INDISK KUNST

Hjemmesiden Indisk kunst byder velkommen til internet forum om indisk malerier, statuer mm.

1. Spørgsmål: Hvad er Indisk Kunst?

Svar: Indisk Kunst er et forum, hvor man kan få information om indisk samtidskunst.

2. Spørgsmål: Hvad er formålet med Indisk Kunst?

Svar: Formålet med Indisk Kunst er:

At fremme kendskabet til indisk samtidskunst i Danmark
At støtte indiske billedkunstnere
At fremme udvekslingen mellem danske og indiske billedkunstnere

3. Spørgsmål: Kan man blive medlem af Indisk Kunst?

Svar: Der vil blive etableret en forening, når mindst 50 personer har meldt sig. Så skriv til mail@indiskkunst.dk, hvis du har lyst til at blive medlem. Du må også gerne komme med forslag til aktiviteter, som du synes, at foreningen skal beskæftige sig med.

4. Spørgsmål: Hvem står bag Indisk Kunst?

Svar: Preben Gondolf har etableret Indisk Kunst i efteråret 2006. Preben Gondolf har været ansat i Udenrigsministeriet i mere end 20 år, men er nu gået på pension. Preben Gondolf har samlet på indisk samtidskunst siden 1987 og har nu en større samling. Preben Gondolf har boet i New Delhi i fem år og tager til Indien flere gange om året.

5. Spørgsmål: Hvem skal tjene på Indisk Kunst?

Svar: Ingen i Danmark, men forhåbentlig får indiske billedkunstnere glæde af Indisk Kunst gennem salg af værker, stipendier og studiebesøg, når Indisk Kunst har etableret sig som en forening.

6. Spørgsmål: Hvor ofte bliver Indisk Kunst opdateret?

Svar: Det er hensigten, at hjemmesiden bliver opdateret hver måned. Har du bidrag til hjemmesiden er du velkommen til at skrive til mail@indiskkunst.dk.

7. Spørgsmål: Hvor kan jeg få mere at vide om indisk samtidskunst?

Svar: Det er håbet at Indisk Kunsts hjemmesiden med fx en litteraturliste og et billedgalleri kan bidrage til en større viden om indisk samtidskunst. Man kan også få Preben Gondolf til at holde et foredrag på 1,5 time med power-point præsentation. Henvendelse kan ske til mail@indiskkunst.dk.

Work of the month
Archive
Galleries
Auctions
Literature

About IndiskKunst.dk
Contact & Newsletter Print version
Home

Foto af Jaingud

GUDERNE, DER FORLOD OS FOR TUSINDER AF ÅR SIDEN,
ER STADIG I INDIEN.

af Anne Vilsbøll

|Printvenligt version|

Preben Gondolf, www.indiskkunst.dk har bedt mig om at præsentere en indisk samtidskunster og fortælle lidt om vedkommende. Det vil jeg gerne, men først synes jeg, det er vigtigt, at fortælle om, hvad min baggrund for at gøre det, er.

Mødet med Indien har efterladt spor, som har ført fra en uendelighed til den næste. Oprindeligt planlagde jeg et halvt års studierejse til Indien i 1985, hvor jeg ville undersøge det håndlavede papirs historiske, geografiske, biologiske, økologiske, kulturhistoriske og æstetiske aspekter! Turen blev aflyst, da jeg blev gravid med mit første og eneste barn. Først i år 2000 tog jeg af sted, og den oprindelige plan var nu blevet udvidet til også at omfatte et samarbejde med indiske miniature- malere, der skulle male mine historier. Dette samarbejde var så fascinerende, at jeg de efterfølgende 7 år – indtil i dag- har opholdt mig mellem 3 - 4 mdr. hvert år i Indien. I 2001 købte jeg et mindre hotel i Udaipur, Rajasthan med det formål at skabe et artist-in-residence hus, hvor andre kunstnere også skulle kunne arbejde. Fra 2006 er denne plan blevet en realitet og kunstnere fra hele verden booker sig nu ind for en måned ad gangen: www.makanne.dk

I de 7 år, der er gået, er jeg blevet mere og mere fascineret af alle de lag og modsætninger dette land indeholder og har samtidig været vidne til, hvor kraftigt Indien – især i de sidste 3 år- har været og er inde i en rivende udvikling.

I begyndelsen var det den klassiske indiske tradition, der var vigtig at få forståelse for:

Upanishaderne, som for hinduerne repræsenterer, hvad det nye testamente repræsenterer for de kristne. Tekster, skrevet på sanskrit mlm. det 800-400 f.kr., om store og enkle livs spørgsmål. Det smukke ved disse tekster er, at de er en reaktion mod al ydre religion. Teksterne er skrevet af digtere med visioner: ånd kan ikke læres ligesom kærlighed, det at se og høre ukendte melodier ikke kan læres. Upanishaderne er ikke en religion, men snarere ånden bag alle religioner. Vi er alle nødt til at leve vores eget indre liv alene, og vi skal alle dø vores egen død. Alle tekster i Upanishaderne

har været og er af stor betydning for forståelse af, hvad der gør Indien til det ”hun” er: ” Where there is creation there is progress. Where there is no creation there is no progress: know the nature of creation. Where there is joy there is creation ( Chandogya Upanishad.)

Andre tekster fortæller os, at Veda vismænd og dyr bor i menneskets indre kosmos. De syv visdomme er vore to øjne, to øre, to næsebor og munden. Paradokset ligger i hjertet af al mytologi, især i indisk mytologi. Myter er bølger, som afspejler vor eksistens mysterium, og de uddyber dette mysterium for at hjælpe os til at opgive vores normale måde at se på.

En indisk bekendt omtalte på et tidspunkt Chitrasutraeller “Reglerne for maleri”, der blandt andet overraskede ved flg. bemærkning: ”Det er meget vanskeligt at forstå reglerne for maleri uden at have en viden om dans.” En trænet opmærksomhed omkring bevægelse er det, der løber som en rød tråd igennem Chitrasutra, det drejer sig også om åndedrættets bevægelser inden i kroppen!

Endvidere kan man i Vastusutra Upanishad læse, at billeder af guddomme oprindeligt afsløredes for vismændene i deres mest skarpsindige form: mantraet. M.a.o. billedet blev afledt af lyd. Mine studier af indisk maleri tog sit udgangspunkt i miniaturemaleriet, som siden det 3. årh. f.kr. har været under indflydelse af adskillige kulturer, hvilket har bevirket, at de forskellige områder har deres bestemte skoler: Rajastani, Mughal, Pahari, Deccani, Mewar, Bundi, Koto, Kishangar osv. Mughal stilen begyndte at gøre sig gældende fra det 16.årh. Billederne er en form for reportage om hovedsageligt herskernes liv – eller Rajput stil, hvor billeder handler om gudernes liv, om kærlighed, om kvinden m.m. Omstændighederne for disse malerier adskilte sig meget fra den vestlige verden. Malerne var ydmyge mænd, der arbejdede på små værksteder, og deres navne er for det meste gået tabt med historiens gang. Billederne, de malede, var små. De havde deres fødsel som manuskriptillustrationer og tjente sjældent som vægdekorationer. Der var nogle kunstnere, der var originale og mange flere som var talentfulde kopister. Ingen vil nogensinde vide, hvis arbejde, det er, der er blevet udført. Deres produktion var forbløffende, meget af det banalt, men nok af det så udsøgt, at det kunne give de indiske museer og private samlinger en rigdom af værker. Nogle af de bedste arbejder eksisterer stadig takket være mæcenernes arvinger. Nogle malerier har næppe set dagens lys i århundreder. Miniaturemalere florerer overalt i Rajasthan i dag, og størstedelen af dem er meget talentfulde kopister – en lille procentdel dygtige kunstnere, men et er sikkert: de kan deres håndværk. At samarbejde med dem har skabt mange interessante overraskelser: ”Anne – you have a very different mind!” - har jeg ofte fået at vide – men det er i disse sammenstød undere skabes.

Hensigten med samarbejdet var, at en gammel tradition skulle benyttes på en nutidig måde. Jeg ville gerne have udtrykt en verden, hvori alle skabte ting blev animerede, indvævet i et net af private metaforer, nogle fabellignende, involverende dyr, andre afbildende Bosch - lignende bedrifter.

Resultatet af det første samarbejde vedr. vand – ” Welcome to the Water Palace” – hænger i dag i Silkeborg Nye Musik- og Teaterhus. Vores andre samarbejder om månen, ilden og ørne har efter udstillinger i Danmark, Sverige og i Indien fundet deres faste plads i mit hus Makanne i Udaipur, ligesom en del motiver er overført som vægmalerier i huset.

Mange miniaturemalerier kan minde om en form for tegneserier. Hvis en maharaja var på jagt og skød en tiger, ser man i et og samme billede måske 13 tigere, fordi alle tigerens bevægelser er afbildet. I mange miniaturemalerier har fugle og andre dyr fået menneskehoveder. Ung vestlig kunst forekommer ofte at være inspireret af de gamle tegneserieagtige miniaturemalerier. Megen af den unge kunst, vi bliver præsenteret for i disse år synes at indeholde mange østlige træk, ligesom megen østlig kunst indeholder vestlig inspiration.

Orhan Pamuk – tyrkisk forfatter – har i 2001skrevet en klog bog: ” My name is Red” – om miniaturemaleres liv i det 16.årh. – om spændinger mellem Vest og Øst – Den er læsværdig!

I Indien findes der stadig en erindring om meget forfinede udtryk, som vi i den vestlige verden har mistet. Det karakteristiske træk i den indiske tankegang er en proces, hvor der skabes orden i kaos og universet opløses i kaos som et umådeligt cyklisk mønster. Jo ældre man bliver, ser man, hvorledes ting, man arbejdede med for 20-30 år siden dukker op igen på senere tidspunkter. Sådan oplever jeg det i alle tilfælde, og jeg er sikker på, at jeg ikke er alene om det. Livet er netop ikke lineært men cyklisk! Et andet tema er, at ting ikke er, hvad de synes at være. Derfor er al realitet illusorisk. Indisk tankegang skaber cykliske mønstre, hvilket tiltaler mig. Fra miniaturemaleriet til studiet af indisk folkekunst: Indien har en stor talentmasse blandt diverse ” tribal” malere og traditionelle folkekunstnere, som har en stor viden om fortællekunst. Gennem Indiens kulturhistorie har der været en vedvarende interaktion mellem forskellige religiøse, lingvistiske og sociale grupper, og dette har resulteret i en rig, stoflig mytologi, der i omfang og diversitet rivaliserer med den europæiske kulturhistorie. Et enormt omfang af fortællinger er bevaret i de regionale indiske sprog, men de mest populære myter har opnået større cirkulation ved at blive taget i brug af det overregionale sprog sanskrit og ved at blive samlet i episke fortællinger helt fra det 4.årh. Det grundlæggende for den rige variation af myter er det centrale tema omkring spændingen mellem skabelse og ødelæggelse. Asian Heritage Foundation er i dag blevet etableret af Rajeev Sethi i New Delhi for at dække al kreativ og kulturel industri – en meget stor, men værdifuld opgave.

Maleri er en af de få ting, der er tilbage i den vestlige verden, som er tættest på den mundtlige overlevering i østen. At mestre et håndværk i vesten synes at være kunstnerens fjende. Igennem snart hundrede år er det traditionelle håndværk i vesten forsvundet – et fald, der reflekterer det generelle fald i vores kultur!

I Indien sidder smeden endnu på gulvet i sin lille butik og hamrer på metallet, men det varer ikke længe endnu, hvis der ikke gøres en indsats for at bevare alle de håndværk, der gør det fascinerende at opholde sig der. Det er muligt at få fremstillet alt her og nu i Indien. På 3 uger har jeg til atelieret i mit hus fået fremstillet en professionel trykpresse helt fra bunden på et mindre støberi. Tegninger og ideer flyver gennem rummene, og alt kan lade sig gøre. Der er ingen problemer – kun smil og ivrighed. Det er jo et eldorado for en kunstner at opholde sig i en sådan positivitet! Farver, form, formløshed – alt er i bevægelse i Indien, noget man ikke oplever andre steder. Fortiden ligger i nutiden – der er indhold med tradition – håndværkere gentager endeløst og uden besvær den samme dans, de har gjort i århundreder – men hvor længe? Når man en gang er begyndt sin rejse i maleriet og i Indien, kan man ikke vende tilbage. Det er væsentligt, at man kender sine materialer til bunds, netop derfor har mødet med indiske kunstnere og håndværkere været en dobbelt glæde. Alt for mange vestlige kunstnere, ved ikke nok om de materialer, de bruger.

Som ovenfor nævnt har mine ophold i Indien været fyldt med arbejde og studier – i første omgang

af det klassiske Indien – samarbejde og undersøgelser af diverse traditioner – fascination af indiske guder og myter, Maharajaernes fantastiske liv og levned – kvinders situation i Indien – køb og ombygning af mit hus, som har givet mig en mere fundamental viden om, hvordan Indien fungerer lovmæssigt!! og menneskeligt - samt en erfaring om den ofte manglende indiske moral. De fleste udlændinge har mange stereotype bemærkninger om Indien: at det er et land for drømme og romantik, at det er et land med utrolig rigdom og utrolig fattigdom, at det er et land med 330 millioner guder m.m.

Efter de økonomiske reformer i 1991 og atomprøvesprængning i 1998 er der kommet lidt andre

bobler på dette kæmpe demokratiske lands overflade. Demokratiet har overlevet i Indien, fordi inderne har forstået, at det er det mest effektive system at have, hvis man skal bevæge sig opad og få personlig magt og rigdom. Indere er ikke kun ”åndelige”. De elsker materielle goder og ser op til magt og rigdom. De er alle udspekulerede entreprenører. De er ligeglade med alt, der ikke direkte tjener til deres egen personlige vinding. Indere er pragmatiske og naturligt umoralske i deres verdens-og menneskesyn. Korruption er nødvendigvis ikke forkert, hvis der opnås et godt resultat! Jeg kunne blive ved, men Indien har i de sidste 4-5 år befundet sig i en brydningstid – i færd med at løfte sig til en stormagt, vi ikke kan komme uden om, og det går stærkt. I det 21.årh vil hver 6 menneske på jorden være en inder, og alle vil de have del i de materielle goder, som vesten er ved at blive kvalt i. Middelklassen vil have designertøj og luxusbiler og kunst! Enhver voksende økonomi skal have noget at vise frem – folk vil have ikoner, som beviser på deres rigdom, og her kommer den moderne kunst ind. Kunst er blevet et statussymbol også for indere og ikke mere blot en del af

deres tidligere hverdagsliv. Dette hurtigt voksende konsumsamfund står i stærk kontrast til billedet af Indien som et ikke-materialistisk samfund, men der er ingen vej tilbage.

Interesse for indisk samtidskunst er meget ny. Der var ingen, der interesserede sig nævneværdig for ung indisk kunst før i slutningen af 90’erne. Kendte indiske kunstnere, som M.F.Husain, Mehta og Souza har været på scenen siden 1950érne. De brød med den gamle ” colonial” stil og koncentrerede sig om form. De kaldte sig ” The Progressive Art Group og holdt til i Mumbai. Men dengang var der kun få samlere, og museer viste kun lidt interesse. Men dette billede har ændret sig de sidste år. Siden 2001 er priser på indisk samtidskunst forhøjet 20 gange i forhold til deres oprindelige værdi. På Sotheby’s og Christie’s New York auktioner opnår enkelte værker priser på op til 525.000 Pund - også for meget unge kunstnere. En lignende situation gør sig sjældnere gældende for ung vestlig kunst. Ung kunst – især ung indisk kunst - er blevet mode. Moden handler i dag om låne elementer fra tidligere tiders udtryk, moden er blevet til en ” copy paste” produktion hvor der gendesignes og genopfindes – det samme finder man i kunsten, som ovenfor nævnt – fabler, tegneserier, fotogengivelser – alt samples og genopfindes.

Det er i den voldsomme raketlignende udvikling fra det gamle til det nye Indien, vi finder de yngre indiske kunstneres inspiration. Størstedelen af samtidskunstnerne skildrer dagliglivets kaos, det, der er ved at forsvinde, f.eks. i støbninger af butiksfacader eller motorcykler med et væld af mælkejunger, hvor kommer vi fra, hvad er vore rødder, hvor er vi på vej hen, påvirkningen af vestens billedverden i det clash, der opstår, når gammelt og nyt mødes. Mange yngre indiske kunstnere har også fået mulighed for studieophold i vesten, som yderligere er med til at sætte tingene i relief. I ”gamle dage” var der enkelte rige indiske familier, som støttede kunstnere, såsom Tata, Birla og Goenkas familierne. I dag er der kommet flere til. Anupam Poddar, hvis mor Lehka er ud af Birla familien, hører til i gruppen af samlere af ung indisk kunst.

Deres ” Poddar Farm” i New Delhi og deres hotel Devigarh, 25 km udenfor Udaipur bærer præg af deres store interesse for kunst. Anupam Poddar er en af frontfigurerne af den nye generation af kunstsamlere.

Først for ca. 3-4 år siden begyndte indiske aviser at bringe artikler om unge indiske kunstnere ved siden af præsentationer af Bollywood film. Ofte er det unge kunstnerpars succeshistorier – succes i både kunstens og privatlivets sfærer – det sidste er stadig meget vigtigt i Indien – endnu! Det drejer sig bla. om Reena Saini Kallat og Jitish Kallat, Atul Dodiay og hans kone Anju og Bharti Kher og hendes mand Subodh Gupta. Fælles for dem er, at de er født i mellem 1959 og 1972. De arbejder med den identitetskrise, de befinder sig i – deres kulturelle selvopfattelse, kombineret med adgang til den globale kultur. De tager ofte udgangspunkt i Hindu mytologi, hindu ritualer, det gamle sat over for det nye, skæbne og tro, sociale muligheder, kitsch og populær konsumkultur og bortset fra det rent indiske, det stedsspecifikke, ligner deres kunstneriske temaer alle andre unge kunstneres lige nu i verden. Der ses en ny form for internationalisme, forbundet til verdens globalisering og en del unge indiske kunstnere behandler verdens emner på en særdeles ansvarlig måde. At være ung indisk kunstner har nyhedens interesse i sig selv, fordi det er nyt, at unge indere eksponeres på verdensplan. Der er mange penge og mange spekulationer involveret i at promovere ung kunst, men der er mange penge blandt indiske dealere og samlere, mange flere midler, end der er til stede blandt europæiske dealere.

Det er godt, at unge kunstnere får chancen på verdensplan, men der er mange diskussioner fagfolk imellem om, hvem af kunstnerne, der vil ”overleve.”

Verden er også på det kunstneriske niveau blevet meget lille. Når man bevæger sig rundt i den,

er det interessant at opleve, at kunstnere i vidt forskellige kulturer på et givet tidspunkt er optaget af og arbejder med de samme problemstillinger og de samme materialer. Alt afhængigt af øjnene, der ser, vil der opleves en større eller mindre forståelse af værkerne. Indisk samtidskunst med titler som ”Horn Please”, ” The Peacock and the Tiger”, “ Indian Contemporary”, “ Indian Photography” m.m. florerer lige nu overalt - fra Milano til New York, fra Bern til Mumbai.

For undertegnede har mødet med indisk samtidskunst givet mig nogle interessante ” deja vu” oplevelser.

I 1984 arbejdede jeg med projekt” Mimicry – Visible Relics of the Past”. Jeg var netop vendt hjem fra USA, hvor jeg havde lært at fremstille papir. Mine første arbejder med dette materiale, som skulle udvikle sig til at blive min passion, koncentrede sig om rum og assimilering i rum. Jeg skabte rum /flader i papir, hvori dyreobjekter forsvandt: Som jeg skrev dengang: ”omgivelserne har en farve – dyrets farve er omgivelsernes farve – dyret beskytter sig med omgivelsernes farve – mennesket gør det samme.” Jeg bemalede legetøjsdyr , så de fik fladens farve. Jeg brugte håndlavet papir og alverdens andre ting, bla. bindis, jeg havde købt i San Francisco og øjne, jeg havde klippet ud af fotos, jeg havde taget af diverse buddha skulpturer. Jeg arbejdede med leoparder, dådyr, elefanter m.m. Mit projekt blev udstillet på Viborg Stiftsmuseum og på det dengang nyåbnede Krasnapolski i Kbh. Siden hen har jeg arbejdet med dyret og mennesket. I 1997 deltog jeg med mit projekt ” Bambi” på Art Cologne med Galerie Egelund, hvor jeg havde genbrugt min barndoms eventyrblade og tegnet Bambi i hel størrelse og igen i et af mine sidste projekter er dådyret og leoparden dukket op igen, baseret på mine arbejder fra 1984.

Over 20 år senere synes jeg, det er en speciel oplevelse, at den indiske kunstner Bharti Kher arbejder med bindis på bla. glasfiber dådyr, og at Anita Dube arbejder med de glasøjne, der bruges på religiøse skulpturer i Østen, som jeg har fotograferet i en uendelighed. Shibu Natesan har malet en leopard på en Lamborghini – jeg har malet en jaguar på en Jaguar ud fra min model fra 1984. Det må være det, der i dag kaldes morphic fields eller det kollektivt ubevidste – eller måske spiller guderne i Indien ind! Jeg synes, det er spændende at opleve, at der er kunstnere fra en helt anden kultur, der i dag arbejder ud fra de samme ideer, jeg har arbejdet med siden begyndelsen af 80’erne.

I dag er der den materialefrihed og samarbejde med håndværkere i Indien, som jeg altid har savnet i Vesten, hvor alt skal kategoriseres i håndværk eller kunst – det eksisterer ikke for indiske kunstnere, alt er muligt i Indien!