Gad vidst, om der findes et vanskeligere emne at skrive om end den jødiske mystik og da specielt den kabbalistiske tradition. Alle har vi vel hørt og læst et og andet om denne fremmedartede verden, men i den almindelige bevidsthed er kabbalismen næppe forbundet med stort andet end middelalderlig magi og uhygge. Det er ikke tilfældigt, at ordet kabbalistisk ifølge Nudansk Ordbog har fået bibetydningen trolddomsagtig.

Men der er mere i den jødiske mystik end som så. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af den bog, som lektor i hebraisk sprog og litteratur og jødisk kultur Judith Winther har skrevet. Bogen fremtræder som en smuk og veltilrettelagt tryksag. Illustrationerne er der virkelig arbejdet med, og billederne giver bogen et kunstnerisk sving, som i høj grad bidrager til at give læseren en fornemmelse af, hvad sagen drejer sig om.

Bogen er på 158 små sider og skrevet med let hånd uden lærde falbelader. Men det skal man ikke lade sig narre af. For når man fordyber sig i fremstillingen, viser det sig, at teksten er fagligt velafbalanceret og præcis. Holdningen til de værker og tekster, der omtales og fortolkes, er præget af filologisk kompetence og nøgternhed, hvad der er en ubetinget nødvendighed for en pålidelig fremstilling af et emne som dette. Hovedlinjen i bogen udgøres af en klar og upedantisk omtale af en række af de centrale værker, som den jødiske mystik har efterladt sig. Værker og tekster er sat ind i en historisk sammenhæng, og læseren får nøjagtigt de oplysninger, der skal til for at bevare fornemmelsen af tid, sted og personer. Gennem hele bogen mærkes et varmt engagement fra forfatterens side, hvad der bidrager væsentligt til at gøre læsningen let og ubesværet. Bogen afsluttes med en nyttig litteraturliste.

Hvad er da det særlige ved jødisk mystik? Dette spørgsmål giver bogen ikke noget entydigt svar på, for den jødiske mystik beskrives ifølge bogens anlæg først og fremmest historisk i sine tre hovedfaser, som samtidig er bogens hoveddele: 1. Merkavah-traditionen (1. årh. f.v.t.-10. årh. e.v.t.), 2. Zohar-traditionen (13. årh.-17. årh.) og 3. Den hasidiske tradition.

Alligevel får man rundt omkring i bogen visse vink om, hvordan J.W. opfatter mystikkens placering inden for den samlede jødiske tradition. Afsnittene om Zohar er i denne henseende specielt oplysende. J.W. stiller her den rabbinske, den filosofiske og den mystiske tradition over for hinanden og beskriver deres indbyrdes forhold på et centralt punkt, Gudsopfattelsen.

Fælles for de tre traditioners Gudsopfattelse er, at Gud principielt forstås som både helt nær og helt fjern, immanent og transcendent, men i praksis kommer hver af de tre traditioner alligevel til at lægge vægten noget forskelligt. I den rabbinske tradition tales der meget om Guds nærvær (Shkhinah) og forsyn, mens de middelalderlige filosoffer modsat så det som deres opgave »at bevare fuldstændigheden af Guds transcendens overfor verden«. Filosofferne kunne derfor sige en del om, hvad Gud ikke er, men til gengæld ikke meget om, hvad Gud er.

Kabbalisterne arbejder videre med dette spændingsforhold mellem de to måder at opfatte Gud på og prøver at nå frem til en uddybet opfattelse. Guds liv, siger de, består af to sider, hvoraf den side, som er principielt utilgængelig for menneskelig erkendelse, kaldes En Sof (Den Uendelige, Den Ubegrænsede). Men Gud har også en anden side, og den er det muligt for mennesker at træde i forhold til. Ud af En Sof emanerer nemlig 10 »sfirot«, aspekter af det guddommelige. Om denne doktrin, som er den centrale i kabbalismen, Skriver J.W.:

»Udtrykket sfirot, ental sfirah, er beslægtet med det hebraiske sappir (safir), der leder tanken hen på guddommelig stråleglans. De ti sfirot eller udstrålinger fra Gud er emanationer, som vælder ud fra En Sofs skjulte kilder. Den skjulte dimension i Gud afføder, så at sige, andre mere manifesterede dele af Ham. I deres forening betegner sfirot religionens personlige Gud, mod hvem bøn og meditation kan rettes«. (s. 52)

Videre hedder det:
»Kabbalistisk litteratur understreger til stadighed, at En Sof og sfirot er to sider af guddommen, den skjulte og den åbenbarede, og ikke to adskilte entiteter, og de ynder at sammenligne sfirot med »flammen, der er bundet til gløden«. Flammen åbenbarer glødens kraft. Den lyser og har strålende farver, men den har ingen selvstændig eksistens, og det er fra gløden, at al dens kraft stammer«. (s. 53)

Det er fristende at fastholde ildmetaforerne i ovenstående citat som noget karakteristisk for den jødiske mystiks ånd og form. I sammenligning med denne religiøse glød og flamme synes både den rabbinske og den filosofiske tradition at hælde mere mod det rationelle.

Stærke følelser og lidenskaber kræver som bekendt billeder og symboler at udtrykke sig igennem, og det er netop den slags sprog, mystikken betjener sig af. Det må dog konstateres, at forkærligheden for det billedmæssige og symbolske let fører over i det fantastiske og spekulative som fx tal- og bogstavmystik. Den slags er der meget af i den jødiske mystik, og det har nok været medvirkende til at give ordet kabbalistisk den lidt odiøse klang, det har i dag. Judith Winthers bog overbeviser dog om, at der er andet og mere på færde i den jødiske mystik.

Bogen er ikke vanskeligere end at mange elever og studerende vil kunne læse den på egen hånd. Den bør derfor stå på skolens bibliotek.