Så har jeg også prøvet det: At løbe til Sverige. At færdes på en bro, som ellers er forbeholdt biler og større køretøjer. Det var en stor oplevelse at gøre det, især fordi at Spartas Dorte Vibjerg har udtalt, at det var det definitive sidste Broløb over Øresund. Det er ganske enkelt for dyrt at få broen lukket. Det var en stor oplevelse, og jeg er glad for, at jeg nåede at være med.

Så jeg er tilfreds over, at jeg har gjort det. For det er en lidt mærkelig rute. Jamen det er det. Hånden på hjertet. Før løbet og som en forberedelse havde jeg rådført mig med Løbemusen, som løb sidste gang i 2000. Det lød meget tilforladeligt, måske blev tunnelen lidt varm, stigningen op til det højeste punkt på broen var hård (ved omkring 12 km), men derefter gik det nedad og var fin. Ok, jeg vidst så nogenlunde, hvad der var at forvente. Hahahaha…..

Den usikre vejrudsigt taget i betragtning havde alle husket skraldeposer til afskærmning for regnen. Som aldrig viste sig. Men vær beredt! For en gangs skyld. Og det var vi. I gruppen var jeg den eneste, som ikke var ½ maraton-debutant, og så er man jo mere følsom. Eller ikke. 

De første indtryk fra stævnepladsen: Manglende bannere/skilte over, hvilke telte, som gemte på hvad, mega-toiletkøer, som endnu en gang bekræftede min teori om, at løbere ikke er sarte. Opmagasineringspladsen på lystbådehavnen blev hhv. pissoir og dametoilet. Logistikfejl 1.

Eftersom vi ikke rigtig kunne finde alle de annoncerede tilbud om mad og drikke, og fordi turen til Kastrup havde taget ret lang tid pga. vejarbejde, omdirigeringer og i sagens natur mange trafikanter og kø, gik vi forholdvist hurtigt til vores startgrupper for at finde fartholderne. Dem var der nemlig mange af. Det skulle desværre vise sig, at ingen af os så dem ud over køen til startpunktet lige før tunnelen. Om det var ballonerne, som blæste væk eller os, som løb for hurtigt eller for langsomt, er ikke til at vide.

Efter at have stået i startboksen på Amager Strandvej begav alle løbere sig en i lang bevægelse ned mod tunnelen, og der var trods alt lidt vej derned. Jeg vil skyde på en 2-3 km. Vi spadserede stille og roligt derudaf, mens flyene lavede deres indflyvninger lige over hovederne på os. Men efter godt ½ time, hyggelig snak og en tissetur undervejs til venstre for vejen var vi endelig ved at være fremme ved starten. Jeg havde taget råd fra jer og fra Løbemusen og var i korte ærmer og vest. Tunnelen var den første “strækning” af den samlede rute, og den var jeg lidt spændt på. Tunnelen er ca. 4 km lang. Det viste sig, at den var ret oplyst i starten og i slutningen, men i mellem var der aftenbelysning. Men der blev lavet klappe-bølger og råbe-ditto, som peppede turen op.

Turen i tunnelen var godt 4 km lang. Mit gps slog fra, da vi var kommet lidt ind i tunnelen, og jeg kunne se, at det ville have, at jeg tog stilling til et eller andet. Men der er lige det ved det, at i den dårlige belysning og i løb OG på grund af trængslen kunne jeg ikke læse, hvad der stod. Jeg regnede/håbede bare, at uret ville finde satelitterne igen, når vi kom ud og beregne bagud. Yeah right! 

Men den sidste km var der ikke så meget ilt tilbage. Sådan føltes det ihvertfald. Der var virkelig meget varmt og dårlig luft. Så det var skønt, da der var lys for enden, og vi kunne løbe op på Peberholmen. Mit ur fandt ganske rigtig satelitter igen, vel ude af tunnelen, men havde stoppet tiden OG distancen. Så jeg havde løbet 376 m, og det havde taget mig 2½ min. ca.!!!! Fedest! Altså havde jeg overhovede ikke styr på, hvor lang tid jeg havde brugt. I skrivende stund kender jeg stadig ikke min netto-tid, da hverken sluttider eller mellemtider er kommet på nettet. Min brutto-tid er 2:41, men jeg løb først i tunnelen omkring 25-30 min., efter at starten var skudt i gang. De tilbudte sms’er med sluttid osv. er heller ikke dukket op. Endnu.

Så fulgte fire km over Peberholmen i sol og kraftig blæst, bagfra og skråt bagfra. Vi løb stadig ret tæt, men der var ikke mere trængsel og af og til lidt skubben som i tunnelen. Her var det første væskedepot, og det var rigtig godt efter varmen i tunnelen, hvor jeg svedte som en pattegris på grillen. Samtidig begyndte den langsomme stigning op mod det højeste punkt på broen, som man kunne ane i det fjerne.

Blæsten var ok, den hjalp jo med, må jeg erkende, for stigningen var ikke det store problem. Benene gik af sig selv, jeg havde musik i ørerne for en gangs skyld. Det har jeg ellers aldrig til løb. Men denne gang havde jeg taget det med. Jeg løb alene, og så var det ganske rart at have noget at lytte til. Så Alanis Morisette, Barry White og Black Eyed Peas fulgte mig på vej. Jeg havde det fint, tænkte ikke over, at der fortsat ventede godt 15 km foran mig, så alt på nær min tidstagning var i fin form.

I mangel af en tid holdt jeg bare lidt øje med min km-tid, når jeg løb forbi 5, 6 og 7 km og så videre. Jeg kunne jo ikke rigtig gøre noget, så det var bare at løbe på fornemmelsen. Og det var faktisk ganske rart til en afveksling. Men også lidt underligt.

Så er jeg ved at være på toppen af stigningen. Og jeg nærmede mig ganske støt og roligt pylonerne. Og jeg var i Sverige nu. Det var en fantastisk fornemmelse at bevæge sig her på broen, nu på svensk område, hvor man ellers kun kører i hurtig fart. Udsynet var utroligt, og som det fremgår af billederne, var himlen blå, blå og blå. Med lidt vattotter på.

Snart blev blikket rettet mod Sveriges fastland, og nu gik det nedad. Sammen med den kraftige vind føltes det til tider, som om man fløj. Kroppen blev skubbet, og det var tydeligt, at mange begyndte at stemme imod for ikke at løbe for stærkt eller miste balancen. Der var virkelig tryk på, og det var ikke så rart. Men en stor hjælp til fremafdriften. Det ses herunder, hvor skilningerne er på baghovedet. 🙂

Mine ben var begyndt at blive trætte. Jeg havde passeret 15 km og kunne godt mærke, at jeg – enten havde løbet hurtigere, end jeg plejer – eller kunne mærke den manglende træning/km. Så var det godt at kunne slå hovedet fra. Bare tænke på, at der kun var godt 5-6 km tilbage, og det var jo kun en lille tur. Jeg kunne også mærke, at jeg så frem til det næste væskedepot, som ville komme lige efter broen.

I mellemtiden tog jeg en gel fra High5, som ikke kræver vand til, en såkaldt Iso gel. Det hjælper som regel kort tid efter, og så kom væsken kort tid efter, da vi satte fødderne på svensk jord. Samtidig begyndte der at være tilskuere, og det var helt mærkeligt efter at have løbet 16 km uden nogen, der hepper eller klapper.

Så var der dans og hep fra Friskis og Svettis, som var et energibundt af nogle kvinder i forskellige former og størrelser. Men deres humør var ikke til at tage fejl af, og det var herligt og bragte smil og klappen frem. For nu var mange trætte. Inkl. mig. Jeg har træt nu, træt i benene, som var tunge, tunge. Jeg var begyndt at blive rigtig øm i fødderne, som om jeg ikke havde sko på. Som om sålerne var blevet slidt af. Der er heller ingen tvivl om, at jeg ikke var vant til at løbe på asfalt. Ihvertfald ikke så langt. Jeg var øm i hofterne, og nu kunne målstregen godt dukke op. Hurtigt!

Men der var godt 3 km endnu. Jeg valgte at fokusere på min vejrtrækning. Og så at finde en hare; finde en, som løb med samme kadence (ca. 6:10 min/km) som mig og så bare løbe skråt bagved og gå ind i vejrtrækningen og kadencen. Det virkede rigtig godt for mig. Jeg løb med en gns-puls på 93%, og det synes jeg egentlig var lidt højt. Måske derfor at jeg var træt og tung i understellet.

Endelig tonede målstregen frem, lige efter en kurve på stien. Det var rart, og det var tydeligt, at mange var rigtig trætte. Mange gik de sidste 3-4 km, og man kunne ikke løbe til, hvis man havde sparet på kræfterne. Så skulle man nok have været længere oppe i feltet.

Vel over målstregen gik alle videre og videre i en lang strøm. Samtidig forsvandt solen som med et slag, det blev overskyet, og så var det koldt. Rigtig koldt. Så det var faktisk ikke så slet endda at stå tæt med en masse mennesker. Lidt ligesom pingvinerne på Sydpolen, hvor de inderste har det rart og varmt.

Vi stod i kø for at aflevere chips, få medalje, få vand, få 1 kanelgiffel, müslibar, banan og en rygsæk. Det tog laaaaaang tid, det var koldt, og vi var trætte og ømme. Alligevel var der ikke sure miner, men vi grinede over den manglende logistik, når 4 unge piger skal dele kanelgifler ud til så mange mennesker. Skraldet lå overalt, og affaldbeholderne glimerede ved deres mangelfulde antal og fravær.

Endelig fandt vi hinanden – det tog lidt tid. Vi var seks, som skulle samles, stævnepladsen var ikke i nærheden af målet, eller bare godt gemt, mobilnettet var selvfølgelig nede, men det lykkedes til sidst. Min lille gruppe var i forskellig stand; nogle var meget ømme, nogle var både kolde, sukkerkolde OG ømme, og sådanne skal nurses lidt. 🙂 Men da vi så køen til busserne tilbage til København, var vi lykkelige over, at Løbemusen, som jo var skadet og derfor ikke løb, havde kørt over broen, da den blev genåbnet, for at hente os hjem. Vi tilbød den sidste ledige plads i bilen til de løbere i buskøens sidste ende, som vi fik forbi. Og da forundringen havde lagt sig, sprang Pia til og var ovenud lykkelig over at komme et par timer tidligere til København.

Det sidste, som jeg sad og kiggede på, inden vi forlod målområdet, var Turning Torso i det fjerne. Virkelig imponerende bygning. Jeg ankom til matriklen godt brugt lidt over halv ti, og manden havde lavet salat, kogt nyopgravede kartofler fra Kartoffel-Knud, var i gang med at grille smørfisk og laks. Da Løbemusen og den ½ maraton-debuterende Clara lidt senere kom, blev det hele fortæret med et godt og velfortjent glas italiensk rødvin.

Vi fik samlet alle vores billeder fra dagen og snakket forløb, løb, logistisk på løbet (den haltede big time!) oplevelsen (Løbemusen løb for 10 år siden) og det hele. Virkelig dejlig måde at afslutte en lang og god dag på.

Alle vores fotos kan ses på: http://picasaweb.google.dk/katkarlebo/BrolBet2010# 

Men broløb stopper ikke. Mon ikke der om godt to år er et løb over Femern? Ses til det? 🙂