Moder natur vs. Stephen Covey

Jeg havde fornøjelsen af at holde foredrag for over 100 gymnasielever, i forbindelse med LederForEnDag. Efterfølgende fik jeg et rigtigt godt spørgsmål fra en skarp elev:

Under din fremlæggelse kom du ind på spejlneuroner, som, hvis jeg husker rigtigt, havde en funktion af at kopiere omgivelsernes humør. Det står i stærk kontrast til andre teorier jeg har læst. I bogen 7 gode vaner af Stephen R. Covey introducerer han en teori om, at mennesket altid har et valg mellem stimulus og det reaktion på stimulus. Dermed mener han, at mennesket kan bestemme sit humør uafhængigt af miljøet, det vil bare kræve en større indsats. Hvilken af de to teorier skal jeg tro på?

Det er godt set, og det rammer en nerve i tidens fokus på selvudvikling. Man kan hvad man sætter sig for, prædikes der. Det virker sandt, og så alligevel…

Arbejdsglædeeksperten vs. selvhjælps-guruen

Stephen Covey mener vi kan træffe et valg mellem stimulus og reaktion. Jeg vælger at synes den sweater er pæn…

Hvem har så ret? Det jeg sagde i mit foredrag var, at spejlneuronerne i hjernen er ansvarlige for at kopiere sindstilstande hos mennesker omkring os. Det er noget af forklaring på vores empati overfor andre mennesker – vi mærker ganske enkelt hvordan de har det. Derfor man man sige, at glæde kan smitte. Dette er veldokumenteret af psykologer og hjerneforeskere i de senere år. Så jeg vil mene at jeg har ret. Men Stephen Covey kan også have ret, i en vis grad.

Mennesket er det eneste dyr der mentalt kan tænke i alternative fremtider og opstille konsekvensberegninger og handle derefter. Vores hjerne er meget mere udviklet end andre dyrs, og grænserne synes endeløse. Selvhjælps-brancen, anført af veteraner som Tony Robbins og Stephen Covey har som udgangspunkt, at vi kan opnå alt vi sætter os for. Det har de kloge faktisk sagt længe:

Hvad et menneske kan forstå, det må også han kunne tvinge sig selv til at ville.

– Søren Kierkegaard – for længe siden, i en fjern, fjern galakse

Det er svært at afvise, for der er jo masser af eksempler på mennesker der har overkommet stor modstand for at lykkes med deres mål. Det er på den anden side også rigtigt svært at dokumentere videnskabligt at det virkeligt hænger sådan sammen – jeg mangler stadig at se et studie der dokumenterer at det er nok at træffe en beslutning før man nok skal lykkes med noget. Bogen The Secret påstår at man bare skal ville det nok, hvilket er noget at det mest udokumenterede vås der er sat på skrift siden vi opgav åreladninger som kuren mod alskens sygdomme. Men historien er da meget god…

D”Herrer guruer øser da også af sig med eksempler og anekdoter, og knap så meget forskning, for at sælge idéen om den opnålige megasucces. Det glæder også pointen om, at vi er i stand til at vælge vores reaktion på ydre stimuli. Hvis nogen skælder os ud, så kan vi selv vælge om vi råber igen, eller om vi tager det helt roligt. Det er ikke altid nemt, men vi kan gøre det.

Biologien hæver overliggeren

Selvom mennesket hjerne indeholder evnen til at vælge rationelt mellem flere muligheder, så indeholder hjernen også alle de mere primitive elementer vi har med fra udviklingen. Hvis vores hjerne derfor bliver bange (der en mus, edderkop eller løve ude på badeværelset), så råber disse følelser meget højt, og gør det svære at handle. Det kræver mere mod, mere beslutsomhed. Mere viljestyrke. Hvis en kollega ryger op i det røde felt, så er det svært at bevare sit positive og ubekymrede humør.

Omvendt, hvis en kollega er rigtig glad og behandler dig overraskende godt, så bliver du selv automatisk gladere (det var de der spejlneuroner) og der kan endda komme en dopaminfrigivelse til blodet (giver en naturlig rus) og det påvirker dine tankemøsntre i mere positive retning. Studier har vist at det forbedrer vores kognitive evner på en række områder. Således også i forhold til at træffe et valg mellem stimulus og reaktion.

Jeg vil mene Covey har ret når han siger, at vi kan vælge. Det er bare ikke altid vi lykkedes med valget, som millioner af mennesker har erfaret når vi trods løfter om slankekur ender med at spise kagen der bliver sat foran os. Selvhjælps-dillens bagside er, at mange tror, at de vitterligt kan hvad som helst, hvilket fører til unødig dårlig samvittighed så alligevel går galt.

Lad mig afslutte med at udtrykke det kort: Viljestyrke er groft overvurderet, og biologiens indflydelse på vores tanker er vi kun ved at forstå toppen af.

1 svar
  1. Mads Phikamphon
    Mads Phikamphon says:

    Spændende, men jeg tror også man skal kigge udover viljestyrke eller mangel på samme.

    I stedet, så tror jeg ofte det er et spørgsmål om motivation:
    http://www.genvejen.dk/motivation-og-disciplin-%E2%80%93-hvad-er-hvad-og-hvorfor-er-den-ene-noget-opreklameret-lort/

    Dvs. at hvis man ikke kan holde nalderne fra et stykke kage, så er det måske ikke et spørgsmål om viljestyrke, men et spørgsmål om hvor motiveret man er for at spise kagen ifht. hvor motiveret man er for at tabe sig.

Kommentarer er lukkede.