Rigtig god søndag

Lille syge pige

Stakkels lille Raja har været syg i nogle dage. Hun har hat feber og været ked og pyldret. I nat vågnede hun og var meget meget ked ca. en gang i timen.

Det er svært for os at holde hovedet koldt når hun er syg. Vi blev hjemme fra studiet begge to, for vi bliver bange, kede og trætte når Raja er syg. Der skal ikke meget til at vippe os af pinden, så får angsten sit grimme tag i os. Og vi kan ikke tøjle den angst, hvorend vi gerne ville. Især jeg kan ikke lade være med at holde rigtig meget øje med hende om natten, tvinge mad og væske i hende og lade hende hænge i slyngen så meget hun vil.

Nu har hun det fint igen, så nu hvor hun er fuld af energi igen er mor og far trætte og skal samle kræfter til endnu en omgang RaaaaajaaaaBaaajaaan...

Aj altså, en gang i timen er altså for meget for små piger at vågne

Så hvis nogen har nogle vidunder-råd til at få små bøffer til at sove igennem om natten , så kom an. Og dem der hvor de skal skrige i 12½ minut gælder ikke...

Hvis Raja ikke var så forbandet skøn, smuk, dejlig og blød, så havde vi nok ikke holdt til det her natteroderi... Eller dvs. jeg ikke holdt til det. Faren snork-bobler fra det hele.

Og så har Raja-Bajaan været til sin første koncert. Det var en
overraskelses-demo-torsdags-koncert med Mano Chao. Det var sjovt med højt.

Livet går jo videre...

Forleden dag sad jeg på Indias bænk og havde en stille stund med mig selv og mine tanker og min India.

Ned af hendes sti kom en vuggestue trillende, og den ene pædagog sagde højt og begejstret "heeeeej Line"... "Har du fået en ny?" Jeg var lidt desorienteret og kunne faktisk ikke huske hvor jeg kendte hende fra. Pinligt, men det kunne jeg altså ikke. Efter lidt tid fandt jeg ud af det var en studiekammarat jeg havde fag med da jeg ventede India. Hun fik mailen om Indias død lissom resten af holdet. Og derudover har vi nogle fælles bekendte. (en kort historie fra det virkelige liv er allerede blevet lang:-)

Hun sagde med det samme at det var godt at jeg havde fået en ny... Ved ikke hvorfor, men nogle gange skærer denne sætning i mine øre... Jeg svarede at ja det var virkelig dejligt at have fået Raja. Hun er et mirakel i sig selv, helt sin egen. Men det gør ikke savnet af India mindre. Det sagde jeg til hende, og hun mumlede lidt videre. Hun fortalte så at hun selv havde mistet en lillesøster der blev 15 dage. Hospitalet havde sørget for begravelse osv, og de havde aldrig set hendes grav. Det var hun meget ked af. Og moderes drømte stadig meget ofte om lillesøsteren. Om hvordan hun ville have været, hvordan hun var og om det der dengang skete.

Så spurtge hun hvad der egentlig var sket med India. Og jeg fortalte i korte træk. Og jeg fortalte at vi var rigtig glade for at vi havde hendes lille plet på jorden med den røde bænk hvor vi kunne give hende rum, og hvor vi kunne fortælle hendes søskende om hende... Herfter sagde min studiekammarat; "men Line, livet går jo videre"... Jeg blev ret mundlam fordi jeg fakrtisk syntes vi havde haft en meningsfyldt samtale. Vi havde talt om stort(hendes lillesøster, India, Raja, hendes børn) og småt (studie, arbejde osv) og så pludselig mente hun at måtte fortælle mig at livet gik videre.

En gang før er denne sætning blevet sagt til mig. Og også på kirkegården. Der blev den sagt af min praktiklærer jeg var i praktik hos da jeg ventede India. Og jeg havde lovet mig selv at jeg, heldt uden at fortrække en mine, ville sige noget i retningen af "jamen for uglen i hulen da... Er det rigtigt, jamen så er jeg helt glad igen. Vi nedlægger gravstedet og drikker mig plørefuld og danser på borde igen. TAK fordi du fortalte mig det, nu er jeg fjong"

For det er mig meget svært at forstå hvad den sætning skal siges for; "...men livet går jo videre Line..."

Hmmmm... Jeg fik jo ikke sagt noget smart eller kækt. Jeg fik sagt at "ja det gør det heldigvis, og man tager sine børn med sig, hvad enten de er levende eller døde". Men jeg undres stadig over hvorfor man vælger at sige det til en mor ved hendes datters gravsted. Og så når man endda er derude i periferien. Uden at kende til morens tanker og følelser...

Livet går videre. Jeg er her endnu. India var her. Livet går videre. Og det jeg mener med det er at livet går videre selvom India er død. På trods af min ene datter ikke er hos mig, så lever jeg endnu. Sammen med alle dem jeg holder af. Jeg lever endda godt. Har det godt. Men kun fordi jeg har India inden i mig. Kun fordi at hun kom med mig videre i det liv af mit der gik videre... Giver det mening? Havde jeg skøjtet videre, uden at tage India med mig var jeg aldrig blevet hel igen.

Og det er der ulykkevis mange englemødre der kan give mig ret i. Alle de englemødre der ikke fik den hjælp og støtte og opbakning til at tage deres små børn med videre...

Alle dem der bare fik af vide "at livet jo går videre" inden de trådte ud af kapellet...

Nu ved jeg jo ikke hvad min studiekammarat egentlig mente med hendes sætning. Jeg kan kun gætte og ligge i den hvad jeg forstod... Og jeg tror desværre at hun mente hvad alt for mange nok mener og tænker om os engleforældre... "Nu må det da snart stoppe og blive som før. Nu må vi da snart få de gamle unge glade mennesker tilbage. Nu har de jo fået en ny. Så nu bliver det da at sumpe i sorgen"...

Men måske er det bare det der er min aller aller største frygt at nogen skal mene om mig og mit forhold til min døde datter. For hvis nogen tænker dette... Hvad gør det så India til?

Jeg havde lovet mig selv aldrig...

... at fremhæve og offentliggøre grødbilleder af mit barn. De er ganske enkelt ulækre. Og det er kun moren og faren der syns det er sjovt og sødt at se på. Alle der har hjemmesider, blogs osv. sætter stolte billeder af putten der spiser grød online lige så snart de har smagt den første bid. Jeg har aldrig forstået det.



Men det gør jeg nu... Tsk tsk, jeg er blevet en af dem der syns at Raja er det kæreste selv når hun har grød overalt. Og jeg forstår simpelthen ikke dem der ikke er enige!

Kulturnat hos India

Igår aftes var vi til kulturnat hos India. Man måtte egentlig kun være på nogle afmærkede stier på kirkegården, men vi stak af over til India med Moster Dorthe, Fætter Frederik, Overmosteren og mormor. (de kan fandme løbe hurtigt kan de)





Vi havde tændt et hav af lys hos India, og hendes lille gravsted lyyyyste op helt nede fra den anden ende af stien. Det var så smukt og hyggeligt.















Raja var på sin første natterend, og den klarede hun sgu ikke så godt. Hun vågnede i barnevognen og ville ikke derned igen og sove. (læs evt. nedenstående indlæg og sol og måne og mæhhhh)... Vi har snart opgivet at foretage os noget med hende om aftenen. Sådan er det altså åbenbart bare med Raja. Det er også ok... Men det er KUN fordi hun er så dejlig, at det er ok.

Det har været dejligt med nogle mindedage og arrangementer for India(vi var også til arrangement på Rådhuspladsen d. 9., se evt;http://kvinder.bt.dk/index.php?id=1415) . Så bliver hun lidt mere nærværende, og giver et sprængbræt til at tale om hende lidt igen. Det er dejligt. Og dejligt at der er nogle begivenheder der tydeliggør India. Og så så Raja kan være med i India-universet.

Mine tanker kredser meget om hvordan mon Raja får det med India. Bliver India hendes hemmelige usynlige ven der får skylden for de spiste småkager? Bliver India hendes storesøster der bor i en jordhule? Bliver India en sjov og farverig have? Bliver India nogensinde Rajas storesøster? Eller er det kun for os i vores hjerter at India er storesøster til Raja?






Jeg håber og ønsker og beder til at Raja vil kunne forstå bare en lille smule af den dejlighed India er. For selvom hun mangler og altid vil være savnet, så var hun en gave at hun var her...

PS. Hvis man vil skrive en kommentar/hilsen skal man trykke på kommetarer, så kan man skrive. Det er lidt sjovt hvis i gør det, så man kan se i har været her... Men det behøves skam ikke...

PPS. Hvis nogen er nævnt ved navn og ikke ønsker at være det, så skriv med det samme til mig; mosterline@hotmail.com

Indias historie

Nogen har skrevet til mig om hvad der egentlig skete med India... Hvorfor hun døde og hvad hendes lille historie mon er... Her er noget jeg skrev til Heidi, Laurits mor, et par måneder efter India var død. Vi gik til efterfødselsgymnastik sammen, og hun ville gerne høre Indias historie, men skulle ud og rejse den gang jeg skulle fortælle om mig selv...



Kære Heidi

Du kan tro jeg gerne vil fortælle om min datter India. Tak fordi du spørger. Det bliver jo nok en lidt forkortet version, men du kan jo evt. ringe når du kommer hjem fra ferie.

India er et lille kærlighedsbarn. Vi ville gerne have børn, vi ville have begyndt at prøve et par måneder efter. Men pludselig var jeg gravid og vi var jo vildt glade.
Jeg fik dog hurtigt den grumme kvalme, som varede helt indtil en måned før jeg fødte. Jeg prøvede alt, men det eneste der hjalp var sengen og mad. Det resulterede i en vægtstigning på 35 kg. Og et dårligt selvværd, da det eneste jeg kunne var at være gravid og dårlig hjemme bag lukkede døre.

Af forskellige årsager valgte vi at vi ville føde hjemme. Vi lejede et 1000 liters fødekar og var klar med både fødeudstyr og babyudstyr, da jeg var i 38. uge.
Jeg læste intensivt til eksamen indtil 2 uger inden termin, og da eksamen var overstået, åndede vi lettet op, og indstillede os på en lang sommerferie med vores lille barn(vi kendte ikke kønnet).

Da jeg var gået 4 dage over tid (d. 24.juni) vågnede jeg om formiddagen med småveer. Vi ringede efter jordmoderen, der kom, men hun kunne ikke finde hjertelyden med sit træstetoskop. Vi kørte på hospitalet, og Thor og jeg havde ingen mistanke om at noget skulle være galt på det tidspunkt(måske kaldes det benægtelse). Men da vi kom til hospitalet kunne min jordmoder heller ikke finde hjertelyden med doptonen, så en læge skannede mig. Glad og fro sagde jeg: ”kan du ikke lige sige at hjertet slår”(havde stadig ikke fattet en skid af alvoren) og lægen svarede: ”det er jo det jeg lige skal finde ud af om det gør”. Det gjorde det ikke. Vores lille barns hjerte var holdt op med at slå inde i min mave. Så kort før vi skulle møde den. Jeg råbte og skreg og vi satte os ned i et hjørne i lokalet på gulvet og holdt om hinanden og græd. Vi ringede efter vores forældre.

Jeg havde jo sådan set veer og var i fødsel, men efter beskeden om at barnet var død, syns jeg ikke at veerne gjorde ondt mere. Jeg blev tilbudt og opfordret til at få lagt en epidoralblokade, men den afslog jeg til at starte med. Jeg tror stadig jeg forestillede mig en fødsel i et kæmpe kar og uden smertelindring. Heldigvis kendte min jordmoder mig godt, jeg var med i kendt jordmoderordningen, så hun tog en hurtig beslutning og tilkaldte en narkoselæge alligevel. Jeg blev jo nød til at få lidt ro til at fordøje det hele!

Ret hurtigt blev sorgen alligevel vendt til glæde. Det var jo lige ved at vi skulle se det barn vi havde ventet så længe på! Og selvom vi ville miste vores længe ventede og højt elskede barn, så fik vi denne dag et barn. Vi ville blive nogens mor og far, og intet skulle stoppe eller sætte skår i denne glæde. Jeg tror at denne indstilling har hjulpet os utrolig meget med at tage India til os. Hun var vores barn, smuk, dejlig og lige præcis så fantastisk som vi havde forestillet os, faktisk endnu dejligere end vi havde forestillet os. Og følelserne over at være blevet forældre, endda til sådan et dejligt og fantastisk meneskebarn, overskyggede meget af tiden sorgen over at vi ikke fik lov til at beholde hende.

Jeg lå og var bedøvet og mærkede ingenting, og fik ringet rundt til alle mine nærmeste og bedt dem om at komme til dåb dagen efter. Min familie er venner med en præst, der ville komme og døbe vores barn dagen efter. 30 mennesker blev der ringet efter. Vi ville dele vores barn med alle dem der havde ventet hende i spænding og som allerede holdt af hende.

Efter 7-8 timers veer fik jeg presseveer, og var helt åben. Jeg pressede i ca. tre kvarter. Kun Thor, jeg og vores, engel af en jordmoder, Charlotte var på stuen. Det var fuldstændig udramatisk og det der med at føde faldt mig meget naturligt. Så ud kom vores smukke, skønne, dejlige og meget store datter ud. En stor tyk pige på 4318 gr. og 55 cm.

Selvom vi havde regnet med at hun ikke skulle hedde noget af det vi havde talt om på forhånd(situationen havde ligesom ændret sig), var der ingen tvivl ligeså snart vi så hende. Hun var simpelthen bare en India. Vores lille tykke datter, India.
Jeg mistede en del blod og hendes skuldre sad fast, og moderkagen ville ikke ud. Desuden måtte jeg ind og have fjernet rester fra moderkagen en uge efter fødslen. Men jeg husker fødslen som en vidunderlig oplevelse og som total ukompliceret. Denne opfattelse var helt sikkert meget vores jordmoders fortjeneste. Hun roste mig og os til skyerne og simpelthen tog sig af os, så det blev en god oplevelse alligevel. Så på det punkt var jeg heldig!

Vi var bare så glade og stolte. Thor gjorde hende ren og pæn, vores familier kom ind på stuen og vi fejrede Indias fødselsdag, mens hun lå i vores arme. Kun Thors og mine. Ingen andre fik lov. Hun hørte til hos os, de andre kunne kigge og røre, men ikke holde, tænk hvis de tabte hende!
Kl. sent om aftenen kom vi op på en stue hvor vi fik sovet, grædt, grint, nusset India og hinanden. Men mest lå vi bare og kiggede på hende. Vi vidste vi ikke ville have hende så længe, så vi sugede India til os. Hun var bare perfekt.
Dagen efter kom nogle stykker på besøg, bla. vores nevø, der havde glædet sig utrolig meget til at hun kom ud. Han har været meget med i hele forløbet. Han blev meget glad for at se hende, og var mere skuffet over at hun var en pige, end at hun var død. Hun var jo så sød selvom hun var død, mente han, men dårligt arbejde af mig at jeg ikke kunne lave en dreng...

Kl. to mødtes alle vores 30 nærmeste udenfor afdelingen. Vi talte med præsten og alle kom ind på vores lillebitte stue. Vores lille pige blev på smukkeste vis døbt, "India Svendsen", og der var en utrolig intim og smuk stemning. Alle fik hilst på India. Nogle bare kiggede, mens andre rørte og talte til hende eller kyssede hende. Vi var denne dag så stolte og glade. Vi holdt fast i disse følelser og denne indstilling, for vi vidste vi ville have uendelig lang tid til at sørge over hendes død. Så nu gjaldt det om at nyde hende mens hun var der.

Om eftermiddagen og aftenen græd, grinte, nussede og kiggede vi igen. Om natten kom India ned ”på køl”. Vi ville nemlig gerne have hende med hjem dagen efter, og da det jo var sommer, blev vi nød til at give lidt slip på hende. Det var nu også rart at kunne græde igennem den nat da hun ikke var der.
Lige da jeg havde født hende havde meget svært ved at knytte mig til hende. Det var så opslidende at have hende hos os, hvorefter ”de tog hende”, til alle mulige undersøgelser. Det betød at jeg knyttede mig og gav slip hele tiden. Ind imellem tænkte jeg at jeg helst bare ville lade være med at knytte mig til hende. For så kunne vi jo bare lave et andet barn der var levende, og så var India en sen abort: slut-færdig.

Men gudskelov for Thor. Han hjalp mig med at knytte mig til hende. Han var bare smask-forelsket i hende fra han så hende første gang. Han satte sig hos mig når jeg skulle sidde med hende. Han talte til hende, viste mig hendes fingre, aede hende og talte til mig om hvor dejlig hun var. Når jeg skulle holde hende spurgte jeg også de første mange gange ham om lov. For jeg havde brug for at han havde kontrollen og at han hjalp mig. ”Må jeg ikke sidde lidt med hende” sagde jeg!
Thor fik talt med mig om hvorfor jeg ikke ville knytte mig til hende. Det var jo bare fordi det gjorde så pisse ondt at skulle give slip hvis jeg først havde knyttet mig! Men selvfølgelig knyttede jeg mig til hende… For hun er jo mit barn. Mit første barn. Min smukke, store, dejlige, rolige datter. Selvfølgelig skulle jeg knytte mig til hende. Jeg skal have hende så tæt hos mig altid. Jeg kan måske ikke have hende hos mig fysisk. Men hun er så tæt på. Og der vil hun altid være.
At knytte sig til nogen er jo at elske. Og sorgen er kærlighedens spejl, som vores præst sagde. Så vi knytter og sørger og elsker rigtig meget i øjeblikket.

To dage efter fødslen havde vi India med hjemme det meste af dagen. Det var simpelthen bare det bedste. Hun så alle hendes ting. Vi puslede og puttede og holdt og krammede hende, herhjemme hvor hun både skulle have startet livet og hvor hun skulle have boet med os.

De fem-seks timer hun var herhjemme er de bedste i mit liv. Vi var en lille familie. Thor, Line og India.

Om aftenen afleverede vi hende på hospitalet, for hun skulle obduceres dagen efter. Og vi tog hjem. Uden vores elskede datter. Ubeskriveligt. Burde ikke overgå nogen.

Efter obduktionen lagde vi India i kisten. Det var ikke så slemt som vi havde forventet. Vi var klar til at give slip. Men hvad jeg dog ikke ville give for at holde hende i mine arme, bare fem minutter igen! Vores drømme for India var store, og at vi ikke kan vise hende verden og at hun aldrig vil vokse sig stor og sej af vores kærlighed, er næsten ikke til at begribe. Vi har prøvet at forstå og acceptere det i to måneder nu, men jeg tror aldrig at det vil ske. Men det kender du jo selv alt for godt!

Jeg trækker det med den korte version i mig igen, tror jeg! Puhadada en smøre!

Kære Heidi. Jeg håber du får en rigtig dejlig tur til Sydafrika. Og at du finder glæde i din nevø.

Mange kærlige hilsner fra Line

BØF, nu med en Mei-Tai fra Ditte Marie og Magne

Puhada for nogle dage. Vi prøver at træne Raja i at sove længere lure end ½-1 time... Men det er satme svært... Hun sover kun hvis sol og stjerne står i en særlig vinkel, man står på et ben og synger "ole lukøje" baglæns, mens man siger mæææhh hvert 7. sek.... Eller ihvertfald noget i den stil!

Idag tog Raja-Bajaan sig lige en skrigetur næsten på højde med hendes kolikture... Fordi vi ikke liiiiige gjorde som ovenstående.

Og så er Thor begyndt at arbejde en del igen, så jeg har være meget alene med hende. Så bliver man sgu lidt træt i hovedet.

I forgårs kom der pakkepost. Det var DitteMarie og Magnes Mei-Tai-slynge. Ditte Marie kender jeg fra Netbaby og hendes søn Magne er født samme dag som India. Vi har byttet slynger, for Raja kan ikke rigtig være i strækviklen mere. Og Magne skal have en lillebror, så det passer jo fremragende.

Det er lidt vemodigt at vinke farvel til strækviklen. Raja har fandme siddet i den i mange mange timer. Men det varmer mig at Magnes lillebror nu skal sidde i den.

JEg har nok altid haft et lidt godt øje til Magne... Jeg tror at fordi han er født samme dag som India, så har en lille ekstra stjerne hos mig. Det har mange af de børn jeg kender der er født omkring samme tidspunkt som India. For på en eller anden skør måde, så er India jo en lille smule af alle dem.

Jeg finder jo aldrig ud af hvordan hun ville være som 2 måneder gammel, 14 måneder osv. Så jeg tænker hun kunne gå som Magne, spise som Carl, grine som Carlo, kravle som Isobel, danse som Cody... Men bare være som India...

Det der med slynger er måske lidt skørt for nogen... Men jeg siger det bare; prøv det. Vi havde aldrig overlevet kolik uden slynger og vikler. Og vores hverdag er hyggeligere, nemmere og sjovere fordi vi kan putte Raja i en bæredims.

Men nogen siger man ligner en hippie med dem... Jeg er bare ligeglad, min mand har dreadlocks!

Vi håber på skybrud

For der lugter af øl hos India! Vi har prøvet at vande det væk, men det hjalp ikke.

Da vi kom derover i formiddags havde der siddet nogle på hendes bænk og drukket øl. De havde hældt/spildt det udover hendes bænk og stien-af-sten.

Okay... Det er på Nørrebro. Så fair nok der er nogle der ind imellem sætter sig på hendes gravsted. Nogle er endda helt velkomne, selvom de ikke kender India. Jeg ville faktisk blive helt glad hvis et par trætte fnidrende skolepiger, en lidt skæv eksistens med ondt i benet, en autonom der var øm og omtåget af lidt gadekamp, satte sig hos hende. Hvis de havde respekt for stedet. Ænsede at det var Indias sted. Og måske endda sad og tænkte på hvem mon dette lille meneske var.

Men at efterlade flasker og skoder, hælde øl ud over hende! Hvem fanden gør sådan noget... FLADPANDER.

Jeg har lyst til bare at blive derovre. Bare at sidde og passe på hende. På ny føler jeg mig langt fra hende. Jeg kan ikke passe på hende som en mor skal passe på sit barn. Vores India er ikke hos os. Og FLADPANDER kan sætte sig hos hende uden vi kan gøre fra eller til.

Jeg savner mig store pige idag.

(billedet er fra i foråret. Nu er der vildt tilvokset og smukt. Og helt holdt i alverdens farverVores kamera er i udu, så de billeder vi tager udendørs bliver dårlige. Så der er desværre ingen billeder fra denne tid)

Putte-hygge

Thor sover til middag med Raja. Han påstår hun sover meget bedre når han sover med. Thor har taget kones anden sygedag. For jeg er blevet syg, og det er altså bare ikke sjåv med et lille barn på armen.

Nu rabler det for dem; -de flytter sgu igen

Vi har lige været oppe og se vores nye lejlighed -igen-. DEn er fandme grande. 4 værelser og 100m2. Lille køkken og bad, så værelserne er virkelig store.

Det bliver skørt at flytte derop. Det er en lejlighed hvor vi bare kan blive boende. Måske for evigt. Når man læner sig mod vinduet har man udsigt til India. Og vi flugter med trætoppene, den er på 3. sal.

Alt har været meget usikkert for os det sidste år. Alt har vi gjort for første gang igen, efter Indias død. Det har vendt op og ned på vores verden. På vores syn på verden. På vores syn på os selv. Og vi har forandret os rigtig meget. Mange har fulgt os i denne forandring. Fulgt os og støttet os til igen at kunne stå på vores ben igen. Som Line & Thor, men på en hel ny måde.

Så kom Raja, og det hele skulle omtænkes på ny. Hun kom skrigende, bøvsende, gylpende, hulkende, grinende ind i vores lille liv, og væltede benene væk under os igen. Men på en anden måde end India.

Derfor betyder det vanvittig meget for mig at vi har fået en lejlighed hvor vi har fast base i mange år endnu. Hvor vi kan få alle de børn vi vil have. Uden at jeg behøver at spekulere på hvor næste lag børn skal puttes...

Og hvor jeg ikke behøver at lægge vågen om natten fordi der lugter af røg fra kiosken neden under. For jeg er jo bange nok i forvejen... For at miste Raja. Og når man ved at røg forøger risikoen for vuggedød... Såååå kan en englemor sgu gå hen og blive plimmelims.

Vi flytter 1. december. Så vi skal holde jul i den nye lejlighed. Og hos India selvfølgelig. Det bliver spændende hvor mange vi får samlet til flytning denne gang:0) Eller om folk er ved at være trætte af os... Det kan man vist ikke fortænke dem i med 4 flytninger på 2½ år...

Men denne gang bliver vi hvor vi er, det lover vi... Og der er frikaduller og blandselvslik og øller til alle der bærer en kasse. Undtagen alle mine engle-med-mødre. De er nemlig forhåbentlig allesammen gravide. Undtagen Katja... Hendes grisebasse bliver forhåbentlig ikke i maven så længe. Og Sofie hvis 2. lille barn er et sted derude.

Og så flytter vi jo ikke længere væk end at der stadig er gang i gaden lissom igår... Vi flytter bare rundt om hjørnet så vi stadig har udsigt til bål og brand når de stakkels unge forsøger at synliggøre at psyko-Ruth er skør...

Thor elsker at hænge ud af vinduet og følge med i dramaet...

Må man være glad selvom man er mor til et dødt barn?

Jeg har længe tænkt på om man kan danse rundt til glad musik. Grine højt. Trille en tåre over hvor skøn Raja er. Holde om Thor og bare glædes over at jeg har ham. Glæde mig som et lille barn til på lørdag hvor vi igen skal ud og loppe den alle tre. Få kilden i maven over at sætte forårsløg hos India. Spise lækker mad. Bare være rigtig rigtig glad, selvom man er mor til India, der er død!?

Jeg læste en bog "I kan jo altid få en ny" lige da India var død. Forfatteren havde røget smøger og drukket sig fuld i rødvin i ½ år efter hendes datter døde. Hun havde ikke kunnet foretage sig andet. Hun havde været handlingslammet og bare grædt og drukket sig hen i en lang periode.
Sådan har det aldrig været for mig. Heller ikke lige da India var død.

Og nu hvor Raja er kommet, så er det virkelig meget glæde i min hverdag. Mere end nogensinde. Men er det ok? For India er jo stadig død? Indimellem overmandes jeg af dårlig samvittighed over at have det godt med mit liv. For hvordan kan man nogensinde få det godt med sit liv når ens lille datter er død?

Jeg er bundulykkelig over at India er død. Jeg er bundlykkelig over at have fået Raja. India er død og jeg savner hende som man ikke kan forstå man kan savne nogen. Men jeg føler mig meget privilligeret over at have fået de to piger. Jeg er gladere og lykkeligere end hvis India aldrig havde levet. Jeg er knust over hun ikke længere er her. Men jeg er så fantastisk lykkelig over at hun var her...

Og så er Raja jo skøn... Så det er vel ikke noget at sige til at jeg er glad. Også. Jo man kan godt være glad selvom man er mor til et dødt barn.

En lille fast grøn lort

Jeg skal lige lære det her med at skrive på min blog. Hvad skal den bruges til? Skal jeg være hudløst ærlig, eller skal jeg bare fortælle lidt hvordan det står til.. Måske ender det med en blanding.

Da jeg ventede Raja (som vi kaldte Lillen, for vi vidste ikke hvad kønnet var) var jeg sikker på, at set i lyset af vores kæmpe tab, så ville det live ren jubellykke at få dette barn ud levende.
Det har også været en helt fantastisk lykke at få Raja. Men det har også været meget meget hårdt.

For det første fordi det er så svært at Rajas storesøster mangler. Det er og bliver bare hårdt. India mangler i vores familie. Og lad os slå en ting fast, Raja har ikke lappet noget hul. Hun har ikke erstattet India. Hun har ikke udfyldt Indias plads.

Raja har fyldt sin egen plads. Hun har fået en ny plads i familien., I familien på 4 er hun den fjerde. Det første barn mangler ikke mindre af den grund. Men vi har det godt. Vi er glade og på mange måder har vi det godt. Blandt andet fordi at Raja har bragt os livsgnisten tilbage.

Faktisk kan India ind imellem mangle endnu mere end før Raja blev født. Fordi hun ikke længere bliver nævnt. Ingen vil nogensinde glemme India. Men meget få taler om hende mere. Derfor mangler hun endnu mere end da hun stadig blev spurgt til hele tiden.
Vi har gjort meget ud af at India skal nævnes og tales om igen og igen og igen. Men efter Raja er blevet født bliver hun kun sjældent nævnt. Og det gør at vi ikke blot savner India nu. Vi savner også at hun mindes og huskes. Vi savner dengang at India fyldte hos vores omgivelser også.

Raja fylder meget. Hun er en bøf og hun er et meget besværligt barn. Det betyder selvfølgelig at vi taler meget om det. Og det fylder meget. Og det skal det også.
I dag kaldte Thor på mig fra puslebordet. Meget indgående, og jeg skyndte mig til… Raja havde lavet sin første faste lort. Helt grøn og fast. Og vi studerede den og talte om den og var en lille bitte bitte smule stolte af at vores lille Raja kunne lave en lille fast lort! For sådan er det for os at have et levende barn. Alle mulige små lækre og ulækre ting fylder.

Men India fylder også så usigeligt meget… Så lad os tale om hende og mindes hende igen og igen og igen… Også selvom hun ikke er det der ligger øverst i bunken.