Ikke flere indlæg – foreløbig

Jeg er hjemme igen i Danmark og derfor kommer der ikke flere indlæg lige foreløbig. Hvis jeg tager ud og rejse igen skriver jeg videre. Her er et par billeder jeg glemte at ligge op:
Lago Atitlan
El Retiro
Semuc Champay
Grænsen Guatemala/Mexico

Ha det godt derude.
/Jacob

God rejse og dårligt menneske held

Stod op klokken 0630 og gik ind i byens eneste butik for at veksle Quetzales til Pesos. Jeg fik en elendig kurs så jeg nøjes med at veksle nok til at komme til en by i Mexico hvor der forhåbentlig ville være mere konkurrence mellem vekselererne. Gik ned til vandet og fandt en fyr med en båd. 20Q for at sejle til Frontera Corozal, en halv kilometer upstream på den anden side. På den mexicanske bred gik jeg op og fandt grænsekontoret men de åbnede først klokken 8. Fandt til gengæld noget morgenmad. Og lidt senere noget internet. Fik en minibus til Palenque. Det gik lynhurtigt; vejene er dygtigt asfalteret og bussen var kun fyldt i forhold til hvor mange den var designet til. Jeg nåede til Palenque omkring klokken 14. Det var solskin hvilket jeg ikke havde set i lang tid så jeg fandt mig et billigt hotel og gik rundt i byen. Jeg gik ned til busterminalen som er fantastisk standard især i forhold til Guatemala men faktisk også i forhold til Europæiske forhold. De forskellige busselskaber har koordineret deres indsats så man kan købe billet ét sted. Tøsen bag ved skranken læste avis og var ikke meget for at ekspedere mig. Når jeg stillede spørgsmål kiggede hun ned og læste videre i sin avis. Hun forsøgte at sælge mig hvad som helst, tydeligvis bare for at slippe af med mig. Når hun havde remset at par valgmuligheder op blev et hvilketsomhelst ord jeg sagde fortolket som et valg og jeg måtte febrilsk stoppe hende inden hun printede en billet ud. Nå, det lykkedes mig at få den rigtige billet. Jeg fandt en restaurant med tagterrasse hvor jeg kunne sidde og kigge på folk på gaden. En nordmand kom ind på restauranten, tydeligvis påvirket af et-eller-andet. Han var ikke typen der spurgte inden han satte sig ved mit bord. Restauranten spillede musik over anlægget og hver gang en sang sluttede løb han op til baren for at bede om en speciel sang. Han ville fortælle mig en historie fra han hjemby i Norge men jeg ødelagde vist hans flow. Jeg afbrød ham og spurgte om navnet på byen. Dyb tavshed. Han kunne ikke huske navnet. Derefter fortalte han uopfordret om sine seksuelle præferencer. Min fine blog skal ikke besudles med detaljerne bare konstatere at han var rimelig forstyrret. Jeg håber det narkoen der talte. Han blev nød til at gå; han havde en vigtig aftale. Over på den anden side af gaden i T-shirt butikken åbenbart. Forinden havde han dog fået en fyr fra El Salvador til at sidde ved mit bord. Han virkede fin nok til at starte med. Havde boet en del i USA så vi talte spansk og engelsk sammen. Men han var ikke så glad for USA nu hvor de havde valgt en sort til præsident. Sorte, de stjæler jo. Jeg påpegede at han altså selv var lidt mørklødet i huden men han slog fast at han var Maya og desuden var hans tip-tip-somethingorothers fra Spanien. Han fortalte med stor indlevelse om et par dårlige oplevelser han havde haft med sorte i USA og spurgte retorisk ”Why don’t they just go home to Africa?”. Jeg betalte min regning og gik ned på torvet hvor der var live musik. Gik tilbage til hotellet hvor jeg pakkede op og gik ned til busterminalen. Jeg havde en billet til natbus klokken 2330. Billetten lignede et boardingpas til lufthavnen. Bussen var kæmpestor, superblød affjedring, klimaanlæg og mere benplads end man kan drømme om. Man kan ikke finde så god kvali bus i Europa. 500km senere var jeg i Merida lidt i 9 om morgenen. Tog en taxi. Rodede efter min lommebog hvor jeg havde skrevet navn og adresse på et hostel i Merida som Pavel havde anbefalet. Men inden jeg fandt det foreslog chaufføren ”Nomadas”. Der tog ”sådan nogen som mig” tit hen. Sådan nogen med store backpacks. Jeg tog chancen og stedet er vildt fedt. Internet, hængekøjer i solen, masser af backpacker typer, blæser i loftet. Billigt. Min sovesal har plads til 8 mennesker i køjesenge. Jeg har et skab. Lidt som i mili. Hvad mere vil man have? Nå, jeg vil ud og finde Pavel.
Billeder:
Jeg er blevet tagget på noget billeder fra tiden i Xela. Kig på facebook. Desuden nogle billeder her: Tikal

Tikal

Det var ikke så slemt at sove i telt. Temperaturen er fin heromkring. Faktisk var det ret fedt og ligge og lytte til lyden af jungle. Alle mulige dyr skræppede og fløjtede hele natten. Stod tidligt op og gik til billetskranken klokken lidt i 6; bevæbnet med en lommelygte, guidebog, 1½L vand og en pakke mariekiks. Jeg var den første til at løse billet og gik straks ned med Templo IV, den højeste pyramide. Det var en fed tur. Jeg kunne høre masser af dyrelyde mens jeg gik alene gennem regnskoven. Da jeg nåede frem besteg jeg pyramiden og sad oppe på toppen og kiggede ud over junglen. Desværre var det gråt-i-gråt overskyet så det var ikke nogen smuk solopgang men det var fedt og side og se lyset langsomt bryde ud over junglen. Man kan sagtens bruge en dags tid i parken og jeg brugte tiden fornuftigt: Jeg tror faktisk jeg fik kravlet op på samtlige pyramider i parken. Jeg fik desuden set nogle små aber, fugle og andet dyreliv. Jeg sluttede dagen af med at sidde på toppen af Templo IV da solen gik ned omkring klokken 6. Jeg var den eneste der sad der så det var en ”muy tranquillo” oplevelse. Jeg fik brug for lommelygten igen da jeg gik tilbage gennem skoven i mørke. Lige efter solnedgang var det nærmest larmende at gå gennem skoven pga. dyrenes lyde. Jeg sov endnu engang i telt og stod rimelig tidligt op næste morgen for at komme af sted. Jeg fik en tur til Flores for 150Q og fandt en bus der kørte mod den Mexicanske grænse ved Bethel. Efter kort tid blev asfaltvejen til grusvej/dirtroad så resten af turen gik ret langsomt. Mudder og store vandpytter gjorde det ikke bedre. Vejene begyndte at blive meget små så jeg hele tiden tænkte: ”Nu må vi snart være der”, men det var vi ikke. I Bethel betalte jeg 40Q for at få lov at rejse ud a Guatemala; uden kvittering hvilket er billigt sluppet. Måske det er en fordel at se lidt ussel ud. Bussen kørte derefter videre en halv times tid til La Technica der bedst kan beskrives som ”den sidste by i Guatemala”. En lillebitte pueblo med højst 20 huse. Mudret, snavset og ingenting at lave. Floden, Usumacinta, der adskiller Guatemala og Mexico løber i byens baghave. Klokken var over 6 hvilket betyder at det er skumring og jeg havde ikke lyst til at rejse ind i Mexico på denne tid når jeg ikke vidste præcist hvad der var på den anden side(desuden frarådes det at rejse om natten her, se tidlige afsnit). Så jeg sov på byens eneste og billigste hostel hvor der gives ringe(ingen) service.

Lanquin

I Casa D’ Acuña delte jeg værelse med en hollænder Rob. Vi brugte en dag på at gå rundt i byen, købe en mobil/kamera til mig, hæve penge, vaske tøj og andre småting. Tog en tur i byen men det var søndag så der skete ikke så meget. Næste morgen tog vi til Lanquin og mødte Rory fra USA i bussen. Der er ikke mange hostels i Lanquin, en ret lille pueblo. Så alle backpackere tager til El Retiro(man prøver så hårdt ikke at være flokdyr men det sq svært nogen gange). Sen eftermiddag gik vi tre en tur til Grutas de Lanquin; det tog vel 45 minutter at gå. På vejen blev vi overhalet af busturen som vores hostel arrangerede. Da vi senere nåede tilbage til hostel fik vi mange ”undskyld, vi er ikke rigtigt seje backpackere ligesom jer; vi tager overpriced-all-inclusive-wannabe-backpacker-bus” kommentarer. Man kunne gå et par hundrede meter ind i grotten der var interimistisk oplyst af elpærer. Det mest imponerende var de meget lange aflejringer af kalk og metal der hang ned fra oven. Lige uden for grotten kunne man svømme lidt rundt i vandet der fossede ud af bjerget. Når solen går ned omkring klokken 6 kommer flagermusene ud. Og der er MANGE af dem. 10.000 vis. Står man i indgangen suser de meget tæt forbi. Vildt sjovt. Lytter man godt efter kan man faktisk høre nogen kliklyde der stammer fra flagermusenes sonar. Vi gik tilbage til byen og fandt et sted at spise. 15Q(12kr.) per person for et udmærket måltid bestående af churascos(steak fra gril) med ris, guacamole, brød og kartofler. Serveret af en sød dame. Det er uden tvivl det billigste måltid mad jeg har fået her. Øllen købte vi i butikken lidt nede af gaden. Vi gik tilbage til hostel og drak sammen med pøblen. Dagen efter tog vi til Semuc Shampay. Et stort naturskønt område med masser af mulighed for at boltrer sig i små vandfald. Klatrer lidt rundt på klipperne og springe i vandet. Desuden kunne man gå en god tur op ad bjerget til et fedt udsigtspunkt og kigge ud over landskabet. Jeg havde lavet klipklap fejlen idet jeg ikke havde andet fodtøj med end klipklappere. Det var relativt hårdt at gå op til udsigtspunktet idet stien var meget stejl, våd, fedtet, mudret og med skarpe sten. Jeg endte med at gå barfodet det meste af vejen hvilket ikke kan anbefales. På trods af drypregn hele dagen var det intet problem at holde varmen. Da vi kom hjem til hostel fik vi tændt op i saunaen og vi gik frem og tilbage mellem sauna og floden der løber i El Retiro’s baghave. Vi spiste samme sted som dagen før og drak en øl sammen med backpackere fra hele verden. Dagen efter rejste jeg videre til Tikal mens Rob og Rory skulle til Rio Dulche. Da jeg er i tidsnød tog jeg en shutlebus fra El Retiro til Flores. På vejen rendte vi ind i frugtpolitiet. Guatemala er åbenbart plaget af et insekt der ligger sine æg i frugt. For at begrænse spredningen er der opstillet checkpoints på alle hovedveje hvor det kontrolleres at man ikke medbringer frugt. Jeg forstår sagtens problemet men der er nu noget humoristisk i 7 sværtbevæbnede fyre der med stor seriøsitet og ildhu gennemroder min bagage for at finde frugt. Dem der har frugt får det konfiskeret eller 5 minutter til at spise det. Jeg gad ikke sove i Flores så det lykkedes mig at overtale en fyr til at køre mig til Tikal. 200Q for en tur på lidt over en time. Tikal ligger inde i et naturreservat og ved indgangen til ruinerne ligger der en campingplads, et par hoteller, souvenirbutikker og restauranter. Alt sammen til styg overpris. Tjekkede ind på Jaguar Inn. 70Q pr. nat for et telt i deres baggård. Det er uden tvivl det dyreste jeg har betalt pr. nat i Guatemala, til gengæld er der ingen strøm efter klokken 21 (de slukker generatoren). Men jeg får da et sted at sove, der er internet(når der er strøm) og bad/toilet er rimelig standard. Går en tur til Tikal i morgen tidlig; det er kun en lille gåtur væk.

Nebaj-Cobán

Enhver backpacker med respekt for sig selv bruger ”chickenbus” i Guatemala. Det er den absolut billigste måde at rejse på og det er det foretrukne rejsemiddel for de lokale. De lokale kan finde på at bruge ordet ”chickenbus” med et smil på læben. Det er normalt en tidligere amerikansk skolebus, ofte flot malet og udpyntet. Deres motto er ”donde caben dos, caben tres”. ”Hvor der er plads til to er der plads til tre”. Det er altid en udfordring at finde ud af hvor bussen kører og hvornår. Hvis man spørger om en busplan får man svaret ”No hay”. ”Findes ikke”. Selv små byer kan have mere end en busholdeplads og man skal regne med at skifte bus mange gange hvis man skal langt. De tilbyder ofte at smide backpacken på taget sammen med alle de andre spøjse ting som folk rejse rundt med men jeg tager den altid med ind i bussen og sidder med den på knæet. Besværligt men så bliver den ikke stjålet. Som sagt er vejen mellem Nebaj og Cobán(ikke at forveksle med Copan i Honduras) lukket pga. jordskred. Jeg gik rundt og snakkede med buschaufførerne. Det var kun muligt at tage den store tur sydover. Der var en natbus klokken midnat der kørte til Guatemala City. Jeg smed nøglen til mit hostel på sengen og gik til busholdepladsen midt om natten. Talte med fyren i bussen og han mente at det bedste var at tage til Chimaltenango hvorfra jeg kunne komme videre. Bussen var rimelig fuld og jeg havde fået det dårlige sæde(over hjulet hvor man ikke har meget benplads). Sad med al min oppakning på knæet. Faldt i søvn alligevel og vågnede op i Guatemala City. Bussen havde lige forladt den store busholdeplads. Jeg stod af bussen of fik chaufføren til at fortælle mig hvilken retning jeg skulle gå. Klokken var lidt i 6 om morgenen og det var stadig mørkt. Et vejskilt sagde ”Zona 9” hvilket ikke er det sikreste men heller ikke det værste sted. En bybus stoppede ind ved siden af mig mens jeg gik og jeg sprang på. Gav chaufføren 1 quetzal hvilket er standardprisen for en bustur her. Han var ikke så interesseret i pengene; han ville hellere høre hvad det var for en idiot af en gringo der gik rundt i Guatemala City, alene, om natten. Passagerne og chaufføren forklarede at Guatemala City var meget farlig om natten mens de formede deres fingre som pistoler. Jeg vidste at der gik busser hele tiden over det hele til Antigua så jeg sagde at jeg skulle derhen(egentlig ville jeg bare ud af byen). Fem minutter senere stoppede chaufføren lige ved siden af en bus til Antigua. Da jeg ankom til Antigua gik jeg til Hospedaje Black Cat hvor jeg boede tidligere. Udover god morgenmad har de et rejsebureau og trådløst internet som min computer kender passwordet til. Men de var lukket så tidligt om morgenen. Gik tilbage til busholdepladsen og tog en bus til Chimaltenango. I Chimaltenango snakkede jeg med folk på busholdepladserne og de mente ikke man kunne komme mod Cobán. De kørte kun nordpå af den vej jeg allerede var kommet. Tog bussen tilbage til Antigua. Fandt et rejsebureau og bookede en tur til Cobán med afgang 1230. Gik til Black Cat og fik morgenmad. Mens jeg spiste kom Bryan(canadieren jeg mødte i Nebaj) ned for at spise morgenmad. Han var relativt overrasket over at se mig. Han tog af sted fra Nebaj den foregående morgen med kyllingebus og det havde taget ham det meste af dagen da han skulle skifte bus et par gange. Vi gik rundt i byen indtil jeg skulle af sted. En minibus samlede mig op ved rejsebureauet(lidt over 1300) og den kørte lidt rundt i Antigua og samlede flere op. Kørte til Guatemala City hvor nogen skulle til lufthavnen og en skulle til et hotel. Derefter til en busholdeplads hvorfra busserne til Cobán holdt. Det var ikke den sædvanlige kyllingebus men en luksusbus med TV, sæder der kan lænes tilbage og nummererede sæder. Bussen kørte først klokken 15 og eftersom turen tager 5-6 timer var jeg først fremme om aftenen. I Cobán stod jeg og granskede min guidebog da en tysker stoppede sin bil og tilbød at hjælpe. Han smed kone og børn om bag i bilen og jeg tog forsædet. Han kørte mig til Casa D’ Acuña og jeg tjekkede ind. Turen havde taget ca. 21 timer. Lidt snyd at jeg ikke tog kyllingebus hele vejen men til gengæld holder jeg tidsplanen. Stedet her er 60Q per nat inklusiv morgenmad. Billigt. Rigtigt varmt vand; ikke ”elektrisk vandvarmer tapet fast på brusehovedet” som man ellers ser overalt i Guatemala. Gården er en kombineret restaurant/orkidehave; meget smukt. Vejret er dårligt i dag så jeg satser på at tage til Grutas Lanquin og Semuc Champay i morgen. Hyg!

Xela, slut

Vi valgte at blive lidt i Xela. Anne og Aurelia tog os med til det børnehjem hvor de havde arbejdet og vi fik en megagriner dag med ungerne. De opførte et teaterstykke løst baseret på historien om Jesu fødsel og sang et par julesange. Vi fik en god Guatemala julemiddag igen. Derefter var der fri leg med ungerne. De forsøgte at lære os nogle spanske julesange, dansede med os, lavede fletninger i Davids hår mm. De var vildt sjove og søde. I betragtning af deres situation var de utroligt glade. Helt klart en dag jeg ikke glemmer. Der er masser af spanskskoler her og det var på tide at jeg fik lært lidt mere og David fik lært noget. "Jacobo, tu españiol esta muy bien!", sagde min maestro hele tiden. Nytårsaften tilbragte vi i Fuentas Georginas. Varme kilder, ca. en times kørsel fra Xela, med vand direkte fra bjergets indre. Quetzaltrekkers, et lokalt profit-for-the-children trekkingbureau, havde lejet hele stedet og ca. 40 backpackertyper fra hele verden var med. Vi blev kørt derop på ladet af et par biler. Nogen australiere i godt humør lagde ud med at tænde en joint på turen derop. Så var afslapningsstilen lagt an. Vi sov fire mennesker i hver hytte der var udstyret med ildsted og ikke meget andet. Vandet kom ud af bjerget og landede i det første bassin(ca. 60 grader), løb videre til andet bassin(ca. 50 grader) og derefter til det sidste bassin(ca. 40 grader). Det var ikke tilladt at have glas i vandet så alle havde praktisk medbragt egne drikkevarer samt en plastikkop. Vi fik os en omgang buffet og satte os i vandet og slappede af til den store guldmedalje. Da man normalt ikke har ur på i vandet var der ingen der kunne sige med sikkerhed hvornår det var midnat men vi fyrede da nogen raketter af på hvad vi mente var et passende tidspunkt. Vi havde en terrasse på taget af en bygning med musik, drukspil og andet spas men det meste af tiden sad vi bare i vandet og tog den med ro ind i det nye år. Da vi vældig sent kom tilbage til hytten fyrede jeg op under ildstedet til stor glæde for alle beboerne i hytten(det er som sagt ret koldt om natten heromkring). Næste morgen fik vi en gang morgenmad og blev kørt hjem. Alt dette for kun 250Q=200kr! Det er uden tvivl det mest afslappede nytår jeg nogensinde har haft. Vildt behageligt med ”dresscode bathingsuit”. Tak til Quetzaltrekkers hefra! Ellers lavede vi ikke så meget i Xela. Vi brugte tiden med vores lokale familie, diverse mennesker blandt andet en ordentlig flok amerikanere fra Vermont og ren afslapning. David og jeg havde et par ”issues” og jeg valgte derfor at rejse videre alene. Mit bedste bud er at David er i Montericco eller stadig i Xela. Jeg er taget til Nebaj hvilket vel tog mig 6 timer med chickenbus. Det er det mest uturistede sted jeg har været indtil nu. Det er næsten svært at finde vesterlændinge. Vejret er fantastik varmt om dagen og næsten alle de lokale går rundt i deres farvestrålende tøj. I dag var jeg ude at gå i bjergene sammen med en canadier jeg mødte i går og nu har jeg kvalitetstid med min laptop på taget af mit hostel mens solen bager mig brun. Planen er at tage videre til Cobán i løbet af et par dage men det kan vise sig at blive svært. Et jordskred(der vist er nævnt i de vestlige medier) har ødelagt flere kilometer af vejen mellem Nebaj og Cobán og den bliver ikke ryddet lige foreløbig. Dødstallet er vist over 30 så man kan ikke tillade sig at være ked af det. Anyways, for at komme til Cobán kommer jeg ud på en ordentlig omvej(via Antigua formodentlig). Derefter skal jeg videre til Flores hvorfra man kan tage en tur til Tikal. Derefter skal jeg på en eller anden måde til Cancun i Mexico inden den 21JAN da mit fly afgår der. Jeg satser på at kunne rejse gennem Belize men jeg tror ikke jeg får meget tid til at se landet. Til gengæld skulle det være muligt at besøge Merida tæt på Cancun hvor Pavel er. Glæder mig til at se jer allesammen igen, knus!
Billeder:
Jeg har ikke rigtigt nogen billeder jeg ønsker at uploade lige nu og jeg har ikke noget kamera. Hvis man kigger på facebook og beder om de billeder hvor jeg er tagget kan man måske finde noget... De af jer der ikke har facebook må få hjælp af dem der har.

Jul i Xela

Vi ankom til Xela den 23. december. Vi checkede ind på Hospedaje Argentina hvilket koster ca 25kroner per døgn per mand på privat værelse. Via email fik vi adressen hvor tyskerne(Anne og Aurelia) skulle holde jul. Vi tog forbi med et par blomster og hilste på. Familien havde plads til flere gæster så vi aftalte at komme igen dagen efter. Vi troppede op med vores ting den 24. december og fandt ud af at der er tre børn i familien. Vi lokkede en ønskeliste ud af mor og gik på juleræs i Xela. Vi havde i øvrigt ingen idé om hvornår der skulle ske noget og hvad der skulle ske. Efter at have købt gaver tog vi tilbage igen. Vi tog til kirken klokken 10 om aftenen men kirken havde afholdt sidste forestilling så hele familien, David, Anne, Aurelia og jeg sprang i et par taxi til en anden kirke i byen. Her fik vi hele juleshowet på katolsk/spansk manér i en ret stor og flot kirke. Lidt over midnat var vi tilbage i huset. Forretten var sandwich med ost, skinke, ost, løg og krydderier samt varm frugtjuice. Desuden fik vi et glas Bacardi Ron Oro, straigth up. Hovedretten var et foldet blad hvori der var noget sød rishalløj med kylling dyppet i chokolade. Det smagte svært godt. Under middagen gik børnene på eget initiativ i gang med at pakke gaver op. De dumme gringos(A+A samt David og jeg) havde lagt gaver til hinanden under træet i god europæisk stil. Det er åbenbart ikke normalt at voxne giver hinanden gaver her for børnene antog at alle gaver under træet var til dem og pakkede dem ud. Men alle blev glade for deres gaver. Vi gik i seng omkring klokken tre. Det var en af de mærkeliste jul jeg nogensinde har holdt men det var vildt skægt! Vi bliver en uges tid i Xela og så må vi se hvor vi tager hen.