|
Rejsedagbog fra Kina: Den 11. oktober rejser vi til Kina efter vores lillebror Philip. Med i bagagen kommer computeren, og her på siden vil vi løbende skrive dagbog og lægge billeder ind fra turen. Velkommen med på vores rejse til Kina :-)
29.10.2006: Så er vi hjemme igen og har efterhånden været det i nogle dage. Flyveturen hjem føltes meget lang. Ikke fordi Philip ikke klarede det fint, for det gjorde han, men det er hårdt at sidde med godt 12 kg. på skødet i ca. 11 timer. Men som det så ofte er tilfældet, så var alle trængsler glemt så snart maskinen satte hjulene på jorden i Kastrup. I lufthavnen blev vi mødt af familie og venner med flag, gaver og champagne. Det var en dejlig velkomst, der varmede. Nu går vi så her i Valby og øver os i at være en familie på fire :-) Det går rigtig godt. Philip virker glad og ret tryg. Han var meget bange for Nerone, vores hund, de første dage, men det er allerede meget bedre. Han er ved at være bekendt med huset, og han sover og spiser godt. Han er ingen kostforagter, og spiser gerne tre halve med leverpostej til frokost. En noget anden kost end den han er vant til fra Kina. Peter er tilbage i skolen. Det er han meget tilfreds med. Han har savnet sine kammerater mens vi var afsted. Det er der ikke noget at sige til. Han er fortsat en lille smule jaloux, så vi skal passe på at tage hensyn til ham. men han er glad for sin lillebror, og vil meget gerne vise ham frem.Han kan slet ikke forstå at han ikke kunne have ham med i skole dag et, men der skal nok lige gå en uge eller to før Philip er klar til det.
24.10.2006: Så er det sidste dag i Kina, og sidste omgang dagbog og billeder. I morgen kl. 18,30 dansk tid lander vi i Kastrup med dejlige Philip efter to fantastiske uger i Kina. Vi glæder os til at se de af vores familie og venner der har tid til at kigge forbi og tage imod. Der skulle være sørget for champagne til de fremmødte :-) I morges stod vi tidligt op for at tage ud på den sidste sightseeing. Vi skulle på tur i hutongerne, de oprindelige gamle beboelseskvarterer i Beijing. Det er ved at være sidste chance for at se hvordan kineserne levede indtil for ganske få år siden, for hver dag mejer bulldozerne endnu et kvarter ned, der må lade livet til fordel for store skyskraberbyggerier. Det er pludselig blevet ret koldt i Beijing, ikke meget over 10-12 grader, men vi havde heldigvis fået købt lidt varmt tøj til ungerne. Det var meget fascinerende at køre rundt i de snævre gader og få et indblik i hverdagslivet. Der var fuld af små grøntsagsboder, håndværkere etc., hvor butiksarealet var en måtte udenfor huset, eller ladet af en gammel trækvogn. Alle steder var der vasketøj til tørre og udendørs fasciliteter til madlavning. Der var stor forskel på vedligeholdelsesniveauet. Nogle af stræderne var det rene slum, mens andre var ved at blive flot restaureret. En del af kvarteret skal nemlig bevares, men vil nok i fremtiden kommet til at fremstå mere som et museum end som et levende beboelseskvarter. Undervejs på turen blev vi inviteret indenfor i en af de små huse for at møde en ”ægte” kinesisk familie. Det var nok noget de levede af, men derfor var det en oplevelse alligevel. Vi blev beværtet med bl.a. jasminthe og små syltede rosenknopper. Vores vært holdt fårekyllinger og kæmpe græshopper som kæledyr. Han fortalte, at man i Kina afholder fårekyllingeslagsmål, ligesom man andre steder gør det med haner eller hunde. Vi så de forskellige redskaber der blev brugt til at tirre fårekyllingen med for at få den til at angribe sin modstander. Fascinerende ! Vi fik også et kig ud i køkken og vaskerum samt den 17 åriges søns værelse, der ikke var meget større end et garderobeskab. Vores guide havde en anden overraskelse til os. Vi kunne komme på besøg i en kinesisk børnehave. Det var et stort sted med 200 børn fordelt i grupper efter alder. Da vi ankom var der et par grupper i gang med gymnastik udenfor. De var meget disciplinerede i forhold til hvad man ville forvente af en tilsvarende dansk gruppe, men de så glade og fornøjede ud, og der var en god og varm atmosfære på stedet. Så blev vi inviteret indenfor i et ”klasselokale” til en gruppe børn i 5 års alderen. Der var omkring 20 børn og 3 voksne på stuen. Den ældste af pædagogerne kunne et par enkelte engelske ord, og var meget interesserede i hvor vi kom fra. Vi fandt Danmark på en globus de havde stående. Så ville børnene synge for os. De sang en fagtesang til ”Mester Jacob”. Vi blev opfordret til at synge for dem til gengæld, og så fik de lige den danske version. Det gjorde lykke. Alt i alt en en meget dejlig oplevelse. Vi sluttede af med en spadseretur rundt i kvarteret ned forbi en sø, og der så vi nogle mænd stå og lave nogle helt fantastiske sukkerfigurer, som de pustede op ligesom en glaspuster. Peter fik en flot hest. Så var vi ved at være trætte og tog tilbage til hotellet, hvor Tommas og Philip fik en god middagslur som vist var tiltrængt. Så gik Peter og Tommas en tur i Poolen mens Mie og Lotte satte Philip i klapvognen og susede i Supermarkedet efter bleer og andre småting. Dagen gik på hæld, men vi skulle lige nå lidt sidste øjebliks indkøb, og smuttede i en taxa ud til Perlemarkedet, hvor de sidste yuan hurtigt fik ben at gå på. Vi har godt nok købt mange ting på denne tur. Faktisk så meget, at vi har været nødt til at købe en ekstra taske for at få det hele med hjem. Men der er også mange billige ting at få. Bl.a. har vi købt en del børnetøj til drengene for meget små penge. Så en hurtig bid mad og hjem til hotellet hvor to trætte drenge fik nattøj på og blev puttet i seng. Nu skal vi have pakket alt vores habengut sammen, og så er der afgang til lufthavnen i morgen kl. 11,00. Farvel til Kina for denne gang, men helt sikkert på gensyn !!
23.10.2006: Tidligt i morges tog Tommas en taxa ud til den danske ambassade for at ansøge om visum til Philip. Imens tog vi andre det stille og roligt og nød vores morgenmad. Derefter indfriede Mie et gammelt løfte til Peter og gik med ham ned for at bade i hotellets swimmingpool. Der var meget lækkert og rent, og det var et stort dejligt bassin. Det var lige noget for Peter at få lov til at pjaske igennem. Han er jo en rigtig vandhund. Imens kiggede Lotte og en temmelig forbløffet Philip til fra bassinkanten. Tommas var tilbage på hotellet ved 11 tiden, og så tog vi en taxa ud til Beijing Zoo. Vejret var dejligt. Strålende solskin og en 18-19 grader. Beijing Zoo var stor og flot, og gennemgående rimeligt moderne med pæne bure og indhegninger til dyrene. Undtagelsen var børnezoo, hvor en hel masse hunde og katte var udstillede i små tremmebure. Det var temmelig sørgeligt at se på. Man kunne så leje en hund efter eget valg i ½ time og gå tur med for 30 yuan ( 25 kr. ). Stakkels vovser. Der var dog også en dejlig legeplads og en hyggelig indhegning med fugle og en med kaniner, som man kunne gå ind og kæle med. Vi fik også set kinesiske guldaber, og ikke mindst de store kæmpe pandaer. De lå nu bare og dasede alle sammen, og det er vist stort set det eneste de foretager sig, når de da ikke lige spiser bambusskud. Men så har vi da set dem :-) PÅ vej hjem spadserede vi lidt rundt i Beijing. Vi var også blevet sultne, og efter kraftig tilskyndelse fra Peter gik vi ind og fik lidt at spise på Mac. Donald. Det er fuldstændig samme mad og samme smag som hjemme i Danmark. Ungerne fik et happy meal, og med det en lille maskot fra det kommende OL i Beijing i 2008. Igen i dag sov begge drenge hele vejen hjem i taxaen, og hjemme på hotellet hvilede og hyggede vi alle en times tid. Så fik vi et hurtigt besøg fra Christina, Danadopts kontaktperson, som lige ville tjekke op på om alt var gået efter planen under vores ophold, og hilse på Philip. Hun synes han er en meget dejlig dreng, og at vi har været heldige med ham. Vi er fuldstændigt enige ! Middag på hotellet, og så sengetid. I morgen er det sidste dag i Beijing. Vi har planlagt en richshaw tur rundt i hutongerne fra morgenen af, og så skal vi have købt de sidste småting og have pakket kufferterne. Tænk at vi allerede er ved at skulle hjem. Nu hvor det hele går så godt, kunne vi faktisk sagtens bruge et par dage mere. Hvem ved hvornår vi lige kan komme tilbage til Kina igen. Men det bliver nok alligevel meget rart at komme hjem til kendte omgivelser, selvom vi helt sikkert komme til at savne hotellets 24 timers vaskeri- og roomservice :-))
22.10.2006: I dag stod der hviledag på det officielle program, og der var ikke arrangeret nogle ture. Vi tog det derfor med ro fra morgenstunden og nåede med nød og næppe ned og få morgenmad inden buffeten lukkede kl. 10,00. Da vi havde spist morgen mad tog vi en taxa ud til den store park ved sommerpaladset. Den ligger helt ude i udkanten f beijing, og det var en lang tur på næsten 45 minutter. Vi måtte da også betale hele 50 kr. for turen. Parken var utroligt stor og meget smuk. Vi havde læst at der skulle være en stor naturlegeplads derude, men den fandt vi desværre aldrig. Det var nu alligevel en dejlig tur. Vi nød at være ude i den friske luft et par timer, og for en gangs skyld fik vi solen lidt at se på en blå himmel. Det er ellers lidt af et særsyn her i byen pga. den megen smog. Men det er blevet en del køligere i Beijing siden vi var her i forrige uge. Så vi måtte have jakker på for at holde varmen. Frokost spiste vi udenfor parken på en lille restaurant der meget gerne ville være meget vestlig. De havde mange skilte udenfor med engelske tekster ”good sandwich here” nice lunch” etc., men der var nu ikke nogen derinde der kunne et ord engelsk når det kom til stykket. Vi fik dog bestilt et par pizzaer, og de smagte faktisk rigtig godt. Selvom den kinesiske mad er rigtig lækker, så er det også rart med lidt afveksling engang imellem. Det var et par trætte drenge vi havde med hjem, så resten af eftermiddagen hvilede vi på værelset, indtil vi skulle ud at spise aftensmad. Her vakgte vi at besøge den lokale restaurant der ligger lige om hjørnet fra hotellet. Der har vi været før, og det er dejlig mad, og meget billig. I dag blev regningen på godt 100 kr. for os alle fem, incl. drikkevarer. I morgen tidlig skal Tommas på ambassaden og ordne indrejsetilladelsen til Philip, og når han kommer tilbage regner vi med at gå en tur i Beijing zoo og få set de store pandabjørne. Det hører næsten til en rigtig kinarejse. Med fare for at gentage os selv, så går det bare forrygende godt med Philip. Han er glad og tilfreds, og fuld af numre. Vi må næsten knibe os selv i armen engang imellem.
21.10.2006: I dag har været en rejsedag, og vi er nu tilbage på hotellet i Beijing. Flyveturen hertil gik fint, og Philip virkede overhovedet ikke bange på noget tidspunkt undervejs. Det er mere end man kan sige om hans mor, men der var nu også en del turbulens. Vi blev modtaget i lufthavnen af vores gamle guide, Maria, og Peter blev så glad for at se hende igen, at han fløj hende om halsen. Det blev hun meget rørt over. Vi ankom til hotellet ved firetiden, og efter en lille times hvil gik vi ned i hotellets kinesiske restaurant, hvor vi spiste en ganske udmærket tidlig middag sammen med Maria. Derefter var vi i supermarkedet efter flere bleer og nogle drikkevarer til vores køleskab, og så blev ungerne puttet og faldt hurtigt i søvn begge to. I morgen er det hviledag, dvs. ingen faste punkter på programmet.Dejligt ! Vi regner med at tage den med ro fra morgenstunden, og så ellers finde en park vi har læst om, hvor der skulle være en stor naturlegeplads. Det vil Peter helt sikkert have godt af. Han trænger til at få rørt sig, og måske finde nogle jævnaldrende børn at lege med.
Klar til afgang i Nanjing lufthavn. Der er lagt lidt flere Nanjing billeder på hjemmesiden lige her
20.10.2006: I dag var det sidste dag i Nanjing, inden vi i morgen atter skal flyve til Beijing. Vi er alle trætte efterhånden, og i dag sov hele familien til kl. 9,00. det var rigtig dejligt at få sovet igennem, efter 10 dage med jetlag og alt for mange oplevelser over hele linien. Philip vågnede op og var glad og veltilpas. Det virker faktisk som om det har gjort ham godt at være på besøg i Xuzhou. Han begynder at vise mere og mere af sin personlighed, der bestemt også indeholder noget temperement. Det er skægt at se ham stå og stampe i gulvet af arrigskab mens han prøver at hive et stykke legetøj ud af hånden på Peter. De to leger rigtig godt sammen, og der bliver grinet og hujet en hel del. Formiddagen tilbragte vi med at jagte en bank der kunne tage imod mastervard, så vi kunne hæve penge til at betale vores chauffør for at have hentet os i Xuzhou dagen før. Det var ikke så let, for alle ATM maskiner forlanger en sekscifret kode, og vores kort er som alle danske udstyret med en firecifret kode. Endelig fandt vi dog et sted hvor vi kunne hæve på en fluesnækker. Det involverede 5 bilag og syv stempler, men pengene fik vi da. Inden vi gik hjem slog vi et smut ind i et lille historisk museum, der lå omgivet af en rigtig smuk have med guldfiskebassiner og små pagoder. Efter en middagslur til Philip blev vi hentet af Linda med bilen. Vi skulle på udflugt til en stor sø der ligger i udkanten af Nanjing. På vejen gjorde vi holdt ved et museum, hvor man kunne se de berømte Nanjingske silkebrokader. Der var mnge fantastiske stykker stof og broderede kimonoer udstillet, der var mere end 1.000 år gamle. Prøv at tænk på hvordan vi gik klædt i Danmark på det tidspunkt. Noget af en forskel. Der var også et arbejdende værksted, hvor man kunne se hvordan brokaden blev vævet. Det foregik på nogle enorme to-personers væve. Linda fortalte at to personer der arbejer en fuld ottetimers dag kan nå at væve 4-5 cm. Der er ikke noget at sige til, at brokaden er kostbar. Parken ved den store sø var smuk og fredfuld. Det var dejligt for Peter at blive sluppet løs på en græsplæne. Han trænger efterhånden til at få rørt sig godt. Han kan næsten kravle på væggene. Vi gik ned mod vandet, og der stod en mand med nogle kæmpe badebolde som man kunne komme ind i og sejle rundt i ude på vandet. Det kunne Tommas og Peter ikke stå for. De måtte prøve en tur. Det var til stor moro, og vi havde nær aldrig fået Peter ind på land igen. Det var virkelig noget han nød, at få brugt sin krop og lege noget fysisk. Så var det tid til middag på hotellet og en tur ud i Nanjings gader, for at gøre de sidste småindkøb og nyde den smukke aftenbelysning. Vi kommer til at savne Nanjing når vi kommer tilbage til Beijing i morgen. Men det er nu også rart, at der ikke går så mange dage mere før vi kan rejse hjem til Valby.
19.10.2006: Så er vi tilbage på hotellet i Nanjing efter to begivenhedsrige dage i Xuzhou. Vi tog afsted fra Nanjing kl. 14,00. Banegården var kæmpe stor, men Nanjing er jo også en pænt stor by med over 10 mio indbyggere, og her afgår tog til hele Kina. Vi havde bestilt pladser på første klasse, og det var en virkelig fin kupé med små firemandsgrupper. Ved hver gruppe var der et lille bord med hvid dug og blomster, og under bordet stod en stor thermokande med kogt vand. Der var også et toilet ombord, og det var pænt og rent. Men det var nu lidt af en prøvelse i det slingrende tog, da der var tale om et traditionelt kinesisk pedaltoilet. Der var en masse at kigge på undervejs. Bl.a. krydsede vi den store Yangzeflod, og vi passerede små landsbyer hvor bønderne passede deres rismarker iført de traditionelle spidse sivhatte. Her var der ikke meget 21. århundrede at spore. Begge drenge klarede i øvrigt togturen med bravour. Vi ankom til Xuzhou kl, 19,30. Xuzhou er en lille ubetydelig by med kun 2 mio. indbyggere og et opland på 5 mio. Så ubetydelig at den ikke er nævnt nogle steder i vores guidebøger, ikke engang i den store fede ”Lonely planet guide”. Og det på trods af, at det er en flot og moderne by med mange rekrative områder og spændende attraktioner. Vi blev modtaget på stationen af den amerikanske familie der driver Home of Hope. Bob, Cindy og deres 20-årige datter Christi. Med sig havde de også Brooke, der er daglig leder af småbørnsstuen. Hun var også den medarbejder der fulgte Philip til Nanjing i mandags. Philip var åbenlyst glad for at se dem alle sammen, men han ville alligevel gerne blive på sin mors arm. Det er tydeligt, at han er blevet helt tryg ved Mie. Vi fik et hurtigt måltid mad på Mac. D. af alle steder, og så kørte vi i familiens Van ud til børnehjemmet. Home of Hope er en del af det store kompleks Xuzhou Social Welfare institute, som udover Home of Hope rummer plejehjem, handicapcenter samt det officielle Xuzhou børnehjem, som også er der hvor Philip oprindeligt blev anbragt og tilbragte ½ års tid inden han blev udvalgt til at komme over på Home of Hope. Der bor pt. 4 babyer og 12 skolebørn i alderen 7-10 år på hjemmet. Der er plads til op til 8 babyer, men 4 af dem, incl. Philip, er blevet bortadopteret indenfor de seneste måneder. To af de øvrige venter tillige på at blive hentet af deres nye amerikanske familier. Familien regner derfor med at få nye babyer overført inden længe. Bob parkerede udenfor bygningen og ud myldrede skolebørnene som havde ventet vores ankomst med længsel, og havde fået lov til at blive oppe indtil vi var ankommet. Vi forærede dem souvenirkuglepenne fra Danmark, som de blev meget glade for. Så stillede de op og sang en lille sang for os, inden de blev sendt i seng. Vi fik nu en hurtig rundtur på hjemmet inden sengetid. Vi nåede også lige en tur op i babyrummet, og de to husmødre, der var på vagt, blev meget glade for at se Philip. Det var svært at afholde dem fra at tage ham op og kysse ham, og man kunne se at han var lidt forvirret over det hele. Han begyndte at græde, men ville gerne op på Mies arm og blive trøstet. Vi blev herefter vist ned på to gæsteværelser hvor der var redt fint op til os alle sammen. De havde også stille Philips gamle tremmeseng op til ham i rummet, og han faldt hurtigt i søvn efter at have fået en ren ble og en godnatflaske. Det gjorde vi andre også. Vi var meget trætte oven på den lange rejse. Næste morgen blev vi vækket kl. 7,00 af de store børn som skulle have morgenmad i køkkenet lige op ad gæsteværelserne. Vi kom hurtigt i tøjet og gik ud for at være lidt sammen med dem inden de skulle afsted i skole kl. 7,30. Kl. 8,00 skulle vi op i babyrummet igen. Da var der nemlig vagtskifte, og alle de tilknyttede brneplejersker, eller husmødre som de kalder dem, ville være til stede. Der blev igen et frygteligt leben da vi ankom, men Philip, der nu var udhvilet, tog det hele i stiv arm, og var lidt henne ved hver enkelt af de 6 ansatte for at sige farvel. Det var helt tydeligt, at han har været meget elsket på børnehjemmet. Det var alle sammen nogle meget søde, kærlige og omsorgsfulde damer. Han var også meget glad for at se de andre børn. Specielt de to jævnaldrende Danny og Rebekka, som begge skal rejse til USA indenfor den næste måned. Vi havde gaver med til husmødrene til minde om Philip. Et kønt perlearmbånd og en lille sølvske med den lille havfrue på til hver. Og de blev meget glade for dem. Så blev vi inviteret nedenunder i Bob og Cindys private supermoderne lejlighed til ægte amerikansk morgenmad med alt til faget tilhørende. Men først skulle der siges bordbøn. De er missionærer og meget kristne, men på en meget naturlig og ikke spor anmasende måde. De er nogle utroligt søde, varme og generøse mennesker. Efter morgenmaden fik vi lov til at komme ind på det officielle børnehjem og se hvor Philip havde tilbragt sin første tid. Vi havde ellers fået at vide på forhånd, at det havde vi ikke tilladelse til, men det kunne tilsyneladende godt lade sig gøre, nu hvor vi var der. Der var også pænt og rent alle steder, og barneplejerskerne virkede søde. Men der var alligevel langt fra den atmosfære som herskede i nabobygningen, inde hos Home of Hope. Efter besøget på børnehjemmet tog vi en tur på sighseeing i byen, og endte på et meget fascinerende museum. Xuzhou har ligesom det berømte Shaanxi en stor udgravet kongegrav med tusindvis af teracotta krigere og heste, og museet var bygget over denne udgravning. Efter museumsbesøget inviterede familien os hen på deres favoritrestaurant, hvor vi fik en overdådig frokost med 15 - 20 forskellige kinesiske retter. Den ene mere lækker end den anden. Vi blev et større selskab, for Bobs forældre var netop på besøg fra USA, og de tog også med, sammen med de to kinesiske oversættere, der er ansat på Home of Hope. Så kørte vi tilbage til hjemmet. Undervejs gjorde vi ophold ved den sydlige port for at tage billeder. Det var nemlig her Philip var blevet fundet efterladt tilbage i april 2005. Vi kunne ikke lade være med at sende tanker til de biologiske forældre, der af ukendte årsager havde følt, at de havde været nødt til at tage en så drastisk og uigenkaldelig beslutning. Det må have været uendeligt svært for dem. Vi havde ikke kunnet få togbilletter tilbage til Nanjing, så vi måtte betale vores chauffør fra Nanjing for at køre hele vejen til Xuzhou for at hente os, og pludselig var kl. blevet 15,00 og det var tid til at sige farvel. Vi nåede lige en sidste tur op i babyrummet, hvor de vagthavende husmødre kneb en tåre, for denne gang var det et definitivt farvel til deres lille dreng, der nu skal rejse mange tusinde kilometer væk for at starte et nyt liv. Vi var også selv meget bevægede ved afskeden. Philip tog det i stiv arm. Han ville gerne med ind i bilen. Han vinkede farvel til sit gamle liv, og faldt derefter hurtigt i søvn i sin mors arme. Vi har haft et par fantastiske dage og har fået en god fornemmelse af den kærlige atmosfære som Philip har oplevet på Home of Hope. Vi er blevet modtaget og beværtet på den mest gæstfrie og varmhjertede måde. Vi er dybt taknemmelige for, at der findes mennesker som Bob og Cindy, der gør et kæmpe stykke arbejde for at gøre det hele en lille smule bedre for en håndfuld børn i deres lille hjørne af Kina. Vi er også utroligt glade for, at vi har kæmpet for og insisteret på at få tilladelse til denne tur til Xuzhou. Vi har fået rigtig meget med hjem, som vi kan give videre til Philip i de kommende år. Turen hjem gik af en ny og behagelig motorvej, og vi nåede trætte hjem til hotellet i Nanjing omkring kl. 20,00. Philip var tydeligt glad for at gense hotelværelset, hvor han nu føler sig godt hjemme. Han og Peter rendte rundt og legede en times tid inden sengetid, og Philip pjattede, råbte og grinede hjerteligt. Det er utroligt at opleve, hvor hurtigt han har fundet sig til rette i familien. I morgen eftermiddag er der planlagt en udflugt til en sø her i nærheden af Nanjing, og så går det lørdag middag atter retur til Beijing, hvor vi skal tilbringe fire dage med at vente på visum til Philip.
Flere Xuzhou billeder lige her
17.10.2006: Så er det blevet aften på vores anden dag sammen med Philip. Han er fortsat lidt stille, men det går meget bedre i dag. Han leger godt med Peter, og vi har hørt ham grine hjerteligt et par gange. Han spiser og drikker også godt. Men han vil helst være i nærheden af mor hele tiden, så han må med når hun går på toilet osv. ellers græder han. Tommas vil han meget gerne vinke og smile til på afstand, men han må helst ikke komme alt for tæt på. Det er vist meget almindeligt, og går formentlig lige så stille over i løbet af et par dage. I nat har Philip sovet næsten 12 timer. Han var lige oppe omkring kl. 22,00 hvor han fik en tår mælk, og så kom han i seng igen. Han ville dog ikke ligge i sin egen seng, men over til Mie. Det blev Peter vældigt inspireret af, så han forlangte også at putte hos mor. Det blev ikke til mange timer til Mie med en svedig dreng i hver arm, men drengene sov godt. Kl. 6,15 vågnede både Peter og Philip. Tommas sov stadigvæk, så Mie listede ud med drengene. Ude på badeværelset blev karret fyldt til Peter. Philip så meget interesseret til, og fik tilbudt at komme op til Peter. Det ville han gerne, og det så ud som om han nød et bad. Peter synes i hvert fald at det var alle tiders at have en at bade sammen med. Lidt senere fik Tommas og Lotte øjne, og vi gik ned for at spise morgenmad. Philip er meget god til at fortælle hvad han vil have. Bl.a. pegede han ivrigt og sagde høje lyde til en montre med store lagkager. Men den gik desværre ikke. Kl. 9,00 kom Linda for at hente os. Vi skulle ind og ordne de sidste adoptionspapirer og bestille pas til Philip. Peter og Lotte valgte at blive hjemme ved hotellet. De var ude at gå en tur i byen, og inde i det flotte Kongfuitze tempel fik Peter lov til at slå tre gange på den gigantiske tempelklokke. Det skulle efter sigende bringe stor succes med skolegangen. Lad os håbe det virker :-) Inde på adoptionskontoret skulle vi udfylde flere papirer og sætte vores fingeraftryk på de officielle dokumenter. Det to kun ½ times tid, og så var alle formaliteter i orden, og nu er vi så helt officielt Philips nye mor og far. Vi skulle også opgive hans nye navn. Philip hedder oprindeligt Xio Xin. Vi havde egentlig tænkt os at han skulle hedde Philip Xiao, men de kinesiske barneplejersker kalder ham Xin, og vores guide har fortalt os, at det er det stærkeste og bedste af hans navne. Det betyder 'troskab'. Derfor er Philips nye navn blevet Philip Xin Møller. Efter det offentlige kontor kørte vi til et stort moderne indkøbscenter, hvor vi købte en klapvog til Philip. Det er en fin paraplyvogn med solafskærmning og indstillelig ryg. Den kostede ikke mere end 150,00 kr. På vej hjem til hotellet købet vi frokost på 'Kentucky Fried Chicken' og tog med hjem på hotelværelset. Philip guffede et stort bæger kartoffelmos med sovs i sig, og sluttede af med et æble. Peter var også ganske tilfreds med traktementet. Det var nu også lidt rart med noget mere vestlig mad til en afveksling. Så var det tid til en middagslur til alle mand. Philip faldt i søvn på to minutter, og også Peter fik sovet en lur hos mor, på trods af indledende protester om, at han slet ikke var træt og i hvert fald ikke ville sove. Men træt er han. Han er kommet for sent i seng hver aften i over en uge, og dertil kommer alle de ting der er forbundet med at skulle være storebror. Det er slet ikke så let, selvom han er meget glad for Philip. Efter middagsluren gik vi ned til hotellets skønhedssalon og fik Philip klippet. Han hans hår var meget langt, og da han sveder en hel del virkede han generet af de våde hårtjavser. Han sad på Mies skød, og tog det rigtig pænt. Han blev først lidt forskrækket over saksen og græd lidt, men så holdt Peter et spejl op for ham, og så var det pludselig spændende at kigge med, og han glemte helt at være bange. I eftermiddags har vi slentret rundt i byen og kigget på boder og butikker. Byen er som tidligere skrevet smuk og hyggelig, og der er en masse at kigge på. Om lidt skal vi ned på hotellets restaurant og have vores aftensmad, og i morgen skal vi afsted med toget til Xuzhou, hvor vi skal besøge Home of Hope. Vi glæder os utroligt meget, og skal nok skrive en udførlig beretning om besøget når vi er tilbage i Nanjing på fredag. Indtil da må I have det godt alle sammen. Tak i øvrigt for alle jeres søde e-mails.
16.10.2006: Så oprandt den store dag, hvor vi endelig fik vores lille Philip i armene. Vi vågnede alle sammen meget tidligt, så vi skulle have en laaang formiddag til at gå. Vi skulle nemlig ikke møde op på det officille kontor før kl. 14,00. Vi tjekkede lige emailen inden morgenmaden, og sør´me om ikke børnehjemmet havde sendt os friske billeder fra samme morgen, af Philips afrejse. Linda, vores lokale guide, samlede os op på hotellet kl. 10,00 og så slentrede vi en tur rundt i Nanjings gader. Vores første indtryk blev fuldt ud bekræftet. Her er fantastisk smukt. Vejret er varmt og solrigt med omkring 28 grader. Der er mange smukke huse og bygninger alle steder, og igennem byen løber en kanal, hvor man kan sejle ture på små både. Der er også mange butikker, hvor man kan købe hvad som helst til helt lokale priser. Vi var nu ikke i det store shoppinghumør i dag, for hovedet var ligesom fyldt op af noget andet. Efter frokost gik vi op på hotellet for at skifte til det pæne tøj, og så gik det ellers afsted til socialkontoret med nerverne udenpå tøjet. Vi ankom lidt i to. Philip var ikke kommet endnu, men 5 minutter efter så vi ham ankomme sammen med hans ledsagere fra Xuzhou. Vi kunne tydeligt genkende ham fra alle billederne, og havde jo endda set billeder om morgenen af hvilket tøj han havde på. Han kunne også genkende os, men blev meget stille og genert da han kom ind i rummet. Der foregik vist en masse officielle ting, men det gik lidt hen over hovedet på os, for vi var fuldt beskæftigede med at skabe kontakt til Philip. Han var meget tilbageholdende og forsigtig, og blev næsten helt bange for Peter, som ikke vidste hvad for et ben han skulle stå på af bare begejstring. Så skulle vi oven på og have taget et officielt overdragelsesbillede. Philip ville gerne gå op af trapperne med mor og far i hånden, og fotosessionen forløb uden de store problemer. Men da vi kom ned igen skulle barneplejersken fra hans børnehjem afsted, og da begyndte han at græde hjerteskærende. Det er der jo ikke noget at sige til, for hun var det eneste menneske han kendte af alle de mange der opholdt sig på kontoret. Stakkels lille dreng. Philip faldt til ro, og i bilen hjem til hotellet faldt han i søvn på Mies skød. Han vågnede op da vi var fremme, hvor vi pillede det alt for varme tøj af ham, og gav ham en lille body på. De næste 3 timer ville han kun sidde hos Mie lige så stille. Han sagde ikke en lyd og ville hverken have vådt eller tørt. Han sad bare og krammede en clemmentin som han havde fået af barneplejersken inden hun tog afsted. Hans aller sidste forbindelse til det kendte. Det var ganske hjertegribende. Peter begyndte at lege med en ballon, og pludselig var det som om Philip tøede lidt op. Han gik ned på gulvet og legede med ballonen sammen med Peter. Så fik vi endelig hans dejlige smil at se. Desværre valgte den læge der skulle undersøge Philip at dukke op i lige det øjeblik, og det var ikke populært. Philip græd og vred sig igennem hele den meget grundige undersøgelse. Lægens konklusion var at Philip er sund og rask bortset fra sin lille hjertefejl. I samme øjeblik lægen var ude af døren igen stoppede gråden som ved et trylleslag. Lidt efter sad Mie ved Pc'en for at sende en mail til børnehjemmet om at det gik godt, og imens hun sad og skrev faldt Philip i søvn på skødet af hende. Han var fuldstændig udaset. Det havde været en hård og emotionel dag for ham, så han var fyldt op. Vi lagde ham over i den barneseng som hotellet har stillet op i vores soveværelse, og der sover han fortsat dybt her 3 timer senere. Han har godt nok hverken fået vådt eller tørt siden i formiddags, men vi har valgt at lade ham sove igennem hvis han kan. Han har nok mere brug for søvn end noget som helst andet. Sikke en dag. Philip er ikke den eneste der er udkørt. Men nu er vi endelig sammen alle fire, og kan begynde vores nye liv. Vi håber han vil blive lykkelig hos os. Vi vil i hvert fald gøre alt hvad der står i vores magt.
15.10.2006: Så er vi ankommet til Nanjing, hvor vi er blevet indlogeret på det vildeste luxushotel. Det ligner noget man ellers kun ser på film. Vi har fået en kæmpe suite med to store soveværelser med tilhørende marmorbadeværelse, stue, køkken, kontorniche og garderobe. Ned i foyeren er der rigtige springvand og guldfiskedamme med små broer over og alt er guld og marmor. Vi har spist middag på hotellet, den mest overdådige buffet med alt hvad hjertet begærer af asiatisk og vestlig mad. Bl.a. var der en delikat suppe kogt på grisemaver og tilsat hakket lunge - nammenam. Men den valgte vi nu at springe over. Eneste minus ved hotellet er en uhyggelig langsom internetforbindelse, så vi kommer nok kun til at lægge et par enkelte billeder på af gangen, hvis ikke vi skal tilbringe det meste af vores tid ved computeren. Flyveturen var fin. Det var en stor moderne Airbus vi fløj med, og den var ren og pæn. Det tog ca. 1½ time, og undervejs fik vi serveret cola og juice samt en lille bakke med frisk melon, en kage og en pose peanuts. Nanjing er meget mere behagelig end Beijing. Her er renere og pænere overalt med mange blomster og træer. Der er også et lunere klima end i Beijing. Vores hotel ligger lige midt i handelskvarteret i den gamle by, og der er små butikker overalt, hvor man kan købe alt hvad hjertet begærer. Vi har også allerede konstateret, at prisniveauet er ca. 1/3 af Beijing. Men her kommer vist heller ikke så mange udlændinge. I morges inden vi tog afsted havde vi i øvrigt en fantastisk oplevelse. Efter anbefaling fra andre kinarejsende stod vi meget tidligt op og tog en taxa til den store park ved det Himmelske Tempel. Her oplevede vi hundredevis af kinesiske pensionister der dansede, lavede taichi, spillede djævlespil, fløj med drager, spillede badminton, lavede gymnastik og øvede sværddans. Det er åbenbart kotume for de ældre at lave øvelser i de offentlige parker hver dag. Sikke et skue. Der var også en gruppe gamle mænd der øvede sig i at håndtere en stor pisk. Da de opdagede at Peter så meget interesseret til, inviterede de ham til at prøve, men det var nu ikke så let at få et rigtigt smæld på. I morgen er det den store dag, hvor vi skal have Philip overdraget. Vi skal møde op hos de sociale myndigheder kl. 14,00, og der vil han vente på os. Gad vide hvor meget vi får sovet i nat.
Flere Beijing billeder her
14.10.2006: Vi var tidligt oppe og nede ved morgenbuffeten, for vi havde aftalt med vores guide, at vi ville afsted på vores tur til Muren kl. 8,30. Hun kom da også prompte med bilen og samlede os op. Turen ud til Muren tog en lille times tid, og det var en fascinerende oplevelse at køre igennem kæmpestore Beijing på vej ud af byen. Maria fortalte os, at der bor ca. 15 mio. mennesker i byen. Det er næsten ikke til at fatte. Og så skulle der være omkring 11 mio. cykler, og altså ikke 9 mio. som Katie Meluha synger :-) PÅ vej stoppede vi ved en jadefabrik, hvor vi kunne se et par arbejdere der sad og polerede figurer. Men det var vist først og fremmest en undskyldning for at få gelejdiget os op i den store butik, hvor der var jade til salg i alle afskygninger. Det var ret kostbart, og vi købte ikke noget særligt. Så gik det til muren. Undervejs fortalte Marie, at vi skulle ud til et sted, hvor der ikke var kabelbane, så det var den hårde måde op. Hun fortalte at kineserne siger, at man ikke er en rigtig mand før man har besteget den kinesiske mur. Se det var jo noget af en udfordring til Tommas. Hvor stor en udfordring gik det op for os da vi nåede frem, og så muren sno sig med trappetrin på stejle bjergsider mange hundrede meter opad. Men vi gik på med krum hals, og nåede da også et langt stykke opad - Tommas længst - før vi helt udoksede klatrede nedad igen. Ved foden af bjerget købte vi t-shirts og et certifikat til Peter der bevidnede at han havde været oppe på toppen af bjerget. Frokost fik vi ved et ufatteligt turistet sted der serverede ufatteligt ringe mad og derudover solgte souvenirs til vildt opskruede priser på langt over 1000 m2. Bestemt ikke et sted vi vil anbefale til nogen. Så gik det tilbage til Beijing. På vejen talte vi lidt med guiden, og spurgte bl.a. til forskellige former for kinesisk the. HUn foreslog at vi kunne besøge et traditionelt kinesisk thehus på vejen, hvis ikke vi var for trætte. Det var vi egentlig, men vi valgte alligevel at springe til. Og sikke et held, for det var en utroligt dejlig oplevelse. Selve thehuset var bygget med en atriumgårdhve med rum der gik ud derfra. Gårdhaven var utroligt smuk og fredfyldt, og i det ene hjørne sad en smuk kinesisk pige og spillede musik på et gammelt instrument. I et hjørne stod en mand og ristede the i et stort kar, iført skåneærmer der var en Hüttemeyer værdig. Vi blev fulgt ind i et rum, hvor en ung kinesisk pige begyndte at brygge forskellige former for the som blev serveret for os i små kopper samtidig med at vi fik et lille foredrag om de forskellige theers helsebringende virkninger. det var en meget spændende oplevelse, og nogle skønne aromatiske theer. Det kostede ikke noget, men til gengæld købte vi så lidt forskellig the med os hjem. Omkring kl. 17,00 var vi retur ved hotellet, og har nu hvilet et par timer - dvs. Mie og Lotte var lige et smut nede i det lokale supermarked og købe ekstra tasker til alle vores forskellige indkøb. Nu er vi på vej ud for at få lidt at spise, og så skal vi vist tidligt i seng. Vi er trætte, og i morgen eftermiddag skal vi flyve videre til Nanjing. Så er vi lige pludselig meget tæt på Philip.
13.10.2005: En begivenhedsrig dag, hvor vi har været rundt og lege turister i Beijing. Vi startede med morgenmad kl. 8,00, og kl. 9,00 blev vi hentet af vores guide Marie, og kørt ind til den himmelske freds plads hvorfra vi spadserede over til den forbudte by. Sikke et leben og folkeliv. Soldater, turister, skolebørn og godtfolk myldrede rundt alle vegne. Foran Maos mausoleum stod der en kø på nok 3-400 mennesker som ventede på at komme ind og defilere forbi hans afsjælede legeme. Pladsen var også fortsat dekoreret med blomster efter den netop overståede nationaldag. Inde i den forbudte by gik vi rundt og så på de mange smukke gårde og bygninger, mens Marie fortalte om de ting vi passerede. Turen sluttede i den kejserlige have, som var meget hyggelig og fredfyldt. Inden frokost foreslog vores guide et besøg på en silkefabrik, hvor hun helt sikkert fik procenter af et evt. salg. det gjorde nu ikke noget, for det var spændende nok at se hvordan pubberne trævles op til fine tynde silketråde, og hvordan dobbeltpubberne kunne trækkes ud til spindelvævstynde plader, der blev brugt som fyld i vattæpper. Både tæpperne og det tøj som man kunne købe var til yderst rimelige priser, så vi havde da også et par poser over armen da vi forlod butikken. Frokosten blev indtaget på en meget lokal restaurant som var fyldt med råbende kinesere. Maden var meget meget lækker. Vi fik forskellige retter ind på bordet, som vi alle spiste af med vores pinde. Peter fik en gaffel, men det lykkedes ham faktisk til sidst at få spiddet sig et stykke kylling med pindene. Hjem til hotellet, og op på et værelse hvor der var besøg af en skrædder som kunne sy tøj på bestilling. Mie bestilte en kinesisk kjole, som vil være færdig når vi kommer retur til Beijing. Så var der lige tid til en times middagshvil, og så afsted igen med taxa til teateret for at se et af de berømte kinesiske akrobatshows. Det var helt fantastisk og en kæmpe oplevelse, ikke mindst for Peter, som blev så inspireret, at han lavede vejrmøller og kraftspring hele vejen hjem :-) Trætte var vi og sent var det, så vi orkede næsten ikke at gå ud for at spise, så vi flottede os med roomservice. Maden var fin og blev leveret på et bord med hvid dug og blomster en halv time senere. For os alle fire blev det ialt 240,00 kr. Dyrt efter kinesiske forhold, men bestemt ikke danske ! Nu er vi trætte, og skal se og få noget søvn. Vi lider stadig lidt af jetlag, men mon ikke det er bedre i morgen. Godnat herfra :-)
12.10.2005: Det er lige akkurat blevet den 12. oktober. Klokken er nu lidt over midnat dansk tid, og vi har netop passeret Uralbjergene i 11.500 m. højde. Det meste af familien sover, men Mie skulle liiige afprøve om det virkelig er rigtigt at man kan gå på nettet helt heroppe. Og det er det så. Alt er gået planmæssigt indtil nu, men Peter synes vist, at der er lidt for langt til Kina.... ....Der er nu gået yderligere tolv timer, klokken er 13,30 i Danmark og 19,30 i Kina, og vi sidder meget trætte på det superfine hotel her i Beijing. Vi blev afhentet i lufthavnen af vores guide, Marie, som i en minibus kørte os til hotellet, hvor vi blev inlogeret på to meget store værelser. Hotellet er super flot og moderne, og der er virkelig en tjener på hver finger. Lige for et par minutter siden blev der banket på døren. Det var stuepigen som ville høre, om vi skulle have hjælp til at tæppe af til natten, og ved elevatoren står der en ung pige hvis eneste job er at smile og trykke på kanppen, når vi skal op til værelset. Eftermiddagen har vi tilbragt i en nærliggende kæmpe supermarked, hvor man kan købe ALt lige fra syltede hønsetæer til mobiltelefoner. Priserne er ufatteligt lave set med vestlige øjne. Aftensmaden har vi spist på hotellet. det var ikke nogen stor kulinarisk oplevelse, så vi kastede os bagefter over de indkøbte chips og chokolade. men det smagte os ikke helt så godt som vi havde troet. Men en mandarin, det ved man da hvad er. Vi håber at finde noget bedre og mere autentisk mad i morgen. For kort tid siden havde vi besøg af Danadopt guide, Christina, som kort gennemgik de to næste uger med os. Hun kunne også fortælle, at vi har lov til frit at arrangere vores besøg i Xuzhou hos Home of Hope. Vi overvejer at gøre det til en to-dages tur, og altså tage en overnatning i Xuzhou. Det vil også være mindre hårdt for Tommas' stakkels ryg. De 9 timer i flyvemaskinen var ingen dans på roser. Men slut herfra, Nu skal vi sove i MANGE timer, og i morgen skal vi på sightseeing i Beijing. Det skal nok blive en spændende oplevelse. 06.10.2006: Så er vi ved at være på plads med de fleste rejseforberedelser, og på onsdag den 11. oktober går det løs med afgang til Beijing med aftenflyveren fra Kastrup. Vi glæder os alle sammen rigtig meget til turen, og ikke mindst til endelig at få vores nye lillebror Philip med hjem til Danmark. Den eneste mørke sky på horisonten er en truende strejke fra SAS kabinepersonale, varslet til den 10. oktober. Hmmm. Lad os håbe de får forhandlet en overenskomst på plads i rette tid, men ellers har vi fået lovning på en ombookning med Lufthansa via Frankfurt. Vi er jo i den heldige situation, at vi har en masse kontakt med børnehjemmet, Home of Hope i Xuzhou, og de sender os løbende billeder og information om hvordan vores Philip har det. Så mens vi venter på afgang kan I få lov til at nyde det seneste billede af lillebror, som er taget på børnehjemmet så sent som i går. Er han ikke bare dejlig !
|
Flere billeder 
Flere billeder 
Flere billeder 
Nanjing billeder lige 
Se flere billeder 