Portofino - Ligurien. Flot rød fave med grønne skodder. Vind og vejr, regn og sol og huset vil få den helt rigtige patina.

Vores gæster Jane og Franco var super flinke og lige til. Men hvad skal man stille op over for et par, som har deres daglige gang på den italienske restaurant Divino i Espergærde, hvor Franco er indfødt italiener og hvor deres andet hjem ligger syd for Alperne. Chancen for at fremstå som dilettant var maksimal. Vi valgte at tage dem med hen til Andreas farm. Et sikkert kort – sammen med en super empatisk og passioneret person. Frokosten blev indtaget i skyggen af oliventræerne, med et meget stresset kamerahold på nakken. At spise afslappet og tilbagelænet kom slet ikke på tale. Andrea havde arrangeret olivenplukning, så vi ved selvsyn kunne mærke arbejdets omfang på egen krop. Ingen hjælp fra maskiner her, rent manuelt arbejde.
 
At fremlægge en markedsføringsplan, med et ordforråd på 20–30 italienske ord, er en øvelse, som bringer smilet frem på læben, men man griner ikke for højrøstet på rådhuset.
Finn havde som den eneste set byens problem. Selv om fremlæggelsen blev udtrykt i ganske få ord, var der ingen tvivl om meningen ”Det er ikke spørgsmålet om, hvad danskerne kan gøre for Rosora, men hvad Rosora kan gøre for danskerne”. Jeg mærkede klart samme kommunale resignation, som Finn havde set ”spot on”.  Skal der ske noget i byen, er det selvklart en kommunal opgave – hvad skal en turistchef ellers lave - eller måske er det mere berettiget at spørge sig selv om ”hvad lavede hun før, vi kom”. Det kræver en proaktiv tankegang ellers sygner byen hen.
Selv om der er rigtig mange muligheder som turist i området omkring Rosora, var mulighederne ikke aktiveret. Da vi forlod rådhuset, kunne jeg ikke lade være med at fortælle Finn, at det var en sjov, men farlig vinkel, han havde valgt. Var turistchefen i det hemmelige råd, ville Finn og Hanne stå foran mulig hjemsendelse.

Skal man tiltrække turister, skal der være noget at komme efter. Med et lille supermarked, en frisør og en bar overvejer man, om et stop i byen overhovedet er besværet værd. Jeg talte flere gange med Stefano i baren omkring muligheden for at åbne en sommerrestaurant på den åbne plads oven over baren. 5-10 nemme retter, grill og pasta, lige til at gå til. Det ville give noget liv på torvet og måske få folk til at stoppe op. Kommunen var ikke helt så åben over for tiltaget som Stefano var. Istandsættelse af det store hus, i centrum, som har stået tomt i over 10 år, kunne bl.a. danne en smuk ramme omkring præsentation af lokale produkter. Der kunne fremlægge og sælge deres produkter. Der manglede faste ture til de store vinsteder, aftaler med bønderne om deltagelse i olivenplukning. Eller hvad med en kommunal hjemmeside / turistguide på engelsk og tysk og sådan kunne jeg blive ved. Jeg kan kun anbefale italienselskere at tjekke www.italy.dk som drives af Charlotte Sylvestersen. En meget informativ side, hvor man kan finde det hele og mere til. Og leder man efter et godt sted at tilbringe sin ferie, så tjek Henriettes side  www.millefiori.dk Begge sider sælger nydelser og oplevelser. Rosoras turistchef skal virkelig frem i skoene for at nå de samme mål. Man kan også deltage i Facebook-gruppen Min italienske drøm, som Henriette har oprettet – her er det helt sikkert muligt at få gode fif eller sende en mail til bloggen her.

Kanin var vidunderlig og det var en fantastik aften – kokken havde skruet op for humøret, så undervisningen gik over forventet. Hvis man et kort øjeblik glemmer den lille hvide kanin med røde øjne, kan jeg kun udtrykke det med molto buono. Jeg har aldrig ønsket at stifte tættere bekendtskab med en kanin, men jeg må indrømme, at den lå fantastisk i munden.

Hvor er jeg glad for at vi holdt takt og tone gennem hele forløbet. At vi aldrig brugte stærke ord mod de andre medvirkende i programmet. Selvfølgelig er det surt at lægge øre til Josephines udfald, efter alle de samtaler vi tog på trappen til huset, men det er spillets regler. Jeg kunne godt ønske mig, at Mette havde takket nej til jobbet som Ikea-indkøber, så havde det ikke fyldt så meget af den bedste sendetid.

Jeg bliver i anledning af at det nu var sidste program og dermed min sidste blog, nødt til at fortælle om en episode Finn og jeg havde. En meget anderledes episode, som vi oplevede, ned på baren over en kop kaffe med Sergio. Betydningen af hvad der blev sagt, var ikke til at tage fejl af, selv om min oversættelse her, er mere direkte end Sergios engelsk-italienske udgave. Over kaffen følte han åbenbart trang til at fortælle os, at hvis vi var interesseret i at komme i finalen, skulle vi rette os efter, hvad han sagde – altså, bare rette ind og ikke gøre et alt for stort nummer ud af de problemer håndværkerne havde forårsaget. Meget udansk, men godt tilpasset mine italienske fordommene. Vi var nærmest i oprør da vi forlod baren og vandt vi så noget ved at holde mund. Du kan tro nej. Hvad skete der lige med Sergios magt.

Efter to måneders strabadser fik vi mulighed for at se et par velkendte ansigter. Irene og Flemming var inviteret til Rosora for at overvære finalen. Endelig kunne vi fortælle hvad vi havde fordrevet tiden med i de sidste to måneder på. Irene og Flemming fik naturligvis en rundvisning på Andreas vingård, hvor der blev serveret vin direkte fra fermenteringstanken. Det var som tykt saftevand for ganen.  Der blev arrangeret en tur i trøffeldalen, hvor vi i byen Acqualagna bl.a. besøgte en ægte trøffel-pusher. Vi afsluttede dagen på en af områdets bedste restauranter, il Tartufo.

Jeg indrømmer blankt at jeg hellere havde stået overfor et par, som kender Italien som vi gør. Det er bare nogen, det er nemmere at tabe til, end andre. Man kan vel godt sige, at der er deltagere, som vi hellere så os selv i finale med. Vi opfattede fejlagtig ikke Josephine og Casper, som dem, der havde det, der skulle til. Men igen, italienerne er uforudsigelige. Jeg kan kun personligt gætte på, hvorfor de gik af med sejren: De er unge i en by, med overvejende ældre mennesker. Netop det der er stærkt brug for i Rosora. 
Vi undervurderede desværre vores modstandere og betydningen af ”bella figure”.
Tillykke til Josephine og Casper. Nu glæder vi os til at se husets hjemmeside og høre historierne dernedefra. Hvis huset kommer til at blive et fast indslag i årene fremover, kigger vi måske forbi.

Italien er paradoksernes land. Naturligt, lige til, smukt, mystisk og alligevel en smule uforståeligt, hemmeligt og farligt. Netop alt det der gør Italien så meget anderledes. Italien er svær at regne ud og jeg bliver aldrig helt klog på det land. Netop derfor er Italien alle pengene værd. Hvis man graver dybere og ikke bruger tiden i turistfælderne, kommer du hjem meget rigere, end da du rejste.
Vi siger tak til, Danielle, Monica, Michael, Andrea og familien, Stefano og Roberta, Dina og hendes mand, EL-Roberto, Croce del Moro for at tage sig pænt af Julius, Eva, Eyeworks, DR, Mad & Bolig, samt alle deltagerne i programmet.