God rejse og dårligt menneske held

Stod op klokken 0630 og gik ind i byens eneste butik for at veksle Quetzales til Pesos. Jeg fik en elendig kurs så jeg nøjes med at veksle nok til at komme til en by i Mexico hvor der forhåbentlig ville være mere konkurrence mellem vekselererne. Gik ned til vandet og fandt en fyr med en båd. 20Q for at sejle til Frontera Corozal, en halv kilometer upstream på den anden side. På den mexicanske bred gik jeg op og fandt grænsekontoret men de åbnede først klokken 8. Fandt til gengæld noget morgenmad. Og lidt senere noget internet. Fik en minibus til Palenque. Det gik lynhurtigt; vejene er dygtigt asfalteret og bussen var kun fyldt i forhold til hvor mange den var designet til. Jeg nåede til Palenque omkring klokken 14. Det var solskin hvilket jeg ikke havde set i lang tid så jeg fandt mig et billigt hotel og gik rundt i byen. Jeg gik ned til busterminalen som er fantastisk standard især i forhold til Guatemala men faktisk også i forhold til Europæiske forhold. De forskellige busselskaber har koordineret deres indsats så man kan købe billet ét sted. Tøsen bag ved skranken læste avis og var ikke meget for at ekspedere mig. Når jeg stillede spørgsmål kiggede hun ned og læste videre i sin avis. Hun forsøgte at sælge mig hvad som helst, tydeligvis bare for at slippe af med mig. Når hun havde remset at par valgmuligheder op blev et hvilketsomhelst ord jeg sagde fortolket som et valg og jeg måtte febrilsk stoppe hende inden hun printede en billet ud. Nå, det lykkedes mig at få den rigtige billet. Jeg fandt en restaurant med tagterrasse hvor jeg kunne sidde og kigge på folk på gaden. En nordmand kom ind på restauranten, tydeligvis påvirket af et-eller-andet. Han var ikke typen der spurgte inden han satte sig ved mit bord. Restauranten spillede musik over anlægget og hver gang en sang sluttede løb han op til baren for at bede om en speciel sang. Han ville fortælle mig en historie fra han hjemby i Norge men jeg ødelagde vist hans flow. Jeg afbrød ham og spurgte om navnet på byen. Dyb tavshed. Han kunne ikke huske navnet. Derefter fortalte han uopfordret om sine seksuelle præferencer. Min fine blog skal ikke besudles med detaljerne bare konstatere at han var rimelig forstyrret. Jeg håber det narkoen der talte. Han blev nød til at gå; han havde en vigtig aftale. Over på den anden side af gaden i T-shirt butikken åbenbart. Forinden havde han dog fået en fyr fra El Salvador til at sidde ved mit bord. Han virkede fin nok til at starte med. Havde boet en del i USA så vi talte spansk og engelsk sammen. Men han var ikke så glad for USA nu hvor de havde valgt en sort til præsident. Sorte, de stjæler jo. Jeg påpegede at han altså selv var lidt mørklødet i huden men han slog fast at han var Maya og desuden var hans tip-tip-somethingorothers fra Spanien. Han fortalte med stor indlevelse om et par dårlige oplevelser han havde haft med sorte i USA og spurgte retorisk ”Why don’t they just go home to Africa?”. Jeg betalte min regning og gik ned på torvet hvor der var live musik. Gik tilbage til hotellet hvor jeg pakkede op og gik ned til busterminalen. Jeg havde en billet til natbus klokken 2330. Billetten lignede et boardingpas til lufthavnen. Bussen var kæmpestor, superblød affjedring, klimaanlæg og mere benplads end man kan drømme om. Man kan ikke finde så god kvali bus i Europa. 500km senere var jeg i Merida lidt i 9 om morgenen. Tog en taxi. Rodede efter min lommebog hvor jeg havde skrevet navn og adresse på et hostel i Merida som Pavel havde anbefalet. Men inden jeg fandt det foreslog chaufføren ”Nomadas”. Der tog ”sådan nogen som mig” tit hen. Sådan nogen med store backpacks. Jeg tog chancen og stedet er vildt fedt. Internet, hængekøjer i solen, masser af backpacker typer, blæser i loftet. Billigt. Min sovesal har plads til 8 mennesker i køjesenge. Jeg har et skab. Lidt som i mili. Hvad mere vil man have? Nå, jeg vil ud og finde Pavel.
Billeder:
Jeg er blevet tagget på noget billeder fra tiden i Xela. Kig på facebook. Desuden nogle billeder her: Tikal