal være en ægte tørvetriller for ikke at blive lidt glad i låget af at lytte til Silkeborg Langsø, der er den århusianske sekstets debut. Og her er tale om et ganske uprætentiøst udspil, der ser stort på dybe kunstneriske overvejelser. Silkeborg Langsø er nemlig sådan lidt Thomas Buttenschøn, der møder Thomas Helmig udsat for reggae. Nå ja, og så også lidt folkemusik.
Det er derfor en omgang ganske uformelle sange, som Fodkoldt disker op med, men den gode melodi og den pudsige sang er med på hele albummet. Det er i sandhed den indre spillemand, der er blevet sluppet løs, og kan være ret iørefaldende undervejs.
De uforpligtende popsange boltrer sig godt i de vuggende reggaerytmer, og når det er ved at blive en tand for sødt og nuttet, så kommer de skæve og ligefremme tekster ind og retter skuden op. Der er tale om en såkaldt egenproduktion indspillet med ganske lidt studietid, hvilket også høres, men som spillemænd overlever Fodkoldt denne spartanske produktion.
Af Jan Opstrup Poulsen
Jyske vestkysten skrev:
Fodkoldt: »Silkeborg Langsø«. Forleden kunne man i Politiken læse en analyse af den danske film-høst i 2007. Her kom der mange kloge betragtninger over dansk film. Nærmest i en sidebemærkning gjorde journalisten sig til talsmand for den teori, at film med en intetsigende titel har og får en vanskelig gang på jord. Som eksempel blev nævnt »Hvid nat« og »Daisy Diamond«. Begge to gode film, der slet ikke fik det publikum, de havde fortjent.
Og hvor vil jeg hen med den teori i en anmeldelse af en musik-cd? Lige præcis samme sted. »Fodkoldt: Silkeborg Langsø« udkom officielt i november sidste år.
Og hvorfor bliver den så først anmeldt nu? Egentlig havde den alle chancer for en hurtig og positiv anmeldelse – al den stund, at jeg som barn har trådt min obligatorisk flaskebund op i foden netop i Silkeborg Langsø. Men lige så straks rubricerede jeg den under »noget med folk/spillemandsmusik« – og sandt at sige, er det ikke mine favorit-discipliner. Så den gled hurtigt nederst i bunken. Min fejl. Men til mit forsvar skal det også anføres, at der – nu om stunder – sgu ikke er meget hjælp at hente i de medfølgende pressemeddelelser. »Dansksproget underfundighed og rigt varieret sangskrivning fra debuterende sekstet«. Fodkoldt – som i øvrigt er et Århus-band – spænder faktisk over de nævnte musikgenrer.
Hvorom alting er, så er Fodkoldt et ganske overbevisende bekendtskab med dansksproget rytmisk musik. Uden at byde på det helt oplagte hitmateriale rummer »Silkeborg Langsø« en række velkomponerede sange, der på tekstsiden spænder fra lyrik til flabet poetry slam, der musikalsk bliver båret frem af stor variation, utraditionel instrumentering og et højt professionelt niveau. Fodkoldt kommer vi – forhåbentlig – til at høre meget mere til.
Af Peter Tougaard
