Rejsen til Le Mans 2004

Klokken er lidt i otte. Det er onsdag morgen, og vi har lige forladt Route Nationale 138, for at bevæge os ned ad en sidegade. Gaden fører os ned til en stor port - indgangen til campingpladsen Expo. Vi er til Le Mans - for tredje år i træk, og det er den tredje campingplads vi prøver. De to foregående år har vi boet på henholdsvis Karting Nord og Beauséjour. Vi har opgraderet på alle måder siden sidst. I år er vi 2 biler der har fulgtes fra Danmark, og en tredje bil ankommer senere på ugen. Vi har haft en fin tur til destinationen på trods af at vores 'søster-bil' havde en punktering midt i Tyskland. I vores bil har vi igen udskiftet lidt. I år er Mark taget med Thomas og jeg til Le Mans. Mark har været på Le Mans en enkelt gang før, men det ligger nogle år tilbage.

Det hele er lagt stort op til, at vi skal have en stor danskerlejr midt på camping pladsen. De andre får forholdsvist hurtigt sat deres telte op. Det er tydeligt at det er nogle der har prøvet det før, og har styr på det meste. Men jeg vil dog ikke mene at vi er novicer på nogen måde. Vi har erfaring fra de sidste to år, og vi har igen opgraderet vores telt. I 2002 havde vi således et enkelt iglo telt, og i 2003 havde vi to iglo telte. I år har vi et telt der oprindeligt er bygget til otte personer - med tre sovekabiner. Men vi er jo kun tre, så det bliver til en kabine til hver. Derudover er der også en del plads foran kabinerne, så man sagtens kan sidde inde i tilfælde af regn. Det har vi heldigvis være forskånet for de sidste par år, men risikoen er der jo altid. Vi har prøvet at slå vores telt op hjemmefra, og medtaget en gummihammer til pløkkerne, så på det punkt er vi godt forberedte. Hvad vi imidlertid ikke er forberedte på er, at jorden er hård som sten, så der hjælper selv en gummihammer intet. Vi må derefter ud og købe søm, for derefter at låne en klaphammer. Men det nytter alt sammen ingenting, når underlaget er en blanding af store sten og gamle rester af asfalt, der ser ud som om det har ligget der 50 år for længe. Derfor tager vi hurtigt beslutningen om at flytte vores telt et andet sted hen. Vi mister muligheden for en stor-lejr, men til gengæld finder vi et sted, i en lille lund, under nogle store træer. Der er stadig ikke særligt mange telte på campingpladsen, men nu er det jo også kun onsdag. Med vores kæmpetelt er det nok meget heldigt, at vi er der så forholdsvist tidligt, da det ikke er til at placere alle steder.

Da vi er ved at være på plads både inde og uden for teltet, er det blevet tid til dels at købe billetter, og dels at få set om Le Mans har ændret sig synderligt siden vi var der i 2003. Billetindkøbet går som vanligt, ikke rigtig nogen kø og venlige ekspedienter, der gør deres bedste for at tale engelsk, hvad der ikke altid lykkedes helt til perfektion, men de er afgjort til at forstå. Billetpriserne synes jeg stadig er helt utrolige. De tre år vi har været dernede, har udviklingen været således: 2002 - €55, 2003 - €57 og 2004 - €58. Det er altså billigt. Billetten gælder fra mandag til søndag, og man kan bare gå og komme som man har lyst. Så heller ikke her er de store ændringer at finde, og i Le Mans holder man fortsat meget på traditionerne omkring løbet. Jeg får samtidig min 3. officielle Le Mans plakat, der kan pryde væggene hjemme. I år har jeg da været så forudseende at tage et plakatrør med, så den ikke bliver krøllet under transporten tilbage til Danmark. Jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre til næste år, for med en størrelse på 60x40 cm kan man jo ikke have ubegrænset mange hængende. Men må en eller anden måde, er det lykkedes mig de seneste par år at finde plads.

En ting man skal prøve hver gang man er i Le Mans, er at køre ude på de 68% af banen, der til daglig er offentlig vej. Det er næste skridt, på denne onsdag morgen, der efterhånden har udviklet sig til formiddag er, at få købt ind. Derfor kan vi jo passende tage køreturen på baneområdet samtidig. Vores daglige indkøb plejer at foregå i Carrefour. Det er et kæmpe supermarked der ligger i udkanten af Le Mans, på vej mod banen. Det er muligvis det største indkøbscenter jeg har været i, selvom det ganske givet ikke er noget ved siden af de indkøbscentre der findes i USA. Man kan finde alt hvad man skal bruge til sådan en uge; cola, Kronenburg, mad, grillkul og radioer mm.

Vi får købt noget mad, og tager tilbage til vores telt for at få startet grillen. Inden længe er der dømt franske pølser oa. Det bliver et helt overdådigt måltid, men alle er godt trætte, da vi har kørt det meste af natten for at nå frem. Så efter maden bliver der lige tid til at hvile sig lidt, inden den første kvalifikationsrunde starter onsdag aften kl. 19.

Da klokken nærmer sig 19 er vi på plads på lægterne ved Dunlop chikanen. Under kvalifikationsrunden er det jo som bekendt gratis at opholde sig på tribunerne, og det bliver naturligvis altid udnyttet til fulde. De foregående år har vi jo set den første kvalifikationsrunde på taget af gokart banens pitbygning ved udgangen af Porsche kurverne. Det har mest været fordi vi har boet på campingpladser der lå 'inden for ringen', men et stykke vej fra målområdet. I år bor vi meget tæt på målområdet, men 'uden for ringen'. Men jeg skal da love for at Dunlop chikanen ikke er det værste sted at tilbringe en kvalifikationsrunde. Her er der god mulighed for at få set alle biler i aktion. De kommer fra start/mål langsiden igennem et langt højresving, hvor der bremses fra 5. til 2. gear inden de går på gassen igen, og accelererer igennem Dunlop broen og igennem den nye chikane på den anden side, der blev indført til løbet i 2002. Her bemærker man atter at der er enormt stor forskel på hvordan de forskellige biler lyder. Den mest bemærkelsesværdige er faktisk nok den engelske Lister Storm med det rent danske kører lineup: John Nielsen/Casper Elgaard/Claus Møller. Det er lige før den brummer mere end Corvetterne, og mere en den ene Panoz der også deltager, selvom tiden synes at være løbet fra den konstruktion. Tom Kristensen kører i år atter i Audi R8 efter han i 2003 havde et sidespring i en Bentley Speed 8. Derudover er der yderligere to danskere i årets Le Mans. Jan Magnussen deltager naturligvis, men i stedet for at køre i en prototype der ikke rigtig har nogen vinderchancer, er han gået en klasse ned - til GTS klassen, men hvor han til gengæld befinder sig i et topteam, der sagtens kunne gå hen og tage sejren i klassen: Chevrolet Corvette C5-R #64. Yderligere har vi også rigmanden Lars Nielsen til start i en Porsche 911 GT3 RSR. Han kører sammen med to skotter i den mindste GT klasse, for det britiske team The Racers Group.

Kvalifikationen er jo som altid opdelt i fire sessions. Onsdag aften kl. 19-21 og igen kl. 22-24, samt torsdag aften med tilsvarende tider. Vi sidder de første to timer ved Dunlop chikanen, nyder stemningen og finder nogle kendetegn ved de forskellige biler, så de er til at kende senere. Eksempelvis er der forskel på hvordan bagspoileren er fæstnet på hhv. Ferrari 550 og 575. Da det er første kvalifikationsrunde, bliver der altid kørt lidt forsigtigt, da kørerne dels skal prøve banen af, og dels er der en masse skidt og møg på banen, som bliver kørt af i løbet af aftenen. Da første halvdel af første kvalifikationsrunde er overstået, går vi lidt rundt i det cirkusagtige område der er på modsatte side af banen ved Dunlop broen. Men vi er efterhånden ret trætte efter rejsen, så vi planlægger at gå tilbage til lejren og få noget søvn. Jeg kan dog ikke vente helt til om torsdagen til at tage turen op på hoventribunen, så her står jeg, da anden halvdel af kvalifikationsrunden starter. Jeg havde helt glemt hvor meget det runger imellem tribunerne når en bil kommer drønene. Men det er nu alligevel fedt at stå der på hovedtribunen, nede ved rækværket med udsigten ned over pitlane hvor racervogne myldrer ud og ind af garagerne, skifter kører, justerer, kører nogle omgange for derefter atter at kommer ind for at justere noget igen. Alt sammen i håb om, at man lige rammer omgangen uden trafik, hvor det er tilpas køligt, men alligevel ikke mørkere end man kan køre 100%. Mit kamera flasher i tide og utide i håb om, at det er muligt at beskrive den fede stemning lige på det tidspunkt, hvor det på nogle billeder er lykkedes bedre end på andre. Da jeg har stået der hvad der synes et øjeblik får jeg lige set engang på uret, der viser at jeg har stået der i over en time. Jeg begynder også at være ret mørbanket efter nattens og den følgende dags strabadser. Men jeg vil nu alligevel have et glimt af vores gamle campingplads, Karting Nord, samt Porsche kurverne. Jeg har desværre glemt hvor langt der egentlig er til Porsche kurverne fra målområdet, så det bliver en lang tur. Og jeg skal jo også tilbage til Expo, der ligger længere væk end hovedtribunen. Da jeg kommer tilbage til vores telt, er alle gået i seng, og inde længe ligger jeg også i min sovepose.

Torsdag er vi alle lidt mere udhvilede, og efter et hurtigt morgenmåltid, er det naturligvis blevet tid til lige at køre endnu en tur på banen. Det er helt vildt at forestille sig at der kører racerbiler på Mulsanne langsiden med topfart på 330 km/t, og bare én time efter kvalifikationen er slut, kører der normale biler igen. Det sker ikke så mange andre steder. Da vi har kørt frem og tilbage mellem Tertre rouge og indgange til Porsche kurverne et par gange, skal vi lige ind og se hvordan det står til på Beauséjour - den campingplads vi boede på sidste år. Her er alt ved det gamle, selv den hårdtarbejdende pølsemand er der igen i år. Vi bliver naturligvis nødt til at lige at købe et halvt baguettes med to pølser i. Bare lige for at se om de er som sidste år - det er de! Formiddagen har efterhånden udviklet sig til eftermiddag, og vi tager tilbage med bilen, og begynder at gå en tur på de andre campingpladser. Der plejer jo altid at stå nogle seriøst fede biler rundt omkring, og det er nærmest en tur i sig selv blot af se dem. Står man og betragter en bil er det ikke unormalt at man lige får sig en snak med ejeren, om han er franskmand, englænder, tysker eller dansker - ahh ok, franskmænd er nok undtaget med mindre de taler engelsk. På vores vej ser vi en masse pudsige biler og andre køretøjer, bl.a. et Dakar-rally lignende monster. På vej gennem Karting Nord får vi set at Grand Prix tours har ekspanderet helt vildt. Der står nok 500 ens telte på række, og de har nærmest hele den centrale del af dén campingplads. Vi boede jo her for 2002 - lige overfor Grand Prix Tours. I 2003 boede vi lidt mere tilbagetrukket på Beauséjour. Expo er lidt en blanding af de to. For her har vi også et rejseselskab som naboer, nemlig Den Blå Avis, der jo flere gange har haft biler til start. Det er slet ikke lige så stort som Grand Prix Tours, og måske derfor lidt bedre at have som naboer. De har bl.a. sørget for en badevogn med 14 brusekabiner, da der slet ikke er nogle badefaciliteter på Expo. Man kan i Den Blå Avis' telt købe en varmtvands polet for €3, og man har varmt vand i 3 minutter. Så til forskel fra de andre år hvor vi har set værre og værre ud alt efter hvor lang tid vi havde været der, er vi her på Expo i varmt bad hver morgen (ok - der var også nogle der tog en dusch i det kolde vand - hvilket jeg også prøvede én af dagene, men jeg fandt det for koldt).

I dag er den sidste bil ankommet. Jan og Bjarke skal også lige have den Le Mans'ske stemning under vesten i år. Eftermiddagen er så småt ved at blive til aften, og vi trækker igen op mod baneområdet, da anden kvalifikationsrunde starter kl. 19. Vi står nu alle mand på hovedtribunen, og venter på at det hele skal gå i gang. Racerne ruller dovent ud på selve pitlane og holder i kø og venter på at lyskurven for enden af pitlane skal skifte fra rødt til grønt, hvilket indikerer at første halvdel af den anden kvalifikationsrunde er i gang. Vi står der i de to timer første halvdel varer. Det er helt skyfrit og udsigten fra hovedtribunen er meget flot, hvor man kan skimte solnedgangen i horisonten. Mørket har sænket sig over Le Mans, da sidste halvdel af kvalifikationen går i gang. Vi er gået fra hovedtribunen op igennem det klassiske tivoli-land, hvor de har fået et mere sindssygt apparat end før. Det er et metalstativ der er spændt op imellem to ståldragere der står i et V. Herefter går folk frivilligt(?) ind i metalburet, for derefter at blive skudt op som i et katapultsæde - hvad sjov der så skulle være ved det kan jeg ikke lige se. Vi sætter os oppe ved Dunlop-broen, hvor vi sidder og nyder aftenen med et par Kronenburg, mens vi har udsigten over den forholdsvist nye sektion på Le Mans - ombygningen af the Esses. Før kørte man jo under Dunlop-broen og ned af en lang bakke, til en højre-venstre kombination. Nu er den lange bakke som bekendt fjernet, og der skal nu drejes til højre før man kan dreje til venstre for derefter at ramme den oprindelige banestrækning igen. Nogle mener at dette er synd, da den bakke hører med til løbet, og man fik nogle fede TV-billeder derfra. Men den nye sektion tilgodeser det publikum der befinder sig på baneområdet, for nu befinder bilerne sig længere tid i det oplyste område omkring Dunlop-broen, og man kan bedre se og høre dem.

Kvalifikationen er slut og Johnny Herbert har lige som sidste år sikret sig pole position i hans Audi R8 #88. Og det med numrene er faktisk lidt sjovt. Der er fire Audi R8'ere til start. En fra Audi Sport Japan (Team Goh, hvor Tom K kører), en fra Audi Sport US (Champion Racing) og to fra Audi Sport UK. Sidste år gik det jo knap så godt for sidstnævnte (der kun havde een bil til start: Audi R8 #10), da Frank Biela 'glemte' at køre i pit efter få timer, og udgik derfor. Nu satser det engelske team imidlertid på to biler, så der er lidt større chance ikke at udgå totalt hvis nogle nu skulle komme til at lave en 'Frank Biela', som det efter løbet i 2003, hedder når man kører tør. Det engelske team går under navnet Veloqx. Det lyder lidt spøjst, men det betyder heller ikke noget. Det er en sammensætning af forbogstaverne fra engelske forhandlere/importører der gerne ville støtte en Le Mans indsats. Englænderne hæger meget omkring 8-tallet, og da der jo ikke kan være to biler med nummer 8, måtte den ene være nummer 88. Derudover bliver der også gået meget op i hvilke biler der er på den officielle Le Mans plakat, og her er det de to engelsk anmeldte Audier der pryder plakaten. Men kenderen vil se, at numrene ikke er #8 og #88, men derimod #0 og #1?! Forklaringen lyder således: Da ACO (Le Mans organisationen) skulle lave årets plakat, spurgte de Audi om de måtte benytte billeder af deres biler. Det måtte de naturligvis gerne, da det jo giver god PR at have sine bliver på en plakat der bliver uddelt til de 200.000 mennesker der køber billet, samt bliver vist på nettet på utallige sider. Dog var kørerne blevet meget overtroiske, da bilerne med de startnumre der var på plakaterne ikke har vundet de sidste 3 år, på trods af deres favoritværdighed, derfor var det et krav fra Audis side, at bilerne ikke måtte have startnumrene #8 og #88 på plakaten.

Alle danskere har kvalificeret sig ganske fint, og Tom Kristensens Audi R8 #5 starter som nr. 4. De blev overhalet af en Zytek - en konstruktion som også John Nielsen har deltaget i. Den er imidlertid blevet videreudviklet, men jeg blev alligevel overrasket over, at en Zytek kunne komme så højt op. Men da jeg fik konsulteret programmet og fik set kørerne, faldt det hele lidt bedre på plads: A. Wallace, D. Brabham og H. Shimoda - hvilket virkeligt er en stærk sammensætning. Wallace vandt på Le Mans første gang han forsøgte - i 1988 i en Jaguar sammen med Lammers og Dumfries. Jan Lammers deltager også i år. Han udvikler stadig på Dome'en - det er også en konstruktion som John Nielsen har kørt. Han deltager i år med to biler der starter henholdsvis 9 og 10. Det danske hold har også klaret sig ganske glimrende, de starter som nummer 15, i hvad der er John Nielsens 19. Le Mans optræden. Han er som en legende dernede, og når Radio Le Mans (91,2 FM) får et interview med ham, er de helt vilde. Radio Le Mans lever stadig i bedste velgående, og har gjort det i over 15 år, da nogle engelske fans var trætte af, at der kun var en fransk speaker. Nu kan jeg ikke fransk, men jeg kan dårligt forestille mig at nogen kan gøre det bedre end de gutter, der kommenterer på Radio Le Mans, informativt og levende. Min lille radio kører stadig da jeg lægger mig til at sove i min kabine hjemme på Expo...

Fredag: The long wait. Dagen starter stille og roligt. Der sker ikke noget vedr. race i dag, så jeg står stille og roligt op og går over for at stille mig i kø til et varmt bad. Da jeg kommer tilbage og får noget tøj på, når jeg lige at komme over forbi Den Blå Avis teltet, hvor Tom Kristensen, Rinaldo Capello og Guy Smith lige har valgt at tage en tur forbi, inden de skal ind til Le Mans by, og sætte deres håndaftryk i en flise (for hvert Le Mans bliver der lavet en ny flise med kørernes håndaftryk). Men på trods af, at intervieweren kalder Rinaldo Capello for Dindo Rinaldo, bliver det et ganske fint interview med mulighed for spørgsmål osv.

Jan og Bjarke har været hos bageren så der har helt friske og varme baguettes da vi kommer tilbage fra interviewet - det er service! Herefter begynder vi atter at se os omkring på de omkring liggende parkeringspladser, og vi finder fire Ford GT40'ere. Det er måske nok replicaer, men de er bygget op så de ligner originalerne på en prik. Derudover ser vi også en Marcos, der i sig selv er sjælden nok, men denne model har både en gigantstor bagspoiler, men samtidig et luftindtag der hænger ud af vinduet. Det ligner øjensynligt en tidligere Le Mans deltager, og den forlader da også området med en øredøvende motorlyd, og med et par sorte streger på asfalten. Vi tager et par billeder og begynder at gå over imod pitområdet. Der er jo gratis pitwalk fra 8 til 20. Det skal vi ikke misse. Der er som vanligt mange mennesker, men ikke så mange at man ikke kan bevæge sig eller se hvad man ønsker. Folk er generelt meget venlige, og der bliver ikke hverken skubbet eller maset i nogen synderlig grad. Alle teams henlægger en del arbejde (typisk poleringsarbejde) fra deres pitboks til apron (det område foran pitboksen), da publikum bedre kan se hvordan sådan nogle monstre klargøres. Nogle gange kan man sågar være heldig at komme ind i en pitgarage hvis man spørger pænt. Vi gør ikke forsøget. Pitlane'en er lang, der da skal være plads til op i mod 50 deltagere, og det synes at tage en evighed at komme fra den ene ende til den anden. Den er også meget bred sammenlignet med diverse F1 pitlanes. Man har endda også blevet nødt til at udvide med nogle ekstra garager, da der ikke er plads nok til alle under hovedtribunen. Det er typisk de små teams der bliver spist af med de små garager i slutningen af pitlane. Heriblandt er Team NasaMax. Det er ikke debutanter, da de også deltog sidste år. Men det er lidt specielt med dette team, for de kører ikke på benzin, men et eller andet blandingsprodukt af noget ethanol-haløj (aner ikke hvad det er; jeg er ikke kemiker), og har fået dispensation til deltagelse. Herudover deltager også en Lola Caterpiller der kører med dieselmotor!

Da vi har været det meste af pitlane igennem og se hvad vi nu ønsker at se, går vi ud af pitområdet igen. Der står imidlertid en Audi RS6 i sort, som vi lige skal beundre, og have et billede af. Jeg bemærker der kommer en mørk Mercedes S-klasse kørende, som gerne vil holde på den parkeringsplads imellem mig og Audi RS6'eren. Han holder dog pænt tilbage så jeg kan få mit billede. Jeg tager billedet, og han kører ind og parkerer. Altimens jeg har stået og lignet en anden japansk amatørfotograf, har en ældre herre rullet en lille vogn, på størrelse med en lille kommode, frem og han er nu ved at pakke noget ud. Det viser sig at være en model af en Le Mans racer fra 1970'erne. Han går hen til den endnu ældre mand der kom rullende i Mercedes'en. Han spørger ham tydeligvis om ikke han vil skrive sin autograf på bilen. Det vil han naturligvis gerne, de giver hånd, og manden med Mercedes'en går videre mens manden med kommoden pakker sin model bil ned igen. Thomas spøger hvem manden med Mercedes'en var, siden at det skulle være specielt ønskværdigt at få en autograf fra ham. Manden med modelbilen svarer at det såmen var Jacky Ickx, og at han havde signeret en af hans vinderbiler. Doh! Her har Jacky Ickx holdt tilbage for at jeg kunne få mit billede, og så anede jeg ikke engang hvem det var. Det er så anden gang jeg har set Jacky Ickx uden at kunne kende ham. Det var således også ham der var på museet i 2002, hvor han var ved at lave en udsendelse til belgisk fjernsyn.

Efter denne lidt vilde oplevelse, skal vi ned og kigge efter de rigtig fede biler ned ved Indianapolis og Arnage. Det er i årenes løb blevet en tradition, at man fredag eftermiddag samles her, for både at studere de fede bliver der nu engang kommer forbi Le Mans denne weekend i juni. Politiet er i højere beredskab end vanligt, og tager ikke helt så let på tingene som de sidste par år. Men de tillader stadig lige at en bil bliver fyret af lige for næsen af dem, men så snart nogle begynder med at skride rundt (fishtailing), griber de til lommerne og deler bøder ud. Vi ser en masse fede biler; både Porscher, Ferrarier, Nissan Skyline mm. Vi må naturligvis også tage nogle ekstra ture på banen mens man endnu kan - og vi får da også taget nogle billeder af hvor vores biler mens de holder på racerbanen hvor curber og fangsand også kan ses.

Vi kan dog ikke blive hængende for længe, da vi også skal have paraden i Le Mans by med. Det kan godt være, at der ikke bliver kørt race om fredagen, men der sker så sandelig så meget andet. Vi kører ind mod Le Mans, men vi kommer til at køre lidt forkert, for derefter at hænge i en kæmpe kø, da to veje skal flettes sammen. Men fransk præcision er bestemt ikke som den tyske, så selvom vi har store problemer med at finde en parkeringsplads, og selvom vi er forsinkede, får vi det hele med. De sidste to år har vi stået det samme sted lige ved domkirken, men det er ikke til at tiltuske sig en god plads, så vi finder et andet sted. Her kommer både orkestre, sportsvogne og gamle klassikere med kørere i en uendelighed. Sidste år var jeg så heldig at kunne få nogle autografer på min Ferrari kasket, og jeg har da også taget en tusch med til formålet. Men vi er kommet lidt for set til at kunne hoppe over hegnet, og jeg er også bange for, at security-folkene ikke vil tillade det i år. Jeg har købt mig en Tom K/Audi kasket, så den side af sagen er klaret. Da de kommer forbi, skal jeg lige til at forsøge at hoppe over hegnet, men det er umuligt. Imidlertid kommer Tom K's pressemedarbejder i en gul Grand Prix Tours T-shirt og stopper lige ud for os, hvor han spørger om der er nogen danskere der ønsker Tom K's autograf. Jeg er hurtig og giver ham kasketten med en formaning om, at jeg ønsker autografer fra hele alle tre kørere, hvilket jeg også får. Så det var så heldigt som det kunne være. Hvad var chancen for at han skulle stoppe lige der? De er ikke store, men jeg fik min autograf. Der er nu begyndt at komme flere folk, og vi ser bl.a. én der har taget position i den nærmeste lygtepæl. Da vi har set alle de danske kørere og mere til, begynder vi at gå hen i mod bilen. Men da vi ikke holder hvor vi har holdt de sidste par år, og da vi blot fulgte strømmen på vej derind, er vi lidt i tvivl om hvordan vi kommer ud til banen igen - specielt fordi vi lige skal indenom Carrefour for at handle inden. Vi kører lidt rundt, men så får Jan den fantastiske idé at spørge en om vej. Godt tænkt - men skønt hverken han eller nogle af os andre i bilen kan fransk gør han forsøget. Vi stopper ved en dame på med en hund på vej gennem en rundkørsel. Jan gør sit for at lyde som om han har styr på det, og siger med meget fransk accent: "Le Carrefour?", og fægter med armene. Damen begynder tilsyneladende en længere udredning og peger tydeligvis i en eller anden retning, mens Jan sidder og nikker og siger "Oui, oui". Da han har gjort det i noget tid og mumlet at han absolut ikke fatter hvad hun mener, bliver bilen smidt i første, og vi kører af sted med hvinene dæk, mens damen står og glor mærkeligt efter os. Men vi kører stadig rundt på må og få, dog har Jan på mystisk vis fået smag for det franske, for nu bliver vinduet rullet helt ned og han læner sig ud og råber med den vilde franske accent "Le Carrefour?" efter en gammel mand på en cykel. Han fatter ikke så meget, men vi griner som aldrig før, lidt efter finder vi dog nogle skilte der fører os til Carrefour, hvor vi køber kød og grillkul. Hjemme på Expo bliver det til et helt overdådigt måltid, hvor Jan viser at han udover de store franske talegaver også har talenter inden for fransk madlavning på grill.

Da tusmørket sænker sig over campingpladsen, skal vi liiige ud og køre en sidste tur på Mulsanne langsiden inden løbet starter, så vi får kørt nogle ture frem og tilbage. Vi gør dog holdt ved Arnage, og ser på en Lotus Super Seven, der bare ligger og fyrer den af i næsten en time. Derefter triller vi hjem igen til campingpladsen, hvor der efterhånden er gang i den som på en normal fredag aften. Thomas falder i snak med en belgier, der havde arbejdet på den fabrik i Belgien, hvor alle Ford Sierra Cosworth er bygget. De diskuterer øjensynligt biler til langt ud på natten. Ved 2-tiden ligger jeg i min sovepose. Jeg skal være klar til i morgen, den store dag, løbsdag, Le Mans lørdag. Derudover starter de også en masse gamle Gruppe C racere fra 1980'erne op ved 10-tiden. Dem vil jeg se! Det var disse fartmonstre der startede min interesse for Le Mans (OK - at John Nielsen sejrede i 1990 havde også betydning).

Jeg kommer en anelse for sent op, og når derfor ikke at få starten med, men for fanden hvor er de fede! Og selvom bilerne er over 10 år gamle, bliver de stadig brugt til det som de oprindeligt blev konstrueret til: Close race! Vi går op til Dunlop-broen. Jeg hopper over den lille mur der adskiller gangstien forbi tribunen, med hegnet. Jeg stiller mig helt op ad hegnet, og forsøger at få nogle gode billeder ud gennem hegnet. Men det er bestemt ikke helt let, og det er meget få af de mangle billeder jeg tog af Gruppe C racerne der blev gode. Men jeg fik set og hørt dem, og det er det vigtigste.

Herefter skal vi lige hjem til lejren igen for at hente forsyninger og vores stole. Løbet starter kl. 16, men vi vil gerne være på hovedtribunen kl. 13. Dels for at få en god plads, men også for at se kørepræsentationen osv. Vejret har igen i år været med os. Vi har kun haft regn i 1½ times tid om torsdagen. Men der kunne vi sidde inde i vore kæmpe telt og spise pizza. Her om lørdagen skinner solen fra en skyfri himmel, og det ser bestemt ikke ud til regn. På tribunen stiger temperaturen også i takt med at der kommer flere mennesker og at solen stiger højere på himlen. Tiden går, kørerparaden er overstået, og bilerne begynder at indfinde sig på deres pladser på gridden. Jeg ser den samme ældre engelske dame som vi også så sidste år, og talte kort med. Hun er her igen, og det samme er vi: Til den 72. udgave af Le Mans. Og det skal lige til at starte. Bilerne bliver sendt ud på opvarmnings opgaven, og jeg ser som sidste år forgæves efter det franske luftvåben der skulle overflyve området og male de franske farver på himlen. Det sker ikke - jeg ved ikke om det er en tradition de har stoppet, eller om de kun gjorde det fordi 2002 var den 70. udgave af løbet? Nu er bilerne kommet hele vejen rundt på opvarmningsomgangen, klokken er nu præcis 16 og løbet er i gang! Der går ikke lang tid før Zytek'en med den ellers så glimrende kvalifikationstid må se sig overhalet. Dog er de to engelske Veloqx Audier meget stærke, men også den amerikansk anmeldte Audi fra Champion Racing rører på sig, og Tom K's Audi R8 #5 er fjerde i dette selskab. Der forgår en heftig kamp om positioner mellem Champion Audi R8 #2 og Veloqx Audi R8 #8 i den første time af racet. Men pludselig går et sus igennem publikum på tribunen overfor pitten. Begge biler holder begravet i dæk ved indkørslen til Porsche kurverne. Et sted hvor man kører omkring 200 km/t. De holder der forholdsvist længe, men de kommer begge tilbage til pitten, men er nu helt uden vinderchancer. Desuden må Alan McNish der kørte Veloqx Audien trække sig pga. hjernerystelse, hvorfor Pierre Kaffer og Frank Biela måtte klare sig igennem resten af løbet - kun to mand. Dermed var vinderfavoritterne indskrænket til Veloqx Audi R8 #88 og Goh Audi R8 #5.

Vi ser de første par timer fra start/mål-langsiden, hvorefter vi tager ned til Porsche kurverne (som vi plejer, fristes man næsten til at sige). Tom K's Audi har desværre haft en punktering og er sat lidt tilbage, så det ser ikke alt for lyst ud. Men løbet er langt endnu. Det begynder at blive lidt koldt da vi sidder på bakken ved Porsche-kurverne, da vinden kan blæse ind over træerne. Løbet fortsætter dog ufortrødent. Men selvom Le Mans kun køres én gang om året, og man gerne vil se så meget som muligt, bliver man også nødt til at få noget mad og noget søvn. Vi begynder så småt at gå hjem til Expo for at få noget af førstnævnte. Igen bliver det en fin middag, men vi skal hurtigt på farten igen. Vi skal ud og køre en tur med destination til Mulsanne Corner. Det er en meget speciel stemning der hersker hernede, og der er knap så mange mennesker og myg som der er ved Arnage og Indianapolis, hvor man dog kan se bilerne lidt tættere på. Vi stiller os på langsiden imellem Mulsanne Corner og  Indianapolis. Mark (som aldrig har været hernede efter mørkets frembrud) er vildt imponeret. Men det var jeg bestemt også første gang jeg var der i 2002. At stå mellem træerne og se disse fartmonstre race forbi med 200 km/t, er en ubeskrivelig oplevelse. Herefter går turen ned til Mulsanne Corner, hvor man sidder på bakken med sine radioer. Bilerne kommer forbi her med glødende skivebremser og knaldende udstødninger, og tager man earplugs'ne ud af ørene kan man bare side og nyde stemningen. Der bliver meget stille i mørket, når der ikke er nogle biler i nærheden - selvom baggrundsstøjen er markant. Og folk sidder stille og sumper i deres egne tanker. Men når der kommer en 'klynge' biler liver folk lidt op, lytter til radioerne, kigger lidt i deres programmer og diskuterer lavmælt. At sidde på en jordvold bliver imidlertid trættende i længden. Dels fordi det har været en lang dag, men også fordi det er blevet koldt. Så vi begynder at pakke sammen og køre tilbage til Expo. Jeg har imidlertid ikke helt fået nok race - eller jeg vil i hvert fald minimere det jeg misser. Når man nu er dernede, synes jeg, at man skal så meget med som muligt. Så ved 1-tiden er jeg igen på vej mod baneområdet. Jeg står og hænger lidt nede ved Ford-chikanen, da jeg pludselig hører i Radio Le Mans, da den førende Audi R8 #88 har haft et sammenstød med Corvette C5-R #64 - altså Jan Magnussens bil ved Dunlop-broen. Jeg haster derop, men når naturligvis ikke at se andet end nogle spor i fangsandet, da der er et pænt stykke fra Ford-chikanerne til Dunlop-broen. Jeg begynder også at kunne mærke trætheden, og jeg skal jo også tidligt op hvis jeg skal se solopgangen - og det skal jeg, det vil jeg! Så jeg går hurtigt hjem, og finder ud af, at jeg skal op 4 timer senere hvis jeg skal se solen stå op.

Da vækkeuret ringer, har jeg ærligt talt ikke meget lyst til at stå op, for klokken en 4:30 og det er temmelig koldt udenfor min sovepose. Men lysten til at se solopgangen er større end lysten til at blive i min sovepose. Jeg bevæger mig derfor atter op til Dunlop-broen i det aftagende mørke. Da jeg står ved broen begynder solen at stå op, og himlen begynder at blive rød, og jeg har klar med kameraet. Det er en helt perfekt morgen. Hvor jeg i 2002 var lidt for tidlig på den og i 2003 var lidt for sent på den, er det i år - i tredje forsøg - helt perfekt, og billederne kommer i kassen. Jeg går over broen, og forsøger også at fange et par billeder her, ved at stå oppe på gelænderet og hænge ud over broen sider, der er malet i dækmønster. Jeg kommer ned på den anden side, og står og ser ned mod start/mål langsiden, hvor bilerne kommer kørende imod mig med 250 km/t, for derefter er bremse lige for næsen af mig. Der er ikke mange mennesker ude på dette tidspunkt, men jeg er ikke alene. Der sidder en flok og nyder det lige så meget som jeg selv gør. De sidder i nogle havestole med tykke jakker på. Jeg finder hurtigt gangen under banen og begynder at gå hjem til teltet igen. Jeg har været oppe i 1 times tid nu, men jeg trænger til mere søvn, og inden længe ligger jeg atter i soveposen.

Hvad jeg synes er 3 minutter senere, men snarere er 3 timer, er det med at komme op igen. Få et hurtigt bad, og tage til bageren efter friske baguettes og noget pålæg. På vej op til badet falder jeg i snak med de englændere der bor lige ved siden af os. De kan meddele at Tom K's Audi R8 #5 i morges kl. 7 gik forbi den britiske Veloqx Audi R8 #88, så de er lidt nede, mens mit smil bliver større og større jo mere de beretter. Der kan jo blive den historiske 6. sejr til Tom Kristensen, der dermed kommer op og tangere Jacky Ickx rekord. Det kan blive stort. Men løbet er jo langt fra slut, og jeg husker med al ønskelig tydelighed løbet anno 1999, hvor Tom K, Jörg Müller og JJ Letho blot var 4 timer fra en sejr, da en støddæmper brød sammen og beskadigede en krængningsstabilisator, således at speederkablet satte sig fast - midt i Porsche kurverne med 200 km/t, og et uheld var uundgåeligt. Vi får hurtigt gjort kål på morgenmaden, da vi jo også skal have pakket vores telte sammen inden vi skal se afslutningen af løbet. Da vi har et 8-personers telt der tog en times til at sætte op, kræver det også noget tid at pakke sammen, og derudover skal bilen også pakkes. Den var i forvejen pakket til bristepunktet på vej til Frankrig, så vi skal se om vi kan gøre kunststykket efter. Det lykkedes nogenlunde, og snart er vores teltplads i den lille lund forvandlet til et stort stykke fladt græs. Vi tager vores stole under armen og begiver os for sidste gang i år op mod hovedtribunen. Uheldigvis har Jan mistet sin billet, men han finder hurtigt én der vil sælge hans for €10. Derfor er vi hurtigt på plads med 2 timer tilbage af løbet. Jeg kommer til at tænke på, at jeg slet ikke har købt noget merchandise som jeg plejer. Jeg må derfor på jagt. Jeg er lige et smut forbi den officielle Le Mans butik, som jeg synes ekspanderer år for år. De havde dog ikke rigtig noget i mit prisleje og smag. Derfor ender jeg inde i den officielle Pescarolo butik, hvor jeg finder mig en kortærmet skjorte model 2003 til €50. Sådan én snupper jeg med hjem, da model 2004 koster €95! Tilbage på hovedtribunen, er racet ved at udvikle sig til en spændende afslutning. Lidt for spændende. Tom K's Audi R8 #5 køres i slutfasen af S. Ara, men han jages af Johnny Herbert, der desperat forsøger at gentage hans sejr i 1991 i en Mazda 787B der havde wankelmotor. I en times tid bliver forspringet ved med at ligge på 20-30 sekunder. Der er overhovedet ikke plads til fejl. Men Ara gør et godt job og holder afstanden, indtil Herbert selv afgør det ved at køre igennem gruset i den sidste af de to chikaner på Mulsanne langsiden. Herefter synes sejren sikker, og Audi mandskabet hænger ud over pitmuren da Ara krydser målstregen for 379. og sidste gang. Tom Kristensen har skrevet sig ind i historiebøgerne med en 6. sejr - 5 sejre i træk. Han kommer ud på podiet over pitlane og bliver hyldet, og han gentager selv den sætning som Ickx har sagt til ham: "You are a lucky bastard!". For naturligvis skal man være heldig. Man skal være på det rette sted på det rette tidspunkt, men man skal også have talentet. Vi forsøger igen i år at komme ud på banen. Men dels skal vi ikke den vej, som vi har skullet de andre år (da vores campingplads ligger et andet sted), og dels er der bare enormt mange mennesker. Vi ser på den levende menneske mængde, og begynder langsomt at gå tilbage mod Expo og bilen. Jeg vender mig om, og ser hovedtribunen en sidste gang for i år. Den vil rumme flere store sejre, og jeg vil overvære så mange som muligt live i Frankrig igennem de næste mange år.

© Copyright 2001-2023 ▫ Alt materiale, billeder såvel som tekst, på LEMANSarea.dk er beskyttet af Copyright.