|
Vejen vestpå ud af New Orleans er Cajunland, de store tætvoksende sumpområder, der bebos af Bayou Cajuns i små hytter på flodbredden, og de alligatorer som øjensynligt er den største attraktion i dette område. I New Orleans er vi blevet bombarderet med reklamer for guidede ture ud i sumpområdet, og man kunne godt få det indtryk, at disse Bayou Cajuns efterhånden kun lever af at sejle turister rundt, så de kan få deres foto af en levende alligator. Vores indbyggede modvilje mod turistattraktioner får overtaget, og vi nøjes med at se sumpene fra vejen. Vi må så leve med, at den eneste alligator vi får set, ligger død i vejkanten.
Tabasco
Vejen fortsætter ud af sumpene og gennem Louisianas flade landbrugsland. En mindre afstikker fører os til Avery Island, der imod den umiddelbare forventning ligger nogle miles inde i landet. Floder hele vejen rundt, gør dog at det faktisk er en ø.
| |
Mod Avery Island
|
|
Her på dette lidt afsidesliggende sted holder Tabascofabrikken til, og en del af de små og allerhelvedes stærke peberfrugter der bruges til produktionen dyrkes her. Der er rundvisning på Tabascofabrikken, hvor der egentlig ikke er så meget at se. De viser derfor en film om historien bag Tabasco og produktionen, som er mere omstændelig end man umiddelbart skulle forestille sig. De lægger tydeligvis meget vægt på, at det stadig er den grundlæggende McIlhenny familie, der er involveret i alle dele af produktionen. En udstilling viser, hvordan peberfrugterne gæres i trætønder og siden iblandes eddike og salt. Processen tager 3 år, og fører i den originale røde udgave til noget, der ifølge én af deres reklamer kan sidestilles med at køre igennem Arizona i august i en sort Chevy Nova med sorte vinylsæder og uden aircondition. Vi har stadig Arizona til gode, men er allerede glade for at vores Buick er hvid, og har stofsæder og aircondition. Chevy Novaen ser da også til at være en udryddet art i det amerikanske, men Tabasco er i høj grad en levende del af den amerikanske madkultur. Vi ser stort set ikke en restaurant, hvor den ikke er en del standardtilbehøret, sammen med ketchup og sennep. Avery Island er også fuglereservat og egentligt et ganske rart sted, men vi fortsætter hurtigt turen vestpå langs kysten.
På denne strækning i det sydvestlige Louisiana, er der ikke ligefrem overbefolket. I den lille by Cameron finder vi noget overraskende en turistinformation, der ser ud til at være forkontoret i et privat hus. Vi får hurtigt det indtryk, at det ikke ligefrem vrimler med turister på disse kanter, og da slet ikke danske. Vi får det nødvendige Texaskort og en hurtig og meget overskuelig oversigt over byens spisesteder. Blandt dem vælger vi Pats Restaurant, der virkelig ligner et sted som tiden har glemt. Der er stort set ingen andre gæster på dette tidspunkt af eftermiddagen, og betjeningen er overladt til en gennemført sur teenager, som er højlydt utilfreds med, at hendes forældre har valgt netop denne branche.
Vi har ikke svært ved at forestille os, at hun er årsagen til det skilt med "help wanted" der hænger i vinduet. Det skilt hænger mange steder i vinduet, i de afsidesliggende byer vi kører igennem, og fortæller deres tavse historie om, hvordan de fleste af dem der kan, forlader disse gudsforladte huller. De laver dog en udmærket Fried Catfish på Pats Restaurant, selv om selve serveringen i en engangsplastbakke kunne være mere elegant. Jeg kan ikke lade med at få associationer til den klassiske amerikanske roadmovie. Hvis vi havde spillet hovedrollerne i sådan én, havde vi naturligvis spurgt den vrantne teenager om hun ville med vestpå. Risikoen for at hun siger ja er dog for stor til, at vi falder for fristelsen til at spørge. Hun er alligevel lidt for ung til at være rigtigt interessant.
| |
Pat's Restaurant
|
|
Den sidste strækning inden Texas er næsten øde, men pludselig ligger der en samling huse helt ud mod den mexicanske golf. Der er ikke meget liv i Constance Beach, og vi får det indtryk at det mest er et sted folk tager til i weekenden, for at surfe eller pløje rundt på stranden med nogle små firehjulede motorcykler. Bortset fra et par hundeluftere, har vi hele stranden for os selv. Havet er roligt i dag, men ellers efterlader stedet klart mere indtryk af Vesterhavet, end af strandvejen. De særlige vejrforhold i golfen betyder, at det kan blæse endnu voldsommere her, end noget vi kender fra vores hjemlige breddegrader. På den anden side af den texanske grænse, er en del kystvejen faktisk forsvundet efter en storm for et par år siden. Derfor tager vi op over grænsebyen Port Arthur og mødes af et syn, der med det samme hamrer alle fordomme om Texas fast med syvtommersøm. Her er der olieraffinaderier i alle retninger, og med de regntunge skyer hængende over os, er det en storslået dyster kulisse. Snart kan skyerne ikke holde sig længere.
|
Port Arthur
|
|
Regnen vælter ned og vi sænker farten til 50 miles, til 40 miles, 20 miles, inden vi må opgive at køre videre i det badekar, som vejen efterhånden er omdannet til. Vi følger de andre bilisters eksempel og holder ind under en bro, indtil regnen stilner så meget af, at vi kan fortsætte. Med ét holder den op, og vi kører ind i et område der stadig er knastørt. Lidt længere fremme får vi øje på noget, der ligner røg fra en brand. Helt tæt på viser det sig derimod at være den første af de små lokale "duststorms", der efterhånden bliver et velkendt fænomen ude vestpå. Støvet klæber til bilen, der fra nu af og til vi afleverer den, ikke længere er hvid.
Vi kører uden om Houston i sydlig retning, til dens sammenvoksede naboby Pasadena. Vi vil gerne finde et motel i nærheden af Johnson Space center, men vi drejer af et par kilometer for tidligt, og ender langt inde i et tilfældigt forstadskvarter. Her ser vi de første eksempler på de ejendommelige nybyggerier, der med deres nøgne træskeletter fuldstændigt ligner tændstikhuse på afstand. Omsider støder vi på Spencer Motel, der ligesom den resignerede kvinde der tager imod, har kendt bedre tider. Vi bliver for første gang bedt om, at tage et kig på værelset inden vi beslutter os. Grunden er åbenlys, da vi ser de hærgede mørkebrune paneler på væggene, og det uendeligt klodsede forsøg på at lappe en utæthed hvor væggen møder gulvet med en form for plasticskum, men det er til at leve med og vi gider ikke at lede videre. Vi køber noget spiseligt på en tank, og forsyner os med en sixpack Ziegenbocks. Vi når lige tilbage inden regnen når Pasadena, og TV's Weather Channel begynder at udsende advarsler om "Thunderstorms" i Houston-Pasadena området. The Weather Channel sender vejrudsigt 24 timer i døgnet - og da USA er stort nok til at have mange former for klima samtidigt, er det ikke så kedeligt som man kunne tænke sig. Vejret i resten af verdenen bliver til gengæld stort set ignoreret. Sommerens hedebølge i Frankrig og Storbritannien bliver nævnt med et anstrøg af sarkasme. Temperaturen har været over 100 grader Fahrenheit. En grænse der næsten brydes hver dag året rundt, et sted i USA. Regnen plasker nu ned, både på skærmen og udenfor. Takket være plastskummet holder bygningen dog tæt.
|
|
|
|
Spencer Motel - 40 $
|
|
Dag 5
