Klokken var halv tolv og jeg rejste mig fra kontoret og gik igennem stuen til køkkenet for at børste tænder og gøre klar til krybe til køjs. Ude fra gaden ku’ jeg høre et barn græde. Ret intenst. Det er jo ikke uhørt og gaden huser mange småbørn der af og til lyder utrøstelige i et kortere stykke tid ad gangen. Jeg børstede tænder og satte mig igen på kontoret, opmærksom på at barnet stadig græd som pisket.
Små 3 kvarter efter første gang at have hørt barnet blev jeg opmærksom på at det stadig græd. Det fandt jeg usædvanligt og åbnede vinduet i stuen. Nu hørtes det ganske tydeligt. Det lød som om det kom fra selve gaden eller fortovet, men det virkede usandsynligt på den tid af døgnet syntes jeg. Netop som jeg skulle til at lukke vinduet for at gå i seng blev gråden endnu engang forstærket og jeg besluttede mig for at hoppe i tøjet igen, tage min telefon med og en jakke på, og gå ned og se hvad der var på færde.
I samme moment lukkede en mandlig beboer os ind i opgangen. Vi løb 3 fyre op på 2. sal og bankede på. Intet svar. En af fyrene bankede igen. Hårdt. Intet svar. Manden der havde lukket os ind kom ned fra 5. sal. “Ja, altså…faderen drikker vistnok lidt rigeligt derinde”. Hm. Vi så på hinanden. Vi blev enige om at ringe til politiet. Jeg ringede 114 og kom via en irriterende langsom maskinomstilling igennem til en menneskeomstilling der kunne stille mig videre til en ansvarshavende. Sted. Barn. Åbent vindue. 2. sal, Har grædt som pisket i ca. en time. Ingen svarer når vi banker. Jeg ridsede situationen op så nøgternt jeg kunne. “Ok, vi kommer med det samme” blev der svaret. 5 minutter gik. 10 minutter gik. Mængden på gaden talte nu 10-12 mennesker og vi syntes at +10 minutter var lang tid at vente. Nu var politiet der. Med en kraftig lygte. Ingen haspe at se. En beboer fra opgangen var kommet med oplysningen at det var en lille dreng og hvad han hed. Vi kaldte op til ham og fik kun klynk til svar. Politiet gik op til lejligheden og bankede på. Intet svar. De ringede efter en låsesmed, der ankom efter et kvarters tid. I mellemtiden havde en anden beboer hentet en masse tæpper og vi havde taget opstilling under vinduet, 4 mand høj, med 2 tæpper spændt ud mellem os. Hvis han faldt ville vi prøve at gribe ham. Hver gang han havde fat i det åbne vindue gik der et sug gennem flokken på gaden og den flok der nu hang ud af vinduerne, og flere råbte op til ham “Nej, nej, nej, lille ven, tilbage med dig” og den slags, og gestikulerede at han skulle træde tilbage. Fællesskabsånden mellem os beboere var rørende. Låsesmeden trådte langsomt ud af sin bil, og vi 4 der efterhånden var trætte af at stirre fikseret op og stå klar, råbte nok lidt af ham. I hvert fald fik han fart på og løb op sammen med en betjent for at gå i krig. Det viste sig at være et mareridt af en dør, for 3 knækkede bor senere kom de frustrerede ned igen og fik fat i pigen der var kommet cyklende hjem. “Kan vi komme ind på bagtrappen fra din lejlighed? - fordøren er som boltet fast”. Hun strøg op, med en betjent og låsesmeden i hælene, og nu var der snart gået 20 minutter yderligere med denne øvelse. Klokken var halv to. Vi hundefrøs og stirrede stadig alle op på det mørke vindue. Nu var politiet inde. Lyset blev tændt. Et par betjentarme tog hurtigt fat i den lille dreng og løftede ham ned fra vindueskarmen. Vi sænkede armene der rystede af mælkesyre og opdagede det var begyndt at regne. En betjent kom ned. “Der *er* nogen hjemme. I hvert fald teknisk set, men vi må nok tage drengen og hans far med på stationen. Faderen er bevidstløs af druk”. Således en grim oplevelse rigere, men lykkelige over at den lille fyr trods alt ikke var kommet noget til, sagde vi godnat og fandt hjem til vores dyner. Men her til morgen kan jeg ikke lade være med at sende den lille fyr en tanke. Det er ikke betryggende, det vi var vidne til, og jeg håber nogen vil tage sig af ham mens nogen andre får taget, skal vi sige et alvorsord, med faderen. Hvis ikke han får taget sig sammen kan han jo ikke være far for sådan en stump.