Aflivning; hvornår, hvorfor og hvordan.

Den triste og alvorligt svære del af at have kæledyr er når de skal dø.
Mange gange trækker man den alt for længe med at komme afsted og få sit elskede kæledyr aflivet.
Man hænger fast i håbet om at imorgen bliver det bedre. -Men istedet er det lidt eller meget værre.

Nogle gange er det den kyniske tegnebog der siger "Jeg indeholder ikke penge nok til en aflivning" som gør at folk ikke får aflivet alvorligt syge og lidende dyr, men venter til de dør af sig selv.

"Det er for langt de fleste en virkelig voldsomt grænseoverskridende handling selv at aflive dyr. -Specielt kæledyr.
Det er lettere for mange at forholde sig til den stille død hos dyrlægen end til alt blodet og dødskramperne ved en ordentlig hjemmeaflivning.
Hvis du overvejer en hjemmestrikket og billig løsning et sted midt imellem, -så drop det.
Det er med næsten 100% chance det rene dyreplageri."
(Denne del af teksten er hentet op nede fra aflivningsbeskrivelsen).

Hvornår er tiden inde til at erkende at ens dyr nu har et så dårligt liv at man gør der en tjeneste ved at få det aflivet?
Det er svært at give et kort og konkret svar på.
Mange gange handler det om "fornemmelsen i maven", andre gange skal man være modig nok til at lytte enten til sin dyrlæge eller folk i ens omgangskreds, eller en avler/opdrætter man kender.
Alt for mange dyr lider i alt for lang tid fordi deres ejere har en forfærdelig berøringsangst i forhold til døden og/eller ikke kan/vil/tør tage den endelige beslutning.
På den måde ender hvad der ellers har været et godt kæledyrshold i noget som i alt for mange tilfælde næsten kun kan kaldes dyreplageri. 

Mange enten glemmer, eller ved slet ikke, at når først man kan se på et dyr at det er sygt, så har de de virkeligt så slemt at de faktisk ofte er døden nær.
Det ligger dybt i deres instinkter at i det øjeblik de giver efter og viser at de er svækkede, så bliver de enten udstødt af flokken eller også kommer både rovdyrene og ådselæderne efter dem med det samme. Derfor dækker de over sygdomstegn i så lang tid de overhovedet kan.
Så kan du se på dit dyr at det er sygt, så står det altså faktisk ret skidt til og så har det virkeligt ondt eller også er det meget svækket.

Nu behøver man ikke aflive dyr bare fordi man kan se at de er syge. Mange gange kan de helbredes forholdsvis let og hurtigt.
Nogle ting kan man selv gøre noget ved, andre gange må man have dyrlægen til hjælp.

Du har som ejer af dyr pligt til at behandle dem når de er syge, eller til at få en dyrlæge til det!
Hvis du ikke gør noget er det dyrplageri og du kan i realiteten anmeldes til politi og dyreværn for det!
 

Dårlig økonomi er ingen undskyldning for ikke at gøre noget for syge dyr.
Hvis der ikke er råd til enten egentlig dyrlægebehandling/konsultation, eller som et minimum en aflivning, -så har du ikke råd til at have dyr.
Hvis man ikke vil eller kan betale en dyrlæge for en aflivning så skal man enten have dyr man både kan og må aflive selv, eller have dyr som andre end dyrlæger og slagtere kan/må aflive for en.
Der gælder forskellige regler for hvem der må aflive hvilke dyr og hvordan. Som hovedregel skal det ske på forsvarlig vis og uden unødig lidelse og angst for dyret.
Det er strengt forbudt at aflive dyr ved drukning!

Hvorfor skal jeg aflive mit dyr?
Når du har anskaffet dig et (kæle)dyr har du ansvaret for dets liv og død. Du er forpligtiget til bla. at sørge for at det får det rette foder, at sørge for at der bliver holdt tilstrækkeligt rent i dets omgivelser, sørge for at det bliver behandlet for de sygdomme og parasitter det evt. måtte få og sidst og ikke mindst at få det aflivet hvis/når det får det så dårligt at det ikke længere kan leve et ordentligt liv.

Hvis der er tale om et dyr som er meget sygt af en eller anden fysisk sygdom er det som regel ikke så svært igen at afgøre hvornår det har det så skidt at det bør aflives.
Man kan -og efter min mening bør, overveje rimeligheden af langvarige sygdomsforløb hvor dyret er voldsomt hæmmet i sin fysiske udfoldelse eller har mange smerter.

Husk at man ikke kan forklare sit dyr at hvis du bare holder enten indespærrelsen eller smerten ud i måske 2-3 måneder, så bliver alt godt igen. De lider bare imens og ved ikke at det her vil ikke vare ved resten af deres liv.

Personligt vil jeg meget nødigt lade mine dyr lide overhovedet. De skal helst kunne få det ganske væsentligt bedre i løbet af få timer, enten fordi behandlingen virker hurtigt eller fordi de kan få feks. smertestillende medicin som hjælper.
Jeg kan gå med til ting som et ben i gibs hvis de kan få lov til at humpe rundt på det, men hvis de skal holdes fikseret i meget lang tid... nej så er det altså bedre med en aflivning!

Så er der de mindre indlysende tilfælde:

Adfærdsproblemer. De kan skyldes mange ting. Nogle gange skyldes de sygdom og smerter, andre gange er de en reaktion på hvordan dyrene er blevet behandlet og håndteret af mennesker på, andre gange igen er det deres naturlige adfærd som bare ikke passer ind i hvordan vi mennesker synes de bør være og så er der dem der er født med en mental sygdom eller en eller anden form for  "mangel" som gør at de "er mærkelige". (Dårligt syn/hørelse er to ting som kan påvirke et dyrs adfærd radikalt!).

Nogle gange kan man træne dyr til at undlade at udføre en eller flere ting fra deres naturlige adfærd. -Feks. det med at lære kaniner, katte og hunde at de ikke må tisse og pølle indendøre, eller at de skal gøre det på bestemte steder.

Andre gange kan man ligeså godt lade være med overhovedet at prøve; Man kan feks. ikke lære en akvariefisk at den ikke må æde de andre fisk's unger.

Dyr som har været udsat for "grimme ting", -feks. vold fra mennesker kan ofte være så dybt traumatiserede (skadede) af oplevelsen at deres tillid til mennesker aldrig kan genskabes 100%. De vil altid have en vis portion af mistro som uventet kan komme til udtryk ved uønsket adfærd, -feks at de bider hvis de på nogen måde føler sig truet, også selvom den person det går ud over ikke selv mener at have optrådt truende.
Der er også forskel på de forskellige individers personlighed og på tempermentet hos forskellige arter og racer.
Det er ofte indviklet at finde ud af om et dyrs uhensigtsmæssige adfærd skyldes det ene eller det andet eller treide, -eller en kombination af det hele.

Mange dyr bliver aflivet pga. "adfærdsproblemer" som ejerne enten selv er skyld i eller som de "opfinder" fordi de ikke ved at det er en del af det pågældende dyrs naturlige adfærd.
En stor del af adfærdsproblemerne kan undgås hvis dyreejere generelt var meget bedre til at sætte sig ind i den naturlige adfærd som deres dyr har.

Men, der er også en hel del dyr som lever et miserabelt liv hos fantastisk velmenende mennesker, som synes "at alt levende har ret til endnu en chance i livet."
Det er meget ofte dyr der lider af mentale og uhelbredelige sygdomme som gør dem angste og/eller konfuse og dyr som har så mange dårlige oplevelser med mennesker at de lever i evig angst for os.

Det er ok at prøve at se om man kan genvinde et dyrs tillid. Men man må også kunne erkende når det bare ikke går.
Det er ikke noget godt og værdigt dyreliv at leve i evig og uhelbredelig angst for mennesker. Det er ikke nok at dyret er tryg ved en person hvis det er tvunget til også at møde og omgåes andre mennesker.

Dyr som bider, sparker, kradser, går i panik, sidder rystende stive af rædsel, går til angreb i selvforsvar (også når det ikke er spor nødvendigt), tisser af skræk eller nervøsitet, prøver at gemme sig og den slags ting, når de bliver sat i samme rum som mennesker, de har det altså ikke spor godt med at være sammen med os!
 Det er ulovligt at sætte kæledyr ud i naturen, så de er tvunget til en eller anden grad af kontakt til mennesker resten af deres liv.

Hvis de ikke meget hurtigt viser store fremskridt ved træning/genoptræning, så vis dem dog lidt nåde og få gjort en ende på deres liv! Det er mental tortur at tvinge dem til et liv med mennesker hvis de er så rædselsslagne for os.
Og så er vi tilbage til det med at man har ansvaret for at give ens dyr et godt og ordentligt liv;
Et liv i angst er ikke hverken godt eller ordentligt!
Ligesom ved fysisk sygdom mener jeg at man bør overveje om det er rimeligt at fortsætte med at "genoprette" angste dyr der ikke meget hurtigt viser meget tydelige tegn på bedring eller i det mindste interesse for kontakt med mennesker.

Måske kan man genoprette dem gennem intens træning i måske halve eller hele år, men hvis dyrene er panisk angste imens, -kan man så forsvare at gøre det????

Hvordan afliver man dyr? (Stop her hvis du er meget sart, -der er ikke udeladt noget).

Større dyr bliver som regel skudt med en boltpistol eller får et voldsomt elektrisk stød som får dem til at gå i en dyb koma hvorefter hovedpulsårene i halsen skæres op.
Det gælder specielt dyr som aflives i forbindelse med slagtning hvor kødet skal bruges til mad.
Man skal være udlært slagter, dyrlæge eller lign. for at aflive på denne måde. -Jægere må aflive dyr ved at skyde dem.

Hobby- og kæledyr som aflives af dyrlæger får som regel et kraftigt beroligende middel som får dem til at falde i dyb søvn hvorefter de får en sprøjte med et aflivningsmiddel som får hjertet til at standse. Nogle dyr får kun en enkelt dræbende sprøjte.
Det er normalt forholdsvis fredsommeligt, men kan hos feks. heste alligevel se meget dramatiske ud da hesten falder omkuld når den bedøves.

Mindre dyr, så som fjerkræ, kaniner og andre små gnavere, kan man selv aflive, men det skal ifølge dyreværnsloven foregå på forsvarlig vis, gøres hurtigt og må ikke forårsage dyret til at lide unødigt:
 
Her går det desværre forfærdelig galt for alt for mange!
Man vil gerne aflive dyret "humant", men desværre alt alt for ofte går det humane alt for meget ud på at man selv slipper for at få blod på hænderne og for at se dyrets dø.
Derfor er der alt for mange som roder sig ud nogle forfærdelige hjemmestrikkede metoder som desværre indebærer angst og smerte for dyrene, og som ofte står på i meget længere tid end folk har fantasi til at forestille sig.
-Og det er ofte også en død i ensomhed! Tænk at nogen vil være det bekendt overfor deres dyr!

Jeg vil ikke gå i detaljer om hvordan folk afliver deres dyr helt forkert, for den slags ideer vil jeg ikke give videre til nogen.

Der er kun eén sikker metode til forsvarlig aflivning af smådyr hvis man vil spare dyrlægens salær og gøre det selv:

De skal have ET hårdt slag i eller lige bag hovedet med en hård og tung genstand. Mange mindre fugle kan man med et hurtigt og målrettet ryk flå hovedet helt af. For større fugle kan man først slå dem hårdt i hovedet så de går i koma og så derefter hurtigst muligt hugge hovedet af på en huggeblok med en SKARP økse.

Slår man feks. kaniner ned ved slag i nakken skal slaget være fremadrettet mod snudens retning, i en flad vinkel bagfra. Det slår kraniet helt af rygsøjlen og kaninen er død efter det første slag. Slå så hårdt du kan, uden at du kommer til at ramme ved siden af.
Hold blikket på det punkt du skal ramme, -lad være med at lukke øjnene eller se væk i det du slår, for så rammer du med garanti ved siden af!
Det kan ske at der kommer en ganske voldsom mængde blod fra næse/mund. Det sker specielt hvis kaninen har siddet på et fast underlag når man slår den. De piver/hvæser nogle gange når man slår dem der, men det betyder ikke noget. Det er en del af dødskramperne. De starter med det samme efter slaget: Kaninen sparker normalt kraftigt med bagbenene, puster luft ud af lungerne gennem næsen, hjertet kan slå i flere minutter efter den er død. Kramperne aftager over et minuts tid.
Et rimeligt sikkert dødstegn i al bevægelsen, er at der ikke længere er reaktion på at man berører øjenvipperne eller øjenæblet. Hovedet skal også dingle ret løst når man ryster kaninen. -Det kan man dog først se når dødskramperne er overstået og musklerne er afslappede igen!

Skal skindet ikke bruges kan man derefter med et hurtigt snit med en meget skarp kniv skære halsen over på kaninen så man åbner hovedpulsåren, så pumper hjertet al blodet ud af kroppen meget hurtigt og kødet kan bruges til mad.
Er man det mindste i tvivl om kaninen er død men bare bevidstløs kan dette også give en bedre sikkerhed for at kaninen ikke pludselig vågner op i en forfærdeligt lemlæstet tilstand. I det usandsynlige tilfælde at kaninen ikke er død, men kun bevistløs efter slaget, så dør den med 100% garanti af blodtab når man "bløder" dem efter slaget.

Det ser meget voldsomt ud når man afliver på denne måde, men dyret når ikke at opfatte hvad der sker og alt blodet og dødskramperne kommer først når dyret allerede er dødt.

Det er for langt de fleste en virkelig voldsomt grænseoverskridende handling selv at aflive dyr. -Specielt kæledyr.
Det er lettere for mange at forholde sig til den stille død hos dyrlægen end til alt blodet og dødskramperne ved en hjemmeaflivning.
Hvis du overvejer en hjemmestrikket og billig løsning et sted midt imellem, -så drop det.
Chancen for at det ender i det rene dyreplageri er meget stor.