Julebrev

December 2010

Så er nok et roligt pensionistår ved at rinde ud.

Det gamle år sluttede med en dejlig juleferie i Kyrkhult i Blekinge sammen med Marie og Jakob, Sofia og Kamille og Inger - vi indleder med et par billeder.

2010 blev året, der startede og sluttede med, at himlen nedkom med dynger af sne, og familiekanerne fik slebet mederne i mange hjem.

Vi besluttede os for i slutningen af januar at forlade det dybfrosne landskab og begive os til varmere himmelstrøg på Madeira, en herlig ø for ældre mennesker med gode spadsereture langs levada’erne og busture i de dramatiske bjerglandskaber. Ferien sluttede med et skybrud med mange dræbte og store ødelæggelser, jfr senere om Costa Rica.

Hjemme igen havde vi besøg af de to små børnebørnepiger fra København med fastelavnsfest i Kulturministeriet, hvor Sofias veninde Frida,  blev kattedronning og kom i fjernsynet, ganske vist ØstjyllandsTV, men stolt var hun. Sofia selv optrådte på slap line med klovnen og var helt med på løjerne. Forud havde vi lige været en tur i København og blandt andet været i den nye koncertsal i radiohuset og på Louisiana.

I slutningen af februar måtte Hanne lige tage en tur til Thônes for at være ekstramormor, mens børnene havde skoleferie og pigerne skulle arbejde, men hun fik da også tid til at besøge gamle venner og gå på snesko.

I begyndelsen af april fyldte farfar 90 år. En stille fest med kun den nærmeste lille familie. Han er stadig i fin form og fuld vigør. Han hører dårligt (det kan tit være en fordel), men er mentalt på toppen.

Lige fra fødselsdagsfesten kørte vi sydpå til vores hus i Alex til et afvekslende program i de næste fire uger. Masser af børnepasning, hvor børnene helt selvfølgeligt flyttede ind i deres ”gamle” værelser og følte sig hjemme - ligesom vi osse altid gør det. Vandreture i bjergene, familiebesøg og besøg hos og udflugter med vennerne. Til vores store glæde fik vi besøg af Emma og Ole Papsø, og de blev også jaget rundt på de sædvanlige spadsere- og køreture, som vi har udsat alle vore danske gæster for. Og det vil vi også gøre i fremtiden.

Begge vore fødselsdage blev fejret i familiens kreds. Hannes i bjergene på en solrig dag og Jørgens hos Kathrine, hvor Emile havde fremstillet den smukkeste fødselsdagskage til morfar.

Til slut under besøget synes vi, at der var god grund til at ” betale tilbage” til vennerne i Alex for alle de glæder og oplevelser, de har givet os, så vi inviterede til dansk aften med alle de kulinariske vederstyggeligheder, vi er kendt for, sild. Leverpostej, hamburgerryg og den slags. De spiste op og drak al øllet og var ikke til at få til at gå hjem. - Tak for i år.

Efter den anstrengende tid i Thônes trængte vi til at holde ferie i et par dage, og det skulle naturligvis ske hos vore gamle venner på Hotel Belvedere i Jura. Et glædeligt gensyn med lækker mad og fantastiske vine, og et møde med en lokal okkult healer, der havde konsultationer på hotellet.

På vejen hjem til Danmark blev Jørgen sat af i Bad Nauheim for at slutte sig til vægterkollegerne til  det internationale  vægterstævne. Et gennemført skidt arrangement, men som sædvanligt med højt dansk humør og godt fællesskab.

Hanne har fået en ny lidenskab i det forgangne år (udover sin mand). Hun er blevet bidt af et galt loppemarked i Hune. Sammen med Dorte Lietzen har hun fået stadeplads på loppemarkedet, hvor de sælger overflødige ting fra vort hjem. De indkomne penge går til indkøb af andre overflødige ting fra de andre handlende på markedet. De har prøvet et par gange, men er hyppigt vendt hjem med mere, end de bragte ind.

Så på Hærvejstur, især på den slesvigske del af Hærvejen med Merete og Hans som rejseførere. Som altid inspirerende og berigende. Store forventninger til Gottorp Slot, hvor vi skulle bese en astronomisk globus, der kunne rotere om sin egen akse, så man kunne få et indtryk af solsystemets opbygning. Det hele skulle vare et kvarter. Desværre satte rotationsmotoren sig fast, og først efter en times tid – 12 mennesker lukket inde i en lille jordklode – blev vi lukket ud af en tilkaldt tekniker. Da havde temperaturen sneget sig op mod 40 graders varme, og iltmangelen var tydelig. - Besøg kan ikke anbefales. 

I juni havde vi igen held til at få samlet vennerne til Grundlovsfesten med godt vejr og mange høje bolde. I slutningen af måneden fejrede Jørgen sit 50-års studenterjubilæum fra Horsens Statsskole.

Et ophold i tilværelsen, som han egentlig ikke ser tilbage på med stor glæde, men det var meget morsomt at gense 17 ud af 21 klassekammerater efter alle disse år og gætte på, hvem der var hvem.

Hanne fulgte efter i august for at fejre 50-året for indtræden i 1. g på Randers Statsskole! En dejlig solskinsdag i august i Mørke Præstegård.

I juli kom Kathrine så hjem med alle sine børn. Hun blev nogle dage og rejste tilbage med Romain, efterladende Lisa og Emile.

Så tog vi fire ellers på familiehøjskole på Uldum Højskole. Børnene var på forhånd noget bekymrede. De var bange for, at sproget ville være en hindring, men den største bekymring var, om man havde lektier for på en højskole, for så ville de hellere blive hjemme.

Men opholdet blev en succes. Efter den første dag havde de fundet sammen med vennerne, og vi så den kun, når de skulle låne penge eller bede om ikke allerede at skulle i seng. Børnene dyrkede leg og idræt hele dagen, og de gamle havde valgt korsang.

Vi kan godt anbefale et højskoleophold med børnebørn og absolut også Uldum højskole.

De store børn rejste selv hjem fra København, mens Hanne rejste videre sammen med Merete og Helga til Provence for at vandre i de skønne bjerge i en uge. Samme koncept som sidste år, men i et mere dramatisk landskab og betydelig koldere. Peter Lehmann, vores turguide, sørgede for alt lige fra omsorg, udfordringer, undervisning i de geologiske mysterier, lækker mad og levende irsk fløjtemusik som morgenvækning. De glæder sig allerede til næste års vandretur i Drôme. 

Hannes søster, Ulla, opgav kampen mod sin onde sygdom, og døde på hospice i Randers midt i august, omgivet af sine kære. Vi havde en smuk sammenkomst med familien, nær og fjern, samt hendes trofaste hjælpere og få venner.  

Ja, sorrig og glæde de vandre til hobe. To dage efter drog vi til bryllupsfest i Sverige: Marie og Jakob havde udset sig en lille idyllisk svensk ø som ramme om deres bryllupsfest. Vi ankom med en lille båd og blev alle – ca 50 gæster – indkvarteret på øens vandrehjem (øens eneste beboelse bortset fra en lille campingplads), Omgivelserne indbød til både vandreture, badning, kajakroning og picnic i det grønne, men kl. 17 var vi alle trukket i festtøjet og overværede den romantiske ceremoni på klipperne. Ikke et øje var tørt, selv de små franske drenge opgav deres leg og kiggede på. – Efterfølgende fest var med lækker svensk mad i vandrehjemmets spisesal og en forrygende sød, kærlig og fræk underholdning sammen med alt det gøgl, der hører til en bryllupsfest. Og der blev danset og festet, og kl. 3 åbnede saunaen, 150 m ude i vandet, og med bruden i spidsen roede og svømmede de kækkeste fra selskabet (flest mænd) derud, forsynet med øl og vodka – og kom da heldigvis hjem ved 6-tiden – i levende live. Vi havde jo børnene på bryllupsnatten, så vi var heldigvis forhindret i at deltage i denne vidtløftige spøg. - En uforglemmelig fest  var det - smuk, romantisk og sjov.

Dagene efter tilbragte vi i Maries og Jakobs sommerhus i Kyrkhult sammen med de nygifte. Vi nød at passe tøserne, mens de lukkede ned og pakkede deres 2 store rygsække. Onsdag kørte vi dem til lufthavnen i København, hvor de påbegyndte deres 5 måneders honey-moon i Mellem- og Sydamerika. I kan følge dem på deres blog, det er interessant og morsom læsning.

http://wickmann.blogspot.com

 Det er et rigtig eventyr, og man kan godt blive lidt misundelig over at de gør det! Derfor måtte vi over og følges med dem et stykke på deres vej – det blev i Costa Rica.

 

 Men forinden nød vi livet hjemme i Ebeltoft og Rødhus med en enkelt afstikker til Thy sammen med Lene og Erik. Hold da op, hvor det stormede, så Thy Nationalpark har vi stadig til gode at nyde, og Vesterhavet var utilnærmeligt. Men vi hyggede os meget, og fik som sædvanlig ordnet stort og småt i verdenssituationen.

Dagliglivet i Ebeltoft indeholder mange gode aktiviteter. Vi er – sammen eller hver for sig  - deltagere i mange forskellige sammenhænge : Folkeuniversitetet, bridgeklubben, Æblefestival, hvor vi er praktiske medhjælpere, havearbejde ved renoveringen af Ørnebjerg Mølle, Foreningen By- og Landskabskultur i Syddjurs, Glasmuseet, indvielse af byskulptur m.m. - og Ældresagen. Endelig og ikke mindst vores cykelklub, hvor dagsordenen er, at vi cykler i godt vejr, går tur og cykler lidt i mindre godt vejr og går på værtshus i dårligt vejr. Hanne har sine pigeklubber med de gamle veninder i Århus at passe, og Musikhuset er stadig rammen om mødet med vore musikalske venner.

Men nu skal vi over på den anden side af jordkloden. Jakob og Marie og deres to små tøse er som nævnt på en 5-måneders bryllupsrejse til Syd.-og Mellemamerika.

Vi mødtes med dem i Costa Rica på en rutebilstation i 40 graders varme. Så en lang bustur ad markveje og en efterfølgende flodsejlads for til sidst at nå frem til Tortuguero ved Det Caribiske Hav. Det var skildpaddeland med store havskildpadder (om natten) og hundredvis af bittesmå nyudklækkede skildpaddeunger på vej fra rugepladsen til havet om dagen. Og palmer og kokosnødder og spraglede fugle og krybdyr og en enkelt krokodille.

Efter 3 dage i skildpaddeland videre med flodbåd og 5 timers taxa til Arenal-vulkanen midt i højlandet. Vi havde læst, at den konstant var i ildsprudlende udbrud med lava løbende med ad skrænterne. Men dels var det tåget, dels styrtregnede det hele dagen, og dels var vulkanen midlertidigt uden udbrud, så det blev en skuffende oplevelse. Ti minutter før vi forlod stedet, så vi endelig vulkanens top dukke op fra skyerne

Så hurtigt videre til regnskoven, der fuldt ud levede op til sit navn. Vi var der i fire dage, og hver dag klokken 12 begyndte det at regne med en voldsomhed, vi slet ikke kender til herhjemme. Men vi så da regnskoven med aber, fugle, tukaner og papegøjer og en ubegribelig plantefrodighed i selskab med en særdeles kompetent guide.

Nu vil den kyndige læser naturligvis spørge, hvorfor i himlens navn vi dog kunne finde på at tage af sted i regntiden. Til vores forsvar skal siges, at vi havde læst, at regntiden efter kalenderen skulle ophøre ved vores ankomst. De lokale fortalte os da også, at det var den værste regntid i mands minde, derom senere.

Men vi boede et herligt sted og nød tilværelsen trodsede regnen og fik det bedst mulige ud af opholdet.

Videre med taxa. Nu skulle vi til Stillehavet og afslutte med badeferie. Vi havde ganske vist hørt, at landet var i katastrofeberedskab. Broer og huse var skyllet væk og mange mennesker var omkommet i vandmasserne. Vi kørte alligevel. Halvvejs ankommet til vores bestemmelsessted fik vi besked om, at alle broer til stedet var skyllet væk og vejene naturligvis ufremkommelige.

Resolut vendte taxaen om, og kørte til en anden by ved Stillehavet  - Samara på Nicoya-halvøen -, hvor der skulle nogenlunde fredeligt. Og det regnede, og der lå væltede træer på vejene.

Men som vi nåede frem til Stillehavet brød solen frem, og den skinnede i de fire dage, vi boede der, hovedparten af tiden i ren luksus i strandkanten med badeliv, surfing, rideture og ren hvile. Børnene nød det og var svære at trække væk fra stranden. Men Stillehavet var ikke blåt og krystalklart. På grund af de store regnmængder var der skyllet jord, trædele og kokosnødder med i vandet, så det var klogt kun at bade, når vandet var på vej ud.

Tak til Marie og Jakob og deres piger for en meget spændende og udfordrende tur.

 Godt og vel ankomne til landet har vi måttet anbringe Jørgens mor på plejehjem. Hun har efterhånden fået lidt svært ved at orientere sig i tilværelsen, så det var den eneste rigtige disposition.Farfar bor stadig i huset, og han ser ud til at klare den store omvæltning med bravour.

 Nu er året så ved at slutte med juleforberedelser, og hvad dette indebærer af glæder og besvær.

Louise og drengene er kommet hjem til  en hvid jul, og vi glæder os over at julehygge med dem på ægte dansk vis.

Til slut siger jer alle tak for mange gode oplevelser i det forløbne år og ønsker jer en glædelig jul og et godt nytår med et fromt ønske om, at det nye år vil bringe os lige så mange glæder og oplevelser.

Mange kærlige hilsener

Hanne og Jørgen

December 2009

Julebrev

Kære familie og venner!

Så er det her igen, det illustrerede julebrev fra Ebeltoft med fortællinger fra familien Hansens liv og færden.

Et år, hvor vi igen ved skæbnens gunst blev forskånet for store familiemæssige sorger, men hvor livet er gået sin gang i en forfærdelig fart. - Det er, som om årene bliver kortere, jo ældre man bliver, men det er sikkert bare indbildning eller dårlig hukommelse.

Igen i år har vi fået set en del af verden.

Hanne har genstartet sit gamle projekt med at opdage Berlin på en ny måde, og sammen med Hans Sylvain var hun dernede i nogle dage for at afdække nye områder. Der er sikkert alvor bag projektet, men man kunne fristes til at tro, at der bag idéen ligger en undskyldning for at komme til Berlin. Og det er skam helt legitimt og respektabelt.

I slutningen af april tog vi sf sted på årets lange udlandsrejse. Første 14 dage i Toscana, som vi aldrig tidligere har besøgt. Vi havde nogenlunde godt forårsvejr, og som ægte førstegangsturister skulle vi se alle de kendte steder - Firenze, Lucca, Pisa, Volterra, Siena og San Gimignano med alle de smukke kirker og museer - og der er mange. Marmorbrudene i Carrara var betagende hvide bjerge.               

         

Men vi nåede også at bo nogle dage på en vingård og daske rundt i bjerge og småbyer.

Bastide de la Source

Efter denne "rekreation" var vi klar til at modtage hele familien i et lejet hus, Bastide de la Source, ved Var-floden 60 km nord for Nice. Et herligt sted, hvor et dansk ægtepar med stor omhu har restaureret et gammelt hotel, så det nu fremstår som en moderne feriebolig, der passer til vores storfamilie.

 

Det er indviklet at holde sammen på vores spredte familie, og hvis vi ikke som familieældste prøver at skabe et fællesskab, vil der være en risiko for, at de små fætre og kusiner ikke kommer til at kende hinanden. Det skal nok lykkes på trods af afstande og sprogbarrierer.

Opholdet blev heldigvis en stor succes for alle, hvor børnene legede og morede sig på tværs af sprog og alder, og hvor vi voksne nød hinandens selskab.

Derfra videre til vores gamle hus i Alex. Vi har en aftale om, at vi altid kan leje huset, hvis det er ledigt, til en meget favorabel vennepris. Så vi flytter bare ind, og børnebørnene indtager deres sædvanlige værelser og føler sig straks hjemme hos mormor og morfar.

Opholdet forløb som altid med vandreture i de smukke bjerge, flittige besøg af børnebørn, besøg af og hos venner og familie, afsluttet med en luksusmiddag på en restaurant i Annecy. Det var børnenes tak for ferien i Sydfrankrig.

Hanne og Merete var på deres sædvanlige vandretur i Alperne, denne gang med guide og bagagetransport, og hver dags vandring afsluttedes med 4 retter mad og rødvin. Der var ikke i år beretninger om, at de blev væk i bjergene, og solen skinnede fra morgen til aften.

Fædrelandet skal også passes, og det gjorde vi på en udflugt til Sydsjælland og Møn med Lene og Erik. Det er langt hjemmefra, men Møns Klint i smukt sensommervejr er altså et fantastisk syn.

Hanne og Merete har i flere år forsøgt at lokke deres trevne mænd med på en tur til USA. Det er nu 10 år siden, de første gang besøgte Pingree School i nærheden af Boston, og det ville de gerne fejre. Det skulle være om efteråret, hvor løvfaldet - kaldet 'foliage' - i det nordøstlige USA er meget smukt.

Pingree School

Det blev en meget oplevelsesrig og afvekslende tur med besøg hos og gensyn med de gamle venner på Pingree School, en meget smuk og afvekslende køretur først op langs Østkysten til Boston og derfra gennem vekslende landskaber til Niagara og tilbage til New York, hvor vi sluttede med at tilbringe 4 dage og både oplevede Haloween by day and night og gospel i Harlem.

Der er altså noget storslået over amerikanerne og deres land.

I kan se fotoserien fra turen på den weblog, Hanne har lavet.

Rejseåret slutter i Blekinge i Sverige, hvor Jakob og Marie har inviteret os til at tilbringe julen sammen med Inger i deres lille Pippi Langstrømpe hus. Og det glæder vi os meget til.

Familielivet har været intenst i sommerens løb.

I juni holdt vi barnedåb for Sofia og Kamille. De kunne naturligvis selv gå ind til den højtidelige begivenhed i Handrup Kirke. Det blev en hyggelig og festlig dag med champagne i Handrup bakker og efterfølgende familiefrokost på Fuglekongevej. Akkompagneret af levende musik, sang og strålende solskin.

Ilse og Ole kom hjem på sommerbesøg fra USA. Desværre til en sørgelig begivenhed. Ullas trofaste kæreste gennem mere end 25 år, Lars Takman, døde efter lang tids sygdom. Et dejligt menneske, som vi holdt meget af.

Kort efter blev Ole indlagt på Skejby Sygehus, og her lå han, indtil han atter kunne rejse tilbage til Californien. Han er nu rask igen, og inden jul flytter han og Ilse ind i deres nyopførte hus. Sidste år brændte deres hus ned til grunden. Det har været et svært år for dem.

Sommerens franske invasion tyvstartede med Kathrines korte besøg omkring 14. juli. Hun efterlod Lisa og Emile her hos os - til Romains store fortrydelse.

De er blevet store og selvstændige og begynder sikkert snart at betragte mormor og morfar som nogle gamle nisser. Men indtil videre hygger vi os med at cykle og bade, spise masser af is og lege mærkelige lege. Og så får deres danske en ordentlig opfriskning.

Derpå kom Louise med sine 2 frække turbo-drenge. Tiden blev tilbragt dels i Ebeltoft og dels i Rødhus, hvor Noah klatrede i træer og cyklede alene, og vi alle sammen nød skønne stranddage ved Vesterhavet, også med Lars Bo og Pia - og gik på kantareljagt i plantagen - et sandt kantarelparadis i år.

Siden ankom Laurent, og sammen tog de til Sverige en uges tid og kom tilbage til Rødhus og afleverede Lucas og Noah for at få indfriet deres bryllupsgave fra os (det er 6 år siden, de blev gift!): 3 dage på hotel i Skagen. Det nød de vist meget, for de har aldrig før været på ferie uden børn. Og vi nød ungerne, som var supersøde og slet ikke spor overmodige i Fårup Sommerland, som de oplevede for første gang.

Hanne kommer jævnligt på besøg i kolonihavehuset på Amager, når børnene er syge, og forældrene trænger til aflastning  - eller bare fordi det er hyggeligt. Sofia og farmor leger turister i København, og det kan vare mange år, inden det emne er udtømt.

Sofia besøger os gerne alene her i Ebeltoft, bl.a. er efterårsferien med Ebelfestivalen blevet en tradition. Så sker der noget hver dag, og så hygger hun sig med Frida overfor.

Marie og Jakob har nu afsluttet deres ombygningsprojekt, og har fået et rigtig fint hus. Stort er det ikke, men det ligger centralt i et godt og venligt miljø.

 Marie er blevet seniorkonsulent i Advice, og Jakob er blevet gruppeleder i DR, hvor han tilsyneladende har overlevet endnu en afskedigelsesrunde. Pigerne er glade og frække.

Familierne i Frankrig ser ud til at trives godt i en travl hverdag. Begge piger er chefsekretærer i byggebranchen, og det er jo ikke det lystigste sted at være beskæftiget i øjeblikket, men indtil videre ser det ud til, at det går. Hverdagen kan være svær at klare. Deres mænd arbejder begge længe hver dag, og ferielukningen i løbet af året i franske skoler og de samhørende børnehaver  er et stort problem for udearbejdende kvinder. Kathrine er godt hjulpet af sine svigerforældre, Louise har det ikke så nemt

Noah er startet i 0.klasse i La Vacherie og spiller rugby om lørdagen, og Emile er kommet på college i Thônes, og han trives rigtig godt, selvom han har mange lektier. han spiller stadig saxofon. Lisa er stadig vild med heste, og de 2 små er perlevenner. De går i samme børnehave i Thônes.

Det er selvfølgelig svært at holde en god og jævn kontakt med børnebørnene i Frankrig i årets løb, men vi anstrenger os, og det ser ud til at lykkes nogenlunde.

Og så blev vores ældste datter, Louise, 40 år! Det blev fejret i flere omgange, og vi har vores til gode, til vi ses til april næste år.

Jørgens forældre klarer fortsat hus og have uden hjælp udefra. Alfred har overstået sin cancerbehandling og er fortsat fuldt beskæftiget med hus og have.

I Ribe er Jytte og Polle stadig arbejdsramte, og de kan lide det, ser det ud til.

Hannes søster Ulla har det svært med sin sygdom, og tabet af Lars har ramt hende hårdt. Men hun er viljestærk og følger stadig med i, hvad der sker omkring hende, så godt hun kan.

Så døde vores gamle ven, Bjarne Ørum, i oktober efter et langt og smertefuldt sygeleje. Ved hans begravelse holdt sognepræsten en meget personlig og bevægende tale om Bjarne. Det var afslutningen på et langt og godt samarbejde og venskab. Han var et fyrtårn, og vi har mange gode minder om ham.

Glædelige begivenheder er der også: Vibeke blev kandidat med karakteren 12 i sit speciale. Nu mangler hun blot et arbejde. Og Miguel forsvarede sin phd med glans på Københavns Universitet. Han har til gengæld arbejde allerede.

Dagliglivet i Ebeltoft går nogenlunde sin stille gang, men med en ubehagelig afbrydelse i påsken. Vi var i sommerhus og havde besøg af Emma og Ole, da politiet ringede og fortalte, at der havde været indbrud i vores hus. Vi kørte hjem næste morgen og fandt huset gennemrodet. Der var fjernet sølvtøj, smykker, penge og sære ting. Dør og vindue var ødelagt. Heldigvis fangede politiet tyvene under et indbrud længere nede ad vejen. Det var et par sølle lokale  knægte. Næsten alle tyvekoster blev fundet ved en ransagning på deres bopæl. Et usandsynligt held.

Det er utrygt, og det har været et farligt bøvl at få fundet ud af, hvad vi havde mistet og få udbedret skaderne. Nu er huset sikret lidt bedre i håb om, at det ikke sker igen.

Vi har været på Skrump. Hele byen er blevet udsat for et sundhedsfanastisk angreb, hvor vi skal afholde os fra alle former for usundt liv, slanke os, ikke ryge, ikke drikke, te, kaffe eller alkohol.  Dyrke fitness mindst en halv time om dagen og i øvrigt gøre, som vores guru siger.

Der er ingen tvivl om, at det har haft en effekt. Hanne har ingen uvaner, og er dermed ikke berørt af projektet. Jørgen har smidt sine piber væk og ryger kun ganske få cigarer, når savnet bliver for slemt.  - Hvad man dog kan drives til af sundhedsapostle!

Vores politiske situation i Syddjurs Kommune har været til morskab for det ganske land, og det er bedrøveligt, at vi skal bidrage med nye molbohistorier i en tid, hvor det er vigtigere at samarbejde om de fornuftige ting. det er der brug for.

Dagligdagen fordrives stadig med vandgymnastik, cykel- og vandreture, bridge, læsning, filmklub og hvad gamle folk ellers tager sig til.

Vi har stadigvæk et godt og tæt netværk med vennerne fra gamle dage. Det er vi meget glade for. I skal alle sammen have stor tak for, at I stadig gider være sammen med os herude på landet.

I spørger os tit, om vi er glade for at være flyttet til Ebeltoft.

Svaret er et rungende måske.

Vi har oplevet nye aktiviteter og nye sammenhænge, som vi har haft stor glæde af. Men af og til trækker det da i de gamle knogler tilbage til fortiden og Risskov.

Der er ikke længere end vi kan køre, men de små spontane besøg havde stor værdi.

Hermed ønsker vi jer alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkeligt nytår med mange gode oplevelser sammen og hver for sig.

Kærlig hilsen fra Jørgen og Hanne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 December 2008

Julebrev

Kære familie og venner!

Atter et år er gået, og det er da gået ganske godt. Vi gamle er ved at falde til i Ebeltoft, selvom Hanne Rendemaske af og til synes, at Ebeltoft er lidt langt ude.

I nabolaget har vi megen glæde af den lille familie overfor "Prinsesserne på toppen". Vi hjælper hinanden, og deres Frida er Sofias gode legekammerat. Senere kan de 2 Kamiller sikkert få glæde af hinanden. De er nemlig også næsten jævnaldrende.

Vi fordriver hovedsagelig tiden med fornøjelser, børnebørnepasning (som kan være en fornøjelse) og ganske få pligter. Her i byen er vi med i adskillige sammenhænge - bridge (og Jørgen slæber mange præmier med hjem), petanque, film- og jazzklub og cykelholdet, hvor i hvert fald Jørgen trofast hver tirsdag kører 3-4 timer sammen med andre cykelentusiaster. Heldigvis ser vi osse fortsat gamle venner fra Århus. Jørgen siger tak til Hans Sylvain for gode ture i fædrelandet, selvom han en enkelt gang fik lokket ham i uføre ved Tjele Langsø, hvor Falck brugte to store kranbiler og et par timers arbejde for at trække vores bil fri af dyndet!

Det er faktisk ikke så ringe at være pensionist med god tid til at gøre næsten, hvad der passer os.

Børnene er alle i arbejde igen efter overståede barselsorlover. Jakob slider fortsat med at forbedre Danmarks Radio. Marie har forladt Jens Gårdbo og er blevet konsulent i "Advice", både Kathrine og Louise er blevet chefsekretærer, Kathrine i et nyt firma, BCP, og Louise fortsat i Mobalpa, altså nye og krævende udfordringer for alle 3 piger. Samtidig pukler de franske mænd fortsat fra tidlig morgen til sen aften.

Det er da godt, man ikke længere er ung og arbejdsramt! Der skal ikke meget til, før hverdagen bliver kompliceret. Så må bedsteforældrene tage over - det kender alle I af vores generation jo selv.

Jørgens gamle forældre klarer fortsat hus og have uden hjælp. Alfred må stadig slås med sin cancer, men han klarer behandlingen godt, og på sygehuset fortæller de, at de sjældent har set en så livskraftig og tålmodig patient.

Ulla har det særdeles svært med sin sygdom (ALS), men hun er sej og viljestærk. Hun kæmper for en meningsfuld hverdag og tager interesseret del i alt og alle omkring sig.

Igen i år lykkedes det hende at flytte til sommerhuset i Bønnerup. Hendes børn er en stor støtte.

Ole har vi også set en del til i det forløbne år, især i Rødhus, men osse da han uventet dukkede op til Ullas fødselsdag i oktober!

Her kort før jul fik vi den tragiske nyhed fra Californien, at Ilses og Oles hus er brændt ned til grunden, næsten alle deres ejendele er blevet flammernes bytte. Meget sørgeligt, især for de to, som har bosat sig så langt fra deres hjemlige rod. Til stor trøst for dem er den hjælp og støtte, som deres venner derovre yder dem.

Vi indledte året med et weekendbesøg i København sammen med Merete og Hans, sådan en rigtig kulturweekend, hvor vi gik fra den ene event til den anden. Blandt andet besøgte vi Storm P. Museet og Revymuseet, og på sidstnævnte oplevede vi en gammeldags cabaretforestilling med Simon Rosenbaum og hans gæsteskuespillere. Sådan en forestilling er med i entréen hver sidste lørdag i måneden.

Just hjemkommet fra København fik vi besøg af Sofia i en lille uge, det er så hyggeligt, hun tusser rundt og hygger sig med os, er meget klog og kan ALT selv.

Herefter fulgte Hannes besøg i kolonihavehuset, hvor Marie stadig havde barselsorlov. De nåede osse en tur til Blekinge for at kigge på det lille svenskrøde sommerhus, som de i fællesskab med en anden familie senere har købt og allerede har tilbragt mange dejlige dage i, ikke mindst i deres fælles barselsperiode i maj.

I slutningen af februar gik turen så tilbage til Frankrig i næsten en måned.

Undervejs overnattede vi på vores gamle hotel med den fantastiske borgruin. Byen hedder Münzenberg og ligger ca 800 km syd for Århus - ved Giessen (adresse mm finder i under "Links").

Vi indtog "vores" hus i Alex, og det er nærmest som at være hjemme. Hele familien kom straks på besøg, og børnene fandt sig omgående til rette. De havde vinterferie i den kommende uge, og Emile, Lisa og Noah flyttede ind til os og indtog deres gamle værelser.

En uge med snesko, legepladser og spadsereture, afsluttet med et 7,5 km lang Master des Neiges løb på Beauregard. Kathrines store børn var med på turen i snestorm og tung sne.

De var ikke ligefrem begejstrede og brokkede sig på en del af turen, men da vi ankom til målet og fik deres diplom, var de rævestolte.

Naturligvis så vi meget til de lokale venner og pigernes svigerfamilier. Vi havde et par skønne ture på snesko med vennerne og os selv. Det er en fantastisk måde at opleve vinterlandskabet i bjergene på, og det giver en herlig motion af hele kroppen. Vi misunder ikke dem, som står og fryser ved liften og suser ned ad bjerget på et øjeblik.

Den sidste aften mødte 21 mennesker fra Alex og omegn op for at tage afsked med os i Auberge d'Alex.

Hjemme begyndte om- og udbygningen af kolonihavehuset på Amager. Dette betød, at vi fik længere besøg fra Amager, først af Marie og Sofia og Kamille, mens Marie endnu var på barselsorlov og vand og el var afbrudt, senere af Jakob og de små, da hans 4 måneders barselsorlov afløste Maries. De nåede dog sammen at få et par dage for sig selv i Barcelona, mens vi passede pigerne, dvs Jørgen havde ganske vist samtidig travlt med at passe sine internationale relationer på vægterkonference i Beleke i Midttyskland sammen med sine dårlige vægtervenner.

Traditionen med vores årlige forårsfest fra Risskov blev genoptaget i form af en Grundlovsfest den 5. juni. Vejret var aldeles dejligt, vores partytelt fungerede som solskærm.

Stort fremmøde, højt humør, mange sange og en dejlig stemning gjorde dagen til en oplevelse. Vi glæder os til at se jer alle igen næste år - og der er stadig et par Cubacigarer i skabet!

 

I juni fik vi besøg fra Frankrig: Magali og Antoine fra Alex vovede at tage imod vores tilbud om at komme til Danmark. De er ellers ikke meget for at forlade fædrelandet, de franskmænd.

Vi hentede dem i København, som vi gjorde på 1½ dag med dem! Så nogle dage her i Ebeltoft, en dag i Århus, hvor især universitetet gjorde indtryk på dem. Derfra til sommerhuset med besøg på Skagen, ud til Grenen i kanonstorm. Overalt besøgte vi gallerier og keramikværksteder, hvor Magali, som også er keramiker, hentede inspiration og viden om teknikker og former. De sluttede deres besøg her i Ebeltoft med en Sankt Hansens Aften i møgvejr.

Hanne fejrede sit 45-års studenterjubilæum i Randers. Det var en stor og god oplevelse at se og være sammen igen, og man var enig om, at det ikke skulle vare 5 år, inden man atter mødtes. Så det bliver 50-års jubilæet for starten i 1. g i år 2010 - i Mørke Præstegård.

Rigmor blev 60 ved et herligt gilde i Redningshuset i Klitmøller. - farmor blev 91 år, og så var juni gået.

I begyndelsen af juli tog Hanne og Merete på den årlige vandretur i de franske alper. De vandrede 8 dage i Aravis-bjergkæden fra hytte til hytte, halvdelen af tiden i dramatisk vejr med regn, tåge og torden, der forhindrede dem i at gennemføre turen som planlagt. Et held at både Louise og Kathrine var i nærheden og kunne hjælpe dem på rette spor igen igen.

De 2 "bjerggeder" kom hjem med fantasifulde beretninger om deres farlige færd ned ad stejle slugter og vildsomme bjerge og om ikke at kunne finde vej eller hytte.

Næste år tager de nok en tur med guide.

Turen sluttede med et par dage i Thônes, hvor der var 14. julifest i byen.

Hjemme igen en fredfyldt ferie i Rødhus, inden den galliske invasion satte ind. Vi hentede Louise og hendes drenge i Ålborg Lufthavn i slutningen af juli.

Nogle dage efter ankom Jakob med sine piger, og senere på dagen kom Kathrine med mand og børn i firehjulstrækkeren fuldt oppakket med cykler og andet legetøj.

Så var vi næsten alle sammen - igen i år i et elendigt vejr, hvor partyteltet blæste ned til naboen og trængslen i hjemmet var ubeskrivelig. Vi fik afprøvet familiesammenholdet, og det er intakt. Men næste år har vi lejet et stoooort hus i Sydfrankrig, så vi både sikrer os tilstrækkelig plads og varme.

Louise fløj hjem, Kathrines familie kom tilbage fra sommerhuset og kørte hjem til Frankrig, efterladende Emile og Lisa, lidt betuttede, men efter et par dage følte de sig helt hjemme. Der var også afsat et aktivitetsprogram, der kunne holde dem beskæftigede. Dræsinekørsel ved Allingåbro, masser af cykelture til strand og skov, besøg på Karpenhøj, rideture for Lisa på Egemosegård - stor tak til Anne Friis - og et meget vellykket skolebesøg i 2. og 4. klasse på Toftevangsskolen her i Ebeltoft. Næste år er der legekammerater til dem. Hanne rejste med dem til København, hvor vi overnattede i det fine nye kolonihavehus hos Marie og Jakob, inden de blev sat på flyet til Geneve. De har helt sikkert trængt til en ferie oven på alle oplevelserne i Danmark!

Imens optrådte Jørgen som vægter i Haderslev Domkirke sammen med Hans Røigaard. En festlig og stemningsfuld oplevelse.

I september havde vi mange gode oplevelser i det nordjyske: Hos Lene og Erik på Læsø, hvor vi blev grænseløst forkælet, senere kom de til Rødhus, hvor vi  med Ina og Leif, og Jette og Erling havde et par hyggelige dage.

Nu var det blevet tid til at opleve noget, så vi satte os i toget til Berlin med Frida og Ole. Vi boede i en lejlighed på Charlottenburg (langt ude) og vandrede byen tyndt. Gode værtshuse, tur i operaen og besøg i Rigsdagens kuppel, Tacheles (meget alternativt) og meget mere.

Efter 4 dage i Berlin tog vi videre til Lübben i Spreewald, en slags indenlandsk deltaområde, dannet af kanaler og floden Sprees mange arme ca 100 km syd for Berlin. Gode lange cykelture, flodbådsejlads og masser af tung tysk mad med wienerschnitzel, sauerkraut, men osse dejlige ferskvandsfisk og godt med tysk øl. Trods stor fysisk aktivitet er det svært at tabe sig på sådan en tur.

Hjemme igen tilbragte vi en dejlig weekend i Ribe hos Jytte og Polle, som bla. havde inviteret os til "Sort sol" i Tøndermarsken. Et ganske betagende syn, når 700.000 stære lander i rørskovene på næsten én gang.

Slutningen af september var helliget kantareljagt i Rødhus - og på Mols. Vi gik som sædvanlig grassat og samlede en farlig masse, langt mere end vi selv kunne fortære trods en stor indsats. Den betrængte familieøkonomi blev så forbedret ved salg af mange kilo svampe.

I efterårsferien fik vi besøg af Sofia og Kamille, og vi hyggede os på Æblefestivalen med teater, gøgl og fingermaling.

Derpå var det de franske børnebørns tur til at blive passet - så Hanne drog afsted for at passe dem alle 5 i en uge i et forskrækkeligt vejr. Skolerne i Frankrig havde - igen - ferie, og pigerne ingen pasningsmuligheder. Så mormor trådte til og var glad for at kunne hjælpe og være sammen med små og store - og være med til Noahs og Lucas' fødselsdagsgilde.

I november fik vi den triste meddelelse, at Hannes trofaste veninde gennem mere end 30 år, Rita, pludselig var død. Alt for tidligt, med et vanskeligt liv bag sig. Altid positiv og opmuntrende - hun vil blive savnet.

Kathrine og Romain kom på det årlige førjulebesøg. det gik ikke fredfyldt. Den stakkels dreng havde skoldkopper. Han fik høj feber og efter 3 lægebesøg blev han (og hans mor) indlagt på Randers Sygehus , hvorefter han hurtigt blev rask! Men de nåede ikke deres fly hjem, og det tog lidt af glansen af Kathrines besøg.

Romain nåede at smitte Jakobs 2 piger, og Kamille var rasende syg, så Hanne måtte træde til for at hjælpe de udmattede forældre. Det er åbenbart en særlig ondsindet fransk variation af sygdommen, som har floreret.

I USA blev Obama valgt til præsident - kraftigt hjulpet af Vibeke fra Maine.

Julemåneden er godt i gang, og vi har hygget os med vores sædvanlige julefrokost med gamle venner fra Risskov. Afviklet ifølge hævdvundne traditioner, som bl.a. betyder sennepslokum på bordet, gnavspil, oplæsning af Peters Jul og god (sammenbragt) mad. Cykelholdet har osse fejret julen på "Den skæve Kro, og snart kommer Louise og hendes 2 drenge, og så drager vi til Elsegårde og fælder vores juletræ.

For nu er det nemlig snart jul.

Vi får også  Marie, Jakob og deres små piger samt Inger, Maries mor, på besøg i julen, så i år kan vi sagtens nå om træet. Nytåret fejrer vi i Risskov.

Vi ønsker jer alle en rigtig

Glædelig jul og godt Nytår

Vi siger jer alle tak for hyggelige, sjove, interessante og spændende stunder sammen i det gamle år og glæder os til nye oplevelser i det nye år.

Mange kærlige julehilsener

Hanne og Jørgen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

December 2007

Julebrev

 

Kære familie og venner!

Vi nærmer os julen og året går på hæld. Det er tid til at gøre status og tænke på hverandre.

Det har været et turbulent år med indflytning lige før sidste jul. Det er et rart og venligt hus, vi har købt i Ebeltoft. Det passer os godt, men selvom huset var meget velholdt, har der alligevel været mange praktiske gøremål. Ingen af os er jo udstyret med det store praktiske/tekniske gen, så vi har ofte måttet ty til nogle af byens gode håndværkere. Men vi har jo også skullet vænne os til at være husansvarlige igen.

Midt i indflytningsrodet kom Louise og hendes 2 drenge på et vinterbesøg. Det var et velkomment afbræk i flytteriet, og vi nød alle besøget.

Så blev det pludselig sommer! I en hylende snestorm kørte vi til Billund og fløj til sommervarmen på Cuba. Vi rejste rundt på egen hånd med bus og taxa i et behageligt klima og boede i 'casa particulare' i Havana, Trinidad og Vinales. Det er et meget modsætningsfyldt land med fest, farver og musik døgnet rundt, men også fattigt, trist og forfaldent. Cubanerne udstråler en livsglæde, som er umiddelbar uforenlig med deres fattige tilværelse.

'Et af højdepunkterne var en mindekoncert for Ibrahim Ferrer fra "Buena Vista Social Club" i Gran Teatro i Havana. Musikerne, hvoraf flere var over 80 år, swingede og gyngede i den gamle teatersal - ja hele salen gyngede - og det blev til adskillige ekstranumre, inden tæppet gik ned.

Vi fik mange hyggelige og sjove stunder med Rie og Helge fra Ringkøbing. Vore veje mødtes gang på gang, og til sidst slog vi kludene sammen.

Sofia besøger os gerne. I april var hun her i en hel uge, mens Jakob var på kursus på Stanford Universitet, og Marie passede sit arbejde og sin noget besværlige graviditet. Sofia er tryg og tilfreds, sover i sit eget værelse (hele natten), og føler sig i den grad hjemme hos os. Der er allerede indarbejdet faste ritualer, som skal overholdes.

I maj drog Jørgen afsted på den årlige udflugt med vægtervennerne til Internationalt Vægterstævne: 9 "gamle" vægtere tog toget til Lübben i Spreewald syd for Berlin. Som sædvanlig en festlig og munter tur med megen sang og godt øl.

Hanne motionerede samtidig med Merete på en 3-dages vandretur i Vejle Ådal.

Og det vilde rejseliv fortsatte:

Ugen efter kørte vi nemlig til Alex for at bo i "vores" hus i 3 uger. På vejen derned tog vi os god tid og tilbragte et par dage i Ruhr-området. Vi besøgte et par af de store industrianlæg, som nu er omdannet til museer. Til sidst besøgte vi den fantastisk skønne "Stiftung Insel Hombroich" med det bærende princip: Kunst parallel zur Natur". Vi gik rundt i dette paradis i nogle timer i det skønneste vejr.

Hvem skulle tro, at det kan være en oplevelse at være på ferie i Ruhr-distriktet? Men det kan det. Tak til Frida og Ole for tippet.

Vi fortsatte ned langs Mosel med overnatning i Trier, en meget smuk og spændende by.

Vel ankommet til Alex og installeret i vores hus slog vejret om, og det blev koldt og vådt, heldigvis afbrudt af gode, varme dage. Vi genoptog vandreturene i bjergene alene, sammen med de lokale vandrefugle eller med vores børn. - Bjergtagende.

Naturligvis passede vi jævnligt børnebørn, endda en enkelt gang alle på én gang. Vi havde en dejlig udflugt med pigerne og deres børn til naturområdet for enden af Annecy-søen, og med Louise var vi et par gange i bjergene. Da havde hun stadig forældreorlov. Det er nu slut. Fra 1. september er hun igen i Mobalpa, og det har hun nydt rigtig meget.

Men så blev Emile rigtig syg af mononucleose. Lisa måtte tage alene til Paris på skolens årsudflugt, mens Emile lå hjemme på vores sofa og våndede sig.

Vi havde næsten fornemmelsen af, at vi lige havde forladt Alex, bortset fra at vores hus var blevet moderniseret lidt (køkken og badeværelser): Vennerne lige så trofaste og til stede som dengang, vi var fastboende, byen den samme. Kun kan vi se på børnebørnene, som skyder i vejret, at verden ikke står stille.

 

Hjem igen til farmors 90 års fødselsdag. Kun en lille flok, men fødselaren glad og veloplagt, så det blev en absolut mindeværdig dag.

I begyndelsen af juli startede så invasionen af vores hjem!

Hanne rejste til Frankrig for at hente Lisa og Emile. De har en meget lang sommerferie fra skolen, og så kunne de jo ganske passende tage på ferie hos mormor og morfar i Danmark. De længtes næsten ikke hjem i den tid, de var her. Der var også stablet et stort og alsidigt program på benene for dem med alt, hvad vi har at byde på i Ebeltoft og omegn. Senere kørte vi i sommerhus med Fårup Sommerland, strandliv, kantareljagt, cirkus og cykelture. Sang og højtlæsning hver dag, naturligvis på dansk. De blev meget dygtige til dansk og kastede sig efterhånden ud i finurlige, sproglige konstruktioner. Vi var stolte af dem - og de var meget stolte af sig selv.

Så kom Kathrine og Romain - og stor gensynsglæde.

To dage efter kom Marie, Sofia og Jakob, og de blev installeret på et stutteri på Ahl!

Dagen efter kom Louise alene i bil med sine 2 drenge. Laurent stødte til 14 dage senere.

I en uge med smådårligt vejr var vi altså 6 voksne og 6 børn - de fleste temmelig små. Alle var hjælpsomme og rimeligt tolerante, og ungerne hyggede sig og kom godt ud af det med hinanden, ja Sofia og Noah blev ligefrem lidt kærester og kommunikerede glimrende med hinanden på hvert sit sprog!

Vi vil alle sammen gerne være sammen på  én gang, men da ugen var gået, var vi også ganske trætte. Men vi gør det nok igen på én eller anden måde.

Efterhånden tømtes huset for børn og børnebørn, Louise og hendes drenge blev nogen tid endnu. Dejligt var det i Rødhus. Også Laurent nød livet deroppe, selvom vejret jo ikke var specielt sommerligt ret lang tid ad gangen.

 

Selvom det var vemodigt, var det også rart efter 2 måneder at finde sin egen rytme igen, ikke være alt for afhængig af spisetider og middagssøvn og kunne læse sin avis i sengen!

Efteråret er gået med at gense gamle venner fra nær og fjern mest her hos os, vægterkomsammen, musikhusture i Århus og med vore nye aktiviteter her i Ebeltoft. Herom senere. Ture til Rødhus med dejlige svampejagter og cykelture.

Efter lidt frem og tilbage med hensyn til fødselstidspunkt kom Kamille til verden ved kejsersnit den 18. september. Nu har vi 7 børnebørn. Marie var ganske stor, og Kamille var da også en sværvægter på 5,1 kg ved fødslen, som forløb ukompliceret.  Hanne var husmoderafløser i de dage. Vi synes, hun ligner Jakob utrolig meget, men også Lisa.  Det blev bekræftet af Kathrine og Lisa, da de var på weekendbesøg i Kolonihavehuset i december.

I efterårsferien var der Ebelfestival i Ebeltoft. Marie kom på ferie med Sofia og Kamille. Det var hyggeligt, og Sofia fik sin kunstneriske debut som maler - det er siden blevet til en pæn produktion.

Sidst i oktober rejste vi til Rom med Merete og Hans som gode og hyggelige rejsekammerater og utrættelige og kompetente guider. Hvad de folk dog ved om Roms 600 kirker og endnu flere ruiner. Og som de kan fortælle om det. Der var også plads til gode kulinariske oplevelser, en vaffelis til 18 € (!) og til en glimrende opførelse af "La Traviata". Tak for turen.

Om familien

Farmor og farfar i Sejet klarer sig efter omstændighederne rigtig godt. Det er hyggeligt at besøge dem. Vi tager mad med og taler meget om gamle dage. - Jytte og Polle trives med deres jobs, Polle er blevet headhuntet af et privat firma efter 30 år i Ribe Amt. Og så rejser de verden tynd.

Hannes søster Ulla er ramt af ulykkelig sygdom, og det er svært at trøste. Men nu ser hun både sin søster og sin bror sammen, og hendes børn er hende til stor glæde.

Vore børn og deres familier trives, ser det ud til. Kathrine og Lionel har nu begge forladt TSL (snesko), hvor de har haft mange gode jobmæssige udfordringer. Det bliver nu alligevel godt for dem begge at prøve kræfter et nyt sted. I marts var hele familien i Marokko på en meget spændende ferie.

Jakob, Marie og Sofia havde ligeledes en meget spændende tur til Thailand i januar. - Jakob er godt forankret i DR, bliver værdsat at sine 2 chefer, men pukler sandelig på jobbet og i kolonihaven, hvor han har taget en en ordentlig tørn. Nu er der 2 børn, og når Marie genoptager sit arbejde, må prioriteringen nok ændres lidt. i øvrigt har de lige købt sommerhus i Sverige og skal i gang med udvidelse af deres hus på Amager til marts.

Louise er glad for at komme tilbage på arbejdsmarkedet hos Mobalpa efter 2 års orlov, selvom det betyder en anderledes travl hverdag. Telefonen ringer ikke mere så tit herhjemme, og det savner vi jo lidt.

Om vores liv i Ebeltoft

Vi bliver ofte spurgt, om vi så har fortrudt, at vi flyttede hertil.

Hvad skal man svare på det?

På positivsiden er byen med dens mange tilbud og omegnen, hvor der er uendelige muligheder for at gå og cykle. Det er aldrig den samme tur, når vi bevæger os ud i naturen. Vi deltager i forskellige sammenhænge som medlemmer af:

Ebeltoft Glasmuseum, Ebeltoft Museum, fregatten Jylland, Ebeltoft jazzklub, Kulturministeriet, Ebeltoft Kunstforening, Bridgeklubben (ikke Hanne!), Petanque-klubben, Filmhøjskolens Filmklub og Ebeltoft Cykelguider.

Sidstnævnte er en sammenslutning  af pensionister under Turistforeningen, der cykler med turister rundt på Mols. Der er ganske vist ikke så mange turister, der cykler med os (sikkert mest på grund af dårligt sommervejr), men så cykler vi med os selv, mindst én gang om ugen.

Der er altså et stort udbud af aktiviteter, man kan deltage i med større eller mindre engagement, og det betragter vi som en stor fordel i forhold til Risskov. Ebeltoft er simpelthen god for pensionister.

På negativsiden må nødvendigvis nævnes afstanden til Århus og til vores gode, gamle vennekreds. Vi siger ganske vist, at det ikke er noget problem at smutte til Århus, men alligevel bliver de spontane besøg ikke til noget. Dertil kommer, at de gamle venner jo også er blevet travle pensionister, der er ramt af børnebørnspasning og anden givtig aktivitet.

I må altså gerne tage jer sammen og køre en tur herud, når I trænger til at få skiftet byens benzinos ud med den friske landluft, og ligeså gerne trække os til storbyen og til de gamle kendte steder.

Vi synes alt i alt, at vi er ved at falde til, men det siger sig selv, at det tager tid at slå sig til ro efter de omskiftelser, vi har udsat os selv for i de seneste år!

Julen tilbringer vi sammen med familien på Amager hos Maries mor i Viborg. Det glæder vi os meget til. Sofia skal være prinsesse for en aften.

Nytåret fejrer vi herhjemme med gode venner.

Pigerne holder jul og nytår med deres franske familier, og til februar rejser vi ned til dem. Vi skal selvfølgelig bo i "vores" hus i Alex, og vi kommer hjem til påske.

I ønskes alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår med tak for det gamle!

Mange kærlige hilsener

Jørgen og Hanne

 

 

 

 

 

 

 

 December 2006

Julebrev

Kære familie og venner!

Året går på hæld, og snart åbner vi igen for et nyt kapitel i vores liv. Den 15. december kører vi i 2 biler og med trailer her fra vores Rødhus idyl til Ebeltoft for at indtage vores nyerhvervede hus på Fuglekongevej 53. Det glæder vi os meget til, ikke blot det smukke hus, men osse at komme nærmere på alt og alle, som står vores hjerte nær. Samtidig er det med et vist vemod, vi forlader vores magelige, selvcentrerede tilværelse her ude i det øde klitland. Det har været et dejligt - og meget anderledes - ½ år heroppe.

Men inden vi kommer til det med julen, vil vi gerne fortælle jer om vores tid efter hjemkomsten til Danmark den 2. juli.

Hvis man skulle få lyst til at udskrive dette julebrev, anbefales det at "lægge dokumentet ned" inden udskrivning (Filer - Sideopsætning - liggende), så får I hele teksten med - men det fylder mere. Stop selv printeren, når I har julebrevet, ellers er der 58 sider!

Vi kom hjem til sol og sommer den 2. juli til vores hus ved Vesterhavet, som befandt sig i fineste stand, fordi Hanne og Henning havde passet det så godt.

At forlade Frankrig var ikke så let endda, om end veloverlagt og afklaret. Hanne græd det meste af vejen hjem - heldigvis alene i sin bil, og velkomsten i Sejet var ikke opmuntrende. Men så kom vi til Rødhus! Og der var dannebrogsflag overalt og frokost og kolde øller, kaffe og hjemmebagt kage - og stor gensynsglæde. Uh, hvor var det godt gjort af Frida og Ole.

Vi kom hjem til en dødssyg Niels Peter. Vi nåede blot at besøge ham kort dagen før han døde. Tabet og savnet er umådelig stort, især for Ulla. Det er svært at forstå, at et så livsglad og livskraftigt menneske ikke skal overleve os alle. Han var et forunderlig dejligt menneske, som altid vil være hos os. Hans begravelse var smuk og vidnede om hans varme hjerte. Og ved vægternes generalforsamling i Ebeltoft i august blev han ligeledes mindet. Han var og er en uløselig del af vægternes sammenhold og ånd.

På Vægterlaugets generalforsamling var der ligeledes reception for udgivelsen af bogen "Hov vægter", udgivet af Hvidtved og skrevet/redigeret af Hans Røigaard, Jørgen Helgren og Jørgen Wickmann med en flot forside, lavet af Martin Helgren. Med indlagte sange (cd), for vægterne er blevet et rigtig godt kor med et rimelig stort repertoire, takket være en ihærdig dirigent og stor lyst blandt vægterne til at mødes og synge/øve sammen.

Jakob, Marie og Sofia var vore første gæster i Rødhus - og det var strandvejr - Sofia var ellevild med klitterne. Dejligt at se dem igen.

Herefter var vi ikke alene så længe, før invasionen fra Frankrig begyndte: Først kom Louise og hendes 2 drenge, Noah og Lucas i godt 14 dage. Vejret var så skønt - det ved I jo  - og vi nød livets ulidelige lethed med hinanden - levede det meste af tiden udendørs og meget på stranden. Begge drenge var aldeles frygtløse vandhunde, respekten for Vesterhavet var ikke let at indgyde - undtagen den dag, det stormede en pelikan, da var Noah dog lidt forsagt. Eneste minus for Louise var, at kantarellerne var midlertidig borte på grund af tørke. Noah fik smag for morfars gode fisk og de nye danske kartofler, leverpostej og rugbrød. Eneste udflugt var en tur til Århus, fordi Louise skulle til tandlæge.

Så rejste Louise og drengene hjem til hverdagen i det franske, og samtidig kom Kathrine og hendes 3 børn. Hun kørte selv den lange vej, og heldigvis gik det over al forventning. Hun delte sit 3 ugers ophold mellem veninderne i Århus og os heroppe med besøg af Jakob, marie og Sofia. Vejret fortsatte jo ikke som i juli, men dog bedre end i Frankrig, hvor det var ekstremt dårligt. Der var heldigvis stranddage. Både Lisa og Emile blev gode cyklister og drønede rundt her omkring og på stranden, hvor de havde travlt med store byggerier i sandet. Emile og morfar var på fisketur i Løkkens Put-and-take, og det var Emile, der fik en stor ørred på krogen. Som han dog var stolt.

Jo, vi hyggede os meget sammen. Dejligt at se og opleve ungernes glæde ved samværet og deres imponerende fremskridt udi det danske sprog. De var selv både stolte og forbavsede. Og ikke mindre godt at se ens dejlige, trætte piger blomstre op og slappe af.

Det bør ikke forties, at vores lille hus har fået en tiltrængt "lifting" i dette halve år. Først en vaskemaskine installeret, hvilket meget hurtigt nødvendiggjorde en større træfældning og udgravning med etablering af et godkendt sivebrøndsanlæg (hundedyrt). Dernæst fik badeværelset nyt inventar, så opholdet derude er ren fryd (!). Sofaen har fået nyt betræk og vi har fået nye stole. Ovenpå har vi smidt alkoverne ud og fået indbyggede skabe og en fin futonseng. Nu har vi et rimeligt "gæsteværelse" og opbevaringsplads - begge dele har vi længe manglet. Og sidst kom et nyt fjernsyn med digitalbox til. Vores fjernsynskrog på 1. sal fungerer fint, og nu kan vi så osse se 3 programmer helt tydeligt!

Udenfor har Jørgen sørget for, at solen bliver hos os 2 timer længere - dvs fældet en hel del træer på vores grund.

I begyndelsen af august var vi til Miguels og Rikkes bryllup. Det blev holdt på Torø, en lille bilfri ø ud for Assens med et ganske særpræget bygningsværk, som nu ejes af Københavns Lærerforening. Vejret var helt vidunderligt, og det var festen minsandten også. Så fik vi også set deres lille Filippa, som er lidt yngre end Sofia. Smadderhyggeligt og sjovt at møde Jakobs og Miguels gamle venner, kærester - kendte og nye ansigter. Og dødromantisk selvfølgelig.

Hanne og Merete var - traditionen tro - på vandretur.  Denne gang 2 dage med Gjerrild  Vandrerhjem som base. Vejret var fantastisk, og der blev både gået og snakket uden ophold.

Efter pigernes besøg fik vi god tid til at gense vennerne. Ture til Århus, Klitmøller, Ebeltoft og Frederikshavn og egnen her omkring. Mange besøg her. Hanne mødtes med sine veninder i "Kosteskabet" og "Knasterne". I kan da tro, at vi nyder at være hjemme hos jer alle igen.

Den 10. september havde vi 40 års bryllupsdag, og det fejrede vi med 3 dage i Skagen. Vi boede på "Hotel Petit", et hotel garni (kan anbefales), cyklede og gik både i og nord, syd og øst for Skagen by. Vejret var igen utrolig varmt og venligt. Størst indtryk gjorde nok gensynet med Grenen en sen eftermiddag. Dybt fascinerende at se de 2 haves møde. Det var dejligt for en gangs skyld at have god tid i et ikke for myldrende Skagen.

Hanne var 2 gange i september på besøg i kolonihavehuset på Amager - sidste gang for at passe Sofia. Hurra for pædagogstrejken. Det er altid meget hyggeligt at besøge Marie og Jakob. Der er ikke meget plads, men man føler sig meget velkommen, altid er der et eller andet man kan lave. Dejlig mad får man og gode diskussioner. Og Sofia er en skøn unge, meget harmonisk og glad. Hendes store lidenskab er at læse, om det så er farmors medbragte roman - på hovedet! - Avisen bliver osse studeret omhyggeligt. Udflugt til Gl. Holtegaard med Marie og Sofia, og den sidste dag var farmor og Sofia i Zoologisk Have - det var en tour de force for dem begge.

Hannes søster, Ulla, fejrede sin 70 års fødselsdag den 2. oktober på "Hotel Randers" med familie og venner. Det var en hyggelig og festlig dag, arrangeret af Lone og Lars Bo. Trods sin alvorlige sygdom klarede Ulla dagen flot.

Og Hans Røigaard fejrede sine 75 år med den traditionelle midnatsforestilling, festligt og hyggeligt med musik, sang og Anne-Carolines kærlige tale til sin far som et absolut højdepunkt.

Jagten på kantareller gik ind omtrent samtidig med, at vi intensiverede jagten på et hus i Ebeltoft. Kantarelhøsten har været helt uovertruffen i år. Vi var simpelthen nødt til at sælge af overskuddet, selvom vi spiste hver dag og forærede til højre og venstre. Det blev til Åbybro Mejeri, og det har været en kæmpesucces og ret sjovt. De står i bakker sammen med kartofler og rødbeder i mejeriets indgang. Alle er glade: De giver flere kunder, og så kan vi komme ud og støve nogle flere steder op.

Det milde vejr har betydet, at vi har samlet kantareller helt til 1. december. Ikke at de smager så godt længere - de er vandede og har mistet deres fine aroma. Men det er vist rekord.

Med hensyn til huset var Fuglekongevej 53 meget hurtigt inde i billedet, om end ikke til salg. Efter at have set et antal huse blev vi endelig overbevist om, at dette hus passer til vores behov, og midt i oktober skrev vi så under på slutseddelen. Så kunne vi godt tage en tur tilbage til Frankrig. Det gjorde vi så fra den 26. oktober til den 13. november. Med fly og lejet bil fra Geneve. Vi boede i vores gamle 'chalet' i Alex, og det var genialt, selvom det selvfølgelig ikke var så hyggeligt, som da vi boede der 'rigtigt'.

Vi ankom i 23 graders varme, og solen skinnede fra en skyfri himmel hver eneste dag under hele vores ophold. Om natten ned til - 6-7 grader. Men solen har magt dernede, så om dagen var der oftest ca 20 grader.

Gensynet med pigerne og de små var varmt og godt.

Og vennerne i Alex havde ikke glemt os: Den første morgen blev vi banket op kl. 8 af 3 Alex'ere medbringende kaffe, croissanter og blåbærsyltetøj af blåbær, som de havde plukket i år UDEN os. Herlig velkomst. Og så blev der lagt planer for vore vandreture og afskedsfesten, inden vi igen skulle forlade Alex.

Det blev til 2 skønne vandreture. Den ene fra Col de la Colombière (1613 m) til Lac de Peyre og videre op til Col de la Barafrasse (2300 m), hvorfra vi så store flokke bouqetin'er og chamois'er (alpehjortedyr) og havde en udsigt helt til Genevesøen og Jurabjergene. Den anden tur fra Col des Aravis (1486 m) via Chalet du Curé helt op til Croix de Quartier (1834 m), en 7 timers tur i ikke særlig stigende terræn og med Mont Blanc - uden sit sædvanlige 'slør' om toppen hele dagen - som umiddelbar nabo.

Det er svært at udtrykke den intense glæde og fascination, man oplever på sådanne bjergvandringer. En rigdom af skønhed, som bare ligger der og venter på dig.

Vi gik osse alene et par ture, bl.a. en tur, som starter på vejen op mod Plateau des Glières, som hedder pas de Roc. Uendelig smuk og meget dramatisk (men ikke farlig), fordi stien et par steder er hugget ind i klippen, og faldet er totalt.

Faktisk startede vi med en vandretur med overnatning i en refuge, Refuge de Spé, sammen med Kathrine og alle 3 børn. En times vandring til hytten, hvor vi installerede os, og kl. 19 kom ejeren i sin 4-hjulstrækker med 'diner transportable': Aftensmad, 3 retter, vin, kaffe og brændevin, samt morgenmad!. Vi gik nu meget hurtigt til ro den aften, det havde Romain bestemt, for han ville ikke sove, medmindre vi andre var solidariske. Næste dag gik vi helt op til Col de la Spé. Det var en pragtfuld tur. Lisa og Emile, som havde brokket sig fra starten, blev hurtigt grebet af glæden ved naturen og vandringen og belønningen på toppen. Jo, det var en dejlig tur. Mormor havde Romain på ryggen hele vejen, og Emile i hånden. Jørgen og Kathrine med Lisa i hånden snakkede og grinede. Jo, det gør vi igen, når Romain er blevet lidt større.

Både han og Lucas kappedes om at gå selv, vi gik mange ture med én finger op og ned ad gangen i vores hus. Det blev Lucas, der vandt. Han går nu selvsikkert, mens Romain har sat sig lidt ned igen.

Dagen efter vores bjergtur fejrede vi Noahs og Lucas' fødselsdag med et brag af et gilde:16 voksne og 8 børn i Louises og Laurents nye hus. Der var kagemænd, slik og snacks, champagnepropperne sprang og stemningen i top.

Naturligvis passede vi børnene på skift, og det var rigtig hyggeligt. Alt skulle jo helst være som før, f.eks. at morfar serverer is foran TV med en god film fra DVD el. video - men hov, der var kun det børneuvenlige franske fjernsyn, som end ikke her i børnenes ferie tilgodeså de små umyndige. Noah legede stifinder til floden og trillede byen rundt på sin 3-hjulede med morfar - og så blev der bygget med lego af os alle i 14 dage. Hvor er det dog et herligt legetøj.

Stor var vores gensynsglæde  med lørdagsmarkedet i Thônes. Farverigt og mangfoldigt, livligt og i strålende sol. Familiemøde på Café Central. Og igen at mæske sig med de herlige råvarer, oste, hestebøffer, friske hvidløg, salat osv. Og bagefter hjem og sidde på balkonen og spise frokost og læse og betragte de dejlige bjerge.

Alt for hurtigt gik tiden. Vores venner fra Alex arrangerede en fælles middag for os - vi var 20. Kathrines fødselsdag blev fejret med chokolade og lagkage. Sidste lille frokost hos vore gode venner, Magali og Antoine i Alex, og så en vemodig afskedsaften hos Kathrine, inden vi lettede mandag morgen fra Geneve. Ikke uden en vis dramatik, da vi ikke kendte konsekvenserne af de nye regler for håndbagage og dermed måtte se vores pernod, oste, pølse, syltetøj og vand forsvinde i skraldespanden, inden vi fik lov til at gå ombord.

Det føles rigtigt for os at være vendt hjem til Danmark. Det er her vi vil leve og dø. men samtidig er vi nu også blevet en del af vores pigers land. Vi føler os ikke splittede, men rige. Livet i Frankrig byder på så mange anderledes glæder og oplevelser, som vi værdsætter og ikke vil være foruden.

Vi kom hjem til mildt vejr, men trist og vådt. Solen, som ikke har forvænt os med sin tilstedeværelse, når næppe over horisonten. Alligevel har vi luftet os næsten daglig med gode ture ved stranden og i plantagen.

Den sidste tid har vi delt tiden imellem fornøjelser og pligter. En søndag på Rubjerg Knude i kraftig blæst med efterfølgende frokost på "Villa Vest" i Lønstrup, en aften til koncert med Tove Hyldgård og Toni Lander i Gjøl Kirke med efterfølgende aftenkaffe hos Asger, Jørgens bridgemakker i Pandrup Bridgeklub.

Og så skal der jo osse lige ordnes et par ting i forbindelse med flytningen. Den næste tid er vi i hvert fald at træffe på vore mobiltelefoner - se under vinduet 'Kontakt'.

Julen tilbringer vi i kolonihavehuset på Amager og tager derpå Sofia med hjem til Ebeltoft indtil nytår. Hun skal hjælpe os med at pakke ud og komme på plads!

Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt og lykkeligt nytår. Vi glæder os til at se jer alle igen - og igen.

Kærlige hilsener

Jørgen og Hanne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oktober 2006

Tiden flyver afsted. P.t bor vi stadig her i Rødhus og nyder landliggerlivet. Sommeren har været lang og skøn, og livet har ikke været kedeligt.

Godt at være hjemme igen. Men snart starter vores nye liv i Ebeltoft.

Med hensyn til hjemmesidens skæbne er den stadig uvis. Indtil Hannes webmaster er til rådighed, vil den nok virke lidt out-of-date.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Juni 2006

Kære abonniner og abonnenter,

Hermed udsendes sidste afsnit af vores franske dagbog. Hvis I har kedet jer under læsningen, kan I trøste jer med, at vi har haft fornøjelsen af at skrive den.

Månedens første dag var en torsdag, så vi vandrede med gangvennerne. En god, lang tur fra Montmin til Col de l'Aulp. Det blev koldere og koldere, jo længere vi nåede op i bjergene, og vi var lidt blåfrosne om næserne, da vi nåede ned fra højderne.

Så fulgte nogle stille dage med børnebørnene. Noah har jo fået en rigtig dansk trehjulet cykel, og han er blevet helt suveræn til at betjene den. De franske børn er meget misundelige på ham. De kender ikke den danske kvalitetstrehjuler, men må nøjes med plastikplagiater, der er er svære at manøvrere.

Søndag, den 4. juni, var vi igen på vandring, denne gang alene. Vi kørte ned til Les Bauges syd for søen og gik op til Figlia, hvor man i gamle dage bandt alpeviolkranse og solgte dem i Aix-les-Bains. Vejen derop er en gammel brolagt sti. Videre op og rundt om Tours St. Jacques, 3 enkeltstående fantastiske monolitter. En noget anstrengende, men meget flot tur i det smukke forårsvejr. Om aftenen havde Kathrine inviteret os på marokkansk restaurant i Annecy, et meget lækkert og stemningsfyldt sted med marokkanske puder, lamper og vandpiber. Det eneste,der manglede, var en mavedanserinde. Vi fik lækre tajine-retter.

Maj måned har været den klimatisk dårligste måned siden 1950, har vi læst i avisen. Heldigvis fik vi igen gæster, og så blev vejret som sædvanlig glimrende. Jytte og Polle ankom sammen med Frida (det er deres lille, velopdragne hund). Den første dag var vi inviteret op til Louise, som delikatesserede os med ostefondue og chokolademousse. Højt humør hos alle, ikke mindst hos Louise, som glædede sig over at optræde som værtinde for den ældre generation.

Dagen efter skulle Jytte og Polle osse med på bjergvandring. Vi vandrede op på Mont Baron og gik på bjergryggen videre på Mont Veyrier. 650 m op og ned igen. En meget smuk tur med en vidunderlig udsigt over Annecy-søen og de vilde bjerge i Les Bauges. De var trætte bagefter, danskerne.

Jakob glædede os om aftenen med en opringning, hvor han fortalte, at han var blevet fastansat i Danmarks Radio, så nu skal de sikkert have bygget en velfærdsknast på kolonihavehuset. Det er blevet jordbærtid, som det ses på billedet.

Torsdag, den 8. juni kørte vi sammen med gangvennerne fra Alex til Martigny i Schweiz, hvor der er en kunstsamling, der på mange måder minder om vores eget Louisiana. Det hedder Fondation Gianadda. De havde en aktuel udstilling med værker af Rodin og hans elskerinde, Camille Claudel. En spændende udstilling for dem, der kan lide skulpturer. Der var osse en udstilling om Leonardo da Vincis opfindelser, hvor man blandt andet kunne se, at han omkring år 1500 konstruerede en brugbar cykel. På museet er der i kælderen en veteranbilsamling, hvor man bl.a. kan se en jagtbil, bestilt af zar Nikolaj af Rusland i 1917. Desværre fik han aldrig bilen leveret, fordi han og hans familie blev myrdet af bolsjevikkerne forinden.

Fredag skulle vi igen motioneres. En lille stilfærdig tur til vandfaldene i Angon. Der var rigeligt med vand og en gruppe på 4, som var i gang med at fire sig ned igennem de to bratte fald, hver på 30 m. Det hedder canoying. Om aftenen var vandregruppen til middag hos Magali og Anntoine, som er kernen i vores lille lokale vandreklub.

Lørdag tog vi med Jytte og Polle op på Beauregard hen under aften, hvor vi nød solnedgangen over Aravis-bjergene og Mont Blanc og de mange blomster, bl.a. den blå ensian. Alperoserne, som der er mange af netop der, er endnu i knop. Vi spiste på en refuge deroppe, "Les matins clairs". Et herligt sted, se deres webadresse under 'Links'

Lørdag var også dagen for forberedelsen af søndagens loppemarked i vores landsby. Hanne og Kathrine havde samlet stort og småt, skidt og kanel til vores 8 m2 bod. Markedet startede søndag morgen kl. 7 med opstilling af boderne. Vores bod med et stort Dannebrogsflag. Vejret var strålende, næsten for varmt til at sidde ved boden hele dagen, men der blev ryddet pænt ud i vores skrammel, og priserne faldt drastisk i løbet af dagen. Det er virkelig en festdag med musik, masser af mennesker og masser af boder med mad og drikke af forskellig slags, som varetages af forældrene i skolen og festkomitéen. Om aftnen en hyggelig afsked herhjemme med Jytte og Polle. Vi var glade for, at de igen havde lyst til at besøge os hernede. Det er nu 4. år i træk.

Mandag den 12. juni indløb den sørgelige nyhed om, at Hannes gamle faster Emma i England var død i en alder af 97 år. Hanne er eksekutor i boet sammen med sin kusine Else fra Odense. Det gav jo en del arbejde.

En stille uge med besøg af børnebørn på skift indtil fredag, hvor der var fest i Lisas og Emiles skole. En god og rar lille skole med 60 børn og 2 klasser og et par dygtige lærere, som skaber en tryg og kreativ stemning i skolen. Børnene optrådte på skift, og forældrene osse med Kathrine i hovedrollen, meget morsomt.

Torsdag aften havde vi inviteret 14 mennesker fra Alex til en udvidet aperitif i haven, vejret var skønt, og stemningen var i top.

Hele ugen igennem havde der været en del hemmelighedskræmmeri: Vi skulle absolut være hjemme lørdag fra kl. 12, iført anstændigt tøj. Vi troede, at pigerne havde planer med os. Louise og drengene besøgte os om formiddagen, og pludselig dukkede Antoine op og bad os om at følge med. Hanne sagde nej, vi havde jo en anden aftale, men hans insisterede og Louise stod bare og sagde: "Nåh ja, kør I nu bare med Antoine". Vi skulle lige hente Magali. Da vi kom til deres hus, hang en stor flagdug (vores Dannebrogsflag!) på deres husmur (lånt af Kathrine, altså flaget). Og så myldrede 22 mennesker frem fra haven, alle pyntet med små dannebrogsflag og råbte i kor: "VELKOMMEN". De var der allesammen, vores venner fra landsbyen, og de havde forberedt en gigantisk fest med telt i haven og mad og drikke i rigelige mængder. Vi festede til midnat, og vi vil aldrig glemme den hjertelighed, vi mødte. Alle havde bidraget til festen, og der blev sunget, grinet og snakket, gået tur i landsbyen og vi fik dejlige afskedsgaver. Det var rørende og helt uforglemmeligt.

Søndag var vi inviteret til afskedsmiddag af Laurents forældre på "Kar'Pat'Ciao" i Thônes sammen med børn, børnebørn, svigerbørn og oldemor. Det var Fars Dag, så alle mændene fik gaver af deres børn.

Det er ved at blive svært at komme herfra.

Tirsdag morgen - frygtelig tidligt - rejste Hanne så til England. Det var naturligvis et lidet velkomment brud i vores sidste tid hernede. Men sådan måtte det nu være. Hanne og Else mødtes i Gatwick og tog til Oxford for at begrave deres søde gamle faster og ordne alle mulige ting i forbindelse med boet, godt hjulpet af Emmas trofaste venner derovre.

Jørgen kørte hende til lufthavnen i Geneve og tog bagefter den smukke tur rundt om Geneve-søen og besøgte bl.a. den meget flotte, gotiske katedral i Lausanne. De øvrige dage som græsenkemand gik med at hjælpe Louise med lidt malerarbejde og børnepasning, så de kan få deres nye hus gjort færdig til indflytning i begyndelsen af juli. Det bliver rigtig flot - i 3 etager med udsigt over hele Thônes-dalen. Han fik da osse kræset lidt for Louise og Kathrine, som var glad, men træt efter at have deltaget i skolens 3 dages lejrskole i Beaufortain. Så nu er det slut med amningen for hendes vedkommende. Louise fortsætter en tid endnu.

I lørdags var vi så atter hos Carine og Patrick og spise. Anledningen var denne gang gymnastikholdets afslutningsmiddag. Delvis udklædte: Remee, aktiv katolik, havde lokket præsten til at låne os sin præstekjole og nogle hvide kordrengekutter. Så ved ankomsten til restauranten - vi var ca. 25 - mødte et absurd syn: Yves, Alex' absolutte entertainer nr. 1, i præsteornat med kors, bibel og monstrans, ledsaget af sine kordrenge, et udsvævende punkerpar, Isabelle og Jean-Luc, faldt på knæ og fik vist nok syndsforladelse og en hurtig velsignelse. Det samme gjorde en gammel morlille (Danielle, godt udstoppet). Andre fulgte efter. Så gik vi alle ind i restauranten - de øvrige gæster morede sig lige så meget som vi - og så var det Patricks tur. Præsten, ja han var orienteret og synes, at var helt i orden. Men han var nu heller ikke til stede.

Søndag var det store familiedag her i vores hus og have i Alex. Louise og drengene kom til frokost og middagssøvn, og om eftermiddagen kom Laurent og Kathrine og børnene, siden kom osse Lionel. Vi hyggede os ude og siden inde, da et sandt tordenvejr satte ind. Det fortsatte hele natten, som Noah, Lisa og Emile tilbragte her i samme værelse alle 3. Det synes de er rigtig hyggeligt. Emile er blevet fodboldfan, så han kigger fodbold i TV med morfar og laver fantastiske tegninger om dette og andre temaer. Det er nærmest tegneserier med talebobler. Og så har han erhvervet det gule bælte i judo!

Lucas kan nu sidde selv, han er en rigtig lille tyksak på 73 cm og 10,5 kg, ikke så lidt for en 7½ mdrs. baby. Han og Noah er nu rigtig begyndt at have glæde af hinanden.

Noah er ved at være renlig, største fornøjelse er at tisse i det fri!

Resten af vores sidste uge her kommer til at gå med pakning og jævnlige franske visitter af denne og hin samt maksimalt samvær med vores vores børn børnebørn.

Det er ved at være slut hernede. Vi skal hjem til Danmark og finde et sted at slå os ned i de næste mange år. Det er vemodigt at skulle forlade vores børn og børnebørn, og det vil blive en omvæltning at skulle vænne os til, at der  ikke er børn, der næsten konstant kræver vores tilstedeværelse. Men det har også været en uforglemmelig tid, hvor vi har oplevet en ny kontakt til vores børn og især til vores børnebørn, som har beriget vores tilværelse. Tak for jeres tilstedeværelse, for jeres mange gode hilsener og for jeres gode besøg. Vi glæder os til at se jer alle igen.

Nu vender vi hjem til en ny tilværelse, og det glæder vi os også til.

Men efter denne tid i Frankrig vil vores verden for altid se anderledes ud, og vi har aldrig et øjeblik fortrudt, at vi vovede springet herned.

Lørdag morgen kl. 8 går turen mod Danmark i hver sin bil, den ene med en trailer. Vi regner med at gøre turen på 2 dage, om alt går vel.

På snarligt gensyn.

Kærlig hilsen

Jørgen og Hanne

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Maj 2006

Vores 1. maj var ikke arbejdsfri: Vi gjorde rent inde og ude, ja endog begge biler fik en grundig omgang. solen skinnede og tillod en tiltrængt middagslur på plænen.

Begge biler er blevet checket og ordnet. Folkevognen er blevet som ny efter en lakering, så vi overvejer at tage den med hjem. Synet klarede den til næsten ug.

De første dage i maj var lovende solrige og varme. Den 4. maj var vi på vores første vandretur uden snesko med vores Alex-venner. 7 timer gik vi (700 m op - og ned igen) i sol, nydudsprunget bøgeskov og rivende vandfald, og den gode tiltrængte casse-croûte blev indtaget i 1700 m (Plateau des Glières) med pletvis sne og en vidunderlig udsigt. Jo, det var en løfterig start på den såkaldte skønne måned maj, som siden druknede i regn - når undtages de få dage med sol og varme.

Samme aften modtog vi Rigmor og Steen, som i de få dage, de var her, måtte tage til takke med èn god dag, vejrligt set. Det var da heldigvis på Jørgens fødselsdag,  hvor vi stod tidligt op og gik en god tur oppe i bjergene, inden vi mødtes med pigerne og deres børn til en simpel, men velsmagende middag i bjergene (Plan Bois) for at fejre den velbevarede nyudsprungne folkepensionist.

Men drengene nåede at spille pétanque i hvert øjeblik, det ikke regnede, og pigerne spillede kriblekryds, og snakken gik. Vi nåede osse et par gode måltider i byen: en aften på en trendy, ung restaurant i Annecy, hvor Hanne og Steen tog fusen på de unge med en dans mellem bordene til den stadig mere larmende musik. Og i  Jean Louis' ydmyge lade i Le Cropt "Lou Tartifle", hvor man altid er i gode hænder. Mandag kørte Hanne dem til Geneves lufthavn i et forrygende uvejr, mens Jørgen tog til bridge i La Clusaz.

Familielivet trives. Vi har nu osse en fast pasningsdag med Romain, som nu kan undvære sin mors bryst til middag. Han er en glad gut, munden fuld af tænder, som han gerne sætter i kødet på én.

Noah har vi fast en gang om ugen, og vi nyder alle 3 de mange ritualer: Tur til floden og kaste sten i vandet. Han er stifinder gennem skoven derned. Han forstår alt, hvad vi siger på dansk, men svarer på fransk, blandet op med danske ord. Han er tosproget, siger han selv! - Danse med mormor til Alberte, dække bord, tømme opvaskemaskine, drille morfar og sove til middag, når mormor synger "Solen er så rød, mor" og gemmer hans "doudou'er" (sovedyr).

Lisa og Emile, som vi henter fra skole, skal se film - helst Cirkeline og Far til Fire - og morfar skal servere is foran fjernsynet. Vi spiller uno (inde) og fodbold eller leger Bjørnen sover (ude). Sommetider skal vi lave lektier. Det er træls. Men de kan begge to både læse og skrive rigtig godt. Vi snakker dansk - og fransk, når det kniber. At komme i seng tager tid, for mormor skal synge en halv sangbog med og for dem, inden de overgiver sig til søvnen. De elsker at sove side om side.

Snart skal vi osse have Lucas en dag om ugen, og så er ugen fyldt ud. Han er glad og tillidsfuld og sin vægt værd i guld (og det er meget!), men han tager stadig gerne en tår ved brystet flere gange i løbet af dagen, og det kan vi ikke klare.

Vi aflaster pigerne, som vi bedst kan, så de kan nyde lidt frihed. Deres mænd arbejder jo fra tidlig morgen til sen aften hver dag. Dog fik vi dem lokket med til en koncert i Thônes forleden aften med en indisk gruppe med både fakir og slangetæmmerdanserinde. Flot udstyr, men musikken var lidt for fremmedartet og monoton i længden, syntes vi alle fire.

En aften var vi til middag hos én af vores vandrevenner her fra Alex. Vi var 13 til en overdådig middag med en laaaang og fyldig apéritif - det ligger altså fast her!

Dagen efter var vi inviteret til frokost  (=middag) hos Lionels forældre, som bor langt borte i bjergene. men en smuk tur til fods. Fulde blev vi ikke, vi tømte ikke helt ½ flaske Bordeaux. Det passede os nu meget godt, for Jørgen bliver behandlet for urinsyregigt og er på kur, hvilket ikke er specielt morsomt, men som dog har 10 pund fra hans vægt, så han er smuk at skue.

En smuk dag tilbragte vi med Kathrine ved stranden ved Annecy-søen, bagende varmt, både Lisa og Emile var ude og bade. Og en smuk aften var vi atter ved søen sammen, denne gang i naturreservatet i bunden af søen (syd), hvor der er meget frodigt og smukt, og hvor odderne har store byggeprojekter. Vi så dog ingen oddere, for Romain blev sur i sin rygsæk og himlede op. Men der skal vi bestemt ned igen.

Torsdag, den 18. maj, ankom Rosemary og Mick fra Newbury, Hannes gode venner fra hendes skoletid. Vejret var skiftende, men ikke håbløst. Vi nåede en dejlig vandretur på Beauregard, marked i den gamle bydel i Annecy, adskillige café- og restaurantbesøg og besøgte slottet i Annecy til langt efter midnat.

Hjemme kolonihavehuset på Amager fejrede de Jakobs 33 års fødselsdag. Vi nøjedes med at sætte flaget på bordet og længes lidt efter den lille familie. I kan se mere om Sofia på hendes hjemmeside, som I finder under 'Links'.

Søndag, den 21. maj, kom også Ina og Leif. Vi spiste frokost, og de installerede sig hos Martine i Villard Dessous. Om eftermiddagen var der familietræf. Noah fik sin 3-hjulede cykel, en arv fra Sidsels drenge, og den har ikke fjernet sig fra ham siden, der er endog parkeret ved hans seng, når han sover. Og han kan cykle på den - rigtigt. Hernede findes kun 3- hjulede cykler i plastik eller 2-hjulede med støttehjul i metal. Tak til Sidsel.

Boules-kuglerne kom atter frem, og Leif, Jørgen og Mick havde et par alvorlige kampe - ikke spil, at I ved det.

Jørgen og Leif sejrede ad helvede til i Jørgens bridgeklub, så det var lidt forlegne. Vi besøgte alle sammen Angon-vandfaldene ovenover Annecy-søen, som netop nu er ganske imponerende, det tro da f... med al den regn, vi får, og al den sne, der smelter.

Lucas fik sin første rigtige tur i rygsækken på en solskinsdag, og så holdt vi afskedsmiddag for Rosemary og Mick herhjemme. Jørgen lavede en herlig coq au vin. Næste dag var det kaffe og croissanter i haven, og et par timer senere var de på vingerne på vej mod Heathrowe.

Kristi Himmelfartsdag startede med solskin, og vi kørte med Ina og Leif op til Semnoz på den anden side af søen, hvorfra man skuer over alle "vores bjerge" både nære og fjerne. Det er storslået. Vi gik i 3-4 timer, spiste på terrassen i "Refuge de Semnoz" savoyardsk bondemad med kølig rosévin, og efterhånden forsvandt udsigten og det gode vejr. Hjemme kom pigerne forbi og fik sagt farvel og på gensyn til august. Dagen efter kørte vi til "Belvedère" i Jura, hvor vi tog Ina og Leif med rundt til vores yndlingssteder: Vandfaldene og abbediet i Baume-les-Messieurs, vinbyen på bjerget Chateau-Chalon og vinsmagning og vinkøb hos den gode vinbonde i Nevy s/Seille, M. Courbet, hvor bedstemor charmerede os alle med sin viden og sin vitalitet. Der var travlhed i gården, for dagen efter skulle der være bryllup: Sidste skud på stammen, uddannet ønolog og arvtager af familiens vingård gennem mange generationer, skulle formæles med sin udkårne. Bedstemor, 84 år, havde aldrig boet andre steder end på gården i sit lange liv. Vi fik osse hilst på den unge mand, for det med betaling med kort ville bedstemor ikke have at gøre med. Vi tog hjertelig afsked med ønsker om en god bryllupsdag. Om aftenen lod vi os forkæle af M. Noirs dejlige gastronomiske middag. Dagen efter gik turen til osteriet i Granges-les-Messieurs, hvor vi købte comtè, morbier og tomme, og med et sidste kig ud over det fantastiske landskab tog vi afsked med hinanden. Ina og Leif kørte nordpå, og vi kørte hjem, hvor solen og varmen i haven gjorde os trætte og dovne.

Søndag kom så store og små og vi hyggede os i haven, for vejret var dejligt.

Mandag havde vi inviteret vores husejer, Pierre Barrucand fra Thonon-les-Bains, til frokost. Han er lærer på en international hotelskole, og vi serverede danske frokostretter for ham. Han var meget begejstret ,så han fik resterne med hjem, og nu må Hanne oversætte opskrifterne til ham!

Men maj måned slutter med sne i bjergene og regn hernede. Onsdag, den 31. maj, vågnede vi op til en sneklædt knold fra vores vindue i soveværelset. Koldt er det, og det har frosset i Thônes i nat. Det er helt usædvanligt på denne tid. Men på torsdag, den 1. juni,  begynder sommeren, og så er det forår forbi. Gud ske tak og lov for det.

Både Louise og Kathrine har besluttet sig for at tage til Danmark i august måned. Det giver pladsproblemer i sommerhuset, og vi beder vore læsere om at give os et praj, hvis I kender til nogen i nærheden af Rødhus eller Blokhus, som vil leje deres sommerhus til os i et par uger i august.

P.S. Vores adresse og telefonnummer i Rødhus efter den 4. juli finder I under 'Kontakt'.

Se til venstre:Det er vores knold med sne på her til morgen, den 31. maj!!

I kan se flere nye billeder i 'Alex' og 'Familiealbum'.

 

 

 

April 2006

Måneden startede med maveinfluenza . Børn og voksne måtte på skift gennem sygdommens kvaler, og børnene var temmelig udmattede.

Vi skrev, redigerede og rettede i bogen om vægterne i Ebeltoft og håber fortsat, at bogen kan blive færdig til udgivelse i juli. For Jørgen er det ganske morsomt at genopleve mere end 40 års oplevelser med gamle vægtervenner og beskrive disse. Hvis ikke andre får interesse i bogen, har de haft fornøjelsen at skrive den.

Og så afsted til Danmark: Jørgen, Kathrine og lille Romain. Hanne blev i Frankrig for at hjælpe med at passe de tilbageblevne børnebørn og tage på bondegårdsferie i La Drôme med Louise og hendes drenge. De tre rejsende ankom til København og indlogerede sig på "Amagerhus". Det er et lille rart bed-and-breakfast sted tæt på lufthavnen, som kan anbefales varmt - deres hjemmeside finder I i 'Links'. Så var det Jørgens tur til at overtage influenzaen, og mens Kathrine og Romain hyggede sig med Jakob, Marie og Sofia i kolonihavehuset, sad/lå Jørgen på værelset og drak urtete.

Dagen efter gik turen til Jylland. Jørgen stadig træt og slap, men i live. Kathrine blev afleveret hos sin veninde Helle i Ormslev, og Jørgen ordnede ærinder i Århus, men undgik vennerne på grund af akut smittefare. Videre til Ebeltoft, hvor han hjemsøgte ejendomsmæglerne og tilbragte natten på Vandrehjemmet med sin urtete. Men så var han rask igen og kunne koncentrere sig om møderne med redaktionsgruppen og bogforlaget samt fortsætte jagten på hus.

Lørdag, den 8. april, oprandt så den store dag med Ruth og Alfreds krondiamantbryllup. Gift i 65 år og boet i samme hus i 60 år - og stadig selvhjulpne. Det er sgu' da en præstation. Brev fra dronningen - ret kort - og gratulationsbesøg fra kommunen. Jytte og Polle havde lavet en lækker og flot frokost inkl. bord- og menukort. En hyggelig og festlig dag, som efterlod det gamle brudepar både glade og trætte, da familien forlod dem sidst på eftermiddagen. Jørgen og Kathrine med barn kørte tilbage til København og overnattede i Kolonihavehuset for tidligt næste morgen at flyve tilbage til Geneve.

Imens holdt Hanne, Louise, Noah og Lucas ferie på en bondegård i Drôme nær Hauterives. De havde været meget i tvivl, for begge børnene var småsyge. Men de tog altså chancen og kørte afsted, og bortset fra Noahs diarré (osse under måltidet!) gik det bedre end frygtet. Det viste sig at være et dejligt sted med megen hjertevarme og engagement i den økologiske fårefarm, som osse husede andre dyr, bl.a. et skrydende æsel. For Noah var de mange dyr umiddelbart en lidt voldsom fornøjelse, men han blev dog ret fortrolig med dyrene, undtagen de 2 hunde. Han kan ikke fordrage hunde.

De smagte mange gode hjemmelavede ting så som brændenældesuppe, yaourt, basilikumvin, valnøddevin og meget mere. Jo, det var godt hos Isabelle og Noêl og deres 2 børn, og der er meget at se, osse for børn, i omegnen, bl.a. et sært kunstværk: Et minislot i eventyrstil, kaldet Palais Idéal i Hauterives, som mindede meget om Gaudi (men de har aldrig truffet hinanden, fortalte man os). Værket er bygget af postbudet Ferdinand Cheval (1836-1924), nat efter nat i 33 år af sten, som han fandt på sin daglige postrute.

Men selvom vi var i syden, var det altså hundekoldt!

Hjemme igen og så ankom Merete med toget fra Paris. Vejret var ikke særlig godt, så det blev til hjemlig hygge og byture til Annecy og Thônes de første dage. Den sidste dag var vejret så godt, at Merete kunne få sin lyst styret og komme ud på snesko. En dejlig dag på Beauregard med lidt solskin og en skarp vind. alt for kort, for så rejste Merete hjem på påskeferie. Torsdag, den 13. april, havde vi årets sidste dagstur på snesko. En god lang tur omkring Chinallon.

Men dagen efter tog vi fat igen. Det var fuldmåne, og så sker der som bekendt sære ting med mennesker. Ved 18-tiden mødtes 30 mennesker fra vores landsby på kirkepladsen, og så blev 6 biler fyldt, og vi kørte til Beauregard. Lang procession på snesko rundt om højdedragene i 3 timer og afsluttet med ostefondue på "vieille Ferme" i Merdassier. Månen stod naturligvis først op, da vi forlod kroen, men vi havde jo haft solnedgangen over Aravis-bjergene. Tilbage i landsbyen ved 1-tiden skulle vi alle lige smage Roberts hjemmelavede pærebrændevin, så det blev meget sent, ifør de ømme fødder fandt lidt hvile, inden vi næste dag skulle fejre påske med børn og børnebørn.

Det er et meget positivt sammenhold, der præger vores landsby. Man samles om mange forskellige aktiviteter, og beboerne møder frem i stort tal. Vi har ikke tidligere oplevet et fællesskab af den art. - På Havbankevej kunne vi ikke blive enige om at holde vejfest én gang om året.

Siden sneskoene er blevet lagt væk, har vi gået et par dejlige ture dels i Les Bauges, et ret vildt og ensomt bjergområde mellem Annecy og Chambéry, og dels oppe over Annecy-søen, hvor vi fandt nogle fantastiske vandfald. Lige nu bugner floder og vandfald, for der er faldet utrolig meget sne i vinter, og i 2000 meters højde ligger der stadig store snemasser. 

Lørdag, den 22. april, tog Louise og Kathrine samt alle deres 5 børn på en uges ferie ved Middelhavet på en slags familiehøjskole, og freden indfandt sig i vort lille hjem. De havde 25 grader og sol hele ugen, og selvom forholdene ikke var idéelle og slet ikke som lovet, nød de at være hjemmefra og fri for de daglige gøremål. Romain, som havde været temmelig syg i ugen forinden, kom sig og fik igen en tand - nu har han 5, Lisa og Emile havde mange legekammerater. Louise måtte trækkes med en overgearet Noah, som sjældent sov og i så fald kun i sin mors seng - sammen med Lucas!  Noah er p.t. meget jaloux og i øvrigt rigtig i gang med trodsalderen, så det er ikke sjovt hele tiden for Louise.

Vi gamle benyttede friheden til at besøge Auvergne. Det er 30 år siden, vi kørte igennem Auvergne, og vi har altid haft lyst til at komme tilbage, men det ligger temmelig afsides.  Jo tættere vi kom på, jo ringere blev vejret. Så vi valgte at bruge den første dag på kulturen. Den gamle røverborg Murol højt beliggende over landsbyen. En rigtig feudalborg, hvor herremanden har kunnet skue ud over sine besiddelser, og hvor han bag sine metertykke mure kunne føle sig tryg for fjendtlige angreb.  Derefter til basilikaen i Sct. Nectaire. I Auvergne har de en meget særegen kirkebyggestil, som ikke kendes andetsteds i Frankrig. Mange af kirkerne er romanske og bygget i det 12. århundrede og har ofte bevaret deres oprindelige udseende. Grundes siges at være dels det store antal pilgrimme, som skabte behovet og dels mange munkeordener, som bidrog til at bygge- og betale de store kirker.

Vi havde på forhånd lejet os ind på et lille middelalderslot i Voissieux i nærheden af Orchival hos Danielle og John Phillips, et ægtepar midt i 70'erne. De købte slottet som ruin for 18 år siden og har brugt alle deres kræfter og sikkert et par formuer på at få slottet totalrenoveret og udstyret med alskens antikviteter og snurrepiberier. John er englænder, og blandt rariteterne er billeder af hans forfædre, der slog Napoleon ved Waterloo.

Et fremragende sted langt ude på landet med de elskelige gamle mennesker, der gjorde opholdet til en ganske særlig oplevelse. Vi fik det blå værelse (der er 3 i alt) med himmelseng med baldakin og badeværelse i tårnet - og udsigt til det 400 år gamle lindetræ i haven, som netop var ved at springe ud.

Så var det Hannes fødselsdag, og hun bestemte dagens program: Først besteg vi Puy de Dôme (1465 m), der er dronningen blandt Auvergnes utallige store og små vulkaner.  Man kan osse køre derop i bil, hvis man vil gå glip af fornøjelsen ved at se vulkanlandskabet fra alle sider i langsomt tempo. Det var nogenlunde pænt solskinsvejr, og det inspirerede os til at bestige en anden vulkan. Mens Puy de Dôme er en "høj" vulkan med top på, er nabovulkanen Puy Paroie en kratervulkan. Krateret har en diameter på 950 m og en dybde på 96 m. Et fantastisk syn og igen udsigt til alle de andre vulkaner (over 80 over en strækning på ca. 20 km). Hjem over forårsgrønne dalstrøg med meanderslyngede floder dybt nede, og efter et hvil med fod- og karbad kørte vi til nabobyen og indtog en lækker fødselsdagsmiddag på "Auberge de la Vallée".

Onsdag morgen igen solskin og afsted til Lac Pavin, den største og smukkeste kratersø i Auvergne. Vi gik rundt om søen og ville dernæst bestige Puy de Montchalat, hvorfra man skulle have en smuk udsigt over søen. Vi fandt det bare aldrig. Men turen havde fremkaldt en sund sult, som vi fik stillet i den nærliggende "Auberge de la Gelati", en gammel gård, der er ombygget til kro.

I den nærliggende by Besse-en-Chandresse er der en basilika med en sort madonna. Hun bliver hvert år i juli i procession ført op til et kapel på alpegangene, hvor hun tilbringer sommeren, og i slutningen af september bliver hun under lignende festivitas ført ned til Besse igen. Det er en stor religiøs og folkelig fest.

Vi kørte først til kapellet højt oppe og derpå tilbage til kirken i Besse, hvor madonnaen p.t opholder sig. Hun er ikke ret stor, men meget gammel (12. årh) - og meget hellig. Besse er en venlig og hyggelig gammel by, som har bevaret sit middelalderpræg, og vi vandrede rundt og kiggede på huse og mennesker.

Den aften blev det til pizza fra en pizzavogn på torvet i en lille by. Alt var lukket, da sulten meldte sig ved 20-tiden. Ja, sådan er det på landet!

Inden vi kørte hjemover om torsdagen besøgte vi den prægtige basilika i Orchival, som udover at være et fantastisk bygningsværk også rummer en guldbelagt madonna med store hænder. Og så gik turen hjemover via Macon. Meget forskellige landskaber, men ikke mange vinmarker. Vi er bekendt med, at mange af vore trofaste abonnenter er ude over livets middelhøjde og har behov for ro, hvile og meditation  Et ophold i Auvergne og især hos ægteparret Phillips vil være en lise for sjæl og legeme. I skulle gøre det - bare en 3-4 dage i stedet for at sidde fast i motorvejskøer eller lade jer solskolde ved et forurenet Middelhav. (Adressen finder I under 'Links')

Hjemme ventede der Hanne en mængde fødselsdaghilsner i form af breve, e-mails (endog fra Indien) og telefonopkald. Hun er dybt taknemmelig for al den opmærksomhed og sender jer alle stor TAK. Det er dejligt at føle sig gemt, men ikke glemt.

Og den sidste dag i april blev Hanne så fejret af sine børn og børnebørn hjemme i Alex. En dejlig dag og et glædeligt gensyn med de trætte og let brunede små og store, og dagen sluttede med en koncert i katedralen i Annecy med 2 kor, det ene et blandet kor, "Chanteclair" (Annecy) og det andet, "Coro Amici della Montagna",  et mandskor fra Italien. Det var en stor musikalsk oplevelse. Den ene dirigent sang uventet en dejlig sopran og den anden dirigent angav tonen med en mundharmonika!

Og nu er det for alvor opbrud: Foråret drøner frem, vi følger fra vores soveværelsesvindue, hvorledes den grønne farve dag for dag kravler længere til vejrs på vores 'knold'.

Vi selv er jo osse lidt i opbrud, og praktiske ting skal ordnes, og det tager tid, f.eks. tager det en hel dag at sige sine 2 telefoner og internetforbindelsen op!

Nå pyt, det er forår og livet skal leves forfra - og forstås bagfra.

Vi ønsker jer alle gode og varme forårsdage, hjemme i Danmark har I jo ligeledes haft en lang og kold vinter.

PS. Husk at kigge på de gode adresser i vinduet 'Links'.

 

 

 

 

 

 

Marts 2006

Allerførst om et par forbedringer i det tekniske - man har haft besøg af sin overordnede webmaster: Alle nyhedsbreve fra 2005 findes nu i Arkivet.

Yderligere finder man under Links (oppe i oversigten) nu løbende vores gode tips mht mad, overnatning og gode oplevelser i form af webadresser, som man kan klikke sig direkte ind på.

Og så til måneden der gik:

Hvis man ikke har vigtige ting at klage over, kan man altid klage over vejret. Det gør vi så. Det har faktisk været trist i en stor del af marts. Køligt, overskyet og meget regnfuldt, ind imellem osse sne. Kun i den uge, hvor vi havde besøg af Jakob, Marie og Sofia viste vejret sig fra sin smukkeste side. Det beviser, at vi sørger for, at vores gæster skal få det bedste indtryk af vores prægtige natur.

Til gengæld har vi set meget til børn og børnebørn, og vi glæder os over, at børnebørnene nu beder om at komme hjem til os. De har haft en del småsygdomme, og så er det rart at kunne aflaste de trætte mødre.

I begyndelsen af marts var det karnevalstid. Hanne var med Kathrine og børnene til karneval i Salle des Fêtes i Thônes, og det var en farverig og festlig eftermiddag. Det er utroligt, som de kan feste de franskmænd, så alle swinger, små som store.

Med et par enkelte undtagelser er der ikke meget om vandreture i denne månedsberetning. På denne årstid mellem frost og sne og forårstøvejr er det ofte vanskeligt at vandre i bjergene, mange steder endog farligt på grund af fare for lavineskred. Herhjemme hører vi jævnligt en voldsom larm - som om en lastbil lossede tunge sten  - det er lavineskred i bjergene omkring os.

Vi startede måneden med at gå til fernisering på en ny kunstudstilling hos vores nabo, Chateau d'Arenthon. En østrigsk kunstner, der hedder Peter Würtrich, udstiller installationer, der alle har bogen som tema. Pudsigt, men ikke særlig ophidsende.

Søndag, den 6. marts, var vi til koncert i Victoria Hall i Geneve med L'Orchestre de la Suisse Romande, som havde besøg af Bo Skovhus, den danske verdenstenor fra Ikast, som sang et operetteprogram af især Lehar og derefter Mahler-Lieder. En meget flot oplevelse.

Bagefter spiste vi på en nærliggende restaurant, og der sad sandelig Skovhus sammen med dirigenten og sikkert nogle honoratiores fra orkesteret. Hanne fik naturligvis både en snak og hans og dirigentens autografer, håndkys og venlige hilsener.

Lørdag, den 11. marts, hentede vi Jakob, Marie og Sofia i Geneve, og straks slog vejret om. Det var høj sol, streng frost og idéelt skivejr hele ugen, akkurat som de havde ønsket sig, og som de udnyttede i fuldt mål. Slalom (mest), langrend og snesko.

Vi tilbragte dejlige timer sammen, og selvom vi nu er en stor familie med mange små børn, lykkedes det at hygge os og glæde os over og med hinanden - for de små er det en ny og spændende oplevelse pludselig at være så mange fætre og kusiner. Ikke mindst Sofia, som jo for første gang mødte dem alle. Hun er begyndt at gå, endnu lidt tøvende. Hun modtog os tillidsfuldt og kærligt, efter ikke at have set os et halvt år, og vi nød at passe hende og følge hendes daglige små fremskridt. Hun elsker bøger og kan sidde længe og bladre interesseret! Lisa og Emile var meget begejstrede for deres kusine. Noah var mere reserveret, han har ligesom nok i sin nye lillebror.

En særlig begivenhed var et familiebesøg hos den lokale fotograf. Den direkte årsag var, at farmor og farfar i Sejet har krondiamantbryllup i april, og da de ikke ønsker sig noget, har vi besluttet at forære dem et familieportræt. Dér mødte vi så op - vi gamle, børn og børnebørn, hvoraf 3 spædbørn - noget spændte på, hvordan det skulle gå. - Det gik nu godt, alle var i godt humør, og der kom i hvert fald billeder ud af foretagendet, og fotografen brød ikke sammen.

Efterfølgende kørte vi op til en restaurant i bjergene. Vejret var fantastisk. Vi spiste udenfor, og bagefter tumlede de store børn sig i sneen, nogle blundede i liggestolene, og Marie og Jakob prøvede vores snesko på en tur til toppen (Sulens, 1800 m). De syntes, det var hårdt!

Dagen efter var vi med 8 andre fra vores landsby på måneskinstur med efterfølgende spisning (fondue) på en hyggelig kro i bjergene. En sjov tur i ganske klart vejr, men månen så vi først, da vi forlod kroen ved midnatstide. Til gengæld oplevede vi, hvordan der holdes fest på pisterne: slalomløb i formation med fakler, rugby på isen, store, flotte bål, fyrværkeri og boder med alskens spiseligt og drikkeligt - alt sammen ledsaget af larmende musik fra en højtaler. Joh, afterskiing er slet ikke kedeligt!

Månedens store begivenhed har været "Master des Neiges", som vi også deltog i sidste år i marts. Det minder lidt om Marselis-løbet hjemme i Århus, blot med den forskel, at her foregår det på snesko. Der er op mod et par tusind deltagere, de fleste motionister i gangtempo som vi, men samtidig afholdes finalen i sneskoløb - de starter 5 minutter før os andre. Her i vores landsby har man tradition for at klæde sig ud, og således var det også i år. Vi skulle være pingviner - 24 kejserpingviner. Så ugen i forvejen tog de sykyndige (deriblandt Hanne) fat på at sy sorte pingvinjakker til alle oppe i Salle Cmmunale, som borgmesteren venligst havde lånt sygruppen. Disse jakker skulle fæstnes oven på hvide engangsbeskyttelsesdragter, som dog først skulle lakeres. Jørgen tog sammen med andre mænd fra byen ned til et autolakeri i Sevrier, hvis indehaver havde lovet at foretage lakeringen. De blev så iklædt en hvid beskyttelsesdragt, fik en blå plastikpose med huller til øjne og næse trukket ned over hovedet og udenpå en beskyttelsesmaske. Så tog autolakereren sin sprøjtepistol og sprøjtede dele af dragten sort og andre dele orange. Det gentog sig seks gange for de fire, der deltog i foretagendet. Derefter sprøjtede man 24 næb gule og sorte. Det gik aftenen og noget af natten med. De næste par dage syntes Jørgen, at rødvinen havde en umiskendelig smag af billak!

Søndag, den 19. marts, oprandt så selve dagen. Vejret holdt med solskin og frost. Vi mødtes på kirkepladsen tidligt om morgenen og kørte i fælles flok op til Plateau de Beauregard, hvor begivenheden finder sted hvert år.

Turen er ikke specielt lang (6 km) eller anstrengende, og det drejer sig ikke om at komme først i mål. Undervejs er der harmonikamusik og bespisning samt små natur-finurlige opgaver at løse. Vi forsøgte at holde sammen på kejserpingvinerne under hele "marchen", godt ledet af vores anfører, Antoine, der var klædt ud som Napoleon (L'Empereur). Han er korsikaner, lille med ansats til topmave, og han levede sig fuldkommen ind i rollen som den lille kejser.

Bagefter var der fællesspisning i Salle des Fêtes i Thônes, og naturligvis vandt vi førstepræmien for bedste udklædning. Hjemme i Alex til aften sluttede vi med at samles hos Michel og Cathrine. Det var en lang og morsom dag.

Vi har også været til korkoncert i kirken i Grand Bornand, et kor fra Annecy (Chorale Chanteclair), som Laurents bedstemor, den elskelige Ginette synger i. Det gør hendes kæreste Gaston, også. En rigtig flot koncert med et stort og forskelligartet repertoire (bl.a. dele af Mozarts Requiem), et stort (80) og dygtigt kor og en fabelagtig dirigent, som i ét af numrene pludselig vender sig om og synger et parti solo med sin dejlige sopranstemme.

Den 24. marts rejste vi så til Paris på en lille ferie, bare vi to. Med TGV-toget tager det 3½ time herfra. I samme øjeblik vi forlod Alex, brød influenza og bronkitis løs hos Kathrine, som var alene med børnene den uge, så hun havde en hård tid, og da vi kom hjem den 29. marts var de alle raske igen!

Men vi nød Paris og gensynet med gode venner, dels Michelle, Hannes gamle "madmor" fra hendes Parisertid i 60'erne, dels venner, som vi kender fra Korsika. De tog os med til Theatre de Chatillon, hvor vi overværede og deltog i et "interaktivt" teaterstykke "Entremets - Entremots", hvor vi sad til bords i en firkant - sammen med 4 af skuespillerne - én på hver bordside, mens 3 andre serverede 9 lækre retter med diverse vine - og så gik det løs. Vi forstod ikke så meget, men det var meget underholdende. Bagefter snakkede vi hyggeligt med skuespillerne, idet Ketty og Jacques kendte den ene af dem godt.

Vejret var blandet, en dag med dejligt forårsvejr, men ellers køligt og en del regn.

Men vi var jo havnet i begivenhedernes centrum , og Paris var præget af uroen omkring loven om CPE. Politiet fyldte meget i gadebilledet, og Place de la Sorbonne var spærret og tæt pakket af politibiler, klar til udrykning. Tirsdag var anmeldt store demonstrationer på Place de la Bastille og Place de la Republique, og alle museer var lukkede, metroen gik trægt. Vi fulgte de gode råd fra vore venner og bar ikke taske, kamera eller mobiltelefon synligt og holdt os væk fra demonstrationerne, som altid ender i vold og brand. Det er ikke demonstranterne, men autonome ('casseurs' kaldes de) fra forstadskvarterne, som hærger. Men vi havde en dejlig dag, slentrede ad Champs Èlysés, langs kajerne til Notre Dame og besøgte flere hyggelige caféer undervejs.

Vi så udstillingen på Picasso-museet om Marthe, så Henri Rousseaus morsomme junglebilleder i Grand Palais, hørte en skøn koncert i Ste Chapelle (Les Solistes Francais med bl.a. Vivaldis "Fire Årstider") - et fantastisk sted at høre musik. Men vi nåede altså ikke alt, hvad vi havde planlagt.

Vi boede i det dejlige Marais-kvarter, IV (tak til Inger for tippet) på Hotel Sevigné, rimeligt (75€) og godt, ganske tæt ved Paris' smukkeste plads, Place des Vosges. Livligt og med mange gode spisesteder.

Det bedste spisested var dog "Au vieux Comptoir" i rue des Lavandiers Sainte Opportune.

Hvis I vil vide mere om ovennævnte, så kig ind i "Links", hvor webadresserne er hyperlinket.

Alt for kort og dog trætte i ben og hovede drog vi hjem til Alex, hvor pigerne ventede os, og vi tilbragte de sidste dage i marts med dem og børnebørnene hyggeligt og stille i det dejlige forårsvejr.

Her er forsythia sprunget ud, og skråningerne lyser gule og blå af forårsblomster, men det er ikke til at stole på. Gid april må bringe sol og varme både til jer og os.

         

     Farvel Sofia - på gensyn til sommer!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Februar 2006

Februar startede med smukt solskinsvejr, og så spændte vi igen sneskoene på. Sammen med de øvrige vandrefugle kørte vi til Plateau des Glières, hvor vi tog turen over hele højsletten op til Les Auges. På tilbagevejen drak vi kaffe på "Café de Notre Dame des Neiges" midt i vildmarken. Det var vist her, at den vanvittige idé til en fuldmåneskinstur på snesko over højsletten  opstod, men det vil I kunne læse mere om senere i denne beretning.

Næste morgen, fredag, den 3. februar, stod vi tidligt op for at køre sydpå til Provence. Meldeværingen havde lovet smukt solskinsvejr og omkring 12 graders varme. Det bekymrede os lidt, at vejret ved afgangen var koldt, råt og temmelig tåget, men vi beroligede os med, at det sikkert blev bedre, når vi havde kørt et par timer og var kommet tættere på vores bestemmelsessted. Tågen lettede, og vi havnede i en lille, køn, by, der hedder Saint-Paul-Trois-Chateaux. Ude af bilen konstaterede vi, at mistralen igen havde snydt meteorologerne. Vi skyndte os ind i den meget smukke, særprægede katedral, hvor det i det mindste ikke blæste. Meget bytur blev det ikke til. I stedet spiste vi en herlig frokost på en livlig bistro og gik derefter på verdens eneste trøffelmuseum, hvor vi så en masse plancher om trøfler. Heldigvis fik vi lejlighed til at følge en skoleklasse, der besøgte museet, og så blev besøget alligevel ganske spændende.

Så videre til Grignan, hvor vi skulle overnatte. En meget smuk middelalderby, hvor et højtbeliggende slot knejser over den gamle bykerne. Byen kan absolut anbefales, og så ligger den ganske nær området med de gode Rhone-vine.

Hanne fik plejet sine litterære interesser ved at besøge slottet, hvor Madame de Sevigné boede i flere perioder, og hvor flere hundrede af hendes breve er opbevaret. Derpå hen til vores chambre d'hôtes (værelse). Det var lille, pænt og rent - og afskyelig koldt. Vi havde besluttet at spise på stedet og indfandt os i restauranten, der var lige så kold - og vi var de eneste gæster. Til gengæld var maden middelmådig, vinen iskold og værten besynderlig og kun ganske lidt sympatisk.

Næste morgen fik vi travlt med at komme væk derfra med en dårlig undskyldning. Videre til Visan, hvor der findes et særdeles godt vinkooperativ. Gode vinkøb og en lang snak med et par lokale vinbønder om vanskelighederne ved at lave god vin i Frankrig.

Midt på formiddagen var vi så i rejsens hovedmål: Trøffelmarkedet i Richerenches. Det var stadig isnende koldt, og vinden drev gennem den lange, lige hovedgade. Her stod detailhandlerne og solgte trøfler i små portioner. Prisen er astronomisk: 90 Euro for 100 gram. Når I kommer på trøffelmarkedet, skal I endelig huske at købe den trøffel, der hedder TUBER MELANOSPORUM. Det er den smukke, sorte trøffel.

I sidegaderne under de store, nøgne platantræer foregår engrossalget. Biler står parkeret på begge sider af vejen med åbent bagagerum (ind mod husmurene). Trøflerne bliver nøje afvejet, og betalingen sker kontant. Et kilo trøfler løber op i 6-7.000 danske kroner, og trøffelavlerne har vanskeligt ved at sidde lige på stolene på grund af de velspækkede tegnebøger.

Det er ganske forunderligt at se et sort marked af den størrelse.1/4 af trøffelsalget i Frankrig foregår her i Richerenches fra december til marts, og på markedsdagene sover det lokale politi længe!

Joh - vi købte en trøffel. 18 gram. Men duften og smagen holdt sig i flere dage.

Efter markedet var der fællesspisning i byens forsamlingshus. Trøffelmenu til 17 €: Aperitif, trøffelomelet, salat, dessert, kaffe og god lokal vin. Vi var der alle sammen: Trøffelavlere, lokale beboere, grossister og turister. Vi faldt i snak med en gammel trøffelavler og jæger, der fortalte om dyrkningsmetoder, trøffelhunde og om sit eget største fund: En trøffel på 750 gram, støvet op af hans lille, hvide skottehund.

Det var en festlig oplevelse at besøge trøffelmarkedet. Desværre finder det kun sted i de 3 måneder omkring nytår.

Således mættede kørte vi til Nyons. Efter den forrige nats mindre vellykkede ophold, og fordi det stadig var isnende koldt, fandt vi et charmerende lille hotel midt i byen: "Une autre maison", som kan anbefales meget. Vi overværede olivenhøstmessen i kirken - en meget lang messe - og spiste derpå olivenhøstfestmenuern på vores hotel.

Dagen efter var der olivenhøstfest på torvet med musik, taler, udskænkning af vin og smagsprøver af den nye olivenolie. Markedsdag var det samtidig - mimoser og lavendler - men stadigvæk hundekoldt på grund af den ækle mistralvind.

Hjemad kørte vi over Vinsobres med et andet godt vinkooperativ og indtog søndagsmiddagen på den lille, lokale restaurant sammen med et mylder af franske familier.

Vi kørte ad landevejene hjem og oplevede en meget smuk tur med landskaber, der vekslede uafbrudt.

Vel hjemme fulgte et par dage med nødvendigt praktisk arbejde i huset og ved skrivebordet. Nu har vi været her i et år, og så bliver vi ægte immigranter. Det kræver meget papir, og sommetider kan man have den fornemmelse, at kravene til dokumentationspapirer afhænger af, hvilken sagsbehandler man tilfældigvis bliver udsat for.

Så skaffer vi en masse papirer hjemmefra og samler dem i en kuvert, som personligt afleveres hos sygesikringen. Papirerne er på dansk, og vi kan have svært ved at forstå, hvad de skal bruges til. Men det er åbenbart vigtigt for vores ophold, at sygekassen ved, at Hannes far var født i 1907 og hed Preben til fornavn. De har osse fået Jørgens seks sider lange pensionsdokument på dansk. Men det skal nok lykkes at få lov at blive her de sidste fire måneder.

Så blev Emile 8 år den 8. februar. Kathrine havde 10 drenge til børnefødselsdag med kagemand og hvad der ellers hører til. Hun havde lavet en udendørs skattejagt, og Jørgen var skattejagtvagtpost og måtte trøste de hold, der kom sidst i mål.

Om aftenen var vi i jazzklubben i Annecy, hvor vi oplevede Machado-trioen med klaver, bas og trommer. Et sjovt latinamerikansk/spansk-inspireret ensemble, som åbenbart er temmelig kendt i Frankrig.

Børnepasning, børnehygge, papirarbejde, bankbøvl og vandreture - det meste af tiden med flot, klart vejr. Og i La Vacherie går husbyggeriet fremad.

Fredag var vi inviteret til paella hos vandrevennen Dominique og hans kone Renée. Hun er spanier og en ganske excentrisk og hjertevarm dame, der kunne underholde hele selskabet med fortællinger om sin barndom i Spanien og Marokko og om sine mange manier

En fantastisk paella. Vi spiste for meget - alt for meget.

Lørdag hentede Jørgen Inger (altså Maries mor) i lufthavnen i Geneve. Glædeligt gensyn og en hjertelig velkomstmiddag med trøffelomelet og foie gras.

Dagen efter fik Inger sin snesko-debut i bjergene over Kathrines hus. Hun var begejstret og indstillet på at gentage succesen den følgende dag, hvor vi tog den lange tur på godt 12 km på Plateau de Beauregard (det af alle vore tidligere gæster kendte plateau ved La Clusaz!).

Desværre havde vi alle pådraget os en lille influenza, hvilket dog ikke forhindrede Inger og Hanne i at tage på byvandring i Annecy og på pottemagerværkstedsbesøg i St. Jorioz.

Vi vender nu tilbage til Plateau des Glières - og til fuldmåne.

Det er tradition her på egnen, at man ved fuldmåne foretager en tur på ski eller snesko op i bjergene og spiser sammen på en restaurant deroppe. Det ville man osse gøre onsdag den 15. februar ved fuldmåne. Vejrmeldingen var rædselsfuld - og den holdt. Blæst med udbredt regn i lavlandet, hvor vi bor, og blæst og sne oppe i højderne. Kl. 18.30 startede 24 polarfarere (deriblandt Inger og Hanne samt de fleste fra Hannes gymnastikhold) på ekspeditionen. Turen derop i bil plejer at tage knap 1 time, men de ankom først deroppe kl. 22 efter at have monteret snekæder på bilerne, gået en længere strækning i skarp modvind og stærk snefygning i øjnene. Vel ankommet til restauranten blev selskabet bænket og beværtet med  god savoyardsk bondemad med vin og kaffe og afslutningsvis en lille skarp til at gå hjem på. Alle var våde, trætte og glade. Stemningen var fin. Men uden for hytten rejste snestormen sig stadig mere, og selvom værten banede et spor med sin snescooter et stykke ned, var nedturen alligevel endog med rygvind en sej tur. Måne og stjerner var der ingen af, i den mørke nat sås kun en række lys fra pandelamperne og de hvirvlende snefug i deres skær. Kl. 3 om natten var de tilbage i landsbyen, våde og trætte, men i live og stolte over at have gennemført en vanvittig ekspedition.

Jørgen var fortsat influenzaramt og derfor ikke med på turen. Man han har hørt den gengivet så mange gange, at han føler, at han har været med hele vejen.

Næste morgen op kl. 7 og sende Inger hjem til kongeriget.

Stille dage fulgte med pigerne og børneflokken, småture og mere papirarbejde. En aften med besøg af Jørgens bridgevenner, Martine og Bernard til middag, og så kom Lisa og Emile på ferie i 3 dage, og det var rigtig hyggeligt med udflugter til biograf, Mac Donald's og skøjtekarneval i Annecy. Herhjemme hulebyggeri i deres værelse, spil og sjov og jævnlige besøg af pigerne med de 2 små. Joh, det har sandelig været Børnehaven Tusindslagsfryd!

En lang torsdagstur på snesko fra Lac Confins op til Tête Danay i grumset gråvejr i stedet for en lovet høj himmel, men godt og socialt.  Om aftenen var vi til general-forsamling i byens festkomité, hvis medlemmer vi kender de fleste af.  Generalforsamlingen var kaotisk og udisciplineret og ind i mellem meget morsom. Der afsluttedes som sædvanligt med champagne og snacks og fredsommeligt, selskabeligt samvær.

Så gik februar, og den gik jo ikke stille af i Danmark. Vi har naturligvis fulgt og følt i sagen om Jylllands-Postens Muhammed-tegninger. Sagen har ikke gjort Danmark ære i udlandet, og vores opfattelse af os selv som et tolerant og afslappet folkefærd har fået et hak i tuden. Hernede - som i den øvrige verden - diskuteres sagen med alle dens aspekter i medier og blandt folk. Men vores flag behøver vi ikke gemme væk, dertil ligner det det savoyardske for meget!

Vi har nu været her i et år. Utrolig mange oplevelser, mange omvæltninger og mange begivenheder, som vi ikke havde forudset. De fleste positive. Vi er nu så småt begyndt at belave os på, at vi snart skal vende tilbage til Danmark. Vi skal finde et sted at bo permanent, og vores interesse samler sig indtil videre om at finde et hus i Ebeltoft, men vi har ikke endeligt besluttet os. Hvis I hører om noget spændende til salg, må I gerne lade os det vide. I den første tid bor vi i sommerhuset i Rødhus.

 

 

Januar 2006

Det nye år bragte kulde og flot, skyfrit vintervejr. Jørgen blev ramt af en slem hoste og en omgang podegra, og Hanne måtte holde formen alene på snesko i det mageløse bjerglandskab i den første uges tid. Imens ebbede turiststrømmen på vejene og på pisterne ud. I februar kommer de tilbage (forskudt vinterferie i Frankrig over 3 uger).

Snesko ER en herlig opfindelse. Man kan gå sikkert overalt, i det stejleste terræn uden at glide. Går det stejlt opad, clipser man hælene op og let går det. De er lette (plastik) og solide. Selvfølgelig skal de være af mærket TSL. Der arbejder Kathrine jo, og i øvrigt er vi  lidt lokalpatriotiske.

Vi fik endelig besøgt slottet i Annecy med en spændende udstilling af maleren Gabriel Loppé, der i slutningen af 1800-tallet besteg Mont Blanc adskillige gange - osse med sin kone og sine børn - for at male Mont Blanc og hele bjergmassivet i alle mulige afskygninger. Det var før fotografiet tog over. Efterfølgende var vi på pub-crawling og restaurant. Vi har fundet et par gode spisesteder i byen.

Jørgen havde sammen med Kathrine og hendes 3 børn fornøjelsen - en kold - at se bobslædekonkurrencen i La Plagne (udtagning til De Olympiske vinterlege), fordi Lionel deltog. Han vandt dog ikke.

Månedens absolutte toptur på snesko var søndag, den 16. januar. En helt unik oplevelse op til Semnoz på den anden side af søen, hvorfra man har et panoramasyn over alle "vores" bjerge - nære som fjerne - i ét blik. Solen skinnede fra en skyfri himmel, så vi trodsede al fornuft og spiste frokost udenfor på en refuge og drak rosévin til, og derefter gik vi 3 timer på snesko. En skøn dag.

Med vores Alex-venner har vi genoptaget torsdagsturene på snesko. Det er hyggeligt og inspirerende.

Fredag, den 20. januar havde borgmesteren i Alex, Mme Nathalie Dutreige, inviteret beboerne til en nytårsbuffet i Salle Communale. Vi mødte naturligvis osse op. Hun holdt en lille tale om året, der gik, og året der kom, og så var der fast og flydende til ganen. Vi mødte en masse, vi kendte, og det var meget hyggeligt. Vi synes, det er en rigtig god idé at invitere byens borgere til nytårskom- sammen og spurgte os selv, hvorfor man ikke gør det i Danmark - i hvert fald i de små kommuner - som jo nu ganske vist ikke er så små længere. Her i Alex er vi ca. 850 indbyggere.

Ugen efter var Hanne til undertøjssalg hos sin gymnastiklærer - efter tupperware-modellen. Alle kvinderne fra gymnastikholdet samt nogle flere var der. Et skønt syn må det have været, da vi alle smed tøjet og prøvede bh'er og trusser m.m. Der var udsalg, men dyrt blev det alligevel. Aftenen sluttede med cidre og galettes des rois.

Galette des rois er en kage, hvori der er gemt en "fève", en lille porcelænsfigur, og den, som får denne, knækker muligvis en tand, men bliver osse hædret med en kongekrone (som følger med kagen, når man køber den hos bageren). Men denne tradition fejrer man Heligtrekongersaften. Det minder jo lidt om vores mandel i ris à l'amanden.

I sidste uge havde vi en overraskende anderledes musikalsk oplevelse i kirken i Thônes: Concert des Professeurs: Lærerne på musikskolen i Thônes viste deres kunnen, og det var både suverænt spil og et spændende sammensat program. Sang, violin, sopransaxofon, klaver, trompet, klarinet  - og selvfølgelig harmonika. Musikinteressen og -aktiviteten er stor her i bjerglandet, og niveauet er højt.

Og så kom udsalget! Pigerne og Hanne hjemsøgte La Fayette og de små butikker i Annecy. Jørgen holdt sig væk, men fik dog osse nyt tøj.

Vi har fået nogle nye venner: Martine og Bernard, som Jørgen spiller bridge med. De kommer fra Normandiet, men er ved at bygge hus i Provence. De har en lejlighed i La Clusaz, hvor de tilbringer vinteren for at stå på ski. Vi var oppe og spise hos dem en aften, og de kommer her hos os i næste uge.

Familielivet fylder selvfølgelig meget, og vi nyder samværet med pigerne og deres børn. Det bliver ikke let at undvære i fremtiden. Vi følger dem i deres hverdag: Lisa er begyndt at gå til klassisk dans, og Hanne tog hende med til Annecy for at købe udstyr. Emile er begyndt at gå til judo. Noah har fået en rygsæk og er vokset ud af sin tremmeseng. Og de små udvikler sig næsten fra dag til dag: Lucas er blevet stor (hans spiser stadig dag og nat) og har fået øje på verden omkring sig, og Romain moser på for både at kunne sidde, griner gerne og meget med sine 2 tænder, som han fik af julemanden), forkælet af alle, ikke mindst sine store søskende. Sofia må vi indtil videre nøjes med at høre om, men heldigvis kommer de snart og besøger os.

Biografen i Thönes bliver osse besøgt, bl.a. har Hanne været i biografen 2 gange med børnene: "Kirikou et les bêtes sauvages", en fransk animationsfilm, og alene med Emile den sidste Harry Potter film.

Af og til har vi Romain et par timer, mens Kathrine får sig en tur på ski alene eller med en veninde. Og en slædetur med Noah ender altid med at slæden læsses med stooore sneklumper, som vi så  flytter til et andet sted! - Han er udpræget entreprenør-typen og meget opfindsom.

Lionels forældre, Nicole og Maurice, havde vi til frokost dansk frokost en dag, og det var rigtig hyggeligt. I søndags havde vi så inviteret Laurents forældre og hans mormor + dennes ven til middag på vores kro. Det blev samtidig et farvel til Karine og Patrik, som forlader kroen for i februar at åbne deres egen restaurant på vejen ind til Thônes under det fantasifulde navn: "Kar'Pat'Ciao". Vi sluttede vores middag ude i gården bag restauranten med en smagsprøve fra Patriks "chevre", en beholder med gæret æblesaft, som skal blive til brændevin, niole, som det hedder her. Meget lystigt.

Lørdag formiddag er helliget markedet i Thönes, som hele året er farverigt og rigt assorteret. Så skal man jo have sin kaffe på "Bar Central" og møder nok nogen, man kender.

Måneden sluttede med endnu en smuk dag, hvor vi med Noah gik langs floden her nedenfor. Der blev kastet mange sten i vandet den dag!

Jo, livet er godt at leve, og vi glæder os over hver ny dag, som starter med et blik ud af vinduet på vores knold. De fleste dage skinner solen og så luer den i morgenrøden.

Dagbogen for 2005 finder du i arkivet her