Påskedag i Brahetrolleborg kirke

Der blev prædiket over Matthæus, 28,1-10:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven.  Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. 

Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne.  De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde.  Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede.  Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå.  Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«

 Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.  Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et »Godmorgen!« Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham.  Da sagde Jesus til dem: »Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.« Amen

Prædiken

Vi har engang begravet den samme person to gange i Brahetrolleborg kirke. Jeg var ny præst og havde ikke kendt de første, jeg begravede, men en dag efter at have talt med familien til en afdød, blev jeg klar over, at hende, der nu var død, kendte jeg, hun hørte til de faste kirkegængere, havde sin egen faste plads. Og da jeg orienterede kirkens personale om bisættelsen, fortalte jeg, at det var hende, der plejede at sidde der og der i kirken, der nu var død. Vi holdt bisættelse, det gik fint. Om søndagen skulle der være gudstjeneste, jeg stod ude bagved og var ved at tage mikrofon på, da graveren kom ud til mig og med et smørret smil sagde: hende vi begravede i torsdags, er lige kommet og sidder nede på sin plads! Da hun nok ikke var opstanden fra de døde, måtte jeg have taget fejl. Hende vi havde begravet, var en helt anden af de faste kirkegængere. Siden døde hun, hende jeg først havde troet, det var, så hende har jeg begravet to gange.

.Påskedag må vi gerne smile ad døden. Herude i våbenhuset har vi en gravsten fra 1600tallet over en præst ved kirken og på gravstenen er der udhugget et kranium som for at sige til os: husk du også skal dø en dag, men stenhuggeren har lige sat mejslen på den ene fortand på kraniet og hugget tanden af, for den død, vi taler om i kirken en påskedag, er gjort tandløs; har ikke samme magt over mennesker mere. Det viser man på den måde på mange gamle gravsten. Påskedag fejrer vi opstandelsen, håbet, lyset, livet og ler ad døden. Vi ler ikke af sorgen ved at miste, den er alvor, men vi ler af, at døden har tabt kampen om os i evigheden, vi fejrer at Gud vandt. Den russiske oppositionspolitiker Alexander Navalnyj, der for nylig døde i fangenskab, sagde i sit sidste interview: jeg tror på Gud og videnskab… jeg tror på sand kærlighed…jeg tror ikke på døden! Det er en smuk trosbekendelse. Det han siger er ikke, at han ikke skal dø, han vidste det kunne ske snart, jeg tror, at det han mener er, at døden ikke kan tage livet fra ham, at det at dø ikke er at falde ud i intethed og død, men at falde i den levende Guds hænder, derfor kan han sige: jeg tror ikke på døden. Måske han kunne have tilføjet: jeg tror på livet, både et liv før og et liv efter døden.

Påskedags evangelium handler om, at der er slået hul på dødens magt over os i evigheden og det kaster et lys ind over livet her og nu. Jesus skulle have ligget i graven til evig tid, men døden kunne kun holde på ham i tre dage. Ingen så, da han stod op fra de døde, det er et mysterium langt ud over vores fatteevne og kan kun tænkes og tros, når vi tænker og tror Gud med ind i ligningen, og tør tro, at Gud er herre over liv og død. Men det kan få Navalnyj til at sige: jeg tror ikke på døden; det kan få kristne over hele verden til i dag at synge og juble af glæde og smile og le ad døden. Den store livsødelægger er gjort tandløs.

Jeg kender en, der går med metaldetektor og hun skrev en dag for et par år siden på facebook: Hvor heldig kan man lige være? I dag fandt jeg min første danske vikingemønt. Jeg har også gået med detektor her i påsken, ikke metaldetektor, men med en håbsdetektor og påskedag finder vi guld i evangeliet. Håbsdetektoren slår max ud ved indgangen til den tomme grav, og ved englens ord om Jesus: Han er ikke her, han er opstået, og kvinderne ved graven møder Jesus og han hilste dem godmorgen, som er han lige stået op… og det er han jo!…der ryger håbsdetektoren helt ud af skala: det ikke er døden, der er evig, men livet. Englen i graven sender kvinderne hen for at dele med de andre, hvad der er sket og at de skal møde Jesus ude i livet, og det gjorde de, så vi kan dele det lige nu, de første kristne delte også hvordan han døde, for hans tunge død på korset var med til at gøre hans glædesbudskab om evigt liv, om kærlighed, forsoning og fred troværdigt og overbevisende. Ikke bare fine ord, men livet og smerten værd.

Der er en palæstinensisk læge, der hedder Izzeldin Abuelaish, der er kommet en dokumentarfilm om ham: I shall not hate… jeg vil ikke hade! Abuelaish blev født i en flygtningelejr i Gazastriben i 1955, som ung kom han til Cairo og senere også Harvard for at studere medicin, han blev den første palæstinensiske læge, der fik fast arbejde på et israelsk hospital og her hjalp han israelske børn til verden. Han blev kendt i offentligheden, både blandt palæstinensere og israelere, for at insistere på fred mellem de to folk. Han boede i Gaza og arbejdede i Israel, i 2009 brød konflikten igen ud i lys lue mellem palæstinensere og israelere og en israelsk granat ramte direkte ind i hans hus og han mister tre døtre og en niece. Ramt af chok, vrede og sorg, ringer han til en journalist han kender på israelsk TV, mange gange ringer han og til sidst tager journalisten telefonen midt under en udsendelse, og Abuelaish råber sin sorg ud i direkte TV  - Åh min elskede datter, vågn op! Jeg vil redde dem, jeg vil redde dem. Men de er døde, råber han. Seerne er chokerede vidner til hans sorg. Samme aften finder et TV-hold ham på hospitalet, hvor hans døtre er bragt ind, og han chokerer seerne endnu engang ved midt i sin sorg at tale forsoning og håb og ikke had. Nærmest som Jesus der på vej til korset langfredag beder Gud tilgive dem, der volder ham ondt, for de ved ikke, hvad de gør.  

Netop Abuelaishs lidelse og hans store ofre gør ham til en stemme, der lyttes til… - jeg ville ikke smittes med had, siger han, han sørger over sine børn, men bruger sin stemme til at sige, at der er brug for et vaccinationsprogram mod had, og vaccinen er respekt, værdighed og lighed. Han bor nu i Canada, men utallige af hans familiemedlemmer i Gaza er omkommet under den nuværende konflikt, jeg er vred over det, der sker, siger han, jeg kan ikke bare kræve af mine kære, der har lidt så meget, at de skal ønske forsoning, derfor er der brug for hjælp ude fra. Og det er muligt, siger han, mange konflikter i Europa er blevet løst, mellem England, Frankrig, Tyskland, i Irland…det kan lade sig gøre. Jeg vil ikke hade, siger han. Han tror ikke på hadet som en vej i livet, derfor går han en anden vej, forsoningens og fredens vej. Han tror heller ikke på døden i den forstand, at han ikke kan se, at krig, vold og død er vejen til varig fred.

Der er i den grad brug for fred i verden. Fred mellem nationer og folk, men også fred i menneskers hjerter, der er mange ensomme, mange i mistrivsel, mange der har mistet håbet. Vi har brug for at tro på, at fred og sandt liv og glæde er muligt, og må lytte når nogen med troværdighed insisterer på fred og forsoning og sand kærlighed. Der er mennesker, der står op for det; Jesus stod fra de døde for det.

Vi tror ikke på døden, og må vælge en anden vej: livets vej, håbets vej, fred med Gud og mennesker. Vejen findes fordi Gud er med i ligningen og giver sig til kende i Jesu opstandelse som livets Gud.

I dag smiler vi ad døden. Jeg sad engang hos en kvinde, hvis mand lige var død. Hvordan døde han, spurgte jeg. Jo, sagde hun, han havde ligget længe og kunne ikke falde til ro, og jeg havde siddet hos ham, jeg havde snakket til ham, læst avis for ham, jeg vidste til sidst ikke, hvad jeg skulle stille op, og så begyndte jeg og syynge for ham og så døø han!…og så smilede hun: men jeg synger nu heller et’ ret godt! Jeg tror, at vi trods alt synger så godt her, at vi tør tage chancen og synge påskeglæden ud, uden at nogen dør af det, tværtimod… lad os dele påskeglæden og synge hinanden til live!

Glædelig påske! Amen.