Hvorfor Diæt ?
Ja hvorfor er det så, at vi vælger at sætte enten os selv eller vores børn på denne diæt. Jeg havde først forestillet mig, at jeg ville prøve at sammenfatte nogen af alle de gode oplysninger, jeg har fundet i min søgning på nettet, men så ombestemte jeg mig. Jeg har besluttet, at på denne side, kan I læse alle de oplysninger, jeg er stødt på om baggrunden for diæten. Jeg syntes egentlig ikke, at det skal være mig der bestemmer, hvilke oplysninger der er vigtige i lige netop jeres situation. Hvis I er stødt på andre sider med gode oplysninger om diæten, så skriv endelig til mig.
Først den side, som jo startede det hele for os, nemlig Susanne Bisgaards side.
Nogle forskere og forældre snakker om helbredelse i forbindelse med diæten. Det tror vi, man skal tage med et gran salt. Man kan ikke helbrede, men man kan bedre deres tilstand betydeligt, så de kan få en fremtid, uden de store frustrationer. Koncentrationen, kontakten og kommunikationen er de springende punkter, for en bedre tilværelse. Det er netop disse punkter, vores søn har åbnet op for. Det er også disse punkter forskerne nævner en mærkbar ændring på.
En af de store vaskeligheder, for både os og vore børn er, at de sædvanligvis ikke ser anderledes ud end andre børn, men adfærdsmæssigt er de meget svære at håndtere.
Diæten henvender sig mest til
autistiske børn, hvor tilstanden har haft debut i 1½ års
alderen. Desuden mener man, at opfylder barnet et eller flere af
følgende punkter, skulle der være en rimelig god mulighed for,
at diæten vil have en effekt.
- Hyperaktiv.
- Soveproblemer.
- griner-fjanter/skriger uden nogen egentlig grund.
- Ekstrem tørst.
- Stærk længsel/antipati mod bestemte fødevarer.
- Varm og svedig - især om natten.
- Beretninger om væske i mellemøret.
- Spiser nonfood ex. jord, sand, papir, sæbe etc.
- Diarré/forstoppelse.
- Opsvulmet mave.
- Konstant prutten.
- Konstant forkølet/løbende næse.
- Kan ikke kontrollere temperaturen - Kulde/varme.
- Røde ører og/eller ansigt.
- Bleg hud, dejagtigt ansigt.
- Allergi i familien (Astma, eksem, høfeber, migræne).
- Karakterafvigelser i familien.
Mange forældre har i tidens løb noteret sig, at visse
fødevarer og kemikalier forværrede ders barns tilstand. Disse
observationer er desværre oftest blevet overset af læger.
For 10 år siden, var der en
læge fra Great Ormond St. som observerede, at han havde et ret
stort antal børn, hvis forældre kom med den samme historie. Han
mente at autisme i sig selv, måtte have noget at gøre med en
allergisk reaktion. Lægen inspirerede to forældre til at
oprette en støtteforening. Disse to forældre oprettede
foreningen Allergi induced Autism (AiA), til støtte for
forældre med lignende problemer og til aktivt, at arbejde for,
at vise nødvendighen af medicinsk forskning indenfor dette
område.
Det følgende er AiA´s udlægning af problematikken.
Hvad har alt dette så at gøre med mad?
Børnenes adfærd viste sig, at have en direkte sammenhæng med
den mad de indtog. Desuden led mange forældre af migræne, så
da en artikel dukkede op i pressen omhandlende en forskende
biokemiker, som havde opdaget, hvorfor nogle fødevarer
forårsagede migræne, kontaktede stifterne hende, for at se om
der kunne være en sammenhæng. Biokemikeren fulgte allerede en
undersøgelse, som var forbundet med kroppens manglende evne, til
at fordøje visse fødevarer korrekt og indvilligede i at udføre
tests for interesserede forældre. Resultaterne strømmede ind,
som forudsagt. Det viste sig, at børnene havde problemer med den
identificerede biokemiske bane.
Meanwhile i Norge, Dr. Kalle Reichelt, en meget anerkendt
børnelæge og forsker i neurokemi, opdagede at autistiske børn
producerede en substans i familie med morfin i deres urin.
(Opoider). Videre undersøgelser har vist, at disse substanser
kommer fra gluten og kasein i kosten. Spørgsmålet var nu,
hvordan var den kommet i urinen og hvorfor var den overhovedet
blevet produceret.
Dette virker lidt kompliceret.
Det er kompliceret. Der er problemer med immunsystemet, biokemien
og mad/fordøjelseskanalen. Flere og flere brikker i dette
puslespil er nu synlige og med dem veje til at lette de fysiske
betingelser og vilkår, som disse børn og unge lider under.
En begejstret gruppe af, i høj grad, professionelle
videnskabsmænd og læger, arbejder med disse spørgsmål og vi
er overbevist om, at svarene vil være der indenfor den nærmeste
fremtid.
Kontrollerede forsøg viste, at ved at fjerne gluten og kasein
fra børnenes kost, fik man nogle bemærkelsesværdige
resultater. Mange børn begyndte at komme sig og gjorde
opsigtsvækkende fremskridt i mange henseender.
Uddrag af AiA´s nyhedsbrev forår 1999.
Der er nu en voksende mængde forskning, som viser, at visse
fødevarer kan angribe hjernens udvikling på nogle børn, med
autisme som følge. Det er ikke på grund af allergier, men fordi
nogle af disse børn, ikke er i stand til at fordøje visse
former for proteiner.
Forskere i England, Norge og på et Universitet i Florida, har
fundet nedbrudte proteinrester med bedøvende virkning i højt
procenttal urinen på autistiske børn. Opiates (opium) er et
stof som morfin, son angriber hjernefunktionen.
For visse børn, er disse fødevarer den rene gift og for denne særgruppe af børn med autisme, vil der være tale om en belastning af hjernens udvikling, hvis de indtager disse fødevarer. Eksperterne synes at være enige om, at mælkprotein og proteinstoffet i gluten ligner hinanden så meget, at er det ene et problem, bør det andet også fjernes. Mange angrebne børn, som spiser en stor del mejeri og/eller glutenholdige fødevarer, vil vise ændringer indenfor omkring 5 døgn. Diæten skal være streng. Mange forældre har fundet ud af, at deres barn ikke gjorde fremskridt, før de havde opdaget og fjernet en glemt del af gluten eller mejeriprodukter. De første tegn på en virkning, er en mærkbar ændring i øjenkontakt, selskabelighed, koncentration og sprog. En anden ting er, at man skal se efter ændringer i barnets afføring og søvnmønster.
Urintests har vist at kasein, er
ude af kroppen i løbet af ca. 3 døgn, hvorimod det kan tage op
til 8 mdr. før kroppen er renset ud for stofferne fra gluten.
Hvis det viser sig at barnets tilstand bliver forværret, eller
barnet går tilbage (abstinensagtig reaktion), skal man endelig
fortsætte. Det er som regel et tegn på, at der er en virkning.
Løbende forskning indikerer, at i rigtig mange tilfælde, ser
autisme ud til at skyldes en immundysfunktion. Dette må ikke
sammenlignes med en immundefekt. Det autistiske barn, er ofte det
mest raske medlem af familien. I disse tilfælde, er det ofte
blevet antaget, at immunsystemet er for velfungerende og ender
med at angribe de sartere dele i kroppen - så som hjerne og
mave- tarmsystemet.
En del af disse børn synes at gemme på historier om
øreinfektioner og gylpen som baby og/eller kronisk diarre´,
forstoppelse eller manglende afføring.
Dette var de oplysninger vi startede diæten udfra. Det er ikke
meget og der er heller ikke meget af det, som er videnskabeligt
bevist - via blindtests o.s.v., men en ting er sikkert. Det har
hjulpet vores søn.
Forskningsafdelingen "Autism Research Unit" ved
Sunderland University i England, med Poul Shattock i spidsen, har
i mere end 10 år forsket i stofskifteforstyrrelser, med autisme
som konsekvens.
Jeg vil her forsøge at finde hovedtrækkene i hans teorier og
resultater.
Shattock´s model er baseret på en accept af teorien om forøget
opioidaktivitet, i forbindelse med autisme.
Han støtter påstanden om, at autisme er konsekvensen af
udefrakommende peptiders påvirkning af neurotransmissionen i
Centralnervesystemet (CNS). Enten har disse peptider i sig selv
opioidaktivitet, eller også danner de et aktivt stof, som
udfører flere biokemiske processer, således at de normalt, af
opioider, udførte funktioner bliver forstærket og som følge
får de normale processer i CNS til at bryde sammenæ.
Tistedeværelsen af denne intense opioidaktivitet vil resultere
i, at en del af systemerne i CNS, vil blive forstyrret i varieret
grad. Perception (opfattelse via sanserne), emotion (følelse),
kognition (erhvervelse og anvendelse af viden og erfaringer),
stemningsleje og adfærd vil blive påvirket. De mange
forskelligartede symptomer, som udgør autisme, vil fremkomme
Shattock tror på, at peptiderne stammer fra en ufuldstændig
nedbrydning af bestemte madvarer og i særdelehed fra gluten og
kasein.
Forøget gennemtrængelighed af tarmvæggen er blevet påvist,
hos mange børn med autisme, men ikke hos alle.
Dette kan forklare en del. Hos mennesker uden dette problem, vil
der ikke opstå problemer, da den mængde opioidpeptider, der
trænger gennem tarmvæggen, ud i blodbanen og videre til CNS, er
af et ganske normalt kvantum, som skal være der. Hos et
autistisk barn, med forøget forekomst af opioidpeptider og
samtidig svækket tarmvæg og blodbanebarierre, vil det få
katastrofale følger. Det er som at tilføre ren narko direkte
til hjernen.
En metode at undersøge forekomsten af peptider, er ved en
urinanalyse.
De forskellige analyser bliver ført ind på kurver og det
enkelte individs kurve beholder det samme karateristiske træk De
børn, hvis hovedproblem er mælk, er tilbøjelige til at have en
bestemt top- kaldet kasomorfintop - som den højeste. Skønt det
er svært at være præcis, viser det sig, at disse personer har
haft en form for autisme, som allerede var synlig fra en meget
ung alder. Shattock oplyser, at en stor del af de børn, der
deltog i undersøgelsen, havde udviklet sig forholdsvis
normalt,for så i 1-3 års alderen, at have udviklet autisme.
Profiler fra disse børn, har en tendens til at have den høje
cosomorfintop.
Poul Shattock beretter, at der i
mange år har været forældre til børn med autisme eller
beslægtede forstyrrelser, som har udforsket virkningerne af en
gluten- og kaseinfri kostplan. Disse forældre er blevet mødt
med skepsis og er sjældent blevet opmuntret til at følge
sådanne tiltag.
Forskerteamet i Sunderland (Poul Shattock) Har fuldendt
forsøgsstadiet i et projekt omhandlende udelukkelse af gluten og
kasein i kosten. Det totale antal testpersoner var så lille, at
de er meget forsigtige med at drage egentlige konklusioner. De
oplevede en overraskende overensstemmelse vedrørende
ændringerne, som blev rapporteret af pårørende og lærere til
forsøgspersonerne.. De mest ensartede forbedringer viste sig at
være sprogudviklingen, koncentrationsevnen og søvnmønster.
Forbedringerne viste sig tydeligst hos de, der var hårdest ramt.
P.S. fortæller, at der er mange forældre der rapporterer en
forværring af adfærden i begyndelsen. Det forklarer han med, at
fjernelsen af madvarer, som er opioidfremkaldende, kan fremkalde
en reaktion, som minder om den man får, når man tager stofferne
fra en narkoman. Hans erfaringer viser, at tilsynekomsten af
disse negative reaktioner måske er sammenfaldende med et mere
positivt udfald, ved dette diætmæssige tiltag.
P.S. skriver i sin konklusion at teorien om forøget
opioidaktivitet i forbindelse med autisme, fremsætter en
intellektuelt tilfredsstillende forklaring på mange af
symptomerne ved autisme. Konsekvenserne af sådanne
stofskiftemæssige forstyrrelser er forenlige med de genetiske,
anatomiske, immunologiske, psykologiske og adfærdsmæssige
fænomener forbundet med, hvad han kalder, syndromet.De
resultater han har opnået ved undersøgelsen af urinen fra
personer med autisme og lignende forstyrrelser, giver et
støttende vidnesbyrd, men ikke et endeligt bevis, som støtter
hans hypoteser.
Han siger at en anerkendelse af
hypoteserne vil give løsninger på tiltag, som kan vise sig, at
være nyttige med hensyn til at mildne autismesymptomerne.
Tiltagene kan være baseret på biomedicinske eller
undervisningsmæssige fremgangsmåder. Han mener ikke der er
nogen konfklikt mellem disse indfaldsvinkler. Snarere tværtimod.
De er supplerende. Han har et eksempel, som lyder således: Hvis
man bruger en bil som eksempel, så er fjernelsen af gluten og
kasein analog med at slippe bremsen. Relevant og intensiv
undervisning og træning er at fylde benzin på tanken. Begge
handlinger er nødvendige, hvis bilen skal kunne køre.
P.S. slutter af med at sige, at der mangler gedigen forskning
indenfor disse væsentlige områder og at den medicinske
ortodoksi i det store hele har fundet ideerne uacceptable.
Forældre og professionelle uden medicinske kvalifikationer tager
initiativ med henblik på, at udvikle og fremme disse ideer og
med henblik på at fremme forskning vedrørende effektiviteten af
disse fremgangsmåder.
Efter de oplysninger, jeg har kunnet indhente, viser det sig, at
al forskning indenfor området er ubetalt og på frivillig basis.
Så på
hjemmesiden om dysfasi, har jeg så fundet denne kloge
beskrivelse. Her er blandt andet oplysninger om den urintest man
nu også kan få foretaget i Danmark.
Der har, i udlandet, de sidste
par år været større fokus på kosten i forhold til børn og
unge med udviklingsforstyrrelser(Autisme, Aspergersyndrom, Damp,
ADHD, OCD og grænsepsykoser).
Overlæge dr.med. K.L.Reichelt fra Rikshospitalet i Oslo, Norge,
og andre har forsket i mange år, i at udelukke gluten og kasein
fra kosten til børn med ovennævnte forstyrrelser, udfra en
teori om at børnene har for højt indhold af urinpeptider (se
referenceliste længere nede på siden). Urinpeptider er
proteinstoffer, der på grund af kemisk lighed med
neurotransmitterne forstyrrer nervesystemets kemiske signaler.
Det medfører nedsat psykisk funktionsevne og ændret motorisk
funktion mm. Har barnet fået konstateret urinpeptider i urinen,
vil han/hun profitere af en diæt, der udelukker gluten og
kasein.
Derudover kan der også være tilstande med svampe og bakterier i
tarmen, som også vil kræve behandling. Svampene afgiver
morfinlignende stoffer, som også er medvirkende til nedsat
psykisk funktionsevne som f.eks ved damp og hyperaktivitet. I
tillæg er det muligt at finde frem til andre madprodukter, som
dit barn ikke tåler at spise i en periode.
Dårlige tarmforhold forhindrer optagelsen af livsnødvendige
stoffer. For at sikre at barnets ernæringstilstand bliver så
god som muligt i diætperioden, kan det blive nødvendigt at tage
blod-,urin- og afførringsprøver undervejs. Det anbefales at
følge vejledning fra en behandler, idet f.eks børn med elepsi
ikke tåler en brat kostændring. Egen læge skal også
konsulteres.
Første skridt er en analyse af dit barns urin. Prøven
rekvireres hos Nordic Laboratories og tages hjemme. Prøven
retuneres, og inden for 2 måneder foreligger resultatet. Hvert
prøvesvar kommenteres personligt af overlæge dr.med.
K.L.Reichelt eller dr.med. Gunnar Brøndstad. Nordic Laboratories
sender prøvesvaret videre til den ansvarlige behandler.
Efterfølgende diætvejledning foreskrives af Nordic Clinc eller
C.E.T. Center for Ernæring og Terapi.
Urinpeptide analysen koster DKK 1.250,- hvis den er bestilt
gennem behandler. Analysen koster DKK 1562,50 inkl. moms, hvis
den er bestilt uden behandler. Nordic Laboratories kan hjælpe
med at formidle kontakt til behandler.
Nordic Laboratories ApS
Nordic Clinic ApS
Frederiksberggade 34, 2.sal
1459 København K
Tlf: 33 93 20 19
e-mail: info@nordic-labs.com
www.nordicclinic.com
C.E.T. Center for Ernæring og Terapi ApS
Hejrevej 39, 3.
2400 København NV
Tlf: 38 33 10 99
Fax: 38 33 10 88
e-mail: cet.@cet-dk.com
www.cet-dk.com
NYHED
Der starter et forskningsprojekt i Danmark til foråret, skriver
Jyllands-posten den 17.oktober 2004. I samarbejde med Norge og
England.
Undersøgelsen kommer til at omfatte 40 børn med diagnose inden
for det autistiske spektrum, som gennem en urinprøve har fået
konstateret, at de reagerer negativt på kasein og gluten. Gennem
en længere periode skal børnene på en kasein- og glutenfri
diæt, medes de følges nøje både intellektuelt, socialt og
motorisk.
På trods af eksempler på børn, som har fået det meget bedre
på en kasein- og glutenfri diæt, hersker der stadig stor
skepsis blandt psykiatere og læger i Danmark. Med projektet
håber initiativtagerne at kunne levere et videnskabeligt bevis
for, at diæt har en påviselig positiv effekt.
Bag initiativet står autismekonsulent Maureen Pilvang, psykolog
Demeitrious Haracopos (center for autisme i Danmark), professor
Poul Shattock (university of Sunderland England),
dr.med.overlæge Karl Reichelt (Rikshospitalet Oslo, Norge),
professor Ann-marie Knivsberg (universitetet Stavanger, Norge) og
diætrådgiver Jonna Deibjerg (Danmark).
Vi har kendskab til et tvillingepar som er tilmeldt
forskningsprojektet. Den ene har diagnosen: infantil autisme,
mens den anden har diagnoserne im- og expressiv dysfasi samt
opmærksomhedsforstyrrelse. Der var fra dansk side interesse for
tvillingeparret, da forskerne jo er opmærksomme pga. de nye
forskningsresultater, som viser betydelige overlap mellem autisme
og dysfasi. Hvis tvillingerne begge testes negativ, og bliver
udtaget til forskningsprojektet, håber vi at kunne følge dem
her på disse sider :)
På samme side er der også et afsnit der omhandler den proces mange af os går i gennem, når vi starter med at være nervøse for, om vores barn fejler noget og hele det følelses register der følger derefter.
Forældre og sorg
I løbet af graviditeten har forældrene god tid til at forberede
sig på fødslen, og god tid til at gøre sig tanker om det
kommende barn. Mange jordemødre og læger har hørt sætningen
ser han/hun normal ud? straks barnet er født. Men
dysfasi skyldes ofte en hjerneskade, og kan ikke ses på barnet
ved fødslen.
I forbindelse med fødslen kan barnet være blevet klemt, eller
det kan have fået for lidt ilt, hvilket kan føre til en skade i
hjernens sprogcentre. Ofte kommer det først til udtryk når
barnet burde begynde at tilegne sig sprog.
Uanset hvornår skaden opdages kommer det som et chok for
forældrene og resten af barnets familie, som har opbygget en
række forventninger og drømme om barnets fremtid. De har
ønsket sig et sund og velskabt barn, og måske ligefrem
forestillet sig et perfekt barn. De har mere eller mindre bevidst
frygtet at få et skadet barn.
Når skaden opdages, falder mange af disse drømme og
forventninger til jorden, og forældrene skal vænne sig til
tanken om det skadede barn, som kan føles helt fremmedgjort, og
samtidig yde kærlighed til barnet med handicap. Det er som om
alle tankerne omkring barnet har været forgæves, for det var
ikke det barn de drømte om. Hvis skaden gradvist bliver opdaget,
kan tilpasningen til barnets forsinkede udvikling trække ud.
Hvis skaden opdages sent, kan forældrene også i højere grad
bebrejde sig selv, at de må have gjort noget forkert i
opvæksten.
Når handicappet opdages pludseligt, uden forberedelse, føler
forældrene sig magtesløse. De kan blive grebet af panik, og ser
ingen mulighed for at slippe væk. Tidligere følelser af ikke at
slå til bliver nu bekræftede og deres uduelighed bliver synlige
for alle i form af barnet. Deres identitet bliver forældre til
et barn med handicap. Desuden har forældrene forbudte tanker og
følelser om det, det er tabu og bidrager til en dårlig
selvfølelse.
Forældrene fratages også de belønninger som de tager for
givet, at deres barn giver dem gennem dets opvækst.
Dødfødsel og skade
I begge tilfælde mister de drømmebarnet og længes efter det.
Når det normale barn fødes dødt, kan forældrene beholde
drømmebilledet og sørge over det. Når barnet er skadet er
barnet hele tiden til stede og påvirker forældrene, og kræver
kærlighed og opmærksomhed. Det kræver tid og støtte at
bearbejde følelserne af at være mislykket. Fortsætter denne
følelse, risikerer man, at forældrene afviser barnet
følelsesmæssigt, fx ved at overbeskytte eller overøser det med
overfladisk opmærksomhed. Omvendt kan de også blive passive
overfor alt hvad der har med barnet at gøre, og forsømmer det.
Det er ikke usædvanligt, at forældrene ønsker at barnet var
dødt. Det er vigtigt at få sat ord på, så de ikke forbliver
hemmelige og uudholdelige.
Sorgens stadier
Første fase er fuld af længsel efter drømmebarnet, og
protesterer mod at det tages fra dem. De kan måske ikke tro at
det er rigtigt, og håber på at diagnosen er forkert. Når
omgivelserne forsøger at få dem til at acceptere virkeligheden,
bliver de vrede. Irritationen vendes mod omgivelserne, og de
forsøger at finde ud af hvis skyld det er, at de fik et barn med
handicap, og forsøge at finde ud af hvorfor det skulle ske
og så netop for dem.
Næste fase i en sund sorgproces er, at forældrene langsomt
holder op med at tænke på drømmebarnet, og forsøge at få det
tilbage. Gradvist bearbejdes sorgen, og de kan se virkeligheden i
øjnene. Men det er en hård proces, og de ved ikke hvad deres
nye rolle som forældre til et barn med handicap indebærer. De
må i fællesskab opbygge en ny forestilling om fremtiden hvor
det virkelige barn indgår, men indtil det sker, lever de i kaos
og føler rastløshed, apati, angst og depression.
Forsvarsmekanismer er et sundt og naturligt forsvar som gør, at
virkeligheden kan tages ind i det tempo man magter. Men hvis det
bruges for meget, eller bruges til at fordreje virkeligheden, at
det er usundt. Forældrene vipper mellem at indse virkeligheden
og at fornægte den. Grunden til at forældrene reagerer kraftigt
på en diagnose er alle de forestillinger og fantasier de
forbinder med handicappet, fremfor den virkelighed de og barnet
befinder sig i.
Fordi forældrene fornægter fx en diagnose, er det nødvendigt
at tale med forældrene om dette flere gange, da
forsvarsmekanismer ellers kan skubbe informationerne helt væk
fra deres bevidsthed. Sker dette ikke risikerer man, at
forældrene i deres kamp for at bevise at barnet ikke er skadet,
presser barnet mere så det vil klare sig bedre end jævnaldrene
børn. Måske fornægtes den vrede forældrene føler mod barnet,
og denne kan projiceres over på barnet eller på andre. Vreden
kan vise sig som andre følelser, som bitterhed, anklager eller
som urimelige krav.
Mangel på forståelse fra omgivelserne kan få forældrene til
at isolere sig. Følelsen af vrede eskalerer, og af frygt for
ikke at kunne kontrollere vreden, overfor forældre til
normaltfungerende børn, vælger forældrene at begrænse
kontakten til omgivelserne. Det samme gør sig gældende når
folk udviser medlidenhed, og undgår at tale om barnet. Der kan
blive et øget pres i familien, hvis de ikke taler om deres
tanker, også søskende til barnet har brug for at tale ud og få
luft. Det kan føles nemmere at fortie sine tanker for at
beskytte andre mod at forholde sig til sorgen.
Forældrene bør selv, eller må indimellem have hjælp til at
søskende til barnet med handicap får åbnet sig op ift.
omgivelserne. Disse børn har også behov for at kunne tale med
andre om sorgen, og skal ikke skjule hverken sin søster eller
bror med handicap eller sine følelser omkring denne for lærere,
kammerater m.fl. Mange steder findes der søskendegrupper hvor
disse børn kan få talt ud om det der trykker dem. Ofte glemmes
søskende, fokus ligger på barnet med handicap.
Omverdenen
Sorgen lettes hvis familien møder en indstilling i omverdenen
som indser og accepterer behovet for sorgen. Mennesker som tør
tilbringe tid sammen med den sørgende, som står til rådighed
uden at være påtrængende, og som ikke er bange for de
handlinger den sørgende foretager sig, er vigtige for den
sørgende. En god ven eller noget familie kan træde til,
såfremt denne har en vis afstand til problemet. Indimellem kan
der være behov for professionel hjælp. Den største hjælp man
kan give forældre i akut sorg er at blive hos dem, og dele deres
sorg.
Hvert menneske sørger på sin egen måde. Nogle græder, andre
bliver vrede eller lukker sig inde i sig selv. Det vigtigste er
at følelserne bevidstgøres.
Den som sørger, må have hjælp til at turde møde sin sorg, og
i første omgang til at græde. Men mange prøver at være tapre,
eller at være som de plejer. Men hvis ikke sorgen kommer ud, kan
den gøre skade.
Anden og sidste del af sorgarbejdet består i, at forældrene som
har givet udtryk for deres følelser og bearbejdet dem, og skal
nu opbygge en ny drøm om fremtiden hvori det skadede barn
indgår. Følelserne og forhåbningerne som de har gjort sig fri
af ift. drømmebarnet skal nu rettes mod det virkelige barn, hvis
fremtid de skal planlægge med en realistisk opfattelse af dets
evner og muligheder. Fasen afsluttes aldrig helt, for de vil
altid have erfaringen med sig, uden at den er ødelæggende.
Sorgen er uafsluttelig på den måde, at ved milepæle i barnets
liv, skift mellem børnehave og skole, eller skole og
døgninstitution, vil sorgen igen dukke op og tage tid at arbejde
sig igennem. En mor vi har talt med fortæller, at disse
situationer gør det klart, at barnet ikke er som dets
jævnaldrende kammerater. Ved besøg hos familier i
omgangskredsen ser man deres børn, og tænker, at sådan bliver
ens eget barn aldrig.
Der kan læses mere om emnet i Gurli Fyhrs bøger:
Den Forbudte Sorg og Sorgens Rum.