Haiti, dag 6

Planen var at besøge Le Citadel Frerrieret, et borgkomplex der ligger oppe i bjerget ved byen. Men regn havde gjort vejen ufarbar selvom vi kørte i den gamle dames 4hjuls trukne bil. Desuden lå der et tykt skydække som ville have gjort det svært at se noget. Men ved foden af bjerget ligger Sans Souci Palace; en gammel ruin så den kørte vi ud til. Vejen derud var en af de værste veje jeg har set. Det så ud som om vejen var et offer for et artilleri angreb. Huller over det hele, kæmpestore dybe huller så billen zigzaggede ned ad vejen med en frygtelig lav hastighed. Men vi kom frem og det var turen værd. Ruinen lå ret uberørt med bjerge som flot baggrund. Rundt omkring, lidt på afstand, lå små huse og man kunne høre lyden af mennesker uden rigtigt at kunne se dem. Det var lidt ligesom når Anders And, Onkel Joakim og ungerne finder en glemt ruin ude midt i urskoven hvor de lokale ikke er klar over hvilken smuk skat de sidder på. Meget uturistet, meget smukt. Vi kørte tilbage til byen og besluttede os for at tage hjem til Dominicana. Egentlig ville vi gerne have ventet en dag mere og se Citadellet men der var ingen grund til at tro at vejen ville være farbar næste dag. Desuden var vi ved at være trætte af Haiti. Trætte af ikke at kunne gå ud om aftenen fordi udenfor enten er farligt eller mudder. Det var stress konstant at skulle overveje sin sikkerhedssituation. Træt af moskitoer. Træt af landet der ikke har nogen skraldespande så man forbander sig selv hele tiden over at smide skrald på jorden. Træt af at spilde tid på at vente. Så vi fandt en bus mod Dajabon. I grænseområdet ligger ”markedet i Dajabon” hvor der handles varer mellem de to lande. Alle turistguiderne siger at man skal se det men jeg kunne ikke se noget specielt. De handler med alt muligt grej som vesterlændinge ikke gider købe. Vi kom igennem tolden uden besvær og fandt en bus mod Santiago. Pga. haitianere der krydser grænsen illegalt blev bussen stoppet en 10-15 gange inden Santiago. Hver gang kontrollerede de Haitianernes pas. Os hvide interesserede dem ikke. I Santiago skiltes vi fra Tim der skulle mod syd til Santo Domingo mens vi skulle mod nord til Sosua. Vores bagage var indlogeret hos Frank, en amerikaner på vores hotel. Det var ikke svært at finde ham; vi gik bare en tur op ad hovedgaden og stak snuden ind på de barer vi plejede at besøge. Vi tog bad og skiftede tøj i Franks værelse. Vi havde egentlig tænkt os at sove på Franks hotelværelse men hotellet sagde at der skulle betales extra når der sov mere end to mennesker på det værelse. Vores plan var at tage af sted tidligt næste morgen med en bus klokken 6. Vi gad derfor ikke betale og sagde at vi ville feste natten igennem i byen og derefter hente vores ting i Franks rum. Det accepterede de; så længe vi ikke sov der. Frank var hærget af tømmermænd så han gik tidligt hjem mens Pavel og jeg fortsatte. Vi havde en sjov aften på Coyote bar, den mindste bar i Sosua. Det meste af natten var det kun Pavel og jeg der var der samt to bartenderinder. Egentlig skulle de lukke klokken 2 om natten men vi fortsatte indtil lidt i 3. Da kom en politibil kørende med blink på og bagefter en kassevogn med påskriften ”SWAT”. De to biller stoppede uden for baren og en fyr hoppede ud af bagenden af SWAT vognen. Han var iført skudsikker vest og en M16 assault riffel. Hen pegede på baren og råbte ”FINITO!”. Pigerne havde en naturlig respekt for mænd med våben så de lukkede ned og tog deres scooter hjem. Pavel og jeg gik videre ned mod byen. Vi havde to timer at slå ihjel og det burde ikke være et problem; det var altid et diskotek der holdt længe åbent. Men da vi nåede længere ned så vi at alle barerne og diskotekerne enten var lukket eller i gang med at lukke. SWAT vognen havde nok også været forbi her. Vi fattede ikke rigtigt hvad politiet havde gang i men det skulle snart blive klart. Det begyndte at regne. Store tunge regndråber væltede ned som jeg aldrig har oplevet det før. Vi gik i tørvejr på en bar ligesom alle de andre mennesker i byen. Der stod vi så og gloede på regnen i en bar uden lys, musik eller udskænkning. Det blev ved at regne og alle stod bare og snakkede og ventede på at det blev tørvejr så man kunne gå hjem. Vi var ca. 100 meter fra stranden; faldet ned til stranden var mindst 10 meter. Alligevel løb vandet OP ad gaden. Ikke ned mod stranden. Det så fuldstændigt uvirkeligt ud. Vandstanden steg ganske langsomt. Omkring klokken 4 gik vandet så højt at det dækkede udstødningsrøret på de parkerede motorcykler. Politi og SWAT gik rund ude på gaden uden at det var helt klart hvad de havde tænkt sig. Det skabte lidt trykket stemning blandt de lokale. Hvilket fik mig og Pavel til at overveje vores situation. Vi havde ingen ID på os og principielt ikke noget hotelværelse; hvad skulle vi sige til politiet hvis de begyndte på et eller andet halløj? Men de lokale grinede ad os: ”SOM OM gringos får problemer med politiet”. Rart at vide at man tilhører adelen med dertil hørende Særlige Rettigheder og privilegier... Lidt over 5 besluttede vi at trodse regnen og gå tilbage til hotellet. Vi blev 100% gennemblødt på 30 sekunder. Vandet gik nogen steder til knæet mens regnen stadig piskede ned; butikkerne stod under vand, folk stod i tørvejr hist og pist og grinede ad os; vi grinede igen. Da vi nåede hotellet virkede dørtelefonen ikke så vi kunne ikke få fat i receptionisten. Vi kravlede over hegnet og bankede på hos Frank. Vi besluttede os for at det ikke værd at tage af sted nu. Den bus vi ønskede at køre med var nok ikke i stand til at køre i det vejr. Vi sov på Franks værelse et par timer. Klokken 9 var vejret fint igen og vi fandt en alternativ rute til vores hostel i Las Terrenas. Sagde farvel til Frank og lade Sosua bag os.