Johannes Schmidt og udforskningen af ålen
Johannes
Schmidt og udforskningen af ålen
Ålen har altid været gådefuld. Den
ligner en slange, men er en fisk. Ålen er slimet, og med det
blotte øje kan man ikke se dens skæl. Den har ry som ligæder,
og nordmænd, færinger og islændinge afholder sig fra at spise
denne mistænkelige skabning.
Fra Lademanns Dyreleksikon, Bd.
18, p. 56 ff.
I oldtiden troede zoologiens fader, grækeren Aristoteles, at
ålen spontant kom fra "Jordens indvolde". Romeren
Plinius mente, at åleunger kom fra dele af den voksne ål, som
var blevet krabet af på klippestykker. Så sent som i forrige
århundrede mente man, at en lille sølvbille var ophav til
ålen.
Meget klogere blev man ikke før 1896, hvor italienerne Grassi og
Calandruccio fangede to små ca. 2 cm lange pilebladslignende
larver (leptocephaler), som overhovedet ikke ligner ål. De to
larver blev anbragt i et akvarium. Her sank de til bunds og
forvandlede sig til to meget små ål, på omkring. 8 mm . Hermed
havde de bevist, at den lille fisk Leptocephalen i
Messinastrædet var yngel af den almindelige ål. Det var derfor
nærliggende at tro, at ålen ynglede i Middelhavet.
I 1904 gjorde den danske havforsker Johs. Schmidt de første fund
af ålelarver i Atlanterhavet ved Færøerne. Gennem de næste 20
år lagde Schmidt grunden til meget af, hvad vi i dag ved om
ålens livscyklus.
Vi ved at ålen gyder i Sargassohavet, og larverne driver med
Golfstrømmen til Europa og Nordafrika. Her forvandles de til
glasål, og fordeler sig langs kyster eller trækker op i ferske
vande. Efter en tid udvikles de glasklare ål til gulål. Det er
det længste stadium i ålens liv. Efter 5-12 år er gulålene
blevet kønsmodne, og starter nu som blankål deres næsten 7000
km lange vandring tilbage til Sargassohavet.
(kort indsættes her)
Kort over det nordlige Atlanterhav
Ålelarver er fundet i det prikkede område. Kurverne viser
grænsen for larver af vedkommende længde i millimeter.
Ålen yngler i det tættest prikkede område i midten, hvor man
har fundet ålelarver på 5-7 millimeter. Larverne spredes herfra
med strømmen. Pilene viser strømmens retning og styrke.
I det skraverede område langs vesteuropas kyster, forvandler
hovdparten af ålelarverne sig til glasål.
Glasålene fordeler sig her langs kyster eller trækker op i
ferske vande. Flest i de kyststrækninger, der er markeret med
sort
Efter en tid udvikles de glasklare ål til gulål. Det er det
længste stadium i ålens liv.
Efter 5-12 år er gulålene blevet kønsmodne, og starter nu som
blankål deres næsten 7000 km lange vandring tilbage til
Sargassohavet.
Hvordan ålen finder vej er stadig en gåde ligesom man hverken
har fundet kønsmodne gydefærdige ål eller åleæg i
Sargassohavet eller noget andet sted i Verden. Eksperimentelt er
det dog lykkedes at gøre blankål kønsmodne med en
hormonbehandling i fangenskab, men endnu er der ikke basis for
kunstig udklækning og avl. Derimod kan glasål indfanges og
opfodres i såkaldte ålefarme.
Fra bogen:
H. Blegvad red. Fiskeriet i Danmark Bd. 1 p
541
Ål der snor sig i en vejespand.
Johannes Schmidt (1877-1933)
Mag.scient. i biologi 1898, Dr. phil. 1903. Arbejdede oprindelig
som botaniker, men kom under udarbejdelsen af sin disputats om
mangroveskoven og ved planktonstudier ind på studiet af
havbiologi.
Blev i 1903 assistent ved Kommissionen for Havundersøgelser og
ledede fra 1909 Fiskeriundersøgelserne i det nordlige
Atlanterhav. Var fra 1910 desuden leder af Carlsberg
Labaratoriums fysiologiske afdeling.
Schmidts navn er først og fremmest knyttet til de af ham ledede
Dana-ekspeditioner og til opdagelsen af ålens ynglepladser.
Johannes Schmidt og udforskningen af ålen
Hen under aftenen den 22. maj 1904 havde
man på havunder-søgelsesskibet "Thor" lige afsluttet
det sidste træk efter torskeyngel. Skibet lå på en position
nordvest for Færøerne. Blandt de fisk, der var kommet med i
trækket, fandt man en ålelarve. En 7,5 centimeter lang, flad og
glasklar leptocephal. Det var første gang ålelarver var
observeret ude i Atlanten, og fundet opildnede Johannes Schmidt
til at fosøge at finde ålens yngleplads.
Først mente Schmidt at ålens gydeplads måtte findes på
kontinentalskråningen ud mod Atlanterhavet. I de følgende år
indsamlede han flere hundrede ålelarver hele vejen fra
Færøerne til Biscayabugten. Men ingen åleæg. Måske skulle
ålens gydeplads i stedet findes i Middelhavet, én teori
italienere Grassi og Calanduccio havde fremsat i 1890’erne.
Efter flere togter kunne Schmidt dog konstatere at det ikke var
muligt at finde spædlarver af ål i Middelhavet. Samtidig lagde
han mærke til at larverne var mindre jo længere vest på i
Middelhavet han kom. Ålens yngleplads måtte derfor findes i
Atlanten.
I tilsammen 18 år gennemførte Johannes Schmidt en storstilet
eftersøgning af ålens gydeplads. Han fandt aldrig åleæg, men
det lykkedes ham dog at indkredse ålens omtrentlige gydeplads i
den vestlige del af Atlanten, i Sargassohavet. Johannes Schmidt
mente at det tog ca. 3 år for de spæde ålelarver at krydse
Atlanterhavet.
Schmidts meget store undersøgelsesmateriale er senere blevet
computerbearbejdet af den danske åleforsker Jan Boëtius. Han
har vist, at ålelarverne kun er mellem 12 og 15 måneder
undervejs fra Sargasso-havet til de europæiske kyster.
Ålens udvikling - fra leptocephal til blankål
Ålen ligner ikke andre fisk. Dens oprindelse har givet anledning
til mange forestillinger. Man mente, at den opstod af åleslim,
af jordens indre, eller af hestehår. Andre troede, at den fødte
levende unger. Denne forestilling var baseret på, at man
undertiden fangede voksne ål fulde af ormelignende dyr. I 1680
aflivede italieneren Francessco Redi denne teori. Han påviste,
at den formodede yngel var involdsorme. Samtidig gjorde han en
anden vigtig iagttagelse: Om foråret vandrer de små glasål op
af vandløbene, og om efteråret vandrer de voksne ål i store
mængder mod havet. Ålen måtte derfor formere sig i havet. Blot
var man forundret over ålens mangel på kønsorganer.
Siden slutningen af 1700-tallet havde man kendt en lille
fladtrykt og pilebladsformet fisk. Den engelske naturforsker
Thomas Pennent gav fisken det latinske navn "Leptocephalus
brevirostris". Man regnede den for at være en særlig
fiskeart, der ikke ændrede udseende. I 1896 fangede de
italienske forskere Grassi og Calanduccio to leptocephaler i
Messinastrædet. De blev anbragt i et akvarium, og til deres
store for-undring udviklede de to fisk sig til små ål,
såkaldte glasål.
På samme tid mente man, at der eksisterede flere ålearter i
Europa. Gulål, blankål, spidshovedet ål og bredhovedet ål. I
1894 påviste den danske biolog C. G. Johs. Petersen at gulål er
de opvoksende ål der senere forvandler sig til blankål. Om
gulålen bliver spidssnudet eller bredsnudet afhænger af hvad
den æder.
De spidssnudede åls føde består mest af smådyr, mens de
bredsnudede tager større byttedyr, især fisk. Når gulålen
mister sin gule farve på bugen, holder op med at tage føde til
sig og omdannes til blankål, forsvinder forskellen i hovedform.
Ålen i folkemedicin, overtro og ordsprog
På samme måde som ålens oprindelse har givet anledning til
mange forestillinger har ålen også sat sit præg på
folkemedicin, overtro, talemåder og ordsprog. Og det er ikke
helt tilfældigt, for ålen adskiller sig ikke bare fra andre
fisk ved sit udseende, men også ved sin adfærd og evne til at
klare sig under specielle omstændigheder. Ingen andre fisk kan
f.eks. gå over land som ålen, der gerne snor sig gennem fugtigt
græs, for at nå et vandløb. Ålens gæller er nemlig meget
små, og ålen kan delvis ånde gennem huden.
Ålen er samtidig meget sejlivet og bliver ved med at sno sig,
selv efter at man har stukket den ihjel. Åleblodet er giftigt.
Skærer man sig i fingeren, når man renser ål og får frisk
åleblod i såret, kan man få en voldsom forgiftning. Det kan
give kraftig hovedpine fulgt af kvalme og opkastninger. Det er
heldigvis noget der sker sjældent. Hvad der er nok så
alvorligt, er blodets virkning, hvis friskt åleblod skulle
sprøjte i øjet. På øjets membran giver det en virkning, som
var det ætsende og fremkalder en betændelsestilstand, der kan
vare i flere døgn. Iflg. Frank Jensen,
Naturhistorisk Museum, Århus
Ålens slim, der hjælper den til at undgå udtørring når den
kravler over land, indeholder også stoffer som nogle mennesker
er allergiske overfor, hvis man får slimen i et åbent sår.
Overtro:
Spiste man en ål, der uskadt havde passeret gennem en storks
tarm, blev man så let, at det føltes som man svævede.
Hvis en ålestanger fik en ål på jernet ved første hug, kunne
han lige så godt vende hjem. Udbyttet den dag blev ringe.
Efterårets eller vinterens første ål måtte ikke sælges. Den
skulle man selv spise, ellers fik man det år uheld med fangsten.
Bed fiskeren hovedet af den første ål, blev han
"Ålekonge", og ålene ville altid søge ham.
En ål kan leve så længe, at den bliver en hval.
Folkemedicin:
Saften af askeblade blandet med ålefedt og saften af myreæg
stiller øresmerter.
Fersk ål spises mod forstoppelse.
I hjem hvor konen led meget af hovedpine (migræne) havde man
altid nogle åleskind hængende, som opblødt i lunkent vand og
vredet op blev svøbt om hovedet; man sagde at det trak i huden
og var elektrisk ligesom katteskind.
Åleblod blandet med krysemyntevand drikkes for kolik.
Åleskind kunne lægges på led eller ben med krampe.
En dranker fik afsky for spiritus, hvis han drak vin hvori en ål
havde løbet sig ihjel.
Ordsprog og talemåder:
Den som er bidt af en hugorm, er bange for en ål.
"Endnu mere ål," sagde skarven, da den slugte ålen
for tredje gang.
Der er aldrig så lille en ål, at den ikke ønsker, at den var
en hval.
Ægteskabet er som en åleruse, de der er ude vil ind, og de der
inde vil ud.
Man skal stege ål, som man leder fruer i by (langsomt), men sild
som man jager skøger af by (hurtigt).
Det er ikke nemt at holde en ål ved halen.
Greve Museum, Fiskerne i Mosede Havn og Mosedeskolen i Greve, 1996. PageMaster: Alex Jankowski, 8. klasse, Mosedeskolen. januar 05, 1997.