Tage Skou-Hansen

"Heretica" betyder kætterier, og det er titlen på et meget eksklusivt og finlitterært tidsskrift, der udkom i efterkrigsårene 1948-53. Kulturen var i krise; digterne vendte sig fra døgnets politik og de ramponerede ideologier og dyrkede i stedet Poesien - den rigtige, den der bare var det hele på én gang: erkendelse, religion, liv og fylde. I deres elfenbenstårn med vandtætte skodder ud til virkeligheden sad heretikerne og ventede på inspirationens poetiske mirakel. Paul la Cours "Fragmenter af en Dagbog (trykt i Hereticas første hæfter) blev noget af en bibel for disse metafysiske eskapister.

23623242

Lige ind i den glasbutik kom Tage Skou-Hansen brasende og lavede ravage med sit Forsvar for prosaen (1950): "Lyrikken har jo altid været regnet for finere end prosaen, og det er i grunden mærkeligt, når man tænker på, hvor let det er at skrive lyrik" ... "Selv de grønneste poeter kan dyrke genren, når de blot har øvet sig flinkt i at føle" - driller han. Prosaisten derimod må have virkelighedsmod; det er realiteterne, hans kunst skal nære sig ved. Den nybagte Århus-litteraturmagisters nu klassiske essay plæderer derfor - midt i en etisk krisetid - for fortællerens uundværlighed. Fortælleren, der tør bygge på den fælles virkelighed, håndtere spændingerne og lade modsætningerne stå ved magt; "fortælleren, der samler sig om menneskeskikkelsen og langsomt digter den ud i begivenheder med andre skikkelser".

Sådan en fortæller blev Tage Skou-Hansen selv syv år senere, da han debuterede med De nøgne Træer (1957; filmatiseret 1991). Før debuten havde han været redaktør af Heretica (1952-53) og Vindrosen (1954-58). Nu forlod han det københavnske litteratmiljø og blev højskolelærer på Askov.

Debutromanens handling udspiller sig inden for en århusiansk sabotagegruppe 1944. Krigen er den dramatiske baggrund for en lidenskabelige kærlighedshistorie mellem studenten Holger og Gerda, gift med lægen Christian Borck, der er gruppens leder. Da en sabotageaktion ender i katastrofe, vælger Gerda at følge sin sårede mand til Sverige. Fra Holger er afkaldet næsten ubærligt; hverken han eller læseren lader sig umiddelbart trøste af de ord, forfatteren i det tidligere omtalte essay havde brugt om Martin. A. Hansens "Løgneren": "Netop det at en konflikt får lov at stå ved magt er opløftende. At der nok gives afslutning, men ingen løsning, der ophæver spændingen." Trods en vis tidsbinding i holdninger og stil lever De nøgne Træer stadig i kraft af sit stærke stof og sin ægte følelse; den er ikke blot en (ny)dansk klassiker, men også oversat til mange sprog.

Også Dagstjernen (1962) er en besættelsesroman; den beskriver dræberens ensomme job. I 1944 havde Martin A. Hansen i sin illegalt publicerede "Dialog om Drab og Ansvar" forsvaret stikkerlikvideringer, men havde efter krigen svære skrupler over måske at have lokket nogle ud i noget, de ikke kunne bære. Romanens svar er, at likvidere kan man kun helt alene; andres ord og grunde tæller ikke i den afgørende situation. Dagstjernen er en intens og stærkt fortalt historie; dog indimellem - ikke mindst i slutningen - tynget af metafysisk snak, der slører det eksistentielt enkle budskab.