Jalaluddin Rumi (1207-1273) er sufimester og en af verdens mest betydningsfulde mystikkere.
Han livsindstilling udtrykker et helhedssyn, der forener en fast forankring i det almindelige og konkrete hverdagsliv med en ligeså fast forankring i sufimystikken. Han har desuden en omfattende kundskab om andre åndelige traditioner. Vi lever på denne jord i en konkret sammenhæng, og vi kan med Guds hjælp realisere mange forskellige niveauer i vores eksistens. Rumi er efter min bedste overbevisning en vis og vidt berejst vejviser på alle planer.
Mevlana (1207-1273) kaldes han i Tyrkiet – vor Mester. Han er kærlighedens digter, og han siges at være den mest læste i USA gennem de seneste 15 år. Han fejrede i 2007 sit 800 års jubilæum.
Rumi er en etikkens og bevidstgørelsens mester. Hans erfaring af det guddommelige sker gennem enstærkt skærpet opmærksomhed, og den er umiddelbar og meget personlig samtidig med, at den udtrykker sig med sufimystikkens ord og symboler. For Rumi er dansen en måde at nå Gud på.
“Jeg er lykkelig i aften
forenet med Gud.
Fri fra adskillelsens smerte
hvirvler og danser jeg med min Elskede.
Jeg siger til mit hjerte: “Lad være med at bekymre dig,
Jeg har smidt nøglen til i morgen væk.”
En dervish er et menneske, der – i overensstemmelse med Koranens bud om “at søge visdom, om du så skal rejse til Kina” – banker på de døre, hvor der er visdom at hente. Ved deres hvirvlende dans deltager de i en religiøs ceremoni, som bringer dem nærmere til Gud.
Tiggerstave og tiggerskåle viser hen til dervishernes rejseaktivitet. Tiggerskålene adskiller de enkelte kolonner til højre og markerer i hovedteksten, når et digt afløses af det næste.
Mevlanas poesi er en vejviser til tilværelsens helligste dimensioner.Han beskriver kærligheden side op og side ned, men da den er umulig at indfange i både det talte og det skrevne sprog, bliver kærlighedspoesien et paradoks. Den lover at udtrykke det uudtrykkelige. Rumi bruger mængder af ord til at begræde ordenes utilstrækkelighed for så at standse op og hylde tavsheden:
“Vær stille! Vær stille! For kærligheden
opfører sig modsat det normale;
her skjuler meningen sig,
hvis du taler for meget.”
“I går aftes var min Elskede
som månen, så smuk!
Den var endog mere strålende end solen.
Hans nåde er hinsides min forstand.
Resten er tavshed.”
“Jeg talte om dig,
du gjorde mig tavs.
Jeg smagte din sødme,
og alting standsede.
Forvirret flygtede jeg
til mit hjertes hus,
og dér fangede du mig.”
“Hvisk til mig intimt som en elsker,
for blidhed er sjælden i denne verden.
Det er vanskeligt at formidle kærlighedens fortryllelse
til dem, der er lavet af støv.”
100 måder.
I dag ligesom hvilken som helst anden dag vågner vi op
tomme og skræmte.
Lad være med at åbne døren til studerekammeret
og begynde at læse.Tag i stedet et musikinstrument frem.
Lad den skønhed, vi elsker, være det, vi gør.
Der er hundreder af måder at knæle og kysse jorden på.
Lyt til musiken peg med musen på “Lyt”
Den mand, der inspirerer til poesien og dansen er den omvandrende karismatiske dervish Shams fra Tabriz i det vestlige Iran. Rumi møder ham i efteråret 1244. Det er den vigtigste enkeltstående begivenhed i Rumis liv. Shams er over tres år, Rumi er syvogtredive.
Rumi beskriver forandringen i sit liv sådan:
”Min hånd plejede at holde om Koranen,
men nu holder den om kærlighedens vinglas.
Min mund var fyldt af lovsang,
Men nu fremsiger den kun poesi.”
Det inspirerende samvær løsner, befordrer og udfolder en poetisk åre i Rumi. Han skriver 40 000 vers, og de tilegnes Shams fra Tabriz og samlingen af digte opkaldes efter ham. De fleste af dem hylder kærligheden til Gud og til Shams.
”Jeg vil være der,
hvor dine bare fødder går,
måske vil du se på jorden,
før du træder ned.
Jeg ønsker den velsignelse.”
“I dag er en lykkelig dag.
Der er ingen plads til tristhed.
I dag drikker vi tillidens vin
fra kundskabens bæger.
Vi kan ikke leve af brød og vand alene.
Lad os spise en smule fra Guds hånd.”
De to mænd er uadskillelige og fordyber sig i månedsvis i åndelige samtaler og øvelser, og Rumi trækker sig tilbage fra sine disciple og sine forpligtelser som lærer i teologi.
Misundelsen vokser hos disciplene, og pludselig en dag forsvinder Shams.
Rumi grubler:
”Hvor forsvandt han hen, når han hører til os?”
Og videre:
”Længslen efter dig mishandler mig hvert øjeblik,
lad verden blive min bøddel, ikke dig.
Spark ikke til den mand, du slængte til jorden,
Dræb ikke det menneske, du gjorde levende for første gang.”
Rumi er dybt fortvivlet og sender bud i alle retninger. Efter nogen tid bliver Shams fundet i Damaskus, og Rumi sender sin søn Sultan Valad af sted for at hente ham. Shams kommer tilbage til Konya, og Rumis disciple, der havde været voldsomt jaloux på Shams over, at han fik så meget af deres mesters tid, lover bod og bedring.
Efter en kort periode med fornyet åndelig fordybelse og intens glæde over deres genoptagne venskab og samarbejde, vokser misundelsen og jalousien blandt disciplene igen, og Shams forsvinder for anden gang ud af Rumis liv og denne gang for altid.
Den første fase af gigantisk poetisk kreativitet er sat godt i gang. Rumi skriver videre efter tabet af Shams, og hele sit liv ytrer han taknemmelighed over at have mødt ham.
“Mystikeren danser i solen
og hører musik, andre ikke hører.
‘Vanvid,’ siger de, der ikke hører.
Hvis det er sådan, er det af en meget blid,
livgivende slags.”
“Jeg har levet på kanten af vanvid,
jeg har villet vide årsagerne,
og jeg har banket på en dør. Den åbnede sig.
Jeg har banket indefra.”
“Mit jeg er stædigt, beruset, uhøfligt.
Min kærlighed: finstemt sensitiv, utålmodig, forvirret.
Vær venlig at bringe meddelelser
fra den ene til den anden,
svar og gensvar.”
Mystik betyder at vende blikket inad i kærlighed til os selv og hermed gense det guddommelige kim, der er nedlagt i os alle.(jvf. Pir Zias historie om fåret og løveungen under fanen Visdomshistorier.)
Mystik kommer fra græsk “myein” og betyder at lukke øjnene og munden. At konfrontere sig med mystik – som vi ser eksempler på ovenfor i Rumis poesi – er at åbne sig for en anden bevidsthed end den hverdagsagtige. Det er en meget personlig og dybt krævende opgave. Her gælder fornuftens logik ikke.
I mystikkens sjælelige rige er vi ét.
Vi er i en dyb oplevelse af at høre til. Tiden står stille. Vi er forbundne med hinanden og naturen og Gud i en helt særlig opmærksomhed. Tænk på de gange du har været det. Det kræver meget af os, og er paradoksalt nok også meget let, og måske er det det stærkeste bånd i et menneskeligt fællesskab på jorden.
I mystikken sker der en udvekling af kærlighed mellem Gud og mennesker. Det mærkes fx. i bønnen. Den skaber med sin forening af os og naturen og Gud et særligt åndeligt klima.
“Øst og vest tilhører Gud, og hvor du end vender dig, vil du se Guds ansigt. Gud når overalt, og Han ved alt.”(Koranen, 2:115)
Det tema genser vi i nedenstående sufihistorie:
Den tyvende elev
“En sufilærer havde 19 disciple, som alle var jaloux på den tyvende elev, som de syntes fik mere af mesterens bevågenhed.
Sufilæreren sammenkaldte en dag alle sine elever og sagde til dem, at de skulle tage 20 fugle med sig, en til hver. Så blev hver elev instrueret om at tage et sted hen med hver sin fugl, hvor ingen kunne se dem, og dér slå fuglen ihjel.
De kom tilbage med dræbte fugle undtagen den kontroversielle student, hvis fugl stadig var levende.
Mesteren spurgte ham i de andres nærvær, hvorfor han ikke havde dræbt sin fugl.
Fordi du bad mig om at gå til et sted, hvor ingen ville se mig. Et sådant sted findes ikke: “Gud ser alt“ svarede den tyvende discipel.”
Efterhånden ændrer poesien form, og næste fase begynder, da Rumi på opfordring skriver sin stadig højaktuelle åndelige vejledning, Mathnawi. “Koranen på persisk” kaldes den. Den var et kompas at orientere sig efter for den tids dervisher, og den er en uovertruffen vejviser for de mennesker, for hvem udforskningen af det indre liv er betydningsfuldt. Generation efter generation har læst den, og Rumis læserskare er i dag stadigt voksende.
Interesseret i at vide mere? Gå til rubrikken Bøger eller Foredrag.
Om anden fase af Rumis poetiske skaben gå til rubrikken Sufihistorier.