”I dag er det nøjagtig
50 år siden, at en af efterkrigstidens store iværksættere, Sven Torben
Westenholz, stiftede det, som skulle udvikle sig til et industrieventyr i
Sydsjælland. Nordisk Ventilator A/S hed virksomheden, der i Næstved producerede
komponenter til ventilationsanlæg. Siden har udviklingen ført til
navneforandring, og Novenco udvikler i dag komplette
anlæg og løsninger, der har løftet Novenco op på
internationalt plan. Det drejer sig om Hi-Press
luftkonditioneringssystemer til skibsfarten og regulerbare Variax-blæsere
til kraftværker, minedrift og trafiktunneller. I dag er Kaj Taidal
adm. direktør for det Sabroe/PKA-ejede Novenco med 525 medarbejdere, og efter nogle økonomisk
tunge år tegner fremtiden atter lys. Novencos
hollandske datterselskab Novenco B.V. er på vej med
en ny generation Jet Fans, der skal ventilere jernbane- og vejtunneller,
parkeringshuse og andre underjordiske anlæg.
De nye Jet Fans skal bane vejen for en global ekspansion i de kommende år, og Novenco B.V. har allerede været leverandør til 17 store
tunnelprojekter siden 1977…
... Novenco har
været igennem en hestekur, og den nære fremtid byder på fortsat konsolidering,
og målområderne bliver luftbehandling inden for offshore, tunneller,
krydstogtskibe, hurtigfærger og boliger. Grundlæggeren Sven Torben Westenholz
døde i 1979, og han regerede indtil da viljestærkt og egenrådigt. Midt i 70erne
vakte han opsigt ved at trodse regeringen og Jernets Arbejdsgivere og give sine
medarbejdere større lønstigninger, end overenskomsten foreskrev.
Medarbejderne
fortjente det ekstra klap på skulderen, mente grundlæggeren. Novencos ejere og status 1947: Sven Torben Westenholz
grundlægger Nordisk Ventilator Co. A/S. 1981: A/S De Danske Sukkerfabrikker
køber aktiemajoriteten i Novenco - 1.250
medarbejdere. 1993: Danisco frasælger Novenco
Industries til Howden. Danisco frasælger Novenco Contractors, der lægges sammen med Glent & Co. til Glenco A/S.
Danisco frasælger 3/4 af aktierne til PKA, Sabroe og en ledergruppe - 500
medarbejdere. 1994 Sabroe overtager aktiemajoriteten i Novenco
med 51 pct., mens de resterende 49 pct. ejes af PKA - 500 medarbejdere. 1997:
525 medarbejdere…”
”Den omstridte
kemikalievirksomhed H & C Prom Kemi ApS kan som
konkursbo komme til at udløse en ændring af miljølovgivningen. Den omfattende
oprydning af kemikalie-affald og -rester samt fjernelsen af jord- og
grundvandsforurening efter virksomheden i Viemose på Sydsjælland synes sikker
på at skrive dansk miljøhistorie. Det er første gang, at en så forurenende
virksomhed er endt som et konkursbo uden værdier, og derfor er spørgsmålet,
hvem der skal betale for oprydningen. Tilsynsmyndigheden Storstrøms Amt
besluttede i går at anmode miljøminister Svend Auken (S) om assistance til de
økonomiske omkostninger ved oprydningen, og de skønnes at blive 12-15 mio.
kroner.
Desuden beder amtet
Svend Auken om en ændring i miljølovgivningen for overhovedet at opnå hjemmel
til at gribe ind. »Det kræver en lovændring at få lov til at fjerne al
forureningen samtidig,« siger amtsborgmester Poul Christensen (S).
»Som loven er nu, kræves
en akut risiko, for at affald kan være til sundhedsfare, før vi kan fjerne det.
Følgen af det kan blive en bortskaffelse af meget små mængder ad gangen over en
årrække, som ingen kan leve med, og selve produktionsanlægget, der tilhører
konkursboet, har vi slet ingen mulighed for at fjerne.« H & C Prom Kemi ApS blev erklæret konkurs den 2. maj i år, og
driften blev indstillet den 20…”
”»Oversvømmelsen af
tunnelerne kunne og skulle have været undgået, uanset hvad årsagen hertil var«.
Bygherre A/S Storebæltsforbindelsen lægger ikke fingrene imellem i en ny
rapport, der kommenterer boreentreprenøren MT-Groups
redegørelse for oversvømmelsen og for de forestående tekniske problemer ved
borearbejdet på bunden af Storebælt. Rapporten er sendt til trafikminister Kaj
Ikast, og han kan læse sig til, at A/S Storebæltsforbindelsen kun imødekommer
entreprenøren på ét punkt, når det gælder »faktuelle ændringer i de geotekniske
informationer i forhold til udbudstidspunktet.«
Det fastslås, at
»omfanget af begrænsede forekomster af svagere moræneler er lidt større end
forventet ud fra bundundersøgelserne før udbudet.« Dermed står rapport mod
rapport, for MT-Group fastslog i december, at der er
afsløret forsømmelighed med hensyn til væsentlige oplysninger i
udbudsdokumenterne. En kritisk gennemgang af de data, der forelå før
tilbudstidspunktet, og nylige undersøgelser udført ad Geoteknisk Institut fører
til betydelige ændringer i væsentlige geologiske og geotekniske forhold.«
Den porøse og
uhomogene moræne, som begge parter kan enes om, forekommer især tæt på land i
den øvre moræne, men ifølge Storebæltsforbindelsens rapport ændrer det ikke i
store træk ved arbejdet med de to hovedtunneler, der kan bores med få
forbedringer, og de kan tilmed foretages, efter at borearbejdet er genoptaget.
Rapporten fastslår, at arbejdet foran boresneglen i trykkammeret kan reduceres,
og at jordfronten bør stabiliseres, før mandskabet sendes ud.
Teknikkerne til
stabilisering er trykluft, der skaber et overtryk og presser mod jordvolden,
indsprøjtning af beton i sprækker og revner eller nedfrysning af jordfronten,
som indeholder meget vand. Rapporten fastslår også, at en eventuel ny
vandindtrængning bør kunne kontrolleres ved lukning af lugerne. Ved
oversvømmelsen på Sprogø var lugerne forhindret i at lukke af slanger og
kabler, som var ført igennem…”
TIRANA En rotte piler
fra en åben kloak og hen over en enorm affaldsbunke, men opgiver på halvvejen,
fordi en køter allerede har vejret kødstykket og lusker af med godbidden. Imens
fortsætter hjertekirurgen uforstyrret sit indgreb en etage over det uhumske
skarn. Ved operationens ophør åbnes et vindue, og skraldet tilføres nyt
materiale. Mens lossepladsens dyr genoptager kampen for den daglige føde blandt
gipsbandager, tamponer og blodige lagener, ruller portørerne en albansk
hjertepatient med splinterny nødhjælps-pacemaker tilbage til sygestuen.
Sundhedssituationen er
grotesk i Europas mest forarmede land og på Albaniens fattigste hospital i Elbasan. Nødhjælpen er for længst nået frem til
Sydalbanien, og de internationale hjælpeorganisationer har læsset avanceret og
højteknologisk udstyr af - og er mange steder blot kørt videre.
Men holdningen til
sundhed har ingen transfusioner fået, og den er mangelfuld på Balkan. Hvad
hjælper hjertekirurgi på en befolknings underernæring, og hvordan er
behandlingen mod ansvarsflugt og dyb uvidenhed efter et halvt århundredes
isolation? »Vi prøver at gøre vores bedste,« siger Elbasan-hospitalets
sundhedsdirektør Dr. Marte Pjetri.
Men selv en
tilsyneladende solstrålehistorie fra børneafdelingen efterlader nagende tvivl
hos en dansk delegation, der med EU-parlamentarikeren Freddy Blak (S) som
initiativtager inspicerer sundheden i Balkans lukkede hjørne. Fire-årige Agim er født af en
mor, som var for ung, så hun overgav drengen til myndighederne. Agim har tilbragt hele sit liv i en seng på hospitalet, og
han er erklæret udviklingshæmmet, men den danske delegation konstaterer ingen
anden abnormitet end den, der vil ramme ethvert barn placeret i tremmeseng fra
fødslen.
Et svensk nødarbejderpar har lovet at tage den lille med sig, så
måske er der håb for Agim. Ellers er adoption ikke
lige sagen, mener Dr. med. Begator Dervishi, der er chef for det albanske sundhedsministeriums
afdeling for udenlandske anliggender. »Vi prøvede bortadoptioner efter
kommunistregimets fald, men vi konstaterede, at flere albanske børn i udlandet
blev misbrugt som organdonorer, så vi har strammet reglerne.«
Hos de glemte
På institutionen for åndssvage børn i nordalbanske Shkoder
mister sundhedsministeriets repræsentant mælet og holder vejret. Toiletterne er
skvulpet over og indholdet sejler på gangene. En halv snes af den hermetisk
lukkede institutions beboere søger tilflugt på en seng i soveværelset. Det
opvarmes af en brændeovn i ulige kamp med kulden udefra, og den vælter ind,
fordi skorstenen stikker ud gennem et åbent vindue. Institutionsdirektør Vera Kroja er afklaret med situationen: »Vi mangler alt,« siger
hun.
»Vi giver ingen
behandling, vi har ingen medikamenter, og olien til fyret er sluppet op.« Men
albansk livsvilje har overlevet 45 år med diktatoren Enver
Hoxhas totalitære marxistisk-leninistiske ideologi,
og gnisten tænder også i sølet her. I en lille stue, hvor institutionens 60
andre børn skutter sig, lyder pludselig tyrkiske toner, og alle glemmer en
melodis tid rædslerne, mens der danses, synges, rokkes og klappes larmende i takt.
Få hundrede meter væk i samme gade venter ren luksus på små forældreløse.
Et stort hus i Shkoder er som en mønsterinstitution selv efter danske
begreber, og det er slet ikke mærkeligt, for danske socialarbejdere fra
hjælpeorganisationen Red Barnet har gjort et dygtigt arbejde på stedet og
skaffet de nødvendige midler til at skabe trygge rammer. »Jeg beder
øjeblikkelig udviklingsminister Helle Degn om midler fra de 15 mio. kroner, der
allerede er afsat til Albanien, så også de åndsvage
sikres tålelig vilkår,« siger Freddy Blak fortørnet over den stødende forskel.
Han vil også trække på EU-midler, og det gælder også til hospitalet for
udviklingshæmmede/psykiatriske patienter i Elbasan,
hvor 350 indlagte lever fortvivlende.
Bunden
Banstkyl Buletinc har
studeret på universitet i fire år og taler flydende engelsk, men så lærte han
for meget og blev meget træt, hævder han. Banstkyl
korrigeres af cheflæge Baskhim Perithana,
der siger, at patienten i godt et år har haft en dyb depression. Men Banstkyl har kræfter til rundvisning blandt sine
lidelsesfæller, der omfatter flere skizofrene mordere. I et hjørne af
gårdspladsen sidder Arben med bare tæer i
vinterkulden, mens blodet drypper uhindret fra et åbent sår i hans hovedbund.
Han er ude af stand til at oplyse, hvordan den alvorlige skramme er opstået. På
gangen ind til spisestuen sejler afføring, og i køkkenet vælter savsmuld og
træstykker fra loftet ned i gryderne.
»Der har været
hjælpeorganisationer og besøge os, men de rejser altid hurtigt igen, og så hører
vi aldrig mere,« siger cheflægen. Forholdene er bedre på Tiranas børnehjem for
forældreløse fra 0 til tre år, men usikkerheden i den store villa er
ødelæggende. 50 børn er i direktør Daklea Shatyllas varetægt, og hun og børnene er blevet ofre for et
generelt albansk problem: Kommuniststatens bygninger overgår i 1995 til de
oprindelige private ejere. »Vi aner ikke, hvad vi skal gøre,« siger direktøren,
der af samme årsag intet vedligeholder og lægger vinyl ind over de værste
huller i gulvet. Inna, to år, er en kikset abort og
underernæret, og hun stirrer lige ud i luften fra en seng.
Ved siden af ligger
den lige så underernærede Aninisa på tre måneder, som
bare blev afleveret af sin mor og nu får diagnosticeret kraftig svamp i
hårbunden af speciallæge Flemming Mikkelsen. Sidste år døde fem børn af
salmonellaforgiftning. Et besøg i køkkenet fjerner enhver tvivl om
infektionskilden. Mug og råd giver husly til en hær af kakerlakker, der myldrer
omkring grydernes indhold.
Hospital nr. III
»Vi er i en meget vanskelig situation,« siger Albaniens sundhedsminister Tritan Sheku. »Udlandet viser
ingen interesse for at støtte vores russiske koncept med at samle åndssvage og
sindssyge. Vi har haft op til 450 patienter samlet på store institutioner, men
nu har vi nedsat en komité for at ændre den model. Dansk hjælp er yderst
kærkommen, og vi tilstræber en model med små bofællesskaber som i Danmark.«
Blot nogle kilometer fra sundhedsministeriet kan Tritan
Sheku ved selvsyn konstatere, at hans fædrelands
problemer i høj grad også omfatter holdninger hos landsmændene.
Tiranas
universitetshospital nummer III rummer 1.900 senge, og hospitalet ligger som en
ø på losseplads, der næres af affald fra pårørende til de indlagte. Albansk
tradition kræver, at hele familien aflægger høflighedsvisit, for ellers bliver
den syge fornærmet, og de talrige gæster slæber spiselige opmuntringer i
indpakninger, der siden ryger ud af vinduerne Dertil kommer mudder og søle, der
slæbes ind på hospitalets gange sammen med bakterier til sygesengene, hvor
alskens infektioner, lungebetændelser og leverbetændelse (herpatitis
B) har gunstige vækstbetingelser. På en taverna over
for hospitalet sidder Helena Jana, men det kniber med
appetitten, for hun er gået halvt i chok.
»Jeg er lige kommet
fra New York, og jeg skal opereres for dårlig hofte,« siger Helena Jana. »Ja, jeg besluttede at vende tilbage til Tirana, som
jeg flygtede fra for 25 år siden, for jeg troede, at alt var blevet så godt nu
i Albanien, og operationen er jo meget dyr i USA. Nu ved jeg ikke, om jeg tør
gå derind og lade dem operere mig.«
”Heidi Oehlenschläger
fastholder en god, gennmprøvet familietradition.
Romantik og idyl frem for alt. Adam Oehlenschläger lagde linjen med Guldhornene
og Der er et yndige Land,. Men hans tipoldebarn Heidi
Oehlenschläger yder sit bidrag i et eventyr af et bindingsværkshus med en
fortryllende have. Hun bor tæt på skov og marker, og hun higer og søger ikke
dagligt i sin tipoldefars bøger…
…Heidis have er ren Guldalder
med pelargonier, nymalede vandposter, zebrafinker i mahognivoliere og en sort,
norsk skovkat, der skuler efter en nytilkommen bensaikat, fordi den har hugget pladsen ovenpå flueskabet.
Heidis far hed Per
Oehlenschläger, og han malede romantiske motiver på porcelæn og kopierede
Skagensmalere. De øvrige slægtleds udfoldelser kender Heidi ikke, men hun vil
undersøge det…”
…”Nu var det om at
træffe en hurtig og rigtig beslutning. Samarbejdede han med Matthijs
var det i og for sig mod den førende Gauthiers
interesser. På den anden side var det utænkeligt, at belgieren skulle få så
meget ud af udbruddet, at han kunne glide forbi Kims holdkammerat sammenlagt,
Med andre ord, hvis Kim samarbejdede, var der for ham selv chance for
etapesejr- samt den gule trøje. Tanken om det sidste fik det et øjeblik til at
svimle for den danske asket. Ingen dansk cykelrytter havde nogensinde ført Tour
de France. Den ære og prestige, der lå heri, var ubeskrivelig. Alle flokkedes,
om rytteren der var i gult. Det havde han selv haft på
nærmeste hold, da den ganske ordinære holdkammerat Gauthier
i går havde vanskelig ved at håndtere sin succes. Han havde sågar overvejet at
trække en anden trøje ud over den gule i hotellets vestibule, men det fik de
øvrige Coop-ryttere forpurret. Det hørte med til spillet, at rytteren i ”le maillot jaune” førte sig lidt
frem…”
”I den lille søvnige,
vestsjællandske landsby, Vedskølle, vinker en venlig
statue af frihedsgudinden indenfor hos 42-årige Bo Hansen og hans veninde Stine
Kiel Wolff på 25, og de to har amerikaniseret alt undtagen deres egne navne.
Børnene tumler omkring
i landsbyen ligesom naboernes børn, men Chevy på ni,
er opkaldt efter et amerikansk Chevrolet-bilmærke og, Holly på syv, efter en
amerikansk karburator.
Bo justerer
koncentreret på en amerikansk bil med hovedet under motorhjelmen, og Stine
rækker værktøj, mens Elvis Presley rocker fra højtalerne, og når Stine skifter
pladerne, klukker det fra de baskende, amerikanske New Jersey høns udenfor.
- Jeg mødte Stine for
tre år siden til en udstilling i Bellacentret, og så
begyndte vi at kysse, siger Bo og lægger arbejdstøjet.
- Nu er hun lige så
amerikansk som mig, og vi tager sammen på træf med vores egne amerikanerbiler, og vi vinder masser af pokaler.
Bo fik blik for de
amerikanske biler på et værksted. Han var lærling, og efterhånden udviklede
interessen sig til hele den amerikanske livsstil.
Pragtstykket i garagen
hos Bo er en Pontiac med 650 hestekræfter. Den kører
fem kilometer på en liter benzin, og Stine må bruge store overtalelsesevner for
at få lov til at sidde bag rattet i det skinnende vidunder.
- Bo er utrolig øm
over den, og den kommer kun ud om sommeren. Men det er også en stor oplevelse
at køre den, siger Stine.
Bo og Stine har pyntet
deres hus med amerikanske souvenirs, og det har endnu ikke givet anledning til
meningsudvekslinger om smag, selv når Bo har hentet et blinkende elektronisk
lysbillede med hjem fra USA og sømmet det op på væggen eller placeret det
amerikanske flag som dørmåtte i bryggerset...”
”…Løbet
hed Coppa Giovanni Sante og
foregik på bjergtoppen Monte di Colbordolo.
- Det er løgn, udbrød Næstvedrytterne, da de så opløbet. Selv i bil følte man det
som om, man skulle tippe bagover, når man kørte op til toppen.
Bedre blev det
naturligvis ikke af, at arrangørerne havde udfoldet store anstrengelser for at
få de allerbedste italienske amatører med. På plakaterne oplyste man, at der
var deltagelse af gli migliori
dilittanti nazionali.
Dernede er man altså dilettant, når man er amatør. De bedste kom lige fra
etapeløbet Giro di Umbria, og de var virkelig
skrappe. Den første halvdel af løbet formede sig på den måde, at de bedste
bjergryttere sprængte feltet og tog afstand hver gang, der blev kørt op. På
nedkørslen, der var meget risikabel, kunne Næstvedrytterne
køre noget af det tabte ind igen, og det sidste kunne klares på det flade
stykke. Men for hver omgang var der ryttere, der ikke nåede op inden
stigningen, og de bedste begyndte at køre af sted i smågrupper.
Det var meget lette og spinkle ryttere i modsætning til hjemlige ryttere som
Michael Marcussen og Brian Holm...”