Afsnit 10

Novelle: Kærlighedsmuren – Julies historie
Tegneserie: Himmelfart og Pinse – Matthæusevangeliet 28,16-20 & Apostlenes Gerninger kap. 1,9-14 og 2

Målformulering
Ud fra en forestilling om, at dette er sidste lektion i minikonfirmandforløbet, er det målet med udgangspunkt i novellen og via den bibelske tekst: 1) At udvide kærlighedsbegrebet fra eros til agape. 2) At påpege, at kirken er inklusiv. 3) At pege hen mod den nye begyndelse i dåben, hvor vi bliver de Guds børn, vi egentlig allerede er.

Bibelteksterne
Den ene af de to bibelske tekster er de sidste fire vers i Matthæusevangeliet. Matthæusevangeliet er den første tekst i Det Nye Testamente, men ikke den ældste. Mange fortolkere mener, at skriftet er blevet placeret som det første på grund af sit indhold. Her finder vi Bjergprædikenen, en del af Jesus’ store taler, ordene til Simon Peter om, at han skal være den klippe, som Jesus vil bygge sin kirke på, og altså disse fire vers, kaldet missionsbefalingen eller dåbsbefalingen. Evangeliet er sandsynligvis skrevet omkring år 80-90 i en menighed i Syrien, som ud fra, hvad vi kan se af skriftet selv, fortrinsvis bestod af jøder, som var gået over til Kristustroen. Men én af evangeliets pointer er, at budskabet om Jesus Kristus er for alle mennesker. Det kommer tydeligst til udtryk i disse sidste fire vers af hele skriftet.

Man kan vælge at lægge vægten på dåben som det vigtigste i teksten og heri se en understregning af, hvor vigtig dåben er for det at være kristen. Men man kan også mene, at den vigtigste pointe i teksten er det universelle, altså at budskabet om Jesus Kristus er ment som et budskab til alle folk, jøder såvel som ikke-jøder: Alle mennesker skal komme til at tilhøre Guds folk.

Den anden af de bibelske tekster er dele af de indledende kapitler til Apostlenes Gerninger. Apostlenes Gerninger er skrevet af den samme, som har forfattet Lukasevangeliet. Det menes at være skrevet omkring år 90 og er i sin helhed fortællingen om den allerførste tid i de kristne menigheder. ApG 2, det såkaldte pinseunder, er fortællingen om, hvordan Helligånden kommer over disciplene, så de taler på en sådan måde, at folk fra alle egne af verden hører, hvad de siger, som om det var på deres eget sprog.

Fortællingen er blevet kaldt den omvendte Babelshistorie. I Babelsmyten (1 Mos 11,1-10) bruges de mange sprog som en forbandelse: Ingen kan forstå hinanden længere, og verden mister sin meningsfyldte sammenhæng. I pinseunderet spiller sproget en rolle som sammenhængskraft og kommunikation. Der er en særlig pointe i teksten omkring netop dette at forstå, hvad der bliver sagt (ApG 2,11b). I Bibelen, 1992, hedder det: ”... vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål”. I Den Nye Aftale oversættes teksten: ” … lige meget hvor vi kommer fra, så kan vi på vores eget sprog høre dem fortælle om de store ting Gud har gjort”. Det handler altså ikke om, at alle kommer til at tale og forstå det samme sprog, men at hver har sit eget, og at alle alligevel, ved Helligåndens underfulde mellemkomst, forstår disciplenes tale. Det er kernen i pinseunderet. I Helligånden er budskabet om Kristus lige forståeligt på alle sprog: Kirken er for alle folkeslag.

Tegneserien
Som nævnt kombinerer tegneserien Matthæus’ afslutning med Apostlenes Gerningers begyndelse, og dermed fremhæver tegneren både himmelfarten og pinsen, som det er blevet tradition i vores teologi. Lukas selv nedtoner i Apostlenes Gerninger himmelfarten til fordel for pinsen, som ingen af de andre evangelister omtaler direkte (selvom den ligger som en klar forudsætning for al evangelieskrivning). Vægten ligger således på, at budskabet når ud over den lukkede kreds, som disciplene udgjorde, jf. tegneseriens allersidste tegning, s. 95 billede 9 og de to sidste tegninger på s. 94, som desuden antyder, at menighedslivet fortsatte uanfægtet efter Jesus’ himmelfart, jf. ApG 1,13f. Pointen hos Lukas er: Kirken er ikke eksklusiv, men inklusiv.

Novellen
Julies historie handler om en væg på den lokale skole, der i årtier har været brugt til kærlighedserklæringer. Den har til og med fået en nærmest magisk betydning: Erklæringer på denne væg har det med at blive til virkelighed. Julie bliver tvunget af den nye, grumme skoleinspektør til at overmale en gammel kærlighedserklæring mellem Lis og Preben, der nu er gift og er forældre til Trine. Overmalingen giver anledning til et rygte på skolen: De skal skilles! Overmalingen er en noget anden forklaring på de ægteskabelige problemer end den, vi møder i novellen ”Tøzeloven” s.15, hvor rygtet om problemerne opstår, fordi præstens datter, Maria, fortæller Trine, hvad hun er kommet til at høre på præstens kontor – nemlig at Lis er træt af sin mands manglende engagement i ægteskabet.
Historien ender lykkeligt, fordi de mange mennesker, der har skrevet på væggen i tidens løb gør oprør mod skoleinspektøren. Det bliver til en klassisk historie med en ”happy end”, som oven i købet ender med, at Julies hemmelige kærlighed helt af sig selv fuldender den kærlighedserklæring, som Julie var begyndt på.

Temaer i undervisningen
Det er vigtigt at dreje novellen væk fra den magiske effekt, som novellen lægger op til: Menneskers kærlighed bliver ikke til eller væk, fordi det står på en væg på skolen. Men der er andre gode pointer, man kan dreje drøftelsen hen på:

1. Kærlighed. Kærligheden lader sig ikke tvinge af ”Ordnung muss sein”, men går altid sine egne veje.

2. Eros og agape. Kærligheden mellem mennesker (eros) bliver løftet op på et højere plan, når den bliver ramt af Guds kærlighed (agape), fordi den når meget længere ud (dette aspekt ligger ikke i novellen, men kommer til udtryk, når man læser novellen efter tegneserien og tolker den herudfra).

3. Helligånden og dåben. Kirken er inklusiv: her er plads til alle, som vil være med. Vi bliver ikke født ind i kirken, men bliver i dåben båret ind i den af Guds Ord og gode mennesker omkring os.

Undervisningsforslag
1. Lad først børnene læse tegneserien. Herudfra kan man tale om: Hvem har lov til at komme i kirken? Har hun, der har sat sig uden for fællesskabet ved at sende en mobbende sms til en anden? Har han, der altid opfører sig dumt i klassen? Har bankrøveren? Og hvorfor?

2. Læs derefter novellen op og snak derudfra om, hvordan kærlighed mellem mennesker opstår. Er det noget, der kan tvinges frem? Skyldes det magi? Hvordan er Guds kærlighed anderledes end menneskers kærlighed?

3. Herefter er det oplagt at tage novellens forslag om en ”kærlighedsvæg” op: Nu ikke på skolen og ikke for at udtrykke menneskers forelskelse i hinanden, men for at give udtryk for Guds kærlighed. Anbring en gipsplade (120 x 240 cm) i kirken, f.eks. ved at stille den oven på kirkebænkenes rygge langs med en sidevæg – og lad minikonfirmanderne skrive med tusch på pladen. Man kan lave en overskrift: ”Gud elsker også...”, hvorunder børnene kan skrive navne på personer, som således kan se, at de er omfattet af Guds kærlighed. Udsagnene må gerne få karakter af bønner til Gud om, at han vil vise sin kærlighed til konkrete mennesker, f.eks. også de, der er døde. Derimod bør man undgå at lade væggen få samme karakter som skolevæggen i novellen, hvilket kan ske ved at gøre meget ud af at forklare forskellen på eros (dvs. den menneskelige kærlighed mellem mennesker) og agape (Guds kærlighed til mennesker).

Væggen kan rammes ind af en regnbue, som giver anledning til at fortælle beretningen om Noas ark (1 Mos 6,9-9): Gud maler fortsat vores verden med alle farver for at fortælle os, at han elsker os på trods af vores medfødte evne til at elske os selv mere end andre. Man kan også male et par uforståelige sentenser (f.eks. ved at genopfriske sit hebraiske og græske) for at illustrere, at Guds Ord ikke nødvendigvis skal forstås med den logiske, venstre hjernehalvdel og for at tale om Pinseunderet.

4. En snak om , hvilke elementer i en gudstjeneste, der udtrykker Guds kærlighed og tilgivelse til os, kan man tage op her. Kan det siges og gøres på andre måder?

5. Man kan også lege en leg om budskabets sårbarhed: Lad alle minikonfirmander sidde eller stå i en kreds. Underviseren hvisker nu et budskab (f.eks.: ”Gud elsker store og små, også dem, der ikke har fortjent det”) i øret på den første, som hvisker det videre til den næste og så fremdeles. Den sidste i rækken siger højt, hvad der kom gennem kæden: Er det det samme budskab? Hvis ikke, hvad siger det så om kirkens opgave? Konklusion: Vi bliver aldrig færdige med at blive korrigeret i vores overbevisning om, hvad der er rigtigt og forkert, og derfor holder vi gudstjeneste igen og igen og på mange måder.

6. Forløbet kan sluttes af med at lave en invitation, som alle minikonfirmanderne deler ud til naboer og ved dagligvareforretningen til en gudstjeneste, der afslutter minikonfirmandforløbet: Kom og vær med til at fylde væggen ud med navne på mennesker, der har brug for Guds kærlighed!

Forslag til salmer:
Måne og sol, DDS 13
Op al den ting, DDS 15
Vinden ser vi ikke, Salmer og Kirkeviser 67
At pinsen den er lysegrøn, Salmer og Kirkeviser 68

En bøn over dagens tema
Kære Gud.
Du holder aldrig op med at blande dig
men lader dit Ord dumpe ned i vores verden
på alle mulige måder.
Giv os kræfter og mod til at fortælle videre,
hvad du har fortalt os:
at alle mennesker har brug for kærlighed
- også fra os!
Amen

Gertrud Yde Iversen & Finn Dyrhagen