PV gennem tiderne fra:

Armenien
Brasilien
Cananda
Chile
England
Finland
Island
Irland
Italien
Norge
Polen
Portugal
Schweiz
Skotland
Sverige
Tyskland (BRD og DDR)

U.S.A.
Sct. Vincent

 

    logo
[forsiden]

[Juni 05]

 

Pennevenner - kunsten at gøre hverdagen levende for andre

brev collageAt kunne åbne en kanal til et andet menneskes liv et fjernt sted på kloden er en fantastisk ting. Her tænker jeg ikke på hverken clairvoyance, chat rooms og web kameraer, men den gode gammeldags brevveksling. Linieret papir dækket med håndskrevne ord, tegninger og farverige billeder. Dekorerede konvolutter fyldt med overraskelser, udklip, brochurer fra lokale seværdigheder, fotografier og venskabsbøger. Langsomt, gammeldags og meget personligt. En årelang udveksling af kapitlerne i dit liv, oplevelser og problemer. Overfladisk eller helt tæt på, alt efter temperament og penneven. Hvorfor er det så fedt, når det "klikker i hak"?

Næsten uden forbehold deler man sine inderste tanker med en vildt fremmed, som i bedste fald bliver en nær ven. Og det uden at man måske nogensinde mødes. Man kan skrive ting, man end ikke fortæller sin nærmeste veninde eller familie. På den ene side er vedkommende i sikker afstand og på den anden side kan hun give mere respons end en død dagbog.. Det fantastiske er, at tilfældet kan føre en sammen med et menneske i et fremmed land, som på magisk vis næsten er helt den samme som én selv. Andre er min dimentrale modsætning, men alligevel er der meget at lære fra vedkommende, og man bliver selv mere åben og tolerant. Bare det at skulle beskrive sig selv og sit land, giver stor øvelse og selvindsigt.

Jeg har en naiv ide om at breve nedbryder mange af de barrierer, som man ellers først skal kæmpe sig igennem i sin hverdags sociale spil. Her går vi direkte til kernen, tanker og indre værdier - hvordan man ser ud har ikke haft indflydelse på kontaktskabelsen. Som regel da. Høflighedsfraserne og "møven sig ind på" er klaret på fem linjer. Og du kan få folk i tale, der ellers ikke ville værdige dig et blik i et større selskab - så er det op til dig at bevise, at du er et interessant menneske, der er værd at lære at kende. Om du så kan holde på dem er en anden ting. Selvfølgelig vil der altid være idioter, der holder op med at skrive efter det ønskede foto er afsendt. Og nej, selvfølgelig er alting ikke den rene idyl hele tiden i et stort nationalt fælleskab af elskelige hyggetanter. Man kan være uheldig at få fat i nogle kedelige eller manipulerende mennesker, som ikke er værd at bruge tid på. Som i alle andre venskaber kan kontakten fuse ud efter en tid. Man kan vokse fra hinanden, bliver uvenner, komme bort fra hinanden og finde sammen igen senere. Alligelve er de positive oplevelser i flertal. Som i alle andre situationer skal man bare føle sig frem og ikke afgive mere information end man har lyst til.

 

At samle på nålestik i landkortet

De første to penneveninder jeg fik var i folkeskolen, hvor vi skulle være venskabsklasse med en svensk ditto fra Säffle.

Det indbragte to hestegale veninder og en udfordring i at forstå svensk. Tillige kom den bacille ind i systemet, der krævede
FLERE pennevenner og i så mange lande som muligt. Det var en helt samlermani, som man delte med andre via
venskabsbøger, som man sender rundt med sine breve. På et tidspunkt havde jeg over tyve pennevenner fra hele verden, og
min fritid blev delt mellem lektierne og at skrive breve. Ingenting at regne mod de virkelig gale mennesker, der nærmede sig
de hundrede i deres "skrivekreds". Men med så mange kan man jo ikke være grundig og få et ordentligt forhold til alle,
så derop kom jeg aldrig.

I disse dage har jeg kun en håndfuld pennevenner tilbage: Island, Tyskland, Skotland, England, Norge, Portugal og U.S.A.
Mange har jeg haft i rigtig mange år, helt tilbage fra skoletiden, og det giver perspektiv. Et fåtal har jeg også besøgt og
fået besøg af. Det kan være en risikabel affære, for måske møder man til sin overraskelse et vildt fremmed menneske,
som man pludselig ikke kan genkende længere fra brevene, og den pinlige tavshed skal hurtigt overstås førend
vedkommende tager hjem igen. Afgrunden er uendelig dyb og korrespondancen overlever måske ikke mødet.
På den anden side kan man også være heldig at møde et menneske, som man "genkender" og hurtigt falder i hak med i uanfægtet
fortsættelse af det skriftlige venskab. Skallens fremmedgjorthed varer kun sekunder, så fortsætter man den årelange samtale som
gamle venner. Ofte deler man fælles pennevenner, som man kan snakke om og med.

 

Hvad er en god og dårlig korrespondance

Der er ikke noget værre end et brev med automatiske opremsninger som: "så var jeg i byen og handle og dagen efter bagte
jeg boller og om fredagen....". Det er også dræbende at læse fem sider om ungens eskapader, tv-serier eller ægtemandens vid.
Endnu værre er de kopierede massebreve, hvor ens navn er sat ind bagefter. Keeeeeeeeedeligt!

Dialog, tak. Eftertanke og indføling i modtagerens verden. Hvad tænker du, drømmer om, oplever, frustreres over?
Hvad ser du, når du kigger ud ad dit vindue eller går ned ad gaden i din by? Hvad taler man om i medierne? Hvilke værdier har man i dit land? Hvilken historie og politisk situation? Man skal altså virkelige opøve sine evner til at skrive levende og beskrivende for en person, der måske kommer fra en hel anden kultur eller lever et liv, der ligger langt fra dit eget. Vigtigst af alt skal man kunne "lytte" til hvad modparten skriver (eller ikke skriver) og stille uddybende spørgsmål. Huske den enkeltes tidligere informationer, se både udviklingen og detaljerne. Huske at sende kort til fødselsdage og jul.

At skrive med folk fra andre lande giver også mere end alverdens støvede historie - og geografibøger. For eksemple at opleve DDR før og efter murens fald fra en person, der lever og kæmper for sagen. Eller Ulsters problemer set fra et hverdagsperspektiv. At leve af landbrug og se dyrene som ressourcer. Prøve at forstå verden set med et specielt religiøst perspektiv. Det giver også god træning at supplere skolens kedelige sprogøvelser med virkelig dialog mellem mennesker. Ingen røde streger, medmindre man beder om hjælp til at blive bedre til grammatik - og man lærer nye slangord, der ikke står i ordbogen.

 

Venner per postordre

Hvordan skaffer man sig så de her vidunderlige kontakter? (Mest en hobbyfor hunkøn, ser det ud til) Pennevenner kan nu om dage skaffes på nettet via nyhedsgrupper, men der er nu ikke noget så jordnært som de såkaldte vandrehæfter "Friendship Books", som man sender rundt mellem hinanden. En person fabrikerer det tomme hæfte til en kammerat. Vedkommende udfylder en side med adresse samt interesser og ønsker for nye pennevenner og sender det videre igen. Når hæftet er udfyldt (gerne med farverige billeder, glimmer og deslige) sender man det tilbage til den person, som det oprindeligt er lavet til. Her kan man altså helt gratis finde nye pennevenner fra hele verden. Her er der sjældent falske navne og adresser og folk er generelt præcis dem, de udgiver sig for at være. Skrivelystne mennesker, der gerne vil lære dig at kende. Egentlig en vidunderlig ting - et katalog over mulige venner, som man bladrer i og udvælger fra. Du lyder interessant, så jeg sender lige et introducerende brev. Dette er hvem jeg er og mine interesser. Vil du skrive sammen med mig? Gid det var lige så nemt i det daglige at skabe kontakt.

brev collage

 

-

musik bladhylden hobbyrummet job