HVORFOR LAVER JAN HATT-OLSEN IKKE STREET ART?

Af musiker og stud. comm. Kristian Harting

Jan Hatt-Olsen bad mig om at skrive denne artikel, hvor jeg kort perspektiverer hans installation i Værløse bymidte i forhold til Street Art. Dette skulle jeg efter sigende, fordi det er en del af det speciale, jeg forsøger at få skrevet for tiden, være en form for ekspert i. En ekspertise jeg dog selv tvivler på er stort vægtigere end den jeg fik, da jeg som teenager gik rundt og skrev ”Insane” (som mit daværrende thrashband hed) på mure og offentlige toiletter i Næstved..... Nå men, here goes:

Ethvert moderne (stor)byrum er kendetegnet ved en overflod af skilte, reklamer, bygninger, vejstriber, lys, farver, udformninger og ord, som alle forsøger at kommunikere noget til os. Som menneske, der færdes i et sådan byrum lærer man hurtigt at scanne miljøet for relevante budskaber. Som regel er de fleste blevet hærdet og ser ikke meget andet på deres vej gennem byen end de andre traffikanter og det nødvendige røde stoplys. Vi lægger så at sige vores ”jeg har travlt”-filter hen over øjnene, og byrummet opleves som en massiv flade af kommunikation, der er så larmende, at man må blænde sig for den.

Tempoet er på denne måde et særligt kendetegn ved den moderne (stor)by, og alt afhængigt af ens transportmiddel er tempoet selvsagt forskelligt. Byen oplevet fra personbilen er noget andet end byen oplevet fra bussen, cyklen eller fortovet. Hovedparten af kommunikationen i byrummet tager da også hensyn til dette tempo, og taler i et enkelt letaflæseligt sprog, der gerne baseret på billeder, og mere fordrer sansning end intellekt. Dette er ikke noget nyt. Allerede tidligt i forrige århundrede udvikledes reklamebranchens credo om, at plakater ikke skal læses men ses. Et credo branchen for tiden desperat synes at udleve, ved fantasiløst at vise så meget menneskehud som muligt.

Det er de færreste af os der i virkeligheden gider disse det offentlige rums dørsælgere, og vi lader os automatisk blænde for budskaber påklistret byrummet. Vi har trænet vores sansning til automatisk at frasortere bestemte former for æstetik og formater på bestemte placeringer i byrummet. Vi kan stå ved et busstoppested og totalt overse den mere end mandshøje lysreklame 30 cm fra vores øjne, eller vi kan gå forbi det samme Tag ved siden af vores hoveddør dagligt i flere år, uden overhovedet at stoppe op og forsøge at læse det.

Ind imellem støder man dog på noget der ikke umiddelbart falder indenfor kategori, og øjnene fænges et øjeblik. Hos den nysgerrige vil en nøjere granskning måske endda være tilfældet.

Gennem de senere år er der af HipHopppens graffitikultur og den venstreorienterede ungdomskultur udsprunget en ny form for kommunikation i det offentlige rum. En art bastard mellem HipHopgraffitiens fokus på udsmykning og selvfremhævelse, klassisk venstreorienteret graffiti og kunsterisk poetisk leg med byens rum som selvstændigt fænomen. Denne udvikling har i medierne fået meget opmærksomhed, og går i den brede offentlighed under navnet Street Art.

Street Art signalerer et brud med den gængse opfattelse af, hvad det offentlige rum kan bruges til, samtidig med at den i mange tilfælde forsøger at revitalisere gaden som offentligt politisk forum. Bag tvetydige plakater der synes at være uden afsender og ikke rigtig vil sælge os noget, fodspor malet på fortovet, sakse malet ved de brudte striber på cykelstierne osv. ligger en legelyst og et behov for at byens rum kan afspejle de mennesker, der bor der og ikke blot overlades til kommercielle kræfters nedladende syn på menneskene som forbrugere. Det kan godt være det er byggematadoren, der har råd til at bygge husene, men det er sgu os andre der skal se på dem hver dag, synes holdningen at være. Street Art er folkets anarkistiske mulighedsrum for at skabe lidt liv, lidt sjov, udtrykke en holdning, eller blot markere at man er der. Street Art hænger sammen med byrummet, og eksisterer i en art symbiose med det. Gennem Street Art udvikles bybilledet løbende, og byens æstetiske udtryk kommenteres i en konstant proces, der fungerer med foranderligheden i det levede liv på gaden.

At de forskellige Steet Artist’s kæmper med ungdomskulturernes uskrevne regler og forestillinger om hvad der er ”true” eller ej, synes imidertid ikke at stoppe udviklingen. Tvætimod får den blot andre kunstnertyper på banen.

Man kan godt kalde Jan Hatt-Olsens lyrikinstallation for en form for Street Art, hvis man vil. Installationen fungerer i sammenhæng med byrummet, og forsøger at bryde med de normale begrænsninger og vores gængse forventninger til det, for herigennem at skabe nye muligheder for oplevelse og erkendelse.

Alligevel mener jeg, at den adskiller sig væsentligt fra Street Art på flere punkter. Installationen er først og fremmest lovligt. Den er støttet med fondsmidler, er gået igennem alle de bureaukratiske kanaler og sat op ved hjælp af de kommunalmedarbejdere, der normalt har til opgave at fjerne Street Art. Jan Hatt-Olsens baggrund som digter og installationskunstner, er væsensforskellig fra den gængse Street Artists baggrund i graffiti, og værket er således mere funderet i poetisk-æstetiske og installationskunsteriske overvejelser end i spørgsmål af livsstilmæssig og politisk karakter. Selve værkets omfattende og tekstbaserede karakter adskiller sig væsentligt fra Street Arts leg med symboler og billeder, der akkurat som reklamen kommunikerer kort og hurtigt og kan aflæses i gadens tempo. Installationen derimod skriger på en ændring i den måde, hvorpå man normalt færdes i det offentlige rum. Den kræver at man stiller sig op og giver sin tid, og netop heri ligger det ambitøse og vovede i projektet.

Giver man tiden, bliver oplevelsen også desto større. Essensen er her, at der i hvert levet sekund findes et utal af stemninger, følelser, oplevelser, tanker og muligheder. Hverdagens trivielle indkøbstur kan være magisk og poetisk, hvis bare vi tør stoppe op og lade den være det. Livet behøves ikke at være låst ind i fastlagte rammer, og vi skal ikke pinedød følge de andres tempo. Brug dine sanser, stop and smell the flowers. Det er det Lyrikinstallationen fortæller mig.

Jan Hatt-Olsens forventning om at skabe nye ”doors of perception” gennem lyrikinstallationen i Værløse Bymidte, ser jeg således som et opgør med den moderne (stor)bys fart og tempo. Man kan først åbne dørerne og gå gennem dem, hvis man er villig til at ændre sin normale adfærd, og er villig til at lade sig blive ført væk fra alfarvej. På denne måde kræver installationen langt mere af sit publikum end den gængse Street Art. Den spiller ikke med på de i forvejen fastlagte rammer for tempoet ved kommunikation i byrummet. Tværtimod bryder den fuldstændigt med dem.