Jefta?? - hmmm - han var en rigtig slemmer fyr i gamle dage.......

Men det er jo hurtigt glemt når man tænker på at Jefta er mit mellemnavn - så er alt tilgivet........ nej? - ok da - her er historien om: Jefta - Krigsherren -

I korte træk - ja, så var Jefta en nydelig mand med kone og en ufattelig sød og smuk datter, i den giftelystne alder.

Det var engang før mange af de andre kendte i biblen begyndte at føre sig frem og tage al opmærksomheden - Jefta og hans familie boede dengang i Israel i en lille by der hed Gilead, i et nydeligt og velplejet hus i kanten af skoven.

Jefta havde kun en enkelt lille hobby, som samtidig var hans job  (Skønt når en mands job også er hans hobby ikk'?)

Han elskede at banke Ammonitter!!!

Det var nu engang bare sådan, at han ikke altid var lige succesfuld med det. Der var som regel lidt for mange Amonitter, og han skulle jo helst nå hjem hver dag til aftensmadstid. Fru Jefta lavede nemlig den dejligeste mad.

Jefta kom hjem, hver eneste dag, med blå mærker og skrammer på knæene. Han fik altid tæv -

Jefta var nu slet ikke en dårlig kriger, han var faktisk ret god på en slagmark. Der var bare så mange af de der Ammonitter og Jefta kunne jo ikke være alle steder på een gang vel?.

Årene gik og Jefta blev mere og mere træt af, altid at tabe kampene til Ammonitterne.(lidt ligesom når Danmark altid taber til Sverige i fodbold). Han var ved at blive lidt til grin i resten af Israel - Selv hans kone og smukke giftelystne datter begyndte at grine af hans skrammede knæ, når de troede han ikke så det.

Men så en dag fik Jefta en idé, en smutvej!!  -  -  Han tog sig en sludder med Gud i himelen.
(Ikke at han var en tur deroppe, men sådan siger man altså!!)

Jefta fortalte Gud om sine kvaler med de slemme Ammonitter. (Slemme og slemme - det skal jeg jo ikke være dommer for - men det var nu det Jefta synes)

Jefta lovede gud, at hvis han i morgen, når han skulle på arbejde og banke Ammonitter, ville få succes og vinde for en gangs skyld. Ja - så ville han give gud et menneskeoffer!! - Ja du hørte rigtigt - et menneskeoffer. Jefta lovede, at den første person han mødte når han vendte hjem efter at have vundet over Ammonitterne, ville han ofre til Gud som brændoffer. (som om det ikke var nok bare at ofre - Næææ - det skulle absolut være et brændoffer - og de som har prøvet at brænde sig på en glød ved hvad det vil sige!!).

Men anyway - Gud tænkte sig om et par sekunder og sagde "okay!" (Måske lidt overraskende, at Gud var SÅ blodtørstig, men det kan jo være at det var tanken om grillmad der tændte ham?). "Oops" tænkte Jefta - "jeg håber svigermor kommer på besøg i morgen"

Den næste dag oprand og Jefta kyssede konen og sin smukke giftelystne datter farvel og gik ud for at banke Ammonitterne. Og fik de bank? - de fik bank som aldrig før og Jefta nød hvert en minut. Han tævede og tævede og fik sit livs sejr over Ammonitterne. Og ikke eet eneste blåt mærke eller skrammet knæ.

Da dagen var ovre, sagde Jefta farvel til de sønderbankede og overraskede Ammonitter - "vi ses i morgen".

Stolt som en pave (? - hov han var vist ikke opfundet endnu) stolt som en mand der lige havet vundet et slag, gik han hjemad.

Da han kom hjem i haven hørte han en røst: "hej FAAAR" - "må jeg gå en tur over til mine veninder"? - Det var hans udattelig smukke giftelystne datter der kom farende ud i hans arme!!.