spild
		frit efter Carl Hansen Fahlbergs roman (1905)  FIOLTEATRET 1988/89  København, 1892 - og årene deromkring. HALVORSEN  Sven Pors Jensen FRU HALVORSEN  Hanne Andersen HARALD HALVORSEN Bent Værenstrøm MERETE HALVORSEN Susanne Strauss . . ENKEMADAM KNUDSEN  Aase Hansen ANTON KNUDSEN  Lars Sidenius JØRGEN "DONNER" HANSEN Pierre Miehe-Renard . . VOLLE  Mikael Helmuth KNUD  Pierre Miehe-Renard BOLETTE  Dorte Yawl BINE Lene Vestergaard . . HOLGER KORFITZEN  Mikael Helmuth GAMLE MARIE  Hanne Andersen PANTELÅNEREN ISAK  Tom Jacobsen SANGEREN PÅ "NY RAVNSBORG"  Sven Pors Jensen MOSTER FRA "RUDER KNÆGT" Anne Margrethe Svendsen . . SNOTTEGØJEN  Bo Frisov LYSE-VILLIAM  Henrik Ipsen OLE LUK  "P" KRINGLEN Michael Hansen . . DOMMEREN  Pierre Miehe-Renard VILHELM KAJETRÆK  Tom Jacobsen JERNKONSTABLEN  Mogens Tange Hansen PRÆSTEN . BETJENTE, BUMSER, UDSKUD, PÆNE FOLK OG FÆNGSELSFOLK,GAMLE KONER, NABOKONER, UNGER OG KRAPYL: Mette Marie Trier, Toke Lorenzen, Manja Vilhelmsen, Rikke L Mandorff, Signe Gørtz, Ditte Strauss, Heidi Bach Andersen, Gitte Rugaard, Hans Rytter, Johnny Kristensen, Mei-Mei Oulund, Birgit von der Recke, Lea Nordentoft, Mads Sundstrup, Bo Richardt, Kim "Jesus" Henriksen, Claus Vendelboe Jensen, Jan Poulsen, Ernst Dahl, Dorteh Borum Christensen, Helle Brandt Pedersen, Lene Green  Madsen, Helle E Jørgensen, Charlotte Schneider, Tine Alexandra Riget, Margit Olsen, Bente Kærby Lorenzen, Maria Biilman, Jonas Tange Hansen, Claus Rysser, Thomas Julian Neeson, August Miehe-Renard iscenesættelse:  Madeleine Røn Juul Instruktørassistent: Solveig Spangsberg lysdesign: Morten Lyster Scenografi: Gitte Zehngraff Scenografass.: Anne Zehngraff Skræddersal: Tove Johnsen . Mette Petersen . Helle Bjørnskov . Helle Schaumburg Müller . Bente Sinnbeck Foto: Per Morten Abrahamsen INTRO København 1892. Christian IX, konge af Danmark, fejrer 74 år gammel guldbryllup med sin ét år ældre dronning Louise den 26. maj. De har seks børn, kronprins Frederik er 49 år gammel. Det er 20 år efter Slaget på Fælleden, 15 år efter Louis Pios flugt til De Forenede Stater. Der sidder 2 socialdemokrater i Folketinget (en tilbagegang på ét mandat siden valget i 1890), mod 68 Venstremænd og 32 Højremænd. Konseilspræsidenten hedder Estrup; hans fætter Jacob Scavenius var Kultusminister og dermed kirkens politiske hoved til for 5 år siden, hvor han måtte gå af fordi han var blevet set gå ind i et horehus i Knabrostræde. Anklagen for at ha' benyttet sig af horehusets faciliteter blev iøvrigt siden retsligt tilbagevist (?). Højesteretssagfører P.A. Alberti er nyvalgt i Køgekredsen, Edvard Brandes og I.C. Christensen leder hver sin fløj i et splittet Venstre. P. Knudsen er leder af Det Socialdemokratiske Forbund, Harald Jensen et fremtrædende medlem, og Peter Sabroe skriver for Demokraten i Aarhus. Hvert tredje menneske på Christianshavn modtager fattighjælp. I det forløbne år er 545 mennesker i København døde af "den russiske snue". Cirka en tiendedel af alle dødsfald skyldes lungetuberkulose. Der ses 3-400 tilfælde af delirum tremens årligt i København, samt 5-6000 tilfælde af gonorré og henved en tredjedel så mange syfilistilfælde. Der kommer en lov om sygekasser, men den gælder kun de fagforenings-organiserede. De højst rangerende offentlige fruentimmere residerer i Dybensgade og Hummergade, dernæst kvarteret omkring Vandkunsten, Adelgade-Borgergade og nederst Helsingørgade og Lille Brøndstræde. Vesterbros Knudsgade (nu: Eskildsgade) er ny og lidt udenfor denne sociale rangdeling. Offentlige fruentimmere må ikke skifte bopæl uden politiets tilladelse, og ikke have deres børn hos sig efter det fyldte 4. år; de må ikke ha' deres kærester boende og må ingensinde passere Amaliegade eller Amalienborg Slotsplads. Desuden skal de to gange ugentligt undersøges af en læge. 29 år efter den første sporvogn - på Vesterbrogade - oprettes Istedgadelinien fra Høibro Plads til Vester Fælledvej. Byggeforeningshusene ved Vester Fælledvej er netop færdiggjorte og sælges til en stykpris af 8000 kr - en toværelses lejlighed i bag- eller sidehus andre steder på Vesterbro koster 180 - 250 kr årligt i leje. Jens Sejstrup, skarpretter, foretager sin sidste henrettelse - på tugthusfangen Jens Nielsen - med økse. Sejstrup har 8 år før solgt sin grund på Thaysensvej (mellem Vesterbrogade og Enghavevej) til en restauratør, der har bygget en musikpavillon "Ny Ravnsborg", hvor mandlige sangere underholder. Den overtages i 1982 af restauratør Niels Andersen, der mener sangerne bør ha' en kraftig stemme, synge ramsaltede viser og ku' slå en proper næve. I 1892 påbegyndes opførelsen af Vestre Fængsel. Halmtorvet blev flyttet fra den nuværende rådhusplads som bønders handelsplads for fire år siden. Mellem Halmtorvet og Ingerslevgade (der var strandkanten) ligger byens første gasværk, Vester Gasværk. Skydebrødrene har afstået deres arealer syd for Istedgade og byggeriet er i gang. De mange passager erstatter de forkætrede baggårde, men giver samme bebyggelsesgrad. 1. AFDELING UNDER EN GADELYGTE  udenfor restaurant "Ny Ravnsborg" Et par KONSTABLER går patrulje, langsomt og sindigt, lavmælt samtalende.  ANTON kommer springende ind, sejlgarnsomvunden avispapirspakke under armen. Slidt men rent klædt. Han standser et sted på drejescenen.  Den ene konstabel, VILHELM KAJETRÆK, genkender ham, betyder makkeren at de skal hen til ham. De har hænderne på stavene - det er alvor dette her. ANTON (lettere desperat)  For helved, mand! Jeg er lige løsladt! KONSTABLERNE  standser, nøjes med at hilse, går videre.  I det samme tumler en voldsomt beruset JØRGEN DONNER ud ad døren fra restauranten, og falder om. ANTON (Ser ham)  Gå dog hjem, mand, du kan sove'n ud derhjemme!  DONNER (Rejser sig halvt)  Ha...! Hjem...! Du sku' bare... sku' du...! Det er øjensynligt en meget morsom vittighed. Han griner, er ulækker, savlende, lugtende. ANTON  Donner! Det er sgu dig...! For dælen... dig har jeg ventet på, den slags glemmer man ikke, kan du bande på. Ens egen far, ens kødelige ophav! Som stjæler fra én, gør han, mens jeg sov min sødeste...! Han griber fat i kravetøjet på DONNER og begynder at baske til den forsvarsløse brandert. ANTON  Nå, har du skillingerne, gamle? Så hit me'em! EN KELNER kommer til, råber ad ANTON. EN KELNER  Lad ham være, han har jo ikke en reje! ANTON  Næ, selv alimentationen sad han af. Men drikke har han alletider våren god til... Spark. KELNEREN  Nu holder du, inden a' det lyner. Og så ser jeg til, at han kommer hjem. KELNEREN får DONNER under armen og for gelejdet ham ud bagtil - med noget besvær. Imens etableres : RESTAURANTEN "NY RAVNSBORG" En af pigerne har fået øje på ANTON. BINE  Anton! ANTON  Bine! Og Bolette...! For faen... BOLETTE  Anton Knudsen! ANTON  Selvsamme! Og fri som fuglen! Der kysses og krammes. ANTONs hænder er sultne og travle. Pigehvin og fnis. KELNEREN er kommet ind igen og nærmer sig selskabet. KELNER  Må jeg erindre herskaberne, at det er et orn'ligt sted, dette her. ANTON  Det er bare gensynsglæde, mand! Jeg har ikke set duerne i årevis... KELNER  Ønsker den herre at nyde noget? ANTON Ja, hinner hér! (Greb. Pigehvin) Gi' mig det samme som tøserne... Jeg gi'r sgu en omgang! KELNER  Fire citronvand? ANTON  Hvar? Næ... så fire af brygger Jacobsens. Her skal dælme ikke mankere på nå'd...! KELNEREN trækker sig ud i køkkenet med ordren, musikken - forstemt klaver og trommer - sætter i gang, SANGEREN kommer ind og begynder på sin trøsteløse sang. KELNEREN kommer tilbage med de fire flasker. PIGERNE kender deres job, de går ud og byder herrer op (fra publikum?). Danser glædesløst rundt, undgår øjenkontakt og konversation. (Mel.: Klaus Ib Jørgensen 1990) SANGEREN  Da jeg for første gang dig så,  min tunges mål veg bort;  og al min tanke løste sig  i svulmende akkord.  Jeg elsked' dig på stand  og faldt i hjertesvimlen om;  ramt af en amorpil var jeg  og hjertet kaldte: Kom!  Elsk mig nu!  Elsk mig, du!  For hvad skal verden stille op,  om hjerter banker i galop? Min elskov til dig trænger bort  al verdens nød og trang;  O lad mit indre stemme i  om hjerters rige klang!  Min rigdom er min kærlighed,  min fremtid elskovs glød;  og armods kummer vågner først  ved kærlighedens død.  Husk mig nu!  Husk mig, du!  For hvad kan verden stille op,  om hjerter banker i galop? Efter musikken kommer PIGERNE tilbage til bordet, hvor ANTON sidder. BINE  Tænk at det er dig, Anton. Hvornår er du kommen ud? ANTON  Lige nu. Hold da kaje, hvor er det skønt og se jer, tøser. Det er... det er fanme seks år... BINE  Hvad med Harald...? ANTON  Med gitter for naturen. Hvis I havde anelse om, a' hva' jeg har drømt imens, tøsebørn, så ville I rødme helt ned til navlen. BINE  Har de osse sluppen Harald? Pause. Pause, pause, pause... ANTON  For faen, Binetøs... BINE  Har de? ANTON  Det troede jeg, at du vidste... Det er ikke nødvendigt at fortælle BINE mere. BOLETTE  A' hva', Anton? Hvar? ANTON  Han var jo et skravl... BOLETTE  Harald? ANTON  Han holdt kun et årstid... HARALD ses et andet sted i rummet, holdt i fast greb af en KONSTABEL. HARALD (hoster)  Anton... ANTON  Det var lungesoten. Lissom mor'en. Han var jo et skravl. HOS ORDENSMAGTEN ANTON rejser sig, går hen til ham. ANTON  Vi slap med ti år, kammerat. Hvis a' bare vi te'r os, er vi ude i det fri igen om seks. HARALD  Næ. Jeg ved godt, at når porten smækker denne gang, så'r'et farvel med mig. Det er tæringen. Den brænder som ild. Jeg holder ikke til at løvet falder dennegang. ANTON  Altså, dét sorte syn... Du ter dig så tragisk som hele Det skide Kongelige Teater. Hvorfor saten gjorde du ikke osse, som jeg sagde? Hvis at bare du havde sla'en til, så havde vi ikke sitte'n her og fedtet i'et. VILHELM KAJETRÆK er kommet til og tager ANTON under armen. VILHELM  Så er'et nu, unge Knudsen. ENKEMADAM KNUDSEN prøver at trænge sig forbi de to andre BETJENTE, der sikrer udgangen. ENKEMADAM KNUDSEN  Lad mig nu se ham! Jeg skal forbi! KONSTABLEN FRA FØR  Hva' er'et for tøjeri? DEN ANDEN KONSTABEL  Det er en kone. Fuld som en allike. (til ENKE- MADAMMEN) Slip så, kælling! ENKEMADAM KNUDSEN  Lad mig da se ham! Jeg vil se min dreng, før de ta'r ham fra mig! VILHELM  Få det fulde spektakel af vejen! Slå hende over fingrene! Med staven! ANTON (fortæller)  Den spjældtur ku' vi ha' sluppen for, hvis idioten bare...! Det var for faen kun en gammel jødetamp, og så havde vi sgu sittet på den grønne gren i steden for her! Men han var et skravl, var han, Harald, det havde han alle tider våren, lige fra den første gang... ET ANDET STED men stadig hos ordensmagten. BETJENTENE fører ANTON og HARALD hen til et andet focus. Under hujen og råben kommer hele SLÆNGET myldrende ind, medbringende en regulær bænk (anklagebænk), som de slås og skrigende kæmper for at komme til at sidde på. Den lidt forsagte KNUD, SNOTTEGØJEN, LYSE-VILLIAM, KRINGLEN, OLE LUK (med klap for det manglende øje) og VOLLE. Kæften står ikke på de anklagede. VILHELM KAJETRÆK  Stille! Så skal der være ro! Er alle her? Der hujes og råbes ja kakofonisk. VILHELM KAJETRÆK  Ole Salomonsen...! VOLLE  Det' dig, Ole Luk! OLE  Hva'? VOLLE  Ordensmagten kalder...! OLE LUK farer op og styrter hen foran VILHELM KAJETRÆK. VILHELM KAJETRÆK  Du skal bare svare ja... OLE  Jamen, jeg har ikke gjort nå'd! På ære! VILHELM KAJETRÆK  Jeg spø'r kun, om a' du er til stede...! VOLLE (Råber og peger)  Han er dær! Jeg kan se ham lige dær! Se selv! OLE LUK lusker tilbage på sin plads, da VILHELM KAJETRÆK ser på ham. VILHELM KAJETRÆK  Villiam Sigfred Emanuel Jørgensen... VOLLE  Hold da kaje, hedder du Emanuel...? LYSE-VILLIAM  Jaja...! VOLLE  Er'et ikke én af de små profeter? VILHELM KAJETRÆK  Volle! Du ryger en tur i skabet, hvis a' du ikke sitter ned og holder kaje nu! Der bliver faktisk stille. Utroligt. VILHELM KAJETRÆK  Knud Erik Godtfredsen...? KNUD  Jo. VILHELM KAJETRÆK  Og din storebror er her jo. Ikke, Volle? KNUD  Lillebror... VILHELM KAJETRÆK  Det' måske kun i kæften, han er stor? Sigvard Christensen? KRINGLEN  Jo. VILHELM KAJETRÆK  Frederik Jens Christian Mogensen...?  ANTON  Ka' du komme frem for ponypperne, Snottegøj?  SNOTTEGØJEN  Javen. VILHELM KAJETRÆK  Og Anton Knudsen fik vi osse? ANTON  Hér. (fortæller) Han grev mig nede i Oehlenschlagersgade, men trak mig med helt over i Saxogade, før a' han anholdt mig. Han havde ikke lyst å stave til Oehlenschlagersgade i rapporten! VILHELM KAJETRÆK  Over til de andre... Det kommer han. VILHELM KAJETRÆK  Det er vist så hele rosset. Næh, minsandten, Harald... Kom lige herop, Harald... Det der bræk, hos Evaldsen i Saxogade, Harald... HARALD  Jo. VILHELM KAJETRÆK  Dær nolede I ikke bare... (læser i rapporten) Forhold nummer 68: Urtekræmmer Sigurd Evaldsen og Søn. Diverse håndværktøj. Og ved besigtigelse fandtes pengeskuffen fyldt med frisk afføring. Kender du nå'd til det? HARALD  Jamen, det var... (hurtigt blik til de andre) Kringlen... VILHELM KAJETRÆK  Kringlen, er det Sigvard? ANTON (fortæller)  Han havde våren i bagerlære, i hal'anden time...! VILHELM KAJETRÆK  Jamen hvorfor? Hva'? VOLLE  Kassen var jo tom! Der var ikke en skid i skuffen! Bænkelatter. VILHELM KAJETRÆK  Og dengang med garvermester Blom, hans udstillingsvindue, der manglede fire par gedeskindsstøvler. Hvor gjorde I af dem, Harald? HARALD  D'ved jeg ikke... VILHELM KAJETRÆK  Gu' ved du'et. Har I solgt dem? HARALD  Næh, ikke så'n... VILHELM KAJETRÆK  Vi får det jo ud af dig alliveller. HARALD  Det var... Altså, de var til damer, damestøvler. VILHELM KAJETRÆK  Mm? HARALD  Det var pigerne. VILHELM KAJETRÆK  Hvem, "pigerne"? HARALD  Jo, altså, Jette... og Bine... VILHELM KAJETRÆK (til en KONSTABEL)  De sitter derude. KONSTABLEN går ud og henter tøserne. VOLLE  Harald, du' et gedigent røvhul...! Det var en aftale...! HARALD  Jamen... VOLLE  Heksene sku' holdes udenfor! Det var en aftale! ANTON  Skvaddermås! (fortæller) Det var faktisk en aftale! VOLLE  Jeg flækker dig i to lige store halvdele, mand...!  HARALD  Jamen, han sagde jo...! KONSTABLEN kommer ind med de slukørede tøser JETTE og BINE. VILHELM KAJETRÆK  Nå, der har vi støvlerne...? Pigerne nikker, flæber. VILHELM KAJETRÆK  Ja, men så afleverer vi. Pigerne trækker de nu derangerede skindstøvler af. VOLLE  Altid skal de vande høns! ANTON  Jeg vidst'et...! VOLLE  De du'r sgu ikke te' å' være med, så! Hva' vil I osse med de duebørn, drenge? Hvorfor plukker I jer ikke nogle orn'lige suppehøns? Se nu til Anton, hinner Balletten, hun har forstået, hva'et rør' sig om! ANTON  Ja, og så ved hun, hvor'en sitter! VOLLE  Hun kan ernære sig selv! Og holde Anton i tøjet! VILHELM KAJETRÆK  Hold så kaje derhenne! I kan godt standse pumperne, piger, I slipper velsagtens med en advarsel. Og drengene kan få deres dom torsdag næste uge. Klokken fjorten! Pil så hjem med jer. Og hold jer i skindet, denne gang! Opbrud. Larm. VOLLE (går hen til HARALD)  Er der noget, jeg ikke brød's mig om, så er'et én a' der snakker. Vi havde en aftale... HARALD  Du hørte jo selv kajetrækkeren... VOLLE  Kæften går jo på dig som en hønserøv i tyndskid. Selv Knud holder bedre tæt. HARALD vil kante sig forbi VOLLE. VOLLE  Jeg syn's bare jeg ville sige det: jeg brød's mig ikke om folk, a' der snakker. KNUD kommer hen til HARALD, slår ham glad i ryggen og griner. KNUD  Kom...! KNUD og HARALD løber ud, kammerater. VOLLE ser efter dem, tænder en smøg. EN OPGANG HARALD vifter hurtigt KNUD af, går ind og i en opgang (?) og står ved foden af trappen. BINE kommer ned i rask trav - med en affaldsspand (zink). BINE  Hold op, der var jeg nær ble'en bange. Jeg så dig slet ikke. HARALD  Nånej... BINE  Hva' laver du? HARALD  Ikke nå'd... BINE  Ja, det' da ikke hær, du bor, så meget ve' jeg. Du bor nede i Saxogade, ikke? (Pause) Var der nå'd, a' du ville? HARALD  Næh. Joh... BINE  Nå? HARALD  Joh... BINE  Du vil måske bare fri til mig?  HARALD  Nej, ikke på den måde. Altså... Det var det med støvlerne... BINE (Pause)  Det gør da ikke nå'd... HARALD  De havde jo fundet ud a'et alliveller... BINE  Joh... Det gør ikke nå'd... HARALD (på retræte)  Nå, men så... BINE (hurtigt)  Sku' du ikke...? HARALD  Hva'...? BINE  Sagde du ikke lige, du vi' fri til mig...? HARALD  Det var da dig... BINE  Du ku' godt ta' å kysse mig... HARALD  Nåjo, men... BINE  For støvlerne... Så sla'r vi en streg over'et...  Han fugter læberne, kommer nærmere, ved ikke rigtigt hvor og hvordan der kan holdes på sådan en kvindelighed. BINE  Jeg bider ikke... Men der kysses. Ih, hvor der kysses! BINE  Hva' er der? HARALD  Hva'? BINE  Du lukker ikke øjnene... HARALD  Det gør du da heller ikke...! Igen. Der krammes. De er ved at vælte ind over det gamle skrammel i opgangen. BINE  Kom, hurtigt, inden der kommer nogen! Hun trækker ham ind under trappen. De hjælpes ad med at få hendes skørter op, og de hvide underbenklæder af, og i halvmørket dyrker de så de gratis glæder uden andre end de lyde, der uvilkårligt kommer, når man skal klamre sig til skramlet for at holde balancen. BINE (stakåndet)  Nu trækker du'en ud inden, ikke? Det er slet ikke nemt for arme HARALD. Døren til opgangen går op og lyset falder ind over de hvide baller. VICEVÆRTEN kommer ind, tung og besværet, med kost til trappefejning, opdager straks de to. VICEVÆRTEN  Hva' saten...? HARALD og BINE springer for livet. VICEVÆRTEN står lidt stille i rummet, nærmest vejrende. VICEVÆRTEN  Satens krapyl! Han får øje på BINEs underbukser, der lyser hvidt på gulvet, samler dem op, snuser til dem og stopper dem så i lommen. Åbner døren ud mod gården. NOGLE UNGER  Hr. Diderik, hr. Diderik, han er en rigtig skiderik...! VICEVÆRTEN  Satens krapyl, jeg skal gi' jer! Han pisker ud efter dem, kosteskaftet højt løftet. ENKEMADAM KNUDSENS LEJLIGHED ANTON kommer hjem, hans mor står fortvivlet midt i den endog meget sparsomt møblerede stue. Han finder en humpel brød og begynder at gnave. ENKEMADAM KNUDSEN (efter ham)  Hvor er den henne, kommoden? Anton! Og de jutes gardiner? Anton... ANTON  Du får'et jo igen...! ENKEMADAM KNUDSEN  Anton, et orn'ligt hjem er grunden for en go' karakter, ikke, hvo'n bli'r der nogensinde noget a' dig, hvis ikke du har et orn'ligt hjem at komme fra? Hvafor tror du jeg går ud og vasker alle de guller? ANTON  Å hva' med dine egne guller, "enkemadam Knudsen"? ENKEMADAM KNUDSEN  Anton... ANTON  Du er ikke mere enkemadam end min bare! ENKEMADAM KNUDSEN  Anton...! ANTON  I var sguda aldrig gift, dig og Donner! Han sidder nede på "Ruder Knægt" hver evige dag. ENKEMADAM KNUDSEN  Nu holder du, Anton Knudsen! ANTON  Du fik en horeunge, ikke, og det var ikke fint. Så pluds'lig blev du både enke og madam! ENKEMADAM KNUDSEN  Hvor er min kommode? Har du solgt'en? ANTON  Nejnej! Den er nede hos jøden for en stund... ENKEMADAM KNUDSEN  Jamen, hvorfor? ANTON (gør pengegestus med højre hånds fingre) ENKEMADAM KNUDSEN  Jamen, jeg har ikke mer'! ANTON  Men jeg har gamle Isak, ikke? ENKEMADAM KNUDSEN  Men kommoden...! ANTON  Klap så brødskuffen i! Hær er sedlen! Og jeg har stillet dit lort i en kasse derinde! ENKEMADAM KNUDSEN  Det er osse hinner, du bruger dine penge på! ANTON  A' hvabeha'r?! ENKEMADAM KNUDSEN  Bolette... ANTON (griber hende hårdt)  Hvor kender du hinner fra? ENKEMADAM KNUDSEN  Slip mig! Jeg så'et her forleden, dær på din arm! (Skubber hans ærme op og afslører tatoveringen af et hjerte og smukt svunget tekst) "Bolette, din for ævigt"! ANTON  Så du går å' lurer på mig...? ENKEMADAM KNUDSEN  Hun er ikke nå'd, Anton, hun er ikke en å' gifte sig med. ANTON  Gifte mig?! Så svimmel er jeg heller ikke! ENKEMADAM KNUDSEN  Jamen, hjertet...? ANTON  Det var sguda bare for å glæde hinner. Hun er altid så jaloux, og så blev hun jo så fuld af rørelse, at hun gik ud å' købe mig en jakke! ENKEMADAM KNUDSEN  Men hvor har hun penge fra? Hva', Anton? ANTON  Dem tjener hun selv! ENKEMADAM KNUDSEN  Jeg vidst'et! Hun er et offentligt fruentimmer! ANTON (Langer ud efter hende)  Fordrukne so! Pas din egen næringsvej! ENKEMADAM KNUDSEN  Min søn er ble'en luderkarl! Åhgud! At det sku' komme over mig...! ANTON  Så rækker'et! ENKEMADAM KNUDSEN er på retræten, ANTON i offensiven. Det går hårdt ud over det i forvejen sparsomme møblement. Det er futilt at skrive replikker til, men ENKEMADAMMEN veksler mellem bønfaldelser og det gentagne: Luderkarl!, mens ANTON kender større sproglig variation; sproget er forunderligt fuldt af skældsord mod kvinder... FAMILIEN HALVORSENS LEJLIGHED Nobelt, men fattigt. Disciplineret. Det er FRU HALVORSENs hånd, der ses. Familien HALVORSEN (minus HARALD) sidder ved middagsbordet. HARALD kommer ind, snupper en skive rugbrød med den ene hånd og skal til at tage én med den anden. FRU HALVORSEN (smækker ham over hånden så han taber skive nr. 2)  Den er til de små. HARALD  Én sølle skive? FRU HALVORSEN  Du kan komme til tiden. Hvor har du våren? HALVORSEN  Der er de igen...! FRU HALVORSEN  Hvad går du og gør? Harald! HALVORSEN går langsomt, men målbevidst hen til hullet i tapetet ved siden af kakkelovnen. Han graver med neglene i den løse puds. FRU HALVORSEN  Åh, jeg sku' osse ha' lavet det hul for længst... HALVORSEN (blidt)  De er der igen! FRU HALVORSEN  Hvem? HALVORSEN børster de små dyr af sig, korte tavse bevægelser. MERETE  Far, hvad er'et? HALVORSEN  Det er dem igen...! MERETE  Hvem, hvem?! FRU HALVORSEN  Hvad er'et med dig? MERETE  Han har drukken igen! FRU HALVORSEN  Hvafor kan du heller ikke holde dig fra ham Donner! HALVORSEN småløber tilbage til bordet, griber den store brødkniv og går lurende hen mod hullet i væggen, hakker og stikker så pludselig, så puds og halm fyger. MERETE går hen og vil tage ham om skulderen, han snurrer rundt og ser bedrøvet på hende med kniven foran sig. HALVORSEN  De bider jo, hvordan skal jeg få'em væk? Han skraber "dem" af sig, med faretruende bevægelser med kniven. FRU HALVORSEN  Merete! De små! MERETE genner de to små hen i en krog, dækker dem med sin krop. MERETE  Harald! Få fat på no'n! FRU HALVORSEN taler beroligende til manden, som mere og mere desperat forsøger at befri sig for "dem". HARALD styrter ud og kommer hurtigt tilbage med VILHELM KAJETRÆK. VILHELM KAJETRÆK  Nå, Halvorsen! Hvem er'et så, a' der vil Dem til livs? HALVORSEN  De her! De sorte! VILHELM  Hvem er sorte? Halvorsen! HALVORSEN  Dyrene, De kan vel se'em selv! De bider! VILHELM  Og hvor kommer de så fra, de dær dyr? HALVORSEN  Dær! De kommer ud af hullet! Dær ve' ovnen! VILHELM  Så gi' mig kniven, Halvorsen, jeg har tavet på den slags, det lærer vi i styrken! De skal se, det er nok skorstenen, a' de kommer fra... HALVORSEN rækker ham tøvende kniven, VILHELM går hen til væggen og spidder kniven ind i træværket. VILHELM  Så! Der fik vi'em! Kom selv og se! Det var fra skorstenen... HALVORSEN kommer kun et skridt nærmere, før han aner uråd. VILHELM overmander ham uden modstand, får ham lagt i håndjern i et snuptag. VILHELM  Sådan, så stikker han ikke nogen. Det er snavs med ham, fru Halvorsen. Det er den store dille. MERETE  Det er spritten. VILHELM  Jeg havde en onkel, han fik den lille engang. Han endte op i en gummistue på den lukkede. Det er snavs med ham. FRU HALVORSEN  Jeg har sagt'et til ham, så mange gange, jeg har sagt'et! Det er når a' han ikke har nå'd på Kvægtorvet, så går'en galt... VILHELM  Donner er heller ikke orn'ligt selskab for en mand med familie...  MERETE har vovet sig hen til den jernbelagte far, der ligger med ansigtet ned i gulvet. MERETE  Åhgud! Han er død! Jeg tror han er død! VILHELM, HARALD og FRU HALVORSEN styrter til og får ham vendt. Han er død. FRU HALVORSEN  Åhgud i himlen! Herre Jesus! Det var det eneste, der manglede! Du er, ved den Almægtige i sin himmel, ikke meget bevendt, når du drikker! Og nu dør du bare! Din usselryg! Som om det ku' tjene til noget! Hvad vil du, vi skal stille op? Du dør bare! Og så kan vi sitte hær...! Hun banker og sparker løs på den døde mand, VILHELM må trække hende væk og holde hende til hun bliver rolig. EN KONSTABEL kommer til og hjælper VILHELM med at bære den døde og behørigt tildækkede HALVORSEN ud af lejligheden. MERETE trøster sin mor, HARALD tripper og vil gerne gå. Han gumler på sin rugbrødsmad - ejendommeligt upåvirket. UNDER EN GADELYGTE VOLLE står lidt blasert og piller ved JETTE, som ser gudshengivent op til ham, da ANTON kommer forbi. De hilser gensidigt med en finger til kasketten. VOLLE (kalder efter ham)  Går du ikke med på "Ruder Knægt"? Jeg gi'r... ANTON  Og hvor har du mønt fra? VOLLE  Knud "fandt" fire kroner et sted, han går med mælk. ANTON (foragteligt)  Fire kroner! VOLLE (grin)  Mens a' far her lænsede stadsstuen...!  VOLLE trækker en sølv-potageske frem af jakken. ANTON  Å rend mig...! VOLLE  Den kan vel gi' en daler nede hos Isak. ANTON  Hold du dig til Jette dær... VOLLE  Det gider man jo ikke hele tiden. Vil du låne? ANTON  Jeg har... VOLLE  Hun er ellers flink. ANTON vinker ham af. Parallelt: En BORGERFAMILIE, på vej hjem fra skovtur, passerer scenen. De kæmper for at opretholde facaden - men far er fuld, ungerne er urimelige og mor er træt og sur. VOLLE  Husk i aften...! ANTON (fortæller)  Det var i aften, det sku' stå. Det helt store! BOLETTES LEJLIGHED Den étværelses lejlighed er nok ikke så slem som et luderboudoir er i fantasien hos de fleste af os. Den bruges osse til beboelse og den gavmilde BOLETTE beholder jo ikke pengene selv. Når lyset blændes op, vælter hun netop JØRGEN DONNER af sig, rejser sig og går ud af sengen. BOLETTE  Kom igen en anden gang. Så er du ka' hænde osse i bedre form. DONNER  For faen... BOLETTE  Jeg har jo ikke hele aft'nen... Det banker på døren. ANTON er i et kolossalt hopla, han ved godt hvad han skal ind og ha'. DONNER  Jeg har sguda betalt... BOLETTE  Det er altså min forlovede, der kommer, han kommer ud i dag, han laver dig til bankekød... Kom nu ud med dig. DONNER  Din hva'? BOLETTE  Få nu benklæ'rne på, mand... Han er iklædt tidens charmerende undertøj og har heller ikke haft skjorten af. Han fumler sig i bukserne - ANTON banker på igen - BOLETTE giver DONNER jakken over armen og lodser ham ud ad bagdøren. DONNER  Jeg har sguda betalt... BOLETTE  Man køver ikke hele verden for en krone. Kom igen en anden gang. (Råber efter ham) Og luk orn'ligt dernede! For rotterne! Hun styrter hen og åbner døren. BOLETTE  Anton?! Er'et dig, lille G'is? Træder lidt forundret tilbage. ANTON  Sikken tid... (Får øje på hende) Nåda, dada... BOLETTE  Anton! Hun breder armene ud og kaster sig i hans favn. Han er lige ved ikke at turde røre ved stadsen. ANTON  Jamen, sukkertøs... (Holder hende ud fra sig for rigtigt at se) Hva'beha'r? Hvem kan stå for den mundfuld? BOLETTE  Årh, G'is, du ve' da jeg ka' li' dig, ikke? ANTON (Tager fat om de udstillede akkreditiver)  Det kalder jeg servering! Hvorfor tog'et så lang tid? BOLETTE  Det var da en herre. ANTON  Jaja, bare du ikke er mig utro. Så betalte han vel godt? BOLETTE  Du ve', der' ikke nogen der har penge mer'.  ANTON  Hva' så med ham... ministeren? BOLETTE  Sekretær, han er sekretær for ministeren.  ANTON  Nå. BOLETTE  Det er ham, der i virk'ligheden bestemmer, si'r han. Han har ikke været her i denne uge. ANTON  Godt du har mig, så! Han sætter tænderne i stegen. Hun hviner. Han får et godt tag ind om låret på hende og vil bære hende hen i sengen. Hun opdager hans skrammer. BOLETTE  Du bløder! ANTON  Hva'? BOLETTE  Du bløder? Hva' er der sket? ANTON  Det er den satans kælling! BOLETTE  Hvem? ANTON  Min mor, for helved, hvem tror du? Hun er stiktosset. KORFITZEN banker ikke på. Han braser lige ind. KORFITZEN  Hva' saten...?! BOLETTE  Holger?! KORFITZEN  Låser du ikke mer, når du har besøg? ANTON  Hvem er han? BOLETTE  Det' Korfitzen...! ANTON  Sad han ikke på Brasen? KORFITZEN  Eller han betaler måske ikke, ham dær? Det er fanme en køn forlovelse! BOLETTE  Jeg vidste jo ikke...! KORFITZEN griber fat i ANTON, haler ham op fra sengen og langer ham én. Slagsmål, men ANTON er så meget større, at KORFITZEN pludselig griber en stor malmstage at true ANTON med. BOLETTE  Holger, nej! La' vær! Du har da ikke nødig at sla' ham ihjel osse! KORFITZEN fejer hende væk, hun hopper op på ryggen af ANTON for at standse kampen, og det gi'r KORFITZEN muligheden for et øjeblikkeligt overtag: han skubber dem om på sengen, som støjende braser sammen. KORFITZEN forlader skyndsomst arenaen. ANTON tager sig til nakken. BOLETTE  Kom, la' mig, lille G'is. Hvo'n er'et du ser ud! Hun griber en snip af lagnet, spytter på den og begynder at vaske såret på hans nakke. Vi andre ser hans hånd snige sig mellem hendes lår og brede sig ud over rumpen. BOLETTE  Anton...! Ih al'så... ANTON  Mmhm...? BOLETTE  Vent nu lidt...! ANTON  På hva'? BOLETTE  Nej, G'is, jeg vil ikke... jeg kan da ikke... ANTON  Hvad er der, du ikke kan? BOLETTE  Jeg skal da vaskes først. Når det er dig, ikke? Hun kysser ham oh-så-lidenskabeligt. Hastig overblænding til: CIGARFABRIKKEN LUDVIG & CO GØJEN  Ludvig og Co. Ska' vi til å hole cigarer?! VILLIAM  Knud har haft plads her engang. Og i morgen er'et lørdag. KNUD  Så lægger der mindst ti tusind. Til lønninger. OLE  Ti tusind?! KNUD  Mindst. OLE  Det passer fanme ikke. KNUD  Ska' vi vædde? GØJEN  Og hvanår kommer Anton? VILLIAM  Han kommer. GØJEN  Både han og Volle sku' være her nu. Og Harald. VILLIAM  Ta'en nu med ro. De kommer. KNUD  Der er Volle! VOLLE kommer ind. GØJEN  Det var på tide, enners. VOLLE  Vi er jo nogen, der har andet og passe osse. De skal jo krattes lidt i underskoven engang imellem, heksene. VILLIAM  Og så hende Jette...! Jeg troede det var Haralds søster, du gik og bagte på. GØJEN (i et hvin) Det var'et osse! Men hun vinne ikke! ANTON kommer ind. VILLIAM  Det var li'godt...! Har I få'en kat? VOLLE  Det er sguda Baletten, hvar, Anton? Er'et Bolette? ANTON  De kan jo blive vilde, når a' først man kommer i gang. Og det er jo noget andet end at hun er vant til med ham Korfitzen. Hvor er Harald? GØJEN  Han kommer dær... Nå, Harand, har du osse våren ude og få fedtet bøhmanden? HARALD  Hva'? GØJEN  Hvem var'et? Hva'? Var hun god? VILLIAM  Han gik og spurgte efter Bine i eftermiddags... VOLLE  Bine? Er hun så gammel nu? Nåja, ikke dårligt, Harald, du har måske li'frem talent. Bine... interessant, interessant... KNUD  Pengeskabet står på kontoret, lige ud for den store hal. Og vagten bor ovenpå, i tagetagen, de har to værelser. Han skal gå en runde to gange hver nat og kigge... VOLLE  ...men det eneste, han gider glo på, er konens ryg under dynerne. GØJEN  Jamen hvo'n... et pengeskab? VOLLE  Anton har værktøj med. ANTON fremviser en bizar samling af værktøj. GØJEN  Det ka' vi sgu ikke. VOLLE  Kæft. Det vigtigste er a' at vi er orn'lig forberedte. Snottegøj... du står henne ved hjørnet. Og Knud... du står her i porten. Og ikke nå'd med å råbe eller pifte, hvis a' vi skal varskos. Bank på nedløbsrørene. Forstået? Bank på nedløbsrørene. GØJEN  Skidegodt. VOLLE  Og ingen stikker i rend, hvis a' det lyner. Enten lister man lisså stille af, eller osse bli'r man ståendes og la'r som ingenting. OLE  Og holder kaje. VOLLE  Netop. Holde kaje. Om så de la'r jer sidde til at der gror mug på røven af jer, så holder I kaje. Det er stort det her, så: ingen navne. Ingen navne! De trykker tommelfingre i tavshed. VOLLE  Og deroppe, der holder vi osse kaje. Ikke en lyd. Han sover lige ovenpå. Han er en snosket gammel støder, men der er helveds lyt. VILLIAM  Hvem ordner skabet, så? VOLLE  Anton og jeg. Og du og Ole Luk og Harald og Kringlen (peger dem ud) går med for at gi' en hånd til at få skabet ud fra væggen. Vi går ind gennem bunden, Knud si'r kassen står i det nederste rum. KNUD  Garanteret. Jeg har set det flere gange. HARALD (til ANTON)  Den gamle døde sgu... ANTON  Lige nu? HARALD (nikker)  Mens vi spiste. Det var den store dille, sagde de. Pause. De ser på hinanden. Hvad siger man osse i sådden en situation? ANTON  Nå for sæven. Men det var måske meget godt...? For jer, mener jeg...? (Pause) Sku' vi så...? VOLLE  Vi glider. Og: Ikke en lyd. Ikke en lyd under nogen omstændigheder. Og, Harald: bli'r vi nappet, holder vi kaje. Ikke? De går ind i fabrikken, indtager tavse deres positioner. Skabet er tungt ad helvede til, og da det endelig kommer løs af væggen, er VILLIAM ved at komme i klemme. De må småbandende skære hans trøje fri med en foldekniv. ANTON begynder at bearbejde bunden med svingboret, det går trægt. VOLLE overtager. HARALD vandrer rastløst rundt. VOLLE  Hold kæft, skal dét være et bor. Man ku' ikke lave røvhul på en karusselhest med det her... Der tysses. Og der arbejdes videre, med bor og ildrager. Prustes og stønnes. Mens arbejdet pågår, går ENKEMADAM KNUDSEN rastløs rundt i sin lejlighed. Hun mumler for sig selv, smådrikker - vi får lært en del af hendes gemmesteder at kende - og småtuder. Ordner ANTONs tøj med kærlige hænder. PORTEN Nede ved hjørnet kommer to patruljerende betjente forbi KNUD. KONSTABEL ÉT  G'aften. KNUD  G'aften. KONSTABEL ÉT  Og hva' har så den herre for ærinde? KNUD  Ærinde? KONSTABEL ÉT  På denne tid af morg'nen. KNUD  Jeg er ude og lufte hunden. Den skal så tit om natten. KONSTABEL TO  Hvaffor'n hund? KNUD  Nå for dælen... Den er nok gå'en om bag en busk, den er genert af sig.  KONSTABEL TO  Der er vist ugler i mosen... KNUD  Næh, det er en hund... (han demonstrerer højden) KONSTABEL ÉT  Du må hel're komme med os, unge mand... KNUD banker hurtigt og larmende på nedløbsrøret. KONSTABEL TO  Og hva' skal det til for? KNUD  Det var bare til hunden... KONSTABEL ÉT  Der er sgu noget. Der er lys oppe i kontoret...! Dær. KNUD begynder at snøfte. KONSTABEL TO  Hva', flæber du, knægt? Står en stor knægt ikke dær og flæber. Tror du ikke, du sku' holde dig fra den slags, så? Der piftes i den ordensmagtlige fløjte, hele SLÆNGET studser, ser op, under flugten løber de durk i favnen på KONSTABLERNE. Amatører... Kun HARALD forsøger ikke at stikke af, men gemmer sig. Hele flokken bliver grebet, minus ANTON som gesvindt piler hjemad. Under inspektion af kontoret undersøges alt, undtagen HARALDs gemmested. ENKEMADAM KNUDSENS LEJLIGHED ANTON kommer styrtende ind. ANTON  Du si'r ikke, jeg er her. ENKEMADAM KNUDSEN  Åhnej... ANTON  Ikke'n lyd...! ENKEMADAM KNUDSEN  Det var dét, jeg frygted'! Allermest! ANTON  Du holder kæft, du holder bare kæft. Hvis nogen spø'r, så har jeg ikke været hjemme... hele ugen. Det banker myndigt på døren. Ordensmagten. ENKEMADAM KNUDSEN  Åhgud. Er'et kommen så vidt? Hér, gem dig. Hurtigt! ANTON gemmer sig. ENKEMADAM KNUDSEN lukker frygtsomt op. VILHELM  G'aften, madam Knudsen. Er han nået hjem? ENKEMADAM KNUDSEN  Hvem? Hva' er'et, De vil?  VILHELM  Det er Anton. Er han hjemme? ENKEMADAM KNUDSEN  Neeej. Jeg har ikke... jeg har ikke set ham siden tirsdag. Hele ugen. VILHELM  Må vi lige træde indenfor en gang? ENKEMADAM KNUDSEN  Nej! Hvafor det? Han er jo ikke hjemme... VILHELM  Så, madam Knudsen...! Det er jo ikke første gang. ORDENSMAGTENs to hærdebrede håndhævere skubber effektivt den spinkle enkemadam til side og går ind i lejligheden. ENKEMADAM KNUDSEN stiller sig hen foran gemmestedet. ENKEMADAM KNUDSEN  De kan selv se. Han er her ikke. Jeg har ikke set det mindste til ham hele ugen. VILHELM KAJETRÆK betyder KONSTABLEN med et hovedkast, at han skal se bag ENKEMADAMMEN. KONSTABLEN trænger sig let forbi hende, hun griber fat i hans jakke. ENKEMADAM KNUDSEN  Jamen, han er her ikke, hør da hva' jeg siger! Han er her ikke, her kan man da ikke gemme sig...! KONSTABLEN trækker ANTON ud. Parallelt: HARALD kommer ud af sit gemmested, lusker væk... VILHELM  G'aften, unge Knudsen. Er'et ikke vel trangt? ENKEMADAM KNUDSEN  Han har ikke gjort noget! På ære! Han har været hjemme hele aft'nen! VILHELM  Ja, og nu tog han sig bare en lur under madrassen, som han gør hver evige aften. Vi har en anden skammekrog til ham. Kom så, det' denne vej, Anton. Går'en, så går'en... ANTON (fuldender surt)  ...der'n dag igen i måren... VILHELM  Så min dreng, nu får du lige et par af etatens fine manchetter... ENKEMADAM KNUDSEN  Jamen, han har ikke gjort noget, han er en go' dreng, tro mig, jeg kender ham, hvor ser her dog forfærdeligt ud, det må De altså undskylde, jeg kan ikke være bekendt å' lukke no'en ind, han gør'et aldrig mer, jeg er ellers så orn'lig, det må De tro, kan De ikke la' mig beholde ham, jeg skal nok sørge for han aldrig gør'et mer, jeg skal selv gi' ham en dragt prygl, så han aldrig... Håndjernene klapper. VILHELM  Så er du klar til at gå ud med os... ENKEMADAM KNUDSEN  I kan da ikke ta' min dreng fra mig! Hva' skal jeg stille op uden ham? VILHELM  Vi skal bare snakke med Anton, ikke? Om en cigarfabrik... De går ud. Pludselig skråler ENKEMADAM KNUDSEN efter dem. ENKEMADAM KNUDSEN  Anton! Din halsklud! Ellers forkøler du dig! Skrålet vækker NABOERNE, nysgerrige ansigter. ENKEMADAM KNUDSEN kaster en kulørt, strikket halsklud til ANTON, KONSTABLEN samler den grinende op og binder den om halsen på den indisponerede ANTON. VILHELM  Nej, hvor bli'r du fin, Knudsen. Jeg kommer te' å pudse medaljerne, hvis a' vi ska' følles. EN OFFENTLIG PLADS med bænke ANTON (standser, fortæller)  Harald sku' nok vide a' holde sig fra ordensmagten. Han sov på voldskrænterne ved Nørrevold, men det er dælme koldt i april, og nætterne, de er lange, når a' man ved, man ikke skal i seng. Man kan tælle butikkerne på den ene side af Strøget og så på tilbagevejen kan man tælle dem på den anden side. Og man kan sagtens nå en ekstra tur for a' se om man nu har talt rigtigt. Sommetider kan man luske sig til en skraber på en af bænkene inde ved hesten på Kongens Nytorv. Men når ordensmagten spø'r, så skal man holde fast ved at man har sin seng, for en seng det skal man ha', hvis ikke a' man vil mæ' i brummen. KONSTABLERNE fører ANTON ud. Aften. En lygtetænder kommer ind og tænder gaslygten. En flok BUMSER, stritskæggede og fuselholdige, har indtaget et hjørne af scenen. Mellem sig har de GAMLE MARIE. En trepægleflaske med snaps går rundt, men undgår MARIE. Der er en sær godmodighed over de grove ansigter og replikker. MARIE  Kraft æde og fidele mig! La' mig så! Jeg himmelfryser! Stik mig den flaske! FØRSTE BUMS  Ja, hvor ve' du ha'en? Sjofel latter - selvom det ikke er morsomt. MARIE  Kom så hit mæ' den snaps! I er eddermame... Hun flår flasken til sig og drikker forsvarligt af den. ANDEN BUMS  Jeg fryser kraftme osse! Mine fingre er som is! Lad mig lige få lidt varme...  Han jager begge hænder op mellem lårene på MARIE, der gi'r et vræl fra sig og sprutter snaps ud over hele flokken. MARIE  For hele det hule, din fattigpik, tror du det er en offentlig varmestue, jeg har...! Sjofel latter. Skideskægt. FØRSTE BUMS  Det er vel ikke meget galt, når det halve af byen har våren der! MARIE  Ja, på nær dig selv, det har du alle tider våren for slatten til... FØRSTE BUMS  Og du er sgu ble'en for udblokket en kalosje til a' hel' almindlig' værktøj ka' finde rundt i fissen. MARIE  Det ku' komme an på en prøve, hvis her ellers var et orn'ligt mandfolk! Mors hers pariserhjul, det kører godtnok endnu! HARALD er kommet til i udkanten af gruppen. Han skutter sig af kulden. ANDEN BUMS  Hvem i helved er dét? FØRSTE BUMS  Det er vel Maries nye løjser! Flere sjofle grin. MARIE  Ja, I griner. Han er sågu' lige go' med jer, og bedder til, for den sags skyld. Fryser du, dreng?! HARALD  Det er gevaldigt koldt, godt nok. MARIE  Stik ham lidt a' varmedunken! FØRSTE BUMS  Du ka' jo gi' ham en tur i pariserhjulet... så får han vel varmen! MARIE  Du sku' bare vide...! Gi' mig så den flaske! ANDEN BUMS  Det var gevaldigt, så du liver op, hva' Marie... Du ta'r dem snart fra vuggen a'! MARIE  Pas du din egen næringsvej. Jeg kan tale med hvem jeg vil. Og jeg bestemmer selv, hvem a' jeg ta'r med hjem... FØRSTE BUMS (slår hende i bagdelen)  Ja, hvis ellers a' de vil...! MARIE  Ja, du får ikke lov å' rive mig i patterne, om så du tilbød å' ta' mig avet om. FØRSTE BUMS  Det' da faens så du er syrnet i dag, Marie... Hun får fat i flasken og rækker den til HARALD, der drikker. MARIE  Du skal ikke ta' dig a' dem. De har så meget i munden, de har ingen dannelse... FØRSTE BUMS  Og din dannelse, den sidder sgu i kussen, Marie! Så den er stor! MARIE  Kom vi går, hva' hedder du forresten...? HARALD  Harald... FØRSTE BUMS  Pas nu på, han ikke bli'r suget helt ind, når du spreder lårene! MARIE  Ikke om jeg vi' røre ved de folk med en ildtang! Kom du med. Hun trækker ham med sig. BUMSERNE råber (måske) lidt flere udtrådte sjofelheder efter dem, men koncentrerer sig så om flasken. MARIE  Jeg tænkte bare, a' om du måske ha'de glemt din portnøgle, så... så bor jeg omme i Absalonsgade, med egen indgang.  HARALD  Jeg ve' ikke rigtig... MARIE  Du ser jo nærmer ud som om, det ku' være no'n tid siden, du havde set en rigtig seng... HARALD  Joh... MARIE  Så kom du mæ'... HARALD (nølende)  En seng er vel en seng... MARIE  Og min, den er i aller fald varm. (Gnubber lidt varme i hans ryg) Og jeg har en hal'flaske stukken tilside... (finder flasken frem af pjalterne) Ikke fordi, jeg er en orn'lig pige. Du må ikke tro. Jeg ta'r jo ikke hvemsomhelst mæ' hjem. Men jeg kan da se, du er orn'lig. Rejæl. Her, vil du ikke ha' en tår? Hun har taget en slurk. Tørrer sig over munden med bagsiden af hånden. MARIE  Egn'lig ku' jeg ha' sittet i Amaliegade, ikke? Fem værelser, man troede jo, man havde giftet sig med en dannet mand, er du sulten osse? HARALD tøver med svaret, MARIE begynder at skære skiver af en rugbrødshumpel, hun holder ind mod brystet, mens hun ufortrødent snakker videre. MARIE  Men næ, du, de fine er de værste. Ham hær havde Vorherre sågu' snydt mig med. Han drak sig fra sit go'e embede, og så, for a' det ikke sku' være løgn osse, så løj han mig på, at jeg sku' ha' bedreven hor; men det var for a' han ku' blive mig og ungen kvit, så han ku' gifte sig til en gård i Jylland.  Ungen lod han mig beholde, åh, hun var så smuk, en Guds engel var hun, og begavet. Jeg ville jo ha' holdt hinner til bøgerne og komme i latinskolen, men Vorherre havde andre planer mæ' mig. Jeg var ung, det er s'mænd ikke så mange år siden endnu, man havde jo hang til at more sig, ikke, det har jo unge mennesker.  Så tøsen var til besvær en gang imellem, ja ikke rigtigt besvær, men det ku' jo volde én besvær å' blive forlovet, når a' mandfolkene så, man havde så'n en lille én tullende rundt i stuen. Men så var der en rektor, som a' der tilbød a' ta' pigebarnet. Og jeg slog til. Med navns underskrift og alting, og til gengæld fik jeg så et beløb i fire afdrag, månedligt.  Men hvis a' du vidste, hvor jeg har fortrudt de judaspenge, hvor a' jeg har angret. Men da var'et jo for sent. Tøsen havde jo få'en frøkennykker og ville ikke kendes ve' sin kødelige mor.  Forresten så tillod rektorens heller ikke, at vi sås. Det var en del af aftalen, så han råbte op om a' jeg havde skreven under på'et. Hver gang, a' jeg kom, så fik jeg så gå ad bagtrappen, og sitte i køkkenet... Og aldrig var hun hjemme, tøsen, nænej... og jeg ku' lisså tydeligt høre hinner klimpre på klaveret inde i stuen.  Men så en dag, dær - ja, jeg havde vel så en lille streg på - men jeg gik ad hovedtrappen, gjorde jeg, og da de ikke ville lukke mig ind, så sparkede jeg på døren, ja, jeg sparkede sågu' en fyldning ind. For Gud straffe mig, om jeg ville gå, før jeg fik tøsen mæ'. Men rektorens fik hentet politiet, og så kom jeg på stationen, og så fik jeg et tilhold, hedder'et, om ikke at opsøge tøsen, mit eget kød og blod. Men, forstår du, det skete jo alli'vel, ikke, når a' så'n jeg blev lidt svirendes, at jeg gik derhen. Men det kostede vand og brød hver gang. MARIE har drukket flittigt af den lille flaske, og de har begge spist af brødet, selvom det var hårdt at tygge i. MARIE begynder at falde hen i træthed og brandert. Stemmen bliver tøvende, pauserne længere og mindre fornuftige. MARIE  Men, altså, ikke, et barn som a' man har følt vokse under ens hjerte, og så vil det... ikke kendes ved én, ikke, det kan godt få'et til å'... altså, når det ikke vil kendes ved én, ikke, så krymper det i brystet. Krymper. Mer end nogen sku' tro. Og så er'et ikke engang det hele. Nænej. Hvis a' du vidste, hvad jeg har oplevet... Jeg siger ikke noget, men jeg har prøvet meget. Du tror du mig nok ikke på'et, men jeg har våren på både tvangshus og ladegård. Om det så er horehus, har jeg osse prøvet det... Endelig falder hun i søvn. Snorker uskønt. HARALD prøver at skubbe sig til rette, men kan ikke sove. Han sniger sig væk. ENKEMADAM KNUDSENS LEJLIGHED ANTON leder en af enkemadammens flasker frem fra dens skjulested, tager en slurk, skærer ansigt - den er ram! - og lægger sig så på chaiselong'en for at sove. Det banker sagte på døren. ANTON sætter sig op, lurer, venter. Det banker igen, en anelse kraftigere. ANTON går hen til døren, forsøger at lytte igennem den. ANTON  Hvem er'et? BINE  Mig, Bine. ANTON lirker døren op, konstaterer, det kun er hende og lukker hende ind. ANTON  Én kan aldrig være for forsigtig. Vi har jo ikke fået vores dom endnu. BINE  Nånej. Pause. ANTON  Hva' skylder man æren? Han sætter sig på chaiselong'en igen, kigger ugenert op og ned ad hende. BINE  Det var... Harald... ANTON  Hva' ham? BINE  Ja, om han var her. ANTON (Gestus - han er der ikke, se selv)  Hva' så? BINE  Ikkenå'd. Bare om du ka' hænde vidste, hvor han var? ANTON  Det gør jeg... ka' hænde. Javer det så'n? BINE  D'ved jeg ikke. Det er bare... Jeg har ikke hørt fra ham siden... siden dengang mæ' fabrikken. ANTON  Vend dig lige om. BINE  Hvar? ANTON  Vend dig lige om, sa' jeg. Og hun gør det, gudhjælpemig. BINE  Hva' er der? ANTON  Jeg sku' bare lige se...  BINE  Hva'? ANTON  Om din bagdel var lisså rund som din fordel. BINE  Du er ikke så lidt fræk...! Hun står lige foran ham. Han begynder at skubbe hendes skørter op ad benene. BINE  Lad nu vær. Hans hænder standser. ANTON  Syn's du? BINE  Du er ellers ikke så lidt fræk. Hun trækker selv skørterne mere op og sætter sig overskrævs på ham. Mens han fumler med knapper og klæ'r, og til sidst får hende lempet ned på chaiselong'en ved siden af sig, snakker hun ganske uforstyrret. BINE  Harald og jeg er jo ikke så'n rigtigt forlovet, men det er jo alliveller ham jeg går mæ', ikke? Og så forleden, det var i forgårs, ikke, da mødte jeg Volle, og det var så underligt, for han sagde bare, nu ville han ligge med mig, og så turde jeg ikke sige nej. Jeg ved godt, han osse har ligget med Jette, og så med hinner Stine, som a' der fik en unge i foråret, og som kom til Jylland, ovre ved Herning, dær hvor a' jeg kommer fra. Det er nå'd mæ' hans øjne, Volles al'så, så man ikke får sig te' å' sige nej. Harald er osse lidt bange for ham, si'r han. Men jeg tænkte, at bagefter ville jeg jo være frygtelig flov, ikke, fordi nu jeg går mæ' Harald, sådden, men det var jeg ikke. Det var som om det slet ikke var sket. (Pause) Å, Anton! Å, hvafor bli'r han osse bare væk? ANTON (Blidt)  Hold nu kaje, bare et øjeblik, Binepige, ikke? BINE (Sætter sig brat op)  Engang jeg var ovre ve' min morfar, det var min mormors begravelse, der var vi helt ude ved havet, Vesterhavet. Og så om morgenen, der gik vandet næsten helt op ved klitterne, men om eftermiddagen, efter begravelsen, der var stranden ble'en kæmpebred. Det var tidevandet, sa' min morfar, han var præst, det var månen a' der trak i vandet. Og når man tænker på, hvor stærke bølgerne er... (Ser på ANTON) Det er næsten lissom at trække vejret, ik', man kan ikke la' vær... ANTON rækker en hånd op og rører ved hendes ansigt. HALVORSENS LEJLIGHED VILHELM KAJETRÆK med et MAGISTRATSBUD og to MÆND fra fattigvæsnet er ved at rydde lejligheden efter FRU HALVORSENs død. Hun ligger i sengen/på sofaen, med en lille blomst på brystet. MERETE græder tavst og trøster sine mindre søskende, MÆNDENE stabler møblerne henne ved døren ud. MAGISTRATSBUDET  Var der ikke fire unger? VILHELM  Jo. Merete dær og de to små... og Harald. HARALD dukker op, går sporenstrengs hen til MERETE og de to SMÅSØSKENDE. MERETE  Harald?! HARALD  Ole Luk fortalte det, jeg mødte ham nede i gasværkshavnen. (De omfavner hinanden. De to små klynger sig til MERETE) Har du våren helt alene me'et? MERETE  Jo... HARALD  Din stakkel... MERETE  Jeg aned' jo ikke, hvor a' du var, Harald, jeg har tænkt så meget på dig... VILHELM  Der er han sgu, knægten! MAGISTRATSBUDET  Er det bemeldte Harald? VILHELM  Gu' er'et. Ham har vi søgt længe. Denne gang får du ikke lov å smutte, Harald! MERETE  Må han sige farvel til sin mor først, kanske? Eller er dét osse ble'en forbudt? VILHELM  Små slav, dame. Men du følger med, Harald. A' du ve'et. MERETE  Harald har ikke gjort noget! VILHELM  Nånå... Og cigarfabrikken? MERETE  Cigarfabrikken?! VILHELM  Vi ved, a' han var der. HARALD  Og hvem sku' ha' fortalt det? VILHELM  Det husker jeg ikke så nøje... HARALD  Var'et Ole Luk? VILHELM  Ham med klappen? Nej, det tror jeg ikke... Hvad sku' det osse betyde? HARALD  Så'r'et Villiam. VILHELM  Villiam? Er'et ham den lyse? HARALD  Han har aldrig ku' holde en aftale. VILHELM  I er jo nogen i det ros, der svarer pænt, når a' vi spø'r jer, ikke Harald? HARALD dukker sig, holder om MERETE. MAGISTRATSBUDET  Vil det sige, politiet ta'r sig af knægten? VILHELM  Foreløbig. MAGISTRATSBUDET  Og de to små ta'r jeg med. Til stiftelsen. MERETE  Stiftelsen?! MAGISTRATSBUDET  Sankt Johannes Stiftelse. De får det godt. Det er et godt og kristeligt sted, hvor de vil få en god og kristelig opdragelse. HARALD  Ja, den kender vi. VILHELM  Så...! MAGISTRATSBUDET  Og den unge dame, er De forsørget? MERETE  Jeg klarer mig. MAGISTRATSBUDET  Har De noget sted at være? Er De forsørget?  MERETE  Jeg er forlovet. HARALD (samtidig)  Hun har en plads. Hun er i huset hos en oberst ude på Østerbro. MERETE  Holger Korfitzen. MAGISTRATSBUDET (noterer)  Oberst Holger Korfitzen. MERETE  Nej, det er min forlovede. HARALD  Korfitzen?! MERETE  Han er frisørsvend. Ja, altså, lige nu... HARALD  Du har sguda ikke forloven dig med Korfitzen? MERETE  Vi skal forloves, si'r han. Kender du ham? HARALD  Anton gør. MERETE  Jeg vil ikke høre noget ondt om ham. Han er et godt menneske, han kan ikke gøre for, han ikke har arbej' lige nu. HARALD  Jamen, for faen Merete, ved du ikke, at han... altså han... MERETE  Folk si'r hinanden så meget på. Holger er et godt menneske. Pause. MAGISTRATSBUDET  Hvad var navnet på den oberst? HOS ORDENSMAGTEN ROSSET er efterhånden samlet et andet sted på scenen. Efterhånden som de "råbes op", træder de frem og modtager fængselsjakke og hue af KONSTABLERNE, hvorefter de ifører sig den. ANTON (fortæller)  Vi fik vores domme, hver og én. For alt det fra før, og så nu cigarfarbrikken. Lyse-Villiam... LYSE-VILLIAM  Villiam Sigfred Emmanuel Jørgensen. Fire måneder på Brasen, for indbrud og brugstyveri. ANTON (fortæller)  Af... en eller anden grund slap Villiam billigt. Volle var forhærdet, sagde de, så han fik ekstra... VOLLE  Ole Anton Godtfredsen. To år på Brasen for gentagne tilfælde af indbrud og brugstyverier. ANTON (fortæller)  Knud... KNUD (flinkt, han er kun lige ved at tude)  Knud Erik Godtfredsen. To års ophold på det kristne ungdomshjem Zionshuset ved Varde. ANTON (fortæller)  Og Snottegøjen... GØJEN  Frederik Jens Kristian Mogensen. Fyrretyve snag med rottingen, fordent på to hinanden efterføngende dage. ANTON (fortæller)  Kringlen... KRINGLEN  Hans Evald Enggård Mortensen. Fyrretyve slag med rottingen... (trækker et stykke papir frem) Men jeg har en erklæring fra vosses læge, a' jeg kan ikke tåle'et. Jeg er svagelig... ANTON (fortæller)  Så han fik den konverteret til 14 dages fængsel på almindelig kost. Og så mig, til tjen'ste, Anton Knudsen. Otte måneder på Brasen - vorherrebevar's... den var lige til Højesteret. VILHELM (langer ud efter ANTON)  Så'r det godt, knægt! ANTON  Men der får man vel bare det samme og lidt til...! (fortæller) Og Harald fik... VILHELM  Harald Halvorsen... HARALD  Femogtyve slag med rottingen, efterfulgt af to års ophold på forbedringshjemmet Zionshuset... VILHELM  Ved Varde. HARALD  Ved Varde. Hvad med pigerne? ANTON (fortæller)  De slap med en advarsel. Og en lille tur på et hjem for forvildede piger. (Med et sideblik til VILHELM) I Køge. VILHELM fører HARALD ind i pryglestuen med den bizarre afstraffelsesbænk (som en opretstående briks med brede læderremme til ankler, håndled og liv), hvor han spændes fast efter at VILHELM har hjulpet ham skjorten af. PROFOSSEN tæller ubønhørligt slagene som de falder. Klaver og trommer spiller melodien fra restauranten. HARALD græder hjerteligt efter de første slag, falder næsten sammen, da de spænder ham fri, vi kan se hvor ondt det gør, da han får skjorten på igen. ANTON (læser af sit brev)  Kære Mor! Jeg vil nu gribe min pen for at lade dig vide, jeg har fået otte måneder på Brasen... ENKEMADAM KNUDSEN  Åhgud! Otte måneder...! (hun læser videre, mens ANTON langsomt folder sit eksemplar af brevet sammen) Men nu skal du ikke være ked af det, for at græde hjælper jo ikke. Men vil du ikke nok komme med min nye kasket, for den jeg har på, kan jeg ikke være bekendt for folk at rejse med. Nu vil jeg slutte mit brev for denne gang. Din elskede søn ANTON  - Anton Knudsen. VILHELM  Ja, så er der afgang! ENKEMADAM KNUDSEN  Der står noget mere... VILHELM standser med ANTON i et fast greb. ANTON (nærmest lidt fortrædeligt)  P.S.: Vil du ikke nok tage noget med at spise og lidt at ryge på... ENKEMADAM KNUDSEN  Det kan du tro, min egen dreng. Rosset har efterhånden fået fængselsjakkerne på og stiller op i geled og bliver lænket sammen med håndjern. ENKEMADAM KNUDSEN kommer styrtende til med en pakke og den nye kasket, får den rakt til ANTON, som imidlertid får sig tingene frataget af en bøs KONSTABEL. VILHELM & KONSTABLERNE  Afgang! Afsted! (Etc.) MERETE er kommet til, ifølge med en moden SOCIALDEMOKRAT. Han giver hende et lille skub fremad for at få hende i gang. MERETE (råber)  Du skal ikke være ked a'et, Harald! Den tid går osse. Jeg sla'r ikke hånden a' dig, ved Gud om jeg gør, vi fattigfolk må holde sammen, skal jeg sige dig, Harald, for fattigfolk kommer altid på tværs af loven, fængslerne er fulde af fattigfolk! Fattigfolk har altid uret! Hun ser tilbage på SOCIALDEMOKRATEN, der nikker mildt anerkendende. Mørke. PAUSE 2. AFDELING UDENFOR EN GADEDØR BINE sidder på en trappe og skræller kartofler. Udenfor høres en gårdsanger, der synger en sørgelig vise om at blive svigtet af sin elskede. BINE lytter, falder hurtigt ind i sangen, gør den færdig samtidig med sine kartofler i zinkspanden. Hun tørrer hænderne i forklædet, går ind med spanden. VÆRTSHUSET "RUDER KNÆGT"  Imens udspiller følgende stumme handling sig: I værtshuset "Ruder Knægt" traver LYSE-VILLIAM rastløst rundt. VILHELM KAJETRÆK kommer ind, går sporenstrengs hen til ham, de snakker lavmælt sammen, VILHELM betaler VILLIAM nogle mønter diskret. VILLIAM ser på beløbet, strækker forurettet hånden frem; VILHELM klapper ham ikke alt for blidt på kinden, forlader hurtigt værtshuset. VILLIAM går op til MOSTER, får serveret en øl fra fad, betaler kontant. Han drikker i hurtige slurke. MOSTERs mine er fuld af foragt. ANTON kommer ind. NB: klædt i sit sædvanlige, lapsede tøj - helt forkellig fra den tilsvarende scene i førsteakten. VILLIAM får øje på ham først og haster ud med kasketten trukket godt ned i panden. ANTON  Hva' sæven...? Da', allesammen... (til MOSTER) Var'et ikke Lyse-Villiam? MOSTER  Hvem? ANTON  A' der gik? MOSTER  Kender jeg ikke noget til... ANTON  Er her overho'det nogen? (Fortæller) Jeg havde fåen has på mine otte måneder. Og det første, jeg så tænkte på, var begriveligvis at drikke mig plakat. Otte måneder uden en dråbe og uden tøser...! Vorherre! Det gi'r jeg ikke tre potter pis for. Ik'en skid vil jeg gi'! Og min den gamle, hun havde for alvor sla'en sig på flasken... ENKEMADAM KNUDSEN (stinkende fuld, kalder fra lejligheden)  Anton... ANTON (fortæller)  Halvtredsøres. Den rene gift. Hun gemte ikke engang flaskerne orn'ligt. ENKEMADAM KNUDSEN  Jeg er da din mor. ANTON  Hold nu kaje, ikke? ENKEMADAM KNUDSEN  Jeg elsker dig, Anton, det ved du. Men jeg drikker ikke, jeg har mine trapper og guller og passe. Herregud, måske en enkelt gang. Hva' så med alle de gange, jeg har lagt dig til køjs? ANTON (går hen mod hende)  Det er dælme noget andet! ENKEMADAM KNUDSEN (Rækker armene frem)  Giv mig et kys, Anton. Du elsker mig jo. Et kys kan du vel unde din gamle mor. ANTON  Hold op, din drukne so, hold da op for helved! Jeg kan ikke klare stanken! Sprutmalene! HARALD kommer ind på "Ruder Knægt", bestiller øl hos MOSTER. ANTON kommer slentrende tilbage til værtshuset... HARALD  For faen! Anton! ANTON  Harald! HARALD  Ssscht! ANTON  Hvar? For faen, Harald...! HARALD Det er Niels, for tiden. Kom, sæt dig ned. Niels Hansen, til tjen'ste. ANTON  Javelja. Men derfor kan vi vel godt få en lille én, hva'? Eller vi skal måske til at sige De og hr. Hansen? HARALD  Narh, det går vel an, dét - blandt jævne men'sker. Det er ellers en længere historie... (svedent grin) Jeg er ble'en et hæderligt men'ske nu... ANTON  Og jeg er dronningen af Saba... HARALD  Jeg går inkassator for en urtekræmmer, Phillipsen... ANTON  I Saxogade? HARALD  Næ, ude på Østerbro. Ham i Saxogade kender mig... De griner. ANTON  Hvo'n får du plads, - Nielsen... HARALD  Hansen... ANTON  Hva', uden skudsmål? HARALD  Jeg sagde da bare, jeg havde tabt'en, a' jeg havde skreven til min far i Ledøje om en ny skudsmålsbog. Jeg sagde, han var hjulma'r! Ska' vi ikke...? (Til MOSTER) Moster! To på flaske! ANTON  Fad til mig. Jeg har ikke... HARALD  Bare rolig...! (Banker sig på lommen) ANTON  Er du ble'en ved muffen? HARALD  Næh, men Phillipsen er jo... Han viser en velspækket tegnebog frem. De griner. MOSTER (surt, idet hun smækker flaskerne i bordet) Otteogtrad've øre! ANTON  A hva'? HARALD  Det er skatten. Der er sket meget, mens at du har sittet. Ølskat, du! MOSTER  Syv kroner tønden. De ved nok, hvo'n de skal skade orn'lige folk i næringen. HARALD  Nå, hva' faen, så længe vi har råd. Her'n halvtredsøre, men så kan du osse stikke os to af de klare. ANTON  Ølskat, er de rigtigt kloge derinde? HARALD  Ja, de drikker'et vel ikke selv. Det er de dyre dråber... ANTON  For faen, mand, det gør sgu godt at se dig. Jeg var ble'en helt nervøs, her var jo ik'et øje. Hvo'n var'et så, derovre? HARALD  Zionshuset? Hellighed og salmesang. Det eneste med lidt fryd var å snyde en af opsynet. Ky'tæskeren, han hed Davissen. Han slog en proper næve. ANTON  Og så stak du? HARALD (nikker)  De kom og hentede Knud. Det var noget med et bræk, lidt skillinger og sølvtøj, en gammel sag. Jeg tror han kom på Brasen. ET ANDET STED... VILHELM KAJETRÆK  Kom nu, lille Knud, det er sguda dig! KNUD (flæber)  Jeg har ikke rørt nogen sølvske! VILHELM KAJETRÆK  Du har jo indrømmet, det var dig med de fire kroner... ("RUDER KNÆGT" fortsat) ANTON (Nikker)  Gøjen mødte ham. HARALD  Men jeg ku' ikke ta'et, jeg ku' ikke. Så jeg... (gestus)... det er en længere historie - den skal skylles ned. De skåler. HARALD  Moster, to til af de skarpe! ANTON  For sæven, mand...! HARALD  Det er urtekræmmer'ns omgang. Han ved jo ikke, a' hvor meget jeg har dreven ind i dag. De små glas kommer, afregnes kontant i mønt af HARALD, i klap på ryggens nedre runding af ANTON. ANTON  Og så stak du? HARALD  Vi arbejdede i marken hele dagen, om det så pissed' ned. Og var der det mindste, fik man stryg. I ét væk. I Vorherres navn. De løste jo helst problemerne med det go'e, kun i yderste nødsfald sku' der gribes til... nåja, skrappere midler. Og så var det jo ikke forstanderens fejl, at alleryderste nødsfald indtraf så tit. (Pause) Med rottingen ble'et i det mindste overstået. Så jeg... (Gestus - 'så stak jeg!'). ANTON  Gamle jas, nu skal vi to, det skal vi, vi skal fanme vise dem. Vi har noget til go'e, vi to. Det var godt, du kom! MERETE kommer ind, noget gravid. MERETE  Harald! Ih Guder... Hvor har du skæmmet dig, dreng! HARALD  Hva' sæven...! Merete! (Han springer op, de omfavner hinanden, han mærker, hun fylder mer end ventet) Merete...? MERETE  Jo. Jamen, det er rigtigt nok. Lad nu vær og se så'n på mig, Harald... Jeg troede jo... HARALD  Er'et ham?  MERETE  Hvem mener du? HARALD  Hvad hedder han, Korfitzen...? ANTON  Korfitzen?! MERETE  Det er Holger, det er'et. Jeg troede jo... ANTON  Altid pis og ballade med ham...! MERETE  Vi sku' jo giftes. Og jeg har endda få'en arbej' på blikvarefabrikken. Men så... Jeg fortalte ham'et, at nu sku' det være, og så... HARALD  Den sjuft...! MERETE  Han var så go'... og ærlig... ANTON  Han er faen, er han, det har han aldrig våren. RETTEN MERETE vender sig om mod DOMMEREN og KORFITZEN, der er kommet ind. DOMMEREN  De er barbersvend? Femogtyve år? KORFITZEN  Ja, Deres Højvelærværdighed. DOMMEREN  Og ledig? KORFITZEN  Jeg har våren. Nu er jeg førstesvend i en salon. Hos L C Nielsen. Ved Gammeltorv. DOMMEREN  Og De er forlovet med sagsøgerinden, bemeldte Merete Halvorsen? KORFITZEN  Forlovet og forlovet... Vi har vel gåe'n lidt sammen. MERETE (viser et lille bundt frem)  Jeg har hans breve her...! DOMMEREN  Erkender De at ha' haft omgang med sagsøgerinden i avlingsperioden? KORFITZEN  Hva'? DOMMEREN  Er De far til det barn, Merete Halvorsen skal føde? KORFITZEN  Nej. Og det har jeg osse skreven til hinner. DOMMEREN  Kan De være far til hendes ufødte barn? KORFITZEN  Nej. Jeg var jo ikke den eneste... Det kan vel være et eller andet værtshusbekendtskab der har... MERETE  Løgn! KORFITZEN  Og så var der ham på værkstedet, Ulriksen, værkføreren, ude fra Vanløse... MERETE  Det er løgn, hver evige tøddel. Der har aldrig våren andre. Det er noget, han lyver mig på, fordi Ulriksen engang har få'en ham afskediget... KORFITZEN  Han var da godt nok efter dig allevegne! MERETE  Der har aldrig været mer imellem os end hvad Gud og mennesker tør vide. Men han er en gift mand, så folk tror nu engang helst det allerværste. DOMMEREN  Merete Halvorsen, De påstår i søgsmålet at ha' haft omgang med barbersvend Holger Korfitzen? Hvornår sku' det ha' fundet sted? MERETE (næsten uhørligt)  Vi havde kendt hinanden et hal'år. DOMMEREN  De må tale noget højere. MERETE (Højere)  Vi havde vel kendt hinanden et hal'år. DOMMEREN  Jamen, hvornår skete det? MERETE  Det var til den sidste balaften i håndværkerforeningen. Rettens medlemmer kigger interesseret på pigebarnet. MERETE  I en pause for musikken. Ude i haven. DOMMEREN  Var der vidner? MERETE  Nejda...! DOMMEREN  Erkender De det, Holger Korfitzen? KORFITZEN  Det passer ikke. Passer overhovedet ikke. MERETE  Han var så go' den gang, så oprigtig. Men så som det begyndte å' ku' ses, begyndte han å' nægte sig hjemme, når jeg kom, og tilsidst nægtede han så det hele. KORFITZEN  Deres Højvelærværdighed må jo forstå, jeg gik med hinner nærmest af medlidenhed, hun var jo så'n et skravl, og mor'en til hinner døde, og så holdt hun jo så grueligt meget af mig... DOMMEREN  De er jo tidligere straffet... KORFITZEN  Skal det lastes mig hér? Jeg lever et hæderligt liv, jeg har endda arbej'... DOMMEREN  Holger Korfitzen, skal retten tro Dem og De gå fri, må jeg forlange, at De hér aflægger Deres saligheds ed, at De ikke har haft legemlig omgang med sagsøgerinden. Er De rede til det? KORFITZEN  Det er jeg vel. Hvafor sku' jeg ikke det? DOMMEREN  Når De således hér aflægger Deres saligheds ed, Holger Korfitzen, skal De vide, at alles hjerter vil tillukke sig for den, der er mærket med en meneders forfærdelige navn. Han står for Guds åsyn, som lod forbandelsen udgå, at den skal komme til déns hus, der sværger falskelig ved hans navn. Medens han er på jorden, vil hans navn være bævende, og hans fod ikke finde hvile. Thi Gud, der ser i det skjulte, betaler i det åbenbare, og hvad et menneske sår, det skal han og høste. Oplyst om dette, vil De, Holger Korfitzen, så sandt hjælpe Dem Gud og Guds hellige ord, hér afsværge, at De i tiden fra den femte maj til den sekstende juni, begge dage inklusive, skulle have haft legemlig omgang med ugifte Merete Halvorsen, som hér står? KORFITZEN (Pause. Med tre oprakte fingre, sagte:)  Ja. HARALD  Jeg flækker skallen på ham. DOMMEREN  Da er De fri for skyld og kan gå. Retten er hævet. UDENFOR RETTEN - etellerandet sted i en mørk gyde... ANTON  Jeg går med... HARALD  Jeg ordner den kop te ganske solo. HARALD griber fat i ærmet på KORFITZEN og trækker ham væk. MERETE  Rør ham ikke! Det uskyldige barn skal lære at forbande ham! (HARALD fejer hende til side) Harald! Hva' nytte er'et til? Folk af hans slau... HARALD (til KORFITZEN)  Nå, så han tør sværge sin saligheds ed, hva'? Betyder hans evighed ikke mere, må vi se om a' han har andre overbevisninger... KORFITZEN  Jeg kan ikke se, hvad den sag vedkommer jer! HARALD  Ikke det! Jeg er ellers hinners bror, og når a' du har gjort hinner beskidt, ka' det vel ikke gå dig for nær at gøre hinner ren igen. KORFITZEN  Jeg har ikke gjort nogen beskidt. MERETE  La' ham rende. Han er'et ikke værd, ikke engang dét... HARALD vil nikke ham en skalle, men KORFITZEN undviger. ANTON griber ham i jakkens revers. ANTON  Ve' du, a hva' man sku' gøre med sådden én som dig? KORFITZEN  Jeg ved da ikke a', a' vi har drukken dus. ANTON  Nej, for hvem vil drikke med dig? Trækker hans slips frem af vestens dække og holder godt fast i det. KORFITZEN  Kan han la' min beklædning være...! ANTON  Nu skal jeg vise ham, hvo'n man ordner paragrafferne for én a' der ikke vil rense et kvindfolk, han har trukken i skidtet. Tager sin kniv hurtigt frem og snapper slipset af lige under knuden. ANTON  Sådden! HARALD  Nu skal jeg osse pynte dig! Du trænger kraft ede og mane og mase mig til å få revet mulen! HARALD smækker KORFITZEN én. Slagsmål. Og KORFITZEN er decideret den lille, det går hårdt ud over ham som bold mellem de to stærkere karle. Det ser ilde ud, da han stikker af til sidst. ANTON og HARALD er svært tilfredse, lattermildt opstemte. HARALD  Man ka' sgu ha' nødig å ta' hånd om retfærdigheden selv... MERETE  Hva' tjener'et til, Harald? Til syvende og sidst skal vi jo klare os selv. Den retfærdige Gud... ANTON  Ham dær din retfærdige Gud, han må ha' for meget at bestille, du. Sommetider må man gi' ham en håndsrækning. HARALD  Ja, det' da iøvrigt sært, han mest straffer dem, der er straffet nok hernede. ANTON  Det er derfor, de der kommer i tugthuset, er så sløje i tøjet. Næh, den retfærdige Gud sitter her... Klapper sig på lommen. ... og derfor har fattigfolk ingen. Grin. ANTON og HARALD slår på næven. MERETE  Harald... (omfavner ham) Det skal jo gå. ANTON og HARALD forlader kry valpladsen. MERETE samler sig sammen og går. ENKEMADAM KNUDSENS LEJLIGHED. ANTON og HARALD ankommer i højt humør til lejligheden. Der vælter nogle flasker, idet de åbner døren. ANTON  Nå for pokker. Nu er hun svirendes igen. Men lad hinner, det er nu hinners lyst. Ham gårdmissonæren var her forleden... HARALD (antyder et gevaldigt fuldskæg)  Clausen?  ANTON  Ja, ham der lavede så'n en rav i'en nede i Knudsgade. Hva' ligner'et osse å flytte missionen ind i kælderen til et horehus! HARALD  Hva' ham? ANTON  Han var her forleden med sit evangelium og sit halleluja. Og han efterlod en hel stak hellige skrifter om spruttens forbandelser (griner) uden å' ane, den gamle ikke kan læse! Så'no'n hellige skavekrukker, de tror sgu altid de er bedre end som vi andre. Og der' ikke nå'd at stille op med madammen. Jeg har prøvet. De er nået hen til døren til lejlighedens andet værelse. ENKEMADAM KNUDSEN ligger spritsovende, fuldt påklædt på sengen. ANTON  Den går sgu ikke, madam Knudsen. Nu skal det arbejdende folk sove. Han rusker lidt i hende. Hun vågner, fniser, savler. ANTON  Kom, vi slæver hinner ud på fifaneseren. Hun mærker alliveller ikke forskel. Og det gør de så, er ved at tabe hende undervejs. Hun giver lyd som skal hun kaste op. ANTON  For helved, du ofrer ikke herinde! Du holder'et i dig! Hun falder i søvn. De to ungersvende går ind i seng. ANTON  Og nu sku' du så lige ha' våren en smækker pigelil, så var der noget ve' å' dele køje. HARALD  Ja, du foretrak vel Bolette for mig. ANTON  Hva' faen, er du jaloux på pakken osse? Go'nat, kammerat. Bedst det er at sove på veludførte gerning. HARALD  Ja, det var go'e tæsk. De skubber sig til rette og falder i søvn. TO KONSTABLER og KORFITZEN kommer op ad trappen. Der bankes kraftigt på. VILHELM  I lovens navn, luk op! ANTON og HARALD sætter sig brat op i sengen, ser på hinanden. ANTON  Satens...! VILHELM  Anton Knudsen, luk nu op! Vi ved du er derinde! HARALD stiger ud af sengen, går hen mod døren. ANTON  Du lukker ham da ikke ind?! HARALD  Nå...? ANTON  Vi er ikke hjemme...! HARALD  Og hva' så med... ? Han gør et hovedkast mod den sovende ENKEMADAM. ANTON  Hinner vågner de ikke, som a' hun har'et. VILHELM  I lovens navn! Luk op! ENKEMADAM KNUDSEN giver sig i søvne, men iøvrigt har ANTON ret. Der begynder til gengæld at komme nysgerrigt liv hos naboerne. Natteklædte folk med overfrakker over samles på trappen for at overvære spektaklet. EN NABO  A' hva' har han gjort? Hvis a' det har noget med ham dær (Korfitzen...) å gøre, så har'et våren vel fortjent.  VILHELM  Anton! Anton Knudsen, nu gi'r du dig, ellers skaffer vi vos adgang! ANTON  For helved, Harald, luk dem hel're ind. Kællingen bli'r stiktosset. Men vi snakker os fra'et, vi gør! HARALD hastigt ud af køjen, hen og ville låse op. HARALD  Hold kaje, der' slet ikke låst...! (Åbner) G'aften, konstabel. Hvad skylder man æren? VILHELM  Nå, logerer du her, så sparer vi en tur. Hvor er Anton? HARALD  Han ligger og snuer. Hva' ellers? VILHELM  Hvor er han? HARALD  I sin egen seng... VILHELM  Så'r det da første gang i lange tider. ANTON dukker op i stuen, spiller komedie som vågnende. ANTON Jamen, er'et ikke ordensmagten i egen høje person? Og hvafor forstyrrer man orn'lige borgere på denne tid? VILHELM  Denne gang er'et alvor, Knudsen. Vi har fåen en anmeldelse. Vold mod sagesløs. ANTON  Er'et miden dær? (Korfitzen...) Hvem gider lægge hånd på ham? VILHELM  Han har anmeldt dig og Harald. ANTON  Mage til frækhed! Sagesløs er han allefals ikke. Men os fattigfolk sitter I altid på nakken. I ved sguda selv, hvor stærkt han løj...! VILHELM (til KORFITZEN)  Er'et nu osse dem? KORFITZEN  Jeg undslap med nød og næppe! Og mit tøj, mit gode tøj har de ødelagt! EN NABO  Er'et rigtigt, Anton? Har I givet ham? ENKEMADAM KNUDSEN (vågner næsten)  Hva' er'et for postyr? Anton?! Anton... VILHELM  Nå, d'herrer... Kommer I me'et go'e, eller skal vi finde etatens muffedisser frem? NABOEN  Det var fanme ellers på tide, nogen rettede den sjuft af! EN ANDEN NABO  Det var sgu ham, der sku' ind å' tremme den! Så'n en horkarl! ENKEMADAM KNUDSEN  Anton! Hva' har du gjort? ANTON  Tjent retfærdigheden! Når a' ordensmagten ikke vil, så må en anden en jo or'ne for sig og sine! Kom så, Harald, denne gang var'et sgu umagen værd! NABOEN  Så'n er'et! Altid går I de stores ærinde! ANDEN NABO  Vores go'e ret bekymrer I jer aldrig om, selv om vi har den aldrig så meget! ANDRE NABOER  Slaveka'le! Usselrygge! De arresterede går nærmest i triumftog ud af huset. ENKEMDADAM KNUDSEN ser søvnigt-forvildet efter dem. KORFITZEN, beskyttet af de andre KONSTABLER, må nærmest løbe spidsrod. ANTON (fortæller)  Fjorten dage efter vandt han på en lotteriseddel, gjorde han, fyrretyve tusind, og så giftede han sig med en oberstdatter fra Næstved a', til andre tyve tusind. Så han åbnede salon med spejlglasruder, jojo, midt på Strøget, det kan man kalde løn som forskyldt. Og oberstdatteren kom fra de missionske, så hellig blev han osse... ET ANDET STED PÅ SCENEN - Knuds celle, for så vidt... Pludselig lyder anskrig fra en FÆNGSELSBETJENT. KNUD har hængt sig. Parallelt: det er som om alle handlinger standser et øjeblik. TO FÆNGSELSBETJENTE skærer ham ned, lægger ham på gulvet, dækker ham til med sengetæppet. Mens den ene pakker tæppet om ham kigger den anden rundt i cellen. ANDEN FÆNGSELSBETJENT  Du... han har skreven noget hér: (læser) Jeg har engen søl ske stjålet. Hold da kæft. E - n - g - e - n... stave ku' han ikk'engang. De hanker op i hans afsjælede legeme og bærer det ud. BOLETTES LEJLIGHED BINE er ved at sminke sig, så hun kommer til at ligne BOLETTE. BOLETTE ligger på sofaen. BOLETTE Det var noget, jeg besluttede: jeg ville ikke være fattig. Jeg mener, når jeg så min mor, ikke? Det ville jeg bare ikke. Og det var det samme med min søster, hun fik endda lejligheden dengang mor endelig døde. Og det sagde jeg så til mig selv: det vil du altså ikke. Og, nåja, så var jeg i gang... BINE  Hvordan? BOLETTE  Det var én jeg kendte. Nede i Knudsgade, nummer syv. Hun tog mig med engang, men det var ikke nå'd for mig, det var'et ikke. De gik efter de faste takster, for dælen, der skal man jo ha' tre herrer for at tjene en daler. Og tyve herrer om dagen for å ku' leve a'et, det er ikke noget liv. Så jeg begyndte for mig selv, fra gaden... BINE  Jeg ville ikke ane... BOLETTE  Det er nemt nok. Du går bare, som om du ikke har nogetsomhelst for, og når a' så de kommer hen mod dig, så ser du på'em, fanger'em. Og lige før de når dig, så standser du og ser ned - de kan jo ikke li', man er alt for fræk. BINE  Jamen, hva' så? BOLETTE  Ja, så spø'r de... BINE  Jamen, altså, om hva', hva' skal man svare? BOLETTE  Det er selvfølgelig forskelligt, men ikke så'n alligevel. Om man er hel' alene, om de må komme med hjem, om de må følles lidt. Man behøver bare nikke. Og når først a' de har én under armen, så'r'et nemt å gelejde dem hjem til sig. BINE  Jeg tør ikke... BOLETTE  De er sgu lisså nervøse som dig. Tænk, hvis nogen så'em, ikke? Tænk hvis a' pludselig man gav sig til å råve og skrige... Ikke...? De er simpelthen nødt til å stole på dig. BINE  Å hva' så, når a' man er kommen hjem? BOLETTE  Så går'et af sig selv. Men du skal huske å ta' ekstra for å lægge særken. BINE  Jamen, hvo'n begynder man? BOLETTE  Du har da ligget med nogen, ikke? BINE  Jojo... BOLETTE  Det er det samme. Du la'r dem om'et. Så gør de heller ikke andet end a' hva' som de tør. Så slipper man tit nemmere. Nogen af dem, de er tit så nervøse, at kanonen går af inden man kommer ned på ryggen... BINE  Jamen, er'et aldrig, jeg mener, er'et aldrig... slemt? BOLETTE  Jeg ved ikke... Man tænker jo på noget andet imens. Og det varer jo ikke ret længe... Det værste... det værste, det er når man kender deres navn. BINE Jamen... er der aldrig nogen, der har... sla'en dig? BOLETTE  Næ. Det vil sige... Der var engang én, han ku' slet ikke, og så begyndte han å råve op, og ville sla', men det blev ikke til noget. Det ku' han heller ikke. (Lidt stolt) Jeg er aldrig ble'en sla'en af andre end mine kær'ster. (Pause) Men der er nogen, som a' der vil ha' én til at slå dem. Hø! Som om man var deres mor... Lad lige mig, lille skat... (Hun tørrer lidt af den stærkt overdrevne rouge af BINEs kinder) På dén måde får du jo ikke nå'd... Jeg har én der kommer næsten hver uge, han ve' en tur over knæet og ha' i den bare, mens a' jeg skælder ham ud for å pille ved sig selv. BINE  Hva' gør du så? BOLETTE  Jeg gør'et selvfølgelig. Han betaler godt. BINE  Det ku' jeg ikke. BOLETTE  Nejnej. Du skal nok få tavet, skat. Skal vi gå? BINE  Jeg tør ikke. Og jeg er heller ikke pæn nok. BOLETTE  Hold da op, Binemor. Du er ung. Ikke som en anden... (Går tæt hen til hende, holder om hende) Hvis a' jeg var herre, ved jeg godt hvem af os to, jeg ville foretrække... BINE  Tror du virk'lig? BOLETTE  "Skal vi følles... lidt?" BINE nikker, ser ned. BOLETTE tager hende under armen, trækker hende lidt frem i rummet, drejer hende rundt, stryger hende over bryst og arme. BOLETTE  Du er så flot... BINE (Myg)  Syn's du? (Slår om) Jeg tør al'så ikke... BOLETTE  Jamen, pengene. Hva' med pengene? Tror du måske Harald er ved muffen, når a' han lige er kommen ud? Hva'? BINE  Nånej... BOLETTE  Er'et måske ikke ham, du vil ha' tav i? (Pause) Kom, nu går vi... Arm i arm forlader de lejligheden. CIGARFABRIKKEN LUDVIG & CO HARALD  Er'et ikke nødvendigt med én, a' der står vagt? ANTON  Hvem sku'et være? HARALD  En eller anden, Villiam... ANTON  Han har få'en andre interesser. Han solgte Kringlen for hal'anden krone til Vilhelm Kajetræk. Kom, så ta'r vi'en. Det hele går glat og smidigt, grænsende til det professionelle. ANTON og HARALD får lirket det tunge pengeskab ud fra væggen, lagt det ned, og ANTON går i gang med boret. Han udstøder små, bjæffende ordrer til HARALD om nyt værktøj, olie til at smøre med, og endelig kobenet. Bunden giver sig klagende. Parallelt: DET NYE SLÆNG myldrer ind, deler byttet, smider tegnebogen ad helvede til. ANTON Så'n ska'en skæres! Fagfolk! HARALD  Er'en der? ANTON trækker pengekassen ud, den er osse låst. HARALD  Satens... ANTON  La' far... ANTON sætter en skruetrækker ind under låget, det ryger op! ANTON  Hva' faen...? HARALD  Hva' nu? ANTON  Den er tom, pilravende tom! Gi'r han dem slet ikke løn mer, Ludvig? HARALD  Det kan sgu ikke passe! ANTON  Se selv! Satens! Så'n en platfodet svindler! Jeg ku' smadre ham! Helveds osse! HARALD  Lad os komme ud... ANTON  Hva' ligner'et...? HARALD  Afgang, mester! Inden det lyner! De begynder at gå. Pludselig standser ANTON. HARALD  Og hva'er der så? ANTON  Jeg er der på minutten... Han forsvinder ind i bygningen igen, kommer lidt efter tilbage med to store cigarer. ANTON  Jeg hader å sku' gå tomhændet. Han rækker den ene til HARALD, bider spidsen af den anden og sætter den kækt mellem tænderne. ANTON  Lidt ska' han betale, svindleren... Idet samme kommer TO KONSTABLER patruljerende forbi. ANTON løfter fingeren til hovedtøjet ANTON  G'aften, d'herrer, ordensmagten ku' vel ikke hjælpe en borger ild på cigaren? Hvis a' man må spørre. KONSTABLEN  G'aften. Han finder en svovlstik i uniformslommen, tænder for ANTON. HARALD skjuler sin cigar i hånden ANTON  Taktak. Hva' sku' en anden stille op uden ordensmagten? G'aften, d'herrer. KONSTABLEN  G'aften. ANDEN KONSTABEL  For faen, Nikkelajsen! Der er ildløs! Fabrikken! KONSTABLERNE styrter ud. HARALD ser på ANTON. HARALD  Var'et dig? ANTON  A' der hva'? HARALD  Var'et? ANTON  Sku' han måske slippe godt fra a' la' kassen stå tom?  HARALD  Du er... er du! Jeg begrev heller ikke hvafor du var så satens høflig overfor'em. ANTON  Hva' faen, det var jo ikke deres skyld, som a' kassen var tom! Kom, det skal drones... VÆRTSHUSET "RUDER KNÆGT" ANTON og HARALD kommer ind, sætter sig. ANTON  Moster, lad os få to fra fad. Og to af de klare. Der serveres. MOSTER begynder at skænke. ANTON  Kan du ikke skrive'et? MOSTER  Kun mod kontant...! ANTON  Nåja. (Fisker et par skillinger frem af lommen. Til HARALD) Har du... elleve øre? HARALD (Fisker sine penge frem)  Tre toører... ANTON  Faens... MOSTER (Kommer med øllet og snapsene)  Så skyld da den femøre, i himlens navn. HARALD  Du er en ven af folket, min tøs... MOSTER (Går tilbage bag baren)  Ja, dét er dyrt å være... HARALD (Efter en tænkepause, hvor der drikkes)  Sådan noget krampylisk... ANTON  Han havde ikke fortjent bedre. Der kommer flere GÆSTER ind. Nogle - ældre, besindige - andre unge fra det nye slæng. Én af de unge er tilsyneladende leder, får andre til at sprede sig i lokalet. MOSTER  Hva' er'et for et postyr derude? EN GÆST  Det er Ludvig og Co, der futter! Ti tusind cigarer op i røg! ANTON  De sku' vel ryges alligevel. GÆSTEN  Ja, men for faen, der var en kone og to unger. En gammel kone og to unger! Derinde! HARALD og ANTON veksler blikke. ANTON  Hva' går de osse og laver på en fabrik midt om natten? EN ANDEN GÆST  Narh, var'et nu osse så galt?! De havde vist ikke fundet andet end resterne af en skallet kat. FØRSTE GÆST  Jeg hørte, te' a' det var en kone! En gammel kone og hinners to unger! Der stod én ved siden af mig, han havde hørt'em skrige! ANDEN GÆST  Jeg hørte osse én skrige, men det var li'godt Ludvig over sine cigarer! FØRSTE GÆST  Stod han ellers ikke på fallittens rand? EN TREDJE GÆST  Den brand var ham ka'ske li'frem belejlig! FØRSTE GÆST  Man må aller fald håbe, te' a' han har betalt forsikringen. HARALD  Hold kæft, Anton... VILHELM KAJETRÆK og JERNKONSTABLEN kommer ind med en skræmt URTEKRÆMMER; han har en blodig, foreløbig forbinding om den ene hånd, og peger den unge leder fra før ud. URTEKRÆMMEREN  Det er ham! ORDENSMAGTEN vil skride til anholdelse, FYREN aner uråd og springer op. URTEKRÆMMEREN  Pas på! Han har kniv! VILHELM  Satens krapyl...! Det lykkes KONSTABLERNE at slå til FYRENs hånd, så kniven sejler henad gulvet. FYREN modsætter sig anholdelsen, hele vejen ud. På vejen ud passeres VOLLE, som kommer ind, står lidt henne ved døren. Han samler kniven op og stikker den i lommen. MOSTER  Sku' der være noget? VOLLE  Joh... Hvad koster en sjus, baby? Det får de to andre til at se op. MOSTER  A' hva'? HARALD  Det er da løgn... ANTON  Hold da kæft... VOLLE  God morning, boys! Hvo'n skær'en? Du kan osse bare gi' mig den straight, min tøs! MOSTER  Nul, altså. Det er ikke her. De tossestreger handler vi ikke med. Du kan få en brændevin, eller en mælketoddy. HARALD  Hvor kommer du fra? VOLLE (Med et hovedkast)  Derovrefra, hvor ellers. HARALD  Jamen, hvornår? VOLLE  Med båden, just arrived. Her i aftes. Nå, trives I, drenge? Jeg var hernede i går et smut, men... ikke et øje. Not a stirring soul. Hvor er de andre? HARALD  Jeg ved sgu ikke... ANTON  Kringlen har la'en sig hverve. Til Vestindien... VOLLE  Nå for faen... what the heck... ANTON  Og Gøjen, Snottegøjen, han døde af en dille. Han var indlagt og sad og pillede sine lagner i trevler. ANTON  Pungdyret sitter inde. Villiam solgte ham. VOLLE  Nå for faen. Og... hva' hed han? (gestus til øjet) ... Ole? ANTON og HARALD bryder ud i et bredt grin. ANTON  Ham kan du godt træffe! Du ska' bare kigge ned i Frelsens Hær. Der står han og synger kor med fem tandløse hallelujakællinger! Grin. Pause. VOLLE  Og... din søster? HARALD  Merete? ANTON  Hun fik en unge... HARALD  En dreng. De bor i Eriksgade. Hun står i fagforening nu... Tobaksarbej'erne... ANTON  Ja, det ku' bedst passe sig. HARALD (er ikke meget for at tale om hende)  Hvad med dig? Du blev ekspedere'n til Amerika? VOLLE  Det var én af de hellige, på Brasen. Jeg kedede mig sgu, og de blev jo ved og rende én på døren. Med min sjæls frelse. Og så en dag, så gav jeg mig jo. Hva' faen, man ku' jo altid more sig lidt over ham. Men se, så viste det sig jo, så'n pø om pø, at hvis han lå et godt ord ind for yours truly, og sagde man var flink og angerfuld, så ku' man få billet til staterne. Enkelt, forstås. For de havde en tyrkertro på, at derovre i God's own country, der ville man lære og arbej' og bli'e et bedre men'ske. Og så var de se'følig a'e med én her. ANTON  Å den bed du på? VOLLE  Du ka' bide dig i næsen på jeg gjorde. Jeg fik jo fire år den sidste gang. Så jeg blev lammefrom og angergiven. Og så fik jeg på nul-komma-fem to morderlig rå sæt tøj og det ny testamente og en gevaldig bunke formaninger, og så bye-bye Brasen, og dér står jeg i Winnipeg med ti dollars på lommen og min vadsæk. ANTON  Jamen, mand, for faen, man hører jo så meget... laved' du ikke nå'd? Hva'? Vi læser vi sguda ikke om andet end det ene store kup efter det andet derovre... VOLLE Man kan jo osse risikere å blive klynget op i den første, den bedste trætop, når a' man så bli'r nappet. Men I ku' lære nå'd derovrefra. Der var nogen å' der laved' et kup med guldure, for femoghalvfjerds tusind, dollars al'så, og de blev aldrig nappet! For de havde skåret halsen over på den fyr, a' der stod i butikken. Af bar forsigtighed, naturligvis... ANTON  Hold kæft... VOLLE  Dét har jeg lært: Død mand er stum, kammerat. ANTON  Hva', Harald, var'et noget? Jeg har... jeg har fanme længe haft øje på ham pantesnuden dærnede... Død mand er stum. Hva', Harald, er du med? HARALD  Du er bindegal...! ANTON  Hvem vil savne så'n en jødetamp? Han har en kasse fuld af penge, jeg har set'en selv, men han sover på'en om natten, bag jern og syv låse. Så man er nødt til at ta'en mens han er der... HARALD  Du er ikke rigtigt klog...! Sla' ham ihjel...! BINE kommer ind - med lidt nerver på, trods alt. BINE  G'aften, drenge... HARALD  Bine...?  BINE  Gud, g'aften, Harald. ANTON  Nåda-dada... VOLLE  Er'et Bine? You don't say...! Sidste gang, jeg så dig tøs, der var du jo nærmest...  Han antyder nedover brystet hvor flad hun var. ANTON  Kom og sit... Du ser sgu hyggelig ud... Har du set, hvem a' der er kommen hjem? BINE (har set ham)  G'aften, Volle... VOLLE  Der' sgu sket noget, mens a' far har våren over there, hva'? BOLETTE kommer ind. VOLLE  Nu er'et fame snart som i de gamle dage. BOLETTE går hen til BINE, siger direkte til hende. BOLETTE  Hvo'n gik'et? BINE trækker to krøllede pengesedler frem, kaster et forsigtigt sideblik til HARALD. BOLETTE  Fint, Binemor. Næste gang føl's vi, så skal du se, hvor vi kan... Gud, det' jo Anton... Da', lille G'is... Hvor har du våren al den tid? ANTON  Lidt hér og dér... VOLLE  Hør, tøser, må far her ikke gi' en lille én, hva' ska'et være? BOLETTE  Vi har ikke tid, vi må jo lave noget, Bine og mig, vi kan ikke bare sitte og hænge. ANTON (Kaster et blik rundt på klientellet)  Ja, her er der sgu ikke meget å hente...! BOLETTE  Der var bare så mange blanke knapper derude, så jeg tænkte, det ku' gøre godt med en lille pause. Med mindre...? (Hun kaster mere end kokette blikke til ANTON) Hva si'r du, lille G'is? ANTON  Hva' får jeg for'et? BOLETTE  Er du ble'en svimmel? ANTON Det var i gamle dage, vi kaldte dig Balletten. Du er ve' å ha' hængt for længe i branchen, det ka' ses. Hva', har du stadig no'n af dine gamle abonnenter? BOLETTE  Så rækker'et, lille G'is, tænk du på, hvem a' der har lært dig op, måske? ANTON  Nå, på den vis... Så kan jeg vel få lidt af skolepengene tilbage? Hva'? VOLLE  Men hva' med dig, Binemor, hva'? Ska' du hjem å visselulle med din onkel fra Kamerika? BINE  Du må ha' spist nå'd...! VOLLE  Det ku' være jeg ku' lære dig lidt modernet... BINE  Jeg er ikke int'resseret...! VOLLE  Hva' er du så majet sådden ud for? BINE  Det' vel min egen sag. Jeg kan stadig selv bestemme, hvem a' jeg går hjem med, ikke? VOLLE  Jeg kan sguda godt betale. Jeg tænkte bare, gamle venner, ikke...? Vi har da reden ranke før, min tøs. Men ålrajt, jeg kender jo princippet fra over there. Hva' koster'et så... i dollars, altså? BINE  Ikke om du så ga' hundred kroner... BOLETTE  Hundred kroner? BINE  Du skal ikke tro, jeg er til fals for enhver... BOLETTE  Jamen, hundred kroner...? VOLLE  Bare rolig. Jeg smider ikke penge ud på nå'd, som a' jeg kan få gratis et andet sted. Parallelt: et par velnærede LEVEMÆND på vulkaner har enteret lokalet og tager det lokale udbud af kvindekød i øjesyn. Men efter at ha' betragtet BOLETTE og BINE en tid, ryster de stille på hovedet og forlader lokalet; udbuddet var for ringe... ALLE de tilstedeværende har registreret det skete. Ingen kommenterer det. BINE  Jeg bestemmer selv. Lissom alletider. (Sætter sig på skødet hos den modvillige HARALD) Ikke osse, Harald? Hva', skal jeg klappe din hest for en krone, Harald? A' hva' tænker du på, Harald? HARALD  Ikke nå'd... BINE  Årh, hva'... HARALD  Hvafor skal du rage på mine tanker? ANTON  Kom nu, Harald, for faen, tænk dig om. Med det udseende sku' hun da nok ku' forsørge dig. Og Binetøsen er jo heller ikke kedelig i kanen, vel...? HARALD (rejser sig, så BINE er ved at trimle på gulvet) Jeg kan fanme forsørge mig selv...! Jeg kan ikke holde ud å høre på jer...! ANTON  Årh, hold da op, Harald! Hva' faen er'et? Du troede sguda ikke, du var den eneste, hun havde danset mavevals med, hva'? HARALD  Det' ikke det! Aldeles ikke det! Og hva' det vi snakked' om angår, så er'et i orden med mig. Du kan regne med mig. I morgen, når han lukker. ANTON  Små slav, Harald... HARALD  I morgen, eller slet ikke!! ANTON  Godt, godt! Så si'r vi det. Så er'et en aftale. HARALD styrter ud ad døren. ANTON står og ser efter ham. BINE  Hva' er'et, Anton? Hva'? Hva' er det i morgen? ANTON  Ikke nå'd. Kan du ikke låne mig en daler, Binemor, bare til i morgen? BINE rækker ham de to sedler. ANTON  Bare til i morgen. (Fortæller) For i morgen regner det med guld på Anton Knudsen og så mig. ANTON følger efter HARALD, PIGERNE pakker deres habengut og vover sig ud på gaden igen. EN ÅBEN PLADS med bænke... DONNER  Jeg tænker sgu tit på dig, dreng. Hver gang jeg har spist vand og brød for alimentationen. Halvfjerds kroner. Hvis man regner på'et, så... Jeg mener, hvor gammel er'et, du er? ANTON  Det var kun til jeg blev konfirmeret... DONNER  Fjorten år så, ikke, og hvert halve år, gange halvfjerds kroner, det bli'r en hulens masse gange jeg har sittet for din skyld. Du ku' sgu godt... du har vel ikke nå'd å' varme sig ved...? Når man tænker på alle de gange... ANTON  Hér. (Trækker en lommelærke i metal frem)  DONNER  Nåda, dada... Å hvor har du ravet den til dig? (drikker) Ja, indholdet er jo knap så fornemt. ANTON  Sku' du være bedre vant? DONNER  Jeg har i al fald holdt mig for go' til at stjæle. EN BUMS  Ka' I ikke stoppe den knever? DONNER  Det er jo ikke hver dag man ramler på sin arving... ANTON  Sikken interesse pluds'lig... DONNER  Hvo'n går det ellers med din mor? Jeg hører, hun har ta'en til å drikke...? ANTON  Hva' rager'et dig? Han lægger sig på en bænk for at sove. DONNER  For faen, hun var skøn den gang. Og ikke nærig med sig. Du sku' ha' kendt hinner. Hinner ville du sgu osse ha' rendt efter. ANTON  Sku' du ikke sove?  DONNER  Jojo. Jeg har lige ta'en en skrå. ANTON  Godnat, Donner. DONNER  Godnat, dreng. (Pause) Du har aldrig kaldt mig far. ANTON  Du er fuld. Sov så. ANTON skubber sig til rette på det umage leje, falder i søvn. DONNER sidder sammensunken med sin skrå, går så over og kigger sentimentalt på sin sovende dreng. Det lykkes ham at liste hånden ned i ANTONs bukselomme, hvorfra han fremdrager de to krøllede sedler. Han stikker dem i egen lomme, trækker selerne op på skuldrene, tager jakken over armen og lister ud efter endnu et faderkærligt blik på det sovende barn. ANTON vågner brat, ser sig om, DONNERs seng er tom. Han undersøger straks sine bukser, lommerne er tomme. Han bander indædt. Parallelt: Tre-fire meget unge fyre passer et ægtepar op, truer en tegnebog og en halskæde fra dem, ved at presse en kniv mod hendes strube, mens de holder manden fast. Det hele foregår hurtigt og ordløst, men egentlig ikke professionelt. TO KONSTABLER kommer til, fører parret ud. Hun græder. HOS PANTELÅNEREN ISAK ANTON og HARALD udenfor ISAKs pantelånerbutik. HARALD  Er du vis på, det' nødvendigt? ANTON  Er du ræd for å flække skallen på så'n en pantejøde? Er'et så skændigt? Tænker han på andet end at puge mønt i sin solide jernkasse? HARALD  Jamen, li'frem...? ANTON  Han kender jo uheldigvis vos begge to. Og død mand er stum. HARALD  Vi får tyve år over vandet for dette her... ANTON  Ja, hvis a' vi bli'r nappet. Tænk på alle dem, der skuldrer det ene kæltringestykke efter det andet, uden a' de af den grund er kæltringer. Kæltring, det bli'r man først, når a' den bli'r opdaget. Se nu bare til Korfitzen, har han ikke tæt med dalere på kistebunden nu? Forleden så jeg hans navn i avisen under et opråb fra "Samfundet til Forsømte Pigers Frelse"... Nå, bli'r det i dag? HARALD  Hvis der nu er nogen i butikken... ANTON  Det er det, a' du lige først skal se. Og så kommer jeg, og så springer vi om bag disken og ta'r ham. Jeg er den stærkeste af vos to, så jeg holder ham i kværken. Og så snart jeg har sla'en ham en hånd for munden, driver du ham jernet i skallen. Af al magt og med skarpen! A' du ve'et! Og batter det første hug ikke, så langer du ham ét til! PÅ EN PLADS med bænke... ENKEMADAM KNUDSEN kommer ind med GAMLE MARIE, begge ganske gevaldigt berusede. I løbet af scenen gør MARIE gentagne forsøg på at komme til orde, i det mindste når ENKEMADAMMEN ligefrem opfordrer hende - men forgæves! Til gengæld får de begge nogle gevaldige gibbernakkere... ENKEMADAM KNUDSEN  Hær... Hær ska' hun se, hun ska' ha' en lille én å varme sig ved. Å varme sig ved... Hun skænker en snaps omhyggeligt ved siden af det lille glas. Hær. Ta' selv... Sætter flasken hårdt ned. GAMLE MARIE snupper den hurtigt og skænker sig en snaps inden ENKEMADAMMEN fortryder. Drikker den lisså rask. Men jeg gi'r hinner ikke no'n penge, dem drikker hun bare op. Hun kan tro, jeg kender'et... Min mand... DE TO DAMER nikker samstemmende. Det er osse skrækkelig så koldt det er ble'en. Hun skænker sig selv en snaps, lidt heldigere denne gang, drikker i ét hug. Men druk er'et værste, som a' jeg ved. Jeg traf ham her forleden, den flinke, Clausen... Hun antyder med hænderne et stort fuldskæg. MARIE nikker, skutter sig for kulden. Ta' én til, den kulde... Han havde ta'en... han er så flink... han havde ta'en no'n... hva' hedder'et... flampetter... pam... pampam... de her med... Ikke? Viser gårdsmissionærens brochurer frem, peger en dramatisk tegning ud. Det' vel, så a' man kan forstå'et... Flaskedjævlen... det er nå'd djævelskav, er'et... Men det ve' hun vel? Kender hun Clausen?... (skæggestus) I et æventyr, jeg hørte engang, der var der en ånd i en flaske, som a' der skaffed én al rigdom, var der, men den var vel tom først, flasken... Har madammen børn? MARIE ser op, vil gerne fortælle. ENKEMADAMMEN skubber generøst papirerne over til MARIE. Ta'em bare, jeg har... læst'em. De er go'e å få fornuft af, ja. Tænk a'et kan være så koldt i april. Nu min søn, han er en dejlig dreng, og køn, men jeg kan stille mig som jeg vil, det skal smukt nytte, jeg får ham aldrig til å makke ret. Det er det samme og det samme og det samme! Men det kender hun vel fra hinners egne? MARIE prøver forgæves... Når jeg tænker på, a' hva' jeg har drømt! Men det passer måske, måske passer'et alli'vel, hvad folk si'r, de si'r det er bunden det er galt med. Ja. De si'r, te' a' han er en skidt knægt. Jeg har betalt hans skolemulkter fra han knap ku' stave eller ligge sammen. Så'n er børn... MARIE prøver igen... Og han sku' jo ha' våren solskinnet i mit gamle liv, sku' han, og hva' er'et ble'en til? Hva'? Hva' er'et... ble'en til? Snapper flasken ud af MARIEs hånd. Tror hun måske, hun er den eneste, der fryser hær? PANTELÅNERENS BUTIK fortsat... En gammel dame forlader ISAKs butik. Dørklokken meget tydelig. ANTON  Nu er'et dig! HARALD  Jeg tør ikke! ANTON  Du skal! HARALD drejer om og vil gå. ANTON griber ham i ærmet og haler ham tilbage. ISAK kommer hen til butiksdøren for at lukke. ANTON  Så, nu lukker han! Så er'et nu! De springer ind i butikken, ANTON griber fat i ISAK, holder ham om hals og mund, tvinger ham i knæ bag disken. ANTON  Kom nu! Kom nu, for satan! HARALD famler efter raspen under blusen, kvier sig for at slå. ANTON  Nu skal du dø! Så sla' dog i Djævlens skind og ben! HARALD slår ANTON  Med skarpen! Med skarpen! ISAK brøler, HARALD bakker med den blodige rasp og alle tegn på rædsel. ANTON  Én gang til! Kom nu! Er du fra forstanden, men'ske?! Sla' til, si'r jeg...! ISAK  Mord, mord! Hjælp! Mord! ANTON  Slå, for helveds skind og ben! HARALD står som lammet. Så kaster han raspen fra sig, drejer rundt og løber ud lige i armene på TO KONSTABLER. ANTON står som lammet. RESTAURANTEN "NY RAVNSBORG" Restaurationslokalet fyldes med dansende borgerskab. ANTON sætter i løb fra pantelånerens, styrter ned mellem de dansende, må trænge sig frem til pigerne ved bordet. Han krænger lapsejakken af sig. ANTON  Havde han så bare sla'en til, den idiot. SANGEREN begynder på sin trøstesløse vise. Musikken går langsomt i stå, som en rejsegrammfon, der skal trækkes op. Bevægelserne hos de dansende bliver stadigt langsommere, indtil de helt standser. Kompliment. Mørke.		hjemigen     .
			.